Kilde

Til nr. 1

Staten yder erstatning og godtgørelse for indsatte og værnepligtige som nævnt i lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenets § 29, stk. 1, nr. 9 og 10, såfremt beløbet samlet overstiger 1.000 kr., jf. klage- og erstatningslovens § 24, stk. 5, 2. pkt.

Det foreslås i § 24, stk. 5, 2. pkt. , at ændre »nr. 9 og 10« til: »nr. 10 og 11«.

Det foreslåede er en konsekvensændring i lyset af at der med lovforslagets § 1, nr. 3, foreslås indsat et nyt nummer 8 i § 29, stk. 1.

Til nr. 2

Det fremgår af klage- og erstatningslovens § 29, stk. 1, nr. 5, 1. pkt., at den region, hvor en privatpraktiserende autoriseret sundhedsperson har sin praksis, eller hvor en læge, der uden at være privatpraktiserende virker som vagtlæge, eller hvor en læge, der uden at være privatpraktiserende foretager vaccination i henhold til sundhedslovens § 18, jf. dog stk. 3, har pligt til at yde erstatning efter kapitel 3 i klage- og erstatningsloven.

Der henvises til lovforslagets pkt. 2.1.1 for en beskrivelse af gældende ret.

Det foreslås, at der i § 29, stk. 1, nr. 5, 1. pkt., efter »jf. dog« indsættes »nr. 8 og «.

Med den i lovforslagets § 1, nr. 3, foreslåede § 29, stk. 1, nr. 8, fastsættes, at de privatpraktiserende autoriserede tandlæger har pligt til at yde erstatning efter kapitel 3 i klage- og erstatningsloven. Denne ændring vil medføre, at det som udgangspunkt ikke længere er den region, hvor den privatpraktiserende tandlæge har sin praksis, som er erstatningspligtig på vegne af tandlægen, men derimod den enkelte tandlægeklinik samt selvstændigt praktiserende tandlæger.

Tandlægeklinikken dækker således, gennem sin forsikring, erstatningsbeløb op til og med en mio. kr. Overstiger erstatningen for en skade 1 mio. kr., er den region, hvori tandlægen har sin praksis, erstatningsansvarlig for den resterende del af beløbet. Der henvises til bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 3.

Forslaget er en konsekvens af lovforslagets § 1, nr. 3, hvorefter det foreslås at indsætte et nyt nummer 8 i lovens § 29, stk. 1.

Til nr. 3

Klage- og erstatningslovens § 29 oplister de erstatningspligtige i henhold til loven. Det fremgår af § 29, stk. 1, nr. 5, at den region, hvor en privatpraktiserende autoriseret sundhedsperson har sin praksis, eller hvor en læge, der uden at være privatpraktiserende virker som vagtlæge, eller hvor en læge, der uden at være privatpraktiserende foretager vaccination i henhold til sundhedslovens § 18, jf. dog stk. 3, har pligt til at yde erstatning efter kapitel 3 i klage- og erstatningsloven.

I dag bliver sager på tandskadeerstatningsområdet behandlet af Patienterstatningen, og finansieringen heraf er omfattet af klage- og erstatningslovens § 29, stk. 1, nr. 5, hvorefter regionen, hvori tandlægen har sin praksis, er erstatningspligtig.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets pkt. 2.1.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger for en nærmere beskrivelse af gældende ret.

Det foreslås, at der i § 29, stk. 1, indsættes efter nr. 7 som nyt nummer: »8) Tandlægeklinikker herunder selvstændige privatpraktiserende tandlæger. For den del af erstatningen, der overstiger 1 mio. kr., afholdes udgifterne dog af den region, hvori behandlingen er foregået.«

Med den foreslåede § 29, stk. 1, nr. 8, foreslås det, at lade tandlægeklinikker, herunder selvstændigt praktiserende tandlæger, være erstatningspligtige for erstatningsbeløb op til og med 1 mio. kr. for skader omfattet af klage- og erstatningslovens kapitel 3, som anmeldes efter den 1. januar 2025, jf. lovforslagets § 3, stk. 2.

Erstatningspligten gælder over for de patienter, som måtte få en skade i forbindelse med undersøgelse, behandling el.lign. i klinikken eller ved den selvstændigt privatpraktiserende tandlæge.

Den foreslåede erstatningspligt efter loven vil endvidere betyde, at tandlægeklinikkerne, herunder selvstændigt privatpraktiserende tandlæger, pålægges forsikringspligt for skader op til og med 1 mio. kr. i overensstemmelse med § 30 i klage- og erstatningsloven, hvor det fremgår af stk. 1, at krav om erstatning efter lovens kapitel 3 skal være dækket af en forsikring i et forsikringsselskab.

Hvis en eller flere tandlæger arbejder under et CVR-nummer, skal forsikringen være tilknyttet dette. Er det ikke tilfældet, tilfalder forsikringspligten tandlægen som privatperson. Forsikringspligten gælder for alle tandlægeklinikker uanset selskabsform.

Ved privatpraktiserende tandlæger forstås såvel tandlæger samt specialtandlæger i hhv. ortodonti og tand-, mund- og kæbekirurgi, samt de personer der arbejder på disses vegne. Det er endvidere et krav, at tandlægen har en gyldig autorisation.

Indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter bestemmelser om forsikringspligtens gennemførelse jf. lovens § 30, stk. 5, og er på området for private hospitaler, klinikker og speciallægepraksisser i dag fastsat ved bekendtgørelse nr. 488 af 3. maj 2018 om forsikringspligtens gennemførelse. Det forudsættes, at der vil blive udstedt en tilsvarende bekendtgørelse for privatpraktiserende tandlæger som følge af nærværende lovændring.

For så vidt angår erstatninger, der overstiger 1 mio. kr. vil den øvrige del af erstatningen skulle afholdes af den region, hvori behandlingen har fundet sted.

Tilkendes en patient en erstatning, som følge af en skade sket ved behandling ved en tandlægeklinik, på f.eks. 1,5 mio. kr., vil klinikken og dermed klinikkens forsikring således være ansvarlig for den første mio. kr., mens den relevante region vil være erstatningspligtig for de sidste 0,5 mio. kr.

Regionerne vil samtidig skulle afholde administrationsudgifterne forbundet med oprettelsen en ny sag i Patienterstatningen med regionen som part.

Til nr. 4

Efter klage- og erstatningslovens § 29, stk. 4, skal et regionsråd, såfremt regionsrådet har været erstatningspligtigt efter § 29, stk. 1, nr. 1, 5 og 6, i et omfang ud over det gennemsnitlige, oplyse Styrelsen for Patientsikkerhed herom til brug for styrelsens tilsyn efter sundhedsloven.

Efter klage- og erstatningslovens § 29, stk. 5, skal forsikringsselskaber for et privat sygehus, en klinik eller en speciallægepraksis, såfremt behandlingsstedet har været erstatningspligtigt efter lovens § 29, stk. 1, nr. 7, eller stk. 2, 1. pkt., i et omfang ud over det gennemsnitlige, oplyse Styrelsen for Patientsikkerhed herom til brug for styrelsens tilsyn efter sundhedsloven.

Indenrigs- og sundhedsministeren har efter lovens § 29, stk. 6, bemyndigelse til at fastsætte nærmere regler om oplysningspligten efter stk. 4 og 5, herunder for optælling af erstatningsudbetalinger og forældelse af sager.

Bemyndigelsen er udmøntet i bekendtgørelse nr. 1084 af 11. september 2015 om oplysningspligt i patienterstatningssager. Bekendtgørelsen fastsætter regler om oplysningspligt i tilfælde af en såkaldt kritisk skadesfrekvens, det vil sige hvis der har været erstatningspligt ud over det gennemsnitlige. Pligten til at indberette kritisk skadesfrekvens gælder for så vidt angår regionerne de skader, som de efter lovens § 29, stk. 1, nr. 1, 5 og 6, er erstatningspligtige for. For så vidt angår de private forsikringsselskaber skal der indberettes kritisk skadesfrekvens for skader, som forsikringsselskaberne efter lovens § 29, stk. 1, nr. 7, eller stk. 2, 1. pkt. er erstatningspligtige for.

Det foreslås, at lovens § 29, stk. 4-6 ophæves.

Ophævelsen af lovens § 29, stk. 4, vil betyde, at et regionsråd, såfremt regionsrådet har været erstatningspligtigt efter § 29, stk. 1, nr. 1, 5 og 6, i et omfang ud over det gennemsnitlige, ikke længere vil skulle informere Styrelsen for Patientsikkerhed herom til brug for styrelsens tilsyn efter sundhedslovens § 213, mens ophævelsen af lovens § 29, stk. 5, vil betyde, at forsikringsselskaber for et privat sygehus, en klinik eller en speciallægepraksis, såfremt behandlingsstedet har været erstatningspligtigt efter § 29, stk. 1, nr. 7, eller stk. 2, 1. pkt., i et omfang ud over det gennemsnitlige, ligeledes ikke længere vil skulle informere Styrelsen for Patientsikkerhed herom til brug for styrelsens tilsyn efter sundhedsloven.

Ophævelsen af lovens § 29, stk. 6, vil betyde, at bemyndigelsen til at fastsætte regler for oplysningspligten efter stk. 4 og 5, herunder for optælling af erstatningsudbetalinger og forældelse af sager, ophæves, ligesom bekendtgørelse nr. 1084 af 11. september 2015 om oplysningspligt i patienterstatningssager ophæves.

De foreslåede ophævelser vil medføre, at regionerne, de private behandlingssteders forsikringsselskaber og Styrelsen for Patientsikkerhed ikke længere vil skulle anvende ressourcer på at administrere en ordning, som ikke vurderes egnet til at påvise en aktuel fremtidig fare for patientsikkerheden, og som i praksis ikke har givet anledning til tilsynsmæssig opfølgning.

Der henvises til pkt. 2.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger for en beskrivelse af gældende ret, Indenrigs- og Sundhedsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning.

Til nr. 5

Det følger af klage- og erstatningslovens § 30, stk. 2, nr. 2, at forsikringsselskaber, der, jf. § 30, stk. 2, 1. pkt., har indtegnet forsikringer omfattet af kapitel 3, skal underrette Styrelsen for Patientsikkerhed og Patienterstatningen, hvis forsikringsdækningen bortfalder.

Det foreslås i § 30, stk. 2, 2. pkt., at »og Patienterstatningen« udgår.

Det foreslåede vil indebære, at Patienterstatningen ikke fremover vil skulle orienteres af et forsikringsselskab, når en forsikringsdækning bortfalder.

Kilde

Til nr. 1

Det følger af sundhedslovens § 17, stk. 5, at indenrigs- og sundhedsministeren kan fastsætte nærmere regler om forældremyndighedens indehavers informerede samtykke i forbindelse med behandling af børn og unge ved den kommunale tandpleje, herunder form og indhold af samtykket.

Der henvises til pkt. 2.3.1 i de almindelige bemærkninger for en beskrivelse af gældende ret.

Det foreslås i § 17, stk. 5, at ændre »form og indhold« til »form, indhold, varighed og rækkevidde«.

Den foreslåede ændring vil medføre, at der vil kunne fastsættes regler om rækkevidden af forældremyndighedsindehaverens samtykke, der er bredere end i dag. Det betyder, at indholdet af forældremyndighedens indehavers informerede samtykke vil kunne udvides. Det forudsættes, at indenrigs- og sundhedsministeren vil fastsætte nærmere regler om, hvilke former for behandlinger der vil kunne blive foretaget på baggrund af et generelt, udtrykkeligt samtykke.

Den foreslåede ændring vil indebære, at der vil kunne fastsættes regler om, at den kommunale tandpleje på baggrund af forældremyndighedens indehavers generelle, udtrykkelige samtykke kan foretage flere ukomplicerede behandlinger. Som eksempel kan nævnes fissurforsegling, der, ligesom fluorbehandlinger og røntgenundersøgelser, kan betragtes som mindre indgribende.

Det forudsættes endvidere, at ministeren vil fastsætte regler om varigheden af forældremyndighedsindehavers generelle, udtrykkelige samtykke. Der er ved sidstnævnte tale om en præcisering af gældende ret, idet det hidtil har kunnet fortolkes ind i den gældende bemyndigelse.

Det forudsættes, at bekendtgørelse nr. 562 af 30. maj 2017 om samtykke til behandling af børn og unge ved den kommunale tandpleje og sundhedsplejerske ophæves, samtidig med at en ny bekendtgørelse om samtykke til behandling af børn og unge ved den kommunale tandpleje og sundhedsplejerske træder i kraft samtidig med lovens ikrafttræden.

Ved udformningen af bekendtgørelsen og fastsættelsen af, hvilke tandbehandlinger der skal være inden for rækkevidden af det generelt informerede samtykke fra forældremyndighedens indehaver, skal der lægges vægt på indgrebets karakter.

Der kan bl.a. lægges vægt på, om der er tale om operativ eller nonoperativ cariesbehandling. En operativ behandling vil være behandling, hvor der er behov for at bore i tandens overflade for at fjerne carieret tandvæv med henblik på fyldningsterapi. Nonoperativ cariesbehandling vil som regel være af mindre indgribende karakter, hvilket taler for ikke at kræve konkret, informeret samtykke fra forældremyndighedens indehaver. Fissurforsegling er et eksempel på en nonoperativ behandling af caries i emalje, hvor der med fordel vil kunne fastsættes regler om, at forældremyndighedens indehaver kan give generelt, udtrykkeligt samtykke.

Der kan desuden lægges vægt på, om der er tale om et invasivt indgreb, dvs. om indgrebet indebærer penetration eller kontakt til underliggende væv i f.eks. blodbanen. En sådan behandling vil være indgribende og kræve konkret, informeret samtykke fra forældremyndighedens indehaver.

Kilde

Det foreslås i § 3, stk. 1, at loven træder i kraft den 1. januar 2025.

Det foreslås endvidere i § 3, stk. 2, at § 1 ikke finder anvendelse for skader, der er anmeldt til Patienterstatningen før lovens ikrafttræden. For sådanne skader finder de hidtil gældende regler anvendelse.

Det foreslåede vil indebære, at privatpraktiserende tandlæger vil være erstatningspligtige for skader anmeldt efter lovens ikrafttræden, lige som at de privatpraktiserende tandlæger vil være forpligtede til at skaffe forsikringsdækning for skaderne på deres område.

Skader, som er anmeldt før dette tidspunkt, vil fortsat være dækket fuldt ud af regionerne.

Kilde

Bestemmelsen vedrører lovens territoriale gyldighed.

Det følger af § 64 i klage- og erstatningsloven, at loven ikke gælder for Færøerne og Grønland, men for Færøerne kan sættes i kraft ved kongelig anordning med de afvigelser, som de særlige færøske forhold tilsiger.

Det følger af sundhedslovens § 278, stk. 1, at sundhedsloven ikke gælder for Færøerne og Grønland. Det følger endvidere af § 279, stk. 2, at bl.a. kapitel 4-9 ved kongelig anordning kan sættes helt eller delvis i kraft for Færøerne med de afvigelser, som de særlige færøske forhold tilsiger.

Det foreslås i § 4, at loven ikke skal gælde for Færøerne og Grønland, men at loven ved kongelig anordning kan sættes i kraft for Færøerne med de ændringer, som de færøske forhold tilsiger. Lovens bestemmelser kan endvidere sættes i kraft på forskellige tidspunkter.