Lov om ændring af lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet og lov om autorisation af sundhedspersoner og om sundhedsfaglig virksomhed (Ændring af patientklagesystemet, mulighed for sekretariatsafgørelser i patienterstatningsankesager, afvikling af Det Rådgivende Praksisudvalg og afbureaukratisering ved ejerskifte i tandlægeklinikker)

Kilde

Til nr. 1

Det følger af § 1, stk. 1, i lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet (klage- og erstatningsloven), at Styrelsen for Patientklager, jf. §§ 11 og 12, behandler klager fra patienter over sundhedsvæsenets sundhedsfaglige virksomhed og forhold omfattet af sundhedslovens kapitel 4-9 med undtagelse af klager, hvor der i den øvrige lovgivning er foreskrevet en anden klageadgang. Styrelsen for Patientklager kan ikke behandle en klage efter 1. pkt., hvis den faglige virksomhed eller det forhold, klagen vedrører, helt eller delvis er omfattet af en klage efter § 2.

Efter de nugældende regler har Styrelsen for Patientklager ikke kompetence til at behandle klager over apotekssektoren, da den ikke er finansieret af kommuner eller regioner, jf. Folketingstidende 2009-10, tillæg A, L 130 som fremsat, s. 30.

Det foreslås i § 1, stk. 1, 1. pkt., at »sundhedsvæsenets« ændres til »behandlingssteders«.

Den foreslåede ændring vil indebære, at Styrelsen for Patientklager fremover vil kunne behandle klager fra patienter over ethvert behandlingssteds sundhedsfaglige virksomhed og forhold omfattet af sundhedslovens kapitel 4-9 med undtagelse af klager, hvor der i den øvrige lovgivning er foreskrevet en anden klageadgang.

Den foreslåede ændring vil således medføre, at Styrelsen for Patientklager fremover vil kunne behandle forløbsklager over behandling foretaget i privat regi, hvor der ikke er ydet offentligt tilskud. Det vil dermed ikke længere kun være Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn, der kan behandle klager over sundhedsfaglig behandling foretaget i privat regi, hvor patienten selv har afholdt hele udgiften til behandlingen.

Den foreslåede ændring vil desuden medføre, at Styrelsen for Patientklager vil kunne behandle klager over sundhedsfaglig behandling på apoteker. Styrelsen vil dog i lighed med Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn ikke kunne tage stilling til apoteker efter reglerne i sundhedslovens kapitel 4-9, da apotekere, behandlingsfarmaceuter m.fl. ikke er sundhedspersoner i sundhedslovens forstand, jf. Folketingstidende 1997-98, 2. samling, s. 522 og Folketingstidende 2004-05, 2. samling, s. 3204.

Styrelsen for Patientklager vil fortsat ikke kunne tage stilling til institutioner, hvor den faglige virksomhed udøves af myndighedspersoner i henhold til serviceloven, herunder f.eks. vurderingen af, om borgeren skal tildeles en konkret ydelse.

Behandlingssteder skal forstås i overensstemmelse med sundhedslovens § 213 c, stk. 1. Det vil således omfatte sygehusenheder, klinikker, praksisser, plejecentre, plejehjem, bosteder, sundheds- eller genoptræningssteder og andre behandlingssteder, hvor sundhedspersoner udøver behandling.

Det foreslås videre, at der i § 1, stk. 1, 1. pkt ., efter »kapitel 4-9« indsættes: »og afsnit IV«.

Denne foreslåede ændring vil medføre, at Styrelsen for Patientklager vil kunne behandle klager over forhold omfattet af sundhedslovens afsnit IV vedrørende transplantation med undtagelse af klager, hvor der i den øvrige lovgivning er foreskrevet en anden klageadgang. Forslaget vil indebære, at klager over forhold omfattet af sundhedslovens afsnit om transplantation fremover også vil kunne behandles som en klage over et behandlingssted (forløbsklage) og ikke alene som en klage over en eller flere sundhedspersoner (disciplinærnævnssag). Dette vil bringe retsstillingen tilbage til tiden før nedlæggelsen af Patientombuddet, Styrelsen for Patientsikkerheds overtagelse af klagesagsområdet og myndighedssammenfaldet, der nødvendiggjorde, at det alene var nævnet – og ikke Styrelsen for Patientsikkerhed – der kunne behandle disse klager.

Til nr. 2

Det følger af klage- og erstatningslovens § 1, stk. 2, at Styrelsen for Patientklager i sager efter stk. 1 træffer afgørelse om, hvorvidt den sundhedsfaglige virksomhed har været kritisabel, eller om sundhedsvæsenet har handlet i strid med sundhedslovens kapitel 4-9.

Det foreslås i § 1, stk. 2, at »sundhedsvæsenet« ændres til »behandlingsstedet«.

Den foreslåede ændring, der skal ses i sammenhæng med den foreslåede ændring af § 1, stk. 1, 1. pkt., vil medføre, at Styrelsen for Patientklager i sager, som styrelsen behandler efter stk. 1, vil kunne træffe afgørelse om, hvorvidt om behandlingsstedet har handlet i strid med sundhedslovens kapitel 4-9.

Ændringen fra »sundhedsvæsenet« til »behandlingsstedet« vil medføre, at også forløbsklager over behandling foretaget i privat regi, hvor patienten selv har afholdt hele udgiften til behandlingen, omfattes af Styrelsen for Patientklagers kompetence.

Behandlingssteder skal forstås i overensstemmelse med sundhedslovens § 213 c, stk. 1.

Det foreslås videre, at der i § 1, stk. 2 , efter »kapitel 4-9« indsættes: »eller afsnit IV«.

Den foreslåede ændring vil medføre, at Styrelsen for Patientklager vil kunne træffe afgørelse om, hvorvidt behandlingsstedet har handlet i strid med sundhedslovens afsnit IV vedrørende transplantation. Dette skal ses i sammenhæng med den foreslåede tilføjelse i lovforslagets § 1, nr. 1.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 1, nr. 1, og bemærkninger hertil, og til de almindelige bemærkninger pkt. 2.1.

Til nr. 3

Det følger af klage- og erstatningslovens § 1, stk. 3, at Styrelsen for Patientklager i sager omfattet af stk. 1 om sundhedsfaglig virksomhed, der udøves af praktiserende tandlæger, kan træffe afgørelse om, at det udførte arbejde er mangelfuldt, og at der skal ske hel eller delvis tilbagebetaling af honoraret til patienten. Styrelsen for Patientklager kan desuden træffe afgørelse om, at der skal ske omgørelse af arbejdet eller betaling for omgørelsen.

Det følger af § 3, stk. 2, 1. pkt., at Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn i sager omfattet af § 2, stk. 1, kan mægle for forlig mellem parterne og træffe afgørelse om, at det arbejde, en praktiserende tandlæge har udført, er mangelfuldt, og at der skal ske hel eller delvis tilbagebetaling af honoraret til patienten. Ved modtagelsen af en sag vurderer Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn, om det er en sag der eventuelt kan afgøres ved forlig. Hvis det vurderes muligt kontakter Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn parterne, patient og tandlæge, og foreslår en forligsmæssig løsning. Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn kan udarbejde et forligsforslag, men parterne kan også selv aftale en forligsmæssig løsning. Såfremt parterne er enige om at indgå forlig, skal parterne underrette sekretariatet om forligets indgåelse senest 2 uger efter forligets indgåelse. Ved indgåelse af forlig gøres der endeligt op med det forhold, klagen vedrører. Forliget vil dermed ikke kunne indbringes for anden administrativ myndighed. Dette følger af Folketingstidende 2017-18, tillæg A, L 235 som fremsat, s. 22.

Det foreslås, at der i § 1, stk. 3, 1. pkt., efter »tandlæger,« indsættes: »mægle forlig mellem parterne og«.

Den foreslåede ændring vil medføre, at Styrelsen for Patientklager også i forløbsklager vil kunne mægle forlig mellem parterne i sager vedrørende tandlæger. Det vil dermed ikke længere kun være Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn, der kan mægle forlig i tandklagesager. Processen med forligsmægling i Styrelsen for Patientklager vil skulle foregå på samme måde, som den foregår i Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn.

Det betyder, at Styrelsen for Patientklager ved modtagelsen af en sag vil skulle vurdere, om det er en sag der eventuelt kan afgøres ved forlig. Hvis det vurderes muligt vil Styrelsen for Patientklager kontakte parterne, patient og tandlæge, og foreslå en forligsmæssig løsning. Styrelsen for Patientklager vil kunne udarbejde et forligsforslag, men parterne vil også selv kunne aftale en forligsmæssig løsning. Såfremt parterne er enige om at indgå forlig, vil parterne skulle underrette Styrelsen for Patientklager om forligets indgåelse senest 2 uger efter forligets indgåelse. Ved indgåelse af forlig vil der blive gjort endeligt op med det forhold, klagen vedrører. Forliget vil dermed ikke kunne indbringes for anden administrativ myndighed.

Det bemærkes, at det er ydernummerindehaveren, der hæfter ved tilbagebetaling af honorar. Det er således kun ydernummerindehaveren eller en person, der har fuldmagt fra ydernummerindehaveren, der kan indgå forlig.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets almindelige bemærkninger pkt. 2.1.2.

Til nr. 4

Det følger af klage- og erstatningslovens § 1, stk. 7, at patienter, der tager imod et tilbud om dialog efter stk. 5 eller 6, tilbydes en uvildig bisidder. Styrelsen for Patientklager og regionsrådet skal oplyse patienten om muligheden for at lade sig ledsage af en uvildig bisidder i forbindelse med tilbuddet om dialog. Indenrigs- og sundhedsministeren indgår aftale med en eller flere private institutioner om administration og drift af bisidderordningen.

Aftaleindgåelsen skal ske med baggrund i et offentligt opslag og for en nærmere bestemt årrække ad gangen, jf. Folketingstidende 2016-17, tillæg A, L 95 som fremsat, side 9.

Danske Patienter har administreret og drevet bisidderordningen siden 2013, hvor det blev indført som en prøveordning.

Det foreslås i § 1, stk. 7, 3. pkt., at »eller flere private institutioner« ændres til: »privat institution«.

Efter den foreslåede ændring vil det alene være muligt for indenrigs- og sundhedsministeren at indgå aftale med én privat institution.

Aktuelt forudsættes aftalen om varetagelse af bisidderfunktionen indgået Danske Patienter.

Såfremt en anden institution på sigt vurderes at være mere kvalificeret, eller at den valgte institution ikke lever op til krav, der bliver stillet i forbindelse med aftaleindgåelsen, vil der være mulighed for at indgå aftale med en anden institution.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger pkt. 2.2.

Til nr. 5

Der er ikke efter gældende ret bemyndigelse til at fastsætte regler om varetagelsen af og budget for bisidderordningen.

Det foreslås, at der i § 1 indsættes et stk. 11 .

Efter det foreslåede stk. 11 kan indenrigs- og sundhedsministeren fastsætte nærmere regler om varetagelsen af og budget for bisidderordningen.

Forslaget vil medføre, at indenrigs- og sundhedsministeren ved bekendtgørelse kan fastsætte relevante regler om varetagelsen af bisidderordningen, og kan fastsætte nærmere regler om budget.

Bemyndigelsen vil bl.a. kunne anvendes til at fastsætte kvalitetskrav til driften af bisidderordningen og styring med ordningens økonomi.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger pkt. 2.2.

Til nr. 6

Det følger af klage- og erstatningslovens § 2, stk. 1, at Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn, jf. §§ 13-16, behandler klager fra patienter over autoriserede sundhedspersoners sundhedsfaglige virksomhed, herunder personer autoriseret til specifikke opgaver, og forhold omfattet af sundhedslovens kapitel 4-7 og 9 samt afsnit IV med undtagelse af klager, hvor der i den øvrige lovgivning er foreskrevet en anden klageadgang. Det følger videre af bestemmelsen, at nævnet ikke kan behandle en klage, hvis den sundhedsfaglige virksomhed, klagen vedrører, er omfattet af en klage efter § 1, medmindre Styrelsen for Patientklager i anledning af klagen efter § 1 har udtalt kritik af sundhedsvæsenets sundhedsfaglige virksomhed.

Det foreslås at nyaffatte § 2, stk. 1.

Det foreslås med § 2, stk. 1 , 1. pkt., at Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn, jf. §§ 13-16, behandler klager fra patienter over autoriserede sundhedspersoners sundhedsfaglige virksomhed, herunder personer autoriseret til specifikke opgaver, og forhold omfattet af sundhedslovens kapitel 4-7 og 9 samt afsnit IV, når klagen angår en sag, som vurderes at indeholde skærpende omstændigheder, jf. stk. 6.

Ved sundhedspersoner forstås personer, der er autoriserede i henhold til særlig lovgivning til at varetage sundhedsfaglige opgaver, og personer, der handler på disses ansvar, jf. sundhedslovens § 6.

Den foreslåede ændring vil indebære, at klager ikke længere frit kan vælge mellem en forløbsklage og en disciplinærnævnsklage. En klage vil som udgangspunkt kun kunne behandles af Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn, såfremt klagen angår en sag, som vurderes at indeholde skærpende omstændigheder. Det vil være op til klageren at vælge mellem de to sagstyper i disse tilfælde. Styrelsen for Patientklager giver konkret vejledning til klageren om valg af sagstype.

Efter det foreslåede nye § 2, stk. 6, jf. forslagets § 1, nr. 7, fastsætter indenrigs- og sundhedsministeren regler om, hvornår en klage angår en sag, som indeholder skærpende omstændigheder.

Efter det foreslåede § 2, stk. 1, 2. pkt., kan Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn herudover behandle klager, hvor Styrelsen for Patientklager, jf. §1, stk. 2, har udtalt kritik af behandlingsstedets sundhedsfaglige virksomhed og forhold omfattet af sundhedslovens kapitel 4-7 og 9 samt afsnit IV.

Dette vil medføre, at Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn fortsat vil kunne behandle klager, hvor Styrelsen for Patientklager har udtalt kritik af behandlingsstedets sundhedsfaglige virksomhed. Det vil i den forbindelse være en forudsætning, at ansvaret for behandlingen kan placeres hos en eller flere sundhedspersoner for, at klagen kan behandles af Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn.

Efter det foreslåede § 2, stk. 1, 3. pkt., kan Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn herudover behandle klager, hvor behandlingsstedet er ophørt, eller hvor den sundhedsfaglige virksomhed ikke er udført i tilknytning til et behandlingssted.

I den situation, hvor et behandlingssted er ophørt, vil en klage kun kunne behandles af Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn. Et behandlingssted anses som ophørt, hvis det ikke længere er muligt at stile en afgørelse til den samme behandlingsansvarlige enhed, som har foretaget den behandling, der er klaget over. Det vil desuden være en forudsætning, at ansvaret for behandlingen kan placeres hos en eller flere sundhedspersoner for at klagen kan behandles af Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn. Det vil ligesom efter gældende ret medføre, at såfremt et behandlingssted er ophørt, og det ikke er muligt at placere ansvaret for den påklagede behandling hos en eller flere sundhedspersoner, så vil klagen hverken kunne behandles af Styrelsen for Patientklager eller af Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn.

Et behandlingssted vil blive anset som ophørt i en række tilfælde. Hvis der er sket overdragelse af en enkeltmandsvirksomhed, beror vurderingen af, om behandlingsstedet er ophørt på, om behandlingsstedet fortsat leverer de samme sundhedsydelser, om sundhedsydelserne gives af de samme personer, om ledelsen er den samme, om den behandlingsansvarlige enhed har samme adresse, og om virksomheden har samme navn. Styrelsen for Patientklager vil altid foretage en konkret vurdering, hvor de forskellige momenter ikke nødvendigvis tillægges samme vægt.

Hvis der er sket overdragelse af et aktie- eller et anpartsselskab, fortsætter selskabet stadig som den samme juridiske person, og en afgørelse kan derfor stiles til den samme behandlingsansvarlige enhed. Klagen behandles derfor som udgangspunkt af Styrelsen for Patientklager.

Hvis behandlingsstedet har været drevet som enkeltmandsvirksomhed eller interessentskab, og det er opløst ved konkurs eller opløst på anden måde, kan afgørelsen ikke længere stiles til den behandlingsansvarlige enhed, hvorfor klagen kun kan behandles af Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn.

I de tilfælde, hvor behandlingsstedet har været drevet som et aktie- eller anpartsselskab, og dette er under konkursbehandling, kan afgørelsen stiles til konkurs- eller likvidationsboet, som træder i stedet for den behandlingsansvarlige enhed.

Såfremt konkurs- eller likvidationsboet er afsluttet, inden Styrelsen for Patientklager har truffet afgørelse, kan afgørelsen ikke længere stiles til den behandlende enhed, hvorfor klagen herefter kun kan behandles af Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn. Dette gælder dog ikke, hvis boet har overdraget virksomhedens aktiver til en anden juridisk person, som efter en vurdering af de ovenfor beskrevne momenter må anses for at være den samme behandlingsansvarlige enhed.

I de tilfælde, hvor den sundhedsfaglige virksomhed ikke er udført i tilknytning til et behandlingssted, kan den pågældende behandling kun påklages til Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn. Dette kan f.eks. være behandling foretaget i det offentlige rum, hvor der er opstået et akut behandlingsbehov eller ulønnet behandling af familie eller venner.

Efter det foreslåede § 2, stk. 1, 4. pkt., kan Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn ikke behandle klager, hvor der i den øvrige lovgivning er foreskrevet en anden klageadgang.

Dette er en videreførelse af de gældende regler, som indebærer, at hvis der er en anden klageadgang i den øvrige lovgivning, kan Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn ikke behandle klagen.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger pkt. 2.1.

Til nr. 7

Efter gældende ret kan en patient eller pårørende, som ønsker at klage over en sundhedsfaglig behandling, som udgangspunkt frit vælge om de vil klage over en eller flere sundhedspersoner (disciplinærnævnsklage), jf. klage- og erstatningslovens § 2, stk. 1, eller om de vil klage over et eller flere behandlingssteder (forløbsklage), jf. klage- og erstatningslovens § 1, stk. 1.

Det foreslås, at der i § 2 indsættes et stk. 6 .

Efter det foreslåede stk. 6 skal indenrigs- og sundhedsministeren fastsætte regler om, hvornår en klage angår en sag, som indeholder skærpende omstændigheder efter stk. 1. Dette skal ses i sammenhæng med det foreslåede § 2, stk. 1, 1. pkt., jf. forslagets § 1, nr. 6, hvorefter klager ikke længere frit kan vælge mellem en forløbsklage og en disciplinærnævnsklage. En klage vil som udgangspunkt kun kunne behandles af Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn, såfremt klagen angår en sag, som vurderes at indeholde skærpende omstændigheder.

Efter det foreslåede stk. 6 vil indenrigs- og sundhedsministeren skulle fastsætte regler om, hvornår en klage angår en sag, som indeholder skærpende omstændigheder, så klagen kan behandles direkte af Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn.

Bemyndigelsen vil blive udmøntet til at fastsætte regler om, at der ved sager med skærpende omstændigheder skal forstås de klager, som Styrelsen for Patientklager allerede i dag oversender til Styrelsen for Patientsikkerhed.

Det omfatter klager, der ved en indledningsvis screening af klagen rejser begrundet mistanke om aktuel, overhængende fare eller alvorligere fare for patientsikkerheden. Det kan f.eks. være sager, hvor sundhedspersonen har været impliceret i en hændelse, som giver mistanke om manglende kompetencer og/eller groft fejlskøn. Det kan også være sager, hvor patienten uventet er afgået ved døden. Desuden kan det være sager om fejlmedicinering, hvor der er tale om forkert dosis eller forkert præparat.

Der vil fortsat skulle være denne mistanke efter indhentelse af patientjournalmaterialet, for at klagen kan behandles som en disciplinærnævnssag. Det indhentede patientjournalmateriale vil således skulle underbygge mistanken.

Styrelsen for Patientklager vil skulle vejlede klageren om, at klagen, hvis klageren ønsker det, kan behandles af Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn, når det er vurderet, at klagen angår en sag, som vurderes at indeholde skærpende omstændigheder.

Når Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn har afgjort sagen, vil klageren ikke efterfølgende kunne klage over behandlingsstedet, uanset udfaldet af sagen.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger pkt. 2.1.

Til nr. 8

Klage- og erstatningsloven indeholder før § 12 a overskriften »Det Rådgivende Praksisudvalg«.

Det foreslås, at overskriften før § 12 a ophæves.

Den foreslåede ophævelse er en konsekvens af, at § 12 a foreslås ophævet i lovforslaget § 1, nr. 9.

Til nr. 9

Efter klage- og erstatningslovens § 12 a, stk. 1, 1. pkt. nedsætter indenrigs- og sundhedsministeren Det Rådgivende Praksisudvalg.

Det følger af bestemmelsens stk. 1, 2. pkt., at Styrelsen for Patientklager forelægger sine afgørelser i klagesager efter § 1 for Det Rådgivende Praksisudvalg, som rådgiver Styrelsen for Patientklager om styrelsens fremtidige afgørelser af sammenlignelige klagesager. Herudover følger det af bestemmelsens stk. 1, 3. pkt., at Det Rådgivende Praksisudvalg rådgiver Styrelsen for Patientklager om læringen af sagerne.

Efter § 12 a, stk. 2, 1. pkt., sammensættes Det Rådgivende Praksisudvalg af repræsentanter for patientorganisationer m.v., faglige organisationer på sundhedsområdet, regioner og kommuner efter indenrigs- og sundhedsministerens nærmere bestemmelse.

Efter § 12 a, stk. 2, 2. pkt., er direktøren for Styrelsen for Patientklager formand for praksisudvalget.

Efter § 12 a, stk. 3, 1. pkt., indkalder formanden Det Rådgivende Praksis-udvalg til møde efter behov og mindst to gange årligt.

Efter § 12 a, stk. 3, 2. pkt., redegør Styrelsen for Patientklager for Det Rådgivende Praksisudvalgs virksomhed i styrelsens årsrapport.

Det foreslås, at § 12 a ophæves.

Den foreslåede ophævelse af § 12 a vil medføre, at Det Rådgivende Praksisudvalg nedlægges.

Forslaget vil medføre, at der ikke længere vil være et formelt udvalg, der kan rådgive Styrelsen for Patientklager om deres fremtidige afgørelser af sammenlignelige sager, og om læringen af deres sager.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets almindelige bemærkninger pkt. 2.4.

Til nr. 10

Efter klage- og erstatningslovens § 58 a, stk. 1, nedsætter indenrigs- og sundhedsministeren et ankenævn for Patienterstatningen, der består af 1 formand og et af indenrigs- og sundhedsministeren fastsat antal næstformænd og beskikkede medlemmer.

Efter § 58 a, stk. 2, 1. pkt., udnævnes formanden og næstformændene af indenrigs- og sundhedsministeren. Efter stk. 2, 2. pkt., skal formanden og mindst 3 næstformænd være landsdommere, og efter stk. 2, 3. pkt., skal de øvrige næstformænd være dommere.

Det foreslås i § 58 a, stk. 2, 2. pkt. at ændre »3 næstformænd« til: »1 næstformand«.

Den foreslåede ændring vil medføre, at der alene vil være krav om, at én næstformand skal være landsdommer. Formanden vil fortsat skulle være landsdommer, og de øvrige næstformænd vil fortsat skulle være dommere.

Ændringen skal ses i sammenhæng med den foreslåede § 58 a, stk. 12, om muligheden for sekretariatsafgørelser i sager, der ikke skønnes af frembyde tvivl, jf. forslagets § 1, nr. 12.

Til nr. 11

Det følger af den gældende bestemmelse i klage- og erstatningslovens § 58 a, stk. 7, at indenrigs- og sundhedsministeren kan bemyndige Ankenævnet for Patienterstatningens formand eller 1 næstformand til at træffe afgørelse i sager, der ikke skønnes at frembyde tvivl.

Efter § 58 a, stk. 9, fastsætter indenrigs- og sundhedsministeren efter forhandling med nævnet dettes forretningsorden.

Bemyndigelserne er udmøntet ved bekendtgørelse nr. 637 af 29. maj 2018 om forretningsorden for Ankenævnet for Patienterstatningen.

Forretningsordenen for Ankenævnet for Patienterstatningen indeholder i § 10, stk. 2, nr. 1-7, en ikke udtømmende liste over sagskategorier, der typisk falder inden for bemyndigelsen til, at formanden kan træffe afgørelse på nævnets vegne.

Det gælder f.eks. sager, der alene vedrører erstatningsberegning, sager, hvor skaden falder uden for lovens dækningsområde, sager vedrørende anmodning om genoptagelse af afgjorte sager, hvor der ikke foreligger nye og for sagens afgørelse væsentlige oplysninger, sager, hvor klagen er indgivet af en ikke klageberettiget, sager vedrørende klage over aktindsigtsspørgsmål, sager, hvor betingelserne for anerkendelse af erstatningsansvar efter loven i den konkrete sag anses for helt klart opfyldte og i øvrigt er ukomplicerede og sager vedrørende overskridelse af anke- eller forældelsesfrister efter loven.

Det foreslås at ophæve § 58 a, stk. 7.

Forslaget vil medføre, at der skal foretages konsekvensændringer i bekendtgørelse nr. 637 af 29. maj 2018 om forretningsorden for Ankenævnet for Patienterstatningen. Det forudsættes, at der skal ske en ophævelse af § 10, der omhandler formanden og næstformænds kompetence til at træffe afgørelse på vegne af ankenævnet i sager, der ikke skønnes at frembyde tvivl.

Forslaget vil medføre, at indenrigs- og sundhedsministeren ikke længere vil kunne bemyndige nævnets formand eller en næstformand til at træffe afgørelse i sager, der ikke skønnes at frembyde tvivl.

Forslaget skal ses i sammenhæng med lovforslagets § 1, stk. 12, hvorefter indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter regler om, at Styrelsen for Patientklager i sin egenskab af sekretariat for Ankenævnet for Patienterstatningen træffer afgørelse på vegne af ankenævnet i sager, der ikke skønnes at frembyde tvivl.

Til nr. 12

Efter klage- og erstatningslovens § 58 a, stk. 10, stiller Styrelsen for Patientklager sekretariatsbistand til rådighed for nævnet.

Det foreslås, at der i § 58 a, indsættes et stk. 12.

Med det foreslåede stk. 12, fastsætter indenrigs- og sundhedsministeren regler om, at Styrelsen for Patientklager i sin egenskab af sekretariat for Ankenævnet for Patienterstatningen træffer afgørelse på vegne af ankenævnet i sager, der ikke skønnes at frembyde tvivl.

Forslaget vil medføre, at indenrigs- og sundhedsministeren bemyndiges til at fastsætte regler om, at Styrelsen for Patientklager kan træffe afgørelse på vegne af ankenævnet i sager, der ikke skønnes at frembyde tvivl. Bemyndigelsen forudsættes at blive anvendt til at fastsætte regler om, at sager, der ikke skønnes at frembyde tvivl, kan behandles af sekretariat for Ankenævnet for Patienterstatningen, som organisatorisk er placeret i Styrelsen for Patientklager.

Bekendtgørelsen vil også blive anvendt til at fastsætte nærmere regler om, de typer af sager, som Styrelsen for Patientklager vil kunne træffe afgørelse i, hvis de ikke skønnes at frembyde tvivl. Det forudsættes at ville gælde sager, hvor den vejledende sagkyndige udtalelse er i overensstemmelse med Patienterstatningens sundhedsfaglige vurdering i deres afgørelse.

Det forudsættes videre, at omfatte sager, hvor sekretariatet er enigt med Patienterstatningen i, at betingelserne for at tilkende erstatning efter erstatningsansvarsloven klart er opfyldt/ikke opfyldt, hvor sekretariatet er enigt med Patienterstatningen i erstatningsberegningen, eller hvor afgørelse af sagen følger en klar praksis fastlagt af nævnet eller domstolene.

Derudover forudsættes det at gælde sager, hvor sekretariatet allerede på baggrund af klagen ønsker at hjemvise sagen samt sager om formalitet eller forvaltningsret.

Det vil for alle sager være en forudsætning, at der ikke er øvrige forhold i sagen, der gør, at afgørelse af sagen frembyder tvivl. Det vil f.eks. kunne være sager, hvor der ikke er enighed mellem klageren og behandlingsstedet om sagens faktiske oplysninger. Det kan også være i sager, hvor klageren har fremsendt en udtalelse fra en specialist, som ikke er enig i Patienterstatningens afgørelse.

Det vil være Styrelsen for Patientklager der, som led i visitationen af sager og i sin egenskab af sekretariat for ankenævnet, vurderer, om en sag omfattes af de nævnte sagstyper, herunder om en sag konkret lever op til de enkelte kriterier.

Det vil fortsat være Ankenævnet for Patienterstatningen, der har ansvaret for alle erstatningsankesager. Det vil efter den foreslåede ændring fortsat være muligt at indbringe afgørelser, som er truffet af sekretariatet, for retten, i lighed med afgørelser truffet af ankenævnet, jf. § 58 d, stk. 1. Det vil i den forbindelse fortsat være Ankenævnet for Patienterstatning, der vil være rette sagsøgte, uanset om det er Styrelsen for Patientklager, der i sin egenskab af sekretariat for nævnet, har truffet afgørelse.

Kilde

Til nr. 1

Efter § 25, stk. 4, 1. pkt., i lov om autorisation af sundhedspersoner og om sundhedsfaglig virksomhed (autorisationsloven) kan Styrelsen for Patientsikkerhed fastsætte regler om overdragelse og opbevaring af patientjournaler i forbindelse med, at en anden autoriseret sundhedsperson overtager behandlingen af en patient eller en autoriseret sundhedsperson ophører med eller overdrager sin virksomhed.

Det følger af § 25, stk. 4, 2. pkt., at Styrelsen for Patientsikkerhed på dette område bemyndiges til at fastsætte regler, der fraviger de almindelige bestemmelser om patienters samtykke til videregivelse af helbredsoplysninger.

Det følger endvidere af § 25, stk. 4, 3. pkt., at sådanne fravigelser ikke kan omfatte klinikoverdragelser mellem tandlæger.

Det foreslås, at § 25, stk. 4, 3. pkt., ophæves.

Den foreslåede ændring vil medføre, at Styrelsen for Patientsikkerhed kan fastsætte regler om, at der ikke skal indhentes samtykke fra hver enkelt patient, før patientjournalerne kan overdrages i forbindelse med overdragelse af en tandlægeklinik. Forslaget vil omfatte de tilfælde, hvor en tandlægeklinik overdrages til fortsat drift til en ny autoriseret tandlæge.

Forslaget vil indebære, at Styrelsen for Patientsikkerhed vil kunne ophæve § 41, stk. 4 i journalføringsbekendtgørelsen, hvorefter samtykkekravet vil bortfalde. Det vil ved klinikoverdragelse mellem tandlæger medføre, at den afgivende tandlæge, hvis det er praktisk muligt, generelt eller konkret skal oplyse patienterne om, at patientjournalerne er overdraget til den tandlæge, der har overtaget tandlægeklinikken, og at den enkelte patient kan tilkendegive, at denne ikke ønsker, at den nye tandlæge overtager vedkommendes patientjournal.

Patienterne vil dermed blive informeret om overdragelsen, hvis dette er praktisk muligt. Det kan eksempelvis ske ved en orientering på e-mail eller ved opslag i behandlingsstedets venteværelse. Dette er desuden i overensstemmelse med reglerne for overdragelse af klinikker hos andre faggrupper.

I de situationer, hvor patienten ikke ønsker, at patientjournalen overdrages til den nye tandlæge, der overtager behandlingsstedet, får patienten oplysninger om, at dennes patientjournal videregives til Styrelsen for Patientsikkerhed til fortsat opbevaring, indtil patienten eventuelt anmoder om, at få patientjournalen sendt til en ny tandlæge, eller indtil den pligtmæssige opbevaringsperiode for patientjournalen udløber, jf. journalføringsbekendtgørelsens §§ 35-38.

Den foreslåede ændring kræver ændring af bekendtgørelse nr. 1225 af 8. juni 2021 om autoriserede sundhedspersoners patientjournaler (journalføring, opbevaring, videregivelse, overdragelse m.v.) (journalføringsbekendtgørelsen) og vejledning nr. 9525 af 1. juli 2021 om journalføring på det tandfaglige område.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets almindelige bemærkninger pkt. 2.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Kilde

Det foreslås i stk. 1 , at loven skal træde i kraft den 1. juli 2024, jf. dog stk. 2.

Det foreslås i stk. 2, at § 1, nr. 1-3, 6, 7 og 10 træder i kraft den 1. januar 2025, således at Styrelsen for Patientklager har tid til at implementere ordningen på en hensigtsmæssig måde.

Det foreslås med stk. 3, at § 1, nr. 11-12 ikke finder anvendelse for klager modtaget før 1. juli 2024. For sådanne klager finder de hidtil gældende regler anvendelse.

Med stk. 4, foreslås det, at lovens § 1, nr. 1-3, 6 og 7 ikke finder anvendelse for klager modtaget før 1. januar 2025. For sådanne klager finder de hidtil gældende regler anvendelse.

Forslaget vil indebære, at der ved klager indgivet før 1. januar 2025 som udgangspunkt frit kan vælges mellem en disciplinærnævns- eller forløbssag.

Kilde

Med stk. 1 , foreslås det, at loven ikke gælder for Færøerne og Grønland, jf. dog stk. 2.

Den foreslåede bestemmelse betyder, at loven som udgangspunkt ikke gælder for Færøerne og Grønland.

Det skyldes, at hverken autorisationsloven eller klage- og erstatningsloven som udgangspunkt gælder for Færøerne eller Grønland. Dertil kommer, at autorisationsloven og klage- og erstatningsloven heller ikke kan sættes i kraft over for Grønland.

Med stk. 2 , foreslås det, at lovforslagets §§ 1 og 2 ved kongelig anordning kan sættes helt eller delvis i kraft for Færøerne med de ændringer, som de færøske forhold tilsiger.

Den foreslåede bestemmelse betyder, at de foreslåede ændringer af klage- og erstatningsloven i lovforslagets § 1 og de foreslåede ændringer af autorisationsloven i lovforslagets § 2 kan sættes helt eller delvis i kraft for Færøerne med de ændringer, som de færøske forhold tilsiger.

Det foreslås med stk. 2, 2. pkt., at bestemmelserne kan sættes i kraft på forskellige tidspunkter.