Det følger af § 6 i lov om internationalt udviklingssamarbejde, at udviklingsministeren kan iværksætte eller yde tilskud til
aktiviteter med det formål at udbrede kendskab til og forståelse for udviklingslandes udfordringer og for betydningen af dansk
deltagelse i det internationale udviklingssamarbejde. I bemærkningerne til bestemmelsen fremgår det, at oplysningsarbejdet
omfatter såvel Danidas Oplysningsbevilling som den kommunikationsindsats for udviklingssamarbejdet, som Udenrigsministeriet
forvalter. Det fremgår endvidere, at ansøgninger til Oplysningsbevillingen træffes af Danidas Oplysningsudvalg, som er nedsat af
udviklingsministeren.
Det foreslås, at § 6
nyaffattes med samme ordlyd som den gældende bestemmelse. Nyaffattelsen har til formål at gøre det muligt at ændre bemærkningerne
til bestemmelsen med henblik på at nedlægge Danidas Oplysningsbevilling og Danidas Oplysningsudvalg. Nyaffattelsen skal desuden
muliggøre, at udviklingsministeren, ud over den kommunikationsindsats for udviklingssamarbejdet som Udenrigsministeriet forvalter,
vil kunne iværksætte nye tilgange til, hvordan der ydes tilskud til aktiviteter, der har til formål at medvirke til at udbrede
kendskab til og forståelse for udviklingslandes udfordringer og for betydningen af dansk deltagelse i det internationale
udviklingssamarbejde
Med ændringen i bemærkningerne til bestemmelsen kan udviklingsministeren selv iværksætte og yde tilskud til oplysningsarbejde,
herunder iværksætte kommunikationsindsatser, som Udenrigsministeriet forvalter. Udviklingsministeren kan samtidig yde tilskud til
aktiviteter via nye tilgange med det formål at medvirke til at udbrede kendskab til og forståelse for udviklingslandes
udfordringer og for betydningen af dansk deltagelse i det internationale udviklingssamarbejde. Udviklingsministerens tilskud til
aktiviteter skal sikre bred gennemslagskraft hos befolkningen og bidrage til bedre sammenhæng mellem oplysnings- og
engagementsaktiviteter og målgrupperne for disse aktiviteter. Der kan desuden ydes rejsetilskud til journalister og andre
oplysningsformidlere.
Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. februar 2022.
Lov om international udviklingssamarbejde gælder ikke for Færøerne og Grønland og kan ikke sættes i kraft for disse dele af riget.
Derfor vil denne lov heller ikke gælde for Færøerne og Grønland.
Lov om ændring af lov om internationalt udviklingssamarbejde...
Gældende
LOV nr 108 af 26/01/2022
Udenrigsministeriet
Ændringer:
0
Lov om ændring af lov om internationalt udviklingssamarbejde (Ændring af grundlag for oplysningsarbejde om udviklingssamarbejde)
I lov nr. 555 af 18. juni 2012 om internationalt udviklingssamarbejde, som ændret ved § 1 i lov nr. 1464 af 17. december 2013 og lov nr. 1741 af 27. december 2016, foretages følgende ændring:
1. § 6 affattes således:
»§ 6. Med henblik på at udbrede kendskab til og forståelse for udviklingslandes udfordringer og for betydningen af dansk deltagelse i det internationale udviklingssamarbejde kan udviklingsministeren iværksætte eller yde tilskud til aktiviteter med dette formål.«