Lov om ændring af lov om internationalt udviklingssamarbejde (Opdatering af lovens formål, justering af kravet om udarbejdelse af 4-årsplan for udgiftsrammer for udviklingsaktiviteter, ændring af rammerne for Investeringsfonden for Udviklingslandes virke, herunder bl.a. fastsættelse af en udbyttepolitik, og ændring af organiseringen af den udviklingsfaglige rådgivning m.v.)

Kilde

Til nr. 1

Den gældende bestemmelse i § 1 i lov om internationalt udviklingssamarbejde fastslår, at målet med Danmarks udviklingssamarbejde er at bekæmpe fattigdom og fremme menneskerettigheder, demokrati, bæredygtig udvikling, fred og stabilitet i overensstemmelse med FN-pagten, Verdenserklæringen om Menneskerettighederne og FN’s konventioner om menneskerettigheder.

Det foreslås, at der i § 1, stk. 1, tilføjes en henvisning til FN’s 2030 dagsorden for bæredygtig udvikling samt verdensmål som et centralt omdrejningspunkt, således at lovens formål og rammerne for gennemførelsen af dette formål afspejler de seneste centrale udviklinger indenfor udviklingspolitikken.

Den foreslåede bestemmelse medfører dermed, at FN’s 2030 dagsorden for bæredygtig udvikling samt de 17 verdensmål markeres som et centralt omdrejningspunkt for dansk udviklingssamarbejde. Heraf følger, at det danske udviklingssamarbejde skal bidrage til at realisere verdensmålenes globale ambition for, hvordan verden skal udvikle sig frem mod år 2030. Den konkrete danske indsats gennem udviklingssamarbejdet vil fokusere på et antal mål, der tager afsæt dér, hvor Danmark har interesser på spil, kan søge aktive partnerskaber og skabe resultater.

2030 dagsordenen for bæredygtig udvikling og verdensmålene blev vedtaget i FN i 2015. Verdensmålene er universelle og gælder dermed alle verdens lande. De sætter rammen og definerer konkrete målsætninger for bæredygtig udvikling og udryddelse af fattigdom i verden frem mod 2030. De 17 verdensmål omfatter fattigdomsbekæmpelse, udryddelse af sult, sundhed, uddannelse, ligestilling, rent vand og sanitet, energi, økonomisk vækst og beskæftigelse, industrialisering og innovation, ulighed, bæredygtige byer, ansvarlig produktion og forbrug, klimaindsatser, livet i havet, livet på land, skov og økosystemer, fred, retfærdighed og institutioner samt partnerskaber og finansiering.

2030 dagsordenen og verdensmålene samler på den ene side de hidtidige udviklingsmål (på engelsk kaldet Millennium Development Goals), som blev vedtaget i FN med Årtusinde-erklæringen i år 2000, samt på den anden side opfølgningen på de internationale konferencer om bæredygtig udvikling, hvor første konference om bæredygtig udvikling fandt sted i 1992 i Rio, Brasilien. Udviklingsmålene fra år 2000 har bidraget til at sætte en fælles global retning – politisk som finansielt – for det internationale udviklingssamarbejde mellem udviklingslande, donorer og andre udviklingspartnere, som multilaterale organisationer samt civilsamfund. En retning med fokus på fattigdomsbekæmpelse og blandt andet sundhed, uddannelse, ligestilling, samt FN’s målsætning om at de udviklede lande skal yde minimum 0,7 pct. af BNI i udviklingsbistand. Konferencerne om bæredygtig udvikling, der også kaldes Rio-processen, har været afgørende i forhold til globalt at stadfæste princippet om bæredygtig udvikling i dets tre dimensioner – økonomisk, socialt, og miljømæssigt – og den indbyrdes afhængighed af udviklingen mellem verdens lande, samt at etablere en global forståelse af vigtigheden af at integrere fattigdomsbekæmpelse og bæredygtig udvikling for at opnå en langsigtet holdbar udvikling.

Der henvises i øvrigt til afsnit 2.1 i de almindelige bemærkninger.

Til nr. 2

Den gældende bestemmelse i § 5 i lov om internationalt udviklingssamarbejde medfører, at udviklingsministeren en gang om året skal fremlægge en 4-års-plan til udgiftsrammer for såvel bilaterale som multilaterale udviklingsaktiviteter for det efterfølgende finansår, samt de i finanslovsforslaget efterfølgende budgetoverslagsår for Folketinget.

Det foreslås at ophæve kravet om, at 4-års-planen til udgiftsrammer skal redegøre ”for såvel bilaterale som multilaterale udviklingsaktiviteter”.

Den foreslåede ændring medfører, at Udenrigsministeriet ikke vil være forpligtet til at udarbejde en specifikation af bilaterale og multilaterale udviklingsaktiviteter. Dansk udviklingssamarbejde gennemføres i stigende grad ved forskelligartede partnerskaber med diverse danske og udenlandske aktører og indebærer ofte udviklingsaktiviteter, der kombinerer såvel bilaterale som multilaterale aktiviteter, samt en række andre modaliteter for støtte. Af denne årsag kan 4-års-planen for udgiftsrammer ikke altid specificeres retvisende mellem bilaterale og multilaterale aktiviteter. Det gælder for eksempel i tilfælde af multilateral udviklingsbistand målrettet regionale og landebaserede udviklingsaktiviteter, der i OECD/DAC opgørelser for udviklingsbistand registreres som bilateral udviklingsbistand, på trods af, at aktiviteterne gennemføres af multilaterale organisationer. Med ændringen sikres det, at fremlæggelsen af 4-års-planen til udgiftsrammer fremadrettet alene vil indeholde de specifikationer, der måtte være relevante ud fra planens indhold og sammensætning.

Der henvises i øvrigt til afsnit 2.2 i de almindelige bemærkninger.

Til nr. 3

Den gældende bestemmelse i § 9, stk. 1, 1. pkt., i lov om internationalt udviklingssamarbejde medfører, at Investeringsfonden for Udviklingslande (IFU) kan fremme den erhvervsmæssige udvikling i udviklingslande i samvirke med dansk erhvervsliv. Dette indebærer et krav om, at der i IFU’s investeringer indgår en inddragelse af danske virksomheder. Dette er mere detaljeret beskrevet i IFU’s vedtægt, hvoraf det af § 4, stk. 1, fremgår: ”fondens investeringer skal inddrage danske virksomheders ressourcer og kompetencer gennem medfinansiering, eller på anden måde inddrage dansk erhvervsliv, herunder efter omstændighederne gennem overførsel af viden, rettigheder, teknologi, ledelse, rådgivning eller serviceydelser”.

Bestemmelsen om, at IFU’s ”fremme af investeringer” i udviklingslandene skal ske ”i samvirke med dansk erhvervsliv” foreslås fjernet. Herved sikres, at IFU også får flere muligheder for at foretage investeringer i projekter, hvor der ikke umiddelbart måtte være en dansk virksomhed involveret. Det er vurderingen, at en afbinding reelt vil fremme dansk erhvervslivs internationalisering og danske interesser, idet IFU vil få mulighed for at gå foran i vanskelige markeder, som danske virksomheder endnu ikke måtte anse for modne og dermed indhente værdifulde erfaringer, som de danske virksomheder efterfølgende kan trække på i projekter i samarbejde med IFU.

IFU vil kunne deltage i projekter inden for bl.a. infrastruktur med stærke udenlandske partnere, der kan bane vejen for investeringsprojekter, hvor danske virksomheder og pensionskasser efterfølgende kan komme med. Det kunne være med International Finance Corporation (IFC) i skrøbelige lande i Afrika eller inden for nye forretningsområder, som ikke umiddelbart har danske virksomheders og investorers interesse.

En afbinding af IFU’s investeringsmandat fra dansk erhvervsliv vil også være i overensstemmelse med tendensen i de lande, som Danmark normalt sammenligner sig med inden for udviklingssamarbejdet. Som følge heraf vil IFU bl.a. kunne få adgang til midler fra EU’s ubundne finansieringsfaciliteter, som netop udbygges i disse år med sigte på europæiske finansieringsinstitutioner som IFU. Dermed styrkes IFU’s muligheder for at øge sit samlede aktivitetsniveau og skabe investeringsmuligheder for danske virksomheder og pensionskasser.

Det er Udenrigsministeriets samlede vurdering, at IFU’s investerings- og samarbejdspartnere fortsat i vidt omfang vil være danske virksomheder og pensionskasser, som udgør kernen i IFU’s leverancesystem af viden, produkter, kapital og teknologi og er en integreret del af IFU’s forretningsmodel.

Udenrigsministeriet vil i kraft af sit tilsyn med IFU kunne sikre, at fonden fortsat har fokus på at engagere danske virksomheder og investorer. Det vil ske gennem bestyrelsesarbejdet, hvor Udenrigsministeriet er repræsenteret ved en observatør, jf. § 9, stk. 3, og i de årlige møder, hvor IFU aflægger årsrapport til ministeren. Udenrigsministeriet vil efter nogle år vurdere, om der er behov for at genoverveje spørgsmålet om afbinding.

Som nyt 1. pkt. i § 9, stk. 1, indsættes der endvidere en bestemmelse om, at IFU’s formål er at fremme investeringer, der understøtter bæredygtig udvikling i udviklingslande, og bidrager til realisering af verdensmålene. IFU skal således investere i at opnå verdensmålene med bæredygtige og rentable projekter inden for bl.a. klima, energi, vand og sanitet, fødevarer, sundhed, produktion og service.

Der henvises i øvrigt til afsnit 2.3 i de almindelige bemærkninger.

Til nr. 4

Det følger af den gældende bestemmelse i § 9, stk. 2, at der af statskassen kan ydes tilskud til fondens virksomhed. Det fremgår ikke klart af bestemmelsen, at tilskud fra staten til IFU’s virksomhed også kan ske i form af garantiinstrumenter, enten direkte til IFU eller til tredjeparter, for at give IFU mulighed for at anvende garantiinstrumenter til kapitalfremskaffelse. Det foreslås derfor, at det i bestemmelsen i § 9, stk. 2, om statens tilskud til IFU præciseres, at sådanne tilskud kan ydes i form af direkte kapitalindskud, garantier eller på anden måde. Herved sikres, at fonden også kan få adgang til lånekapital til finansiering af dens aktiviteter. Dette vil i praksis ske efter nærmere aftale mellem Udenrigsministeriet og Finansministeriet.

Ændringen udvider IFU’s muligheder for at bidrage til vækst og beskæftigelse i udviklingslande og bistå dansk erhvervsliv. Ved ændringen præciseres statens mulighed for at stille statsgarantier til rådighed for IFU med henblik på at IFU også kan få adgang til lånekapital til finansiering af aktiviteter. Det sikres endvidere, at IFU på grundlag af aftalte rammer og betingelser for statsgaranteret låneoptagelse vil få mulighed for at udstede obligationer eller på anden måde optage lån, herunder evt. gennem statens ordning for genudlån, til finansiering af sine aktiviteter. Da der er tale om statsgarantier, vil lånene kunne optages til meget lav rente, hvilket vil billiggøre IFU’s kapitalfremskaffelse.

For at undgå uklarhed om, hvorvidt staten kan stille garantier (eller andre instrumenter, som måtte vise sig at være hensigtsmæssige) til rådighed for IFU, foreslås det derfor, at det i loven præciseres, at statens eventuelle tilskud til IFU ikke er begrænset i deres form, men kan udformes på den måde, som staten måtte finde mest hensigtsmæssig.

Der henvises i øvrigt til afsnit 2.4 i de almindelige bemærkninger.

Til nr. 5

Den gældende bestemmelse i § 9, stk. 2, 2. pkt., i lov om internationalt udviklingssamarbejde medfører, at IFU kan yde støtte til danske investeringer i udviklingslande.

Udenrigsministeriet foreslår, at bestemmelsen ophæves for at skabe sammenhæng med ændringen af stk. 1, hvor kravet om at IFU’s investeringer sker i samvirke med dansk erhvervsliv ophæves. Der er derfor ikke behov for særligt at fremhæve, at IFU kan yde støtte til danske investeringer. IFU kan som foreslået yde støtte til alle former for investeringer, som fremmer formålet i § 9, stk. 1. Om baggrunden for forslaget om ophævelse af kravet om samvirke med dansk erhvervsliv henvises til bemærkningerne til lovens § 1, nr. 3, ovenfor.

Der henvises i øvrigt til afsnit 2.3 i de almindelige bemærkninger.

Til nr. 6

Der er ikke i den gældende lov fastsat bestemmelse om, at IFU kan foretage udbetaling af udbytte til staten, ligesom der ikke er fastsat bestemmelse om IFU’s udbyttepolitik. Udlodning fra IFU til staten har hidtil fundet sted med hjemmel direkte i de enkelte finanslove. Beslutning om eventuelt at foretage udlodning fra IFU er således blevet truffet år for år, og ikke på baggrund af en egentlig udbyttepolitik. Senest er der udloddet midler fra IFU i henhold til finansloven for 2013. Det er uklart om det i henhold til den gældende lov om internationalt udviklingssamarbejde er foreneligt med IFU’s formål, at der vedtages en generel udbyttepolitik, idet de enkelte udlodninger hidtil alene har været hjemlet i finanslovene for de respektive år, hvor udlodningerne har fundet sted.

Efter Udenrigsministeriets vurdering vil det være hensigtsmæssigt for styringen af IFU, at der udarbejdes en udbyttepolitik for IFU, som fastlægger de forudsætninger m.v. efter hvilke, der i fremtiden kan ske udbetaling af udbytte fra IFU til staten. Det fremgår af statens ejerskabspolitik (2015), at det er sundt og naturligt, at statslige selskaber udbetaler udbytte, ligesom årets udbytte ikke må være større end det udbytte som bestyrelsen foreslår eller kan tiltræde.

Det foreslås derfor, at der i § 9, som nyt stk. 4, indsættes en bestemmelse om, at IFU kan foretage udbetaling af udbytte til statskassen efter bestyrelsens indstilling. Derved sikres en generel hjemmel til at foretage udbetaling af udbytte fra IFU til statskassen i overensstemmelse med principperne i statens ejerskabspolitik.

Det foreslås endvidere, at der i § 9, stk. 4, indsættes en bestemmelse om, at ministeren efter drøftelse med IFU’s bestyrelse fastlægger en udbyttepolitik. Herved sikres, at IFU får en udbyttepolitik, som er i overensstemmelse med principperne i statens ejerskabspolitik, og den uklarhed der er om, hvorvidt en generel udbyttepolitik er forenelig med IFU’s formål, vil blive fjernet.

Der henvises i øvrigt til afsnit 2.5 i de almindelige bemærkninger.

Til nr. 7

Den gældende bestemmelse i § 10 fastsætter organiseringen af den udviklingsfaglige rådgivning. Det følger af lovens § 10, stk. 1, at den udviklingsfaglige rådgivning varetages af Udviklingspolitisk Råd. Rådet er etableret med henblik på at danne rammen for løbende strategisk dialog med og rådgivning af ministeren. Rådet udnævnes for en periode på tre år, og omfatter efter de gældende regler indtil 15 medlemmer, jf. § 10, stk. 4.

Det fremgår af de almindelige bemærkninger, pkt. 3.2.2. i lovforslag af 11. april 2012, jf. FT-tidende 2011-2012, A, L 153 som fremsat, side 5-6, at bevillingsfaglig rådgivning af ministeren om programmer og projekter af en vis størrelse varetages af Bevillingskomitéen. Komitéen har otte medlemmer, hvoraf fire medlemmer er eksterne og fire medlemmer er interne medarbejdere i Udenrigsministeriet.

Det foreslås i § 10, stk. 4, at ændre antallet af medlemmer i Udviklingspolitisk Råd fra indtil 15 til indtil ni. Herved sikres, at Rådet forbliver et operativt og effektivt organ, som fortsat kan inddrage relevante interessenter og eksperter. De ni medlemmer vil alle være eksterne i forhold til Udenrigsministeriet. Medlemmerne udpeges således, at sammensætningen afspejler relevante interessenter og eksperter i dansk udviklingssamarbejde, samtidig med at der tages behørigt hensyn til sikring af udviklingsfaglig ekspertise med henblik på kvalitetssikring og indstilling af konkrete programmer og projekter. Sammensætningen af interessenter og eksperter vil bl.a. tage udgangspunkt i hensynet til at kunne sikre relevant rådgivning om de prioriteter, der fastlægges for Danmarks udviklingssamarbejde.

Som led i den foreslåede ændring nedlægges Bevillingskomitéen, og Bevillingskomitéens funktioner lægges ind under Udviklingspolitisk Råd. Således samles den eksterne rådgivning vedrørende dels strategisk rådgivning og dels konkret bevillingsfaglig og kvalitetssikrende rådgivning i ét rådgivende organ under navnet Udviklingspolitisk Råd. Herved sikres sammenfald mellem udviklingsfaglig strategisk rådgivning og konkret bevillingsfaglig og kvalitetssikrende rådgivning i ét organ. Det er Udenrigsministeriets opfattelse, at en sammenlægning af funktioner, foruden en forenkling af den organisatoriske struktur af den udviklingsfaglige rådgivning, vil være med til at sikre en bedre sammenhæng mellem rådgivning på det strategiske niveau og det konkrete bevillingsfaglige niveau.

Ministeren udpeger medlemmerne af Udviklingspolitisk Råd, jf. § 10, stk. 3. Der udsendes en høring blandt relevante interessenter og organisationer fra bl.a. civilsamfundet, erhvervslivet, fagbevægelsen og universiteter samt forskningsinstitutioner, hvorefter de hørte organisationer indstiller kandidater til Udviklingspolitisk Råd. Bl.a. på baggrund af de indstillede kandidater udpeger ministeren medlemmerne til Udviklingspolitisk Råd, og udpeger blandt medlemmerne en formand og en næstformand.

Relevante interessenter og organisationer fra bl.a. civilsamfundet, erhvevslivet, fagbevægelsen og universiteter samt øvrige forskningsinstitutioner vil, på baggrund af den udsendte høring, have uændret mulighed for at indstille medlemmer til Udviklingspolitisk Råd, mens den hidtidige fastlagte fordeling af medlemmerne i Udviklingspolitisk Råd blandt henholdsvis fagbevægelsen, erhvervsorganisationer, universiteterne/forskerne og de folkelige organisationer, som angivet i de specielle bemærkninger til § 10 i lovforslag af 11. april 2012, jf. FT-tidende 2011-2012, A, L 153 som fremsat, side 13, ikke længere vil være gældende.

Ændringen medfører ligeledes, at bemærkningerne til den nuværende lov, hvoraf det fremgår, at der indføres en høring af udvalgte interessegrupper, som bl.a. vil omfatte specifikke navngivne organisationer, ikke længere vil være gældende. Der har siden Rådets etablering udviklet sig en praksis, hvor de i bemærkningerne navngivne organisationer eksklusivt har indstillet kandidater til Udviklingspolitisk Råd. Ved ikke at nævne specifikke interessegrupper og organisationer i bemærkningerne åbnes der op for, at et bredere felt af aktører med interesser i det udviklingspolitiske område kan blive hørt og kan få mulighed for at indstille medlemmer til Udviklingspolitisk Råd. Medlemmerne udpeges for en tre års periode med mulighed for genudnævnelse for yderligere én periode af tre år. Udviklingspolitisk Råds forretningsorden bestemmes af ministeren, der fastsætter de nærmere retningslinjer for Rådets virke. Af hensyn til den foreslåede reduktion i antallet af medlemmer vil et nyt Udviklingspolitisk Råd med ni medlemmer skulle konstitueres efter lovens ikrafttræden.

Der henvises i øvrigt til afsnit 2.7 i de almindelige bemærkninger.

Kilde

Det foreslås i stk. 1, at loven træder i kraft den 1. januar 2017.

Det foreslås i stk. 2, at et nyt Udviklingspolitisk Råd vil skulle konstitueres efter lovens ikrafttræden med henblik på at reducere antallet af medlemmer, samt sikre både relevant interessevaretagelse og udviklingsfaglig ekspertise i sammensætningen af Udviklingspolitisk Råd.

Det foreslås endvidere, at der ved første udnævnelse af medlemmer til Udviklingspolitisk Råd efter lovens ikrafttræden vil kunne ses bort fra bestemmelsen i lovens § 10, stk. 4, hvorefter medlemmer af Udviklingspolitisk Råd udnævnes for en periode af tre år med mulighed for genudnævnelse for yderligere én periode af tre år. Idet det nuværende Udviklingspolitiske Råd ved lovens ikrafttræden kun har været udnævnt i ét år, foreslås det, at der ved den første konstituering af det nye Udenrigspolitiske Råd kan ses bort fra bestemmelsen om, at der kun kan ske genudnævnelse én gang. Herved sikres, at allerede genudnævnte medlemmer fra det tidligere Udviklingspolitiske Råd fortsat vil kunne udnævnes for en enkelt periode i et nyt Udviklingspolitisk Råd. Den institutionelle hukommelse fra det nuværende Udviklingspolitiske Råd kan herved til en vis grad bevares og videreføres i et nyt Udviklingspolitiske Råd. De ni medlemmer til Udviklingspolitisk Råd vil blive udnævnt snarest muligt efter lovens ikrafttræden efter behørig høring blandt relevante interessenter.