§ 2 i lov om indhentelse af børneattest i forbindelse med ansættelse af personale m.v. indeholder regler, der fastsætter
bemyndigelser for relevante minister til at fastsætte regler på børneattestområdet på deres respektive ressortområder. For en
nærmere beskrivelse af gældende ret henvises til afsnit 3.1.1. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.
Det følger af den foreslåede § 4 a,
at kulturministeren efter forhandling med justitsministeren kan fastsætte regler om, at politiet skal orientere Udelukkelsesnævnet
for seksuelle krænkelser, hvis medlemmer af Danmarks Idrætsforbund, DGI eller Dansk Firmaidræt indhenter børneattester med
anmærkninger.
Den foreslåede bestemmelse § 4 a vil medføre, at Udelukkelsesnævnet, såfremt bemyndigelsen anvendes af kulturministeren efter
forhandling med justitsministeren, vil kunne fastsætte regler om, at politiet skal orientere Udelukkelsesnævnet om, at en
medlemsforening under idrættens hovedorganisationer har indhentet en børneattest med anmærkninger. Idrættens hovedorganisationer
vil dermed bedre kunne bistå lokale frivillige foreninger med hjælp og vejledning. Samtidig vil Udelukkelsesnævnet få et overblik
over, om lokalforeninger foretager problematiske vurderinger samt mulighed for at sanktionere foreninger, som ikke forelægger
engagering- og ansættelsessager for Udelukkelsesnævnet, når der er indhentet en børneattest med anmærkninger. Udelukkelsesnævnet
vil dermed ikke længere være afhængig af, at den lokale idrætsforening orienterer nævnet.
Der skal med "orientering
" forstås, at politiet meddeler idrættens Udelukkelsesnævn om, at en medlemsforening under idrættens hovedorganisationer har
indhentet en børneattest med anmærkninger. Det betyder, at Udelukkelsesnævnet alene orienteres om, at der er sket en indhentelse
af børneattest med anmærkninger i en forening, som er medlem i en eller flere af idrættens hovedorganisationer. Det betyder
således ikke, at Udelukkelsesnævnet modtager selve børneattesten med anmærkninger. Det vil fortsat være den pågældende
idrætsforening, som har indhentet børneattesten, der modtager denne.
Det vil med lovforslaget ikke længere være muligt for idrætsforeninger ikke at forelægge engagerings- og ansættelsessager for
Udelukkelsesnævnet, uden at Udelukkelsesnævnet vil være opmærksom på det, da Udelukkelsesnævnet vil være orienteret om foreningens
rekvirering af en børneattest med anmærkninger. Idrættens hovedorganisationer vil dermed kunne kontakte og eventuelt sanktionere
de idrætsforeninger, der ikke af egen drift orienterer Udelukkelsesnævnet om engagerings- og ansættelsessager, hvor personer har
børneattester med anmærkninger.
Der vil ikke blive rejst en sag for Udelukkelsesnævnet, hvis en person med en børneattest med anmærkninger alligevel ikke ønsker
at varetage et hverv i foreningen. Hvis en lokal idrætsforening ikke ønsker at engagere eller ansætte en person efter indhentelse
af en børneattest med anmærkninger, men personen undtagelsesvist alligevel søger om nævnets tilladelse, vil Udelukkelsesnævnet
normalt ikke give en sådan tilladelse, og foreningen vil aldrig være forpligtet til at ansætte eller engagere en person med
anmærkning på børneattesten.
Det bemærkes, at Udelukkelsesnævnet er etableret af idrættens hovedorganisationer, som tager stilling til nævnets funktion mv.
Udelukkelsesnævnet er således ikke med lovforslaget tiltænkt anden rolle end den, som organisationerne bag Udelukkelsesnævnet
beslutter.
Formålet med at indføre den nye bestemmelse er, at der skabes en hjemmel, som kan hjælpe idrættens kontrolinstans på
børneattestområdet (Udelukkelsesnævnet) med at forhindre krænkelser af børn og unge i idrætslivet.
Kulturministeren vil med den nye bestemmelse, efter forhandling med justitsministeren, kunne udmynte regler vedørende politiets
orientering af Udelukkelsesnævnet i bekendtgørelse om indhentelse af børneattest ved ansættelse og beskæftigelse af personer i
myndigheder, institutioner, foreninger m.v. inden for Kulturministeriets ressortområde.
Der henvises i øvrigt til afsnit 3.1.1. i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Det foreslås, at loven skal træde i kraft den 1. juli 2022. Loven gælder ikke for Grønland og Færøerne, da loven der ændres, ikke
gælder for Grønland og Færøerne og heller ikke ved kongelig anordning vil kunne sættes i kraft for Grønland og Færøerne.
Lov om ændring af lov om indhentelse af børneattest i forbin...
Gældende
LOV nr 901 af 21/06/2022
Kulturministeriet
Ændringer:
0
Lov om ændring af lov om indhentelse af børneattest i forbindelse med ansættelse af personale m.v. (Indførelse af orienteringspligt for politiet)
I lov om indhentelse af børneattest i forbindelse med ansættelse af personale m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 362 af 2. april 2014, som ændret ved § 4 i lov nr. 742 af 1. juni 2015 og § 30 i lov nr. 503 af 23. maj 2018, foretages følgende ændring:
1. Efter § 3 a indsættes:
»§ 4. Kulturministeren kan efter forhandling med justitsministeren fastsætte regler om, at politiet skal orientere Udelukkelsesnævnet for seksuelle krænkelser, hvis medlemmer af Danmarks Idrætsforbund, DGI eller Dansk Firmaidræt indhenter børneattester med anmærkninger.«