Lov om ændring af lov om inddrivelse af gæld til det offentlige og forskellige andre love og om ophævelse af lov om forsøg med eftergivelse af gæld til det offentlige for socialt udsatte grupper (Forenkling af regler om inddrivelse af gæld til det offentlige m.v. og forældelseshåndtering m.v.) § 8

I forbindelse med indførelsen af forældelsesloven blev der i flere love gennemført nødvendige ændringer, jf. lov nr. 523 af 6. juni 2007. I lovens § 18, nr. 2, blev fristen i § 95, stk. 4, i lov om aktiv socialpolitik ændret fra 5 år til 3 år. I de specielle bemærkninger til bestemmelsen i lovforslaget, jf. lovforslag nr. L 166, Folketingstidende 2006-07, tillæg A, side 5702, anføres, at det som hidtil vil være sådan, at hvis der efter de opkrævningsregler, som beskæftigelsesministeren har fastsat efter lovens § 95, stk. 1, har været fastsat en tilbagebetalingsordning, som er misligholdt, og kravet derfor bliver overgivet til inddrivelse hos den statslige restanceinddrivelsesmyndighed, vil kravet være omfattet af forældelseslovens almindelige regler, herunder reglerne om afbrydelse ved foretagelse af retslige skridt m.v.

Det er således lagt til grund, at et tilbagebetalingskrav, efter at det på grund af misligholdelse af den tilbagebetalingsordning, hvormed det opkræves, er overdraget til restanceinddrivelsesmyndigheden, alene omfattes af forældelsesloven og ikke længere omfattes af bortfaldsreglen, der i dag findes i § 95, stk. 2, i lov om aktiv socialpolitik.

Tilbagebetalingspligten er nærmere reguleret ved bekendtgørelse nr. 978 af 11. august 2017 om kommunalbestyrelsens opkrævning af tilbagebetalingskrav efter dagtilbudslovens § 93, stk. 3. § 9 i bekendtgørelsen bestemmer, at hvis en skyldner trods påkrav ikke overholder en afdragsordning, anses afdragsordningen for bortfaldet og hele gælden for forfalden, hvorefter fordringshaveren træffer afgørelse om, at kravet overdrages til restanceinddrivelsesmyndigheden med henblik på inddrivelse. En misligholdelse skyldes manglende betaling trods mulighed for at betale.

Af § 6 i bekendtgørelsen følger, at kommunen yder henstand til skyldnere, der modtager en række sociale ydelser eller ikke har en nettoindkomst, der overstiger de nedre grænser for betalingsevne efter tabeltrækmetoden ifølge § 10 i bekendtgørelse nr. 300 af 29. marts 2017 om inddrivelse af gæld til det offentlige, som ændret ved bekendtgørelse nr. 1161 af 27. oktober 2017. Af § 7 følger, at har der været fastsat en betalingsordning, og kommer skyldneren senere igen i en situation, hvor der ikke er betalingsevne, stilles afdragsordningen i bero.

Hvis der i 5 år efter tilskuddets ophør ikke har været økonomisk mulighed for at gennemføre kravet, bortfalder det.

Er der ikke grundlag for at yde henstand, fastsættes en afdragsordning. Misligholdes denne, overdrages kravet til inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden.

Den forældelse, der omfattes af forældelsesloven, kan afbrydes efter reglerne i forældelseslovens §§ 15-18, mens den forældelse, som bortfaldsreglerne indeholder, ikke har tilsvarende afbrydelsesmuligheder. Alene skyldners betalingsevne kan således hindre bortfald.

En eftergivelse af gæld kommer normalt ikke på tale, hvis skyldneren har undladt at afdrage på sin gæld, selv om skyldneren har haft rimelig mulighed herfor, jf. eksempelvis § 13, stk. 2, nr. 4, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige. Det giver derfor god mening, at alene forældelsesloven og ikke tillige bortfaldsreglen skal finde anvendelse på sådanne tilbagebetalingskrav, hvis de på grund af skyldners misligholdelse – dvs. undladt betaling trods mulighed herfor – er kommet under inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden. Skyldner har i en sådan situation forspildt den ret til automatisk eftergivelse, som bortfaldsreglerne netop har til formål at sikre skyldner.

SKAT har i Den juridiske vejledning 2018-1, afsnit G. A. 3.2.2.1.1, lagt til grund, at disse tilbagebetalingskrav forældelsesmæssigt omfattes af forældelsesloven, hvis de er modtaget til inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden, jf. fordringstypeoversigten Q2, som afsnittet henviser til. Om tilbagebetalingskrav efter lov om aktiv socialpolitik, jf. oversigtens art nr. 211, anføres således, at hvis en fastsat tilbagebetalingsordning er misligholdt, anses hele gælden for forfalden, og kravet kan overgives til inddrivelse i restanceinddrivelsesmyndigheden, hvorefter det er omfattet af forældelseslovens regler.

Med bestemmelsen i lovforslagets § 8 foreslås, at der med § 93, stk. 2, 2. pkt., i dagtilbudsloven indsættes en ny bestemmelse, der udtrykkeligt bestemmer, at hvis et tilbagebetalingskrav overdrages til restanceinddrivelsesmyndigheden med henblik på inddrivelse, finder bortfaldsreglen i 1. pkt. ikke anvendelse fra restanceinddrivelsesmyndighedens modtagelse af kravet.

Med § 93, stk. 2, 3. pkt., foreslås, at forældelsesloven i stedet finder anvendelse fra modtagelsen, idet forældelse dog tidligst indtræder 3 år efter tilbagebetalingskravets modtagelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden, jf. den foreslåede bestemmelse i § 18 a, stk. 2, 1. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige.

Med § 93, stk. 2, 4. pkt., foreslås, at hvis tilbagebetalingskravet tilbagesendes til kommunen, finder 1. pkt. på ny anvendelse.

Den foreslåede regel om en ændring af § 93, stk. 2, er både udtryk for en lovfæstelse af gældende ret og skal desuden ses i sammenhæng med nærværende lovforslags § 1, nr. 15, hvorefter der med § 18 a, stk. 2, 1. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige indsættes en bestemmelse, hvorefter forældelse af fordringer under inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden tidligst indtræder på 3-årsdagen fra fordringens modtagelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden.

Efter forældelseslovens § 2, stk. 1, regnes forældelsesfristen som udgangspunkt fra det tidligste tidspunkt, til hvilket fordringshaveren kunne kræve at få fordringen opfyldt, og misligholdelsen af en afdragsordning vedrørende tilbagebetalingskravet indebærer, at hele tilbagebetalingskravet anses for forfaldent til betaling, jf. § 9, 1. pkt., i bekendtgørelse nr. 978 af 11. august 2017 om kommunalbestyrelsens opkrævning af tilbagebetalingskrav efter dagtilbudslovens § 93, stk. 3, hvorefter afdragsordningen anses for bortfaldet og hele gælden for forfalden, hvis skyldner trods påkrav ikke overholder sin afdragsordning. Starttidspunktet for den forældelsesfrist, der løber efter forældelsesloven, når tilbagebetalingskravet kommer under inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden, vil derfor være det anførte forfaldstidspunkt.

Ingen af de tilbagebetalingskrav, der modtages til inddrivelse, er før modtagelsen omfattet af forældelsesloven, og den 5-årige bortfaldsfrist i dagtilbudslovens § 93, stk. 2, er derfor ikke en sådan forældelsesfrist, der via forslaget om den foreløbige afbrydelse kan få en allerede påbegyndt forældelsesfrist foreløbigt afbrudt.

Derimod kan der for tilbagebetalingskravet inden dets modtagelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden være opnået et særligt retsgrundlag, f.eks. en dom om eller skyldners skriftlige anerkendelse af tilbagebetalingskravets eksistens og størrelse, som efter forældelseslovens § 5, stk. 1, nr. 3, giver kravet en 10-årig forældelsesfrist. For sådanne tilbagebetalingskrav vil forældelse tidligst indtræde 3 år fra modtagelsen hos restanceinddrivelsesmyndigheden. Foreligger et særligt retsgrundlag ikke, følger det af den foreslåede regel, at forældelsesloven anvendes fra tilbagebetalingskravets modtagelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden, og forældelsesfristen vil herefter være den almindelige forældelsesfrist på 3 år, jf. forældelseslovens § 3, stk. 1. I disse tilfælde indebærer den foreslåede regel, at forældelse vil indtræde på 3-årsdagen fra modtagelsen, medmindre forældelsen forinden er afbrudt efter forældelseslovens regler om afbrydelse.

Tilbagesendes tilbagebetalingskravet til fordringshaver, f.eks. fordi fordringshaver ikke søger skyldnerens indsigelser om kravets eksistens eller størrelse afklaret inden rimelig tid, jf. § 2, stk. 2, 4. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, foreslås det præciseret, at bortfaldsreglen atter skal finde anvendelse.

Der henvises til de almindelige bemærkninger, afsnit 2.4.