Lov om ændring af lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, kildeskatteloven, opkrævningsloven og skatteforvaltningsloven (Gennemførelse af aftale om initiativer til effektiv opkrævning og gældsinddrivelse i skattevæsenet m.v.) § 4

Af skatteforvaltningslovens § 51, stk. 1, 1. pkt., fremgår, at Skatteforvaltningen efter ansøgning kan give henstand med betaling af en skat, hvis afgørelsen er indbragt for domstolene eller påklaget. Det gælder ifølge 2. pkt. dog ikke afgørelser efter toldlovgivningen, jf. artikel 244 i Rådets forordning (EØF) nr. 2913/92 af 12. oktober 1992 om indførelse af en EF-toldkodeks.

Efter skatteforvaltningslovens § 51, stk. 2, 1. pkt., er det en betingelse for henstand, at det beløb, der søges henstand for, opkræves særskilt. Der gives efter 2. pkt. ikke henstand med beløb, der efter kildeskattelovens § 61, stk. 3, overføres som tilsvar for et efterfølgende år (indregnet restskat). Der gives heller ikke henstand med betaling af registreringsafgift, i det omfang der efter lov om registreringsafgift af motorkøretøjer m.v. skal stilles depositum for registreringsafgiftens betaling, jf. skatteforvaltningslovens § 51, stk. 2, 3. pkt.

Henstand kan ifølge skatteforvaltningslovens § 51, stk. 3, 1. pkt., ikke gives for et tidsrum over 4 år. Henstand kan ifølge 2. pkt. forlænges efter fornyet ansøgning. Henstand gives ifølge 3. pkt. i øvrigt for det tidsrum, hvor klagesagen er under behandling i det administrative klagesystem eller hos domstolene. Indbringes en administrativ afgørelse for domstolene, eller ankes en dom, skal der indgives ny ansøgning om henstand, jf. 4. pkt.

Efter skatteforvaltningslovens § 51, stk. 4, 1. pkt., kan henstand gøres betinget af sikkerhedsstillelse for henstandsbeløbet, hvis det skønnes, at meddelelse af henstand vil indebære, at muligheden for senere at inddrive kravet forringes.

Af skatteforvaltningslovens § 51, stk. 5, fremgår, at der i henstandsbevillingen kan tages forbehold for modregning i henstandsbeløbet for krav, som klageren måtte få mod det offentlige. Af § 9, stk. 1, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige fremgår dog, at tilladelse til afdragsvis betaling eller henstand med betalingen ikke afskærer det offentliges adgang til at foretage modregning i udbetalinger fra det offentlige. Forud for modregning skal der således ikke foretages en konkret undersøgelse af, om der er taget forbehold for modregning, og en gennemført modregning kan opretholdes, uanset at der undtagelsesvis ikke er taget et konkret modregningsforbehold over for skyldner, jf. Folketingstidende 2008-09, tillæg A, side 278.

Af skatteforvaltningslovens § 51, stk. 6, 1. pkt., fremgår, at henstand betinges af, at henstandsbeløbet forrentes med rentesatsen i den pågældende lov fra de i samme lov definerede forfaldstidspunkter. Henstand omfatter ifølge 2. pkt. også rente samt eventuelt allerede påløbne renter.

Af lovforslaget til skatteforvaltningsloven, lovforslag nr. L 110, fremgår, jf. Folketingstidende 2004-05 (2. samling), tillæg A, side 4280, at bestemmelsen med enkelte undtagelser er en lovfæstelse af § 27 i bekendtgørelse nr. 520 af 25. juni 2002 om myndighedsinddeling og sagsudlægning. Det anføres, at bestemmelsen i § 27 er udtryk for en mangeårig praksis.

I Inddrivelsesvejledning 2005-1, afsnit E. 7.4.3, anføres om de bestemmelser, der i dag findes i skatteforvaltningslovens § 51, stk. 2, 1. og 2. pkt., at det endvidere er en betingelse for henstand, at den skyldige skat opkræves særskilt. Henstand kan således ikke gives, i det omfang det skyldige beløb i henhold til kildeskattelovens §§ 61 og 61 A overføres som tilsvar til det efterfølgende år (indregnet restskat). Anvendelsen af ordet »således« synes at indicere, at det med betingelsen om, at det beløb, der søges henstand for, skal opkræves særskilt, er tænkt på restskat, der ikke må være indregnet i forskudsskatten for indkomståret efter det år, hvor årsopgørelsen er udskrevet, jf. kildeskattelovens § 61, stk. 3, idet restskat ved en indregning i forskudsskatten ikke opkræves særskilt, men sammen med forskudsskat. Der synes således ikke at være tænkt på, at det beløb, hvis betaling der søges om henstand med, ikke må opkræves sammen med et beløb, der ikke tillige omfattes af ansøgningen. Sådan er bestemmelsen også blevet anvendt i praksis af Skatteforvaltningen.

Ved restskat efter kildeskatteloven forstås ifølge kildeskattelovens § 61, stk. 1, det beløb, hvormed slutskatten med tillæg af eventuel overført restskat m.v. efter kildeskattelovens § 61, stk. 3, og af eventuel afgift omfattet af pensionsbeskatningslovens § 25 A, stk. 5-9, måtte overstige de foreløbige skatter, der modregnes efter kildeskattelovens § 60.

Af kildeskattelovens § 61, stk. 3, 1. pkt., fremgår, at hvis udskrivningsdatoen for den skattepligtiges årsopgørelse er senest den

1. oktober i året efter indkomståret, overføres den del af restskatten med eventuelle skyldige renter efter § 63, stk. 1, der ikke overstiger et grundbeløb på 18.300 kr. (2010-niveau), med tillæg af et til den overførte restskat svarende tillæg efter stk. 2 som et yderligere tilsvar for det efterfølgende år, til hvis dækning der opkræves yderligere A-skat, B-skat eller arbejdsmarkedsbidrag for dette år. Skatteministeren fastsætter regler om opkrævningen, jf. § 61, stk. 3, 2. pkt. De skattebeløb, der er opkrævet for et år, hvortil der er overført restskat m.v., anses for medgået først til dækning af den overførte restskat m.v., jf. § 61, stk. 3,
2. pkt.

I § 61, stk. 4, 1. pkt., bestemmes, at et eventuelt resterende beløb efter stk. 3 med renter og tillæg efter stk. 2 forfalder til betaling i tre rater den 1. i hver af månederne august, september og oktober i året efter indkomståret med sidste rettidige betalingsdag den 20. i forfaldsmåneden. Udskrives årsopgørelsen først den 1. august i året efter indkomståret eller senere, forfalder raterne dog først til betaling den 1. i hver af de nærmest følgende 3 måneder med sidste rettidige betalingsfrist den 20. i forfaldsmåneden, jf. § 61, stk. 4, 2. pkt.

I § 61, stk. 5, 1. pkt., er bestemt, at hvis udskrivningsdatoen for den skattepligtiges årsopgørelse er senere end den 1. oktober i året efter indkomståret, forfalder den del af restskatten med eventuelle skyldige renter efter § 63, stk. 1, der ikke overstiger et grundbeløb på 18.300 kr. (2010-niveau), med tillæg af et til denne del af restskatten svarende tillæg efter stk. 2, renter efter stk. 2 og renter efter § 62 A, stk. 1, 3. pkt., til betaling i det følgende år på samme tidspunkter og med samme betalingsfrister som B-skat, jf. § 58. Er udskrivningsdatoen for årsopgørelsen først den 1. januar eller senere, forfalder restskatten til betaling over de resterende B-skatterater, jf. § 61, stk. 5, 2. pkt. Betalingen skal ifølge § 61, stk. 5, 3. pkt., dog ske i mindst 3 rater, jf. dog § 62 C, stk. 1.

Af § 61, stk. 6, 1. pkt., fremgår, at et eventuelt resterende beløb efter stk. 5 forfalder med tillæg efter stk. 2, og renter efter § 62 A, stk. 1, 3. pkt., til betaling den 1. i hver af de nærmest følgende 3 måneder. Reglerne i § 58 om betalingsfristen finder tilsvarende anvendelse, jf. § 61, stk. 6, 2. pkt.

Endelig fremgår af § 61, stk. 8, at det i § 61, stk. 3 og 5, nævnte grundbeløb reguleres efter personskattelovens § 20. Beløbet, der i 2010 udgjorde 18.300 kr., udgør 22.300 kr. i 2023.

Med sin dom af 3. december 1929, optrykt i Ugeskrift for Retsvæsen 1930, side 68, afgjorde Højesteret, at en henstand, som den skattepligtige efter anmodning havde fået bevilget i forbindelse med en klage over skatteansættelsen, udskød forfaldstiden til den endelige afgørelse, således at forældelsesfristen først skulle regnes fra dette tidspunkt. Højesteret har med sin dom af 10. oktober 1989, optrykt i Højesteret for Retsvæsen 1989, side 1046, bekræftet denne retstilstand.

Det foreslås, at der i skatteforvaltningslovens § 51, stk. 2, som 4. pkt. indsættes en bestemmelse, der bestemmer, at hvis det beløb, der er søgt om henstand med, indgår i en restskat, der opkræves til betaling i rater, anses beløbet at være omfattet af den eller de rater, der er nødvendige for at rumme beløbet, begyndende med den første rate.

Det foreslås tillige, at der som 5. pkt. indsættes en bestemmelse, der bestemmer, at gives der henstand, vil henstanden efter 4. pkt. omfatte hele raten, selv om den indeholder et beløb, der ikke er søgt om henstand med.

Systemteknisk er det ikke muligt i opkrævningssystemet KOBRA, der af Skatteforvaltningen anvendes til opkrævningen af personskatter, at opsplitte en rate bestående af restskat i to eller flere dele. Hvis en skattepligtig klager over et forhold i skatteansættelsen og får bevilget henstand i medfør af skatteforvaltningslovens § 51, gives der i praksis henstand med den samlede rate, selv om kun en del af beløbet er påklaget og omfattet af den ansøgte, bevilgede henstand. Da den forældelsesudskydelse, som Højesteret har fastslået med sine domme i 1929 og 1989, jf. ovenfor, alene gælder beløb, der omfattes af en ansøgt henstand, og således ikke gælder et beløb, for hvilket henstanden ensidigt – dvs. uden ansøgning – bevilges af Skatteforvaltningen, risikerer Skatteforvaltningen som følge af denne praksis, at kravet på den ubestridte del af restskatten forældes, hvilket vil ske, hvis henstanden varer i mere end 3 år.

Det er ikke muligt at etablere en systemteknisk løsning i det nuværende opkrævningssystem KOBRA. Imidlertid vil det være hensigtsmæssigt at indarbejde en sådan funktionalitet, når der skal udvikles et nyt personopkrævningssystem. Dette vil løse det nuværende problem, men løsningen vil først kunne implementeres om et uvist antal år i forbindelse med implementeringen af et nyt opkrævningssystem. På kort sigt foreslås problemet derfor løst via lovændring.

Med den foreslåede nye bestemmelse i § 51, stk. 2, 4. pkt., vil Skatteforvaltningens praksis med at anse det beløb, der i forbindelse med en klage over en restskat er søgt om henstand med, for at være indeholdt i den eller de første rater blive lovfæstet.

Med den foreslåede bestemmelse i § 51, stk. 2, 5. pkt., vil det fremgå, at hvis der efter anmodning fra klageren bevilges henstand med en del af en restskat, der rummes i en rate, der ud over den bestridte del af restskatten også rummer en ubestridt del, vil henstanden omfatte hele raten. Dermed må klageren respektere, at henstanden er bevilget på det lovfastsatte vilkår, at henstanden vil omfatte hele raten, og dermed vil der med bevillingen af henstand være aftalt et nyt forfaldstidspunkt – og dermed et nyt starttidspunkt for forældelsesfristens beregning – for hele raten. Klageren må samtidig respektere, at det er hele henstandsbeløbet, der ifølge § 51, stk. 6, 1. pkt., forrentes i henstandsperioden.

Med den foreslåede ændring løses således de forældelsesmæssige problemer, som Skatteforvaltningen i dag udsættes for, når alene en del af en restskat omfattes af en henstand, som klageren har ansøgt om efter skatteforvaltningslovens § 51, jf. ovenfor i pkt. 2.9.6.2.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.9.6 i lovforslagets almindelige bemærkninger.