Lov om ændring af lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, kildeskatteloven, opkrævningsloven og skatteforvaltningsloven (Gennemførelse af aftale om initiativer til effektiv opkrævning og gældsinddrivelse i skattevæsenet m.v.) § 3

Forarbejder til Lov om ændring af lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, kildeskatteloven, opkrævningsloven og skatteforvaltningsloven (Gennemførelse af aftale om initiativer til effektiv opkrævning og gældsinddrivelse i skattevæsenet m.v.) § 3

Til nr. 1

Anvendelsesområdet for opkrævningsloven bestemmes i lovens § 1.

Det fremgår af stk. 1, at loven gælder for opkrævning af skatter og afgifter m.v., for hvilke virksomheder, selskaber, fonde eller foreninger m.v. er eller skulle have været registreret hos eller anmeldt til Skatteforvaltningen, i det omfang der ikke er fastsat særlige bestemmelser i anden lovgivning eller i EF-forordninger.

Af stk. 2 fremgår, at i de tilfælde, der er nævnt i § 9 og § 10 a, gælder loven, i det omfang det er fastsat i § 9 og § 10 a. I de tilfælde, der er nævnt i § 16, gælder kapitel 5, § 8, stk. 1, nr. 4, og stk. 2 og 3, § 12, stk. 5, og § 13 tillige betalinger vedrørende andet end skatter og afgifter.

I stk. 3 bestemmes, at loven derudover gælder for opkrævning af andre skatter og afgifter m.v. end de i stk. 1 nævnte, i det omfang der i anden lovgivning henvises til denne lov.

I stk. 4 bestemmes, at loven uanset stk. 1 ikke gælder opkrævning af told og opkrævning efter aktiesparekontoloven.

Endelig bestemmes i stk. 5, at loven kun gælder for opkrævning af virksomhedens ejers, selskabets, fondens eller foreningens egne indkomstskatter, i det omfang dette er særligt fastsat i anden lovgivning.

Det foreslås, at der i opkrævningslovens § 1, stk. 2, indsættes et 3. pkt., der bestemmer, at loven i øvrigt gælder, i det omfang det af bestemmelser i loven følger, at loven helt eller delvis finder anvendelse.

Forslaget skal ses i sammenhæng med den foreslåede opkrævning af afgiften efter pensionsbeskatningslovens § 14 B, stk. 2, 2. pkt., via skattekontoen, jf. lovforslagets § 3, nr. 3. Som det fremgår af pkt. 2.10.1, skal afgiftskravet ikke opkræves efter pensionsbeskatningslovens § 38, jf. denne lovs § 14 B, stk. 2, 3, pkt. I stedet skal opkrævningen ske efter opkrævningslovens almindelige regler, jf. Folketingstidende 2017-18, tillæg A, L 117 som fremsat, side 66.

Afgiftskravet omfattes ikke af opkrævningslovens § 1, stk. 1, fordi virksomheder ikke skal registreres for denne afgift, og det fremgår heller ikke af pensionsbeskatningsloven, at afgiften omfattes af opkrævningsloven. Det fremgår alene af forarbejderne til bestemmelsen, at opkrævningen skal ske efter opkrævningslovens almindelige regler. Derfor foreslås, at det af opkrævningslovens § 1, stk. 2, 3. pkt., skal fremgå, at opkrævningsloven i øvrigt gælder, i det omfang det af bestemmelser i loven følger, at loven helt eller delvis finder anvendelse.

Med den foreslåede ændring præciseres det, at også andre skatter og afgifter m.v. vil kunne være omfattet af anvendelsesområdet for opkrævningsloven, uden at denne anvendelse udtrykkeligt fremgår af loven bag disse skatter og afgifter m.v., jf. herved betydningen af opkrævningslovens § 1, stk. 3.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.10 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 2

Opkrævningslovens kapitel 4 har i dag overskriften »Hæftelse, inddrivelse og eftergivelse m.v.«, men den tidligere bestemmelse i § 14 om lønindeholdelse og de tidligere bestemmelser i §§ 15-15 b om eftergivelse blev ophævet ved § 111, nr. 1, i lov nr. 1336 af 19. december 2008 om ændring af kildeskatteloven, opkrævningsloven, udpantningsloven og forskellige andre love (Konsekvensændringer som følge af lov om inddrivelse af gæld til det offentlige). Ophævelsen skete med virkning fra den 1. januar 2009, jf. ændringslovens § 167, stk. 1. Ved en fejl blev overskriften til kapitel 4 ikke samtidig ændret. Kapitel 4 indeholder i dag således ikke længere bestemmelser om inddrivelse og eftergivelse. Derimod indeholder kapitlet med §§ 10 og 10 a fortsat bestemmelser om hæftelse, mens § 11 navnlig vedrører Skatteforvaltningens adgang til at træffe afgørelse om pålæg om sikkerhedsstillelse hos virksomheder og herunder inddrage eller nægte registreringen for moms, A-skat m.v. ved manglende opfyldelse af pålægget, og § 11 a vedrører adgangen til i visse tilfælde at inddrage eller nægte registreringen for en person med en udvidet konkurskarantæne efter konkurslovens § 159, 2. pkt. Endelig indeholder § 12 en bestemmelse om Skatteforvaltningens udbetaling af virksomheders krav på negativ moms m.v., mens § 13 regulerer virksomhedernes adgang til at overdrage sådanne krav.

Det foreslås, at overskriften til opkrævningslovens kapitel 4 nyaffattes, så overskriften bliver »Hæftelse, sikkerhedsstillelse og udbetaling m.v.«.

Til nr. 3

Samtidig med vedtagelsen af lovforslag nr. L 116 om en ny ferielov (Folketingstidende 2017-18, tillæg A, L 116 som fremsat), jf. lov nr. 60 af 30. januar 2018, blev lovforslag nr. L 117 om lov om forvaltning og administration af tilgodehavende feriemidler (Folketingstidende 2017-18, tillæg A, L 117 som fremsat) vedtaget, jf. lov nr. 58 af 30. januar 2018. Sidstnævnte lovs formål er at udmønte en overgangsordning, herunder at sikre lønmodtagernes ret til de optjente tilgodehavende feriemidler under passende hensyntagen til arbejdsgivernes behov for likviditet. Til sikring af lovens formål oprettedes Lønmodtagernes Fond for Tilgodehavende Feriemidler, som er en særskilt økonomisk enhed under Lønmodtagernes Dyrtidsfond.

Som led i overgangsordningen skulle arbejdsgiverne opgøre og indberette deres medarbejderes optjente tilgodehavende feriemidler pr. den 31. august 2020 til Lønmodtagernes Fond for Tilgodehavende Feriemidler. Indberetningen skulle ske senest den 31. december 2020. Herefter kunne den enkelte arbejdsgiver vælge enten at indbetale medarbejdernes optjente tilgodehavende feriemidler til Lønmodtagernes Fond for Tilgodehavende Feriemidler senest den 31. december 2020 eller at indberette, at pågældende arbejdsgiver havde valgt selv at beholde disse feriemidler, f.eks. af likviditetshensyn, indtil de forfalder til betaling til Lønmodtagernes Fond for Tilgodehavende Feriemidler i forbindelse med en lønmodtagers pension, afgang fra arbejdsmarkedet eller fraflytning til udlandet. Beløbet forfalder ligeledes til betaling, i tilfælde af at arbejdsgivers virksomhed opløses, ophører eller opgiver sin tilknytning til Danmark, samt ved arbejdsgivers konkurs, død eller afvikling af sine aktiviteter.

Selve udbetalingen af de tilgodehavende feriemidler til den enkelte lønmodtager står Lønmodtagernes Fond for Tilgodehavende Feriemidler for efter at have modtaget indbetaling af tilgodehavendet fra arbejdsgiver.

I visse tilfælde vil lønmodtagere få deres krav på tilgodehavende feriemidler dækket af Lønmodtagernes Garantifond, jf. § 8 a i lov om Lønmodtagernes Garantifond. Dette vil ske, hvis lønmodtagerens arbejdsgiver ikke har indbetalt de tilgodehavende feriemidler til Lønmodtagernes Fond for Tilgodehavende Feriemidler rettidigt. I denne situation indbetaler Lønmodtagernes Garantifond tilgodehavendet til Lønmodtagernes Fond for Tilgodehavende Feriemidler, som derefter står for udbetalingen af beløbet til lønmodtager.

Når Lønmodtagernes Garantifond efter gældende regler dækker lønmodtageres løn i konkurssituationer, betaler Lønmodtagernes Garantifond alene lønmodtagers nettokrav efter skat til lønmodtageren. Beregnet A-skat og arbejdsmarkedsbidrag indberettes af Lønmodtagernes Garantifond til Skatteforvaltningen, som godskriver lønmodtageren de indberettede beløb, jf. kildeskattelovens § 83. Lønmodtagernes Garantifond anmelder herefter Skatteforvaltningens krav på A-skat og arbejdsmarkedsbidrag i arbejdsgivers konkursbo i de situationer, hvor Lønmodtagernes Garantifonds dækning af ferietilgodehavendet sker i anledning af arbejdsgivers konkurs.

Ifølge § 8 a i lov om Lønmodtagernes Garantifond sikrer Lønmodtagernes Garantifond det krav på tilgodehavende feriemidler, som Lønmodtagernes Fond for Tilgodehavende Feriemidler har, i tilfælde af at en arbejdsgiver, der endnu ikke har indbetalt tilgodehavende feriemidler, går konkurs m.v. Der er tale om den situation, hvor en arbejdsgiver i 2020 har valgt selv at beholde feriemidlerne i virksomheden, jf. § 6 i lov om forvaltning og administration af tilgodehavende feriemidler.

Lønmodtagernes Garantifond foretager alene nettoindbetaling af de tilgodehavende feriemidler, idet Lønmodtagernes Garantifond ikke dækker den udestående indkomstskat, jf. lovens § 8 a, stk. 2, 3. pkt., hvori der henvises til en fast afgift på 38 pct. af de tilgodehavende feriemidler, som arbejdsgiver pålægges efter pensionsbeskatningslovens § 14 B, stk. 2, 2. pkt.

Den faste afgift på 38 pct. svarer omtrent til trækprocenten (efter arbejdsmarkedsbidrag) for en skattepligtig i en kommune med en landsgennemsnitlig kommune- og kirkeskat, og som herudover betaler bundskat og sundhedsbidrag, men ikke topskat af indkomsten. Den faste afgift sikrer dermed en ensartet behandling af alle lønmodtagere i disse situationer, samt at det indbetalte beløb ikke påvirker personens grundlag for beregning af offentlige ydelser i det pågældende år.

Lønmodtagernes Garantifond dækker således et nettobeløb opgjort som 62 pct. af kravet mod arbejdsgiveren, mens den faste afgift på 38 pct. indberettes til Skatteforvaltningen af Lønmodtagernes Garantifond, som også samtidig anmelder Skatteforvaltningens afgiftskrav i arbejdsgivers konkursbo i de situationer, hvor Lønmodtagernes Garantifonds dækning af ferietilgodehavendet sker i anledning af arbejdsgivers konkurs.

Afgiftsbeløbet overgår således til at være et afgiftskrav mod arbejdsgiveren eller dennes bo, men skal ifølge pensionsbeskatningslovens § 14 B, stk. 2, 3. pkt., ikke opkræves efter pensionsbeskatningslovens § 38. Pensionsbeskatningslovens § 14 B blev indsat ved § 33, nr. 1, i lov om forvaltning og administration af tilgodehavende feriemidler, og i lovforslagets specielle bemærkninger til bestemmelsen fremgår, at opkrævningen i stedet skal ske efter opkrævningslovens almindelige regler, jf. Folketingstidende 2017-18, tillæg A, L 117 som fremsat, side 66.

I opkrævningslovens § 16 er fastlagt, hvilke ind- og udbetalinger til og fra virksomheder, selskaber, fonde og foreninger, offentlige myndigheder, institutioner m.v. der er omfattet af reglerne om en skattekonto med automatisk modregning efter et saldoprincip som opkrævningsmetode. Den nuværende bestemmelse omfatter ind- og udbetalinger af en række forskellige skatte- og afgiftskrav.

I opkrævningslovens § 16 a, stk. 1, er det bestemt, at ind- og udbetalinger af skatter og afgifter m.v., der er omfattet af § 16, modregnes automatisk efter et saldoprincip. Meddelelse om modregning fremgår af skattekontoen.

I § 16 a, stk. 2, er det bestemt, at hvis den samlede sum af registrerede forfaldne krav på virksomhedens konto overstiger den samlede sum af registrerede og forfaldne tilgodehavender til virksomheden, udgør forskellen (debetsaldoen) det samlede beløb, som virksomheden skylder Skatteforvaltningen. Er den samlede sum af registrerede og forfaldne krav på indbetalinger fra virksomheden derimod mindre end de registrerede og forfaldne krav på udbetalinger til virksomheden, udgør forskellen (kreditsaldoen) virksomhedens samlede tilgodehavende hos Skatteforvaltningen.

Af § 16 a, stk. 3, fremgår, at krav på ind- og udbetalinger registreres på skattekontoen fra det tidspunkt, hvor der er sket angivelse heraf, eller hvor kravene med sikkerhed kan opgøres.

I § 16 a, stk. 4, bestemmes, at krav på indbetalinger fra virksomheder påvirker (debiteres) saldoopgørelsen efter stk. 2 fra den seneste rettidige betalingsdag for beløbet, mens det i § 16 a, stk. 5, er bestemt, at indbetalinger fra virksomheder til opfyldelse af krav efter stk. 4 påvirker (krediteres) saldoopgørelsen efter stk. 2 fra indbetalingsdagen uanset betalingsmetoden.

I § 16 a, stk. 5, bestemmes, at indbetalinger fra virksomheder til opfyldelse af krav efter stk. 4 påvirker (krediteres) saldoopgørelsen efter stk. 2 fra indbetalingsdagen uanset betalingsmetoden.

I § 16 a, stk. 6, bestemmes, at tilgodehavender til virksomheder omfattet af opkrævningslovens kapitel 5 om skattekontoen påvirker (krediteres) saldoopgørelsen efter stk. 2 fra det tidspunkt, hvor beløbet kan opgøres efter § 12.

I § 16 a, stk. 7, bestemmes, at udbetalinger til virksomheder til opfyldelse af krav efter stk. 6 påvirker (debiteres) saldoopgørelsen efter stk. 2 på det tidspunkt, hvor der sker udbetaling til virksomheden.

I § 16 a, stk. 8, bestemmes, at hvor virksomheders indbetaling helt eller delvis anvendes til betaling af en debetsaldo, der er sammensat af flere krav, går betalingen til dækning af det ældst forfaldne krav først. På skattekontoen anvendes således et FIFO-princip (first in, first out), og det er derfor ikke muligt at øremærke sin betaling til dækning af et bestemt krav.

Af opkrævningslovens § 16 b, stk. 1, fremgår, at beløb indbetales til skattekontoen uden angivelse af, hvad betalingen skal dække, jf. dog stk. 2. Reglen skal ses i sammenhæng med den manglende mulighed for øremærkning af betalinger til skattekontoen.

Det er i opkrævningslovens § 16 c, stk. 1, bestemt, at en debetsaldo forrentes med den rente, der er fastsat i § 7, stk. 1, jf. stk. 2. Renten beregnes dagligt og tilskrives månedligt. Renten er ikke fradragsberettiget. En debetsaldo på 200 kr. eller derunder forrentes ikke efter registreringen af virksomhedens ophør.

På skattekontoen beregnes som følge af den månedlige tilskrivning af de dagligt påløbne renter således renters rente, idet renterne beregnes af saldoen på skattekontoen.

I opkrævningslovens § 7, stk. 1, 1. pkt., bestemmes, at hvis et beløb ikke betales rettidigt, eller er der ydet henstand med betalingen, skal der betales en månedlig rente som fastsat efter stk. 2 med tillæg af 0,7 procentpoint regnet fra den seneste rettidige betalingsdag for beløbet, og frem til beløbet betales. I stk. 2 bestemmes, at renten fastsættes for kalenderåret. Renten offentliggøres senest den 15. december forud for det år, hvor den skal have virkning. Renten for 1 år beregnes på grundlag af et simpelt gennemsnit af den af Danmarks Nationalbank opgjorte kassekreditrente for ikkefinansielle selskaber i månederne juli, august og september i det foregående kalenderår. Den af Nationalbanken opgjorte månedlige kassekreditrente for ikkefinansielle selskaber opgøres i henhold til Den Europæiske Centralbanks forordning (EF) nr. 63/2002 af 20. december 2001 vedrørende statistik over de monetære finansielle institutioners rentesatser på indlån fra og udlån til husholdninger og ikkefinansielle selskaber (ECB/2001/18). Den af Nationalbanken opgjorte månedlige kassekreditrente for ikkefinansielle selskaber opgøres som et vægtet gennemsnit af den effektive rentesats for den udestående lånemasse opgjort med to decimaler, og det simple gennemsnit, jf. 3. pkt., nedrundes til nærmeste hele procentsats, og den beregnede rente divideres med 24 og afrundes nedad til én decimal.

Af SKM2022.608.SKTST fremgår, at renten efter opkrævningslovens § 7, stk. 2, for 2023 udgør 0,0 pct. Renten efter § 7, stk. 1, udgør derfor 0,7 pct. pr. måned eller 8,4 pct. pr. år.

I opkrævningslovens § 16 c, stk. 4, bestemmes, at hvis en debetsaldo for en virksomhed overstiger 5.000 kr., skal hele beløbet indbetales straks, og Skatteforvaltningen udsender et rykkerbrev herom til virksomheden. Skatteforvaltningen udsender ikke rykkerbreve om en debetsaldo på 5.000 kr. eller derunder. Rykkerbrev udsendes dog til ophørte virksomheder, også hvor debetsaldoen er større end 200 kr. og mindre end 5.000 kr. Betales beløbet ikke inden den frist, der er fastsat i rykkerbrevet, kan beløbet overgives til inddrivelse. Et beløb, der overgives til inddrivelse, vil fremgå af skattekontoen. Der pålægges gebyr efter § 6 ved udsendelse af rykkerbrev.

I opkrævningslovens § 16 c, stk. 5, bestemmes, at en kreditsaldo udbetales til virksomhedens Nemkonto, medmindre virksomheden har ønsket en beløbsgrænse for udbetaling af en kreditsaldo. En beløbsgrænse for udbetaling af en kreditsaldo kan højst udgøre 200.000 kr. Udbetaling af en kreditsaldo kan ikke ske, før der kan udbetales mindst 200 kr., men virksomheder kan desuagtet anmode om at få ethvert beløb uanset størrelse udbetalt. Udbetaling af en kreditsaldo kan ikke ske, hvis virksomheden mangler at indsende angivelser for afsluttede perioder eller at give Skatteforvaltningen oplysninger efter skattekontrollovens § 2, jf. § 12, stk. 4. En kreditsaldo på 200 kr. eller derunder tilhørende en ophørt virksomhed bortfalder 3 år efter registreringen af virksomhedens ophør. Denne frist kan ikke afbrydes eller suspenderes.

I opkrævningslovens § 16 c, stk. 6, bestemmes, at udbetaling af en kreditsaldo afventer skatte- og betalingskrav, hvis kravet har sidste rettidige betalingsfrist inden for 5 hverdage fra kreditsaldoens opståen. Opstår kreditsaldoen, som følge af at virksomhedens tilsvar for en afregningsperiode er negativt, udbetales kreditsaldoen dog senest efter fristen i § 12, stk. 2.

Hvis en virksomhed gennem indbetaling til skattekontoen skaber en kreditsaldo, vil beløbet således – medmindre det holder sig inden for en af virksomheden fastsat beløbsgrænse, jf. ovenfor – blive tilbagebetalt, hvis der ikke inden 5 hverdage fra kreditsaldoens opståen skal betales et på skattekontoen registreret krav.

Det fremgår som nævnt ovenfor af bemærkningerne til § 33, nr. 1, i lov om forvaltning og administration af tilgodehavende feriemidler, jf. Folketingstidende 2017-18, tillæg A, L 117 som fremsat, side 66, at »afgiftsbeløbet overgår således til at være et afgiftskrav mod arbejdsgiveren eller dennes bo, som opkræves efter opkrævningslovens almindelige regler, idet det foreslås at pensionsbeskatningslovens § 38, der regulerer opkrævningen af afgifter efter pensionsbeskatningslovens, ikke finder anvendelse på den nye afgift«.

Ved lov nr. 679 af 3. juni 2023 blev der med § 11, nr. 1, foretaget den ændring i opkrævningslovens § 16, at der som nr. 8 blev indsat følgende bestemmelse:

»8) Grundskyld og dækningsafgift af ejendomme, der ikke er nævnt i ejendomsskattelovens § 31, stk. 1.«

Det fremgår af § 45, stk. 3, i lov nr. 679 af 3. juni 2023, at § 11 træder i kraft den 1. januar 2024.

Af lovforslaget, jf. Folketingstidende 2022-23, tillæg A, L 114 som fremsat, side 102, fremgår, at den foreslåede bestemmelse skal ses i sammenhæng med § 33, stk. 1, 1. pkt., i det samtidigt fremsatte lovforslag til en ny ejendomsskattelov, hvorefter det foreslås, at grundskyld og dækningsafgift af andre ejendomme end ejendomme omfattet af samme lovforslags § 31, stk. 1, stiftes den

1. januar i kalenderåret og opkræves af Skatteforvaltningen via skattekontoen, jf. opkrævningslovens kapitel 5, i to rater med forfald og sidste rettidige betalingsdag den 1. i de måneder, som Skatteforvaltningen har fastsat for betalingen for det pågældende kalenderår. Det anføres endvidere, at den foreslåede bestemmelse derfor skal sikre, at det også nævnes i opkrævningslovens § 16, at disse fordringstyper fremover skal opkræves via skattekontoen, som det er tilfældet i dag, og ikke via personskattesystemerne, som det vil blive tilfældet for grundskyld som nævnt i § 31, stk. 1, i det samtidigt fremsatte lovforslag til en ny ejendomsskattelov.

Den ny ejendomsskattelov er lov nr. 678 af 3. juni 2023, der med visse undtagelser trådte i kraft den 1. juli 2023.

Af ejendomsskattelovens § 31, stk. 1, fremgår, at ejendomsværdiskat af ejendomme nævnt i § 3 og grundskyld af ejendomme nævnt i § 3, stk. 1, nr. 3 og 4, og ejendomsvurderingslovens § 3, stk. 1, nr. 1, der alene er ejet af fysiske personer, opkræves af Skatteforvaltningen via forskuds- og årsopgørelsen hos den eller de fysiske personer, der ejer ejendommen i henhold til et autoritativt register.

Af ejendomsskattelovens § 33, stk. 1, 3. pkt., fremgår, at der hos fysiske personer, der er undtaget fra indkomstskat, jf. kildeskattelovens § 3, stk. 1, opkræves grundskyld efter 1. og 2. pkt., dvs. via skattekontoen.

Det foreslås, at der i opkrævningslovens § 16 efter »institutioner« indsættes », fysiske personer«, og at der som nr. 8 og 9 indsættes:

»8) Grundskyld og dækningsafgift af ejendomme, der ikke er nævnt i ejendomsskattelovens § 31, stk. 1.

1. Afgifter efter pensionsbeskatningslovens § 14 B, stk. 2, 2. pkt.«

Den foreslåede indsættelse af », fysiske personer« efter »institutioner« skal tydeliggøre, at også fysiske personers betaling af grundskyld skal ske til skattekontoen, hvis de fysiske personer ejer andre ejendomme end de ejendomme, der er nævnt i ejendomsskattelovens § 3, stk. 1, nr. 3 og 4, og ejendomsvurderingslovens § 3, stk. 1, nr. 1, og alene er ejet af fysiske personer, eller hvis de fysiske personer i medfør af kildeskattelovens § 3, stk. 1, er undtaget fra indkomstskat, jf. således ejendomsskattelovens § 33, stk. 1, 3. pkt. Derudover vil dækningsafgift opkrævet hos fysiske personer ligeledes skulle betales til skattekontoen.

Forslaget til opkrævningslovens § 16, nr. 8, er af lovteknisk karakter og skal ses i sammenhæng med lovforslagets § 5, nr. 1, hvor det foreslås at ophæve § 11 i lov nr. 679 af 3. juni 2023. Denne ophævelse skal af lovtekniske grunde ske den 31. december 2023, og den 1. januar 2024 skal den foreslåede bestemmelse i lovforslagets § 3, nr. 3, træde i kraft.

Skatteforvaltningen har som følge af manglen på en udtrykkelig hjemmel til opkrævning via skattekontoen overvejet at opkræve afgiften efter pensionsbeskatningsloven § 14 B, stk. 2, 2. pkt., i it-systemet SAP38. Denne løsning vurderes dog ikke at være hensigtsmæssig, da der er udfordringer i systemet med hensyn til rentetilskrivning og oversendelse af krav til inddrivelse. Samtidig kan opkrævning af den pågældende afgift systemunderstøttes af skattekontoen.

Forslaget til opkrævningslovens § 16, nr. 9, indebærer, at der i opkrævningen via skattekontoen skal medtages de nævnte afgifter, som en arbejdsgiver skal indbetale efter pensionsbeskatningslovens § 14 B, stk. 2, 2. pkt. Ændringen vil betyde, at disse indbetalinger fremover vil indgå i en samlet saldoopgørelse (skattekontoen) efter reglerne i opkrævningslovens kapitel 5, som det var forudsat ved indførelsen af overgangsreglerne i lov om forvaltning og administration af tilgodehavende feriemidler i 2018. I praksis betyder dette, at afgiften efter pensionsbeskatningslovens § 14 B, stk. 2, 2. pkt., fremover vil blive opkrævet via skattekontoen.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.10 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 4 og 5

Det fremgår af opkrævningslovens § 16 c, stk. 4, 1. pkt., at hvis en debetsaldo for en virksomhed overstiger 5.000 kr., skal hele beløbet indbetales straks, og Skatteforvaltningen udsender et rykkerbrev herom til virksomheden. Skatteforvaltningen udsender ikke rykkerbreve om en debetsaldo på 5.000 kr. eller derunder, jf. 2. pkt. Rykkerbrev udsendes dog til ophørte virksomheder, også hvor debetsaldoen er større end 200 kr. og mindre end 5.000 kr., jf. 3. pkt. Betales beløbet ikke inden den frist, der er fastsat i rykkerbrevet, kan beløbet overgives til inddrivelse, jf. 4. pkt. Et beløb, der overgives til inddrivelse, vil fremgå af skattekontoen, jf. 5. pkt. Der pålægges gebyr efter § 6 ved udsendelse af rykkerbrev, jf. 6. pkt.

Af opkrævningslovens § 16 c, stk. 5, 1. pkt., fremgår, at en kreditsaldo udbetales til virksomhedens Nemkonto, medmindre virksomheden har ønsket en beløbsgrænse for udbetaling af en kreditsaldo. En beløbsgrænse for udbetaling af en kreditsaldo kan højst udgøre 200.000 kr., jf. 2. pkt. Udbetaling af en kreditsaldo kan ikke ske, før der kan udbetales mindst 200 kr., jf. 3. pkt. Virksomheder kan uanset 3. pkt. anmode om at få ethvert beløb uanset størrelse udbetalt, jf. 4. pkt. I 5. pkt. bestemmes, at udbetaling af en kreditsaldo ikke kan ske, hvis virksomheden mangler at indsende angivelser for afsluttede perioder eller at give Skatteforvaltningen oplysninger efter skattekontrollovens § 2, jf. § 12, stk. 4. En kreditsaldo på 200 kr. eller derunder tilhørende en ophørt virksomhed bortfalder 3 år efter registreringen af virksomhedens ophør, jf. 6. pkt. Fristen efter 6. pkt. kan ikke afbrydes eller suspenderes, jf. 7. pkt.

Det foreslås i nr. 4, at der i opkrævningslovens § 16 c, stk. 4, 3. pkt., efter »virksomheder« indsættes »og dødsboer efter personer med gæld efter § 16, nr. 8«.

Med ændringen vil det af bestemmelsen følge, at et rykkerbrev dog udsendes til ophørte virksomheder og dødsboer efter personer med gæld efter § 16, nr. 8, også hvor debetsaldoen er større end 200 kr. og mindre end 5.000 kr.

Forslaget skyldes, at også fysiske personers betaling af grundskyld skal ske til skattekontoen, hvis de fysiske personer ejer andre ejendomme end de ejendomme, der er nævnt i ejendomsskattelovens § 3, stk. 1, nr. 3 og 4, og ejendomsvurderingslovens § 3, stk. 1, nr. 1, og alene er ejet af fysiske personer, eller hvis de fysiske personer i medfør af kildeskattelovens § 3, stk. 1, er undtaget fra indkomstskat, jf. således ejendomsskattelovens § 33, stk. 1, 3. pkt. Derudover vil dækningsafgift opkrævet hos fysiske personer ligeledes skulle betales til skattekontoen. Disse fysiske personer vil derfor også være omfattet af den foreslåede regel i opkrævningslovens § 16, nr. 8, hvorefter grundskyld og dækningsafgift af ejendomme, der ikke er nævnt i ejendomsskattelovens § 31, stk. 1, også omfattes af skattekontoen. Den gældende regel i opkrævningslovens § 16 c, stk. 4, 3. pkt., omhandler alene ophørte virksomheder, men da fysiske personer i de ovenfor nævnte situationer skal foretage deres betaling af grundskyld og dækningsafgift til skattekontoen, er den foreslåede tilføjelse nødvendig.

Det foreslås i nr. 5, at der i opkrævningslovens § 16 c, stk. 5, 6. pkt., efter »virksomhed« indsættes »eller et dødsbo som anført i stk. 4, 3. pkt.,«, og at der efter »virksomhedens ophør« indsættes »eller personens død«.

Med ændringen vil det af bestemmelsen følge, at en kreditsaldo på 200 kr. eller derunder tilhørende en ophørt virksomhed eller et dødsbo som anført i stk. 4, 3. pkt., bortfalder 3 år efter registreringen af virksomhedens ophør eller personens død.

Baggrunden for forslaget er den samme som anført ovenfor om baggrunden for nr. 4.