LOV nr 176 af 27/02/2024
Miljø- og Ligestillingsministeriet
Lov om ændring af lov om husdyrbrug og anvendelse af gødning m.v. (Bemyndigelse til at fastsætte regler om teknologier til husdyrproduktion og samlet godkendelse eller tilladelse af husdyrbrug) § 1
I lov om husdyrbrug og anvendelse af gødning m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 520 af 1. maj 2019, som ændret bl.a. ved lov nr. 415 af 5. april 2022 og senest ved lov nr. 419 af 25. april 2023, foretages følgende ændringer:
1. § 16 c affattes således:
»§ 16 c. Er et husdyrbrug, der er omfattet af godkendelses- eller tilladelsespligten efter §§ 16 a eller 16 b, forureningsmæssigt og teknisk eller driftsmæssigt forbundet med et andet husdyrbrug, skal husdyrbrugene godkendes eller tillades samlet.
Stk. 2. Miljøministeren kan fastsætte regler om, at kommunalbestyrelsen i særlige tilfælde kan undtage husdyrbrug fra samlet godkendelse eller tilladelse efter stk. 1.«
2. Efter § 34 a indsættes:
»§ 34 b. Miljøministeren kan fastsætte regler om teknologier til husdyrproduktion, som har en dokumenteret miljøeffekt.«
3. I § 72, stk. 1, indsættes som 3. pkt.:
»Reglerne om gebyrer kan endvidere omfatte omkostninger ved administration og godkendelse af teknologier til husdyrproduktion, som har en dokumenteret miljøeffekt.«
Forarbejder til Lov om ændring af lov om husdyrbrug og anvendelse af gødning m.v. (Bemyndigelse til at fastsætte regler om teknologier til husdyrproduktion og samlet godkendelse eller tilladelse af husdyrbrug) § 1
RetsinformationTil nr. 1
Udgangspunktet i husdyrbrugloven er at husdyrbrug, der er omfattet af godkendelses- eller tilladelsespligten efter §§ 16 a eller 16 b, skal godkendes eller tillades hver for sig, hvis husdyrbrugene ligger på hver deres selvstændige matrikulære ejendom. Som en undtagelse fra dette udgangspunkt følger det af husdyrbruglovens § 16 c, at hvis et husdyrbrug, der er omfattet af godkendelses- eller tilladelsespligten efter §§ 16 a eller 16 b, er teknisk, forurenings- og driftsmæssigt forbundet med et andet husdyrbrug, skal husdyrbrugene godkendes eller tillades samlet.
For en nærmere beskrivelse af gældende ret henvises til pkt. 2.1.1. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.
Det foreslås, at § 16 c, stk. 1, ændres således, at husdyrbrug, der er forureningsmæssigt og teknisk eller driftsmæssigt forbundet skal tillades eller godkendes samlet.
Herved ændres den nuværende model, hvor alle tre kriterier skal være opfyldt. Fremover skal husdyrbrugene således kun være forureningsmæssigt og driftsmæssigt eller teknisk forbundet. Formålet med ændringen er at sikre, at der ikke sker omgåelse af bestemmelsen, og at der kan ske en bedre beskyttelse af naboer og miljøet. Hvis alle tre kriterier er opfyldt, vil husdyrbrugene fortsat også godkendes eller tillades samlet.
Det forudsættes, at vurderingen af om to husdyrbrug er forureningsmæssigt forbundet fremadrettet vil bero på en konkret beregning af afstanden mellem husdyrbrugenes anlæg, dvs. om de ligger så tæt op ad hinanden, at det ikke er muligt at adskille forureningen fra husdyrbrugene. En afstand på op til og med 100 meter mellem to husdyrbrug vil fremover medføre, at de altid vil være forureningsmæssigt forbundet. Afstandskravet på 100 meter er valgt ud fra en betragtning om, at jo tættere husdyrbrug ligger på hinanden, jo sværere vil det være at adskille forureningen fra husdyrbrugene.
Det forudsættes endvidere, at hvis to husdyrbrug ligger længere end 100 meter fra hinanden, vil de fortsat kunne være forureningsmæssigt forbundet. Det vil være tilfældet, hvis den korteste afstand mellem to husdyrbrug er lig med eller mindre end 50 pct. af geneafstanden beregnet efter modellen i husdyrgodkendelsesbekendtgørelsens § 31, nr. 3. Modellen udregner afstanden fra det ansøgende husdyrbrug til det punkt, hvor der er en lugtemission på hhv. 15 OUE pr. m³ og 10 LE pr. m³. To husdyrbrug vil herefter være forureningsmæssigt forbundne, hvis de er placeret med en afstand som er lig med eller kortere end halvdelen af denne afstand. Hvis der i et konkret tilfælde beregnes en geneafstand på 400 meter fra det ansøgende husdyrbrug til det punkt, hvor der er en lugtemission på 15 OUE pr. m³, vil det ansøgende husdyrbrug og nabohusdyrbruget være forureningsmæssigt forbundne, hvis de er placeret i en afstand på op til 200 meter fra hinanden. Herved vil der kun i ganske særlige tilfælde foreligge forureningsmæssig forbindelse, hvis afstanden imellem de to husdyrbrug overstiger 300 meter, hvilket dog vil bero på de konkrete omstændigheder.
Afstanden mellem de to husdyrbrug beregnes fra husdyrbrugenes fast placerede husdyranlæg, gødningsopbevaringsanlæg og ensilageopbevaringsanlæg, som er placeret i kortest afstand fra hinanden. Fritliggende beholdere til husdyrgødning indgår ikke i beregningen.
Det forudsættes, at begge afstandsregler, vil blive fastsat i husdyrgodkendelsesbekendtgørelsen.
Derudover vil den foreslåede bestemmelse indebære, at husdyrbrugene skal være enten teknisk eller driftsmæssigt forbundet.
Det forudsættes, at det ved vurderingen af om to husdyrbrug er teknisk forbundne vil være tilstrækkeligt, at husdyrbrugene har fælles anlæg. Det kunne f.eks. være gyllesystemer, gødningsopbevaringsanlæg, foderopbevaringsanlæg, fodringsanlæg eller malkeanlæg m.v. Tilsvarende kan tilstedeværelsen af andre typer af fælles tekniske forbindelser og installationer, herunder f.eks. rørforbindelser mellem husdyrbrugenes anlæg og fælles el-, vand-, og varmeforsyningsanlæg, personalefaciliter eller vaskeplads efter en konkret vurdering også indebære en teknisk forbindelse. Det bemærkes, at to husdyrbrug efter omstændighederne vil kunne indgå en kontrakt om leje af enkelte driftsbygninger, uden at dette vil indebærer en driftsmæssig forbindelse mellem husdyrbrugene.
Det forudsættes, at det ved vurderingen af, om der er en driftsmæssig forbindelse mellem to husdyrbrug bl.a. vil indgå, om husdyrbrugene har fælles daglig drift, herunder f.eks. fælles regnskaber, fælles medarbejdere, fælles afhentning af døde dyr, om der sker flytning af varer og dyr mellem husdyrbrugene, og om der anvendes fælles redskaber og maskiner til husdyrproduktionen. Andre indikationer på samdrift, som f.eks. sammenfald af dyrearter, vil også indgå vurderingen. Som hidtil, vil forhold som f.eks. fælles CVR eller CHR-nr., at husdyrbrugene ejes af den samme juridiske eller fysiske person, eller hvad der må sidestilles hermed, også indgå i vurderingen. Ved samme juridiske eller fysiske person, eller hvad der må sidestilles hermed, skal forstås ejeren selv, dennes ægtefælle eller mindreårige børn. Herudover kan der være tale om et eller to selskaber, der helt eller delvist ejes af samme ejer eller dennes ægtefælle, eller mindreårige børn. Endelig vil der kunne være tale om et selskab, hvori ejeren, dennes ægtefælle eller mindreårige børn har en væsentlig økonomisk interesse.
Det forudsættes, at det f.eks. i en konkret situation vil være tilstrækkeligt, at der er tale om samme ejer, og der er herudover er aftalt – eller i praksis foregår – et samarbejde omkring gødningsregnskaber, indberetninger, daglig drift eller lign. Hvis der ikke er tale om samme ejer, eller hvad der må sidestilles hermed, vil det daglige samarbejde ligeledes være tilstrækkeligt, herunder f.eks. omkring indkøb, medarbejdere, dyr m.v.
Det forudsættes, at enkelte rent praktiske foranstaltninger som lån eller leje af redskaber, efter omstændighederne vil kunne finde sted, uden at betingelsen om driftsmæssig forbindelsen er opfyldt.
Hvorvidt betingelserne i § 16 c, stk. 1, er opfyldt, vil fortsat bero på en konkret vurdering. Det vil som hidtil være kommunerne, der vil skulle foretage den konkrete vurdering af, om betingelserne er opfyldt.
For så vidt angår den særlige situation, hvor det ene husdyrbrug overdrages som led i et generationsskifte forudsættes det, at der i godkendelsesmæssig sammenhæng vil kunne være tale om to adskilte husdyrbrug, hvis overdragelsen er reel, og der ikke i øvrigt er forhold til stede, som indebærer en teknisk eller driftsmæssig forbindelse, jf. ovenfor.
Det forudsættes, at kommunalbestyrelsen i lighed med i dag vil skulle foretage vurderingen af, om to husdyrbrug er forureningsmæssigt og teknisk eller driftsmæssigt forbundne efter § 16 c, i forbindelse med en godkendelse eller tilladelse efter § 16 a eller § 16 b. Kommunalbestyrelsen vil således ikke i en revurderingssituation efter reglerne i kapitel 16 i husdyrgodkendelsesbekendtgørelsen skulle foretage en vurdering af, om to husdyrbrug skal godkendes samlet.
Det bemærkes, at det som udgangspunkt vil være de faktiske forhold på godkendelsestidspunktet, der vil være afgørende for, om betingelserne er opfyldt. Oplysninger om forventede ændringer kan indgå i afgørelsen, herunder f.eks. oplysninger om forventede samarbejder, ejerkifter el.lign. Efter meddelelse af godkendelsen eller tilladelsen vil det indgå i det kommunale miljøtilsyn at påse, at afgørelsens forudsætninger overholdes i praksis.
Hvis en godkendelse eller tilladelse omfatter flere husdyrbrug med hver sin ejer og/eller driftsherre, vil det i godkendelsen eller tilladelsen fortsat skulle præciseres, hvilke forhold den enkelte er ansvarlig for.
Den foreslåede § 16 stk. 2, giver miljøministeren bemyndigelse til at fastsætte regler om, at kommunalbestyrelsen i særlige tilfælde vil kunne undtage husdyrbrug, som er forureningsmæssigt og teknisk eller driftsmæssigt forbundet, fra kravet om en samlet tilladelse efter § 16, stk. 1.
Det forudsættes, at den foreslåede bemyndigelse vil kunne anvendes til at fastsætte regler om, at kommunalbestyrelsen i helt særlige tilfælde vil kunne meddele dispensation fra kravet om samlet godkendelse eller tilladelse efter stk. 1.
Bemyndigelsen vil kunne anvendes til at fastsætte regler om kriterier for dispensation fra kravet om samlet godkendelse eller tilladelse efter § 16 c, stk. 1.
Det forudsættes, at dispensationsadgangen, som fastsættes i medfør af bemyndigelsen i § 16 c, stk. 2, vil omfatte et snævert anvendelsesområde, som omfatter grænsetilfælde, som efter de konkrete omstændigheder rammes atypisk hårdt i forbindelse med en ansøgning om tilladelse til fremtidig udvidelse. Det kunne også være i tilfælde af mindre udvidelser som indeholder miljøforbedrende foranstaltninger.
Bemyndigelsen vil herudover kunne anvendes til at fastsætte regler om kommunalbestyrelsens behandling af ansøgninger om dispensation, samt regler om vilkår for dispensationen.
Det forudsættes, at det vil være kommunalbestyrelsen, der vil skulle træffe afgørelse om, hvorvidt der kan meddeles dispensation fra stk. 1. Anmodning om dispensation vil skulle indgives til kommunalbestyrelsen. De nærmere kriterier for dispensation vil blive fastsat i bekendtgørelsesform og nærmere uddybet i en vejledning.
Den forslåede ændring af § 16 c, indebærer, at alle verserende sager i 1. instans, som ikke er afgjort inden ikrafttrædelsestidspunktet for dette lovforslag, vil blive færdigbehandlet efter den foreslåede bestemmelse.
Til nr. 2
Det fremgår af husdyrbruglovens § 34 a, at miljøministeren kan fastsætte regler om husdyrbrugs indretning og drift, herunder om den kontrol, som den, der er ansvarlig for husdyrbruget, skal foretage for egen regning, samt opførelse af bebyggelse m.v.
Bemyndigelsesbestemmelsen i § 34 a er bl.a. anvendt til at fastsætte § 42 i bekendtgørelse nr. 443 af 26. april 2023 om godkendelse og tilladelse m.v. af husdyrbrug (herefter husdyrgodkendelsesbekendtgørelsen), hvorefter husdyrbrug ved anvendelse af miljøteknologi m.v., der er optaget på Miljøstyrelsens teknologiliste, og som er optaget i husdyrgodkendelsesbekendtgørelsens bilag 4, skal overholde de krav, der er fastsat i bilaget for den pågældende teknologi eller teknik.
For en nærmere beskrivelse af gældende ret henvises til pkt. 2.2.1. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.
Det foreslås, at der sker en tydeliggørelse af hjemmelsgrundlaget ved at indsætte en ny § 34 b i husdyrbrugloven, hvor det fremgår direkte af lovteksten, at miljøministeren kan fastsætte nærmere regler om teknologier til husdyrproduktion, som har en dokumenteret miljøeffekt.
Den foreslåede ændring indebærer, at ministeren vil kunne fastsætte regler om en række af de forhold af betydning for teknologier til husdyrproduktion, der ikke i dag er reguleret i husdyrgodkendelsesbekendtgørelsen. Bestemmelsen vil bl.a. kunne benyttes til at fastsætte regler om f.eks. hvilke krav, der stilles til indretning og drift af de enkelte teknologier.
Bestemmelsen vil endvidere kunne anvendes til at fastsætte regler om produktkrav og standarder for teknologier til husdyrproduktion, som har en dokumenteret miljøeffekt.
Den foreslåede ændring indebærer endvidere, at ministeren vil kunne fastsætte regler om bl.a. administration af en teknologiordning, herunder godkendelse og optagelse af teknologier, revurdering af allerede godkendte teknologier, tilbagekaldelse af en godkendelse, håndtering ved ny viden samt de nærmere regler for administration af ordningen og krav til den faglige verifikation af teknologier og teknikker m.v.
Den foreslåede ændring medfører endvidere, at ministeren vil kunne fastsætte regler om, hvilke teknologier som anses for at give en nærmere bestemt miljøeffekt.
Det forudsættes, at de nærmere regler for administrationen af en teknologiordning, samt kravene til verifikation af miljøeffekterne, vil kunne fastsættes i bekendtgørelsesform.
Den forudsættes endvidere, at ministeren vil kunne fastsætte regler om henlæggelse af sagsforberedende arbejde, herunder bl.a. vejledning af teknologiproducenter, verifikationen og dokumentation af teknologiernes miljøeffekt, til f.eks. et udvalg, organisation, virksomhed eller lignende.
Til nr. 3
Den gældende § 72, stk. 1, bemyndiger miljøministeren til, at fastsætte regler om gebyrer til hel eller delvis dækning af myndighedernes omkostninger ved administration og tilsyn i forbindelse med loven.
Bestemmelsen er hovedsageligt udnyttet til at udmønte regler i brugerbetalingsbekendtgørelsen, der giver kommunerne mulighed for at opkræve gebyr for godkendelse m.v. og tilsyn efter husdyrbrugloven.
For en nærmere beskrivelse af gældende ret henvises til pkt. 2.3.1. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.
Miljøministeriet vurderer, at hjemlen i § 72, stk. 1 bør tydeliggøres, så det fremgår direkte af lovteksten, at ministeren vil kunne fastsætte regler om gebyrer for administration, herunder bl.a. godkendelse og verifikation, af teknologier, som har en dokumenteret miljøeffekt.
Det følger af den foreslåede ændring af bestemmelsen i § 72, stk. 1, 3. pkt., at miljøministeren vil kunne fastsætte regler om gebyrer til hel eller delvis dækning af myndighedernes omkostninger ved administration og godkendelse af teknologier til husdyrproduktion, som har en dokumenteret miljøeffekt.
Det forudsættes, at bemyndigelsen vil skulle udmøntes i bekendtgørelsesform, hvor de nærmere regler om opkrævning af gebyrer vil kunne fremgå. Forslaget skal derfor ses i sammenhæng med § 34 b, i lovforslagets § 1, nr. 2, hvor miljøministeren bemyndiges til at kunne fastsætte regler om teknologier til husdyrproduktion, som har en dokumenteret miljøeffekt.
Det forudsættes, at det ved eventuelle fremtidige justeringer af gebyrer vil blive sikret, at der er balance mellem indtægter og omkostninger. Miljøministeriet vil i overensstemmelse med Finansministeriets budgetvejledning 2021 afsnit 2.3.1 ”Fastsættelse af taksten for gebyrer” skulle vurdere, om omkostninger skal reduceres, eller om gebyrsatsen skal justeres for at sikre denne balance.