Det fremgår af § 1, stk. 2, i lov om godtgørelse til andenhåndseksponerede asbestofre, at for at opnå godtgørelse efter stk. 1,
skal ansøgeren være diagnosticeret med lungehindekræft (malignt pleura mesotheliom), bughindekræft (malignt mesotheliom i
bughinden) eller testikelhindekræft (malignt mesotheliom i testikelhinden), der er bekræftet ved patologisk undersøgelse af
vævsprøve. Herudover skal ansøgeren have været udsat for indirekte eksponering med asbestfibre, og være eller have været en del af
husstanden til en person, der erhvervsmæssigt har været direkte udsat for asbestfibre. Ansøgeren skal endvidere have haft en
tidsmæssig relevant og tæt kontakt til en person, der erhvervsmæssigt har været direkte eksponeret for asbestfibre, og ikke med
overvejende sandsynlighed have været udsat for anden relevant eksponering, der er årsag til sygdommens opståen, herunder ved egen
direkte erhvervsmæssig eksponering.
Det foreslås, at der i § 1, indsættes et nyt stk. 3, hvoraf fremgår, at ansøgeren, udover i de tilfælde der fremgår af stk. 2,
endvidere kan opnå godtgørelse efter stk. 1, hvis ansøgeren er diagnosticeret med lungehindekræft (malignt pleura mesotheliom),
bughindekræft (malignt mesotheliom i bughinden) eller testikelhindekræft (malignt mesotheliom i testikelhinden), der er bekræftet
ved patologisk undersøgelse af vævsprøve. Ansøgeren skal herudover have været udsat for en industriel smittekilde gennem ikke
erhvervsmæssigt ophold i nærheden af en sådan kilde og ikke med overvejende sandsynlighed have været udsat for anden relevant
eksponering, der er årsag til sygdommens opståen, herunder ved egen direkte erhvervsmæssig eksponering.
Ændringen medfører, at godtgørelsesordningen udvides til at omfatte alle personer, der ikke har været en del af husstanden til en
person, der erhvervsmæssigt har været direkte udsat for asbestfibre. Ansøgeren skal være diagnosticeret med lungehindekræft
(malignt pleura mesotheliom) bughindekræft (malignt mesotheliom i bughinden) eller testikelhindekræft (malignt mesotheliom i
testikelhinden), og ikke selv have været udsat for erhvervsmæssig eksponering, men have været udsat for en industriel smittekilde.
Ansøgeren vil have mulighed for at ansøge om en godtgørelse på 170.000 kr., på lige fod med andre personer, der har udviklet
asbestudløst kræft efter andenhåndseksponering for asbestfibre.
En industriel smittekilde betegner i denne sammenhæng en fabrik eller virksomhed, hvor der har været fremstillet asbestholdige
produkter.
For så vidt angår ophold i nærheden af industriel smittekilde, henvises til, at personer, der ikke er omfattet af den eksisterende
godtgørelsesordning, men hvis arbejdsplads, bolig, dagtilbud eller skole har været beliggende i en radius af 750 meter fra kilden
til eksponering og som derfor har opholdt sig i området, vil være omfattet af begrebet.
Til nr. 2
Det fremgår af lovens § 3, stk. 1, at Styrelsen for Patientsikkerhed modtager, oplyser og afgør sager efter asbestloven. Af § 3,
stk. 2, fremgår, at det alene er den person, som har været indirekte eksponeret for asbestfibre, der kan ansøge om godtgørelse.
Afgår ansøgeren ved døden, efter ansøgningen er modtaget i Styrelsen for Patientsikkerhed, træder eventuelle arveberettigede
efterladte i ansøgerens sted. Af § 3, stk. 3, fremgår, at afgørelser truffet af Styrelsen for Patientsikkerhed efter loven, ikke
kan indbringes for anden administrativ myndighed.
Det foreslås, at i § 3, stk. 1, stk. 2, 2. pkt. og stk. 3, ændres Styrelsen for Patientsikkerhed til Styrelsen for Patientklager.
Der er tale om en følge af, at Styrelsen for Patientklager har overtaget varetagelse af opgaven fra Styrelsen for
Patientsikkerhed.
Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. juli 2021.
Det fremgår af § 5 i asbestloven, at loven ikke gælder for Færøerne og Grønland. Derfor vil denne lov heller ikke gælde for
Færøerne og Grønland, og kan heller ikke sættes i kraft for Færøerne og Grønland.
Gældende
LOV nr 601 af 12/04/2021
Indenrigs- og Sundhedsministeriet
Ændringer:
0
Lov om ændring af lov om godtgørelse til andenhåndseksponerede asbestofre (Udvidelse af godtgørelsesordningen)
I lov nr. 552 af 29. maj 2018 om godtgørelse til andenhåndseksponerede asbestofre foretages følgende ændringer:
1. I § 1, stk. 1, udgår », der er indgivet senest den 31. december 2025,«.
2. I § 1, stk. 2, nr. 1, ændres »lungehindekræft (malignt pleura mesotheliom), bughindekræft (malignt mesotheliom i bughinden) eller testikelhindekræft (malignt mesotheliom i testikelhinden)« til: »malignt mesotheliom«.
3. I § 1 indsættes efter stk. 2 som nyt stykke:
»Stk. 3. Uden for de tilfælde, der fremgår af stk. 2, kan en ansøger opnå godtgørelse efter stk. 1, hvis ansøgeren
er diagnosticeret med malignt mesotheliom, der er bekræftet ved patologisk undersøgelse af vævsprøve,
har været udsat for en industriel smittekilde gennem ikke erhvervsmæssigt ophold i nærheden af en sådan kilde og
ikke med overvejende sandsynlighed har været udsat for anden relevant eksponering, der er årsag til sygdommens opståen, herunder ved egen direkte erhvervsmæssig eksponering.«
Stk. 3 og 4 bliver herefter stk. 4 og 5.
4. I § 1, stk. 3, der bliver stk. 4, ændres »lungehindekræft, bughindekræft eller testikelhindekræft« til: »malignt mesotheliom«.
5. I § 3, stk. 1, stk. 2, 2. pkt., og stk. 3, ændres »Styrelsen for Patientsikkerhed« til: »Styrelsen for Patientklager«.