LOV nr 1594 af 28/12/2022
Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet
Lov om ændring af lov om gasforsyning, lov om Energinet og lov om el-forsyning (Regulering af brint, omorganisering af Energinet, CO2-lagring m.v.) § 6
Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. januar 2023, jf. dog stk. 2 og 3.
Stk. 2. § 1, nr. 16 og 72, træder i kraft den 1. april 2023.
Stk. 3. Klima-, energi- og forsyningsministeren fastsætter tidspunktet for ikrafttrædelsen af § 1, nr. 62.
Stk. 4. Regler fastsat i medfør af § 30 a, stk. 5, § 30 b og § 30 c, stk. 2, i lov om gasforsyning, jf. lovbekendtgørelse nr. 126 af 6. februar 2020, forbliver i kraft, indtil de ophæves eller afløses af nye forskrifter udstedt i medfør af § 30 a, stk. 6 og 7, i lov om gasforsyning, jf. denne lovs § 1, nr. 56.
/ Lars Aagaard
Forarbejder til Lov om ændring af lov om gasforsyning, lov om Energinet og lov om el-forsyning (Regulering af brint, omorganisering af Energinet, CO2-lagring m.v.) § 6
Det foreslås i § 6 stk. 1, at loven skal træde i kraft den 1. januar 2023.
Det foreslås i § 6, stk. 2, at § 1, nr. 11, og § 1, nr. 71 træder i kraft den 1. april 2023.
Det foreslåede vil medføre, at bestemmelserne om ophævelse af definitionen af forsyningspligt, indsættelsen af en ny definitionen af husholdningsforbruger som § 6, nr. 13 i lov om gasforsyning, og indsættelsen af en række forbrugerbestemmelser (§§ 39 a-d i lov om gasforsyning), træder i kraft den 1. april 2023.
Det foreslåede vil således medføre, at bestemmelsernes ikrafttræden vil følge datoen for ikrafttrædelse den 1. april 2023 for den vedtagne ordning om ophævelse af forsyningspligten og indførelsen af en leveringspligt, som vedtaget ved § 1, nr. 13 og 16 og §§ 7 c og 7 d i lov om gasforsyning som affattet ved § 1, nr. 18 og § 1, nr. 26, 56, 80, 88, 90-92, 100 og 105 i lov nr. 923 af 18. maj 2021, hvor dog § 1, nr. 13, 16 og 90 i lov nr. 923 af 18. maj 2021 foreslås ophævet med dette lovforslags § 4, nr. 1-2 og 4.
Det foreslås i § 6, stk. 3, at § 6, nr. 13 i lov om gasforsyning, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 12, træder i kraft den 1. april 2023.
Bestemmelsen vil medføre, at § 6, nr. 13, i lov om gasforsyning, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 12, vil træde i kraft den 1. april 2023.
Det foreslås i § 6, stk. 4 , at klima-, energi- og forsyningsministeren fastsætter tidspunktet for ikrafttræden af § 1, nr. 60 og 61.
Bestemmelsen vil medføre, at klima-, energi- og forsyningsministeren vil fastsætte tidspunktet for ikrafttræden af den foreslåede nyaffattelse af overskriften til kapitel 6 b og foreslåede indsættelse af § 35 k. Det foreslåede vil medføre, at lovforslagets § 1, nr. 60 og 61, vil kunne sættes i kraft samtidig med § 2, nr. 4, i lov nr. 923 af 18. maj 2021.
Det foreslåede vil således medføre, at bestemmelserne om udbud af pristillæg for opgraderet biogas og andre gasser fra vedvarende energikilder i perioden 2022-2030, der er betinget af, at udbuddet godkendes af Europa-Kommissionen, kan fastsættes af ministeren, og indholdsmæssigt vil blive indsat i lov om gasforsyning med korrekt kapitelnummerering. Det foreslåede vil ikke medføre materielle ændringer i forhold til den allerede vedtagne ordning i § 1, nr. 76 og § 2, nr. 4 i lov nr. 923 af 18. maj 2021, hvor dog § 1, nr. 76 i lov nr. 923 af 18. maj 2021 foreslås ophævet med dette lovforslags § 4, nr. 3.
Det foreslås i § 6, stk. 5 , at regler fastsat i medfør af § 30 a, stk. 5, § 30 b og § 30 c, stk. 2, i lov om gasforsyning, jf. lovbekendtgørelse nr. 126 af 6. februar 2020, forbliver i kraft indtil de ophæves eller afløses af nye forskrifter udstedt i medfør af § 30 a, stk. 6 og 7 i lov om gasforsyning som affattet ved denne lovs § 1, nr. 54.
Bekendtgørelse nr. 1460 af 25. juni 2021 om betaling for myndighedsbetaling i Energistyrelsen, er udstedt i bl.a. § 30 a, stk. 5, § 30 b og § 30 c, stk. 2, i lov om gasforsyning.
Bestemmelsen vil medføre, at det sikres at bekendtgørelsen udstedt i medfør af den gældende § 30 a, stk. 5, § 30 b og § 30 c, stk. 2, i lov om gasforsyning, der foreslås ophævet og, for så vidt angår § 30 a, stk. 5, rykker til stk. 7, ikke bortfalder, men er gældende indtil de ophæves eller afløses af forskrifter udstedt i medfør af andre regler.
Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, fordi hovedlovene ikke gælder eller kan sættes i kraft for Færøerne og Grønland.