LOV nr 1594 af 28/12/2022
Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet
Lov om ændring af lov om gasforsyning, lov om Energinet og lov om el-forsyning (Regulering af brint, omorganisering af Energinet, CO2-lagring m.v.) § 4
I lov nr. 923 af 18. maj 2021 om ændring af lov om naturgasforsyning, lov om fremme af vedvarende energi og forskellige andre love (Indpasning af gas fra vedvarende energikilder, udbud af pristillæg for opgraderet biogas og andre gasser fra vedvarende energikilder, udbud af støtte til produktion af brændstoffer eller andre produkter fra elektricitet (power-to-x), justering af den økonomiske regulering af gasdistributionsselskaber og reglerne for gasdetailmarkedet og sidestillelse af regioner med kommuner i forhold til egenproduktion af elektricitet ved selskabsudskillelse m.v.) foretages følgende ændringer:
1. § 1, nr. 13, ophæves.
2. § 1, nr. 76, ophæves
3. § 1, nr. 90, ophæves.
4. § 10, stk. 4, affattes således:
»Stk. 4. Klima-, energi- og forsyningsministeren fastsætter tidspunktet for ikrafttræden af § 1, nr. 66 og 106, og § 8.«
Krydsreferencer
1 love refererer til denne paragraf
| Lov | Paragraffer |
|---|---|
| GasforsyningslovenLBK nr 1286 af 03/11/2025 |
Forarbejder til Lov om ændring af lov om gasforsyning, lov om Energinet og lov om el-forsyning (Regulering af brint, omorganisering af Energinet, CO2-lagring m.v.) § 4
Til nr. 1
Det følger af § 6, i lov om gasforsyning, at loven indeholder en række definitioner. § 6 i lov om gasforsyning er dog samlet nyaffattet med ikrafttrædelse den 1. april 2023, jf. § 1, nr. 13, jf. § 10, stk. 5, i lov nr. 923 af 18. maj 2021, hvilket ikke lovteknisk vil kunne omfatte de foreslåede nye definitioner med nærværende lovforslag, der til dels foreslås ikraftsat den 1. januar 2023.
Det foreslås derfor at § 1, nr. 13, i lov nr. 923 af 18. maj 2021, ophæves.
Det foreslåede vil medføre, at § 1, nr. 13, i lov nr. 923 af 18. maj 2021, ophæves af lovtekniske grunde. For så vidt angår vedtagne definitioner i medfør af lov nr. 923 af 18. maj 2021 til ikrafttrædelse 1. april 2023, foreslås disse indsat med nærværende lovforslag samtidig med nærværende lovforslags forslag om indsættelsen af nye definitioner herudover til ikrafttrædelse den 1. januar 2023, jf. nærværende § 1, nr. 10-15, jf. § 6, stk. 1, 2 og 3.
Til nr. 2
Det følger af den gældende bestemmelse i § 1, nr. 76. i lov nr. 923 af 18. maj 2021, at der efter kapitel 6 b i lov om gasforsyning, indsættes et nyt kapitel 6 c inklusive en ny § 35 k. § 1, nr. 76, i lov nr. 923 af 18. maj 2021, træder i kraft, når klima-, energi- og forsyningsministeren fastsætter ikrafttrædelsestidspunktet, jf. § 10, stk. 6, i lov nr. 923 af 18. maj 2021.
Imidlertid følger dog allerede af gældende ret i lov om gasforsyning, at der findes et kapitel 6 c, hvorfor der vil være tale om en fejl i kapitelnummereringen, når reglerne om pristillæg i henhold til § 1, nr. 76 i lov nr. 923 af 18. maj 2021 bliver sat i kraft.
Det foreslås derfor at § 1, nr. 76, i lov nr. 923 af 18. maj 2021, ophæves.
Det foreslåede vil medføre, at § 1, nr. 76, i lov nr. 923 af 18. maj 2021 ophæves af lovtekniske grunde. For så vidt angår de allerede vedtagne bestemmelser, foreslås disse genindsat med nærværende lovforslag, dog i en kapitelnummerisk korrekt rækkefølge, jf. nærværende lovforslags § 1, nr. 60 og 61, og med ikrafttrædelse når klima-, energi- og forsyningsministeren fastsætter tidspunktet, jf. § 6, stk. 4.
Til nr. 3
Det følger af den gældende bestemmelse i § 1, nr. 90, i lov nr. 923 af 18. maj 2021, at der indsættes en række nye bestemmelser i forbindelse med ophævelse af forsyningspligten og indførslen af en leveringspligt med ikrafttrædelse den 1. april 2023. Imidlertid foreslås med nærværende lovforslag indarbejdet begreberne systemoperatør og transmissionssystemejer, hvilket påvirker udformningen af § 39 b, som affattet ved § 1, nr. 90, i lov nr. 923 af 18. maj 2021.
Det foreslås at § 1, nr. 90, i lov nr. 923 af 18. maj 2021, ophæves.
Det foreslåede vil medføre, at § 1, nr. 90, i lov nr. 923 af 18. maj 2021 ophæves af lovtekniske grunde. For så vidt angår nærværende lovforslags del om indarbejdelse af systemoperatør og transmissionssystemejer, foreslås ordlyden indarbejdet i § 39 b, som affattet ved § 1, nr. 90, i lov nr. 923 af 18. maj 2021, jf. nærværende lovforslags § 1, nr. 71. jf. § 6, stk. 2.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger punkt 3.2 om introduktion af transmissionssystemejer og systemoperatør.
Til nr. 4
Det følger af § 10, stk. 4, i lov nr. 923 af 18. maj 2021, at § 1, nr. 66 og 106, og § 8 vil blive ophævet den 1. januar 2023. Nævnte bestemmelser i § 1, nr. 66 og 106, fastlægger ifølge gasforsyningsloven en pligt for kommunerne til at indberette uddelinger og vederlag ved afståelse af ejerandele i gasselskaber samt bøde for overtrædelse heraf. Bestemmelsen i nævnte § 8 henviser til hjemmelen i lov om kommunal udligning og generelle tilskud til kommuner, hvorefter statens årlige tilskud til kommunerne kan reduceres som fælge af nævnte uddelinger og vederlag.
Det foreslås at affatte § 10, stk. 4, således, at tidspunktet for ikrafttræden af § 1, nr. 66 og 106, og § 8 fastsættes af klima-, energi- og forsyningsministeren.
Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at § 35 og § 49, stk. 1, nr. 5, i lov om gasforsyning, samt § 15, stk. 6, i lov om kommunal udligning og generelle tilskud til kommuner, ikke vil blive ophævet den 1. januar 2023, og at tidspunktet for ophævelse vil blive fastsat af klima-, energi- og forsyningsministeren. De kommuner, der mangler at indberette deres andel i udlodningen fra HMN Gasnet P/S, vil således fortsat være omfattet af § 35 og § 49, stk. 1, nr. 5, i lov om gasforsyning, samt af § 15, stk. 6, i lov om kommunal udligning og generelle tilskud til kommuner.
Det forventes, at klima-, energi- og forsyningsministeren vil fastsætte tidspunktet for ophævelsen af § 35 i lov om gasforsyning, når de tidligere ejerkommuner i HMN Gasnet P/S har indberettet deres modtagne udlodninger fra HMN Gasnet P/S til Forsyningstilsynet. Det forudsættes, at Forsyningstilsynet vil give Energistyrelsen og Indenrigs- og Sundhedsministeriet meddelelse om udlodningerne, når de tidligere ejerkommuner har indberettet dette. Det bemærkes, at den foreslåede bestemmelse i § 44, stk. 2, jf. lovforslagets § 1 nr. 72, hvorefter distributionsselskaberne og handelsselskaberne halvårligt betaler et beløb til Forsyningstilsynet til dækning af Forsyningstilsynets omkostninger til opgaver efter § 35 i lov om gasforsyning, fortsat vil gælde, uanset om ministeren måtte fastsætte tidspunktet for ikrafttrædelsen af § 1, nr. 66 og 106 og § 8. Der vil skulle tages nærmere stilling hertil i forbindelse med klima-, energi- og forsyningsministerens fastsættelse af tidspunktet for ophævelse af § 1, nr. 66 og 106, og § 8.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger i punkt 3.6 om kommunal modregning.