Lov om ændring af lov om gasforsyning, lov om Energinet og lov om anvendelse af Danmarks undergrund (Tilslutningsregler for metan og brint, roller og ansvar i forhold til gasforsyningssikkerhed m.v.)

Kilde

Til nr. 1 (fodnote)

Den gældende fodnote i lov om gasforsyning indeholder en opregning af de direktiver, som loven implementerer.

Det foreslås at nyaffatte fodnoten .

Efter det foreslåede § 1, nr. 1, indsættes en fodnote til lovens titel, hvoraf det fremgår, at loven indeholder bestemmelser, der supplerer dele af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2024/1789 af 13. juni 2024 om de indre markeder for vedvarende gas, naturgas og brint, om ændring af forordning (EU) nr. 1227/2011, (EU) 2017/1938, (EU) 2019/942 og (EU) 2022/869 og afgørelse (EU) 2017/684 og om ophævelse af forordning (EF) nr. 715/2009, EU-Tidende L af 15. juli 2024.

Loven indeholder bestemmelser, der supplerer dele af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1938 af 25. oktober 2017 om foranstaltninger til opretholdelse af gasforsyningssikkerheden og ophævelse af forordning (EU) nr. 994/2010, EU-Tidende L af 28. oktober 2017.

Loven indeholder bestemmelser, der implementerer dele af Europa- Parlamentets og Rådets direktiv (EF) 2009/73 af 13. juli 2009 om fælles regler for det indre marked for naturgas og om ophævelse af direktiv (EF) 2003/55, EU-Tidende 2009, nr. L 211, side 94, som ændret ved direktiv (EU) 2019/692 af 17. april 2019 om ændring af direktiv (EF) 2009/73 om fælles regler for det indre marked for naturgas, EU-Tidende 2019, nr. L 117, side 1.

Loven indeholder bestemmelser, der implementerer dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2018/2001 af 11. december 2018 om fremme af anvendelsen af energi fra vedvarende energikilder (omarbejdning), EU-Tidende 2018, nr. L 328, side 82, dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2023/2413 af 18. oktober 2023 om ændring af direktiv (EU) 2018/2001, forordning (EU) 2018/1999 og direktiv 98/70/EF for så vidt angår fremme af energi fra vedvarende energikilder og om ophævelse af Rådets direktiv (EU) 2015/652, EU-Tidende 2023, L af 31. oktober 2023.

Den foreslåede fodnote vil medføre, at det kommer til at fremgå af loven, at den indeholder bestemmelser, der supplerer elementer i gasforordningen samt præciserer de allerede implementerede bestemmelser i gasdirektivet og VE-direktivet.

I forhold til lovforslagets del om gasforsyningssikkerhed vil det foreslåede om, at ministeren kan pålægge opgaver til flere forskellige aktører, supplere gasforsyningssikkerhedsforordningens artikel 1, som fastsætter, at ansvaret for gasforsyningssikkerhedsansvaret er bredt og påhviler både Europa-Kommissionen, naturgasvirksomheder og medlemsstaterne, navnlig gennem deres kompetente myndigheder. Det foreslåede om, at ministeren kan delegere opgaver til forsyningskritiske gasinfrastrukturselskaber refererer til gasforsyningssikkerhedsforordningens bestemmelse (artikel 3, stk. 2), som fastsætter, at medlemsstaterne kan give den kompetente myndighed mulighed for at uddelegere specifikke opgaver efter forordningen til andre organer. Gasforsyningssikkerhedsforordningens artikel 3, stk. 2, fastsætter dog specifikt om erklæring af kriseniveauer, at hvis den kompetente myndighed uddelegerer opgaven bestående i at erklære et af de i artikel 11, stk. 1, omhandlede kriseniveauer, kan de kun gøre dette til en offentlig myndighed, en transmissionssystemoperatør eller en distributionssystemoperatør.

I forhold til lovforslagets del om certificering vil det foreslåede sikre dansk opfyldelse af et krav i artikel 15, stk. 1, i gasforordningen om, at hver medlemsstat skal sikre, at en ”certificerende myndighed skal certificere nationale naturgaslagersystemoperatører”. Den certificerende myndighed kan være enten den nationale regulerende myndighed, dvs. Forsyningstilsynet i Danmark, eller en anden myndighed, der er udpeget til at være den kompetente myndighed i henhold til artikel 3, stk. 2, i gasforsyningssikkerhedsforordningen. Lovforslaget fastsætter, at Forsyningstilsynet skal være den certificerende myndighed i Danmark, og forslaget henviser i øvrigt til de materielle krav og procedurekrav, som artikel 15 i gasforordningen fastsætter for certificeringen.

I forhold til lovforslagets bestemmelse om adgang til systemet og de kommende tilhørende bekendtgørelser tydeliggør bestemmelsen i to EU-direktiver. Der er tale om regler og definitioner fra det gældende EU-direktiv (EF) 2009/73 om fælles regler for det indre marked for naturgas (gasdirektivet), og EU-direktiv (EU) 2018/2001 om fremme af anvendelsen af energi fra vedvarende energikilder (VEII-direktivet).

Der er tale om implementering af gasdirektivets artikel 32 om tredjeparters ret til adgang, ved at § 18, stk. 1, i lov om gasforsyning foreslås præciseret. Ved præciseringen af § 18, stk. 1, og den foreslåede ophævelse af § 35 a, i lov om gasforsyning, vil der også ske gengennemførelse af artikel 20, stk. 1, i VEII-direktivet om distributions- og transmissionsselskabers forpligtelser til indpasning af vedvarende energi. Endelig vil en udnyttelse af den foreslåede bemyndigelse i § 18 til at fastsætte regler om tilslutning og omkostninger ved bekendtgørelser også indeholde implementering af hele eller dele af de to direktiver. I forhold til lovforslagets § 23 nyaffattes den gældende bestemmelse om tekniske forskrifter i lov om gasforsyning. Der er tale om implementering af artikel 8 i gasdirektivet vedrørende tekniske forskrifter for blandt andet den generelle adgang til infrastrukturen sammenholdt med artikel 20 i VEII-direktivet om samme emne: adgang til den metanbaserede infrastruktur for producenter af vedvarende energi.

Til nr. 2 (§ 6)

Der er ikke en definition af gasforsyningssikkerhed i den gældende lov om gasforsyning.

Efter det foreslåede § 6, nr. 11, defineres gasforsyningssikkerhed som ”sandsynlighed for, at der er den tilstrækkelige mængde gas til rådighed, tilstrækkelig kapacitet og den nødvendige operationelle funktionalitet i gassystemet til at sikre fuld forsyning af alle danske gasforbrugere”.

Til nr. 3 (§ 6)

Der er ikke en definition af ikke-beskyttede gaskunder i lov om gasforsyning.

Efter det foreslåede § 6, nr. 16 , defineres en ikke-beskyttet gaskunde som ”en gasforbruger, som har et gasforbrug over en årligt fastsat tærskelværdi”.

Til nr. 4 (§ 6)

Der er ikke en definition af lagersystemoperatør i lov om gasforsyning. Lov om gasforsyning har en definition af ”lagerselskab”, der er defineret som ”enhver fysisk eller juridisk person, der varetager oplagringsfunktionen”, jf. lovens § 6, stk. 1, nr. 18.

Efter det foreslåede § 6, nr. 21 , defineres lagersystemoperatør som ”enhver fysisk eller juridisk person, der foretager oplagring af metanbaseret gas, og som er ansvarlig for driften af en metanbaseret gaslagerfacilitet. ”

Til nr. 5 (§ 9)

Lov om gasforsyning fastsætter i § 14, stk. 1, nr. 3, at et distributionsselskab skal bistå transmissionsselskaber eller transmissionssystemejer og systemoperatører med opgaver vedrørende forsyningssikkerheden, jf. bestemmelsens henvisning til § 12, stk. 1, nr. 3, der fastsætter, at et transmissionsselskab, transmissionssystemejer eller systemoperatør skal varetage opgaver vedrørende forsyningssikkerheden i Danmark.

Der er ikke bestemmelser om et distributionsselskabs selvstændige opgaver i forhold til gasforsyningssikkerhed. Der er derfor heller ikke bestemmelser om betaling for de omkostninger, som et distributionsselskab måtte få ved at varetage pålagte opgaver i forhold til gasforsyningssikkerhed.

Det fremgår dog af § 9 i lov om gasforsyning, at en række omkostninger til offentlige forpligtelser skal afholdes af alle forbrugere tilsluttet det sammenkoblede system. Det fremgår af lovens § 9, stk. 1, nr. 2, at disse omkostninger omfatter distributionsselskabernes nødvendige omkostninger til dækning af de opgaver, disse er pålagt efter bestemmelserne i § 11, stk. 3, og § 14, stk. 1, nr. 6, samt pålagte opgaver vedrørende gassikkerhed.

I forhold til transmission fastsætter lov om gasforsyning i § 9, stk. 1, nr. 1, at transmissionsselskabernes eller transmissionssystemejernes og systemoperatørernes nødvendige omkostninger til dækning af de opgaver, disse er pålagt efter en række bestemmelser, herunder ovennævnte § 12, stk. 1, nr. 3, om ”opgaver vedrørende forsyningssikkerheden i Danmark” samt ”pålagte opgaver vedrørende gassikkerheden”, skal afholdes af alle forbrugere, som er tilsluttet det sammenkoblede gassystem.

Efter det foreslåede til § 9, stk. 1, nr. 2 , ændres ”gassikkerhed” til ”gassikkerhed og gasforsyningssikkerhed”.

Den foreslåede tilføjelse til § 9, stk. 1, nr. 2, vil medføre, at det kommer til at fremgå af lov om gasforsyning, at de forbrugere, som er koblet på gassystemet, også vil skulle betale for de opgaver inden for gasforsyningssikkerhed, som distributionsselskaber måtte blive pålagt at udføre.

Der tænkes på særskilte og klart identificerbare omkostninger, som distributionsselskaber måtte få ved at blive pålagt at udføre konkrete offentlige serviceforpligtelser som led i sikring af gasforsyningssikkerheden. Dette skal ses i lyset af, at det er distributionsselskaberne – i praksis Evida – som i fremtiden forventeligt kommer til at stå for transporten og fordelingen af langt størstedelen af den opgraderede biogas (eller brint), som Danmark producerer og forbruger, og som derfor kommer til at udgøre et væsentligt bidrag til gasforsyningssikkerheden i fremtiden.

Den foreslåede tilføjelse til § 9, stk. 1, nr. 2, vil dermed sidestille distributionsselskaber med transmissionsselskaber og systemoperatører i forhold til, hvorledes selskaberne skal have dækket deres evt. omkostninger til opgaver inden for gasforsyningssikkerhed som en offentlig serviceforpligtelse.

Det skal nævnes, at Energinet som udøver af systemansvarlig virksomhed også i fremtiden forventes at være den aktør, der vil have ansvaret (og dermed omkostningerne) for at stå for indkøb af de ydelser til nødforsyning, som Energistyrelsen vurderer er nødvendige for at sikre, at de danske gaskunder kan få dækket deres gasforbrug i en nødsituation i overensstemmelser med nationale strategier for nødforsyning og de obligatoriske standarder for beskyttelse, som gasforsyningssikkerhedsforordningen fastsætter.

Til nr. 6 (§ 10 d)

Lov om gasforsyning har ikke bestemmelser om certificering af lagersystemoperatører.

Gasforordningens artikel 15 fastsætter krav om, at nationale naturgaslagersystemoperatører skal certificeres. Artikel 15 blev tilføjet gasforordningen ved lagerforordningen fra juni 2022.

Det fremgår af artikel 15, stk. 1, i gasforordningen, at hver medlemsstat skal udpege ”en certificerende myndighed”, som skal have ansvaret for at certificere nationale naturgaslagersystemoperatører.

Det fremgår endvidere af artikel 15, stk. 1, at den certificerende myndighed kan være den nationale regulerende myndighed eller en anden kompetent myndighed udpeget af den pågældende medlemsstat i henhold til artikel 3, stk. 2, i gasforsyningssikkerhedsforordningen. I Danmark er Forsyningstilsynet udpeget til at være den nationale regulerende myndighed i medfør af gasdirektivet fra 2009, og Energistyrelsen er udpeget til at være den kompetente danske myndighed for opgaver efter gasforsyningssikkerhedsforordningen.

Efter det foreslåede § 10 d, stk. 1 , er Forsyningstilsynet den certificerende myndighed for lagersystemoperatører i Danmark.

Det foreslåede vil medføre, at det kommer til at fremgå af lov om gasforsyning, at Forsyningstilsynet vil være den myndighed, som har ansvaret for at certificere (eller recertificere) nationale lagersystemoperatører. Dermed vil det blive fastsat ved lov, at Forsyningstilsynet vil være den kompetente myndighed for certificering af lagersystemoperatører i Danmark, og det foreslåede vil skabe parallelitet med reglerne om transmission i lov om gasforsyning, hvor Forsyningstilsynet allerede er den kompetente myndighed for certificering af gastransmissionssystemoperatører, jf. lovens § 10 c. At opgaven bliver placeret hos tilsynet i henhold til lov vil også give transparens og klarhed i forbindelse med evt. fremtidig tildeling af ressourcer til certificeringsopgaven.

Efter det foreslåede § 10 d, stk. 2 , certificerer Forsyningstilsynet lagersystemoperatører i henhold til de procedurer og krav til certificering af lagersystemoperatører, som er fastsat i artikel 15 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning om de indre markeder for vedvarende gas, naturgas og brint.

Det foreslåede vil medføre, at Forsyningstilsynet vil skulle anvende de materielle krav til certificering af lagersystemoperatører, som fremgår af artikel 15 i gasforordningen. Der henvises til omtalen af disse krav i pkt. 2.5.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Efter det foreslåede § 10 d, stk. 3 , fremsender Forsyningstilsynet kopi af afgørelser om certificering til klima-, energi- og forsyningsministeren og orienterer løbende klima-, energi- og forsyningsministeren om forhold af betydning for certificeringen.

Det foreslåede vil medføre, at ministeren vil blive fuldt orienteret om forhold, der vedrører certificering. Underjordiske gaslagre er meget vigtige for både den europæiske og nationale gasforsyningssikkerhed, og en væsentlig årsag til kravet om certificering er, at ejerskab til lagre ikke må bringe gasforsyningssikkerheden eller andre sikkerhedsinteresser i fare. Som ansvarlig for gasforsyningssikkerheden vil ministeren efter det foreslåede kunne følge processen, og vil blive orienteret om alle væsentlige forhold, herunder knaster, vedr. certificering af lagersystemoperatører.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.5. i lovforslagets almindelige bemærkninger om certificering af lagersystemoperatører.

Til nr. 7 (§ 12)

Det fremgår af § 12, stk. 1, nr. 1, i lov om gasforsyning, at et transmissionsselskab, en transmissionssystemejer og en systemoperatør i fornødent omfang skal tilslutte anlæg til opgradering af biogas (opgraderingsanlæg), jf. § 35 a, stk. 1 og 2, og distributionssystemer og forbrugere.

§ 12, stk. 1, i lov om gasforsyning, indeholder regler om transmissionsselskabers, en transmissionssystemejers og en systemoperatørs eksplicitte forpligtelse til tilslutning af udvalgte systembrugere. Dog uden, at der er tale om en begrænsning i forhold til at tilslutte enhver (systembruger), der mod betaling skal have adgang til systemet, jf. § 18, stk. 1, i lov om gasforsyning. For en nærmere beskrivelse af gældende ret henvises til pkt. 2.1. - 2.2. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

Det fremgår af § 18, stk. 1, i lov om gasforsyning, at enhver har ret til mod betaling at få adgang til systemet og, hvis det er teknisk eller økonomisk nødvendigt for at yde effektiv systemadgang, lagre, linepack og andre hjælpefunktioner, jf. dog stk. 3.

§ 18, stk. 1, i lov om gasforsyning indeholder regler om generel ret til tredjepartsadgang til både det metanbaserede og brintbaserede gassystem. For en nærmere beskrivelse af gældende ret henvises til pkt. 2.1. - 2.2. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

Efter det foreslåede til § 12, stk. 1, nr. 1 , i lov om gasforsyning, ændres sætningen »anlæg til opgradering af biogas (opgraderingsanlæg)« til »systembrugere«, og henvisningen til »§ 35 a, stk. 1 og 2« ændres til en henvisning til »§ 18, stk. 1-3«, og sætningen »distributionssystemer og forbrugere« ændres til »og andre gasselskaber«.

Formålet med ændringen er regelforenkling, at undgå unødig tvivl om forpligtelserne til at tilslutte, og at sikre en retvisende henvisning i § 12, stk. 1, nr. 1, i lov om gasforsyning.

Den foreslåede ændring af sætningen om anlæg til opgradering af biogas til det mere generelle begreb systembrugere, vil medføre, at forpligtelsen for transmissionsselskaber i første omgang bedre afspejler den generelle ret for tredjeparter til at få adgang efter § 18, i lov om gasforsyning. Herudover vil ændringen medføre, at reguleringen ikke eksplicit fremhæver én type tredjepart (opgraderingsanlæg for biogas), men helt generelt fastsætter, at transmissionsselskaber skal tilbyde adgang til alle former for tredjeparter. Det foreslåede vil ikke medføre materielle ændringer, da ekspliciteringen af transmissionsselskabers forpligtelse til at tilslutte udvalgte systembrugere ikke har skullet betyde, at der ikke har været adgang for andre systembrugere end de eksplicit omtalte.

Den foreslåede ændring af henvisningen til retten til adgang for opgraderingsanlæg for biogas i § 35 a, stk. 1 og 2, til i stedet en henvisning til den generelle ret til tredjepartsadgang efter § 18, stk. 1-3, vil medføre, at henvisningen i § 12 følger lovforslagets model omkring at sikre en generel, universel tredjepartsadgang frem for særregler om enkelte typer af systembrugere. Det foreslåede vil ikke medføre materielle ændringer.

Den foreslåede ændring af sætningen om transmissionsselskabers ekspliciterede forpligtelse til at tilslutte udvalgte systembrugere, vil medføre, at § 12, stk. 1, nr. 1, på dette punkt mere hensigtsmæssigt følger lovens metodik.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.1. - 2.2. i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 8 (§ 12 a)

Det fremgår af § 12 a, stk. 3, i lov om gasforsyning, at den, der varetager systemansvarlig virksomhed, kan ud over det, der er nævnt i stk. 1 og 2, hvis det er nødvendigt og rimeligt, varetage den overordnede sammenhængende og helhedsorienterede koordinering for systemet, herunder opgaver på vegne af en eller flere juridiske personer efter § 10 a, § 15 a, stk. 1, § 20, stk. 1, § 35 a, stk. 2, og § 36 a, stk. 1.

§ 12 a, stk. 3, i lov om gasforsyning indeholder regler om den, der varetager systemansvarlig virksomheds eventuelle forpligtelser til at løse faktiske opgaver på vegne af det danske metanbaserede eller brintbaserede gasmarked, når eller hvis der eksempelvis opstår uoverkommelige udfordringer med interoperabiliteten eller uoverstigelige uoverensstemmelser i forhold til eksempelvis vilkår og betingelser for brug af infrastrukturen i Danmark. Ifølge bemærkningerne til pkt. 3.1.3.1., er bemyndigelsen en mulighed for, at klima-, energi- og forsyningsministeren kan varetage opgaver på tværs af gassystemet og på vegne af andre infrastrukturselskaber ved at fastsætte regler om at samle opgavevaretagelsen hos den systemansvarlige juridiske person for en række forhold, som principielt i dag skal varetages af det enkelte infrastrukturselskab selv, jf. Folketingstidende 2020-21 (2. samling), tillæg A, L171 som fremsat, side 20-21.

Efter det forslåede til § 12 a, stk. 3 , i lov om gasforsyning, ændres henvisningen til »§ 20, stk. 1, § 35 a, stk. 2« til en henvisning til »§ 18, stk. 1-3, § 20, stk. 1«.

Formålet med ændringen er at sikre en retvisende henvisning i § 12 a, stk. 3, i lov om gasforsyning, når eller hvis lovforslagets ændrede model for sikring af tredjepartsadgang gennemføres.

Det foreslåede vil medføre, at der fremadrettet henvises til de generelle regler om tredjepartsadgang for alle systembrugere i henhold til reglerne i § 18, stk. 1-3, i lov om gasforsyning, frem for den særlige tredjepartsadgang for opgraderingsanlæg for biogas i henhold til § 35 a, stk. 2, i lov om gasforsyning.

Det foreslåede vil ikke medføre materielle ændringer, da tredjepartsadgangen indholdsmæssigt fortsat sikres også for opgraderingsanlæg for biogas ligesom for alle andre systembrugere med ophæng i reglerne i § 18, stk. 1-3, i lov om gasforsyning.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.1. - 2.2. i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 9 (§ 14)

Det fremgår af § 14, stk. 1, nr. 1, i lov om gasforsyning, at et distributionsselskab i fornødent omfang skal tilslutte anlæg til opgradering af biogas (opgraderingsanlæg), jf. § 35 a, stk. 1, og forbrugere.

§ 14, stk. 1, indebærer, at distributionsselskaber er forpligtet til at tilslutte udvalgte systembrugere. Tilslutningen er dog betinget af, at enhver (systembruger) skal betale for at få adgang til systemet, jf. § 18, stk. 1, i lov om gasforsyning. For en nærmere beskrivelse af gældende ret henvises til pkt. 2.1.- 2.2. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

Det fremgår af § 18, stk. 1, i lov om gasforsyning, at enhver har ret til mod betaling at få adgang til systemet og, hvis det er teknisk eller økonomisk nødvendigt for at yde effektiv systemadgang, lagre, linepack og andre hjælpefunktioner, jf. dog stk. 3.

§ 18, stk. 1, i lov om gasforsyning indebærer, at der er generel ret til tredjepartsadgang til både det metanbaserede og brintbaserede gassystem. For en nærmere beskrivelse af gældende ret henvises til pkt. 2.1. - 2.2. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

Efter det foreslåede til § 14, stk. 1, nr. 1 , i lov om gasforsyning, ændres sætningen »anlæg til opgradering af biogas (opgraderingsanlæg) til »systembrugere«, og henvisningen til »§ 35 a, stk. 1 og 2« ændres til en henvisning til »§ 18, stk. 1-3«, samt sætningen »og forbrugere« udgår.

Formålet med ændringen er at undgå unødig tvivl om forpligtelserne til at tilslutte, og at sikre en retvisende henvisning i § 14, stk. 1, nr. 1, i lov om gasforsyning, når lovforslagets ændrede model for sikring af tredjepartsadgang gennemføres.

Den foreslåede ændring af henvisningen til retten til adgang for opgraderingsanlæg for biogas i § 35 a, stk. 1 og 2, til i stedet en henvisning til den generelle ret til tredjepartsadgang efter § 18, stk. 1-3, vil medføre, at henvisningen i § 14 følger lovforslagets model omkring at sikre en generel, universel tredjepartsadgang frem for særregler om enkelte typer af systembrugere. Det foreslåede vil ikke medføre materielle ændringer, da henvisningerne i bestemmelsen fremadrettet mere retvisende vil følge lovens metodik med en generel tredjepartsadgang for alle systembrugere.

Den foreslåede ændring af sætningen om distributionsselskabers ekspliciterede forpligtelse til at tilslutte udvalgte systembrugere, vil medføre, at § 14, stk. 1, nr. 1, på dette punkt mere hensigtsmæssigt vil følge lovens metodik.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.1. - 2.2. i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 10 (§ 18)

Det fremgår af § 18, stk. 1, i lov om gasforsyning, at enhver har ret til mod betaling at få adgang til systemet og, hvis det er teknisk eller økonomisk nødvendigt for at yde effektiv systemadgang, lagre, linepack og andre hjælpefunktioner, jf. dog stk. 3.

§ 18, stk. 1, i lov om gasforsyning indebærer, at der som udgangspunkt er generel ret til tredjepartsadgang til både det metanbaserede og brintbaserede gassystem. For en nærmere beskrivelse af gældende ret henvises til pkt. 2.1. - 2.2. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

Efter det foreslåede til § 18, stk. 1 , i lov om gasforsyning, ændres ordet »enhver« til »systembrugere«.

Formålet med ændringen er dels at præcisere lovens generelle regler om tredjepartsadgang og dels at sikre en mere hensigtsmæssig anvendelse af begreber inden for lovens systematik.

Det foreslåede vil medføre, at ordlyden af den generelle, universelle tredjepartsadgang ændres fremadrettet til lovens almindelige terminologiske systematik. Det foreslåede vil ikke medføre materielle ændringer, da enhver og systembruger materielt omfatter den eller de samme grupper af brugere. Det foreslåede vil dermed også medføre, at det i forbindelse med den sproglige systematisering præciseres, at tredjepartsadgangen gælder for alle brugere af det danske metanbaserede eller brintbaserede gassystem. Bestemmelsen i § 18 indebærer stadig, at der vil være adgang til systemet for enhver systembruger, der lever op til betingelserne for at kunne være systembruger i gassystemet.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.1. - 2.2. i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Efter det foreslåede til § 18, stk. 1 , i lov om gasforsyning, ændres »jf. dog stk. 3« til: »jf. dog stk. 3-5, og regler udstedt i medfør af stk. 6«.

Formålet med den foreslåede ændring er at præcisere, at der er adgang til systemet, men at adgangen kan nægtes, jf. stk. 3. Afslaget på anmodningen om adgang skal være begrundet, jf. stk. 4, og kan påklages til Forsyningstilsynet, jf. stk. 5. Adgangen til systemet kan også begrænses af regler, som ministeren kan fastsætte, jf. den nye bemyndigelse i stk. 6.

Ændringen af henvisningen vil bl.a. medføre, at adgangen til systemet kan betinges af, at der vil blive truffet en forvaltningsretlig afgørelse om afslag på anmodningen om adgang til systemet, som vil skulle være saglig begrundet efter stk. 4, og som vil kunne påklages til Forsyningstilsynet, som evt. vil kunne omstøde en afgørelse om afslag. Adgangen til systemet vil også kunne betinges af yderligere regler, som ministeren vil kunne fastsætte efter det foreslåede stk. 6.

Til nr. 11 (§ 18)

Det fremgår af § 18, stk. 3, nr. 2, i lov om gasforsyning, at transmissionsselskaber, transmissionssystemejere, systemoperatører og distributions-, lager- og LNG-selskaber kan nægte adgang til systemet i henhold til stk. 1, hvis adgang til systemet ville hindre dem i at opfylde de forpligtelser, som de er pålagt i § 12, stk. 1, nr. 2, 3 og 6.

Efter det foreslåede til § 18, stk. 3, nr. 2 , i lov om gasforsyning, ændres »som de er pålagt i § 12, stk. 1, nr. 2, 3 og 6,« til »som de er pålagt i § 12, stk. 1, nr. 2, 3 og 6 og § 14, stk. 1, nr. 2, 3 og 6,«. Forslaget vil herefter tilføje en henvisning til § 14, stk. 1, nr. 2, 3 og 6, som regulerer distributionsselskabernes forpligtelser, herunder at distributionsselskaber i fornødent omfang skal tilslutte biogasopgraderingsanlæg og forbrugere, sikre og måle kvaliteten af den gas, der leveres til og fra distributionssystemet i det område, hvor selskabet varetager distributionsvirksomhed, bistå med opgaver vedrørende forsyningssikkerheden og sikre den sikkerhedsmæssigt forsvarlige fysiske balance i selskabets distributionssystem.

Formålet med ændringen er at præcisere, at det ikke alene er transmissionsselskaber, men også distributionsselskaber, som kan nægte adgang til systemet, hvis en evt. adgang vil hindre dem i at opfylde deres forpligtelse, som er fastsat i § 14, stk. 1, nr. 2, 3 og 6. Dette svarer til transmissionsselskabernes forpligtelser, som er fastsat i § 12, stk. 1, nr. 2, 3 og 6.

Til nr. 12 (§ 18)

Det fremgår af § 18, stk. 1, i lov om gasforsyning, at enhver har ret til mod betaling at få adgang til systemet og, hvis det er teknisk eller økonomisk nødvendigt for at yde effektiv systemadgang, lagre, linepack og andre hjælpefunktioner, jf. dog stk. 3.

Det fremgår af § 35 a, stk. 1, i lov om gasforsyning, at i områder, som er forsynet fra det sammenkoblede system, skal distributions- og transmissionsselskaber eller transmissionssystemejere og systemoperatører efter anmodning fra ejeren af opgraderingsanlægget tilslutte anlæg til opgradering af biogas til behørig kvalitet (opgraderingsanlæg) til distributionssystemerne eller transmissionssystemet.

Både § 18, stk. 1, og § 35 a, stk. 1, i lov om gasforsyning indeholder regler om ret til tredjepartsadgang. § 35 a regulerer udelukkende anmodninger om adgang fra opgraderingsanlæg (anlæg som opgraderer biogas), hvorimod § 18 fastsætter en generel adgang for enhver systembruger, som anmoder om adgang mod betaling og kan opfylde betingelser i stk. 3. For en nærmere beskrivelse af gældende ret henvises til pkt. 2.1. - 2.2. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

Der findes ikke nogen bemyndigelse til klima-, energi- og forsyningsministeren til at fastsætte generelle regler om tredjeparters adgang efter bestemmelserne i § 18 i lov om gasforsyning.

Det fremgår dog af § 35 a, stk. 7, i lov om gasforsyning, at klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte nærmere regler om et opgraderingsanlægs tilslutning til distributionssystemerne eller transmissionssystemet, herunder nærmere regler om fordelingen af omkostninger ved tilslutning og ved at være tilsluttet distributionssystemerne eller transmissionssystemet mellem ejeren af opgraderingsanlægget og distributions- eller transmissionsselskabet eller transmissionssystemejeren og systemoperatøren. Bemyndigelsen er ikke blevet udnyttet. Det bemærkes, at rækkevidden af bemyndigelsen er begrænset i relation til forhold, som alene tilfalder den uafhængige regulator at regulere – Forsyningstilsynet.

Efter det foreslåede § 18, stk. 6 , i lov om gasforsyning, bemyndiges klima-, energi- og forsyningsministeren til at fastsætte regler om tilslutningsanlæg, herunder ejerskab, etablering og drift af tilslutningsanlæg, samt forhold omfattet af stk. 1-5, herunder omkostningsfordelingen mellem system- brugere og infrastrukturselskaber, om nægtelse af adgang, om infrastrukturselskabernes behandling af anmodninger og Forsyningstilsynets behandling af klager over afslag. Ved in- frastrukturselskaberne forstås transmissionsselskaber, trans- missionssystemejere, systemoperatører og distributionsselskaber.

Formålet med bestemmelsen er overordnet at sikre en bemyndigelse til klima-, energi- og forsyningsministeren til at fastsætte detailregler ved bekendtgørelse om tredjepartsadgang i form af tilslutning af systembrugere til det metanbaserede og brintbaserede gassystem. Det foreslåede har dermed til formål at beholde den gældende bemyndigelse i § 35 a, stk. 7, i lov om gasforsyning, da bestemmelsen i øvrigt foreslås ophævet, men også at sikre en bredere bemyndigelse på netop andre og flere forhold end efter § 35 a, stk. 7, i lov om gasforsyning.

Brintmarkedet og etablering af tilslutningsanlæg, som forbinder systembruger med det sammenhængende gassystem, er under udvikling. Der kan opstå særlige økonomiske og tekniske forhold, der skal tages hensyn til. En bred bemyndigelse skal derfor sikre, at der hurtigt og smidigt kan foretages nødvendige løbende ændringer og justeringer af reguleringen i bekendtgørelser. Den foreslåede bestemmelse vil således udgøre en bred bemyndigelse til ministeren til at regulere alle forhold vedrørende tilslutningsanlæg, herunder modellen vedr. ejerskab, etablering og drift af tilslutningsanlæg, og aftaler om kapacitetsudnyttelse i sådanne anlæg m.v.

Den foreslåede bestemmelse i § 18, stk. 6, i lov om gasforsyning, vil medføre, at klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte regler om tilslutningsanlæg, definere hvad tilslutningsanlæg er, og at der ikke er adgang til tilslutningsanlæg. Der kan fastsættes regler om ejerskab, etablering og drift af tilslutningsanlæg. Ved tilslutningsanlæg vil der skulle forstås rør og nødvendige tekniske anlæg, der etableres og drives af juridiske personer med henblik på at tilslutte en systembruger til det sammenhængende gassystem. Dermed består tilslutningsanlæg principielt af samme tekniske delkomponenter som enhver anden form for rørført energitransportsystem. I forhold til lov om gasforsynings kerneregulering, monopolinfrastrukturen med tredjepartsadgang, vil det foreslåede dog netop optræde som noget andet end det almindelige monopolregulerede system, fordi der ikke er tredjepartsadgang til anlæggene. Det vil også med det foreslåede være irrelevant til hvilken type infrastruktur, der sker tilslutning: transmission, distribution, lager- eller LNG- faciliteter. Tilslutningsanlæggets udstrækning hører op ved tilslutningspunktet med et sammenkoblet gassystem, jf. § 6, nr. 26. Fra tilslutningspunktet vil rørene og de tekniske nødvendige anlæg i stedet blive klassificeret som almindelig distributions-, transmissions-, lager- eller LNG-infrastruktur. Dermed vil en forudsætning være, at et tilslutningsanlæg vil være dimensioneret til at servicere én systembruger. Der bør derfor netop ikke kunne opstå ret til tredjepartsadgang som følge af eksempelvis uudnyttet kapacitet, jf. § 18, stk. 1, jf. § 18, stk. 3, nr. 1.

Det foreslåede vil også medføre, at etablering og drift af tilslutningsanlæg vil kunne foretages for systembrugerens regning. Dette vil indebære, at det er systembrugeren, som dækker omkostningerne knyttet til tilslutningsanlægs etablering og drift.

Den foreslåede bestemmelse i § 18, stk. 6, i lov om gasforsyning, vil medføre, at klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte regler om omkostningsfordelingen mellem systembrugere og infrastrukturselskaber i relation til adgangen mod betaling efter § 18, stk. 1, men dog ikke tariffer som omfattet af kravet om metodegodkendelse efter §§ 20, 20 a, 23 og 36 a. Det betyder eksempelvis, at ministeren vil blive bemyndiget til at fastsætte regler for, hvordan tilslutningspunktet vælges mellem én type af systembrugere og systemet. Det vil eksempelvis gælde for opgraderingsanlæg for biogas i relation til det metanbaserede gassystem, eller for elektrolyseanlæg i relation til det brintbaserede gassystem. Endvidere vil bemyndigelsen kunne anvendes til at differentiere mellem grupper af systembrugere relativt til, hvor omkostningstung en gruppe af systembrugere er. Herved vil der navnlig være tale om mulighed for differentierede regler, henholdsvis tredjepartsadgang på havet og tredjepartsadgang på land, under iagttagelse af lovens og EU-rettens generelle regler om ligebehandling og gennemsigtighed. Tredjepartsadgang på havet vil alt andet lige altid være mere omkostningstungt end på land som følge af de sværere operationelle forhold og de højere risicibetonede anlægsinvesteringer. Det vil således først og fremmest være en forudsætning for udnyttelsen af bemyndigelsen, at de administrative regler for omkostningsfordeling vil være ligebehandlende, gennemsigtige og ikkediskriminerende. Samtidig vil det dog også være forventeligt, at bemyndigelsen udnyttes til at sikre, at begrebet ligebehandling ikke misforstås til at opfatte det således, at de faktiske omkostninger vil skulle være de samme for tredjepartsadgang på havet som på land. Dertil ville ligebehandlingshensynet blive trukket for langt. Der vil dog fortsat altid, inden for en undergruppe af systembrugere som eksempelvis producenter af opgraderet biogas, skulle være tale om regler, der er ligebehandlende, gennemsigtige og ikkediskriminerende.

Den foreslåede bemyndigelse vil også medføre, at klima-, energi- og forsyningsministeren vil kunne fastsætte regler om nægtelse af adgang til gassystemet. Den foreslåede bemyndigelse vil således kunne supplere eksempelvis kriteriet i § 18, stk. 3, nr. 1, om manglende fornøden kapacitet, og hvad der nærmere vil ligge heri. Det bemærkes i den forbindelse, at den foreslåede bemyndigelse netop vil kunne udnyttes til at fastsætte regler om, hvordan spørgsmålet om tilgængelig kapacitet skal forstås i relation til tredjepartsadgangen. Energistyrelsens fortolkning af de særlige regler om adgang for opgraderingsanlæg for biogas i § 35 a, har været fortolket som, hvor meget teknisk kapacitet, der er til rådighed i de enkelte distributionssystemer og transmissionssystemet relativt til perioden. Spørgsmålet om tilgængelig kapacitet vil altid være relevant. Den foreslåede bemyndigelse vil ikke ændre på det materielle indhold for så vidt angår opgraderingsanlæg for biogas’ tredjepartsadgang, men vil give mulighed for at fastsætte regler, som vil kunne variere fra undergruppe til undergruppe af systembrugere, afhængigt af om der er tale om tredjepartsadgang til det metanbaserede gassystem eller det brintbaserede gassystem.

Den foreslåede bemyndigelse vil også medføre, at klima-, energi- og forsyningsministeren vil kunne fastsætte regler om behandlingen af anmodninger om tredjepartsadgang, herunder infrastrukturselskabernes beføjelser og forpligtelser i relation til valg af tilslutningspunkt. Det foreslåede vil således fortsat kunne udnyttes til at fastsætte regler om, at infrastrukturselskaberne vil være underlagt forvaltningsloven for så vidt angår både deres afgørelse om tilslutningspunktet, men også tilfælde af nægtelse af anmodningen om tredjepartsadgang. Det forventes dermed, at bemyndigelsen vil kunne udnyttes til at fastsætte regler om, at infrastrukturselskaberne, ligesom ved de hidtidige regler om opgraderingsanlæg for biogas, vil skulle agere på tilsvarende vis som en myndighed i deres møde med tredjeparterne. Dette vil stille krav til infrastrukturselskaberne ved, at de vil skulle træffe afgørelse om tilslutningspunkt ud fra objektive, gennemsigtige og ikkediskriminerende kriterier. Men også at de skal følge forvaltningsloven i behandlingen af anmodninger om tredjepartsadgang, samt at denne del af deres forretningsområde også vil være underlagt reglerne om offentlighed i forvaltningen. Ved udnyttelse af bemyndigelsen på dette punkt vil det med andre ord stille krav til infrastrukturselskaberne ved, at de på trods af deres selskabsretlige natur som naturligt monopol, vil få til opgave at sikre objektivitet, gennemsigtighed og ikke-diskrimination blandt andet i forbindelse med tilslutninger af systembrugere til det metanbaserede og brintbaserede gassystem. Det sikres bedst ved krav om afgørelsesvirksomhed for infrastrukturselskaberne. Det vil sige, at processen for tilslutningerne sidestilles med kravene for en offentlig myndighed, svarende til den offentligretlige administration af en afgørelseskompetence. Denne konkrete bemyndigelse til at delegere afgørelsesvirksomhed til private (infrastrukturselskaberne) vil ikke automatisk påvirke det resterende forretningsområde hos infrastrukturselskaberne.

Den foreslåede bemyndigelse vil også medføre, at klima-, energi og forsyningsministeren vil kunne fastsætte regler om Forsyningstilsynets behandling af klager over afslag på tredjepartsadgang. Forsyningstilsynet, der efter det foreslåede vil være klagemyndighed for infrastrukturselskabernes afgørelser, vil skulle sikre retsstillingen og retssikkerheden for de systembrugere, som ønsker tredjepartsadgang. Dermed vil den foreslåede bemyndigelse supplere den gældende generelle bemyndigelse i forhold til at fastsætte regler om Forsyningstilsynets opgaver i lovens § 41 a, stk. 1 og 2.

Til nr. 13 (§ 20, § 36 a, § 38)

§ 20, stk. 1 indeholder regler om, at transmissionssystemer, distributionssystemer og LNG-faciliteter er underlagt den såkaldte regulerede adgang.

Det fremgår af § 20, stk. 1, 1. pkt., i lov om gasforsyning, at priser og betingelser for benyttelse af transmissionssystemer og distributionssystemer samt LNG-faciliteter efter § 18, der udbydes af transmissionsselskabet, transmissionssystemejeren, systemoperatøren og distributions- og LNG-selskabet, fastsættes af transmissions-, distributions-, eller LNG-selskabet, jf. kapitel 7.

Det fremgår af § 36 a, stk. 1, i lov om gasforsyning, at priser og betingelser for anvendelse af transmissionssystemer og distributionssystemer samt LNG-faciliteter fastsættes af transmissionsselskaber, transmissionssystemejere, systemoperatører og distributions- og LNG-selskaber efter offentliggjorte metoder, som er godkendt af Forsyningstilsynet.

§ 36 a, stk. 1 indeholder regler om, at transmissionsselskaber, transmissionssystemejere, systemoperatører og distributions- og LNG-selskaber fastsætter deres tariffer efter offentliggjorte og godkendte metoder.

Det fremgår af § 38, stk. 1, i lov om gasforsyning, at priser og betingelser for ydelser fra transmissionsselskaber, transmissionssystemejere, systemoperatører og LNG-selskaber skal fastsættes således, at der ikke diskrimineres mellem systembrugere.

§ 38, stk. 1 indeholder regler om, at transmissionsselskaber, transmissionssystemejere, systemoperatører og LNG-selskaber ikke må diskriminere mellem systembrugere.

Efter det foreslåede til § 20, stk. 1.

1. pkt ., § 36 a, stk. 1 , og § 38, stk. 1 , i lov om gasforsyning, indsættes »vilkår« efter »priser«.

Formålet med ændringen er at sikre en mere ensartet omtale af de kontraktuelle forhold, der indgår i aftalerne mellem infrastrukturselskab og systembruger i forbindelse med adgangen. Der er i lov om gasforsyning konstateret en uregelmæssighed i forhold til denne omtale, hvor det under tiden omtales som betingelser eller vilkår.

Det foreslåede vil medføre, at der i § 20, stk. 1. 1. pkt., § 36 a, stk. 1, og § 38, stk. 1 fremadrettet vil være en eksplicitering af, at en del af adgangen til systemet vedrører, en række kontraktuelle vilkår og betingelser. Det foreslåede vil ikke medføre materielle ændringer, da der er tale om en sproglig præcisering ved, at der hidtil ved betingelser, indholdsmæssigt har skullet forstås kontraktuelle vilkår og betingelser. Det foreslåede vil ikke medføre ændringer i forhold til måden de kontraktuelle vilkår og betingelser frembringes, godkendes og offentliggøres på. Infrastrukturselskaberne vil således fortsat i dialog med markedet udarbejde betingelserne og vilkårene, ligesom Forsyningstilsynet fortsat vil skulle godkende de pågældende vilkår og betingelser. Endelig vil der fortsat være krav om offentliggørelse af de godkendte vilkår og betingelser.

Til nr. 14 (§ 20 a)

§ 20 a, stk. 2, i lov om gasforsyning, indeholder processuelle regler om, hvordan forhandlet adgang og de tilhørende vilkår og betingelser herfor, fastsættes, hvor der stilles krav om, at brugerne skal høres forinden fastsættelsen.

Det fremgår af § 20 a, stk. 2, i lov om gasforsyning, at lager- og transmissionsselskaber eller transmissionssystemejere og systemoperatører offentliggør en gang om året deres kommercielle hovedvilkår for adgang til lagerfaciliteter, linepack og andre hjælpefunktioner. Inden fastsættelse af vilkårene høres lager- og transmissionsselskabernes eller transmissionssystemejernes og systemoperatørernes brugere herom.

Efter det foreslåede til § 20 a, stk. 2, 2. pkt., i lov om gasforsyning, ændres sætningen »lager- og transmissionsselskabernes eller transmissionssystemejernes og systemoperatørernes brugere« til sætningen »de relevante systembrugere«.

Formålet med ændringen er en ordlydsmæssig forsimpling af bestemmelsen uden materielle ændringer. Dermed er der tale om en ordensmæssig ændring.

Det foreslåede vil medføre, at hver enkelt systembrugergruppe ikke eksplicit omtales i forbindelse med kravet om høring forinden fastsættelse af vilkår og betingelser for forhandlet adgang. Den foreslåede ændring vil ikke medføre materielle ændringer, da der inden for det metanbaserede gassystem fortsat alene vil være mulighed for forhandlet adgang til lager og linepack, og dertil vil alene udvalgte grupper af systembrugerne være relevante høringsparter. Den foreslåede ændring vil ikke medføre materielle ændringer for det brintbaserede gassystem, da spørgsmålet om adgangstype – forhandlet eller reguleret – fastsættes andetsteds som i lovens § 20, stk. 1, og § 20 a, stk. 1, samt den bagvedliggende EU-regulering.

Til nr. 15 (§ 23)

§ 23 i lov om gasforsyning, giver hjemmel til, at der kan fastsættes tekniske krav og standarder for tilslutning og benyttelse af systemet. Bestemmelsen er i sin nuværende form udarbejdet i forbindelse med den fulde markedsåbning af gasmarkedet – liberalisering – i 2004 (2003-direktivet).

Det fremgår af § 23, stk. 1, i lov om gasforsyning, at for at få adgang til benyttelse af systemet skal brugerne opfylde de krav, der er fastsat herfor, jf. stk. 3.

Det fremgår af § 23, stk. 2, i lov om gasforsyning, at for at kunne blive tilsluttet systemet skal anlæg og installationer opfylde fastsatte tekniske krav og standarder.

Det fremgår af § 23, stk. 3, i lov om gasforsyning, at klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte nærmere regler om de i stk. 1 og 2 nævnte forhold, herunder bestemme, at visse tekniske krav og standarder for tilslutning til samt krav for benyttelse af systemet skal fastsættes af transmissionsselskaber.

Bemyndigelsen er udmøntet ved bekendtgørelse nr. 1818 af 28. december 2023 om systemansvarlig virksomhed og anvendelse af gassystemet. Det følger af bekendtgørelsens § 5, stk. 1, at transmissionsselskaberne skal efter drøftelse med distributions-, lager- og LNG-selskaber samt andre relevante markedsaktører udarbejde vilkår og betingelser for benyttelsen af gassystemet, som er nødvendige for, at transmissionsselskaberne kan varetage deres opgaver, herunder som systemansvarlig virksomhed.

Hjemlen til at fastsætte tekniske krav og standarder, som er omfattet af krav om notifikation i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2015/1535 af 9. september 2015 om en informationsprocedure med hensyn til tekniske forskrifter samt forskrifter for informationssamfundets tjenester, fremgår udelukkende af § 23.

Hertil bemærkes dog netop, at regler for gastransport, altid har omfattet andet og mere end tekniske krav og standarder, som er omfattet af krav om notifikation i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2015/1535 af 9. september 2015 om en informationsprocedure med hensyn til tekniske forskrifter samt forskrifter for informationssamfundets tjenester. Navnlig har regler for gastransport altid omfattet også vilkår og betingelser (krav) for benyttelse af systemet. Det vil sige elementer, som optræder som kontraktuelle privatretlige forhold, og dermed noget ud over tekniske krav og standarder som omfattet af krav om notifikation i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2015/1535 af 9. september 2015 om en informationsprocedure med hensyn til tekniske forskrifter samt forskrifter for informationssamfundets tjenester.

Ifølge de specielle bemærkninger til § 23, er andre end transmissionsselskabers vilkår og betingelser reguleret andre steder i loven, jf. Folketingstidende 2003-04, tillæg A, side 8270-8271. Det vil sige muligheden for at fastsætte kontraktuelle vilkår og betingelser, som skal offentliggøres, og som skal påses af Forsyningstilsynet, også følger af lovens § 20 og § 36 a, jf. § 40.

Det fremgår af § 35 b, i lov om gasforsyning, at distributions- og transmissionsselskaber eller transmissionssystemejere og systemoperatører kan fastsætte nødvendige krav om, at opgraderet biogas, der ønskes injiceret i distributions- eller transmissionssystemet, leveres ved et givet gastryk og en given brændværdi. Ifølge de specielle bemærkninger til§ 35 b, er det fastlagt at distributions- eller transmissionsselskaber kan fastsætte nødvendige tekniske krav og standarder for den opgraderede biogas, der ønskes injiceret, jf. Folketingstidende 2011-12, tillæg A, L 182 som fremsat, side 23-25.

§ 35 b, i lov om gasforsyning, optræder dermed som en eksplicit særregulering af muligheden for at fastsætte tekniske krav og standarder for opgraderingsanlæg for biogas til at blive tilsluttet og løbende benytte systemet - noget der ellers er mulighed for i medfør af lovens § 23, stk. 1 og 2.

Det foreslås, at nyaffatte § 23 i lov om gasforsyning.

Efter det foreslåede § 23, stk. 1 , i lov om gasforsyning, er adgang til systemet betinget af, at systembrugere overholder:

1. tekniske krav og standarder, herunder leveringskvalitet og

2. vilkår og betingelser for benyttelse af systemet.

Bestemmelsen vil være en præcisering af anvendelsesområdet for § 23, stk. 1, set i forhold til det gældende anvendelsesområde for § 35 b. Bestemmelsen vil videreføre og præcisere det materielle indhold efter § 35 b, som foreslås ophævet, jf. lovforslagets § 1, nr. 23. Det materielle indhold af § 35 b indeholdes allerede i dag af den gældende § 23, stk. 2, hvorefter anlæg og installationer skal opfylde fastsatte tekniske krav og standarder for at kunne blive tilsluttet systemet. Dette kan være standarder om et givent gastryk og en given brændværdi (leveringskvalitet). For så vidt angår vilkår og betingelser er der tale om regler for anvendelse af transmissionssystemer og distributionssystemer. Disse betingelser skal fastsættes af transmissionsselskaber og distributionsselskaber på baggrund af metoder, som godkendes af Forsyningstilsynet.

Endelig er formålet med bestemmelsen at forenkle lov om gasforsyning ved at samle det materielle indhold af den gældende § 23, stk. 1-2 i et stykke, særligt da dele, der skal notificeres i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2015/1535 af 9. september 2015 om en informationsprocedure med hensyn til tekniske forskrifter samt forskrifter for informationssamfundets tjenester, ikke nødvendigvis begrænser sig til det gældende § 23, stk. 2, men allerede i dag kan angå forhold omfattet af den gældende § 23, stk. 1.

Den foreslåede § 23, stk. 1, vil først og fremmest medføre en forenkling af reglen, da det gældende stk. 2 foreslås indarbejdet og videreført i stk. 1. Herudover vil det foreslåede indarbejde ordlyden fra den gældende § 35 b, der foreslås ophævet, med henblik på at tydeliggøre omfanget af hjemlen til at fastsætte såvel tekniske krav og standarder som vilkår og betingelser for anvendelse af systemet generelt – også for opgraderingsanlæg for biogas og andre typer producenter.

Det foreslåede vil også medføre, at der fortsat sondres mellem vilkår og betingelser over for tekniske krav og standarder, hvor sidstnævnte kan kræve notifikation i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2015/1535 af 9. september 2015 om en informationsprocedure med hensyn til tekniske forskrifter samt forskrifter for informationssamfundets tjenester. Hertil vil det foreslåede navnlig medføre, at det vil være op til infrastrukturselskaberne og andre myndigheder i øvrigt, selvstændigt at foretage en vurdering af, hvilke dele af samlede komplekser som betingelser for gastransport, der dels er kontraktuelle vilkår og betingelser, og hvilke der dels er tekniske krav og standarder, som kræver notifikation i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2015/1535 af 9. september 2015 om en informationsprocedure med hensyn til tekniske forskrifter samt forskrifter for informationssamfundets tjenester.

Efter det foreslåede § 23, stk. 2, i lov om gasforsyning, fastsættes en bemyndigelse af klima-, energi- og forsyningsministeren til at fastsætte nærmere regler om de i stk. 1 nævnte forhold, herunder bestemme, at visse tekniske krav og standarder for tilslutning til samt krav for benyttelse af systemet skal fastsættes af gasselskaber eller den, der varetager systemansvarlig virksomhed. Der er tale om en udvidet ordlyd, idet bestemmelsen ændres til at omfatte gasselskaber og ikke alene transmissionsselskaber eller transmissionssystemejere og systemoperatører.

Den foreslåede bemyndigelse vil således medføre, at klima-, energi- og forsyningsministeren vil kunne fastsætte regler om gasselskabernes kontraktuelle vilkår og betingelser i forhold til hensyn ved udformning af dem, som skal iagttages. Det foreslåede vil ikke medføre ændring af, at infrastrukturselskabernes kontraktuelle vilkår og betingelser fortsat skal anmeldes til Forsyningstilsynet, jf. § 40, stk. 2, i lov om gasforsyning. Men det foreslåede vil medføre, at klima-, energi- og forsyningsministeren bemyndiges til at fastsætte regler om, at infrastrukturselskaberne eksempelvis skal iagttage særlige risikoforhold, som eksempelvis relateret til eventuelle statslige udbud af arealer til energiproduktion og eventuel tilhørende tilslutning i forbindelse med udarbejdelse af udbudsmaterialet. Det vil også kunne være hensyn til risici forbundet med forsinkelser af projekter og proces for systembrugernes manglende overholdelse af de kontraktuelle vilkår og betingelser.

Den foreslåede bemyndigelse vil også medføre, at klima-, energi- og forsyningsministeren vil kunne fastsætte regler om, hvilke tekniske standarder, herunder leveringskvalitet, som skal iagttages og gælde for henholdsvis det metanbaserede og brintbaserede gassystem.

Den foreslåede bemyndigelse vil herudover også medføre, at klima-, energi- og forsyningsministeren vil kunne fastsætte regler om, hvilke kontraktuelle vilkår og betingelser, tekniske krav og standarder, der skal notificeres i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2015/1535 af 9. september 2015 om en informationsprocedure med hensyn til tekniske forskrifter samt forskrifter for informationssamfundets tjenester.

Det foreslåede vil endelig også medføre, at klima-, energi- og forsyningsministeren for gasselskabernes udarbejdelse af betingelser og vilkår samt tekniske krav og standarder, vil kunne fastsætte regler om opgavevaretagelsen mellem selskaberne, herunder navnlig den juridiske person der varetager systemansvarlig virksomhed. Det foreslåede vil dermed på linje med blandt andet bemyndigelsen i § 2 a, stk. 2, og § 12 a, stk. 4, sikre, at klima-, energi- og forsyningsministeren kan iagttage lovens formål om at tilrettelægge landets gasforsyning, herunder brintforsyning, i overensstemmelse med hensynet til forsyningssikkerhed, samfundsøkonomi, miljø, forbrugerbeskyttelse og opfyldelse af EU-retlige forpligtelser vedrørende gasforsyningssikkerheden i EU.

Endelig vil det foreslåede videreføre den gældende bemyndigelse i § 23, stk. 3, i lov om gasforsyning, men med den foreslåede forenkling af § 23.

Ministeren vil efter det foreslåede som hidtil kunne fastsætte nærmere regler om tekniske krav og standarder og vilkår og betingelser for benyttelse af systemet.

Ministeren vil endvidere efter det foreslåede kunne bestemme, at visse tekniske krav og standarder for tilslutning samt krav til benyttelse af systemet skal fastsættes af gasselskaber.

I bekendtgørelsen kan det bl.a. blive fastsat, hvilke kompetencer Forsyningstilsynet skal have i forhold til disse regler, da det følger af gasforsyningslovens § 40, stk. 1-2, at reglerne og metoderne, som anvendes til fastsættelse af reglerne, skal anmeldes til Forsyningstilsynet. Forsyningstilsynet vil kunne give pålæg om ændring af reglerne.

Den foreslåede nyaffattelse af bemyndigelsesbestemmelse vil medføre, at reglerne vil skulle udarbejdes af gasselskaber og ikke kun af transmissionsselskaber eller transmissionssystemejere og systemoperatører, som er tilfældet i dag. Gasselskaber er defineret i gasforsyningsloven, jf. § 6, nr. 12, og omfatter også distributionsselskaber. Transmissionsselskaber og distributionsselskaber vil inden for de offentliggjorte regler kunne nægte anlæg, som ikke opfylder gældende regler, tilslutning til nettet.

Til nr. 16 (overskrift)

Overskriften til § 23 a i lov om gasforsyning hedder ”Gasforsyningsafbrydelser”.

Efter det foreslåede, udgår overskriften før § 23 a som følge af, at § 23 a i lov om gasforsyning foreslås ophævet, jf. lovforslagets § 1, nr. 17.

Til nr. 17 (§ 23 a)

Den gældende § 23 a i lov om gasforsyning er en bemyndigelsesbestemmelse, som fastsætter, at klima- energi- og forsyningsministeren kan fastsætte regler med henblik på håndtering af gasforsyningsafbrydelser i en gasforsyningskrise inden for rammerne af gasforsyningssikkerhedsforordningen, herunder på følgende områder: 1) Afgrænsning og inddeling af beskyttede kundegrupper. 2) Krav til selskabers udarbejdelse, opbevaring og videresendelse af oplysninger til myndigheder om beskyttede og ikke-beskyttede gaskunder og deres gasforbrug. 3) Udstedelse af forbud mod forbrug af gas hos ikke-beskyttede gaskunder. 4) Etablering af en kompensationsordning, der finder anvendelse i forbindelse med en solidaritetskrise.

Bestemmelsen er således afgrænset til de emneområder, som er reguleret i gasforsyningssikkerhedsforordningen, jf. bestemmelsens formulering ”inden for rammerne af”.

Bestemmelsen er den eneste selvstændige paragraf om gasforsyningssikkerhed (gasforsyningsafbrydelser) i den gældende lov om gasforsyning, idet de få øvrige forpligtelser vedr. gasforsyningssikkerhed er indeholdt i generiske bestemmelser om visse infrastrukturselskabers forskellige opgaver, jf. omtalen i pkt. 2.4.1. i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Bemyndigelsen er en del af i hjemmelsgrundlaget for den gældende gasforsyningssikkerhedsbekendtgørelse som bl.a. indeholder kapitler om Energinets opgaver, beskyttede gaskunder og gasselskabers oplysningsforpligtelser.

Efter det foreslåede ophæves § 23 a .

Ophævelsen skal ses i sammenhæng med lovforslagets § 1, nr. 18, hvorefter bestemmelsen vil kunne indarbejdes i det foreslåede nye kapitel 4 i lov om gasforsyning, herunder i den foreslåede nye bemyndigelse i § 25, stk. 6. Dette vil give større klarhed og gennemskuelighed i lovgrundlaget for gasforsyningssikkerhed, når bemyndigelsen for ministeren til at fastsætte nærmere regler om roller og ansvar for gasforsyningssikkerhed bliver en del af et samlet nyt kapitel om gasforsyningssikkerhed.

I forlængelse af det foreslåede vil den gældende gasforsyningssikkerhedsbekendtgørelse blive nyudstedt, således at § 23 a udgår fra hjemmelsgrundlaget for bekendtgørelsen. I stedet foreslås det at indsætte den foreslåede nye § 25, stk. 6, jf. lovforslagets § 1, nr. 18, i bekendtgørelsens hjemmelsgrundlag til ikrafttrædelse samtidig med lovforslagets foreslåede ikrafttrædelse.

Til nr. 18 (§§ 24-25)

I lov om gasforsyning er der ikke et selvstændigt kapitel eller sammenhængende bestemmelser om gasforsyningssikkerhed.

Der er heller ikke bestemmelser om myndighedsansvaret eller myndighedsopgaver inden for gasforsyningssikkerhed i den gældende lov om gasforsyning. De få bestemmelser i lov om gasforsyning, som vedrører gasforsyningssikkerhed, er indeholdt i mere generelle bestemmelser om enkelte infrastrukturselskabers opgaver.

Der henvises til pkt. 2.4.1. i lovforslagets almindelige bemærkninger for en nærmere beskrivelse af gældende ret på området for gasforsyningssikkerhed.

Det foreslås, at der indsættes et nyt kapitel 4 om gasforsyningssikkerhed i lov om gasforsyning.

Det foreslåede har til formål at fastsætte en sammenhængende lovramme for gasforsyningssikkerhed i lov om gasforsyning, hvilket er nyt.

Det foreslåede kapitel 4 vil dermed også have til formål at fremhæve gasforsyningssikkerhed som et særskilt og vigtigt reguleringsområde, ligesom kapitlet har til formål at fremhæve og styrke ministerens centrale rolle inden for gasforsyningssikkerhed i lov om gasforsyning, herunder at styrke ministerens kompetence til at pålægge opgaver inden for gasforsyningssikkerhed til en bredere kreds af aktører.

(Til § 24)

Det fremgår af § 12 i lov om gasforsyning, at et transmissionsselskab, en transmissionssystemoperatør og en systemoperatør skal varetage en række opgaver. Det fremgår af § 12, stk. 1, nr. 3, at et transmissionsselskab, en transmissionssystemejer og en systemoperatør skal varetage opgaver vedrørende forsyningssikkerheden i Danmark. Denne bestemmelse erstattede den tidligere ordlyd i samme bestemmelse, som fastsatte entydigt, at Energinet havde ansvaret for forsyningssikkerheden i Danmark. Ændringen blev foretaget ved L 1294 (2019), og det fremgår bl.a. af lovbemærkningerne til bestemmelsen, at ændringen har til formål at gøre det klart, at opgaver for et transmissionsselskab alene vedrører en delmængde af det samlede antal opgaver i forbindelse med at varetage gasforsyningssikkerheden i Danmark, jf. Folketingstidende 2019-2020, tillæg A, L 17 som fremsat, side 14. Et transmissionsselskab skal således alene varetage visse opgaver og har dermed ikke eneansvar for den samlede gasforsyningssikkerhed.

Lov om gasforsyning fastsætter, at et distributionsselskab skal bistå transmissionsselskaber eller transmissionssystemejere eller systemoperatører med opgaver vedrørende forsyningssikkerheden, jf. lovens § 14, stk. 1, nr. 3.

Lov om gasforsyning fastsætter, at lagerselskaber skal stille nødvendig lagerkapacitet til rådighed for transmissionsselskabers eller systemoperatørers varetagelse af opgaver inden for gasforsyningssikkerhed i henhold til § 12, stk. 1, nr. 3, i lov om gasforsyning, jf. lovens § 15, stk.1, nr. 3.

Lov om gasforsyning indeholder ikke bestemmelser om distributionsselskabers, lagerselskabers eller andre aktørers selvstændige ansvar eller opgaver i relation til at sikre gasforsyningssikkerheden.

Der er heller ikke regler om myndigheders ansvar og roller i den gældende lov om gasforsyning. Energistyrelsen er dog administrativt udpeget til at være den kompetente myndighed for Danmark i medfør af gasforsyningssikkerhedsforordningens artikel 3, stk. 2, som fastsætter, at hver medlemsstat udpeger en kompetent myndighed.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.4.1. i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Efter det foreslåede § 24, stk. 1, 1. pkt., påhviler gasforsyningssikkerheden i Danmark klima-, energi- og forsyningsministeren, gasselskaber og relevante myndigheder.

Det foreslåede vil medføre, at der fastsættes en ramme for myndighedsansvaret, og det vil desuden medføre, at det kommer til at fremgå direkte i lov om gasforsyning - som en indledende bestemmelse i det foreslåede nye kapitel om gasforsyningssikkerhed - at ansvaret for forsyningssikkerheden inden for gassektoren er bredt og kan involvere flere forskellige aktører på gasmarkedet. Det vil sige, at ansvaret ikke alene påhviler en kompetent myndighed eller Energinet som udøver af systemansvarlig virksomhed.

Det foreslåede vil ikke i sig selv medføre forpligtelser eller rettigheder for de relevante aktører, men det fastlægger et vigtigt forsyningssikkerhedsmæssigt grundprincip om ansvaret og de relevante myndigheder og markedsaktører. Det foreslåede vil også fungere som en rammesættende bestemmelse for det, som i øvrigt foreslås i kapitel 4.

Efter det foreslåede § 24, stk. 1, 2. pkt., udfører disse aktører opgaver og bidrager til gasforsyningssikkerheden inden for deres respektive kompetence- og aktivitetsområder.

Det foreslåede har til formål at fastsætte en overordnet juridisk ramme for forskellige aktørers opgaver og forpligtelser i forhold til gasforsyningssikkerheden. Det foreslåede vil dog ikke medføre direkte forpligtelser eller rettigheder for aktører.

Det foreslåede vil medføre, at det kommer til at fremgå direkte af lov om gasforsyning, at ansvaret for gasforsyningssikkerheden både påhviler gasselskaber og myndigheder – med fokus på klima-, energi- og forsyningsministeren. Ministeren skal dog varetage ansvaret i tæt samarbejde med andre relevante myndigheder, som typisk vil være Beredskabsstyrelsen og Sikkerhedsstyrelsen, som har ansvaret for områder og opgaver, der ligger tæt op ad de opgaver, som specifikt vedrører gasforsyningssikkerheden. Den regulerende myndighed, Forsyningstilsynet, vil også være en relevant myndighed, bl.a. fordi tilsynet skal godkende transmissions- og distributionsselskabers metoder for systemadgang og tariffastsættelse, herunder metoder for regulerede gasselskabers tariffer, i relation til gasforsyningssikkerhed.

Det foreslåede har et indhold, der er kalkeret over den indledende bestemmelse i gasforsyningssikkerhedsforordningens artikel 3, som fastsætter, at gasforsyningssikkerheden er et fælles ansvar, som både påhviler myndigheder (navnlig den kompetente myndighed) og naturgasvirksomheder samt Europa-Kommissionen. Gasselskaber i lov om gasforsyning svarer således til naturgasvirksomheder i gasforsyningssikkerhedsforordningen og omfatter både transmissions- og distributionsselskaber, lagerselskaber og gasleverandører m.fl.

Der er ikke bestemmelser i den gældende lov om gasforsyning, som fastlægger ministerens ansvar og opgaver over for gasmarkedets aktører eller måden, som ministeren kan eller skal udøve sine beføjelser på. De beføjelser, som ministeren udøver i dag, er således alene knyttet til det faktum, at Energistyrelsen administrativt er udpeget til at være den kompetente myndighed for de opgaver, som er fastsat i gasforsyningssikkerhedsforordningen.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.4.1. i lovforslagets almindelige bemærkninger for en nærmere beskrivelse af gældende ret på området for gasforsyningssikkerhed.

Efter det foreslåede § 24, stk. 2 , udpeger klima-, energi- og forsyningsministeren den kompetente myndighed for Danmark i medfør af artikel 3, stk. 2, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning om foranstaltninger til opretholdelse af gasforsyningssikkerheden.

Det foreslåede vil medføre, at det vil komme til at fremgå direkte af lov om gasforsyning, at ministeren udpeger den kompetente myndighed i henhold til gasforsyningssikkerhedsforordningen, og at ministeren derfor har kompetencen til at udføre de opgaver, som den kompetente myndighed skal eller kan udføre med afsæt i gasforsyningssikkerhedsforordningen.

Det vurderes, at det er hensigtsmæssigt, at det kan læses og forstås direkte af lov om gasforsyning, at ministeren udpeger den kompetente myndighed i Danmark for de opgaver, som den kompetente myndighed skal eller kan udføre med udgangspunkt i gasforsyningssikkerhedsforordningen. Der er således en tæt sammenhæng mellem gasforsyningssikkerhedsforordningen og de opgaver, som skal udføres nationalt.

Gasforsyningssikkerhedsforordningen fastsætter f.eks., at en medlemsstats kompetente myndighed skal lave forebyggende handlingsplaner og nødplaner for at forebygge og håndtere nødsituationer, og de enkelte aktørers opgaver skal beskrives. Men medlemsstaten fastsætter selv opgaverne for relevante aktører i nationale ordninger, og det foreslåede vil sikre, at ministeren kan pålægge en bredere kreds af aktører at udføre opgaver i forbindelse med nationale ordninger, der skal sikre gasforsyningssikkerheden.

Klima-, energi- og forsyningsministeren har administrativt udpeget Energistyrelsen til at være ”den kompetente myndighed” over for Europa-Kommissionen i medfør af gasforsyningssikkerhedsforordningens artikel 3, stk. 2. Det er derfor Energistyrelsen, som i praksis varetager myndighedsansvaret for gasforsyningssikkerhed både på nationalt plan og i relation til det europæiske samarbejde om gasforsyningssikkerhed. Energistyrelsen udfører sine opgaver i sektorlovene via delegation fra ministeren, jf. § 3, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 910 af 26. juni 2024 om Energistyrelsens opgaver og beføjelser (delegationsbekendtgørelsen).

Udpegelsen af Energistyrelsen til denne rolle forventes formelt at ske ved bekendtgørelse. Når Energistyrelsens rolle bliver fastsat ved bekendtgørelse vil det betyde, at Energistyrelsens ansvar ikke blot fremstår som en administrativ beslutning, men at rollen er forankret i en formel og bindende retsakt. Dette vil også give sikkerhed hos gassektoren og borgere for, at Energistyrelsen har kompetence og legitimitet til at udføre de myndighedsopgaver, som fremgår eller følger af gasforsyningssikkerhedsforordningen.

I den gældende lov om gasforsyning er der ikke bestemmelser om ministeransvar eller ansvar i øvrigt i forhold til gasforsyningssikkerhed.

Der er en række bemyndigelser for ministeren til at fastsætte nærmere regler om forhold vedr. f.eks. systemoperatørers opgaver i forhold til gasforsyningssikkerhed og et distributionsselskabs eller lagerselskabs pligt til at bistå systemoperatører i forhold til de opgaver, som systemoperatørers måtte varetage.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.4.1. i lovforslagets almindelige bemærkninger for en nærmere beskrivelse af gældende ret på området for gasforsyningssikkerhed.

Efter det foreslåede § 24, stk. 3 , har klima-, energi- og forsyningsministeren det overordnede ansvar for at vurdere gasforsyningssikkerheden og fastsætte og koordinere foranstaltninger og samarbejde med danske myndigheder, gasselskaber og gaskunder for at sikre gasforsyningssikkerheden i Danmark.

Det foreslåede vil ikke medføre konkrete og selvstændige handlepligter for ministeren, men det vil medføre, at det vil komme til at fremgå klart af lov om gasforsyning, at ministeren har det samlede ansvar for at vurdere gasforsyningssikkerheden i lyset af f.eks. risikovurderinger og scenarier for forsyningssituationen, og for at fastlægge og koordinere det faglige arbejde, der skal sikre gasforsyningssikkerheden i Danmark. Bestemmelsen vil således have et mere nationalt sigte og fastlægge, at ministeren har myndighedsansvaret også for den nationale planlægning og de nationale foranstaltninger og ordninger, som ministeren vurderer, at der skal til for at sikre gasforsyningssikkerheden i Danmark.

Da Energistyrelsen udøver ministerens beføjelser efter lov om gasforsyning, jf. § 3, stk. 1, nr. 6, i delegationsbekendtgørelsen, fastsættes herved, at Energistyrelsen har det faglige ansvar for at vurdere gasforsyningssikkerheden i lyset af f.eks. nationale risikovurderinger, scenarier og fremskrivninger for forsyningssituationen.

Energistyrelsen vil skulle iværksætte de foranstaltninger, som Energistyrelsen vurderer kan bidrage systemmæssigt og samfundsøkonomisk effektivt til at sikre det niveau for gasforsyningssikkerhed, som Energistyrelsen til enhver tid vurderer er nødvendigt. Det vil kunne være tiltag, som Energistyrelsen selv udfører, eller det kan være tiltag, som kræver en indsats fra udvalgte gasselskaber, og som Energistyrelsen typisk koordinerer og fastlægger rammerne for.

Både fastlæggelse af de overordnede rammer for gasfor- syningssikkerheden og koordinering af foranstaltninger og valg af konkrete tiltag vil kræve et solidt samarbejde mellem Energistyrelsen og markedets aktører, og den foreslåede bestemmelse har derfor også til formål at gøre det klart, at Energistyrelsen vil skulle samarbejde bredt med gasselskaberne. Det vil naturligvis være i forhold til Energinet som udøver af systemansvarlig virksomhed, som Energistyrelsen allerede i dag samarbejder tæt med, men det vil også omfatte de øvrige forsyningskritiske gasinfrastrukturselskaber. Det gælder ikke mindst det danske distributionsselskab (Evida), hvis operationelle opgaver i forbindelse med balancering af distributionssystemet og planlægning vil spille en stadig vigtigere rolle for gasforsyningssikkerheden i takt med, at det danske gasforbrug overgår til at blive dækket med gas fra biogasanlæg (opgraderingsanlæg), som producerer og leverer opgraderet biogas til distributionssystemet – dvs. uden behov for at dække de danske gaskunders forbrug med importeret gas eller gas fra de danske nordsøfelter, som først skal transporteres gennem transmissionssystemet ved højt tryk.

Der vil også være en samarbejdspligt i forhold til relevante gaskunder, som typisk vil være de største danske gasforbrugende virksomheder, der ikke kan få status som beskyttede gaskunder efter gasforsyningssikkerhedsforordningen. Det er f.eks. afgørende, at der er en meget tæt dialog mellem relevante myndigheder og de ikke-beskyttede gaskunder, som løbende skal vurderes og kategoriseres i forhold til, hvor kritisk deres produktion (og dermed deres gasforbrug) er for samfundet. I den proces er der behov for at kunne give informationer til og få informationer m.v. fra disse gaskunder om deres produktion og produktionsapparat for bl.a. at kunne vurdere deres muligheder for at kunne gå over til alternative brændsler i produktionen eller konsekvenserne for virksomhederne, hvis de får afbrudt deres gasforsyning.

En stor del af det praktiske arbejde med gasforsyningssikkerhed vil være knyttet til planlægning og arbejde med forebyggende handlingsplaner og nødplaner m.v., som er opgaver, der er obligatoriske henhold til gasforsyningssikkerhedsforordningen, og hvor Energistyrelsen har både det overordnede ansvar og ansvaret for at fastlægge de nødvendige foranstaltninger for forskellige aktører. Gasforsyningssikkerhedsforordningen har fokus på gasforsyningssikkerheden i Unionen, men de enkelte medlemslande har et stort nationalt råderum til at vælge nationale strategier og modeller samt tildele forskellige aktører forskellige roller nationalt for at leve op til gasforsyningssikkerhedsforordningens mål og standarder.

(Til § 25)

I lov om gasforsyning er der enkelte bestemmelser om bl.a. transmissionsselskabers og systemoperatørers forpligtelser til at varetage opgaver i forhold til gasforsyningssikkerhed og distributionsselskabers samt lagerselskabers forpligtelser til at bistå transmissionsselskaber og systemoperatører i forhold til opgaver inden for gasforsyningssikkerhed, jf. pkt. 2.4.1. i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Der er ikke bestemmelser om andre aktører, og dermed ikke om de gasselskaber, som konkret forsyner gasforbrugere med gas.

Gasselskaber, som forsyner forbrugere med gas, benævnes gasleverandører. Gasleverandører er som udgangspunkt ikke reguleret eller kontrolleret i forhold til, hvordan de disponerer på energimarkederne, og der er ikke bestemmelser i den gældende lov om gasforsyning, som giver mulighed for at pålægge gasleverandører pligter eller opgaver i forhold til gasforsyningssikkerhed.

Der er dog en bemyndigelse i § 23 a i lov om gasforsyning, som giver ministeren ret til at fastsætte regler med henblik på at håndtere gasforsyningsafbrydelser i en gasforsyningskrise inden for rammerne af gasforsyningssikkerhedsforordningen. Bestemmelsen er knyttet til og afgrænset af gasforsyningssikkerhedsforordningens ramme, og gasforsyningssikkerhedsforordningen har ikke materielle bestemmelser, som fastsætter konkrete forpligtelser for forskellige typer gasselskaber, herunder gasleverandører. Der er et generelt krav om, at de forskellige aktørers evt. forpligtelser skal være beskrevet i de nationale forebyggende handlingsplaner og nødplaner. De nationale forebyggende handlingsplaner og nødplaner er administrative og beskrivende planer, der ikke er knyttet sanktionsmuligheder til. Gasforsyningssikkerhedsforordningen har heller ikke sanktionsbestemmelser eller krav til, hvordan sanktioner i national ret skal gennemføres

Efter det foreslåede § 25, stk. 1 , kan klima-, energi- og forsyningsministeren pålægge gasselskaber, som forsyner danske gasforbrugere med gas, specifikke opgaver til sikring af gasforsyningssikkerheden i Danmark.

Det foreslåede vil medføre, at ministeren vil få hjemmel til at kunne pålægge gasselskaber, som forsyner forbrugere på det danske marked med gas, konkrete opgaver for at bidrage til at sikre gasforsyningssikkerheden. Der vil således med det foreslåede alene kunne være tale om opgaver, som vedrører gasforsyningssikkerhed. Forsyning er i § 2, nr. 9, i lov om gasforsyning defineret som salg, herunder videresalg, af gas, herunder af flydende gas (LNG), til kunder. Det er gasleverandørerne, som indgår gaskontrakter med gaskunderne, og som skal forsyne alle danske gaskunder med gas – også i krisesituationer – og det er derfor nødvendigt i særlige situationer at kunne pålægge gasleverandører særlige opgaver, hvis der opstår et behov herfor.

Det vil for det første kunne være nødvendigt at pålægge gasleverandører særlige eller skærpede informationsforpligtelser, hvilket vil være særligt relevant for at kunne vurdere gasforsyningssikkerheden i en krisesituation. Dette kan omfatte informationer til ministeren om gaskontrakter og rådighed over kommerciel gas i danske eller europæiske gaslagre samt forventet afsætning til danske forbrugere. Det vil også kunne omfatte en pligt for gasleverandører til at informere ministeren om, hvilken andel af deres samlede portefølje, som er bundet op på lange kontrakter og lager, samt hvilken andel, der skal sikres i spotmarkedet. Dette er nødvendigt, fordi ministeren vil have behov for bl.a. at have overblik over, hvor meget gas, de enkelte gasleverandører har eller kan forventes at råde over, og hvilken risiko, der kan være forbundet med forsyningskilderne og de forskellige gaskontrakter.

For det andet vil ministeren i en situation, hvor de underjordiske gaslagre ikke bliver fyldt, som de burde i forhold til markedssituationen, kunne pålægge gasleverandører at bruge lager på en bestemt måde. Det kan f.eks. bestå i, at gasleverandører skal have en minimumsmængde af gas på lager i forhold til den gasmængde, de leverer til beskyttede gaskunder. Sådanne modeller for markedsaktørers lagerfyldning er set anvendt i visse medlemsstater. Dette kunne være nødvendigt, fordi de to underjordiske gaslagrene er helt afgørende for gasforsyningssikkerheden i en nødsituation, og det er nødvendigt med en høj grad af sikkerhed for, at de gasselskaber, som har ansvaret for at forsyne slutkunderne med gas, kan sikre leveringen.

De opgaver, som gasleverandører evt. vil blive pålagt med hjemmel i det foreslåede, vil forventeligt blive udmøntet nærmere ved bekendtgørelse (gasforsyningssikkerhedsbekendtgørelsen), jf. den foreslåede bemyndigelse i § 25, stk. 6, jf. lovforslagets § 1, nr. 18.

Det foreslåede vil endvidere medføre, at det bliver muligt at sanktionere gasleverandørers manglende efterlevelse af pålæg, idet lov om gasforsyning fastsætter, at den, der undlader at efterkomme påbud eller forbud efter loven, herunder påbud om at berigtige et ulovlig forhold, straffes med bøde, medmindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning, jf. § 49, stk. 1, nr. 6, i lov om gasforsyning. Hvis gasleverandørers opgaver og pligter alene er beskrevet i forebyggende handlingsplaner eller nødplaner m.v., som er administrative planer, så vil det ikke være muligt at sanktionere gasleverandører, som ikke udfører de opgaver, som de efter planen skal udføre.

Det foreslåede har ikke til formål at ændre ved, at gasforsyningssikkerheden til enhver tid vil skulle sikres på den mindst indgribende og mest omkostningseffektive måde, og gasleverandører vil som udgangspunkt fortsat skulle have ret til at disponere og konkurrere frit i det indre energimarked. Men de selskaber, der fysisk står for at levere gassen ind i de danske hjem og virksomheder, vil dog skulle kunne pålægges særlige pligter til at give oplysninger eller redegøre for deres porteføljehåndtering m.v., hvis det vurderes at være nødvendigt – enten som en forebyggende foranstaltning eller i en konkret krisesituation.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.4.2. og pkt. 2.4.3. i lovforslagets almindelige bemærkninger.

I lov om gasforsyning er der enkelte bestemmelser om bl.a. et transmissionsselskabs, en transmissionssystemejers og en systemoperatørers forpligtelser til at varetage opgaver i forhold til gasforsyningssikkerhed samt distributionsselskabers og lagerselskabers forpligtelser til at bistå transmissionsselskaber, transmissionssystemejere og systemoperatører i forhold til opgaver inden for gasforsyningssikkerhed, jf. pkt. 2.4.1. i lovforslagets almindelige bemærkninger. Der er ikke bestemmelser om ansvar, og der er således heller ikke bestemmelser om forholdet mellem de ansvarlige myndigheder og markedets aktører, herunder særligt de infrastrukturselskaber, som er afgørende for gasforsyningssikkerheden.

Lov om gasforsyning §§ 49 og 50 giver mulighed for at sanktionere overtrædelser af påbud og forbud udstedt i medfør af loven eller regler udstedt i medfør af loven, se hertil lovforslagets pkt. 2.4.1.

For så vidt angår pligten for ikke-beskyttede gaskunder til efter anmodning at reducere eller stoppe deres gasforbrug i en nødsituation (emergency), så er denne pligt strafsanktioneret i gasforsyningssikkerhedsbekendtgørelsen.

Bekendtgørelsen fastsætter, at ikke-beskyttede gaskunder efter anmodning skal reducere eller stoppe deres gasforbrug i kriseniveauet Emergency, jf. § 3, stk. 5. Det fremgår af bekendtgørelsens § 9, stk. 1, at medmindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning, straffes med bøde den, der overtræder bl.a. § 3, stk. 5. Der er ikke hjemmel i § 23 a i den gældende lov om gasforsyning til at fastsætte regler om fysisk afbrud af gasforsyningen til gaskunder, som uberettiget forbruger gas i en nødsituation.

Efter det foreslåede 25, stk. 2 , kan klima-, energi- og forsyningsministeren påbyde forsyningskritiske gasinfrastrukturselskaber specifikke forebyggende eller afhjælpende foranstaltninger til sikring af gasforsyningssikkerheden, herunder nødvendige foranstaltninger for i en nødsituation at sikre gasforsyningen til beskyttede gaskunder eller foretage fysisk afbrud af gasforsyningen til gaskunder, som uberettiget forbruger gas.

Der vil således alene kunne pålægges de forsyningskritiske gasinfrastrukturselskaber opgaver, som er relateret til gasinfrastrukturselskabernes sikring af gasforsyningssikkerheden.

Det foreslåede har til formål at give ministeren mulighed for at pålægge de infrastrukturselskaber, som er afgørende for gasforsyningssikkerheden i Danmark, foranstaltninger for at sikre gasforsyningssikkerheden. Der kan både være tale om forebyggende foranstaltninger eller foranstaltninger, som bliver pålagt i en erklæret krisesituation. Ministerens adgang til at udstede påbud om forebyggende eller afhjælpende foranstaltninger vil være begrænset til at omfatte de infrastrukturselskaber, som ejer eller varetager driften af gasinfrastruktur, der har afgørende betydning for gasforsyningssikkerheden og driften af gassystemet.

De omfattede gasinfrastrukturselskaber er systemoperatører (transmissionsselskaber), distributionsselskaber og lagerselskaber.

Systemoperatøren har ansvaret for det overordnede transmissionssystem og det samlede gassystem i forhold til gasforsyningssikkerhed, herunder ansvaret for at balancere det samlede gassystem i en nødsituation og ansvaret for at transportere gas til/fra nabolande, som kan være særligt udfordrende f.eks. ved anmodninger om solidaritet i medfør af gasforsyningssikkerhedsforordningen.

Distributionsselskabet har ansvaret for at modtage og styre den gas, som kommer fra transmissionssystemet og vedvarende gas (biogas) fra opgraderingsanlæg, ligesom det i næsten alle tilfælde er distributionsselskabet, som står for den fysisk levering og måling af gas til forbrugerne.

Lagerselskabet driver de to underjordiske gaslagre, som er helt afgørende for gasforsyningssikkerheden, særligt i nødsituationer, hvor der evt. ikke er adgang til gas fra andre kilder.

Det foreslåede skal bl.a. forstås på baggrund af og supplere den gældende bestemmelse i § 12, stk. 1, nr. 3, i lov om gasforsyning, som fastsætter, at et transmissionsselskab, en transmissionssystemejer og en systemoperatør skal ”varetage opgaver vedrørende forsyningssikkerheden i Danmark”. Distributionsselskaber og lagerselskaber skal alene yde bistand i forhold til de opgaver, som Energinet udfører som systemoperatør, jf. pkt. 2.4.1. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

Det foreslåede vil gøre det klart, at forsyningskritiske gasinfrastrukturselskaber ikke blot varetager opgaver på eget initiativ eller på grundlag af aftaler, men at de forsyningskritiske gasinfrastrukturselskaber som udgangspunkt skal handle på baggrund af påbud, som er baseret på de faglige vurderinger og strategiske beslutninger, som ministeren træffer.

Der kan også være tilfælde, hvor et forsyningskritisk gasinfrastrukturselskab selv vil kunne have interesse i at modtage et påbud om at udføre en særlig handling. Det kunne for eksempel være ved en særlig ressourcekrævende eller omkostningstung foranstaltning, hvor et påbud kan give selskabet en større regulatorisk sikkerhed for opgavens nødvendighed og udførelse i forhold til selskabets ejer eller ledelse eller i forhold til den nationale regulerende myndighed. Den regulerende myndighed skal godkende metoder for tariffastsættelse og betingelser for adgang hos bl.a. transmissionsselskaber, systemoperatører og distributionsselskaber, jf. § 36 a, stk. 1, i lov om gasforsyning.

De opgaver, som ministeren vil kunne pålægge systemoperatøren (Energinet), vil for det første kunne bestå i, at Energinet pålægges at købe de nødforsyningsydelser, som er nødvendige for at sikre gasforsyningen til de beskyttede danske gaskunder i en nødsituation, hvis der sker et nedbrud i gassystemet eller hvis markedet ikke længere kan levere tilstrækkelig gas til at dække gasforbruget hos de gaskunder, som skal beskyttes. Nødforsyningsydelser består i dag af en vis mængde lagerkapacitet, som Energinet køber hos det danske lagerselskab, hvor der er fyldt en mængde nødgas i, samt Energinets køb af fyldningskrav i markedet, jf. omtalen i lovforslagets pkt. 2.4.1.

Energinet vil skulle regne på og foretage sine indkøb med udgangspunkt i, hvad der er samfundsøkonomisk mest hensigtsmæssigt.

Ministeren vil for det andet kunne pålægge Energinet at foretage sine samfundsøkonomiske beregninger og faktiske indkøb på baggrund af ministerens overordnede vurdering af forsyningssituationen og scenarier for gasforsyningssikkerheden. Disse scenarier vil i høj grad afhænge af fælleseuropæiske scenarier og strategier, som Europa-Kommissionen og EU's medlemslande (ved deres kompetente myndigheder) udvikler sammen i regi af Europa-Kommissionens samarbejdsorgan for gasforsyningssikkerhed (Gas Coordination Group).

Det foreslåede har ikke til formål at ændre ved, at Energinet i rollen som systemoperatør fortsat vil være den primære aktør i forhold til at varetage gasforsyningssikkerheden i Danmark, jf. lovforslagets pkt. 2.4.3., men det foreslåede vil supplere og præcisere den eksisterende bestemmelse om, at systemoperatører varetager opgaver inden for gasforsyningssikkerhed. Det foreslåede vil ikke ændre ved, at Energinet fortsat kan indregne sine omkostninger til indkøb af nødforsyningsydelser i den nødtarif, som alle danske gasforbrugere betaler for at få dækket omkostningerne til gasforsyningssikkerhed i Danmark.

Ministeren vil med det foreslåede også kunne pålægge distributionsselskaber at foretage forebyggende eller afhjælpende foranstaltninger i relation til gasforsyningssikkerhed.

Ministeren vil for det første kunne pålægge distributionsselskabet opgaver vedrørende systemdrift eller systemoptimering inden for distributionssystemet. Det vil kunne være nødvendigt for ministeren at pålægge distributionsselskaber at distribuere gas på en særlig måde for at tilgodese gasforsyningssikkerheden eller at pålægge dem at have særlige procedurer eller systemer på plads for at styre flowet i distributionssystemet optimalt i krisesituationer. Dette skyldes ikke mindst, at andelen af vedvarende gas (opgraderet biogas) er stærkt stigende og forventes at dække hele det danske gasforbrug om få år. Næsten al opgraderet biogas kommer ind i det danske gassystem via distributionssystemet – og bliver forbrugt af forbrugere, som er koblet på distributionssystemet - i modsætning til den fossile gas, som kommer ind i det danske gassystem under højt tryk via transmissionssystemet fra Nordsøen og fra Tyskland. Det betyder, at mange af de foranstaltninger og praktiske handlinger, som skal sikre gasforsyningssikkerheden, i fremtiden vil skulle ske på distributionsniveau, hvorfor det vil være muligt for ministeren at kunne pålægge et distributionsselskab opgaver eller foranstaltninger, der kan sikre en optimal levering af gas til gaskunderne.

Ministeren vil for det andet kunne pålægge distributionsselskabet specifikke opgaver i forhold til håndtering af data. Da det er distributionsselskabet, som leverer gassen til gaskunderne, er det også distributionsselskabet, som har alle stamdata og forbrugsdata for gaskunderne. Disse data er kritiske i en krisesituation, og ministeren skal derfor kunne pålægge distributionsselskabet f.eks. at håndtere, udvikle eller udlevere disse afgørende data på en måde, som understøtter ministerens muligheder for at have overblik over forsyningen og dermed sikre gasforsyningssikkerheden – og i særdeleshed i en krisesituation.

Ministeren vil for det tredje kunne pålægge et distributionsselskab at foretage et fysisk afbrud af gasforsyningen til gaskunder, som aftager gas uberettiget fra gassystemet i en nødsituation hvor gasforbruget hos de beskyttede (eller solidaritetsbeskyttede) gaskunder skal sikres.

Hvis en gaskunde ikke reducerer eller ophører med at aftage (forbruge) gas fra gassystemet efter at have fået et påbud herom, er der tale om uberettiget forbrug af gas og et strafbart forhold, jf. nærmere herom nedenfor.

Det vil være naturligt, at de personer, som skal afbryde gasforsyningen, kan vise behørig legitimation for, at de repræsenterer det forsyningskritiske gasinfrastrukturselskab, som ejer og driver den infrastruktur, der forsyner aftagestedet med gas.

For det fjerde vil ministeren kunne pålægge et forsyningskritisk gasinfrastrukturselskab, at selskabet, når den nødsituation, som berettiger fysisk afbrud iht. stk. 3, er erklæret for ophørt, straks skal genetablere gasforsyningen til de afbrudte gaskunder.

Næsten alle danske gasforbrugere er koblet på distributionssystemet, så i praksis vil det være distributionsselskabet (dog transmissionsselskabet eller systemoperatøren, såfremt, der måtte være koblet gaskunder direkte på transmissionssystemet), som vil skulle gennemføre det fysiske afbrud af gasforsyningen.

Som udgangspunkt er det kun ikke-beskyttede danske gaskunder, som vil kunne blive fysisk afbrudt i en situation, hvor der er erklæret nødsituation for Danmark.

Det bemærkes dog, at i den helt særlige situation, hvor en nabomedlemsstat også har erklæret nødsituation, og selv har afbrudt både sine ikke-beskyttede og ikke-solidaritetsbeskyttede) gaskunder, men trods det ikke kan dække gasbehovet hos sine solidaritetsbeskyttede gaskunder, kan nabomedlemsstaten anmode Danmark om solidaritet. Danmark skal så afsøge alle muligheder for at tilvejebringe den nødvendige gas (solidaritetsgas) via markedsbaserede tiltag. Om nødvendigt skal det dog være muligt at kunne afbryde gasforsyningen til flere gaskunder (virksomheder) end de ikke-beskyttede gaskunder for at levere solidaritetsgas. Solidaritetsforanstaltninger skal dog kun iværksættes som en sidste udvej.

Der henvises til lovforslagets pkt. 2.4.1. om gasforsyningssikkerhedsforordningens artikel 10 og 13, som fastsætter rammen for en medlemsstats pligt til at forhindre, at gaskunder uberettiget forbruger gas i en gaskrise, hvor Danmark formelt har erklæret en nødsituation, og hvor gasforbruget til de beskyttede (eller solidaritetsbeskyttede) gaskunder skal sikres.

Det bemærkes, at gassystemet er under en kraftig forandring i disse år. Distributionsselskabet vil bl.a. skulle transportere brint i det bestående gassystem eller i et nyt brintsystem, og det er en politisk målsætning, at gas skal delvis udfases som brændsel for opvarmning af private hjem, dvs. dele af distributionssystemet vil blive lukket ned eller konfigureret på en anden måde. Det er derfor ikke muligt at angive alle de opgaver, det vil kunne komme på tale at pålægge et distributionsselskab fremadrettet, men det er vigtigt, at ministeren har muligheden for at pålægge selskabet konkrete og distributionsrelaterede opgaver, som ministeren til enhver tid vurderer er nødvendige for at sikre, at gasforsyningssikkerheden ikke bliver kompromitteret under og efter den igangværende transformation af distributionssystemet. De opgaver, som et distributionsselskab vil kunne blive pålagt med hjemmel i det foreslåede, vil forventeligt blive nærmere reguleret ved bekendtgørelse, jf. den foreslåede bemyndigelse i § 25, stk. 6, jf. lovforslagets § 1, nr. 18.

Distributionsselskaber vil skulle kunne få deres omkostninger til pålagte opgaver inden for gasforsyningssikkerhed dækket på samme måde som transmissionsselskaber og systemoperatører, jf. ovenfor. Det foreslåede skal derfor forstås i sammenhæng med den foreslåede ændring til § 9, stk. 1, nr. 2, i lov om gasforsyning, jf. lovforslagets § 1, nr. 5, som vil sikre, at et distributionsselskab også kan få dækket sine omkostninger til pålagte opgaver inden for gasforsyningssikkerhed via selskabets tariffer.

De danske underjordiske gaslagre (og dermed lagerselskaber) er også ekstremt vigtige for både den løbende gasforsyningssikkerhed, men især i en krisesituation, hvor der f.eks. sker nedbrud i anden infrastruktur eller hvor der ikke er nok gas at købe i markedet. I den situation kan der trækkes gas ud fra gaslagrene, som kan opretholde gasforsyningssikkerheden i en vis periode.

De underjordiske gaslagre er derfor forsyningskritisk gasinfrastruktur, men lagerselskaber har i dag kun pligt til at stille nødvendig lagerkapacitet til rådighed for transmissionsselskabers eller systemoperatørers opgaver inden for gasforsyningssikkerhed, jf. lovforslagets pkt. 2.4.1. Det foreslåede har ikke til formål at ændre på de generelle regler for adgang til lager, men det foreslåede vil bemyndige ministeren til at kunne pålægge lagerselskaber selvstændige opgaver i forhold til gasforsyningssikkerhed i deres egenskab af forsyningskritisk gasinfrastrukturselskab.

Ministeren vil kunne pålægge et lagerselskab (lagersystemoperatør), at iværksætte en skærpet overvågning og rapportering til ministeren vedrørende lagerkundernes brug af lager og deres reserverede lagerkapacitet i en krisesituation.

Ministeren vil også kunne pålægge et lagerselskab en pligt til at stille lagerkapacitet til rådighed for en ordning, hvor det pålægges gasleverandører at have en vis mængde gas på lager, jf. ovenfor.

I det omfang et lagerselskab efter det foreslåede vil blive pålagt selvstændige opgaver af større økonomisk betydning, vil det som udgangspunkt skulle ske mod betaling til lagerselskabet for den lagerkapacitet, det skal stille til rådighed, idet der er forhandlet adgang til lager i Danmark, jf. § 20 a i lov om gasforsyning. Forhandlet adgang betyder bl.a., at der er ikke regulerede priser (tariffer) for adgang til lager, og lagerselskaber kan derfor ikke opkræve omkostninger til evt. pålagte opgaver inden for gasforsyningssikkerhed via en godkendt tarifmetode, som det er tilfældet hos Energinet.

Det forudsættes i alle tilfælde, at de opgaver, som de kritiske gasinfrastrukturselskaber vil kunne blive pålagt, er opgaver, som selskaberne har de naturlige forudsætninger og kompetencer til at varetage. Det foreslåede skal derfor også forstås på baggrund af den foreslåede § 24, stk. 1, jf. lovforslagets § 1, nr. 18, om ansvaret for gasforsyningssikkerheden.

Der henvises i øvrigt til omtalen af påbud til gasselskaber i lovforslagets pkt. 2.4.3.

Ud over ministerens adgang til at påbyde forsyningskritiske gasinfrastrukturselskaber specifikke forebyggende eller afhjælpende foranstaltninger til sikring af gasforsyningssikkerheden, jf. den foreslåede § 25, stk. 2, kan ministeren til forsyningskritiske gasinfrastrukturselskaber delegere operationelle og koordinerende opgaver til sikring af gasforsyningssikkerheden, herunder opgaver fastsat i gasforsyningssikkerhedsforordningen.

Efter det foreslåede § 25, stk. 3, kan der foretages fysisk afbrud af gasforsyningen til en gaskunde, der uberettiget forbruger gas i en nødsituation. Politiet kan, hvis det skønnes nødvendigt, til enhver tid uden retskendelse få adgang til aftagestedet med henblik på at foretage det fysiske afbrud.

Det vil være et krav for at foretage fysisk afbrud af gasforsyningen til en gaskunde, at den pågældende uberettiget forbruger gas. Gasforbrug vil være uberettiget, hvis gaskunden har modtaget påbud om at reducere eller stoppe sit gasforbrug med et givet varsel, men i strid med påbuddet er fortsat med at forbruge gas. Ministeren vil kunne udstede påbud om reduktion eller ophør af forbrug af gas i henhold til gasforsyningssikkerhedsbekendtgørelsens § 3, stk. 5, jf. den foreslåede § 25, stk. 6, i lov om gasforsyning, jf. omtalen af bekendtgørelsen i lovforslagets pkt. 2.4.1. og nedenfor om den foreslåede § 25, stk. 6.

Det bemærkes, at der aktuelt ikke er hjemmel i gasforsyningssikkerhedsbekendtgørelsens § 3, stk. 5, til at udstede påbud, idet bestemmelsen alene angiver, at ikke-beskyttede gaskunder efter anmodning skal reducere eller stoppe deres gasforbrug i kriseniveauet Emergency. Det forudsættes derfor, at ordlyden af gasforsyningssikkerhedsbekendtgørelsens § 3, stk. 5, ændres, således at gaskunder, der uberettiget forbruger gas, kan påbydes at reducere eller stoppe deres gasforbrug i en nødsituation.

Det fremgår af gasforsyningssikkerhedsbekendtgørelsens § 9, stk. 1, at medmindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning, straffes med bøde den, der overtræder bl.a. § 3, stk. 5, i bekendtgørelsen. Bekendtgørelsens § 9, stk. 2, fastsætter, at der kan pålægges gasselskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens kapitel 5. Bekendtgørelsens § 9 har hjemmel i gasforsyningslovens § 50, der er beskrevet i lovforslagets pkt. 2.4.1. Manglende efterlevelse af påbud om reduktion eller ophør af gasforbrug i en nødsituation vil således udgøre et strafbart forhold.

Det fysiske afbrud af gasforsyningen gennemføres som udgangspunkt af forsyningskritiske gasinfrastrukturselskaber efter påbud fra ministeren, jf. den foreslåede § 25, stk. 2, i lov om gasforsyning.

Der lægges dog op til, at politiet – hvis det skønnes nødvendigt – til enhver tid uden retskendelse kan få adgang til aftagestedet med henblik på at foretage det fysiske afbrud, jf. § 25, stk. 3, 2. pkt. Bestemmelsen forudsættes navnlig relevant i den situation, hvor en gaskunde, der uberettiget forbruger gas i en nødsituation, ikke ønsker at give et forsyningskritisk gasinfrastrukturselskab, der har fået påbud om at foretage fysisk afbrud af gasforsyningen til gaskunden, adgang til aftagestedet på gaskundens private ejendom.

Der vil som udgangspunkt være tale om et tvangsindgreb uden for strafferetsplejen, hvorfor retssikkerhedslovens regler om fremgangsmåden ved gennemførelse af tvangsindgreb og om forholdet til strafferetsplejen vil skulle iagttages. Det bemærkes i den forbindelse, at tvangsindgrebet som udgangspunkt gennemføres med henblik på at bringe det strafbare forhold til ophør og ikke med henblik på at tilvejebringe oplysninger om det eller de forhold, som mistanken omfatter, jf. retssikkerhedslovens § 9, stk. 1 og 2.

I de tilfælde, hvor der undtagelsesvist vil være tale om, at tvangsindgrebet gennemføres med henblik på at tilvejebringe oplysninger om det eller de forhold, som mistanken omfatter, vil tvangsindgrebet skulle gennemføres efter reglerne i retsplejeloven om strafferetsplejen, jf. retssikkerhedslovens § 9, stk. 1, herunder reglerne om ransagning i retsplejelovens kapitel 73.

I praksis vil det være nødvendigt, at det forsyningskritiske gasinfrastrukturselskab bistår politiet med den tekniske gennemførelse af afbruddet af gasforsyningen. Gasinfrastrukturselskabets bistand skal desuden ses i lyset af, at ministeren med den foreslåede § 25, stk. 2, i lov om gasforsyning vil kunne påbyde dem specifikke forebyggende eller afhjælpende foranstaltninger til sikring af gasforsyningssikkerheden, samt at infrastrukturkritiske gasinfrastrukturselskaber har den tekniske viden om, hvordan fysisk afbrydelse af gasforsyning til aftagesteder foretages.

Et aftagested kan ifølge den gældende gasforsyningssikkerhedsbekendtgørelse omfatte et eller flere målersteder på samme adresse eller på forskellige adresser med en indbyrdes afstand på højst 500 meter, som er ejet af en virksomhed eller koncernvirksomhed.

Fysisk afbrud af en gasforbrugende virksomheds adgang til gasforsyning kan være indgribende i forhold til den berørte virksomhed. Når den nødsituation, som berettiger fysisk afbrud, er erklæret for ophørt, vil det forsyningskritiske gasinfrastrukturselskab derfor straks skulle genetablere forsyningen til de afbrudte gaskunder, jf. nærmere ovenfor om det foreslåede § 25, stk. 2, i lov om gasforsyning.

Gasforsyningssikkerhedsforordningen fastsætter, at medlemsstaterne kan give den kompetente myndighed mulighed for at uddelegere specifikke opgaver, der er fastsat i denne forordning, til andre organer, jf. artikel 3, stk. 2. Delegerede opgaver efter varetages under den kompetente myndigheds tilsyn og specificeres i den forebyggende handlingsplan og i nødplanen, jf. forordningens artikel 3, stk. 2.

Det fremgår endvidere af gasforsyningssikkerhedsforordningen, at foranstaltninger til opretholdelse af gasforsyningssikkerheden, der er beskrevet i en forebyggende handlingsplan og en nødplan, skal være klart definerede, gennemsigtige, forholdsmæssige, ikkediskriminerende og kontrollerbare, og de må ikke uretmæssigt forvride konkurrencen eller den effektive funktion af det indre gasmarked, og de og må ikke bringe gasforsyningssikkerheden i andre medlemsstater eller i Unionen i fare, jf. artikel 8, stk. 1.

Efter det foreslåede § 25, stk. 4 , kan klima-, energi- og for- syningsministeren delegere operationelle og koordinerende opgaver til sikring af gasforsyningssikkerheden, herunder opgaver fastsat i gasforsyningssikkerhedsforordningen, til forsyningskritiske gasinfrastrukturselskaber.

Det foreslåede vil medføre, at det kommer til at fremgå af lov om gasforsyning, at ministeren kan delegere ansvaret for visse opgaver til forsyningskritiske gasinfrastrukturselskaber.

Det foreslåede har til formål at skabe grundlag for, at ministeren vil kunne delegere forskellige opgaver på vegne af ministeren til disse selskaber og derved udnytte hos de forsyningskritiske infrastrukturselskabers omfattende viden om gasmarkedet og deres kompetencer i forhold til at håndtere infrastruktur. Ministeren har ikke altid de nødvendige kompetencer og viden til at kunne løse alle relevante opgaver for at sikre gasforsyningssikkerheden.

Det forventes, at Energistyrelsen i praksis vil være den delegerende myndighed, jf. det anførte om delegation i pkt. 2.4.1. i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Ministeren og Energistyrelsen samarbejder allerede i dag tæt med Energinet som udøver af systemansvarlig virksomhed, og samarbejdet er i væsentlig grad aftalebaseret. Der vil dog kunne være behov for, at ministeren mere formelt delegerer opgaver, idet der vil kunne være tale om væsentlige opgaver både med hensyn til rækkevidde og økonomiske konsekvenser. Det samme hensyn gør sig gældende i forhold til de øvrige forsyningskritiske gasinfrastrukturselskaber, idet disse selskaber fremadrettet også vil skulle arbejde med at tilpasse gassystemet til en mere alsidig gasproduktion og et mere svingende gasforbrug og i det hele taget tilpasse gassystemet til en situation, hvor gas (og på sigt brint) vil blive brugt anderledes end i dag.

Det foreslåede giver på denne baggrund grundlag for, at ministeren f.eks. vil kunne delegere arbejdet med at udarbejde scenarier eller tekniske/ økonomiske modeller og beskrivelser m.v., som skal indgå i den nationale planlægning, herunder nødplaner og forebyggende handlingsplaner, som ministeren har ansvaret for at lave. Det kunne også være specifikke opgaver, som kan hjælpe ministeren med at vurdere og træffe kvalificerede vurderinger og beslutninger om forsyningssituationen og dermed mængden af f.eks. de nødforsyningsydelser, som løbende skal indkøbes.

Det foreslåede vil specifikt bemyndige ministeren til at kunne delegere specifikke operationelle og koordinerende opgaver i medfør af gasforsyningssikkerhedsforordningen til forsyningskritiske gasinfrastrukturselskaber, jf. den foreslåede formulering ”herunder opgaver fastsat i gasforsyningssikkerhedsforordningen”. Det foreslåede vil supplere gasforsyningssikkerhedsforordningens artikel 3, stk. 2, og Energistyrelsen forventes at administrere ordningen.

I praksis vil Energistyrelsen delegere opgaver til især Energinet. Det vil f.eks. kunne være opgaver i relation til konkret teknisk krisestyring eller mulighed for, at Energinet som systemoperatør kan træffe øjeblikkelige beslutninger under særlige omstændigheder som f.eks. en beslutning om at Energinet kan erklære nødsituation ved en akut hændelse, hvis det ikke kan afvente en myndighedsbehandling. Denne kompetence tilkommer den kompetente myndighed, men det fremgår specifikt af gasforsyningssikkerhedsforordningens artikel 3, stk. 2, at hvis den kompetente myndighed uddelegerer opgaven bestående i at erklære et af de tre kriseniveauer, kan den kun gøre dette til en offentlig myndighed, en transmissionssystemoperatør eller en distributionssystemoperatør.

Der vil også kunne være tale om mere tekniske opgaver, der skal gennemføres i henhold til gasforsyningssikkerhedsforordningen. Den kompetente myndighed vil bl.a. efter forordningen skulle udarbejde forebyggende handlingsplaner og nødplaner i henhold til gasforsyningssikkerhedsforordningens artikel 8, stk. 2. Her vil de forsyningskritiske gasinfrastrukturselskabers indsigt i og overblik over det samlede gassystem kunne være af afgørende betydning for planernes kvalitet, og det vil kunne give mening at delegere opgaver i forbindelse med denne planlægning til forsyningskritiske gasinfrastrukturselskaber.

Det vil også kunne være relevant at delegere konkrete opgaver i relation til pligten for medlemsstater til at udvise gensidig solidaritet i nødsituationer. Denne forpligtelse er omhandlet i gasforsyningssikkerhedsforordningens artikel 13, jf. omtalen i lovforslagets pkt. 2.4.1.

Hvis Danmark bliver nødt til at anmode en nabomedlemsstat om solidaritetsgas for at dække de solidaritetsbeskyttede gaskunders behov for gas i en nødsituation, så vil en enhed (som udgangspunkt Energinet som systemoperatør) efter det foreslåede kunne få delegeret opgaven med at stå for det operationelle i forhold til nabomedlemsstaten, selvom forpligtelsen til at levere solidaritetsgas formelt påhviler medlemsstaten. Operationelle opgaver vil f.eks. kunne være at fungere som dansk kontaktpunkt over for myndigheder og operatører i nabomedlemsstaten og sikre, at der er reserveret kapacitet i gassystemet til at kunne transportere gassen fra nabomedlemsstaten til Danmark i en nødsituation. Det vil også kunne være at sikre, at gassen til rådighed bliver fordelt korrekt i forhold til de danske solidaritetsbeskyttede gaskunder, hvilket dog også ville skulle involvere distributionsselskabet.

I den omvendte situation, hvor en nabomedlemsstat anmoder Danmark om at levere solidaritetsgas, skal der ske en omfattende koordinering, og der vil skulle laves markedsundersøgelser m.v. for at forsøge at skaffe gas i markedet, som kan leveres som solidaritetsgas til nabomedlemsstaten. Også her vil det praktiske arbejde kunne delegeres til et forsyningskritisk gasinfrastrukturselskab, der som udgangspunkt vil være systemoperatøren.

Der er ikke bestemmelser om delegation i lov om gasforsyning, og der er derfor heller ikke regler om tilsyn med delegerede opgaver.

Efter det foreslåede § 25, stk. 5 , skal delegerede opgaver, jf. stk. 4, varetages under klima-, energi- og forsyningsministerens tilsyn.

Det foreslåede har til formål at fastslå, at ministeren ved delegation af opgaver vil skulle føre tilsyn med, at opgaven bliver udført på den tilsigtede måde. Det selskab, som får delegeret en opgave, vil have de samme pligter og beføjelser, som ministeren har som delegerende myndighed, men ministeren vil fortsat have ansvaret for opgavens udførelse.

I den gældende lov om gasforsyning er der en bemyndigelse for klima-, energi- og forsyningsministeren til at fastsætte nærmere regler om et transmissionsselskabs, en transmissionssystemejers og en systemoperatørs varetagelse af opgaver vedrørende forsyningssikkerheden i Danmark, jf. § 12, stk. 3, jf. § 12, stk. 1, nr. 3. Den, der varetager systemansvarlig virksomhed, skal bidrage til at sikre, at der skabes de bedst mulige betingelser for forsyningssikkerhed i Danmark, jf. § 12 a, stk. 1, nr. 2, og ministeren kan fastsætte nærmere regler om dette forhold, jf. § 12 a, stk. 4.

Ministeren er desuden bemyndiget til at fastsætte nærmere regler om lagerselskabers pligt til at stille nødvendig lagerkapacitet til rådighed for transmissionsselskabers eller systemoperatørers varetagelse af de i § 12, stk. 1, nr. 3, nævnte opgaver (dvs. opgaver vedrørende forsyningssikkerheden i Danmark), jf. § 15, stk. 2, i lov om gasforsyning,

Ministeren er endvidere bemyndiget til at fastsætte nærmere regler om et distributionsselskabs pligt til at bistå transmissionsselskaber eller transmissionssystemejere og systemoperatører med opgaver vedrørende forsyningssikkerheden, jf. § 14, stk. 2, jf. § 14, stk. 1, nr. 3, i lov om gasforsyning.

Alle tre bemyndigelsesbestemmelser er således knyttet specifikt til bestemmelsen om, at et transmissionsselskab, en transmissionssystemejer og en systemoperatør skal varetage opgaver vedrørende forsyningssikkerheden i Danmark, jf. § 12, stk. 1, nr. 3, i lov om gasforsyning.

§ 23 a i lov om gasforsyning bemyndiger klima-, energi- og forsyningsministeren til at fastsætte nærmere regler om håndtering af gasforsyningsafbrydelser i en gasforsyningskrise inden for rammerne af forsyningssikkerhedsforordningen. De nærmere regler kan bl.a. vedrøre afgrænsning af beskyttede kundegrupper, krav til selskabers udarbejdelse og videregivelse af oplysninger til myndigheder om kundegrupper og deres gasforbrug, samt udstedelse af forbud til ikke-beskyttede gaskunder mod forbrug af gas eller fjernvarme, samt etablering af en kompensationsordning, der finder anvendelse ved en solidaritetskrise.

Bemyndigelsen i § 23 a er begrænset til at vedrøre forhold, som er omfattet af gasforsyningssikkerhedsforordningen, og som vedrører håndtering af gasforsyningsafbrydelser. Det foreslås bl.a. derfor at ophæve bemyndigelsen i § 23 a, således at indholdet i § 23 a i relevant omfang bliver skrevet ind i en ny og bredere bemyndigelse i det foreslåede kapitel 4 om gasforsyningssikkerhed.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.4.1. i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Efter det foreslåede § 25, stk. 6, kan klima-, energi- og forsyningsministeren fastsætte regler om varetagelse af gasforsyningssikkerheden og forhold omfattet af § 25, stk. 1-5, herunder særligt, men ikke udelukkende, inden for de områder, som er omtalt nedenfor som nr. 1-4.

Det foreslåede vil bemyndige klima-, energi- og forsyningsministeren til at kunne fastsætte mere detaljerede regler om ansvar, roller og opgaver for forskellige aktører i gassektoren, herunder forsyningskritiske gasinfrastrukturselskaber, gasleverandører og de største gasforbrugende virksomheder i Danmark. Det foreslåede vil også bemyndige ministeren til at kunne fastlægge de konkrete handlepligter for forskellige aktører og de nationale ordninger, som vurderes at være nødvendige for at sikre gasforsyningssikkerheden i Danmark.

I forlængelse af det foreslåede om ophævelse af den gældende § 23 a i lov om gasforsyning, jf. lovforslagets § 1, nr. 17, foreslås det at nyudstede bekendtgørelsen om varetagelse af gasforsyningssikkerheden, således at § 23 a udgår fra hjemmelsgrundlaget for bekendtgørelsen. I stedet foreslås det at indsætte den foreslåede § 25, stk. 6, i bekendtgørelsens hjemmelsgrundlag til ikrafttrædelse samtidig med lovforslagets foreslåede ikrafttrædelse.

Det fremgår bl.a. af den gældende § 23 a, at ministeren kan fastsætte regler inden for rammerne af gasforsyningssikkerhedsforordningen med henblik på at håndtere gasforsyningsafbrydelser, herunder bl.a. krav til selskabers udarbejdelse, opbevaring og videresendelse af oplysninger til myndigheder om afgrænsning og inddeling af beskyttede kundegrupper, samt afgrænsning og inddeling af beskyttede kundegrupper.

Den gældende bestemmelse er fastsat med henblik på at håndtere gasforsyningsafbrydelser inden for rammerne af forordningen. Baggrunden for bestemmelsen er, at der i en gasforsyningskrise er behov for løbende og fuldt opdaterede oplysninger om gaskundernes gasforbrug, som kun gasselskaberne vil have til rådighed. Oplysningerne er bl.a. nødvendige, hvis beskyttede gaskunders gasforbrug skal prioriteres frem for ikke-beskyttede gaskunders forbrug i en gasforsyningskrise. Det er først og fremmest distributionsselskaber og transmissionsselskabet, der fremsender disse oplysninger til myndighederne.

Efter det foreslåede stk. 6, nr. 1, kan ministeren fastsætte nærmere regler om gasselskabers og gasforbrugende virksomheders opgaver og oplysningsforpligtelser.

Bestemmelsen har bl.a. til formål at videreføre og udbygge den mulighed for at pålægge oplysningsforpligtelser og opgaver for gasforbrugende virksomheder og gasselskaber, som er indeholdt i den gældende § 23 a i lov om gasforsyning. Den foreslåede bestemmelse vil dog være bredere og ikke være begrænset til gasforsyningssikkerhedsforordningens ramme, og den vil ikke være begrænset til håndtering af afbrydelser af gasforsyningen i en gasforsyningskrise.

Det er formålet med det foreslåede, at ministeren skal kunne have overblik over det samlede gasforbrug og gasforbruget fordelt på forskellige kundegrupper – specielt for at kunne koordinere og styre deciderede nødsituationer. Derfor vil ministeren efter det foreslåede bl.a. kunne fastsætte regler om krav til gasselskabers udarbejdelse, opbevaring og videresendelse af oplysninger om forskellige kundegrupper og deres gasforbrug til myndighederne. Bestemmelsen vil således skulle forstås og bruges i samspil med den nationale nødplan, som beskriver forskellige pligter for gasselskaber, herunder gasleverandørerne, men også pligter for de største gasforbrugende virksomheder, som f.eks. skal reducere eller stoppe deres gasforbrug, hvis de får påbud herom i en nødsituation.

Oplysninger om gaskunder, der behandles og videresendes af selskaberne, vil være omfattet af databeskyttelsesforordningen (Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2016/679). Det forventes ikke, at der vil blive behandlet følsomme oplysninger omfattet af databeskyttelsesforordningens artikel 9, og databeskyttelsesforordningen vil i øvrigt blive taget i betragtning i forbindelse med enden konkrete udmøntning af bestemmelsen.

Det vurderes ikke, at indholdet af relevante oplysningsforpligtelser vil falde inden for retssikkerhedslovens § 10 om retten til ikke at inkriminere sig selv. Retssikkerhedslovens § 10 regulerer i hvilket omfang regler om pligt til at meddele oplysninger til en offentlig myndighed gælder, når en oplysningspligtig fysisk eller juridisk person er mistænkt for at have begået et strafbart forhold.

De oplysninger, som gasselskaber og større gasforbrugende virksomheder typisk vil skulle meddele til ministeren, vil vedrøre kontrakter, gasforbrug, målerdata m.v., dvs. der er tale om markedsorienterede eller faktuelle oplysninger, jf. ovenfor. Hvis en gaskunde forbruger gas uberettiget, er der tale om et strafbart forhold, men et fysisk afbrud af gasforsyningen til en gaskunde vil som udgangspunkt skulle være baseret på faktuelle og fjernaflæste oplysninger (målerdata) om gasforbrug. Der henvises dog i øvrigt til lovbemærkningerne til den foreslåede § 25, stk. 3, ovenfor.

Det fremgår af den gældende § 23 a, at ministeren kan stille krav til selskabers udarbejdelse, opbevaring og videresendelse af oplysninger til myndigheder om beskyttede og ikke-beskyttede kundegrupper og deres gasforbrug.

Gasforsyningssikkerhedsforordningen fastsætter et mindstekrav til beskyttelsesniveauet for beskyttede gaskunder. Det fremgår af gasforsyningssikkerhedsforordningens artikel 6, stk. 1, at der skal træffes foranstaltninger for at sikre gasforsyningen til de beskyttede gaskunder i nærmere definerede tilfælde, bl.a. i en periode på 30 dage med usædvanlig stor gasefterspørgsel, som forekommer med en statistisk sandsynlighed én gang hvert 20 år. Gasforsyningssikkerhedsforordningen giver dog mulighed for at fastsætte et forhøjet beskyttelsesniveau, der går ud over perioden på 30 dage, hvis særlige betingelser er opfyldt.

Det følger af gasforsyningssikkerhedsforordningens artikel 2, nr. 5 og 6, at privatkunder (husholdninger) er beskyttede gaskunder i alle situationer, herunder også hvis der skal ydes solidaritet til anden medlemsstat. Dertil kan medlemsstaterne fastsætte regler om beskyttelse af andre gaskunder. Små og mellemstore virksomheder og væsentlige sociale tjenester kan for eksempel også være beskyttede gaskunder.

Inddelingen i beskyttede og ikke-beskyttede gaskunder inden for forordningens ramme sker en gang årligt som beskrevet i gasforsyningssikkerhedsbekendtgørelsen.

Efter det foreslåede stk. 6, nr. 2, kan ministeren fastsætte nærmere regler om planlægning af forebyggende foranstaltninger, gennemførelse af risikovurderinger og fastsættelse af beskyttelsesniveauer for gasforsyningssikkerhed.

Planlægningen af forebyggende foranstaltninger vil skulle ske i form af egentlige overordnede, rammesættende planer (den forebyggende handlingsplan og nødplanen) samt i form af en mere konkret, operationaliserende udmøntning af enkeltinitiativer. Planlægning af forebyggende foranstaltninger har først og fremmest til formål at undgå en krisesituation, hvor der ikke er nok gas til at forsyne alle gaskunder. Dette kan for eksempel gøres ved at indføre foranstaltninger, der afbøder mindre hændelser, som dermed ikke udvikler sig og forårsager en egentlig krisesituation. Dernæst vil der skulle planlægges for, hvilke foranstaltninger der kan og skal bringes i anvendelse i de tre kriseniveauer tidlig varsel (early warning), alarm (alert) og nødsituation (emergency). I kriseniveauet nødsituation er det ekstra vigtigt, at foranstaltningerne kan håndtere og afbøde konsekvenserne, hvis der bliver behov for at reducere eller stoppe ikke-beskyttede gaskunders gasforbrug.

Risikovurderingerne vil kunne gennemføres med udgangspunkt i scenarier for den fremtidige forsyningssituation, samt med inddragelse af en række risikoparametre som kan være politiske, teknologiske, markedsrelaterede, samfundsmæssige eller naturskabte jf. bilag V i gasforsyningssikkerhedsforordningen. Relevante risikoparametre kunne for eksempel være: Stop for import af russisk gas til EU, tekniske nedbrud i gassystemet som for eksempel lækager og rørbrud, cyberangreb eller tredjelandes kontrol med infrastruktur, prissvingninger, tyveri eller oversvømmelser. Risikovurderinger kan for eksempel foretages for at vurdere, hvad konsekvenserne er for gasforsyningssikkerheden, hvis centrale dele af den danske infrastruktur ikke længere fungerer, eller hvis gasmarkedet ikke kan opfylde gasforbrugernes behov for gas.

Risikovurderingerne vil skulle anvendes som udgangspunkt for valg af forebyggende og afhjælpende foranstaltninger, og som grundlag for ministerens arbejde med den nationale nødplan.

Foranstaltninger, der skal anvendes i en krisesituation, kan kun iværksættes og være effektive, hvis gaskunderne og deres respektive beskyttelsesniveau er fastlagt før nødsituationen opstår.

Den foreslåede ordning vil medføre, at ministeren kan fastsætte omfanget af beskyttede gaskunder i en nødsituation inden for rammerne af gasforsyningssikkerhedsforordningen. Danmark har hidtil opretholdt det højst tilladte beskyttelsesniveau i forhold til hvor mange gaskunder, der er beskyttede gaskunder. I forhold til hvor længe disse gaskunder skal kunne forsynes i en nødsituation, er der som udgangspunkt mulighed i forordningen til at øge det danske beskyttelsesniveau.

Det fremgår af den gældende § 23 a, at ministeren kan fastsætte regler om udstedelse af forbud til kunder omfattet af ikke-beskyttede kundegrupper mod forbrug af gas eller fjernvarme. Behovet for at udstede forbud følger af gasforsyningssikkerhedsforordningens bestemmelser om håndtering af gasforsyningskriser og gasforsyningsafbrydelser. For at kunne hindre uberettiget gasforbrug i nationale nødsituationer eller i en solidaritetskrise skal medlemsstaternes kompetente myndighed underrette de gaskunder, der kategoriseres som ikke-beskyttede gaskunder, om, at de skal reducere eller standse deres gasforbrug uden at skabe teknisk usikre situationer. Der skal dog så vidt muligt anvendes markedsbaserede løsninger i en gasforsyningskrise, og påbud om reduktion eller stop for gasforbrug i en gaskrise, vil kun ske som en af de sidste foranstaltninger i en gaskrise.

Efter det foreslåede stk. 6, nr. 3 kan ministeren fastsætte nærmere regler om håndtering af krisesituationer, herunder foranstaltninger for at sikre nødforsyning til beskyttede gaskunder, prioritering og tildeling af gasforbrug inden for gruppen af ikke-beskyttede gaskunder og afbrud af gaskunders uberettigede gasforbrug i en nødsituation.

Det foreslåede vil medføre, at der vil der kunne fastsættes regler om, hvordan en krisesituation konkret vil skulle håndteres. Bestemmelsen vil være målrettet en nødsituation, hvor gasmarkedet ikke i tilstrækkelig grad vil kunne dække alle gaskunders behov for gas, eller hvor gasinfrastrukturen er udfordret på grund af rørbrud eller tilsvarende. I en sådan situation vil det derfor kunne være nødvendigt at tage ikke-markedsmæssige foranstaltninger i anvendelse. I en sådan situation, hvor der enten på grund af en volumenhændelse eller en infrastrukturhændelse er erklæret kriseniveauet nødsituation (emergency), vil forsyningen af beskyttede gaskunder skulle sikres.

De ikke-markedsmæssige foranstaltninger vil f.eks. kunne være frigivelse af nødgas fra gaslageret, påbudt reduktion af gasforbruget og fysisk afbrud af gasforsyningen til gaskunder, der uberettiget aftager gas fra gassystemet. Det er i den forbindelse afgørende, at en reduktion af gasforbruget ikke skal kunne medføre tekniske usikre situationer. Det foreslåede vil give mulighed for at kunne fastsætte regler, der vil give mulighed for at meddele påbud og forbud afhængigt af den konkrete situation.

Det forventes derfor, at den gældende gasforsyningssikkerhedsbekendtgørelse vil blive revideret i forlængelse af det foreslåede.

Det foreslåede vil sikre, at der kan fastsættes nærmere regler i gasforsyningssikkerhedsbekendtgørelsen om fysisk afbrud af gasforsyningen til gaskunder, som uberettiget forbruger gas i en nødsituation. Den gældende forsyningssikkerhedsbekendtgørelses § 3, stk. 5, fastsætter blot, at ikke-beskyttede gaskunder efter anmodning skal reducere eller stoppe deres gasforbrug i kriseniveauet Emergency.

For det andet forventes det også, at der vil blive ændret i bekendtgørelsens terminologi, så bekendtgørelsen vil anvende ordet ”påbud” i stedet for ”anmodning” i forbindelse med de bestemmelser, som vedrører pålagt reduktion eller stop for gasforbrug. Det er således kun forvaltningsretlige påbud, som skal kunne medføre den bødestraf, som allerede er forudsat som sanktion for manglende reduktion eller stop af uberettiget gasforbrug i gasforsyningssikkerhedsbekendtgørelsens § 9, stk. 1, jf. § 50, stk. 1, i lov om gasforsyning.

Det fremgår af den gældende § 23 a, at ministeren kan fastsætte regler for etablering af en kompensationsordning, der finder anvendelse i forbindelse med en solidaritetskrise.

Bemyndigelsen giver ministeren mulighed for at fastsætte en kompensationsordning mellem lande i forbindelse med en solidaritetsforpligtelse efter gasforsyningssikkerhedsforordningen. Forordningens artikel 13 fastsætter, at en medlemsstat kan anmode en nabomedlemsstat om at levere solidaritet i form af gas, hvis medlemsstaten ikke længere kan forsyne sine egne solidaritetsbeskyttede gaskunder. Der skal så vidt muligt anvendes markedsbaserede løsninger i en gasforsyningsafbrydelse, og markedets aktører skal så vidt muligt have adgang til at reagere på situationen med markedsbaserede eller frivillige foranstaltninger. Kun hvis de markedsbaserede foranstaltninger ikke er tilstrækkelige, skal medlemsstaterne anvende ikkemarkedsbaserede foranstaltninger for at yde solidaritet, jf. gasforsyningssikkerhedsforordningens artikel 11, stk. 1, litra c, og artikel 13, stk. 5.

Den medlemsstat, der anmoder om solidaritet, skal betale en omgående og rimelig kompensation til den medlemsstat, der yder solidaritet. Den medlemsstat, som bliver anmodet om at yde solidaritet, kan nemlig blive nødt til at stoppe forsyningen til visse virksomheder, som i en nødsituation (emergency) uden anmodning om solidaritet ellers ville være beskyttede gaskunder, og kun beskytte sine egne såkaldte solidaritetsbeskyttede gaskunder.

Kompensationen kan omfatte den solidaritetsydende medlemsstats interne omkostninger ved at skulle betale erstatning for indskrænkninger i industrien, der skyldes, at industrikunder pålægges at reducere eller stoppe deres gasforbrug.

Efter det foreslåede § 25, stk. 6, nr. 4, kan ministeren blandt andet fastsætte nærmere regler om håndtering af anmodninger om solidaritet til og fra nabomedlemsstater og etablering af en kompensationsordning i forbindelse med solidaritetsanmodninger.

Det foreslåede knytter sig til gasforsyningssikkerhedsforordningens bestemmelse om solidaritet (artikel 13) og viderefører i vidt omfang det materielle indhold i den eksisterende bestemmelse om kompensation i § 23 a, nr. 4.

Efter det foreslåede vil ministeren kunne fastsætte regler for en ordning, hvor virksomheder m.v., der lider et økonomisk tab som følge af en anmodning om solidaritet, skal modtage en passende kompensation. Det vil også have til formål at give ministeren mulighed til for eksempel at kunne fastsætte nærmere regler om, hvilke omkostninger, der kan ydes kompensation for, og betingelserne for at opnå kompensation. Eller der vil kunne blive tale om regler om afslag, dokumentation eller tilbagebetaling af kompensation for eksempelved manglende efterlevelse af bestemmelser om oplysningspligt. Bestemmelsen vil indebære, at gasforsyningssikkerhedsforordningens bestemmelser om betaling af kompensation for udvist solidaritet, herunder for indskrænkninger i industrien (eller bestemmelser om kompensation i bilaterale solidaritetsaftaler indgået i henhold til forordningen) kan udmøntes i konkrete kompensationsordninger for virksomheder m.v., der lider et økonomisk tab.

Til nr. 19 (overskrift til kapitel 6 a)

Det fremgår af overskriften til kapitel 6 a, at kapitlet vedrører levering af opgraderet biogas til systemet og renset biogas til bygasnet.

I kapitlet indgår blandt andet bestemmelser om opgraderingsanlæg for biogas’ ret til adgang til systemet, proces for tilslutning, omkostningsfordeling med mere. For en nærmere beskrivelse af gældende ret henvises til pkt. 2.1. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

Efter det foreslåede affattes overskriften med følgende ordlyd »Pristillæg til biogas«.

Formålet med nyaffattelsen er, at sikre kapitlet mere retvisende angiver det materielle indhold set i forhold til lovforslagets forslag om ophævelse af reglerne i kapitlet om tredjepartsadgang (adgang) for opgraderingsanlæg for biogas.

Det foreslåede vil medføre, at kapiteloverskriften ikke indeholder henvisning til regler i kapitlet som foreslås ophævet. Det foreslåede vil dermed sikre bedre overensstemmelse mellem kapiteloverskrift og indhold i kapitlet.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.1 - 2.2. i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 20 (overskrift)

Det fremgår af overskriften før § 35 a, i lov om gasforsyning, at bestemmelsen vedrører tilslutning af biogasopgraderingsanlæg m.v.

Det fremgår af § 35 a, stk. 1, i lov om gasforsyning, at i områder, som er forsynet fra det sammenkoblede system, skal distributions- og transmissionsselskaber eller transmissionssystemejere og systemoperatører efter anmodning fra ejeren af opgraderingsanlægget tilslutte opgraderingsanlæg til distributionssystemerne eller transmissionssystemet.

§ 35 a i lov om gasforsyning, handler generelt om netop retten til adgang til infrastrukturen for opgraderingsanlæg for biogas (stk. 1), og processen herfor i forhold til omkostningsfordeling med mere (stk. 2-6). For en nærmere beskrivelse af gældende ret henvises til pkt. 2.1. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

Efter det foreslåede ophæves overskriften før § 35 a i lov om gasforsyning.

Formålet med ophævelsen er at sikre, at overskriften i sig selv ikke længere vil fremgå af lov om gasforsyning i relation til lovforslagets del om forslag til ophævelse af blandt andet § 35 a.

Det foreslåede vil medføre, at overskriften til bestemmelsen ikke vil fremgå. Ophævelsen vil sikre bedre overensstemmelse mellem overskrift og indhold i kapitlet.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.1-2.2. i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 21 (§ 35 a)

Det fremgår af § 35 a, stk. 1, i lov om gasforsyning, at i områder, som er forsynet fra det sammenkoblede system, skal distributions- og transmissionsselskaber eller transmissionssystemejere og systemoperatører efter anmodning fra ejeren af opgraderingsanlægget tilslutte opgraderingsanlæg til distributionssystemerne eller transmissionssystemet.

Det fremgår af § 35 a, stk. 2, i lov om gasforsyning, at distributions- eller transmissionsselskabet eller transmissionssystemejeren og systemoperatøren fastlægger tilslutningspunktet efter drøftelse med ejeren af opgraderingsanlægget og ud fra en økonomisk vurdering af de samlede omkostninger for tilslutningen og de løbende driftsomkostninger ved tilførslen af den opgraderede biogas. Distributions- eller transmissionsselskabet eller transmissionssystemejeren og systemoperatøren skal i fornødent omfang drøfte valg af tilslutningspunktet med andre distributions- og transmissionsselskaber eller transmissionssystemejere og systemoperatører, før der træffes afgørelse. Afgørelsen om etablering af tilslutning af et opgraderingsanlæg til distributionssystemerne eller transmissionssystemet, herunder om tilslutningspunktet og om fordeling af omkostninger, træffes af det selskab til hvis system, det er blevet besluttet, at opgraderingsanlægget tilsluttes.

Det fremgår af § 35 a, stk. 3, i lov om gasforsyning, at forvaltningsloven gælder for distributions- og transmissionsselskaber eller transmissionssystemejere og systemoperatører i det omfang, de træffer afgørelse efter stk. 2.

Det fremgår af § 35 a, stk. 4, i lov om gasforsyning, at ejeren af opgraderingsanlægget skal afholde de direkte henførbare omkostninger forbundet med tilslutningen til det anviste tilslutningspunkt efter stk. 2 samt de efterfølgende driftsomkostninger ved tilførslen af den opgraderede bio- gas.

Øvrige omkostninger, herunder til etablering og ændringer, afholdes af distributionsselskabet eller transmissionssystemejeren og systemoperatøren, hvis omkostningerne vedrører distributionssystemet, eller af transmissionsselskabet, hvis omkostningerne vedrører transmissionssystemet.

Det fremgår af § 35 a, stk. 5, i lov om gasforsyning, at distributions- og transmissionsselskaber eller transmissionssystemejere og systemoperatører har pligt til at give enhver, der anmoder om tilslutning af et opgraderingsanlæg, alle nødvendige oplysninger, herunder en rimelig og nøjagtig tidsplan for modtagelse og behandling af ansøgningen om tilslutning, et detaljeret skøn over de samlede omkostninger for tilslutningen og de løbende driftsomkostninger ved tilførslen af den opgraderede biogas og en rimelig og vejledende tidsplan for tilslutningen.

Det fremgår af § 35 a, stk. 6, i lov om gasforsyning, at afgørelser efter stk. 2 kan påklages til Forsyningstilsynet. Klage skal være indgivet skriftligt, inden 4 uger efter at afgørelsen er meddelt. Klage indgives til distributions- eller transmissionsselskabet eller transmissionssystemejeren og systemoperatøren der inden 4 uger efter modtagelsen videresender klagen til tilsynet med en udtalelse og de oplysninger, der har ligget til grund for afgørelsen.

Det fremgår af § 35 a, stk. 7, i lov om gasforsyning, at klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte nærmere regler om et opgraderingsanlægs tilslutning til distributionssystemerne eller transmissionssystemet, herunder nærmere regler om fordelingen af omkostninger ved tilslutning og ved at være tilsluttet distributionssystemerne eller transmissionssystemet mellem ejeren af opgraderingsanlægget og distributions- eller transmissionsselskabet eller transmissionssystemejeren og systemoperatøren.

§ 35 a i lov om gasforsyning handler generelt om retten til adgang til infrastrukturen for opgraderingsanlæg for biogas (stk. 1), og processen herfor i forhold til omkostningsfordeling med mere (stk. 2-6), samt en bemyndigelse for klima-, energi- og forsyningsministeren (stk. 7). For en nærmere beskrivelse af gældende ret henvises til pkt. 2.1. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

Efter det foreslåede ophæves § 35 a i lov om gasforsyning.

Formålet med ophævelsen er at ensrette og samle bestemmelser om adgang til infrastrukturen, herunder processen herfor, mens der samtidigt foreslås indført et mere agilt regime for detailregulering gennem bemyndigelse til klima-, energi- og forsyningsministeren gennem forslagets ændringer til § 18 i lov om gasforsyning.

Det foreslåede vil ikke medføre materielle ændringer. Lovforslagets del om tredjepartsadgang generelt, proces herfor og detailregulering forventes umiddelbart at implementere samme model for tilslutning af opgraderingsanlæg for biogas som § 35 a, i lov om gasforsyning, er udtryk for. Forskellen vil blot være, at der vil blive fastsat regler ved bekendtgørelse gennem udnyttelsen af den foreslåede bemyndigelse frem for detailregulering på lovniveau. Enhver udnyttelse af den foreslåede bemyndigelse vil være omfattet af kravet om offentlig høring, hvilket vil sikre høring af parter, som hidtil har anvendt og indrettet sig i henhold til reglerne i § 35 a i lov om gasforsyning.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.1-2.2. i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 22 (overskrift)

Det fremgår af overskriften før § 35 a, i lov om gasforsyning, at bestemmelsen vedrører leveringskvalitet.

Det fremgår af § 35 b, i lov om gasforsyning, at distributions- og transmissionsselskaber eller transmissionssystemejere og systemoperatører kan fastsætte nødvendige krav om, at opgraderet biogas, der ønskes injiceret i distributions- eller transmissionssystemet, leveres ved et givent gastryk og en given brændværdi.

Efter det foreslåede ophæves overskriften før § 35 b i lov om gasforsyning.

Formålet med ophævelsen er at sikre overskriften i sig selv ikke længere vil fremgå af lov om gasforsyning, i relation til lovforslagets del om forslag til ophævelse af blandt andet § 35 b.

Det foreslåede vil medføre, at overskriften til bestemmelsen ikke vil fremgå. Ophævelsen vil sikre bedre overensstemmelse mellem overskrifter og indhold i kapitlet.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.1-2.2. i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 23 (§ 35 b)

Det fremgår af § 35 b i lov om gasforsyning, at distributions- og transmissionsselskaber eller transmissionssystemejere og systemoperatører kan fastsætte nødvendige krav om, at opgraderet biogas, der ønskes injiceret i distributions- eller transmissionssystemet, leveres ved et givent gastryk og ved en given brændværdi.

§ 35 b i lov om gasforsyning indeholder regler om, at der kan fastsættes krav for at en delmængde af systembrugerne (opgraderingsanlæg for biogas) kan få adgang til systemet. Reglen supplerer dermed og overlapper § 23, i lov om gasforsyning, som også indeholder denne mulighed. For en nærmere beskrivelse af gældende ret henvises til pkt. 2.1-2.2. i de almindelige bemærkninger.

Efter det foreslåede ophæves § 35 b i lov om gasforsyning.

Formålet med ophævelsen er at ensrette bestemmelser og undgå overlappende regulering, der dermed skal ses i sammenhæng med lovforslagets del om ændringer af § 23 i lov om gasforsyning.

Det foreslåede vil medføre, at § 35 b ikke længere vil fremgå af lov om gasforsyning. Det foreslåede vil ikke medføre materielle ændringer, da der også efter § 23 i lov om gasforsyning kan fastsættes regler om krav til systembrugerne for at få adgang til systemet. Der vil med andre ord ikke ske nogle materielle ændringer for så vidt angår krav om levering ved et givent trykniveau og ved en given brændværdi, hvis sådanne krav vil skulle anmeldes efter direktiv (EU) 2015/1535 om en informationsprocedure med hensyn til tekniske forskrifter samt forskrifter for informationssamfundets tjenester (informationsproceduredirektivet).

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.1.-2.2. i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 24 (overskrift)

Det fremgår af overskriften før § 35 d i lov om gasforsyning, at bestemmelsen angår pristillæg til anvendelse af biogas og administration af pristillæg.

Efter det foreslåede affattes overskriften før § 35 d i lov om gasforsyning således: »Administration af pristillæg«.

Det foreslåede vil medføre, at det ikke længere i overskriften før § 35 d vil fremgå, at overskriften handler om pristillæg til anvendelse af biogas.

Formålet med ændringen er, at det af den foreslåede kapiteloverskrift for kapitel 6 a vil fremgå, at kapitel 6 a i lov om gasforsyning vedrører pristillæg til biogas. Der er derfor ikke behov for en gentagelse af, at bestemmelserne i kapitel 6 a omhandler pristillæg i overskriften før § 35 d.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.1-2.2. i de almindelige bemærkninger.

Til nr. 25 (overskrift)

Det fremgår af overskriften til kapitel 7 i lov om gasforsyning, at kapitlet vedrører gasselskabernes priser og betingelser.

I kapitlet indgår blandt andet bestemmelser om infrastrukturselskabernes fastsættelse af priser (tariffer og tarifmetoder) og betingelser (betingelser og vilkår for blandt andet brug af infrastrukturen), samspillet med Forsyningstilsynet i forhold til metodegodkendelse af tariffer og godkendelse af vilkår og betingelser, økonomisk regulering af infrastrukturselskaberne, gasleverandørernes forpligtelser over for kunder, og Forsyningstilsynets adgang til påbud om ændring af priser og betingelser.

Efter det foreslåede affattes overskriften til kapitel 7 således: »Gasselskabernes tariffer, priser, vilkår og betingelser«.

Formålet med nyaffattelsen er, at sikre kapitlet indholdsmæssigt bedre følger det materielle indhold, som kapitlet vedrører.

Det foreslåede vil medføre, at kapiteloverskriften vil indeholde en omtale af infrastrukturselskabernes tariffer, priser, vilkår og betingelser.

Det foreslåede vil dermed sikre bedre overensstemmelse mellem kapiteloverskrift og indhold i kapitlet ved at omtale de væsentligste materielle emner i kapitlet. Det foreslåede vil ikke medføre materielle ændringer.

Til nr. 26 (§ 37)

Det fremgår af § 37, stk. 1, i lov om gasforsyning, at priser for ydelser fra distributionsselskaber fastsættes under hensyntagen til selskabernes omkostninger til indkøb af energi, lønninger, tjenesteydelser, administration, vedligeholdelse, andre driftsomkostninger og afskrivninger samt forrentning af kapital.

Det fremgår af § 37, stk. 2, i lov om gasforsyning, de i stk. 1 nævnte priser skal fastsættes efter rimelige, objektive, gennemsigtige og ikkediskriminerende kriterier i forhold til, hvilke omkostninger de enkelte brugere af systemet og forbrugere giver anledning til.

Efter det foreslåede til § 37, stk. 2 , i lov om gasforsyning, ændres sætningen »de enkelte brugere af systemet og forbrugere« til ordet »systembrugerne«.

Formålet med ændringen er en ordlydsmæssig forenkling af lovteksten, samtidig med at fastdefinerede samlebegreber anvendes.

Det foreslåede vil medføre, at der ikke i § 37, stk. 2, i lov om gasforsyning, længere vil fremgå en eksplicit omtale af både aftagere af energi og øvrige brugere, men i stedet vil samlebetegnelsen systembruger fremgå. Det foreslåede vil ikke medføre materielle ændringer, da systembrugerbegrebet er fællesbetegnelsen for enhver fysisk eller juridisk person, der forsyner eller forsynes fra et system. Det foreslåede vil medføre, at der i bestemmelsen anvendes en begrebssystematik vedrørende systembrugere, som lovforslaget generelt foreslår gennemført.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.1.-2.2. i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 27 (§ 41)

Det fremgår af § 41, stk. 1, i lov om gasforsyning, at hvis Forsyningstilsynet finder, at priser og betingelser må anses for at være i strid med bestemmelserne i denne lov, kan tilsynet give påbud om ændring af priser og betingelser.

§ 41 i lov om gasforsyning handler om Forsyningstilsynets beføjelser til at påbyde ændringer i forholdet mellem infrastrukturselskaberne og systembrugerne. Bestemmelsen er oprindelig fra skrivningen af hovedloven i år 2000, og angik historisk tilsynets mulighed for at påbyde ændringer i forhandlede priser og betingelser. Ifølge de specielle bemærkninger til § 41 angår Forsyningstilsynets beføjelser blandt andet at påse markedets praksis for aftaler varighed og omfang, jf. Folketingstidende 1999-00, tillæg A, side 6579-6580.

Efter det foreslåede til § 41, stk. 1 , i lov om gasforsyning, ændres sætningen »priser og betingelser« til sætningen »priser, vilkår og betingelser«.

Formålet med ændringen er at opdatere bestemmelsen til en terminologi, som er mere opdateret i forhold til Forsyningstilsynets opgaver i henhold til loven, navnlig i forhold til kompetencerne for Forsyningstilsynet til at efterprøve spørgsmålet om tredjepartsadgang, herunder eventuelle tekniske standarder og krav fastsat for adgang, eller vilkår og betingelser fastsat for anvendelse af systemet.

Den foreslåede ændring vil medføre, at der i stedet for priser og betingelser i § 41, stk. 1, også fremgår vilkår. Den foreslåede ændring vil ikke medføre, at der materielt sker en udvidelse af bestemmelsens omfang, da Forsyningstilsynets beføjelser til at give påbud om ændring af tekniske standarder og krav eller vilkår og betingelser fastsat af infrastrukturselskaberne i øvrigt omfatter hele lovens anvendelsesområde med de beføjelser, som er Forsyningstilsynet tillagt, og i henhold til de respektive infrastrukturtypers nationale og EU-retlige reguleringsramme.

Til nr. 28 (§ 45 a)

Det fremgår af § 45 a, stk. 2, i lov om gasforsyning, at transmissionsselskaber, transmissionssystemejere, systemoperatører og distributions-, lager- og LNG-selskaber skal give brugerne af systemet de oplysninger, der er nødvendige for at få effektiv adgang til at og sikre en effektiv udnyttelse af systemet.

§ 45 a, stk. 2, i lov om gasforsyning, indeholder en forpligtelse til infrastrukturselskaberne om at levere og stille den nødvendige information til rådighed, som dels sikrer tredjepartsadgangen for brugerne, og dels sikrer en effektiv udnyttelse blandt andet gennem brugernes mulighed for at handle med metan eller brint.

Efter det foreslåede til § 45 a, stk. 2 , i lov om gasforsyningen, ændres »brugere af systemet« til »systembrugerne«.

Formålet med det foreslåede er at forsimple og ensrette terminologien vedrørende brugerne af infrastrukturen.

Det foreslåede vil medføre, at ordet systembruger anvendes i stedet for sætningen brugere af systemet, der indholdsmæssigt dækker over det samme. Det foreslåede vil ikke medføre materielle ændringer.

Til nr. 29 (§ 47 a)

Det fremgår af § 47 a, i lov om gasforsyning, at klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte regler om udøvelse af tilsyn og kontrol i forbindelse med opkrævning og anvendelsen af beløb, der betales af forbrugere efter § 9, stk. 1.

Efter det foreslåede til § 47 a, i lov om gasforsyning, indsættes efter »stk. 1«: » og § 9 a, stk. 1«.

Formålet med det foreslåede er at sikre en effektiv kontrol med administration af beløb til offentlige forpligtelser i klynger. Det vil ske ved at udvide bemyndigelsen for klima-, energi- og forsyningsministeren til også at omfattet offentlige forpligtelser i medfør af reglerne om offentlige forpligtelser i klynger omfattet af § 9 a. I forbindelse med indsættelsen af § 9 a blev bemyndigelsen i § 47 a ved en fejl ikke tilsvarende udvidet.

Det foreslåede vil medføre, at klima-, energi- og forsynings- ministeren vil kunne fastsætte regler om, at selskaber omfattet af § 9 a skal opgøre og indberette de opkrævede beløbsstørrelser og andre relevante forhold. Der vil endvidere kunne opstilles krav til dokumentation og regnskabsføring i forbindelse med anvendelsen af de opkrævede midler.

Til nr. 30 (§ 51)

Kapitel 11 i lov om gasforsyning har regler om klageadgang til Energiklagenævnet.

Det fremgår af § 51, stk. 3, 1. pkt., i lov om gasforsyning, at Forsyningstilsynets afgørelser om certificering, jf. § 10 c, ikke kan indbringes for Energiklagenævnet.

Det fremgår af § 51, stk. 3, 2. pkt., at dette dog ikke gælder afgørelser, som Forsyningstilsynet træffer i en certificeringsprocedure indledt efter § 10 c, stk. 4, og hvor Forsyningstilsynet afslår certificeringen. Certificering efter § 10 c, stk. 4, handler om tilfælde, hvor der skal ske en recertificering som følge af nye omstændigheder som f.eks. transaktioner, der kan have betydning for certificeringen i forhold til kravet om ejermæssig adskillelse efter § 10 b i lov om gasforsyning.

Baggrunden for, at klageadgangen som hovedregel afskæres er, at gasdirektivets bestemmelse om certificering af transmissionssystemoperatører (artikel 10) sammen med direkte gældende bestemmelser i gasforordningen (artikel 14) fastlægger en klart defineret proces for certificeringen med faste tidsrammer.

Efter det foreslåede § 51, stk. 3, 1. pkt., ændres »jf. § 10 c« til: »jf. §§ 10 c og 10 d«.

De foreslåede vil medføre, at der heller ikke er klageadgang til Energiklagenævnet over Forsyningstilsynets afgørelser om certificering af lagersystemoperatører i henhold til den foreslåede § 10 d, jf. lovforslagets § 1, nr. 6.

Det foreslåede har til formål at have samme tilgang til klageadgang for hhv. afgørelser om certificering af transmissionssystemoperatører (efter § 10 c i lov om gasforsyning) og afgørelser om certificering af lagersystemoperatører efter den foreslåede § 10 d.

Begge bestemmelser om certificering bygger på EU-regler i hhv. gasdirektivet (artikel 10 vedr. transmissionssystemoperatører) og gasforordningen (artikel 14 vedr. transmissionssystemoperatører og artikel 15 vedr. naturgaslagersystemoperatører). Begge EU-regelsæt er baseret på en proces, hvor der er specifikke tidsfrister, og hvor Europa-Kommissionen skal forholde sig til og udtale sig om de nationale afgørelser.

Det foreslås dog ikke, at der bliver tilføjet en klageadgang, der svarer til klageadgangen i § 51, stk. 3, 2. pkt., vedr. evt. recertificering, som Forsyningstilsynet træffer i en certificeringsprocedure indledt efter § 10 c, stk. 4, og hvor Forsyningstilsynet afslår certificeringen.

Dette skyldes, at Europa-Kommissionen ved certificeringer af lagersystemoperatører har beføjelser også ved recertificeringer svarende til den almindelige procedure for certificeringer.

Det bemærkes, at det foreslåede ikke begrænser adgangen til almindelig domstolsprøvelse af afgørelser om certificering i overensstemmelse med grundlovens § 63 beskyttelse af retten til at få efterprøvet lovligheden af offentlige forvaltningsmyndigheders afgørelser.

Til nr. 31 (§ 55)

Det fremgår af § 55, stk. 4, i lov om gasforsyning, at til etablering og drift af de nødvendige tilslutninger af opgraderingsanlæg til distributionssystemerne eller transmissionssystemet, jf. § 35 a, stk. 1, kan klima-, energi- og forsyningsministeren for tilslutning til transmissionssystemet eller kommunalbestyrelsen for tilslutning til distributionssystemet, når almenvellet kræver det, og når der efter § 35 a, stk. 1, er opnået ret til tilslutning, tillade, at der iværksættes ekspropriation vedrørende fast ejendom.

§ 55, stk. 4, i lov om gasforsyning, regulerer således, at der i praksis kan sikres de nødvendige arealer til tilslutninger, som netop ellers ikke projektgodkendes efter enten reglerne i lov om Energinet (Energinets infrastruktur), lov om gasforsyning (Evidas infrastruktur efter § 14 a) eller lov om varmeforsyning (Evidas infrastruktur, som falder uden for § 14 a i lov om gasforsyning). Selvom der ikke er tale om infrastruktur med tredjepartsadgang, er der tale om nødvendig infrastruktur til at tilvejebringe adgang for energiproducenter til det sammenkoblede system.

Efter det foreslåede til § 55, stk. 4 , i lov om gasforsyning, ændres ordet »opgraderingsanlæg« til »systembrugere«, henvisningen »jf. § 35 a, stk. 1« ændres til »jf. § 18, stk. 1«, og sætningen »og når der efter § 35 a, stk. 1, er opnået ret til tilslutning« udgår.

Det foreslåede vil ikke medføre ændringer i forhold til adgangen til ekspropriation med henblik på at tilslutte biogasproducenter, da deres ret til tilslutning fortsat vil være omfattet af bestemmelsen, idet begrebet systembruger er bredere end biogasproducenter og omfatter biogasopgraderingsanlæg (biogasproducenter). Dette følger af hovedbestemmelsen i § 18, som regulerer tredjepartsadgang til gassystemet, og fastsætter, at alle systembrugere har ret til adgang mod betaling. For at kunne få adgang til gassystemet skal der etableres en fysisk tilslutning til gassystemet. I den forbindelse kan det være nødvendigt at iværksætte ekspropriation.

Det foreslåede vil dog medføre materielle ændringer, idet omfanget af tilslutninger udvides fra biogasopgraderingsanlæg til systembrugere, som omfatter enhver fysisk eller juridisk person, der forsyner eller forsynes fra et system. Begrebet omfatter således ikke kun biogasopgraderingsanlæg, men alle andre typer producenter eller aftagere af gas, som er omfattet af gasforsyningsloven. Der vil navnlig kunne iværksættes ekspropriationsforretninger for de til enhver tid gældende producenter og aftagere, som vil skulle have adgang til systemet.

Udvidelsen af bestemmelsen er nødvendig som led i den grønne omstilling og teknologiudvikling med flere nye former for producenter af vedvarende energi. Det er i den forbindelse afgørende for producenter og aftagere, at der sikres lige adgang blandt systembrugere til forskellige typer af producenter af grønne gasser, brint og kulstoffattige gasser.

Ekspropriationsadgangen vil således omfatte alle aftagere og producenter af gas fra vedvarende energikilder eller brint, som teknisk og sikkert kan injiceres og transporteres i systemet.

Udvidelsen af bestemmelsen i § 55, stk. 4, sker desuden som følge af, at § 35 a forslås ophævet, og alle henvisninger i loven til biogasopgraderingsanlæg, jf. § 35 a, stk. 1, derfor skal erstattes af henvisninger til systembrugere, jf. § 18, stk. 1.

Den foreslåede ændring af § 55, stk. 4, vil således medføre en udvidelse af gældende ret, idet ændringen vil udvide den gældende ekspropriationsadgang til at angå samtlige typer tilslutninger omfattet af gasforsyningsloven og ikke kun biogasopgraderingsanlæg. Udvidelsen vil ske ved at ændre ”biogasopgraderingsanlæg” til ”systembrugere”.

Ændringen vil konkret betyde, at § 55, stk. 4, vil fastsætte, at til etablering og drift af de nødvendige tilslutninger af systembruger til distributionssystemerne eller transmissionssystemet, jf. § 18, stk. 1, kan klima-, energi- og forsyningsministeren for tilslutning til transmissionssystemet eller kommunalbestyrelsen for tilslutning til distributionssystemet, når almenvellet kræver det, tillade, at der iværksættes ekspropriation vedrørende fast ejendom.

Ved ekspropriation for tilslutninger til distributionssystemet efter stk. 4 finder reglerne i kapitel 3 i lov om varmeforsyning anvendelse. Ved ekspropriation for tilslutninger til transmissionssystemet efter stk. 4 finder reglerne i lov om fremgangsmåden ved ekspropriation vedrørende fast ejendom anvendelse, jf. lov om gasforsyning, § 55, stk. 6.

Med mindre der er indgået frivillig aftale, forudsætter tilslutning til gassystemet, at der kan iværksættes ekspropriation af fast ejendom med henblik på at tilslutte anlæg, som producerer grønne gasser, kulstoffattige gasser og brint til det danske gassystem. Der er tale om et stigende antal af tilslutninger, som vil medføre flere ansøgninger om ekspropriation. Det er derfor nødvendigt at tilpasse lovens regler om ekspropriation i § 55, stk. 4, som skal kunne rumme alle mulige systembrugere, som forsynes af eller forsyner det metanbaserede system og et eventuelt kommende brintsystem.

Kilde

Til nr. 1

Det fremgår af § 4, stk. 3, 1 pkt., i lov om Energinet, at Energinet skal ansøge klima-, energi- og forsyningsministeren om godkendelse af projekter eller godkendelse af indmeldelse af projekter til EU, der er omfattet af godkendelsespligt, jf. stk. 9, nr. 3.

Efter det foreslåede til § 4, stk. 3, 1. pkt., ændres »stk. 9« til: »stk. 10« i lov om Energinet.

Formålet med ændringen er, at sikre en korrekt henvisning til bemyndigelsen i den gældende stk. 9, med den ændrede nummerering efter den foreslåede ordning med et nyt stk. 9, jf. lovforslagets § 2, nr. 2.

Det foreslåede vil ikke medføre materielle ændringer i forhold til gældende ret. Det foreslåede vil medføre, at der fremadrettet vil være den rette henvisning til den relevante bemyndigelse for fastsættelse af nærmere regler om § 4 i lov om Eneringet.

Til nr. 2

Der findes ikke regler i lov om Energinet om godkendelse af etablering eller væsentlige ændringer af lagre med brændbare gasser.

Det fremgår af § 4, stk. 1, i lov om Energinet, at etablering af nye eltransmissionsnet og gastransmissionssystemer og væsentlige ændringer i bestående net og systemer kan ske, hvis der er et tilstrækkeligt behov for udbygningen, herunder at udbygningen sker med sigte på øget forsyningssikkerhed, beredskabsmæssige hensyn, skabelse af velfungerende konkurrencemarkeder eller indpasning af vedvarende energi, eller hvis projekter er nødvendigt til opfyldelse af pålæg i medfør af stk. 6. Hvis et projekt har regional betydning på tværs af landegrænser, skal dette indgå i behovsvurderingen. I særlige tilfælde kan ændringer i bestående eltransmissionsnet ske alene af hensyn til forskønnelse.

Det fremgår af § 4, stk. 3, i lov om Energinet, at Energinet skal ansøge klima-, energi- og forsyningsministeren om godkendelse af projekter eller godkendelse af indmeldelse af projekter til EU, der er omfattet af godkendelsespligt, jf. stk. 9, nr. 3. Det ansøgte skal være belyst i den langsigtede udviklingsplan efter stk. 2.

Det fremgår af § 4, stk. 4, i lov om Energinet, at klima-, energi- og forsyningsministeren kan i en godkendelse efter stk. 3 fastsætte vilkår, herunder om indberetning, foretagelse af undersøgelser, indretning, drift og bortskaffelse eller sanering af anlæg.

Efter det foreslåede § 4, stk. 9 , i lov om Energinet, finder stk. 1, 1.-2. pkt., stk. 3, 1. pkt., stk. 4, og stk. 9, nr. 3, tilsvarende anvendelse på etablering af nye anlæg til lagring af brændbare gasser og væsentlige ændringer i sådanne anlæg.

Formålet med indsættelsen er at sikre, at klima-, energi- og forsyningsministeren får lejlighed til at behandle Energinets, i praksis Energinets datterselskab Gas Storage Denmarks, eventuelle ansøgninger om etablering eller væsentlige ændringer af lagre med brændbare gasser. Dog uden at lade sådanne forhold omfattes af eksempelvis plankravene i § 4 i lov om Energinet.

Det foreslåede vil medføre, at Energinet skal søge klima-, energi- og forsyningsministeren om tilladelse efter § 4 i lov om Energinet for etablering af eller væsentlige ændringer af lagre med brændbare gasser. Det foreslåede vil finde anvendelse for lagre med brændbare gasser som de i dag metanbaserede lagre (Lille Torup og Stenlille gaslagre), brintbaserede lagre (nye lokationer eller konvertering af metanlagre til brintlagre) samt sådanne lagres konvertering til anden anvendelse som eksempelvis lagring af atmosfærisk luft.

Det foreslåede vil i relation til anvendelsen af § 4, stk. 1, 1.-2. pkt., i lov om Energinet, medføre, at Energinet vil skulle dokumentere et tilstrækkeligt behov for etableringen eller ændringen (udbygningen). Det foreslåede vil i den forbindelse medføre, at der skal redegøres for formålet såsom en øget forsyningssikkerhed, iagttagelse af beredskabsmæssige hensyn, skabelsen af velfungerende konkurrencemarkeder eller indpasningen af vedvarende energi, men dog ikke forhold relateret til § 4, stk. 6, i lov om Energinet, der eksplicit ikke foreslås at finde anvendelse for lagre med brændbare gasser. Det foreslåede vil i denne forbindelse medføre, at Energinet for sådanne projekter skal udarbejde et forretningsgrundlag til klima-, energi- og forsyningsministerens oplysning om såvel de samfundsøkonomiske forhold ved projektet i sin egenskab af ressortminister, såvel som det selskabsøkonomiske i relation til klima-, energi- og forsyningsministeren som ejer af Energinet. Det foreslåede vil i den forbindelse bevirke, at Energinet ved konvertering af eksisterende lagre af brændbare gasser dels vil skulle redegøre for påvirkningerne af hensynene i § 4, stk. 1, 1.-2. pkt. ved konvertering væk fra eksempelvis metanlagring til brintlagring, og dels for påvirkningerne for brintsektoren ved hensynene omfattet af § 4, stk. 1, 1.-2. pkt.

Det foreslåede vil i relation til anvendelsen af § 4, stk. 3, 1. pkt., i lov om Energinet medføre, at Energinet skal ansøge klima-, energi- og forsyningsministeren om godkendelse af projekter eller godkendelse af indmeldelse af projekter til EU, der er omfattet af godkendelsespligt, jf. stk. 9, nr. 3.

Det foreslåede vil medføre, at klima-, energi- og forsyningsministeren ved væsentlige ændringer i lagre og etablering af nye lagre for brændbare gasser, vil skulle godkende ændringen efter en ansøgningsproces efter § 4 i lov om Energinet. Det foreslåede vil indbefatte, at ministeren også for lagre med brændbare gasser i henhold til gældende ret vil kunne træffe beslutning om, hvorvidt et potentielt projekt planlagt af Energinet eller dets datterselskaber skal gennemføres. Det foreslåede vil også medføre, at indmeldelse af projekter til EU, der er omfattet af godkendelsespligt, jf. stk. 9, nr. 3, også skal godkendes af klima-, energi- og forsyningsministeren.

Det foreslåede vil i relation til anvendelsen af § 4, stk. 4, i lov om Energinet, medføre, at klima-, energi- og forsyningsministeren ved en godkendelse efter § 4, stk. 3, vil kunne fastsætte vilkår, herunder om indberetning, foretagelse af undersøgelser, indretning, drift og bortskaffelse eller sanering af anlæg.

Det foreslåede vil i relation til anvendelsen af bemyndigelsen i § 4, stk. 9, nr. 3, i lov om Energinet, medføre, at klima-, energi- og forsyningsministeren bemyndiges til at fastsætte regler om godkendelse efter stk. 3, herunder hvilke projekter og indmeldelser af projekter til EU, der kræver godkendelse efter stk. 3.

Kilde

Til nr. 1

Det fremgår af overskriften til undergrundslovens kapitel 6 c, at kapitlet omhandler statslig deltagelse i CO2-lagringstilladelser.

Efter det foreslåede affattes overskriften til kapitel 6 c således: »Særlige bestemmelser om statsdeltagelse i tilladelser med eneret til efterforskning og anvendelse af undergrunden til geologisk lagring af CO2, brint, trykluft, saltvand m.v.«.

Det foreslåede vil medføre, at kapitlet vil indeholde særlige bestemmelser om statsdeltagelse i tilladelser med eneret til efterforskning og anvendelse af undergrunden til geologisk lagring af CO2, brint, trykluft, saltvand m.v.

Den foreslåede overskrift til kapitel 6 c skal ses i sammenhæng med den i lovforslaget foreslåede udvidelse af § 23 y, der også vil sikre mulighed for statsdeltagelse i tilladelser til efterforskning og geologisk lagring af brint, trykluft, saltvand m.v. på tilsvarende vis som ved tilladelser til efterforskning og geologisk lagring af CO2, der kan meddeles efter § 23 og efter regler udstedt i medfør af § 23 x.

Den foreslåede ændring skal ses i sammenhæng med den foreslåede ændring af § 23 y, jf. lovforslagets § 3, nr. 2-3.

Til nr. 2

Det fremgår af undergrundslovens § 23 y, stk. 1, at tilladelser til efterforskning og anvendelse af undergrunden til geologisk lagring af CO2 efter § 23 og tilladelser efter regler udstedt af § 23 x kan meddeles til staten eller et af staten ejet selskab på nærmere vilkår.

Det fremgår af undergrundslovens § 23 y, stk. 2, at det i tilladelser til efterforskning og anvendelse af undergrunden til geologisk lagring af CO2 efter § 23 og tilladelser efter regler udstedt i medfør af § 23 x kan fastsættes, at staten eller et af staten ejet selskab på nærmere angivne vilkår skal have ret til at indtræde i den af tilladelsen omfattede virksomhed.

Efter det foreslåede til § 23 y, stk. 1 og 2 , indsættes efter »geologisk lagring af CO2«: », brint, trykluft, saltvand m.v.«.

Den foreslåede ændring i § 23 y, stk. 1, vil medføre, at tilladelse til efterforskning og anvendelse af undergrunden til geologisk lagring af CO2, brint, trykluft, saltvand m.v. efter § 23 og tilladelser efter regler udstedt i medfør af § 23 x kan meddeles til staten eller et af staten ejet selskab uden forudgående offentligt udbud på nærmere angivne vilkår.

Den foreslåede ordning vil være et supplement til de gældende regler, hvorefter tilladelser til efterforskning og anden anvendelse af undergrunden kan meddelelse efter gennemførelse af offentligt udbud.

Den foreslåede ændring af § 23 y, stk. 1, vil ikke ændre ved, at andre enheder end staten kan meddeles tilladelse til efterforskning og anvendelse af undergrunden efter § 23 eller efter regler udstedt i medfør af § 23 x.

De nærmere vilkår for statsdeltagelse vil, som det er tilfældet i dag i forhold til statsdeltagelse i tilladelser til lagring af CO2, for eksempel kunne fastsættes i den pågældende tilladelse eller i regler fastsat i medfør af § 23 y, stk. 3.

Den foreslåede ændring i § 23 y, stk. 2, vil medføre, at det i tilladelser til efterforskning og anvendelse af undergrunden til geologisk lagring af CO2, brint, trykluft, saltvand m.v. efter § 23 og i tilladelser efter regler udstedt i medfør af § 23 x vil kunne fastsættes, at staten eller et af staten ejet selskab på nærmere angivne vilkår skal have ret til at indtræde i den af tilladelsen omfattede virksomhed.

Den foreslåede ændring i § 23 y, stk. 2, vil medføre, at det vil kunne fastsættes, at staten eller et af staten ejet selskab skal have ret til at indtræde i tilladelser til efterforskning og anvendelse af undergrunden til geologisk lagring af CO2, brint, trykluft, saltvand m.v. efter § 23 eller tilladelser efter regler udstedt i medfør af § 23 x. Det forudsættes med forslaget, at statens rolle vil kunne være forskellig i flere forskellige tilladelser.

Forslaget vil medføre, at staten eller et af staten ejet selskab, vil kunne indtræde i en eksisterende tilladelse til efterforskning og anvendelse af undergrunden til geologisk lagring af CO2, brint, trykluft, saltvand m.v., hvis der er fastsat vilkår herom i udbudsmaterialet og i tilladelserne.

Hvis en tilladelse er meddelt til flere deltagere i forening, er det fast praksis på undergrundslovens område, at den pågældende tilladelse indeholder vilkår om, at deltagerne skal udarbejde en samarbejdsaftale, der skal godkendes af Energistyrelsen. Samarbejdsaftalen kan blandt andet indeholde bestemmelser om koncerninterne overdragelser og eventuel forkøbsret for de øvrige deltagere i en tilladelse, hvis en deltager ønsker at afhænde sin andel.

Såfremt staten deltager i en tilladelse, og overdragelse af andele er reguleret i den for tilladelsen gældende samarbejdsaftale, vil dette efter omstændighederne kunne betyde, at de øvrige deltagere vil få forkøbsret til statens andel.

Til nr. 3

Det fremgår af undergrundslovens § 23 y, stk. 3, at klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte regler om vilkår for statslig deltagelse i tilladelser som nævnt i stk. 1, og for statslig indtræden i tilladelser som nævnt i stk. 2.

Efter det foreslåede til § 23 y, stk. 3 , ændres »statslig deltagelse« til: »statsdeltagelse«.

Den foreslåede ændring vil ikke medføre, at det retlige indhold i bestemmelsen ændres, men sikrer ensretning af begrebsanvendelsen i undergrundsloven.

Bemyndigelsen er ikke udnyttet.

Kilde

Til nr. 1

Efter planlovens § 11 a, stk. 1 (også kaldet kommuneplankataloget), skal kommuneplanen indeholde retningslinjer for en lang række emner. Kommunalbestyrelsen skal tage stilling til emnerne i kommuneplankataloget og sikre, at retningslinjerne på en hensigtsmæssig måde dækker hele kommunens areal og er så præcise, at der ikke kan være tvivl om indholdet.

Det fremgår af planlovens § 11 a, stk. 1, nr. 5, at kommuneplanen skal indeholde retningslinjer for beliggenheden af tekniske anlæg, herunder arealer til fælles biogasanlæg. De tekniske anlæg, der skal fastsættes retningslinjer for, omfatter bl.a. transport- og kommunikationsanlæg, forsyningsanlæg og andre tekniske anlæg.

Af planlovens § 11 b, stk. 2, følger, at kommunalbestyrelsen tillige kan fastsætte retningslinjer i kommuneplanen for andre forhold end dem, der udtrykkeligt er nævnt i kommuneplankataloget i § 11 a, stk. 1.

Det fremgår af planlovens § 11, stk. 3, at kommuneplanen skal indeholde kort, der knytter sig til kommuneplanens retningslinjer og til kommuneplanens rammer. Retningslinjerne for arealanvendelsen m.v. skal relateres til kortene, dvs. at de forskellige udpegede områder tydeligt skal fremgå af kortet, og det skal angives, hvilke kortbilag der er grundlaget for retningslinjernes bestemmelser.

Det er kommunalbestyrelsen, der prioriterer emnerne i kommuneplanens retningslinjer, herunder hvor detaljeret emnerne skal behandles.

For en nærmere beskrivelse af gældende ret om kommuneplanlægning henvises til pkt. 2.7.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Efter det foreslåede til § 11 a, stk. 1, nr. 5 , indsættes efter ordet »til«: »pyrolyseanlæg og«.

Det foreslåede vil medføre, at det vil blive obligatorisk for kommunalbestyrelsen at fastsætte retningslinjer i kommuneplanen for beliggenheden af arealer til pyrolyseanlæg og på kortbilag udpege egnede arealer til formålet.

Fastsættelse af retningslinjer for beliggenheden af arealer til pyrolyseanlæg vil kunne medvirke til at fremme udbredelsen af pyrolyseanlæg, da kommunalbestyrelsen i kommuneplanen på forhånd vil skulle tage stilling til, hvor og efter hvilke retningslinjer der efter omstændighederne vil kunne placeres pyrolyseanlæg i kommunen. Retningslinjerne vil kunne oplyse borgere, investorer og andre interessenter om mulige placeringer af pyrolyseanlæg og vil efter omstændighederne kunne danne grundlag for en hurtigere lokalplanlægning for et konkret pyrolyseanlæg samt en hurtigere behandling af ansøgning om landzonetilladelse.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.7.2-2.7.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Kilde

Efter det foreslåede stk. 1 , træder loven i kraft den 1. april 2025. Lovforslaget indeholder erhvervsrettet regulering og vil således fravige udgangspunktet om fælles ikrafttrædelsesbestemmelser enten den 1. januar eller den 1. juli. Fravigelsen er begrundet i, at erhvervslivet efterspørger, at ikrafttrædelsen sker før den næstkommende ikrafttrædelsesdato.

Efter det foreslåede stk. 2 finder § 4 ikke anvendelse på planforslag, der offentliggøres før lovens ikrafttræden. For sådanne planforslag finder de hidtil gældende regler anvendelse.

Det foreslåede vil blandt andet medføre, at det statslige tilsyn efter planlovens § 29 i forhold til et planforslag, der er offentliggjort før denne lovs ikrafttrædelse, vil ske efter de bestemmelser i planloven, som var gældende på tidspunktet for kommunalbestyrelsens beslutning om planforslaget.

Efter det foreslåede stk. 3 , forbliver regler udstedt i medfør af § 23, stk. 3, i lov om gasforsyning, jf. lovbekendtgørelse nr. 1100 af 16. august 2023, som ændret senest ved § 3 i lov nr. 1676 af 30. december 2024 og § 2 i lov nr. 1677 af 30. december 2024, i kraft indtil de ophæves eller afløses af regler udstedt i medfør af § 23, stk. 2, i lov om gasforsyning, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 15.

Det foreslåede vil medføre, at regler, som er fastsat ved bekendtgørelse, som er udstedt i medfør af § 23, stk. 3, i lov om gasforsyning forbliver i kraft indtil de ophæves, selvom bemyndigelsesbestemmelsen i § 23, stk. 3, rykker til stk. 2, som følge af denne lovs § 1, nr. 15. Det betyder, at bekendtgørelse nr. 1818 af 23. december 2023 om systemansvarlig virksomhed forsat vil være gældende indtil den evt. afløses eller ophæves.

Efter det foreslåede stk. 4 , forbliver regler udstedt i medfør af § 4, stk. 9, i lov om Energinet, jf. lovbekendtgørelse nr. 271 af 9. marts 2023, som ændret ved § 2 i lov nr. 1594 af 28. december 2022, § 35 i lov nr. 612 af 11. juni 2024, § 6 i lov nr. 673 af 11. juni 2024, forbliver i kraft, indtil de ophæves eller afløses af regler udstedt i medfør af § 4, stk. 10 i lov om Energinet, som affattet ved denne lovs § 2, nr. 2.

Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, fordi hovedlovene ikke gælder eller kan sættes i kraft for Færøerne og Grønland.