Lov om ændring af lov om fuldbyrdelse af straf m.v. (Fuldbyrdelse af bødekrav over for skyldnere med fast bopæl eller hjemsted i udlandet)

Kilde

Til nr. 1

Straffuldbyrdelsesloven bygger på et grundlæggende princip om, at frihedsberøvelse ikke må være mere indgribende, end formålet tilsiger.

I overensstemmelse hermed er udgangspunktet, at fængselsstraf skal afsones i åbent fængsel frem for lukket fængsel, jf. straffuldbyrdelseslovens § 22, stk. 1.

Det ovennævnte udgangspunkt kan fraviges i nærmere opregnede tilfælde.

Efter de gældende regler i straffuldbyrdelseslovens § 22, stk. 3, kan fuldbyrdelse af straf bl.a. ske i lukket fængsel, hvis det må anses for nødvendigt for at forebygge overgreb på medindsatte, personale eller andre i institutionen eller som led i kriminalforsorgens indsats mod radikalisering og ekstremisme.

Det foreslås at indsætte en ny bestemmelse i straffuldbyrdelseslovens § 22 b, stk. 1 , hvorefter fuldbyrdelse af straf af fængsel eller forvaring for overtrædelse af straffelovens §§ 114-114 j, uanset § 22, stk. 1, skal ske i lukket fængsel, jf. dog stk. 2 og 3.

Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at udgangspunktet om anbringelse i åbent fængsel, jf. § 22, stk. 1, fraviges i tilfælde, hvor den dømte er kendt skyldig i overtrædelse af straffelovens §§ 114-114 j. Bestemmelsen vil derved muliggøre, at terrordømte som altovervejende udgangspunkt anmeldes til placering i en vurderingsafdeling målrettet terrordømte. Den terrordømte vil efter det indledende ophold i vurderingsafdelingen efter en konkret vurdering skulle overføres til en almindelig afdeling i et fængsel i et af de to kriminalforsorgsområder eller eventuelt til den specialiserede afdeling for særligt farlige terrordømte og radikaliserede indsatte.

Den foreslåede ordning vil alene gælde for personer dømt for overtrædelse af de i straffelovens §§ 114-114 j nævnte forbrydelser. Den almindeligt gældende formodning for, at der ved anbringelse og overførsel af personer, der er dømt for terrorrelateret kriminalitet, er behov for at tage særlige forholdsregler, jf. nærmere herom under punkt 3.1.1.1, vil imidlertid fortsat være gældende. Sådanne forholdsregler kan bl.a. indebære, at terrordømte placeres i den institution, som kriminalforsorgen finder mest hensigtsmæssig, f.eks. i et lukket fængsel, hvorved der kan ske en fravigelse af nærhedsprincippet ved valg af afsoningsinstitution.

Det forudsættes, at personer dømt for overtrædelse af de i straffelovens §§ 114-114 j nævnte forbrydelser vil blive anbragt i lukket fængsel efter den foreslåede bestemmelse i § 22 b, uden at der skal foretages en konkret vurdering i det enkelte tilfælde, uanset at den pågældende også er omfattet af ovennævnte formodningsregel og straffuldbyrdelseslovens § 22, stk. 3, sidste led.

Det bemærkes, at personer, som dømmes for overtrædelse af de øvrige bestemmelser i straffelovens 12. eller 13. kapitel, fortsat efter en konkret vurdering vil kunne anmeldes til afsoning i lukket fængsel som led i kriminalforsorgens indsats mod radikalisering og ekstremisme, jf. § 22, stk. 3, sidste led.

Det foreslås i stk. 2, at stk. 1 ikke gælder for 15-17-årige, medmindre afgørende hensyn til retshåndhævelsen eller den unges forhold taler herfor.

Bestemmelsen indebærer, at udgangspunktet om anbringelse i lukket fængsel ikke gælder for personer, der er under 18 år og dømmes for overtrædelse af straffelovens §§ 114-114 j.

Anbringelse af en person under 18 år vil som udgangspunkt fortsat skulle ske i institution mv. uden for kriminalforsorgen i medfør af straffuldbyrdelseslovens § 78, stk. 2, og § 4 i ungebekendtgørelsen, som omtalt under pkt. 3.1.2 i de almindelige bemærkninger.

Taler afgørende hensyn til retshåndhævelsen eller den unges forhold imidlertid for, at den 15-17-årige skal anbringes i lukket fængsel, vil den dømte være omfattet af hovedreglen i den foreslåede bestemmelse i § 22 b, stk. 1. Undtagelsen om hensynet til retshåndhævelsen eller den unges forhold vil eksempelvis kunne finde anvendelse i tilfælde, hvor kriminalforsorgen under henvisning til karakteren af den pådømte kriminalitet eller grundet forhold under en eventuel varetægtsfængsling vurderer, at den unge dømte har et særligt behov for at blive anbragt i lukket fængsel. I den forbindelse vil det kunne have betydning, om den dømte inden for kort tid fylder 18 år.

Det foreslås at indsætte en ny bestemmelse i § 22 b, stk. 3 , hvorefter kriminalforsorgen undtagelsesvis kan bestemme, at stk. 1 (anbringelse af terrordømte i lukket fængsel) ikke skal finde anvendelse, hvis hensyn til den indsattes helbred eller andre særlige omstændigheder taler herfor.

Træffer kriminalforsorgen bestemmelse herom, vil bestemmelse om anbringelse i åbent eller lukket fængsel finde sted efter de gældende regler i straffuldbyrdelseslovens §§ 22 og 22 a.

For så vidt angår hensynet til den indsattes helbred forudsættes det, at der skal foreligge lægelig dokumentation for, at den indsattes påbegyndelse af afsoning i lukket fængsel er skadeligt for dennes helbred. Det vil eksempelvis kunne være tilfældet, hvis den indsatte har demenssygdom eller andre former for mental sygdom. Det vil ligeledes kunne være tilfældet, hvis den dømte har eller får fysiske handicaps, som medfører, at det ikke vil kunne lade sig gøre at afsone i lukket fængsel.

Andre særlige omstændigheder kan bl.a. foreligge, hvor det ud fra oplysninger om den dømtes konkrete forhold, kriminalitetens art eller sagen i øvrigt findes sikkerhedsmæssigt forsvarligt at placere den pågældende til afsoning under lempeligere forhold i et åbent fængsel.

Det bemærkes, at ovennævnte eksempel ikke udgør en udtømmende beskrivelse af de tilfælde, der kan være omfattet af undtagelsen i den foreslåede § 22 b, stk. 3. Bestemmelsen forudsættes dog anvendt i begrænset omfang, idet udgangspunktet for personer dømt for overtrædelse af bestemmelserne i straffelovens §§ 114-114 j med den foreslåede indførelse af § 22 b, stk. 1, vil være, at den pågældende anmeldes til afsoning i vurderingsafdelingen for terrordømte i et lukket fængsel.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 2

Ifølge straffuldbyrdelseslovens § 23, stk. 1, skal fuldbyrdelse af fængselsstraf så vidt muligt ske i nærheden af den dømtes hjemsted. Der skal ved afgørelse af, i hvilket åbent eller lukket fængsel den dømte skal anbringes, endvidere tages hensyn til den dømtes egne ønsker, navnlig vedrørende arbejds-, uddannelses-, familie- eller helbredsmæssige forhold.

I medfør af bestemmelsen er udgangspunktet for valg af afsoningsinstitution det såkaldte geografiske nærhedsprincip.

Det geografiske nærhedsprincip kan fraviges i en række nærmere oplistede tilfælde. Efter de gældende regler i straffuldbyrdelseslovens § 23, stk. 2, nr. 5, kan nærhedsprincippet bl.a. fraviges, for at forebygge overgreb på medindsatte, personale eller andre i institutionen eller som led i kriminalforsorgens indsats mod radikalisering og ekstremisme.

Det foreslås at indsætte en ny bestemmelse i § 23 a, stk. 1 , hvorefter fuldbyrdelse af straf af fængsel eller forvaring for overtrædelse af straffelovens §§ 114-114 j – uanset § 23, stk. 1,

1. pkt. – skal ske ved anbringelse i en afdeling målrettet terrordømte.

Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at udgangspunktet om det geografiske nærhedsprincip i § 23, stk. 1, vil kunne fraviges i tilfælde, hvor den dømte er kendt skyldig i overtrædelse af straffelovens §§ 114-114 j. Bestemmelsen vil derved muliggøre, at terrordømte som altovervejende udgangspunkt vil skulle anmeldes til afsoning i vurderingsafdelingen målrettet terrordømte.

Hvorvidt den indsatte efter et indledende ophold på vurderingsafdelingen skal overføres til afsoning i en almindelig afdeling i et fængsel i et af de to kriminalforsorgsområder eller eventuelt skal overgå til fortsat afsoning på den specialiserede afdeling for særligt farlige terrordømte og radikaliserede indsatte, afgøres konkret i hver enkelt sag ud fra en samlet vurdering. I denne vurdering kan bl.a. indgå oplysninger om den pådømte kriminalitet og kriminalforsorgens observationer under afsoningen, herunder observationer relateret til den indsattes adfærd, udtalelser, brug af litteratur, effekter, symboler og besøgende. Også oplysninger modtaget fra andre myndigheder vil kunne inddrages i vurderingen. Overførsel til almindeligt fængsel bør kun ske, hvis den terrordømte samarbejder og vurderes egnet til rehabilitering og integration med den øvrige fængselspopulation.

Den foreslåede ordning vil alene gælde for personer dømt for overtrædelse af en eller flere af bestemmelserne i straffelovens §§ 114-114 j. Den almindeligt gældende formodning for, at der ved anbringelse og overførsel af personer, der er dømt for terrorrelateret kriminalitet, er behov for at tage særlige forholdsregler, jf. nærmere herom under punkt 3.1.1.1, vil imidlertid fortsat være gældende. Sådanne forholdsregler kan bl.a. indebære, at terrordømte placeres i den institution, som kriminalforsorgen finder mest hensigtsmæssig, f.eks. i et lukket fængsel, hvorved der kan ske en fravigelse af nærhedsprincippet ved valg af afsoningsinstitution.

Det forudsættes, at personer dømt for overtrædelse af de i straffelovens §§ 114-114 j nævnte forbrydelser kan anbringes i lukket fængsel efter den foreslåede bestemmelse i § 22 b, uden at der skal foretages en konkret vurdering i det enkelte tilfælde, uanset at den pågældende også er omfattet af ovennævnte formodningsregel og straffuldbyrdelseslovens § 23, stk. 2, nr. 5.

Personer, som dømmes for overtrædelse af de øvrige bestemmelser i straffelovens 12. eller 13. kapitel, vil desuden fortsat efter en konkret vurdering kunne anmeldes til afsoning afdelingen målrettet terrordømte som led i kriminalforsorgens indsats mod radikalisering og ekstremisme, jf. § 23, stk. 2, nr. 5.

Det foreslås i stk. 2, at stk. 1 ikke gælder for 15-17-årige, medmindre afgørende hensyn til retshåndhævelsen taler herfor.

Bestemmelsen indebærer, at udgangspunktet om anbringelse på en vurderingsafdeling målrettet terrordømte ikke gælde for personer, der er under 18 år og dømmes for overtrædelse af straffelovens §§ 114-114 j.

Anbringelse af en person under 18 år vil som udgangspunkt fortsat skulle ske i institution mv. uden for kriminalforsorgen i medfør af straffuldbyrdelseslovens § 78, stk. 2, og § 4 i ungebekendtgørelsen, som omtalt under pkt. 3.1.2 i de almindelige bemærkninger.

Taler afgørende hensyn til retshåndhævelsen eller den unges forhold imidlertid for, at den 15-17-årige skal anbringes på vurderingsafdelingen, vil den dømte være omfattet af hovedreglen i den foreslåede bestemmelse i § 23 a, stk. 1. Undtagelsen om hensynet til retshåndhævelsen eller den unges forhold vil eksempelvis kunne finde anvendelse i tilfælde, hvor kriminalforsorgen under henvisning til karakteren af den pådømte kriminalitet eller grundet forhold under en eventuel varetægtsfængsling vurderer, at den unge dømte har et særligt behov for at blive anbragt på vurderingsafdelingen. I den forbindelse vil det kunne have betydning, om den dømte inden for kort tid fylder 18 år.

Det foreslås desuden at indsætte en ny bestemmelse i § 23 a, stk. 3 , hvorefter kriminalforsorgen undtagelsesvis kan bestemme, at anbringelse af terrordømte ikke skal ske i en afdeling målrettet terrordømte, hvis hensyn til den indsattes helbred eller andre særlige omstændigheder taler herfor.

Træffer kriminalforsorgen bestemmelse herom, vil valg af afsoningsinstitution finde sted efter de almindeligt gældende regler i straffuldbyrdelseslovens § 23.

For så vidt angår hensynet til den indsattes helbred forudsættes det, at der skal foreligge lægelig dokumentation for, at den indsattes påbegyndelse af afsoning under de forhold, der gælder i en afdeling målrettet terrordømte er skadeligt for dennes helbred. Det vil eksempelvis kunne være tilfældet, hvis den indsatte har demenssygdom eller andre former for mental sygdom. Det vil ligeledes kunne være tilfældet, hvis den dømte har eller får fysiske handicaps, som medfører, at det ikke vil kunne lade sig gøre at afsone i lukket fængsel.

Andre særlige omstændigheder kan bl.a. foreligge når den enkelte indsattes farlighed eller konkrete forhold taler for, at den pågældende ikke er egnet til placering på vurderingsafdelingen. Dette vil bl.a. kunne være i tilfælde, hvor der i en periode er få terrordømte placeret på afdelingen og disse personer er fra samme sagskompleks, og hvor det ikke vil være muligt at sektionere afdelingen til mindre grupper, uden at de pågældende bliver de facto udelukket fra fællesskab med de øvrige indsatte. Det vil ligeledes kunne være tilfældet, hvor kriminalforsorgen på baggrund af oplysninger fra øvrige myndigheder om en konkret indsat vurderer, at den pågældende grundet f.eks. risiko for yderligere radikalisering eller mistanke om vold med ekstremistisk motiv i samspil med øvrige terrordømte på afdelingen, bør anmeldes direkte til afsoning på den specialiserede afdeling målrettet særligt farlige terrordømte og radikaliserede indsatte eller på en særligt sikret afdeling.

Det bemærkes, at ovennævnte eksempler ikke udgør en udtømmende beskrivelse af de tilfælde, der kan være omfattet af undtagelsen i den foreslåede § 23 a, stk. 3. Bestemmelsen forudsættes dog anvendt i meget begrænset omfang, idet udgangspunktet for personer dømt for overtrædelse af bestemmelserne i straffelovens §§ 114-114 j med den foreslåede indførelse af § 23 a, stk. 1, vil være, at den pågældende skal anmeldes til afsoning i vurderingsafdelingen målrettet terrordømte i et lukket fængsel.

Hvis lovforslaget vedtages, vil de administrative regler på området, nærmere bestemt ungebekendtgørelsen, blive ændret med henblik på at tilvejebringe mulighed for, at kriminalforsorgen efter en konkret vurdering kan anbringe de 15-17-årige på afdelingen målrettet terrordømte eller overføre dem til den specialiserede afdeling for særligt farlige terrordømte og radikaliserede indsatte.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 3

Efter straffuldbyrdelseslovens § 24, stk. 1, nr. 1 og 2, skal en indsat overføres til et åbent fængsel, hvis betingelserne for anbringelse i eller overførsel til lukket fængsel ikke længere er opfyldt, eller hvis overførsel i øvrigt ikke anses for betænkelig. Overførsel til åbent fængsel kan dog undlades, hvis den resterende straffetid er ganske kort, jf. stk. 2.

Det foreslås, at der i straffuldbyrdelseslovens § 24 indføres et nyt stk. 3 , hvorefter overførsel til åbent fængsel kan undlades, hvis den dømte er anbragt i medfør af § 22, stk. 3, eller § 23 a, stk. 1, eller er overført i medfør af bestemmelserne i § 25, stk. 2, § 26, stk. 1, nr. 4, eller § 27, stk. 2, nr. 2.

Efter disse bestemmelser kan indsatte overføres hhv. fra åbent til lukket fængsel, mellem ensartede afsoningsinstitutioner eller fra arresthus til fængsel, bl.a. hvis der sker som led i kriminalforsorgens indsats mod radikalisering og ekstremisme.

Den foreslåede ordning vil medføre, at udgangspunktet om, at en indsat i lukket fængsel skal overføres til åbent fængsel, når betingelserne i § 22, stk. 3-6, eller § 25, stk. 2-4, eller 6, ikke længere er opfyldt, eller når overførsel til åbent fængsel i øvrigt ikke anses for betænkeligt, jf. § 24, stk. 1, kan fraviges, såfremt den dømte er anbragt efter § 22, stk. 3, eller § 23 a, stk. 1, eller er overført som led i kriminalforsorgens indsats mod radikalisering og ekstremisme i medfør af § 25, stk. 2, § 26, stk. 1, nr. 4, eller § 27, stk. 2, nr. 2.

Ændringen vil indebære at dømte, der er anbragt til indledende vurdering på en afdeling målrettet terrordømte, ikke skal overføres til åbent fængsel, selvom betingelserne for anbringelse i lukket fængsel ikke længere er opfyldt.

Ændringen vil desuden indebære, at kriminalforsorgsområdet ikke er forpligtet til af egen drift løbende at vurdere, om betingelserne for placeringen på afdelingen målrettet terrordømte fortsat er opfyldt i løbet af de første seks måneders ophold i afdelingen.

Den foreslåede ordning forudsættes som udgangspunkt alene at gælde i løbet af de første seks måneder af den indsattes ophold på vurderingsafdelingen. Når indsatte har været placeret på vurderingsafdelingen i seks måneder, bør kriminalforsorgen således løbende vurdere, om den enkelte terrordømte er egnet til overførsel.

Det bemærkes, at kriminalforsorgsområdet efter den foreslåede ordning vil kunne træffe bestemmelse om at overføre en indsat fra afdelingen målrettet terrordømte til åbent fængsel inden udløbet af den indledende periode på seks måneder, såfremt det vurderes mest hensigtsmæssigt og ikke i øvrigt anses for betænkeligt.

Der lægges med den foreslåede ordning ikke i øvrigt op til ændringer i anvendelsen af den gældende bestemmelse i § 24.

Endelig bemærkes, at den foreslåede ordning vil blive suppleret af ændringer i anbringelses- og overførselsbekendtgørelsen.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 4

Straffuldbyrdelseslovens § 33 regulerer indsattes adgang til fællesskab.

Det fremgår af § 33, stk. 1, i straffuldbyrdelsesloven, at indsatte så vidt muligt skal have adgang til fællesskab med andre indsatte.

Efter bestemmelsens stk. 2 kan justitsministeren, eller den, der bemyndigelses dertil, bestemme, at fællesskab i fængselsafdelinger eller arresthuse, som er udpeget til anbringelse af indsatte, hvis tilstedeværelse skaber en særlig risiko for overgreb på medindsatte, personale eller andre i institutionen, skal gennemføres som cellefællesskab med en anden indsat i eget opholdsrum efter kriminalforsorgens nærmere bestemmelse.

Såfremt den indsatte selv ønsker det og forholdene tillader det, fuldbyrdes fængselsstraf uden eller med begrænset fællesskab, jf. bestemmelsens stk. 3, samt uden fællesskab med indsatte af modsat køn, bortset fra fællesskab i arbejdstiden, jf. stk. 4.

Fængselsstraf kan i øvrigt kun fuldbyrdes uden fællesskab efter reglerne i §§ 63 og 64 om udelukkelse fra fællesskab, jf. stk. 5.

Det bemærkes derudover, at udtrykket »fællesskab« ikke omfatter en adgang for de indsatte til selv at vælge, hvilke andre indsatte de vil være sammen med, eller ret til samvær med alle øvrige indsatte. Der kan desuden træffes afgørelse om, på hvilken af institutionens forskellige afdelinger de enkelte indsatte skal placeres. Det gælder også placering på særlige afdelinger for bestemte kategorier af indsatte, f.eks. stofmisbrugere, indsatte med tilknytning til visse organiserede grupper, herunder bander og rockergrupper, eller indsatte med særlig lange eller særlig korte straffe.

Det foreslås i § 33, stk. 2 , at der efter »institutionen,« indsættes: »eller til anbringelse af særligt farlige terrordømte og radikaliserede indsatte,«.

Den foreslåede ændring vil indføre adgang til, at justitsministeren eller den, der bemyndiges dertil, kan bestemme, at fællesskab i fængselsafdelinger eller arresthuse, som er udpeget til anbringelse af særligt farlige terrordømte og radikaliserede indsatte, skal gennemføres som cellefællesskab med en anden indsat i eget opholdsrum efter kriminalforsorgens nærmere bestemmelse.

Den foreslåede ændring vil indebære en udvidelse i adgangen til at gennemføre fællesskab som cellefællesskab med en anden indsat i eget opholdsrum efter kriminalforsorgens nærmere bestemmelse.

Udvidelsen vil blive anvendt til at gennemføre fællesskab som cellefællesskab på den kommende specialiserede afdeling for særligt farlige terrordømte og radikaliserede indsatte, hvis særlige klientel skaber et behov for at muliggøre afskærmning fra andre indsatte, bl.a. på grund af risikoen for radikalisering af medindsatte. Den foreslåede bestemmelse vil dog også gøre det muligt at træffe bestemmelse om at gennemføre fællesskab som cellefællesskab på andre afdelinger, der er udpeget til anbringelse af særligt farlige terrordømte og radikaliserede indsatte.

Det bemærkes, at der med den foreslåede ordning ikke lægges op til at gennemføre fællesskab på den kommende vurderingsafdeling som cellefællesskab med en anden indsat i eget opholdsrum. På vurderingsafdelingen vil fællesskab således gennemføres efter de i øvrigt gældende regler herom.

Det bemærkes, at der med den foreslåede ændring af § 33, stk. 2, ikke lægges op til øvrige ændringer i anvendelsesområdet for bestemmelsen.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 5

Ifølge den gældende § 50 a, stk. 1, i straffuldbyrdelsesloven bestemmer kriminalforsorgen, om indsatte, der er idømt tidsbestemt fængselsstraf i mere end 6 måneder, kan udstationeres til egen bopæl under intensiv overvågning og kontrol (såkaldt ”back door”-fodlænke) eller til udslusningsfængsel, når en tredjedel af straffen er udstået, der ikke skønnes at være risiko for misbrug af udstationeringen og hensynet til retshåndhævelsen ikke i øvrigt taler imod udstationering.

Det foreslås, at der i straffuldbyrdelseslovens § 50 a, stk. 1, indsættes efter »jf. dog stk. 5«: »og 6«.

Dette skal ses i sammenhæng med lovforslagets § 1, nr. 6, hvor det foreslås at indsætte et nyt stykke i straffuldbyrdelseslovens § 50 a som stk. 6.

Til nr. 6

Ifølge den gældende § 50 a, stk. 1, i straffuldbyrdelsesloven bestemmer kriminalforsorgen, om indsatte, der er idømt tidsbestemt fængselsstraf i mere end 6 måneder, kan udstationeres til egen bopæl under intensiv overvågning og kontrol (såkaldt ”back door”-fodlænke) eller til udslusningsfængsel, når en tredjedel af straffen er udstået, der ikke skønnes at være risiko for misbrug af udstationeringen og hensynet til retshåndhævelsen ikke i øvrigt taler imod udstationering.

Misbrugsvurderingen baseres på den indsattes aktuelle forhold og forhold under eventuel tidligere afsoning.

Udstationering er en udgangsform, hvor den indsatte opholder sig uden for fængsel og arrest i arbejds- eller undervisningstiden og i fritiden, herunder om natten. Ophold kan f.eks. finde sted i kriminalforsorgens udslusningsfængsler eller på egen bopæl, evt. med fodlænke.

Efter straffuldbyrdelseslovens § 50 a, stk. 5, kan indsatte, der er dømt for seksualforbrydelser i medfør af straffelovens § 216, eller § 225, jf. § 216, ikke udstationeres til egen bopæl under intensiv overvågning og kontrol i medfør af straffuldbyrdelseslovens § 50 a. Ligeledes gælder det, at indsatte som af politiet skønnes at have tilknytning til en gruppe af personer, som er aktivt involveret i en verserende voldelig konflikt med en anden gruppe af personer, og politiet oplyser, at der inden for den gruppe, som den dømte skønnes at have tilknytning til, som led i konflikten er anvendt skydevåben, knive eller blankvåben m.v. eller eksplosivstoffer, som på grund af deres særdeles farlige karakter er egnet til at forvolde betydelig skade, eller er begået brandstiftelse omfattet af straffelovens § 180 heller ikke kan udstationeres efter straffuldbyrdelseslovens § 50 a.

Efter gældende ret skal kriminalforsorgen i medfør af straffuldbyrdelseslovens § 50 a, stk. 1, af egen drift vurdere, om øvrige indsatte, der er idømt en tidsbestemt fængselsstraf på 6 måneder eller derover, kan udstationeres til egen bopæl under intensiv overvågning og kontrol eller til udslusningsfængsel, når de tidsmæssige betingelser er opfyldt, herunder også indsatte, som er dømt til udvisning.

Det foreslås, at der indsættes et nyt § 50 a, stk. 6 , hvorefter sager vedrørende udstationering af indsatte, der er udvist af landet, alene skal behandles efter ansøgning.

Forslaget indebærer, at kriminalforsorgen ikke vil være forpligtet til af egen drift at behandle sager for så vidt angår denne gruppe af indsatte, uagtet at de pågældende indsatte opfylder de tidsmæssige betingelser herfor.

Det er ikke hensigten med den foreslåede ordning at afskære disse indsattes ret til at få prøvet, om betingelserne for udstationering i det konkrete tilfælde er opfyldt. Forslaget vil således alene indebære, at sagsbehandlingsproceduren ændres, således at kriminalforsorgens behandling af spørgsmålet om udstationering i disse sager fremover vil ske på baggrund af ansøgning.

Det forudsættes i den forbindelse, at personalet i fængslerne skal vejlede de indsatte om hvilke omstændigheder, der skal være til stede, for at den indsatte kan opnå tilladelse til udstationering efter reglerne i straffuldbyrdelseslovens § 50 a.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.2. i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 7

Ifølge straffuldbyrdelseslovens § 55, stk. 1, har indsatte ret til brevveksling.

Kriminalforsorgsområdet kan uden retskendelse åbne og lukke breve til og fra den indsatte. Det sker i den indsattes påsyn bortset fra de tilfælde, der er omfattet af § 55, stk. 3-5, jf. § 55, stk. 2.

Efter § 55, stk. 3, kan gennemlæsning af breve til og fra den indsatte alene ske, hvis dette af kriminalforsorgsområdet skønnes påkrævet af ordens- eller sikkerhedsmæssige hensyn, af hensyn til kriminalforsorgens indsats mod radikalisering og ekstremisme, af hensyn til at forebygge kriminalitet, af hensyn til overholdelse af § 55 a eller for at beskytte den forurettede ved lovovertrædelsen.

I tilfælde, hvor gennemlæsning har fundet sted, kan et brev efter kriminalforsorgens bestemmelse tilbageholdes, hvis det af ordens- eller sikkerhedsmæssige hensyn, af hensyn til kriminalforsorgens indsats mod radikalisering og ekstremisme, af hensyn til at forebygge kriminalitet eller af hensyn til beskyttelse af den forurettede ved lovovertrædelsen ikke bør afsendes, jf. § 55, stk. 6.

Når der træffes afgørelse om gennemlæsning af breve efter straffuldbyrdelseslovens § 55, stk. 3-5, skal der gøres notat om grunden hertil og resultatet af gennemlæsningen, jf. brevbekendtgørelsen § 6, 1. pkt.

Efter § 7 i brevbekendtgørelsen skal breve, der tilbageholdes, opbevares af kriminalforsorgsområdet. Hvis indholdet af et tilbageholdt brev må antages at give politiet eller en anden af kriminalforsorgens myndigheder anledning til videre foranstaltning, skal brevet afleveres til vedkommende myndighed.

Det foreslås i § 55, stk. 3, at ændre »Gennemlæsning af breve« til: »Gennemlæsning og optagelse af foto af breve«.

Forslaget indebærer, at kriminalforsorgen i forbindelse med gennemlæsning af et brev til og fra indsatte kan optage foto af brevet, hvis dette skønnes påkrævet af ordens- og sikkerhedsmæssige hensyn, af hensyn til kriminalforsorgens indsats mod radikalisering og ekstremisme, af hensyn til at forebygge kriminalitet, af hensyn til overholdelse af § 55 a eller for at beskytte den forurettede ved lovovertrædelsen.

Kriminalforsorgen vil således fremover kunne optage foto af indhold, der isoleret set eller i sammenhæng med andre oplysninger udgør materiale, der giver anledning til bekymring blandt andet i forhold til indsattes ekstremistiske overbevisning, radikale, ideologiske tilhørsforhold eller bandetilhørsforhold.

Muligheden for optagelse af foto forudsættes i praksis navnlig at finde anvendelse, hvis dette af kriminalforsorgen skønnes påkrævet af ordens- og sikkerhedsmæssige hensyn, af hensyn til indsatsen mod radikalisering og ekstremisme eller af hensyn til at forebygge kriminalitet, hvor kriminalforsorgen træffer afgørelse om gennemlæsning efter straffuldbyrdelseslovens § 55, stk. 3.

Med den foreslåede ordning forudsættes det, at fotografier som udgangspunkt slettes efter seks måneder. Dette kan fraviges i det omfang, det er nødvendigt af hensyn til kriminalforsorgens behandlingsaktiviteter, f.eks. hvis fotografierne indgår i en efterretningsanalyse eller som dokumentation i en afgørelsessag. Fotografierne slettes, når de ikke længere er nødvendige at anvende af hensyn til kriminalforsorgens behandlingsaktiviteter. Det forudsættes i den forbindelse, at fotodokumentationen kan anvendes som led i kriminalforsorgens almindelige sagsbehandling, herunder som led i kriminalforsorgens klagesagsbehandling.

Den foreslåede ændring medfører ikke ændringer i forhold til gældende regler og praksis vedrørende indsattes almindelige ret til brevveksling. Dette indebærer bl.a., at breve, der tilbageholdes, som hidtil kan videregives til politiet eller andre myndigheder, hvis indholdet af det pågældende brev må antages at give vedkommende myndighed anledning til videre foranstaltning. Den foreslåede ordning medfører desuden heller ingen ændringer af indsattes adgang til ukontrolleret brevveksling med visse personer eller offentlige myndigheder efter § 56.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.3. i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 8

Ifølge straffuldbyrdelseslovens § 55, stk. 1, har indsatte ret til brevveksling.

Kriminalforsorgsområdet kan uden retskendelse åbne og lukke breve til og fra den indsatte. Det sker i den indsattes påsyn bortset fra de tilfælde, der er omfattet af stk. 3-5, jf. § 55, stk. 2.

Det fremgår af § 55, stk. 4, at breve til og fra en indsat, som af politiet skønnes at indtage en ledende eller koordinerende rolle i en gruppe af personer, som tilsammen står bag omfattende og alvorlig kriminalitet, skal gennemlæses, medmindre det er åbenbart, at det ikke er nødvendigt af ordens- eller sikkerhedsmæssige hensyn eller af hensyn til at forebygge kriminalitet.

Det foreslås i § 55, stk. 4, at der indsættes et nyt 2. pkt., hvorefter der kan optages foto af breve til og fra indsatte omfattet af 1. pkt., hvis dette skønnes påkrævet af ordens- eller sikkerhedsmæssige hensyn, af hensyn til kriminalforsorgens indsats mod radikalisering og ekstremisme eller af hensyn til at forebygge kriminalitet.

Forslaget indebærer, at når kriminalforsorgen foretager gennemlæsning af breve til og fra indsatte, som af politiet skønnes at indtage en ledende eller koordinerende rolle i en gruppe af personer, som tilsammen står bag omfattende og alvorlig kriminalitet vil der kunne optages foto af brevet, hvis dette skønnes påkrævet af ordens- og sikkerhedsmæssige hensyn, af hensyn til kriminalforsorgens indsats mod radikalisering og ekstremisme, eller af hensyn til at forebygge kriminalitet. Ved vurderingen heraf vil kriminalforsorgen – afhængigt af omstændighederne i den konkrete sag – enten kunne lægge egne oplysninger til grund eller indhente en udtalelse fra politiet eller andre myndigheder.

Med udtrykket »ordensmæssige hensyn« sigtes navnlig til hensyn til opretholdelse af et fysisk og psykisk godt miljø og trivsel i bred forstand såvel mellem de indsatte indbyrdes som i forhold til personalet i kriminalforsorgens institutioner.

Med udtrykket »sikkerhedsmæssige hensyn« sigtes navnlig til hensyn til opretholdelse af frihedsberøvelsen ved at forebygge og forhindre, at de indsatte undviger, og at forebygge kriminalitet ved at modvirke, at indsatte begår kriminalitet under afsoningen, f.eks. i form af trusler eller vold mod personalet eller medindsatte, fængselsoptøjer samt handel med og indsmugling af narkotika og lignende i forbindelse med besøg.

Med begrebet »hensyn til at forebygge kriminalitet« sigtes til kriminalitetsbekæmpelse og kriminalitetsforebyggelse i bredeste forstand såvel i som uden for kriminalforsorgens institutioner.

Indsatsen mod radikalisering og ekstremisme kan i denne forbindelse omfatte enhver form for resocialiserende påvirkning af den nævnte gruppe af indsatte i bredeste forstand, dvs. enhver indsats, der tager sigte på at anspore og understøtte den indsatte i at leve en kriminalitetsfri tilværelse.

Begreberne »radikalisering« og »ekstremisme« er ikke entydige begreber, men dækker over varierende grader af tilslutning til radikale og ekstreme synspunkter og handlinger.

Radikalisering er en proces, som kan foregå på forskellige måder, og som kan ske over kortere eller længere tid. Der er ingen simple årsagssammenhænge, og radikaliseringen kan igangsættes på baggrund af mange forskellige faktorer og have forskellige endemål. Radikaliseringen kan komme til udtryk ved støtte til radikale synspunkter eller en ekstremistisk ideologi og kan også medføre accept af brugen af vold eller andre ulovlige midler for at opnå et politisk eller religiøst mål.

Ekstremisme er bl.a. kendetegnet ved forenklede verdensopfattelser og fjendebilleder, hvor bestemte grupper eller samfundsforhold ses som truende, samt intolerance og manglende respekt for andre menneskers synspunkter, frihed og rettigheder.

Begrebet omfatter endvidere afvisning af grundlæggende demokratiske værdier og normer, manglende accept af demokratiske beslutningsprocesser og anvendelse af ulovlige og eventuelt voldelige metoder for at opnå et politisk eller religiøst ideologisk mål.

Spørgsmålet om, hvorvidt det er påkrævet at optage foto af indsattes brevveksling af ovennævnte hensyn må i øvrigt afgøres konkret i hver enkelt sag ud fra en samlet vurdering af de tilgængelige oplysninger om den indsatte. I denne vurdering kan bl.a. indgå oplysninger om den pådømte kriminalitet og kriminalforsorgens egne observationer under afsoning eller varetægtsfængsling, herunder observationer relateret til den indsattes adfærd, udtalelser, brug af litteratur, effekter, symboler og besøgende.

Kriminalforsorgen vil således fremover ved gennemlæsning af breve af de ovennævnte hensyn kunne optage foto af et helt brev eller indhold heri, der isoleret set eller i sammenhæng med andre oplysninger udgør materiale, der giver anledning til bekymring blandt andet i forhold til ny kriminalitet begået af indsatte, som af politiet skønnes at indtage en ledende eller koordinerende rolle i en gruppe af personer, som tilsammen står bag omfattende og alvorlig kriminalitet.

Med den foreslåede ordning forudsættes det, at fotografier som udgangspunkt slettes efter seks måneder. Dette kan fraviges i det omfang, det er nødvendigt af hensyn til kriminalforsorgens behandlingsaktiviteter, f.eks. hvis fotografierne indgår i en efterretningsanalyse eller som dokumentation i en afgørelsessag. Fotografierne slettes, når de ikke længere er nødvendige at anvende af hensyn til kriminalforsorgens behandlingsaktiviteter. Det forudsættes i den forbindelse, at fotodokumentationen kan anvendes som led i kriminalforsorgens almindelige sagsbehandling, herunder som led i kriminalforsorgens klagesagsbehandling.

Den foreslåede ændring medfører ikke ændringer i forhold til gældende regler og praksis vedrørende indsattes almindelige ret til brevveksling. Dette indebærer bl.a., at breve, der tilbageholdes, som hidtil kan videregives til politiet eller andre myndigheder, hvis indholdet af det pågældende brev må antages at give vedkommende myndighed anledning til videre foranstaltning. Den foreslåede ordning medfører desuden heller ingen ændringer af indsattes adgang til ukontrolleret brevveksling med visse personer eller offentlige myndigheder efter § 56.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.3. i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 9

Ifølge straffuldbyrdelseslovens § 55, stk. 1, har indsatte ret til brevveksling.

Kriminalforsorgsområdet kan uden retskendelse åbne og lukke breve til og fra den indsatte. Det sker i den indsattes påsyn bortset fra de tilfælde, der er omfattet af stk. 3-5, jf. § 55, stk. 2.

Det fremgår af § 55, stk. 5, at breve til og fra en indsat, som er dømt for overtrædelse af en af de forbrydelser, der er nævnt i straffelovens 12. eller 13. kapitel, eller som kriminalforsorgen skønner at være radikaliseret, ekstremistisk eller i risiko for at blive det, skal gennemlæses, hvis dette skønnes påkrævet af ordens- eller sikkerhedsmæssige hensyn, af hensyn til kriminalforsorgens indsats mod radikalisering og ekstremisme eller af hensyn til at forebygge kriminalitet.

Det foreslås i § 55, stk. 5, at der indsættes et nyt 2. pkt., hvorefter der kan optages foto af breve til og fra indsatte omfattet af 1. pkt., hvis dette skønnes påkrævet af ordens- eller sikkerhedsmæssige hensyn, af hensyn til kriminalforsorgens indsats mod radikalisering og ekstremisme eller af hensyn til at forebygge kriminalitet.

Forslaget indebærer, at kriminalforsorgen i forbindelse med gennemlæsning af breve til og fra indsatte, som er dømt for overtrædelse af en af de forbrydelser, der er nævnt i straffelovens 12. eller 13. kapitel, eller som kriminalforsorgens skønner at være radikaliseret, ekstremistisk eller i risiko for at blive det kan optage foto af brevet, hvis dette skønnes påkrævet af ordens- og sikkerhedsmæssige hensyn, af hensyn til kriminalforsorgens indsats mod radikalisering og ekstremisme, eller af hensyn til at forebygge kriminalitet.

Ved vurderingen heraf vil kriminalforsorgen – afhængigt af omstændighederne i den konkrete sag – enten kunne lægge egne oplysninger til grund eller indhente en udtalelse fra politiet eller andre myndigheder.

Med udtrykket »ordensmæssige hensyn« sigtes navnlig til hensyn til opretholdelse af et fysisk og psykisk godt miljø og trivsel i bred forstand såvel mellem de indsatte indbyrdes som i forhold til personalet i kriminalforsorgens institutioner.

Med udtrykket »sikkerhedsmæssige hensyn« sigtes navnlig til hensyn til opretholdelse af frihedsberøvelsen ved at forebygge og forhindre, at de indsatte undviger, og at forebygge kriminalitet ved at modvirke, at indsatte begår kriminalitet under afsoningen, f.eks. i form af trusler eller vold mod personalet eller medindsatte, fængselsoptøjer samt handel med og indsmugling af narkotika og lignende i forbindelse med besøg.

Med begrebet »hensyn til at forebygge kriminalitet« sigtes til kriminalitetsbekæmpelse og kriminalitetsforebyggelse i bredeste forstand såvel i som uden for kriminalforsorgens institutioner.

Indsatsen mod radikalisering og ekstremisme kan i denne forbindelse omfatte enhver form for resocialiserende påvirkning af den nævnte gruppe af indsatte i bredeste forstand, dvs. enhver indsats, der tager sigte på at anspore og understøtte den indsatte i at leve en kriminalitetsfri tilværelse.

Begreberne »radikalisering« og »ekstremisme« er ikke entydige begreber, men dækker over varierende grader af tilslutning til radikale og ekstreme synspunkter og handlinger.

Radikalisering er en proces, som kan foregå på forskellige måder, og som kan ske over kortere eller længere tid. Der er ingen simple årsagssammenhænge, og radikaliseringen kan igangsættes på baggrund af mange forskellige faktorer og have forskellige endemål. Radikaliseringen kan komme til udtryk ved støtte til radikale synspunkter eller en ekstremistisk ideologi og kan også medføre accept af brugen af vold eller andre ulovlige midler for at opnå et politisk eller religiøst mål.

Ekstremisme er bl.a. kendetegnet ved forenklede verdensopfattelser og fjendebilleder, hvor bestemte grupper eller samfundsforhold ses som truende, samt intolerance og manglende respekt for andre menneskers synspunkter, frihed og rettigheder.

Begrebet omfatter endvidere afvisning af grundlæggende demokratiske værdier og normer, manglende accept af demokratiske beslutningsprocesser og anvendelse af ulovlige og eventuelt voldelige metoder for at opnå et politisk eller religiøst ideologisk mål.

Spørgsmålet om, hvorvidt det er påkrævet at optage foto af indsattes brevveksling af ovennævnte hensyn må i øvrigt afgøres konkret i hver enkelt sag ud fra en samlet vurdering af de tilgængelige oplysninger om den indsatte. I denne vurdering kan bl.a. indgå oplysninger om den pådømte kriminalitet og kriminalforsorgens egne observationer under afsoning eller varetægtsfængsling, herunder observationer relateret til den indsattes adfærd, udtalelser, brug af litteratur, effekter, symboler og besøgende.

Den foreslåede ordning vil kunne finde anvendelse både i forhold til personer, der har - eller er i risiko for at udvikle - radikale eller ekstremistiske holdninger, men som ikke nødvendigvis søger at fremme disse gennem ulovlige midler, og i forhold til personer, der søger at fremme radikale og ekstreme holdninger gennem vold eller andre ulovlige midler.

Kriminalforsorgen vil således fremover kunne optage foto af et helt brev eller indhold heri, der isoleret set eller i sammenhæng med andre oplysninger udgør materiale, der giver anledning til bekymring blandt andet i forhold til indsattes ekstremistiske overbevisning, radikale, ideologiske tilhørsforhold eller bandetilhørsforhold.

Med den foreslåede ordning forudsættes det, at fotografier som udgangspunkt slettes efter seks måneder. Dette kan fraviges i det omfang, det er nødvendigt af hensyn til kriminalforsorgens behandlingsaktiviteter, f.eks. hvis fotografierne indgår i en efterretningsanalyse eller som dokumentation i en afgørelsessag. Fotografierne slettes, når de ikke længere er nødvendige at anvende af hensyn til kriminalforsorgens behandlingsaktiviteter. Det forudsættes i den forbindelse, at fotodokumentationen kan anvendes som led i kriminalforsorgens almindelige sagsbehandling, herunder som led i kriminalforsorgens klagesagsbehandling.

Den foreslåede ændring medfører ikke ændringer i forhold til gældende regler og praksis vedrørende indsattes almindelige ret til brevveksling. Dette indebærer bl.a., at breve, der tilbageholdes, som hidtil kan videregives til politiet eller andre myndigheder, hvis indholdet af det pågældende brev må antages at give vedkommende myndighed anledning til videre foranstaltning. Den foreslåede ordning medfører desuden heller ingen ændringer af indsattes adgang til ukontrolleret brevveksling med visse personer eller offentlige myndigheder efter § 56.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.3. i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 10 og 11

Det fremgår af § 55, stk. 8, 1. pkt., at afsenderen skal gøres bekendt med tilbageholdelsen af brevet. Orienteringen af afsenderen kan dog undlades i indtil fire uger, i det omfang formålet med tilbageholdelsen ellers ville forspildes, jf. 2. pkt.

Det foreslås i § 55, stk. 8, 1. pkt., efter »tilbageholdelsen« at indsætte: »eller fotooptagelsen«.

Det vil medføre, at afsenderen skal gøres bekendt med tilbageholdelsen eller fotooptagelsen af brevet.

Derudover foreslås det at indsætte et nyt 3. pkt. , hvorefter orientering om fotooptagelse kan undlades af hensyn til kriminalforsorgens indsats mod radikalisering og ekstremisme.

Forslaget skal ses i sammenhæng med lovforslagets § 1, nr. 7, hvor det foreslås at etablere hjemmel til, at kriminalforsorgen kan optage foto af indsattes brevveksling af hensyn til orden og sikkerhed, indsatsen mod radikalisering og ekstremisme eller for at forebygge kriminalitet i straffuldbyrdelseslovens § 55, stk. 3. Forslaget skal derudover ses i sammenhæng med lovforslagets § 1, nr. 8 og 9, hvor det foreslås at etablere hjemmel til, at kriminalforsorgen kan optage foto af indsattes brevveksling af hensyn til orden og sikkerhed, indsatsen mod radikalisering og ekstremisme eller for at forebygge kriminalitet i straffuldbyrdelseslovens i § 55, stk. 4 og 5.

Det foreslåede medfører, at kriminalforsorgen som udgangspunkt er forpligtet til at underrette afsenderen af brevet om, at der er sket fotooptagelse. Med henblik på at understøtte indsatsen mod radikalisering og ekstremisme bedst muligt vil kriminalforsorgen med den foreslåede ordning have mulighed for at undlade at orientere afsenderen af brevet om, at der er sket fotooptagelse af brevvekslingen efter stk. 3, 4 og 5, når fotooptagelsen er foretaget af hensyn til indsatsen mod radikalisering og ekstremisme.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.3. i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 12

Ifølge § 60, stk. 1, i straffuldbyrdelsesloven kan Direktoratet for Kriminalforsorgen og det relevante kriminalforsorgsområde uden retskendelse undersøge hvilke effekter, en indsat har i sin besiddelse i sit opholdsrum eller på sin person, hvis en sådan undersøgelse er nødvendig for at sikre, at ordensbestemmelser overholdes, eller sikkerhedshensyn iagttages, herunder 1) når den indsatte indsættes i institutionen, 2) hvis den indsatte mistænkes for uretmæssig besiddelse af effekter, 3) før og efter besøg eller 4) før og efter fravær fra institutionen eller opholdsafdelingen.

Det foreslås i § 60, stk. 1 , at der efter »iagttages« indsættes: », eller hvis det sker som led i kriminalforsorgens indsats mod radikalisering og ekstremisme«.

Den foreslåede ændring vil udvide kriminalforsorgens mulighed for at foretage undersøgelse af den indsattes person og opholdsrum til at omfatte tilfælde, hvor det sker som led i kriminalforsorgens indsats mod radikalisering og ekstremisme.

Heri ligger, at der vil kunne foretages cellevisitationer og personundersøgelser bl.a. med det formål at indsamle oplysninger om den indsattes ideologiske overbevisning, gruppetilhørsforhold og netværk. Undersøgelse af den indsattes person og opholdsrum vil ligeledes kunne finde sted med henblik på at tilvejebringe eventuelt materiale af ekstremistisk art.

Sådanne undersøgelser kan bl.a. finde sted på baggrund af en Request for Information (RFI) fra andre myndigheder, oplysninger tilgået kriminalforsorgens sikkerhedsorganisation eller en konkret indsats iværksat af kriminalforsorgens sikkerhedsenhed.

Den foreslåede ændring tænkes navnlig anvendt til at gennemføre cellevisitationer og personundersøgelser på afdelinger for særligt farlige terrordømte og radikaliserede indsatte. Det vil dog med ændringen ligeledes være muligt at foretage undersøgelse af indsattes person og opholdsrum på andre fængsels- eller arresthusafdelinger, hvis der foreligger en konkret mistanke om, at en indsat har et terrorrelateret gruppetilhørsforhold, netværk eller lignende.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 13

Ifølge den gældende bestemmelse i straffuldbyrdelseslovens § 60, stk. 8, kan kriminalforsorgsområdet træffe bestemmelse om tilbageholdelse af effekter, der findes i den indsattes besiddelse, hvis det skønnes påkrævet af ordens- eller sikkerhedsmæssige hensyn.

Det foreslås i § 60, stk. 8, at der efter »hensyn« indsættes: », eller hvis det sker som led i kriminalforsorgens indsats mod radikalisering og ekstremisme«.

Den foreslåede ændring vil udvide kriminalforsorgens mulighed for at træffe bestemmelse om tilbageholdelse af effekter, som kriminalforsorgen finder i forbindelse med undersøgelse af den indsattes person og opholdsrum foretaget som led i kriminalforsorgens indsat mod radikalisering og ekstremisme.

Heri ligger, at kriminalforsorgen vil kunne tilbageholde effekter bl.a. med det formål at indsamle oplysninger om den indsattes ideologiske overbevisning, gruppetilhørsforhold og netværk, eller med henblik på at tilvejebringe eventuelt materiale af ekstremistisk art.

Bestemmelsen vil bl.a. blive anvendt til tilbageholdelse af effekter fundet ved undersøgelser foretaget i de kommende afdelinger målrettet terrordømte og radikaliserede indsatte. Det vil dog med ændringen ligeledes være muligt at træffe bestemmelse om tilbageholdelse af effekter på andre fængsels- eller arrestafdelinger, hvis der foreligger en konkret mistanke om, at en indsat er radikaliseret, har tilhørsforhold til radikaliserede netværk eller lignende.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.1. i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 14

Kriminalforsorgen kan uden retskendelse gennemlæse og træffe bestemmelse om tilbageholdelse af breve og andre optegnelser, som findes i den indsattes besiddelse, hvis det skønnes påkrævet af ordens- og sikkerhedsmæssige hensyn, jf. straffuldbyrdelseslovens § 60, stk. 9.

Det foreslås i § 60, stk. 9 , at der efter »gennemlæse« indsættes: », optage foto af«.

Det foreslås desuden i § 60, stk. 9 , at der efter »hensyn« indsættes: », hvis det sker som led i kriminalforsorgens indsats mod radikalisering og ekstremisme eller af hensyn til at forebygge kriminalitet«.

De foreslåede ændringer vil udvide kriminalforsorgens mulighed for at træffe bestemmelse om tilbageholdelse og gennemlæsning af breve og andre optegnelser, som kriminalforsorgen finder i forbindelse med undersøgelse af den indsattes person og opholdsrum foretaget som led i bl.a. kriminalforsorgens indsats mod radikalisering og ekstremisme.

Heri ligger, at kriminalforsorgen vil kunne tilbageholde effekter bl.a. med det formål at indsamle oplysninger om den indsattes ideologiske overbevisning, gruppetilhørsforhold og netværk, eller med henblik på at tilvejebringe eventuelt materiale af ekstremistisk art.

Bestemmelsen vil bl.a. blive anvendt til at træffe bestemmelse om gennemlæsning og tilbageholdelse af breve mv. fundet ved undersøgelser foretaget i de kommende afdelinger målrettet terrordømte og radikaliserede indsatte. Det vil dog med ændringen ligeledes være muligt at træffe bestemmelse om gennemlæsning og tilbageholdelse af breve mv. på andre fængsels- eller arrestafdelinger, hvis der foreligger en konkret mistanke om, at en indsat er radikaliseret, har tilhørsforhold til radikaliserede netværk eller lignende.

Med henblik på at understøtte indsatsen mod radikalisering og ekstremisme bedst muligt vil kriminalforsorgen med den foreslåede ordning have mulighed for at undlade at orientere den indsatte om gennemlæsning af breve eller andre optegnelser fundet i den indsattes besiddelse, når dette sker af hensyn til indsatsen mod radikalisering og ekstremisme.

Muligheden for optagelse af foto forudsættes at finde anvendelse, når kriminalforsorgen vurderer, at det er påkrævet af ordens- og sikkerhedsmæssige hensyn, hvis det sker som led i indsatsen mod radikalisering og ekstremisme eller af hensyn til at forebygge kriminalitet i de tilfælde, hvor kriminalforsorgen træffer afgørelse om gennemlæsning efter straffuldbyrdelseslovens § 60, stk. 9.

Kriminalforsorgen vil således fremover kunne optage foto af indhold, der isoleret set eller i sammenhæng med andre oplysninger udgør materiale, der giver anledning til bekymring blandt andet i forhold til indsattes ekstremistiske overbevisning, radikale, ideologiske tilhørsforhold eller bandetilhørsforhold.

Med begrebet »hensyn til at forebygge kriminalitet« sigtes til kriminalitetsforebyggelse i bredeste forstand såvel i som uden for kriminalforsorgens institutioner.

Med henblik på at understøtte indsatsen mod radikalisering og ekstremisme bedst muligt vil kriminalforsorgen med den foreslåede ordning have mulighed for at undlade at orientere den indsatte om fotooptagelse af breve eller andre optegnelser fundet i den indsattes besiddelse, når dette sker af hensyn til indsatsen mod radikalisering og ekstremisme.

Med den foreslåede ordning forudsættes det, at fotografier af breve til eller fra indsatte som udgangspunkt slettes efter seks måneder. Dette kan fraviges i det omfang, det er nødvendigt af hensyn til kriminalforsorgens behandlingsaktiviteter, f.eks. hvis fotografierne indgår i en efterretningsanalyse eller som dokumentation i en afgørelsessag. Fotografierne slettes, når de ikke længere er nødvendige at anvende af hensyn til kriminalforsorgens behandlingsaktiviteter. Det forudsættes i den forbindelse, at fotodokumentationen kan anvendes som led i kriminalforsorgens almindelige sagsbehandling, herunder som led i Direktoratet for Kriminalforsorgens klagesagsbehandling.

Den foreslåede ordning om optagelse af foto medfører ikke ændringer i forhold til gældende regler og praksis vedrørende fund af breve og andre optegnelser fundet i indsattes besiddelse eller indsattes almindelige ret til brevveksling. Dette indebærer bl.a., at breve, der tilbageholdes, som hidtil kan videregives til politiet eller andre myndigheder, hvis indholdet af det pågældende brev må antages at give vedkommende myndighed anledning til videre foranstaltning. Den foreslåede ordning medfører desuden heller ingen ændringer af indsattes adgang til ukontrolleret brevveksling med visse personer eller offentlige myndigheder efter straffuldbyrdelseslovens § 56.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.1 og 3.4. i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 15

Reglerne om anvendelse af magt over for indsatte i kriminalforsorgens institutioner findes i straffuldbyrdelseslovens § 62.

Efter straffuldbyrdelseslovens § 62, stk. 1, kan Direktoratet for Kriminalforsorgen og kriminalforsorgsområdet anvende magt over for en indsat, hvis det er nødvendigt 1) for at afværge truende vold, overvinde voldsom modstand eller for at hindre selvmord eller anden selvbeskadigelse, 2) for at hindre undvigelse eller standse undvegne eller 3) for at gennemtvinge en påbudt foranstaltning, når øjeblikkelig gennemførelse af denne er nødvendig og den indsatte afviser eller undlader at følge personalets anvisninger herom.

Magtanvendelse kan ske ved greb, skjold, stav, peberspray og tåregas, jf. § 62, stk. 2.

Efter bestemmelsens stk. 3 og 4, skal magtanvendelse foretages i overensstemmelse med proportionalitetsprincippet og skånsomhedsprincippet.

Endelig følger det af straffuldbyrdelseslovens § 62, stk. 5, at justitsministeren fastsætter regler om bæring af magtmidler og anvendelse af magt over for indsatte. Sådanne regler er fastsat i bekendtgørelse nr. 1026 af 30. juni 2023 om anvendelse af magt over for indsatte i kriminalforsorgens institutioner (magtanvendelsesbekendtgørelsen).

Det foreslås i § 62, stk. 1 , at ordlyden af straffuldbyrdelseslovens regler om magtanvendelse ændres, så ordlyden af bestemmelsen ensrettes med den formulering, som Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol anvender i sin praksis, herunder i dommen El-Asmar mod Danmark , hvorefter enhver fysisk magtanvendelse over for frihedsberøvede personer skal være strengt nødvendigt.

Baggrunden for den foreslåede ændring er Menneskerettighedsdomstolens praksis vedrørende tærsklen for anvendelse af peberspray som magtanvendelsesmiddel, herunder sagen El-Asmar mod Danmark (27753/19), hvor Menneskerettighedsdomstolen forholdt sig til fængselsbetjentes brug af peberspray mod en indsat i en observationscelle i Enner Mark Fængsel.

Menneskerettighedsdomstolen fandt, at Danmark har krænket EMRK artikel 3 om bl.a. umenneskelig eller nedværdigende behandling ved, at myndighederne havde foretaget en ineffektiv efterforskning af fængselsbetjentenes brug af peberspray i en observationscelle uden en forudgående advarsel, og det derved ikke kunne påvises, at anvendelsen af peberspray i den konkrete situation havde været strengt nødvendigt.

Det foreslås således i § 62, stk. 1 , at ændre »hvis det er nødvendigt« til: »hvis det er strengt nødvendigt«.

Den foreslåede ændring vil indebære, at det af ordlyden af bestemmelsen fremgår, at anvendelse af magt over for indsatte i kriminalforsorgens institutioner skal være strengt nødvendig.

Formålet med ændringen er at ensrette ordlyden af straffuldbyrdelseslovens § 62 om magtanvendelse med den formulering, som Menneskerettighedsdomstolen anvender i sin praksis, herunder i dommen El-Asmar mod Danmark. Ændringen er af sproglig karakter og vil ikke medføre ændringer i retstilstanden. Der ændres dermed ikke på, at kriminalforsorgens magtanvendelse efter § 62, skal være strengt nødvendig og i overensstemmelse med Menneskerettighedsdomstolens praksis.

Kriminalforsorgens betjente vil således fortsat kunne anvende magt over for en indsat, hvis det er strengt nødvendigt for at afværge truende vold, overvinde voldsom modstand eller for at hindre selvmord eller anden selvbeskadigelse. Der vil desuden kunne anvendes magt, når det er strengt nødvendigt for at hindre undvigelse eller standse undvegne eller for at gennemtvinge en påbudt foranstaltning, når øjeblikkelig gennemførelse af denne er nødvendig, og den indsatte afviser eller undlader at følge personalets anvisninger herom.

Kravet om, at anvendelsen af magt skal være strengt nødvendig, vil fortsat gælde for alle magtmidler, dvs. greb, skjold, stav, peberspray og tåregas.

Hvilket magtmiddel, der i en konkret situation er mindst indgribende og dermed skal anvendes, vil fortsat bero på en konkret vurdering af, hvad der i den pågældende situation er strengt nødvendigt, jf. straffuldbyrdelseslovens § 62, stk. 1, samt under hensyntagen til proportionalitets- og skånsomhedsprincippet, jf. § 62, stk. 3 og 4.

Den foreslåede ændring medfører ikke et absolut forbud mod anvendelse af peberspray i kriminalforsorgens institutioner. Det bemærkes dog, at peberspray – i overensstemmelse med Menneskerettighedsdomstolens udtalelser i bl.a. dommen El-Asmar mod Danmark – er et magtmiddel med en særlig farlighed. Et magtmiddels farlighed har betydning for vurderingen af, hvornår en magtanvendelse kan anses for at have været strengt nødvendig. Derfor er kravene til, hvornår anvendelse af peberspray er strengt nødvendig, skærpet i forhold til andre magtmidler, der ikke har samme farlighed.

Pebersprays potentielt alvorlige virkning bør bl.a. indgå i vurderingen af, om anvendelse af peberspray i det konkrete tilfælde er strengt nødvendigt, og om det udgør det mindst indgribende magtmiddel i overensstemmelse med proportionalitets- og skånsomhedsprincippet, jf. § 62, stk. 3 og 4. En strengt nødvendig anvendelse af peberspray vil desuden som udgangspunkt forudsætte, at der er givet en forudgående advarsel, og at anvendelsen ikke kunne have været undgået ved bedre forberedelse og planlægning. I en akut situation vil anvendelse af peberspray fortsat kunne være strengt nødvendigt uden forudgående advarsel, hvis en farlig situation tilsiger det.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.5 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 16 og 17

Straffuldbyrdelseslovens §§ 65 og 66 regulerer adgangen til at anvende sikringsmidler i form af håndjern og sikringsceller over for indsatte i kriminalforsorgens institutioner.

Efter straffuldbyrdelseslovens § 65, stk. 1, kan håndjern anvendes, hvis det er nødvendigt 1) for at afværge truende vold eller overvinde voldsom modstand, 2) for at hindre selvmord eller anden selvbeskadigelse eller 3) for at hindre undvigelse.

Straffuldbyrdelseslovens § 65, stk. 2, indeholder et almindeligt proportionalitetsprincip, hvorefter håndjern ikke må anvendes, såfremt det efter indgrebets formål og den krænkelse og det ubehag, som indgrebet må antages at forvolde, ville være et uforholdsmæssigt indgreb.

Håndjern skal anvendes så skånsomt, som omstændighederne tillader, jf. § 65, stk. 3, og der skal gennemføres lægetilsyn, hvis der er mistanke om sygdom, herunder om tilskadekomst, hos den indsatte i forbindelse med anvendelsen af håndjern, eller hvis den indsatte selv anmoder om lægehjælp.

Efter straffuldbyrdelseslovens § 65, stk. 4, fastsætter justitsministeren regler om anvendelsen af håndjern, herunder om lægetilsyn og andet tilsyn. Bemyndigelsen er anvendt til udstedelse af bekendtgørelse nr. 175 af 31. januar 2022 om anvendelse af sikringsmidler i kriminalforsorgens institutioner. Straffuldbyrdelseslovens § 65 a fastsætter desuden regler om anvendelse af håndjern ved den indsattes fravær fra lukkede fængsler og arrester, samt ved ophold uden for cellen.

Det følger af straffuldbyrdelseslovens § 66, stk. 1, at en indsat efter bestemmelse af kriminalforsorgsområdet kan anbringes i sikringscelle og herunder tvangsfikseres ved anvendelse af bælte, hånd- og fodremme samt handsker, hvis det er nødvendigt 1) for at afværge truende vold eller overvinde voldsom modstand eller 2) for at hindre selvmord eller anden selvbeskadigelse.

Straffuldbyrdelseslovens § 66, stk. 2, indeholder et almindeligt proportionalitetsprincip, hvorefter anbringelse i sikringscelle og tvangsfiksering ikke må foretages, såfremt det efter indgrebets formål og den krænkelse og det ubehag, som indgrebet må antages at forvolde, ville være et uforholdsmæssigt indgreb.

Anbringelse skal foretages så skånsomt, som omstændighederne tillader, jf. bestemmelsens stk. 3, og en indsat, der er tvangsfikseret, skal have fast vagt, jf. stk. 4.

Ved tvangsfiksering af en indsat i sikringscelle skal institutionen straks anmode en læge om at foretage tilsyn med den indsatte, jf. straffuldbyrdelseslovens § 66, stk. 5. Lægen skal desuden tilse den pågældende, medmindre lægen skønner sådant tilsyn åbenbart unødvendigt.

Ved anbringelse i sikringscelle uden tvangsfiksering skal der tilkaldes læge, hvis der er mistanke om sygdom, herunder om tilskadekomst, hos den indsatte, eller hvis den indsatte selv anmoder om lægehjælp, jf. straffuldbyrdelseslovens § 66, stk. 6.

Endelig følger det af straffuldbyrdelseslovens § 66, stk. 7, at justitsministeren fastsætter regler om godkendelse af sikringsceller og om anvendelsen af sikringsceller og tvangsfiksering, herunder lægetilsyn og andet tilsyn. Reglerne herom findes i bekendtgørelse nr. 175 af 31. januar 2022 om anvendelse af sikringsmidler i kriminalforsorgens institutioner.

Det foreslås i § 65, stk. 1, og § 66, stk. 1, at ordlyden af straffuldbyrdelseslovens regler om sikringsmidler i form af håndjern og sikringsceller, herunder tvangsfiksering, ændres, så ordlyden af bestemmelsen ensrettes med den formulering, som Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol anvender i sin praksis, herunder i dommen El-Asmar mod Danmark , hvorefter enhver fysisk magtanvendelse over for frihedsberøvede personer skal være strengt nødvendigt.

Det foreslås således i § 65, stk. 1 , og § 66, stk. 1 , at ændre »hvis det er nødvendigt« til: »hvis det er strengt nødvendigt«.

De foreslåede ændringer vil indebære, at det af ordlyden af bestemmelserne fremgår, at anvendelse af hhv. håndjern og sikringsceller i kriminalforsorgens institutioner skal være strengt nødvendig.

Ændringerne er af sproglig karakter og vil ikke medføre ændringer i retstilstanden. Der ændres dermed ikke på, at kriminalforsorgens anvendelse af hhv. håndjern og sikringsmidler efter straffuldbyrdelseslovens § 65, stk. 1, og § 66, stk. 1, skal være strengt nødvendig og i overensstemmelse med Menneskerettighedsdomstolens praksis.

Om der kan ske anvendelse af håndjern og sikringsceller, vil fortsat bero på en konkret vurdering af, hvad der i den pågældende situation er strengt nødvendigt, jf. straffuldbyrdelseslovens § 65, stk. 1, og § 66, stk. 1, samt under hensyntagen til proportionalitets- og skånsomhedsprincippet.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.5 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 18

Efter straffuldbyrdelseslovens § 66 b, stk. 1, kan kriminalforsorgen indsamle, behandle og videregive oplysninger om indsatte og personer, som indsatte har kontakt til, til andre myndigheder, hvis ordens- eller sikkerhedsmæssige hensyn, hensyn til kriminalforsorgens eller andre myndigheders indsats mod radikalisering og ekstremisme eller hensyn til at bekæmpe og forebygge kriminalitet taler herfor. Bestemmelsen medfører derfor, at kriminalforsorgen af egen drift kan iværksætte efterretnings- og sikkerhedsarbejde med henblik på indsamling samt videregivelse af oplysninger til andre myndigheder, herunder politiet.

Det bemærkes, at indgreb over for indsatte, hvor der sker indsamling af oplysninger, skal gennemføres inden for de eksisterende lovgivningsmæssige rammer, herunder straffuldbyrdelsesloven, og lovens § 66 b, stk. 1, giver således ikke adgang til at foretage yderligere eller mere intensive indgreb over for indsatte eller personer, som indsatte har kontakt til.

Efter straffuldbyrdelseslovens § 66 b, stk. 1, er der alene hjemmel til, at kriminalforsorgen kan indsamle og behandle oplysninger om indsatte samt personer, som indsatte har kontakt til. Der er således ikke i dag udtrykkelig hjemmel i straffuldbyrdelsesloven til indsamling og behandling af oplysninger om personer, som indsatte ikke har direkte kontakt til.

Kriminalforsorgen skal løbende kunne udarbejde nationale og lokale trusselsvurderinger og efterretningsanalyser på kriminalforsorgens område, herunder vedrørende enkelte indsatte og konkrete grupper af indsatte som f.eks. bandemedlemmer og personer, som af kriminalforsorgen skønnes at være radikaliserede, ekstremistiske eller i risiko for at blive det.

Kriminalforsorgens erfaringer med arbejdet med en styrkelse af efterretnings- og sikkerhedsarbejdet viser dog, at der i visse tilfælde er behov for, at kriminalforsorgen kan behandle og anvende oplysninger om andre personer end indsatte eller personer, som indsatte har kontakt til. Det kan eksempelvis være tilfælde, hvor oplysninger tilvejebragt via aflytning af telefonsamtaler om et formodet strafbart forhold involverer andre personer end dem, som den indsatte har kontakt til. Oplysninger om andre personer end indsatte og personer som indsatte har kontakt til kan således bidrage betydeligt til kriminalforsorgens efterretnings- og sikkerhedsarbejde.

Det foreslås derfor at nyaffatte § 66 b, stk. 1. Med 1. pkt. foreslås det, at kriminalforsorgen kan indsamle, behandle og videregive oplysninger om indsatte og andre personer, når det vurderes nødvendigt af ordens- eller sikkerhedsmæssige hensyn, af hensyn til kriminalforsorgens eller andre myndigheders indsats mod radikalisering og ekstremisme eller af hensyn til at bekæmpe og forebygge kriminalitet.

Den foreslåede ordning vil indebære, at indsamling, behandling og videregivelse af oplysninger, når det vurderes nødvendigt af ordens- eller sikkerhedsmæssige hensyn, af hensyn til kriminalforsorgens eller andre myndigheders indsats mod radikalisering og ekstremisme eller af hensyn til at bekæmpe og forebygge kriminalitet, fremover også vil omfatte oplysninger om personer, som indsatte ikke har direkte kontakt til.

Med udtrykket »ordensmæssige hensyn« sigtes navnlig til hensyn til opretholdelse af et fysisk og psykisk godt miljø og trivsel i bred forstand såvel mellem de indsatte indbyrdes som i forhold til personalet i kriminalforsorgens institutioner.

Med udtrykket »sikkerhedsmæssige hensyn« sigtes navnlig til hensyn til opretholdelse af frihedsberøvelsen ved at forebygge og forhindre, at de indsatte undviger og at forebygge kriminalitet ved at modvirke, at indsatte begår kriminalitet under afsoningen, f.eks. i form af trusler eller vold mod personalet eller medindsatte, fængselsoptøjer samt handel med og indsmugling af narkotika og lignende i forbindelse med besøg.

Med begrebet »hensyn til at bekæmpe og forebygge kriminalitet« sigtes til kriminalitetsbekæmpelse og kriminalitetsforebyggelse i bredeste forstand såvel i som uden for kriminalforsorgens institutioner.

Begreberne »radikalisering« og »ekstremisme« er ikke entydige begreber, men dækker over varierende grader af tilslutning til radikale og ekstreme synspunkter og handlinger.

Radikalisering er en proces, som kan foregå på forskellige måder, og som kan ske over kortere eller længere tid. Der er ingen simple årsagssammenhænge, og radikaliseringen kan igangsættes på baggrund af mange forskellige faktorer og have forskellige endemål.

Radikaliseringen kan komme til udtryk ved støtte til radikale synspunkter eller en ekstremistisk ideologi og kan også medføre accept af brugen af vold eller andre ulovlige midler for at opnå et politisk eller religiøst mål.

Ekstremisme er bl.a. kendetegnet ved forenklede verdensopfattelser og fjendebilleder, hvor bestemte grupper eller samfundsforhold ses som truende, samt intolerance og manglende respekt for andre menneskers synspunkter, frihed og rettigheder.

Begrebet omfatter endvidere afvisning af grundlæggende demokratiske værdier og normer, manglende accept af demokratiske beslutningsprocesser og anvendelse af ulovlige og eventuelt voldelige metoder for at opnå et politisk eller religiøst ideologisk mål.

Derudover ændres der ikke på den gældende retstilstand efter bestemmelsen, som derved videreføres.

Kriminalforsorgen har i dag mulighed for at indsamle personoplysninger efter reglerne i straffuldbyrdelseslovens § 66 b, stk. 1, og de almindelige regler i retshåndhævelsesloven, eksempelvis ved at fremsøge oplysninger på internettet. Det er imidlertid usikkert i hvilket omfang kriminalforsorgen, der som myndighed ikke foretager efterforskning, kan benytte fiktive profiler (f.eks. på sociale medieplatforme) og dermed videregive urigtige og vildledende oplysninger, eksempelvis ved behandling af oplysninger om indsatte og andre personer.

Det foreslås derfor i § 66 b, stk. 1, 2. pkt., at kriminalforsorgen som led i opgavevaretagelsen efter 1. pkt. kan gøre brug af fiktive profiler på sociale medieplatforme.

¬Den foreslåede ordning vil supplere den nuværende adgang i straffuldbyrdelseslovens § 66 b, stk. 1, og retshåndhævelsesloven til at behandle oplysninger om indsatte og andre personer fra internettet og har til formål at give kriminalforsorgen udtrykkelig lovhjemmel til at kriminalforsorgens personale kan indsamle oplysninger ved brug af fiktive profiler på sociale medieplatforme, når det vurderes nødvendigt af hensyn til kriminalforsorgens efterretnings- og sikkerhedsarbejde.

Det forudsættes, at kriminalforsorgen via den fiktive profil kan tilføje venner og forbindelser på sociale medieplatforme (og således skabe en såkaldt ”persona” om den fiktive profil, som får profilen til at fremstå mere troværdig). Det forudsættes, at kriminalforsorgen via den fiktive profil kan søge om medlemskab af lukkede og hemmelige grupper på de sociale medieplatforme, som kræver tilkendegivelse eller anmodning fra profilen.

En fiktiv profil vil blandt andet kunne anvendes i tilfælde, hvor kriminalforsorgen kommer i besiddelse af oplysninger, der kan have betydning for vurdering af sikkerheden i kriminalforsorgens institutioner, eller oplysninger der kan have betydning for andre myndigheders arbejde, og som kriminalforsorgen ikke har mulighed for at verificere via egne systemer. Det kan eksempelvis vedrøre oplysninger, som stammer fra en telefonsamtale mellem indsatte og pårørende om, at den pårørende skal foretage bestemte aktiviteter, eller kommunikere til bestemte personer på sociale medieplatforme på vegne af den indsatte. Derudover kan anvendelse af fiktive profiler på sociale medieplatforme være nødvendigt ved fund af billedmateriale på en celle hos en indsat, som formodes at være radikaliseret, og hvor billedmaterialet bærer en tydelig symbolik for indforståede.

Ved hjælp af søgninger på sociale medieplatforme ved brug af fiktive profiler vil kriminalforsorgen kunne verificere sådanne oplysninger og finde ud af bl.a. hvilke navngivne personer oplysningerne omhandler. Dette vil kunne anvendes til at fastslå, om den indsatte måtte være i kontakt med eller ønsker kontakt til organiserede kriminelle personer på fri fod, til at forebygge indsmugling i fængslerne eller afværge planlægning af undvigelser eller vold og trusler mod indsatte og ansatte.

Det forudsættes, at kriminalforsorgen alene kan anvende fiktive profiler på sociale medieplatforme, når det vurderes nødvendigt af hensyn til orden og sikkerhed, indsatsen mod radikalisering og ekstremisme og for at forebygge kriminalitet.

Det bemærkes, at kriminalforsorgens søgninger på internettet, herunder ved brug af fiktive profiler, skal leve op til de almindelige forvaltningsretlige principper om bl.a. saglighed og proportionalitet. Der bør ved brug af fiktive profiler foretages en konkret vurdering af, i hvilke situationer og i hvilket omfang, det er nødvendigt for kriminalforsorgen at anvende fiktive profiler af hensyn til efterretnings- og sikkerhedsarbejdet.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.6 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

For nærmere om forholdet til databeskyttelsesreglerne henvises til pkt. 5.1.

Til nr. 19 og 20

Det fremgår af straffuldbyrdelseslovens § 91, stk. 1, at ubetalte bødekrav inddrives af restanceinddrivelsesmyndigheden, medmindre inddrivelsesmyndigheden skønner, at inddrivelse vil forringe den pågældendes levevilkår.

Det følger af forarbejderne, at det er politiet, der skal opkræve det skyldige beløb hos skyldneren samt forestå en eventuel rykkerprocedure. Først i det øjeblik hvor betalingsfristen er overskredet, og hvor der ikke på skyldnerens anmodning er indgået en afdragsordning eller bevilget henstand med betalingen, overgår fordringen til inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden (Gældsstyrelsen). Der henvises til Folketingstidende 2004-05 (2. samling), Tillæg A, s. 4693.

Efter § 5 i bødebekendtgørelsen oversender politiet bødekravet til Gældsstyrelsen med henblik på inddrivelse, hvis skyldneren ikke betaler det samlede beløb inden den frist, der er fastsat og meddelt af politiet eller i forbindelse med en tilladelse om henstand. Det er en forudsætning for oversendelse til restanceinddrivelsesmyndigheden, at politiet forinden skriftligt har anmodet skyldneren om inden 10 dage at indbetale det skyldige beløb, og skyldneren ikke har efterkommet dette, jf. stk. 3, 1. pkt.

Det foreslås i § 91, stk. 1, at indsætte en henvisning til den undtagelse, der med lovforslagets § 1, nr. 20, foreslås indsat som nyt stykke 2, som vil være en undtagelse til, at restanceinddrivelsesmyndigheden inddriver bøden, når den ikke betales, medmindre restanceinddrivelsesmyndigheden skønner, at inddrivelse vil forringe den pågældendes levevilkår.

Det foreslås, at der indsættes et nyt § 91, stk. 2 , hvorefter oversendelse til restanceinddrivelsesmyndigheden af bødestraf, som er idømt eller vedtaget her i landet mod fysiske eller juridiske personer, der har fast bopæl eller hjemsted i udlandet, uanset stk. 1 kan undlades med henblik på, at myndighederne i det pågældende land anmodes om at fuldbyrde bødestraffen.

Med den foreslåede ordning vil politiet ikke være forpligtet til at oversende bøder til inddrivelse hos Gældsstyrelsen i de sager, hvor politiet ikke lykkes med at opkræve bøden.

Den foreslåede ordning vil indebære, at hvis eksempelvis en tysk turist bliver registreret for en færdselslovsovertrædelse i Danmark, vil kravet kunne sendes til de kompetente myndigheder i Tyskland med henblik på, at de tyske myndigheder forestår fuldbyrdelsen af bøden efter, at politiet selv har forsøgt at opkræve bøden. Politiet er således ikke længere forpligtet til at oversende sagen til Gældsstyrelsen med henblik på inddrivelse af bøden.

I visse tilfælde kan det dog være hensigtsmæssigt, at bødekravet oversendes til Gældsstyrelsen til inddrivelse, når politiet ikke lykkes med at opkræve bøden. Hvis det af politiet konstateres, at skyldneren undtagelsesvist har væsentlige aktiver i Danmark, som Gældsstyrelsen vil kunne gøre udlæg i, skal politiet have mulighed for at overdrage bødekrav til Gældsstyrelsen, såfremt det vurderes af politiet, at Gældsstyrelsen i den konkrete situation vil kunne foretage inddrivelse. Efter den foreslåede ordning vil politiet således fortsat have mulighed for at oversende bødekravet til Gældsstyrelsen til inddrivelse i disse tilfælde.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.7 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Kilde

Til nr. 1

Efter den gældende § 23 i lov om samarbejde med Finland, Island, Norge og Sverige angående fuldbyrdelse af straf m.v. kan justitsministeren bestemme, at de beføjelser, der i loven er tillagt ministeren, kan udøves af rigsadvokaten, statsadvokaterne eller politiet.

Det foreslås at nyaffatte § 23, stk. 1, således at beføjelser efter loven udøves af justitsministeren eller den, ministeren bemyndiger dertil.

Den foreslåede nyaffattelse i § 23, stk. 1, vil medføre, at ministeren fortsat vil kunne bemyndige underliggende myndigheder til at udøve beføjelse efter lov om samarbejde med Finland, Island, Norge og Sverige angående fuldbyrdelse af straf m.v.

Nyaffattelsen er en sproglig opdatering af bemyndigelsen, så bemyndigelsens ordlyd afspejler den generelle adgang for justitsministeren til at uddelegere kompetence efter loven til underliggende myndigheder. Der er dermed ikke tilsigtet materielle ændringer som følge af nyaffattelsen af bestemmelsen.

Det foreslås i § 23, stk. 2, at justitsministeren kan fastsætte regler om adgangen til at klage over afgørelser, der er truffet efter §§ 17 og 22, herunder om at afgørelserne ikke kan indbringes for højere administrativ myndighed. Justitsministeren kan i den forbindelse fastsætte regler om klagefrist, behandling af klagesager og opsættende virkning af klager.

Bestemmelsen indebærer, at ministeren kan fastsætte regler om adgangen til at klage over afgørelser efter §§ 17 og 22, herunder om, at afgørelser ikke kan indbringes for højere administrativ myndighed. Bestemmelse til at afskære klageadgang til højere administrativ myndighed omfatter såvel afgørelser, der er truffet af Direktoratet for Kriminalforsorgen, som afgørelser, der er truffet af de lokale kriminalforsorgsområder.

Det forudsættes i den forbindelse, at der udarbejdes en ny bekendtgørelse om klageadgang i sager om samarbejde med Finland, Island, Norge, og Sverige angående fuldbyrdelse af straf. Det forudsættes, at der i den nye bekendtgørelse bl.a. vil blive fastsat regler om at afskære administrativ klageadgang for de typer af afgørelser, som Direktoratet for Kriminalforsorgen i dag kan træffe efter cirkulærets § 13, stk. 3, § 19 og § 30, stk. 1.

Endelig forudsættes det, at cirkulære nr. 220 af 16. december 1963 med efterfølgende ændringer, om samarbejde med Finland, Island, Norge og Sverige angående fuldbyrdelse af straf m.v. som følge af udarbejdelsen af den nye bekendtgørelse tilsvarende konsekvensrettes.

Den foreslåede bestemmelse indebærer endvidere, at justitsministeren administrativt kan fastsætte nærmere regler om klagefrist, behandling af klagesager og opsættende virkning af klager.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.8. i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Kilde

Til nr. 1

Det fremgår af offererstatningslovens § 14 a, at Erstatningsnævnet kan få terminaladgang til de oplysninger i indkomstregisteret, der er nødvendige til brug for behandlingen af ansøgninger i medfør af denne lov.

For en nærmere beskrivelse af gældende ret henvises til pkt. 3.9.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Det foreslås, at offererstatningslovens § 14 a nyaffattes, hvorefter Erstatningsnævnet til brug for behandlingen af ansøgninger i medfør af denne lov har terminaladgang til de nødvendige skatteoplysninger, herunder oplysninger i indkomstregisteret, hos Skatteforvaltningen.

Den foreslåede ændring vil medføre, at Erstatningsnævnet f.eks. kan få terminaladgang til personlige skatteoplysninger, såfremt oplysningerne er nødvendige til brug for behandlingen af ansøgninger om erstatning. Det vil indebære, at Erstatningsnævnet – uden at skulle indhente forudgående samtykke fra ansøgeren – kan indhente alle nødvendige oplysninger hos Skatteforvaltningen til brug for behandlingen af offererstatningssager. Erstatningsnævnet vil fortsat kunne få terminaladgang til oplysninger i indkomstregistret.

Den foreslåede bestemmelse vil finde anvendelse i situationer, hvor der søges om erstatning for tabt arbejdsfortjeneste, erhvervsevnetab og/eller forsørgertab. Ved dette forstås tilfælde, hvor det er nødvendigt for Erstatningsnævnet at indhente oplysninger om f.eks. ansøgerens indkomstforhold for at kunne træffe en afgørelse om ansøgerens ret til tabt arbejdsfortjeneste og/eller erhvervsevnetab. Det vil eksempelvis være nødvendigt for nævnet at kunne tilgå detaljerede oplysninger om tidligere og senere ansættelsesforhold, indtægter, timeantal, sygeperioder m.v., hvis der søges om erstatning for tabt arbejdsfortjeneste. Endvidere vil det være nødvendigt at indhente disse oplysninger for at kunne vurdere, hvorvidt der f.eks. foreligger årsagssammenhæng (kausalitet) mellem den strafbare handling og ansøgerens indtægtstab.

Erstatningsnævnet vil kun være berettiget til at få adgang til oplysningerne i det omfang, det efter en konkret vurdering er nødvendigt.

Der tilsigtes ikke i øvrigt nogen ændring af, hvornår Erstatningsnævnet er berettiget til at indhente relevante oplysninger fra Skatteforvaltningen. For nærmere om ordningens databeskyttelsesretlige elementer henvises der til pkt. 3.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.9 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 2

Det fremgår af offererstatningslovens § 15, stk. 1, at udgifterne ved sagens behandling ved nævnet, herunder udgifter til de undersøgelser, der er omtalt i § 14, stk. 1, betales af staten. Erstatningsnævnet kan dog i særlige tilfælde bestemme, at ansøgeren helt eller delvis skal have dækket udgifter, som han har afholdt i anledning af sagen, jf. bestemmelsens stk. 2.

For en nærmere beskrivelse af gældende ret henvises til pkt. 3.10.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Det foreslås, at det i § 15, stk. 2, indsættes som 2. pkt. , at Erstatningsnævnet, når ansøgeren er mindreårig eller under værgemål, kan bestemme, at ansøgerens forældre eller værger helt eller delvist skal have dækket udgifter, som de har afholdt i anledning af sagen.

Den foreslåede ændring vil medføre, at forældre og/eller værger for en mindreårig ansøger eller en ansøger under værgemål kan få dækning for udgifter, som de har afholdt i anledning af sagen på vegne af den mindreårige eller personen under værgemål. Det vil indebære, at forældre og/eller værger i disse situationer vil kunne få dækket udgifter, som de har afholdt i anledning af sagen, i samme omfang som ansøgere, der selv har afholdt sådanne udgifter.

Bestemmelsen vil finde anvendelse i situationer, hvor en mindreårig f.eks. søger om erstatning efter offererstatningsloven, og hvor ansøgerens forældre og/eller værger har afholdt udgifter i anledning af sagen. Det er en forudsætning, at ansøgerens forældre og/eller værger f.eks. har antaget en advokat på et tidspunkt, hvor ansøgeren var under 18 år eller under værgemål, og hvor ansøgeren således ikke selv kunne eller burde antage en advokat.

Det forudsættes, at udgifterne navnlig vil bestå af udgifter til advokatbistand, men også andre udgifter vil være omfattet af bestemmelsen. Der er således ikke med ændringen ud over ovennævnte tilføjelse i øvrigt tilsigtet ændringer af, hvornår Erstatningsnævnet helt eller delvis kan bestemme at dække udgifter, som er afholdt i anledning af sagen.

Erstatningsnævnet kan herved alene i særlige tilfælde bestemme, at forældre og/eller værger helt eller delvis skal have dækket udgifter, som de har afholdt i anledning af sagen på vegne af den mindreårige eller personen under værgemål. Som det fremgår af pkt. 3.10.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger kan der foreligge særlige tilfælde, hvis erstatningsopgørelsen er særligt kompliceret. Der vil endvidere kunne foreligge særlige tilfælde, hvor der i øvrigt skønnes at være et særligt behov for advokatbistand. Sidstnævnte vil særligt være gældende for forældre, der har et barn, der har været udsat for en straffelovsovertrædelse, og hvor forældrene i sagens natur også vil være ramt af hændelsen.

Der er i øvrigt ikke tilsigtet nogen ændring af Erstatningsnævnets praksis for tilkendelse af erstatning for udgifter til advokatbistand.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.10 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 3

Det fremgår af offererstatningslovens § 17, at staten, i det omfang der ydes erstatning, indtræder i skadelidtes krav mod skadevolderen. Offererstatningslovens §§ 6 b og 6 c finder ligeledes anvendelse ved opgørelse af statens krav mod skadevolder.

Det er Civilstyrelsen, der på baggrund af en afgørelse om erstatning eller godtgørelse fra Erstatningsnævnet, udbetaler erstatning eller godtgørelse til skadelidte. Det beløb, der udbetales til skadelidte, består af selve erstatningskravet (hovedstolen) og renter efter offererstatningslovens § 6 c, stk. 1 og 2, jf. erstatningsansvarslovens § 16, stk. 2.

For en nærmere beskrivelse af gældende ret henvises til pkt. 3.11.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Det foreslås, at det i lovens § 17 indsættes som stk. 2, at statens krav mod skadevolder tidligst forrentes, når kravet er overdraget til inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden. Ved dette forstås, når Gældsstyrelsen har modtaget kravet.

Ændringen vil indebære, at skadevolder ikke skal betale rente af regreskrav efter rentelovens § 3, stk. 2, og rente af eventuelle sagsomkostninger efter rentelovens § 8 a, fordi statens krav mod skadevolder tidligst forrentes, når kravet er overdraget til inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden.

Der er ikke tilsigtet nogen ændring af reglerne om rentetilskrivning efter øvrige regelsæt, herunder gældsinddrivelseslovens regler om inddrivelsesrente.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.11 i lovforslagets almindelige bemærkninger

Kilde

Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. juli 2025.

Det indebærer, for så vidt angår lovens § 3, at loven finder anvendelse på afgørelser, der træffes efter den 1. juli 2025, uanset hvornår ansøgningen er indgivet.

Det foreslås i stk. 2, at § 3, nr. 3, har virkning i forhold til statens ubetalte krav mod skadevoldere, der er opstået før den 1. juli 2025.

Det foreslåede vil indebære, at § 3, nr. 3, finder anvendelse på statens ubetalte eksisterende krav, der er opstået før lovens ikrafttræden. Det vil medføre, at Civilstyrelsen ikke vil kunne opkræve renter efter rentelovens § 3, stk. 2, og § 8 a, for krav mod skadevolder i regressager på offererstatningsområdet, fordi statens krav mod skadevolder tidligst forrentes, når kravet er overdraget til inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden. Det gælder både i forhold til krav, der eksisterede inden lovens ikrafttræden, og i forhold til fremtidige krav.

I det omfang Civilstyrelsen eller politiet og anklagemyndigheden har rentekrav liggende, der relaterer sig til en hovedfordring, der er betalt, bortfalder disse.

Den foreslåede virkningsbestemmelse har ikke en bebyrdende karakter.

Det foreslås i stk. 3 , at regler udstedt i medfør af § 91, stk. 3, i lov om fuldbyrdelse af straf m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 201 af 28. februar 2023, som senest ændret ved § 11 i lov nr. 1656 af 30. december 2024 forbliver i kraft, indtil de ophæves eller afløses af regler udstedt i medfør af § 91, stk. 4, i lov om fuldbyrdelse af straf m.v., jf. denne lovs § 1, nr. 20.

Den bemyndigelsesbestemmelse der følger af straffuldbyrdelseslovens § 91, stk. 3, ændres til § 91, stk. 4, som følge af den foreslåede bestemmelse i § 91, stk. 2. Bestemmelsen er medtaget af ordenshensyn med henblik på at reglerne i bekendtgørelse nr. 1110 af 25. oktober 2024 om inddrivelse af gæld til det offentlige forbliver i kraft.

Kilde

Bestemmelsen fastsætter lovens territoriale anvendelsesområde.

Det foreslås, at lovens § 1, ikke skal gælde for Færøerne og Grønland.

Det vil indebære, at de foreslåede ændringer af straffuldbyrdelsesloven, jf. lovforslagets § 1, ikke vil gælde for Færøerne og Grønland. Dette skyldes, at der for Færøerne gælder en særlig straffuldbyrdelseslov, mens de gældende regler om fuldbyrdelse af straf i Grønland er reguleret af kriminallov for Grønland.

Lov om samarbejde med Finland, Island, Norge og Sverige angående fuldbyrdelse af straf m.v., gælder for Færøerne og for Grønland med de afvigelser, som følger af kriminallov for Grønland, jf. lovens § 24. Det foreslås derfor, at lovforslagets § 2 ved kongelig anordning helt eller delvis skal kunne sættes i kraft for Færøerne og Grønland med de ændringer, som henholdsvis de færøske og grønlandske forhold tilsiger.

Det foreslås endvidere, at lovens § 3 ved kongelig anordning helt eller delvis kan sættes i kraft for Grønland med de ændringer, som de grønlandske forhold tilsiger.

Færøerne har pr. 1. marts 2010 overtaget lovgivningskompetencen på det strafferetlige område, som også omfatter offererstatningsloven. Lovforslaget skal derfor ikke gælde for Færøerne.

For Grønland gælder lov nr. 277 af 26. maj 1976 om erstatning fra staten til ofre for forbrydelser, som er sat i kraft for Grønland ved kongelig anordning nr. 472 af 25. september 1984 med senere ændringer. Det foreslås derfor, at lovforslaget ved kongelig anordning helt eller delvist skal kunne sættes i kraft for Grønland med de ændringer, som de grønlandske forhold tilsiger.