Det foreslås, at der i straffuldbyrdelseslovens § 48, stk. 2, nr. 3, indsættes en henvisning til undtagelsesbestemmelsen i stk. 4.
Dette skal ses i sammenhæng med lovforslagets § 1, nr. 2, hvor det foreslås at indsætte et nyt stykke i straffuldbyrdelseslovens §
48 som stk. 4.
Til nr. 2
Det følger af straffuldbyrdelseslovens § 48, stk. 2, nr. 3, at tilladelse til udgang kan betinges af en række vilkår, som findes
formålstjenlige for at undgå misbrug, herunder at den indsatte under udgangen undergiver sig intensiv overvågning og kontrol på
bopælen.
Det foreslås at indsætte et nyt stykke i straffuldbyrdelseslovens § 48 som stk. 4
, hvorefter vilkår om fodlænke ikke kan fastsættes for personer, der er idømt fængselsstraf eller forvaring for overtrædelse af
straffelovens § 216 og § 225, jf. § 216.
Den foreslåede ordning vil finde anvendelse over for de voldtægtsdømte personer, der ikke er omfattet af anvendelsesområdet for
straffuldbyrdelseslovens § 50 a. Med forslaget afskæres således voldtægtsdømtes mulighed for udgang i form af udstationering med
fodlænke bl.a. for så vidt angår voldtægtsdømte personer, der er 1) idømt en tidsbestemt straf indtil 6 måneders fængsel, 2) idømt
en tidsbestemt straf på over 6 måneders fængsel og som ikke forventes at blive prøveløsladt, samt 3) idømt forvaring eller
livstid.
Den foreslåede ændring vil indebære, at denne gruppe af voldtægtsdømte ikke længere kan opnå tilladelse til udgang i form af
udstationering med vilkår om at undergive sig intensiv overvågning og kontrol (fodlænke).
Til nr. 3
Det foreslås, at der i straffuldbyrdelseslovens § 50 a, stk. 1, indsættes en henvisning til undtagelsesbestemmelsen i stk. 5.
Dette skal ses i sammenhæng med lovforslagets § 1, nr. 4, hvor det foreslås at indsætte et nyt stykke i straffuldbyrdelseslovens §
50 a som stk. 5.
Til nr. 4
Det følger af straffuldbyrdelseslovens § 50 a, stk. 1, at kriminalforsorgen bestemmer, om indsatte, der er idømt tidsbestemt
fængselsstraf i mere end 6 måneder, kan udstationeres til egen bopæl under intensiv overvågning og kontrol eller til
udslusningsfængsel, når en tredjedel af straffen er udstået, der ikke skønnes at være risiko for misbrug af udstationeringen, og
hensynet til retshåndhævelsen ikke i øvrigt taler imod udstationering.
Det foreslås at indsætte et nyt stykke i straffuldbyrdelseslovens § 50 a som stk. 5
, hvorefter udstationering til egen bopæl under intensiv overvågning og kontrol efter stk. 1 ikke kan meddeles indsatte, der er
dømt for overtrædelse af straffelovens § 216 og § 225, jf. § 216.
Den foreslåede ændring vil indebære, at indsatte, der er idømt tidsbestemt fængselsstraf i mere end 6 måneder for voldtægt,
herunder ved andet seksuelt forhold end samleje, ikke kan udstationeres til egen bopæl med fodlænke.
Den foreslåede ændring ændrer ikke på, at udstationering skal være et normalt led i afsoningen for indsatte med en tidsbestemt
fængselsstraf på mere end 6 måneder. Kriminalforsorgen vil således efter den foreslåede ordning fortsat have mulighed for at
bestemme, at voldtægtsdømte indsatte kan udstationeres til udslusningsfængsel, når en tredjedel af straffen er udstået, der ikke
skønnes at være risiko for misbrug af udstationeringen, og hensynet til retshåndhævelsen ikke i øvrigt taler imod udstationering.
Udstationering til udslusningsfængsel vil som hidtil tidligst kunne ske 8 måneder før forventet prøveløsladelse.
Til nr. 5
Det foreslås, at der i straffuldbyrdelseslovens § 78 a, stk. 1, indsættes en henvisning til undtagelsesbestemmelserne i stk. 2 og
3.
Dette skal ses i sammenhæng med lovforslagets § 1, nr. 6, hvor det foreslås at indsætte et nyt stykke i straffuldbyrdelseslovens §
78 a som stk. 3.
Til nr. 6
Det følger af straffuldbyrdelseslovens § 78 a, stk. 1, at der efter ansøgning fra personer, der er idømt fængselsstraf i indtil 6
måneder, kan meddeles tilladelse til, at straffen udstås på bopælen under intensiv overvågning og kontrol efter reglerne i lovens
§§ 78 b-78 f.
Det foreslås at indsætte et nyt stykke i straffuldbyrdelseslovens § 78 a som stk. 3
, hvorefter tilladelse efter stk. 1 ikke kan meddeles personer, der er dømt for overtrædelse af straffelovens § 216 og § 225, jf.
§ 216.
Den foreslåede ændring vil indebære, at personer, der idømmes en fængselsstraf i indtil 6 måneder for voldtægt, herunder ved andet
seksuelt forhold end samleje, ikke vil kunne opnå tilladelse til at afsone på bopælen under intensiv overvågning og kontrol,
selvom personen i øvrigt opfylder betingelserne i straffuldbyrdelseslovens § 78 b.
Det foreslås i stk. 1, at loven træder i kraft den 1. januar 2024.
Det foreslås i stk. 2, at lovens § 1, nr. 6, ikke finder anvendelse på ansøgninger efter straffuldbyrdelseslovens § 78 a, der er
indgivet før lovens ikrafttræden. Sådanne ansøgninger vil skulle behandles efter de hidtil gældende regler.
Ansøgninger efter straffuldbyrdelseslovens § 78 a, som er indgivet før lovens ikrafttræden vil således skulle afgøres efter
reglerne på ansøgningstidspunktet.
Det foreslås i stk. 3, at lovens § 1, nr. 6, ikke finder anvendelse for personer, der før lovens ikrafttræden er påbegyndt
afsoning med fodlænke efter reglerne i straffuldbyrdelseslovens kapitel 13 a. For sådanne personer finder de hidtil gældende
regler anvendelse.
Personer, der før lovens ikrafttræden, er påbegyndt afsoning med fodlænke, vil således kunne fortsætte deres afsoning med fodlænke
efter de hidtil gældende regler.
Det foreslås i stk. 4, at loven ikke finder anvendelse for personer, der før lovens ikrafttræden, har opnået tilladelse til
udstationering til egen bopæl efter straffuldbyrdelseslovens § 48, stk. 2, nr. 3, eller straffuldbyrdelseslovens § 50 a, medmindre
tilladelse til udstationering tilbagekaldes efter lovens ikrafttræden. For sådanne personer finder de hidtil gældende regler
anvendelse.
Personer, der før lovens ikrafttræden, har opnået tilladelse til udstationering til egen bopæl med fodlænke, vil således kunne
fortsætte/påbegynde deres udstationering efter de hidtil gældende regler. Hvis kriminalforsorgen derimod tilbagekalder en
tilladelse til udstationering med fodlænke, f.eks. på grund af vilkårsovertrædelse, vil personen fremadrettet være omfattet af de
nye regler.
Det bemærkes, at der i en længere forudgående periode kan være foretaget indledende sagsskridt ift. den indsattes udstationering
efter straffuldbyrdelseslovens § 48, stk. 2, nr. 3, eller straffuldbyrdelseslovens § 50 a. Dette vil imidlertid ikke have
indvirkning på, hvilke regler den indsatte er omfattet af. Har kriminalforsorgen således foretaget indledende sagsskridt i forhold
til en vurdering af, om den indsatte kan udstationeres, men uden at der er truffet afgørelse om udstationering, vil den indsatte
fra 1. januar 2024 være omfattet af de nye regler. Det vil i praksis betyde, at den indsatte fra denne dato alene vil kunne
udstationeres til et udslusningsfængsel.
Det foreslås, at loven ikke skal gælde for Færøerne og Grønland.
Straffuldbyrdelsesloven kan ikke sættes i kraft for Grønland. For Grønland findes de gældende regler om fuldbyrdelse af straf i
kriminallov for Grønland.
Det bemærkes, at de gældende regler om fuldbyrdelse af straf for Færøerne findes i lov for Færøerne om fuldbyrdelse af straf m.v.
Gældende
LOV nr 1552 af 12/12/2023
Justitsministeriet
Ændringer:
0
Lov om ændring af lov om fuldbyrdelse af straf m.v. (Afskæring af voldtægtsdømte personers mulighed for at afsone med fodlænke)
I lov om fuldbyrdelse af straf m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 201 af 28. februar 2023, som ændret ved § 1 i lov nr. 893 af 21. juni 2022 og § 5 i lov nr. 331 af 28. marts 2023, foretages følgende ændringer:
1. I § 48, stk. 2, nr. 3, indsættes efter »jf. stk. 3,«: »jf. dog stk. 4,«.
2. I § 48 indsættes som stk. 4:
»Stk. 4. Vilkår som nævnt i stk. 2, nr. 3, kan ikke fastsættes for indsatte, der er idømt fængselsstraf eller forvaring for overtrædelse af straffelovens § 216 eller § 225, jf. § 216.«
3. I § 50 a, stk. 1, indsættes efter »udslusningsfængsel,«: »jf. dog stk. 5,«.
4. I § 50 a indsættes efter stk. 4 som nyt stykke:
»Stk. 5. Indsatte, der er dømt for overtrædelse af straffelovens § 216 eller § 225, jf. § 216, kan ikke udstationeres til egen bopæl under intensiv overvågning og kontrol efter stk. 1.«
Stk. 5 bliver herefter stk. 6.
5. I § 78 a, stk. 1, indsættes efter »lovens §§ 78 b-78 f«: », jf. dog stk. 2 og 3«.
6. I § 78 a indsættes efter stk. 2 som nyt stykke:
»Stk. 3. Tilladelse efter stk. 1 kan ikke meddeles personer, der er dømt for overtrædelse af straffelovens § 216 eller § 225, jf. § 216.«
Stk. 2. § 1, nr. 6, finder ikke anvendelse på ansøgninger efter § 78 a i lov om fuldbyrdelse af straf m.v., der er indgivet før lovens ikrafttræden. For sådanne ansøgninger finder de hidtil gældende regler anvendelse.
Stk. 3. § 1, nr. 6, finder ikke anvendelse for personer, der før lovens ikrafttræden er påbegyndt afsoning med fodlænke efter reglerne i kapitel 13 a i lov om fuldbyrdelse af straf m.v. For sådanne personer finder de hidtil gældende regler anvendelse.
Stk. 4. Loven finder ikke anvendelse for personer, der før lovens ikrafttræden har opnået tilladelse til udstationering til egen bopæl efter § 48, stk. 2, nr. 3, eller § 50 a i lov om fuldbyrdelse af straf m.v., medmindre tilladelse til udstationering tilbagekaldes efter lovens ikrafttræden. For sådanne personer finder de hidtil gældende regler anvendelse.