Lov om ændring af lov om fremme af vedvarende energi, lov om miljøvurdering af planer og programmer og af konkrete projekter (VVM), lov om offentlige veje m.v. og jernbaneloven (Ændring af tilladelsesprocessen og VVM-kompetencen for elproducerende anlæg på havet, forkortelse af minimumsfrister for høring over miljøkonsekvensrapporter m.v.)

Kilde

Til nr. 1

Det foreslås i § 3, stk. 10 , at ministeren for grøn trepart kan fastsætte regler om opkrævning af gebyrer til dækning af ministerens omkostninger ved administration og tilsyn i forbindelse med screening af projekter i et fremskyndelsesområde til net- og lagringsinfrastruktur.

Bestemmelsen er ny. Hverken miljøvurderingsloven eller VE-loven indeholder bemyndigelse til, at ministeren for grøn trepart kan fastsætte regler om opkrævning af gebyrer fra Energinet og eventuelt andre statslige aktører til dækning af ministerens omkostninger ved administration og tilsyn i forbindelse med screening af projekter i et fremskyndelsesområde til net- og lagringsinfrastruktur.

Det foreslåede vil indebære, at ministeren for grøn trepart vil kunne fastsætte regler om gebyr til dækning af ministeren for grøn treparts omkostninger forbundet med gennemførelse af en screening af projekter i et fremskyndelsesområde til net- og lagringsinfrastruktur og for tilsyn i forbindelse med overholdelse af eventuelle afbødende foranstaltninger eller kompensationsforanstaltninger, der fastsættes i de afgørelser, som Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø træffer i forbindelse med en sådan screeningsproces

Et fremskyndelsesområde til net- og lagringsinfrastruktur er et bestemt geografisk område udpeget efter regler fastsat i medfør af VE-lovens § 3, stk. 6, nr. 3. Der er endnu ikke udpeget fremskyndelsesområder til net- og lagringsinfrastruktur eller fastsat regler om udpegning heraf, eller om screeningsprocessen i medfør af VE-lovens § 3 stk. 6, nr. 3. Det forventes dog, at klima-, energi- og forsyningsministeren fastsætter regler, der udpeger de omtalte fremskyndelsesområder til net- og lagringsinfrastruktur samt fastsætter regler om screeningsproces for nye projekter i disse områder, i stedet for den miljøvurdering efter miljøvurderingsloven, der ellers ville skulle gennemføres. Herunder forventes reglerne at omfatte, at Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø i forbindelse med screeningsprocessen vil kunne fastsætte afbødende foranstaltninger eller kompensationsforanstaltninger, som det konkrete projekt vil skulle overholde. Det er omkostninger forbundet med gennemførelse af en sådan screeningsproces og for tilsyn i forbindelse med overholdelse af eventuelle afbødende foranstaltninger eller kompensationsforanstaltninger, der fastsættes i de afgørelser, som Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø træffer på baggrund af en sådan screeningsproces, som skal kunne dækkes af gebyrer efter regler fastsat af ministeren for grøn trepart.

Med den foreslåede bestemmelse vil der blive fastsat regler om, at der kan opkræves gebyr for omkostninger til screening og tilsyn i forbindelse med projekter, hvor Energinet eller eventuelle andre statslige bygherrer er ansøger. Den foreslåede bestemmelse vil supplere miljøvurderingslovens § 42, hvorefter ministeren for grøn trepart kan fastsætte regler om gebyrer til dækning af myndighedens omkostninger ved administration og tilsyn efter loven, hvad angår projekter.

Det forventes, at ministeren for grøn trepart vil fastsætte reglerne om gebyrer således, at der tages udgangspunkt i den samlede sagsbehandlingstid pr. påbegyndt time, som anvendes til den screeningsproces og det tilsyn, der gennemføres for det konkrete projekt, med sigte på at dække samtlige af ministeren for grøn treparts omkostninger forbundet hermed.

Forud for fastsættelse af regler om gebyrer efter denne bestemmelse vil ministeren for grøn trepart skulle tage initiativ til drøftelser med klima-, energi- og forsyningsministeren om mulighederne for og udformningen af reglerne om de omhandlede gebyrer.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.5.6 under lovforslagets almindelige bemærkninger.

Det foreslås i § 3, stk. 11 , at ministeren for grøn trepart fastsætter efter forhandling med klima-, energi- og forsyningsministeren regler om opkrævning af gebyr fra ejere af projekter, der omfatter etablering af anlæg for vedvarende energi eller net- og lagringsinfrastruktur i områder til fremskyndelse af vedvarende energi samt fremskyndelsesområder for net- og lagringsinfrastruktur, til dækning af myndighedernes omkostninger forbundet med etablering og vedligehold af erstatningsnatur, hvis projektet med stor sandsynlighed vil påvirke beskyttede dyre- eller plantearter. Ministeren for grøn trepart fastsætter herunder regler om opkrævning af gebyr til dækning af myndighedernes udgifter til jordopkøb, etablering af erstatningsnatur, vedligehold af erstatningsnatur, øvrige omkostninger og administration forbundet med ordningen for erstatningsnatur samt regler om tilsyn med ordningen for erstatningsnatur.

Bestemmelsen er ny. Der findes ikke en hjemmel i gældende ret, der giver mulighed for at fastsætte regler om en gebyrordning for erstatningsnatur i forbindelse med projekter i områder til fremskyndelse af vedvarende energi og fremskyndelsesområder for net- og lagringsinfrastruktur for at sikre eller forbedre berørte arters bevaringsstatus.

Den foreslåede bemyndigelse skal sikre hjemmel til, at der fastsættes regler om, at ejere af projekter i fremskyndelsesområder kan opkræves gebyr til dækning af myndighedernes omkostninger forbundet med etableringen og vedligehold af erstatningsnatur i de tilfælde, hvor projektejeres betaling for erstatningsnatur er en betingelse for etablering af projektet pga. projektets forventede påvirkning af beskyttede plante- og dyre arter.

Det foreslås dermed, at VEIII-direktivets artikel 15e, stk. 4, og artikel 16a, stk. 5, gennemføres i dansk ret ved, at der indføres en ny gebyrordning for erstatningsnatur, hvorefter projektejere med projekter i fremskyndelsesområder i Danmark - pga. projektets forventede påvirkning af beskyttede plante- og dyrearter - skal betale gebyr for myndighedernes etablering og vedligeholdelse af erstatningsnatur som vilkår for gennemførelse af projektet. For en nærmere beskrivelse af direktivets krav til ordningen henvises til pkt. 2.1.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Gebyrordningen er knyttet til tilladelsesprocessen i fremskyndelsesområderne, således at hvis screeningen af området viser, at der er stor sandsynlighed for, at projektet medfører væsentlige uforudsete skadelige virkninger, så skal myndigheden fastsætte vilkår i godkendelsen af projektet om, at der anvendes passende forholdsmæssige afbødende foranstaltninger. Hvis det ikke er muligt/tilstrækkeligt at anvende afbødende foranstaltninger, skal der anvendes kompenserende foranstaltninger for at imødegå disse potentielle virkninger. Hvis dette heller ikke er muligt, fastsætter myndigheden vilkår om, at projektejer for projektet i sidste ende indbetaler et gebyr for erstatningsnatur.

Det er forventningen, at ordningen vil blive indrettet sådan, at gebyret skal indbetales til staten (Ministeriet for Grøn Trepart), som herefter afholder udgifterne til ordningen.

Den foreslåede bemyndigelse vil indebære, at der fastsættes regler om opkrævning af gebyr til dækning af myndighedernes administration af den gebyrfinansierede ordning for erstatningsnatur. Administration af ordningen for erstatningsnatur forventes bl.a. at omfatte myndighedernes sagsbehandling, regnskabsførelse, udmøntning af gebyrmidler til etablering og vedligehold af erstatningsnatur.

Den foreslåede bemyndigelse vil endvidere indebære, at der fastsættes regler om, hvordan den gebyrfinansierede ordning for erstatningsnatur skal indrettes, herunder f.eks. hvilke pligter, der påhviler projektejer, og hvilke opgaver, projektejer skal betale gebyr for, dvs. hvordan gebyret for erstatningsnaturen skal udregnes og opkræves samt eventuelle tilsyns- og kontrolbeføjelser m.v., herunder eksempelvis tilsyn med, at projektejer har søgt at gennemføre afbødende foranstaltninger og kompensationsforanstaltninger for at sikre de beskyttede arter.

Det er hensigten, at en projektejers gebyrbetaling skal opgøres på baggrund af størrelsen (antal ha.) af den del af projektarealet, hvor screeningen viser, at projektejerens VE-projekt med stor sandsynlighed vil påvirke beskyttede plante- og dyrearter (den berørte del af projektområdet). Projektejer skal betale for myndighedernes etablering og vedligeholdelse af erstatningsnatur på et areal, der størrelsesmæssigt (antal ha.) svarer til en fast procentsats af den berørte del af projektområdet. Det et dette antal ha. erstatningsnatur, der er grundlaget for fastsættelsen af projektejers gebyr for erstatningsnatur, således at projektejer skal betale et gebyr, der dækker myndighedernes omkostninger til etablering og vedligehold af dette eksakte antal ha. erstatningsnatur, der størrelsesmæssigt svarer til den fastsatte procentsats af den berørte del af projektområdet. Procentsatsen vil blive fastlagt i reglerne om gebyrordningen. Gebyrets størrelse opgøres på baggrund af myndighedernes gennemsnitlige omkostninger pr. ha. erstatningsnatur.

Det kan eksempelvis indebære, at en projektejer - som betingelse for at etablere anlæg i et fremskyndelsesområde, hvor en screening af området viser, at placeringen af anlæg på f.eks. én ha. af området vil påvirke et levested for en beskyttet dyreart - skal betale for myndighedernes etablering og vedligehold af erstatningsnatur andetsteds.

Det er dermed hensigten, at gebyrbetalingen skal opgøres som et arealbasseret fast gebyr pr. ha. erstatningsnatur, bestående af:

1. Et opstartsgebyr til dækning af myndighedernes omkostninger til etablering af fundamentet for det antal ha. erstatningsnatur, som projektejeren skal betale for. Det skal dække myndighedernes omkostninger til erhvervelse af erstatningsjord til markedspris, anlægsomkostninger til etablering af erstatningsnatur og administration mv. forbundet hermed.

2. Et årligt gebyr til dækning af myndighedernes udgifter til opbygning og vedligehold af det antal ha. erstatningsnatur, som projektejeren skal betale for, og administrative udgifter mv. forbundet hermed. Gebyret finansierer således myndighedernes årlige omkostninger til opbygning, vedligehold og administration af det antal ha. erstatningsnatur, som projektejer skal betale for. Gebyrerne fastsættes efter reglerne i budgetvejledningen. Gebyrerne fastsættes i opstartsperioden ud fra aktuelle priser og Naturstyrelsens omkostninger ved gennemførelse og vedligehold af tilsvarende naturgenopretningsprojekter.

Det er forventningen, at erstatningsnaturen skal etableres så tæt på projektområdet som muligt, og som udgangspunkt i samme biogeografiske region, og så vidt muligt i tilknytning til eksisterende bestande af de pågældende arter, som erstatningsnaturen skal kompensere for. Det må imidlertid bero på en konkret vurdering, hvor det naturfagligt giver mening at etablere erstatningsnatur i medfør af ordningen, herunder muligheden for erhvervelse af evt. erstatningsjord til etablering af erstatningsnaturen.

Det forventes, at Ministeriet for Grøn Trepart med tilhørende styrelser skal være ansvarlig for at administrere ordningen, herunder f.eks. etablere og vedligeholde erstatningsnatur m.v.

Det er hensigten, at Naturstyrelsen under Ministeriet for Grøn Trepart skal stå for at etablere erstatningsnatur som led i gebyrordningen for erstatningsnatur. Naturstyrelsen har erfaring med lignende opgaver vedrørende bl.a. erstatningsskov. Det er desuden hensigten, at Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø skal stå for administration af gebyrordningen for erstatningsnatur. Denne ansvarsfordeling svarer som udgangspunkt til den gældende ordning for erstatningsskov, jf. pkt. 2.5.7.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Det forudsættes, at det ved fastlæggelsen og eventuelle fremtidige justeringer af gebyret sikres, at der er balance mellem indtægter og faktiske udgifter i gebyrordningen. Ministeriet for Grøn Trepart vil i overensstemmelse med Finansministeriets budgetvejledning 2.3.1 ”Fastsættelse af taksten for gebyrer” skulle vurdere, om omkostninger skal reduceres, eller om gebyrsatsen skal justeres for at sikre denne balance. Der kan være behov for at fastsætte en længere balanceperiode end de i vejledningen fastsætte fire år, da etablering af visse typer af erstatningsnatur har en længere etableringshorisont. Dispensation fra bestemmelserne i budgetvejledningen om en fireårig balanceperiode forudsætter særskilt hjemmel på finansloven.

Den foreslåede bemyndigelse indebærer, som nævnt, at der fastsættes regler om myndighedernes tilsyn og kontrol med ordningen. Det kan eksempelvis omfatte tilsyn med projektejers gebyrbetaling, overholdelse af vilkår og efterlevelse af regler udstedt i medfør af bemyndigelsen m.v.

Det forventes, at der i henhold til VE-lovens § 73 vil blive fastsat regler om bødestraf for overtrædelse af regler fastsat i medfør af den foreslåede bemyndigelse samt vilkår og påbud fastsat i medfør af sådanne regler. Der vil eksempelvis kunne fastsættes regler om bødestraf for projektejers afgivelse af urigtige eller vildledende oplysninger, overtrædelse af bestemmelser om betaling af gebyr og overtrædelse af vilkår og påbud.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.5.7.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 2

Det fremgår af § 9, stk. 2. nr. 1, i lov om fremme af vedvarende energi, at opstiller senest 4 uger før udløb af høringsfrist for miljøkonsekvensrapport skal afholde et offentligt møde.

Bestemmelsen følger miljøvurderingslovens § 35, stk. 5, 4. pkt., om, at offentligheden skal høres i forbindelse med miljøkonsekvensrapporten, og at høringsfristen er mindst 8 uger.

Det foreslås i § 9, stk. 2, nr. 1, at »4 uger« ændres til »2 uger«.

Den foreslåede ændring skal ses i sammenhæng med at miljøvurderingslovens § 35, stk. 5, 4. pkt., ændres, således at den offentlige høring ændres fra minimum 8 uger til 30 dage. Der henvises til lovforslagets § 2, nr. 2.

Den foreslåede ændring af § 9, stk. 2, nr. 1, vil medføre, at det sikres, at både indkaldelse til det offentlige møde samt afholdelse af dette, vil ske i høringsperioden, hvorved høringsmaterialet vil være offentligt tilgængeligt på tidspunktet for indkaldelse til det offentlige møde.

Til nr. 3

Det fremgår af § 38 i lov om tinglysning, at når en bygning er opført, helt eller delvis, og når ledninger, varmeanlæg, husholdningsmaskiner eller lignende er blevet indlagt i bygningen på ejerens bekostning til brug for bygningen, kan særskilt ret over bygningens materialer og over nævnte tilbehør ikke forbeholdes, være sig som ejendomsret eller på anden måde. Tinglyst pantebrev i en ejendom omfatter uden særlig vedtagelse også dette tilbehør.

Således vil et solcelleanlæg, som en bygningsejer installerer på sin bygning for at bruge strømmen fra det (helt eller delvist) i sin bygning, blive omfattet af den ejendom, som bygningen indgår i. Det indebærer, at panteret i ejendommen som udgangspunkt også vil omfatte et solcelleanlæg, som sættes op på bygningen på bygningsejerens bekostning. Det vil også gælde, selvom solcelleanlægget er leaset eller købt med ejendomsforbehold, idet henholdsvis leasinggivers eller ejendomsforbeholdssælgers ret til anlægget vil bortfalde.

Det foreslås at indsætte en ny § 15 i lov om fremme af vedvarende energi, hvorefter der uanset tinglysningslovens § 38, vil kunne forbeholdes særskilt ret over solcelleanlæg, der etableres på erhvervsbygninger mv., som er tilsluttet det kollektive elnet, hvis en række kumulative betingelser er opfyldt.

Undtagelsen foreslås kun at vedrøre solcelleanlæg på erhvervsbygninger mv. Solcelleanlæggene kan være monteret på tagarealer eller på facader, men kan ikke være placeret på jordarealet af erhvervsejendomme. Med solcelleanlæg forstås et anlæg til produktion af elektricitet, der består af solpaneler, som ved en fotovoltaisk proces omdanner energien i sollys til elektrisk energi, samt tilhørende stativer, kabler og inverter, og eventuelt sammenkoblede batterianlæg.

Ved »erhvervsbygninger mv.« forstås bygninger, der på tidspunktet for tinglysning af deklaration om særskilt ret, anvendes til eksempelvis produktion og lager i forbindelse med landbrug, industri, håndværk, offentlige værker og lignende, bygninger til handel, transport (eksempelvis havnebygninger og parkeringshuse), kontor, liberale erhverv, servicevirksomhed og lignende, og bygninger til kulturelle formål, eksempelvis skoler og institutioner samt visse bygninger til fritidsformål, eksempelvis idrætshaller. Kategorien vil ikke omfatte beboelsesejendomme, herunder hverken helårsboliger i form af enfamiliehuse, rækkehuse eller etageboliger, sommerhuse, kolonihavehuse, uanset om der er tale om ejerboliger, almene boliger, andelsboligforeningsejendomme eller boligudlejningsejendomme. Der vil i den forbindelse skulle lægges særlig vægt på bygningernes registrerede anvendelse i Bygnings- og Boligregistret (BBR). Særskilt ret foreslås at bestå, uanset at en erhvervsbygning mv. senere skifter anvendelse i BBR.

Undtagelsen foreslås alene for erhvervsbygninger mv. tilsluttet det kollektive elnet, hvor forbrugsstedet ved en eventuel borttagelse af solcellerne i stedet kan anvende elektricitet fra det kollektive elnet til at dækning af elforbruget. Således vil ejendomme for hvilke, et solcelleanlæg måtte udgøre den eneste elforsyning ikke være omfattet.

De kumulative betingelser, som vil skulle være opfyldt, for at der kan forbeholdes særskilt ret over solcelleanlæg, er følgende:

Det vil efter den foreslåede bestemmelse i § 15, stk. 1, nr. 1 , for det første være en betingelse, at leasinggiver kan borttage anlægget uden at gøre væsentlig skade på bygningen. Det vil betyde, at bygningen skal kunne bestå og fungere også uden anlægget. Dette vil bero på en konkret vurdering, men det vil f.eks. være tilfældet, hvis solcelleanlægget kan fjernes fra bygningen alene mod udbedring af huller. I modsætning hertil står tilfælde, hvor fjernelsen vil efterlade bygningen i en ringere funktionel stand. Det vil f.eks. være tilfældet med såkaldte bygningsintegrerede solcelleanlæg, hvor solcellerne er integreret i selve taget eller facaden som en bestanddel. I modsætning til anlæg som etableres oven på et tag eller facade, vil bygningsintegrerede solcelleanlæg således normalt ikke vil være omfattet af undtagelsen, da de generelt ikke kan borttages uden at gøre væsentlig skade på ejendommen. Herved tages der højde for den tærskel, der efter retspraksis gælder ifølge tilvækstlærens principper om borttagelsesret. Det bemærkes, at det efter tilvækstlæren er den, der borttager anlægget, som har forpligtigelsen til at udbedre skader på ejendommen, f.eks. huller, jf. pkt. 2.4.1.

Det vil efter den foreslåede bestemmelse i § 15, stk. 1, nr. 2, 1. led, endvidere være en betingelse, at der senest på det tidspunkt, hvor etableringen af anlægget påbegyndes tinglyses en deklaration (en servitut) om, at der forbeholdes særskilt ret over anlægget, således at det ikke bliver en del af den faste ejendom og et eventuelt pant deri. Dette indebærer, at der skal være taget forbehold for den særskilte ret på det tidspunkt, hvor arbejdet med etablering af anlægget indledes. Dette skal sikre, at rettighedshavere ikke bliver fanget i en situation, hvor anlægget utilsigtet gribes af pant i ejendommen. I forbindelse med tinglysningen af en servitut vil anmelderen af servitutten overfor Tinglysningsretten skulle erklære, at anlægget er omfattet af bestemmelsen, herunder at det kan borttages uden væsentlig skade på bygningen, og at det monteres på en erhvervsbygning mv.

Ved anmeldelse til tinglysning af servitutten om, at der forbeholdes særskilt ret over anlægget, vil anmelderen overfor Tinglysningsretten skulle erklære, at betingelserne herfor er opfyldt. Der vil i medfør af tinglysningslovens § 50, stk. 1, blive fastsat nærmere regler herom.

Det følger endvidere af den foreslåede bestemmelse i § 15 stk. 1, nr. 2, 2. led , at det vil være en gyldighedsbetingelse, at eksisterende pant- og udlægshavere, som er omfattet af lov om finansiel virksomhed eller lov om forsikringsvirksomhed, har meddelt samtykke til tinglysning af servitutten. Det bemærkes, at udenlandske kreditinstitutter og forsikringsvirksomheders filialer i Danmark ligeledes er omfattet af lov om finansiel virksomhed og lov om forsikringsvirksomhed. En dansk filial af et udenlandsk kreditinstitut vil som panthaver derfor også være omfattet af den foreslåede bestemmelse, og vil skulle give samtykke til forbehold af særskilt ret. Anmelderen vil overfor Tinglysningsretten skulle afgive erklæring om, at sådan samtykke foreligger. Der vil ikke skulle indhentes samtykke fra eventuelle øvrige pant- og udlægshavere. Tinglysningsretten vil i forbindelse med anmeldelsen til tinglysning alene skulle påse, at der foreligger en erklæring om, at der er indhentet samtykke.

Det foreslås i § 15, stk. 2, at pant- og udlægshavere, der er omfattet af lov om finansiel virksomhed eller lov om forsikringsvirksomhed, vil kunne nægte samtykke efter stk. 1, nr. 2, hvis samtykket vil være forbundet med væsentlige kreditmæssige risici for pant- eller udlægshaver eller manglende overholdelse af den finansielle lovgivning for panthaver.

Forslaget indebærer, at eksisterende pant- og udlægshavere i ejendommen vil skulle acceptere opsætningen af solcellerne, hvor disse ikke skal anses som en del af bygningen og dermed omfattet af panteretten i ejendommen. Pant- og udlægshavere kan kun nægte samtykke, hvis samtykket vil være forbundet med væsentlige kreditmæssige risici for pant- eller udlægshaver eller manglende overholdelse af den finansielle lovgivning for panthaver. Manglende overholdelse af den finansielle lovgivning skal forstås således, at instituttet vil bryde med den finansielle lovgivning, hvis instituttet ikke gør noget. Et eksempel på manglende overholdelse af den finansielle lovgivning er kravet om, at et realkreditinstitut skal stille supplerende sikkerhed, hvis lånet ikke overholder lånegrænserne. Det kan blandt andet ske, hvis ejendommens værdi forringes. Ved vurdering af kreditrisici skal de anvende saglige og relevante kriterier, når der skal tages stilling til forespørgsler om opstilling af solcelleanlæg i henhold til det foreslåede stk. 1.

Kravet om saglighed er en retlig norm, hvor der ikke udtømmende kan angives hvilke kriterier, pant- og udlægshavere kan medtage i vurderingen. Der vil altid være tale om konkret vurdering i den enkelte sag. Det vil være en helhedsvurdering med en skønsmæssig afvejning af alle relevante elementer i den aktuelle sag. Det vil heri indgå, at der sædvanligvis er tale om lån med lang løbetid. Centralt ved vurderingen skal dog være, om etableringen af solcelleanlægget efter pant- eller udlægshavers skøn medfører væsentlige kreditmæssige risici på såvel kort som længere sigt eller i øvrigt usikkerhed om ejendommens værdi, som har betydning for overholdelse af den finansielle lovgivning.

Væsentlige kreditmæssige risici for pant- og udlægshaver i forbindelse med godkendelse af etablering af solcelleanlæg med særskilte rettigheder, vil f.eks. kunne være, hvis der vurderes at være risiko for, at værdien af ejendommen, hvor solcellerne etableres, forringes, fordi ejendommen vil tage væsentlig skade ved etablering eller nedtagning af solcellerne. Ligeledes kan manglende sandsynlighed for, at leasinggiver eller debitor vil nedtage solcellerne på en hensigtsmæssig måde udgøre en væsentlig kreditmæssig risiko. Et andet eksempel vil kunne være, at størrelsen af instituttets tilgodehavende set i forhold til ejendommens aktuelle og fremtidige værdi påvirkes negativt. Ligeledes vil debitor og leasinggivers aktuelle og fremtidige kreditværdighed kunne udgøre en væsentlig kreditmæssig risiko for omkostningerne ved en eventuel nedtagelse af solcelleanlægget og udbedring af eventuelle skader på ejendommen, da det er enten debitor eller leasinggiver, som vil skulle afholde disse udgifter. Historikken mellem debitor og pant- eller udlægshaver, vil ligeledes kunne udgøre en væsentlig kreditmæssig risiko, hvis debitor tidligere har ageret på en måde i lignende sager, som har medført tab for pant- eller udlægshaver. På samme måde vil erfaring med leasinggiver, som har handlet uhensigtsmæssigt i lignende sager og medført tab for pant- og udlægshaver, kunne udgøre en kreditmæssig risiko. Endeligt kan et eksempel på en væsentlig kreditmæssig risiko være manglende eller utilstrækkelig forsikringsdækning på solcelleanlægget og etableringen heraf.

Meddelelse af eller nægtelse af samtykke fra eksisterende pant- og udlægshavere, der er omfattet af lov om finansiel virksomhed eller lov om forsikringsvirksomhed, vil skulle gives til anmoder inden for en frist på 30 dage fra modtagelsen af en fyldestgørende anmodning. En fyldestgørende anmodning om forbehold af særskilt ret vil skulle indeholde de nødvendige oplysninger for, at pant- og udlægshavere kan vurdere, om forbehold af særskilt ret vil medføre væsentlige kreditmæssige risici for pant- eller udlægshaver eller manglende overholdelse af den finansielle lovgivning.

Efter retsplejelovens § 518, stk. 2, omfatter udlæg i fast ejendom som udgangspunkt tilbehør efter tinglysningslovens §§ 37 og 38. Det vil sige, at et leaset solcelleanlæg, der er sat op på taget af en ejendom, i dag vil være omfattet, hvis der gøres udlæg i den faste ejendom.

Efter den foreslåede bestemmelse i § 15, stk. 3 , vil den særskilte ret efter stk. 1, bestå, uanset at ejendommen sælges ved tvangsauktion. Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at anlægget kan borttages, hvis en panthaver med pant i den faste ejendom begærer tvangsauktion over ejendommen som følge af misligholdelse, idet anlægget ikke vil skulle regnes som en del af den faste ejendom.

Den foreslåede bestemmelse i § 15, stk. 3, skal ses i sammenhæng med den foreslåede bestemmelse i § 15, stk. 1, hvorefter der vil kunne forbeholdes særskilt ret over de pågældende anlæg.

Idet solcelleanlægget ikke vil skulle regnes som en del af pantet i den faste ejendom i første omgang, vil leasinggiver også bevare retten til at borttage anlægget ved eventuel tvangsauktion. Solcelleanlæg omfattet af den foreslåede ordning, vil dermed ikke vil være omfattet af retsplejelovens § 510, stk. 1, 1. pkt., og § 518, stk. 2, 1. pkt.

Det vil sige, at leasinggivers ret til anlægget vil bestå uanset et eventuelt bortsalg af ejendommen på tvangsauktion.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.4 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 4

Ifølge den gældende § 22, stk. 7, i VE-loven kan klima-, energi og forsyningsministeren fastsætte vilkår for en forundersøgelsestilladelse efter § 22, stk. 8, jf. § 22, stk. 1, herunder om de forhold, som skal undersøges, om rapportering, om forundersøgelsernes forløb og resultater, jf. § 24, stk. 4, om tilsyn og om overholdelse af miljø- og sikkerhedskrav og lign.

VE-lovens § 24, stk. 4, handler om den situation, at Energistyrelsen ikke rettidigt modtager tilsagn om, at en ansøger ønsker at opføre et elproduktionsanlæg på den lokalitet, som forundersøgelserne vedrører, jf. § 24, stk. 2. Modtager Energistyrelsen ikke tilsagn herom, kan Energistyrelsen efter den gældende § 24, stk. 4, uden vederlag stille forundersøgelsesrapporten til rådighed for andre. Bestemmelsen i § 24, stk. 4, indebærer, at eneretten til forundersøgelser bortfalder, og at forundersøgelsesrapporten gøres alment tilgængelig. Bestemmelsen skal endvidere sikre, at undersøgelsesresultater og data om områderne i videst muligt omfang bliver nyttiggjort.

Det foreslås i § 22, stk. 7 , at » om ministerens adgang til at benytte forundersøgelsens resultater, jf. § 24, stk. 4« udgår.

Den foreslåede ændring af § 22, stk. 7, er en konsekvens af, at VE-lovens § 24 foreslås ophævet. Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 5. Det foreslås således, at henvisningen til § 24, stk. 4, om ministerens adgang til at benytte forundersøgelsens resultater udgår. Der er ikke i øvrigt tilsigtet nogen ændring i ministerens adgang efter § 22, stk. 7, til at fastsætte vilkår i forundersøgelsestilladelsen. Ministeren vil fortsat kunne stille vilkår om bl.a., at forundersøgelsens resultater, herunder rådata indsamlet i forbindelse med undersøgelserne, kan offentliggøres med henblik på at sikre, at resultaterne kan udnyttes til fremtidige projekter og myndighedsopgaver i forhold til f.eks. miljøbeskyttelse.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 5

Ifølge VE-lovens § 24, stk. 1, skal ansøgeren ved forundersøgelsernes afslutning indsende en forundersøgelsesrapport til klima-, energi- og forsyningsministeren (delegeret til Energistyrelsen), som tager stilling til, om forundersøgelsesrapporten kan godkendes. Forundersøgelsesrapporten omfatter både ansøgerens miljøkonsekvensrapport, som udarbejdes efter reglerne i miljøvurderingsloven, samt resultatet af ansøgerens eventuelle yderligere forundersøgelser vedrørende det havområde, hvor der ansøges om etablering af et elproduktionsanlæg. De yderligere forundersøgelser kan f.eks. bestå i supplerende geotekniske og geofysiske undersøgelser i havområdet. Godkendelse efter § 24, stk. 1, består i en sikring af, at undersøgelserne opfylder de stillede krav i forundersøgelsestilladelsen efter § 22 og § 23. Efter godkendelse sender Energistyrelsen miljøkonsekvensrapporten i høring efter reglerne i miljøvurderingslovens § 35, stk. 3, nr. 3, og § 38.

Det følger af VE-lovens § 24, stk. 2, at ansøgeren inden 3 måneder efter godkendelsen af forundersøgelsesrapporten skal meddele, om denne ønsker at opføre et produktionsanlæg på lokaliteten. Med klima-, energi- og forsyningsministerens godkendelse kan retten til at udnytte forundersøgelsesrapporten inden for samme frist overdrages til en anden.

Hvis ministeren modtager tilsagn fra ansøgeren som angivet i stk. 2, fastsætter ministeren frist for modtagelse af ansøgning om etableringstilladelse efter § 25, jf. § 24, stk. 3. Der kan endvidere stilles krav om sikkerhedsstillelse for gennemførelse af projektet.

Såfremt ministeren ikke modtager rettidigt tilsagn efter stk. 2, eller overholdes frist efter stk. 3 ikke, kan ministeren uden vederlag til ansøgeren stille forundersøgelsesrapporten, herunder miljøkonsekvensrapporten, til rådighed for andre, jf. § 24, stk. 4.

Energistyrelsens godkendelse af forundersøgelsesrapporten og miljøkonsekvensrapporten efter VE-lovens § 24, stk. 1, er en forvaltningsretlig afgørelse, som kan påklages efter VE-lovens § 66. Miljøvurderingsloven indeholder ikke et tilsvarende godkendelseskrav, da det i miljøvurderingslovens § 24, stk. 1, er fastsat, at VVM-myndigheden efter modtagelse af miljøkonsekvensrapporten skal gennemgå rapporten med inddragelse af den fornødne ekspertise med henblik på at sikre, at rapporten opfylder kravene i miljøvurderingslovens § 20. Det fremgår af miljøvurderingslovens § 20, stk. 2, at VVM-myndigheden efter gennemgangen af miljøkonsekvensrapporten skal sende den i høring hos berørte myndigheder og offentligheden i overensstemmelse med miljøvurderingslovens § 35, stk. 3, nr. 2, og § 38. VVM-myndigheden træffer således ikke afgørelse i forbindelse med, at miljøkonsekvensrapporten gennemgås og sendes i høring.

Det foreslås, at § 24 ophæves.

Den foreslåede ændring vil indebære, at klima-, energi og forsyningsministeren ikke længere skal tage stilling til, om ansøgerens miljøkonsekvensrapport kan godkendes, inden ministeren sender ansøgerens miljøkonsekvensrapport i høring hos berørte myndigheder og offentligheden. Dette svarer til, hvad der gælder efter miljøvurderingslovens § 24, stk. 1, hvorefter Energistyrelsen som VVM-myndighed i forbindelse med ansøgning om etablering af VE-anlæg på havet skal gennemgå miljøkonsekvensrapporten med inddragelse af den fornødne ekspertise med henblik på at sikre, at den opfylder kravene i § 20. Efter gennemgangen af miljøkonsekvensrapporten sendes den i høring, jf. § 24, stk. 2.

Ophævelsen af VE-lovens § 24 vil også betyde, at der ikke efter VE-lovens § 66 kan klages over Energistyrelsens afgørelse om godkendelse af forundersøgelsesrapporten.

For så vidt angår resultaterne af ansøgerens eventuelle yderligere forundersøgelser vil klima-, energi- og forsyningsministeren som hidtil i medfør af VE-lovens § 22, stk. 7, kunne fastsætte vilkår i forundersøgelsestilladelsen, herunder om de forhold, som skal undersøges, om rapportering, om forundersøgelsernes forløb og resultater, om tilsyn og om overholdelse af miljø- og sikkerhedskrav.

Til nr. 6

Det følger af VE-lovens § 25, stk. 1, at etablering af elproduktionsanlæg, der udnytter vedvarende energikilder, med tilhørende interne ledningsanlæg på søterritoriet og i den eksklusive økonomiske zone samt væsentlige ændringer i bestående anlæg kun kan foretages efter forudgående tilladelse fra klima-, energi- og forsyningsministeren. Beføjelsen er delegeret til Energistyrelsen jf. § 3, stk. 1, nr. 4, i bekendtgørelse nr. 259 af 6. marts 2025 om Energistyrelsens opgaver og beføjelser.

Tilhørende interne ledningsanlæg fortolkes i dag i Energistyrelsens praksis således, at det omfatter de elkabler og installationer, der etableres mellem de enkelte vindmøller i havvindmølleparken samt ilandføringsanlægget. Ilandføringsanlægget omfatter elkabler og tilhørende installationer, der etableres fra elproduktionsanlægget og frem til anlæggets tilslutningspunkt i det kollektive elforsyningsnet. Energistyrelsens kompetence efter VE-lovens § 25 omfatter dog alene den del af ilandføringsanlægget, der er placeret på havområdet frem til kystlinjen eller til elproduktionsanlæggets offshore tilslutningspunkt i det kollektive elforsyningsnet. Ved installationer kan der eksempelvis være tale om stationsanlæg, herunder transformerstationer og dertilhørende platforme.

Bestemmelsen omfatter alene tilhørende elkabler og installationer, der udgør en del af elproduktionsanlægget, og som etableres af ejeren af elproduktionsanlægget.

Bestemmelsen omfatter derudover alene elkabler og installationer, der er placeret på søterritoriet eller den eksklusive økonomiske zone. Elkabler og installationer, der udgør en del af det samlede ilandføringsanlæg, men som etableres på land, vil ikke være omfattet af VE-lovens § 25.

Det følger af § 17, stk. 4, nr. 2, at klima-, energi- og forsyningsministeren (delegeret til Energistyrelsen) er VVM-myndighed for projekter om etablering af elproduktionsanlæg, der udnytter vand og vind, med tilhørende interne ledningsanlæg omfattet af bilag 2, nr. 3, litra i og j, og nr. 13, litra a.

Det foreslås i § 25, stk. 1 , at »interne ledningsanlæg« ændres til »elkabler og installationer«.

Ændringen vil indebære en præcisering af bestemmelsen, således at det tydeliggøres, at bestemmelsen også omfatter elproduktionsanlæggets tilhørende elkabler og installationer, der etableres på søterritoriet og i den eksklusive økonomiske zone (havområdet).

Bestemmelsen omfatter tilhørende elkabler og installationer, der etableres mellem de enkelte vindmøller eller andre typer af anlæg i elproduktionsanlægget. Derudover omfatter bestemmelsen den del af ilandføringsanlægget, der er placeret på havområdet som udgøres af de elkabler og installationer, der etableres fra elproduktionsanlægget frem til kystlinjen på land eller frem til elproduktionsanlæggets offshore tilslutningspunkt i det kollektive elforsyningsnet. Med installationer henvises der til eksempelvis stationsanlæg såsom transformerstationer og tilhørende platforme.

Tilslutningspunktet er defineret i nettilslutningsbekendtgørelsen § 1, stk. 2, nr. 5, jf. bekendtgørelse nr. 547 af 29. maj 2024, som det punkt hvor elproduktionsanlæg tilsluttes det kollektive elforsyningsnet.

Det kollektive elforsyningsnet er defineret i elforsyningslovens § 5, nr. 23, som transmissions- og distributionsnet, som på offentligt regulerede vilkår har til formål at transportere elektricitet for en ubestemt kreds af elleverandører og elforbrugere.

Den foreslåede ændring vil medføre, at eventuel fortolkningstvivl undgås, ved at det præciseres i bestemmelsen, at elkabler og installationer, der udgør en del af elproduktionsanlæg på søterritoriet og i den eksklusive økonomiske zone, og som etableres af ejeren af det pågældende elproduktionsanlæg, er omfattet af VE-lovens § 25, stk. 1. Øvrige elkabler og installationer, der ikke udgør en del af et elproduktionsanlæg, kan være omfattet af øvrig relevant lovgivning, herunder elforsyningsloven, lov om Energinet og kontinentalsokkelloven. Det vil være en konkret vurdering, hvorvidt der er tale om elkabler og installationer, der udgør en del af elproduktionsanlægget.

Til nr. 7

Det følger af VE-lovens § 25, stk. 2, at tilladelserne efter stk. 1, meddeles til ansøgere, der har ret til at udnytte en forundersøgelsestilladelse efter § 24, stk. 1, 2 eller 4, og som skønnes at have den fornødne tekniske og finansielle kapacitet.

Det foreslås i § 25, stk. 2, at »har ret til at udnytte en forundersøgelsestilladelse efter § 24, stk. 1, 2 eller 4, og« udgår.

Den foreslåede ændring i § 25, stk. 2, er en konsekvens af, at § 24 foreslås ophævet. For nærmere om den foreslåede ophævelse af § 24 henvises til bemærkninger til § 1, nr. 5.

Til nr. 8

Det følger af VE-lovens § 25, stk. 4, at elproduktionsanlæg som nævnt i stk. 1, som er fast forankret på samme sted med tillhørende interne ledningsanlæg på søterritoriet og i den eksklusive økonomiske zone, anses i tinglysningsmæssig henseende for fast ejendom.

Det foreslås i § 25, stk. 1, 1. pkt., at »interne ledningsanlæg« ændres til »elkabler og installationer«.

Den foreslåede ændring i § 25, stk. 4, er en konsekvens af, at begrebet interne ledningsanlæg præciseres i § 25, stk. 1. For nærmere om den foreslåede præcisering af begrebet i § 25, stk. 1, henvises til bemærkninger til § 1, nr. 7.

Til nr. 9

Det fremgår af VE-lovens § 25, stk. 1, at etablering af elproduktionsanlæg, der udnytter vedvarende energikilder med tilhørende interne ledningsanlæg på søterritoriet og i den eksklusive økonomiske zone samt væsentlige ændringer i bestående anlæg kun kan foretages efter forudgående tilladelse fra klima-, energi- og forsyningsministeren, jf. dog § 22 a, stk. 1, om testanlæg.

Ansøgning om etableringstilladelse til et nyt elproduktionsanlæg sker på baggrund af en forundersøgelsestilladelse, som gives af ministeren i medfør af § 22, stk. 8. Ministeren kan i forundersøgelsestilladelsen vilkår om de forhold, som skal undersøges, om rapportering, om forundersøgelsernes forløb og resultater, om ministerens adgang til at benytte forundersøgelsens resultater, jf. § 24, stk. 4, om tilsyn og om overholdelse af miljø- og sikkerhedskrav og lign., jf. § 22, stk. 7.

VE-loven indeholder ikke en tilsvarende regel om tilladelse til undersøgelser med henblik på en væsentlig ændring i et bestående elproduktionsanlæg og vilkår i forbindelse hermed.

En væsentlig ændring i et bestående elproduktionsanlæg på havet kan f.eks. være en repowering af anlægget. Med repowering forstås fornyelse af et elproduktionsanlæg, som producerer vedvarende energi, herunder fuld eller delvis udskiftning af anlæg eller driftssystemer og udstyr med henblik på at erstatte kapacitet eller for at øge anlæggets produktivitet eller kapacitet, jf. herved § 2, nr. 1, i bekendtgørelse nr. 767 af 20. juni 2024 om en forenklet og hurtig ansøgnings- og tilladelsesproces for repowering af bestående elproduktionsanlæg på havet.

En væsentlig ændring i et bestående elproduktionsanlæg på havet kan også være en forlængelse af anlæggets levetid ud over elproduktionstilladelsens tidsrum, uden at der sker fuld eller delvis udskiftning af anlæg eller driftssystemer. Efter VE-lovens § 29, stk. 1, gives elproduktionstilladelse for 25 år og tilladelse kan efter ansøgning forlænges. For havvindmølleparker udbudt efter § 23 gives tilladelsen for 30 år og kan efter ansøgning forlænges, jf. § 29, stk. 2. En tilladelse kan i særlige grunde gives for et kortere tidsrum. En levetidsforlængelse af anlægget kræver således en ny tilladelse efter § 29, stk. 1 eller 2. Levetidsforlængelse kan også udgøre en væsentlig ændring i det bestående elproduktionsanlæg, som tillige kræver tilladelse efter § 25, stk. 1. Hvorvidt en levetidsforlængelse kræver tilladelse efter § 25, stk. 1, beror på en konkret vurdering, hvor levetidsforlængelsens tidsrum indgår som et kriterie.

Det foreslås i § 26, stk. 1, at undersøgelser, som er nødvendige for at gennemføre væsentlige ændringer i bestående anlæg omfattet af § 25, stk. 1, kun kan foretages efter forudgående tilladelse fra klima-, energi- og forsyningsministeren.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at klima-, energi- og forsyningsministeren efter ansøgning vil kunne meddele tilladelse til undersøgelser, som er nødvendige for at gennemføre en væsentlig ændring i et bestående anlæg, jf. § 25, stk. 1. Tilladelseskravet vil omfatte undersøgelser, f.eks. geofysiske og geotekniske undersøgelser, som kan medføre en miljøpåvirkning i det relevante område. Herved vil det blive sikret bl.a., at miljøpåvirkningerne vurderes i overensstemmelse med f.eks. EU-direktiverne om naturbeskyttelse, inden undersøgelserne iværksættes.

Der er tale om indførelse af et tilladelseskrav til undersøgelser, som vurderes at kunne have en påvirkning på miljø og natur. Det vil bero på en konkret vurdering af ansøgningen, om de påtænkte undersøgelser kan tillades efter § 26, stk. 1.

Det foreslåede nye tilladelseskrav i § 26 bliver knyttet op på naturbeskyttelsesreglerne i § 27. For nærmere om den foreslåede ændring af § 27 henvises til bemærkningerne til § 1, nr. 10.

Efter den foreslåede § 26, stk. 2, vil ministeren i forbindelse med en tilladelse efter stk. 1 kunne fastsætte vilkår, herunder om de forhold, som skal undersøges, undersøgelsernes forløb, udstyr, tilsyn og om miljø- og sikkerhedsforhold. Der vil på baggrund af bestemmelsen bl.a. kunne fastsættes nærmere vilkår om, hvordan undersøgelserne skal tilrettelægges og gennemføres og om rapportering af undersøgelsernes forløb og resultater.

Til nr. 10

Det følger af VE-lovens § 3, stk. 4, at klima-, energi- og forsyningsministeren fastsætter nærmere regler eller træffer bestemmelser med henblik på at gennemføre eller anvende internationale konventioner og EU-regler om forhold, der er omfattet af loven, herunder forordninger, direktiver og beslutninger om naturbeskyttelse på søterritoriet og i den eksklusive økonomiske zone. Bestemmelsen indeholder en bred bemyndigelse for klima-, energi- og forsyningsministeren til at gennemføre EU-lovgivning for forhold, der er omfattet af VE-loven.

Ifølge VE-lovens § 27 fastsætter klima-, energi- og forsyningsministeren med henblik på gennemførelse af EU-direktiver på naturbeskyttelsesområdet, for så vidt angår søterritoriet og i den eksklusive økonomiske zone, regler om, i hvilke tilfælde og på hvilke vilkår tilladelser efter disse regler kan meddeles efter § 22 a, stk. 1, og § 25 i VE-loven. Bestemmelsen indeholder en særskilt bemyndigelsesbestemmelse for klima-, energi- og forsyningsministeren at gennemføre naturbeskyttelsesdirektiverne for tilladelser reguleret i VE-lovens kapitel 3.

Bemyndigelserne i VE-loven er udmøntet i bekendtgørelse nr. 812 af 21. juni 2024 om administration af internationale naturbeskyttelsesområder og beskyttelse af visse arter vedrørende projekter om etablering m.v. af elproduktionsanlæg og elforsyningsnet på havet.

Bekendtgørelsen fastsætter regler om områdebeskyttelse, jf. habitatdirektivets art. 6, stk. 3, og 4, og dele af reglerne om artsbeskyttelse, jf. habitatdirektivets art. 12 og 16. I det omfang artsbeskyttelsesreglerne ikke er reguleret, gælder de generelle regler på Ministeriets for Grøn Treparts område i naturbeskyttelsesloven, jagt- og vildtforvaltningsloven og artsfredningsbekendtgørelsen.

Det foreslås i § 27, at »§ 22 a, stk. 1, og § 25« ændres til »dette kapitel«.

Ændringen vil indebære, at alle tilladelser, der meddeles efter VE-lovens kapitel 3, vil være omfattet af bemyndigelsen i § 27. Med ændringen sikres det at eventuelle kommende tilladelsesbestemmelser i VE-lovens kapitel 3 automatisk vil være omfattet af § 27. Det betyder også, at der alene vil skulle foretages ændring i den ovennævnte bekendtgørelse, hvilket kan ske administrativt.

Ændringen vil endvidere medføre, at tilladelser til forundersøgelser efter § 22, stk. 8, knyttes op på bemyndigelsen i § 27. I dag er forundersøgelserne omfattet af bekendtgørelse nr. 812 af 21. juni 2024 om administration af internationale naturbeskyttelsesområder og beskyttelse af visse arter vedrørende projekter om etablering m.v. af elproduktionsanlæg og elforsyningsnet på havet, dog med hjemmel i den brede bemyndigelsen i VE-lovens § 3, stk. 4. Idet VE-lovens § 27 indeholder en særskilt hjemmel til at gennemføre EU's direktivet på naturbeskyttelsesområdet, for så vidt angår VE-anlæg på søterritoriet og den eksklusive zone, vurderes det for klarheds skyld mest hensigtsmæssigt, at forundersøgelsestilladelserne efter § 22, stk. 8 bliver koblet op på denne bestemmelse.

Ændringen medfører også, at den foreslåede § 26, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 9 om tilladelse til undersøgelser med henblik på at foretage væsentlige ændringer af et bestående anlæg, jf. § 25, stk. 1, og som kan have påvirkninger på miljø og natur, vil være omfattet af naturbeskyttelsesreglerne i § 27.

Ændringen vil herudover medføre, at ansøgninger om tilladelse til undersøgelser efter § 26, vil skulle vurderes efter reglerne, som udmøntet i bekendtgørelse nr. 812 af 21. juni 2024 om administration af internationale naturbeskyttelsesområder og beskyttelse af visse arter vedrørende projekter om etablering m.v. af elproduktionsanlæg og elforsyningsnet på havet.

Ændringen vil endvidere medføre, at forlængelse af elproduktionstilladelser efter § 29 også bliver omfattet af bemyndigelsen i § 27. Det har betydning for levetidsforlængelse af eksisterende VE-anlæg på havet, som ikke skønnes at kræve etableringstilladelse efter § 25. Levetidsforlængelser, som skal tillades efter § 29, er i dag ikke omfattet af bemyndigelsen i § 27. Ved at ændre § 27, således at den også omfatter tilladelser efter § 29 og forlængelser heraf, sikres det, at alle levetidsforlængelser af VE-anlæg på havet kan blive vurderet efter EU’s direktiver på naturbeskyttelsesområdet, uanset om levetidsforlængelsen kræver tilladelse efter § 25 eller § 29. Ændringen tager sigte på projekter, som ikke også vil kræve en etableringstilladelse efter VE-lovens § 25. I forhold til disse projekter vil vurderingen indgå som en del af vurderingen efter § 25.

Ændringerne som følge af ændringen af § 27 forventes gennemført ved en ændring til bekendtgørelse nr. 812 af 21. juni 2024 om administration af internationale naturbeskyttelsesområder og beskyttelse af visse arter vedrørende projekter om etablering m.v. af elproduktionsanlæg og elforsyningsnet på havet, som fastsætter regler om vurdering af projekters eventuelle påvirkning af internationale naturbeskyttelsesområder og beskyttede af visse arter.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.1 og 2.5.4 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 11

Det fremgår af VE-lovens § 29 b, at klima-, energi- og forsyningsministeren fører tilsyn med overholdelsen af vilkår og krav i tilladelser efter §§ 22, 25 og 29. Disse tilladelser omfatter henholdsvis forundersøgelser efter § 22, efterfølgende etableringstilladelser efter § 25 og elproduktionstilladelser efter § 29.

Det følger af den foreslåede nyaffatelse af § 29 b , at klima-, energi- og forsyningsministeren fører tilsyn med overholdelse af vilkår og krav i VE-lovens kapitel 3 og i en udbudskontrakt om adgang til at udnytte energi fra vedvarende energikilder på havet.

Ændringen vil medføre, at ministeren kan føre tilsyn med overholdelsen af vilkår og krav i tilladelser efter VE-lovens kapitel 3 og i en udbudskontrakt om adgang til at udnytte energi fra vedvarende energikilder på havet, indgået på baggrund af VE-lovens § 23.

Tilsynsbeføjelsen efter den foreslåede § 29 b vil således også omfatte overholdelsen af vilkår og krav i tilladelser efter den gældende § 22 a og efter den foreslåede § 26.

§ 22 a blev indført ved lov nr. 672 af 11. juni 2024 om ændring af lov om fremme af vedvarende energi (VE-loven) og giver klima-, energi- og forsyningsministeren hjemmel til at tillade test af vedvarende energi på havet med henblik på forskning, udvikling eller demonstration af nye projekter, teknologier og processer i et område på op til 15 kilometer fra kyststrækningen for et tidsrum af op til 3 år.

Efter den foreslåede § 26 vil klima-, energi- og forsyningsministeren efter ansøgning kunne meddele tilladelse til undersøgelser, som er nødvendige for at gennemføre en væsentlig ændring i et bestående anlæg efter § 25, stk. 1, samt i forbindelse hermed fastsætte nærmere angivne vilkår.

Den foreslåede § 29 b vil medføre, at ministerens tilsyn også vil omfatte overholdelse af vilkår og krav i en udbudskontrakt om adgang til at udnytte energi fra vedvarende energikilder på havet, indgået på bagrund af VE-lovens § 23, herunder de vilkår og krav, som er fastsat i medfør af § 23, stk. 2, eller som i øvrigt er aftalt i udbudskontrakten. Adgang til udnyttelse af energi fra vedvarende energikilder på havet tildeles på baggrund af udbud, jf. VE-lovens § 23, stk. 1. Udbuddet og den efterfølgende indgåelse af udbudskontrakt med vinderen sker efter udbudsloven. Det fremgår endvidere af VE-lovens § 23, stk. 1, at klima-, energi og forsyningsministeren kan angive særlige forhold, der lægges vægt på ved stillingtagen til de indkomne bud. Af § 23, stk. 2, fremgår, at vilkårene ved stillingtagen til de indkomne bud kan vedrøre økonomiske forhold, herunder støtte til produktionen, udformningen og tekniske forhold vedrørende produktionsanlægget eller den infrastruktur, som skal forbinde anlægget med det sammenhængende elforsyningssystem. Der kan endvidere stilles krav om, at forbrugere eller andre sammen med ansøgeren skal kunne deltage som parter i projektet, og at der skal betales bod, hvis vinderen af udbuddet ikke overholder betingelser fra sit bud eller aftalte betingelser, herunder tidsfrister.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.5.5 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 12

Det fremgår af VE-lovens § 58, nr. 1, at klima-, energi og forsyningsministeren kan fastsætte regler om betaling til dækning af omkostningerne ved behandling af ansøgning om tilladelse, herunder tilladelser, der er nævnt i § 22, stk. 1, § 22 a, stk. 1, § 25, stk. 1, og § 29, stk. 1.

Ministeren har med hjemmel i § 58 fastsat nærmere regler i bekendtgørelse nr. 1735 af 30. december 2024 om betaling for myndighedsbehandling i Energistyrelsen.

Det fremgår af bemærkningerne til § 58, at bestemmelsen bl.a. omfatter betaling for overholdelse af vilkår i de tilladelser, som efter VE-lovens kapitel 3 meddeles til ansøgere, som ønsker adgang til at udnytte energi fra vedvarende energikilder på søterritoriet eller i den eksklusive økonomiske zone, herunder tilladelser til forundersøgelser efter § 22, til etablering af elproduktionsanlæg efter § 25 og til testanlæg efter VE-lovens § 22 a.

Det foreslås i § 58, nr. 1 , at der efter »§ 25, stk. 1» indsættes »§ 26,».

Den foreslåede ændring vil medføre, at klima-, energi og forsyningsministeren kan fastsætte regler om betaling til dækning af omkostningerne ved behandling af ansøgning om tilladelse, der er nævnt i § 26. For nærmere om den foreslåede § 26 henvises til bemærkningerne til § 1, nr. 9.

Til nr. 13

Det fremgår af VE-lovens § 58, nr. 2, at klima-, energi og forsyningsministeren kan fastsætte nærmere regler om betaling til dækning af omkostninger ved tilsyn med overholdelse af vilkår i tilladelser.

Efter VE-lovens § 22, stk. 1, 2. pkt., kan forundersøgelser og efterfølgende udnyttelse af energi kun finde sted efter tilladelse fra klima-, energi- og forsyningsministeren. Det fremgår af § 22, stk. 2, at tilladelse til forundersøgelse gives efter indkaldelse af ansøgninger ved udbud. Forundersøgelsestilladelse gives til den, som vinder udbuddet, jf. § 23, stk. 1. Vinderen af udbuddet indgår i den forbindelse en udbudskontrakt (koncessionsaftale) med staten.

I § 58, nr. 2, foreslås indsat et nyt nummer, således at klima-, energi- og forsyningsministen kan fastsætte regler om betaling til dækning af omkostningerne ved tilsyn med overholdelse af vilkår og krav i en udbudskontrakt om adgang til at udnytte energi fra vedvarende energikilder på havet.

Den foreslåede § 58, nr. 2 , vil medføre, at klima-, energi og forsyningsministeren kan fastsætte regler om betaling til dækning af omkostningerne ved det tilsyn med overholdelse af vilkår i en udbudskontrakt, som fremgår af den foreslåede ændring af § 29 b, jf. lovforslagets § 1, nr. 11. Parten i udbudskontrakten vil således fremover kunne pålægges at betale for Energistyrelsens tilsyn med overholdelse af vilkårene i udbudskontrakten i overensstemmelse med reglerne i bekendtgørelse om betaling for myndighedsbehandling i Energistyrelsen.

Med ”vilkår” i den foreslåede bestemmelse forstås alle de krav, som i udbudskontrakten stilles til udbudsvinderen, uanset om kravet er betegnet som ”vilkår”, ”betingelse” eller lignende. Et vilkår i udbudskontrakten er omfattet af den foreslåede bestemmelse, uanset om der er knyttet betaling af bod til overholdelse af det pågældende vilkår. Den foreslåede bestemmelse omfatter alene udbudskontrakter om adgang til at udnytte energi fra vedvarende energikilder på havet, som indgås på baggrund af VE-lovens § 23. Med det foreslåede § 58, nr. 2, sikres det, at ministeren kan fastsætte regler om betaling til dækning af omkostningerne ved tilsyn med overholdelse af samtlige vilkår i forbindelse med opstilling af VE-anlæg på havet, uanset om vilkårene fremgår af de tilladelser, som meddeles efter reglerne i VE-lovens kapitel 3, eller af en udbudskontrakt.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.5.5 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Kilde

Til nr. 1

Det følger af miljøvurderingslovens § 17, stk. 4, nr. 2, at klima-, energi- og forsyningsministeren er myndighed for behandling af sager vedrørende projekter på havområdet, der er omfattet af lovens bilag 2, herunder for vurderingen af, om projekter omfattet af bilag 2 på grund af deres art, dimensioner eller placering kan forventes at få væsentlige indvirkninger på miljøet, hvis der er tale om projekter om etablering af elproduktionsanlæg, der udnytter vand og vind, med tilhørende interne ledningsanlæg omfattet af bilag 2, nr. 3, litra i og j, og nr. 13, litra a.

Havområdet omfatter dansk søterritorium, dansk eksklusiv økonomisk zone og dansk kontinentalsokkelområde, jf. anordning nr. 259 af 7. juni 1963 vedrørende udøvelsen af dansk højhedsret over den kontinentale sokkel.

Miljøvurderingslovens bilag 2 indeholder en oversigt over de projekttyper, der er screeningspligtige. Et projekt omfattet af bilag 2 må efter miljøvurderingslovens § 16 ikke påbegyndes, før myndigheden, jf. § 17, skriftligt har meddelt bygherren, at projektet ikke antages at kunne få væsentlig indvirkning på miljøet, jf. § 21.

Miljøvurderingslovens bilag 2, nr. 3, indeholder en nærmere opregning af projekttyper inden for energiindustrien, herunder industrianlæg til fremstilling af elektricitet, damp og varmt vand (projekter, som ikke er omfattet af bilag 1 (bilag 2, nr. 3, litra a), anlæg til fremstilling af hydroelektrisk energi (bilag 2, nr. 3, litra i) samt anlæg til udnyttelse af vindkraft til energiproduktion (vindmøller, bortset fra enkeltstående vindmøller i landzone med en totalhøjde på op til 25 m (husstandsmøller) (bilag 2, nr. 3, litra j).

Det følger af administrativ praksis, at såfremt et solcelleanlæg på land udgør et industrianlæg til fremstilling af elektricitet, vil det være omfattet af miljøvurderingslovens bilag 2, nr. 3, litra a. Solcelleanlæg på havområdet, der udgør sådanne industrianlæg, vil ligeledes være omfattet af litra a, da bilaget ikke skelner mellem projekter på land og på havområdet.

Det fremgår af miljøvurderingslovens § 17, stk. 3, at ministeren for grøn trepart er myndighed for behandling af sager vedrørende projekter på havområdet omfattet af bilag 1 eller 2, jf. dog stk. 4. Ministeren for grøn trepart er derfor kompetent myndighed til at vurdere projekter, herunder elproduktionsanlæg, omfattet af bl.a. bilag 2, på havområdet, hvor kompetencen ikke er delegeret til klima-, energi- og forsyningsministeren efter miljøvurderingslovens § 17, stk. 4.

Det følger af VE-lovens kapitel 3, at klima-, energi- og forsyningsministeren meddeler tilladelser til forundersøgelser, etablering, drift og nedtagning af elproduktionsanlæg og testanlæg på havområdet, herunder solcelleanlæg, jf. bekendtgørelse nr. 132 af 6. februar 2024 af lov om fremme af vedvarende energi med senere ændringer.

Det foreslås i miljøvurderingslovens § 17, stk. 4, nr. 2 , at »vand og vind« ændres til »vedvarende energikilder«, at »interne ledningsanlæg« ændres til »elkabler og installationer«, og at »nr. 3, litra i og j« ændres til »nr. 3, litra a, i og j«.

De foreslåede ændringer i miljøvurderingslovens § 17, stk. 4, nr. 2, vil medføre, at klima-, energi- og forsyningsministeren er myndighed for behandling af sager vedrørende projekter på havområdet, der er omfattet af bilag 2, herunder for vurderingen af, om projekter omfattet af bilag 2 på grund af deres art, dimensioner eller placering kan forventes at få væsentlige indvirkninger på miljøet, hvis der er tale om »projekter om etablering af elproduktionsanlæg, der udnytter vedvarende energikilder, med tilhørende elkabler og installationer, omfattet af bilag 2, nr. 3, litra a, i og j, og nr. 13, litra a.«

Den foreslåede ændring, hvorved ”vind og vand” ændres til ”vedvarende energikilder” vil medføre, at afgrænsningen af hvilke typer af elproduktionsanlæg, der er omfattet af bestemmelsen, udvides.

Derudover foreslås det, at der indsættes en henvisning til miljøvurderingslovens bilag 2, nr. 3, litra a. Derved vil også elproduktionsanlæg, der udnytter vedvarende energikilder, og som udgør industrianlæg til fremstilling af elektricitet, eksempelvis solcelleanlæg, være omfattet af klima-, energi- og forsyningsministerens kompetence på havområdet.

De foreslåede ændringer i § 17, stk. 4, nr. 2, vil medføre, at det ikke længere alene er elproduktionsanlæg på havet, der udnytter vand og vind, der er omfattet af klima-, energi- og forsyningsministerens kompetence efter § 17, stk. 4, nr. 2, men også elproduktionsanlæg på havet, der udnytter andre vedvarende energikilder, herunder solcelleanlæg, såfremt der er tale om et industrianlæg til fremstilling af elektricitet jf. bilag 2, nr. 3, litra a. Af kendte vedvarende energikilder vil det være solcelleanlæg, der omfattes af Energistyrelsens kompetence, men også øvrige endnu ikke kendte VE-teknologier vil være omfattet.

De foreslåede ændringer vil således medføre, at det vil være den samme myndighed, klima-, energi- og forsyningsministeren, som har kompetence til at meddele tilladelse efter VE-loven til elproduktionsanlæg på havområdet, der udnytter vedvarende energikilder, som vurderer de pågældende anlæg efter miljøvurderingsloven.

De foreslåede ændringer medfører desuden en indskrænkning i ministeren for grøn trepart’s kompetence efter § 17, stk. 3, da ministeren, efter gældende ret, er myndighed for behandling af sager vedrørende projekter på havområdet omfattet af bilag 1 eller 2, som ikke er omfattet af klima-, energi- og forsyningsministerens kompetence efter § 17, stk. 4. Ministeren for grøn trepart vil således ikke længere være kompetent myndighed for vurdering af elproduktionsanlæg på havet, der udnytter vedvarende energikilder, som er omfattet af bilag 2, nr. 3, litra a.

Endelig foreslås det at ændre »interne ledningsanlæg« til »elkabler og installationer« som følge af den foreslåede præcisering af VE-lovens § 25. Der henvises til pkt. 2.5.3 i de almindelige bemærkninger og til bemærkningerne til § 1, nr. 6 .

Til nr. 2

Det følger af miljøvurderingslovens § 35, at den kompetente myndighed skal sikre, at der gennemføres høringer på forskellige trin i miljøvurderingsprocessen. Efter lovens § 35, stk. 3, nr. 3, påhviler det myndigheden at sikre, at offentligheden, berørte myndigheder og berørte stater ved høring gives mulighed for at afgive kommentarer og stille spørgsmål med hensyn til miljøkonsekvensrapporten, som bygherren har fremlagt, herunder ansøgningen om tilladelse, før der træffes en afgørelse om tilladelse efter § 25.

§ 35, stk. 5, i miljøvurderingsloven fastsætter tidsfrister for høring af offentligheden og berørte myndigheder i forbindelse med høring over miljøkonsekvensrapporten.

Det følger af § 35, stk. 5, 1. pkt., at myndigheden fastsætter en passende tidsfrist for høring af de berørte myndigheder og berørte stater. Fristen skal fastsættes under hensyntagen til projektets art, kompleksitet, placering og dimensioner samt formålet med miljøvurderingen, jf. § 1, stk. 2.

Efter § 35, stk. 5, 3. pkt., fastsætter myndigheden en passende tidsfrist på mindst 14 dage for høring af offentligheden ved afgrænsning af miljøkonsekvensrapportens indhold efter § 35, stk. 3, nr. 2.

Af § 35, stk. 5, 4. pkt., følger det, at for høring af offentligheden over miljøkonsekvensrapporten efter stk. 3, nr. 3, er høringsfristen mindst 8 uger.

Det foreslås i miljøvurderingslovens § 35, stk. 5, 4. pkt., at »8 uger« ændres til »30 dage«.

Lovens minimumsfrist for høring af offentligheden over miljøkonsekvensrapporten foreslås ændret, så den svarer til minimumsfristen i artikel 6, stk. 7 i VVM-direktivet.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at minimumsfristen for høring af offentligheden over miljøkonsekvensrapporten i forbindelse med miljøvurderingen forkortes fra 8 uger til 30 dage. Der er tale om en minimumsfrist.

Med den foreslåede ændring vil den kompetente myndighed skulle fastsætte en passende tidsfrist for høring af offentligheden over miljøkonsekvensrapporten, som minimum skal være 30 dage. Hermed vil den nedre grænse for tidsfristen fremover svare til den tidsfrist, som følger af artikel 6, stk. 7, i VVM-direktivet. Myndigheden vil som hidtil ved fastsættelse af en passende frist i det konkrete tilfælde skulle tage hensyn til projektets art, kompleksitet, placering og dimensioner samt formålet med miljøvurdering, ligesom der ved fastsættelsen af fristen skal tages hensyn til, om høringen finder sted i længere ferieperioder, f.eks. jule- og sommerferie.

Den frist, som myndigheden fastsætter, skal give den berørte offentlighed mulighed for at forberede sig og opnå reel deltagelse i beslutningsproceduren på området.

Ved »30 dage« forstås 30 kalenderdage.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Den foreslåede ændring af minimumshøringsfristen vil som følge heraf kræve en ændring af VE-lovens § 9, stk. 2, 1. pkt., som indeholder regler om, hvornår der skal afholdes offentligt møde i processen om værditab på beboelsesejendomme ved opstilling af visse vindmøller, solcelleanlæg, bølgekraftanlæg og vandkraftværk. For nærmere om ændringen i VE-loven henvises til pkt. 2.5.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger og bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 2.

Kilde

Til nr. 1

§ 17 h, stk. 5, i vejloven omhandler høring af berørte myndigheder og offentligheden over miljøkonsekvensrapporten, før der træffes afgørelse om administrativ tilladelse.

Det følger af § 17 h, stk. 5, 2. pkt., at Trafikstyrelsen skal fastsætte en passende frist for fremsættelse af bemærkninger til miljøkonsekvensrapporten, dog mindst 8 uger, som giver myndighederne og offentligheden mulighed for at forberede sig og opnå en reel deltagelse i processen. Fristen skal fremgå af høringen.

Den gældende § 17 h, stk. 6, i vejloven omhandler høring af berørte myndigheder og offentligheden over miljøkonsekvensrapporten i forbindelse med projekter, hvor der meddeles tilladelse ved anlægslov, jf. dog § 17 a, stk. 3.

Om høringens længde fremgår det specifikt af § 17 h, stk. 6, 2. pkt., at Vejdirektoratet i forhold til sådanne projekter skal fastsætte en passende frist for fremsættelse af bemærkninger til miljøkonsekvensrapporten, dog mindst 8 uger, som giver myndighederne og offentligheden mulighed for at forberede sig og opnå en reel deltagelse i processen. Fristen skal fremgå af høringen.

Det foreslås i vejlovens § 17 h, stk. 5, 2. pkt., og stk. 6, 2. pkt., at »8 uger« ændres til »30 dage«.

Lovens høringsfrister foreslås ændret, så den svarer til minimumsfristen i artikel 6, stk. 7, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/52/EU om ændring af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/92/EU om vurdering af visse offentlige og private projekters indvirkning på miljøet.

Efter de gældende regler er minimumsfristen for høring af berørte myndigheder fælles med minimumsfristen for høring af offentligheden. Den foreslåede forkortelse af minimumsfristen for høring af berørte myndigheder er fastsat inden for rammen af direktivets artikel 6, stk. 1, stk. 7, hvorefter de nærmere regler for høringen fastsættes af medlemsstaten.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at minimumsfristen for høring af offentligheden og de berørte myndigheder over miljøkonsekvensrapporten i forbindelse med miljøvurderingen forkortes fra 8 uger til 30 dage. Der er tale om en minimumsfrist.

Fristen skal give offentligheden og de berørte myndigheder mulighed for at forberede sig og opnå reel deltagelse i de af bestemmelsen omfattede beslutningsprocedurer på miljøområdet.

Med den foreslåede ændring vil henholdsvis Trafikstyrelsen og Vejdirektoratet skulle fastsætte en passende tidsfrist for høring af offentligheden og de berørte myndigheder over miljøkonsekvensrapporten, der som minimum skal være 30 dage. Hermed vil den nedre grænse for tidsfristen fremover svare til den tidsfrist, som følger af artikel 6, stk. 7, i VVM-direktivet. Trafikstyrelsen og Vejdirektoratet vil som hidtil ved fastsættelse af en passende frist i det konkrete tilfælde skulle tage hensyn til projektets art, kompleksitet, placering og dimensioner samt formålet med miljøvurdering, ligesom der ved fastsættelsen af fristen skal tages hensyn til, om høringen finder sted i længere ferieperioder, f.eks. jule- og sommerferie.

Ved »30 dage« forstås 30 kalenderdage.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Kilde

Til nr. 1

Den gældende § 38 h, stk. 5, i jernbaneloven omhandler høring af berørte myndigheder og offentligheden over miljøkonsekvensrapporten, før der træffes afgørelse om administrativ tilladelse.

Det følger af § 38 h, stk. 5, 2. pkt., at Trafikstyrelsen skal fastsætte en passende frist for fremsættelse af bemærkninger til miljøkonsekvensrapporten, dog mindst 8 uger, som giver myndighederne og offentligheden mulighed for at forberede sig og opnå en reel deltagelse i processen. Fristen skal fremgå af høringen.

Den gældende § 38 h, stk. 6, i jernbaneloven omhandler høring af berørte myndigheder og offentligheden over miljøkonsekvensrapporten i forbindelse med projekter, hvor der meddeles tilladelse ved anlægslov, jf. dog § 38 a, stk. 3.

Om høringens længde følger det specifikt af § 38 h, stk. 6, 2. pkt., at Banedanmark i forhold til sådanne projekter skal fastsætte en passende frist for fremsættelse af bemærkninger til miljøkonsekvensrapporten, dog mindst 8 uger, som giver myndighederne og offentligheden mulighed for at forberede sig og opnå en reel deltagelse i processen. Fristen skal fremgå af høringen.

Det foreslås at ændre jernbanelovens § 38 h, stk. 5, 2. pkt., og stk. 6, 2. pkt ., således at »8 uger« ændres til »30 dage«.

Om betydningen heraf henvises til bemærkningerne til § 3, som vedrører de tilsvarende bestemmelser i vejlovens § 17 h, stk. 5, 2. pkt., og stk. 6, 2. pkt.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Kilde

Det foreslås i stk. 1 , at loven skal træde i kraft den 1. juli 2025.

Det foreslås i stk. 2, at lovforslagets § 3, stk. 11, skal træde i kraft den 21. maj 2025, som er implementeringsfristen for medlemsstaterne efter VEIII-direktivet. På den baggrund fraviges de særlige retningslinjer for ikrafttræden af erhvervsrettet regulering.

Det foreslås i stk. 3 , at loven ikke skal finde anvendelse på miljøkonsekvensvurderinger og eventuelle supplerende oplysninger for projekter, der tillades ved anlægslov, hvor Vejdirektoratet eller Banedanmark har sendt miljøkonsekvensrapport m.v., jf. lov om offentlige veje § 17 h, stk. 5 og stk. 6, og jernbaneloven § 38 h, stk. 5 og stk. 6, i høring inden lovens ikrafttrædelse. For sådanne projekter finder de hidtil gældende regler i lov om offentlige veje m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 435 af 24. april 2024, og i jernbaneloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1091 af 11. august 2023, anvendelse.

Loven vil ikke gælde ikke for Færøerne og Grønland, fordi de berørte love ikke er gældende for Færøerne og Grønland og kan ikke sættes i kraft herfor, jf. VE-lovens § 77, miljøvurderingslovens § 59, lov om offentlige veje § 162, og jernbaneloven § 132.