Lovguiden Logo
Gældende

LOV nr 1705 af 23/12/2016

Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet

Lov om ændring af lov om fremme af vedvarende energi (Kommunal indsigelsesret, udvidelse af køberetsordningen og den grønne ordning, pristillæg og afregningsvilkår for havvindmølleparkerne Vesterhav Syd, Vesterhav Nord og Kriegers Flak samt midlertidig suspension af støtteordninger og indsættelse af loft for støtte til visse anlæg) § 3

 Stk. 1. Loven træder i kraft ved bekendtgørelsen i Lovtidende, jf. dog stk. 5.

 Stk. 2. Lovforslaget kan stadfæstes 3 søgnedage efter dets vedtagelse.

 Stk. 3. Regler udstedt i medfør af § 56 a i lov om fremme af vedvarende energi som affattet ved § 1, nr. 25, jf. § 47, stk. 6, i lov om fremme af vedvarende energi, jf. lovbekendtgørelse nr. 1288 af 27. oktober 2016 med senere ændringer, kan træde i kraft ved bekendtgørelsen i Lovtidende.

 Stk. 4. Loven finder ikke anvendelse på afgørelser, der træffes efter § 7, stk. 5, i lov nr. 744 af 1. juni 2015, og som er meddelt før lovens ikrafttræden. For sådanne afgørelser finder de hidtil gældende regler anvendelse.

 Stk. 5. Energi-, forsynings- og klimaministeren fastsætter tidspunktet for ikrafttræden af § 1, nr. 4-8, 11, 12 og 14-19. Ministeren kan herunder fastsætte, at loven træder i kraft på forskellige tidspunkter.

 Stk. 6. § 22 b og § 23, stk. 4, 3. pkt., i lov om fremme af vedvarende energi som indsat ved denne lovs § 1, nr. 9 og 10, finder ikke anvendelse for ansøgninger om forundersøgelsestilladelse modtaget før den 1. januar 2017. For sådanne ansøgninger finder de hidtil gældende regler anvendelse, jf. dog stk. 7.

 Stk. 7. Kommunalbestyrelsen kan gøre indsigelse mod, at der gives etableringstilladelse efter § 25 i lov om fremme af vedvarende energi på baggrund af en forundersøgelsesrapport, der er stillet til rådighed efter § 24, stk. 4, i lov om fremme af vedvarende energi, hvis ansøgningen om forundersøgelsestilladelse er modtaget før den 1. januar 2017 og ansøgningen om etableringstilladelse på baggrund af forundersøgelsesrapporten er modtaget efter den 1. januar 2017. § 22 b, stk. 2 og 3, og § 23, stk. 4, 3. pkt., som affattet ved denne lovs § 1, nr. 9 og 10, finder tilsvarende anvendelse for indsigelse efter denne bestemmelse. Indsigelse skal indgives i forbindelse med høring af relevante myndigheder, inden der træffes afgørelse om etableringstilladelse.

Detaljer

Forarbejder til Lov om ændring af lov om fremme af vedvarende energi (Kommunal indsigelsesret, udvidelse af køberetsordningen og den grønne ordning, pristillæg og afregningsvilkår for havvindmølleparkerne Vesterhav Syd, Vesterhav Nord og Kriegers Flak samt midlertidig suspension af støtteordninger og indsættelse af loft for støtte til visse anlæg) § 3

Til nr. 1

Det foreslås i stk. 1 , at loven, som er erhvervsrettet, træder i kraft den 1. januar 2017 med henblik på at sikre overensstemmelse med ikrafttrædelsestidspunktet for øvrig erhvervsrettet lovgivning, der som udgangspunkt træder i kraft den 1. juli eller den 1. januar.

Ændringerne for så vidt angår køberetsordningen indføres med virkning fra den 1. januar 2017, og vil dermed også gælde for eksisterende projekter, hvor udbuddet af køberetsandele endnu ikke er gennemført. Ændringen vurderes at have en marginal indflydelse for projektudviklers administration af ordningen, og kan derfor indføres fra 1. januar 2017 for alle projekter, der endnu ikke har gennemført køberetsordningen. Ændringen betyder ikke, at der skal udbydes flere andele end de 20 pct., men alene at kredsen af købeberettigede udvides.

Det foreslås i stk. 2 , at energi-, forsyning- og klimaministeren fastsætter tidspunktet for ikrafttræden af lovforslagets § 1, nr. 5-9. Det er ved at blive undersøgt nærmere, om udvidelsen af den grønne ordning udgør statsstøtte. Hvis Kommissionen vurderer, at udvidelsen ikke udgør statsstøtte, skal ordningen ikke statsstøtteanmeldes. Omvendt skal ordningen statsstøtteanmeldes hvis Kommissionen mener, at en udvidelse af ordningen udgør statsstøtte, og ordningen kan i givet fald først blive sat i kraft i det omfang og fra det tidspunkt, som følger af Europa-Kommissionens godkendelse efter statsstøttereglerne. Ikrafttrædelse forudsætter endvidere, at der findes en langsigtet PSO-løsning, som Europa-Kommissionen kan acceptere.

Det foreslås endvidere i stk. 2, at energi-, forsynings- og klimaministeren fastsætter tidspunktet for ikrafttræden af lovforslagets § 1, nr. 12-13, samt nr. 15-20. Udbuddet af havvindmølleparken Krigers Flak blev anmeldt til Europa-Kommissionen den 12. juli 2016 efter EU’s statsstøtteregler. Disse regler kan tidligst sættes i kraft, når Europa-Kommissionens afgørelse i forhold til statsstøttereglerne foreligger. Pristillægget forventes tidligst at skulle udbetales til koncessionshaver fra 2019, hvor havvindmølleparken Kriegers Flak tidligst kan få elektricitet ført i land.

Ikrafttrædelse af de dele af lovforslaget der vedrører prisstillæg og afregningsvilkår for havvindmølleparkerne Vesterhav Syd, Vesterhav Nord og Kriegers Flak er endvidere betinget af, at der findes en langsigtet traktatmedholdelig finansieringsløsning af pristillæggene for havvindmølleparkerne, og at denne løsning er acceptabel for Europa-Kommissionen. I udbudsbetingelserne for det kystnære havvindmølleparker er der indsat forbehold om, at koncessionsaftalen vil bortfalde den 1. januar 2017, hvis der ikke er opnået enighed blandt et flertal af Folketingets partier om en traktatmedholdelig finansiering af pristillægget for havvindmølleparken Kriegers Flak, som kan accepteres af Europa-Kommissionen. I udbudsbetingelserne for Kriegers Flak er der indsat forbehold om, at koncessionsaftalen vil bortfalde den 1. april 2017, hvis der ikke er opnået enighed blandt et flertal af Folketingets partier om en traktatmedholdelig finansiering af pristillægget for havvindmølleparken Kriegers Flak, som kan accepteres af Europa-Kommissionen. Der fremgår af udbudsbetingelserne for både de kystnære havvindmølleparker og havvindmølleparken Kriegers Flak, at hvis forbeholdet ikke kan fjernes, vil koncessionsaftalen falde bort, medmindre der inden for de gældende udbudsregler kan indgås anden aftale.

Det foreslås i stk. 3 , at § 22 b og ændringen i § 23, stk. 4, i lov om fremme af vedvarende energi, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 9 og 10, ikke finder anvendelse for ansøgninger om forundersøgelsestilladelse modtaget før lovens ikrafttræden. Den foreslåede bestemmelse sikrer, at ansøgninger om forundersøgelsestilladelse der er modtaget før den 1. januar 2017, fortsat kan behandles efter hidtidige gældende regler, hvor kommunalbestyrelserne ikke har indsigelsesret.

Det foreslås dog i stk. 4, at kommunalbestyrelsen kan gøre indsigelse mod, at der gives etableringstilladelse efter VE-lovens § 25 på baggrund af en forundersøgelsesrapport, der er stillet til rådighed efter VE-lovens § 24, stk. 4, hvis ansøgningen om forundersøgelsestilladelse er modtaget før lovens ikrafttræden, og ansøgningen om etableringstilladelse på baggrund af forundersøgelsesrapporten er modtaget efter lovens ikrafttræden. Det foreslås, at den foreslåede § 22 b, stk. 2 og 3, samt foreslåede § 24, stk. 4, 3. pkt., om indsigelse mod forundersøgelser efter § 22 b, stk. 1, også finder anvendelse på indsigelse mod etableringstilladelse efter denne bestemmelse.

Formålet med bestemmelsen er, at sikre at den kommunale indsigelsesret også skal gælde i de tilfælde, hvor en ansøgning om forundersøgelsestilladelse er modtaget før den 1. januar 2017, hvorefter en projektudvikler opgiver sin ret til en godkendt forundersøgelsesrapport, som derefter stilles til rådighed for andre. Hvis en anden projektudvikler ønsker at ansøge om etableringstilladelse på baggrund af en sådan forundersøgelsesrapport, skal projektet underlægges kommunal indsigelsesret. Dette skal sikre, at et projekt ikke henlægger i flere år, hvorefter en ny projektudvikler eventuelt kan realisere projektet uden projektet først underlægges kommunal indsigelsesret. Det vurderes mest rimeligt, for både lokale borgere og kommuner, at et projekt i disse tilfælde underlægges kommunal indsigelsesret.

Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med lovforslagets forslag til § 22 b, jf. lovforslagets § 1, nr. 9.

Det foreslås, at kommunalbestyrelsen kan fremsætte sine eventuelle indsigelser i forbindelse med myndighedshøringen af ansøgningen om etableringstilladelse.