LOV nr 1223 af 21/08/2020
Beskæftigelsesministeriet
Lov om ændring af lov om forvaltning og administration af tilgodehavende feriemidler, SU-loven og lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension (Førtidig udbetaling af feriemidler og udvidelse af Arbejdsmarkedets Tillægspensions opgavevaretagelse) § 3
I lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension, jf. lovbekendtgørelse nr. 1110 af 10. oktober 2014, som ændret bl.a. ved § 1 i lov nr. 1569 af 15. december 2015 og § 14 i lov nr. 1563 af 27. december 2019 og senest ved § 7 i lov nr. 641 af 19. maj 2020, foretages følgende ændringer:
1. I § 1 indsættes som stk. 2 og 3:
»Stk. 2. Arbejdsmarkedets Tillægspension kan derudover varetage administration af ordninger og opgaver henlagt ved anden lov.
Stk. 3. Arbejdsmarkedets Tillægspension og helt eller delvis ejede dattervirksomheder kan drive anden virksomhed, som ligger i naturlig forlængelse af opgavevaretagelsen efter stk. 1 og 2.«
2. I § 26 b indsættes som stk. 8:
»Stk. 8. Arbejdsmarkedets Tillægspension kan igennem en dattervirksomhed yde administrativ bistand til helejede statslige aktieselskaber, der har til formål at rekapitalisere visse store danske samfundsbærende virksomheder. Den administrative bistand ydes på omkostningsdækket basis.«
3. I § 26 c, stk. 2, ændres »stk. 1, 2, 3 og 5« til: »stk. 1, 2, 3, 5 og 8«.
4. I § 27, stk. 1, indsættes efter »kapitlerne 6, 7 a og 8«: »bortset fra § 26 b, stk. 8«.
Forarbejder til Lov om ændring af lov om forvaltning og administration af tilgodehavende feriemidler, SU-loven og lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension (Førtidig udbetaling af feriemidler og udvidelse af Arbejdsmarkedets Tillægspensions opgavevaretagelse) § 3
Til nr. 1
Arbejdsmarkedets Tillægspensions opgaver og formål fremgår i dag af § 1 i lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension, hvoraf det fremgår, at Arbejdsmarkedets Tillægspension er oprettet med det formål at udbetale lønmodtagere m.fl. tillægspension. Herudover varetager Arbejdsmarkedets Tillægspension en lang række opgaver, som er fastsat i øvrig lovgivning, og som dermed også falder inden for Arbejdsmarkedets Tillægspensions formål. Dette sker bl.a. i henhold lov om Udbetaling Danmark, lov om Arbejdsgivernes Uddannelsesbidrag, lov om Lønmodtagernes Garantifond, barselsudligningsloven m.fl.
Det foreslås, at der i § 1 indsættes et nyt stk. 2 og 3, hvorefter Arbejdsmarkedets Tillægspensions dels kan varetage opgaver henlagt ved lov, dels eventuelt gennem helt eller delvis ejede dattervirksomheder kan drive anden virksomhed, som ligger i naturlig forlængelse af Arbejdsmarkedets Tillægspensions samlede opgavevaretagelse. Formålet er bl.a. at undgå at skulle ændre lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension fremover, når staten ønsker at lade Arbejdsmarkedets Tillægspension administrere eller yde teknisk bistand til administrationen af forskellige ordninger, fonde mv.
Med det foreslåede stk. 2 opdateres og præciseres § 1, i lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension således, at bestemmelsen kommer til at afspejle, at Arbejdsmarkedets Tillægspensions aktuelle opgavevaretagelse i vidt omfang sker i henhold til anden lovgivning end lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension. Herved tydeliggøres det, at Arbejdsmarkedets Tillægspension opgavevaretagelse efter anden lovgivning falder inden for Arbejdsmarkedets Tillægspensions formål.
Det vil således være muligt for Arbejdsmarkedets Tillægspension at få tillagt nye opgaver ved lov da formålsbestemmelsen muliggør det, såfremt der i øvrigt er finansiel og materiel hjemmel hertil.
Med det foreslåede stk. 3 får Arbejdsmarkedets Tillægspension og helt eller delvis ejede dattervirksomheder også mulighed for at drive virksomhed, der er forbundet med eller ligger i naturlig forlængelse af Arbejdsmarkedets Tillægspensions mv. opgavevaretagelse. Det kan fx være aktiviteter, der understøtter opgaver, der allerede varetages af Arbejdsmarkedets Tillægspension m.v., eller som øger effektiviteten på et givet opgaveområde. Der vil være tale om opgaver af mindre væsentlig karakter som fx, at Arbejdsmarkedet Tillægspension skal etablere en hjemmeside eller portal med pensionsoplysninger m.v. Arbejdsmarkedets Tillægspension samt helt eller delvis ejede dattervirksomheder vil således kunne udbygge sine aktiviteter i det omfang en fornuftig udvikling af opgavevaretagelsen tilsiger dette.
Medmindre andet er bestemt ved lov leveres Arbejdsmarkedets Tillægspensions opgavevaretagelse på omkostningsdækket basis. Dette indebærer, at Arbejdsmarkedets Tillægspension ikke opnår en økonomisk gevinst ved opgavevaretagelsen, og at Arbejdsmarkedets Tillægspension – og dermed medlemmerne i Arbejdsmarkedets Tillægspension – derfor heller ikke bærer det økonomiske ansvar i tilfælde af fejl under opgavevaretagelsen. Arbejdsmarkedets Tillægspension har dog pligt til at søge at begrænse det økonomiske tab og berigtige fejlen.
Den foreslåede bestemmelse ændrer ikke i øvrigt på retstilstanden i de ordninger, som allerede administreres ved lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension eller øvrig lovgivning.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Til nr. 2
Der findes ikke i dag regler om, at Arbejdsmarkedets Tillægspension via en dattervirksomhed kan yde administrativ bistand til et statsligt aktieselskab. Det foreslås på den baggrund, at Arbejdsmarkedets Tillægspension fra en dattervirksomhed kan yde administrativ bistand til helejede statslige aktieselskaber, der har til formål at rekapitalisere visse store, samfundsbærende, danske virksomheder. Med den foreslåede bestemmelse etableres der således klar hjemmel til, at Arbejdsmarkedets Tillægspension fra en dattervirksomhed kan bistå et statsligt aktieselskab med at gennemføre rekapitalisering af visse store, samfundsbærende, danske virksomheder, der har oplevet økonomiske udfordringer og har behov for rekapitalisering som følge af coronakrisen.
Det foreslås, at den administrative bistand, som Arbejdsmarkedets Tillægspension kan yde fra dattervirksomheder til helejede statslige aktieselskaber ikke omfattes af Finanstilsynets tilsynsvirksomhed. Det skyldes, at bistanden retter sig mod en statslig enhed, at aktiviteten er afgrænset til en dattervirksomhed, og at aktiviteten således ikke indebærer en driftsrisiko for medlemmerne i Arbejdsmarkedets Tillægspension.
Omvendt følger det af det almindelige ministerielle ressortansvar, at den minister, hvis lovgivning eller lignende administreres i datterselskabet, har ansvaret for at føre tilsyn med, at lovgivningen overholdes og at loven har den ønskede effekt mv. Dette medfører således, at den minister, der har ressortansvaret for en rekapitaliseringsfond også har ansvaret for at sikre, at fondens samlede virksomhed følger lovgivningen og formålet hermed.
Til nr. 3
Efter den gældende § 26, stk. 1, i lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension må Arbejdsmarkedets Tillægspensions anbringelse af midler i en enkelt virksomhed ikke medføre, at Arbejdsmarkedets Tillægspension alene eller sammen med Arbejdsmarkedets Erhvervssikring eller sammen med dattervirksomheder, som de ejer, kan udøve bestemmende indflydelse på virksomheden, medmindre andet følger af § 26 c, stk. 2 eller 3. Efter den gældende § 26 c, stk. 2, er hovedreglen i § 25 c, stk. 1, undtaget for anbringelse af midler i dattervirksomheder efter § 26 b, stk. 1, 2, 3 og 5, som regulerer ATP’s mulighed for at investere i og drive anden virksomhed gennem dattervirksomheder.
Det foreslås at henvisningen i § 26 c, stk. 2, til § 26 b, justeres således, at der fortsat henvises til de korrekte bestemmelser, herunder det nye foreslåede § 26 b, stk. 8.
Til nr. 4
Der er tale om en konsekvensrettelse som følge af de øvrige ændringer således, at der fortsat henvises til de korrekte bestemmelser.