I lov nr. 471 af 7. juni 2001 om forbud mod besøgende i bestemte lokaler, som ændret ved § 14 i lov nr. 538 af 8. juni 2006, foretages følgende ændringer:
1. I § 1, stk. 1, indsættes som 2. pkt.:
»Forudgående advarsel kan dog undlades, hvis der inden for de seneste 3 måneder over for den, der råder over lokalerne, er nedlagt forbud vedrørende andre lokaler inden for en radius af 500 m.«
2. I § 2, stk. 2, 1. pkt., ændres »den lokale presse« til: »et eller flere egnede medier«.
I lov om politiets virksomhed, jf. lovbekendtgørelse nr. 956 af 20. august 2015, foretages følgende ændringer:
1. I § 6, stk. 1, ændres »lov om våben og eksplosivstoffer § 4, stk. 1,« til: »lov om knive og blankvåben m.v. § 1«.
2. Efter § 20 indsættes:
»§ 20 a. Peberspray må kun anvendes med henblik på
at afværge et påbegyndt eller overhængende angreb på person,
at afværge overhængende fare i øvrigt for personers liv eller helbred,
at afværge et påbegyndt eller overhængende angreb på samfundsvigtige institutioner, virksomheder eller anlæg,
at afværge et påbegyndt eller overhængende angreb på ejendom,
at sikre gennemførelse af tjenestehandlinger, mod hvilke der gøres aktiv modstand, eller
at sikre gennemførelse af tjenestehandlinger, mod hvilke der gøres passiv modstand, såfremt tjenestehandlingens gennemførelse skønnes uopsættelig og anden og mindre indgribende magtanvendelse skønnes åbenbart uegnet.
Stk. 2. Før peberspray tages i brug mod person, skal det så vidt muligt tilkendegives vedkommende, at politiet har til hensigt at bruge peberspray, hvis ikke politiets påbud efterkommes. Det skal endvidere så vidt muligt sikres, at vedkommende har mulighed for at efterkomme påbuddet.
Stk. 3. Har politiets brug af peberspray mod person medført gener, der skønnes at kræve lægehjælp, skal den pågældende straks undersøges af en læge.«
3. I § 21, stk. 1, ændres »politiets anvendelse af skydevåben, stav, hund og gas.« til: »politiets anvendelse af skydevåben, stav, hund, gas og peberspray.«
Loven træder i kraft den 1. januar 2017.
Stk. 1. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, jf. dog stk. 2.
Stk. 2. Loven kan ved kongelig anordning sættes i kraft for Færøerne og Grønland med de ændringer, som de færøske og grønlandske forhold tilsiger.
Givet på Marselisborg Slot, den 27. december 2016
Under Vor Kongelige Hånd og Segl
MARGRETHE R.
/ Søren Pape Poulsen
Til nr. 1
Efter hashklublovens § 1, stk. 1, er det en betingelse for at nedlægge et forbud mod besøgende i bestemte lokaler, at der er givet en forudgående advarsel til den, der råder over lokalerne.
Det foreslås, at der indsættes et 2. punktum i bestemmelsen, hvorefter forbud mod besøgende i bestemte lokaler vil kunne nedlægges uden forudgående advarsel til den, der råder over lokalerne, hvis der inden for de seneste 3 måneder over for den pågældende i medfør af hashklublovens § 1, stk. 1, er nedlagt forbud vedrørende andre bestemte lokaler inden for en radius af 500 meter.
Lovforslaget har til formål at sikre, at politiet hurtigere og mere effektivt kan gribe ind, hvis den, der rammes af et besøgsforbud, blot genåbner hashklubben i andre lokaler i nærheden, f.eks. en anden lejlighed i samme beboelsesejendom.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.2.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Til nr. 2
Efter hashklublovens § 2, stk. 2, 1. pkt., skal politiet bekendtgøre et forbud ved skiltning og ved meddelelse i den lokale presse. Politiet skal endvidere give særskilt meddelelse om forbuddet til den, der råder over lokalerne, jf. hashklublovens § 2, stk. 2, 2. pkt.
Det foreslås at ændre bestemmelsen i hashklublovens § 2, stk. 2, 1. pkt., således at kravet om bekendtgørelse i ”den lokale presse” ændres til et krav om bekendtgørelse i ”et eller flere egnede medier. ”
Politiet vil efter den foreslåede ændring fremover i hvert enkelt tilfælde kunne foretage en konkret vurdering af, hvordan et nedlagt forbud efter hashklubloven bekendtgøres mest hensigtsmæssigt. Bekendtgørelse vil således f.eks. kunne ske på politiets hjemmeside eller på de sociale medier, ligesom det – som hidtil – vil være muligt at bekendtgøre et forbud i den lokale presse.
Politiet vil fortsat tillige skulle opsætte skiltning om forbuddet, jf. hashklublovens § 2, stk. 2, 1. pkt., og give særskilt meddelelse om forbuddet til den, der råder over lokalerne, jf. lovens § 2, stk. 2, 2. pkt.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.2.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Til nr. 1
Det fremgår af politilovens § 6, stk. 1, at på steder, hvor der efter lov om våben og eksplosivstoffer § 4, stk. 1, gælder forbud mod at besidde eller bære knive m.v., kan politiet besigtige en persons legeme samt undersøge tøj og andre genstande, herunder køretøjer med henblik på at kontrollere, om nogen besidder eller bærer våben.
Det foreslås at ændre bestemmelsen i politilovens § 6, stk. 1, som følge af ikrafttrædelsen den 1. juli 2016 af lov nr. 376 af 27. april 2016 om knive og blankvåben m.v. Der er tale om en ændring af redaktionel karakter.
Til nr. 2
Politilovens kapitel 4 regulerer politiets anvendelse af magt såvel inden for som uden for strafferetsplejen. Magtanvendelsesbestemmelserne i politiloven suppleres af bestemmelserne i bekendtgørelse nr. 978 af 21. september 2004 om politiets anvendelse af visse magtmidler m.v. (magtanvendelsesbekendtgørelsen) med senere ændringer, herunder bestemmelserne om politiets anvendelse af peberspray i bekendtgørelsens §§ 25 a-25 d.
Den foreslåede bestemmelse i politilovens § 20 a indeholder regler om politiets anvendelse af peberspray. Peberspray omfatter de af Rigspolitichefen godkendte typer. Bestemmelsen er en videreførelse af de eksisterende regler om politiets anvendelse af peberspray i magtanvendelsesbekendtgørelsen.
Den foreslåede bestemmelse omfatter den faktiske anvendelse af peberspray samt advarsler og andre tilkendegivelser om anvendelse af peberspray. Som ved anvendelse af f.eks. stav, jf. bemærkningerne til politilovens § 18, jf. Folketingstidende 2003-04, Tillæg A, side 5937, må politiet ikke – mundtligt eller ved sin blotte optræden – bevidst give indtryk af at ville anvende peberspray, medmindre betingelserne i bestemmelsen er opfyldt. Det beror på en konkret vurdering af den enkelte polititjenestemands håndtering af pebersprayen, hvornår der foreligger en tilkendegivelse om anvendelse af peberspray.
Den foreslåede bestemmelse i § 20 a, stk. 1, indeholder en udtømmende opregning af de situationer, hvor peberspray må anvendes som magtmiddel. De nævnte situationer svarer til, hvornår der efter den gældende administrative regulering er adgang til at anvende peberspray. Bestemmelserne svarer i øvrigt til de situationer, hvor der efter politiloven kan anvendes stav og til dels de situationer, hvor der efter politiloven kan anvendes hund.
Den forslåede bestemmelse i § 20 a, stk. 1, nr. 1, medfører, at peberspray kan anvendes med henblik på at afværge et påbegyndt eller overhængende angreb på person. Et overhængende angreb omfatter i forhold til det påbegyndte angreb det tidsmæssigt fjernere, men dog sikre angreb, jf. også bemærkningerne til politilovens § 17, jf. Folketingstidende 2003-04, Tillæg A, side 5934. Som ved anvendelse af bl.a. stav, er det dog ikke ethvert personangreb, der kan mødes med anvendelse af peberspray. Brug af peberspray skal stå i rimeligt forhold til angrebet.
Efter den foreslåede bestemmelse i § 20 a, stk. 1, nr. 2, kan peberspray anvendes med henblik på at afværge overhængende fare i øvrigt for personers liv eller helbred. Som ved politiets anvendelse af bl.a. stav, er det ikke enhver fare for personskade, der kan berettige anvendelse af peberspray.
Bestemmelsen sigter navnlig til de situationer, hvor politiet anvender magt over for en person af hensyn til den pågældende selv (nødhjælpstilfælde).
Som ved anvendelse af stav, vil anvendelse af peberspray endvidere kunne være berettiget i situationer, hvor nogen søger at forhindre politiet i at hjælpe en person i fare, f.eks. ved at stille sig i vejen for politiets adgang til det sted, hvor personen befinder sig.
Hvilket magtmiddel, der skal anvendes i den konkrete situation beror på en konkret vurdering af, hvad der i den pågældende situation er nødvendigt og forsvarligt.
Efter den foreslåede bestemmelse i § 20 a, stk. 1, nr. 3, kan peberspray anvendes med henblik på at afværge et påbegyndt eller overhængende angreb på samfundsvigtige institutioner, virksomheder eller anlæg. Udtrykket ”samfundsvigtige institutioner, virksomheder eller anlæg” har samme betydning som i politilovens § 17, stk. 1, nr. 3, om anvendelse skydevåben. I bemærkningerne til denne bestemmelse, jf. Folketingstidende 2003-04, Tillæg A, side 5935, er det anført, at bestemmelsen omfatter offentlige institutioner med en særlig betydning for samfundets funktion, men også private virksomheder af særlig betydning kan være omfattet. Som eksempler nævnes kongehuset, Folketinget, ministerierne, politi- og retsbygninger, jernbaneanlæg, broer, havne, lufthavne, telefonanlæg, banker og posthuse, samt større eller livsvigtige industrianlæg.
Den foreslåede bestemmelse i § 20 a, stk. 1, nr. 4, medfører, at peberspray kan anvendes med henblik på, at afværge et påbegyndt eller overhængende angreb på ejendom. Udtrykket ”ejendom” har samme betydning som i politilovens § 18, stk. 1, nr. 4, om anvendelse af stav. Af bemærkningerne til denne bestemmelse, jf. Folketingstidende 2003-04, Tillæg A, side 5937, fremgår, at angreb på fast ejendom og andre formuegoder er omfattet. Den økonomiske værdi af godet er ikke i sig selv afgørende for, om der er tale om et angreb omfattet af bestemmelsen. Værdien kan dog have betydning ved vurderingen af, om det vil være nødvendigt og forsvarligt at anvende stav.
Efter den foreslåede bestemmelse i § 20 a, stk. 1, nr. 5, kan peberspray anvendes med henblik på at sikre gennemførelse af tjenestehandlinger, mod hvilke der gøres aktiv modstand. Som i politilovens § 18, stk. 1, nr. 5, om anvendelse af stav, jf. Folketingstidende 2003-04, Tillæg A, side 5937, forstås ved ”tjenestehandlinger” bl.a. anholdelse/frihedsberøvelse, påbud, visitation og fratagelse af genstande, eller hvis politiet søger at skaffe sig adgang til et ikke-frit tilgængeligt sted. Udtrykket ”aktiv modstand” kan omfatte en række situationer fra omfattende uroligheder til situationer, hvor en anholdt/pågrebet person holder fast i en genstand eller andre personer, når politiet forsøger at føre den pågældende væk. Det omfatter også situationer, hvor en pågrebet person forsøger at slå eller rive sig løs fra en polititjenestemands greb, eller hvor en person gør fysisk modstand mod en visitation. Der kan også være tale om, at tredjemand forsøger at lægge forhindringer i vejen for politiets arbejde, f.eks. at personer forsøger at forhindre en anholdelse eller at befri en anholdt. I bemærkningerne til politilovens § 18, stk. 1, nr. 5, jf. Folketingstidende 2003-04, Tillæg A, side 5937, henvises desuden til, at straffelovens § 119, stk. 3, om at det er strafbart at forsøge at lægge f.eks. politiet hindringer i vejen for udførelse af deres tjeneste eller hverv, kan være vejledende for, hvornår der foreligger aktiv modstand mod en tjenestehandling.
Efter den foreslåede bestemmelse i § 20 a, stk. 1, nr. 6, kan peberspray anvendes med henblik på at sikre gennemførelse af tjenestehandlinger, mod hvilke der gøres passiv modstand, såfremt tjenestehandlingens gennemførelse skønnes uopsættelig, og anden og mindre indgribende magtanvendelse skønnes åbenbart uegnet. Udtrykket ”passiv modstand” skal forstås i overensstemmelse med politilovens § 18, stk. 1, nr. 6. Det fremgår af bemærkningerne til denne bestemmelse, jf. Folketingstidende 2003-04, Tillæg A, side 5938, at passiv modstand f.eks. omfatter situationer, hvor en anholdt, der ønskes ført væk, ikke følger med, men forholder sig passiv, eller hvor en større menneskemængde stimler sammen på offentlige veje mv., og ikke forlader stedet på trods af politiets påbud herom. Passiv modstand omfatter også situationer, hvor en anholdt – uden at slå eller rive sig fri fra en polititjenestemand – forsøger at undvige ved f.eks. at løbe fra stedet. Hvis en anholdt derimod slår eller river sig fri fra en polititjenestemand for at løbe fra stedet, vil situationen være omfattet af bestemmelsen i nr. 5 om aktiv modstand. Passiv modstand, der indebærer risiko for nogens liv eller helbred, f.eks. ved at en person blokerer for adgang til en person, der forsøger selvmord eller på anden måde er i fare, vil være omfattet af bestemmelsens nr. 2. Bestemmelsen i nr. 6 vil således i praksis navnlig omfatte tjenestehandlinger med henblik på at afværge fare for ordensforstyrrelser, bringe strafbar virksomhed til ophør, eller pågribe personer, der har eller med rimelig grund mistænkes for at have begået en forbrydelse.
Som ved anvendelse af f.eks. stav, vil det som udgangspunkt ikke være forsvarligt at anvende peberspray mod personer, der alene yder passiv modstand, og der stilles derfor krav om, at tjenestehandlingen skal være uopsættelig, samt at andre og mindre indgribende midler skal skønnes åbenbart uegnede. Derved præciseres og uddybes kravet om nødvendighed og forsvarlighed i en situation, hvor der bliver tale om at gribe ind over for passiv modstand.
Det må bero på en konkret vurdering og afvejning af flere forhold, herunder navnlig de mulige konsekvenser ved at undlade at gribe ind, om gennemførelse af en tjenestehandling er uopsættelig. Som udgangspunkt må tjenestehandlinger med henblik på at afværge forstyrrelser af vigtige samfundsfunktioner, f.eks. kollektiv transport, brandslukning, ambulancekørsel, hjemmepleje mv., eller at bryde en blokade af en større færdselsåre anses for uopsættelige. Endvidere vil pågribelse/anholdelse af en gerningsmand ofte være en uopsættelig tjenestehandling, navnlig hvis den pågældende træffes under eller i umiddelbar tilknytning til udøvelsen af det forhold, der begrunder anholdelsen.
Passiv modstand kan udøves af en eller flere personer, og der kan være forskel i politiets muligheder for at anvende peberspray i de forskellige situationer. De konkrete omstændigheder, herunder f.eks. antallet af betjente over for antallet af personer, der modsætter sig politiets tjenestehandlinger, samt muligheden for forstærkning, spiller en væsentlig rolle ved vurderingen af, om tjenestehandlingen kan gennemføres ved hjælp af almindelig fysisk magtanvendelse, dvs. uden brug af magtmidlerne i §§ 17-20 a.
Hvis en eller ganske få personer yder modstand ved at forholde sig passivt, må det antages, at det næsten undtagelsesfrit vil være muligt at gennemføre tjenestehandlingen ved brug af almindelig fysisk magt.
Yder et større antal personer modstand ved at forholde sig passive, kan det efter omstændighederne være vanskeligere at gennemføre tjenestehandlingen ved hjælp af almindelig fysisk magtudøvelse. Hvis en sådan tjenestehandling ikke kan gennemføres ved hjælp af almindelig fysisk magtudøvelse må politiet først og fremmest overveje at anvende gas, og kun såfremt dette middel skønnes åbenbart uegnet, kan anvendelse af andre magtmidler, herunder peberspray, være berettiget. Der henvises i den forbindelse også til bemærkningerne til politilovens § 18 og § 19, jf. Folketingstidende 2003-04, Tillæg A, side 5937-5940.
Vurderingen af, hvilket magtmiddel der i en given situation er det mest hensigtsmæssige, må bero på en konkret vurdering af, hvad der i den pågældende situation er nødvendigt og forsvarligt. Der vil dog være situationer, hvor der generelt bør udvises særlig tilbageholdenhed med anvendelse af peberspray, f.eks. i tilfælde hvor et køretøj ønskes bragt til standsning eller i tilfælde, hvor en person er ilagt håndjern, jf. også de almindelige bemærkninger til dette lovforslag, punkt. 3.2 ovenfor.
I § 20 a, stk. 2 , fastsættes det, at det før peberspray tages i brug mod en person, så vidt muligt skal tilkendegives vedkommende, at politiet har til hensigt at bruge peberspray, hvis ikke politiets påbud efterkommes. Det skal endvidere så vidt muligt sikres, at vedkommende har mulighed for at efterkomme påbuddet.
Det formelle krav om tilkendegivelse af, at peberspray i givet fald vil blive brugt, er en præcisering af de almindelige betingelser for magtanvendelse i politilovens § 16.
Enhver mundtlig ordre fra politiet anses i politilovens forstand som et påbud. Et påbud skal så vidt muligt følges op af en tilkendegivelse om, at politiet har til hensigt at bruge peberspray.
I nogle tilfælde vil der ikke være tid til at give påbud eller advare om brug af peberspray. I sådanne tilfælde kan politiet bruge peberspray umiddelbart.
Det fremgår af den foreslåede § 20 a, stk. 3, at såfremt politiets brug af peberspray mod en person har medført gener, der skønnes at kræve lægehjælp, skal vedkommende straks undersøges af en læge.
Det fremgår af magtanvendelsesbekendtgørelsens § 25 c, stk. 1, at politiet efter anvendelse af peberspray så vidt muligt og i fornødent omfang skal tilbyde at afhjælpe gener forårsaget af, at en person har været eksponeret for peberspray.
Såfremt gener skønnes at kræve lægehjælp, skal politiet således tilkalde eller opsøge lægehjælp, så snart det konstateres, at gener ikke blot kan afhjælpes af politiet. Er der tvivl om, hvorvidt eventuelle gener kræver lægehjælp, skal lægehjælp rekvireres.
Bestemmelsen giver dog ikke politiet hjemmel til med magt at gennemtvinge lægehjælp til en person mod den pågældendes vilje, hvis denne skønnes at være i stand til at varetage sine egne interesser.
Til nr. 3
Det følger af politilovens § 21, stk. 1, at justitsministeren fastsætter nærmere regler om politiets anvendelse af skydevåben, stav, hund og gas. Af bestemmelsens stk. 2, følger, at justitsministeren i øvrigt kan fastsætte nærmere regler om politiets anvendelse af magt.
Politiets anvendelse af peberspray er med hjemmel i politilovens § 21 reguleret i bekendtgørelse nr. 978 af 21. september 2004 om politiets anvendelse af visse magtmidler mv. (magtanvendelsesbekendtgørelsen) som ændret ved bekendtgørelse nr. 1430 af 11. december 2007.
Politilovens § 21, stk. 1, foreslås ændret således, at justitsministeren kan fastsætte nærmere regler om politiets anvendelse af peberspray svarende til politiets anvendelse af skydevåben, stav, hund og gas.
Den foreslåede ændring er en følge af, at politiets anvendelse af peberspray nu foreslås lovfæstet i politiloven. Der tilsigtes ikke i øvrigt ændringer i magtanvendelsesbekendtgørelsens §§ 25 a-25 d om politiets anvendelse af peberspray.
Territorial gyldighed
Bestemmelsen vedrører lovens territoriale gyldighed og indebærer, at loven ikke gælder for Færøerne og Grønland.
Loven kan sættes helt eller delvis i kraft for Færøerne og Grønland ved kongelig anordning med de ændringer, som de særlige færøske og grønlandske forhold tilsiger.
