Lov om ændring af lov om forbrugslånsvirksomheder og lov om kreditaftaler (Indgreb over for kreditter, der ydes rentefrit og uden andre omkostninger)

Kilde

Til nr. 1 (§ 1, stk. 3, nr. 1, i lov om forbrugslånsvirksomheder)

Det fremgår af den gældende § 1, stk. 3, nr. 1, i lov om forbrugslånsvirksomhed, at virksomheder, der udbyder kreditter, der ydes rentefrit og uden andre omkostninger, er undtaget fra lovens anvendelsesområde. Undtagelsen medfører, at rente- og omkostningsfrie kreditaftaler, der alene ved misligholdelse tilskrives renter og gebyrer efter renteloven, ikke er omfattet af lovens anvendelsesområde.

Den gældende undtagelse medfører, at virksomheder, der yder rente- og omkostningsfrie kreditter, ikke skal have en tilladelse som forbrugslånsvirksomhed fra Finanstilsynet, og ikke er underlagt krav om redelig forretningsskik og god praksis, kreditværdighedsvurdering, identifikation af målgrupper, loftet for årlige omkostninger i procent (ÅOP) og omkostningsloftet i lov om forbrugslånsvirksomheder.

Det foreslås at affatte lov om forbrugslånsvirksomheders § 1, stk. 3, nr. 1 , således, at aftaler om køb af varer eller tjenesteydelser, hvor udbyderen rente- og omkostningsfrit accepterer, at forbrugeren betaler for varen eller tjenesteydelsen på et tidspunkt, der ligger senere end leveringstidspunktet, men ikke senere end 90 dage efter leveringstidspunktet, og hvor der ikke er en tredjepart, der yder kredit, undtages fra lovens anvendelsesområde.

Den foreslåede ændring vil medføre, at reglerne i lov om forbrugslånsvirksomheder fremover vil finde anvendelse på situationer, hvor en forbruger i forbindelse med køb af f.eks. varer eller tjenesteydelser indgår en rente- og omkostningsfri kreditaftale, der udbydes af tredjepart, bliver omfattet af lov om forbrugslånsvirksomheder.

Den foreslåede ændring vil medføre, at udbydere af rente- og omkostningsfrie kreditter, der agerer tredjepart, og som allerede har en tilladelse som forbrugslånsvirksomhed eller er et pengeinstitut, også vil skulle leve op til reglerne om kreditværdighedsvurdering og omkostningsloft på de rente- og omkostningsfrie kreditter.

Desuden vil erhvervsdrivende, der indgår aftaler om køb af varer eller tjenesteydelser, og som rente- og omkostningsfrit accepterer, at forbrugeren betaler for varen eller tjenesteydelsen på et tidspunkt, der ligger senere end 90 dage efter leveringstidspunktet, blive omfattet af lov om forbrugslånsvirksomheder.

Den foreslåede ændring vil endvidere medføre, at udbydere af rente- og omkostningsfrie kreditter, som ikke på anden vis er undtaget fra loven, skal have en tilladelse som forbrugslånsvirksomhed hos Finanstilsynet. For at få en tilladelse skal en virksomhed opfylde betingelserne i lovens § 3, stk. 1, nr. 1-3. Det betyder, at virksomheden skal være hjemhørende i Danmark eller et andet land inden for Den Europæiske Union eller et land, som Unionen har indgået en aftale med på det finansielle område. Desuden skal virksomhedens bestyrelse og direktion eller indehaveren af en forbrugslånsvirksomhed, der er en enkeltmandsvirksomhed, eller, hvis virksomheden drives som en juridisk person uden en bestyrelse eller direktion, den eller de for virksomheden ledelsesansvarlige opfylde betingelserne om egnetheds- og hæderlighedskrav i lovens § 4. Endvidere skal virksomheden have forretningsgange for efterlevelse af regler om redelig forretningsskik og god praksis efter lovens § 7, for kreditværdighedsvurdering efter § 9 og for identifikation af målgrupper efter § 10.

Den foreslåede ændring vil endvidere medføre, at udbydere af rente- og omkostningsfrie kreditter, som ikke på anden vis er undtaget fra loven, i medfør af lovens § 30 kan straffes med bøde eller fængsel i op til fire måneder, medmindre højere straf er forskyldt efter den øvrige lovgivning, hvis de driver forbrugslånsvirksomhed uden at have tilladelse efter loven. Tilsvarende gælder eksempelvis, hvis et medlem af bestyrelsen, et medlem af direktionen i en forbrugslånsvirksomhed eller indehaveren af en forbrugslånsvirksomhed, der er en enkeltmandsvirksomhed, undlader at give meddelelse til Finanstilsynet om forhold, der har betydning for vurderingen af den pågældendes egnethed og hæderlighed enten i forbindelse med den pågældendes indtræden i forbrugslånsvirksomhedens ledelse, eller hvis forholdene ændrer sig. Det samme gælder tilfælde, hvor forbrugslånsvirksomheden eller dens ansatte videregiver fortrolige oplysninger i strid med lovens § 12, stk. 1.

En tilsvarende straf kan desuden gives i tilfælde af grove eller gentagne overtrædelser af reglerne om loft for årlige omkostninger i procent (ÅOP) eller omkostningsloftet.

Virksomheder, der omfattes af lov om forbrugslånsvirksomheder kan desuden straffes med bøde i tilfælde af overtrædelse af lovens krav om en whistleblowerordning og beskyttelse af ansatte og tidligere ansatte, der har indberettet virksomheden til Finanstilsynet.

Virksomheder og personer, der ikke efterkommer et påbud fra Finanstilsynet, kan desuden straffes med bøde.

Ved manglende overholdelse af en del af de pligter, som gælder i henhold til loven, herunder overholdelse af påbud meddelt af Finanstilsynet, kan virksomheden i medfør af § 31 som tvangsmiddel blive pålagt daglige eller ugentlige bøder.

Finanstilsynet fører tilsyn med, om virksomheder omfattet af loven efterlever kravene om redelig forretningsskik og god praksis, kreditværdighedsvurdering, identifikation af målgrupper, loftet for årlige omkostninger i procent (ÅOP) og omkostningsloftet.

Den foreslåede ændring medfører, at en række rente- og omkostningsfri kreditter, der ikke i dag er omfattet af lov om forbrugslånsvirksomheds anvendelsesområde, fremover bliver omfattet af lovens anvendelsesområde. Det drejer sig bl.a. om den situation, hvor en sælger rente- og omkostningsfrit accepterer, at forbrugeren betaler for varen eller tjenesteydelsen på et tidspunkt, der ligger senere end 90 dage fra leveringstidspunktet, og hvor der ikke er en tredjepart, der yder kredit. Dette indebærer bl.a., at udbyderne af sådanne kreditter som noget nyt skal foretage en kreditværdighedsvurdering af forbrugeren inden aftaleindgåelse, jf. lov om forbrugslånsvirksomhed § 9.

Det følger af lov om forbrugslånsvirksomhed § 9 stk. 1, at kreditgiveren inden kreditaftalens indgåelse skal vurdere forbrugerens kreditværdighed på grundlag af fyldestgørende oplysninger, der, hvor det er relevant, indhentes hos forbrugeren og, hvor det er nødvendigt, ved søgning i relevante databaser. Hvis kreditgiveren og forbrugeren efter kreditaftalens indgåelse bliver enige om at ændre det samlede kreditbeløb, skal kreditgiveren efter stk. 2 ajourføre de finansielle oplysninger, som kreditgiveren har om forbrugeren. Dette betyder imidlertid ikke, at kreditgiveren skal foretage en ny vurdering af forbrugerens kreditværdighed. Dette skal kun ske, hvis der er tale om en væsentlig forhøjelse af det samlede kreditbeløb.

Den foreslåede ændring vil endvidere medføre, at den situation, hvor en erhvervsdrivende rente- og omkostningsfrit tillader forbrugeren at betale for en vare eller tjenesteydelse på et tidspunkt, der ligger senere end leveringstidspunktet, men ikke senere end 90 dage efter leveringstidspunktet, og hvor der ikke er en tredjepart, der yder kredit, ikke omfattes af lovens anvendelsesområde. Det omfatter f.eks. den situation, hvor den erhvervsdrivende udsteder en regning med henblik på betaling inden for en bestemt frist. Det kunne eksempelvis være tilfælde, hvor en forbruger får leveret en håndværksydelse og får en faktura direkte af den pågældende erhvervsdrivende, som skal betales på et senere tidspunkt. Et andet eksempel kan være den situation, hvor en forbruger ved et tandlægebesøg får en regning med i stedet for at betale beløbet med det samme. Tilsvarende vil den erhvervsdrivende endvidere fortsat kunne reservere det fulde beløb på forbrugerens konto, men først trække beløbet på et senere tidspunkt, uden at situationen bliver omfattet af lovens anvendelsesområde. Det afgørende er således, at der i disse situationer ikke gøres brug af en finansieringsløsning, der tilbydes af en tredjepart, men blot indgås en aftale direkte mellem den erhvervsdrivende og forbrugeren om, hvornår betaling skal ske. Undtagelsen finder anvendelse, selvom der ved misligholdelse tilskrives renter og gebyrer efter renteloven.

Fristen for tilbagebetaling af beløbet foreslås fastsat til højest 90 dage efter leveringstidspunktet. Baggrunden for fristen er at undgå, at betalingen udstrækkes over en længere periode, da dette kan øge risikoen for, at forbrugeren kan ende med en gæld, som forbrugeren ikke kan betale tilbage. Fristen skal dermed sikre, at den udskudte betaling ikke bliver en kredit, der lige så vel kunne have været ydet af en tredjepart. Formålet med fristen er således at begrænse undtagelsens anvendelsesområde og derved begrænse mulighederne for omgåelse.

Til nr. 2 (§ 1, stk. 3, nr. 2, i lov om forbrugslånsvirksomheder)

Det fremgår af § 1, stk. 3, nr. 1, i lov om forbrugslånsvirksomheder, at loven ikke finder anvendelse på kreditaftaler, hvor kreditten ydes rentefrit og uden andre omkostninger.

Det foreslås at indsætte en undtagelse i lov om forbrugslånsvirksomheders § 1, stk. 3, nr. 2, hvorefter aftaler om betalingskort med udskudt betaling, hvor det samlede transaktionsbeløb debiteres på kortindehavers konto på en bestemt dato, senest 50 dage efter transaktionen, uden der skal betales renter eller omkostninger i forbindelse med den udskudte betaling, undtages fra lovens anvendelsesområde.

Det vil medføre, at kreditter på baggrund af denne type kort fortsat vil være undtaget fra lovens anvendelsesområde. Et betalingskort med udskudt betaling er en betalingsinstrumentkategori, der gør det muligt for betaleren at initiere en debet- eller kreditkorttransaktion fra kortholderens betalingskonto på en forud aftalt specifik dato, typisk en gang om måneden, og uden renter og gebyrer.

Der fastsættes en frist på 50 dage for at begrænse undtagelsens anvendelsesområde til korte kreditter.

Det foreslås at indsætte en undtagelse i lov om forbrugslånsvirksomheders § 1, stk. 3, nr. 3, hvorefter rente- og omkostningsfrie kreditter, der ydes af velgørende sparevirksomheder, der modtager midler, som er omfattet af § 8 a, stk. 1, i ligningsloven, og som er omfattet af overgangsbestemmelsen i § 389, stk. 1, nr. 2, i lov om finansiel virksomhed, undtages fra lovens anvendelsesområde.

Ligningslovens § 8 a giver adgang til fradrag ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst for gaver ydet til foreninger, stiftelser, institutioner mv., hvis midler anvendes i almenvelgørende eller på anden måde almennyttigt øjemed til fordel for en større kreds af personer.

§ 389 i lov om finansiel virksomhed er en overgangsordning, der tillader, at virksomheder, der før den 1. maj 1985 var omfattet af § 13, nr. 2, i lov nr. 156 af 2. maj 1934, og som har drevet virksomhed inden den 1. januar 1983, kan fortsætte deres virksomhed uden tilladelse, såfremt de var anmeldt til Finanstilsynet inden den 1. oktober 1985 som andelskasser eller spare- og udlånsvirksomheder.

Den foreslåede undtagelse vil medføre, at spare- og udlånsvirksomheder, der er omfattet af § 389, stk. 1, nr. 2, i lov om finansiel virksomhed, og som modtager midler omfattet af ligningslovens § 8 a, kan yde rente og omkostningsfrie lån til forbrugere uden at blive omfattet af lov om forbrugslånsvirksomheder. Spare- og udlånsvirksomhederne er dog fortsat underlagt Finanstilsynets tilsyn som spare- og udlånsvirksomhed omfattet af § 389 i lov om finansiel virksomhed.

Finanstilsynet har én sparevirksomhed registreret, der er omfattet af § 389, stk. 1, nr. 2, i lov om finansiel virksomhed, som yder rente- og omkostningsfrie lån til sine medlemmer.

Kilde

Til nr. 1 (§ 3, stk. 1, nr. 1, i kreditaftaleloven)

Det fremgår af § 3, stk. 1, nr. 1, i kreditaftaleloven, at loven ikke finder anvendelse på kreditaftaler, hvor kreditten ydes rentefrit og uden andre omkostninger. Det fremgår endvidere, at lovens § 8 c dog finder anvendelse på aftaler om kortfristede forbrugslån. § 8 c indeholder regler om en obligatorisk betænkningsperiode ved indgåelse af aftaler om kortfristede forbrugslån.

Det foreslås at affatte kreditaftalelovens § 3, stk. 1, nr. 1 , således, at aftaler om køb af varer eller tjenesteydelser, hvor udbyderen rente- og omkostningsfrit accepterer, at forbrugeren betaler for varen eller tjenesteydelsen på et tidspunkt, der ligger senere end leveringstidspunktet, men ikke senere end 90 dage efter leveringstidspunktet, og hvor der ikke er en tredjepart, der yder kredit, undtages fra lovens anvendelsesområde.

Det vil medføre, at reglerne i kreditaftaleloven fremover vil finde anvendelse på situationer, hvor en forbruger i forbindelse med køb af f.eks. varer eller tjenesteydelser indgår en rente- og omkostningsfri kreditaftale, der ydes af tredjepart. Det vil sige, at udbyderen (tredjepart) bliver forpligtet til at overholde reglerne i kreditaftaleloven, herunder bl.a. lovens oplysningspligter og krav om, at der skal foretages en kreditværdighedsvurdering af forbrugeren inden aftaleindgåelse. Herudover vil forbrugere, som indgår denne type aftaler kunne udøve de rettigheder, der følger af kreditaftaleloven, herunder f.eks. fortrydelsesretten og retten til førtidig indfrielse.

Den foreslåede ændring vil endvidere medføre, at den situation, hvor en erhvervsdrivende rente- og omkostningsfrit accepterer, at forbrugeren betaler for en vare eller tjenesteydelse på et tidspunkt, der ligger senere end leveringstidspunktet, men ikke senere end 90 dage efter leveringstidspunktet, og hvor der ikke er en tredjepart, der yder kredit, ikke omfattes af lovens anvendelsesområde. Det omfatter f.eks. den situation, hvor den erhvervsdrivende udsteder en regning med henblik på betaling inden for en bestemt frist. Det kunne eksempelvis være tilfælde, hvor en forbruger får leveret en håndværksydelse og får en faktura direkte af den pågældende erhvervsdrivende, som skal betales på et tidspunkt, der ligger senere end leveringen. Et andet eksempel kan være den situation, hvor en forbruger ved et tandlægebesøg får en regning med i stedet for at betale beløbet med det samme. Tilsvarende vil den erhvervsdrivende endvidere fortsat kunne reservere salgets fulde beløb på forbrugerens konto, men først trække beløbet på et senere tidspunkt, uden at situationen bliver omfattet af lovens anvendelsesområde. Det afgørende er således, at der i disse situationer ikke gøres brug af en finansieringsløsning, der ydes af en tredjepart, men at der blot indgås en aftale direkte mellem den erhvervsdrivende og forbrugeren om, hvornår betaling skal ske. Undtagelsen finder anvendelse, selvom der ved misligholdelse tilskrives renter og gebyrer efter renteloven.

Den foreslåede ændring medfører, at en række rente- og omkostningsfri kreditter, der ikke i dag er omfattet af kreditaftalelovens anvendelsesområde, fremover bliver omfattet af kreditaftalelovens anvendelsesområde. Det drejer sig bl.a. om den situation, hvor en sælger rente- og omkostningsfrit accepterer, at forbrugeren betaler for varen eller tjenesteydelsen på et tidspunkt, der ligger senere end 90 dage fra leveringstidspunktet, og hvor der ikke er en tredjepart, der yder kredit. Dette indebærer bl.a., at udbyderne af sådanne kreditter som noget nyt skal foretage en kreditværdighedsvurdering af forbrugeren inden aftaleindgåelse, jf. kreditaftalelovens § 7 c.

Det følger af kreditaftalelovens § 7 c, stk. 1, at kreditgiveren inden kreditaftalens indgåelse skal vurdere forbrugerens kreditværdighed på grundlag af fyldestgørende oplysninger, der, hvor det er relevant, indhentes hos forbrugeren og, hvor det er nødvendigt, ved søgning i relevante databaser. Hvis kreditgiveren og forbrugeren efter kreditaftalens indgåelse bliver enige om at ændre det samlede kreditbeløb, skal kreditgiveren efter stk. 2 ajourføre de finansielle oplysninger, som kreditgiveren har om forbrugeren. Dette betyder imidlertid ikke, at kreditgiveren skal foretage en ny vurdering af forbrugerens kreditværdighed. Dette skal kun ske, hvis der er tale om en væsentlig forhøjelse af det samlede kreditbeløb.

Fristen for tilbagebetaling af beløbet foreslås fastsat til højest 90 dage efter leveringstidspunktet. Baggrunden for fristen er at undgå, at betalingen udstrækkes over en længere periode, da dette kan øge risikoen for, at forbrugeren kan ende med en gæld, som forbrugeren ikke kan betale tilbage. Fristen skal dermed sikre, at den udskudte betaling ikke bliver en kredit, der lige så vel kunne have været ydet af en tredjepart. Formålet med fristen er således at begrænse undtagelsens anvendelsesområde og derved begrænse mulighederne for omgåelse.

Den foreslåede bestemmelse vil endvidere medføre, at udbydere af rente- og omkostningsfrie kreditter kan straffes efter reglerne i kreditaftalelovens § 56. Efter kreditaftalelovens § 56, stk. 2, kan den, der gør sig skyldig i grov eller oftere gentagen overtrædelse af kreditaftalelovens §§ 7a, 7b, 8-10 eller 17, som bl.a. indeholder regler om kreditgivers oplysningspligt forud for aftaleindgåelsen og krav til kreditaftalens form og indhold, straffes med bøde. Det vil ligeledes betyde, at reglerne i kreditaftalelovens § 57 om frakendelse af retten til at drive virksomhed med kreditgivning vil finde anvendelse på udbydere af rente- og omkostningsfrie kreditter.

Herudover vil udbydere af rente- og omkostningsfri kreditter, som ikke foretager kreditværdighedsvurdering i henhold til kreditaftalelovens § 7 c, kunne meddeles et påbud af Forbrugerombudsmanden eller Finanstilsynet efter reglerne i henholdsvis markedsføringslovens § 32, stk. 2, og § 348 i lov om finansiel virksomhed. Virksomheder, der ikke efterkommer et påbud, kan straffes med bøde eller – for så vidt angår markedsføringsloven – med fængsel i op til fire måneder.

Til nr. 2 (§ 3, stk. 1, nr. 2, i kreditaftaleloven)

Det fremgår af § 3, stk. 1, nr. 1, i kreditaftaleloven, at loven ikke finder anvendelse på kreditaftaler, hvor kreditten ydes rentefrit og uden andre omkostninger. Det fremgår endvidere, at lovens § 8 c dog finder anvendelse på aftaler om kortfristede forbrugslån. § 8 c indeholder regler om en obligatorisk betænkningsperiode ved indgåelse af aftaler om kortfristede forbrugslån.

Det fremgår af kreditaftalelovens § 3, stk. 1, nr. 2, at loven ikke finder anvendelse på kreditaftaler, ifølge hvilke kreditten skal betales tilbage inden 3 måneder, og som kun er forbundet med ubetydelige omkostninger. Lovens § 8 c finder dog anvendelse på aftaler om kortfristede forbrugslån.

Det foreslås at affatte kreditaftalelovens § 3, stk. 1, nr. 2, således, at aftaler om betalingskort med udskudt betaling, hvor det samlede transaktionsbeløb debiteres på kortindehavers konto på en bestemt dato, senest 50 dage efter transaktionen, uden at der skal betales renter eller omkostninger i forbindelse med den udskudte betaling, undtages fra lovens anvendelsesområde. Lovens § 8 b, stk. 2, finder dog anvendelse.

Det vil medføre, at aftaler om denne type kort fortsat vil være undtaget fra lovens anvendelsesområde. Et betalingskort med udskudt betaling er en betalingsinstrumentkategori, der gør det muligt for betaleren at initiere en debet- eller kreditkorttransaktion fra kortholderens betalingskonto på en forud aftalt specifik dato, typisk en gang om måneden, og uden renter og gebyrer.

Det vil endvidere medføre, at kreditaftalelovens § 8 b, stk. 2, dog vil finde anvendelse på denne type aftaler. Det vil indebære, at forbrugeren i tilfælde af et væsentligt overtræk i en periode på over 1 måned, skal have de oplysninger, der fremgår af § 8 b, stk. 2. Det er bl.a. oplysninger om en eventuel bod eller morarenter.

Fristen for, hvornår transaktionsbeløbet skal debiteres fra kortindehavers konto, fastsættes til 50 dage efter transaktionen. Fristen har til formål at begrænse undtagelsens anvendelsesområde til korte kreditter og derved begrænse mulighederne for omgåelse.

Den foreslåede ændring vil endvidere medføre, at den hidtidige undtagelse udgår, således at kreditaftaler, hvor kreditten skal betales tilbage inden 90 dage, og som kun er forbundet med ubetydelige omkostninger, fremover omfattes af reglerne i kreditaftaleloven. Det vil sige, at udbydere af denne type kreditaftaler bliver forpligtede til at overholde reglerne i kreditaftaleloven, herunder bl.a. lovens oplysningspligter og krav om, at der skal foretages en kreditværdighedsvurdering af forbrugeren inden aftaleindgåelse. Herudover vil forbrugere, som indgår denne type aftaler kunne udøve de rettigheder, der følger af kreditaftaleloven, herunder f.eks. fortrydelsesretten og retten til førtidig indfrielse.

Den foreslåede bestemmelse vil endvidere medføre, at udbydere af denne type kreditaftaler kan straffes efter reglerne i kreditaftalelovens § 56. Det vil ligeledes betyde, at reglerne i kreditaftalelovens § 57 om frakendelse af retten til at drive virksomhed med kreditgivning vil finde anvendelse på udbydere af denne type kreditaftaler.

Herudover vil udbydere af denne type kreditter, som ikke foretager kreditværdighedsvurdering i henhold til kreditaftalelovens § 7 c, kunne meddeles et påbud af Forbrugerombudsmanden eller Finanstilsynet efter reglerne i henholdsvis markedsføringslovens § 32, stk. 2, og § 348 i lov om finansiel virksomhed. Virksomheder, der ikke efterkommer et påbud, kan straffes med bøde eller – for så vidt angår markedsføringsloven – med fængsel i op til fire måneder.

Kilde

Til nr. 1 (§ 1, stk. 2, i lov om en garantifond for skadesforsikringsselskaber)

Det følger af den gældende § 1, stk. 2, i lov om en garantifond for skadesforsikringsselskaber, at Garantifonden for skadesforsikringsselskaber (Fonden) skal yde dækning til et direkte tegnende skadesforsikringsselskab, der har fået Finanstilsynets tilladelse til at drive forsikringsvirksomhed, eller som via filial eller grænseoverskridende tjenesteydelsesvirksomhed driver forsikringsvirksomhed i Danmark i henhold til § 5 i lov om en garantifond for skadesforsikringsselskaber, når skadesforsikringsselskabet bliver erklæret konkurs, og når skadesforsikringsselskabet får tilbagekaldt sin tilladelse til at udøve arbejdsulykkesforsikringsvirksomhed, og Finanstilsynet har truffet beslutning om, at arbejdsulykkesforsikringsbestanden skal tages under administration af Fonden, jf. § 226, stk. 3, § 242 a eller § 243, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed.

I praksis indebærer den gældende § 1, stk. 2, i lov om en garantifond for skadesforsikringsselskaber, at der ydes dækning til forsikringstagerne og de sikrede og ikke, som det ellers fremgår af ordlyden, til forsikringsselskaber.

Finanstilsynet kan efter gældende ret ligeledes tilbagekalde et livsforsikringsselskabs tilladelse til at udøve arbejdsulykkesforsikringsvirksomhed særskilt. Finanstilsynet kan for eksempel særskilt tilbagekalde en tilladelse til at udøve arbejdsulykkesforsikringsvirksomhed, hvis Finanstilsynet vurderer, at livsforsikringsselskabet ikke på betryggende vis kan færdig administrere en arbejdsulykkesforsikringsbestand.

Finanstilsynet skal ved særskilt tilbagekaldelse af en tilladelse til at udøve arbejdsulykkesforsikringsvirksomhed følge fremgangsmåden i § 226, stk. 3, i lov om finansiel virksomhed. Dette indebærer, at Finanstilsynet først skal vurdere, om livsforsikringsselskabet selv kan afvikle arbejdsulykkesforsikringsbestanden på betryggende vis. Hvis dette ikke er tilfældet, kan Finanstilsynet træffe afgørelse om, at livsforsikringsselskabet skal søge bestanden overdraget til et andet forsikringsselskab med tilladelse til at udøve arbejdsulykkesforsikringsvirksomhed. Hvis det ikke er muligt at overdrage arbejdsulykkesforsikringsbestanden til et andet forsikringsselskab, kan Finanstilsynet træffe afgørelse om, at bestanden skal overdrages til Fonden sammen med samtlige rettigheder og forpligtelser, der knytter sig til bestanden efter fremgangsmåden i § 230 a i lov om finansiel virksomhed. Fonden har imidlertid i dag ikke mulighed for at modtage en bestand af arbejdsulykkesforsikringer fra et livsforsikringsselskab og yde erstatning til de sikrede.

Det foreslås at nyaffatte § 1, stk. 2 , så Fonden fremover skal yde dækning til forsikringstagere og de sikrede i henhold til § 5 for forsikringer i forsikringsselskaber omfattet af § 3, stk. 1, nr. 2.

Det foreslås i stk. 2, nr. 1 , at Fonden skal dække erstatningskrav, der udspringer af en forsikringsaftale med et skadesforsikringsselskab, som bliver erklæret konkurs.

Det foreslås videre i stk. 2, nr. 2, at Fonden også skal dække, når et livs- eller skadesforsikringsselskab får tilbagekaldt sin tilladelse til at udøve arbejdsulykkesforsikringsvirksomhed, og Finanstilsynet har truffet beslutning om, at arbejdsulykkesforsikringsbestanden skal tages under administration af Fonden, jf. § 226, stk. 3, § 242 a eller § 243, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed.

Ordlyden i den gældende § 1, stk. 2, i lov om en garantifond for skadesforsikringsselskaber kan give anledning til den misforståelse, at det er de omfattede forsikringsselskaber, som opnår dækning hos Fonden. Dette strider mod virkeligheden, hvor det er forsikringstagerne og de sikrede, som kan opnå dækning hos Fonden. Det foreslås derfor med bestemmelsen at præcisere, at Fonden dækker forsikringstagere og de sikrede i de omfattede forsikringsselskaber.

Det foreslås, at det samtidig præciseres i § 3, stk. 1, nr. 1, at Fonden dækker erstatningskrav, som udspringer af en forsikringsaftale med et skadesforsikringsselskab, som bliver erklæret konkurs. Det er ikke hensigten med forslaget til den nye formulering, at Fondens dækningsområde udvides til at omfatte andre typer af retlige krav end efter gældende ret, når skadesforsikringsselskaber går konkurs. De omfattede erstatningskrav skal således svare til de forsikringskrav, som en forsikringstager eller sikret ville kunne rette mod det pågældende forsikringsselskab, såfremt der ikke var indtrådt en konkurs, og forsikringsaftalen stadig var i kraft.

Forslagets § 3, nr. 1, hvorefter den gældende § 1, stk. 2, i lov om en garantifond for skadesforsikringsselskaber nyaffattes, indebærer, at dækningsområdet i lov om en garantifond for skadesforsikringsselskaber fremadrettet udvides til at omfatte livsforsikringsselskaber, der tegner arbejdsulykkesforsikringer i Danmark, jf. forslagets § 3, nr. 5. Fonden vil efter forslaget fremadrettet dække sikrede under en arbejdsulykkesforsikring, jf. § 5, stk. 1, nr. 7, i lov om en garantifond for skadesforsikringsselskaber uanset om arbejdsulykkesforsikringen er tegnet i et livs- eller skadesforsikringsselskab.

Formålet med ændringen er at sikre, at forsikringstagere og de sikrede i arbejdsulykkesbestande fra livsforsikringsselskaber, hvor Finanstilsynet træffer afgørelse om, at bestanden skal overdrages til Fonden, også kan opnå erstatning fra Fonden. Dermed sikres det, at forsikringstagere og de sikrede under arbejdsulykkesforsikringer opnår samme beskyttelse og ultimativt kan overføres til Fonden, uanset om forsikringen er tegnet i et livs- eller skadesforsikringsselskab.

Forslaget ændrer ikke de af Fonden omfattede forsikringstyper.

Til nr. 2 (§ 1, stk. 3, i lov om en garantifond for skadesforsikringsselskaber)

Den gældende § 1 i lov om en garantifond for skadesforsikringsselskaber fastsætter Fondens status og formål.

Den gældende § 1, stk. 2, fastsætter, hvornår Fonden skal yde dækning i henhold til loven. Det følger således af den gældende § 1, stk. 2, at Fonden skal yde dækning til et direkte tegnende skadesforsikringsselskab, der har fået Finanstilsynets tilladelse til at drive forsikringsvirksomhed, eller som via filial eller grænseoverskridende tjenesteydelsesvirksomhed driver forsikringsvirksomhed i Danmark i henhold til lovens § 5, når skadesforsikringsselskabet bliver erklæret konkurs, og skadesforsikringsselskabet får inddraget sin tilladelse til at drive arbejdsulykkesforsikringsvirksomhed, og Finanstilsynet har truffet beslutning om, at arbejdsulykkesforsikringsbestanden skal tages under administration af Fonden, jf. § 226, stk. 3, § 242 a eller § 243, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed.

Det foreslås i § 1 at indsætte et nyt stk. 3, hvorefter Fonden endvidere skal yde dækning til skadelidte, der er bosat i Danmark, for tingsskade og personskade forvoldt af et køretøj, som er dækket af en motoransvarsforsikring i et forsikringsselskab, som har fået Finanstilsynets tilladelse til at udøve forsikringsvirksomhed, eller som har fået tilsvarende tilladelse i et andet land inden for Den Europæiske Union eller et land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område, fra det tidspunkt hvor forsikringsselskabet bliver taget under konkursbehandling, eller forsikringsselskabet træder i likvidation.

Bestemmelsen gennemfører artikel 10 a, stk. 1 og artikel 25 a, stk. 1, i 6. motorkøretøjsforsikringsdirektiv.

Det foreslåede stk. 3 vil medføre, at der indføres en pligt for Fonden til at yde dækning til skadelidte, der er bosat i Danmark, for tingsskade og personskade forvoldt af et køretøj, som er dækket af en motoransvarsforsikring i et forsikringsselskab, som har fået Finanstilsynets tilladelse til at udøve forsikringsvirksomhed, eller som har fået tilsvarende tilladelse i et andet land inden for Den Europæiske Union eller et land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område, fra det tidspunkt, hvor forsikringsselskabet bliver taget under konkursbehandling, eller forsikringsselskabet træder i likvidation.

Udtrykket »bosat« stammer fra direktivet skal forstås i overensstemmelse med det sædvanlige EU-retlige bopælsbegreb, dvs. som det sted, hvor skadelidte har sin sædvanlige bopæl, og hvor han eller hun har oprettet det varige midtpunkt for sine interesser.

Til forskel for Fondens dækning i henhold til de gældende regler vil forslaget medføre, at Fondens dækning for så vidt angår motoransvarsforsikringer, også vil omfatte den situation, hvor et forsikringsselskab med hjemland i Den Europæiske Union eller et land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område, træder i likvidation. Forpligtelsen for Fonden vil indtræde uanset, om den indtrådte likvidation er baseret på insolvens, og uanset om den er frivillig eller tvungen.

Til nr. 3 (§ 2 i lov om en garantifond for skadesforsikringsselskaber)

Det følger af den gældende § 2 i lov om en garantifond for skadesforsikringsselskaber, at Fonden dækker den virksomhed, som de forsikringsselskaber, der er nævnt i § 3, stk. 1, har i Danmar, for risici i Danmark.

Det foreslås at ændre § 2, så den også henviser til § 3, stk. 2, i lov om en garantifond for skadesforsikringsselskaber.

Forslaget er en konsekvens af lovforslagets § 3, nr. 5, hvorefter også livsforsikringsselskaber, der udøver arbejdsulykkesforsikringsvirksomhed i Danmark, skal være medlemmer af og yde bidrag til Fonden.

Den foreslåede ændring skal sikre overensstemmelse mellem lovens formål og anvendelsesområde og kredsen af bidragsydende medlemmer i Fonden.

Til nr. 4 (§ 3, stk. 1, i lov om en garantifond for skadesforsikringsselskaber)

Den gældende § 3, stk. 1, i lov om en garantifond for skadesforsikringsselskaber, regulerer, hvilke forsikringsselskaber, der skal være medlemmer af og yde bidrag til Fonden.

Det følger af den gældende § 3, stk. 1, nr. 1, at direkte tegnende skadesforsikringsselskaber, der har fået Finanstilsynets tilladelse til at udøve forsikringsvirksomhed, skal være medlemmer af og yde bidrag til Fonden.

Det følger af den gældende § 3, stk. 1, nr. 2, at filialer beliggende i Danmark af direkte tegnende skadesforsikringsselskaber med hjemsted i et andet land inden for Den Europæiske Union eller et land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område skal være medlemmer af og yde bidrag til Fonden.

Det følger af den gældende § 3, stk. 1, nr. 3, at direkte tegnende skadesforsikringsselskaber med hjemsted i et andet land inden for Den Europæiske Union eller et land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område, der er anmeldt til at udøve forsikringsvirksomhed i Danmark via grænseoverskridende tjenesteydelsesvirksomhed, skal være medlemmer af og yde bidrag til Fonden.

Det foreslås i § 3, stk. 1 , at ændre ordet forsikringsselskaber til skadesforsikringsselskaber.

Den foreslåede ændring vil medføre, at bestemmelsen fremover alene skal omfatte skadesforsikringsselskaber. Forslaget ændrer ikke på kredsen af bidragsydende medlemmer for så vidt angår skadesforsikringsselskaber. Den foreslåede bestemmelse udgør derfor en præcisering af lovteksten og indebærer ikke materielle ændringer i gældende ret.

Den foreslåede ændring sker på baggrund af lovforslagets § 3, nr. 5, hvor det foreslås at indsætte et nyt stk. 2 i § 3 i lov om en garantifond for skadesforsikringsselskaber, hvorefter også livsforsikringsselskaber, herunder også filialer af livsforsikringsselskaber, der udøver arbejdsulykkesforsikringsvirksomhed i Danmark, skal være medlemmer af og yde bidrag til Fonden for så vidt angår deres arbejdsulykkesforsikringsvirksomhed.

Til nr. 5 (§ 3, stk. 2, i lov om en garantifond for skadesforsikringsselskaber)

Den gældende § 3, stk. 1, i lov om en garantifond for skadesforsikringsselskaber oplister forsikringsselskaber, som skal være medlemmer af og yde bidrag til Fonden. Der er ikke efter gældende ret mulighed for, at livsforsikringsselskaber, der udøver arbejdsulykkesforsikringsvirksomhed, kan melde sig ind i og betale bidrag til Fonden.

Det foreslås i § 3, stk. 2 , at opliste livsforsikringsselskaber, som skal være medlem af og yde bidrag til Fonden.

Det foreslås i stk. 2, nr. 1 , at direkte tegnende livsforsikringsselskaber, der har fået Finanstilsynets tilladelse til at drive arbejdsulykkesforsikringsvirksomhed, skal være medlemmer af og yde bidrag til Fonden.

Det foreslås i stk. 2, nr. 2 , at filialer beliggende i Danmark af direkte tegnende livsforsikringsselskaber, der har tilladelse til at udøve arbejdsulykkesforsikringsvirksomhed, med hjemsted i et andet land inden for Den Europæiske Union eller et land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område, skal være medlemmer af og yde bidrag til Fonden.

Det foreslås i stk. 2, nr. 3 , at direkte tegnende livsforsikringsselskaber med hjemsted i et andet land inden for Den Europæiske Union eller et land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område, der er anmeldt til at drive arbejdsulykkesforsikringsvirksomhed i Danmark via grænseoverskridende tjenesteydelsesvirksomhed, skal være medlemmer af og yde bidrag til Garantifonden for skadesforsikringsselskaber.

Med den foreslåede bestemmelse indføres bestemmelser for livsforsikringsselskaber, der udøver arbejdsulykkesforsikringsvirksomhed i Danmark, der svarer til de for skadesforsikringsselskaber gældende bestemmelser i § 3, stk. 1, nr. 1-3, i lov om en garantifond for skadesforsikringsselskaber.

Formålet med den foreslåede bestemmelse er at sikre, at der er overensstemmelse mellem bidragsydende medlemmer hos Fonden og de dækkede forsikringer.

Som en konsekvens af forslaget om at indsætte nyt § 3, stk. 2, i lov om en garantifond for skadesforsikringsselskaber, bliver de gældende stk. 2-11 herefter til stk. 3-12.

Den foreslåede bestemmelse skal ses i lyset af forslaget om, at Fonden fremadrettet også skal dække de sikrede under arbejdsulykkesforsikringer i Danmark, når forsikringen er tegnet i et livsforsikringsselskab, jf. dette lovforslags § 3, nr. 1.

Til nr. 6-9 (§ 3, stk. 4, 7, 10 og 11, i lov om en garantifond for skadesforsikringsselskaber)

§ 3, stk. 4, 5, 10 og 11, i den gældende lov om en garantifond for skadesforsikringsselskaber, indeholder forskellige steder henvisninger til stk. 2, 3, 5, 6 og 9.

Det foreslås i § 3, stk. 4, 5, 10 og 11 , at ændre henvisningerne til stk. 2, 3, 5, 6 og 9 til henholdsvis stk. 3, 4, 6, 7 og 10.

De foreslåede ændringer sker som følge af forslaget om at indsætte en ny § 3, stk. 2, i lov om en garantifond for skadesforsikringsselskaber, som medfører, at de gældende stk. 2-11 herefter bliver til stk. 3-12.

Til nr. 10 (§ 4, stk. 3, 1. pkt., og § 14, stk. 3, 1. pkt., i lov om en garantifond for skadesforsikringsselskaber)

Det følger af den gældende § 4, stk. 3, 1. pkt., i lov om en garantifond for skadesforsikringsselskaber, at en forsikringstager med øjeblikkeligt varsel kan opsige en forsikringsaftale i et forsikringsselskab nævnt i § 3, stk. 1, nr. 2 eller 3, hvis Finanstilsynet forbyder forsikringsselskabet at udøve virksomhed i Danmark, jf. § 14, stk. 3. Forsikringsselskabet må ved en opsigelse efter den gældende § 4, stk. 3, 1. pkt., ikke opkræve et gebyr hos forsikringstageren.

Efter den gældende § 14, stk. 3, 1. pkt., i lov om en garantifond for skadesforsikringsselskaber kan Finanstilsynet forbyde et forsikringsselskab nævnt i § 3, stk. 1, nr. 2 eller 3, at drive virksomhed i Danmark i medfør af § 243 i lov om finansiel virksomhed, hvis forsikringsselskabet ikke overholder lovens regler, regler udstedt i medfør af loven eller bestemmelser i Fondens vedtægter.

Det foreslås i § 4, stk. 3, 1. pkt., og § 14, stk. 3 , 1. pkt., at indsætte en henvisning til § 3, stk. 2, nr. 2 eller 3.

De foreslåede henvisninger til § 3, stk. 2, nr. 2 og 3, vil medføre, at Finanstilsynet kan forbyde et livsforsikringsselskab at udøve arbejdsulykkesforsikringsvirksomhed i Danmark i medfør af § 243 i lov om finansiel virksomhed.

Den foreslåede ændring i § 4, stk. 3, indebærer, at forsikringstagerne under en arbejdsulykkesforsikring tegnet i et livsforsikringsselskab, som har modtaget forbud mod at udøve arbejdsulykkesforsikringsvirksomhed i Danmark, med øjeblikkeligt varsel kan opsige arbejdsulykkesforsikringen uden at blive opkrævet et opsigelsesgebyr.

Det er formålet med forslaget, at forsikringstageren skal have mulighed for at iagttage sine interesser ved at kunne opsige forsikringen i det forsikringsselskab, som har modtaget forbud mod at udøve arbejdsulykkesforsikringsvirksomhed, så forsikringstager i stedet kan tegne forsikring i et andet forsikringsselskab, hvis forsikringstageren vurderer, at det vil være hensigtsmæssigt at lade et andet selskab varetage administrationen af arbejdsulykkesforsikringen.

Finanstilsynet har efter gældende ret mulighed for at forbyde et udenlandsk forsikringsselskab med hjemsted i EU/EØS at udøve virksomhed i Danmark gennem en filial eller ved at yde tjenesteydelser i Danmark i medfør af § 243 i lov om finansiel virksomhed. Finanstilsynet får således ikke med den foreslåede bestemmelse en ny reaktionsmulighed over for udenlandske forsikringsselskaber, men kan anvende reaktioner som foreskrevet i § 243 i lov om finansiel virksomhed efter samme fremgangsmåde, som i øvrigt anvendes i forhold til § 243 i lov om finansiel virksomhed.

Forslaget er en konsekvens af de foreslåede ændringer til § 3, jf. lovforslagets § 3, nr. 10, hvorefter der foreslås fastsat et krav om, at også livsforsikringsselskaber, der har tilladelse til at udøve arbejdsulykkesforsikringsvirksomhed, som har hjemsted i andre EU/EØS-lande, der via filial eller grænseoverskridende tjenesteydelsesvirksomhed er anmeldt til at drive forsikringsvirksomhed i Danmark, skal være medlemmer af og yde bidrag til Fonden.

Overholder de pågældende livsforsikringsselskaber ikke regler i lov om en garantifond for skadesforsikringsselskaber, regler udstedt i medfør af lov om en garantifond for skadesforsikringsselskaber eller bestemmelser i Fondens vedtægter, er det ikke tilstrækkeligt at udelukke livsforsikringsselskaberne fra Fonden.

Den foreslåede ændring i § 14, stk. 3, har derfor til formål at sikre, at Finanstilsynet også kan forbyde et forsikringsselskab efter § 3, stk. 2, nr. 2 eller 3, jf. dette lovforslags § 3, nr. 10, at drive virksomhed i Danmark i medfør af § 243 i lov om finansiel virksomhed, hvis forsikringsselskabet ikke overholder lovens regler, regler udstedt i medfør af loven eller bestemmelser i Fondens vedtægter.

Med den forslåede bestemmelse kommer Finanstilsynets bemyndigelse til at forbyde et forsikringsselskab at udøve virksomhed i Danmark til at fremgå af bestemmelsen.

Finanstilsynet vil i medfør af den foreslåede bestemmelse kunne forbyde et forsikringsselskab at drive virksomhed i Danmark, hvis selskabet f.eks. ikke betaler engangsbidraget til Fonden, eller hvis selskabet ikke betaler det løbende bidrag til Fonden. Det skal understøtte en effektiv håndhævelse af kravet om medlemskab af Fonden, når et udenlandsk livsforsikringsselskab via filial eller grænseoverskridende tjenesteydelsesvirksomhed udøver arbejdsulykkesforsikringsvirksomhed i Danmark.

Finanstilsynet har samme reaktionsmulighed over for danske forsikringsselskaber efter den gældende § 14, stk. 2, i lov om en garantifond for skadesforsikringsselskaber. Efter denne bestemmelse kan Finanstilsynet tilbagekalde selskabets tilladelse til at drive virksomhed, hvis det ikke overholder lovens regler, regler udstedt i medfør heraf eller bestemmelser i Fondens vedtægter.

Det følger endvidere af den gældende § 14, stk. 3, 2. pkt., i lov om en garantifond for skadesforsikringsselskaber, at et forsikringsselskab straks efter modtagelsen af en afgørelse efter 1. pkt. skal give hver enkelt forsikringstager i Danmark, der har tegnet en forsikring i det pågældende forsikringsselskab, skriftlige oplysninger om, hvilke konsekvenser afgørelsen har for forsikringstageren og de sikrede. Bestemmelsen vil fremadrettet ligeledes omfatte livsforsikringsselskaber, der udøver arbejdsulykkesforsikringsvirksomhed i Danmark.

Til nr. 11 (§ 10, stk. 3, i lov om en garantifond for skadesforsikringsselskaber)

Det fremgår af den gældende § 10, stk. 3, i lov om en garantifond for skadesforsikringsselskaber, at formanden eller næstformanden i Fonden ikke kan være en person, der deltager i ledelsen af eller i øvrigt har en sådan tilknytning til et skadesforsikringsselskab, at der vil kunne opstå modsatrettede interesser mellem dette og Fonden.

Det foreslås i § 10, stk. 3, at erstatte »skadesforsikringsselskab« med »forsikringsselskab«.

Den foreslåede bestemmelse har til formål at sikre, at formanden eller næstformanden i Fonden ikke kan være en person, der deltager i ledelsen af eller i øvrigt har en sådan tilknytning til et forsikringsselskab, hvis dette kan indebære interessekonflikter.

Den foreslåede ændring sker på baggrund af den foreslåede ændring af § 3, stk. 2, jf. lovforslagets § 3, nr. 10, hvorefter også livsforsikringsselskaber, der udøver arbejdsulykkesforsikringsvirksomhed, skal være medlemmer af og yde bidrag til Fonden.

Forslaget indebærer, at formanden eller næstformanden i Fonden fremadrettet heller ikke må have interesser i et livsforsikringsselskab, hvis dette kan indebære interessekonflikter i forhold til varetagelsen af hvervet. Formålet med ændringen er således at sikre, at der ikke opstår interessekonflikter hos ledelsen i Fonden.

Til nr. 12 (§ 14 a i lov om en garantifond for skadesforsikringsselskaber)

De gældende regler vedrørende Fondens ledelse og administration fremgår af kapitel 7 i lov om en garantifond for skadesforsikringsselskaber.

Det foreslås at indsætte en ny § 14 a.

Det foreslåede stk. 1, fastslår Fondens bemyndigelse til at indgå aftale om forpligtelser, funktioner og procedurer for refusion.

Det foreslås i stk. 1, nr. 1, at Fonden kan indgå aftale om forpligtelser, funktioner og procedurer for refusion med erstatningsorganer med hjemland i et land inden for Den Europæiske Union eller et land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område, der har til opgave at yde erstatning til skadelidte for tingsskade eller personskade forvoldt af et køretøj, som er forsikret af et forsikringsselskab.

Det foreslås i stk. 1, nr. 2, at fonden kan indgå aftale om forpligtelser, funktioner og procedurer for refusion med andre enheder med hjemland i et land inden for Den Europæiske Union eller et land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område, der er bemyndiget til at forhandle og indgå en aftale om forpligtelser, funktioner og procedurer for refusion, som det pågældende lands erstatningsorgan bliver part i, når organet er oprettet eller godkendt.

Bestemmelsen gennemfører artikel 10 a, stk. 13, 2. afsnit, litra a, og artikel 25 a, stk. 13, 2. afsnit, litra a, i 6. motorkøretøjsforsikringsdirektiv, hvorefter hver medlemsstat skal oprette eller godkende et erstatningsorgan og bemyndige det til at forhandle om og indgå en aftale om deres funktioner og forpligtelser og procedurerne for refusion.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at Fonden er bemyndiget til at indgå en aftale, som gennemfører de forpligtelser, som erstatningsorganerne pålægges i artikel 10 a og 25 a i 6. motorkøretøjsforsikringsdirektiv. Disse forpligtelser indeholder blandt andet krav om underretning af erstatningsorganerne imellem om en indtrådt konkurs eller likvidation, underretning af erstatningsorganerne imellem om udbetalt erstatning, krav om samarbejde mellem erstatningsorganerne og krav om refusion af udbetalt erstatning mellem erstatningsorganerne samt tidsfrister herfor.

Aftalen, der tilstræbes indgået mellem de pågældende erstatningsorganer eller andre udpegede enheder på vegne af erstatningsorganerne, skal sikre, at der sker en effektiv og virkningsfuld beskyttelse af skadelidte i tilfælde af et forsikringsselskabs insolvens. Dette vurderes at blive gennemført bedst, hvis de pågældende organer eller andre udpegede enheder har indgået aftale om deres funktioner og forpligtelser og om procedurerne for refusion, så organerne har faste procedurer, hvis organerne indbyrdes skal udveksle oplysninger eller betale refusion til hinanden.

Aftalen mellem Fonden og de tilsvarende organer skal være indgået senest den 23. december 2023. Såfremt aftalerne ikke er indgået inden den pågældende frist, tillægges Kommissionen ifølge 6. motorkøretøjsforsikringsdirektiv artikel 10 a, stk. 13, 4. afsnit, og artikel 25 a, stk. 13, 4. afsnit, beføjelse til at vedtage delegerede retsakter med henblik på at definere de proceduremæssige opgaver og forpligtelser vedrørende refusion for de organer, der ikke har indgået fornødne aftaler.

Dansk Forening for International Motorkøretøjsforsikring (DFIM) er i medfør af færdselslovens § 115 a udpeget som erstatningsorgan i Danmark i henhold til motorkøretøjsforsikringsdirektiv 2009/103/EF, hvorefter medlemsstaterne skulle oprette et erstatningsorgan til udbetaling af erstatning i tilfælde af færdselsuheld, hvis skaden er sket i en anden medlemsstat end Danmark. Erstatningsorganer, der er udpeget efter motorkøretøjsforsikringsdirektiv 2009/103/EF, skal træde ind i særligt udpegede situationer, hvor skaden er sket i en anden medlemsstat end Danmark.

Derudover agerer DFIM som national garantifond ved skader, der sker i Danmark, og som forvoldes af et ukendt eller uforsikret motordrevet køretøj. DFIM agerer ydermere som grøntkortsbureau i Danmark, hvilket betyder, at DFIM hæfter overfor skadelidte i tilfælde af uheld i Danmark, der forårsages af et udenlandsk køretøj med gyldigt grønt kort.

DFIM har i praksis, også i tilfælde af forsikringsselskabers konkurser, varetaget den praktiske håndtering af sager med de øvrige medlemslandes erstatningsorganer oprettet i henhold til motorkøretøjsforsikringsdirektiv 2009/103/EF.

Den aftale, som Fonden skal tilstræbe at indgå med andre erstatningsorganer, der har til opgave at yde erstatning til skadelidte for tingsskade eller personskade forvoldt af et køretøj, som er forsikret af et forsikringsselskab beliggende i et andet land inden for Den Europæiske Union eller et land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område, eller andre udpegede enheder, forventes derfor også at indeholde stillingtagen til den nærmere rollefordeling mellem erstatningsorganer oprettet i henhold til motorkøretøjsforsikringsdirektiv 2009/103/EF og erstatningsorganer oprettet i henhold til 6. motorkøretøjsforsikringsdirektiv.

Det foreslås i stk. 2, at Fonden skriftligt skal orientere Finanstilsynet om aftaler indgået i henhold til stk. 1.

Finanstilsynet fører tilsyn med Fonden, og formålet med det foreslåede stk. 2 er at sikre, at Finanstilsynet kan påse, at lovens regler, regler udstedt i medfør af loven og bestemmelser i Fondens vedtægter overholdes. Det forventes endvidere, at Fonden, som led i Finanstilsynets tilsyn med Fonden, holder Finanstilsynet orienteret om de forhandlinger, som Fonden er del af for at indgå aftaler i henhold til stk. 1.

Kilde

Til nr. 1 (§ 1, stk. 1, nr. 26 i hvidvaskloven)

Det følger af hvidvasklovens § 1, stk. 1, nr. 26, at udstedere af virtuelle valutaer er omfattet hvidvaskloven.

Dette omfatter virksomheder og personer, som udsteder virtuel valuta med henblik på overdragelse til tredjemand.

Det foreslås, at § 1, stk. 1, nr. 26, affattes, så udbydere af finansielle tjenester relateret til udstedelse af virtuelle valutaer omfattes af hvidvaskloven.

Den foreslåede ændring, hvorefter udbydere af tjenester relateret til udstedelse af virtuelle valutaer omfattes af hvidvaskloven, omfatter virksomheder og personer, som ved at levere finansielle tjenester bistår med at udbyde og/eller sælge virtuel valuta typisk i forbindelse med initial coin offerings (ICOs). En ICO anvendes som udgangspunkt til at finansiere en virksomhed på et meget tidligt stadie og betyder i praksis, at der udstedes en ny virtuel valuta, der bl.a. sælges med henblik på at rejse kapital.

Udbyderne af de finansielle tjenester kan have indgået en samarbejdsaftale med udstederen af de virtuelle valutaer om at yde bistand eller kan levere sin bistand, uden der er indgået en samarbejdsaftale. Bistanden kan omfatte selve udstedelsen, udbud, salg, distribution, markedscirkulation og veksling.

Et eksempel herpå kan være en udbyder, der tager imod købsordrer af virtuelle valutaer, der udstedes ved en ICO. Andre eksempler er en udbyder, der indkøber virtuelle valutaer direkte fra udstederen med henblik på videresalg eller distribuering. Til sidst kan nævnes eksempler som opbygning af en ordrebog, market making mv.

For klarheds skyld præciseres det, at udstedere af virtuelle valutaer kan være omfattet af § 1, stk. 1, nr. 26, såfremt udstederen udbyder finansielle tjenester relateret til udstedelsen. Dette kan eksempelvis være gennem udbud af virtuelle valutaer til offentligheden.

Den foreslåede ændring vil indebære, at udbydere af finansielle tjenester, relateret til en udsteders udbud og/eller salg af virtuelle valutaer, bliver omfattet af hvidvaskloven, og at de dermed skal overholde hvidvasklovens regler om kundekendskabsprocedurer, overvågning af kundeforhold, undersøgelse af transaktioner m.v. og underretning af Hvidvasksekretariatet.

Det betyder, at udbyderen skal gennemføre kundekendskabsprocedurer, når der etableres en forretningsforbindelse og løbende igennem kundeforholdet.

Til nr. 2 (§ 2, nr. 8, litra a, i hvidvaskloven)

Det følger af hvidvasklovens § 2, nr. 8, litra a, at en politisk eksponeret person er en fysisk person, der har eller har haft et af følgende offentlige erhverv: Statschef, regeringschef, minister og viceminister eller assisterende minister.

Det foreslås, at § 2, nr. 8, litra a, ændres, hvorefter ministres særlige rådgivere også omfattes af hvidvasklovens definition af politisk eksponerede personer.

Med ”særlig rådgiver” henvises til en rådgiver, hvis ansættelse og aflønning er omfattet af Statsministeriets rammer af 24. november 2021 for ansættelse af særlige rådgivere, og som således ikke er omfattet af de sædvanlige ansættelsesvilkår for ansatte i staten. Et særligt kendetegn ved stillingen er, at ansættelsen bringes til ophør samtidig med udskrivelse af valg til Folketinget eller ved udnævnelse af en ny minister.

En særlig rådgiver vil typisk varetage presserelaterede opgaver, sekretariatsbetjening af ministeren, rådgivning af ministeren i form af generel sparring, udarbejdelse af taleudkast, ledsagelse af ministeren til forskellige former for møder og varetagelse af eksterne kontakter til Folketinget, interesseorganisationer, andre ministerier mv. Denne rådgivning sker gennem inddragelse af rådgiveren i møder, hvor også departementschefen og måske andre embedsmænd deltager, gennem rådgivernes kommentarer til notater og indstillinger til forelæggelse for ministeren samt gennem møder med ministeren.

Bestemmelsen indebærer, at de særlige rådgivere bliver omfattet af reglerne for politisk eksponerede personer og skal optages på Finanstilsynets liste over politisk eksponerede personer.

Til nr. 3 (§ 10, stk. 1, nr. 2, litra d, i hvidvaskloven)

Den gældende bestemmelse i hvidvasklovens § 10, stk. 1, nr. 2, litra d, fastsætter, at virksomheder og personer omfattet af hvidvaskloven skal gennemføre kundekendskabsprocedurer, jf. §§ 10-21, når de udfører enkeltstående transaktioner på 1.000 euro eller derover ved veksling mellem en eller flere typer af virtuel valuta, overførsel af virtuel valuta og udstedelse af virtuel valuta, hvad enten transaktionen sker på én gang eller som flere transaktioner, der er eller ser ud til at være indbyrdes forbundet.

Det foreslås at ændre § 10, stk.1, nr. 2, litra d, så udstedelse af virtuel valuta ændres til tjenester relateret til udstedelse af virtuel valuta.

Ændringen foreslås gennemført som konsekvens af den foreslåede ændring i lovforslagets § 4, nr. 1, hvorefter udbydere af tjenester relateret til udstedelse af virtuelle valutaer foreslås omfattes af hvidvaskloven.

Til nr. 4 (§ 38, stk. 6, i hvidvaskloven)

Det følger af hvidvasklovens § 38, stk. 1, at virksomheder og personer omfattet af hvidvaskloven, ledelse og ansatte i disse virksomheder og hos disse personer samt revisorer eller andre, der udfører eller har udført særlige hverv for virksomheden eller personen, har pligt til at hemmeligholde, at der er givet underretning til Hvidvasksekretariatet efter hvidvasklovens § 26, stk. 1 og 2, eller at dette overvejes, eller at der er eller vil blive iværksat en undersøgelse efter hvidvasklovens § 25, stk. 1.

Det følger af hvidvasklovens § 38, stk. 6, at oplysninger om, at der er givet underretning efter § 26, stk. 1 og 2, eller at dette overvejes, eller at der er eller vil blive iværksat en undersøgelse efter § 25, stk. 1, kan videregives mellem virksomheder og personer omfattet af lovens § 1, stk. 1, nr. 1-14, 16, 18, 20 og 22-26, forudsat at 1) oplysningerne vedrører samme kunde og samme transaktion, 2) modtageren af oplysningerne er underlagt krav til bekæmpelse af hvidvask og finansiering af terrorisme, der svarer til kravene i Europa-Parlamentets og Rådets hvidvaskdirektiv, og 3) modtageren er underlagt forpligtigelser med hensyn til tavshedspligt og beskyttelse af personoplysninger.

Tavshedspligten efter § 38, stk. 1, er således ikke til hinder for videregivelse af oplysninger efter § 38, stk. 6.

Hvidvasklovens § 38 gennemfører 4. hvidvaskdirektivs artikel 39.

Af de specielle bemærkninger til § 38, stk. 6, jf. Folketingstidende A, lovforslag L41, fremsat den 13. oktober 2016, fremgår det, at den første betingelse i henhold til stk. 6, nr. 1, er, at oplysningerne vedrører samme kunde og samme transaktion. Det er herefter et krav, at kunden er kunde hos både modtageren og afsenderen af oplysningerne, og at oplysningerne vedrører en transaktion, som både involverer modtageren og afsenderen. Bestemmelsen finder derfor ikke anvendelse i tilfælde, hvor kunden er kunde hos to virksomheder eller personer. Transaktionen skal også involvere begge parter, det vil sige f.eks. ved en overførsel af midler.

Det betyder eksempelvis, at to pengeinstitutter ikke må udveksle denne type oplysninger, hvis en transaktion foretages imellem de to pengeinstitutter, men vedrører henholdsvis én kunde i pengeinstitut A og én anden kunde i pengeinstitut B.

Europa-Kommissionen er den 2. februar 2022, efter forespørgsel fra Erhvervsministeriet, kommet med et fortolkningsbidrag til forståelsen af § 38, stk. 6, nr. 1. Det følger heraf, at ”samme kunde og samme transaktion” skal forstås som værende situationer, hvor to eller flere virksomheder og personer er involveret i den samme transaktion, som vedrører den samme kunde. Den pågældende kunde behøver ikke at være kunde hos både modtageren og afsenderen. Fortolkningsbidraget giver anledning til at tilpasse forarbejderne til § 38, stk. 6, idet der er tale om implementering af EU-ret.

Det foreslås i § 38, stk. 6 , at ændre »forudsat, at« til: »forudsat«.

Der er alene tale om sproglig ændring af lovteksten, som har til formål at give mulighed for i bemærkningerne at præcisere anvendelsesområdet for § 38, stk. 6, nr. 1, og tilpasse bemærkningerne til bestemmelsen i overensstemmelse med Europa-Kommissionens udtalelse. Med formuleringen ”samme kunde og samme transaktion” forstås herefter situationer, hvor to eller flere virksomheder og personer er involveret i den samme transaktion, som vedrører den samme kunde. Den pågældende kunde behøver således ikke at være kunde hos både modtageren og afsenderen, men den pågældende transaktion skal finde sted mellem modtager- og afsendervirksomheden. Hertil må der alene udveksles oplysninger, som vedrører den pågældende transaktion. Denne præcisering af bestemmelsens anvendelsesområde er i overensstemmelse med Europa-Kommissionens fortolkningsbidrag af 2. februar 2022.

Kravet om samme kunde og samme transaktion kan således ikke læses adskilt og udstrækkes til at omfatte flere strømme eller netværk af transaktioner. Begrebet transaktion skal fortolkes som en specifik transaktion eller en specifik aktivitet og ikke en serie af transaktioner på tværs af institutter, som potentielt involverer personer, som ikke er part i den oprindelige transaktion eller aktivitet.

Til nr. 5 (§ 41, nr. 2, i hvidvaskloven)

Det følger af hvidvasklovens § 41, nr. 2, at Finanstilsynet kan give tilladelse til valutavekslingsvirksomhed, hvis medlemmerne af virksomhedens bestyrelse og direktion eller, hvor valutaveksling udøves af en enkeltmandsvirksomhed, indehaveren eller, hvor virksomheden drives som juridisk person uden bestyrelse og direktion, den eller de for virksomheden ledelsesansvarlige opfylder en række krav i hvidvasklovens § 45.

Det følger af hvidvasklovens § 41, nr. 3, at Finanstilsynet kan give tilladelse til valutavekslingsvirksomhed, hvis virksomhedens ejere af kvalificerede andele, jf. § 5, stk. 3, i lov om finansiel virksomhed, ikke skønnes at ville modvirke en fornuftig og forsvarlig forvaltning af virksomheden.

Det følger videre af hvidvasklovens § 45, stk. 1, at et medlem af bestyrelsen eller direktionen i en valutavekslingsvirksomhed eller, hvor valutaveksling udøves af en enkeltmandsvirksomhed, indehaveren eller, hvor valutavekslingsvirksomheden drives som juridisk person uden bestyrelse eller direktion, den eller de ledelsesansvarlige 1) skal have tilstrækkelig viden, faglig kompetence og erfaring til at kunne varetage hvervet eller stillingen, 2) skal have et tilstrækkelig godt omdømme og kunne udvise hæderlighed, integritet og tilstrækkelig uafhængighed ved varetagelsen af hvervet eller stillingen, 3) ikke må være pålagt strafansvar for overtrædelse af straffeloven, den finansielle lovgivning eller anden relevant lovgivning, hvis overtrædelsen indebærer risiko for, at vedkommende ikke kan varetage sit hverv eller sin stilling på betryggende måde, 4) ikke må have indgivet begæring om eller være under rekonstruktionsbehandling, konkurs eller gældssanering og 5) ikke må have udvist en sådan adfærd, at der er grund til at antage, at vedkommende ikke vil varetage hvervet eller stillingen på forsvarlig måde.

Det foreslås, at § 41, nr. 2, ændres, så valutavekslingsvirksomhedens ejere af kvalificerede andele, jf. § 5, stk. 3, i lov om finansiel virksomhed, omfattes af bestemmelsen, og således skal opfylde kravene i hvidvasklovens § 45, for at Finanstilsynet kan give tilladelse til valutavekslingsvirksomhed.

Ejere af kvalificerede andele er defineret i § 5, stk. 3, i lov om finansiel virksomhed, jf. også bemærkningerne til lovforslagets § 4, nr. 8.

Den foreslåede ændring medfører, at Finanstilsynet skal vurdere, om ejere af kvalificerede andele af virksomheden opfylder hvidvasklovens krav om egnethed og hæderlighed, når Finanstilsynet skal vurdere, om en virksomhed kan få tilladelse til at udbyde valutavekslingsvirksomhed.

For nærmere om betingelserne for, at Finanstilsynet kan give tilladelse til valutavekslingsvirksomhed og kravene til en ansøgning om tilladelse til valutavekslingsvirksomhed henvises i øvrigt til kapitel 10 i hvidvaskloven og til Folketingstidende 2016-17, 1. samling, B, Betænkning til L41, som fremsat side 50.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 4, nr. 6-9, samt bemærkningerne hertil.

Til nr. 6 (§ 42, nr. 5, i hvidvaskloven)

Det følger af hvidvasklovens § 42, nr. 5, at en ansøgning om tilladelse til valutavekslingsvirksomhed skal indeholde de oplysninger, der er nødvendige til brug for Finanstilsynets vurdering af, om betingelserne i § 41 er opfyldt. Dette gælder bl.a. oplysninger om medlemmer af virksomhedens bestyrelse og direktion eller, hvor valutaveksling udøves af en enkeltmandsvirksomhed, indehaveren eller, hvor virksomheden drives som juridisk person uden bestyrelse og direktion, den eller de ledelsesansvarlige for virksomheden, der dokumenterer, at kravene i henhold til § 45 er opfyldt.

Det følger videre af hvidvasklovens § 45, stk. 1, at et medlem af bestyrelsen eller direktionen i en valutavekslingsvirksomhed eller, hvor valutaveksling udøves af en enkeltmandsvirksomhed, indehaveren eller, hvor valutavekslingsvirksomheden drives som juridisk person uden bestyrelse eller direktion, den eller de ledelsesansvarlige 1) skal have tilstrækkelig viden, faglig kompetence og erfaring til at kunne varetage hvervet eller stillingen, 2) skal have et tilstrækkelig godt omdømme og kunne udvise hæderlighed, integritet og tilstrækkelig uafhængighed ved varetagelsen af hvervet eller stillingen, 3) ikke må være pålagt strafansvar for overtrædelse af straffeloven, den finansielle lovgivning eller anden relevant lovgivning, hvis overtrædelsen indebærer risiko for, at vedkommende ikke kan varetage sit hverv eller sin stilling på betryggende måde, 4) ikke må have indgivet begæring om eller være under rekonstruktionsbehandling, konkurs eller gældssanering og 5) ikke må have udvist en sådan adfærd, at der er grund til at antage, at vedkommende ikke vil varetage hvervet eller stillingen på forsvarlig måde.

Det foreslås, at § 42, nr. 5, ændres, så en ansøgning om valutavekslingsvirksomhed skal indeholde oplysninger om valutavekslingsvirksomhedens ejere af kvalificerede andele, jf. § 5, stk. 3, i lov om finansiel virksomhed.

For definition af ejere af kvalificerede andele henvises til § 5, stk. 3, i lov nr. 453 af 10. juni 2003 om finansiel virksomhed samt bemærkningerne til dette lovforslags § 4, nr. 8.

Den foreslåede ændring medfører, at en virksomhed, som ansøger Finanstilsynet om tilladelse til at drive valutavekslingsvirksomhed, skal medsende oplysninger, som er nødvendige for Finanstilsynets vurdering af, om virksomhedens ejere af kvalificerede andele opfylder hvidvasklovens krav om egnethed og hæderlighed.

For yderligere om kravene til de oplysninger, som en ansøgning til Finanstilsynet om tilladelse til at drive valutavekslingsvirksomhed som minimum skal indeholde, henvises i øvrigt til Folketingstidende 2016-17, 1. samling, B, Betænkning til L41, som fremsat side 50.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 4, nr. 5 og 7-9, samt bemærkningerne hertil.

Til nr. 7 (§ 42, nr. 6, i hvidvaskloven)

Det følger af hvidvasklovens § 42, nr. 6, at en ansøgning om tilladelse til valutavekslingsvirksomhed skal indeholde oplysninger om ejere af en kvalificeret andel i virksomheden, jf. § 5, stk. 3, i lov om finansiel virksomhed, eller, hvor valutaveksling udøves af en enkeltmandsvirksomhed, indehaveren, størrelsen af disses ejerandele og dokumentation for ejernes egnethed til at sikre en fornuftig og forsvarlig forvaltning af virksomheden. Disse oplysninger udgør en del af de oplysninger, der er nødvendige til brug for Finanstilsynets vurdering af, om betingelserne i § 41 er opfyldt.

For definition af ejere af kvalificerede andele henvises til § 5, stk. 3, i lov nr. 453 af 10. juni 2003 om finansiel virksomhed, jf. bemærkningerne til dette lovforslags § 4, nr. 8

Det foreslås at ændre § 42, nr. 6, så en ansøgning om tilladelse til valutavekslingsvirksomhed skal indeholde oplysninger om ejere af kvalificerede andele i virksomheden, jf. § 5, stk. 3, i lov om finansiel virksomhed, eller, hvor valutaveksling udøves af en enkeltmandsvirksomhed, indehaveren og størrelsen af disses andele.

Den foreslåede ændring medfører, at de pågældende oplysninger indgår som en del af de oplysninger, en ansøgning om tilladelse til valutavekslingsvirksomhed som minimum skal indeholde, og som er nødvendige for Finanstilsynets vurdering af, om betingelserne i § 41 er opfyldt.

Forslaget medfører desuden, at krav om dokumentation for ejernes egnethed til at sikre en fornuftig og forsvarlig forvaltning af virksomheden udgår af bestemmelsen. Dette sker som følge af den foreslåede ændring af § 42, nr. 5, i hvidvaskloven, jf. lovforslagets § 4, nr. 6, da ejere af kvalificerede andele af valutavekslingsvirksomheder herefter skal gennem en vurdering af egnethed og hæderlighed, hvori ejere af kvalificerede andeles egnethed indgår. Dette er en skærpelse i forhold til de gældende regler, hvor der alene er krav om at sikre, at de kvalificerede ejere er egnede til at sikre en fornuftig og forsvarlig drift af virksomheden. Ligeledes går ændringen videre end anbefalet af Europarådet, idet Europarådets anbefaling går på egnethed og hæderlighed i forhold til reelle ejere. Der henvises nærmere til afsnit 2.7.2. i de almindelige bemærkninger.

Det bemærkes dog, at den foreslåede udvidelse af kravene om egnethed og hæderlighed ikke forventes at få praktisk betydning for størstedelen af danske valutavekslingsvirksomheder, da der ofte vil være personsammenfald mellem de personer, der udfører funktioner, hvor der skal indhentes oplysninger om egnethed og hæderlighed. Der henvises nærmere til afsnit 2.7. i de almindelige bemærkninger.

For yderligere om kravene til oplysninger, som skal gives til Finanstilsynet ved ansøgning om tilladelse til at drive valutavekslingsvirksomhed, henvises i øvrigt til Folketingstidende 2016-17, 1. samling, B, Betænkning til L41, som fremsat side 50.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 4, nr. 5-6 og 8-9, og bemærkningerne hertil.

Til nr. 8 (§ 45, stk. 1, i hvidvaskloven)

Det følger af hvidvasklovens § 45, stk. 1, at et medlem af bestyrelsen eller direktionen i en valutavekslingsvirksomhed eller, hvor valutaveksling udøves af en enkeltmandsvirksomhed, indehaveren eller, hvor valutavekslingsvirksomheden drives som juridisk person uden bestyrelse eller direktion, den eller de ledelsesansvarlige 1) skal have tilstrækkelig viden, faglig kompetence og erfaring til at kunne varetage hvervet eller stillingen, 2) skal have et tilstrækkelig godt omdømme og kunne udvise hæderlighed, integritet og tilstrækkelig uafhængighed ved varetagelsen af hvervet eller stillingen, 3) ikke må være pålagt strafansvar for overtrædelse af straffeloven, den finansielle lovgivning eller anden relevant lovgivning, hvis overtrædelsen indebærer risiko for, at vedkommende ikke kan varetage sit hverv eller sin stilling på betryggende måde, 4) ikke må have indgivet begæring om eller være under rekonstruktionsbehandling, konkurs eller gældssanering og 5) ikke må have udvist en sådan adfærd, at der er grund til at antage, at vedkommende ikke vil varetage hvervet eller stillingen på forsvarlig måde.

Det følger af artikel 47, stk. 2, i 4. hvidvaskdirektiv, at medlemsstater skal pålægge de kompetente myndigheder at sikre, at de personer, som varetager en ledelsesfunktion i valutavekslingsvirksomheder, eller som er de reelle ejere af sådanne virksomheder, besidder den fornødne egnethed og hæderlighed.

Det følger af artikel 3, nr. 6, i 4. hvidvaskdirektiv, at direkte eller indirekte besiddelse af eller kontrol over mere end 25 pct. af en juridisk person anses som en indikation på direkte eller indirekte reelt ejerskab.

Det følger af § 5, stk. 3, i lov om finansiel virksomhed, jf. lov nr. 453 af 10. juni 2003, at der ved kvalificeret andel forstås direkte eller indirekte besiddelse af mindst 10 pct. af kapitalen eller stemmerettighederne eller en andel, som giver mulighed for at udøve en betydelig indflydelse på ledelsen af den finansielle virksomhed, den finansielle holdingvirksomhed eller forsikringsholdingvirksomheden.

Det foreslås, at § 45, stk. 1, ændres, så valutavekslingsvirksomhedens ejere af kvalificerede andele også omfattes af bestemmelsen og således skal opfylde ovennævnte krav.

Den foreslåede ændring medfører, at en valutavekslingsvirksomheds ejere af kvalificerede andele skal opfylde de samme krav om egnethed og hæderlighed, som et medlem af bestyrelsen eller direktionen i en valutavekslingsvirksomhed eller, hvor valutaveksling udøves af en enkeltmandsvirksomhed, indehaveren eller, hvor valutavekslingsvirksomheden drives som juridisk person uden bestyrelse eller direktion, den eller de ledelsesansvarlige skal opfylde.

Hvor der er tale om en enkeltmandsvirksomhed, vil der være personsammenfald mellem virksomhedens ejer af kvalificerede andele og virksomhedens direktør, hvorfor der allerede efter gældende ret foretages en vurdering af ejere af kvalificerede andeles egnethed og hæderlighed.

Den foreslåede ændring går videre end kravet til vurdering af egnethed og hæderlighed af en valutavekslingsvirksomheds reelle ejere i artikel 47, stk. 2, i 4. hvidvaskdirektiv.

For kravene til egnethed og hæderlighed henvises i øvrigt til Folketingstidende 2016-17, 1. samling, B, betænkning til L41, som fremsat side 50.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 4, nr. 5-7 og 9, og bemærkningerne hertil.

Til nr. 9 (§ 45, stk. 2, 1. pkt., i hvidvaskloven)

Det følger af hvidvasklovens § 45, stk. 2, 1. pkt., at et medlem af bestyrelsen eller direktionen i en valutavekslingsvirksomhed eller, hvor valutaveksling udøves af en enkeltmandsvirksomhed, indehaveren eller, hvor valutavekslingsvirksomheden drives som juridisk person uden bestyrelse eller direktion, den eller de ledelsesansvarlige skal meddele Finanstilsynet oplysninger om forhold som nævnt i stk. 1 i forbindelse med indtræden i virksomhedens ledelse eller, hvor valutaveksling udøves af en enkeltmandsvirksomhed, i forbindelse med ansøgning om tilladelse, jf. § 41.

Det foreslås, at § 45, stk. 2, 1. pkt., ændres, så også valutavekslingsvirksomhedens ejere af kvalificerede andele, jf. § 5, stk. 3, i lov om finansiel virksomhed, omfattes af bestemmelsen.

Dette betyder, at en valutavekslingsvirksomheds ejere af kvalificerede andele skal meddele Finanstilsynet oplysninger om forhold som nævnt i stk. 1 i forbindelse med indtræden i virksomhedens ledelse og som ejer af kvalificerede andele i forbindelse med ansøgning om tilladelse, jf. § 41. Oplysningerne vedrører således krav om egnethed og hæderlighed.

Til nr. 10 (§ 55, stk. 1, 1. pkt., i hvidvaskloven)

Hvidvasklovens § 55, stk. 1, 1. pkt., indeholder regler om offentliggørelse af reaktioner givet af Finanstilsynet i henhold til hvidvaskloven. For en nærmere beskrivelse af gældende ret henvises til pkt. 2.8. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

Det foreslås i § 55, stk. 1, 1. pkt., at ændre »givet« til »tildelt«.

Der er alene tale om en sproglig ændring af lovteksten, som har til formål at give mulighed for i bemærkningerne at tydeliggøre det forhold, at vedtagne administrative bødeforelæg er en reaktion i henhold til § 55, stk. 1, 1. pkt.

Der er ikke tilsigtet ændringer af den gældende retstilstand.

Til nr. 11 (§ 78 a, stk. 1, i hvidvaskloven)

Det følger af hvidvasklovens § 78 a, stk. 1, at Finanstilsynet i et bødeforelæg til en fysisk eller juridisk person kan tilkendegive, at sagen kan afgøres uden retssag, hvis hvidvasklovens § 7, stk. 1 eller 2, § 8, stk. 1-4 eller 6, § 9, stk. 1 eller 2, § 10, § 11, stk. 1 eller 2, stk. 3, 1., 3. eller 4. pkt., eller stk. 4, 2. pkt., § 12, § 14, stk. 1, stk. 2, 2. pkt., stk. 3, stk. 4, 2. pkt., eller stk. 5, § 17, stk. 1 eller 2, § 18, stk. 1-6, § 19, § 20, § 22, stk. 2 eller 3, § 24, stk. 1, 2. pkt., eller stk. 2 eller 3, § 25, stk. 1 eller 2, § 26, stk. 1, eller 3, eller stk. 4, 1. pkt., §§ 30, 31, 40 eller 43 eller § 48, stk. 1, er overtrådt, og overtrædelsen ikke skønnes at ville medføre højere straf end bøde, og hvis den, der har begået overtrædelsen, erklærer sig skyldig i overtrædelsen og erklærer sig rede til inden en nærmere angiven frist at betale en bøde som angivet i bødeforelægget.

Efter hvidvasklovens § 48, stk. 2, skal virksomheder og personer omfattet af hvidvasklovens § 1, stk. 1, nr. 22-26, registreres hos Finanstilsynet for at kunne udøve deres aktiviteter.

Den gældende bestemmelse i hvidvasklovens § 1, stk. 1, nr. 22-26, omfatter udbydere af veksling mellem virtuelle valutaer og fiatvalutaer, udbydere af virtuelle tegnebøger, udbydere af veksling mellem én eller flere typer af virtuelle valutaer, udbydere af overførsel af virtuelle valutaer og udstedere af virtuelle valutaer. Med lovforslagets § 4, nr. 1, foreslås det, at § 1, stk. 1, nr. 26, affattes, så udbydere af tjenester relateret til udstedelse af virtuelle valutaer omfattes af hvidvaskloven. Der henvises til dette lovforslags § 4, nr. 1, om ændring af hvidvasklovens § 1, stk. 1, nr. 26.

I henhold til § 78 a kan der ikke i dag udstedes administrative bødeforelæg for overtrædelse af bestemmelsen i hvidvasklovens § 48, stk. 2.

Det foreslås at ændre § 78 a, stk. 1, så Finanstilsynet vil kunne udstede administrative bødeforelæg for overtrædelse hvidvasklovens § 48, stk. 2.

Et eksempel på en klar overtrædelse af bestemmelsen kan f.eks. være, at en udbyder af overførsel af virtuelle valutaer driver virksomhed uden at have ladet sig registrere hos Finanstilsynet. Ved overtrædelse af bestemmelsen er det klare udgangspunkt, at en bøde vil skulle udmåles efter princippet om graduerede minimumsbøder. Hvis der er tale om en virksomhed med f.eks. en årlig nettoomsætning på under 50 mio. kr., skal der udmåles en minimumsbøde på 50.000 kr., jf. Folketingstidende, 2018-19, 1. samling, A, L 47 som fremsat, side 44. Har virksomheden i en periode været drevet uden fornøden registrering og ikke overholdt reglerne i hvidvaskloven og derfor eksempelvis undladt at undersøge mistænkelige transaktioner til en værdi af 100 mio. kr., vil virksomheden efter transaktionsprincippet ifalde en bøde på 25 mio. kr. I dette tilfælde udmåles bøden efter transaktionsprincippet (25 pct. af transaktionsbeløbet). Hvis der ikke foreligger den fornødne sikkerhed til at udstede et administrativt bødeforelæg, kan Finanstilsynet efter omstændighederne overveje at udstede påbud eller indgive politianmeldelse. For nærmere om Finanstilsynets adgang til at udstede administrative bødeforlæg henvises til Folketingstidende, 2019-20, A, L 58, som fremsat side 106.

Til nr. 12 (§ 85, stk. 2 og 3, i hvidvaskloven)

Det fremgår af § 85 i hvidvaskloven, at loven ikke gælder for Færøerne og Grønland, men ved kongelig anordning kan sættes helt eller delvist i kraft for Færøerne og Grønland med de ændringer, de færøske og grønlandske forhold tilsiger.

Ved anordning nr. 956 af 17. maj 2021 om ikrafttræden for Grønland af lov om forebyggende foranstaltninger mod hvidvask og finansiering af terrorisme (hvidvaskloven) blev lov nr. 651 af 8. juni 2017 (hvidvaskloven) sat i kraft for Grønland. Hvidvaskloven, som sat i kraft for Grønland, blev senere ændret ved anordning nr. 2627 af 28. december 2021, der sætter lov nr. 553 af 7. maj 2019 i kraft for Grønland. De seneste ændringer til den danske hvidvasklov er derimod ikke sat i kraft for Grønland.

Det følger af § 57, stk. 1, i hvidvaskloven som sat i kraft for Grønland, at Erhvervsstyrelsen påser, at virksomheder og personer omfattet af § 1, stk. 1, nr. 15 og 22, overholder denne lov, regler udstedt i medfør heraf og forordninger udstedt af Europa Parlamentet og Rådet indeholdende regler om finansielle sanktioner mod lande, personer, grupper, juridiske enheder eller organer.

§ 1, stk. 1, nr. 15, omfatter revisorer og revisionsvirksomheder godkendt i henhold til revisorloven og eksterne bogholdere samt enhver anden person, der forpligter sig til at yde hjælp, bistand eller anden rådgivning om skatteanliggender som sin vigtigste erhvervsmæssige virksomhed.

§ 1, stk. 1, nr. 22, omfatter virksomheder og personer, der erhvervsmæssigt opbevarer, handler eller formidler handel med kunstværker, herunder gallerier og auktionshuse, hvor værdien af transaktionen, eller af en række indbyrdes forbundne transaktioner, udgør 50.000 kr. eller derover.

Det fremgår af § 57, stk. 1, i lov nr. 651 af 8. juni 2017 (den danske hvidvasklov), som ændret ved lov nr. 553 af 7. maj 2019, at Erhvervsstyrelsen påser, at virksomheder og personer omfattet af § 1, stk. 1, nr. 15-18, overholder loven, regler udstedt i medfør heraf og forordninger udstedt af Europa-Parlamentet og Rådet indeholdende regler om finansielle sanktioner mod lande, personer, grupper, juridiske enheder eller organer.

§ 1, stk. 1, nr. 15-18, omfatter revisorer og revisionsvirksomheder godkendt i henhold til revisorloven, jf. nr. 15, ejendomsmæglere og ejendomsmæglervirksomheder, jf. nr. 16, virksomheder og personer, der i øvrigt erhvervsmæssigt leverer samme ydelser som visse advokater, visse ejendomsmæglere og ejendomsmæglervirksomhed samt visse revisorer og revisionsvirksomheder, herunder revisorer, som ikke er godkendt i henhold til revisorloven, skatterådgivere, jf. nr. 17, samt eksterne bogholdere og udbydere af tjenesteydelser til virksomheder, jf. nr. 18.

§ 1, stk. 1, nr. 16 og nr. 18, er ikke sat i kraft for Grønland, men det er § 1, stk. 1, nr. 15 og 17.

Ved en fejl er § 1, stk. 1, nr. 17, imidlertid ikke nævnt i tilsynsbestemmelsen for Erhvervsstyrelsen i § 57, stk. 1.

Ved kongelig anordning nr. 813 af 12. august 2019 om ikrafttræden for Færøerne af lov om forebyggende foranstaltninger mod hvidvask og finansiering af terrorisme (hvidvaskloven) blev lov nr. 651 af 8. juni 2017 (hvidvaskloven) sat i kraft for Færøerne.

Det følger af § 27 i anordningen, at advokater i visse tilfælde er undtaget fra pligten i § 26 om underretning ved viden, mistanke eller formodning om, at en transaktion, midler eller en aktivitet har eller har haft tilknytning til hvidvask eller finansiering af terrorisme. Advokater er således undtaget fra underretningspligten i forbindelse med sager, der føres ved Skatta- og avgjaldskærunevndini.

Ved lagtingslov nr. 147 af 25. november 2021 om Føroya Kærustovni, er Føruya Kærustovni blevet etableret som en ny klageinstans, der pr. 1. januar 2022 erstatter Skatta- og avgjaldskærunevndini.

Det foreslås i § 85 at indsætte et nyt stk. 2 og 3 .

Efter det foreslåede stk. 2 vil de dele af § 57, stk. 1, 1. pkt., som i medfør af stk. 1 er sat i kraft for Grønland, ved kongelig anordning kunne sættes helt eller delvist i kraft på ny for Grønland med de ændringer, som de grønlandske forhold tilsiger.

Det foreslåede stk. 2 vil medføre, at der indsættes en ny anordningshjemmel i § 85, som kan anvendes til at sætte § 57, stk. 1, 1. pkt., i kraft på ny for Grønland med de ændringer, som de grønlandske forhold tilsiger.

Hvidvaskloven, som sat i kraft for Grønland, er senere ændret ved anordning nr. 2627 af 28. december 2021, som sætter lov nr. 553 af 7. maj 2019 i kraft. De seneste ændringer til den danske hvidvasklov, herunder til § 1, stk. 1, er derimod ikke sat i kraft for Grønland. Når § 57, stk. 1, 1. pkt., sættes helt eller delvist i kraft på ny for Grønland, er der således retlige forhold i Grønland, der tilsiger, at de seneste ændringer af § 57, stk. 1, 1. pkt., i den danske hvidvasklov ikke skal sættes i kraft for Grønland, da det vil medføre en forkert henvisning til § 1, stk. 1, i hvidvaskloven, som sat i kraft for Grønland.

Retlige forhold i Grønland tilsiger således, at § 57, stk. 1, 1. pkt., skal sættes i kraft på ny uden de ændringer til den danske hvidvasklov, der er indført efter ændringerne ved lov nr. 553 af 7. maj 2019.

Formålet med den foreslåede § 85, stk. 2, er således, at den korrekte henvisning til § 1, stk. 1, nr. 17, i § 57, stk. 1, 1. pkt., som sat i kraft for Grønland, kan tilføjes. Indsættelse af den korrekte henvisning vil medføre, at Erhvervsstyrelsens kompetence i Grønland udvides til at omfatte virksomheder og personer, der i øvrigt erhvervsmæssigt leverer samme ydelser som de i nr. 14-16 nævnte persongrupper, herunder revisorer, som ikke er godkendt i henhold til revisorloven, skatterådgivere og eksterne bogholdere, jf. hvidvasklovens § 1, stk. 1, nr. 17.

Efter det foreslåede stk. 3 vil de dele af § 27, som i medfør af stk. 1 er sat i kraft for Færøerne, ved kongelig anordning kunne sættes helt eller delvist i kraft på ny for Færøerne med de ændringer, som de færøske forhold tilsiger.

Det foreslåede stk. 3 vil medføre, at anordningshjemlen i § 85 kan anvendes på ny for Færøerne. Formålet er ved anordning at kunne ændre bestemmelsen i § 27, så bestemmelsen henviser til Førova Kærustovni, som er den korrekte klageinstans på Færøerne.

Kilde

Til nr. 1 (§ 1, stk. 4, 1. pkt., i lov om finansiel virksomhed)

Den gældende bestemmelse i § 1, stk. 4, 1. pkt., i lov om finansiel virksomhed fastsætter, hvilke bestemmelser i lov om finansiel virksomhed der finder anvendelse for filialer her i landet af udenlandske virksomheder, der er meddelt tilladelse til at udøve den i §§ 7-11 nævnte virksomhed i et land inden for Den Europæiske Union eller et land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område.

Det fremgår af § 354 b i lov om finansiel virksomhed, at Finanstilsynet skal orientere offentligheden om sager, som er behandlet af Finanstilsynet, anklagemyndigheden eller domstolene, og som er af almen interesse eller af betydning for forståelsen af §§ 43-60 e i lov om finansiel virksomhed og bekendtgørelser udstedt i medfør heraf. §§ 43-60 e regulerer god skik for finansielle virksomheder. Bestemmelsen finder anvendelse på alle finansielle virksomheder.

Det foreslås i § 1, stk. 4, 1. pkt., at indsætte en henvisning til § 354 b.

Den foreslåede ændring vil medføre, at Finanstilsynets pligt i § 354 b også finder anvendelse for filialer her i landet af udenlandske finansielle virksomheder.

Med den foreslåede ændring skal Finanstilsynet orientere offentligheden om sager, der involverer filialer her i landet af udenlandske virksomheder fra et land inden for Den Europæiske Union eller et land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område, som er behandlet af Finanstilsynet, anklagemyndigheden eller domstolene, og som er af almen interesse eller af betydning for forståelsen af reglerne om god skik.

Den foreslåede ændring skal være med til at sikre, at reglerne om offentlighed og åbenhed i forhold til regler på forbrugerområdet, som allerede i dag gælder for finansielle virksomheder, også finder anvendelse for filialer og agenter fra udenlandske virksomheder her i landet.

Til nr. 2 (§ 1, stk. 4, 4. pkt., i lov om finansiel virksomhed)

Anvendelsesområdet for lov om finansiel virksomhed er fastsat i lovens § 1. Den gældende bestemmelse i § 1, stk. 4, 4. pkt., fastsætter, hvilke bestemmelser i loven der finder anvendelse for udenlandske kreditinstitutter med tilladelse i et land inden for Den Europæiske Union eller et land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område (EU-/EØS-lande), der yder eller udfører investeringsservice og -aktiviteter her i landet gennem filial eller tilknyttet agent etableret her i landet.

Det foreslås i § 1, stk. 4, 4. pkt., at indsætte en henvisning til § 354 b og § 363 b, stk. 1 og 2.

Den foreslåede ændring af § 1, stk. 4, 4. pkt., vil medføre, at § 363 b, stk. 1 og 2, også vil finde anvendelse på udenlandske kreditinstitutter, der er meddelt tilladelse i et land inden for Den Europæiske Union eller et land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område (EU-/EØS-lande), som yder eller udfører investeringsservice og -aktiviteter her i landet gennem en filial eller en tilknyttet agent, der er etableret her i landet.

Den foreslåede ændring sker på baggrund af dette lovforslags § 5, nr. 28, hvor det bl.a. foreslås at indsætte § 363 b, stk. 1 og 2, som fastsætter regler for afgiftsbetaling til Finanstilsynet for udenlandske kreditinstitutter fra et andet EU-/EØS-land, der yder eller udfører investeringsservice og -aktiviteter her i landet gennem filial eller tilknyttet agent etableret her i landet.

Der henvises til lovforslagets § 5, nr. 28, og bemærkningerne hertil for så vidt angår forslaget til § 363 b, stk. 1 og 2, i lov om finansiel virksomhed.

Den foreslåede ændring vil videre medføre, at Finanstilsynets pligt i § 354 b også finder anvendelse for filialer og tilknyttede agenter her i landet af udenlandske kreditinstitutter, der har tilladelse til at yde investeringsservice eller udføre investeringsaktiviteter.

Den foreslåede henvisning til § 354 b vil medføre, at Finanstilsynet skal orientere offentligheden om sager, der involverer filialer og tilknyttede agenter her i landet af udenlandske kreditinstitutter inden for Den Europæiske Union eller et land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område, som er behandlet af Finanstilsynet, anklagemyndigheden eller domstolene, og som er af almen interesse eller af betydning for forståelsen af reglerne om god skik.

Til nr. 3 (§ 1, stk. 6, i lov om finansiel virksomhed)

Anvendelsesområdet for lov om finansiel virksomhed er fastsat i lovens § 1. Den gældende § 1, stk. 6, fastsætter, hvilke bestemmelser i loven der finder anvendelse for udenlandske kreditinstitutter, der er meddelt tilladelse i et land uden for Den Europæiske Union, som Unionen ikke har indgået aftale med på det finansielle område (tredjelande), og som har tilladelse fra Finanstilsynet til grænseoverskridende at yde eller udføre investeringsservice og -aktiviteter her i landet til godkendte modparter og professionelle kunder.

Det foreslås i § 1, stk. 6, at indsætte en henvisning til § 363 b, stk. 4.

Den foreslåede ændring af § 1, stk. 6, vil medføre, at § 363 b, stk. 4, også vil finde anvendelse for udenlandske kreditinstitutter, der er meddelt tilladelse i et tredjeland, og som har tilladelse fra Finanstilsynet til grænseoverskridende at yde eller udføre investeringsservice og -aktiviteter her i landet til godkendte modparter og professionelle kunder.

Den foreslåede ændring sker på baggrund af lovforslagets § 5, nr. 28, hvor det foreslås at indsætte § 363 b, stk. 4, som fastsætter regler for afgiftsbetaling til Finanstilsynet for udenlandske kreditinstitutter, der er meddelt tilladelse i et tredjeland, og som har tilladelse fra Finanstilsynet til grænseoverskridende at yde eller udføre investeringsservice og -aktiviteter her i landet til godkendte modparter og professionelle kunder.

Der henvises til lovforslagets § 5, nr. 28, og bemærkningerne hertil for så vidt angår forslaget til § 363 b, stk. 4, i lov om finansiel virksomhed.

Til nr. 4-6 (§ 5, stk. 1, nr. 22, litra a-d, i lov om finansiel virksomhed)

Det følger af artikel 300 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/138/EF om adgang til og udøvelse af forsikrings- og genforsikringsvirksomhed (Solvens II) 2021/C 423/12, at de beløb, der er udtrykt i euro i direktivet, revideres hvert femte år ved at forhøje grundbeløbet i euro med den procentuelle ændring i samtlige medlemsstaters almindelige harmoniserede forbrugerprisindeks. Der anvendes i Solvens II-direktivet bl.a. beløbsgrænser til afgrænsning af direktivets anvendelsesområde og som absolutte og beløbsmæssigt fastlagte minimumsgrænser for forsikringsselskabers kapitalkrav. For at tage højde for inflation bør disse beløb således kunne justeres, hvilket sker ved, at Kommissionen meddeler de reviderede beløb. Solvens II-direktivet har fundet anvendelse siden 1. januar 2016, og den første femårige periode gik fra 31. december 2015 til 31. december 2020. Beløbene blev derfor revideret af Kommissionen i 2021, og de reviderede beløb skal gennemføres i medlemsstaterne.

De oprindelige beløbsgrænser fra Solvens II-direktivet er afspejlet i en række bestemmelser i lov om finansiel virksomhed, herunder § 5, stk. 1, nr. 22.

Den gældende § 5, stk. 1, nr. 22, i lov om finansiel virksomhed definerer et gruppe 1-forsikringsselskab som et forsikringsselskab, der udøver grænseoverskridende virksomhed i henhold til §§ 38 eller 39 eller forsikrings- eller genforsikringsvirksomhed omfattet af en eller flere af forsikringsklasserne 10-15 i bilag 7, medmindre de udgør accessoriske risici, eller et selskab, som i 3 på hinanden følgende år har opfyldt mindst én af følgende betingelser: a) Selskabets årlige bruttopræmie overstiger 5 mio. euro. b) Selskabets samlede forsikringsmæssige bruttohensættelser eksklusive genforsikringsaftaler og aftaler med ISPV'er overstiger 25 mio. euro. c) Selskabet er en del af en koncern, og koncernens samlede forsikringsmæssige bruttohensættelser eksklusive genforsikringsaftaler og aftaler med ISPV'er overstiger 25 mio. euro. d) Selskabet udøver genforsikringsvirksomhed, som overstiger 0,5 mio. euro af selskabets bruttopræmie, 2,5 mio. euro af dets forsikringsmæssige bruttohensættelser eksklusive genforsikringsaftaler og aftaler med ISPV'er, 10 pct. af dets bruttopræmier eller 10 pct. af dets forsikringsmæssige bruttohensættelser eksklusive genforsikringsaftaler og aftaler med ISPV'er.

Bestemmelsen implementerer artikel 4, stk. 1, i Solvens II-direktivet, som omhandler anvendelsesområdet for direktivets regler, hvor afgrænsningen af Solvens II-reglerne foretages ved at udelukke selskaber under en vis størrelse.

I § 5, stk. 1, nr. 23, defineres et gruppe 2-forsikringsselskab som et forsikringsselskab, der ikke er et gruppe 1-forsikringselskab.

Det foreslås at ændre beløbsgrænserne i § 5, stk. 1, nr. 22, litra a-d .

De foreslåede ændringer af § 5, stk. 1, nr. 22, litra a-d, er en konsekvens af artikel 300 i Solvens II-direktivet.

Det foreslåede vil medføre, at beløbene i § 5, stk. 1, nr. 22, litra a-d, kommer til at stemme overens med de beløbsgrænser, som Kommissionen har offentliggjort i Meddelelse om tilpasning i overensstemmelse med inflationen af de beløb, der er fastsat i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/138/EF om adgang til og udøvelse af forsikrings- og genforsikringsvirksomhed (Solvens II) 2021/C 423/12.

Beløbsreguleringen kan påvirke den nuværende inddeling i gruppe 1-forsikringsvirksomhed og gruppe 2-forsikringsvirksomhed, så forsikringsselskaber, der i dag er gruppe 1-forsikringsselskaber, ikke længere opfylder de nedre beløbsgrænser og dermed fremadrettet skal betegnes som gruppe 2-forsikringsselskaber.

For at Finanstilsynet kan føre et effektivt tilsyn med forsikringsselskaberne, er det nødvendigt, at selskaberne underretter Finanstilsynet om en sådan ændring, da dette har betydning for, hvilket regelsæt Finanstilsynet skal føre tilsyn efter. Selskaber, der ændrer status fra at være et gruppe 1-forsikringsselskab til et gruppe 2-forsikringsselskab eller et gruppe 2-forsikringsselskab til et gruppe 1-forsikringsselskab, skal derfor straks og senest efter 8 dage underrette Finanstilsynet herom, jf. § 11, stk. 8, i lov om finansiel virksomhed.

Til nr. 7 (§ 12, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed)

Det fremgår af den gældende § 12, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed, at banker, realkreditinstitutter og investeringsforvaltningsselskaber skal være aktieselskaber. Yderligere fremgår det, at andelskasser skal være andelsselskaber, sparekasser skal være selvejende institutioner, forsikringsselskaber skal være aktieselskaber, gensidige selskaber eller tværgående pensionskasser, og at captivegenforsikringsselskaber skal være aktieselskaber.

Reglen henviser til selskabslovens § 5, stk. 1, nr. 1, og medfører derved, at de regler, der gælder for aktieselskaber i selskabsloven med de undtagelser hertil, der findes i lov om finansiel virksomhed, skal gælde for de nævnte instituttyper. Dette er blandt andet kravene til stiftelse og registrering.

Den gældende § 12, stk. 1, omfatter ikke finansielle holdingvirksomheder. Da finansielle holdingvirksomheder ikke er omfattet af § 12, stk. 1, gælder der ikke krav om, med hvilken selskabsform finansielle holdingvirksomheder skal etableres.

Det foreslås, at ændre § 12, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed, så der indføres et krav om, at finansielle holdingvirksomheder skal være aktieselskaber eller anpartsselskaber.

Formålet med ændringen er at åbne op for muligheden for, at finansielle holdingvirksomheder kan etableres som anpartsselskaber. Selvom der for nuværende ikke gælder et krav om selskabsform for disse, skal de opfylde kapitalkrav i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 af 26. juni 2013 om tilsynsmæssige krav til kreditinstitutter og investeringsselskaber (CRR). Egentlige kernekapitalinstrumenter efter denne forordning skal godkendes af Finanstilsynet. Finanstilsynet har pligt til at høre Den Europæiske Bankmyndigheds (EBA), der offentliggør en liste over godkendte instrumenter i medlemslandene.

Den foreslåede § 12, stk. 1, vil medføre, at finansielle holdingvirksomheder kan etableres som anpartsselskaber, mens banker, realkredit- eller -institutter og investeringsforvaltningsselskaber stadig skal være aktieselskaber. Ændringen vil desuden medføre, at holdingvirksomheder, der allerede er etableret som et anpartsselskab, ikke behøver at blive omdannet til et aktieselskab.

Til nr. 8 (§ 13, stk. 1, 1. pkt., i lov om finansiel virksomhed)

Det fremgår af den gældende § 13, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed, at aktiekapitalen i finansielle virksomheder skal betales fuldt ud.

Bestemmelsen er en fravigelse fra de almindelige regler i selskabsloven om, at 25 pct. (dog mindst 40.000 kr.) af aktiekapitalen skal være indbetalt, jf. selskabsloven § 33. Hensynet til, at aktiekapitalen i finansielle virksomheder skal være fuldt indbetalt, er, at aktiekapitalen skal være tabsabsorberende i f.eks. en konkurssituation. Derfor kan aktiekapitalen i finansielle virksomheder ikke være delvist indbetalt, som det er tilfældet i andre kapitalselskaber. Det er desuden et krav efter artikel 28, stk. 1, litra b, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 af 26. juni 2013 om tilsynsmæssige krav til kreditinstitutter og investeringsselskaber (CRR), at egentlige kernekapitalinstrumenter er fuldt indbetalt for at kunne kvalificeres som egentlige kernekapitalinstrumenter og derved tælle med i kapitalgrundlaget.

Der er i gældende dansk ret ikke et lignende krav for finansielle holdingvirksomheder, på trods af at reglerne i CRR artikel 28 finder anvendelse på finansielle holdingvirksomheder, og kapitalen derfor skal være fuldt indbetalt for at kunne tælle med i kapitalgrundlaget.

Det foreslås at ændre § 13, stk. 1, 1. pkt., så aktie- eller anpartskapitalen i finansielle holdingvirksomheder ligeledes skal være fuldt indbetalt.

Den foreslåede ændring er en konsekvens af den foreslåede ændring til § 12, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed, jf. dette lovforslags § 5, nr. 7.

Formålet med ændringen er at tilpasse reglerne i lov om finansiel virksomhed til kravet i CRR om fuld indbetaling af egentlige kernekapitalinstrumenter ved at lade kravet om fuld indbetaling af selskabskapital efter § 13, stk. 1, omfatte finansielle holdingvirksomheder.

Den foreslåede ændring af § 13, stk. 1, vil medføre, at det efter lov om finansiel virksomhed er et krav, at kapitalen i finansielle holdingvirksomheder er fuldt indbetalt.

Til nr. 9 (§ 13, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed)

Det fremgår af den gældende § 13 stk. 2, i lov om finansiel virksomhed, at deling af aktiekapitalen i aktieklasser med forskellig stemmeret ikke kan finde sted i pengeinstitutter, investeringsforvaltningsselskaber, realkreditinstitutter og forsikringsselskaber.

Der kan således ikke i de nævnte virksomheder udstedes stemmeløse aktier. Bestemmelsen sikrer lige stemmeret for alle aktier i virksomheder omfattet af bestemmelsen og forhindrer derved, at en aktionær med en beskeden mængde aktier kan dominere en finansiel virksomhed.

Det foreslås at ændre § 13, stk. 2, så finansielle holdingvirksomheder omfattes af bestemmelsen og derfor ikke kan dele kapitalen i klasser med forskellig stemmeret. Ligeledes foreslås det at tilføje anpartskapital som følge af forslaget til § 12, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed, jf. dette lovforslags § 5, nr. 7.

Den foreslåede ændring af § 13, stk. 2, vil medføre, at der ikke kan ske deling af hverken aktie- eller anpartskapital i klasser med forskellig stemmeværdi.

Til nr. 10 (§ 13 a i lov om finansiel virksomhed)

Det fremgår af den gældende § 13 a, i lov om finansiel virksomhed, at selskabslovens §§ 110, 286, 306 og 318 k ikke finder anvendelse på pengeinstitutter og realkreditinstitutter.

De fire bestemmelser i selskabsloven vedrører situationer, hvor en kapitalejer, der har modsat sig en beslutning, der dog bliver vedtaget, kan kræve, at kapitalselskabet indløser kapitalejerens kapitalandele. Dette kan ske ved beslutninger, hvor kapitalejers forpligtelser over for selskabet forøges, jf. selskabsloven § 110, ved grænseoverskridende fusion, jf. selskabsloven § 286, ved grænseoverskridende spaltning, jf. selskabsloven § 306, og ved flytning til et andet EU/EØS-land, jf. selskabsloven § 318 k.

Der gælder ikke samme undtagelser for kapitalejere i pengeinstitutter og realkreditinstitutter, da disse er specifikt undtaget fra de nævnte bestemmelser i selskabsloven. Dette skyldes, at det efter artikel 28, stk. 1, litra f, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 om tilsynsmæssige krav til kreditinstitutter og investeringsselskaber (CRR) er et krav, at ingen kapitalejere må have krav på selskabet på indløsning af kapitalindskud. Hvis de forskellige muligheder for indløsning efter selskabslovens regler kunne finde anvendelse for penge- og realkreditinstitutter, ville kapitalindskud ikke kunne kvalificeres som egentlige kernekapitalinstrumenter efter CRR.

Det foreslås at ændre § 13 a , så undtagelsen til selskabslovens §§ 110, 286, 306 og 318 k også finder anvendelse for realkreditinstitutter og finansielle holdingvirksomheder.

Dette skyldes, at det også er et krav for finansielle holdingvirksomheder, at selskabskapitalen kvalificeres som egentlig kernekapital efter CRR. For at kapitalindskud kan kvalificeres som egentlig kernekapital efter CRR, må instrumenterne ikke kunne kræves indløst i de tilfælde, der er omhandlet i de fire bestemmelser i selskabsloven, og finansielle holdingvirksomheder skal derfor undtages fra kravet.

Formålet med ændringen er at få selskabskapitalen i realkreditinstitutter og finansielle holdingvirksomheder til at opfylde kravene i CRR artikel 28, stk. 1, litra f, om, at egentlige kernekapitalinstrumenter ikke må kunne indløses, undtagen ved likvidation og tilbagekøb med tilladelse.

Den foreslåede ændring af § 13 a vil medføre, at undtagelserne til selskabslovens §§ 110, 286, 306 og 318 k også kommer til at gælde for finansielle holdingvirksomheder.

Til nr. 11 (§ 33, stk. 5, i lov om finansiel virksomhed)

Efter § 33, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed skal et udenlandsk kreditinstitut, der er meddelt tilladelse i et land uden for Den Europæiske Union, som Unionen ikke har indgået aftale med på det finansielle område (tredjelande), og for hvilket tredjeland Kommissionen ikke har vedtaget en ækvivalensafgørelse vedrørende tredjelandets retlige og tilsynsmæssige ramme som omhandlet i artikel 47, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 600/2014 af 15. maj 2014 om markeder for finansielle instrumenter, eller hvor en sådan afgørelse ikke længere er gyldig, have tilladelse af Finanstilsynet til grænseoverskridende at yde investeringsservice eller udføre investeringsaktiviteter med eller uden accessoriske tjenesteydelser her i landet til godkendte modparter eller professionelle kunder.

Efter § 33, stk. 4, i lov om finansiel virksomhed kan Finanstilsynet nægte tilladelse, jf. stk. 1, såfremt lovgivningen i det land, hvor tredjelandskreditinstituttet er meddelt tilladelse og er under tilsyn, vil vanskeliggøre Finanstilsynets opgaver.

Finanstilsynet kan efter § 33, stk. 5, i lov om finansiel virksomhed fastsætte nærmere regler om tilladelsesproceduren, jf. stk. 1, herunder hvilken dokumentation der skal sendes til Finanstilsynet i forbindelse med ansøgningen. Bemyndigelsen er udnyttet i bekendtgørelse nr. 918 af 26. juni 2017 om tilladelsesproceduren for udenlandske kreditinstitutter og investeringsselskaber, der er meddelt tilladelse i et land uden for Det Europæiske Union, og som ønsker at udføre investeringsservice og investeringsaktiviteter i Danmark.

Det foreslås at indsætte et nyt stk. 5 , hvorefter Finanstilsynet kan inddrage en tilladelse, jf. stk. 1, såfremt tredjelandskreditinstituttet ikke længere opfylder kravene for at få en tilladelse, eller hvis Finanstilsynet ikke kan inddrive afgiften efter § 363 b, stk. 4, på almindelig vis.

Den foreslåede § 33, stk. 5, vil medføre, at Finanstilsynet kan inddrage en tilladelse meddelt efter § 33, stk. 1, hvis et tredjelandskreditinstitut ikke længere har tilladelse til og er under tilsyn i kreditinstituttets hjemland for så vidt angår den investeringsservice og -aktiviteter med eller uden accessoriske tjenesteydelser, som er omfattet af tilladelsen meddelt efter § 33, stk. 1. Finanstilsynet vil også kunne inddrage tilladelsen, hvis der ikke længere er indgået en aftale mellem Finanstilsynet og tredjelandskreditinstituttets tilsynsmyndighed i kreditinstituttets hjemland om konsultation og samarbejde samt udveksling af information på området for investeringsservice og -aktiviteter, eller hvis Finanstilsynet kommer i besiddelse af information om tredjelandskreditinstituttet af betydning for opretholdelse af en tilladelse meddelt efter § 33, stk. 1. Informationer af betydning for opretholdelse af en tilladelse meddelt efter § 33, stk. 1, omfatter bl.a. informationer, hvorefter Finanstilsynet konstaterer, at tredjelandskreditinstituttet udgør en risiko for de danske investorers interesser, markedernes ordentlige funktion eller den finansielle stabilitet i Danmark. Finanstilsynet vil desuden kunne inddrage en tilladelse meddelt efter § 33, stk. 1, hvis Europa-Kommissionen for tredjelandet, der er tredjelandskreditinstituttets hjemland, vedtager en ækvivalensafgørelse vedrørende tredjelandets retlige og tilsynsmæssige ramme som omhandlet i artikel 47, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 600/2014 af 15. maj 2014 om markeder for finansielle instrumenter.

Den foreslåede § 33, stk. 5, vil videre medføre, at Finanstilsynet kan inddrage en tilladelse meddelt efter § 33, stk. 1, hvis tredjelandskreditinstituttet ikke rettidigt betaler afgift til Finanstilsynet efter § 363 b, stk. 4.

Finanstilsynet vil kunne inddrage en tilladelse meddelt efter § 33, stk. 1, hvis Finanstilsynet ikke kan inddrive afgiftsbetalingen på almindelig vis. Inddragelsen vil således kunne ske i tilfælde, hvor Finanstilsynet trods opkrævning af afgiftsbetaling og rykkere for afgiftsbetaling ikke kan inddrive afgiftsbetalingen.

Den foreslåede bestemmelse skal understøtte, at tredjelandskreditinstitutter med tilladelse efter § 33, stk. 1, bidrager til finansieringen af de omkostninger, Finanstilsynet har i forbindelse med tilsynet og administrationen af tilladelser meddelt efter § 33, stk. 1.

Til nr. 12 (§ 33 a, stk. 5, 2. pkt., i lov om finansiel virksomhed)

Efter § 33 a, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed, skal et udenlandsk kreditinstitut, der er meddelt tilladelse i et land uden for Den Europæiske Union, som Unionen ikke har indgået aftale med på det finansielle område (tredjelande), have tilladelse fra Finanstilsynet til at yde investeringsservice eller udføre investeringsaktiviteter med eller uden accessoriske tjenesteydelser her i landet gennem en filial.

Efter den gældende § 33 a, stk. 5, kan Finanstilsynet inddrage en tilladelse meddelt efter § 33 a, stk. 1, i henhold til §§ 223 og 224.

Bestemmelsen i § 223 fastslår, at Finanstilsynet kan inddrage tilladelsen til at drive virksomhed som pengeinstitut, realkreditinstitut, investeringsforvaltningsselskab og forsikringsselskab samt værdipapirhandler, hvis virksomheden anmoder herom. Bestemmelsen i § 224 fastslår, i hvilke andre tilfælde Finanstilsynet har beføjelse til at inddrage tilladelsen.

Det foreslås at indsætte et 2. pkt. i § 33 a, stk. 5, hvorefter Finanstilsynet, ud over de tilfælde, der er nævnt i §§ 223 og 224, kan inddrage en tilladelse meddelt efter § 33 a, stk. 1, hvis Finanstilsynet ikke kan inddrive afgiften efter § 363 a og § 363 b, stk. 3, på almindelig vis.

Den foreslåede ændring af § 33 a, stk. 5, vil medføre, at Finanstilsynet kan inddrage en tilladelse meddelt efter § 33 a, stk. 1, hvis Finanstilsynet ikke kan inddrive afgiftsbetalingen på almindelig vis. Inddragelsen vil således kunne ske i tilfælde, hvor Finanstilsynet trods opkrævning af afgiftsbetaling og rykkere for afgiftsbetaling ikke kan inddrive afgiftsbetalingen.

Den foreslåede ændring skal understøtte, at tredjelandskreditinstitutter med tilladelse efter § 33 a, stk. 1, bidrager til finansieringen af de omkostninger, Finanstilsynet har med tilsynet og administrationen af tilladelser meddelt efter § 33 a, stk. 1.

Til nr. 13 (§ 61, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed)

Det fremgår af § 61, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed, at en fysisk eller juridisk person, der påtænker at erhverve en kvalificeret andel i en finansiel virksomhed, en finansiel holdingvirksomhed eller en forsikringsholdingvirksomhed på forhånd skal ansøge Finanstilsynet om godkendelse af den påtænkte erhvervelse. Det samme gælder ved en påtænkt forøgelse af den kvalificerede andel, hvis denne efter erhvervelsen vil udgøre eller overstige en grænse på henholdsvis 20 pct., 33 pct. eller 50 pct. af selskabskapitalen eller stemmerettighederne, eller vil medføre, at den finansielle virksomhed, den finansielle holdingvirksomhed eller forsikringsholdingvirksomheden bliver en dattervirksomhed.

Det fremgår af den gældende § 61, stk. 2, at Finanstilsynet skal bekræfte modtagelsen af en sådan ansøgning senest to arbejdsdage efter modtagelsen.

Det fremgår af § 61, stk. 3, at Finanstilsynet fra tidspunktet for den skriftlige bekræftelse af modtagelsen af ansøgningen og modtagelsen af alle de dokumenter, som kræves vedlagt ansøgningen, har en vurderingsperiode på 60 arbejdsdage til at vurdere ansøgningen. Det følger af § 61 a, hvilke hensyn Finanstilsynet skal inddrage ved vurderingen af en ansøgning.

Samtidig med bekræftelsen af modtagelsen af ansøgningen, skal Finanstilsynet underrette den påtænkte erhverver om den dato, hvor vurderingsperioden udløber, jf. § 61, stk. 3.

Det foreslås i § 61, stk. 2, at lave en lovteknisk ændring, hvor »efter stk. 4« ændres til: »jf. stk. 4«.

Der er alene tale om en sproglig ændring af lovteksten, som har til formål at give mulighed for at tilpasse bemærkningerne til § 61, stk. 2.

Formålet med ændringen af bestemmelsen er således at tilpasse bemærkningerne til bestemmelsen med henblik på at sikre, at bemærkningerne er i overensstemmelse med de fælles retningslinjer for tilsynsmæssig vurdering af erhvervelser og forøgelser af kvalificerede kapitalandele i den finansielle sektor angående det tidspunkt, hvor Finanstilsynets vurderingsperiode på 60 arbejdsdage indledes.

Finanstilsynets bekræftelse af modtagelsen af en ansøgning om erhvervelse eller forøgelse af en kvalificeret andel eller yderligere oplysninger, jf. stk. 4, skal ske senest to arbejdsdage efter modtagelsen. Finanstilsynets bekræftelse udgør udelukkende et proceduremæssigt skridt vedrørende ansøgningens formelle fuldstændighed. Hvis Finanstilsynet har modtaget en fuldstændig ansøgning, bevirker Finanstilsynets bekræftelse af modtagelsen af ansøgningen, at vurderingsperioden på 60 arbejdsdage indledes.

Hvis ansøgningen er ufuldstændig, skal Finanstilsynet ligeledes bekræfte modtagelsen. Dette vil imidlertid ikke have den virkning, at fristen på 60 arbejdsdage indledes. I en sådan bekræftelse er Finanstilsynet ikke forpligtet til at specificere, hvilke oplysninger der mangler, men kan specificere dette i et særskilt brev, som skal udarbejdes inden for en rimelig frist. Finanstilsynet skal efter modtagelsen af alle de nødvendige oplysninger bekræfte modtagelsen. Dette bevirker, at vurderingsperioden indledes.

Til nr. 14 (§ 64 b, stk. 3, i lov om finansiel virksomhed)

Det følger af § 64 b, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed at et medlem af bestyrelsen i et pengeinstitut, et realkreditinstitut eller et forsikringsselskab hurtigst muligt og senest 12 måneder efter indtræden i bestyrelsen skal gennemføre et grundkursus i de kompetencer, der er nødvendige for at varetage de forpligtelser og funktioner, som kræves af bestyrelsesmedlemmer i den virksomhedstype, som den pågældende er indtrådt i.

Det følger af § 64 b, stk. 2, at Finanstilsynet kan undtage et medlem af bestyrelsen fra kravet i stk. 1, hvis medlemmets viden, faglige kompetencer eller erfaring må anses for tilstrækkelig.

Det foreslås i § 64 b, at indsætte et nyt stk. 3, hvorefter Finanstilsynet kan undtage et medlem af bestyrelsen fra kravet i stk. 1, hvis medlemmets dansksproglige færdigheder ikke er tiltrækkelige til at gennemføre et grundkursus efter stk. 1, og et godkendt kursus ikke udbydes på engelsk. Undtagelsen er betinget af, at medlemmet hurtigst muligt og senest 12 måneder efter indtræden i bestyrelsen gennemfører anden undervisning, hvis indholdsmæssige rammer er godkendt af Finanstilsynet, herunder en introduktion til den danske selskabsretlige struktur og relevante områder, der er særlige for danske finansielle virksomheder.

Den foreslåede bestemmelse er i overensstemmelse med fagudvalgets anbefalinger, som fremgår af rapporten om grundkursus for bestyrelsesmedlemmer i pengeinstitutter, realkreditinstitutter og forsikringsselskaber (2016). I denne anbefaler fagudvalget, at der ikke stilles krav til, at godkendte kursusudbydere helt eller delvist skal udbyde undervisningen på engelsk. Der stilles i reglerne om udbud af det lovpligtige grundkursus ikke krav om, at dette også skal udbydes på engelsk. Fagudvalget anbefalede på den baggrund, at udenlandske bestyrelsesmedlemmer, der ikke har tilstrækkelige danskkundskaber til at kunne gennemføre grundkurset på dansk, som konsekvens bør meddeles dispensation fra gennemførelse af grundkurset. Fagudvalget fandt, at udenlandske bestyrelsesmedlemmer ofte vil være valgt ind i bestyrelsen på baggrund af særlig viden om eller erfaring med finansielle virksomheder, og de pågældendes behov for undervisning vil snarere være en introduktion til den danske selskabsretlige struktur og de danske aktører samt områder, som er særlige for danske virksomheder.

Der henvises til afsnit 5.2. og 6.2. i rapport om grundkursus for bestyrelsesmedlemmer i pengeinstitutter, realkreditinstitutter og forsikringsselskaber (2016).

Den foreslåede bestemmelse vil indebære en lovfæstelse af Finanstilsynets allerede etablerede praksis på området, hvorefter Finanstilsynet kan undtage udenlandske bestyrelsesmedlemmer, som ikke har tilstrækkelige sproglige færdigheder til at gennemføre og få udbytte af et af de udbudte kurser efter stk. 1, hvis medlemmet i stedet gennemfører anden undervisning, hvis indholdsmæssige rammer er godkendt af Finanstilsynet. Bestyrelsesmedlemmet skal gennemføre undervisningen hurtigst muligt og senest 12 måneder efter indtræden i bestyrelsen, således at det pågældende medlem er i stand til at varetage de pligter og funktioner, som påkræves af medlemmer i bestyrelsen for et pengeinstitut, et realkreditinstitut eller et forsikringsselskab.

De indholdsmæssige rammer for undervisningen vil som udgangspunkt kunne godkendes, hvis undervisningen introducerer det pågældende bestyrelsesmedlem til den danske selskabsretlige struktur og de danske aktører samt områder, som er særlige for den danske finansielle lovgivning. Derudover kan undervisningen introducere bestyrelsesmedlemmet til kompetenceområder, der indgår i et grundkursus, hvor bestyrelsesmedlemmet vurderes ikke at leve op til læringsmålene. Undervisningen kan gennemføres internt hos den virksomhed, som det pågældende bestyrelsesmedlem indtræder i, eller hos eksterne parter. Finanstilsynet vurderer de indholdsmæssige rammer for undervisningen i forbindelse med virksomhedens ansøgning om dispensation fra kravet om gennemførsel af et grundkursus. Den foreslåede bestemmelse er ikke til hinder for, at et pengeinstitut, et realkreditinstitut eller et forsikringsselskab vælger at inkludere yderligere emner eller forhold i undervisningen, som specifikt er relevante for den pågældendes virksomhed.

Den foreslåede bestemmelse vil ikke berøre den gældende dispensationsadgang i stk. 2. Det gælder således som hidtil, at et bestyrelsesmedlem, som har tiltrækkelig viden, faglig kompetence og erfaring, kan undtages fra kravet om gennemførelse af et grundkursus, hvis vedkommende opfylder læringsmålene for kompetenceområderne i bekendtgørelsen.

Virksomheden og bestyrelsesmedlemmet skal kunne dokumentere, at bestyrelsesmedlemmet har gennemført undervisningen.

Til nr. 15 (§ 64 b, stk. 4, i lov om finansiel virksomhed)

Det fremgår af § 64 b, stk. 3, i lov om finansiel virksomhed, at Finanstilsynet i særlige tilfælde kan tillade, at et medlem af bestyrelsen gennemfører et grundkursus, jf. stk. 1, senere end 12 måneder efter medlemmets indtræden i bestyrelsen.

Det foreslås i § 64 b, stk. 3, der bliver stk. 4, at indsætte en henvisning til det foreslåede stk. 3.

Den foreslåede ændring er en konsekvens af den foreslåede ændring af § 64 b, stk. 3, hvorefter Finanstilsynet kan undtage et medlem af bestyrelsen fra kravet i stk. 1, hvis medlemmets sproglige færdigheder ikke er tilstrækkelige til at gennemføre et grundkursus efter stk. 1, hvis medlemmet hurtigst muligt og senest 12 måneder efter indtræden i bestyrelsen gennemfører anden undervisning, hvis rammer er godkendt af Finanstilsynet.

Den foreslåede ændring vil medføre, at Finanstilsynet også i særlige tilfælde kan tillade, at et udenlandsk medlem af bestyrelsen i et pengeinstitut, et realkreditinstitut eller et forsikringsselskab, hvis sproglige færdigheder ikke er tilstrækkelige til at gennemføre et grundkursus, jf. stk. 1, gennemfører anden undervisning, hvis rammer er godkendt af Finanstilsynet, senere end 12 måneder efter medlemmets indtræden i bestyrelsen.

Der er ikke tilsigtet øvrige materielle ændringer med den foreslåede ændring.

Til nr. 16-18 (§ 75 a, stk. 1, 1. pkt., og § 75 b, stk. 1, 1. pkt., i lov om finansiel virksomhed)

Det fremgår af § 75 a, stk. 1, 1. pkt., i lov om finansiel virksomhed, at en finansiel virksomhed skal have en ordning, hvor dens ansatte via en særlig, uafhængig og selvstændig kanal kan indberette overtrædelser eller potentielle overtrædelser af den finansielle regulering begået af virksomheden, herunder af ansatte eller medlemmer af bestyrelsen i virksomheden.

Det fremgår af stk. 1, 2. pkt., at indberetninger til ordningen skal kunne foretages anonymt.

Af stk. 1, 3. pkt., fremgår det, at virksomheden skal følge op på indberetninger til ordningen og skriftligt kunne dokumentere, hvordan virksomheden har fulgt op på indberetningerne.

Endelig fremgår det af stk. 1, 4. pkt., at lov om beskyttelse af whistleblowere finder anvendelse på ordningen i 1. pkt., jf. dog § 2 i lov om beskyttelse af whistleblowere.

§ 2 i lov om beskyttelse af whistleblowere implementerer whistleblowerdirektivets artikel 3, stk. 1. Artiklen regulerer whistleblowerdirektivets forhold til regler om whistleblowerordninger i sektorspecifikke EU-retsakter, herunder ordningerne på det finansielle område.

Reglerne i lov om finansiel virksomhed har herefter forrang, når de giver whistlebloweren en bedre beskyttelse, end whistlebloweren ellers ville få i medfør af lov om beskyttelse af whistleblowere.

Det fremgår af § 75 b, stk. 1, at en finansiel virksomhed ikke må udsætte ansatte for ufordelagtig behandling eller ufordelagtige følger, som følge af at den ansatte har indberettet virksomhedens, herunder en ansats eller et bestyrelsesmedlems, overtrædelse eller potentielle overtrædelse af den finansielle regulering til Finanstilsynet eller til en whistleblowerordning i virksomheden. Det samme gælder ved fastsættelse, tildeling og udbetaling af variabel løn til ansatte eller tidligere ansatte.

Som udgangspunkt er alle former for ufordelagtig behandling omfattet. Ufordelagtig behandling kan foruden afskedigelse f.eks. være degradering, forflyttelse, chikane eller lignende.

Det er en forudsætning for bestemmelsens anvendelsesområde, at den ansatte har indberettet en overtrædelse eller en potentiel overtrædelse af den finansielle regulering til Finanstilsynet eller til den finansielle virksomheds whistleblowerordning, og det er ligeledes en forudsætning, at der er årsagssammenhæng mellem den ufordelagtige behandling eller ufordelagtige følger og det forhold, at den ansatte har indberettet en overtrædelse til en whistleblowerordning.

At der skal foreligge årsagssammenhæng medfører bl.a., at bestemmelsen alene finder anvendelse i forbindelse med ufordelagtig behandling eller ufordelagtige følger, som besluttes efter den ansatte har indberettet en virksomheds overtrædelse eller potentielle overtrædelse af den finansielle regulering.

Det fremgår af § 75 b, stk. 2, at den ansatte eller tidligere ansatte, hvis rettigheder er krænket ved overtrædelse af stk. 1, kan tilkendes en godtgørelse i overensstemmelse med principperne i lov om ligebehandling af mænd og kvinder med hensyn til beskæftigelse m.v. Godtgørelsen fastsættes under hensyn til den ansattes eller den tidligere ansattes ansættelsestid og sagens omstændigheder i øvrigt.

Der er ikke fastsat et maksimum for godtgørelsen, men denne fastsættes af domstolene og voldgiftsretterne med hensyntagen til den ansattes ansættelsestid og den enkelte sags omstændigheder, herunder med iagttagelse af det EU-retlige effektivitetsprincip. En eventuel godtgørelse er dog ikke til hinder for, at den ansatte modtager erstatning for et økonomisk tab, forudsat at betingelserne i henhold til de almindelige erstatningsretlige regler er opfyldt. I forbindelse med fastsættelse af godtgørelsen skal domstolene tage udgangspunkt i praksis efter § 16, stk. 3, i ligebehandlingsloven.

Det fremgår af § 75 b, stk. 3, at stk. 1 og 2 ikke ved forudgående eller efterfølgende aftale kan fraviges til ugunst for den ansatte.

Efter bestemmelsen vil det ikke være muligt at indgå et udenretligt forlig til fuld og endelig afgørelse, såfremt dette stiller den ansatte ringere, end bestemmelsen tilsiger. Bestemmelsen er imidlertid ikke til hinder for aftaler, der stiller den ansatte bedre, end den ansatte er stillet efter lovens bestemmelser.

Det fremgår af § 75 c, stk. 1, at såfremt en ansat eller tidligere ansat og en finansiel virksomhed indgår en aftale om en tavshedsklausul, skal det fremgå af aftalen, at den ansatte eller tidligere ansatte ikke er afskåret fra at indberette oplysninger om overtrædelser eller potentielle overtrædelser af den finansielle regulering. Bestemmelsen vedrører alle aftaler om tavshedsklausuler.

Det følger af § 75 c, stk. 2, at den ansatte eller tidligere ansatte uanset aftalen om tavshedsklausulens indhold kan indberette oplysninger om overtrædelser eller potentielle overtrædelser af den finansielle regulering. Det er således ikke muligt for en finansiel virksomhed at afskære en ansat eller tidligere ansat fra at indberette oplysninger, selvom der er indgået en aftale om tavshedsklausul med vedkommende. Denne del af aftalen vil således være ugyldig.

Det foreslås at udvide anvendelsesområdet for § 75 a, stk. 1, 1. pkt ., § 75 b, stk. 1, 1. pkt., og § 75 c, stk. 1 og 2, ved at tilføje ”crowdfundingstjenesteudbydere” til bestemmelserne.

De foreslåede ændringer vil medføre, at crowdfundingtjenesteudbydere omfattes af whistleblowerbestemmelserne i lov om finansiel virksomhed. Ændringen indebærer desuden, at crowdfundingtjenesteudbydere med færre end 50 ansatte omfattes af reglerne i lov om finansiel virksomhed, jf. § 75 a, stk. 1, 4. pkt.

Ændringerne vil medføre en styrket beskyttelse af den ansatte eller tidligere ansatte i en crowdfundingtjenesteudbyder, idet crowdfundingtjenesteudbyderen både vil være omfattet af de særlige sektorspecifikke beskyttelsesregler i lov om finansiel virksomheder, herunder garantien for anonymitet, samt reglerne i lov om beskyttelse af whistleblowere. Ændringerne sikrer desuden ensartede regler og beskyttelse af whistleblowere på tværs af den finansielle sektor.

For crowdfundingtjenesteudbydere med færre end 50 ansatte foreslås det i § 12, stk. 5, i dette lovforslag, at § 75 a, stk. 1, 4. pkt., i lov om finansiel virksomhed først finder anvendelse fra den 17. december 2023. Der henvises i den forbindelse til lovforslagets § 12 og bemærkningerne hertil.

Til nr. 19-23 (§ 126, stk. 2, nr. 1-4, § 126 d, stk. 5, nr. 1-5, i lov om finansiel virksomhed)

Det følger af artikel 300 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/138/EF om adgang til og udøvelse af forsikrings- og genforsikringsvirksomhed (Solvens II) 2021/C 423/12, at de beløb, der er udtrykt i euro i direktivet, revideres hvert femte år ved at forhøje grundbeløbet i euro med den procentuelle ændring i samtlige medlemsstaters almindelige harmoniserede forbrugerprisindeks. Der anvendes i Solvens II-direktivet bl.a. beløbsgrænser til afgrænsning af direktivets anvendelsesområde og som absolutte og beløbsmæssigt fastlagte minimumsgrænser for forsikringsselskabers kapitalkrav. For at tage højde for inflation bør disse beløb således kunne justeres, hvilket sker ved, at Kommissionen meddeler de reviderede beløb. Solvens II-direktivet har fundet anvendelse siden 1. januar 2016, og den første femårige periode gik fra 31. december 2015 til 31. december 2020. Beløbene blev derfor revideret af Kommissionen i 2021, og de reviderede beløb skal gennemføres i medlemsstaterne.

De oprindelige beløbsgrænser fra Solvens II-direktivet er afspejlet i en række bestemmelser i lov om finansiel virksomhed, herunder § 126, stk. 2, nr. 1-4, og § 126 d, stk. 5, nr. 1-5.

Det følger af den gældende § 126, stk. 2, nr. 1-4, i lov om finansiel virksomhed, at kravet til minimumsbasiskapitalen for gruppe 2-forsikringsselskaber skal udgøre et beløb fastsat i euro, afhængig af om forsikringsselskabet er et livsforsikringsselskab eller et skadesforsikringsselskab, samt afhængig af hvilke klasser forsikringsselskabet udøver virksomhed indenfor. Det gældende krav til minimumsbasiskapitalen udgør således: 1) 3,7 mio. euro for selskaber, der udøver virksomhed omfattet af bilag 8. 2) 2,5 mio. euro for selskaber, der udøver virksomhed inden for forsikringsklasserne 1-9 og 16-18, jf. bilag 7. 3) 3,6 mio. euro for selskaber, der udøver genforsikringsvirksomhed. 4) 1,2 mio. euro for captivegenforsikringsselskaber.

Den gældende § 126 d, stk. 5, i lov om finansiel virksomhed, fastsætter den nedre grænse for minimumskapitalkravet for gruppe 1-forsikringsselskaber. Den nedre grænse for minimumskapitalkravet er fastsat som en beløbsmæssig størrelse i euro, der varierer alt efter den virksomhed, som forsikringsselskabet udøver. Den gældende nedre grænse er således: 1) 3,7 mio. euro for forsikringsselskaber, der udøver virksomhed omfattet af bilag 8. 2) 2,5 mio. euro for forsikringsselskaber, der udøver virksomhed inden for forsikringsklasserne 1-9 og 16-18, jf. bilag 7. 3) 3,7 mio. euro for forsikringsselskaber, der udøver virksomhed inden for forsikringsklasserne 10-15, jf. bilag 7. 4) 3,6 mio. euro for forsikringsselskaber, der udøver genforsikringsvirksomhed. 5) 1,2 mio. euro for captivegenforsikringsselskaber.

Bestemmelsen implementerer artikel 129, stk. 1, litra d, i Solvens II-direktivet.

Det foreslås at ændre beløbsgrænserne i § 126, stk. 2, nr. 1-4 , og § 126 d, stk. 5, nr. 1 -5 .

De foreslåede ændringer af § 126 d, stk. 5, nr. 1-5, er en konsekvens af artikel 300 i Solvens II-direktivet.

Det foreslåede vil medføre, at beløbene i § 126 d, stk. 5, kommer til at stemme overens med de beløbsgrænser, som Kommissionen har offentliggjort i Meddelelse om tilpasning i overensstemmelse med inflationen af de beløb, der er fastsat i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/138/EF om adgang til og udøvelse af forsikrings- og genforsikringsvirksomhed (Solvens II) 2021/C 423/12.

Gruppe 2-forsikringsselskaber er på grund af deres begrænsede størrelse og aktivitetsområde ikke omfattet af Solvens II-direktivet, hvorfor de heller ikke er omfattet af solvensreglerne i Solvens II-direktivet. Det følger dog af forarbejderne til § 126, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed, jf. Folketingstidende 2014-15, A, L 114 som fremsat, side 42, der omhandler kravet til minimumsbasiskapitalen for gruppe 2-forsikringsselskaber, at for at sikre en ensartet beskyttelse af forsikringstagerne skal beløbsgrænserne for gruppe 2-forsikringsselskaberne i § 126, stk. 2, nr. 1-4, reguleres sideløbende med beløbsgrænserne i § 126 d, stk. 5.

Det foreslåede vil derfor medføre, at beløbene i § 126, stk. 1-4, reguleres sideløbende med beløbsgrænserne i § 126 d, stk. 5.

Til nr. 24 (§ 128 a i lov om finansiel virksomhed)

Det fremgår af den gældende § 128 a i lov om finansiel virksomhed, at Finanstilsynet har hjemmel til at fastsætte regler om finansielle virksomheders udstedelse af gældsbreve med vilkår om konvertering til aktie-, garanti- eller andelskapital, herunder i hvilket omfang selskabslovens kapitel 10 finder anvendelse.

Med hjemmel i § 128 a er udstedt bekendtgørelse nr. 1358 af 22. november 2016 om opgørelse af basiskapital for gruppe 2-forsikringsselskaber og om opgørelse af kapitalgrundlag for visse fondsmæglerselskaber og bekendtgørelse nr. 2155 af 3. december 2020 om opgørelse af risikoeksponeringer, kapitalgrundlag og solvensbehov.

Den gældende bestemmelse giver ikke mulighed for at fastsætte regler om finansielle holdingvirksomheders udstedelse af gældsbreve med konvertering. Bestemmelsen giver heller ikke mulighed for at fastsætte regler om konvertering til anpartskapital.

Det foreslås at ændre § 128 a , så finansielle holdingvirksomheder tilføjes til bestemmelsen. Det foreslås videre, at bestemmelsen udvides til også at omfatte konvertering til anpartskapital.

Ændringen foreslås indført som konsekvens af lovforslagets § 5, nr. 7, om ændring af § 12, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed.

Den foreslåede ændring af § 128 a vil medføre, at Finanstilsynet kan fastsætte regler for finansielle holdingvirksomheders udstedelse af gældsbreve med vilkår om konvertering, ligesom det på nuværende tidspunkt er muligt for finansielle virksomheder. Forslaget vil ligeledes medføre, at Finanstilsynet kan fastsætte regler for vilkår om konvertering til anpartskapital, i de tilfælde hvor finansielle holdingvirksomheder er organiseret som anpartsselskab.

Ændringerne er nødvendige for, at de finansielle virksomheders udstedelse af kapitalinstrumenter lever op til kravene i CRR, jf. artikel 52.

Til nr. 25 (§ 361, stk. 6, nr. 1, i lov om finansiel virksomhed)

Lov om finansiel virksomhed § 361, stk. 6, nr. 1, fastsætter, at virksomheder og personer omfattet af § 1, stk. 1, nr. 8, 23 og 24, i hvidvaskloven betaler Finanstilsynet et årligt grundbeløb på 4.400 kr.

Hvidvasklovens § 48, stk. 2, fastsætter, at virksomheder og personer omfattet af § 1, stk. 1, nr. 22-26, skal registreres hos Finanstilsynet for at udøve deres aktiviteter.

Det foreslås i § 361, stk. 6, nr. 1, at ændre »stk. 1, nr. 8, 23 og 24« til: »stk. 1, nr. 8 og 22-26«.

Det foreslåede har til formål at sikre, at virksomheder og personer, der skal lade sig registrere hos Finanstilsynet, i medfør af hvidvasklovens § 48, stk. 2, ligeledes betaler en årlig afgift til Finanstilsynet.

Det foreslåede medfører, at udbydere af veksling mellem virtuelle valutaer og fiatvalutaer, udbydere af overførsel af virtuel valuta og udbydere af finansielle tjenester relateret til en udsteders udbud eller salg af virtuelle valutaer bliver pålagt at betale et årligt grundbeløb til Finanstilsynet på 4.400 kr. Disse virksomheder, der blev omfattet af pligten til at lade sig registrere i henhold til hvidvaskloven ved lov nr. 1163 af 8. juni 2021, blev ikke samtidig omfattet af afgiftspligten i § 361, stk. 6, nr. 1. Den foreslåede ændring retter op på det.

Det foreslåede ændrer ikke på den afgift, der bliver opkrævet af Finanstilsynet hos udbydere af virtuelle tegnebøger og udbydere af veksling mellem en eller flere typer af virtuel valuta.

Det foreslåede skal ses i sammenhæng med lovforslagets § 5, nr. 1, der nyaffatter § 1, stk. 1, nr. 26, hvorefter udbydere af finansielle tjenester relateret til en udsteders udbud og/eller salg af virtuelle valutaer omfattes af hvidvasklovens anvendelsesområde.

Grundbeløbet efter § 361, stk. 6, nr. 1, i lov om finansiel virksomhed justeres i henhold til § 361, stk. 11.

Til nr. 26 (§ 361, stk. 7, i lov om finansiel virksomhed)

Finanstilsynet kræver årligt afgifter fra den finansielle sektor i december. Afgiften dækker året, der er gået. Afgifterne bliver opkrævet hos virksomheder under tilsyn og dækker Finanstilsynets udgifter til tilsyn med virksomhederne.

Det følger af § 361 i lov om finansiel virksomhed, at en række fysiske og juridiske personer skal betale et årligt grundbeløb til Finanstilsynet. Beløbene i den gældende bestemmelse er angivet i 2016-niveau, men reguleres årligt svarende til udviklingen i Finanstilsynets bevilling på finansloven, jf. § 361, stk. 11, i lov om finansiel virksomhed.

Det følger af den gældende § 361, stk. 7, nr. 1, i lov om finansiel virksomhed, at udenlandske forvaltere af alternative investeringsfonde omfattet af kapitel 17 i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v., som er meddelt tilladelse til at markedsføre en udenlandsk alternativ investeringsfond i Danmark, betaler 4.400 kr. pr. alternativ investeringsfond og 4.400 kr. pr. afdeling i fonden.

Henvisningen til kapitel 17 er en fejlhenvisning. Kapitel 17 i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v. vedrører regler for forvaltere af alternative investeringsfonde med registreret hjemsted i et tredjeland, herunder regler om referenceland. Erhvervsministeren fastsætter tidspunktet for ikrafttræden af bestemmelserne i kapitel 17, jf. § 192, stk. 3, i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v. Bestemmelserne i kapitel 17 er ikke trådt i kraft. Det skyldes, at de bestemmelser i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/61/EU af 8. juni 2011 om forvaltere af alternative investeringsfonde og om ændring af direktiv 2003/41/EF og 2009/65/EF samt forordning (EF) nr. 1060/2009 og (EU) nr. 1095/2010 (FAIF-direktivet), som bestemmelserne i kapitel 17 skal implementere, ikke er sat i kraft af Kommissionen. Den rette henvisning er en henvisning til de enkelte paragraffer i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v., som de udenlandske forvaltere af alternative investeringsfonde er omfattet af.

Det følger af den gældende § 361, stk. 7, nr. 2, i lov om finansiel virksomhed, at udenlandske forvaltere af alternative investeringsfonde fra et land inden for Den Europæiske Union eller et land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område, og udenlandske forvaltere af alternative investeringsfonde fra et tredjeland, som Danmark er referenceland for, der er meddelt tilladelse til at forvalte danske alternative investeringsfonde, årligt betaler et grundbeløb til Finanstilsynet. Grundbeløbet udgør 44.500 kr. og skal dække Finanstilsynets udgifter i forbindelse med registrering og løbende overvågning af forvalternes aktiviteter i forbindelse med forvaltning af danske alternative investeringsfonde. Danske forvaltere af alternative investeringsfonde betaler årligt et grundbeløb i medfør af § 367 i lov om finansiel virksomhed.

Ordlyden i § 361, stk. 7, nr. 2, herunder henvisningen til udenlandske forvaltere af alternative investeringsfonde fra et tredjeland, som Danmark er referenceland for, blev affattet i forbindelse med implementeringen af FAIF-direktivet. Direktivreglerne vedrørende udenlandske forvaltere af alternative investeringsfonde fra et tredjeland og reglerne om referenceland er imidlertid ikke trådt i kraft. Det er således på nuværende tidspunkt ikke muligt for udenlandske forvaltere af alternative investeringsfonde fra et tredjeland at forvalte danske alternative investeringsfonde.

Det følger desuden af artikel 9 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2019/1156/EU af 20. juni 2019 om lettere grænseoverskridende distribution af kollektive investeringsinstitutter og om ændring af forordning (EU) nr. 345/2013, (EU) nr. 346/2013 og (EU) nr. 1286/2014 (CBDF-forordningen), at hvor gebyrer eller afgifter opkræves af de kompetente myndigheder for at udføre deres opgaver i forbindelse med FAIF'ers, EuVECA-forvalteres, EuSEF-forvalteres og investeringsinstitutters grænseoverskridende aktiviteter, skal disse gebyrer eller afgifter være i overensstemmelse med de samlede udgifter, der er forbundet med udøvelsen af den kompetente myndigheds funktioner.

Det foreslås at nyaffatte § 361, stk. 7, i lov om finansiel virksomhed. Med nyaffattelsen vil der ikke henvises til kapitel 17 i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v., de årlige grundbeløb justeres, og bestemmelsen opdeles i de foreslåede nr. 1-5.

Opdelingen skal gøre det tydeligt, hvilke forvaltere af alternative investeringsfonde der skal betale grundbeløb til Finanstilsynet. Fastsættelsen af det årlige grundbeløb skal desuden sikre, at opkrævning af grundbeløb sker i overensstemmelse med artikel 9 i CBDF-forordningen.

Det foreslås i nr. 1 , at forvaltere af alternative investeringsfonde med registreret hjemsted i et andet land inden for Den Europæiske Union eller et land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område, som i henhold til § 88 i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v. i Danmark markedsfører andele i en alternativ investeringsfond fra et andet land inden for Den Europæiske Union eller et land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område, betaler 5.000 kr. i årligt grundbeløb til Finanstilsynet.

Det fremgår af § 88 i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v., at forvaltere af alternative investeringsfonde med registreret hjemsted i et andet land inden for Den Europæiske Union eller et land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område, som har fået tilladelse til at forvalte alternative investeringsfonde i henhold til regler, der gennemfører FAIF-direktivet, og som ønsker at markedsføre andele i alternative investeringsfonde fra et land inden for Den Europæiske Union eller et land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område, over for professionelle investorer i Danmark, kan påbegynde markedsføring fra det tidspunkt, hvor de kompetente myndigheder i forvalterens hjemland har underrettet forvalteren om, at de har fremsendt anmeldelse og erklæring herom til Finanstilsynet i henhold til reglerne i FAIF-direktivet.

Forslaget vil medføre, at forvaltere af alternative investeringsfonde fra en anden EU-medlemsstat eller et EØS-land, der i Danmark markedsfører andele i en alternativ investeringsfond med registreret hjemsted i en anden EU-medlemsstat eller i et EØS-land, skal betale et årligt grundbeløb i henhold til nr. 1.

Det foreslås i nr. 2 , at forvaltere af alternative investeringsfonde med registreret hjemsted i et andet land inden for Den Europæiske Union eller et land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område, som i henhold til § 109 i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v. i Danmark markedsfører andele i en alternativ investeringsfond fra et tredjeland, betaler 8.000 kr. i årligt grundbeløb til Finanstilsynet.

Det fremgår af § 109 i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v., at forvaltere af alternative investeringsfonde med registreret hjemsted i Danmark, et andet land inden for Den Europæiske Union eller et land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område, og som ønsker at markedsføre udenlandske alternative investeringsfonde i Danmark, af Finanstilsynet kan få tilladelse til dette, når en række nærmere angivne betingelser er opfyldt.

Forslaget vil medføre, at en forvalter af alternative investeringsfonde fra en anden EU-medlemsstat eller et EØS-land, der i Danmark markedsfører andele i en alternativ investeringsfond fra et tredjeland, skal betale et årligt grundbeløb i henhold til nr. 2.

Det foreslås i nr. 3, i lov om finansiel virksomhed, at forvaltere af alternative investeringsfonde med registreret hjemsted i et tredjeland, der i henhold til § 130 i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v. har tilladelse til markedsføring i Danmark af andele i en alternativ investeringsfond fra et tredjeland, betaler 8.000 kr. i årligt grundbeløb til Finanstilsynet.

Det fremgår af § 130 i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v., at forvaltere af alternative investeringsfonde med registreret hjemsted i et tredjeland, kan få tilladelse af Finanstilsynet til at markedsføre andele til professionelle investorer i Danmark i en alternativ investeringsfond, som forvalteren forvalter, når en række nærmere angivne betingelser er opfyldt.

Forslaget vil medføre, at forvaltere af alternative investeringsfonde fra et tredjeland, der i Danmark markedsfører andele i en alternativ investeringsfond fra et tredjeland, skal betale et årligt grundbeløb i henhold til nr. 3.

Det foreslås i nr. 4, at forvaltere af alternative investeringsfonde fra et land inden for Den Europæiske Union eller et land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område, som i henhold til § 95 i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v. forvalter danske alternative investeringsfonde, betaler Finanstilsynet 4.100 kr. i årligt grundbeløb.

Det fremgår af § 95, stk. 1, at en forvalter af alternative investeringsfonde med registreret hjemsted i et andet land inden for Den Europæiske Union eller et land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område, som har fået tilladelse til at forvalte alternative investeringsfonde i henhold til FAIF-direktivet, kan påbegynde forvaltning af alternative investeringsfonde, der er etableret i Danmark, fra det tidspunkt, hvor de kompetente myndigheder i forvalterens hjemland har underrettet forvalteren om, at de til Finanstilsynet har fremsendt de oplysninger, der fremgår af § 90, samt en erklæring om, at forvalteren har tilladelse til at forvalte alternative investeringsfonde med den pågældende type investeringsstrategi.

Forslaget vil medføre, at forvaltere af alternative investeringsfonde fra en anden EU-medlemsstat eller et EØS-land, som i henhold til § 95 i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v. forvalter danske alternative investeringsfonde, skal betale et årligt grundbeløb til Finanstilsynet.

Det foreslås i nr. 5 , at forvaltere af alternative investeringsfonde med registreret hjemsted i et andet land inden for Den Europæiske Union eller et andet land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område, som har etableret en filial i Danmark, betaler Finanstilsynet 4.100 kr. i årligt grundbeløb.

Forslaget vil medføre, at en forvalter fra en anden EU-medlemsstat eller et EØS-land, der har etableret en filial i Danmark, skal betale et årligt grundbeløb til Finanstilsynet.

Til nr. 27 (§ 361, stk. 8, i lov om finansiel virksomhed)

Finanstilsynet kræver årligt afgifter fra den finansielle sektor i december. Afgiften dækker året, der er gået. Afgifterne bliver opkrævet hos virksomheder under tilsyn og dækker Finanstilsynets udgifter til tilsyn med virksomhederne.

Det følger af § 361, at en række fysiske og juridiske personer skal betale et årligt grundbeløb til Finanstilsynet. Beløbene angivet i den gældende bestemmelse er angivet i 2016-niveau, men reguleres årligt svarende til udviklingen i Finanstilsynets bevilling på finansloven, jf. § 361, stk. 11, i lov om finansiel virksomhed.

Det følger af den gældende § 361, stk. 8, nr. 1, at for hver meddelelse, anmeldelse eller ansøgning om grænseoverskridende markedsføring af andele i investeringsinstitutter, jf. § 27 i lov om investeringsforeninger m.v., betaler udenlandske investeringsinstitutter 5.500 kr.

Det følger af den gældende § 361, stk. 8, nr. 2, at udenlandske investeringsinstitutter omfattet af § 27 i lov om investeringsforeninger m.v. betaler 17.500 kr.

Det følger af § 27 i lov om investeringsforeninger m.v., at udenlandske investeringsinstitutter, der har fået tilladelse i henhold til reglerne i direktiv 2009/65/EF af 13. juli 2009 om samordning af love og administrative bestemmelser om visse institutter for kollektiv investering i værdipapirer (investeringsinstitutter) (UCITS-direktivet) til at udøve den i §§ 3 og 4 i lov om investeringsforeninger m.v. nævnte virksomhed af de kompetente myndigheder i et andet land inden for Den Europæiske Union eller i et land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område i medfør af UCITS-direktivet, og som ønsker at markedsføre sine andele direkte eller indirekte her i landet, kan begynde at markedsføre sine andele, når Finanstilsynet har modtaget meddelelse herom med den komplette dokumentation fra de kompetente myndigheder i instituttets hjemland.

Det følger desuden af artikel 9 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2019/1156/EU af 20. juni 2019 om lettere grænseoverskridende distribution af kollektive investeringsinstitutter, og om ændring af forordning (EU) nr. 345/2013, (EU) nr. 346/2013 og (EU) nr. 1286/2014 (CBDF-forordningen), at hvor gebyrer eller afgifter opkræves af de kompetente myndigheder for at udføre deres opgaver i forbindelse med FAIF'ers, EuVECA-forvalteres, EuSEF-forvalteres og investeringsinstitutters grænseoverskridende aktiviteter, skal disse gebyrer eller afgifter være i overensstemmelse med de samlede udgifter, der er forbundet med udøvelsen af den kompetente myndigheds funktioner.

Det foreslås at nyaffatte § 361, stk. 8, så udenlandske investeringsinstitutter omfattet af § 27 i lov om investeringsforeninger m.v. betaler et årligt grundbeløb til Finanstilsynet på 5.000 kr., hvis de markedsfører færre end 10 afdelinger og 11.000 kr., hvis de markedsfører 10 afdelinger eller flere.

Nedsættelsen af det årlige grundbeløb skal sikre, at opkrævning af grundbeløb sker i overensstemmelse med artikel 9 i CBDF-forordningen.

Forslaget vil medføre, at udenlandske investeringsinstitutter omfattet af § 27 i lov om investeringsforeninger m.v., skal betale et årligt grundbeløb til Finanstilsynet.

Til nr. 28 (§ 363 b i lov om finansiel virksomhed)

Finanstilsynet kræver årligt afgifter fra den finansielle sektor i december. Afgiften dækker året, der er gået. Afgifterne bliver opkrævet hos virksomheder under tilsyn og dækker Finanstilsynets udgifter til tilsyn med virksomhederne.

Lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og -aktiviteter fastsætter i § 265, jf. § 5, at udenlandske investeringsselskaber og kreditinstitutter, der er meddelt tilladelse til at yde eller udføre investeringsservice og -aktiviteter i et land inden for Den Europæiske Union eller et land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område (EU-/EØS-lande), og som udøver sådan virksomhed her i landet gennem filial eller tilknyttet agent, der er etableret her i landet, skal betale afgift til Finanstilsynet. Afgiften fastsættes i henhold til kapitel 22 i lov om finansiel virksomhed.

Videre fastsætter lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og -aktiviteter i § 265, jf. § 7, stk. 3, at udenlandske investeringsselskaber og kreditinstitutter, der er meddelt tilladelse til at yde eller udføre investeringsservice og -aktiviteter i et land uden for Den Europæiske Union, som Unionen ikke har indgået aftale med på det finansielle område (tredjelande), og som udøver sådan virksomhed her i landet gennem filial, skal betale afgift til Finanstilsynet. Afgiften fastsættes i henhold til kapitel 22 i lov om finansiel virksomhed.

Kapitel 22 i lov om finansiel virksomhed fastsætter regler om afgift. De gældende bestemmelser i kapitel 22 fastsætter imidlertid ikke regler om afgift for investeringsselskaber og kreditinstitutter fra et andet EU-/EØS-land eller et tredjeland, der yder eller udfører investeringsservice og -aktiviteter her i landet gennem filial eller tilknyttet agent etableret her i landet efter henholdsvis §§ 38 og 43 i lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og -aktiviteter og §§ 30 og 33 a i lov om finansiel virksomhed.

Hverken lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og -aktiviteter eller lov om finansiel virksomhed fastsætter regler om afgift for investeringsselskaber og kreditinstitutter fra tredjelande, der yder eller udfører grænseoverskridende investeringsservice og -aktiviteter her i landet til godkendte modparter og professionelle kunder efter henholdsvis § 41 i lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og -aktiviteter og § 33 i lov om finansiel virksomhed.

Det foreslås at indsætte en ny bestemmelse, § 363 b .

Det foreslås i stk. 1, at filialer her i landet af udenlandske kreditinstitutter og investeringsselskaber, der er meddelt tilladelse til at udøve den virksomhed, som er nævnt i § 13, stk. 1, i lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og -aktiviteter, i et land inden for Den Europæiske Union eller et land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område (EU-/EØS-lande), betaler en årlig afgift til Finanstilsynet på 8.000 kr.

Forslaget vil medføre, at kreditinstitutter og investeringsselskaber fra et andet EU/EØS-land, der har notificeret filialetablering her i landet, jf. henholdsvis § 30 i lov om finansiel virksomhed og § 38 i lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og -aktiviteter, skal betale en årlig afgift til Finanstilsynet, som skal bidrage til finansieringen af Finanstilsynets værtslandstilsyn, jf. § 250 i lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og -aktiviteter.

Efter forslaget vil det alene være kreditinstitutter fra et andet EU-/EØS-land, der har notificeret, at filialen her i landet yder eller udfører investeringsservice og -aktivitet, som udover at betale afgift efter den gældende § 363 a skal betale afgift efter den foreslåede § 363 b, stk. 1. Udøver filialen alene kreditinstitutvirksomhed, skal kreditinstituttet kun betale afgift efter den gældende § 363 a.

En filial udgør ikke en selvstændig del af det udenlandske investeringsselskab, der har etableret filialen. Derfor foreslås det, at afgiften pålægges investeringsselskabet.

Det foreslås i stk. 2, at stk. 1 også finder anvendelse, hvis de pågældende virksomheder udøver deres virksomhed her i landet gennem tilknyttede agenter, der er etableret her i landet.

Forslaget vil medføre, at udenlandske investeringsselskaber og kreditinstitutter fra et andet EU-/EØS-land, der har notificeret virksomhed her i landet gennem tilknyttede agenter, der er etableret her i landet, jf. henholdsvis § 38 i lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og -aktiviteter og § 30 i lov om finansiel virksomhed, skal betale en årlig afgift til Finanstilsynet på samme vis, som havde de notificeret filialetablering her i landet.

Tilknyttede agenter agerer på vegne af det investeringsselskab eller det kreditinstitut, der har tilknyttet agenten, herunder på investeringsselskabets eller kreditinstituttets betingelsesløse ansvar. Det foreslås derfor, at henholdsvis investeringsselskabet eller kreditinstituttet pålægges afgiften.

Det foreslås i stk. 3, at filialer her i landet af udenlandske investeringsselskaber og kreditinstitutter, der er meddelt tilladelse til at udøve den virksomhed, som er nævnt i § 13, stk. 1, i lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og -aktiviteter, i et tredjeland, betaler årligt en afgift til Finanstilsynet på 15.000 kr.

Forslaget vil medføre, at tredjelandsinvesteringsselskaber og -kreditinstitutter, der har opnået Finanstilsynets tilladelse til at yde eller udføre investeringsservice og -aktiviteter, jf. § 13, stk. 1, i lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og -aktiviteter, her i landet gennem filial efter henholdsvis § 43 i lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og -aktiviteter og § 33 a i lov om finansiel virksomhed, skal betale en årlig afgift til Finanstilsynet, som skal bidrage til Finanstilsynets tilsyn med filialerne, jf. § 7 i lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og -aktiviteter.

En filial udgør ikke en selvstændig del af det udenlandske investeringsselskab eller kreditinstitut, der har etableret filialen. Det foreslås derfor, at afgiften pålægges investeringsselskabet eller kreditinstituttet.

Det foreslås i stk. 4 , at udenlandske kreditinstitutter og investeringsselskaber, der er meddelt tilladelse til at udøve den virksomhed, som er nævnt i § 13, stk. 1, i lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og -aktiviteter, i et tredjeland, og for hvilket land Europa-Kommissionen ikke har vedtaget en ækvivalensafgørelse vedrørende tredjelandets retlige og tilsynsmæssige ramme som omhandlet i artikel 47, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 600/2014 af 15. maj 2014 om markeder for finansielle instrumenter, eller hvor en sådan afgørelse ikke længere er gyldig, og som yder grænseoverskridende tjenesteydelser med investeringsservice og -aktiviteter her i landet, betaler en årlig afgift til Finanstilsynet på 8.000 kr.

Forslaget vil medføre, at udenlandske tredjelandsinvesteringsselskaber og kreditinstitutter, der har opnået Finanstilsynets tilladelse til grænseoverskridende investeringsservice og -aktiviteter her i landet til godkendte modparter og professionelle kunder efter henholdsvis § 41 i lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og -aktiviteter og § 33 i lov om finansiel virksomhed, skal betale en årlig afgift til Finanstilsynet. Afgiften skal bidrage til Finanstilsynets tilsyn med de grænseoverskridende tjenesteydelser, jf. § 8 lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og -aktiviteter.

Til nr. 29-33 (§ 417 b, stk. 4, nr. 6-10, i lov om finansiel virksomhed)

Det følger af § 417 b, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed, at et gruppe 1-forsikringsselskab indtil den 1. januar 2032 kan få tilladelse fra Finanstilsynet til at anvende et fradrag i de forsikringsmæssige hensættelser opgjort efter bestemmelsens stk. 2.

§ 417 b, stk. 2, fastsætter, hvordan fradraget skal opgøres.

Det følger af den gældende § 417 b, stk. 4, at Finanstilsynet kan begrænse fradraget opgjort efter bestemmelsens stk. 2, hvis anvendelsen heraf medfører, at solvenskapitalkravet, jf. § 126 c, er mindre end det største af summen af de i § 417 b, stk. 4, nr. 1-5, nævnte beløb og det største af det for selskabet relevante beløb i § 417 b, stk. 4 nr. 6-10.

Den gældende § 417 b, stk. 4, nr. 6-10, indeholder de samme beløbsgrænser, som også fremgår af § 126, stk. 2, nr. 1-4, og § 126 d, stk. 5, som foreslås ændret ved dette lovforslags § 5, nr. 19-23.

Det foreslås at ændre beløbsgrænserne i § 417 b, stk. 4, nr. 6-10 .

Det foreslåede vil medføre, at beløbsgrænserne i § 417 b, stk. 4, nr. 6-10, ensartes med beløbsgrænserne i det foreslåede § 126 d, stk. 5, nr. 1-5. Det foreslåede har således til formål at sikre konsistens mellem bestemmelserne.

Den foreslåede § 126 d, stk. 5, nr. 1-5, er en konsekvens af artikel 300 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/138/EF om adgang til og udøvelse af forsikrings- og genforsikringsvirksomhed (Solvens II) 2021/C 423/12. Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til den foreslåede § 126 d, stk. 5, nr. 1-5.

Kilde

Til nr. 1 og 2 (§ 2, nr. 8, litra c, nr. i-ii, i lov om forsikringsformidling)

Det følger af artikel 300 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/138/EF om adgang til og udøvelse af forsikrings- og genforsikringsvirksomhed (Solvens II) 2021/C 423/12, at de beløb, der er udtrykt i euro i direktivet, revideres hvert femte år ved at forhøje grundbeløbet i euro med den procentuelle ændring i samtlige medlemsstaters almindelige harmoniserede forbrugerprisindeks. Der anvendes i Solvens II-direktivet bl.a. beløbsgrænser til afgrænsning af direktivets anvendelsesområde og som absolutte og beløbsmæssigt fastlagte minimumsgrænser for forsikringsselskabers kapitalkrav. For at tage højde for inflation bør disse beløb således kunne justeres, hvilket sker ved, at Kommissionen meddeler de reviderede beløb. Solvens II-direktivet har fundet anvendelse siden 1. januar 2016, og den første femårige periode gik fra 31. december 2015 til 31. december 2020. Beløbene blev derfor revideret af Kommissionen i 2021, og de reviderede beløb skal gennemføres i medlemsstaterne.

De oprindelige beløbsgrænser fra Solvens II-direktivet er afspejlet § 2, nr. 8, litra c, nr. i og ii, i lov om forsikringsformidling.

Den gældende § 2, nr. 8, i lov om forsikringsformidling, indeholder en definition af store risici. I bestemmelsens litra c følger det, at risici under forsikringsklasserne 3, 8-10, 13 og 16 i bilag 7 til lov om finansiel virksomhed er defineret som store risici, hvis forsikringstageren opfylder mindst to af tre betingelser, som er oplistet i § 2, nr. 8, litra c, nr. i-iii. I nr. i og ii er der angivet beløbsgrænser i DKK.

Det foreslås at ændre beløbsgrænserne i § 2, nr. 8, litra c, nr. i , og § 2, nr. 8, litra c, nr. ii .

Bestemmelsen om store risici i lov om forsikringsformidling implementerer bestemmelsen herom i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2016/97 af 20. januar 2016 om forsikringsdistribution (IDD-direktivet). IDD-direktivets definition af store risici henviser til Solvens II-direktivet.

Store risici er defineret i Solvens II-direktivets artikel 13, nr. 27. De foreslåede ændringer er en konsekvens af artikel 300 i Solvens II-direktivet, hvoraf det følger, at beløbsgrænserne i definitionen for store risici i Solvens II-direktivet skal inflationsreguleres hvert femte år.

Det foreslåede vil medføre, at beløbene i § 2, nr. 8, litra c, nr. i, og § 2, nr. 8, litra c, nr. ii, kommer til at stemme overens med de beløbsgrænser, som Kommissionen har offentliggjort i meddelelse om tilpasning i overensstemmelse med inflationen af de beløb, der er fastsat i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/138/EF om adgang til og udøvelse af forsikrings- og genforsikringsvirksomhed (Solvens II) 2021/C 423/12.

Til nr. 3 (§ 22, stk. 1, 2. pkt., i lov om forsikringsformidling)

Den gældende § 22, stk. 1, 2. pkt., i lov om forsikringsformidling fastsætter, hvilken øvrig lovgivning, ud over reglerne i selve lov om forsikringsformidling, som Finanstilsynet påser forsikringsformidlernes overholdelse af. Dette er bl.a. en række EU-forordninger, der er direkte gældende i dansk ret, men hvor der i Danmark skal udpeges en kompetent myndighed til at påse overholdelsen af reglerne.

Det følger af artikel 14, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2019/2088/EU af 27. november 2019 om bæredygtighedsrelaterede oplysninger i sektoren for finansielle tjenesteydelser (disclosureforordningen), at hver medlemsstat skal sikre, at den kompetente myndighed, der er udpeget i overensstemmelse med sektorspecifik lovgivning, udpeges som kompetent myndighed til at varetage de opgaver, der følger af disclosureforordningen. Endvidere skal hver medlemsstat sikre, at den udpegede kompetente myndighed har de tilsyns- og undersøgelsesbeføjelser, der er nødvendige for, at den kan opfylde de opgaver, der er omfattet af disclosureforordningen og regler udstedt i medfør heraf. Finanstilsynet er udpeget som kompetent myndighed i en række love på det finansielle område og har dermed hjemmel til at påse, at finansielle markedsdeltagere og finansielle rådgivere overholder disclosureforordningen, jf. bl.a. lov nr. 2110 af 22. december 2020 og lov nr. 1940 af 15. december 2020.

Disclosureforordningen fastsætter en række oplysningskrav for bl.a. finansielle rådgivere, og det skal derfor sikres, at der kan føres tilsyn med de finansielle rådgiveres overholdelse af reglerne.

Det foreslås, at der i § 22, stk. 1, 2. pkt., indsættes en henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2019/2088/EU af 27. november 2019 om bæredygtighedsrelaterede oplysninger i sektoren for finansielle tjenesteydelser (disclosureforordningen).

Den foreslåede ændring vil medføre, at Finanstilsynet skal påse forsikringsformidleres overholdelse af disclosureforordningen og de regler, som Kommissionen har hjemmel til at udstede i medfør af disclosureforordningen.

Formålet med den foreslåede ændring er at sikre, at Finanstilsynet har hjemmel til at påse forsikringsformidleres overholdelse af disclosureforordningen. Baggrunden er, at en fejl i lov nr. 1940 af 15. december 2020, § 6, nr. 5, har medført, at der ikke er blevet tilføjet en henvisning til disclosureforordningen i § 22, stk. 1, 2. pkt., hvorfor Finanstilsynet ikke på nuværende tidspunkt har hjemmel til at påse forsikringsformidleres overholdelse af disclosureforordningen.

Det er nødvendigt at sikre, at Finanstilsynet har hjemmel til at påse forsikringsformidleres overholdelse af disclosureforordningen, da forsikringsformidlere kan være finansielle rådgivere, når de yder forsikringsrådgivning om forsikringsbaserede investeringsprodukter (IBIP’er), jf. artikel 2, nr. 11, litra a, i disclosureforordningen.

Den foreslåede ændring vil medføre, at Finanstilsynet kan føre et effektivt tilsyn med forsikringsformidleres overholdelse af disclosureforordningen, herunder ved at Finanstilsynet bl.a. kan udstede påbud og påtaler for overtrædelse af disclosureforordningen eller regler udstedt i medfør heraf.

Kilde

Til nr. 1 (§ 2, stk. 1, nr. 1 og 2, i lov om kapitalmarkeder)

Med § 297 i lov nr. 1155 af 8. juni 2021 om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og -aktiviteter, følger en række ændringer af lov om finansiel virksomhed. Det fremgår herunder af bestemmelsens nr. 2 og nr. 199, at det bilag 4 i lov om finansiel virksomhed, jf. lovbekendtgørelse nr. 1447 af 11. september 2020, er ophævet og erstattet af bilag 1 i lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice- og aktiviteter de steder, hvor der fortsat skal henvises til investeringsservice, investeringsaktiviteter eller accessoriske tjenesteydelser.

Det foreslås med § 7, nr. 1, at henvisningen i § 2, stk. 1, nr. 1 og 2, til bilag 4, afsnit A, i lov om finansiel virksomhed, ændres til en henvisning til bilag 1, afsnit A, i lov om fondsmæglerselskaber.

De foreslåede ændringer er en konsekvens af vedtagelsen af lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice- og aktiviteter, jf. lov nr. 1155 af 8. juni 2021, og ændringerne har til formål at sikre, at bilagshenvisningerne i bestemmelserne er retvisende.

Til nr. 2 (§ 3, nr. 38, i lov om kapitalmarkeder)

Den 16. februar 2021 vedtog Europa-Parlamentet og Rådet for den Europæiske Union en genopretningspakke på kapitalmarkedsområdet (CMRP MiFID II), som følge af de økonomiske konsekvenser forbundet med COVID-19 pandemien. Formålet med pakken var at understøtte investeringer i realøkonomien og ny kapital til virksomheder samt fjerne byrder for virksomhederne, der ikke er strengt nødvendige og samtidig bevare markedsintegriteten. En del af pakken var et forslag til justering af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/65/EU af 15. maj 2014 om markeder for finansielle instrumenter og om ændring af direktiv 2002/92/EF og direktiv 2011/61/EU EØS-relevant tekst (MiFID II), herunder en tilpasning af reglerne om positionslofter i råvarederivater i artikel 57 og 58 i MiFID II.

Reglerne om handel med råvarederivater findes i kapitel 23 i lov om kapitalmarkeder samt bekendtgørelse om fastsættelse af grænser for besiddelse af råvarederivater. Ved nævnte bekendtgørelse har Finanstilsynet fastsat regler for, hvor stor en nettoandel eller -position en fysisk eller juridisk person må eje i et råvarederivat. Ved et råvarederivat forstås et afledt finansielt instrument, hvis pris afhænger af prisudviklingen på en råvare som eksempelvis olie, elektricitet, landbrugsvarer og metaller. Bekendtgørelsen er udstedt med hjemmel i § 128, stk. 1, i lov om kapitalmarkeder.

CMRP MiFID II blev gennemført i dansk lov ved § 2 i lov nr. 2383 af 14. december 2021 om ændring af lov om finansiel virksomhed.

Formålet med reglerne er at undgå, at enkelte aktører har så store positioner, at de potentielt har mulighed for at manipulere prisen på et råvarederivat. Ved opgørelsen af en nettoposition medregnes alle de positioner, som en fysisk eller juridisk person selv besidder, og de positioner, der besiddes på koncernniveau, jf. § 129, stk. 1, i lov om kapitalmarkeder.

§ 129, stk. 2, nr. 1-4, i lov om kapitalmarkeder regulerer hvilke positioner, der ikke skal medregnes i opgørelsen af en persons nettoposition og medfører, at visse finansielle virksomheder har mulighed for at blive undtaget fra reglerne om positionslofter, såfremt handlen med derivaterne er objektivt risikoreducerende for de kommercielle aktiviteter i den ikke-finansielle del af koncernen. § 129, stk. 2, blev nyaffattet ved § 2, nr. 2, i lov nr. 2383 af 14. december 2021 som led i gennemførelsen af CMRP MiFID II og trådte i kraft den 1. juli 2022. Den ene af de fire undtagelser er, at positioner, der besiddes af eller på vegne af en finansiel enhed, der indgår i en overvejende kommerciel koncern, såfremt den finansielle enhed handler på vegne af en ikkefinansiel enhed i koncernen, og positionerne reducerer de risici, der er knyttet til den pågældende ikkefinansielle enheds forretningsmæssige aktivitet, ikke skal medregnes i opgørelsen af en persons nettoposition som nævnt i § 129, stk. 1, jf. § 129, stk. 2, nr. 2, i lov om kapitalmarkeder.

§ 3 i lov om kapitalmarkeder fastsætter definitioner på en række centrale begreber, der anvendes i loven.

Det foreslås i § 3, nr. 38, at indsætte en ny definition, der definerer en overvejende kommerciel koncern, som enhver koncern, hvis hovederhverv ikke er at yde investeringsservice, som defineret i § 10, nr. 2, i lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og -aktiviteter, at udføre en aktivitet, der er opført i bilag 2 til lov om finansiel virksomhed, eller at fungere som prisstiller for råvarederivater.

Definitionen er ny og foreslås indsat, fordi definitionen anvendes i lovens § 129, stk. 2, nr. 2. Definitionen af en overvejende kommerciel koncern blev imidlertid ikke gennemført i ovenfor omtalte lov.

Bestemmelsen gennemfører artikel 1, stk. 2, litra e, i CMRP MiFID II.

Til nr. 3 (§ 6, stk. 1, nr. 1 og § 7, nr. 2, i lov om kapitalmarkeder)

Med § 297 i lov nr. 1155 af 8. juni 2021 om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og -aktiviteter, følger en række ændringer af lov om finansiel virksomhed. Det fremgår herunder af bestemmelsens nr. 2 og nr. 199, at det bilag 4 i lov om finansiel virksomhed, jf. lovbekendtgørelse nr. 1447 af 11. september 2020, er ophævet og erstattet af bilag 1 i lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice- og aktiviteter de steder, hvor der fortsat skal henvises til investeringsservice, investeringsaktiviteter eller accessoriske tjenesteydelser.

Det foreslås med § 7, nr. 3, at henvisningen i § 6, stk. 1, og § 7, nr. 2, til bilag 4, afsnit A, nr. 9, i lov om finansiel virksomhed, ændres til en henvisning til bilag 1, afsnit A, nr. 9, i lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og -aktiviteter, jf. § 10, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed.

De foreslåede ændringer er en konsekvens af vedtagelsen af lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og -aktiviteter, jf. lov nr. 1155 af 8. juni 2021, og ændringerne har til formål at sikre, at bilagshenvisningerne i bestemmelserne er retvisende.

Kilde

Til nr. 1 (§ 136 a, stk. 6 og 7, i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v.)

Med § 15 i lov nr. 2601 af 28. december 2021 var det hensigten at ændre i § 136 a, stk. 3, i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 1047 af 14. oktober 2019, hvorved Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet skulle ændres til Hvidvasksekretariatet.

Ved lov nr. 554 af 7. maj 2019, der trådte i kraft den 10. januar 2020, blev § 136 a i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v. imidlertid nyaffattet. Ændringen af § 136 a, stk. 3, jf. § 15 i lov nr. 2601 af 28. december 2021, har således ikke været teknisk mulig at gennemføre, da Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet ikke længere fremgik af ordlyden i stk. 3.

Efter ikrafttrædelsen af lov nr. 554 af 7. maj 2019 fremgår det af § 136 a, stk. 6, i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde mv., at kapitalforeningen eller AIF-SIKAV’en efter anmodning skal udlevere oplysninger om foreningens eller AIF-SIKAV’ens reelle ejere, herunder om foreningens eller AIF-SIKAV’ens forsøg på at identificere kapitalforeningens eller AIF-SIKAV’ens reelle ejere, til Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet.

Det fremgår endvidere af § 136 a, stk. 7, i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde mv., at Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet og andre kompetente myndigheder vederlagsfrit kan videregive oplysninger om reelle ejere, der er registreret, jf. stk. 3, eller er indhentet, jf. stk. 6, til andre EU-medlemsstaters kompetente myndigheder og finansielle efterretningstjenester.

Med aftalen for politiets og anklagemyndighedens økonomi 2021-2023 blev det besluttet at etablere en ny national enhed, hvori dele af Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet, herunder Hvidvasksekretariatet, indgår. National Enhed for Særlig Kriminalitet er etableret ved lov nr. 2601 af 28. december 2021 (retsplejelovens § 110 a).

Med lovforslagets § 8, nr. 1, foreslås det derfor at ændre i § 136 a, stk. 6 , således at kapitalforeningen eller AIF-SIKAV’en efter anmodning skal udlevere oplysninger om foreningens reelle ejere, herunder om foreningens forsøg på at identificere kapitalforeningens reelle ejere, til Hvidvasksekretariatet.

Med lovforslagets § 8, nr. 1, foreslås det endvidere at ændre i § 136 a, stk. 7, således at Hvidvasksekretariatet vederlagsfrit kan videregive oplysninger om reelle ejere, der er registreret, jf. stk. 3, eller er indhentet, jf. stk. 6, til andre EU-medlemsstaters kompetente myndigheder og finansielle efterretningstjenester.

Der er således tale om en konsekvensændring som følge af etableringen af National Enhed for Særlig Kriminalitet, jf. retsplejelovens § 110 a, og en præcisering, som følge af at de nævnte bestemmelser er rettet mod Hvidvasksekretariatet og ikke National Enhed for Særlig Kriminalitet, hvor Hvidvasksekretariatet organisatorisk hører under.

Kilde

Til nr. 1 (§ 1 a, i lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og -aktiviteter)

Lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og -aktiviteter fastsætter skærpede krav for fondsmæglerselskaber, der ikke opfylder betingelserne for at kunne anses som værende små og ikke indbyrdes forbundne fondsmæglerselskaber.

Små og ikke indbyrdes forbundne fondsmæglerselskaber er defineret i lovens § 10, nr. 1, og omfatter de fondsmæglerselskaber, der ikke yder eller udfører investeringsservice og -aktiviteter, der indebærer en høj risiko for kunder, markeder eller sig selv, og hvis størrelse betyder, at det er mindre sandsynligt, at de medfører betydelige negative virkninger for kunder og markeder, hvis de risici, der er forbundet med deres virksomhed, opstår, eller hvis de går konkurs, jf. artikel 12, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2019/2033 af 27. november 2019 om tilsynsmæssige krav til investeringsselskaber (IFR).

Eksempelvis er det i udgangspunktet alene fondsmæglerselskaber, der ikke kan anses for at være små og ikke indbyrdes forbundne fondsmæglerselskaber, der skal opgøre og vurdere fondsmæglerselskabets individuelle solvensbehov, jf. § 120.

Det foreslås at indsætte en ny § 1 a .

Med den foreslåede bestemmelse fastsættes regler for, hvornår et fondsmæglerselskab skal opfylde eller kan ophøre med at opfylde kravene i lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og -aktiviteter og i regler udstedt i medfør af loven for fondsmæglerselskaber, der ikke opfylder betingelserne for at kunne klassificeres som små og ikke indbyrdes forbundne fondsmæglerselskaber.

Det foreslås i stk. 1, 1. pkt. , at fastsætte, hvornår kravene for fondsmæglerselskaber, der ikke har opfyldt alle betingelserne for klassificering som små og ikke indbyrdes forbundne fondsmæglerselskaber, ophører med at finde anvendelse.

Det foreslåede stk. 1, 1. pkt., vil medføre, at for fondsmæglerselskaber, der ikke har opfyldt alle betingelserne for klassificering som små og ikke indbyrdes forbundne fondsmæglerselskaber, men som efterfølgende opfylder betingelserne, vil kravene fastsat i denne lov og i regler udstedt i medfør af loven for fondsmæglerselskaber, der ikke opfylder betingelserne for klassificering som mindre og ikke indbyrdes forbundet fondsmæglerselskab, efter en periode på seks måneder fra den dato, hvor betingelserne er opfyldt, ikke længere finder anvendelse.

Bestemmelsen gennemfører artikel 25, stk. 2, 1. pkt., i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2019/2034 af 27. november 2019 om tilsyn med investeringsselskaber (IFD).

Det foreslås i stk. 1, 2. pkt. , at kravene kun ophører med at finde anvendelse for fondsmæglerselskabet efter perioden nævnt i 1. pkt., hvis fondsmæglerselskabet i denne periode fortsat har opfyldt alle betingelserne for klassificering som mindre og ikke indbyrdes forbundet fondsmæglerselskab uden afbrydelse og har underrettet Finanstilsynet herom.

Underretningen til Finanstilsynet skal indeholde oplysning om, at fondsmæglerselskabet har opfyldt alle betingelser for at være klassificeret som et mindre og ikke indbyrdes forbundet fondsmæglerselskab i en uafbrudt periode på mindst seks måneder og oplysning om den dato, fra hvilken betingelserne uafbrudt har været opfyldt. Derudover skal underretningen indeholde oplysning om aktivitetsniveauet, for så vidt angår betingelserne for klassificering som et mindre og ikke indbyrdes forbundet fondsmæglerselskab pr. datoen for udløbet af perioden på mindst seks måneder.

Bestemmelsen gennemfører artikel 25, stk. 2, 2. punktum, i IFD.

Det foreslås i stk. 2 , at et fondsmæglerselskab, der fastslår, at det ikke længere opfylder alle betingelserne for klassificering som et mindre og ikke indbyrdes forbundet fondsmæglerselskab, skal underrette Finanstilsynet herom, og overholde lovens krav til fondsmæglerselskaber, der ikke opfylder alle betingelserne for klassificering som små og ikke indbyrdes forbundne fondsmæglerselskaber senest 12 måneder efter den dato, hvor vurderingen fandt sted.

Det foreslåede stk. 2 vil medføre, at fondsmæglerselskabet skal opfylde lovens skærpede krav til fondsmæglerselskaber, der ikke opfylder betingelserne for klassificering som små og ikke indbyrdes forbundne fondsmæglerselskaber, 12 måneder efter at fondsmæglerselskabet har fastlagt, at det ikke længere opfyldte betingelserne. Bestemmelsen vil give fondsmæglerselskabet den fornødne tid til at træffe de foranstaltninger, der gør fondsmæglerselskabet i stand til at opfylde de skærpede krav.

Videre vil det foreslåede stk. 2 medføre en forpligtelse for fondsmæglerselskabet til at underrette Finanstilsynet, når fondsmæglerselskabet ikke længere opfylder betingelserne for at være klassificeret som et mindre og ikke indbyrdes forbundet fondsmæglerselskab. Underretningen til Finanstilsynet skal ske uden unødigt ophold og skal indeholde oplysning om den dato, fra hvilken betingelserne ikke længere har været opfyldt, samt oplysning om aktivitetsniveauet, for så vidt angår betingelserne for klassificering som et mindre og ikke indbyrdes forbundet fondsmæglerselskab pr. denne dato.

Bestemmelsen gennemfører artikel 25, stk. 3, i IFD.

Det foreslås i stk. 3, 1. pkt. , at kravene til fondsmæglerselskaber, der ikke opfylder betingelserne for små og ikke indbyrdes forbundne fondsmæglerselskaber, skal finde anvendelse på individuelt og konsolideret niveau, jf. dog stk. 4.

Det foreslåede stk. 3, 1. pkt., vil medføre, at lovens skærpede krav til fondsmæglerselskaber, der ikke opfylder betingelserne for klassificering som små og ikke indbyrdes forbundne fondsmæglerselskaber, finder anvendelse på individuelt og konsolideret niveau, medmindre Finanstilsynet har givet tilladelse til anvendelse af den koncernkapitaltest, der er nævnt i artikel 8 i IFR, jf. det foreslåede stk. 4.

Bestemmelsen gennemfører artikel 25, stk. 4, 3. afsnit, i IFD.

Det foreslås i stk. 3, 2. pkt., at uanset det foreslåede 1. pkt. skal lovens krav til fondsmæglerselskaber, der ikke opfylder alle betingelserne for klassificering som små og ikke indbyrdes forbundne fondsmæglerselskaber, ikke finde anvendelse på datterselskaber, der er medtaget i en konsolideret situation, og som er etableret i tredjelande, hvis moderselskabet i Den Europæiske Union over for Finanstilsynet og øvrige kompetente myndigheder i Unionen for fondsmæglerselskaber i fondsmæglerselskabskoncernen kan godtgøre, at anvendelse af kravene er i strid med lovgivningen i det tredjeland, hvor disse datterselskaber er etableret.

Bestemmelsen vil medføre en undtagelse fra anvendelsen af lovens krav til fondsmæglerselskaber, der ikke opfylder alle betingelserne for klassificering som små og ikke indbyrdes forbundne fondsmæglerselskaber, for datterselskaber, der er medtaget i en konsolideret situation, og som er etableret i tredjelande. Undtagelsen vil finde anvendelse, hvis moderselskabet i Den Europæiske Union over for Finanstilsynet og øvrige kompetente myndigheder i Unionen for fondsmæglerselskaber i fondsmæglerselskabskoncernen kan godtgøre, at anvendelse af kravene er i strid med lovgivningen i det tredjeland, hvor disse datterselskaber er etableret.

Med konsolideret situation forstås den situation, der følger af anvendelse af kravene i IFR i overensstemmelse med artikel 7 i IFR på et moderinvesteringsselskab i Den Europæiske Union, moderinvesteringsholdingselskab i Den Europæiske Union eller blandet finansielt moderholdingselskab i Den Europæiske Union, som om dette selskab sammen med alle investeringsselskaber, finansieringsinstitutter, accessoriske servicevirksomheder og tilknyttede agenter i investeringsselskabskoncernen udgjorde et enkelt investeringsselskab, jf. lovens § 10, nr. 17. Betegnelserne investeringsselskab, finansieringsinstitut, accessorisk servicevirksomhed og tilknyttet agent finder også anvendelse på virksomheder etableret i tredjelande, som, hvis de havde været etableret i Den Europæiske Union, ville opfylde definitionerne af disse betegnelser.

Artikel 7 i IFR fastsætter regler om tilsynsmæssig konsolidering, herunder at moderfondsmæglerselskaber, moderinvesteringsholdingvirksomheder og blandede finansielle moderholdingvirksomheder i Den Europæiske Union som udgangspunkt skal opfylde de forpligtelser, der er fastsat i anden til syvende del i IFR på basis af deres konsoliderede situation.

Bestemmelsen gennemfører artikel 25, stk. 4, 4. afsnit, i IFD.

Det foreslås i stk. 4, at såfremt Finanstilsynet har givet tilladelse til anvendelse af koncernkapitaltesten i artikel 8 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2019/2033 af 27. november 2019 om tilsynsmæssige krav til investeringsselskaber, finder kravene til fondsmæglerselskaber, der ikke opfylder betingelserne for små og ikke indbyrdes forbundne fondsmæglerselskaber, anvendelse på individuelt niveau.

Bestemmelsen vil medføre, at lovens skærpede krav til fondsmæglerselskaber, der ikke opfylder betingelserne for klassificering som små og ikke indbyrdes forbundne fondsmæglerselskaber, ikke finder anvendelse på konsolideret niveau, men alene på individuelt niveau, hvis Finanstilsynet har givet tilladelse til anvendelse af koncernkapitaltesten i artikel 8 i IFR. Det vil sige i tilfælde af koncernstrukturer, der anses for at være tilstrækkeligt enkle, forudsat at der ikke er betydelige risici for kunder eller for markedet, der stammer fra fondsmæglersselskabskoncernen som helhed, som ellers ville kræve tilsyn på konsolideret niveau.

Bestemmelsen implementerer artikel 25, stk. 4, 2. afsnit, i IFD.

Til nr. 2 (§ 8, stk. 1 og 2, i lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og -aktiviteter)

Anvendelsesområdet for lov om fondsmæglerselskaber er fastsat i lovens kapitel 1. Den gældende § 8, stk. 1 og 2, fastsætter, hvilke bestemmelser i loven der finder anvendelse for udenlandske investeringsselskaber og kreditinstitutter, der er meddelt tilladelse i et land uden for Den Europæiske Union, som Unionen ikke har indgået aftale med på det finansielle område (tredjelande), og som har opnået Finanstilsynets tilladelse til grænseoverskridende at yde eller udføre investeringsservice og -aktiviteter her i landet til godkendte modparter og professionelle kunder efter henholdsvis § 41 i lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og -aktiviteter og § 33 i lov om finansiel virksomhed.

Efter den gældende § 265 skal fondsmæglerselskaber, fondsmæglerholdingvirksomheder og filialer af investeringsselskaber betale afgift til Finanstilsynet, som fastsættes i henhold til kapitel 22 i lov om finansiel virksomhed. Den gældende § 8, stk. 1 og 2, fastsætter imidlertid ikke, at § 265 skal finde anvendelse på tredjelandsinvesteringsselskaber og -kreditinstitutter, som har tilladelse fra Finanstilsynet til grænseoverskridende at yde eller udføre investeringsservice og -aktiviteter her i landet til godkendte modparter og professionelle kunder.

Det foreslås i § 8, stk. 1 og 2 , at indsætte en henvisning til § 265, stk. 2.

Den foreslåede ændring af § 8, stk. 1 og 2, vil medføre, at § 265, stk. 2 og 3, finder anvendelse for tredjelandsinvesteringsselskaber og kreditinstitutter omfattet af § 8, stk. 1 og 2.

Den foreslåede ændring sker på baggrund af dette lovforslags § 9, nr. 17, hvor det foreslås at indsætte et nyt stk. 2 i § 265, så kravet om betaling af afgift vil omfatte tredjelandskreditinstitutter og -investeringsselskaber, som har tilladelse fra Finanstilsynet til grænseoverskridende at yde eller udføre investeringsservice og -aktiviteter her i landet til godkendte modparter og professionelle kunder.

For nærmere om forslaget til § 265, stk. 2, i lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og -aktiviteter henvises til lovforslagets § 6, nr. 17, og bemærkningerne hertil.

Til nr. 3 (§ 26, stk. 1, 2. pkt., i lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og -aktiviteter)

Det fremgår af den gældende § 26, stk. 1, i lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og -aktiviteter, at fondsmæglerselskaber skal være aktieselskaber.

Den gældende § 26, stk. 1, omfatter ikke fondsmæglerholdingvirksomheder.

§ 10, stk. 1, nr. 19, definerer en fondsmæglerholdingvirksomhed. Da fondsmæglerholdingvirksomheder ikke er omfattet af § 26, stk. 1, gælder der ikke krav om, med hvilken selskabsform fondsmæglerholdingvirksomheder skal etableres.

Det foreslås at ændre § 26, stk. 1, i lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og -aktiviteter, så det kommer til at fremgå direkte af bestemmelsen, at fondsmæglerholdingvirksomheder skal være aktieselskaber eller anpartsselskaber.

Formålet med ændringen er at sikre, at fondsmæglerholdingvirksomheder kan etableres som anpartsselskaber. Selvom der efter gældende ret ikke er krav om selskabsform for fondsmæglerholdingvirksomheder, skal de opfylde kapitalkrav efter Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2019/2033 af 27. november 2019 om tilsynsmæssige krav til investeringsselskaber (IFR). Kapitalgrundlaget til at opfylde kapitalkravet skal opgøres efter Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 575/2013 af 26. juni 2013 om tilsynsmæssige krav til kreditinstitutter og investeringsselskaber. Egentlige kernekapitalinstrumenter efter denne forordning skal godkendes af Finanstilsynet. Finanstilsynet har pligt til at høre Den Europæiske Bankmyndighed (EBA), der offentliggør en liste over godkendte instrumenter i medlemslandene.

Den foreslåede ændring af § 26, stk. 1, vil medføre, at fondsmæglerholdingvirksomheder kan etableres som anpartsselskaber eller aktieselskaber, mens fondsmæglerselskaber stadig skal være aktieselskaber. Ændringen vil desuden medføre, at fondsmæglerholdingvirksomheder, der allerede er etableret som anpartsselskab, ikke behøver at blive omdannet til et aktieselskab.

Til nr. 4 (§ 26, stk. 2, i lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og -aktiviteter)

Det fremgår af den gældende § 26, stk. 2, i lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og -aktiviteter, at aktiekapitalen i fondsmæglerselskaber skal betales fuldt ud.

Bestemmelsen er en fravigelse fra de almindelige regler i selskabsloven om at 25 pct. (dog mindst 40.000 kr.) af aktiekapitalen skal være indbetalt, jf. selskabsloven § 33. Hensynet til, at aktiekapitalen i fondsmæglerselskaber skal være fuldt indbetalt, er, at aktiekapitalen skal være tabsabsorberende i f.eks. en konkurssituation. Derfor kan aktiekapitalen i fondsmæglerselskaber ikke være delvist indbetalt ligesom i andre kapitalselskaber. Det er desuden et krav efter artikel 28, stk. 1, litra b, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 om tilsynsmæssige krav til kreditinstitutter og investeringsselskaber (CRR), at egentlige kernekapitalinstrumenter er fuldt indbetalt for at kunne kvalificeres som egentlige kernekapitalinstrumenter og derved tælle med i kapitalgrundlaget.

Der er i gældende dansk ret ikke et lignende krav for fondsmæglerholdingvirksomheder, selvom reglerne i CRR artikel 28 stadig finder anvendelse på fondsmæglerholdingvirksomheder, og kapitalen derfor skal være fuldt indbetalt for at kunne tælle med i kapitalgrundlaget.

Det foreslås derfor at ændre § 26, stk. 2 , så aktie- eller anpartskapitalen i fondsmæglerholdingvirksomheder ligeledes skal være fuldt indbetalt.

Den foreslåede ændring sker på baggrund af den foreslåede ændring af § 26, stk. 1, i lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og -aktiviteter, jf. dette lovforslags § 9, nr. 3.

Formålet med ændringen er at tilpasse reglerne i lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og -aktiviteter til kravet i CRR om fuld indbetaling af egentlige kernekapitalinstrumenter, ved også at lade kravet i § 26 stk. 2, omfatte fondsmæglerholdingvirksomheder.

Den foreslåede ændring af § 26, stk. 2, vil medføre, at det efter lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og -aktiviteter er et krav, at kapitalen i fondsmæglerholdingvirksomheder er fuldt indbetalt.

Til nr. 5 (§ 26, stk. 3, i lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og -aktiviteter)

Det fremgår af den gældende § 26, stk. 3, i lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og -aktiviteter, at deling af aktiekapitalen i aktieklasser med forskellig stemmeværdi ikke kan finde sted i fondsmæglerselskaber.

Der kan således ikke i fondsmæglerselskaber udstedes stemmeløse aktier. Bestemmelsen sikrer lige stemmeret for alle aktier i fondsmæglerselskaber og forhindrer derved, at en aktionær med en beskeden mængde aktier kan dominere i et fondsmæglerselskab.

Fondsmæglerholdingvirksomheder er ikke omfattet af § 26, i lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og -aktiviteter. Der gælder således ikke samme begrænsninger for disse virksomheder.

Det foreslås at ændre § 26, stk. 3 , så deling af aktiekapitalen i aktieklasser med forskellig stemmeværdi ikke kan finde sted i fondsmæglerselskaber.

Den foreslåede ændring af § 26, stk. 3, vil medføre, at der fortsat ikke kan ske deling af aktiekapital i klasser med forskellig stemmeværdi for fondsmæglerselskaber, mens det fortsat vil være muligt for fondsmæglerholdingvirksomheder både hvad angår aktie- og anpartskapital.

Til nr. 6 (§ 26, stk. 5, i lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og -aktiviteter)

Fondsmæglerselskaber og fondsmæglerholdingvirksomheder har efter artikel 54 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 om tilsynsmæssige krav til kreditinstitutter og investeringsselskaber (CRR) mulighed for at udstede hybrid kernekapital, som enten nedskrives eller konverteres til egentlig kernekapital, såfremt selskabets niveau af egentlig kernekapital falder til et bestemt niveau, som er angivet i vilkårene for den hybride kernekapital.

For at selskabet kan konvertere hybrid kernekapital til egentlig kernekapital skal selskabet på generalforsamlingen give bestyrelsen bemyndigelse til at kunne udstede ny aktie- eller anpartskapital. Som udgangspunkt kan en sådan bemyndigelse ifølge selskabsloven kun gives for 5 år ad gangen. Hybrid kernekapital skal have uendelig løbetid. Så for at selskabet kan have en bemyndigelse uden udløb, og dermed opfylde kravene i CRR, er der behov for en undtagelse for fondsmæglerselskaber og fondsmæglerholdingvirksomheder.

Det foreslås at indsætte en bemyndigelsesbestemmelse til Finanstilsynet i § 26, stk. 5 , i lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og -aktiviteter.

Efter den foreslåede § 26, stk. 5, kan Finanstilsynet fastsætte regler om fondsmæglerselskabers og fondsmæglerholdingvirksomheders udstedelse af gældsbreve med vilkår om konvertering til aktie- eller anpartskapital, herunder i hvilket omfang selskabslovens kapitel 10 finder anvendelse.

Den foreslåede § 26, stk. 5, vil medføre, at Finanstilsynet får bemyndigelse til at fastsætte regler, som giver bestyrelsen i fondsmæglerselskaber og fondsmæglerholdingvirksomheder mulighed for at opnå en bemyndigelse uden udløb til udstedelse af aktie- eller anpartskapital til brug for en eventuel konvertering af hybrid kernekapital.

Til nr. 7 (§ 27 i lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og -aktiviteter)

Det fremgår af den gældende § 27 i lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og -aktiviteter, at selskabslovens §§ 110, 286, 306 og 318 k ikke finder anvendelse på fondsmæglerselskaber.

De fire bestemmelser vedrører situationer, hvor en kapitalejer, der har modsat sig en beslutning, der dog bliver vedtaget, kan kræve, at kapitalselskabet indløser kapitalejerens kapitalandele. Dette kan ske ved beslutninger, hvor kapitalejers forpligtelser over for selskabet forøges, jf. selskabsloven § 110, ved grænseoverskridende fusion, jf. selskabsloven § 286, ved grænseoverskridende spaltning, jf. selskabsloven § 306 og ved flytning til et andet EU/EØS-land, jf. selskabsloven § 318 k.

Årsagen til, at det ikke er muligt for kapitalejerne i fondsmæglerselskaber at kræve indløsning, er, at det efter artikel 28, stk. 1, litra f, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 om tilsynsmæssige krav til kreditinstitutter og investeringsselskaber (CRR) er et krav, at ingen kapitalejere må have krav på indløsning af kapitalindskud. Hvis de forskellige muligheder for indløsning efter selskabslovens regler kunne finde anvendelse for fondsmæglerselskaber, ville kapitalindskud ikke kunne kvalificeres som egentlige kernekapitalinstrumenter efter CRR.

Det foreslås at ændre § 27, så undtagelserne til selskabslovens §§ 110, 286, 306 og 318 k også skal finde anvendelse på fondsmæglerholdingvirksomheder.

Det skyldes, at det også er et krav for fondsmæglerholdingvirksomheder, at kapital kvalificeres som egentlig kernekapital efter CRR. For at kapitalindskud kan kvalificeres som egentlig kernekapital efter CRR, må instrumenterne ikke kunne kræves indløst i de tilfælde, der er omhandlet i de fire bestemmelser i selskabsloven, og fondsmæglerholdingvirksomheder skal derfor undtages herfra.

Formålet med ændringen er at få kapitalen i fondsmæglerholdingvirksomheder til at opfylde kravene i CRR artikel 28, stk. 1, litra f, om at egentlige kernekapitalinstrumenter ikke må kunne indløses, undtagen ved likvidation og tilbagekøb med tilladelse.

Den foreslåede ændring af § 27 vil medføre, at undtagelserne til selskabslovens §§ 110, 286, 306 og 318 k også kommer til at gælde for fondsmæglerholdingvirksomheder.

Til nr. 8 (§ 41, stk. 3, i lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og -aktiviteter)

Efter § 41, stk. 1, i lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og -aktiviteter skal et investeringsselskab, der er meddelt tilladelse i et land uden for Den Europæiske Union, som Unionen ikke har indgået aftale med på det finansielle område (tredjelande), og for hvilket tredjeland Europa-Kommissionen ikke har vedtaget en ækvivalensafgørelse vedrørende tredjelandets retlige og tilsynsmæssige ramme som omhandlet i artikel 47, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 600/2014 af 15. maj 2014 om markeder for finansielle instrumenter, eller hvor en sådan afgørelse ikke længere er gyldig, have tilladelse af Finanstilsynet til grænseoverskridende at yde eller udføre investeringsservice og -aktiviteter med eller uden accessoriske tjenesteydelser her i landet til godkendte modparter eller professionelle kunder.

Efter § 41, stk. 2, kan Finanstilsynet nægte at give tilladelse, jf. stk. 1, såfremt lovgivningen i det land, hvor tredjelandsinvesteringsselskabet er meddelt tilladelse og er under tilsyn, vil vanskeliggøre Finanstilsynets opgaver.

Finanstilsynet kan efter § 41, stk. 3, fastsætte nærmere regler om tilladelsesproceduren, jf. stk. 1, herunder hvilken dokumentation der skal sendes til Finanstilsynet i forbindelse med ansøgningen. Bemyndigelsen er udnyttet i bekendtgørelse nr. 918 af 26. juni 2017 om tilladelsesproceduren for udenlandske kreditinstitutter og investeringsselskaber, der er meddelt tilladelse i et land uden for Det Europæiske Union, og som ønsker at udføre investeringsservice og -aktiviteter i Danmark.

Det foreslås at indsætte et nyt stk. 3 , hvorefter Finanstilsynet kan inddrage en tilladelse, jf. stk. 1, såfremt tredjelandsinvesteringsselskabet ikke længere opfylder kravene for at få en tilladelse, eller hvis Finanstilsynet ikke kan inddrive afgiften efter § 363 b, stk. 4, i lov om finansiel virksomhed, på almindelig vis.

Den foreslåede ændring af § 41, stk. 3, vil medføre, at Finanstilsynet kan inddrage en tilladelse meddelt efter § 41, stk. 1, hvis tredjelandsinvesteringsselskabet ikke længere opfylder kravene for at få en tilladelse, eller hvis afgiften til Finanstilsynet efter § 363 b, stk. 4, i lov om finansiel virksomhed ikke er betalt rettidigt.

Den foreslåede § 41, stk. 3, vil medføre, at Finanstilsynet kan inddrage en tilladelse meddelt efter § 41, stk. 1, hvis tredjelandsinvesteringsselskabet ikke længere har tilladelse til og er under tilsyn i investeringsselskabets hjemland for så vidt angår den investeringsservice og -aktiviteter med eller uden accessoriske tjenesteydelser, som er omfattet af tilladelsen meddelt efter § 41, stk. 1. Finanstilsynet vil også kunne inddrage tilladelsen, hvis der ikke længere er indgået en aftale mellem Finanstilsynet og tredjelandsinvesteringsselskabets tilsynsmyndighed i investeringsselskabets hjemland om konsultation og samarbejde samt udveksling af information på området for investeringsservice og -aktiviteter, eller hvis Finanstilsynet kommer i besiddelse af information om investeringsselskabet af betydning for opretholdelse en tilladelse meddelt efter § 41, stk. 1. Informationer af betydning for opretholdelse af en tilladelse meddelt efter § 41, stk. 1, omfatter bl.a. informationer, hvorefter Finanstilsynet konstaterer, at tredjelandsinvesteringsselskabet udgør en risiko for de danske investorers interesser, markedernes ordentlige funktion eller den finansielle stabilitet i Danmark. Finanstilsynet vil desuden kunne inddrage en tilladelse meddelt efter § 41, stk. 1, hvis Europa-Kommissionen for tredjelandsinvesteringsselskabets hjemland vedtager en ækvivalensafgørelse vedrørende hjemlandets retlige og tilsynsmæssige ramme som omhandlet i artikel 47, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 600/2014 af 15. maj 2014 om markeder for finansielle instrumenter.

Den foreslåede ændring af § 41, stk. 3, vil videre medføre, at Finanstilsynet kan inddrage en tilladelse meddelt efter § 41, stk. 1, hvis tredjelandsinvesteringsselskabet ikke rettidigt betaler afgift til Finanstilsynet efter § 263 b, stk. 4.

Finanstilsynet vil kunne inddrage en tilladelse meddelt efter § 41, stk. 1, hvis Finanstilsynet ikke kan inddrive afgiftsbetalingen på almindelig vis. Inddragelsen vil således kunne ske i tilfælde, hvor Finanstilsynet trods opkrævning af afgiftsbetaling og rykkere for afgiftsbetaling ikke kan inddrive afgiftsbetalingen.

Den foreslåede ændring skal understøtte, at tredjelandsinvesteringsselskaber med tilladelse efter § 41, stk. 1, bidrager til finansieringen af de omkostninger, Finanstilsynet har i forbindelse med tilsynet og administrationen af tilladelser meddelt efter § 41, stk. 1.

Til nr. 9 (§ 43, stk. 3, nr. 7, i lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og -aktiviteter)

Efter § 43, stk. 1, i lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og -aktiviteter skal et investeringsselskab, der er meddelt tilladelse i et land uden for Den Europæiske Union, som Unionen ikke har indgået aftale med på det finansielle område, have tilladelse fra Finanstilsynet til at yde eller udføre investeringsservice og -aktiviteter med eller uden accessoriske tjenesteydelser som fastsat i bilag 1 her i landet gennem en filial.

Det følger af den gældende § 43, stk. 3, at Finanstilsynet giver tilladelse efter stk. 1, når det er godtgjort, at alle betingelser i bestemmelsens nr. 1-7 er opfyldt.

Af den gældende § 43, stk. 3, nr. 7, følger det, at filialen skal være i stand til at opfylde kravene i §§ 45-48 og 94, § 95, stk. 1, 2 og 7, § 96 og § 108 og regler udstedt i medfør heraf, §§ 88-95, 98-109, 114 og 135-140, § 196, stk. 2, og §§ 214 og 218 i lov om kapitalmarkeder og artikel 3-26 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 600/2014 af 15. maj 2014 om markeder for finansielle instrumenter og i foranstaltninger vedtaget i medfør heraf.

Det foreslås i nr. 7 , at indsætte en henvisning til § 44 i lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og -aktiviteter, så bestemmelsen medtages i oplistningen af de krav, som filialen skal være i stand til at opfylde, før Finanstilsynet meddeler tilladelse efter stk. 1.

Indførelsen af bestemmelsen vil medføre, at et investeringsselskab, som ønsker tilladelse efter stk. 1, også skal kunne godtgøre, at filialen vil være i stand til at opfylde indberetningskravene for filialer af tredjelandsinvesteringsselskaber, som følger af lovens § 44.

Bestemmelsen gennemfører artikel 41, stk. 1, litra b, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/65/EU af 15. maj 2014 om markeder for finansielle instrumenter (MiFID II), der er vedtaget i forbindelse med vedtagelsen af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2019/2034 af 27. november 2019 om tilsyn med investeringsselskaber (IFD).

Til nr. 10 (§ 43, stk. 5, 2. pkt., i lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og -aktiviteter)

Efter § 43, stk. 1, i lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og -aktiviteter skal et investeringsselskab, der er meddelt tilladelse i et land uden for Den Europæiske Union, som Unionen ikke har indgået aftale med på det finansielle område (tredjelande), have tilladelse fra Finanstilsynet til at yde eller udføre investeringsservice og -aktiviteter med eller uden accessoriske tjenesteydelser her i landet gennem en filial.

Efter den gældende § 43, stk. 5, kan Finanstilsynet inddrage en tilladelse meddelt efter § 43, stk. 1, i henhold til §§ 163 og 164.

Bestemmelsen i § 163 fastslår, at Finanstilsynet kan inddrage et fondsmæglerselskabs tilladelse som fondsmæglerselskab, hvis fondsmæglerselskabet anmoder herom. Bestemmelsen i § 164 fastslår, i hvilke andre tilfælde Finanstilsynet har bemyndigelse til at inddrage tilladelsen.

Det foreslås at indsætte et 2. pkt., i § 43, stk. 5, hvorefter Finanstilsynet, ud over de tilfælde, der er nævnt i §§ 163-164, kan inddrage en tilladelse meddelt efter § 43, stk. 1, hvis Finanstilsynet ikke kan inddrive afgiften efter § 363 b, stk. 3, på almindelig vis.

Den foreslåede ændring af § 43, stk. 5, vil medføre, at Finanstilsynet kan inddrage en tilladelse meddelt efter § 43, stk. 1, hvis Finanstilsynet ikke kan inddrive afgiftsbetalingen på almindelig vis. Inddragelsen vil således kunne ske i tilfælde, hvor Finanstilsynet trods opkrævning af afgiftsbetaling og rykkere for afgiftsbetaling ikke kan inddrive afgiftsbetalingen.

Den foreslåede ændring skal understøtte, at udenlandske kreditinstitutter med tilladelse efter § 43, stk. 1, bidrager til finansieringen af de omkostninger, Finanstilsynet har i forbindelse med tilsynet og administrationen af tilladelser meddelt efter § 43, stk. 1.

Til nr. 11 (§ 94, stk. 2 og 3, i lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og -aktiviteter)

Det følger af § 94, stk. 1, nr. 4, i lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og -aktiviteter, at et fondsmæglerselskab og en fondsmæglerholdingvirksomhed skal have effektive former for virksomhedsstyring, herunder effektive procedurer til at identificere, måle, styre, overvåge og rapportere om de risici, som virksomheden er eller kan blive udsat for, eller risici, som virksomheden udgør eller kan udgøre for andre.

Det foreslås i § 94 at indsætte et nyt stk. 2 og nyt stk. 3 .

Det foreslås i det nye stk. 2 , at procedurerne, som nævnt i stk. 1, nr. 4, skal omhandle væsentlige kilder til og virkninger af risici og eventuel indvirkning på kapitalgrundlaget.

Den foreslåede § 94, stk. 2, vil medføre, at virksomhedens risikostyringsprocedurer skal gøre virksomheden i stand til at identificere, måle, styre, overvåge og rapportere om væsentlige kilder til og virkninger af risici og eventuel væsentlig indvirkning på kapitalgrundlaget. Risiciene skal omfatte kunderisici, markedsrisici og virksomhedens risici, herunder operationelle risici og omdømmemæssige risici, såvel som markeds-, modparts- og kreditrisici samt likviditetsrisici.

For så vidt angår kunderisici skal indgå overvejelser om at tegne en erhvervsansvarsforsikring som et effektivt redskab i forbindelse med risikostyringen.

For så vidt angår likviditetsrisiko skal risikostyringsprocedurerne omhandle likviditetsrisikoen inden for relevante tidshorisonter, herunder samme dag, for at sikre, at virksomheden opretholder tilstrækkelige likvide midler, bl.a. for så vidt angår håndtering af væsentlige risikokilder.

For så vidt angår virksomhedens risici skal risikostyringsprocedurerne navnlig omhandle de risici, der kan absorbere det til rådighed værende kapitalgrundlag. Det omfatter, hvis det er relevant, væsentlige ændringer i bogført værdi af aktiver, herunder krav mod tilknyttede agenter, sammenbrud hos kunder eller modparter, positioner i finansielle instrumenter, i fremmed valuta og i råvarer samt forpligtelser over for ydelsesbaserede pensionsordninger.

Når de i § 94, stk. 1, og § 107 omhandlede ordninger indføres, tages der hensyn til de kriterier, der er omhandlet i artikel 28-33 IFD, jf. artikel 26, stk. 2, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2019/2034 af 27. november 2019 om tilsyn med investeringsselskaber (IFD).

Bestemmelsen gennemfører artikel 26, stk. 1, litra b, og stk. 2, samt artikel 29, stk. 1, i IFD.

Det foreslås i stk. 3 , at et fondsmæglerselskab og en fondsmæglerholdingvirksomhed skal registrere alle sine transaktioner samt dokumentere de trufne foranstaltninger for effektive former for virksomhedsstyring.

Bestemmelsen indebærer, at et fondsmæglerselskab og en fondsmæglerholdingvirksomhed skal registrere alle sine transaktioner og dokumentere de foranstaltninger i form af systemer og processer m.v., som virksomheden har truffet for at sikre effektive former for virksomhedsstyring efter stk. 1 og 2.

Registreringen og dokumentationen skal foretages på en sådan måde, at Finanstilsynet til enhver tid kan vurdere, om selskabet overholder lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og -aktiviteters krav til kapital og likviditet, ledelse og styring samt aflønning, som implementerer direktiv (EU) 2019/2034 samt forordning (EU) 2019/2033.

Bestemmelsen gennemfører artikel 4, stk. 6, i IFD.

Til nr. 12 (§ 224 a i lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og -aktiviteter)

Lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og -aktiviteter indeholder i kapitel 22 generelle regler om tilsyn, herunder Finanstilsynets tilsynsforpligtelse.

Det foreslås at indsætte en ny § 224 a .

Det følger af den foreslåede bestemmelse, at Finanstilsynet i tilfælde, hvor Finanstilsynet ville være den koncerntilsynsførende, hvis modervirksomheden var etableret i Den Europæiske Union, kan stille krav om etablering af en fondsmæglerholdingvirksomhed eller blandet finansiel holdingvirksomhed i Unionen, og anvende konsolideringsreglerne i artikel 7 eller 8 i forordning (EU) 2019 /2033 (IFR) af 27. november 2019 om tilsynsmæssige krav på denne fondsmæglerholdingvirksomhed eller blandede finansielle holdingvirksomhed.

Efter artikel 8 i IFD kan de kompetente myndigheder i stedet for tilsynsmæssig konsolidering, dvs. opfyldelse af kapitalgrundlagskrav m.v. på basis af den konsoliderede situation, jf. artikel 7 i IFR, tillade opfyldelse af koncernkapitaltesten i tilfælde af koncernstrukturer, der anses for at være tilstrækkeligt enkle, forudsat at der ikke er betydelige risici for kunder eller for markedet, der stammer fra fondsmæglerselskabskoncernen som helhed, som ellers ville kræve tilsyn på konsolideret niveau.

Den koncerntilsynsførende er i § 10, nr. 36, defineret som en kompetent myndighed med ansvar for tilsynet med, om moderfondsmæglerselskaber i Den Europæiske Union, og fondsmæglerselskaber som kontrolleres af moderfondsmæglerholdingvirksomheder i Den Europæiske Union eller blandede finansielle moderholdingvirksomheder i Den Europæiske Union overholder koncernkapitaltesten.

Den foreslåede bestemmelse vedrører det tilfælde, hvor to eller flere fondsmæglerselskaber, der er datterselskab af samme modervirksomhed, som er etableret i et tredjeland, ikke er underlagt effektivt tilsyn på koncernniveau. I et sådan tilfælde skal de kompetente myndigheder for datterfondsmæglerselskaberne vurdere, om datterfondsmæglerselskaberne er underlagt tilsyn af tredjelandets tilsynsmyndighed svarende til det tilsyn, som er omhandlet i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2019/2034 af 27. november 2019 om tilsyn med investeringsselskaber (IFD) og første del i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2019/2033 af 27. november 2019 om tilsynsmæssige krav til investeringsselskaber (IFR).

Hvis konklusionen af denne vurdering er, at et sådant tilsvarende tilsyn ikke foreligger, åbner medlemsstaterne mulighed for passende tilsynsmetoder, som opfylder målene med tilsyn i overensstemmelse med artikel 7 eller 8 i IFR. Den kompetente myndighed, der ville være den koncerntilsynsførende, hvis moderselskabet var etableret i Den Europæiske Union, træffer beslutning om disse tilsynsmetoder efter høring af de øvrige berørte kompetente myndigheder. Eventuelle foranstaltninger truffet efter denne bestemmelse skal indberettes til de øvrige berørte kompetente myndigheder, EBA og Kommissionen.

Med forslaget vil Finanstilsynet få mulighed for at stille krav om etablering af en fondsmæglerholdingvirksomhed eller blandet finansiel holdingvirksomhed i EU og anvende konsolideringsreglerne i artikel 7 eller 8 i IFR på denne fondsmæglerholdingvirksomhed eller blandede finansielle holdingvirksomhed. Formålet hermed er at sikre et effektivt tilsyn på koncernniveau.

Bestemmelsen gennemfører artikel 55, stk. 3, i IFD.

Til nr. 13 (§ 232, stk. 1, 1. pkt., i lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og -aktiviteter)

Lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og -aktiviteter indeholder i den gældende § 232, stk. 1, 1. pkt., krav om, at fondsmæglerselskaber og fondsmæglerholdingvirksomheder m.fl. skal give Finanstilsynet de oplysninger, der er relevante for Finanstilsynets virksomhed.

Det foreslås i § 232, stk. 1, 1. pkt., at ændre »holdingselskaber med blandede aktiviteter, « til: »blandede holdingvirksomheder og personer, som tilhører disse virksomheder, samt«.

Den foreslåede ændring af bestemmelsen vil medføre, at personer, som tilhører fondsmæglerselskaber, fondsmæglerholdingvirksomheder, blandede finansielle holdingvirksomheder og blandede holdingvirksomheder, også er underlagt forpligtelsen til at udlevere materiale og oplysninger til Finanstilsynet.

Ændringen af bestemmelsen vil medføre, at Finanstilsynet kan kræve oplysninger fra fondsmæglerselskaber, fondsmæglerholdingvirksomheder, blandede finansielle holdingvirksomheder og blandede holdingvirksomheder, deres ledelser og ansatte samt repræsentanter, ligesom Finanstilsynet kan udspørge enhver anden relevant person med det formål at indsamle oplysninger om undersøgelsens genstand. Oplysningspligten vil ikke være opfyldt, hvis de indsendte oplysninger er urigtige eller vildledende. For nærmere om, hvilke oplysninger,Finanstilsynet kan indhente, henvises til forarbejderne til lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og -aktiviteter, jf. Folketingstidende 2020-21, A, L 207, som fremsat, side 527.

Bestemmelsen har til formål at sikre, at Finanstilsynet kan udøve sin tilsynsvirksomhed også i de særlige tilfælde, hvor eksempelvis ledelsen, ansatte eller repræsentanter er i besiddelse af relevante oplysninger, hvor det er nødvendigt for Finanstilsynet at indhente oplysningerne hos den pågældende for at udføre tilsynshvervet.

Med den foreslåede ændring af bestemmelsen ændres benævnelsen ”holdingvirksomheder med blandede aktiviteter” til den korrekte benævnelse ”blandede holdingvirksomheder”, jf. § 10, nr. 20, i lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og -aktiviteter.

Ændringen gennemfører artikel 19, stk. 1, litra a, nr. v), og litra b, nr. iii) og iv), i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2019/2034 af 27. november 2019 om tilsyn med investeringsselskaber (IFD).

Til nr. 14 (§ 233, stk. 1, i lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og -aktiviteter)

Lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og -aktiviteter indeholder i § 233, stk. 1, krav om, at Finanstilsynet til enhver tid mod behørig legitimation uden retskendelse kan få adgang til forretningslokaler tilhørende fondsmæglerselskaber og fondsmæglerholdingvirksomheder m.fl.

Det foreslås i § 233, stk. 1 , at ændre »et fondsmæglerselskab eller en fondsmæglerholdingvirksomhed, herunder ved inspektioner, forudsat underretning af andre berørte tilsynsmyndigheder« til: »fondsmæglerselskaber, fondsmæglerholdingvirksomheder, blandede finansielle holdingvirksomheder samt blandede holdingvirksomheder og disses datterselskaber, herunder ved inspektion« og det foreslås, at »blandede finansielle holdingvirksomheder, holdingvirksomheder med aktiviteter og« udgår.

Den forslåede ændring vil medføre, at Finanstilsynets beføjelse til mod behørig legitimation uden retskendelse at få adgang til forretningslokaler tilhørende fondsmæglerselskaber og fondsmæglerholdingvirksomheder også omfatter blandede finansielle holdingvirksomheder samt blandede holdingvirksomheder og disses datterselskaber, og at denne beføjelse også finder anvendelse på enhver anden virksomhed, der indgår i tilsynet med overholdelsen af koncernkapitaltesten, jf. artikel 8 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (U) 2019/2033 af 27. november 2019 om tilsynsmæssige krav til investeringsselskaber, forudsat forudgående underretning af andre berørte tilsynsmyndigheder.

Med den foreslåede ændring af bestemmelsen ændres benævnelsen ”holdingvirksomheder med blandede aktiviteter” desuden til den korrekte benævnelse ”blandede holdingvirksomheder”, jf. § 10, nr. 20, i lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og -aktiviteter.

For nærmere om Finanstilsynets beføjelse til mod behørig legitimation uden retskendelse at få adgang til forretningslokaler tilhørende fondsmæglerselskaber og fondsmæglerholdingvirksomheder m.fl. henvises til bemærkningerne til § 233, stk. 1, i lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og -aktiviteter, jf. Folketingstidende 2020-21, A, L 207, som fremsat, side 526.

Bestemmelsen gennemfører artikel 19, stk. 1, litra c, og artikel 53, stk. 2, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2019/2034 af 27. november 2019 om tilsyn med investeringsselskaber (IFD).

Til nr. 15 (§ 252 a, i lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og -aktiviteter)

Lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og -aktiviteter indeholder i kapitel 22 generelle regler om Finanstilsynets tilsyn.

Det foreslås at indsætte en ny § 252 a.

Det følger af den foreslåede bestemmelse, at Finanstilsynet med henblik på at vurdere, om beregningen af den samlede margen, der kræves af clearingmedlemmet, er baseret på en margenmodel for clearingmedlemmet, er opfyldt, kan anmode den kompetente myndighed i et clearingmedlems hjemland om oplysninger vedrørende den margenmodel og de parametre, der er anvendt ved beregning af et fondsmæglerselskabs margenkrav.

Den foreslåede bestemmelse vedrører én af de betingelser, der skal være opfyldt for, at et fondsmæglerselskab, der handler for egen regning, enten på egne eller en kundes vegne, kan anvende metoden i artikel 23 i IFR til at opgøre kapitalgrundlagskravet (K-faktorkravet) for markedsrisiko (RtM) for positioner i handelsbeholdningen, jf. artikel 15 i IFR.

Metoden i artikel 23 er K-CMG beregning af K-faktorkravet for RtM, der med Finanstilsynets tilladelse kan anvendes af fondsmæglerselskaber, der handler for egen regning gennem clearingmedlemmer. Dvs. af fondsmæglerselskaber, der anvender central clearing, hvor en central modpart (CCP) stiller sig mellem køber og sælger i en handel og garanterer afviklingen af handler for begge parter. CCP’en påtager sig hermed modpartsrisikoen på begge parter. For at påtage sig denne kræver CCP’en sikkerhedsstillelse i form af margen. Fondsmæglerselskabet kan etablere adgang til clearing via en CCP enten som clearingmedlem hos CCP’en eller som kunde til et andet CCP-clearingmedlem.

Ved anvendelse af K-CMG beregning beregnes K-faktorkravet for RtM på grundlag af de samlede margener, clearingmedlemmet har afkrævet fondsmæglerselskabet.

Artikel 15 i IFR fastsætter et K-faktorkrav for fondsmæglerselskaber, der ikke opfylder betingelserne for små og ikke indbyrdes forbundne fondsmæglerselskaber. K-faktorkravet fastsættes i forhold til kunderisici (RtC), markedsrisiko (RtM) og selskabsrisiko (RtF)

og opgøres efter metoder, der er fastsat i henholdsvis kapitel 2, 3 og 4.

Efter artikel 21 i IFR skal K-faktorkravet for RtM for positioner i handelsbeholdningen for et investeringsselskab være enten K-NPR beregnet i overensstemmelse med artikel 22 eller K-CMG beregnet i overensstemmelse med artikel 23 i IFR. Dette gælder, når investeringsselskabet handler for egen regning, enten på egne eller en kundes vegne.

Af artikel 23 i IFR følger det, at de kompetente myndigheder tillader, at et investeringsselskab beregner K-CMG for positioner, der er omfattet af clearing, hvis en række betingelser, oplistet i artikel 23, stk. 1, litra a-e, er opfyldt. Det samme gælder, såfremt der er tale om positioner på porteføljebasis, hvis hele porteføljen er omfattet af clearing eller margenberegning.

Den foreslåede bestemmelse vedrører betingelsen i artikel 23, stk. 1, litra c, hvorefter beregningen af den samlede margen, der kræves af clearingmedlemmet, skal være baseret på en margenmodel for clearingmedlemmet. Bestemmelsen vil medføre, at Finanstilsynet får beføjelse til at anmode den kompetente myndighed i et clearingmedlems hjemland om oplysninger vedrørende den margenmodel og de parametre, der er anvendt ved beregning af et fondsmæglerselskabs margenkrav. På den baggrund kan Finanstilsynet vurdere, om betingelsen om, at beregningen af den samlede margen, der kræves af clearingmedlemmet, er baseret på en margenmodel for clearingmedlemmet, er opfyldt.

Bestemmelsen gennemfører artikel 13, stk. 6, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2019/2034 af 27. november 2019 om tilsyn med investeringsselskaber (IFD).

Til nr. 16 (§ 265, stk. 1, i lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og -aktiviteter)

Lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og -aktiviteter fastsætter i § 265, jf. § 5, at udenlandske investeringsselskaber og kreditinstitutter, der er meddelt tilladelse til at yde eller udføre investeringsservice og -aktiviteter, jf. § 13, stk. 1, i lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og -aktiviteter, i et land inden for Den Europæiske Union eller et land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område (EØS/EU-lande), og som udøver sådan virksomhed her i landet gennem filial eller tilknyttet agent, der er etableret her i landet, skal betale afgift til Finanstilsynet. Afgiften fastsættes i henhold til kapitel 22 i lov om finansiel virksomhed.

Videre fastsætter lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og -aktiviteter i § 265, jf. § 7, stk. 3, at udenlandske investeringsselskaber og kreditinstitutter, der er meddelt tilladelse til at yde eller udføre investeringsservice og -aktiviteter, jf. § 13, stk. 1, i lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og -aktiviteter, i et land uden for Den Europæiske Union, som Unionen ikke har indgået aftale med på det finansielle område (tredjelande), og som udøver sådan virksomhed her i landet gennem filial, skal betale afgift til Finanstilsynet. Afgiften fastsættes i henhold til kapitel 22 i lov om finansiel virksomhed.

Det foreslås at nyaffatte § 265, stk. 1, så udenlandske investeringsselskaber, der yder eller udfører investeringsservice og -aktiviteter her i landet gennem filial eller tilknyttede agenter, der er etableret her i landet, omfattes af afgiftsbestemmelsen.

Den foreslåede nyaffattelse af § 265, stk. 1, præciserer, at udenlandske investeringsselskaber, der yder eller udfører investeringsservice og -aktiviteter her i landet gennem tilknyttede agenter, der er etableret her i landet, også skal betale afgift til Finanstilsynet.

Til nr. 17 (§ 265, stk. 2, i lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og -aktiviteter)

Efter den gældende § 265, jf. § 5 og § 7, stk. 3, i lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og -aktiviteter, betaler udenlandske investeringsselskaber og kreditinstitutter, der yder eller udfører investeringsservice og -aktiviteter her i landet gennem filialer eller tilknyttede agenter, der er etableret her i landet, afgift til Finanstilsynet, som fastsættes i henhold til kapitel 22 i lov om finansiel virksomhed. Loven regulerer ikke afgiftsbetaling for udenlandske investeringsselskaber og kreditinstitutter, der har tilladelse i et land uden for Den Europæiske Unionen, som Unionen ikke har indgået aftale med på det finansielle område (tredjelande), som har opnået tilladelse fra Finanstilsynet til grænseoverskridende at yde eller udføre investeringsservice her i landet til godkendte modparter eller professionelle kunder.

Videre fastsætter kapitel 22 i lov om finansiel virksomhed om afgifter trods henvisningen hertil i § 265, stk. 2, i lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og -aktiviteter ikke regler om afgift for udenlandske investeringsselskaber og kreditinstitutter, der yder eller udfører investeringsservice og -aktiviteter her i landet.

Det foreslås i § 265 i lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og -aktiviteter at indsætte et nyt stk. 2.

I det nye stk. 2 foreslås det, at udenlandske kreditinstitutter og investeringsselskaber, der er meddelt tilladelse til at yde eller udføre investeringsservice og -aktiviteter i et land uden for Den Europæiske Union, som Unionen ikke har indgået aftale med på det finansielle område, og for hvilket land Europa-Kommissionen ikke har vedtaget en afgørelse som omhandlet i artikel 47, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 600/2014 af 15. maj 2014 om markeder for finansielle instrumenter, eller hvor en sådan afgørelse ikke længere er gyldig, og som yder grænseoverskridende tjenesteydelser med investeringsservice og -aktiviteter her i landet, skal betale afgift til Finanstilsynet.

Forslaget vil medføre, at udenlandske investeringsselskaber og kreditinstitutter, der har opnået Finanstilsynets tilladelse til grænseoverskridende at yde eller udføre investeringsservice og -aktiviteter efter henholdsvis § 41 i lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og -aktiviteter og § 33 i lov om finansiel virksomhed, skal betale en årlig afgift til Finanstilsynet. Afgiften skal bidrage til Finanstilsynets tilsyn med de grænseoverskridende tjenesteydelser, jf. § 8 i lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og -aktiviteter, jf. lovens § 8.

Til nr. 18 (bilag 3, nr. 2, i lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og -aktiviteter)

Bilag 3 til lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og -aktiviteter fastsætter de formler, som anvendes til at beregne de beløb, der henvises til i § 201, nr. 1 og 2, og § 203, stk. 1, om nedskrivningsegnede passiver og subordination.

Det foreslås at nyaffatte bilag 3, nr. 2, så der i formlen for opgørelse af krav om subordination af nedskrivningsegnede passiver tages højde for, at fondsmæglerselskaber med ikrafttrædelsen af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2019/2034 af 27. november 2019 om tilsyn med investeringsselskaber (IFD) og Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2019/2033 af 27. november 2019 om tilsynsmæssige krav til investeringsselskaber (IFR) ikke længere er omfattet af det kombinerede kapitalbufferkrav, der følger af Europa-Parlamentets og Rådets forordning direktiv 2013/36/EU af 26. juni 2013 om adgang til at udøve virksomhed som kreditinstitut og om tilsyn med kreditinstitutter (CRD IV).

IFD erstatter sammen med IFR de tidligere tilsynsordninger for fondsmæglerselskaber i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning direktiv 2013/36/EU af 26. juni 2013 om adgang til at udøve virksomhed som kreditinstitut og om tilsyn med kreditinstitutter og investeringsselskaber (CRD IV) og Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 af 26. juni 2013 om tilsynsmæssige krav til kreditinstitutter og investeringsselskaber CRR). De nye tilsynsmæssige krav og rammer for fondsmæglerselskaber i IFD og IFR vedrører bl.a. kravene til kapital og likviditet, ledelse og styring samt aflønning.

Derudover tages der i definitionen af variablen η i formlen højde for de nye kapitalkrav for fondsmæglerselskaber i IFR derved, at der i definitionen henvises til forordningens artikel 11.

Bestemmelsen gennemfører artikel 45, stk. 3, litra a, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/59/EU af 15. maj 2014 om et regelsæt for genopretning og afvikling af kreditinstitutter og investeringsselskaber (BRRD), der er vedtaget i forbindelse med vedtagelsen af IFD.

Kilde

Til nr. 1 (§ 19, stk. 7, i lov nr. 1374 af 13. december 2019 om ændring af lov om finansiel virksomhed, lov om betalinger, lov om kapitalmarkeder, lov om investeringsforeninger m.v. og selskabsloven og forskellige andre love)

Det fremgår af § 19, stk. 7, i lov nr. 1374 af 13. december 2019, som ændret ved § 12, nr. 1, i lov nr. 570 af 10. maj 2022, at erhvervsministeren senest i folketingsåret 2022-23 fremsætter forslag om revision af § 122, stk. 2, i lov om betalinger.

Det foreslås, at § 19, stk. 7, i lov nr. 1374 af 13. december 2019, ophæves.

Formålet med ændringen er at bringe forpligtelsen til evaluering af § 122, stk. 2, fuldt ud i overensstemmelse med ordlyden af og intentionen bag aftaleteksten bag den politiske aftale af den 19. september 2019. Det fremgår således af aftaleteksten, at aftaleparterne er enige om, at udvidelsen af § 122 vil blive evalueret to år efter lovændringens ikrafttræden.

Evalueringen af bestemmelsen i § 122, stk. 2, er påbegyndt, og forventes fremlagt for Folketinget senest den 1. juli 2023.

Den foreslåede ændring medfører, at den påbegyndte evaluering af udvidelsen af § 122, stk. 2, i lov om betalinger, kan gennemføres, uden at erhvervsministeren forpligtes til at fremsætte forslag om revision af bestemmelsen. Dette er hensigtsmæssigt, idet erfaringerne med udvidelsen af § 122 i lov om betalinger peger på, at der ikke er grundlag for at fjerne udvidelsen af bestemmelsen. Den foreslåede ordning vil være i overensstemmelse med aftaleteksten bag den politiske aftale af den 19. september 2019 mellem den forhenværende regering (Socialdemokratiet) og Venstre, Dansk Folkeparti, Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten, Konservative og Alternativet om styrkede indgrebsmuligheder over for gebyrer m.v. på betalingsserviceløsninger.

For nærmere om formålet med evalueringen henvises til bemærkninger til § 19, stk. 7, i lov nr. 1374 af 13. december 2019, jf. Folketingstidende 2019-2020, A, L 46, som fremsat, side 88.

Kilde

I dag er både anordning nr. 79 af 26. januar 2010 om ikrafttræden for Færøerne af lov om forebyggende foranstaltninger mod hvidvask af udbytte og finansiering af terrorisme og anordning nr. 813 af 12. august 2019 om ikrafttræden for Færøerne af lov om forebyggende foranstaltninger mod hvidvask og finansiering af terrorisme gældende for Færøerne. Det skyldes, at anordning nr. 79 af 26. januar 2010 ved en fejl ikke er blevet ophævet.

Det foreslås, at kongelig anordning nr. 79 af 26. januar 2010 om ikrafttræden for Færøerne af lov om forebyggende foranstaltninger mod hvidvask af udbytte og finansiering af terrorisme ophæves.

Det foreslåede vil medføre, at der fremover alene vil være én gældende kongelig anordning for Færøerne af lov om forebyggende foranstaltninger mod hvidvask og finansiering af terrorisme (hvidvaskloven).

Kilde

Det foreslås i stk. 1 , at loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende, jf. dog stk. 2-4.

Ikrafttrædelsestidspunktet fraviger regeringens målsætning om, at erhvervsrettet lovgivning skal træde i kraft enten den 1. januar eller den 1. juli. Det foreslåede ikrafttrædelsestidspunkt skyldes, at de ændringer, der er omfattet af stk. 1, bør gennemføres hurtigst muligt, da ændringerne udgør nødvendig implementering af EU-retsakter.

På grund af Kommissionens meddelelse af 19. oktober 2021 i Den Europæiske Unions Tidende 2021/C 423/25 om, at beløbene i Solvens II-direktivets artikel 4, stk. 1, litra a, b, c og e, artikel 13, nr. 27, litra c, nr. i og ii, og artikel 129, stk. 1, litra d, nr. i-iii, skal ændres, vil lovforslagets § 5, nr. 4-6, 19-23 og 29-33, og § 6, nr. 1-2, således blive sat i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende.

Lovforslagets § 9, nr. 1, 9, 11-15 og 18, vil blive sat i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende, da ændringerne foretages med henblik på en direktivnær implementering af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2019/2034/EU af 27. november 2019 om tilsyn med investeringsselskaber (IFD).

Det foreslås i stk. 2, at § 3, nr. 8, træder i kraft den 23. juni 2023.

Lovforslagets § 3, nr. 8, vil blive sat i kraft den 23. juni 2023 på grund af implementeringsfristen i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2021/2118 af 24. november 2021 om ændring af direktiv 2009/103/EF om ansvarsforsikring for motorkøretøjer og kontrollen med forsikringspligtens overholdelse (6. motorkøretøjsforsikringsdirektiv) for så vidt angår artikel 10 a, stk. 13, 2. afsnit, litra a, og artikel 25 a, stk. 13, 2. afsnit, litra a.

Det foreslås i stk. 3, at §§ 1 og 2, § 3, nr. 1, 3 og 5-8, § 4, § 5, nr. 1-3, 7-18 og 24-28, § 6, nr. 3, §§ 7, nr. 2, § 8, § 9, nr. 2-8, 10, 16 og 17, §§ 10 og 11 træder i kraft den 1. juli 2023.

Det foreslås i stk. 4, at § 3, nr. 2, træder i kraft den 23. december 2023.

Lovforslagets § 3, nr. 2, vil blive sat i kraft den 23. december 2023 på grund af implementeringsfristen i 6. motorkøretøjsforsikringsdirektiv for så vidt angår direktivets artikel 10 a, stk. 1, og artikel 25 a, stk. 1.

Det foreslås i stk. 5 , at for crowdfundingtjenesteudbydere med færre end 50 ansatte omfattet af § 75 a, stk. 1, 1. pkt., i lov om finansiel virksomhed, som affattet ved denne lovs § 5, nr. 16, finder § 75 a, stk. 1, 4. pkt., i lov om finansiel virksomhed anvendelse fra den 17. december 2023.

Det foreslåede vil medføre, at crowdfundingtjenesteudbydere omfattet af § 75 a, stk. 1, 1. pkt., først skal leve op til kravene i lov om beskyttelse af whistleblowere fra den 17. december 2023, jf. § 75 a, stk. 1, 4. pkt., hvis crowdfundingtjenesteudbyderen har færre end 50 ansatte. Det foreslåede har til formål at sikre, at crowdfundingtjenesteudbydere, som lov om beskyttelse af whistleblowere ikke finder umiddelbar anvendelse på, får passende tid til at tilpasse deres ordninger til kravene i lov om beskyttelse af whistleblowere.

Det foreslås i stk. 6, at loven har virkning for kreditaftaler indgået efter lovens ikrafttræden.

Det vil sige, at hvis en kreditgiver den 20. december 2022 indgår en aftale med en forbruger om en rente- og omkostningsfri kredit, eller en kreditaftale, hvor kreditten skal betales tilbage inden 3 måneder, og kun er forbundet med ubetydelige omkostninger, så vil kreditgiver ikke være forpligtet til at overholde reglerne i kreditaftaleloven. Lovens § 8 c vil dog finde anvendelse på aftaler om kortfristede forbrugslån.

Hvis aftalen omvendt indgås efter den 1. juli 2023, vil kreditgiver være forpligtet til at overholde reglerne i lov om forbrugslånsvirksomheder og kreditaftaleloven.

Det foreslås i stk. 7, at virksomheder, som forud for lovens ikrafttræden ydede rente- og omkostningsfrie kreditter uden en tilladelse efter lov om forbrugslånsvirksomheder, og som efter lovens ikrafttræden ikke kan drive virksomhed uden en tilladelse, inden den 1. januar 2024 skal indgive ansøgning om tilladelse til Finanstilsynet. Disse virksomheder kan fortsætte den påbegyndte virksomhed uden tilladelse, indtil Finanstilsynet har truffet afgørelse i sagen.

Bestemmelsen skal sikre, at de virksomheder, der i dag er undtaget fra tilladelseskravet i lov om forbrugslånsvirksomheder, i en overgangsperiode kan fortsætte deres virksomhed uden en tilladelse. Det forudsætter dog, at virksomhederne inden den 1. januar 2024 indsender en ansøgning om tilladelse til Finanstilsynet, jf. lov om forbrugslånsvirksomheder § 3.

Kilde

Det foreslås i stk. 1 , at loven ikke gælder for Færøerne og Grønland, jf. dog stk. 2 og 3.

Det foreslås i stk. 2, at lovens §§ 1, 4, 5, 7-9 og 11 ved kongelig anordning kan sættes helt eller delvist i kraft for Færøerne med de ændringer, som de færøske forhold tilsiger.

Færøerne har pr. 1. januar 2010 overtaget lovgivningskompetencen på det formueretlige område. Lovens § 2 kan derfor ikke gælde eller ved kongelig anordning sættes i kraft for Færøerne.

Lov om en garantifond for skadesforsikringsselskaber samt lov om forsikringsformidling indeholder ikke anordningshjemmel for Færøerne, da forsikringsområdet på Færøerne er overtaget og dermed reguleres af færøske love. Ændringerne i lovforslagets §§ 3 og 6 vil derfor ikke kunne sættes i kraft for Færøerne.

Det foreslås i stk. 3, at lovens §§ 1-9 ved kongelig anordning kan sættes helt eller delvist i kraft for Grønland med de ændringer, som de grønlandske forhold tilsiger.