I lov om forbrugeraftaler, jf. lovbekendtgørelse nr. 1457 af 17. december 2013, som ændret ved § 160 i lov nr. 652 af 8. juni 2017 og § 44 i lov nr. 1666 af 26. december 2017, foretages følgende ændringer:
1. I fodnoten til lovens titel indsættes efter »side 64,«: »som ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2019/2161/EU af 27. november 2019 om ændring af Rådets direktiv 93/13/EØF og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/6/EF, 2005/29/EF og 2011/83/EU, for så vidt angår bedre håndhævelse og modernisering af EU-reglerne om forbrugerbeskyttelse, EU-Tidende 2019, nr. L 328, side 7,«.
2. I § 1, stk. 2, nr. 1, og stk. 3, ændres »nr. 1« til: »nr. 4«.
3. I § 1, stk. 2, nr. 2, ændres »nr. 2« til: »nr. 5«.
4. I § 1, stk. 4, nr. 4, ændres »§§ 12 og 31« til: »§§ 4, 12, 30 og 31«.
5. I § 2, stk. 1, indsættes efter »aftale,«: »herunder en aftale omfattet af købelovens § 4 a, stk. 3,«, og efter »erhvervsdrivende« indsættes: »eller en person, der optræder i dennes navn eller på dennes vegne,«.
6. I § 3 indsættes før nr. 1 som nye numre:
»1) Varer: Løsøregenstande, herunder varer med digitale elementer, og vand, gas og elektricitet, der udbydes til salg i et afgrænset volumen eller en bestemt mængde.
Aftale om en vare: Aftale om at overdrage ejendomsretten til en vare til forbrugeren, herunder når aftalen også omfatter tjenesteydelser.
Tjenesteydelsesaftale: Aftale om at levere en tjenesteydelse, herunder en digital tjeneste, og aftale om at levere vand, gas og elektricitet, der ikke udbydes til salg i et afgrænset volumen eller en bestemt mængde, til forbrugeren, medmindre aftalen også omfatter varer, jf. nr. 2.«
Nr. 1-6 bliver herefter nr. 4-9.
7. I § 3, nr. 1, som bliver nr. 4, indsættes efter »aftalen«: »til og med tidspunktet for dens indgåelse udelukkende«.
8. I § 3 indsættes som nr. 10-18:
»10) Digitalt indhold: Data, der fremstilles og leveres i digital form.
Vare med digitale elementer: En løsøregenstand, der integrerer eller er indbyrdes forbundet med digitalt indhold eller en digital tjeneste på en sådan måde, at fraværet af det digitale indhold eller den digitale tjeneste ville forhindre genstanden i at opfylde sin funktion.
Digital tjeneste: Tjeneste, der gør det muligt at generere, behandle, lagre eller få adgang til data i digital form, eller som muliggør deling af eller enhver anden form for interaktion med data i digital form, som uploades eller genereres af brugere af den pågældende tjeneste.
I lov om aftaler og andre retshandler på formuerettens område, jf. lovbekendtgørelse nr. 193 af 2. marts 2016, foretages følgende ændringer:
1. I § 38 c indsættes efter stk. 1 som nyt stykke:
»Stk. 2. Hvis et aftalevilkår, som er omfattet af stk. 1, 2. pkt., ikke har været genstand for individuel forhandling, kan vilkåret dog ikke ændres eller tilsidesættes delvis, men skal tilsidesættes helt.«
Stk. 2 bliver herefter stk. 3.
2. Efter § 38 d indsættes før overskriften før § 39:
»§ 38 e. Forbrugerombudsmanden fører tilsyn med, om erhvervsdrivende anvender urimelige aftalevilkår, og med overholdelsen af § 38 b, stk. 2. Tilsynet føres efter markedsføringslovens regler.
**§ 38 f. ** Justitsministeren kan efter indstilling fra Forbrugerombudsmanden fastsætte regler om, at erhvervsdrivende, som anvender nærmere angivne standardvilkår, som er klart urimelige at anvende i forbrugeraftaleforhold, jf. aftalelovens § 38 c, straffes med bøde
Stk. 2. Justitsministeren kan endvidere fastsætte regler om, at bøder efter stk. 1 for overtrædelser, der kan skade de kollektive interesser for forbrugere i mindst to EU-medlemsstater ud over Danmark, maksimalt kan udgøre 4 pct. af den erhvervsdrivendes årlige omsætning i den eller de berørte medlemsstater. Hvis oplysninger om den erhvervsdrivendes omsætning ikke er tilgængelige, kan bøden maksimalt udgøre 2 mio. euro.
Stk. 3. Justitsministeren kan desuden fastsætte regler om, at der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.«
Loven træder i kraft den 28. maj 2022.
Stk. 1. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.
Stk. 2. Loven kan ved kongelig anordning helt eller delvis sættes i kraft for Grønland med de ændringer, som de grønlandske forhold tilsiger.
Givet på Fredensborg Slot, den 27. november 2021
Under Vor Kongelige Hånd og Segl
MARGRETHE R.
/ Nick Hækkerup
Kompatibilitet: Det digitale indholds eller den digitale tjenestes evne til at fungere med hardware eller software, med hvilket digitalt indhold eller digitale tjenester af samme type normalt anvendes, uden at det er nødvendigt at konvertere det digitale indhold eller den digitale tjeneste.
Funktionalitet: Det digitale indholds eller den digitale tjenestes evne til at udføre sine funktioner i betragtning af formålet.
Interoperabilitet: Det digitale indholds eller den digitale tjenestes evne til at fungere med hardware eller software, der adskiller sig fra det, som digitalt indhold eller digitale tjenester af samme type normalt anvendes med.
Onlinemarkedsplads: En tjenesteydelse, der gør brug af software, herunder et websted, en del af et websted eller en applikation, der drives af eller på vegne af en erhvervsdrivende, og som giver forbrugere mulighed for at indgå fjernsalgsaftaler med andre erhvervsdrivende eller forbrugere.
Udbyder af en onlinemarkedsplads: Erhvervsdrivende, der udbyder en onlinemarkedsplads til forbrugere.
Handelsmæssig garanti: Enhver forpligtelse, som den erhvervsdrivende eller en producent (garantigiveren) har påtaget sig over for forbrugeren, ud over sin retlige forpligtelse til at levere en kontraktmæssig ydelse, til at refundere købesummen eller omlevere, reparere eller på anden måde afhjælpe mangler ved salgsgenstanden, hvis den ikke svarer til de specifikationer eller ethvert andet krav, der fremgår af garantierklæringen eller af de relevante reklamer, der var tilgængelige på tidspunktet for eller før aftalens indgåelse, og som ikke relaterer sig til ydelsens kontraktmæssighed.«
9. I § 6 indsættes som 3. pkt.:
»Manglende reaktion fra forbrugeren efter modtagelsen af varer eller udførelsen af tjenesteydelser uden forudgående anmodning medfører ikke, at forbrugeren forpligtes til at betale vederlag for det leverede.«
10. I § 8, stk. 1, nr. 2, og § 17, stk. 1, nr. 2, ændres »samt eventuelle telefon- og faxnumre« til: »og den erhvervsdrivendes telefonnummer«.
11. I § 8, stk. 1, indsættes efter nr. 2 som nyt nummer:
»3) hvor det er relevant, andre onlinekommunikationsmidler, som den erhvervsdrivende giver adgang til, og som giver forbrugeren mulighed for at opbevare skriftlig korrespondance, herunder datoen og tidspunktet for en sådan korrespondance, med den erhvervsdrivende på et varigt medium,«.
Nr. 3-6 bliver herefter nr. 4-7.
12. I § 8, stk. 1, nr. 4, der bliver nr. 5, ændres »nr. 3« til: »nr. 4«.
13. I § 8, stk. 1, indsættes efter nr. 6, der bliver nr. 7, som nyt nummer:
»8) hvor det er relevant, at prisen er blevet personaliseret på grundlag af automatiseret beslutningstagning,«.
Nr. 7-22 bliver herefter nr. 9-24.
14. I § 8, stk. 1, nr. 10, der bliver nr. 12, ændres »stk. 2 og 3« til: »stk. 2-4«.
15. I § 8, stk. 1, nr. 20, der bliver nr. 22, og § 17, stk. 1, nr. 8, indsættes efter »digitalt indhold,«: »digitale tjenester og varer med digitale elementer,«.
16. I § 8, stk. 1, nr. 21, der bliver nr. 23, og § 17, stk. 1, nr. 9, ændres »det digitale indholds evne til at fungere sammen med hardware og software« til: »kompatibiliteten og interoperabiliteten af digitalt indhold, digitale tjenester og varer med digitale elementer«.
17. I § 8, stk. 1, nr. 22, der bliver nr. 24, ændres »fremgangsmåden ved« til: »forudsætningerne for«.
18. I § 8 indsættes efter stk. 1 som nyt stykke:
»Stk. 2. Alle kommunikationsmidler, som den erhvervsdrivende stiller til rådighed, jf. stk. 1, nr. 2 og 3, skal gøre det muligt for forbrugeren at kontakte den erhvervsdrivende hurtigt og kommunikere effektivt med vedkommende.«
Stk. 2 og 3 bliver herefter stk. 3 og 4.
19. I § 8, stk. 2, der bliver stk. 3, ændres »nr. 2-4« til: »nr. 2-5«.
20. Efter § 8 indsættes:
»§ 8 a. Inden der indgås en aftale om fjernsalg på en onlinemarkedsplads, skal udbyderen af onlinemarkedspladsen endvidere på en klar og forståelig måde, der egner sig til fjernkommunikation, give forbrugeren oplysning om
identiteten på og hjemstedet for den tredjemand, der tilbyder varen, tjenesteydelsen eller det digitale indhold på onlinemarkedspladsen,
hvorvidt denne tredjemand er erhvervsdrivende,
når denne tredjemand ikke er erhvervsdrivende, om forbrugerrettigheder hidrørende fra EU-forbrugerbeskyttelsesretten gælder for aftalen,
hvis det er relevant, hvordan forpligtelserne i forbindelse med aftalen deles mellem denne tredjemand og udbyderen af onlinemarkedspladsen, og
generelle oplysninger om de vigtigste parametre for rangordningen af de tilbud, som forbrugeren præsenteres for som følge af en søgning, og den relative betydning af disse parametre i forhold til andre parametre.
Stk. 2. Oplysning efter stk. 1, nr. 2, kan gives på grundlag af tredjemandens erklæring herom til udbyderen af markedspladsen.
Stk. 3. Oplysninger meddelt efter stk. 1, nr. 4, berører ikke et eventuelt ansvar, som udbyderen af onlinemarkedspladsen eller den erhvervsdrivende tredjemand har i forhold til aftalen i medfør af EU-retten eller national ret.
Stk. 4. Oplysninger efter stk. 1, nr. 5, skal gives i et særligt afsnit af onlinegrænsefladen, der er direkte og let tilgængeligt fra den side, hvor tilbuddene præsenteres.«
21. I § 9, stk. 1, 1. pkt., ændres »nr. 9, 12 og 13« til: »nr. 11, 14 og 15«.
22. I § 9, stk. 3, ændres »nr. 5 og 6« til: »nr. 6 og 7«, og »nr. 12« ændres til: »nr. 14«.
23. I § 10, stk. 2, 2. pkt., og § 13, stk. 2, 2. pkt., indsættes efter »levering«: »mod betaling«, »kopi« ændres til: »bekræftelse«, og efter »§ 18, stk. 2, nr. 13« indsættes: », litra b«.
24. I § 10 indsættes som stk. 3:
»Stk. 3. Hvis en forbruger ønsker, at udførelsen af tjenesteydelser mod betaling skal påbegyndes inden fortrydelsesfristens udløb, skal den erhvervsdrivende kræve, at forbrugeren fremsætter en udtrykkelig anmodning herom på et varigt medium, og anmode forbrugeren om at anerkende, at når aftalen er fuldstændig opfyldt af den erhvervsdrivende, har forbrugeren ikke længere nogen fortrydelsesret.«
25. I § 11, stk. 2, 1. pkt., ændres »5, 6, 9 og 17« til :»6, 7, 11 og 19, med undtagelse af standardfortrydelsesformularen«.
26. I § 11, stk. 2, 2. pkt., indsættes efter »stk. 1,«: »herunder standardfortrydelsesformularen,«.
27. I § 12, stk. 1, 2. pkt., ændres »5, 6, 17 og 18« til: »6, 7, 19 og 20«.
28. I § 12 indsættes efter stk. 1 som nyt stykke:
»Stk. 2. Indebærer afgivelsen af en bestilling efter stk. 1 aktivering af en knap eller en tilsvarende funktion, skal denne på let læselig måde være mærket »ordre med betalingsforpligtelse« el.lign.«
Stk. 2 bliver herefter stk. 3.
29. I § 12, stk. 2, der bliver stk. 3, indsættes efter »stk. 1«: »og 2«.
30. I § 13 indsættes som stk. 3:
»Stk. 3. Hvis en forbruger ønsker, at udførelsen af tjenesteydelser mod betaling skal påbegyndes inden fortrydelsesfristens udløb, skal den erhvervsdrivende kræve, at forbrugeren fremsætter en udtrykkelig anmodning herom, og anmode forbrugeren om at anerkende, at når aftalen er fuldstændig opfyldt af den erhvervsdrivende, har forbrugeren ikke længere nogen fortrydelsesret.«
31. I § 18, stk. 2, nr. 2, indsættes efter »leveringen af tjenesteydelsen«: »ikke sker mod betaling eller«.
32. § 18, stk. 2, nr. 13, affattes således:
»13) levering af digitalt indhold, som ikke leveres på et fysisk medium, hvis
a) leveringen af det digitale indhold ikke sker mod betaling eller
b) udførelsen er påbegyndt med forbrugerens forudgående udtrykkelige samtykke og anerkendelse af, at vedkommende dermed mister sin fortrydelsesret, og den erhvervsdrivende har givet en bekræftelse i overensstemmelse med § 10, stk. 2, 2. pkt., eller § 13, stk. 2, 2. pkt.,«.
33. I § 18 indsættes efter stk. 2 som nyt stykke:
»Stk. 3. Kapitlet gælder dog for varer og ikkefinansielle tjenesteydelser, der leveres i forbindelse med en aftale efter stk. 2, nr. 8, og som ligger ud over, hvad forbrugeren specifikt har anmodet om, eller hvad der er nødvendigt for at udføre vedligeholdelsen eller reparationen.«
Stk. 3 bliver herefter stk. 4.
34. I § 19, stk. 3, 1. pkt., og stk. 4, og § 24, stk. 5, 2. pkt., ændres »nr. 9« til: »nr. 11«.
35. Efter § 22 indsættes:
»§ 22 a. Ved tilbagetræden fra en aftale om levering af digitalt indhold eller en digital tjeneste skal den erhvervsdrivende
opfylde de forpligtelser, der gælder i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2016/679/EU af 27. april 2016 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger (databeskyttelsesforordningen), og
afholde sig fra at anvende nogen form for indhold, bortset fra personoplysninger, som forbrugeren har afgivet eller genereret ved brug af det digitale indhold eller den digitale tjeneste, undtagen hvis indholdet
a) ikke kan anvendes uden for rammerne af det digitale indhold eller den digitale tjeneste,
b) kun vedrører forbrugerens aktivitet i forbindelse med brug af det digitale indhold eller den digitale tjeneste,
c) er blevet sammenlagt med andre oplysninger fra den erhvervsdrivende og ikke kan udskilles eller kun kan udskilles med en uforholdsmæssig stor indsats eller
d) er genereret af forbrugeren og andre i fællesskab og andre forbrugere fortsat kan gøre brug af indholdet.
Stk. 2. Den erhvervsdrivende skal på forbrugerens anmodning stille ethvert indhold, der ikke er personoplysninger, og som forbrugeren har afgivet eller genereret ved brug af det digitale indhold eller den digitale tjeneste, til rådighed for forbrugeren, medmindre dette indhold er omfattet af stk. 1, nr. 2, litra a-c. Forbrugeren er berettiget til at downloade dette indhold gratis, uden hindringer fra den erhvervsdrivende, inden for en rimelig frist og i et almindeligt anvendt og maskinlæsbart format.
Stk. 3. Den erhvervsdrivende kan forhindre forbrugerens fortsatte brug af det digitale indhold eller den digitale tjeneste, navnlig ved at gøre det digitale indhold eller den digitale tjeneste utilgængelig for forbrugeren eller ved at gøre forbrugerens konto inaktiv, uden at det berører forbrugerens rettigheder efter stk. 2.«
36. I § 24, stk. 2, ændres »nr. 12« til: »nr. 14«.
37. Efter § 24 indsættes:
»§ 24 a. Ved tilbagetræden fra en aftale om levering af digitalt indhold eller en digital tjeneste skal forbrugeren afholde sig fra at anvende det digitale indhold eller den digitale tjeneste og fra at stille det eller den til rådighed for tredjemand.«
38. I § 25, stk. 1, nr. 1, indsættes efter »udløb«: », jf. § 10, stk. 3, og § 13, stk. 3,«.
39. I § 25, stk. 1, nr. 2, ændres »nr. 9 og 13« til: »nr. 11 og 15«.
40. I § 25, stk. 2, indsættes som 2. pkt.:
»Hvis den samlede pris, der er fastsat i aftalen, er urimelig høj, skal det beløb, som forbrugeren kan pålægges at betale efter stk. 1, beregnes på grundlag af markedsværdien af det leverede.«
41. I § 27, stk. 1, 1. pkt., ændres »vedrørende« til: »om«.
42. Efter § 28 indsættes:
»§ 28 a. Den erhvervsdrivende skal sikre, at opsigelse af en aftale om løbende levering af varer eller tjenesteydelser kan ske på samme medie eller tekniske platform, som aftalen er indgået på.«
43. I overskriften til kapitel 11 indsættes efter »ufravigelighed«: », tilsyn«.
44. Efter § 33 indsættes:
»§ 33 a. Forbrugerombudsmanden fører tilsyn med overholdelsen af loven. Tilsynet føres efter markedsføringslovens regler.«
45. I § 34, stk. 1, ændres »§ 8, stk. 1, nr. 9, § 14, stk. 1, nr. 10, og § 28, stk. 3« til: »§ 8, stk. 1, nr. 1-5, 8-13 og 16-24, §§ 8 a, 10, 11 og 13, § 14, stk. 1, nr. 10, § 17, stk. 1, § 22 a og § 28, stk. 3, og opkrævning af betaling i strid med § 30 og § 31, stk. 1 og 3«.
46. I § 34 indsættes som stk. 4:
»Stk. 4. Ved udmåling af bøde for overtrædelser efter stk. 1, der kan skade de kollektive interesser for forbrugere i mindst to EU-medlemsstater ud over Danmark, kan bøden maksimalt udgøre 4 pct. af den erhvervsdrivendes årlige omsætning i de berørte medlemsstater. Hvis oplysninger om den erhvervsdrivendes omsætning ikke er tilgængelige, kan bøden maksimalt udgøre 2 mio. euro.«
47. I lovens bilag 1 udgår i tredje afsnit under overskriften »Fortrydelsesret« », fax«.
48. I lovens bilag 1 affattes punkt 2 under overskriften »Instrukser med henblik på udfyldelse« således:
»[2. ] Indsæt Deres navn, fysiske adresse, telefonnummer og e-mailadresse.«
49. I lovens bilag 3 udgår »og i givet fald faxnummer«.
Til nr. 1 (fodnote til lovens titel)
Fodnoten til forbrugeraftalelovens titel angiver, at loven indeholder bestemmelser, der gennemfører forbrugerrettighedsdirektivet (Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/83/EU af 25. oktober 2011 om forbrugerrettigheder) og direktivet om fjernsalg af finansielle tjenesteydelser (Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/65/EF af 23. september 2002 om fjernsalg af finansielle tjenesteydelser til forbrugerne).
Det foreslås at ændre fodnoten til lovens titel, således at der tilføjes en henvisning til moderniseringsdirektivet (Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2019/2161/EU af 27. november 2019 om ændring af Rådets direktiv 93/13/EØF og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/6/EF, 2005/29/EF og 2011/83/EU, for så vidt angår bedre håndhævelse og modernisering af EU-reglerne om forbrugerbeskyttelse).
Forslaget indebærer, at det fremover vil fremgå af fodnoten til lovens titel, at loven tillige indeholder bestemmelser, der gennemfører den del af moderniseringsdirektivet, som ændrer forbrugerrettighedsdirektivet.
Forslaget gennemfører bestemmelsen i moderniseringsdirektivets artikel 7, stk. 1, 3. afsnit, hvorefter de nationale bestemmelser, der gennemfører direktivet, ved vedtagelsen eller offentliggørelsen skal indeholde en henvisning til direktivet.
Til nr. 2 (§ 1, stk. 2, nr. 1, og stk. 3)
Forbrugeraftalelovens § 1, stk. 2, fastsætter, at lovens kapitel 4 om fortrydelsesret kun gælder for aftaler indgået ved fjernsalg, jf. § 3, nr. 1, og aftaler indgået uden for den erhvervsdrivendes forretningssted, jf. § 3, nr. 2, og lovens § 1, stk. 3, fastsætter, at lovens kapitel 10 om visse lovvalgsaftaler kun gælder for aftaler indgået ved fjernsalg, jf. § 3, nr. 1.
Det foreslås at ændre henvisningerne i lovens § 1, stk. 2, nr. 1 , og stk. 3 , til lovens § 3, nr. 1, til henvisninger til lovens § 3, nr. 4.
Forslaget er en konsekvensændring som følge af, at lovens § 3, nr. 1, bliver § 3, nr. 4 (jf. lovforslagets § 1, nr. 6)
Forslaget medfører ingen indholdsmæssige ændringer.
Til nr. 3 (§ 1, stk. 2, nr. 2)
Forbrugeraftalelovens § 1, stk. 2, fastsætter, at lovens kapitel 4 om fortrydelsesret kun gælder for aftaler indgået ved fjernsalg, jf. § 3, nr. 1, og aftaler indgået uden for den erhvervsdrivendes forretningssted, jf. § 3, nr. 2.
Det foreslås at ændre henvisningen i lovens § 1, stk. 2, nr. 2 , til lovens § 3, nr. 2, til en henvisning til lovens § 3, nr. 5.
Forslaget er en konsekvensændring som følge af, at lovens § 3, nr. 2, bliver § 3, nr. 5 (jf. lovforslagets § 1, nr. 6)
Forslaget medfører ingen indholdsmæssige ændringer.
Til nr. 4 (§ 1, stk. 4, nr. 4)
Forbrugeraftalelovens § 1, stk. 4, nr. 4, fastsætter, at loven ikke gælder for aftaler om personbefordring, dog med undtagelse af § 12 om fjernsalgsaftaler, der indgås ved hjælp af elektroniske midler og pålægger forbrugeren en betalingsforpligtelse, og § 31 om yderligere betalinger og gebyrer for anvendelse af betalingsmidler.
Forbrugeraftalelovens § 4, stk. 1, fastslår, at erhvervsdrivende ikke uden forudgående anmodning herom må rette telefonisk henvendelse til en forbruger eller personlig henvendelse til en forbruger på dennes bopæl, arbejdsplads eller andet sted, hvortil der ikke er almindelig adgang, med henblik på straks eller senere at opnå tilbud eller accept af tilbud om indgåelse af aftale.
Efter stk. 2 gælder forbuddet i stk. 1 dog ikke for telefoniske henvendelser om bestilling af bøger, tegning af abonnementer på aviser, ugeblade, og tidsskrifter, formidling af forsikringsaftaler og tegning af abonnement om redningstjeneste eller sygetransport. Det følger af bestemmelsens forarbejder, jf. Folketingstidende 2013-14, A, L 39 som fremsat, s. 132, at begreberne i stk. 2 skal fortolkes indskrænkende, idet der er tale om en undtagelsesbestemmelse.
Lovens § 30 fastsætter, at hvis den erhvervsdrivende har en telefontjeneste med henblik på at kunne blive kontaktet telefonisk i forbindelse med en indgået aftale, er forbrugeren ved sådanne telefoniske opkald ikke forpligtet til at betale mere end almindelig telefontakst.
Det foreslås at ændre § 1, stk. 4, nr. 4 , således at der tilføjes henvisninger til lovens §§ 4 og 30.
Ændringen vil for det første tilføje en henvisning til lovens § 4 om uanmodede henvendelser i opregningen af undtagelser. Med den nuværende retsstilling er det ikke klart, om aftaler om personbefordring er undtaget forbuddet om uanmodede henvendelser, idet forbrugeraftalelovens § 1, stk. 1, nr. 4, ikke indeholder en henvisning til forbuddet mod uanmodede henvendelser i forbrugeraftalelovens § 4. Med ændringen vil der ikke længere være tvivl herom.
Ændringen vil for det andet tilføje en henvisning til lovens § 30 om telefonisk kommunikation i opregningen af undtagelser.
Den foreslåede ændring indebærer, at lovens § 30 fremover vil gælde for forbrugeraftaler om personbefordring.
Den foreslåede ændring af forbrugeraftalelovens § 1, stk. 4, nr. 4, gennemfører forbrugerrettighedsdirektivets artikel 3, stk. 3, litra k, som ændret ved moderniseringsdirektivets artikel 4, nr. 2, litra c, nr. i.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.1.2.3. og 3.5.1. i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Til nr. 5 (§ 2, stk. 1)
Forbrugeraftalelovens § 2, stk. 1, fastsætter, at ved en forbrugeraftale forstås i denne lov en aftale, som en erhvervsdrivende indgår som led i sit erhverv, når den anden part (forbrugeren) hovedsagelig handler uden for sit erhverv.
Købelovens § 4 a, stk. 3, fastsætter, at som forbrugerkøb anses under i øvrigt samme betingelser som nævnt i købelovens § 4 a, stk. 1 og 2, jf. dog stk. 4, endvidere aftaler om levering af digitalt indhold eller en digital tjeneste, når leveringen er forbundet med en modydelse i form af (1) et pengebeløb eller et digitalt udtryk for værdi eller (2) personoplysninger, medmindre de udelukkende behandles med henblik på levering af det digitale indhold eller den digitale tjeneste eller for at give mulighed for at opfylde retlige krav.
Det foreslås at ændre § 2, stk. 1 , således at der efter ”aftale” indsættes ”herunder en aftale omfattet af købelovens § 4 a, stk. 3,” og således at der efter ”erhvervsdrivende” indsættes ”, eller en person, der optræder i dennes navn eller på dennes vegne.
Det foreslås for det første indsætte ”herunder en aftale omfattet af købelovens § 4 a, stk. 3,” som en del af definitionen af en aftale.
Den foreslåede ændring af § 2, stk. 1, indebærer, at forbrugeraftaleloven fremover vil gælde for aftaler om levering af digitalt indhold eller en digital tjeneste, hvor modydelsen ikke består i penge, men i et digitalt udtryk for værdi eller i personoplysninger. Hvis modydelsen består i personoplysninger, som udelukkende behandles med henblik på levering af det digitale indhold eller den digitale tjeneste eller for at give mulighed for at opfylde retlige krav, vil aftalen dog ikke være omfattet.
Digitalt indhold, som ikke leveres på et fysisk medium, kan stilles til rådighed for brugeren ved en enkelt levering, ved en række individuelle leveringer eller ved løbende levering over en periode, som ikke behøver at være lang. Tilfælde såsom webstreaming af videoklip anses således som løbende levering over en periode uanset varigheden af den audiovisuelle fil.
Både aftaler om levering af digitalt indhold og aftaler om digitale tjenester kan indebære, at den erhvervsdrivendes levering fortsætter i hele aftaleperioden.
Eksempler på digitale tjenester er video- og lyddelingstjenester og anden filhosting, tekstbehandling eller spil, der tilbydes i cloudcomputingmiljøet, cloudlagring, webbaseret mail, sociale medier og cloudapplikationer.
Ved levering af digitalt indhold, som ikke leveres på et fysisk medium, ophører fortrydelsesretten, når leveringen eksempelvis i form af download eller streaming begynder, jf. lovens § 18, stk. 2, nr. 13 (som affattet ved lovforslagets § 1, nr. 31). Når digitalt indhold leveres mod betaling, er det dog en forudsætning for ophør af fortrydelsesretten, at leveringen af det digitale indhold er begyndt med forbrugerens forudgående udtrykkelige samtykke og anerkendelse af, at vedkommende dermed mister sin fortrydelsesret, og at den erhvervsdrivende har givet en bekræftelse i overensstemmelse med lovens § 10, stk. 2, 2. pkt. (aftaler indgået uden for den erhvervsdrivendes forretningssted), eller § 13, stk. 2, 2. pkt. (aftaler om fjernsalg).
Ved levering af digitale tjenester ophører fortrydelsesretten som ved andre tjenesteydelser, når leveringen er afsluttet, jf. lovens § 18, stk. 2, nr. 2 (som ændret ved lovforslagets § 1, nr. 30). Her er det, når levering sker mod betaling, en forudsætning for ophør af fortrydelsesretten, at leveringen af den digitale tjeneste er begyndt med forbrugerens forudgående udtrykkelige samtykke og anerkendelse af, at fortrydelsesretten ophører, når den digitale tjeneste er fuldt udført. Samtidig gælder efter lovens § 25, stk. 1 (som ændret ved lovforslagets § 1, nr. 37 og 38), at når forbrugeren udnytter fortrydelsesretten, efter at leveringen af den digitale tjeneste er begyndt, kan forbrugeren pålægges at betale for den del af den digitale tjeneste, som allerede er leveret, forudsat at leveringen på forbrugerens udtrykkelige anmodning er begyndt inden fortrydelsesfristens udløb, og at forbrugeren er blevet oplyst om fortrydelsesretten og om det beløb, der skal betales.
Er der er tvivl om, hvorvidt aftalen er en aftale om en digital tjeneste eller en aftale om levering af digitalt indhold, som ikke leveres på et fysisk medium, bør reglerne om fortrydelsesret ved tjenesteydelser anvendes.
For digitalt indhold, som leveres på et fysisk medium, gælder ligesom i dag fortrydelsesretten for varer, herunder reglen i lovens § 18, stk. 2, nr. 9 (der ikke foreslås ændret, men som bliver nr. 11, jf. lovforslagets § 1, nr. 11), hvorefter fortrydelsesretten ikke gælder for plomberede lyd- eller billedoptagelser eller computersoftware, som forbrugeren har brudt plomberingen på.
Den foreslåede ændring af forbrugeraftalelovens § 2, stk. 1, gennemfører forbrugerrettighedsdirektivets artikel 3, stk. 1 og 1 a (som affattet ved moderniseringsdirektivets artikel 4, nr. 2, litra a og b).
Det foreslås for det andet efter ”erhvervsdrivende”, at indsætte ”, eller en person, der optræder i dennes navn eller på dennes vegne,”
Med den foreslåede ændring af § 2, stk. 1, præciseres det, at der ved en forbrugeraftale skal forstås en aftale, som en erhvervsdrivende eller en person, der optræder i dennes navn eller på dennes vegne, indgår som led i sit erhverv, når den anden part (forbrugeren) hovedsagelig handler uden for sit erhverv.
Det vil dermed følge direkte af bestemmelsen, at en aftale, som en person, der optræder i den erhvervsdrivendes navn eller på dennes vegne, indgår, fortsat vil være en forbrugeraftale. Det tydeliggør, at aftaler, som indgås af en befuldmægtiget, også vil falde inden for forbrugeraftalelovens anvendelsesområde.
Den foreslåede ændring vil ikke medføre materielle ændringer, da de almindelige danske fuldmagtsregler fører til samme retsstilling.
Den foreslåede ændring vil sikre en korrekt og tydelig implementering af forbrugerrettighedsdirektivets artikel 2, nr. 2.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.1.2.1. og 3.5.2. i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Til nr. 6 (§ 3, nr. 1-3)
Forbrugeraftalelovens § 3 definerer, hvordan en række begreber, som anvendes i lovens bestemmelser, skal forstås.
Det foreslås at indsætte tre nye numre med yderligere definitioner. Med forslaget lovfæstes den gældende forståelse i forbrugeraftaleloven af begreberne varer, aftale om en vare og tjenesteydelsesaftale.
I nr. 1 foreslås det at definere varer som løsøregenstande, herunder varer med digitale elementer, og vand, gas og elektricitet, der udbydes til salg i et afgrænset volumen eller en bestemt mængde.
Varer med digitale elementer omfatter tilfælde, hvor digitalt indhold eller digitale tjenester er integreret i eller indbyrdes forbundet med varerne på en sådan måde, at fraværet af det digitale indhold eller den digitale tjeneste ville forhindre varerne i at opfylde deres funktion, jf. det foreslåede § 3, nr. 11 (som indsat ved lovforslagets § 1, nr. 8).
Den foreslåede definition af varer er i overensstemmelse med forbrugerrettighedsdirektivets artikel 2, stk. 1, nr. 3 (som affattet ved moderniseringsdirektivets artikel 4, nr. 1, litra a), der henviser til definitionen i varedirektivets artikel 2, nr. 5.
Definitionen er endvidere i overensstemmelse med gældende ret, idet varer ifølge forbrugeraftalelovens forarbejder omfatter fysiske løsøregenstande og vand, gas og elektricitet, der udbydes til salg i et afgrænset volumen eller en bestemt mængde, jf. Folketingstidende 2013-14, A, L 39 som fremsat, s. 29, og idet medtagelsen af varer med digitale elementer må anses for en præcisering. Det bemærkes herved, at ved varer med digitale elementer er varerne i sig selv fysiske løsøregenstande, og præciseringen går ud på, at også den del af den samlede aftale, der angår de digitale elementer, som et led i den samlede købsaftale er omfattet af forbrugeraftalelovens regler om aftaler om køb af varer.
I nr. 2 foreslås det at definere en aftale om en vare som en aftale om at overdrage ejendomsretten til en vare til forbrugeren, herunder når aftalen også omfatter tjenesteydelser.
”Vare” er defineret i det foreslåede nr. 1, jf. ovenfor.
Den foreslåede definition af aftale om en vare er i overensstemmelse med forbrugerrettighedsdirektivets artikel 2, stk. 1, nr. 5 (som affattet ved moderniseringsdirektivet artikel 4, nr. 1, litra c), der definerer ”købsaftale” på samme måde. Det foreslås at anvende ”aftale om en vare” i det nye nr. 2, fordi dette udtryk – fremfor ”købsaftale” – generelt benyttes i forbrugeraftalelovens bestemmelser (§ 8, stk. 1, § 22, stk. 1, og § 24, stk. 1 og 4). I lovens bilag benyttes dog ensbetydende hermed ”købsaftale”.
Definitionen er endvidere i overensstemmelse med gældende ret, idet begrebet købsaftale ifølge forbrugeraftalelovens forarbejder skal forstås på samme måde, jf. Folketingstidende 2013-14, A, L 39 som fremsat, s. 32.
I nr. 3 foreslås det at definere en tjenesteydelsesaftale som en aftale om at levere en tjenesteydelse, herunder en digital tjeneste, og aftale om at levere vand, gas og elektricitet, der ikke udbydes til salg i et afgrænset volumen eller en bestemt mængde, til forbrugeren, medmindre aftalen også omfatter varer, jf. nr. 2.
Digitale tjenester omfatter tjenester, der gør det muligt at generere, behandle, lagre eller få adgang til data i digital form, eller som muliggør deling af eller enhver anden form for interaktion med data i digital form, som uploades eller genereres af brugere af den pågældende tjeneste, jf. det foreslåede § 3, nr. 12 (som indsat ved lovforslagets § 1, nr. 8).
Den foreslåede definition er bortset fra medtagelsen af vand, gas og elektricitet i overensstemmelse med forbrugerrettighedsdirektivets artikel 2, stk. 1, nr. 5 (som affattet ved moderniseringsdirektivets artikel 4, nr. 1, litra c).
Forbrugerrettighedsdirektivet definerer således aftaler om tjenesteydelser på en sådan måde, at aftaler om løbende levering af vand, gas og elektricitet ikke er omfattet af begrebet.
Samtidig fastsætter direktivet imidlertid, at dels direktivet som sådan, dels en række bestemmelser i direktivet også gælder for aftaler om forsyning af vand, gas, elektricitet eller fjernvarme (direktivets artikel 3, stk. 1, 2. pkt., artikel 5, stk. 2, artikel 6, stk. 2, artikel 7, stk. 3, artikel 8, stk. 8, artikel 9, stk. 2, litra c, artikel 14, stk. 4, litra a, artikel 17, stk. 2, og artikel 27).
Selv om selve begrebet tjenesteydelsesaftale defineres forskelligt i det foreslåede nr. 3 og i direktivet, vil forbrugeraftaleloven med det foreslåede nr. 3 således alligevel være i overensstemmelse med direktivet, idet loven og de bestemmelser i loven, der gennemfører de nævnte direktivbestemmelser, i kraft af medtagelsen i det foreslåede nr. 3 af aftaler om løbende levering af vand, gas og elektricitet vil gælde for de samme aftaler, som direktivet og de nævnte direktivbestemmelser gælder for.
Det foreslåede nr. 3, herunder medtagelsen af aftaler om løbende levering af vand, gas og elektricitet, er både med hensyn til begrebsanvendelsen og indholdsmæssigt i overensstemmelse med gældende ret, idet tjenesteydelsesaftale ifølge forbrugeraftalelovens forarbejder skal forstås på samme måde, jf. Folketingstidende 2013-14, A, L 39 som fremsat, s. 32 og 39-40.
Det er herunder uændret en forudsætning for lovens anvendelse, at leveringen af vand, gas eller elektricitet sker på aftalemæssigt grundlag.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.1.2.4. i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Til nr. 7 (§ 3, nr. 4)
Forbrugeraftalelovens § 3, nr. 1 (som bliver nr. 4, jf. lovforslagets § 1, nr. 7), definerer fjernsalgsaftaler. Det følger heraf, at enhver aftale om varer, tjenesteydelser eller løbende levering af varer eller tjenesteydelser, som indgås ved brug af kommunikation, der foregår, uden at forbrugeren og den erhvervsdrivende mødes fysisk (fjernkommunikation), og indgås som led i et system for fjernsalg, som drives af den erhvervsdrivende, er en fjernsalgsaftale. Definitionen implementerer forbrugerrettighedsdirektivets artikel 2, nr. 7.
Vedrørende det gældende fjernsalgsbegreb, der opretholdes med lovforslaget, henvises der til Folketingstidende 2013-14, A, L39 som fremsat, s. 129, Folketingstidende 1999-2000, tillæg A, s. 5953, samt Folketingstidende 2003-04, tillæg A, s. 7586 f., hvoraf det bl.a. fremgår, at der skal være tale om en aftale, der udbydes, forhandles og indgås på afstand. Der er således ikke tale om fjernsalg, hvis parterne mødes fysisk i forbindelse med markedsføringen eller aftalens indgåelse.
Fjernsalgsbegrebet indebærer, at der f.eks. vil være tale om fjernsalg i tilfælde, hvor forbrugeren alene besøger den erhvervsdrivendes forretningssted med henblik på at indsamle information om varerne eller tjenesteydelsen, og aftalen efterfølgende forhandles og indgås via fjernkommunikation.
Derimod er hverken aftaler, der forhandles på den erhvervsdrivendes forretningssted, men indgås endeligt ved hjælp af fjernkommunikation eller reservationer foretaget af en forbruger ved hjælp af en fjernkommunikationsteknik med henblik på levering af en tjenesteydelse fra en erhvervsdrivende, f.eks. bestilling af tid hos frisør eller tandlæge, omfattet. Endvidere er reservationer af varer, som sker ved fjernsalg med henblik på, at forbrugeren kan undersøge varen nærmere på den erhvervsdrivendes forretningssted, ikke omfattet, hvis forhandlingerne og aftaleindgåelsen efterfølgende sker ved parternes samtidige fysiske tilstedeværelse på den erhvervsdrivendes forretningssted.
Den foreslåede ændring af forbrugeraftalelovens § 3, nr. 1 , som bliver nr. 4, præciserer, at der ved indgåelsen af en aftale, for at den er omfattet af definitionen på en fjernsalgsaftale, udelukkende må være anvendt fjernkommunikationsteknikker.
Lovændringen vil sikre, at det eksplicit fremgår af bestemmelsen, at aftaler, der forhandles på den erhvervsdrivendes forretningssted, men indgås endeligt ved hjælp af fjernkommunikation, ikke er omfattet af definitionen af en fjernsalgsaftale.
Den foreslåede ændring har hidtil fremgået af forarbejderne til bestemmelsen. Der er derfor med det foreslåede ikke tiltænkt en ændring af gældende ret.
Den foreslåede ændring vil sikre en korrekt og tydelig implementering af forbrugerrettighedsdirektivets artikel 2, nr. 7.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.5.2. i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Til nr. 8 (§ 3, nr. 10-18)
Forbrugeraftalelovens § 3 definerer, hvordan en række begreber, som anvendes i lovens bestemmelser, skal forstås.
Det foreslås at indsætte ni nye numre med yderligere definitioner. Med forslaget lovfæstes den gældende forståelse i forbrugeraftaleloven af begrebet digitalt indhold, og der indsættes nye definitioner af begreberne vare med digitale elementer, digital tjeneste, funktionalitet, kompatibilitet, interoperabilitet, onlinemarkedsplads, udbyder af en onlinemarkedsplads og handelsmæssig garanti.
I nr. 10 foreslås det at definere digitalt indhold som data, der fremstilles og leveres i digital form.
Det foreslåede § 3, nr. 10, gennemfører forbrugerrettighedsdirektivets artikel 2, stk. 1, nr. 11 (som affattet ved moderniseringsdirektivets artikel 4, nr. 1, litra d), der på sin side henviser til direktivet om digitalt indhold artikel 2, nr. 1.
Forslaget er i overensstemmelse med gældende ret, idet digitalt indhold ifølge forarbejderne til forbrugeraftaleloven skal forstås på samme måde, jf. Folketingstidende 2013-14, A, L 39 som fremsat, s. 36.
I nr. 11 foreslås det at definere en vare med digitale elementer som en løsøregenstand, der integrerer eller er indbyrdes forbundet med digitalt indhold eller en digital tjeneste på en sådan måde, at fraværet af det digitale indhold eller den digitale tjeneste ville forhindre genstanden i at opfylde sin funktion.
Den foreslåede § 3, nr. 11, foreslås indsat, da definitionen af varer (som indsættes ved lovforslagets § 1, nr. 6), inkluderer varer med digitale elementer. Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 1, nr. 6, samt bemærkningerne hertil.
I nr. 12 foreslås det at definere en digital tjeneste som en tjeneste, der gør det muligt at generere, behandle, lagre eller få adgang til data i digital form, eller som muliggør deling af eller enhver anden form for interaktion med data i digital form, som uploades eller genereres af brugere af den pågældende tjeneste.
Det foreslåede § 3, nr. 12, gennemfører forbrugerettighedsdirektivets artikel 2, stk. 1, nr. 16 (som tilføjet ved moderniseringsdirektivets artikel 4, nr. 1, litra e).
I nr. 13 foreslås det at definere kompatibilitet som det digitale indholds eller den digitale tjenestes evne til at fungere med hardware eller software, med hvilket digitalt indhold eller digitale tjenester af samme type normalt anvendes, uden at det er nødvendigt at konvertere det digitale indhold eller den digitale tjeneste.
Det foreslåede § 3, nr. 13, gennemfører forbrugerrettighedsdirektivets artikel 2, stk. 1, nr. 19 (som affattet ved moderniseringsdirektivets artikel 4, nr. 1, litra e), der henviser til direktivet om digitalt indhold artikel 2, nr. 10.
I nr. 14 foreslås det at definere funktionalitet som det digitale indholds eller den digitale tjenestes evne til at udføre sine funktioner i betragtning af formålet.
Det foreslåede § 3, nr. 14, gennemfører forbrugerrettighedsdirektivets artikel 2, stk. 1, nr. 20 (som affattet ved moderniseringsdirektivets artikel 4, nr. 1, litra e), der på sin side henviser til direktivet om digitalt indhold artikel 2, nr. 11.
I nr. 15 foreslås det at definere interoperabilitet som det digitale indholds eller den digitale tjenestes evne til at fungere med hardware eller software, der adskiller sig fra det, som digitalt indhold eller digitale tjenester af samme type normalt anvendes med.
Det foreslåede § 3, nr. 15, gennemfører forbrugerrettighedsdirektivets artikel 2, stk. 1, nr. 21 (som affattet ved moderniseringsdirektivets artikel 4, nr. 1, litra e), der på sin side henviser til direktivet om digitalt indhold artikel 2, nr. 12.
I nr. 16 foreslås det at definere en onlinemarkedsplads som en tjenesteydelse, der gør brug af software, herunder et websted, en del af et websted eller en applikation, der drives af eller på vegne af en erhvervsdrivende, og som giver forbrugere mulighed for at indgå fjernsalgsaftaler med andre erhvervsdrivende eller forbrugere.
Det foreslåede § 3, nr. 16, gennemfører forbrugerrettighedsdirektivets artikel 2, stk. 1, nr. 17 (som affattet ved moderniseringsdirektivets artikel 4, nr. 1, litra e).
I nr. 17 foreslås det at definere en udbyder af en onlinemarkedsplads som en erhvervsdrivende, der udbyder en onlinemarkedsplads til forbrugere. De foreslåede begreber ”onlinemarkedsplads” og ”udbyder af en onlinemarkedsplads” benyttes i den foreslåede nye bestemmelse i forbrugeraftalelovens § 8 a (lovforslagets § 1, nr. 19).
Det foreslåede § 3, nr. 17, gennemfører forbrugerrettighedsdirektivets artikel 2, stk. 1, nr. 18 (som affattet ved moderniseringsdirektivets artikel 4, nr. 1, litra e).
De foreslåede § 3, nr. 10, 12, 13, 14, 15, 16 og 17 gennemfører forbrugerrettighedsdirektivets artikel 2, stk. 1, nr. 11, 16, 17, 18, 19, 20 og 21 (som affattet ved moderniseringsdirektivets artikel 4, nr. 1, litra d og e).
I nr. 18 foreslås det at definere en handelsmæssig garanti som enhver forpligtelse, som den erhvervsdrivende eller en producent (garantigiveren) har påtaget sig over for forbrugeren, ud over sin retlige forpligtelse til at levere en kontraktmæssig ydelse, til at refundere købesummen eller omlevere, reparere eller på anden måde afhjælpe mangler ved varerne, hvis de ikke svarer til de specifikationer eller ethvert andet krav, der fremgår af garantierklæringen eller af de relevante reklamer, der er tilgængelige på tidspunktet eller forud for aftalens indgåelse, og som ikke relaterer sig til ydelsens kontraktmæssighed.
Ved handelsmæssige garantier forstås eventuelle øvrige fordele, som på frivilligt grundlag tilbydes af producenten, sælgeren af varen eller af enhver anden person, der indgår i distributionsleddet for dette produkt. Virkningerne og betingelserne for opfyldelsen af en handelsmæssig garanti kan fastsættes frit af den person, der tilbyder garantien. Handelsmæssige garantier står i modsætning til lovbestemte garantier. Ved lovbestemte garantier forstås den traditionelle beskyttelse, som findes i alle nationale lovgivninger, ifølge hvilke sælgeren hæfter over for køberen for mangler ved de solgte varer, jf. Folketingstidende 2013-14, A, L39 som fremsat, s. 63.
Ændringen vil sikre en tydelig og korrekt gennemførelse af forbrugerrettighedsdirektivets artikel 2, nr. 14.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.1.1.2.3.1., 3.1.1.2.3.2., 3.1.2.4. og 3.5.2. i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Til nr. 9 (§ 6, 3. pkt.)
Forbrugeraftalelovens § 6 angår fremsendelse af varer til en forbruger uden dennes forudgående anmodning.
Det følger af bestemmelsens 1. pkt., at hvis en erhvervsdrivende fremsender eller afleverer en vare til en forbruger uden dennes forudgående anmodning, og det ikke skyldes en fejl, kan forbrugeren beholde varen vederlagsfrit. Bestemmelsen hindrer såkaldt negativ aftaleindgåelse ved salg af varer, dvs. fremsendelse af varer til forbrugeren uden forudgående aftale herom og med opfordring til at betale for varen. Bestemmelsen medfører ikke, at forbrugeren altid kan beholde en vare, vedkommende ikke har bestilt, uden at betale for den, idet bestemmelsen finder anvendelse, såfremt forsendelsen eller afleveringen ikke skyldes en fejltagelse. Det kan fremgå af et vedlagt salgstilbud, at der ikke er tale om en fejltagelse. I andre tilfælde kan forbrugeren i almindelighed gå ud fra, at der foreligger en fejl, hvorfor vedkommende bør rette henvendelse til afsenderen herom, jf. Folketingstidende 2013-14, A, L39 som fremsat, s. 133, og Folketingstidende 1977-78, tillæg A, spalte 750 f.
Det følger af bestemmelsens 2. pkt., at hvis en tjenesteydelse er udført af den erhvervsdrivende for forbrugeren uden dennes forudgående anmodning, kan forbrugeren ikke blive forpligtet til at betale vederlag for tjenesteydelsen. Det fremgår af lovens motiver, at forbrugeren efter omstændighederne må tillade, at den erhvervsdrivende tager sin ydelse tilbage mod at sørge for reetablering, hvis tjenesteydelsen er blevet udført ved en fejl. Bestemmelsen regulerer desuden ikke de særlige tilfælde, hvor en erhvervsdrivende udfører arbejde, som ikke er omfattet af forbrugerens bestilling, men hvor dette beror på en undskyldelig fejltagelse, eller hvor arbejdet er udført i forbrugerens interesse, efter at den erhvervsdrivende forgæves har forsøgt at kontakte forbrugeren. I sådanne tilfælde må det antages, at den erhvervsdrivende efter omstændighederne vil kunne tilkendes et vederlag, jf. Folketingstidende 2013-14, A, L39 som fremsat, s. 133.
Med den foreslåede § 6, 3. pkt. , præciseres det, at manglende reaktion fra forbrugeren efter modtagelsen af varer eller udførelsen af tjenesteydelser uden forudgående anmodning ikke medfører, at forbrugeren forpligtes til at betale vederlag for det leverede.
Det er ikke tilsigtet, at den foreslåede ændring vil medføre ændringer i anvendelsen af bestemmelsen, idet det allerede følger af en almindelig sproglig fortolkning af forbrugeraftalelovens § 6, at forbrugeren ikke kan anses for at have samtykket til leveringen, hvis forbrugeren ikke har reageret på leveringen.
Ændringen vil sikre en tydelig og korrekt gennemførelse af forbrugerrettighedsdirektivets artikel 27.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.5.3. i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Til nr. 10 (§ 8, stk. 1, nr. 2, og § 17, stk. 1, nr. 2)
Forbrugeraftalelovens § 8 fastsætter regler om den erhvervsdrivendes oplysningspligt forud for indgåelsen af en aftale om en vare eller en ikkefinansiel tjenesteydelse, når aftalen indgås uden for den erhvervsdrivendes forretningssted eller ved fjernsalg.
Forbrugeraftalelovens § 17 fastsætter regler om den erhvervsdrivendes oplysningspligt forud for indgåelsen af en aftale, der ikke indgås uden for den erhvervsdrivendes forretningssted eller ved fjernsalg.
Det fremgår af § 8, stk. 1, nr. 2, og § 17, stk. 1, nr. 2, at den erhvervsdrivende bl.a. skal give forbrugeren oplysning om eventuelle telefon- og faxnumre.
Det foreslås at ændre § 8, stk. 1, nr. 2 og § 17, stk. 1, nr. 2 , således at eventuelle telefon- og faxnumre ændres til telefonnummer.
Det betyder, at den erhvervsdrivende ikke længere er forpligtet til at oplyse et eventuelt faxnummer, men skal oplyse sit telefonnummer.
Forslaget til ændring af forbrugeraftalelovens § 8, stk. 1, nr. 2, gennemfører dele af forbrugerrettighedsdirektivets artikel 6, stk. 1, litra c (som affattet ved moderniseringsdirektivets artikel 4, nr. 4, litra a, nr. i), idet de øvrige dele af artikel 6, stk. 1, litra c, er gennemført ved forbrugeraftalelovens § 8, stk. 1, nr. 3, og stk. 2 (som indsat ved lovforslagets § 1, nr. 11 og 17).
I tilknytning hertil foreslås en tilsvarende ændring af forbrugeraftalelovens § 17, stk. 1, nr. 2, der gennemfører forbrugerrettighedsdirektivets artikel 5, stk. 1, litra b. Denne direktivbestemmelse stiller ikke krav om oplysning om et eventuelt faxnummer, og kravet herom i det gældende § 17, stk. 1, nr. 2, er således et særligt dansk krav fastsat i overensstemmelse med direktivets artikel 5, nr. 4. I betragtning af den teknologiske udvikling bør der imidlertid ikke længere stilles krav om at oplyse et eventuelt faxnummer.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.2.1.2.1. og 3.2.2.1. i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Til nr. 11 (§ 8, stk. 1, nr. 3)
Forbrugeraftalelovens § 8 fastsætter regler om den erhvervsdrivendes oplysningspligt forud for indgåelsen af en aftale om en vare eller en ikkefinansiel tjenesteydelse, når aftalen indgås uden for den erhvervsdrivendes forretningssted eller ved fjernsalg.
Det foreslås at indsætte et nyt § 8, stk. 1, nr. 3 , om, at den erhvervsdrivende, hvor det er relevant, skal oplyse forbrugeren om andre onlinekommunikationsmidler, som den erhvervsdrivende giver adgang til, og som giver forbrugeren mulighed for at opbevare skriftlig korrespondance, herunder datoen og tidspunktet for en sådan korrespondance, med den erhvervsdrivende på et varigt medium.
Det betyder, at når den erhvervsdrivende stiller andre onlinekommunikationsmidler end e-mail til rådighed, som giver forbrugeren mulighed for at opbevare korrespondance med den erhvervsdrivende på et varigt medium, skal den erhvervsdrivende oplyse forbrugeren herom.
Varigt medium defineres i forbrugeraftalelovens § 3, nr. 5 (der ikke foreslås ændret, men som bliver § 3, nr. 8, jf. lovforslagets § 1, nr. 6), som ethvert middel, som sætter forbrugeren eller den erhvervsdrivende i stand til at lagre oplysninger rettet personligt til vedkommende med mulighed for fremtidig anvendelse i en periode afpasset efter oplysningernes formål, og som giver mulighed for uændret gengivelse af de lagrede oplysninger.
Forslaget til forbrugeraftalelovens § 8, stk. 1, nr. 3, gennemfører dele af forbrugerrettighedsdirektivets artikel 6, stk. 1, litra c (som affattet ved moderniseringsdirektivet artikel 4, nr. 4, litra a, nr. i), idet de øvrige dele af artikel 6, stk. 1, litra c, er gennemført ved forbrugeraftalelovens § 8, stk. 1, nr. 2, og stk. 2 (som henholdsvis ændret og indsat ved lovforslagets § 1, nr. 10 og 17).
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.2.1.2.1. i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Til nr. 12 (§ 8, stk. 1, nr. 5)
Det foreslås at ændre henvisningen i forbrugeraftalelovens § 8, stk. 1, nr. 4 , der bliver nr. 5 (jf. lovforslagets § 1, nr. 11), til lovens § 8, stk. 1, nr. 3, til en henvisning til § 8, stk. 1, nr. 4.
Forslaget er en konsekvensændring som følge af, at lovens § 8, stk. 1, nr. 3, bliver § 8, stk. 1, nr. 4 (jf. lovforslagets § 1, nr. 11).
Forslaget medfører ingen indholdsmæssige ændringer.
Til nr. 13 (§ 8, stk. 1, nr. 8)
Forbrugeraftalelovens § 8 fastsætter regler om den erhvervsdrivendes oplysningspligt forud for indgåelsen af en aftale om en vare eller en ikkefinansiel tjenesteydelse, når aftalen indgås uden for den erhvervsdrivendes forretningssted eller ved fjernsalg.
Det foreslås at indsætte et nyt § 8, stk. 1, nr. 8 , om, at den erhvervsdrivende, hvor det er relevant, skal oplyse forbrugeren om, at prisen er blevet personaliseret på grundlag af automatiseret beslutningstagning.
Erhvervsdrivende kan f.eks. personalisere prisen på deres tilbud til bestemte forbrugere eller bestemte kategorier af forbrugere baseret på automatiseret beslutningstagning og profilering af forbrugernes adfærd, der giver de erhvervsdrivende mulighed for at vurdere forbrugerens købekraft.
Forbrugerne bør derfor informeres tydeligt, når den pris, de tilbydes, er personaliseret baseret på automatiseret beslutningstagning, så de kan tage højde for de potentielle risici i deres købsbeslutning.
Det foreslåede oplysningskrav gælder ikke teknikker, såsom »dynamiske« priser eller »realtidspriser«, der involverer en ændring af prisen på en meget fleksibel og hurtig måde som svar på markedsefterspørgslen, når disse teknikker ikke involverer personalisering baseret på automatiseret beslutningstagning.
Det foreslåede oplysningskrav berører ikke databeskyttelsesforordningens artikel 22 om personers ret til ikke at blive udsat for automatiseret individuel beslutningstagning, herunder profilering.
Forslaget til forbrugeraftalelovens § 8, stk. 1, nr. 8, gennemfører forbrugerrettighedsdirektivets artikel 6, stk. 1, litra ea (som affattet ved moderniseringsdirektivet artikel 4, nr. 4, litra a, nr. iii).
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.2.1.2.1.1. og 3.2.2.1.1. i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Til nr. 14 (§ 8, stk. 1, nr. 22 og § 17, stk. 1, nr. 8)
Forbrugeraftalelovens § 8 fastsætter regler om den erhvervsdrivendes oplysningspligt forud for indgåelsen af en aftale om en vare eller en ikkefinansiel tjenesteydelse, når aftalen indgås uden for den erhvervsdrivendes forretningssted eller ved fjernsalg.
Forbrugeraftalelovens § 17 fastsætter regler om den erhvervsdrivendes oplysningspligt forud for indgåelsen af en aftale, der ikke indgås uden for den erhvervsdrivendes forretningssted eller ved fjernsalg.
Det fremgår af § 8, stk. 1, nr. 20, og § 17, stk. 1, nr. 8, at den erhvervsdrivende, hvor det er relevant, skal oplyse forbrugeren om funktionaliteten, herunder gældende tekniske beskyttelsesforanstaltninger, for digitalt indhold.
Det foreslås at ændre § 8, stk. 1, nr. 20 , der bliver nr. 22, og § 17, stk. 1, nr. 8 , således at der efter ”digitalt indhold” indsættes: ”digitale tjenester og varer med digitale elementer”.
Funktionalitet defineres som evne til at udføre sin funktion i betragtning af formålet hermed, jf. det foreslåede § 3, nr. 14 (som indsat ved lovforslagets § 1, nr. 8).
Med forslaget om at indsætte digitale tjenester og varer med digitale elementer i § 8, stk. 1, nr. 20 (fremover nr. 22), og § 17, stk. 1, nr. 8, fastslås det, at den erhvervsdrivende også skal oplyse forbrugeren om funktionaliteten for digitale tjenester og varer med digitale elementer.
Digitale tjenester og varer med digitale elementer skal forstås som i de foreslåede bestemmelser i § 3, nr. 11 og 12 (som indsat ved lovforslagets § 1, nr. 8).
Med den foreslåede ændring gennemfører forbrugeraftalelovens § 8, stk. 1, nr. 20 (fremover nr. 22), forbrugerrettighedsdirektivets artikel 6, stk. 1, litra r (som affattet ved moderniseringsdirektivet artikel 4, nr. 4, litra a, nr. iv).
Med den foreslåede ændring gennemfører forbrugeraftalelovens § 17, stk. 1, nr. 8, desuden forbrugerrettighedsdirektivets artikel 5, stk. 1, litra g (som affattet ved moderniseringsdirektivet artikel 4, nr. 3, litra b).
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.2.2.4. i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Til nr. 15 (§ 8, stk. 1, nr. 23 og § 17, stk. 1, nr. 9)
Forbrugeraftalelovens § 8 fastsætter regler om den erhvervsdrivendes oplysningspligt forud for indgåelsen af en aftale om en vare eller en ikkefinansiel tjenesteydelse, når aftalen indgås uden for den erhvervsdrivendes forretningssted eller ved fjernsalg.
Forbrugeraftalelovens § 17 fastsætter regler om den erhvervsdrivendes oplysningspligt forud for indgåelsen af en aftale, der ikke indgås uden for den erhvervsdrivendes forretningssted eller ved fjernsalg.
Det fremgår af § 8, stk. 1, nr. 21, og § 17, stk. 1, nr. 9, at den erhvervsdrivende, hvor det er relevant, skal oplyse forbrugeren om det digitale indholds evne til at fungere sammen med hardware og software, i henhold til hvad den erhvervsdrivende ved eller med rimelighed burde have vidst.
Det foreslås at ændre § 8, stk. 1, nr. 21 , der bliver nr. 23, og § 17, stk. 1, nr. 9 , således at ”det digitale indholds evne til at fungere sammen med hardware og software” ændres til ”kompatibiliteten og interoperabiliteten af digitalt indhold, digitale tjenester og varer med digitale elementer”
Kompatibilitet skal forstås som evne til at fungere med hardware eller software, med hvilket digitalt indhold eller digitale tjenester af samme type normalt anvendes, uden at det er nødvendigt at konvertere det digitale indhold eller den digitale tjeneste, jf. det foreslåede § 3, nr. 13 (som indsat ved lovforslagets § 1, nr. 8).
Interoperabilitet skal forstås som evne til at fungere med hardware eller software, der adskiller sig fra den, som digitalt indhold eller digitale tjenester af samme type normalt anvendes med, jf. det foreslåede § 3, nr. 15 (som indsat ved lovforslagets § 1, nr. 8).
Med forslaget om at indsætte ordene kompatibilitet og interoperabilitet uddybes, hvad der ligger i kravet om at oplyse om evnen til at fungere sammen med hardware og software.
Med forslaget om at indsætte digitale tjenester og varer med digitale elementer fastslås det samtidig, at den erhvervsdrivende også skal oplyse forbrugeren om kompatibiliteten og interoperabiliteten for digitale tjenester og varer med digitale elementer.
Digitale tjenester og varer med digitale elementer skal forstås som i de foreslåede § 3, nr. 11 og 12 (lovforslagets § 1, nr. 8).
Med den foreslåede ændring gennemfører forbrugeraftalelovens § 8, stk. 1, nr. 21 (fremover nr. 23), forbrugerrettighedsdirektivets artikel 6, stk. 1, litra s (som affattet ved moderniseringsdirektivet artikel 4, nr. 4, litra a, nr. iv).
Med den foreslåede ændring gennemfører forbrugeraftalelovens § 17, stk. 1, nr. 9, desuden forbrugerrettighedsdirektivets artikel 5, stk. 1, litra h (som affattet ved moderniseringsdirektivet artikel 4, nr. 3, litra b).
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.2.1.2.4. og 3.2.2.4. i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Til nr. 16 (§ 8, stk. 1, nr. 24)
Forbrugeraftalelovens § 8 fastsætter regler om den erhvervsdrivendes oplysningspligt forud for indgåelsen af en aftale om en vare eller en ikkefinansiel tjenesteydelse, når aftalen indgås uden for den erhvervsdrivendes forretningssted eller ved fjernsalg.
Lovens § 8, stk. 1, nr. 22, fastsætter, at hvor det er relevant, skal der gives oplysning om mulighed for klageadgang og i givet fald om fremgangsmåden ved klage. Efter bestemmelsen har en erhvervsdrivende pligt til at oplyse om adgangen til at klage til Forbrugerklagenævnet eller et privat anke- eller klagenævn, mens pligten ikke gælder, hvis der ikke består en sådan klageadgang, jf. formuleringen ”hvor det er relevant, mulighed for”, jf. Folketingstidende 2013-14, A, L39 som fremsat, s. 139.
Det foreslås at ændre § 8, stk. 1, nr. 22 , som bliver nr. 24, således at den erhvervsdrivende, hvor det er relevant, skal oplyse om muligheden for klageadgang, samt om forudsætningerne for at klage, frem for fremgangsmåden ved klager.
Ændringen vil medføre, at den erhvervsdrivende skal oplyse om forudsætningerne for, at forbrugeren kan klage. Det kan være oplysninger om eventuelle formelle krav, der skal opfyldes, for at forbrugeren har adgang til at klage, såsom klagefrister og lignende.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.5.4. i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Til nr. 17 (§ 8, stk. 2)
Forbrugeraftalelovens § 8 fastsætter regler om den erhvervsdrivendes oplysningspligt forud for indgåelsen af en aftale om en vare eller en ikkefinansiel tjenesteydelse, når aftalen indgås uden for den erhvervsdrivendes forretningssted eller ved fjernsalg.
Det foreslås at indsætte et nyt § 8, stk. 2 , om, at alle kommunikationsmidler, som den erhvervsdrivende stiller til rådighed, jf. stk. 1, nr. 2 og 3, skal gøre det muligt for forbrugeren at kontakte den erhvervsdrivende hurtigt og kommunikere effektivt med vedkommende.
Det fremgår af § 8, stk. 1, nr. 2 og 3 (som henholdsvis ændret og indsat ved lovforslagets § 1, nr. 10 og 11), at den erhvervsdrivende skal oplyse forbrugeren om sin identitet og den fysiske adresse, hvor den pågældende er etableret, sit telefonnummer, sin e-mailadresse og eventuelle andre onlinekommunikationsmidler, som den erhvervsdrivende giver adgang til, og som giver forbrugeren mulighed for at opbevare korrespondance med den erhvervsdrivende på et varigt medium.
Med forslaget fastslås det, at forbrugeren skal have mulighed for hurtigt at kontakte den erhvervsdrivende og at kommunikere effektivt med vedkommende.
Det foreslåede § 8, stk. 2, gennemfører dele af forbrugerrettighedsdirektivets artikel 6, stk. 1, litra c (som affattet ved moderniseringsdirektivet artikel 4, nr. 4, litra a, nr. i), idet de øvrige dele af artikel 6, stk. 1, litra c, er gennemført ved forbrugeraftalelovens § 8, stk. 1, nr. 2 og 3 (som henholdsvis ændret og indsat ved lovforslagets § 1, nr. 10 og 11).
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.2.1.2.1. i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Til nr. 18 (§ 8, stk. 3)
Forbrugeraftalelovens § 8 fastsætter regler om den erhvervsdrivendes oplysningspligt forud for indgåelsen af en aftale om en vare eller en ikkefinansiel tjenesteydelse, når aftalen indgås uden for den erhvervsdrivendes forretningssted eller ved fjernsalg.
Det fremgår af § 8, stk. 1, nr. 2-4, der bliver nr. 2, 4 og 5 (jf. lovforslagets § 1, nr. 10-12), at den erhvervsdrivende skal oplyse forbrugeren om sin identitet og den fysiske adresse, hvor den pågældende er etableret, sit telefonnummer, sin e-mailadresse (nr. 2), hvor det er relevant, identitet og den fysiske adresse på den erhvervsdrivende, som der handles på vegne af (nr. 3), og den fysiske adresse på sit forretningssted og, hvor det er relevant, adressen på forretningsstedet for den erhvervsdrivende, som der handles på vegne af, hvis den er forskellig fra den adresse, der er opgivet i overensstemmelse med nr. 3, og hvortil forbrugeren kan indgive eventuelle klager (nr. 4).
Det fremgår af § 8, stk. 2, at i forbindelse med offentlige auktioner kan oplysningerne nævnt i stk. 1, nr. 2-4, erstattes med de tilsvarende oplysninger om auktionarius.
Offentlig auktion er i lovens § 3, nr. 6, defineret som en salgsmetode, hvor den erhvervsdrivende tilbyder varer eller tjenesteydelser til forbrugere, som selv er eller har mulighed for at være til stede under auktionen, gennem en gennemsigtig konkurrencebaseret budprocedure, som styres af en auktionsholder, og hvor tilbudsgiver, hvis bud antages, er forpligtet til at købe varerne eller tjenesteydelserne.
Det foreslås at ændre henvisningen i forbrugeraftalelovens § 8, stk. 2 , der bliver stk. 3 (jf. lovforslagets § 1, nr. 14), til stk. 1, nr. 2-4, til en henvisning til stk. 1, nr. 2-5.
Forslaget viderefører muligheden for i forbindelse med offentlige auktioner at erstatte oplysningerne efter de gældende § 8, stk. 1, nr. 2-4 (fremover nr. 2, 4 og 5), med de tilsvarende oplysninger om auktionarius. Samtidig udvides muligheden for at erstatte med tilsvarende oplysninger om auktionarius til det foreslåede nye § 8, stk. 1, nr. 3, om eventuelle andre onlinekommunikationsmidler.
Til nr. 19 (§ 8 a)
Det foreslås at indsætte en ny § 8 a om supplerende oplysningspligt i forbindelse med aftaler om fjernsalg, som indgås på en onlinemarkedsplads.
Oplysningspligten efter § 8 a påhviler udbyderen af onlinemarkedspladsen og gælder i tillæg til oplysningspligten efter § 8 (som ændret ved lovforslagets § 1, nr. 10-18). En erhvervsdrivende tredjemand, der tilbyder varen, tjenesteydelsen eller det digitale indhold på onlinemarkedspladsen, skal således stadig før aftalens indgåelse give forbrugeren oplysninger efter § 8. Der er imidlertid ikke noget til hinder for, at den erhvervsdrivende formidler de oplysninger, som den erhvervsdrivende er forpligtet til at give forbrugeren efter § 8, via onlinemarkedspladsen, så længe oplysningerne meddeles på en klar og forståelig måde og i øvrigt i overensstemmelse med forbrugeraftalelovens krav.
Ved en onlinemarkedsplads forstås en tjenesteydelse, der gør brug af software, herunder et websted, en del af et websted eller en applikation, der drives af eller på vegne af en erhvervsdrivende, og som giver forbrugere mulighed for at indgå fjernsalgsaftaler med andre erhvervsdrivende eller forbrugere, jf. forslaget til forbrugeraftalelovens § 3, nr. 16 (lovforslagets § 1, nr. 8).
Udbyderen af onlinemarkedspladsen er den erhvervsdrivende, der udbyder onlinemarkedspladsen til forbrugere, jf. forslaget til forbrugeraftalelovens § 3, nr. 17 (lovforslagets § 1, nr. 8).
Det foreslås i stk. 1 , at udbyderen af en onlinemarkedsplads, inden der indgås en aftale om fjernsalg på onlinemarkedspladsen, på en klar og forståelig måde, der egner sig til fjernkommunikation, skal give forbrugeren en række oplysninger.
Disse oplysninger skal leveres på en klar og forståelig måde og ikke kun i standardvilkår og -betingelser eller lignende aftaledokumenter.
Det foreslås i stk. 1, nr. 1 , at udbyderen af onlinemarkedspladsen skal oplyse om identiteten og hjemsted på den tredjemand, der tilbyder varen, tjenesteydelsen eller det digitale indhold på onlinemarkedspladsen.
Med den foreslåede bestemmelse udnyttes valgmuligheden i moderniseringsdirektivets artikel 6 a, stk. 2, hvorefter medlemsstaterne kan fastsætte regler om yderligere oplysningspligter for udbydere af onlinemarkedspladser. Det er således tale om en selvstændig dansk regel.
Om udvalgets overvejelser om den foreslåede regel henvises til lovforslagets almindelige bemærkninger pkt. 3.2.2.2. og 3.2.2.2.1.
Ved ”identiteten” forstås navnet eller anden entydig betegnelse på den tredjepart, som tilbyder varen mv. på onlinemarkedspladsen. Hvis der er tale om et firma, kan forpligtelsen opfyldes ved brug af firmanavn eller CVR-nr. eller tilsvarende udenlandsk betegnelse.
Ved ”hjemsted” forstås den fysiske adresse og det land, hvor tredjeparten bor, hvis der er tale om en ikkeerhvervsdrivende fysisk person, eller hvor tredjeparten er etableret, hvis der er tale om en erhvervsdrivende eller en juridisk person.
Der er tale om en selvstændig forpligtelse for udbyderen af en onlinemarkedsplads. Forpligtelsen gælder således, uanset om tredjeparten selv er forpligtet til at meddele forbrugeren oplysningerne i medfør af oplysningsforpligtelserne i forbrugeraftalelovens § 8, nr. 2, 3 og 4, der bliver til nr. 2, 4 og 5.
Det foreslås i stk. 1, nr. 2 , at udbyderen af onlinemarkedspladsen skal oplyse om, hvorvidt den tredjemand, der tilbyder varen, tjenesteydelsen eller det digitale indhold på onlinemarkedspladsen, er erhvervsdrivende.
Som det fremgår af det foreslåede stk. 2, kan oplysningen herom gives på grundlag af en erklæring fra den pågældende tredjemand om dennes status som erhvervsdrivende eller ikkeerhvervsdrivende til udbyderen af onlinemarkedspladsen.
Det foreslås i stk. 1, nr. 3 , at når den tredjemand, der tilbyder varen, tjenesteydelsen eller det digitale indhold på onlinemarkedspladsen, ikke er erhvervsdrivende, skal udbyderen af onlinemarkedspladsen oplyse, om forbrugerrettigheder hidrørende fra EU-forbrugerbeskyttelsesretten gælder for aftalen.
Det betyder, at når den tredjepart, der tilbyder varerne, tjenesteydelserne eller det digitale indhold, erklærer sig som en ikkeerhvervsdrivende, jf. de foreslåede stk. 1, nr. 2, og stk. 2, skal udbyderen af onlinemarkedspladsen oplyse forbrugeren om, at de forbrugerrettigheder, der følger af EU-forbrugerbeskyttelsesretten, gælder for den aftale, som forbrugeren i givet fald indgår med den ikkeerhvervsdrivende.
Selvom der er tale om en ikkeerhvervsdrivende tredjepart, vil forbrugerbeskyttelsesreglerne gælde, hvis onlinemarkedspladsen tillige er formidler, jf. forbrugeraftalelovens § 2, stk. 3, der ikke foreslås ændret. Er onlinemarkedspladsen derimod ikke formidler, vil forbrugerbeskyttelsesreglerne ikke gælde for aftaleforholdet.
Det kræves ikke, at udbyderen af onlinemarkedspladser opregner specifikke forbrugerrettigheder, når udbyderen oplyser forbrugeren om, at disse rettigheder ikke gælder.
Udbyderen af onlinemarkedspladsen kan efter omstændighederne anses for at være formidler efter forbrugeraftalelovens § 2, stk. 3. Formidlingsreglen udvider lovens område, således at den også finder anvendelse på aftaler indgået mellem private, hvis aftalen er indgået eller formidlet af en erhvervsdrivende. Forbrugerrettighedsdirektivet indeholder ikke en tilsvarende bestemmelse. Når udbyderen af onlinemarkedspladsen kan anses for at være formidler, gælder forbrugerettighederne for aftalen, og udbyderen har pligt til at oplyse herom.
Det foreslås i stk. 1, nr. 4 , at hvis det er relevant, skal udbyderen af onlinemarkedspladsen oplyse, hvordan forpligtelserne i forbindelse med aftalen deles mellem den tredjemand, der tilbyder varen, tjenesteydelsen eller det digitale indhold på onlinemarkedspladsen, og udbyderen af onlinemarkedspladsen.
De oplysninger, der skal gives vedrørende ansvaret for sikringen af forbrugerrettigheder, vil afhænge af de aftaler, som udbyderen af onlinemarkedspladsen har indgået med de relevante tredjepartserhvervsdrivende. Udbyderen af onlinemarkedspladsen kan f.eks. angive, at den pågældende tredjemand er eneansvarlig for sikringen af forbrugerrettigheder, eller beskrive udbyderens egne specifikke ansvarsområder, hvis udbyderen har påtaget sig ansvaret for visse aspekter af aftalen, eksempelvis levering eller udøvelse af fortrydelsesretten.
Endelig foreslås det i stk. 1, nr. 5 , at udbyderen af onlinemarkedspladsen skal give generelle oplysninger om de vigtigste parametre for rangordningen af de tilbud, som forbrugeren præsenteres for som følge af en søgning, og den relative betydning af disse parametre i forhold til andre parametre.
Ved rangordning forstås den relative fremtrædende placering af erhvervsdrivendes tilbud eller den relevans, der tildeles søgeresultater, som de præsenteres, opstilles eller kommunikeres af udbyderen af onlinemarkedspladsen, herunder som fremkommer ved anvendelse af algoritmiske sekvenserings-, rangordnings- eller revisionsmekanismer, visuelle fremhævninger eller andre fremhævningsværktøjer eller kombinationer heraf.
Forslaget indebærer, at udbyderen af onlinemarkedspladsen skal oplyse forbrugere om de standardparametre, der afgør rangordningen af de tilbud, der præsenteres for forbrugeren som følge af forbrugerens søgning, og deres relative betydning i forhold til andre parametre. Oplysningerne skal være kortfattede, og de skal som foreslået i stk. 5 endvidere være let og direkte tilgængelige. Parametre, der afgør rangordning, omfatter alle generelle kriterier, processer og specifikke signaler, der indarbejdes i algoritmer eller andre justerings- eller degraderingsmekanismer, der anvendes i forbindelse med rangordningen.
Udbyderen af onlinemarkedspladsen er ikke forpligtet til at offentliggøre de nærmere oplysninger om sin rangordningsmekanismers funktionalitet, herunder algoritmer. Udbyderen skal derimod levere en generel beskrivelse af de vigtigste parametre, der afgør rangordningen, som forklarer de vigtigste standardparametre, der anvendes af den erhvervsdrivende, og deres relative betydning i forhold til andre parametre. Det kræves ikke, at beskrivelsen er i et brugertilpasset format for hver enkelt søgning.
Det foreslås i stk. 2 , at oplysning efter det foreslåede stk. 1, nr. 2, om, hvorvidt den tredjemand, der tilbyder varen, tjenesteydelsen eller det digitale indhold på onlinemarkedspladsen, er erhvervsdrivende, kan gives på grundlag af tredjemandens erklæring herom til udbyderen af markedspladsen.
Det betyder, at udbyderen af onlinemarkedspladsen kan basere sin oplysning om tredjemandens status som erhvervsdrivende eller ikkeerhvervsdrivende på den pågældende tredjemands egen erklæring herom.
Det foreslås i stk. 3 , at oplysninger meddelt efter det foreslåede stk. 1, nr. 4, om en eventuel fordeling af forpligtelserne i forbindelse med aftalen mellem den tredjemand, der tilbyder varen, tjenesteydelsen eller det digitale indhold på onlinemarkedspladsen, og udbyderen af onlinemarkedspladsen ikke berører et eventuelt ansvar, som udbyderen af onlinemarkedspladsen eller den erhvervsdrivende tredjemand har i forhold til aftalen i medfør af EU-retten eller national ret.
Det betyder eksempelvis, at en sælgers ansvar i forbrugerkøb efter præceptiv lovgivning ikke berøres af oplysninger om, at udbyderen af markedspladsen har påtaget sig forpligtelser i forhold til aftalen, f.eks. fremsendelse af varerne. En forbruger kan således under alle omstændigheder rette krav mod sælgeren, uanset om det er udbyderen af markedspladsen, der ifølge aftale med sælgeren skal sørge for f.eks. fremsendelse af varerne.
Det foreslås i stk. 4 , at oplysninger efter det foreslåede stk. 1, nr. 5, om de vigtigste parametre for rangordningen af de tilbud, som forbrugeren præsenteres for som følge af en søgning, skal gives i et særligt afsnit af onlinegrænsefladen, der er direkte og let tilgængeligt fra den side, hvor tilbuddene præsenteres.
Det betyder, at der skal linkes direkte fra siden med søgeresultater til afsnittet med oplysninger om parametre for rangordningen af søgeresultaterne, dvs. forbrugeren skal med ét klik kunne gå fra siden med søgeresultater til afsnittet med oplysninger om parametre for rangordningen af søgeresultaterne. Linket skal endvidere være let tilgængeligt på siden med søgeresultater.
Den foreslåede bestemmelse i forbrugeraftalelovens § 8 a gennemfører forbrugerrettighedsdirektivets artikel 6 a (som affattet ved moderniseringsdirektivet artikel 4, nr. 5).
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.2.1.2.3. i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Til nr. 20 (§ 9, stk. 1)
Det foreslås at ændre henvisningen i forbrugeraftalelovens § 9, stk. 1, 1. pkt ., til lovens § 8, stk. 1, nr. 9, 12 og 13, til en henvisning til § 8, stk. 1, nr. 11, 14 og 15.
Forslaget er en konsekvensændring som følge af, at lovens § 8, stk. 1, nr. 9, 12 og 13, bliver § 8, stk. 1, nr. 11, 14 og 15 (jf. lovforslagets § 1, nr. 13).
Forslaget medfører ingen indholdsmæssige ændringer.
Til nr. 21 (§ 9, stk. 3)
Det foreslås at ændre henvisningerne i forbrugeraftalelovens § 9, stk. 3 , til lovens § 8, stk. 1, nr. 5, 6 og 12, til henvisninger til § 8, stk. 1, nr. 6, 7 og 14.
Forslaget er en konsekvensændring som følge af, at lovens § 8, stk. 1, nr. 5, 6 og 12, bliver § 8, stk. 1, nr. 6, 7 og 14 (jf. lovforslagets § 1, nr. 11 og 13).
Forslaget medfører ingen indholdsmæssige ændringer.
Til nr. 22 (§ 10, stk. 2, og § 13, stk. 2)
Forbrugeraftalelovens § 10, stk. 2, 2. pkt., og § 13, stk. 2, 2. pkt., fastsætter, at ved aftaler om levering af digitalt indhold, som ikke leveres på et fysisk medium, skal den erhvervsdrivende udlevere kopi af forbrugerens eventuelle udtrykkelige samtykke til og anerkendelse af, at denne mister sin fortrydelsesret, når udførelsen påbegyndes inden fortrydelsesfristens udløb, jf. § 18, stk. 2, nr. 13. Bestemmelsen i § 10 gælder ved aftaler indgået uden for den erhvervsdrivendes forretningssted, og § 13 gælder ved aftaler indgået ved fjernsalg.
Det foreslås at ændre § 10, stk. 2, 2. pkt ., og § 13, stk. 2, 2. pkt. , således at bestemmelserne gælder for aftaler om levering af digitalt indhold mod betaling, samt således at den erhvervsdrivende skal udlevere en bekræftelse af forbrugerens udtrykkelige samtykke og anerkendelse af, at denne mister sin fortrydelsesret.
Ændringen betyder for det første , at bestemmelserne ikke vil gælde, når forbrugerens modydelse ikke er penge eller et digitalt udtryk for værdi, men personoplysninger.
Forslaget skal ses i sammenhæng med forslaget til ændring af forbrugeraftalelovens § 18, stk. 2, nr. 13 (lovforslagets § 1, nr. 31), om, at forbrugerens fortrydelsesret under visse nærmere betingelser ikke gælder, når leveringen af digitalt indhold, som ikke leveres på et fysisk medium, er begyndt. Den foreslåede ændring af § 18, stk. 2, nr. 13, indebærer, at de gældende betingelser for, at forbrugerens fortrydelsesret mistes i sådanne tilfælde, fremover kun vil gælde, når forbrugerens modydelse er penge eller et digitalt udtryk for værdi. De gældende betingelser om forbrugerens forudgående udtrykkelige samtykke til, at leveringen begynder, og anerkendelse af, at fortrydelsesretten derved mistes, vil således fremover ikke gælde, når forbrugerens modydelse er personoplysninger.
Med den foreslåede ændring gennemfører § 10, stk. 2, 2. pkt., og § 13, stk. 2, 2. pkt., forbrugerrettighedsdirektivets artikel 7, stk. 2, og artikel 8, stk. 7, litra b, hvis ordlyd ikke ændres ved moderniseringsdirektivet, men som henviser til forbrugerrettighedsdirektivets artikel 16, stk. 1, litra m, der ændres ved moderniseringsdirektivet artikel 4, nr. 12, litra a, nr. ii.
Ændringen betyder for det andet , at den erhvervsdrivende fremover skal udlevere en bekræftelse af forbrugerens udtrykkelige samtykke og anerkendelse af, at denne mister sin fortrydelsesret. Efter gældende ret skal den erhvervsdrivende udlevere en kopi af samtykket.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.3.2.3. og 3.5.5. i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Til nr. 23 (§ 10, stk. 3)
Forbrugeraftalelovens § 10 fastsætter bl.a., at ved aftaler indgået uden for den erhvervsdrivendes forretningssted skal de i § 8, stk. 1, nævnte oplysninger gives på papir eller, hvis forbrugeren samtykker hertil, på et andet varigt medium.
Det foreslås at indsætte et nyt § 10, stk. 3 , om, at hvis en forbruger ønsker, at udførelsen af tjenesteydelser mod betaling skal påbegyndes inden fortrydelsesfristens udløb, skal den erhvervsdrivende kræve, at forbrugeren fremsætter en udtrykkelig anmodning herom på et varigt medium, samt anmode forbrugeren om at anerkende, at når aftalen er fuldstændig opfyldt af den erhvervsdrivende, har forbrugeren ikke længere nogen fortrydelsesret.
Det foreslåede § 10, stk. 3, gennemfører forbrugerrettighedsdirektivets artikel 7, stk. 3 (som affattet ved moderniseringsdirektivet artikel 4, nr. 6).
Denne direktivbestemmelse er ikke særskilt gennemført i den gældende forbrugeraftalelov, men kravet om, at forbrugeren udtrykkeligt skal anmode om, at udførelsen af tjenesteydelsen begynder inden fortrydelsesfristens udløb, fremgår indirekte af den gældende bestemmelse i lovens § 18, stk. 2, nr. 2.
Af den gældende bestemmelse i lovens § 18, stk. 2, nr. 2, fremgår også indirekte kravet om, at forbrugeren endvidere skal anerkende, at fortrydelsesretten ophører, når tjenesteydelsen er fuldt udført. Dette krav fremgår derimod ikke at det hidtil gældende artikel 7, stk. 3, i forbrugerrettighedsdirektivet, men kravet fremgår efter ændringen heraf ved moderniseringsdirektivet.
Det foreslåede § 10, stk. 3, fastslår som noget nyt, at den erhvervsdrivende skal kræve, at forbrugeren fremsætter anmodningen om, at udførelsen af tjenesteydelsen påbegyndes inden fortrydelsesfristens udløb, på et varigt medium.
Varigt medium defineres i forbrugeraftalelovens § 3, nr. 5 (der ikke foreslås ændret, men som bliver § 3, nr. 8, jf. lovforslagets § 1, nr. 6), som ethvert middel, som sætter forbrugeren eller den erhvervsdrivende i stand til at lagre oplysninger rettet personligt til vedkommende med mulighed for fremtidig anvendelse i en periode afpasset efter oplysningernes formål, og som giver mulighed for uændret gengivelse af de lagrede oplysninger.
Endvidere fremgår af det foreslåede § 10, stk. 3, at bestemmelsen gælder for tjenesteydelser, der leveres mod betaling. Det betyder, at bestemmelsen ikke vil gælde, når forbrugerens modydelse ikke er penge eller et digitalt udtryk for værdi, men personoplysninger.
Forslaget skal ses i sammenhæng med den foreslåede ændring af forbrugeraftalelovens § 18, stk. 2, nr. 2 (lovforslagets § 1, nr. 30), hvor det foreslås, at de gældende betingelser for, at forbrugerens fortrydelsesret mistes, når en tjenesteydelse er fuldt udført, fremover kun vil gælde, når forbrugerens modydelse er penge eller et digitalt udtryk for værdi. De gældende betingelser om forbrugerens forudgående udtrykkelige samtykke til, at leveringen begynder, og anerkendelse af, at fortrydelsesretten ophører, når tjenesteydelsen er fuldt udført, vil således fremover ikke gælde, når forbrugerens modydelse er personoplysninger.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.3.2.3. i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Til nr. 24 og 25 (§ 11, stk. 2)
Forbrugeraftalelovens § 11, stk. 1, fastsætter, at ved aftaler indgået ved fjernsalg, skal de i § 8, stk. 1, nævnte oplysninger gives eller stilles til rådighed for forbrugeren under anvendelse af midler, der er tilpasset den anvendte fjernkommunikationsteknik.
Lovens § 11, stk. 2, fastsætter, at hvis en aftale indgås ved anvendelse af en fjernkommunikationsteknik, som kun giver begrænset plads eller tid til at formidle oplysningerne, skal den erhvervsdrivende forud for aftalens indgåelse mindst give oplysning om den erhvervsdrivendes identitet samt de oplysninger, der er nævnt i § 8, stk. 1, nr. 1, 5, 6, 9 og 17. De øvrige oplysninger, som er nævnt i § 8, stk. 1, skal den erhvervsdrivende formidle til forbrugeren på en passende måde i overensstemmelse med stk. 1.
Det fremgår af lovens § 8, stk. 1, nr. 9, at den erhvervsdrivende, inden der indgås aftale, skal give forbrugeren oplysning om, hvorvidt der er fortrydelsesret, og i givet fald betingelser, tidsfrist og procedurer for at gøre fortrydelsesretten gældende, jf. § 20, samt den standardfortrydelsesformular, der er angivet i bilag 3 til loven.
Med nr. 24 foreslås det at ændre § 11, stk. 2, 1. pkt. , således at den erhvervsdrivende forud for aftalens indgåelse mindst skal give oplysning om sin identitet samt de oplysninger, der er nævnt i § 8, stk. 1, nr. 1, 6, 7, 11 og 19, med undtagelse af standardfortrydelsesformularen.
Med nr. 25 foreslås det at ændre § 11, stk. 2, 2. pkt. , således at der efter ”de øvrige oplysninger, som er nævnt i § 8, stk. 1” tilføjes ”herunder standardfortrydelsesformularen”.
Det betyder, at den erhvervsdrivende fremover ikke forud for aftalens indgåelse skal give forbrugeren oplysning om standardfortrydelsesformularen, hvis en aftale indgås ved anvendelse af en fjernkommunikationsteknik, som kun giver begrænset plads eller tid til at formidle oplysningerne. Standardfortrydelsesformularen vil fremover høre til de øvrige oplysninger, der efter § 11, stk. 2, 2. pkt., jf. stk. 1, skal formidles til forbrugeren på en passende måde. Det er således tilstrækkeligt, hvis den erhvervsdrivende formidler et link til standardfortrydelsesblanketten forud for aftalens indgåelse.
Herudover indebærer forslaget en ændring af henvisningen i § 11, stk. 1, 1. pkt., til § 8, stk. 1, nr. 5, 6, 9 og 17, til en henvisning til § 8, stk. 1, nr. 6, 7, 11 og 19. Ændringen af henvisningen er en konsekvens som følge af, at lovens § 8, stk. 1, nr. 5, 6, 9 og 17, bliver § 8, stk. 1, nr. 6, 7, 11 og 19 (jf. lovforslagets § 1, nr. 11 og 13).
Med de foreslåede ændringer gennemfører forbrugeraftalelovens § 11, stk. 2, forbrugerrettighedsdirektivets artikel 8, stk. 4 (som affattet ved moderniseringsdirektivet artikel 4, nr. 7, litra a).
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.2.2.3. i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Til nr. 26 (§ 12, stk. 1)
Det foreslås at ændre henvisningen i forbrugeraftalelovens § 12, stk. 1, 2. pkt. , til § 8, stk. 1, nr. 5, 6, 17 og 18, til en henvisning til § 8, stk. 1, nr. 6, 7, 19 og 20.
Forslaget er en konsekvensændring som følge af, at lovens § 8, stk. 1, nr. 5, 6, 17 og 18, bliver § 8, stk. 1, nr. 6, 7, 19 og 20 (jf. lovforslagets § 1, nr. 11 og 13).
Forslaget medfører ingen indholdsmæssige ændringer.
Til nr. 27 (§ 12, stk. 2)
Forbrugeraftalelovens § 12 fastsætter formkrav til aftaler, der indgås ved elektroniske midler. Af stk. 1 fremgår det, at hvis en aftale, der indgås ved hjælp af elektroniske midler, pålægger forbrugeren en betalingsforpligtelse, skal dette være angivet klart og tydeligt på det sted, hvor bestillingen afgives. Den erhvervsdrivende skal desuden tydeligt, i fremhævet form og umiddelbart før forbrugeren afgiver sin ordre, gøre forbrugeren opmærksom på de oplysninger, der er nævnt i § 8, stk. 1, nr. 1, 5, 6, 17 og 18 (som bliver nr. 1, 6, 7, 19 og 20, jf. lovforslagets § 1, nr. 26).
Formålet med bestemmelsen er at sikre, at forbrugeren er i stand til at afgøre, på hvilket tidspunkt vedkommende påtager sig en betalingsforpligtelse. Dette kan for eksempel være uklart i situationer, hvor forbrugerens bekræftelse af aftalen eller en bestilling sker tidligt i bestillingsprocessen, f.eks. inden øvrige sædvanlige bestillingstrin, herunder angivelse af leverings- og fakturaadresse, er gennemført.
Det foreslås at indsætte et nyt § 12, stk. 2 , som præciserer, at hvis afgivelsen af en bestilling efter stk. 1 indebærer aktivering af en knap eller en tilsvarende funktion, skal denne på let læselig måde være mærket ”ordre med betalingsforpligtelse” eller lignende.
Det nye stk. 2 skal sikre, at det står helt tydeligt for forbrugeren, hvis afgivelsen af en ordre medfører en betalingsforpligtelse for forbrugeren, samt hvornår i bestillingsprocessen, forbrugeren samtykker hertil.
Det er ikke tilsigtet, at tilpasningen vil medføre ændringer i anvendelsen af bestemmelsen, da indholdet af det nye stk. 2 hidtil har fremgået af bemærkningerne til bestemmelsen, jf. Folketingstidende 2013-14, A, L39 som fremsat, s. 141. Det er således hensigten, at bestemmelsen skal fortolkes som hidtil.
Bestemmelsen vil sikre en tydelig og korrekt gennemførelse af forbrugerrettighedsdirektivets artikel 8, stk. 2, 2. afsnit.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.5.6. i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Til nr. 28 (§ 12, stk. 3)
Forbrugeraftalelovens § 12, stk. 2, der bliver stk. 3, fastsætter at forbrugeren alene er bundet af aftalen eller bestillingen, hvis stk. 1 (om formkrav til aftaler, der indgås ved elektroniske midler) er overholdt. Bestemmelsen fastsætter en civilretlig sanktion rettet mod de tilfælde, hvor den erhvervsdrivende ikke overholder bestemmelsen i stk. 1.
Med den foreslåede § 12, stk. 3 , udvides den civilretlige sanktion til de tilfælde, hvor den erhvervsdrivende ikke overholder det foreslåede nye stk. 2 (om aktivering af en knap eller tilsvarende funktion med betalingsforpligtelse). Den foreslåede ændring vil medføre, at forbrugeren alene er bundet af en bestilling, der er afgivet ved en knap eller lignende funktion, såfremt denne på letlæselig måde er markeret med ”ordre med betalingsforpligtelse” eller lignende.
Bestemmelsen vil sikre en tydelig og korrekt gennemførelse af forbrugerrettighedsdirektivets artikel 8, stk. 2, 2. afsnit, sidste pkt.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.5.6. i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Til nr. 29 (§ 13, stk. 3)
Forbrugeraftalelovens § 13 fastsætter bl.a., at ved aftaler indgået ved fjernsalg skal den erhvervsdrivende inden for rimelig tid efter aftaleindgåelsen og senest ved levering af varen, eller før leveringen af tjenesteydelsen påbegyndes, give forbrugeren en bekræftelse af aftalen på et varigt medium.
Det foreslås at indsætte et nyt § 13, stk. 3 , om, at hvis en forbruger ønsker, at udførelsen af tjenesteydelser mod betaling skal påbegyndes inden fortrydelsesfristens udløb, skal den erhvervsdrivende kræve, at forbrugeren fremsætter en udtrykkelig anmodning herom, samt anmode forbrugeren om at anerkende, at når aftalen er fuldstændig opfyldt af den erhvervsdrivende, har forbrugeren ikke længere nogen fortrydelsesret.
Det foreslåede § 13, stk. 3, gennemfører forbrugerrettighedsdirektivets artikel 8, stk. 8 (som affattet ved moderniseringsdirektivet artikel 4, nr. 7, litra b).
Denne direktivbestemmelse er ikke særskilt gennemført i den gældende forbrugeraftalelov, men kravet om, at forbrugeren udtrykkeligt skal anmode om, at udførelsen af tjenesteydelsen begynder inden fortrydelsesfristens udløb, fremgår indirekte af den gældende bestemmelse i lovens § 18, stk. 2, nr. 2.
Af den gældende bestemmelse i lovens § 18, stk. 2, nr. 2, fremgår også indirekte kravet om, at forbrugeren endvidere skal anerkende, at fortrydelsesretten ophører, når tjenesteydelsen er fuldt udført. Dette krav fremgår derimod ikke at det hidtil gældende artikel 8, stk. 8, i forbrugerrettighedsdirektivet, men kravet fremgår efter ændringen heraf af moderniseringsdirektivet.
Det foreslåede § 13, stk. 3, gælder for tjenesteydelser, der leveres mod betaling. Det betyder, at bestemmelsen ikke vil gælde, når forbrugerens modydelse ikke er penge eller et digitalt udtryk for værdi, men personoplysninger.
Forslaget skal ses i sammenhæng med den foreslåede ændring af forbrugeraftalelovens § 18, stk. 2, nr. 2 (lovforslagets § 1, nr. 30), hvor det foreslås, at de gældende betingelser for, at forbrugerens fortrydelsesret mistes, når en tjenesteydelse er fuldt udført, fremover kun vil gælde, når forbrugerens modydelse er penge eller et digitalt udtryk for værdi. De gældende betingelser om forbrugerens forudgående udtrykkelige samtykke til, at leveringen begynder, og anerkendelse af, at fortrydelsesretten ophører, når tjenesteydelsen er fuldt udført, vil således fremover ikke gælde, når forbrugerens modydelse er personoplysninger.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.3.2.3. i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Til nr. 30 (§ 18, stk. 2, nr. 2)
Forbrugeraftalelovens § 18, stk. 1, fastslår, at forbrugeren kan træde tilbage fra aftalen (fortrydelsesret) i overensstemmelse med reglerne i lovens kapitel 4 ved aftaler om fjernsalg og ved aftaler indgået uden for den erhvervsdrivendes forretningssted.
Forbrugeraftalelovens § 18, stk. 2, opregner en række aftaler mv., hvor reglerne i lovens kapitel 4 om forbrugerens fortrydelsesret dog ikke gælder.
Det fremgår af § 18, stk. 2, nr. 2, at fortrydelsesretten ikke gælder for udførte ikkefinansielle tjenesteydelser, hvis leveringen af tjenesteydelsen er påbegyndt med forbrugerens forudgående udtrykkelige samtykke og anerkendelse af, at fortrydelsesretten ophører, når tjenesteydelsen er fuldt udført.
Det foreslås i § 18, stk. 2, nr. 2 , efter ”leveringen af tjenesteydelsen” at indsætte ”ikke sker mod betaling eller”.
Forslaget betyder, at forbrugeren ikke har fortrydelsesret ved udførte ikkefinansielle tjenesteydelser, når forbrugerens modydelse ikke er penge eller et digitalt udtryk for værdi, men personoplysninger.
Ved aftaler om levering af ikkefinansielle tjenesteydelser, hvor forbrugerens modydelse er personoplysninger, gælder der således ikke noget krav om, at forbrugeren udtrykkeligt skal anmode om, at leveringen begynder før fortrydelsesfristens udløb, eller om, at forbrugeren skal anerkende, at fortrydelsesretten ophører, når tjenesteydelsen er fuldt udført. Når forbrugerens modydelse er personoplysninger, ophører fortrydelsesretten altid, når tjenesteydelsen er fuldt udført.
Det beror på den databeskyttelsesretlige lovgivning, herunder databeskyttelsesforordningen, hvilke rettigheder forbrugeren i givet fald har med hensyn til de afgivne personoplysninger, herunder en eventuel ret til at kræve, at den erhvervsdrivende ophører med at behandle de afgivne personoplysninger.
Med den foreslåede ændring gennemfører forbrugeraftalelovens § 18, stk. 2, nr. 2, forbrugerrettighedsdirektivets artikel 16, stk. 1, litra a (som affattet ved moderniseringsdirektivet artikel 4, nr. 12, litra a, nr. i).
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.3.2.3. i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Til nr. 31 (§ 18, stk. 2, nr. 13)
Forbrugeraftalelovens § 18, stk. 1, fastslår, at forbrugeren kan træde tilbage fra aftalen (fortrydelsesret) i overensstemmelse med reglerne i lovens kapitel 4 ved aftaler om fjernsalg og ved aftaler indgået uden for den erhvervsdrivendes forretningssted.
Forbrugeraftalelovens § 18, stk. 2, opregner en række aftaler mv., hvor reglerne i lovens kapitel 4 om forbrugerens fortrydelsesret dog ikke gælder.
Det fremgår af § 18, stk. 2, nr. 13, at fortrydelsesretten ikke gælder for levering af digitalt indhold, som ikke leveres på et fysisk medium, hvis udførelsen er påbegyndt med forbrugerens forudgående udtrykkelige samtykke og anerkendelse af, at vedkommende dermed mister sin fortrydelsesret.
Det foreslås at ændre § 18, stk. 2, nr. 13 , således at fortrydelsesretten ikke gælder for digitalt indhold, som ikke leveres på et fysisk medium, hvis leveringen af det digitale indhold ikke sker mod betaling (litra a), eller hvis udførelsen er påbegyndt med forbrugerens forudgående udtrykkelige samtykke og anerkendelse af, at vedkommende dermed mister sin fortrydelsesret, og den erhvervsdrivende har givet en bekræftelse i overensstemmelse med § 10, stk. 2, 2. pkt., eller § 13, stk. 2, 2. pkt. (litra b).
Forslaget betyder, at forbrugeren ikke har fortrydelsesret, når levering af digitalt indhold er begyndt i tilfælde, hvor forbrugerens modydelse ikke er penge eller et digitalt udtryk for værdi, men personoplysninger.
Ved aftaler om levering af digitalt indhold, hvor forbrugerens modydelse er personoplysninger, gælder der således ikke noget krav om, at forbrugeren udtrykkeligt skal anmode om, at leveringen begynder før fortrydelsesfristens udløb, eller om, at forbrugeren skal anerkende, at fortrydelsesretten mistes, når leveringen af det digitale indhold begynder. Når forbrugerens modydelse er personoplysninger, ophører fortrydelsesretten altid, når levering af digitalt indhold, som ikke leveres på et fysisk medium, begynder.
Det beror på den databeskyttelsesretlige lovgivning, herunder databeskyttelsesforordningen, hvilke rettigheder forbrugeren i givet fald har med hensyn til de afgivne personoplysninger, herunder en eventuel ret til at kræve, at den erhvervsdrivende ophører med at behandle de afgivne personoplysninger.
Forslaget betyder endvidere, at der i tilfælde, hvor forbrugerens modydelse er penge eller et digitalt udtryk for værdi, ud over de gældende krav om forbrugerens udtrykkelige anmodning om, at levering af det digitale indhold begynder før fortrydelsesfristens udløb, og anerkendelse af, at fortrydelsesretten dermed mistes, udtrykkeligt stilles krav om, at den erhvervsdrivende har givet en bekræftelse i overensstemmelse med § 10, stk. 2, 2. pkt., eller § 13, stk. 2, 2. pkt. (som ændret ved lovforslagets § 1, nr. 22).
Når digitalt indhold leveres mod betaling, mistes fortrydelsesretten kun, når alle tre betingelser – udtrykkelig anmodning om levering før fortrydelsesfristens udløb, anerkendelse af, at fortrydelsesretten derved mistes, og den erhvervsdrivendes bekræftelse – er opfyldt.
Det foreslåede § 18, stk. 2, nr. 13, gennemfører forbrugerrettighedsdirektivets artikel 16, stk. 1, litra m (som affattet ved moderniseringsdirektivet artikel 4, nr. 12, litra a, nr. ii).
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.3.1.2.2. og 3.3.2.3. i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Til nr. 32 (§ 18, stk. 3)
Forbrugeraftalelovens § 18, stk. 1, fastslår, at forbrugeren kan træde tilbage fra aftalen (fortrydelsesret) i overensstemmelse med reglerne i lovens kapitel 4 ved aftaler om fjernsalg og ved aftaler indgået uden for den erhvervsdrivendes forretningssted.
Lovens § 18, stk. 2, opregner en række aftaler mv., hvor reglerne i lovens kapitel 4 om forbrugerens fortrydelsesret dog ikke gælder.
Lovens § 18, stk. 2, nr. 8 undtager aftaler om specifikke hastende reparations- eller vedligeholdelsesarbejder hos forbrugeren, som denne på forhånd udtrykkeligt har anmodet om, fra fortrydelsesretten. Bestemmelsen gennemfører forbrugerrettighedsdirektivets artikel 16, litra h.
Bestemmelsen omfatter alene aftaler, som forbrugeren kan siges udtrykkeligt og på forhånd at have anmodet om. Hvis den erhvervsdrivende i forbindelse med et sådant besøg leverer ikkefinansielle tjenesteydelser ud over dem, forbrugeren udtrykkeligt har anmodet om, eller andre varer end de reservedele, der er nødvendige til at udføre vedligeholdelsen eller reparationen, finder fortrydelsesretten dog anvendelse på disse yderligere ikkefinansielle tjenesteydelser eller varer, jf. Folketingstidende 2013-14, A, L39 som fremsat, s. 150.
Det foreslås at indsætte et nyt § 18, stk. 3 , hvoraf det vil fremgå, at fortrydelsesretten gælder for varer og ikkefinansielle tjenesteydelser, der leveres i forbindelse med en aftale efter stk. 2, nr. 8, og som ligger ud over, hvad forbrugeren specifikt har anmodet om, eller hvad der er nødvendigt for at udføre vedligeholdelsen eller reparationen.
Det er ikke tilsigtet, at tilpasningen vil medføre ændringer i anvendelsen af bestemmelsen, da indholdet af det nye stk. 3 hidtil har fremgået af bemærkningerne til bestemmelsen, jf. Folketingstidende 2013-14, A, L39 som fremsat, s. 150, ligesom det følger af en almindelig sproglig fortolkning af stk. 2, nr. 8.
Ændringen vil sikre en tydelig og korrekt gennemførelse af forbrugerrettighedsdirektivets artikel 16, litra h.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.5.7. i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Til nr. 33 (§ 19, stk. 3 og 4, og § 24, stk. 5)
Det foreslås at ændre henvisningerne i forbrugeraftalelovens § 19, stk. 3, 1. pkt ., og stk. 4 , og § 24, stk. 5, 2. pkt ., til lovens § 8, stk. 1, nr. 9, til henvisninger til § 8, stk. 1, nr. 11.
Forslaget er en konsekvensændring som følge af, at lovens § 8, stk. 1, nr. 9, bliver § 8, stk. 1, nr. 11 (jf. lovforslagets § 1, nr. 13).
Forslaget medfører ingen indholdsmæssige ændringer.
Til nr. 34 (§ 22 a)
Det foreslås at indsætte en ny bestemmelse i forbrugeraftalelovens § 22 a om den erhvervsdrivendes forpligtelser, når forbrugeren udøver sin fortrydelsesret og træder tilbage fra en aftale om levering af digitalt indhold eller en digital tjeneste.
Den foreslåede bestemmelse supplerer forbrugeraftalelovens § 22 (der ikke foreslås ændret), hvor § 22, stk. 1 og 2, om tilbagebetaling også gælder ved tilbagetræden fra en aftale om levering af digitalt indhold eller en digital tjeneste. Lovens § 22, stk. 3 og 4, om leveringsomkostninger og returnering af varer vil derimod generelt ikke være relevante ved aftaler om levering af digitalt indhold eller en digital tjeneste.
Den foreslåede bestemmelse svarer til købelovens § 78 d, stk. 1-3, om sælgerens særlige forpligtelser efter ophævelse af et køb vedrørende digitalt indhold eller en digital tjeneste.
Det foreslås i stk. 1, nr. 1 , at ved tilbagetræden fra en aftale om levering af digitalt indhold eller en digital tjeneste skal den erhvervsdrivende for så vidt angår personoplysninger opfylde de forpligtelser, der gælder i henhold til databeskyttelsesforordningen.
Det betyder eksempelvis, at den erhvervsdrivende er forpligtet til at ophøre med at behandle personoplysninger vedrørende forbrugeren, i det omfang hjemmelsgrundlaget for behandlingen er forbrugerens samtykke, jf. forordningens artikel 6, stk. 1, litra a.
Som et andet eksempel kan nævnes, at forbrugeren efter de nærmere regler i forordningens artikel 20 kan udøve sin ret til dataportabilitet, dvs. retten til i et struktureret, almindeligt anvendt og maskinlæsbart format at modtage personoplysninger om sig selv, som vedkommende har givet til den erhvervsdrivende.
Det foreslås i stk. 1, nr. 2 , at den erhvervsdrivende endvidere skal afholde sig fra at anvende nogen form for indhold, bortset fra personoplysninger, som forbrugeren har afgivet eller genereret ved brug af det digitale indhold eller den digitale tjeneste.
Det betyder, at den erhvervsdrivende som udgangspunkt skal ophøre med at anvende andet indhold end personoplysninger, som forbrugeren har afgivet eller genereret ved brug af det digitale indhold eller den digitale tjeneste. Der foreslås dog fire undtagelser hertil.
Det foreslås således i stk. 1, nr. 2, litra a, at forbuddet mod at anvende indhold afgivet eller genereret af forbrugeren ikke gælder indhold, der ikke kan anvendes uden for rammerne af det digitale indhold eller den digitale tjeneste.
Forbuddet gælder endvidere ikke indhold, der kun vedrører forbrugerens aktivitet i forbindelse med brug af det digitale indhold eller den digitale tjeneste, jf. litra b .
Forbuddet gælder endvidere ikke indhold, der er blevet sammenlagt med andre oplysninger fra den erhvervsdrivende og ikke kan udskilles eller kun kan udskilles med en uforholdsmæssigt stor indsats, jf. litra c .
Endelig gælder forbuddet ikke indhold, der er genereret af forbrugeren og andre i fællesskab, hvis andre forbrugere fortsat kan gøre brug af indholdet, jf. litra d .
Det foreslås i stk. 2 , at den erhvervsdrivende på forbrugerens anmodning skal stille ethvert indhold, der ikke er personoplysninger, og som forbrugeren har afgivet eller genereret ved brug af det digitale indhold eller den digitale tjeneste, til rådighed for forbrugeren, medmindre indholdet er omfattet af stk. 1, nr. 2, litra a-c. Forbrugeren er berettiget til at downloade dette digitale indhold gratis, uden hindringer fra den erhvervsdrivende, inden for en rimelig frist og i et almindeligt anvendt og maskinlæsbart format.
Det foreslåede stk. 2 supplerer databeskyttelsesforordningens regler om dataportabilitet med hensyn til personoplysninger, idet det foreslåede stk. 2 angår indhold, der ikke er personoplysninger.
Det foreslåede stk. 2 indebærer, at forbrugeren efter tilbagetræden fra en aftale om levering af digitalt indhold eller en digital tjeneste har ret til på anmodning at få stillet indhold, der ikke er personoplysninger, og som forbrugeren har afgivet eller genereret ved brug af det digitale indhold eller den digitale tjeneste, til rådighed i et almindeligt anvendt og maskinlæsbart format. Dette skal ske gratis, uden hindringer fra den erhvervsdrivende og inden for en rimelig frist.
Sådan indhold kan f.eks. omfatte digitale billeder, video- og lydfiler og indhold, der er genereret på mobile enheder.
At den erhvervsdrivende på anmodning skal stille sådant indhold til rådighed gratis, betyder, at forbrugeren ikke må afkræves betaling eller påføres særlige udgifter i forbindelse hermed. Det er imidlertid tilstrækkeligt, at den erhvervsdrivende giver forbrugeren fri mulighed for at downloade indholdet via internettet, selv om forbrugeren dermed kun vil kunne få adgang til indholdet, hvis forbrugeren for egen regning har eller får etableret adgang til internettet.
Det foreslås i stk. 3 , at den erhvervsdrivende kan forhindre forbrugerens fortsatte brug af det digitale indhold eller den digitale tjeneste, navnlig ved at gøre det digitale indhold eller den digitale tjeneste utilgængelig for forbrugeren eller ved at gøre forbrugerens konto inaktiv, uden at det berører forbrugerens rettigheder efter stk. 2.
Det betyder, at den erhvervsdrivende efter forbrugeren tilbagetræden fra en aftale om levering af digitalt indhold eller en digital tjeneste har ret til at forhindre forbrugerens brug af det digitale indhold eller den digitale tjeneste. Den erhvervsdrivende kan herunder gøre det digitale indhold eller den digitale tjeneste utilgængelig for forbrugeren eller gøre forbrugerens konto inaktiv.
Den erhvervsdrivende skal dog fortsat på forbrugeren anmodning stille ethvert indhold, der ikke er personoplysninger, og som forbrugeren har afgivet eller genereret ved brug af det digitale indhold eller den digitale tjeneste, til rådighed for forbrugeren, jf. det foreslåede stk. 2.
Det foreslåede stk. 3 viger også for databeskyttelsesforordningens bestemmelser, herunder bestemmelser om dataportabilitet.
Det foreslåede § 22 a gennemfører forbrugerrettighedsdirektivets artikel 13, stk. 4-8 (som affattet ved moderniseringsdirektivet artikel 4, nr. 10).
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.3.1.2.4. og 3.3.2.2. i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Til nr. 35 (§ 24, stk. 2)
Det foreslås at ændre henvisningen i forbrugeraftalelovens § 24, stk. 2 , til lovens § 8, stk. 1, nr. 12, til en henvisning til § 8, stk. 1, nr. 14.
Forslaget er en konsekvensændring som følge af, at lovens § 8, stk. 1, nr. 12, bliver § 8, stk. 1, nr. 14 (jf. lovforslagets § 1, nr. 13).
Forslaget medfører ingen indholdsmæssige ændringer.
Til nr. 36 (§ 24 a)
Det foreslås at indsætte en ny bestemmelse i forbrugeraftalelovens § 24 a om forbrugerens forpligtelser, når denne udøver sin fortrydelsesret og træder tilbage fra en aftale om levering af digitalt indhold eller en digital tjeneste.
Den foreslåede bestemmelse svarer til købelovens § 78 d, stk. 4, om køberens særlige forpligtelser efter ophævelse af et køb vedrørende digitalt indhold eller en digital tjeneste.
Det foreslås, at ved tilbagetræden fra en aftale om levering af digitalt indhold eller en digital tjeneste skal forbrugeren afholde sig fra at anvende det digitale indhold eller den digitale tjeneste og fra at stille det eller den til rådighed for tredjemand.
Det foreslåede § 24 a gennemfører forbrugerrettighedsdirektivets artikel 14, stk. 2a (som affattet ved moderniseringsdirektivet artikel 4, nr. 11, litra a).
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.3.2.2. i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Til nr. 37 (§ 25, stk. 1, nr. 1)
Forbrugeraftalelovens § 25, stk. 1, fastsætter, at ved tilbagetræden fra en tjenesteydelsesaftale kan forbrugeren pålægges at betale for den del af ydelsen, som allerede er leveret, hvis aftalens opfyldelse på forbrugerens udtrykkelige anmodning er påbegyndt inden fortrydelsesfristens udløb (nr. 1) og den erhvervsdrivende godtgør, at forbrugeren er blevet oplyst om fortrydelsesretten og om det beløb, der skal betales, jf. § 8, stk. 1, nr. 9 og 13, og § 14, stk. 1, nr. 10 og 12 (nr. 2).
Forbrugeraftalelovens § 25, stk. 1, angår tilfælde, hvor forbrugeren i medfør af lovens §§ 18-20 udøver sin fortrydelsesret. Bestemmelsen fastslår, i hvilket omfang forbrugeren skal betale for den del af en tjenesteydelse, som allerede er leveret på det tidspunkt, hvor forbrugeren udøver sin fortrydelsesret.
For at forbrugeren skal være forpligtet til at betale, kræves det bl.a., at aftalens opfyldelse på forbrugerens udtrykkelige anmodning er påbegyndt inden fortrydelsesfristens udløb, jf. § 25, stk. 1, nr. 1.
Lovens § 25, stk. 1, gennemfører forbrugerrettighedsdirektivets artikel 14, stk. 3, 1. pkt., og stk. 4, litra a, der med hensyn til forbrugerens anmodning om, at leveringen påbegyndes inden fortrydelsesfristens udløb, henviser til direktivets artikel 7, stk. 3, og artikel 8, stk. 8. Der er også henvist hertil i forarbejderne til § 25, stk. 1, jf. Folketingstidende 2013-14, A, L 39 som fremsat, s. 159.
Det foreslås i § 25, stk. 1, nr. 1 , at indsætte en henvisning til de foreslåede nye bestemmelser i § 10, stk. 3, og § 13, stk. 3.
Forslag er en konsekvens af, at der som noget nyt foreslås en særskilt gennemførelse af forbrugerrettighedsdirektivets artikel 7, stk. 3, og artikel 8, stk. 8 (som affattet ved moderniseringsdirektivet artikel 4, nr. 6, og nr. 7, litra b), jf. lovforslagets § 1, nr. 23 og 29 (forslag til forbrugeraftalelovens § 10, stk. 3, og § 13, stk. 3).
Forslaget betyder, at det udtrykkeligt vil fremgå af forbrugeraftalelovens § 25, stk. 1, nr. 1, at lovens § 10, stk. 3, og § 13, stk. 3, indeholder nærmere regler om forbrugerens anmodning om, at levering af en tjenesteydelse begynder inden fortrydelsesfristens udløb.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.3.2.3. i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Til nr. 38 (§ 25, stk. 1, nr. 2)
Det foreslås at ændre henvisningen i forbrugeraftalelovens § 25, stk. 1, nr. 2 , til lovens § 8, stk. 1, nr. 9 og 13, til en henvisning til § 8, stk. 1, nr. 11 og 15.
Forslaget er en konsekvensændring som følge af, at lovens § 8, stk. 1, nr. 9 og 13, bliver § 8, stk. 1, nr. 11 og 15 (jf. lovforslagets § 1, nr. 13).
Forslaget medfører ingen indholdsmæssige ændringer.
Til nr. 39 (§ 25, stk. 2, 2. pkt.)
Forbrugeraftalelovens § 25, stk. 1, fastsætter, at ved tilbagetræden fra en tjenesteydelsesaftale kan forbrugeren pålægges at betale for den del af ydelsen, som allerede er leveret, hvis aftalens opfyldelse på forbrugerens udtrykkelige anmodning er påbegyndt inden fortrydelsesfristens udløb (nr. 1) og den erhvervsdrivende godtgør, at forbrugeren er blevet oplyst om fortrydelsesretten og om det beløb, der skal betales, jf. § 8, stk. 1, nr. 9 og 13, og § 14, stk. 1, nr. 10 og 12 (nr. 2).
I stk. 2 er beregningen af det forholdsmæssige beløb, som forbrugeren skal betale efter stk. 1, nærmere reguleret. Efter denne bestemmelse skal beløbet stå i rimeligt forhold til omfanget af den ydelse, som allerede er leveret, sammenlignet med aftalens fulde opfyldelse.
Bestemmelsen skal fortolkes således, at den erhvervsdrivendes krav på betaling omfatter leverede ydelser fra aftalens indgåelse og indtil det konkrete fortrydelsestidspunkt, også selv om dette på grund af mangelfuld opfyldelse af oplysningspligten måtte ligge senere end efter udløbet af den sædvanlige fortrydelsesfrist, jf. Folketingstidende 2003-04, tillæg A, s. 7607 f. og Folketingstidende 2013-14, A, L39 som fremsat, s. 159.
Det følger af bemærkningerne til bestemmelsen, at hvis den samlede pris er urimelig høj, beregnes det forholdsmæssige beløb på grundlag af markedsværdien af det leverede, jf. Folketingstidende 2013-14, A, L39 som fremsat, s. 159.
Det forslås at indsætte et nyt § 25, stk. 2, 2. pkt. , som vil præcisere, at hvis den samlede pris, der er fastsat i aftalen, er urimelig høj, skal det beløb, som forbrugeren kan pålægges at betale efter stk. 1, beregnes på grundlag af markedsværdien af det leverede.
Det er ikke tilsigtet, at tilpasningen vil medføre ændringer i anvendelsen af bestemmelsen, da indholdet af det nye 2. pkt. hidtil har fremgået af bemærkningerne til bestemmelsen, jf. Folketingstidende 2013-14, A, L39 som fremsat, s. 159.
Bestemmelsen skal sikre en tydelig og korrekt gennemførelse af forbrugerrettighedsdirektivets artikel 14, stk. 3.
For så vidt angår indholdet af ”markedsværdien”, henvises der til Folketingstidende 2013-14, A, L39 som fremsat, s. 102 og 159, hvoraf det fremgår, at markedsværdien bør fastsættes ved at sammenligne prisen på en tilsvarende tjenesteydelse ydet af andre erhvervsdrivende på tidspunktet for aftalens indgåelse.
Hvis aftalen vedrører en ydelse af en bestemt varighed, må beløbet fastsættes som en pris pr. dag set i forhold til den fulde opfyldelse af aftalen. Hvis der er tale om en løbende aftale af ubestemt varighed, kan prisen fastsættes pr. dag set i forhold til opfyldelse af aftalen i en etårig periode. Der kan afkræves forbrugeren betaling for eventuelle rimelige stiftelsesomkostninger mv., i det omfang der er tale om betaling for en ydelse, der er leveret til forbrugeren som led i aftalens indgåelse/opfyldelse.
Omfattet af bestemmelsen vil herudover være udgifter, som den erhvervsdrivende har afholdt i forbindelse med aftalens indgåelse, uanset om den erhvervsdrivende har udliciteret eller selv udfører den pågældende opgave, samt betaling for ydelser som den erhvervsdrivende udfører i forbindelse med en aftales indgåelse/opfyldelse. Det er dog en forudsætning for medregning af sådanne udgifter og betalinger, at det beløb, der kræves betalt, står i rimeligt forhold til omfanget af den ydelse, der er leveret. Det er i øvrigt en forudsætning for at afkræve forbrugeren betaling for afholdte udgifter til udførelsen af en opgave, at forbrugeren er blevet oplyst om størrelsen af gebyret mv., og har samtykket i dets afholdelse inden fortrydelsesfrisens udløb. Endvidere vil udgifter til eventuelt forbrugsafregnet forbrug, som efter aftalen skal betales udover den faste abonnementspris, f.eks. et bestemt beløb pr. minut, der tales i telefon, være omfattet, jf. almindelige obligationsretlige principper, hvorefter forbrugeren er forpligtet til at betale for det forbrugte frem til fortrydelsestidspunktet.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.5.8. i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Til nr. 40 (§ 27, stk. 1, 1. pkt.)
Det følger af forbrugeraftalelovens § 27, stk. 1, at medmindre andet er aftalt vedrørende leveringstidspunktet, skal den erhvervsdrivende ved aftaler om ikkefinansielle tjenesteydelser indgået ved fjernsalg levere ydelsen uden unødig forsinkelse, dog senest 30 dage efter aftalens indgåelse. Såfremt ydelsen ikke leveres i rette tid, og dette ikke skyldes forbrugeren eller en omstændighed, som forbrugeren bærer risikoen for, foreligger der forsinkelse.
Bestemmelsen supplerer købelovens § 74, stk. 1, der indeholder tilsvarende regler ved køb af varer.
Det fremgår af bemærkningerne til § 27, stk. 1, at bestemmelsen finder anvendelse for alle aftaler vedrørende ikkefinansielle tjenesteydelser, herunder aftaler indgået ved fjernsalg og uden for den erhvervsdrivendes forretningssted samt for andre aftaler end fjernsalgsaftaler og aftaler indgået uden for den erhvervsdrivendes forretningssted, jf. Folketingstidende 2013-14, A, L39 som fremsat, s. 161. Det følger omvendt af bestemmelsens ordlyd og overskriften til kapitel 6, at bestemmelsen finder anvendelse ved aftaler om ikkefinansielle tjenesteydelser indgået ved fjernsalg.
Det foreslås, at § 27, stk. 1, 1. pkt ., ændres med henblik på at kunne tilrette bestemmelsens bemærkninger. Der tilsigtes således ikke ændringer i anvendelsen af bestemmelsen.
Bestemmelsen omfatter alene aftaler om ikkefinansielle tjenesteydelser, der er indgået ved fjernsalg.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.5.9. i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Til nr. 41 (§ 28 a)
Forbrugeraftalelovens kapitel 7 regulerer forbrugerens ret til opsigelse af aftaler om løbende levering af varer eller tjenesteydelser. Kapitlet indeholder ikke nærmere regler om fremgangsmåden ved opsigelse af en aftale om løbende levering af varer eller tjenesteydelser.
Det foreslås at indsætte en ny bestemmelse i § 28 a , som vil fastsætte, at den erhvervsdrivende skal sikre, at opsigelse af en aftale om løbende levering af varer eller tjenesteydelser kan ske på samme medie eller tekniske platform, som aftalen er indgået på.
Bestemmelsen vil sikre, at forbrugere har nem adgang til at opsige en løbende aftale, idet forbrugere som minimum vil kunne opsige aftalen samme sted, som den er indgået. Den erhvervsdrivende skal således sikre, at det er lige så nemt at opsige aftalen, som det er at indgå den.
Bestemmelsen forhindrer ikke, at den erhvervsdrivende kan give forbrugeren mulighed for at opsige aftalen på andre medier eller tekniske platforme, så længe forbrugeren også har adgang til at opsige via samme medie eller tekniske platform, som aftalen er indgået på.
En opsigelse, som forbrugeren fremsender på samme medie eller tekniske platform, som aftalen er indgået på, skal anses for at være en gyldig opsigelse. Dette gælder uanset, om den erhvervsdrivende ved aftaleindgåelsen eller ved senere kommunikation har anført, at en opsigelse skal ske på et andet medie eller teknisk platform.
Det bemærkes, at opsigelse af en løbende aftale er underlagt de almindelige aftaleretlige regler. En opsigelse har virkning som et påkrav, og anses derfor som gældende fra det tidspunkt, opsigelsen er kommet frem til modtageren. Et vilkår, hvorefter en aftale kun kan opsiges på en bestemt måde, kan desuden være i strid med reglerne om god markedsføringsskik eller udgøre et urimeligt aftalevilkår efter aftalelovens regler.
Det bemærkes, at pligten for erhvervsdrivende til at udvise god markedsføringsskik og god erhvervsskik, jf. markedsføringslovens §§ 3 og 4, også omfatter pligten til at overholde den civilretlige forbrugerbeskyttelseslovgivning, herunder forbrugeraftaleloven. Den erhvervsdrivendes overtrædelse af den foreslåede bestemmelse i § 28 a kan således bl.a. sanktioneres efter visse af markedsføringslovens bestemmelser, jf. Folketingstidende 2013-14, A, L39 som fremsat, s. 117, og Folketingstidende 2016-17, A, L40 som fremsat, s. 47 og 49.
Forbrugerombudsmanden har dermed adgang til at give et påbud eller forbud, jf. markedsføringslovens §§ 24 og 32, ved den erhvervsdrivendes overtrædelse af den foreslåede § 28 a. Herudover kan handlinger i strid med markedsføringslovens regler om god skik medføre et erstatningsansvar efter dansk rets almindelige regler herom, jf. markedsføringslovens § 24, stk. 2. For en nærmere gennemgang af de mulige sanktionsmuligheder efter markedsføringsloven, henvises der til bemærkningerne til den gældende forbrugeraftalelov, jf. Folketingstidende 2013-14, A, L39 som fremsat, s. 117.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.5.10. i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Til nr. 42 (overskriften til kapitel 11)
Forbrugeraftalelovens kapitel 11 indeholder en bestemmelse om lovens ufravigelighed (§ 33) og en bestemmelse om straf (§ 34).
Det foreslås i overskriften til kapitel 11 at indsætte ”tilsyn”.
Forslaget er en konsekvens af, at det foreslås at indsætte en ny bestemmelse i kapitel 11 om Forbrugerombudsmandens tilsyn med overholdelsen af loven (§ 33 a, jf. lovforslagets § 1, nr. 43).
Til nr. 43 (§ 33 a)
Det foreslås at indsætte en ny § 33 a om Forbrugerombudsmandens tilsyn med overholdelsen af loven.
Det foreslås, at Forbrugerombudsmanden fører tilsyn med overholdelsen af loven, og at tilsynet føres efter markedsføringslovens regler.
Forslaget indebærer, at Forbrugerombudsmandens tilsyn er underlagt et forhandlingsprincip (markedsføringslovens § 28), og at Forbrugerombudsmanden får mulighed for at indbringe sager om forbud og påbud for retten (markedsføringslovens § 32, stk. 1, jf. § 24, stk. 1), ligesom Forbrugerombudsmanden vil kunne nedlægge foreløbige forbud (markedsføringslovens § 36) og meddele administrative påbud (markedsføringslovens § 32, stk. 2-5, og § 28, stk. 2). Der vil også være mulighed for, at Forbrugerombudsmanden kan udstede retningslinjer (markedsføringslovens § 29), indhente tilsagn (markedsføringslovens § 28, stk. 2) og afgive forhåndsbesked (markedsføringslovens § 30).
Forbrugerombudsmanden har efter gældende ret hjemmel til at gribe ind over for overtrædelser af den civilretlige forbrugerbeskyttelseslovgivning i medfør af god skik-reglen i markedsføringslovens § 3, jf. Højesterets dom i UfR 2013.2941 H. Den foreslåede tilsynsbestemmelse er en kodificering af gældende ret, og ændrer ikke på Forbrugerombudsmandens generelle tilsynsadgang i medfør af kravet om, at erhvervsdrivende skal overholde kravet om god markedsføringsskik, som fastslået af Højesteret.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.4.2.5. i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Til nr. 44 (§ 34, stk. 1)
Forbrugeraftalelovens § 34, stk. 1, fastsætter, at den erhvervsdrivendes overtrædelse af lovens § 4, stk. 1, § 8, stk. 1, nr. 9, § 14, stk. 1, nr. 10, og § 28, stk. 3, straffes med bøde.
Strafbestemmelsen angår forbuddet mod uanmodet henvendelse (uanmodet telefon- og dørsalg) (§ 4, stk. 1), oplysningspligten om, hvorvidt der er fortrydelsesret, og i givet fald betingelser, tidsfrist og fremgangsmåde ved brug af fortrydelsesretten (§ 8, stk.
Den erhvervsdrivendes overtrædelse af dette forbud eller disse pligter kan således straffes med bøde.
Det foreslås at ændre forbrugeraftalelovens § 34, stk. 1 , således at den erhvervsdrivendes overtrædelse af lovens § 8, stk. 1, nr. 9, § 14, stk. 1, nr. 10, og § 28, stk. 3« til: »§ 8, stk. 1, nr. 1-5, 8-13 og 16-24, §§ 8 a, 10, 11 og 13, § 14, stk. 1, nr. 10, § 17, stk. 1, § 22 a og § 28, stk. 3, og opkrævning af betaling i strid med § 30 og § 31, stk. 1 og 3, straffes med bøde.
Strafbestemmelsen i § 34, stk. 1, omfatter herefter dels den erhvervsdrivendes overtrædelse af en række nærmere opregnede bestemmelser i loven, dels den erhvervsdrivendes opkrævning af betaling i strid med § 30 og § 31, stk. 1 og 3.
Med forslaget videreføres strafsanktioneringen af de bestemmelser i loven, der i dag er strafsanktioneret, dvs. § 4, stk. 1, § 8, stk. 1, nr. 9, der bliver nr. 11 (jf. lovforslagets § 1, nr. 13), § 14, stk. 1, nr. 10, og § 28, stk. 3.
Svarende til den hidtidige gældende § 34, stk. 1, videreføres det, at strafsanktioneringen for overtrædelse af pligten efter bestemmelserne i § 8, stk. 1, nr. 9 og § 14, stk. 1, nr. 10, kun omfatter pligten til at give oplysning om eksistensen af en fortrydelsesret. Overtrædelse af pligten til at oplyse om betingelser, tidsfrister og procedurer for at gøre denne gældende er således ikke strafsanktioneret efter forbrugeraftalelovens § 34.
Med udvidelsen af strafbestemmelsen vil der også kunne straffes for ikke at oplyse om, at fortrydelsesretten ikke finder anvendelse, jf. § 8, stk. 1, nr. 10 og 11. Forholdet er fuldbyrdet, når en erhvervsdrivende ikke forud for aftaleindgåelsen har oplyst forbrugeren, om der er en fortrydelsesret eller ej. Den erhvervsdrivende kan således ikke undgå strafansvaret for tilsidesættelse af oplysningspligten ved efter aftaleindgåelsen at tilbyde forbrugeren en fortrydelsesret.
Med forslaget udvides strafsanktioneringen endvidere til også at omfatte den erhvervsdrivendes overtrædelse af lovens § 8, stk. 1, nr. 1-5, 8-10, 12, 13 og 16-24 (hidtidige § 8, stk. 1, nr. 1-4, 7, 8, 10, 11 og -22), §§ 10 og 11, § 13, § 17, stk. 1, og, og den erhvervsdrivendes opkrævning af betaling i strid med lovens § 30 og § 31, stk. 1 og 3.
Udvidelsen af strafsanktioneringen angår følgende forhold:
Oplysningspligten om varens eller tjenesteydelsens vigtigste egenskaber (§ 8, stk. 1, nr. 1), den erhvervsdrivendes identitet og fysiske adresse mv. (§ 8, stk. 1, nr. 2, som affattet ved lovforslagets § 1, nr. 10), andre onlinekommunikationsmidler, som den erhvervsdrivende giver adgang til (§ 8, stk. 1, nr. 3, som indsat ved lovforslagets § 1, nr. 11), identitet og fysisk adresse på den erhvervsdrivende, som der handles på vegne af (§ 8, stk. 1, nr. 4 (hidtidige nr. 3)), fysisk adresse på den erhvervsdrivendes forretningssted, hvortil forbrugeren kan indgive eventuelle klager (§ 8, stk. 1, nr. 5 (hidtidige nr. 4), som ændret ved lovforslagets § 1, nr. 12), i givet fald at prisen blev personaliseret på grundlag af automatiseret beslutningstagning (§ 8, stk. 1, nr. 8, som indsat ved lovforslagets § 1, nr. 13), eventuelle omkostninger for forbrugeren ved anvendelse af den pågældende fjernkommunikationsteknik til indgåelse af aftalen, når de beregnes efter en anden takst end grundtaksten (§ 8, stk. 1, nr. 9 (hidtidige nr. 7)), vilkår om betaling, levering og opfyldelse mv. (§ 8, stk. 1, nr. 10 (hidtidige nr. 8)), hvor fortrydelsesretten ikke finder anvendelse, at forbrugeren ikke vil kunne gøre fortrydelsesretten gældende (§ 8, stk. 1, nr. 12 (hidtidige nr. 10)), under hvilke omstændigheder forbrugeren mister sin fortrydelsesret (§ 8, stk. 1, nr. 13 (hidtidige nr. 11)), at købelovens mangelsregler kan finde anvendelse (§ 8, stk. 1, nr. 16 (hidtidige nr. 14)), eftersalgskundebistand, eftersalgsservice og handelsmæssige garantier (§ 8, stk. 1, nr. 17 (hidtidige nr. 15)), relevante adfærdskodeks (§ 8, stk. 1, nr. 18 (hidtidige nr. 16)), aftalens varighed eller for tidsubestemte aftaler eller for aftaler, der forlænges automatisk, betingelserne for at opsige aftalen (§ 8, stk. 1, nr. 19 (hidtidige nr. 17)), minimumsvarigheden af forbrugerens forpligtelser i henhold til aftalen (§ 8, stk. 1, nr. 19 (hidtidige nr. 18)), forskud eller andre finansielle garantier, som forbrugeren skal betale eller stille (§ 8, stk. 1, nr. 20 (hidtidige nr. 19)), funktionaliteten for digitalt indhold, digitale tjenester og varer med digitale elementer (§ 8, stk. 1, nr. 22 (hidtidige nr. 20), som ændret ved lovforslagets § 1, nr. 14), kompatibiliteten og interoperabiliteten af digitalt indhold, digitale tjenester og varer med digitale elementer (§ 8, stk. 1, nr. 23 (hidtidige nr. 21), som ændret ved lovforslagets § 1, nr. 15), og klageadgang og forudsætningerne for klage (§ 8, stk. 1, nr. 24 (hidtidige nr. 22), som ændret ved lovforslagets § 1, nr. 16).
Oplysningspligter for onlinemarkedspladser (§ 8 a, som indsat ved lovforslagets § 1, nr. 19).
Formelle krav ved aftaler indgået uden for den erhvervsdrivendes forretningssted (§ 10, som ændret ved lovforslagets § 1, nr. 22 og 23).
Formelle krav for aftaler om fjernsalg (§ 11, og § 13, som ændret ved lovforslagets § 1, nr. 24, 25 og 29).
Oplysningspligt ved andre aftaler end aftaler om fjernsalg eller aftaler indgået uden for den erhvervsdrivendes forretningssted (§ 17, stk. 1, som ændret ved lovforslagets § 1, nr. 10, 14 og 15).
Pligt til i tilfælde af forbrugerens udnyttelse af fortrydelsesretten at afholde sig fra at anvende digitalt indhold afgivet af forbrugeren og stille det til rådighed for forbrugeren (§ 22 a, som indsat ved lovforslagets § 1, nr. 34).
Opkrævning af betaling i strid med reglen om, at forbrugeren ikke er forpligtet til at betale mere end almindelig telefontakst for at bruge den erhvervsdrivendes telefontjeneste (§ 30), reglen om, at den erhvervsdrivende kun kan kræve betaling for ydelser, der ligger ud over hovedydelsen, hvis forbrugeren inden aftaleindgåelsen har givet udtrykkeligt samtykke hertil (§ 31, stk. 1), og reglen om, at et gebyr for modtagelse af udenlandske kontanter ikke må overstige de udgifter, som den erhvervsdrivende afholder i forbindelse hermed (§ 31, stk. 3).
En overtrædelse af strafbestemmelsen om opkrævning af betaling i strid med de nævnte regler er fuldbyrdet, når den erhvervsdrivende eller nogen, der handler på dennes vegne, har anmodet forbrugeren om betaling af et beløb i strid med de nævnte regler. Det er uden betydning, om forbrugeren har betalt det pågældende beløb. Strafbestemmelsen er også overtrådt, hvis den erhvervsdrivende eller nogen, der handler på dennes vegne, uden forudgående anmodning til forbrugeren om betaling har trukket beløbet på et betalingsmiddel, som forbrugeren har oplyst eller anvendt.
Tilregnelseskravet er uændret forsæt eller uagtsomhed, jf. straffelovens § 19, og der kan pålægges selskaber mv. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel, jf. forbrugeraftalelovens § 34, stk. 3 (der ikke foreslås ændret).
Strafferammen er uændret bøde. Der gælder ikke nogen øvre grænse for, hvilken bøde der kan idømmes.
Ved udmåling af bøden gælder reglerne i straffelovens 10. kapitel om straffens fastsættelse samt straffelovens § 51, stk. 3, om udmåling af bøde.
Ved udmåling af bøden skal der således bl.a. lægges vægt på lovovertrædelsens grovhed, jf. straffelovens § 80, stk. 1, herunder omfanget og varigheden af overtrædelsen.
Det skal endvidere i almindelighed indgå som en skærpende omstændighed, at gerningsmanden tidligere er straffet af betydning for sagen, jf. straffelovens § 81, nr. 1.
Det skal endvidere i almindelighed indgå som en formildende omstændighed, at gerningsmanden har genoprettet eller søgt at genoprette den skade, der er forvoldt ved den strafbare handling, jf. straffelovens § 82, nr. 11.
Ved fastsættelsen af bøden skal der endvidere inden for de grænser, som lovovertrædelsens beskaffenhed og de i straffelovens § 80 nævnte omstændigheder tilsteder, tages særligt hensyn til den skyldiges betalingsevne og til den opnåede eller tilsigtede fortjeneste eller besparelse, jf. straffelovens § 51, stk. 3.
Er den erhvervsdrivende straffet i udlandet for samme overtrædelse, gælder princippet om ne bis in idem , jf. straffelovens § 10 a.
Er den erhvervsdrivende i udlandet pålagt en ikkestrafferetlig sanktion i anledning af samme overtrædelse, kan det tillægges formildende betydning ved straffens udmåling, jf. herved princippet i straffelovens § 82, nr. 12, om andre følger, der kan sidestilles med straf, og straffelovens § 10 b om hensyntagen til sanktioner pålagt i udlandet.
Endvidere gælder de øvrige bestemmelser i straffelovens §§ 81 og 82 om henholdsvis skærpende og formildende omstændigheder. Det bemærkes, at bestemmelserne ikke er udtømmende, og at der afhængig af den konkrete sags omstændigheder kan tages hensyn til andre skærpende eller formildende omstændigheder.
Det bemærkes, at forbrugeraftaleloven ikke er territorialt begrænset. Strafbestemmelsen i lovens § 34, stk. 1, omfatter således f.eks. også handlinger, der begås i udlandet og/eller mod udenlandske forbrugere, forudsat at handlingen er undergivet dansk straffemyndighed efter straffelovens §§ 6-9 a.
Dansk straffemyndighed omfatter navnlig tilfælde, hvor handlingen er foretaget i den danske stat, jf. straffelovens § 6, nr. 1.
Dansk straffemyndighed omfatter endvidere bl.a. handlinger, som foretages i en fremmed stat af en person, der på tidspunktet for sigtelsen har dansk indfødsret, er bosat i den danske stat eller har lignende fast ophold her i landet, hvis handlingen også er strafbar efter lovgivningen på gerningsstedet (dobbelt strafbarhed), jf. straffelovens § 7, stk. 1, nr. 1.
Reglerne om dansk straffemyndighed gælder også for juridiske personer. For så vidt angår juridiske personer anses handlinger for foretaget, hvor den eller de handlinger, som medfører ansvar for den juridiske person, er foretaget, jf. straffelovens § 9, stk. 1, nr. 2. Hvad angår § 7, stk. 1, nr. 1, omfatter denne bestemmelse juridiske personer med hjemsted i Danmark.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.4.2.1. i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Til nr. 45 (§ 34, stk. 4)
Forbrugeraftalelovens § 34, stk. 1, fastsætter straf af bøde for den erhvervsdrivendes overtrædelse af en række af lovens bestemmelser.
Endvidere fastsætter lovens § 34, stk. 2, straf af bøde for den erhvervsdrivendes grove eller oftere gentagne overtrædelse af visse af lovens bestemmelser.
Der kan pålægges selskaber mv. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel, jf. lovens § 34, stk. 3.
Det foreslås at indsætte et nyt § 34, stk. 4 , om udmåling af bøde for udbredte overtrædelser, herunder udbredte overtrædelser med EU-dimension.
Det foreslås, at der ved udmåling af bøde for overtrædelser, der kan skade de kollektive interesser for forbrugere i mindst to EU-medlemsstater ud over Danmark, kan bøden maksimalt udgøre 4 pct. af den erhvervsdrivendes årlige omsætning i de berørte medlemsstater. Hvis oplysninger om den erhvervsdrivendes omsætning ikke er tilgængelige, kan bøden maksimalt udgøre 2 mio. euro.
Det betyder, at når en erhvervsdrivende under en straffesag i Danmark dømmes for en udbredt overtrædelse, herunder en udbredt overtrædelse med EU-dimension, som defineret i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/2394 af 12. december 2017 om samarbejde mellem nationale myndigheder med ansvar for håndhævelse af lovgivning om forbrugerbeskyttelse (håndhævelsesforordningen), kan der maksimalt pålægges den erhvervsdrivende en bøde på 4 pct. af den erhvervsdrivendes årlige omsætning i de berørte medlemsstater. Bestemmelsen fastsætter således en bødestrafferamme, der kan gå fra 0-4 pct. af den erhvervsdrivendes årlige omsætning. Er oplysninger om den erhvervsdrivendes årlige omsætning i de berørte medlemsstater ikke tilgængelige, kan der maksimalt pålægges en bøde på 2 mio. euro.
En udbredt overtrædelse defineres i håndhævelsesforordningens artikel 3, nr. 3, som enhver handling eller undladelse, der er i strid med EU-retlige regler, som beskytter forbrugernes interesser, og som har skadet, skader eller må antages at kunne skade de kollektive interesser for forbrugere med bopæl i mindst to medlemsstater ud over den medlemsstat, hvor handlingen eller undladelsen har sin oprindelse eller har fundet sted, hvor den erhvervsdrivende, der er ansvarlig for handlingen eller undladelsen, er etableret, eller hvor bevismateriale eller den erhvervsdrivendes aktiver vedrørende handlingen eller undladelsen befinder sig (litra a), eller enhver handling eller undladelse, der er i strid med EU-retlige regler, som beskytter forbrugernes interesser, og som har skadet, skader eller må antages at kunne skade forbrugernes kollektive interesser, og som har fælles træk, herunder samme ulovlige praksis og tilsidesættelse af den samme interesse, og som begås samtidigt af den samme erhvervsdrivende i mindst tre medlemsstater (litra b).
De EU-retlige regler om beskyttelse af forbrugernes interesser, der er tale om, omfatter bl.a. forbrugerrettighedsdirektivet, jf. håndhævelsesforordningens artikel 3, nr. 1, og bilaget til forordningen nr. 20.
En udbredt overtrædelse med EU-dimension defineres i håndhævelsesforordningens artikel 3, nr. 4, som en udbredt overtrædelse, der har skadet, skader eller må antages at kunne skade forbrugernes kollektive interesser i mindst to tredjedele af medlemsstaterne, der tilsammen tegner sig for mindst to tredjedele af Unionens befolkning.
Skade på forbrugerens kollektive interesser defineres i håndhævelsesforordningens artikel 3, nr. 14, som faktisk eller potentiel skade på interesserne hos en række forbrugere, der er berørt af overtrædelser inden for Unionen, udbredte overtrædelser eller udbredte overtrædelser med EU-dimension.
Bøden skal i øvrigt udmåles efter de kriterier, der er beskrevet i bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 44 (ændring af forbrugeraftalelovens § 34, stk. 1). Ved udmålingen af bøden skal der således under hensyntagen til ensartethed i retsanvendelsen lægges vægt på overtrædelsens grovhed og varighed og eventuelle skærpende eller formildende omstændigheder. Det betyder, at en bøde kun ved særdeles grove overtrædelser af meget lang varighed og med yderligere skærpende omstændigheder kan forventes udmålt op imod det i loven angivne maksimum. Den nærmere udmåling af bøden inden for den omsætningsbaserede ramme er overladt til domstolene.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.4.2.3.2. i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Til nr. 46 og 47 (bilag 1)
Forbrugeraftalelovens bilag 1 indeholder en standardvejledning om fortrydelsesret ved aftaler indgået uden for den erhvervsdrivendes forretningssted og ved aftaler om fjernsalg af varer og ikkefinansielle tjenesteydelser.
Det fremgår af lovens § 9, stk. 1, at oplysningerne nævnt i § 8, stk. 1, nr. 9, 12 og 13 (fremover § 8, stk. 1, nr. 11, 14 og 15, jf. lovforslagets § 1, nr. 13), kan gives ved brug af standardfortrydelsesvejledningen i bilag 1. Det drejer sig om oplysninger om, hvorvidt der er fortrydelsesret, og i givet fald betingelser, tidsfrist og procedurer for at gøre fortrydelsesretten gældende (nr. 9, fremover nr. 11), hvor det er relevant, at forbrugeren skal betale udgifterne til tilbagelevering af varen i tilfælde af fortrydelse og i forbindelse med aftaler om fjernsalg, hvis varen i kraft af sin art ikke kan returneres med normal post, udgifterne til returnering af varen (nr. 12, fremover nr. 14), og at forbrugeren ved tilbagetræden fra en tjenesteydelsesaftale, hvis aftalens opfyldelse på forbrugerens udtrykkelige anmodning er påbegyndt inden fortrydelsesfristens udløb, skal betale den erhvervsdrivende for rimelige omkostninger (nr. 13, fremover nr. 15).
Med nr. 39 foreslås det at ændre bilag 1 , således at ”fax” udgår af de anførte eksempler på, hvordan forbrugeren kan udøve fortrydelsesretten. Som eksempler nævnes herefter alene postbesørget brev og e-mail.
Med nr. 40 foreslås det at ændre bilag 1 , således at ”faxnummer” udgår af anvisningen til den erhvervsdrivende om, hvordan standardvejledningen skal udfyldes. Anvisningen går herefter ud på, at den erhvervsdrivende skal indsætte sit navn, fysiske adresse, telefonnummer og e-mailadresse.
De foreslåede ændringer af lovens bilag 1 gennemfører de ændringer af bilag 1, del A, til forbrugerrettighedsdirektivet, som sker ved moderniseringsdirektivet artikel 4, nr. 15, litra a.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.2.2.1. i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Til nr. 48 (bilag 3)
Forbrugeraftalelovens bilag 3 indeholder en standardfortrydelsesformular, som forbrugeren kan, men ikke skal, benytte, når forbrugeren udøver sin fortrydelsesret i medfør af forbrugeraftaleloven, jf. lovens § 20.
Det fremgår af forbrugeraftalelovens § 8, stk. 1, nr. 9 (fremover nr. 11, jf. lovforslagets § 1, nr. 13), at den erhvervsdrivende bl.a. skal oplyse forbrugeren om standardfortrydelsesformularen. Den erhvervsdrivende skal således – hvis der er fortrydelsesret i forhold til den pågældende aftaleindgåelse – i tilfælde af eventuel fortrydelsesret stille den standardfortrydelsesformular, der findes i bilag 3, til rådighed for forbrugeren. Den erhvervsdrivende kan ikke anvende en anden formular end standardfortrydelsesformularen i bilag 3, men der er imidlertid ikke noget til hinder for, at forbrugeren vælger at give meddelelse om eventuel fortrydelse på anden måde, jf. standardfortrydelsesvejledningens 3. afsnit.
Det foreslås at ændre bilag 3 , således at anvisningen om, at den erhvervsdrivende i givet fald skal indsætte sit faxnummer i standardfortrydelsesformularen udgår. Anvisningen går herefter ud på, at den erhvervsdrivende skal indsætte sit navn, fysiske adresse og e-mailadresse.
Den foreslåede ændring af lovens bilag 3 gennemfører den ændring af bilag 1, del B, til forbrugerrettighedsdirektivet, som sker ved moderniseringsdirektivet artikel 4, nr. 15, litra b.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.2.2.1. i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Til nr. 1 (§ 38 c, stk. 2)
Det følger af aftalelovens § 36, stk. 1, at en aftale kan ændres eller tilsidesættes helt eller delvist, hvis det vil være urimeligt eller i strid med redelig handlemåde at gøre den gældende. Det følger af stk. 2, at der ved afgørelsen skal tages hensyn til forholdene ved aftalens indgåelse, aftalens indhold og senere indtrufne omstændigheder.
Aftalelovens § 38 c, stk. 1, 1. pkt., fastslår, at aftalelovens § 36 gælder for forbrugeraftaler med de tilføjelser og ændringer, der følger af bestemmelsens stk. 1 og 2. Bestemmelsens 2. pkt. fastslår, at såfremt det vil være stridende mod hæderlig forretningsskik og bevirke en betydelig skævhed i parternes rettigheder og forpligtelser til skade for forbrugeren at gøre et aftalevilkår gældende, gælder de i § 36, stk. 1, nævnte retsvirkninger også, idet forbrugeren dog i så fald kan kræve, at den øvrige del af aftalen skal gælde uden ændringer, hvis dette er muligt. Bestemmelsens 2. pkt. implementerer artikel 6, stk. 1, i direktivet om urimelige kontraktvilkår.
Bestemmelsen medfører, at en forbrugeraftale kan ændres eller tilsidesættes helt eller delvist, hvis det vil være urimeligt eller i strid med redelig handlemåde at gøre den gældende, jf. § 36, stk. 1, jf. § 38 c, stk. 1, 1. pkt., samt at retsvirkningerne i § 36 ligeledes finder anvendelse, hvis det vil være stridende mod hæderlig forretningsskik og bevirke en betydelig skævhed i parternes rettigheder og forpligtelser til skade for forbrugeren at gøre et aftalevilkår i en forbrugeraftale gældende, jf. § 38 c, stk. 1, 2. pkt.
Bestemmelsen medfører desuden, at forbrugeren i tilfælde, hvor det vil være stridende mod hæderlig forretningsskik og bevirke en betydelig skævhed i parternes rettigheder og forpligtelser til skade for forbrugeren at gøre et aftalevilkår gældende, kan kræve, at aftalen efter tilsidesættelse eller ændring af det pågældende vilkår herefter skal gælde uden andre ændringer, hvis det er muligt at opretholde resten af aftalen uden det vilkår, som er blevet ændret eller tilsidesat, jf. § 38 c, stk. 1, 2. pkt.
Aftalelovens § 38 c, stk. 1, 2. pkt., indskrænker muligheden for at ændre andre vilkår, end det urimelige kontraktvilkår, idet der kun kan ske ændring eller tilsidesættelse af andre vilkår, hvis der er tale om vilkår, som ikke kan adskilles fra det urimelige vilkår. Dette står i modsætning til aftalelovens § 36, hvorefter domstolene efter et frit skøn også kan ændre eller tilsidesætte andre vilkår i aftalen, således at det samlede resultat bliver afbalanceret, jf. Folketingstidende 1994-95, tillæg A, s. 340.
Ved vurderingen af, om der er handlet i strid med hæderlig forretningsskik, skal der tages hensyn til styrkeforholdet i parternes forhandlingspositioner, til om forbrugeren på den ene eller anden måde er blevet tilskyndet til at give sin tilslutning til aftalevilkåret, og til om varerne eller tjenesteydelserne er solgt eller leveret på forbrugerens særlige bestilling. Den erhvervsdrivende kan opfylde kravet ved at handle loyalt og rimeligt med den anden part, hvis legitime interesser den erhvervsdrivende skal tage hensyn til. Betydningen af ”hæderlig forretningsskik” svarer til definitionen af ”god tro” i direktivet om urimelige kontraktvilkår, jf. Folketingstidende 1994-95, tillæg A, s. 340.
Det følger af lovens § 38 c, stk. 2, at lovens § 36, stk. 2, gælder med den ændring, at der ikke ved bedømmelsen af de forhold og omstændigheder, som er nævnt i § 36, stk. 2, herunder vilkår i andre aftaler som hænger sammen med en pågældende aftale, kan tages hensyn til senere indtrufne omstændigheder til skade for forbrugeren med den virkning, at aftalen ikke kan tilsidesættes eller ændres.
Ved bedømmelsen af en forbrugeraftale skal der således tages hensyn til de forhold og omstændigheder, der er nævnt i § 36, stk. 2, herunder vilkår i andre aftaler, der hænger sammen med den pågældende aftale. Senere indtrufne omstændigheder kan dog kun tages i betragtning, hvis en aftale, der oprindelig var rimelig, efterfølgende er blevet urimelig for forbrugeren eller den erhvervsdrivende, jf. Folketingstidende 1994-95, tillæg A, s. 341.
Det foreslås at indsætte et nyt § 38 c, stk. 2 , hvorefter et urimeligt kontraktvilkår, der ikke har været individuelt forhandlet, ikke kan ændres eller tilsidesættes delvist, men skal tilsidesættes helt.
Ændringen har baggrund i EU-Domstolens praksis, hvoraf det fremgår, at det efter direktivet om urimelige kontraktvilkår ikke tillades, at urimelige kontraktvilkår ændres eller tilsidesættes delvist. For en gennemgang af relevant EU-praksis, henvises der til pkt. 3.5.11.1. i de almindelige bemærkninger.
Det følger heraf, at et kontraktvilkår, der er erklæret urimeligt vil skulle anses for aldrig at have eksisteret, hvorfor det ikke kan have nogen virkning over for forbrugeren. Vilkåret vil altså hverken kunne ændres eller tilsidesættes delvist. Det forhold, at et vilkår erklæres urimeligt, skal følgelig have den virkning, at kontrakten opretholdes uden nogen anden ændring end den, der følger af ophævelsen af vilkåret, såfremt det er muligt at opretholde kontrakten. Det vil fortsat fremgå af bestemmelsen, at forbrugeren kan kræve, at den øvrige del af aftalen skal gælde uden ændringer, hvis dette er muligt. Hvis der er tale om en aftale, som ikke kan opretholdes uden det urimelige vilkår, vil aftalen skulle tilsidesættes.
Direktivet om urimelige kontraktvilkår finder alene anvendelse på kontraktvilkår i forbrugeraftaler, der ikke har været genstand for individuel forhandling, jf. direktivets artikel 3. Den foreslåede ændring af § 38 c vil ligeledes være begrænset til de vilkår i forbrugeraftaler, som ikke har været genstand for individuel forhandling.
Ændringen vil alene have betydning for de vilkår, der ikke har været individuelt forhandlet ved indgåelsen af forbrugeraftalen. Et kontaktvilkår skal altid anses for ikke at have været individuelt forhandlet, når det er udarbejdet på forhånd, og forbrugeren derved ikke har haft nogen indflydelse på indholdet. Dette gælder navnlig for standardvilkår, men bestemmelsen er ikke begrænset til standardvilkår, idet vilkår, som er udarbejdet af den erhvervsdrivende med henblik på brug i en enkeltstående aftale, hvor vilkåret ikke har været genstand for individuel forhandling, også er omfattet. Den omstændighed, at et enkelt vilkår i aftalen eller visse elementer i et aftalevilkår har været genstand for individuel forhandling, udelukker ikke anvendelsen af bestemmelsen på resten af den pågældende aftale. Hvis en erhvervsdrivende hævder, at et standardkontraktvilkår har været individuelt forhandlet, vil den erhvervsdrivende have bevisbyrden herfor. Det er forudsat, at begrebet skal forstås på samme måde som ved aftalelovens § 38 b. Der henvises derfor til bemærkningerne til denne bestemmelse, jf. Folketingstidende 1994-95, tillæg A, s. 339.
Lovforslaget vil ikke ændre vurderingen af, hvornår der er tale om et urimeligt kontraktvilkår. Der henvises derfor til bemærkningerne herom til lov nr. 1098 af 21. december 1994, som indsatte bestemmelsen, jf. Folketingstidende 1994-95, tillæg A, s. 335 f. og 340.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.5.11. i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Til nr. 2 (§§ 38 e og 38 f)
Aftalelovens kapitel IV indeholder særlige regler om forbrugeraftaler, herunder om urimelige aftalevilkår.
Det foreslås at indsætte § 38 e og § 38 f som nye paragraffer i aftalelovens kapitel IV.
Det foreslås at indsætte en ny § 38 e om Forbrugerombudsmandens tilsyn med overholdelsen af reglerne i kapitel IV.
Forbrugerombudsmanden har efter gældende ret hjemmel til at gribe ind over for overtrædelser af den civilretlige forbrugerbeskyttelseslovgivning i medfør af god skik-reglen i markedsføringslovens § 3, jf. Højesterets dom i UfR 2013.2941H. Den foreslåede tilsynsbestemmelse er en kodificering af gældende ret og ændrer ikke på Forbrugerombudsmandens generelle tilsynsadgang i medfør af kravet om, at erhvervsdrivende skal overholde kravet om god markedsføringsskik, som fastslået af Højesteret.
Det foreslås i 1. pkt. , at Forbrugerombudsmanden fører tilsyn med, om erhvervsdrivende anvender urimelige aftalevilkår, og med overholdelsen af aftalelovens § 38 b, stk. 2 (der ikke foreslås ændret).
Et aftalevilkår er urimeligt, når det vil være stridende mod hæderlig forretningsskik og bevirke en betydelig skævhed i parternes rettigheder og forpligtelser til skade for forbrugeren at gøre aftalevilkåret gældende, jf. aftalelovens § 38 c, stk. 1, 2. pkt. (der ikke foreslås ændret).
Aftalelovens § 38 b, stk. 2, fastsætter, at en skriftlig aftale, der tilbydes forbrugeren, af den erhvervsdrivende skal være udarbejdet på en klar og forståelig måde.
Forbrugerombudsmandens tilsyn efter den foreslåede bestemmelse omfatter for det første, om erhvervsdrivende i aftaler med forbrugere, herunder i tilbud om at indgå en aftale med en forbruger, anvender urimelige aftalevilkår.
Forbrugerombudsmandens tilsyn omfatter for det andet, at skriftlige aftaler, som erhvervsdrivende tilbyder en forbruger, er udarbejdet på en klar og forståelig måde.
Det foreslås i 2. pkt. , at tilsynet føres efter markedsføringslovens regler.
Forslaget i 2. pkt. indebærer, at Forbrugerombudsmandens tilsyn er underlagt et forhandlingsprincip (markedsføringslovens § 28), og at Forbrugerombudsmanden får mulighed for at indbringe sager om forbud og påbud for retten (markedsføringslovens § 32, stk. 1, jf. § 24, stk. 1), ligesom Forbrugerombudsmanden vil kunne nedlægge foreløbige forbud (markedsføringslovens § 36) og meddele administrative påbud (markedsføringslovens § 32, stk. 2-5 og § 28, stk. 2). Der vil også være mulighed for, at Forbrugerombudsmanden kan udstede retningslinjer (markedsføringslovens § 29), indhente tilsagn (markedsføringslovens § 28, stk. 2) og afgive forhåndsbesked (markedsføringslovens § 30).
Forbrugerombudsmanden har efter gældende ret hjemmel til at gribe ind over for overtrædelser af den civilretlige forbrugerbeskyttelseslovgivning i medfør af god skik-reglen i markedsføringslovens § 3, jf. Højesterets dom i UfR 2013.2941H. Den foreslåede tilsynsbestemmelse er en kodificering af gældende ret og ændrer ikke på Forbrugerombudsmandens generelle tilsynsadgang i medfør af kravet om, at erhvervsdrivende skal overholde kravet om god markedsføringsskik, som fastslået af Højesteret.
Den foreslåede § 38 e i aftaleloven gennemfører sammen med den nye § 38 f i aftaleloven moderniseringsdirektivets artikel 1. Udvalgets forslag til ændring af markedsføringslovens § 32, stk. 2, og indsættelse af § 37, stk. 7, som også udgør en del af gennemførelsen af moderniseringsdirektivets artikel 1, gennemføres i et lovforslag om ændring af markedsføringsloven, som forventes fremsat af erhvervsministeren i Okt. I. Det bemærkes, at udvalgets forslag til markedsføringslovens § 37, stk. 7, findes i det foreslåede § 37, stk. 8.
Det foreslås endvidere at indsætte en ny § 38 f , hvorefter justitsministeren i bestemmelsens stk. 1 bemyndiges til efter indstilling fra Forbrugerombudsmanden at fastsætte regler om, at erhvervsdrivende, som anvender nærmere angivne standardvilkår, som er klart urimelige anvende i forbrugeraftaleforhold, jf. aftalelovens § 38 c, straffes med bøde.
Den foreslåede bestemmelse indebærer, at justitsministeren efter indstilling fra Forbrugerombudsmanden kan fastsætte, at nærmere angivne standardvilkår i forbrugeraftaler, og at anvendelsen af disse vilkår, straffes med bøde.
For at anvendelsen af et standardvilkår kan strafsanktioneres efter den foreslåede bestemmelse, skal standardvilkåret være klart urimeligt at anvende i forbrugeraftaleforhold, jf. aftalelovens § 38 c.
Ifølge § 38 c kan et aftalevilkår tilsidesættes som urimeligt, hvis det vil stride mod hæderlig forretningsskik og bevirke en betydelig skævhed i parternes rettigheder og forpligtelser til skade for forbrugeren at gøre et aftalevilkår gældende.
Den foreslåede bestemmelse omfatter således standardvilkår, som allerede er ugyldige at anvende i forbrugeraftaleforhold, jf. aftalelovens § 38 c. Forbrugeraftaleforhold er defineret i aftalelovens § 38 a, som ikke foreslås ændret.
Den foreslåedes ordning omfatter kun standardvilkår, dvs. vilkår, som ikke har været genstand for individuel forhandling, som defineret i Rådets direktiv 93/13/EØF af 5. april 1993 om urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler. Der henvises til bemærkningerne til lovforslagets § 2, nr. 1, for så vidt angår hvornår et kontraktvilkår anses for ikke at have været genstand for individuel forhandling.
Individuelt forhandlede vilkår er således ikke omfattet af den foreslåede ordning. Dette betyder, at hvis en forbruger og erhvervsdrivende konkret forhandler sig frem til vilkår, som fremgår af bekendtgørelsen, vil det ikke være strafbelagt. Vilkåret vil dog stadig være omfattet af aftalelovens § 38 c, jf. § 36, med undtagelse af det nye § 38 c, stk. 2 (jf. lovforslagets § 2, nr. 1), og kan efter omstændighederne kendes civilretligt ugyldigt. Den erhvervsdrivende vil endvidere kunne straffes efter markedsføringslovens regler, hvis Forbrugerombudsmanden har meddelt den erhvervsdrivende påbud om ikke at anvende et givent vilkår, og den erhvervsdrivende uanset påbuddet fortsætter med at anvende vilkåret.
Det foreslås, at ordningen skal være målrettet oplagte tilfælde af anvendelse af urimelige kontraktvilkår, og hvor den civilretlige sanktion i form af ugyldighed vurderes ikke at udgøre en tilstrækkelig effektiv og afskrækkende sanktionsform.
I reglerne udstedt i medfør af det foreslåede stk. 1 vil de standardvilkår, som er omfattet af strafansvaret, skulle opregnes i listeform. De omfattede standardvilkår fastsættes af justitsministeren efter indstilling fra Forbrugerombudsmanden og efter de betingelser og kriterier, som omtales i det følgende.
For at et standardvilkår kan optages på listen over strafsanktionerede vilkår, skal standardvilkåret for det første være klart urimeligt at anvende. Der skal således foreligge klart grundlag for, at standardvilkåret er urimeligt at anvende i forbrugeraftaleforhold, jf. aftalelovens § 38 c. En sådant klart grundlag vil navnlig foreligge, når det i retspraksis fra danske domstole eller EU-Domstolen er fastslået, at vilkåret eller tilsvarende vilkår er urimelige at anvende. Dette vil også være tilfældet, hvis et standardvilkår er i strid med præceptiv lovgivning, der tager sigte på at beskytte forbrugere mod urimelige kontraktvilkår. Endelig kan et sådant vilkår være klart urimeligt, hvis det findes på den vejledende liste over urimelige kontraktvilkår, som direktivet om urimelige kontraktvilkår indeholder. Der henvises til bilaget i Rådets direktiv 93/13/EØF af 5. april 1993 om urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler.
For det andet skal standardvilkåret være urimeligt at anvende i forbrugeraftaler under alle omstændigheder. Standardvilkåret må således ikke kun være urimeligt at anvende i nogle situationer, mens det er rimeligt at anvende i andre situationer. Med henblik på at sikre at denne betingelse er opfyldt, kan strafansvaret begrænses til bestemte typer forbrugeraftaleforhold. Tænkte og ikke-praktisk relevante situationer, hvor et standardvilkår kunne være rimeligt anvende, er dog ikke til hinder for, at vilkåret kan være omfattet af ordningen.
Betingelsen vil være opfyldt, hvis vilkåret er i strid med præceptiv dansk lovgivning. Betingelsen vil endvidere være opfyldt, hvis urimeligheden efter karakteren og indholdet af vilkåret må anses for at gælde bredt under alle omstændigheder i de forbrugeraftaleforhold, som bliver omfattet.
For det tredje er ordningen fakultativ, således at der for hvert vilkår skal foretages en konkret vurdering af, om vilkåret bør være omfattet af ordningen. Denne vurdering skal foretages på baggrund af direktivets krav om, at der skal være en effektiv håndhævelse af erhvervsdrivendes anvendelse af urimelige standardvilkår.
Det foreslås, at de standardvilkår, som er omfattet af bestemmelsen, skal fastsættes efter indstilling af Forbrugerombudsmanden, der er uafhængig i sine aktiviteter. Dette indebærer, at ministerens beføjelse er afgrænset, således at ministeren ikke kan fastsætte strafsanktionering for standardvilkår, som Forbrugerombudsmanden ikke har indstillet, skal være omfattet af ordningen. Baggrunden for dette er bl.a., at Forbrugerombudsmanden, som har tilsynsforpligtelsen på området, har det bedste og mest opdaterede overblik over, hvilke standardvilkår der er grundlag for at strafsanktionere.
Ministeren vil ikke være forpligtet til følge indstillingen fra Forbrugerombudsmanden. Ministeren skal således foretage en selvstændig vurdering af grundlaget og behovet for at fastsatte strafansvar for at anvende et givent standardvilkår.
Det forudsættes i den forbindelse, at et udkast til bekendtgørelse – i overensstemmelse med sædvanlig praksis – sendes i høring hos de relevante myndigheder og organisationer mv., som vil blive berørt af reguleringen med henblik på bemærkninger. Ministeren skal tage de indkomne bemærkninger i betragtning, idet disse er væsentlige for vurderingen af, hvorvidt vilkårene i bekendtgørelsen er egnede, rimelige og hensigtsmæssige, og hvordan bekendtgørelsen forventes at fungere i praksis.
Det foreslås, at anvendelse af de opregnede standardvilkår straffes med bøde. I de regler, som justitsministeren fastsætter i medfør af bemyndigelsen, vil der således skulle fastsættes regler om, at anvendelse af omfattede standardvilkår straffes med bøde.
Det er den erhvervsdrivende eller nogen, der handler på den erhvervsdrivendes vegne, der vil kunne straffes for at overtræde reglerne fastsat i § 38 f.
Tilregnelseskravet er forsæt eller uagtsomhed, jf. straffelovens § 19.
Fuldbyrdelsestidspunktet indtræffer, når den erhvervsdrivende med en forbruger har indgået en aftale, hvori et urimeligt aftalevilkår er indeholdt.
Der kan ikke straffes for forsøg, da bestemmelsen alene hjemler bødestraf, jf. straffelovens § 21, stk. 3.
Strafferammen er bøde.
Ved udmåling af bøden gælder reglerne i straffelovens 10. kapitel om straffens fastsættelse samt straffelovens § 51, stk. 3, om udmåling af bøde.
Ved udmåling af bøden skal der således bl.a. lægges vægt på lovovertrædelsens grovhed, jf. straffelovens § 80, stk. 1, herunder omfanget og varigheden af overtrædelsen.
Det skal endvidere i almindelighed indgå som en skærpende omstændighed, at gerningsmanden tidligere er straffet af betydning for sagen, jf. straffelovens § 81, nr. 1.
Det skal endvidere i almindelighed indgå som en formildende omstændighed, at gerningsmanden har genoprettet eller søgt at genoprette den skade, der er forvoldt ved den strafbare handling, jf. straffelovens § 82, nr. 11.
Ved fastsættelsen af bøden skal der endvidere inden for de grænser, som lovovertrædelsens beskaffenhed og de i straffelovens § 80 nævnte omstændigheder tilsteder, tages særligt hensyn til den skyldiges betalingsevne og til den opnåede eller tilsigtede fortjeneste eller besparelse, jf. straffelovens § 51, stk. 3.
Er den erhvervsdrivende straffet i udlandet for samme overtrædelse, gælder princippet om ne bis in idem , jf. straffelovens § 10 a.
Er den erhvervsdrivende i udlandet pålagt en ikkestrafferetlig sanktion i anledning af samme overtrædelse, kan det tillægges formildende betydning ved straffens udmåling, jf. herved princippet i straffelovens § 82, nr. 12, om andre følger, der kan sidestilles med straf, og straffelovens § 10 b om hensyntagen til sanktioner pålagt i udlandet.
Endvidere gælder de øvrige bestemmelser i straffelovens §§ 81 og 82 om henholdsvis skærpende og formildende omstændigheder. Det bemærkes, at bestemmelserne ikke er udtømmende, og at der afhængig af den konkrete sags omstændigheder kan tages hensyn til andre skærpende eller formildende omstændigheder.
Det bemærkes, at aftaleloven er territorialt begrænset for så vidt angår aftalelovens §§ 1-9, der ikke finder anvendelse på aftaler om løsørekøb, der er omfattet af den internationale købelov, jf. aftalelovens § 9 a. Den foreslåede ændring i aftalelovens kapitel 4 er modsætningsvist ikke territorialt begrænset. Bestemmelsen omfatter således f.eks. også handlinger, der begås i udlandet og/eller mod udenlandske forbrugere, forudsat at handlingen er undergivet dansk straffemyndighed efter straffelovens §§ 6-9 a.
Dansk straffemyndighed omfatter navnlig tilfælde, hvor handlingen er foretaget i den danske stat, jf. straffelovens § 6, nr. 1.
Dansk straffemyndighed omfatter endvidere bl.a. handlinger, som foretages i en fremmed stat af en person, der på tidspunktet for sigtelsen har dansk indfødsret, er bosat i den danske stat eller har lignende fast ophold her i landet, hvis handlingen også er strafbar efter lovgivningen på gerningsstedet (dobbelt strafbarhed), jf. straffelovens § 7, stk. 1, nr. 1.
Reglerne om dansk straffemyndighed gælder også for juridiske personer. For så vidt angår juridiske personer anses handlinger for foretaget, hvor den eller de handlinger, som medfører ansvar for den juridiske person, er foretaget, jf. straffelovens § 9, stk. 1, nr. 2. Hvad angår § 7, stk. 1, nr. 1, omfatter denne bestemmelse juridiske personer med hjemsted i Danmark.
Det foreslås at indsætte en bestemmelse i stk. 2 , hvorefter justitsministeren bemyndiges til at fastsætte regler om, at der ved udmåling af bøde for overtrædelser, der kan skade de kollektive interesser for forbrugere i mindst to EU-medlemsstater ud over Danmark, maksimalt kan pålægges en bøde på 4 pct. af den erhvervsdrivendes årlige omsætning i de berørte medlemsstater. Hvis der ikke foreligger oplysninger om den erhvervsdrivendes omsætning i de pågældende medlemsstater, bør bøden ikke udmåles til mere end 2 mio. kr.
Det betyder, at når en erhvervsdrivende under en straffesag i Danmark dømmes for en udbredt overtrædelse, herunder en udbredt overtrædelse med EU-dimension, som defineret i Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2017/2394/EU af 12. december 2017 om samarbejde mellem nationale myndigheder med ansvar for håndhævelse af lovgivning om forbrugerbeskyttelse (håndhævelsesforordningen), kan der maksimalt pålægges den erhvervsdrivende en bøde på 4 pct. af den erhvervsdrivendes årlige omsætning i de berørte medlemsstater. Bestemmelsen fastsætter således en bødestrafferamme, der kan gå fra 0-4 pct. af den erhvervsdrivendes årlige omsætning. Er oplysninger om den erhvervsdrivendes årlige omsætning ikke tilgængelige, kan der maksimalt pålægges en bøde på 2 mio. euro.
En udbredt overtrædelse defineres i håndhævelsesforordningens artikel 3, nr. 3, som enhver handling eller undladelse, der er i strid med EU-retlige regler, som beskytter forbrugernes interesser, og som har skadet, skader eller må antages at kunne skade de kollektive interesser for forbrugere med bopæl i mindst to medlemsstater ud over den medlemsstat, hvor handlingen eller undladelsen har sin oprindelse eller har fundet sted, hvor den erhvervsdrivende, der er ansvarlig for handlingen eller undladelsen, er etableret, eller hvor bevismateriale eller den erhvervsdrivendes aktiver vedrørende handlingen eller undladelsen befinder sig (litra a), eller enhver handling eller undladelse, der er i strid med EU-retlige regler, som beskytter forbrugernes interesser, og som har skadet, skader eller må antages at kunne skade forbrugernes kollektive interesser, og som har fælles træk, herunder samme ulovlige praksis og tilsidesættelse af den samme interesse, og som begås samtidigt af den samme erhvervsdrivende i mindst tre medlemsstater (litra b).
De EU-retlige regler om beskyttelse af forbrugernes interesser, der er tale om, omfatter bl.a. direktivet om urimelige kontraktvilkår, jf. håndhævelsesforordningens artikel 3, nr. 1, og bilaget til forordningen nr. 1.
En udbredt overtrædelse med EU-dimension defineres i håndhævelsesforordningens artikel 3, nr. 4, som en udbredt overtrædelse, der har skadet, skader eller må antages at kunne skade forbrugernes kollektive interesser i mindst to tredjedele af medlemsstaterne, der tilsammen tegner sig for mindst to tredjedele af Unionens befolkning.
Skade på forbrugerens kollektive interesser defineres i håndhævelsesforordningens artikel 3, nr. 14, som faktisk eller potentiel skade på interesserne hos en række forbrugere, der er berørt af overtrædelser inden for Unionen, udbredte overtrædelser eller udbredte overtrædelser med EU-dimension.
Bøden skal i øvrigt udmåles efter de kriterier, der er beskrevet i bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 44 (ændring af forbrugeraftalelovens § 34, stk. 1). Ved udmålingen af bøden skal der således under hensyntagen til ensartethed i retsanvendelsen lægges vægt på overtrædelsens grovhed og varighed og eventuelle skærpende eller formildende omstændigheder. Det betyder, at en bøde kun ved særdeles grove overtrædelser af meget lang varighed og med yderligere skærpende omstændigheder kan forventes udmålt op imod det angivne maksimum. Det er overladt til domstolene at vurdere, om og i givet fald med hvilken vægt den erhvervsdrivendes omsætning skal indgå ved den korrekte udmåling af bøden.
Det foreslås at indsætte en bestemmelse i stk. 3 , hvorefter justitsministeren kan fastsættes regler om, at der kan pålægges selskaber mv. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.
Den foreslåede § 38 f i aftaleloven gennemfører sammen med den nye § 38 e i aftaleloven moderniseringsdirektivets artikel 1. Udvalgets forslag til ændring af markedsføringslovens § 32, stk. 2, og indsættelse af § 37, stk. 7, som også udgør en del af gennemførelsen af moderniseringsdirektivets artikel 1, gennemføres i et lovforslag om ændring af markedsføringsloven, som forventes fremsat af erhvervsministeren i Okt. I. Det bemærkes, at udvalgets forslag til markedsføringslovens § 37, stk. 7, findes i det foreslåede § 37, stk. 8.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.4.2.2. i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Det foreslås, at lovens § 1 om ændring af forbrugeraftaleloven og lovens § 2 om ændring af aftaleloven træder i kraft den 28. maj 2022.
Den foreslåede ikrafttrædelsesdato skyldes, at moderniseringsdirektivets artikel 7, stk. 1, 2. afsnit, fastsætter, at de nationale bestemmelser, der gennemfører direktivet, skal anvendes fra den 28. maj 2022. Det er desuden vurderet, at det er mest hensigtsmæssigt, at de resterende ændringer, som ikke vedrører implementeringen af moderniseringsdirektivet, har samme ikrafttrædelsesdato som resten af lovforslaget.
Bestemmelsen angår lovens territoriale gyldighed.
Det foreslås i stk. 1 , at loven ikke gælder for Færøerne og Grønland.
Det foreslås i stk. 2 , at lovens § 1 om ændringer i forbrugeraftaleloven og lovens § 2 om ændringer i aftaleloven ved kongelig anordning helt eller delvis kan sættes i kraft for Grønland med de ændringer, som de grønlandske forhold tilsiger.
Færøerne har pr. 1. januar 2010 overtaget formueretten for Færøerne. Loven skal derfor ikke gælde eller kunne sættes i kraft for Færøerne.
