LOV nr 1662 af 30/12/2024
Børne- og Undervisningsministeriet
Lov om ændring af lov om forberedende voksenundervisning og ordblindeundervisning for voksne og forskellige andre love (Forlængelse af perioden for opbevaring af oplysninger om konstateret ordblindhed i Ordblindetesten m.v.) § 8
Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. april 2025.
Stk. 2. Oplysninger om personer, som er konstateret ordblinde ved test foretaget med Ordblindetesten forud for lovens ikrafttræden, og som ikke kan identificeres, slettes 3 år efter lovens ikrafttræden.
/ Mattias Tesfaye
Forarbejder til Lov om ændring af lov om forberedende voksenundervisning og ordblindeundervisning for voksne og forskellige andre love (Forlængelse af perioden for opbevaring af oplysninger om konstateret ordblindhed i Ordblindetesten m.v.) § 8
Det foreslås i stk. 1, at loven skal træde i kraft den 1. april 2025.
Børne- og Undervisningsministeriets it-løsning til test af ordblindhed (Ordblindetesten) blev sat i drift i 2015. På baggrund af analyser af slettepolitikken for Ordblindetesten er det besluttet, at testresultater, som viser, at den testede er ordblind, slettes automatisk 15 år efter, at testen er foretaget. Dette er desuden fastsat i bilag 7 i cirkulæreskrivelse nr. 9436 af 21. juni 2024 om Styrelsen for It og Lærings opgaver som databehandler i visse administrative systemer på børne- og undervisningsområdet. De første testresultater om ordblindhed (rød kategori) er derfor planlagt til at blive slettet i 2030.
Det foreslåede § 25, stk. 1 og 2, vil medføre, at de personer, som er konstateret ordblinde (rød kategori) ved test foretaget med Ordblindetesten frem til denne lovs ikrafttræden, og som kan identificeres, af Styrelsen for It og Læring vil blive oplyst om den nye slettefrist, dvs. at oplysninger om konstateret ordblindhed og dokumentation herfor ved test foretaget med Ordblindetesten stilles til rådighed for den registrerede, indtil denne afgår ved døden, eller indtil oplysningerne er slettet efter anmodning fra den registrerede, jf. nærmere lovforslagets § 1, nr. 2.
Det foreslås i stk. 2, at oplysninger om personer, som er konstateret ordblinde ved test foretaget med Ordblindetesten forud for lovens ikrafttræden, og som ikke kan identificeres, slettes 3 år efter lovens ikrafttræden.
Oplysninger i Ordblindetesten om personer, som er konstateret ordblinde (rød kategori) forud for lovens ikrafttræden, men som ikke kan identificeres, f.eks. grundet brugen af et fiktivt personnummer, vil blive slettet manuelt af Styrelsen for It og Læring 3 år efter lovens ikrafttræden. Der er tale om ca. 400 personer, som er konstateret ordblinde, og som ikke kan identificeres i Ordblindetesten.
Styrelsen for It og Læring vil desuden på ordblindetest.dk og viden.stil.dk indsætte information målrettet de personer, som er konstateret ordblinde, og som ikke kan identificeres i Ordblindetesten, med henblik på at tydeliggøre, at der er mulighed for, at man kan henvende sig i styrelsens support og anmode om at få bevaret oplysninger om konstateret ordblindhed og dokumentation herfor i Ordblindetesten, indtil vedkommende afgår ved døden eller anmoder om, at oplysningerne skal slettes.
De foreslåede ændringer vil ikke gælde for Færøerne og Grønland, da lov om forberedende voksenundervisning og ordblindeundervisning for voksne, lov om institutioner for almengymnasiale uddannelser og almen voksenuddannelse m.v., lov om institutioner for erhvervsrettet uddannelse, lov om befordringsrabat til uddannelsessøgende i ungdomsuddannelser m.v., lov om forberedende grunduddannelse, lov om betaling for visse uddannelsesaktiviteter i forbindelse med lov om en aktiv beskæftigelsesindsats m.m. og lov om aktiv socialpolitik ikke gælder for Færøerne og Grønland og ikke kan sættes i kraft for Færøerne og Grønland ved kongelig anordning.