Kilde

Til nr. 1

Efter epidemilovens § 1, stk. 2, kan sundheds- og ældreministeren bemyndige andre myndigheder, herunder de epidemikommissioner, der er nævnt i kapitel 2, til at udøve de beføjelser, der i loven er tillagt ministeren.

Sundheds- og ældreministeren kan både bemyndige myndigheder under Sundheds- og Ældreministeriet og myndigheder under andre ministerier til at udøve de beføjelser, der følger af loven. Sundheds- og ældreministeren kan endvidere i regler, der fastsættes i medfør af loven, fastsætte, at andre myndigheder skal udøve beføjelserne ifølge de pågældende regler.

Det foreslås, at ”,og iagttage de pligter, der påhviler ministeren” indsættes i § 1, stk. 2, efter ”ministeren”.

Det betyder, at sundheds- og ældreministeren kan bemyndige andre myndigheder, herunder de epidemikommissioner, der er nævnt i kapitel 2, til at udøve de beføjelser, der i loven er tillagt ministeren, og iagttage de pligter, der ifølge loven påhviler ministeren.

Sundheds- og ældreministeren vil efter den foreslåede bestemmelse kunne bemyndige myndigheder under Sundheds- og Ældreministeriet og myndigheder under andre ministerier samt epidemikommissionerne til at iagttage de pligter, som ministeren ifølge epidemiloven skal iagttage. Det kan f.eks. være sundheds- og ældreministerens pligt efter epidemilovens § 20 til at give vejledning om adgang til domstolsprøvelse efter reglerne i retsplejelovens kapitel 43 a i forbindelse med, at en person, der lider af en alment farlig sygdom, eller som formodes at kunne være smittet med en sådan, meddeles afslag på anmodning om ophævelse af et meddelt påbud bl.a. efter epidemilovens § 5, stk. 1, nr. 3, om at lade sig isolere i en egnet facilitet.

Sundheds- og ældreministeren vil endvidere efter den foreslåede bestemmelse kunne fastsætte i regler, der fastsættes i medfør af loven, at andre myndigheder, herunder epidemikommissionerne, skal iagttage de pligter, der følger af de pågældende regler.

Til nr. 2

Efter epidemilovens § 1, stk. 2, kan sundheds- og ældreministeren bemyndige andre myndigheder, herunder de epidemikommissioner, der er nævnt i kapitel 2, til at udøve de beføjelser, der i denne lov er tillagt ministeren.

Sundheds- og ældreministeren kan både bemyndige myndigheder under Sundheds- og Ældreministeriet og myndigheder under andre ministerier til at udøve de beføjelser, der følger af loven. Sundheds- og ældreministeren kan endvidere i regler, der fastsættes i medfør af loven, fastsætte, at andre myndigheder skal udøve beføjelserne ifølge de pågældende regler.

Sundheds- og ældreministeren har bemyndiget politiet til at udøve de beføjelser, der følger af bekendtgørelse nr. 224 af 17. marts 2020 om forbud mod større forsamlinger og forbud mod adgang til og restriktioner for visse lokaler i forbindelse med håndtering af Coronavirussygdom 2019 (COVID-19) med senere ændring, jf. bekendtgørelsens § 10. Bekendtgørelsen er udstedt i medfør af bl.a. epidemilovens §§ 6, 6 a og 12 b.

Hvor der er sket delegation af kompetence fra en myndighed til en anden, vil der normalt være rekurs til den delegerende myndighed. Der er derfor efter gældende ret adgang for en part til at klage over afgørelser, som en myndighed har truffet efter bemyndigelse fra sundheds- og ældreministeren i medfør af epidemilovens § 1, stk. 2.

Efter gældende ret er der som følge heraf f.eks. adgang til at klage til Sundheds- og Ældreministeriet over politiets afgørelser i medfør af den ovennævnte bekendtgørelse.

Det foreslås, at der indsættes et nyt § 1, stk. 3, i epidemiloven. Efter den foreslåede bestemmelse kan sundheds- og ældreministeren fastsætte regler om adgangen til at klage over afgørelser, der er truffet i henhold til bemyndigelse i medfør af stk. 2.

Der vil i medfør af den foreslåede bestemmelse kunne fastsættes regler om, at afgørelser skal kunne påklages til en anden myndighed end Sundheds- og Ældreministeriet. Det vil således eksempelvis kunne fastsættes, at politiets afgørelser i medfør af den ovennævnte bekendtgørelse om forbud mod større forsamlinger og forbud mod adgang til og restriktioner for visse lokaler i forbindelse med håndtering af Coronavirussygdom 2019 (COVID-19) kan påklages til Rigspolitiet i stedet for til Sundheds- og Ældreministeriet. I givet fald vil det endvidere kunne fastsættes, at Rigspolitiets afgørelser i klagesager ikke kan påklages til Justitsministeriet.

Den foreslåede bemyndigelse vil derimod ikke kunne anvendes til helt eller delvis at afskære klageadgang, således at afgørelser hverken kan påklages til Sundheds- og Ældreministeriet eller andre myndigheder.

Til nr. 3

Det følger af epidemilovens § 6, stk. 1, 1. pkt., at sundheds- og ældreministeren, når det er nødvendigt for at forebygge eller inddæmme udbredelse af en alment farlig sygdom her i landet, efter forhandling med justitsministeren kan fastsætte regler om forbud mod afholdelse af og deltagelse i større forsamlinger, arrangementer, begivenheder m.v.

Det følger af bl.a. af bemærkningerne til bestemmelsen, at det umiddelbart var hensigten, at grænsen for størrelsen på forsamlinger skal være 100 personer, men at antallet kan hæves eller sænkes afhængigt af, hvad der vurderes at være nødvendigt for at forebygge eller inddæmme udbredelse af den pågældende sygdom, jf. Folketingstidende 2019-20, A, L 133 som fremsat, side 24.

Derudover følger det af bemærkningerne, at de regler om forbud mod afholdelse og deltagelse i forsamlinger, arrangementer, begivenheder m.v., der kan udstedes i medfør af bestemmelsen, skal forstås i bred forstand, og at de vil kunne omfatte enhver situation, hvor personer opholder sig sammen, jf. Folketingstidende 2019-20, A, L 133 som fremsat, side 24.

Det fremgår endvidere af bemærkningerne, at reglerne om forbud ikke vil omfatte almindelig tilstedeværelse på en arbejdsplads, men at de dog vil kunne omfatte forsamlinger på en arbejdsplads, f.eks. fællesmøder.

Den gældende bestemmelse i § 6, stk. 1, er udmøntet i §§ 1 og 2 i bekendtgørelse nr. 224 af 17. marts 2020 om forbud mod større forsamlinger og forbud mod adgang til og restriktioner for visse lokaler i forbindelse med håndtering af Coronavirussygdom 2019 (COVID-19) med senere ændring. Det fremgår af § 1 i bekendtgørelsen, at det er forbudt at afholde og deltage i indendørs og udendørs arrangementer, begivenheder, aktiviteter eller lignende, hvor der er flere end 10 personer til stede.

Desuden fremgår det af bekendtgørelsens § 2, stk. 1, at politiet, hvis flere end 10 personer befinder sig sammen på et offentligt tilgængeligt sted på en sådan måde, at det efter politiets skøn udgør en særlig fare for smitte med COVID-19, kan påbyde personerne at forlade stedet. Det er udtryk for faktisk forvaltningsvirksomhed, når politiet efter denne bestemmelse påbyder personer at forlade et sted, hvor flere personer befinder sig. Der er således ikke tale om afgørelser i forhold til de pågældende personer.

Det foreslås, at § 6, stk. 1, 1. pkt. , ændres, således at muligheden for at fastsætte regler om forbud udvides fra i dag at omfatte større forsamlinger, arrangementer, begivenheder m.v. til at omfatte muligheden for at fastsætte regler om forbud mod, at flere personer befinder sig på samme sted.

Med den foreslåede ændring vil det for det første ikke længere være et krav, at forbuddet kun kan rettes mod ”større” forsamlinger m.v. Det betyder, at der med bestemmelsen også vil kunne fastsættes regler om forbud mod mindre forsamlinger m.v. Dermed vil der som den nedre grænse kunne fastsættes regler om forbud mod, at tre personer eller flere befinder sig på samme sted.

Med den foreslåede ændring vil det for det andet ikke længere fremgå af lovteksten, at der skal være tale om en forsamling, arrangement, begivenhed m.v., idet lovteksten foreslås ændret, således at henvisningen til forsamlinger, arrangementer, begivenheder m.v. udgår og erstattes af, at der kan fastsættes regler om forbud mod, at flere personer befinder sig på samme sted. Der er tale om en præcisering af lovteksten, da det allerede fremgår af den gældende lovtekst, at der ikke er tale om en udtømmende opregning, jf. ordet ”m.v.”, og da det fremgår af bemærkningerne til den gældende bestemmelse, at enhver situation, hvor personer opholder sig sammen, vil kunne være omfattet af regler udstedt i medfør af bestemmelsen, jf. ovenfor. Med den foreslåede ændring vil der således fortsat kunne fastsættes regler om forbud mod, at flere personer befinder sig på samme sted, herunder ved større eller mindre forsamlinger, arrangementer, begivenheder m.v.

Det bemærkes i den forbindelse, at det forudsættes, at der ikke vil blive fastsat regler om forbud mod, at tre medlemmer eller flere af samme husstand befinder sig på samme sted.

Det forudsættes også, at der ikke fastsættes regler om forbud mod, at tre personer eller flere, som er nærmeste pårørende, befinder sig på samme sted. Ved nærmeste pårørende forstås personens ægtefælle, faste samlevende, faste partnere, forældre, børn og søskende.

Det forudsættes endvidere, at der ikke vil blive fastsat regler om forbud mod, at personer, som ikke tilhører samme husstand, men hvis boligforhold tilsiger, at de i praksis ikke kan undgå et vist mål af omgang med hinanden, befinder sig på samme sted i tilknytning til boligen. Det gælder f.eks. studerende i kollegieboliger med fælles køkken- og/eller badefaciliteter og lignende boligfællesskaber.

Det bemærkes endvidere, at det forudsættes, at der som udgangspunkt ikke med hjemmel i bestemmelsen vil blive fastsat regler, der gælder for private boliger. Hvis det måtte vise sig nødvendigt, vil der dog kunne fastsættes regler for situationer, hvor private boliger benyttes til sammenkomster med personer uden for husstanden, der er forsamlet på en sådan måde, som skønnes at udgøre en særlig fare for smitte med Coronavirussygdom 2019 (COVID-19).

Derudover bemærkes det, at det fortsat er hensigten, at reglerne om forbud ikke vil omfatte almindelig tilstedeværelse på en arbejdsplads, men at reglerne dog vil kunne omfatte forsamlinger på en arbejdsplads, f.eks. fællesmøder. Det er endvidere hensigten, at reglerne ikke skal omfatte f.eks. almindelig tilstedeværelse i offentlige institutioner, der holder åbent, eksempelvis daginstitutioner eller børnehaver, hvor der udføres nødpasning efter regler udstedt i medfør af epidemilovens § 22, stk. 2. Tilsvarende gælder f.eks. almindelig tilstedeværelse i offentlige transportmidler, idet det forudsættes, at forbud og restriktioner rettet mod transportmidler fastsættes efter epidemilovens § 12 a.

Endelig bemærkes det, at den foreslåede ændring af § 6, stk. 1, 1 pkt., ikke ændrer ved, at det fortsat er udtryk for faktisk forvaltningsvirksomhed, når politiet efter § 2, stk. 1, i bekendtgørelsen eller efter eventuelle lignende regler udstedt i medfør af § 6, stk. 1, påbyder personer at forlade et sted, hvor flere personer befinder sig. Der vil således fortsat ikke være tale om afgørelser i forhold til de pågældende personer.

Det følger af epidemilovens § 6, stk. 1, 2. pkt., at regler fastsat i medfør af 1. pkt. kan omfatte både indendørs, udendørs, offentlige og private forsamlinger, arrangementer, begivenheder m.v.

Det foreslås i § 6, stk. 1, 2. pkt., at henvisningen til forsamlinger, arrangementer, begivenheder m.v. ændres til henvisning til steder, hvor flere personer befinder sig. Forslaget skal ses i sammenhæng med den foreslåede ændring af § 6, stk. 1, 1. pkt., hvor muligheden for at fastsætte regler om forbud udvides til at omfatte, at flere personer befinder sig på samme sted.

Det bemærkes, at det følger af epidemilovens § 10, at sundheds- og ældreministeren efter rådgivning fra Sundhedsstyrelsen kan bestemme, at de foranstaltninger, der alene kan iværksættes mod alment farlige sygdomme, jf. §§ 5-9 og 12 a-12 f, også kan iværksættes over for øvrige smitsomme og andre overførbare sygdomme, når disse optræder på en ondartet måde eller med stor udbredelse, eller når andre forhold indebærer en særlig stor risiko for smittespredning.

Sundheds- og ældreministeren har i medfør af epidemilovens § 10 udstedt bekendtgørelse nr. 213 af 17. marts 2020, som fastsætter, at epidemilovens §§ 5-7 og §§ 12 a-12 f og regler fastsat i medfør heraf omfatter COVID-19.

I det omfang denne bekendtgørelse opretholdes, vil regler fastsat i medfør af epidemilovens § 6 gælde for COVID-19.

Til nr. 4

Det følger af epidemilovens § 6, stk. 1, 1. pkt., at sundheds- og ældreministeren, når det er nødvendigt for at forebygge eller inddæmme udbredelse af en alment farlig sygdom her i landet, efter forhandling med justitsministeren kan fastsætte regler om forbud mod afholdelse af og deltagelse i større forsamlinger, arrangementer, begivenheder m.v.

I medfør af bl.a. denne bestemmelse har sundheds- og ældreministeren udstedt bekendtgørelse nr. 224 af 17. marts 2020 om forbud mod større forsamlinger og forbud mod adgang til og restriktioner for visse lokaler i forbindelse med håndtering af Coronavirussygdom 2019 (COVID-19) med senere ændring.

Det fremgår af § 1 i bekendtgørelsen, at det er forbudt at afholde og deltage i indendørs og udendørs arrangementer, begivenheder, aktiviteter eller lignende, hvor der er flere end 10 personer til stede. Desuden fremgår det af § 2, stk. 1, at politiet, hvis flere end 10 personer befinder sig sammen på et offentligt tilgængeligt sted på en sådan måde, at det efter politiets skøn udgør en særlig fare for smitte med COVID-19, kan påbyde personerne at forlade stedet.

Epidemilovens § 6 giver ikke hjemmel til at fastsætte regler om, at politiet kan nedlægge forbud mod ophold på bestemte steder, hvortil der er almindelig adgang.

Der kan dog under visse betingelser i medfør af den gældende bestemmelse i epidemilovens § 6 a fastsættes regler om forbud mod eller restriktioner for adgang til offentlige institutioner m.v. og i medfør af § 12 b fastsættes regler om forbud mod eller restriktioner for adgang til lokaler, som erhvervsdrivende råder over, og hvortil offentligheden har adgang. Det bemærkes, at §§ 6 a og 12 b foreslås udvidet med lovforslagets § 1, nr. 6 og 9.

Det foreslås, at der indsættes et nyt stk. 3 i epidemilovens § 6. Efter det foreslåede stk. 3,

1. pkt., kan sundheds- og ældreministeren, når det er nødvendigt for at forebygge eller inddæmme udbredelse af en alment farlig sygdom her i landet, efter forhandling med justitsministeren fastsætte regler om, at politiet kan nedlægge forbud mod ophold på et bestemt sted, hvortil der er almindelig adgang, i en bestemt periode, hvis det efter politiets skøn er nødvendigt for at forhindre fare for smitte med en alment farlig sygdom det pågældende sted.

Politiets forbud efter regler fastsat i medfør af bestemmelsen vil kunne gælde for et ”bestemt sted, hvortil der er almindelig adgang”. Det omfatter bl.a. offentlige parker, strande, pladser, veje, forlystelsesparker, banegårde og lufthavne og forretninger og indkøbscentre i åbningstiden.

Det forudsættes dog, at adgangen til at nedlægge forbud i almindelighed kun bruges, hvis de regler, der måtte være fastsat i medfør af epidemilovens §§ 6 a og 12 b, som udvidet ved lovforslagets § 1, nr. 6 og 9, om offentlige institutioner, idrætsanlæg, legepladser m.v. og lokaler og andre lokaliteter, som fysiske og juridiske personer råder over, og hvortil offentligheden har adgang, i det konkrete tilfælde ikke er tilstrækkelige til at forhindre smittefare det pågældende sted.

Det forudsættes også, at adgangen til at nedlægge forbud ikke vil blive anvendt, hvis regler fastsat i medfør af epidemilovens § 6, stk. 1, som ligeledes foreslås udvidet, jf. lovforslagets § 1, nr. 6, om forbud mod, at flere personer befinder sig på samme sted, i det konkrete tilfælde er tilstrækkelige til at forhindre faren for smittespredning det pågældende sted.

En udnyttelse af adgangen til at nedlægge forbud vil således – med den nuværende bekendtgørelse udstedt i medfør af epidemilovens § 6, stk. 1 – i almindelighed bl.a. forudsætte, at faren for smittespredning ikke kan imødegås ved at benytte adgangen til i medfør af bekendtgørelsens § 2 at påbyde konkrete personer at forlade stedet. Denne forudsætning vil være opfyldt, hvis der – f.eks. på baggrund af politiets erfaringer med det pågældende sted – kort tid efter meddelelsen af sådanne forbud må forventes på ny at indfinde sig andre personer på stedet. Det vil bero på en konkret vurdering, hvornår påbud efter bekendtgørelsens § 2 ikke længere er tilstrækkeligt til at imødegå faren for smittespredning.

Ved vurderingen af, om der er grundlag for at udnytte adgangen til at nedlægge forbud, vil der bl.a. kunne tages hensyn til Sundhedsstyrelsens generelle anbefalinger vedrørende smittefaren fra den pågældende sygdom og de konkrete forhold på stedet.

Politiet vil i medfør af regler fastsat efter den foreslåede bemyndigelsesbestemmelse kunne forbyde ophold det pågældende sted. Et forbud vil derimod ikke omfatte almindelig færden det pågældende sted. Det vil således uanset et nedlagt forbud fortsat være lovligt eksempelvis at gå henover en plads eller igennem en park, som er omfattet af forbuddet.

Politiets forbud mod ophold efter regler fastsat i medfør af den foreslåede bestemmelse vil alene kunne nedlægges for mindre, afgrænsede områder, f.eks. en bestemt plads, strand, park eller vej, og kun hvis betingelserne, jf. ovenfor, for at nedlægge forbud er opfyldt i forhold til det pågældende sted. Der vil således ikke kunne nedlægges forbud, der omfatter større områder som f.eks. en bydel.

Forbuddet vil skulle nedlægges for et bestemt tidsrum, men tidsrummet vil kunne forlænges, hvis betingelserne for nedlæggelse af forbud fortsat er opfyldt.

Det vil i regler, som udstedes i medfør af den foreslåede bestemmelse, også skulle fastsættes, hvordan politiets beslutning om at nedlægge forbud mod ophold et bestemt sted skal offentliggøres. Det forudsættes i den forbindelse, at forbuddet offentliggøres på en tydelig måde det pågældende sted ved skiltning eller lignende, og at der på politiets officielle hjemmeside gives oplysninger om nedlagte forbud.

Der vil kunne fastsættes regler om straf for overtrædelse af forbud nedlagt i medfør af regler udstedt efter den foreslåede bestemmelse, jf. epidemilovens § 29, stk. 2, hvorefter der i forskrifter, der udfærdiges i henhold til loven, kan fastsættes straf af bøde eller fængsel indtil 6 måneder for overtrædelse af bestemmelserne i forskrifterne.

Efter det foreslåede stk. 3, 2. pkt., kan sundheds- og ældreministeren endvidere fastsætte regler om, at den, der har rådighed over et sted, som er omfattet af et forbud, efter anmodning fra politiet skal bistå med opsætning af skilte eller lignende.

Regler fastsat i medfør af den foreslåede bestemmelse vil eksempelvis kunne indebære, at kommunalbestyrelsen skal bistå politiet med at opsætte skilte ved kommunens parker eller pladser, som er omfattet af et forbud. Hvis forbuddet omfatter et sted, som f.eks. en erhvervsdrivende har rådighed over, vil reglerne også kunne indebære, at den erhvervsdrivende efter anmodning skal bistå politiet med opsætning af skilte.

Det bemærkes, at det følger af epidemilovens § 10, at sundheds- og ældreministeren efter rådgivning fra Sundhedsstyrelsen kan bestemme, at de foranstaltninger, der alene kan iværksættes mod alment farlige sygdomme, jf. §§ 5-9 og 12 a-12 f, også kan iværksættes over for øvrige smitsomme og andre overførbare sygdomme, når disse optræder på en ondartet måde eller med stor udbredelse, eller når andre forhold indebærer en særlig stor risiko for smittespredning.

Sundheds- og ældreministeren har i medfør af epidemilovens § 10 udstedt bekendtgørelse nr. 213 af 17. marts 2020, som fastsætter, at epidemilovens §§ 5-7 og §§ 12 a-12 f og regler fastsat i medfør heraf omfatter COVID-19.

I det omfang denne bekendtgørelse opretholdes, vil regler fastsat i medfør af epidemilovens § 6 gælde for COVID-19.

Det forudsættes, at regler fastsat i medfør af den foreslåede bestemmelse skal være midlertidige, og at de ikke vil kunne udstrækkes i længere tid, end hvad der skønnes nødvendigt for at forebygge eller inddæmme udbredelsen af den pågældende sygdom.

Til nr. 5

Ifølge den gældende bestemmelse i epidemilovens § 6, stk. 3, kan sundheds- og ældreministeren efter forhandling med justitsministeren fastsætte regler om, at politiet kan anvende den fornødne magt for at sikre, at regler fastsat i medfør af stk. 1 overholdes.

Det foreslås, at ”stk. 1” ændres til ”stk. 1 og 3”.

Det vil indebære, at der også vil kunne fastsættes regler om, at politiet kan anvende den fornødne magt for at sikre overholdelsen af regler fastsat i medfør af det foreslåede § 6, stk. 3, jf. lovforslagets § 1, nr. 4, om adgang for politiet til at nedlægge forbud mod ophold på et bestemt sted, hvortil der er almindelig adgang.

Til nr. 6

Efter den gældende bestemmelse i epidemilovens § 6 a kan sundheds- og ældreministeren, når det er nødvendigt for at forebygge eller inddæmme udbredelse af en alment farlig sygdom her i landet, fastsætte regler om forbud mod adgang til eller restriktioner for adgangen til offentlige institutioner m.v.

Bestemmelsen blev indført ved § 1, nr. 6, i lov nr. 208 af 17. marts 2020 om ændring af lov om foranstaltninger mod smitsomme og andre overførbare sygdomme (Udvidelse af foranstaltninger til at forebygge og inddæmme smitte samt sikring af kapacitetsmæssige ressourcer m.v.). Ifølge bemærkningerne til bestemmelsen, jf. Folketingstidende 2019-20, A, L 133 som fremsat, side 25, kan bestemmelsen bruges til at fastsætte regler om forbud mod adgang til bl.a. biblioteker, svømmehaller m.v.

Bestemmelsen giver ikke hjemmel til at fastsætte regler om forbud mod adgang til eller restriktioner for adgangen til eller brugen af udendørs anlæg m.v.

I medfør af bl.a. epidemilovens § 6 a har sundheds- og ældreministeren udstedt bekendtgørelse nr. 224 af 17. marts 2020 om forbud mod større forsamlinger og forbud mod adgang til og restriktioner for visse lokaler i forbindelse med håndtering af Coronavirussygdom 2019 (COVID-19) med senere ændring. Bekendtgørelsens § 5 indeholder regler om, at visse offentlige institutioner skal holde deres lokaler lukket for offentligheden, og § 7 indeholder regler om, at offentlige institutioner, som har rådighed over lokaler, hvortil offentligheden har adgang, skal opfylde en række krav. Det er bl.a. et krav, at der maksimalt tillades adgang for 1 person pr. 4 m2 gulvareal, og at lokalerne så vidt muligt indrettes på en sådan måde, at smittefare minimeres, herunder ved at gøre det muligt for besøgende at holde passende afstand til hinanden.

Det foreslås, at ordene ”adgangen til offentlige institutioner m.v.” i epidemilovens § 6 a ændres til ”adgangen til eller brugen af indendørs eller udendørs offentlige institutioner og idrætsanlæg, legepladser og lignende faciliteter, der frembyder smittefare”.

Med den foreslåede ændring vil der fremover for det første, når det er nødvendigt for at forebygge eller inddæmme udbredelse af en alment farlig sygdom her i landet, også kunne fastsættes regler om udendørs offentlige institutioner, idrætsanlæg og legepladser og lignende faciliteter, der frembyder smittefare.

For det andet vil der med den foreslåede ændring fremover også kunne fastsættes restriktioner for ”brugen af” offentlige institutioner, idrætsanlæg, legepladser m.v. Det svarer til formuleringen af den gældende bestemmelse i epidemilovens § 12 b om lokaler, som erhvervsdrivende råder over, og hvortil offentligheden har adgang. Det bemærkes i den forbindelse, at epidemilovens §§ 6 a og 12 b har samme formål.

I medfør af bestemmelsen vil der bl.a. kunne fastsættes regler om idrætsanlæg og legepladser. Herudover vil der kunne fastsættes regler om lignende faciliteter, som frembyder smittefare. Det omfatter eksempelvis udendørs fitnessanlæg, hvor brugerne rører ved de samme redskaber. Også faciliteter, der som følge af, at brugerne ved anvendelse heraf kan komme i tæt kontakt med hinanden med heraf følgende smittefare, vil kunne være omfattet.

Epidemilovens § 6 a vil derimod ikke give adgang til at fastsætte regler om offentlige parker, veje, pladser m.v. Det vil således ikke i medfør af bestemmelsen være muligt at forbyde adgang til eksempelvis Kongens Have eller Rådhuspladsen i København eller Universitetsparken i Aarhus, ligesom bestemmelsen ikke vil give adgang til at fastsætte restriktioner for, hvor mange personer der må befinde sig på en gågade ad gangen. Politiet vil derimod under visse betingelser kunne nedlægge et forbud mod ophold sådanne steder efter regler udstedt i medfør af det foreslåede § 6, stk. 3, jf. lovforslagets § 1, nr. 4.

Det vil i medfør af epidemilovens § 6 a eksempelvis kunne fastsættes, at offentligheden ikke har adgang til bestemte idrætsanlæg, alle offentlige idrætsanlæg i bestemte byer eller alle offentlige idrætsanlæg i landet. Det vil også kunne fastsættes, at der kun er adgang for et bestemt antal personer ad gangen i de nævnte anlæg. Desuden vil det kunne fastsættes, at brugen af anlæggene skal ske på en bestemt måde, eksempelvis på en sådan måde, at der holdes behørig afstand til andre besøgende. Det vil også kunne fastsættes, at de pågældende anlæg alene må benyttes til gennemgående færdsel.

Det bemærkes endvidere, at det følger af epidemilovens § 10, at sundheds- og ældreministeren efter rådgivning fra Sundhedsstyrelsen kan bestemme, at de foranstaltninger, der alene kan iværksættes mod alment farlige sygdomme, jf. §§ 5-9 og 12 a-12 f, også kan iværksættes over for øvrige smitsomme og andre overførbare sygdomme, når disse optræder på en ondartet måde eller med stor udbredelse, eller når andre forhold indebærer en særlig stor risiko for smittespredning.

Sundheds- og ældreministeren har i medfør af epidemilovens § 10 udstedt bekendtgørelse nr. 213 af 17. marts 2020, som fastsætter, at epidemilovens §§ 5-7 og §§ 12 a-12 f og regler fastsat i medfør heraf omfatter COVID-19.

I det omfang denne bekendtgørelse opretholdes, vil regler fastsat i medfør af epidemilovens § 6 a gælde for COVID-19.

Til nr. 7

Efter den gældende bestemmelse i epidemilovens § 6 a kan sundheds- og ældreministeren, når det er nødvendigt for at forebygge eller inddæmme udbredelse af en alment farlig sygdom her i landet, fastsætte regler om forbud mod adgang til eller restriktioner for adgangen til offentlige institutioner m.v. Med lovforslagets § 1, nr. 6, vil bestemmelsen blive ændret, så der kan fastsættes regler om forbud mod adgang til eller restriktioner for adgangen til eller brugen af indendørs eller udendørs offentlige institutioner og idrætsanlæg, legepladser og lignende faciliteter, der frembyder smittefare.

Det foreslås, at der indsættes et nyt 2. pkt., hvorefter regler fastsat i medfør af 1. pkt. kan fravige anden lovgivning. Det betyder, at regler fastsat i medfør af § 6 a vil kunne fravige bestemmelser i anden lovgivning, som ellers ville give besøgende ret til at få adgang til eller bruge institutionen, anlægget m.v.

Det foreslåede 2. pkt. svarer til 2. pkt. i § 12 b, som giver adgang til at fastsætte regler om forbud mod adgang til eller restriktioner for adgangen til eller brugen af lokaler, som erhvervsdrivende råder over, og hvortil offentligheden har adgang. Det bemærkes, at § 12 b foreslås udvidet, jf. lovforslagets § 1, nr. 9.

Til nr. 8

Det følger af epidemilovens § 12 a, 1. pkt., at sundheds- og ældreministeren, når det er nødvendigt for at forebygge eller inddæmme udbredelse af en alment farlig sygdom her i landet, efter forhandling med transportministeren kan fastsætte regler om forbud mod adgang til transportmidler eller restriktioner på transportmidler, herunder om tilladt maksimalbelægning og om, at der fra skibe ikke må ske samkvem med personer i land.

Det fremgår bl.a. af bemærkningerne til § 12 a, jf. Folketingstidende 2019-20, A, L 133, som fremsat, side 27-28, at det forudsættes, at ministeren vil kunne fastsætte regler om forbud mod adgang til enkelte transportmidler samt restriktioner på transportmidler, herunder tog, bus, letbane, metro, luftfartøjer, færger. Et forbud eller en restriktion vil kunne rettes mod konkrete transportruter, f.eks. færge- eller togruter, ligesom det også vil kunne rettes mod generelle transportformer, f.eks. forbud mod adgang til alle tog og metroer, hvilket vil betyde, at al tog- og metrodrift vil blive indstillet.

Det fremgår videre, at der ligeledes vil kunne fastsættes regler om maksimalbelægning, således at det f.eks. kan fastsættes, at visse transportmidler ikke må medtage flere passagerer end 1/4 af den maksimale kapacitet, eller at der ikke må medtages flere passagerer, end der er sæder til.

Det foreslås, at ”transportministeren” i § 12 a, 1. pkt. ændres til ”vedkommende minister”. Det betyder, at sundheds- og ældreministeren, når det er nødvendigt for at forebygge eller inddæmme udbredelse af en alment farlig sygdom her i landet, efter forhandling med vedkommende minister kan fastsætte regler om forbud mod adgang til transportmidler eller restriktioner på transportmidler, herunder om tilladt maksimalbelægning og om, at der fra skibe ikke må ske samkvem med personer i land.

Den foreslåede ændring vil indebære, at regler om forbud mod adgang til transportmidler eller restriktioner på transportmidler vil blive fastsat af sundheds- og ældreministeren efter forhandling med den minister, som efter anden lovgivningen har ansvaret for regulering af det pågældende transportmiddel.

Det bemærkes i den forbindelse, at regulering af bus, tog, letbane og metro samt lufttransport hører under transportministerens ressort. Regulering af skibe hører under erhvervsministerens ressort.

Til nr. 9

Efter epidemilovens § 12 b kan sundheds- og ældreministeren, når det er nødvendigt for at forebygge eller inddæmme udbredelse af en alment farlig sygdom her i landet, efter forhandling med erhvervsministeren fastsætte regler om forbud mod adgang til eller restriktioner for adgangen til eller brugen af lokaler, som erhvervsdrivende råder over, og hvortil offentligheden har adgang, herunder regler om tilladt maksimalbelægning. Regler fastsat i medfør af 1. pkt. kan fravige anden lovgivning.

Epidemilovens § 12 b giver kun hjemmel til at fastsætte regler om lokaler, som erhvervsdrivende råder over. Bestemmelsen kan derimod ikke bruges til at fastsætte regler om lokaler, som andre fysiske eller juridiske personer råder over, og hvortil offentligheden har adgang.

Endvidere giver bestemmelsen alene adgang til at fastsætte regler om ”lokaler” og således ikke andre lokaliteter, som den erhvervsdrivende råder over, og hvortil offentligheden har adgang. Der kan derfor ikke fastsættes regler om udendørsområder, som en erhvervsdrivende råder over, og hvortil offentligheden har adgang.

I medfør af bl.a. epidemilovens § 12 b har sundheds- og ældreministeren udstedt bekendtgørelse nr. 224 af 17. marts 2020 om forbud mod større forsamlinger og forbud mod adgang til og restriktioner for visse lokaler i forbindelse med håndtering af Coronavirussygdom 2019 (COVID-19) med senere ændring. Bekendtgørelsens § 6 indeholder regler om, at visse lokaler, som erhvervsdrivende råder over, skal holdes lukket for offentligheden, og § 7 indeholder regler om, at erhvervsdrivende, som har rådighed over lokaler, hvortil offentligheden har adgang, skal opfylde en række krav. Det er bl.a. et krav, at der maksimalt tillades adgang for 1 person pr. 4 m2 gulvareal, og at lokalerne så vidt muligt indrettes på en sådan måde, at smittefare minimeres, herunder ved at gøre det muligt for besøgende at holde passende afstand til hinanden.

Det foreslås, at ordene ”lokaler, som erhvervsdrivende råder over” i epidemilovens § 12 b, 1. pkt. , ændres til ”lokaler og andre lokaliteter, som fysiske eller juridiske personer råder over”.

Med den foreslåede ændring vil der fremover kunne fastsættes regler om forbud mod adgang til eller restriktioner for adgangen til eller brugen af alle lokaler og andre lokaliteter, som fysiske og juridiske personer råder over, og hvortil offentligheden har adgang. Dermed udvides den gældende bemyndigelse, der i dag kun gælder for lokaler, som erhvervsdrivende råder over.

Fremover vil der således eksempelvis også kunne fastsættes regler om forbud mod adgang til eller restriktioner for adgang til eller brugen af et museum, som er ejet af en fond, der ikke er erhvervsdrivende. Der vil også kunne fastsættes regler om forbud mod adgang til og restriktioner for adgang til eller brugen af lokaler og lokaliteter tilhørende trossamfund uden for folkekirken. Efter de gældende bestemmelser kan der alene fastsættes sådanne regler for folkekirken, idet folkekirken er omfattet af epidemilovens § 6 a om offentlige institutioner m.v.

Endvidere vil der fremover eksempelvis kunne fastsættes regler om forbud mod adgang til eller restriktioner for brug af udendørsarealer, herunder forlystelsesparkers udendørsarealer, campingpladser og golfbaner.

Der vil ikke i medfør af § 12 b kunne fastsættes regler om lokaler og andre lokaliteter, som en offentlig myndighed råder over, og hvortil offentligheden har adgang. Sådanne regler vil i stedet skulle fastsættes i medfør af epidemilovens § 6 a, der foreslås udvidet med lovforslagets § 1, nr. 6.

Det bemærkes, at det følger af epidemilovens § 10, at sundheds- og ældreministeren efter rådgivning fra Sundhedsstyrelsen kan bestemme, at de foranstaltninger, der alene kan iværksættes mod alment farlige sygdomme, jf. §§ 5-9 og 12 a-12 f, også kan iværksættes over for øvrige smitsomme og andre overførbare sygdomme, når disse optræder på en ondartet måde eller med stor udbredelse, eller når andre forhold indebærer en særlig stor risiko for smittespredning.

Sundheds- og ældreministeren har i medfør af epidemilovens § 10 udstedt bekendtgørelse nr. 213 af 17. marts 2020, som fastsætter, at epidemilovens §§ 5-7 og §§ 12 a-12 f og regler fastsat i medfør heraf omfatter COVID-19.

I det omfang denne bekendtgørelse opretholdes, vil regler fastsat i medfør af epidemilovens § 12 b gælde for COVID-19.

Til nr. 10

Efter epidemilovens § 12 c kan sundheds- og ældreministeren, når det er nødvendigt for at forebygge eller inddæmme udbredelse af en alment farlig sygdom her i landet, fastsætte regler om forbud mod eller restriktioner for besøgendes adgang til offentlige og private plejehjem og sygehuse og om undtagelser hertil. Regler fastsat i medfør af 1. pkt. kan fravige anden lovgivning.

Der er fastsat nærmere regler herom i bekendtgørelse nr. 215 af 17. marts 2020 om afspærring og besøgsrestriktioner på plejehjem og sygehuse i forbindelse med håndtering af Coronavirussygdom 2019 (COVID-19).

Det foreslås, at der i § 12 c efter ”plejehjem” indsættes: ”plejeboliger og aflastningspladser m.v., anbringelsessteder og botilbud m.v.”, og at ”klinikker” indsættes efter sygehuse.

Med de foreslåede ændringer vil anbringelsessteder og botilbud m.v. blive omfattet af bemyndigelsesbestemmelsen, hvorefter sundheds- og ældreministeren kan fastsætte regler om forbud mod eller restriktioner for besøgendes adgang til disse steder.

Det betyder, at sundheds- og ældreministeren ved bekendtgørelse kan fastsætte regler om forbud mod besøgendes adgang til anbringelsessteder og botilbud m.v. eller restriktioner for besøg hertil.

Der vil efter de foreslåede ændringer kunne fastsættes regler om, at forbud eller restriktioner kan omfatte såvel offentlige som private tilbud, og at forbud eller restriktioner kan rettes mod konkrete anbringelsessteder og botilbud m.v. i én eller flere dele af landet eller disse steder generelt.

Der vil endvidere kunne fastsættes regler om undtagelser til forbud eller restriktioner for besøgendes adgang til anbringelsessteder og botilbud m.v.

Det forudsættes, at der fastsættes regler, der undtager besøg i kritiske situationer fra en borgers nære pårørende fra et forbud eller en restriktion. Ved kritiske situationer forstås f.eks. et uopsætteligt besøg hos en kritisk syg eller døende person, eller forældres eller andre nære pårørendes besøg hos et barn eller en voksen med nedsat psykisk funktionsevne, som kognitivt fungerer som et barn.

De foreslåede ændringer betyder endvidere, at det i lovteksten præciseres, at bemyndigelsesbestemmelsen også vil omfatte plejeboliger, aflastningspladser og klinikker.

Herved sikres det, at der fastsættes en entydig hjemmel til, at sundheds- og ældreministeren ved bekendtgørelse kan fastsætte regler om forbud mod besøgendes adgang til plejeboliger, aflastningspladser og klinikker eller restriktioner for besøg hertil.

Sundheds- og ældreministeren vil ligeledes kunne fastsætte regler om undtagelser til forbud eller restriktioner for besøgendes adgang til ovennævnte steder.

Det forudsættes, at der fastsættes regler, der undtager besøg i kritiske situationer fra en beboers eller patients nære pårørende fra et forbud eller en restriktion. Ved kritiske situationer forstås f.eks. et uopsætteligt besøg hos en kritisk syg eller døende person, eller forældres eller andre nære pårørendes besøg hos et barn eller en voksen med nedsat psykisk funktionsevne, som kognitivt fungerer som et barn.

Den foreslåede ændring vil bringe ordlyden af bestemmelsen i overensstemmelse med fortolkningen af den gældende bestemmelse.

De foreslåede regler vil som følge af den gældende § 12 c, 2. pkt., kunne fravige anden lovgivning.

Til nr. 11

Der er ikke efter gældende ret mulighed for at fastsætte regler, der sikrer, at patienter eller borgere, hvis behandling, pleje m.v. er blevet aflyst eller udskudt som følge af, at sundhedsvæsenets behandlings-, pleje- og personalekapacitet er anvendt til behandling og pleje af patienter med akutte og livstruende sygdomme, kan få tilbudt anden behandling, pleje m.v. som erstatning for den aflyste.

Der er ligeledes ikke mulighed for at fastsætte regler, der sikrer, at patienter og andre borgere, der – som følge af den aldersgruppe, de tilhører – har krav på at modtage nærmere bestemte sundheds- eller plejeydelser, men ikke aktuelt kan modtage en sådan ydelse som følge af foranstaltninger iværksat efter regler udstedt efter § 12 d, stk. 1, bevarer retten til at modtage denne ydelse, efter at foranstaltningerne er ophørt, hvis der fortsat er grundlag for dette.

Endelig er der ikke efter gældende ret mulighed for at fravige betingelser i lovgivningen, som medfører eller forudsætter anvendelse af ressourcer hos bl.a. Styrelsen for Patientsikkerhed eller andre myndigheder, der samtidig anvender ressourcer på at forebygge eller inddæmme udbredelsen af en alment farlig sygdom her i landet.

Det foreslås, at der i 12 d efter stk. 1 indsættes et nyt stk. 2.

Efter det foreslåede § 12 d, stk. 2 , kan sundheds- og ældreministeren fastsætte regler om fravigelse af betingelser fastsat i anden lovgivning eller i medfør af anden lovgivning, når fravigelse er nødvendig for at sikre patientsikkerheden eller patienters og borgeres behandling, pleje og andre rettigheder m.v. i anden lovgivning eller i medfør af anden lovgivning, og disse betingelser ikke vil kunne opfyldes som følge af et ekstraordinært ressourcetræk hos sundhedsmyndighederne eller tiltag eller foranstaltninger, der er truffet med henblik på at forebygge eller inddæmme udbredelsen af en alment farlig sygdom her i landet.

Sundheds- og ældreministeren vil efter bestemmelsen kunne fastsætte regler, der fraviger betingelser i anden lovgivning eller i medfør af anden lovgivning på sundheds- og ældreministerens ressortområde, når fravigelse er nødvendig for at sikre patientsikkerheden eller patienters og borgeres behandling, pleje og andre rettigheder m.v. i anden lovgivning eller i medfør af anden lovgivning.

Efter bemyndigelsen vil der både kunne fastsættes regler om fuldstændigt at fravige, det vil sige suspendere, den pågældende betingelse, og regler om delvist at begrænse en betingelse, f.eks. ændring og forlængelse af en fastsat frist. Begrænsninger kan indføres gradvist i takt med udviklingen, behov og nødvendighed.

Det er en betingelse for udmøntning af bestemmelsen, at de betingelser, der skal fraviges, ikke vil kunne opfyldes som følge af tiltag eller foranstaltninger, der er truffet med henblik på at forebygge eller inddæmme udbredelsen af en alment farlig sygdom her i landet.

Den foreslåede bestemmelse vil bl.a. kunne anvendes til at fastsætte regler, der midlertidigt suspenderer forbuddet i § 6 i lov om assisteret reproduktion i forbindelse med behandling, diagnostik og forskning m.v. (reproduktionsloven) mod at yde assisteret reproduktion (fertilitetsbehandling) til kvinder, der er ældre end 45 år. Dette vil bl.a. kunne sikre, at de kvinder, der for nuværende ikke kan modtage behandling med assisteret reproduktion, bl.a. som følge af regionernes prioritering af den behandlingsmæssige kapacitet eller private udbyderes lukning af klinikker grundet risiko for smittespredning, og som fylder 46 år i denne periode, ikke forhindres i at modtage forventet eller planlagt behandling.

Bestemmelsen vil ligeledes kunne anvendes til at fastsætte regler, der midlertidigt forlænger den tilladte opbevaringsperiode for menneskelige æg i § 15 i reproduktionsloven, så kvinder, der for nuværende ikke kan modtage behandling med assisteret reproduktion, bl.a. som følge af regionernes prioritering af den behandlingsmæssige kapacitet eller private udbyderes lukning af klinikker grundet smittespredning, ikke får destrueret deres opbevarede æg efter udløbet af den maksimalt tilladte opbevaringstid på 5 år.

Herudover vil bestemmelsen kunne anvendes til at fastsætte regler om at fravige det krav, der gælder efter § 11 a i lov om autorisation af sundhedspersoner og om sundhedsfaglig virksomhed om, at afgørelser truffet af Styrelsen for Patientsikkerhed efter § 9, stk. 1-3, i autorisationsloven, bortfalder, senest 2 år efter, at styrelsen har truffet afgørelse, medmindre styrelsen forinden har anlagt retssag. Der vil med bestemmelsen kunne fastsættes regler, der fraviger dette krav, således at det sikres, at afgørelser efter autorisationslovens § 9, stk. 1-3, ikke bortfalder senest 2 år efter, at styrelsen har truffet afgørelse, selvom styrelsen ikke forinden har anlagt retssag.

Herved sikres det, at der kan fastsættes regler, der muliggør, at Styrelsen for Patientsikkerhed kan fokusere og anvende styrelsens ressourcer på at forebygge og inddæmme udbredelsen af en alment farlig sygdom her i landet, uden at det samtidig medfører bortfald af midlertidige tilsynssanktioner, der er fastsat for at sikre patientsikkerheden.

Til nr. 12

Det følger af epidemilovens § 13, stk. 1, at den ansvarshavende for et transportmiddel, herunder luftfartøjer, skibe, tog og busser, eller dennes befuldmægtigede efter anmodning fra sundheds- og ældreministeren eller den, som optræder på ministerens vegne, skal udlevere passagerlisteoplysninger, i det omfang sådanne foreligger, hvis en person om bord er smittet eller må formodes at kunne være smittet med smitsomme og andre overførbare sygdomme omfattet af § 2.

Det følger af epidemilovens § 13, stk. 2, at føreren og en eventuel skibslæge ved et skibs ankomst skal meddele sundheds- og ældreministeren eller den, som optræder på ministerens vegne, oplysninger om sundhedstilstanden om bord såvel under rejsen som på ankomsttidspunktet. Ved et luftfartøjs ankomst påhviler denne oplysningspligt luftfartøjets fører eller dennes befuldmægtigede.

Efter epidemilovens § 13, stk. 3, kan sundheds- og ældreministeren efter forhandling med transportministeren fastsætte nærmere regler om, hvilke oplysninger der skal meddeles i medfør af stk. 1 og 2, samt om meddelelsens form.

Det foreslås, at § 13, stk 3, ændres, således at det fastsættes, at sundheds- og ældreministeren efter forhandling med vedkommende minister kan fastsætte nærmere regler om, hvilke oplysninger der skal meddeles i medfør af stk. 1 og 2, samt om meddelelsens form.

Den foreslåede ændring vil indebære, at regler udstedt i medfør § 13, stk. 3, vedrørende indsamling af oplysninger efter § 13, stk. 1, vil blive fastsat af sundheds- og ældreministeren efter forhandling med den minister, som efter anden lovgivning har ansvaret for at indsamle passagerlisteoplysninger.

Det bemærkes i den forbindelse, at registrering af passagerer på passagerskibe foretages i henhold til bekendtgørelse nr. 1235 af 28. november 2019 om optælling og registrering af de ombordværende på passagerskibe, som sejler til og fra havne i Fællesskabets medlemsstater, som er udstedt af Søfartsstyrelsen under Erhvervsministeriet.

Indsamling af oplysninger om flypassagerer er reguleret i lov nr. 1706 af 27. december 2018 om indsamling, anvendelse og opbevaring af oplysninger om flypassagerer (PNR-loven), som hører under Justitsministeriet.

Det fremgår af PNR-lovens § 3, 1. pkt., at luftfartsselskaber efter anmodning fra Rigspolitiet og herefter løbende forud for flyvninger, der har tilknytning til Danmark, skal videregive PNR-oplysninger, jf. lovens bilag 1, i elektronisk form til PNR-enheden. Bestemmelsen gælder alene PNR-oplysninger, som luftfartsselskaber har indsamlet som led i deres virksomhed.

Den foreslåede ændring af epidemilovens § 13, stk. 3, skal ses i sammenhæng med epidemilovens § 1, stk. 2, hvoraf det fremgår, at sundheds- og ældreministeren kan bemyndige andre myndigheder, herunder de epidemikommissioner, der er nævnt i kapitel 2, til at udøve de beføjelser, der i denne lov er tillagt ministeren.

Bl.a. med henblik på at minimere de ressourcemæssige konsekvenser for de berørte erhvervsvirksomheder, der efter anden lovgivning er underlagt forpligtelser til at levere passageroplysninger m.v. – eksempelvis luftfartsselskaber og rederier – er det hensigten, at epidemilovens § 13 navnlig søges udmøntet i overensstemmelse med, og gennem anvendelse af, de ordninger for indhentelse af oplysninger, der er etableret efter anden lovgivning.

Sundheds- og ældreministeren vil således med den foreslåede ændring af § 13, stk. 3, efter forhandling med vedkommende minister kunne fastsætte nærmere regler om, at de oplysninger, som den ansvarshavende for et transportmiddel skal udlevere efter epidemilovens § 13, stk. 1, efter anmodning fra sundheds- og ældreministeren eller den, som optræder på ministerens vegne, skal indsamles af de myndigheder, eksempelvis Rigspolitiets PNR-enhed, jf. PNR-lovens § 1, der efter anden lovgivning indsamler oplysningerne med henblik på, at passageroplysningerne herefter kan videregives til sundheds- og ældreministeren eller den, som ministeren bemyndiger hertil.

I de tilfælde hvor PNR-oplysninger alene indsamles efter epidemilovens § 13, stk. 1 – og således ikke modtages som led i den eksisterende ordning efter PNR-loven – vil oplysningerne ikke indgå i PNR-enhedens it-løsning, og de vil således alene kunne indsamles og videregives til brug for sundhedsmyndighederne.

I de tilfælde, hvor Rigspolitiets PNR-enhed som led i dennes drift har indsamlet oplysninger, vil det i øvrigt i medfør af epidemilovens § 21 b om behandling af personoplysninger eksempelvis kunne fastsættes, at PNR-enheden – i det omfang enheden handler på vegne af sundheds- og ældreministeren – generelt vil kunne benytte den ordning for indsamling af PNR-oplysninger, der er fastsat i PNR-loven med henblik på videregivelse af oplysninger til de relevante sundhedsmyndigheder. Det indebærer, at de oplysninger, der måtte blive indsamlet af PNR-enheden, som led i dennes drift, kan videregives til de relevante sundhedsmyndigheder.

Til nr. 13

Det følger af epidemilovens § 29, stk. 1, nr. 1, at medmindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning, straffes med bøde eller fængsel indtil 6 måneder den, der overtræder § 21.

Det foreslås, at bestemmelsen ændres således, at det fastsættes, at medmindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning, straffes med bøde eller fængsel indtil 6 måneder den, der overtræder § 13, stk. 1 eller 2, eller § 21.

Det følger af epidemilovens § 13, stk. 1, at den ansvarshavende for et transportmiddel, herunder luftfartøjer, skibe, tog og busser, eller dennes befuldmægtigede efter anmodning fra sundheds- og ældreministeren eller den, som optræder på ministerens vegne, skal udlevere passagerlisteoplysninger, i det omfang sådanne foreligger, hvis en person om bord er smittet eller må formodes at kunne være smittet med smitsomme og andre overførbare sygdomme omfattet af § 2.

Det følger endvidere af epidemilovens § 13, stk. 2, at føreren og en eventuel skibslæge ved et skibs ankomst skal meddele sundheds- og ældreministeren eller den, som optræder på ministerens vegne, oplysninger om sundhedstilstanden om bord såvel under rejsen som på ankomsttidspunktet. Ved et luftfartøjs ankomst påhviler denne oplysningspligt luftfartøjets fører eller dennes befuldmægtigede.

Forslaget indebærer, at en ansvarshavende for et transportmiddel omfattet af § 13, stk. 1, der ikke efterkommer en anmodning om at udlevere passagerlisteoplysninger i det omfang de foreligger, vil kunne straffes med bøde eller fængsel indtil 6 måneder.

Forslaget indebærer endvidere, at en fører af et skib og en eventuel skibslæge og føreren af et luftfartøj eller dennes befuldmægtigede, der ikke opfylder sin oplysningspligt efter § 13, stk. 2, vil kunne straffes med bøde eller fængsel indtil 6 måneder.

For så vidt angår overtrædelser af epidemilovens § 13, stk. 1 og 2, forudsættes det, at strafforfølgningen – for så vidt angår ansvarshavende for luftfartøjer – skal følge, hvad der er fastsat efter PNR-loven. Det følger således af PNR-lovens forarbejder, at der ved strafforfølgningen af luftfartselskaber kan tages hensyn til antallet af passagerer på den berørte flyvning, og om luftfartsselskabet tidligere har begået en overtrædelse efter loven. Dette indebærer, at den samlede effekt af det enkelte luftfartsselskabs manglende efterlevelse skal inddrages i vurderingen af straffens fastsættelse.

Ved fastsættelsen af straffen efter PNR-loven skal der endvidere navnlig tages hensyn til, at bøden skal være effektiv, stå i et rimeligt forhold til overtrædelsen og have afskrækkende virkning. Bødestraffen vil i førstegangstilfælde, som udgangspunkt være mellem 10.000 kr. og 100.000 kr. pr. flyvning, hvor der ikke videregives PNR-oplysninger i overensstemmelse med lovforslagets krav. Der kan ved fastsættelsen bl.a. tages hensyn til antallet af passagerer på den pågældende flyvning.

Straffen efter PNR-loven kan nedsættes eller bortfalde helt, hvis overtrædelsen skyldes undskyldelige omstændigheder. Dette vil bl.a. kunne være tilfældet, hvis luftfartsselskabet kan påvise, at det grundet forhold hos tredjemand – og uagtet, at selskabet har udfoldet rimelige bestræbelser på at afhjælpe forholdet – har været afskåret fra at videregive PNR-oplysninger i overensstemmelse med lovforslagets krav, eller hvor et fly, der ikke er beregnet til at ankomme til Danmark, pludselig er blevet omdirigeret til at lande i Danmark.

Ved strafforfølgningen af ansvarshavende for luftfartøjer for overtrædelser af epidemilovens § 13 vil disse hensyn kunne inddrages på tilsvarende vis.

Til nr. 14

Det følger af § 29, stk. 2, i epidemiloven, at der i forskrifter, der udfærdiges i henhold til loven, kan fastsættes straf af bøde eller fængsel indtil 6 måneder for overtrædelse af bestemmelserne i forskrifterne.

Det foreslås, at § 29, stk. 2, nyaffattes med samme ordlyd som den gældende bestemmelse. Nyaffattelsen har til formål at gøre det muligt at angive niveauer for den straf, der udmåles efter regler udstedt i medfør af epidemilovens § 6.

Den foreslåede bestemmelse i stk. 2 gør det muligt at fastsætte straf af bøde eller fængsel indtil 6 måneder for overtrædelse af bestemmelserne i forskrifter, der udstedes i medfør af bemyndigelsesbestemmelserne i epidemiloven.

Det følger af Rigsadvokatens vejledende bødetakster for overtrædelse af bekendtgørelse nr. 224 af 17. marts 2020 om forbud mod større forsamlinger og forbud mod adgang til og restriktioner for visse lokaler i forbindelse med håndtering af Coronavirussygdom 2019 (COVID-19) med senere ændring, at overtrædelse af forbuddet mod større forsamlinger m.v. efter § 1, stk. 1, medfører som udgangspunkt en bøde på 1.500 kr., og at manglende efterkommelse af et påbud efter § 2, stk. 1, også medfører som udgangspunkt en bøde på 1.500 kr.

Med nyaffattelsen er det forudsat, at bødeniveauet for overtrædelse af regler udstedt i medfør af § 6, stk. 1, som ændret ved dette lovforslag, som udgangspunkt hæves fra det gældende niveau på 1.500 kr. til 2.500 kr. i førstegangstilfælde. Der vil i gentagelsestilfælde være grundlag for højere bødestraffe. Dette vil således omfatte ovennævnte bestemmelser i den gældende bekendtgørelse. Det vil endvidere omfatte eventuelle nye bestemmelser, der udfærdiges med hjemmel i epidemilovens § 6, stk. 1 og 3.

Fastsættelsen af straffen vil i øvrigt fortsat bero på domstolenes konkrete vurdering i det enkelte tilfælde af samtlige omstændigheder i sagen, og det angivne strafniveau vil kunne fraviges i op- og nedadgående retning, hvis der i den konkrete sag foreligger skærpende eller formildende omstændigheder, jf. herved de almindelige regler om straffens fastsættelse i straffelovens kapitel 10.

Til nr. 15

Der er ikke i epidemiloven fastsat regler om, at der ved udmåling af bøder for overtrædelser af forskrifter udstedt i medfør af loven skal tages hensyn til virksomhedens størrelse i form af antallet af ansatte.

Rigsadvokatens vejledende bødetakster for erhvervsdrivendes overtrædelse af bekendtgørelse nr. 224 af 17. marts 2020 om forbud mod større forsamlinger og forbud mod adgang til og restriktioner for visse lokaler i forbindelse med håndtering af Coronavirussygdom 2019 (COVID-19) med senere ændring er følgende:

Erhvervsdrivendes manglende overholdelse af lukkekrav for restauranter, butikker, sports- og fritidsfaciliteter m.v. efter § 6, stk. 1, i bekendtgørelsen medfører som udgangspunkt en bøde på 5.000 kr. Erhvervsdrivendes manglende overholdelse af restriktioner for visse lokaler m.v. efter § 7 i bekendtgørelsen medfører som udgangspunkt en bøde på 1.500 kr. Endelig vil erhvervsdrivendes manglende efterkommelse af påbud efter § 8 i bekendtgørelsen også som udgangspunkt medføre en bøde på 1.500 kr.

Det foreslås i § 29, stk. 3 , at der ved udmåling af bøder til erhvervsdrivende efter forskrifter, der udfærdiges i henhold til loven, skal tages hensyn til antallet af ansatte i virksomheden på gerningstidspunktet. Det bemærkes, at virksomheder også omfatter enkeltmandsvirksomheder.

Med den foreslåede bestemmelse forudsættes det – for så vidt angår fastsættelse af bødeniveauet for den erhvervsdrivendes overtrædelse af regler udstedt i medfør af epidemilovens § 12 b som ændret ved dette lovforslag – for det første, at de ovennævnte bødeniveauer på 5.000 kr. for ikke at overholde lukkekrav som udgangspunkt hæves til det dobbelte i førstegangstilfælde. Tilsvarende forudsættes det, at fysiske og juridiske personers overtrædelse af øvrige krav udstedt i medfør af epidemilovens § 12 b som ændret ved dette lovforslag og manglende efterkommelse af påbud i relation til sådanne krav som udgangspunkt fordobles til 3.000 kr. i førstegangstilfælde.

Dermed bliver udgangspunktet, at der til den erhvervsdrivende skal udmåles en bøde på 10.000 kr. for ikke at overholde lukkekrav, en bøde på 3.000 kr. for ikke at overholde øvrige restriktioner for lokaler og lokaliteter og en bøde på 3.000 kr. for ikke at efterkomme påbud om efterlevelse af sådanne restriktioner.

Med den foreslåede bestemmelse forudsættes det for det andet, at der ved udmåling af bødeniveauet i både førstegangstilfælde og i gentagelsestilfælde vil skulle skelnes mellem små og mindre virksomheder (1-9 ansatte), mellemstore virksomheder (10-49 ansatte) samt store virksomheder (50 ansatte eller derover).

Det forudsættes i den forbindelse, at det normale bødeniveau i førstegangstilfælde som udgangspunkt vil skulle forhøjes med henholdsvis 100 % for mellemstore virksomheder og 300 % for store virksomheder, hvor virksomhedens størrelse er afhængig af antallet af ansatte.

Disse niveauer forudsættes som udgangspunkt forhøjet i 2. gangstilfælde med 100 % for små og mellemstore virksomheder og med 150 % for store virksomheder. I 3. gangstilfælde forudsættes niveauerne for de respektive virksomhedskategorier som udgangspunkt forhøjet med 50 % i forhold til niveauerne i 2. gangstilfælde.

De nævnte beregningsprincipper er illustreret i skemaet nedenfor. Skemaets bødeniveauer tager udgangspunkt i overtrædelser af § 6, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 224 af 18. marts 2020 om forbud mod større forsamlinger og forbud mod adgang til og restriktioner for visse lokaler i forbindelse med håndtering af Coronavirussygdom 2019 (COVID-19) med senere ændring, der forbyder en række virksomheder at holde åbent.

Det bemærkes i den forbindelse, at ovennævnte beregningsprincipper, som skemaet nedenfor er baseret på, også vil kunne anvendes ved udregning af bøder i anledning af manglende overholdelse af restriktioner for lokaler og lokaliteter og for manglende efterkommelse af påbud herom udstedt i henhold til regler fastsat i medfør af epidemilovens § 12 b som ændret ved dette lovforslag. I disse sager vil udgangspunktet for små og mindre virksomheder i 1. gangstilfælde være en bøde på 3.000 kr.

Virksomhedens størrelse 1. gangstilfælde 2. gangstilfælde 3. gangstifælde

Små og mindre virksomheder (1- 9 ansatte) 10.000 kr. 20.000 kr. 30.000 kr.

Mellemstore virksomheder (10-49 ansatte) 20.000 kr. 40.000 kr. 60.000 kr.

Store virksomheder (50 ansatte eller derover) 40.000 kr. 100.000 kr. 150.000 kr.

Det bemærkes, at bødestraffen vil kunne stige yderligere ved overtrædelser i 4. gangstilfælde og derover.

Fastsættelsen af straffen vil i øvrigt fortsat bero på domstolenes konkrete vurdering i det enkelte tilfælde af samtlige omstændigheder i sagen, og det angivne strafniveau vil kunne fraviges i op- og nedadgående retning, hvis der i den konkrete sag foreligger skærpende eller formildende omstændigheder, jf. herved de almindelige regler om straffens fastsættelse i straffelovens kapitel 10.

Kilde

Det foreslås i stk. 1 , at loven træder i kraft ved bekendtgørelsen i Lovtidende. Dette skyldes, at loven skal træde i kraft så hurtigt som muligt, da den bl.a. har til formål at inddæmme COVID-19.

Det bemærkes, at der i § 2, stk. 2, i lov nr. 208 af 17. marts 2020 om ændring af lov om foranstaltninger mod smitsomme og andre overførbare sygdomme (Udvidelse af foranstaltninger til at forebygge og inddæmme smitte samt sikring af kapacitetsmæssige ressourcer m.v.) findes en udløbsklausul, hvorefter lov om foranstaltninger mod smitsomme og andre overførbare sygdomme automatisk ophæves den 1. marts 2021. Det vil således også gælde de ændringer, der følger af dette lovforslag.

Det foreslås i stk. 2 , at regler fastsat i medfør af § 1, stk. 2, §§ 6, 6 a, 12 a-12 d og 13 og § 29, stk. 2, i lov om foranstaltninger mod smitsomme og andre overførbare sygdomme forbliver i kraft, indtil de ophæves eller afløses af forskrifter udstedt i medfør af § 1, stk. 2, §§ 6, 6 a, 12 a-12 d og 13 og § 29, stk. 2, i lov om foranstaltninger mod smitsomme og andre overførbare sygdomme, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 1, 3-12 og 14.

Bekendtgørelser udstedt i medfør af de nævnte bestemmelser vil dog kun forblive i kraft, indtil de ophæves ved den ophørsklausul, som bekendtgørelserne måtte indeholde. Herefter vil der skulle udstedes nye bekendtgørelser, hvis der fortsat er behov for de pågældende regler.

Det følger af epidemilovens § 10, at sundheds- og ældreministeren efter rådgivning fra Sundhedsstyrelsen kan bestemme, at de foranstaltninger, der alene kan iværksættes mod alment farlige sygdomme, jf. §§ 5-9 og 12 a-12 f, også kan iværksættes over for øvrige smitsomme og andre overførbare sygdomme, når disse optræder på en ondartet måde eller med stor udbredelse, eller når andre forhold indebærer en særlig stor risiko for smittespredning.

Sundheds- og ældreministeren har i medfør af epidemilovens § 10 udstedt bekendtgørelse nr. 213 af 17. marts 2020, som fastsætter, at epidemilovens §§ 5-7 og §§ 12 a-12 f og regler fastsat i medfør heraf omfatter Coronavirussygdom 2019 (COVID-19).

Det forudsættes, at de nævnte bestemmelser med de ændringer, der følger af dette lovforslag, og regler fastsat i medfør af bestemmelserne, vil omfatte Coronavirussygdom 2019 (COVID-19), uden at der er behov for at udstede en ny bekendtgørelse efter lovens ikrafttræden, hvis den gældende bekendtgørelse forlænges ud over den 30. marts 2020.

Kilde

Det foreslås i § 3, at loven ikke gælder for Færøerne og Grønland, men at den ved kongelig anordning kan sættes helt eller delvis i kraft for Færøerne med de ændringer, som de færøske forhold tilsiger.

Territorialbestemmelsen svarer til territorialbestemmelsen i § 32 i epidemiloven.