Lov om ændring af lov om finansiel virksomhed, lov om kapitalmarkeder og forskellige andre love (Gennemførelse af anbefalingerne fra arbejdsgruppen for eftersyn af den finansielle regulering og ændring af reglerne for udpegning af SIFI’er i Danmark m.v.) § 4

Til nr. 1

Det følger af § 1, stk. 2, i lov om betalinger, at for filialer her i landet af udenlandske virksomheder, der er meddelt tilladelse til at udstede elektroniske penge eller udbyde betalingstjenester, jf. bilag 1, nr. 1-8, i et andet EU- eller EØS-land, finder alene kapitel 4-11 anvendelse.

Kapitel 8 i lov om betalinger som finder anvendelse for filialer, jf. § 1, stk. 2, vedrører databeskyttelse, operationel sikkerhed og autentifikation. I §§ 126-129 fastsættes de overordnede principper og rammer for betalingstjenesteudbyderes håndtering af operationelle og sikkerhedsmæssige risici.

Lov om betalinger § 126 fastsætter en række forpligtelser for udbydere af betalingstjenesters håndtering af operationelle og sikkerhedsmæssige risici. Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med betingelserne i lovens kapitel 2 og 3 for at opnå tilladelse som e-pengeinstitut eller betalingsinstitut, og de krav der gælder for at opnå en begrænset tilladelse til udstedelse af elektroniske penge eller udbud af betalingstjenester. Lovens kapitel 2 og 3 finder ikke anvendelse for filialer omfattet af § 1, stk. 2. Lov om betalinger § 126 implementerer artikel 95 i PSD2. EBA har desuden udarbejdet retningslinjer for sikkerhedsforanstaltninger for drifts- og sikkerhedsrisici ved betalingstjenester (EBA/GL/2017/17), jf. artikel 95, stk. 3, i PSD2. Det betyder, at for filialer skal den årlige indsendelse af risikovurdering, jf. § 126, stk. 3, i lov om betalinger, indsendes til hjemlandets myndigheder.

Lov om betalinger § 127, stk. 1, fastsætter en forpligtelse for udbydere af betalingstjenester til snarest muligt at underrette Finanstilsynet om større drifts- og sikkerhedshændelser. Ved drifts- og sikkerhedshændelser forstås enkeltstående eller en række af hændelser, der ikke er planlagt af virksomheden, og som har fået eller formodes at få negativ indvirkning på betalingsrelaterede tjenesters integritet, tilgængelighed, fortrolighed, ægthed og/eller kontinuitet. Bestemmelsen implementerer artikel 96 i PSD2, der forpligter betalingstjenesteudbydere til at underrette den kompetente myndighed i betalingstjenesteudbyderens hjemland i tilfælde af større drifts- og sikkerhedshændelser. EBA har endvidere udarbejdet retningslinjer for indberetning af større hændelser (EBA/GL/2017/10), jf. artikel 96, stk. 3, i PSD2. Af retningslinjerne følger bl.a., at underretning skal ske til den kompetente myndighed i hjemlandet.

Det forslås, at der i § 1, stk. 2, i lov om betalinger, efter ”finder alene kapitel 4-11 anvendelse” indsættes ”med undtagelse af § 126 og § 127, stk. 1”. Lovforslaget betyder, at § 126 og § 127, stk. 1, ikke finder anvendelse for filialer af udenlandske virksomheder omfattet af § 1, stk. 2.

Lov om betalinger § 126 skal ses i sammenhæng med betingelserne i lovens kapitel 2 og 3, der ikke finder anvendelse for filialer omfattet af § 1, stk. 2. Det forslås derfor, at § 126 ikke skal finde anvendelse for filialer her i landet af udenlandske virksomheder, der er meddelt tilladelse til at udstede elektroniske penge eller udbyde betalingstjenester, jf. bilag 1, nr. 1-8, i et andet EU- eller EØS-land.

Lovforslaget bringer lov om betalinger i overensstemmelse med 2. betalingstjenestedirektiv, art. 96, stk. 1, og EBA’s retningslinjer for indberetning af større hændelser.

Til nr. 2

Det følger af § 1, stk. 3 og 4, i lov om betalinger, at for agenter her i landet af udenlandske virksomheder, der er meddelt tilladelse til at udbyde betalingstjenester, jf. bilag 1, nr. 1-8, i et andet EU- eller EØS-land, og for grænseoverskridende tjenesteydelser her i landet ydet af udenlandske virksomheder, der er meddelt tilladelse til at udstede elektroniske penge eller udbyde betalingstjenester, jf. bilag 1, nr. 1-8, i et andet EU- eller EØS-land, finder alene kapitel 4-11 anvendelse.

Kapitel 8 i lov om betalinger, som finder anvendelse for agenter og grænseoverskridende tjenesteydelser, jf. § 1, stk. 3-4, vedrører databeskyttelse, operationel sikkerhed og autentifikation. I §§ 126-129 fastsættes de overordnede principper og rammer for betalingstjenesteudbyderes håndtering af operationelle og sikkerhedsmæssige risici.

Lov om betalinger § 126 fastsætter en række forpligtelser for udbydere af betalingstjenesters håndtering af operationelle og sikkerhedsmæssige risici. Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med betingelserne i lovens kapitel 2 og 3 for at opnå tilladelse som e-pengeinstitut eller betalingsinstitut, og de krav der gælder for at opnå en begrænset tilladelse til udstedelse af elektroniske penge eller udbud af betalingstjenester. Lovens kapitel 2 og 3 finder ikke anvendelse for agenter omfattet af § 1, stk. 3 eller grænseoverskridende tjenesteydelser omfattet af § 1, stk. 4. Lov om betalinger § 126 implementerer artikel 95 i PSD2. EBA har desuden udarbejdet retningslinjer for sikkerhedsforanstaltninger for drifts- og sikkerhedsrisici ved betalingstjenester (EBA/GL/2017/17), jf. artikel 95, stk. 3, i PSD2. Det betyder, at for agenter skal den årlige indsendelse af risikovurdering, jf. § 126, stk. 3, i lov om betalinger, indsendes til hjemlandets myndigheder.

Lov om betalinger § 127, stk. 1, fastsætter en forpligtelse for udbydere af betalingstjenester til snarest muligt at underrette Finanstilsynet om større drifts- og sikkerhedshændelser. Ved drifts- og sikkerhedshændelser forstås enkeltstående eller en række af hændelser, der ikke er planlagt af virksomheden, og som har fået eller formodes at få negativ indvirkning på betalingsrelaterede tjenesters integritet, tilgængelighed, fortrolighed, ægthed og/eller kontinuitet. Bestemmelsen implementerer artikel 96 i PSD2, der forpligter betalingstjenesteudbydere til at underrette den kompetente myndighed i betalingstjenesteudbyderens hjemland i tilfælde af større drifts- og sikkerhedshændelser. EBA har endvidere udarbejdet retningslinjer for indberetning af større hændelser (EBA/GL/2017/10), jf. artikel 96, stk. 3, i PSD2. Af retningslinjerne følger bl.a., at underretning skal ske til den kompetente myndighed i hjemlandet.

Lov om betalinger § 127, stk. 3, fastsætter, at udbyderen minimum en gang årligt skal indrapportere statistik om drift og misbrug af betalingstjenester, som denne udbyder, til Finanstilsynet. EBA har udarbejdet retningslinjer om indberetningskrav for data om svig (EBA/GL/2018/05), som træder i kraft den 1. januar 2019. Data, der skal indberettes til Finanstilsynet som følge af retningslinjerne omfatter bl.a. uautoriserede betalingstransaktioner og betalingstransaktioner, der gennemføres som følge af, at betaleren bliver manipuleret af bedrageren til at udstede en betalingsordre. Det fremgår af retningslinjerne, at udbydere af betalingstjenester skal rapportere til den kompetente myndighed i hjemlandet. Betalingstjenesteudbyderen skal indsamle data fra alle sine agenter og aggregere denne data med sine egne data før udbyderen rapporterer til den kompetente myndighed i hjemlandet. Det fremgår endvidere af retningslinjerne, at filialer af betalingstjenesteudbydere skal rapportere til den kompetente myndighed i værtslandet, hvor den er etableret, separat fra data fra betalingstjenesteudbyderen i hjemlandet.

Det forslås, at i § 1, stk. 3 og 4, i lov om betalinger, efter ”finder alene kapitel 4-11 anvendelse” indsættes ”med undtagelse af § 126 og § 127, stk. 1 og 3”. Lovforslaget betyder, at § 126 og § 127, stk. 1 og 3, ikke finder anvendelse for agenter omfattet af § 1, stk. 3, og for grænseoverskridende tjenesteydelser omfattet af § 1, stk. 4.

Lov om betalinger § 126 skal ses i sammenhæng med lovens kapitel 2 og 3, der ikke finder anvendelse for agenter omfattet af § 1, stk. 3, eller grænseoverskridende tjenesteydelser omfattet af § 1, stk. 4. Det forslås derfor, at § 126 ikke skal finde anvendelse for agenter omfattet af § 1, stk. 3, og for grænseoverskridende tjenesteydelser omfattet af § 1, stk. 4.

Lovforslaget bringer lov om betalinger i overensstemmelse med 2. betalingstjenestedirektiv, art. 96, stk. 1, og EBA’s retningslinjer om indberetning af større hændelser samt EBA’s retningslinjer om indberetningskrav for data om svig.

Til nr. 3

Det følger af § 1, stk. 7, i lov om betalinger, at Erhvervsministeren kan dispensere helt eller delvist fra lovens §§ 26-29, 42, 50-59, 81, 112, 120, 121 og 125, der dermed ikke finder anvendelse på en bestemt tjeneste eller bestemte typer af tjenester. Erhvervsministeren kan endvidere fastsætte supplerende regler for bestemte typer af tjenester.

Bestemmelsen giver mulighed for både konkrete og generelle dispensationer på bestemte områder. Erhvervsministeren kan derfor give en navngiven virksomhed dispensation fra visse af lovens bestemmelser i form af en konkret forvaltningsakt på baggrund af en individuel ansøgning. Ministeren kan endvidere give bestemte grupper af virksomheder en generel dispensation, eksempelvis ved udstedelse af en bekendtgørelse eller afgørelse.

Der er imidlertid alene adgang til at give dispensation i forhold til lovens nationale regler. Der kan således ikke gives dispensation fra bestemmelser, som implementerer EU-retsakter.

I den nu ophævede lov om betalingstjenester og elektroniske penge var dispensationsbestemmelsen i den dagældende § 1, stk. 3, formuleret generelt og gav dermed mulighed for at give dispensation fra alle lovens bestemmelser. Lov om betalingstjenester og elektroniske penge blev ved lov nr. 652 af 8. juni 2017 om betalinger ophævet og erstattet af lov om betalinger.

Dispensationsbestemmelsen i § 1, stk. 7, i lov om betalinger, er derimod ikke generelt formuleret. Den indeholder derimod en positiv opregning af de specifikke bestemmelser, der kan dispenseres fra. §§ 122, 123 og 124, stk. 4, i lov om betalinger, blev ikke omfattet af dispensationsadgangen ved formuleringen af dispensationsadgangen i lovens § 1, stk. 7.

Lov om betalinger § 122 regulerer fastsættelsen af gebyr i forbindelse med gennemførelse af betalingstransaktioner med et betalingsinstrument. Bestemmelsen, der er særegen for Danmark, viderefører den dagældende § 79 i lov om betalingstjenester og elektroniske penge. Lov om betalinger § 123 indeholder regler, der regulerer gebyrfastsættelse for betalingsinstrumenter, og viderefører med visse ændringer den dagældende § 80 i lov om betalingstjenester og elektroniske penge. Efter § 124, stk. 4, i lov om betalinger, må udbydere af betalingstjenester og udstedere af elektroniske penge ikke betinge priser eller vilkår for brugen af betalingstjenester eller betalingskonti af, at brugeren giver samtykke til behandling af betalingsoplysninger, der ikke foretages i forbindelse med leveringen af betalingskontoen eller betalingstjenesten, eller af, at brugeren giver samtykke til, at der kan tilknyttes en loyalitetskortfunktion til betalingstjenesten. § 124, stk. 4 er ikke en videreførelse af en tidligere bestemmelse.

Det foreslås, at der indsættes en henvisning til § 122, 123 og 124, stk. 4, i § 1, stk. 7, i lov om betalinger.

Med lovforslaget vil §§ 122, 123 og 124, stk. 4, som bl.a. viderefører §§ 79 og 80 i den nu ophævede i lov om betalingstjenester og elektroniske penge, blive omfattes af dispensationsadgangen i § 1, stk. 7, hvilket vil svare til dispensationsadgangen for de tilsvarende bestemmelser i den nu ophævede lov om betalingstjenester og elektroniske penge. Lov om betalinger §§ 122, 123 og 124, stk. 4, er nationale bestemmelser.

Til nr. 4

Lov om betalinger finder anvendelse på udstedere af elektroniske penge, udbydere af betalingstjenester og betalingsmodtagere, jf. dennes § 1, stk. 1. Der gælder dog en række undtagelser hertil, som fremgår af lov om betalinger § 1, stk. 2-7, og § 5.

Lov om betalinger § 5 opregner en række aktiviteter mv., som er undtaget lovens anvendelsesområde. Bestemmelserne i lovens § 5, nr. 14-16, vedrører en række betalingsinstrumenter med begrænset anvendelsesområde. Denne type instrumenter er dermed ikke omfattet af loven med undtagelse af § 61 og reglerne om forbrugerbeskyttelse i kapitel 5-7, som fortsat finder anvendelse.

Det fremgår af lovens § 1, stk. 5, at § 66, § 75, § 77, stk. 1, nr. 1 og 2, § 79, stk. 2, § 82, stk. 1 og 2, §§ 96, 99, 100, 104, 108, 117-119, 122, 123 og 125, finder anvendelse på ikkevederlagsfrie elektroniske tjenester, der kan benyttes til at erhverve varer eller tjenesteydelser, og betalingstransaktioner, hvor betalerens samtykke til at gennemføre transaktionen meddeles ved hjælp telekommunikationsudstyr og betalingen sker til den operatør, der driver kommunikationsnettet, og som kun agerer som mellemmand mellem brugeren af betalingstjenesten og leverandøren af varer og tjenesteydelser, uden at disse tjenester udgør en betalingstjeneste omfattet af bilag 1, uanset § 5, nr. 17.

Det forslås, at der indsættes et nyt § 1, stk. 8, hvorefter erhvervsministeren for betalingsinstrumenter, der omfattet af § 5, nr. 14-16, kan dispensere helt eller delvist fra lovens kapitel 5-7, der dermed ikke finder anvendelse på et bestemt betalingsinstrument eller bestemte typer af betalingsinstrumenter. Erhvervsministeren kan endvidere fastsætte supplerende regler for bestemte typer af betalingsinstrumenter.

Med forslaget til et nyt § 1, stk. 8, vil erhvervsministeren have mulighed for at give dispensation fra kravene i lovens kapitel 5-7 for de betalingsinstrumenter, som er omfattet af § 5, nr. 14-16. Dette svarer til den ordning, som var gældende i den nu ophævede lov om betalingstjenester og elektroniske penge, hvor der kunne dispenseres fra alle lovens bestemmelser.

Der vil både være mulighed for at give konkrete og generelle dispensationer efter det nye § 1, stk. 8. Erhvervsministeren kan derfor give en navngiven virksomhed dispensation fra lovens bestemmelser på baggrund af en individuel ansøgning. Ministeren kan endvidere give bestemte grupper af virksomheder en generel dispensation, eksempelvis ved udstedelse af en bekendtgørelse eller afgørelse. Der er imidlertid alene adgang til at give dispensation i forhold til lovens nationale regler.

Bemyndigelsen til udstede dispensationer skal som udgangspunkt anvendes restriktivt. Det vil sige, at der skal være tungtvejende grunde til at anvende bestemmelsen. Dette vil for eksempel være tilfældet, hvor det vil forekomme urimeligt byrdefuldt at lade lovens regulering finde anvendelse. Ved dispensation fra reglerne om hæftelse og ansvar i kapitel 6 skal der lægges særlig vægt på hensynet til forbrugerbeskyttelsen, da uautoriserede betalinger og uberettiget anvendelse af et betalingsinstrument kan indebære betydelige omkostninger for den almindelige forbruger.

Det endvidere i § 1, stk. 8, 2. pkt., at erhvervsministeren kan fastsætte supplerende regler for bestemte typer af betalingsinstrumenter. Bemyndigelsen vil give erhvervsministeren mulighed for i forbindelse med udstedelse af en dispensation at fastsætte supplerende regler for de typer af betalingsinstrumenter, der er omfattet af dispensationen.

Det forslås desuden, at indsætte et nyt § 1, stk. 9, hvorefter erhvervsministeren for tjenester og betalingstransaktioner omfattet af § 1, stk. 5, kan dispensere helt eller delvist fra lovens § 66, § 75, § 77, stk. 1, nr. 1 og 2, § 79, stk. 2, § 82, stk. 1 og 2, §§ 96, 99, 100, 104, 108, 117-119, 122, 123 og 125, der dermed ikke finder anvendelse på en bestemt tjeneste eller betalingstransaktion eller bestemte typer af tjenester eller betalingstransaktioner. Erhvervsministeren kan endvidere fastsætte supplerende regler for bestemte typer af tjenester eller betalingstransaktioner.

Med forslaget til et nyt § 1, stk. 9, vil erhvervsministeren have mulighed for at give dispensation fra kravene i lovens § 66, § 75, § 77, stk. 1, nr. 1 og 2, § 79, stk. 2, § 82, stk. 1 og 2, §§ 96, 99, 100, 104, 108, 117-119, 122, 123 og 125 for tjenester og betalingstransaktioner, der er omfattet af § 1, stk. 5. Dette svarer til den ordning, som var gældende i den nu ophævede lov om betalingstjenester og elektroniske penge, hvorefter der kunne dispenseres fra alle lovens bestemmelser.

Der vil der både være mulighed for at give konkrete og generelle dispensationer efter det nye § 1, stk. 9. Erhvervsministeren kan derfor give en navngiven virksomhed dispensation fra lovens bestemmelser på baggrund af en individuel ansøgning. Ministeren kan endvidere give bestemte grupper af virksomheder en generel dispensation, eksempelvis ved udstedelse af en bekendtgørelse eller afgørelse. Der er imidlertid alene adgang til at give dispensation i forhold til lovens nationale regler.

Bemyndigelsen i forslaget til at udstede dispensationer skal som udgangspunkt anvendes restriktivt. Det vil sige, at der skal være tungtvejende grunde til at anvende bestemmelsen. Dette gælder særligt dispensation fra lovens hæftelses- og ansvarsregler. Tungtvejende grunde til at anvende bestemmelsen vil f.eks. være tilfælde, hvor det vil forekomme urimeligt byrdefuldt at lade lovens regulering finde anvendelse.

Det foreslås i § 1, stk. 9, 2. pkt., at erhvervsministeren endvidere kan fastsætte supplerende regler for bestemte typer af tjenester eller betalingstransaktioner. Bemyndigelsen giver erhvervsministeren mulighed for i forbindelse med udstedelse af en dispensation at fastsætte supplerende regler for de typer af tjenester eller betalingstransaktioner, der er omfattet af dispensationen.

Til nr. 5

Efter § 14, stk. 1, nr. 5, i lov om betalinger skal virksomheder, der er omfattet af undtagelserne i § 7, nr. 14-17, og som er anmeldt i henhold til §§ 61 og 62, indgå i Finanstilsynets offentlige register over virksomheder på betalingstjenesteområdet.

Det foreslås at ændre henvisningen til § 7, nr. 14-17 i § 14, stk. 1, nr. 5, til § 5, nr. 14-17.

Baggrunden for den foreslåede ændring er, at § 7 er lovens definitionsbestemmelse, hvorimod § 5 er lovens undtagelsesbestemmelse. Der er således tale om fejlhenvisning i § 14, stk. 1, nr. 5, idet henvisningen rettelig skulle have været til § 5, nr. 14-17.

Til nr. 6

Efter § 17 i lov om betalinger er et e-pengeinstitut eller betalingsinstitut forpligtet til at opbevare oplysninger, der er relevante i forbindelse med betalingsinstituttets tilladelse, i mindst 5 år.

Det forslås at ændre ”betalingsinstituttets” til ”instituttets”.

Der er alene tale en sproglig ændring, der har til formål at præcisere, at opbevaringspligten omfatter oplysninger, der er relevante i forbindelse med både et e-pengeinstituts og et betalingsinstituts tilladelse. Der tilsigtes således ingen materielle ændringer af bestemmelsen.

Til nr. 7

Det følger af § 20, stk. 4, nr. 4, i lov om betalinger, at betalingsinstitutter og virksomheder med begrænset tilladelse til at udbyde betalingstjenester, jf. § 51 i lov om betalinger, der har tilladelse til at udbyde tjenester omfattet af bilag 1, nr. 4 eller 5, til lov om betalinger, kun må yde kredit i forbindelse med disse tjenester, hvis betalingsinstituttets basiskapital til enhver tid har en passende størrelse, i forhold til den samlede kredit der ydes.

I Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2015/2366/EU af 25. november 2015 om betalingstjenester i det indre marked, om ændring af direktiv 2002/65/EF, 2009/110/EF og 2013/36/EU og forordning nr. 1093/2010/EU og om ophævelse af direktiv 2007/64/EF (PSD2) anvendes begrebet kapitalgrundlag frem for begrebet basiskapital. Tilsvarende gør sig gældende i Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 575/2013/EU af 26. juni 2013 om tilsynsmæssige krav til kreditinstitutter og investeringsselskaber og om ændring af forordning nr. 648/2012/EU (CRR), hvis bestemmelser om kapitalgrundlaget finder anvendelse for e-pengeinstitutter og betalingsinstitutter, jf. § 33 i lov om betalinger.

Det foreslås på den baggrund at ændre ordet ”basiskapital” til ”kapitalgrundlag” i hele loven, herunder i § 20, stk. 4, nr. 4. Herved sikres en ensartet terminologi på området. Der tilsigtes ingen materielle ændringer med forslaget.

Til nr. 8

Ifølge § 25, stk. 1, i lov om betalinger skal e-pengeinstitutter og betalingsinstitutter skal have effektive former for virksomhedsstyring. I bestemmelsens nr. 1-8 fastsættes en række krav til ledelse og indretningen af virksomheden for e-pengeinstitutter og betalingsinstitutter, som skal sikre, at virksomheden har effektive former for virksomhedsstyring.

Bestemmelsen viderefører for en stor dels vedkommende betalingstjenestelovens § 19. Bestemmelsen har samme ordlyd som lov om finansiel virksomhed § 71, stk. 1, og skal endvidere læses i sammenhæng med § 10, stk. 1, nr. 7 i lov om betalinger, hvorefter e-pengeinstitut eller betalingsinstitut skal have forsvarlige og effektive organisatoriske strukturer, forretningsgange og procedurer, samt § 11, stk. 1, nr. 10-17, om dokumentation for, at kravene er opfyldt.

Regler om produktgodkendelsesprocedurer gælder allerede for penge- og realkreditinstitutter, jf. bekendtgørelse nr. 1235 af 24. november 2017 om produktgodkendelsesprocedurer for detailbankprodukter.

§ 25 i lov om betalinger indeholder ikke i dag særlige regler om udvikling og distribution af produkter for e-pengeinstitutter og betalingsinstitutter.

Overtrædelse af § 25 straffes med bøde, jf. § 152, stk. 2, i lov om betalinger.

Det foreslås, at der i § 25 indsættes et nyt stk. 2, hvorefter der stilles krav om, at e-pengeinstitutter og betalingsinstitutter skal have effektive procedurer for godkendelse af nye produkter og tjenesteydelser, væsentlige ændringer i eksisterende produkter og tjenesteydelser samt distribution af disse.

Bestemmelsen er ny og implementerer de krav til virksomhedernes produktudvikling og distribution, som følger af Den Europæiske Banktilsynsmyndigheds (EBA) retningslinjer for produktudviklings- og produktstyringsprocesser for detailbankprodukter (EBA-GL-2015-18).

Bestemmelsen strafpålægges med bøde i medfør af § 152, stk. 2, i lov om betalinger.

Se i øvrigt bemærkningerne til lovforslagets § 4, nr. 17.

Det foreslås, at der i § 25 indsættes et nyt stk. 3, som medfører, at Finanstilsynet gives bemyndigelse til at udstede nærmere regler om de foranstaltninger, som e-pengeinstitutter og betalingsinstitutter skal træffe for at have effektive procedurer for godkendelse af nye produkter og tjenesteydelser, væsentlige ændringer i eksisterende produkter og tjenesteydelser samt distribution af disse, jf. det foreslåede stk. 2.

Regler om produktgodkendelsesprocedurer gælder allerede for penge- og realkreditinstitutter, jf. bekendtgørelse nr. 1235 af 24. november 2017 om produktgodkendelsesprocedurer for detailbankprodukter. Den foreslåede bemyndigelsesbestemmelse forventes udnyttet ved, at e-pengeinstitutter og betalingsinstitutter bliver omfattet af bekendtgørelsen, som samtidig tilpasses således, at den også omfatter produkter og tjenesteydelser omfattet af lov om betalinger.

Med ændringen af bekendtgørelsen vil der blive fastsat nærmere krav om, at e-pengeinstitutter og betalingsinstitutter skal have interne procedurer, som sikrer, at der er forretningsgange for udvikling af produkter. Der vil også blive fastsat krav om, at den relevante målgruppe for produktet skal identificeres, og at produktet er hensigtsmæssigt for den identificerede målgruppes interesser, formål og karakteristika, som bl.a. skal fastslås ved at teste produktet. Endvidere vil der blive fastsat krav om, at der skal ske en løbende overvågning af markedsførte produkter for at sikre, at produktet fortsat er hensigtsmæssigt for den identificerede målgruppe. Endelig skal de foranstaltninger, som træffes eller udføres, kunne dokumenteres over for Finanstilsynet.

Til nr. 9-13

Lov om betalinger §§ 31-33 og dennes bilag 2 fastlægger kravene til e-pengeinstitutters og betalingsinstitutters basiskapital.

Bestemmelserne er en implementering af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2015/2366/EU af 25. november 2015 om betalingstjenester i det indre marked, om ændring af direktiv 2002/65/EF, 2009/110/EF og 2013/36/EU og forordning nr. 1093/2010/EU om ophævelse af direktiv 2007/64/EF (PSD2).

I direktivet anvendes begrebet kapitalgrundlag frem for begrebet basiskapital. Tilsvarende gør sig gældende i Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 575/2013/EU af 26. juni 2013 om tilsynsmæssige krav til kreditinstitutter og investeringsselskaber og om ændring af forordning nr. 648/2012/EU (CRR), hvis bestemmelser om kapitalgrundlaget finder anvendelse for e-pengeinstitutter og betalingsinstitutter, jf. § 33 i lov om betalinger.

Det foreslås på den baggrund at ændre begrebet ”basiskapital” til ”kapitalgrundlag” i hele loven, jf. de foreslåede ændringer i overskriften før § 31, § 31, stk. 1, 4 og 5, § 32, stk. 1, 2 og 4, og § 33, stk. 1 og 3. Herved sikres en ensartet terminologi på området. Der tilsigtes ingen materielle ændringer med forslaget.

Til nr. 14

Efter § 135, stk. 1, nr. 7, kan Finanstilsynet inddrage en virksomheds tilladelse som e-pengeinstitut eller betalingsinstitut eller en begrænset tilladelse til udstedelse af elektroniske penge eller udbud af betalingstjenester, hvis virksomheden ikke overholder hvidvaskloven.

Det foreslås at ændre § 135, stk. 1, nr. 7, således at Finanstilsynet fremover kan inddrage en virksomheds tilladelse som e-pengeinstitut eller betalingsinstitut eller en begrænset tilladelse til udstedelse af elektroniske penge eller udbud af betalingstjenester, hvis virksomheden gør sig skyldig i grove eller gentagne overtrædelser af hvidvaskloven.

Inddragelse af en tilladelse er en indgribende foranstaltning, idet virksomheden ved inddragelsen af tilladelsen mister muligheden for at udøve de pågældende aktiviteter. Det fremgår derfor af bestemmelsen, at der skal være tale om grove eller gentagne overtrædelser af hvidvaskloven. Inddragelse af tilladelse vil således typisk være aktuelt efter, at Finanstilsynet har haft givet frist til berigtigelse af forholdet, og dette ikke er sket.

Det forudsættes som udgangspunkt, at en mindre indgribende reaktion er forsøgt anvendt over for den pågældende virksomhed eller person, før tilladelsen inddrages, eller at forholdene indebærer, at virksomheden ikke har mulighed for at rette op på overtrædelserne inden for en tilpas kort tidshorisont. Kan forholdene rettes op ved en mindre indgribende reaktion end inddragelse af tilladelse, skal den mindre reaktion vælges. En mildere reaktion kan bl.a. være, at Finanstilsynet giver påbud om, at virksomheden retter op på de kritisable forhold, at forholdet anmeldes til politiet eller at Finanstilsynet giver påbud om afsættelse af den virksomhedens hvidvaskansvarlige. En virksomheds manglende efterlevelse af påbud om afsættelse af den hvidvaskansvarlige, jf. hvidvasklovens § 51 a, vil som udgangspunkt være en grov overtrædelse af hvidvaskloven, der kan føre til inddragelse af tilladelsen.

Virksomheden skal indstille sin drift inden for den frist, som Finanstilsynet fastsætter i sin afgørelse om inddragelse af tilladelsen.

En afgørelse om inddragelse af tilladelse kan indbringes for Erhvervsankenævnet i medfør af § 143 i lov om betalinger.

Til nr. 15

Efter § 136, stk. 1, 1. pkt., i lov om betalinger, er Finanstilsynets ansatte under ansvar efter straffelovens §§ 152-152 e forpligtet til at hemmeligholde fortrolige oplysninger, som de får kendskab til gennem tilsynsvirksomheden, og fortrolige oplysninger, som de får kendskab til fra Finansiel Stabilitet, såfremt oplysningerne vedrører sager omfattet af kapitel 2 og 3.

Det forslås at ændre henvisningen i § 136, stk. 1, hvor der skrives ”kapitel 2 og 3” til ”kapitel 2, 3 og 8 og §§ 83-90”. Lovforslaget indebærer, at Finanstilsynets særlige tavshedspligt udvides til også at finde anvendelse på bestemmelserne i kapitel 8 og §§ 83-90, såfremt oplysningerne er modtaget i forbindelse med Finanstilsynets tilsynsvirksomhed.

Bestemmelserne i kapitel 8 omhandler databeskyttelse, operationel sikkerhed og autentifikation, mens bestemmelserne i §§ 83-90 omhandler udbydere af betalingstjenesters adgang til betalerens konto.

Det overordnede hensyn bag Finanstilsynets særlige tavshedspligt er, at den gør det muligt for Finanstilsynet at føre effektivt tilsyn med virksomhederne. Det er afgørende, at virksomhederne kan videregive oplysninger til Finanstilsynet i sikker forvisning om, at oplysningerne ikke videregives. Dette er særlig vigtigt set i sammenhæng med, at Finanstilsynet kan kræve alle oplysninger, som tilsynet skønner nødvendige. For at tilsynet kan få alle nødvendige oplysninger i en given sag, må virksomheder under tilsyn og kunderne således kunne have tillid til, at tilsynet ikke videregiver fortrolige oplysninger. Et andet hensyn bag tavshedspligten er et ønske om af konkurrencemæssige årsager at beskytte virksomheders forretningsmæssige forhold.

Lovforslaget indebærer, at bestemmelserne i kapitel 8 og §§ 83-90 bliver omfattet af Finanstilsynets særlige tavshedspligt og oplysninger kan dermed kun videregives, hvis der er hjemmel til videregivelsen i lov om betalinger. F.eks. vil betalingstjenesteudbyderes underretning til Finanstilsynet om større drifts- og sikkerhedshændelser efter § 127 i lov om betalinger blive omfattet af Finanstilsynets særlige tavshedspligt. Oplysningerne om underretningen kan videregives til f.eks. Den Europæiske Banktilsynsmyndighed, jf. lov om betalinger § 136, stk. 5, nr. 22, under forudsætning af, at modtageren af oplysningerne har behov herfor til varetagelsen af dennes opgaver.

Til nr. 16

Det følger af lov om betalinger § 144, stk. 6, 1. pkt., at Forbrugerombudsmanden ved overtrædelse af de bestemmelser, som opregnes i § 144, stk. 1, kan anlægge sag om forbud, påbud, erstatning og tilbagesøgning af uretmæssigt opkrævede beløb. Det følger af § 144, stk. 6, 2, pkt., at markedsføringslovens § 20, § 22, stk. 2, § 23, stk. 1, § 27, stk. 1, og § 28 finder tilsvarende anvendelse.

Det forslås at ændre henvisningen i § 144, stk. 6, 2. pkt., hvor der skrives ”Markedsføringslovens § 20, § 22, stk. 2, § 23, stk. 1, § 27, stk. 1, og § 28” til ”Markedsføringslovens § 24, § 25, stk. 2, § 28, stk. 1, § 32, stk. 1, og § 34”.

Ændringen er en konsekvens af, at den nye lov om markedsføring trådte i kraft den 1. juli 2017.

Der tilsigtes ingen materielle ændringer af bestemmelsen.

Til nr. 17

Det følger af § 152, stk. 2, i lov om betalinger, at overtrædelse af lovens § 25 straffes med bøde.

Der forslås at ændre henvisningen ”§§ 22 og 25”§ i § 152, stk. 2, således at der henvises til ”§ 22 og § 25, stk. 1 og 2”. Ændringen er en konsekvens af, at der i § 25 indsættes et nyt stk. 2 og 3, der ikke strafbelægges.

Ændringen foreslås som følge af, at der med lovforslagets § 4, nr. 8, foreslås en ny § 25, stk. 2, hvorefter der stilles krav om, at e-pengeinstitutter og betalingsinstitutter skal have effektive procedurer for godkendelse af nye produkter og tjenesteydelser, væsentlige ændringer i eksisterende produkter og tjenesteydelser samt distribution af disse. Den foreslåede bestemmelse i § 25, stk. 2 ønskes strafpålagt.

Ansvarssubjektet for overtrædelse af § 25, stk. 2, vil være e-pengeinstituttet eller betalingsinstituttet.

Den strafbare handling vil bestå i at e-pengeinstituttet eller betalingsinstituttet ikke har effektive procedurer for godkendelse af nye produkter og tjenesteydelser, væsentlige ændringer i eksisterende produkter og tjenesteydelser samt distribution af disse, i overensstemmelse med de nærmere regler herom, der vil blive fastsat for e-pengeinstitutter og betalingsinstitutter, i medfør af den foreslåede bemyndigelsesbestemmelse i § 25, stk. 3, i lov om betalinger.

Til nr. 18 og 19

Bilag 2 til lov om betalinger vedrører opgørelse af krav til betalingsinstitutters basiskapital jf. § 32, stk. 1, nr. 2, i lov om betalinger.

Det foreslås at ændre begrebet ”basiskapital” til ”kapitalgrundlag” og de forskellige bøjningsformer heraf i hele bilaget. Ændringerne er en konsekvens af, at begrebet ændres i de relevante bestemmelser i lov om betalinger. Herved sikres en ensartet terminologi på området. Der tilsigtes ingen materielle ændringer med forslaget.