Lov om ændring af lov om finansiel virksomhed, lov om kapitalmarkeder og forskellige andre love (Gennemførelse af anbefalingerne fra arbejdsgruppen for eftersyn af den finansielle regulering og ændring af reglerne for udpegning af SIFI’er i Danmark m.v.) § 1

Til nr. 1

Bestemmelsen i § 1, stk. 2, 2. pkt., i lov om finansiel virksomheder oplister bestemmelser i loven, som finder anvendelse på finansielle holdingvirksomheder.

Bestemmelsen i § 1, stk. 2, 4. pkt., i lov om finansiel virksomheder oplister bestemmelser i loven, som både finder anvendelse på finansielle holdingvirksomheder og blandende holdingvirksomheder. Det følger af § 1, stk. 2, 4. pkt., lov om finansiel virksomhed, at lovens 71 b finder anvendelse på finansielle holdingvirksomheder og blandende holdingvirksomheder.

Som følge af at § 71 b, fremover ikke skal finde anvendelse på blandende holdingvirksomheder jf. lovforslagets § 1, nr. 10, er det af lovtekniske grunde nødvendigt at lade henvisningen til § 71 b udgå af § 1, stk. 2, 4. pkt., i lov om finansiel virksomhed, og i stedet indsætte henvisningen til i § 71 b i § 1, stk. 2, 2. pkt., i lov om finansiel virksomhed.

Det foreslås derfor, at der indsættes en henvisning § 71 b i § 1, stk. 2, 2. pkt.

Ændringen vil medføre at § 71 b alene finder anvendelse på finansielle holdingvirksomheder og ikke længere blandende holdingvirksomheder.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 1, nr. 2 og 10.

Til nr. 2

Bestemmelsen i § 1, stk. 2, 2. pkt., i lov om finansiel virksomheder oplister bestemmelser i loven, som finder anvendelse på finansielle holdingvirksomheder.

Bestemmelsen i § 1, stk. 2, 4. pkt., i lov om finansiel virksomheder oplister bestemmelser i loven, som både finder anvendelse på finansielle holdingvirksomheder og blandende holdingvirksomheder. Det følger af § 1, stk. 2, 4. pkt., lov om finansiel virksomhed, at lovens 71 b finder anvendelse på finansielle holdingvirksomheder og blandende holdingvirksomheder.

Som følge af at § 71 b, fremover ikke skal finde anvendelse på blandende holdingvirksomheder jf. lovforslagets § 1, nr. 10, er det af lovtekniske grunde nødvendigt at lade henvisningen til § 71 b udgå af § 1, stk. 2, 4. pkt., i lov om finansiel virksomhed, og i stedet indsætte henvisningen til i § 71 b i § 1, stk. 2, 2. pkt., i lov om finansiel virksomhed.

Det foreslås derfor, at lade henvisningen til § 71 b i § 1, stk. 2, 4. pkt. udgå.

Ændringen vil medføre at § 71 b alene finder anvendelse på finansielle holdingvirksomheder og ikke længere blandende holdingvirksomheder.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 1, nr. 1 og 10.

Til nr. 3

Med dette lovforslags § 1, nr. 18, foreslås, at der indsættes et nyt kapitel 20 h i lov om finansiel virksomhed, som indeholder særlige regler for STS-certificeringsbureauer. Et STS-certificeringsbureau er, jf. definitionen i det foreslåede § 5, stk. 1, nr. 68, i lov om finansiel virksomhed, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 4, en juridisk person omfattet af artikel 28 i Europa-Parlamentets og Rådets Forordning 2017/2402/EU af 12. december 2017 om en generel ramme for securitisering og om oprettelse af en specifik ramme for simpel, transparent og standardiseret securitisering (STS-forordningen), der kontrollerer og erklærer om en securitisering og opfylder kriterierne i STS-forordningens artikel 19-22 eller 23-26.

Som en konsekvens af indførelsen af et nyt kapitel 20 h indeholdende særlige regler for STS-certificeringsbureauer, foreslås et nyt § 1, stk. 14, i lov om finansiel virksomhed, hvoraf følger, at lovens kapitel 20 h finder anvendelse på STS-certificeringsbureauer.

Den foreslåede bestemmelse i § 1, stk. 14, er nødvendig for, at det foreslåede kapitel 20 h finder anvendelse for STS-certificeringsbureauer.

Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 4 og nr. 18, samt de tilhørende bemærkninger for nærmere information om STS-certificeringsbureauer.

Til nr. 4

Det foreslås, at der i § 5, stk. 1, nr. 68, i lov om finansiel virksomhed, indføres en definition af et STS-certificeringsbureau. Det foreslås, at STS-certificeringsbureauer defineres som en juridisk person, der er omfattet af artikel 28 i Europa-Parlamentets og Rådets Forordning 2017/2402/EU af 12. december 2017 om en generel ramme for securitisering og om oprettelse af en specifik ramme for simpel, transparent og standardiseret securitisering (STS-forordningen), der kontrollerer og erklærer om en securitisering og opfylder kriterierne i STS-forordningens artikel 19-22 eller 23-26.

STS-forordningen indeholder ikke nogen definition af disse aktører, som med forordningen skal underlægges en tilladelsesordning hos de nationale kompetente myndigheder. Forordningen beskriver alene disse aktører som ”tredjepart”. For at præcisere forståelsen af reglerne for disse aktører, som foreslås indarbejdet i lov om finansiel virksomhed, vurderes det derfor hensigtsmæssigt med den foreslåede definition.

Til nr. 5

Det følger af lov om finansiel virksomhed § 24, stk. 1, at pengeinstitutter, realkreditinstitutter og forsikringsselskaber kan drive virksomhed, der er accessorisk til den virksomhed, der er givet tilladelse til. Finanstilsynet kan bestemme, at den accessoriske virksomhed skal udøves af et andet selskab.

Pengeinstitutter, realkreditinstitutter og forsikringsselskaber har ikke fri adgang til at drive anden virksomhed, end den der er givet tilladelse til. Som udgangspunkt kan disse virksomheder alene udøve de aktiviteter, som er oplistet i § 7, stk. 1 (pengeinstitutter), § 8, stk. 1 (realkreditinstitutter) og § 11, stk. 1 (forsikringsselskaber), i lov om finansiel virksomhed. I tillæg hertil giver reglerne i §§ 24-26 i lov om finansiel virksomhed pengeinstitutter, realkreditinstitutter og forsikringsselskaber mulighed for at udøve andre aktiviteter i et begrænset omfang.

Området for lovlig pengeinstitutvirksomhed, realkreditvirksomhed og forsikringsvirksomhed udvides således med §§ 24-26 i lov om finansiel virksomhed. Virksomhederne kan udover de regulerede aktiviteter drive virksomhed, der er accessorisk, jf. § 24, midlertidig virksomhed til sikring eller afvikling af forud indgåede eksponeringer eller med henblik på medvirken ved omstrukturering af erhvervsvirksomheder, jf. § 25 samt anden virksomhed, hvis instituttet ikke har en bestemmende indflydelse i denne, jf. § 26.

Bilag 1, 3, 7 og 8 til lov om finansiel virksomhed indeholder i øvrigt kerneområdet for henholdsvis pengeinstitutvirksomhed, realkreditvirksomhed og forsikringsvirksomhed. Pengeinstitutter må endvidere udøve de aktiviteter som er nævnt i bilag 4, afsnit A, til lov om finansiel virksomhed (værdipapirhandleraktiviteter).

Det foreslås, at der efter 1. pkt., i § 24, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed, indsættes et nyt pkt., hvor det tilføjes, at også digitale løsninger og services, der er er forbundet med eller i naturlig forlængelse af den tilladte virksomhed, anses som accessorisk virksomhed.

Med den foreslåede ændring tydeliggøres det, at pengeinstitutter, realkreditinstitutter og forsikringsselskaber kan udvikle og tilbyde nye digitale løsninger og services til virksomhedens kunder, når denne er forbundet med eller i naturlig forlængelse af den traditionelle virksomhed.

Den nærmere afgrænsning af begrebet ”accessorisk virksomhed”, herunder også de forskellige former for digitale løsninger og services, fastlægges fortsat ved administrativ praksis under hensyntagen til den samfundsmæssige udvikling i overensstemmelse med bemærkningerne til § 24, jf. Folketingstidende 2002-2003, tillæg A, side 4642, L 176 som fremsat den 12. marts 2003.

Det er en betingelse for at kunne anses for at være accessorisk virksomhed, at de digitale løsninger og services er i naturlig forlængelse af den tilladte virksomhed. Dette kan på pengeinstitutområdet og realkreditområdet eksempelvis være forbrugsoverblik, eller finansielt overblik på tværs af forskellige virksomheder. På forsikringsområdet kan det eksempelvis være at give et overskueligt overblik over forsikringsforhold.

Hvis løsningerne ikke fremstår som en naturlig forlængelse af virksomheden, kan de i stedet blive betragtet som anden virksomhed i henhold til § 26 i lov om finansiel virksomhed, hvis betingelserne herfor er opfyldt.

Til nr. 6

Det følger af § 26, stk. 1, at pengeinstitutter, realkreditinstitutter, fondsmæglerselskaber og forsikringsselskaber uanset §§ 7-9, 11, 24 og 25 i fællesskab med andre kan drive anden virksomhed, hvis den finansielle virksomhed ikke har bestemmende indflydelse på den anden virksomhed, at de andre virksomheder i fællesskabet ikke er i koncern eller administrationsfællesskab med den finansielle virksomhed, og at den anden virksomhed udøves i et andet selskab end den finansielle virksomhed.

Pengeinstitutter, realkreditinstitutter og forsikringsselskaber har ikke fri adgang til at drive anden virksomhed, end den der er givet tilladelse til. Som udgangspunkt kan disse virksomheder alene udøve de aktiviteter, som er oplistet i § 7, stk. 1 (pengeinstitutter), § 8, stk. 1 (realkreditinstitutter) og § 11, stk. 1 (forsikringsselskaber), i lov om finansiel virksomhed. I tillæg hertil giver reglerne i §§ 24-26 i lov om finansiel virksomhed pengeinstitutter, realkreditinstitutter og forsikringsselskaber mulighed for at udøve andre aktiviteter i et begrænset omfang.

Området for lovlig pengeinstitutvirksomhed, realkreditvirksomhed og forsikringsvirksomhed udvides således med §§ 24-26 i lov om finansiel virksomhed. Virksomhederne kan udover de regulerede aktiviteter drive virksomhed, der er accessorisk, jf. § 24, midlertidig virksomhed til sikring eller afvikling af forud indgåede eksponeringer eller med henblik på medvirken ved omstrukturering af erhvervsvirksomheder, jf. § 25 samt anden virksomhed, hvis instituttet ikke har en bestemmende indflydelse i denne, jf. § 26.

Bilag 1, 3, 7 og 8 til lov om finansiel virksomhed indeholder i øvrigt kerneområdet for henholdsvis pengeinstitutvirksomhed, realkreditvirksomhed og forsikringsvirksomhed. Pengeinstitutter må endvidere udøve de aktiviteter som er nævnt i bilag 4, afsnit A, til lov om finansiel virksomhed (værdipapirhandleraktiviteter).

Lov om finansiel virksomhed § 26, stk. 1, giver således de omfattede virksomheder mulighed for at drive enhver type erhvervsvirksomhed under de fastsatte betingelser, jf. bemærkningerne til § 26, jf. Folketingstidende 2002-2003, tillæg A, side 4642, L 176 som fremsat den 12. marts 2003. I henhold til den nuværende stk. 2, kan Finanstilsynet give en tidsfrist for afhændelse, hvis en finansiel virksomhed kommer til at drive anden virksomhed i strid med lov om finansiel virksomhed.

Bestemmelsen indebærer, at f.eks. et pengeinstitut i fællesskab med en eller flere andre kan drive alle former for erhvervsvirksomhed, eksempelvis industri- eller rederivirksomhed. Den fælles drift har imidlertid ikke hidtil kunne ske sammen med finansielle virksomheder, der indgår i koncern med den finansielle virksomhed, eller for så vidt angår forsikringsvirksomhed i administrationsfællesskab med forsikringsselskabet. Et moderselskab, der ikke er en finansiel virksomhed, har derimod kunne drive virksomheden med en dattervirksomhed, som er en finansiel virksomhed.

Det foreslås, at indsætte et nyt stk. 3 i § 26 i lov om finansiel virksomhed, hvorefter pengeinstitutter kan udøve visse aktiviteter, der ikke er omfattet af tilladt accessorisk virksomhed, hvis aktiviteten ligger i forlængelse af pengeinstituttets bankdrift, og opfylder en række betingelser til indkapsling af risici, som oplistes i den foreslåede § 26, stk. 3, nr. 1-4.

Det foreslås med betingelsen i nr. 1 , at aktiviteterne skal udøves i et andet selskab end pengeinstituttet, og risiciene skal være indkapslet deri. Ifølge bestemmelsen skal de risici, som pengeinstituttet påtager sig ved at drive denne form for virksomhed, indkapsles tilstrækkeligt i det pågældende datterselskab gennem selvstændig kapitalisering. Det betyder, at risikoen ikke må ligge på moderselskabet gennem hæftelse på vegne af datterselskabet, men det betyder derimod ikke, at moderselskabet ikke kan udøve lån til datterselskabet. Bestemmelsen stiller ikke krav om, at aktiviteter, der udøves i henhold til § 24 og den foreslåede § 26, stk. 3, i lov om finansiel virksomhed skal udøves i forskellige selskaber. Aktiviteter tilladt i henhold til § 24 kan således udøves i et selskab oprettet til at udøve aktiviteter i henhold til § 26, stk. 3.

Det foreslås med betingelsen i § 26, stk. 3, nr. 2 , at aktiviteterne skal udøves i et datterselskab til pengeinstituttet. Dette betyder, at pengeinstituttet har bestemmende indflydelse på virksomheden. Det står i modsætning til den nuværende § 26, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed, hvorefter den finansielle virksomhed ikke må have bestemmende indflydelse på virksomheden med aktiviteterne.

Det foreslås med betingelsen i nr. 3 , at selskabet, hvori aktiviteterne udøves, skal være selvstændigt kapitaliseret. Dette betyder, at selskabet skal være et selskab med begrænset ansvar.

Det foreslås med betingelsen i § 26, stk. 3, nr. 4 , at aktiviteterne desuden ikke må udgøre en betydelig del af instituttets aktivitet. Herved skal forstås, omfanget af aktiviteterne ikke må kunne bringe instituttets solvensoverdækning i fare. Ved vurdering af, om selskabet udgør en betydelig del af instituttets aktivitet, vil det blandt andet kunne tages i betragtning, hvad indtægterne udgør, og hvor stor balancen er i forhold til moderselskabet.

Med forslaget vil det være muligt for pengeinstitutter at udøve nye former for aktiviteter, som ikke hidtil har været lovlige. Det er dog ikke hensigten med forslaget, at udøvelsen af enhver form for virksomhed fremadrettet skal være lovlig for pengeinstitutter, blot aktiviteten udøves i et selvstændigt kapitaliseret datterselskab.

Den type virksomhed, som den foreslåede bestemmelse i § 26, stk. 3, i lov om finansiel virksomhed giver mulighed for at udøve, er virksomhed, som pengeinstituttet ikke allerede lovligt kan drive som accessorisk virksomhed efter § 24 i lov om finansiel virksomhed. Aktiviteterne skal have en relation til pengeinstitutdriften eller være virksomhed, hvor pengeinstituttet har oparbejdet særlige kompetencer indenfor et givent område som led i dets virksomhed, som kan anvendes til gavn for pengeinstituttets kunder. Aktiviteterne skal således som udgangspunkt være rettet mod pengeinstituttets sædvanlige kundekreds.

Et pengeinstitut i et selvstændigt kapitaliseret datterselskab får med bestemmelsen eksempelvis mulighed for at udøve leasinglignende aktiviteter, hvor aftalerne har løbetider ned til en måned. Omvendt bør pengeinstitutter ikke i et datterselskab kunne drive eksempelvis industri- og produktionsvirksomhed eller detailhandel.

Til nr. 7

Efter den gældende lov om finansiel virksomhed § 29, stk. 1, må forsikringsvirksomheder opføre, eje og drive fast ejendom. Stk. 2 fastsætter, at livsforsikringsselskaber kan opføre boligbyggeri med videresalg for øje, når der til byggeriet er opnået tilsagn om en andel i bevillingsrammen efter § 1 c eller regler fastsat i medfør af § 1, stk. 4, i lov om fremme af privat udlejningsbyggeri og mindst halvdelen af beboelseslejlighederne udlejes til helårsbeboelse. Stk. 3 begrænser denne mulighed og fastsætter, at den andel af beboelseslejlighederne, der opføres med henblik på videresalg, ikke må have en værdi, der overstiger 1 pct. af de forsikringsmæssige hensættelser.

Det foreslås, at ophæve § 29, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed. Dette foreslås som følge af, at kravet om, at forsikringsselskabers opførelse, ejerskab og drift af fast ejendom kun kunne ske til varig anbringelse af midler blev afskaffet ved lov nr. 532 af 29. april 2015. Denne lovændring har medført, at bestemmelsen i stk. 2 om livsforsikringsselskabernes opførelse af boligbyggerier har ændret sig fra at være en undtagelse af forbuddet mod ejendomsspekulation i stk. 1, til at være en begrænsning mod handel i fast ejendom.

Det foreslås endvidere, at ophæve § 29, stk. 3, da begrænsningen i stk. 3 er knyttet sammen med bestemmelsen i stk. 2, foreslås denne bestemmelse tillige ophævet. Endvidere er hensynet bag bestemmelsen i dag varetaget i lov om finansiel virksomhed § 158, hvorefter forsikringsselskaber skal investere deres aktiver således, at forsikringstagernes og de begunstigedes interesser varetages bedst muligt. Bestemmelsen i stk. 3 vurderes således at være overflødig.

Forslaget om ophævelse af stk. 2 og 3 indebærer, at livsforsikringsselskaber vil opnå samme muligheder for at investere i fast ejendom som andre forsikringsselskaber. Livsforsikringsselskaberne vil herefter have fri mulighed for at opføre, eje og drive fast ejendom på samme vilkår som andre forsikringsselskaber har i dag. Livforsikringsselskaberne vil dog stadig skulle overholde øvrige krav om midlernes anbringelse, herunder kravet § 158 i lov om finansiel virksomhed.

Til nr. 8

I medfør af § 71, stk. 1, i lov om finansiel skal en finansiel virksomhed have effektive former for virksomhedsstyring, herunder betryggende kontrol- og sikringsforanstaltninger på it-området.

Det følger af § 71, stk. 2, 2. pkt., i lov om finansiel virksomhed, at Finanstilsynet kan fastsætte nærmere regler om hændelsesrapportering ved eventuelle hændelser, herunder fastsætte nærmere regler om krav om underretning af Finanstilsynet og Center for Cybersikkerhed ved en hændelse, der har en negativ indvirkning på sikkerheden i virksomhedens net- og informationssystemer.

Hjemlen blev indsat med lov nr. 436 af 8. maj 2018 om net- og informationssikkerhed for domænenavnssystemer og visse digitale tjenester og ændring af lov om finansiel virksomhed og lov om kapitalmarkeder, som følge af implementeringen af Rådets og Europa-Parlamentets direktiv 2016/1148/EU af 6. juli 2016 om foranstaltninger, der skal sikre et højt fælles sikkerhedsniveau for net- og informationssystemer i hele Unionen (herefter NIS-direktivet), EU-Tidende 2016, nr. L 194, side 1. Hjemlen er udnyttet i bekendtgørelse 1026 af 30. juni 2016 om ledelse og styring af pengeinstitutter mv., som ændret ved bekendtgørelse nr. 461 af 9. maj 2018.

Ved en fejl blev hjemlen indsat i § 71, stk. 2, 2. pkt., i lov om finansiel virksomhed. Hjemlen skulle rettelig have været indsat som § 71, stk. 4, 2. pkt.

Med henblik på at rette op herpå, foreslås det, at 2. pkt. i § 71, stk. 2, udgår og i stedet indsættes som 2. pkt. i § 71, stk. 4. Ændringen skal ses i sammenhæng med den foreslåede ændring til lovforslagets § 1, nr. 9.

I forbindelse ophævelse af § 71, stk. 2, 2. pkt. foreslås det i øvrigt i lovforslagets § 14, stk. 6, at de eksisterende regler i bekendtgørelse 1026 af 30. juni 2016 om ledelse og styring af pengeinstitutter mv., som ændret ved bekendtgørelse nr. 461 af 9. maj 2018, der er udstedt i medfør af bemyndigelsen, forbliver i kraft indtil de ændres eller ophæves.

Der er således ikke tale om ændringer af materiel karakter.

Til nr. 9

I medfør af § 71, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed skal en finansiel virksomhed have effektive former for virksomhedsstyring, herunder betryggende kontrol- og sikringsforanstaltninger på it-området.

Det følger af § 71, stk. 4, i lov om finansiel virksomhed, at Finanstilsynet kan fastsætte nærmere regler om de foranstaltninger, som en finansiel virksomhed skal træffe for at have effektive former for virksomhedsstyring, herunder betryggende kontrol- og sikringsforanstaltninger på it-området. Denne bemyndigelse er bl.a. udnyttet ved bekendtgørelse nr. 1026 af 30. juni 2016 om ledelse og styring af pengeinstitutter m.fl. (herefter kaldet ledelsesbekendtgørelsen), hvoraf bekendtgørelsens bilag 5 stiller nærmere krav til it-sikkerhed.

Det følger bl.a. af ledelsesbekendtgørelsens bilag 5, at bestyrelsen skal beslutte en it-sikkerhedspolitik for virksomheden, som ud fra den ønskede risikoprofil på it-området skal indeholde en overordnet stillingtagen til alle væsentlige forhold vedrørende it-sikkerheden. Hvad der er væsentligt afhænger bl.a. af virksomhedens størrelse samt omfanget og kompleksiteten af virksomhedens it-anvendelse.

Det foreslås, at indsætte et 2. pkt. i bestemmelsen, hvorefter Finanstilsynet endvidere kan fastsætte nærmere regler om hændelsesrapportering ved eventuelle hændelser, herunder fastsætte nærmere regler om krav om underretning af Finanstilsynet og Center for Cybersikkerhed ved en hændelse, der har en negativ indvirkning på sikkerheden i virksomhedens net- og informationssystemer.

Hjemlen blev oprindeligt indsat i § 71, stk. 2, 2. pkt., med lov nr. 436 af 8. maj 2018 om net- og informationssikkerhed for domænenavnssystemer og visse digitale tjenester og ændring af lov om finansiel virksomhed og lov om kapitalmarkeder, som følge af implementeringen af Rådets og Europa-Parlamentets direktiv 2016/1148/EU af 6. juli 2016 om foranstaltninger, der skal sikre et højt fælles sikkerhedsniveau for net- og informationssystemer i hele Unionen (herefter NIS-direktivet), EU-Tidende 2016, nr. L 194, side 1.

Ved en fejl blev hjemlen indsat i § 71, stk. 2, 2. pkt., i lov om finansiel virksomhed. Hjemlen skulle rettelig have været indsat som § 71, stk. 4, 2. pkt.

Med henblik på at rette op herpå foreslås det, at flytte 2. pkt. i § 71, stk. 2, og i stedet indsætte det som 2. pkt. i § 71, stk. 4. Ændringen skal ses i sammenhæng med den foreslåede ændring til lovforslagets § 1, nr. 8.

I forbindelse med den foreslåede ophævelse af § 71, stk. 2, 2. pkt., og indsættelse i § 71, stk. 4, 2. pkt., foreslås det i øvrigt i lovforslagets § 14, stk. 6, at de eksisterende regler i bekendtgørelse 1026 af 30. juni 2016 om ledelse og styring af pengeinstitutter mv., som ændret ved bekendtgørelse nr. 461 af 9. maj 2018, der er udstedt i medfør af bemyndigelsen, forbliver i kraft indtil de ændres eller ophæves.

Der er således ikke tale om ændringer af materiel karakter.

Til nr. 10

Efter § 71 b, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed skal en modervirksomhed udarbejde og vedligeholde en koncerngenopretningsplan i koncerner, hvor den øverste modervirksomhed er beliggende i Danmark, og hvor modervirksomheden er et pengeinstitut, et realkreditinstitut, et fondsmæglerselskab I, en blandet holdingvirksomhed eller en finansiel holdingvirksomhed. Forpligtelsen gælder efter § 71 b, stk. 1, 2. pkt., alene finansielle holdingvirksomheder, der mindst har én dattervirksomhed, som er et pengeinstitut, et realkreditinstitut eller et fondsmæglerselskab I.

Det skal fremgå af koncerngenopretningsplanen, hvilke tiltag modervirksomheden vurderer skal træffes for at genoprette den finansielle situation i modervirksomheden og i hver enkelt dattervirksomhed, i situationer hvor der sker en hastig eller betydelig forværring af den finansielle situation i en eller flere af virksomhederne i koncernen. Det følger af § 71 b, stk. 1, sidste pkt., at § 71 a, stk. 1 og 2, som beskriver kravene til genopretningsplaner, finder tilsvarende anvendelse på den øverste modervirksomhed og for koncerngenopretningsplanen med de fornødne tilpasninger.

Det foreslås, at blandede holdingvirksomheder udgår af bestemmelsen.

Forslaget medfører, at blandede holdingvirksomheder fremover ikke vil være omfattet af kravet om udarbejdelse og vedligeholdelse af en koncerngenopretningsplan.

Bestemmelsen implementerer artikel 7 i BRRD.

Til nr. 11

Det følger af § 88, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed, at en række bestemmelser i selskabsloven finder anvendelse på andelskasser med de nødvendige tilpasninger og med de afvigelser, der fremgår af lov om finansiel virksomhed.

Bestemmelsen omfatter både andelskasser med lovbestemte stemmeretsbegrænsninger og de andelskasser, hvor de lovbestemte stemmeretsbegrænsninger er bortfaldet i henhold til § 85 a i lov om finansiel virksomhed, og hvor der ikke er indsat stemmeretsbegrænsninger i vedtægterne. De bestemmelser i selskabsloven, som er oplistet i § 88, stk. 1, finder således anvendelse for alle de nævnte andelskasser.

Selskabslovens §§ 106 og 107 vedrørende vedtagelseskrav til vedtægtsændringer har imidlertid ikke hidtil været omfattet af § 88 og har dermed ikke fundet anvendelse på andelskasser. Eventuelle bestemmelser om vedtagelseskrav til vedtægtsændringer har i stedet alene fremgået af andelskassernes vedtægter.

Det foreslås, at selskabslovens regler om vedtagelseskrav til vedtægtsændringer i § 96, stk. 2, § 106, stk. 1, og § 107, stk. 1 og 2, nr. 1-4, 6 og 7, finder anvendelse med de nødvendige tilpasninger og med de afvigelser, der fremgår af denne lovs bestemmelser på andelskasser, som er omfattet af § 85 a, stk. 1, og hvor andelskassen ikke har fastsat stemmeretsbegrænsninger svarende til de lovbestemte stemmeretsbegrænsninger i andelskassens vedtægter.

Med ”nødvendige tilpasninger” menes, at bestemmelserne i selskabsloven f.eks. tilpasses således, at ”selskabskapital” forstås som ”andelskapital”, og ”kapitalejere” som ”andelshavere”.

Den foreslåede bestemmelse indebærer, at vedtægtsændringer i andelskasser, hvor de lovbestemte stemmeretsbegrænsninger er bortfaldet i medfør af § 85 a i lov om finansiel virksomhed, og hvor der i andelskassen ikke er indsat stemmeretsbegrænsninger svarende til de lovbestemte stemmeretsbegrænsninger i vedtægterne, fremover kræver 2/3 flertal af såvel de afgivne stemmer, som af den del af andelskapitalen, som er repræsenteret på generalforsamlingen, jf. selskabslovens § 106, stk. 1.

Derudover stilles yderligere krav til vedtægtsændringer, hvorved andelshavernes forpligtelser over for andelskassen forøges, som fremover kun er gyldige, hvis samtlige andelshavere er enige herom, jf. selskabslovens § 107, stk. 1.

Vedtægtsændringer, som blandt andet omhandler ret til udbytte, overdragelse af andelskapital, mulighed for andelshaveres udøvelse af stemmeret for egne eller andres andelskapital og bestemmelser om sprog på generalforsamlingen og internt i andelskassen, skal tiltrædes af mindst 9/10 såvel af de afgivne stemmer som af den på generalforsamlingen repræsenterede andelskapital, jf. selskabslovens § 107, stk. 2, nr. 1-4, 6 og 7.

Indkaldelsen til generalforsamlingen skal indeholde den fulde ordlyd af vedtægtsændringen, hvis der på en generalforsamling i en omfattet andelskasse skal træffes beslutning efter blandt andet § 107, stk. 1 eller 2, jf. selskabslovens § 96, stk. 2.

Til nr. 12

Ifølge § 117, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed må bestyrelsesmedlemmer m.fl. samt øvrige ansatte ikke uberettiget videregive eller udnytte fortrolige oplysninger, som de under udøvelsen af deres hverv er blevet bekendt med. Som et typetilfælde, hvor videregivelse efter praksis anses for berettiget er bl.a. videregivelse af oplysninger med kundens samtykke.

Lov om finansiel virksomhed § 123 indeholder formkrav og oplysningskrav, som knytter sig til et samtykke. Det fremgår af § 123, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed, at et samtykke til videregivelse af oplysninger skal afgives i skriftlig form. I medfør af bestemmelsens stk. 2, kan samtykke til brug for indgåelse af forsikringsaftaler på baggrund af telefonisk henvendelse dog afgives mundtligt, så længe forsikringsselskabet senest 14 dage efter aftalens indgåelse, oplyser kunden om samtykkets rækkevidde. Bestemmelsens stk. 3, indeholder regler om, at den finansielle virksomhed på kundens anmodning skal oplyse om samtykkets rækkevidde. Og sidst indeholder stk. 4 et krav til, at den finansielle virksomhed ved indhentelsen af det skriftlige samtykke skal oplyse kunden om muligheden for efter stk. 3, at få oplyst om samtykkets rækkevidde.

Kravene til samtykke har indtil den 25. maj 2018 været fortolket i overensstemmelse med kravene i § 3, nr. 8, i persondataloven. Den 25. maj 2018 trådte databeskyttelsesforordningen i kraft. Reglerne om samtykke i lov om finansiel virksomhed har herefter fungeret som særregler i henhold til databeskyttelsesforordningens samtykkeregel i artikel 7, jf. definitionen af samtykke i artikel 4, nr. 11. Der sondres i praksis ikke mellem kravene til et gyldigt samtykke fra fysiske og juridiske personer.

Det følger af databeskyttelsesforordningens artikel 4, nr. 11, at der ved samtykke forstås enhver frivillig, specifik og utvetydig viljestilkendegivelse fra den registrerede, hvorved den registrerede ved erklæring eller klar bekræftelse indvilger i, at personoplysninger, der vedrører den pågældende selv, gøres til genstand for behandling. Et samtykke kan både afgives mundtligt, skriftligt og digitalt. Det er endvidere et krav, i henhold til databeskyttelsesforordningens artikel 7, at den dataansvarlige kan påvise, at den registrerede har givet samtykke til behandlingen af sine personoplysninger. Kan den dataansvarlige ikke bevise, at der foreligger et gyldigt samtykke, er konsekvensen, at samtykket ikke kan anses for at være i overensstemmelse med forordningen og kan dermed ikke udgøre et lovligt behandlingsgrundlag.

Det foreslås, at ophæve § 123 i lov om finansiel virksomhed.

Ophævelsen af § 123 i lov om finansiel virksomhed vil betyde, at finansielle virksomheder ikke længere skal opfylde formkrav i forbindelse med indhentelse af et samtykke. Finansielle virksomheder vil heller ikke længere være forpligtede til at skulle oplyse om samtykkets rækkevidde på kundens anmodning.

Ophævelsen af bestemmelsen vil endvidere betyde, at Finanstilsynet ikke længere vil være kompetent myndighed til at behandle spørgsmål om gyldigheden af samtykker til videregivelse af oplysninger om fysiske personer, da dette alene vil reguleres af databeskyttelsesforordningens regler, der administreres af Datatilsynet. Datatilsynet vil blive enekompetent til at behandle disse spørgsmål vedrørende samtykker fra fysiske personer samt til at yde vejledning til de finansielle virksomheder om kravene hertil. Ligeledes vil det i forbindelse med behandling af sager om videregivelse af oplysninger om fysiske personer efter reglerne i kapitel 9 i lov om finansiel virksomhed være Datatilsynet, der vurderer, om der foreligger et gyldigt samtykke.

Finanstilsynet vil fortsat være kompetent myndighed til at behandle spørgsmål om gyldigheden af samtykker til finansielle virksomheders videregivelse af oplysninger om juridiske personer.

Kravene til et gyldigt samtykke har efter gældende ret været fortolket i overensstemmelse med persondatareglerne, herunder så der ved et samtykke forstås en frivillig, specifik og utvetydig viljestilkendegivelse fra kunden, og kravene har været fortolket ens i forhold til fysiske og juridiske personers samtykke. Med lovændringen vil det være naturligt, at Finanstilsynet, når det fremover skal vurderes, hvorvidt der er afgivet et gyldigt samtykke fra en juridisk person, ikke længere benytter sig af principperne fra databeskyttelsesreglerne, men i stedet anlægger en konkret vurdering af samtykket ud fra almindelig aftaleret. Fortolkningsregler og principper i aftaleretten vil således også kunne inddrages i vurderingen, herunder den såkaldte koncipistregel, som betyder, at en uklar aftale fortolkes imod affatteren. Koncipistreglen vil på den måde kunne medvirke til, at eventuelle uklarheder om samtykkets rækkevidde eller gyldighed i øvrigt vil fortolkes til fordel for kunden.

Det vil fortsat påhvile den finansielle virksomhed at bevise, at der er indhentet et gyldigt samtykke. Denne pligt følger af, at det er virksomheden, der må løfte bevisbyrden for, at videregivelsen ikke har været uberettiget efter § 117, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed.

Til nr. 13

Rapport om eftersyn af den finansielle regulering fra marts 2018 indeholder en anbefaling om, at kravet om, at unoterede forsikringsvirksomheder skal udarbejde halvårsrapporter, ophæves, så disse virksomheder ikke længere er forpligtet til at udarbejde og offentliggøre halvårsrapporter. Denne anbefaling gennemføres ved at ændre bekendtgørelse nr. 688 af 1. juni 2016 om finansielle rapporter for forsikringsselskaber og tværgående pensionskasser, således at unoterede forsikringsselskaber og tværgående pensionskasser undtages fra bekendtgørelsens krav om at skulle udarbejde halvårsrapporter.

Som følge af at unoterede forsikringsselskaber og pensionsselskaber skal undtages fra pligten til at udarbejde halvårsrapporter, ophæves og nyafattes den ændring af § 195, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed, der blev vedtaget med lov nr. 532 af 29. april 2015, men som endnu ikke er sat i kraft. Herved vil det blive præciseret i 195, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed, at det alene er de virksomheder, der har pligt til at udarbejde halvårsrapporter, der skal indsende sådanne til Erhvervsstyrelsen. Den foreslåede nyaffattelse af bestemmelsen er herudover identisk med den nyaffattelse af bestemmelsen, som blev vedtaget med lov nr. 532 af 29. april 2015, og bemærkninger nedenfor er derfor en gengivelse af disse. Se i øvrigt bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 14, og lovforslagets § 11 nedenfor.

De gældende regler i § 195, stk. 1 og 4, i lov om finansiel virksomhed kræver, at de finansielle virksomheder, de finansielle holdingvirksomheder og forsikringsholdingvirksomhederne skal indsende deres årsrapport i tre eksemplarer til Finanstilsynet, hvoraf Finanstilsynet videresender det ene eksemplar til Erhvervsstyrelsen, som derefter offentliggør årsrapporten i styrelsens it-system. Disse regler bærer præg af at være udformet i en tid, hvor årsrapporterne typisk blev indsendt på papir. I dag bliver årsrapporterne oftest indsendt digitalt, og kravet om indsendelse i tre eksemplarer og videresendelse til Erhvervsstyrelsen til brug for offentliggørelse er ikke længere tidssvarende.

Det foreslås derfor at ophæve 195, stk. 1, og indsætte et nyt stk. 1 og 2.

Det foreslås i stk. 1, 1. pkt., at den godkendte årsrapport skal indsendes til Erhvervsstyrelsen uden ugrundet ophold efter endelig godkendelse og senest 4 måneder efter regnskabsårets afslutning.

Den indsendte årsrapport skal være godkendt af virksomhedens øverste myndighed, hvilket eksempelvis for et aktieselskab vil sige generalforsamlingen. Forskellen i forhold til årsrapporten indsendt efter § 194 er således, at den i § 194 omhandlede årsrapport er godkendt af bestyrelsen, mens den i § 195 omhandlede årsrapport er godkendt af virksomhedens øverste myndighed.

Det foreslås i stk. 1, 2. pkt., at virksomheder, der har pligt til at udarbejde halvårsrapport, ligeledes skal indsende den udarbejdede halvårsrapport til Erhvervsstyrelsen senest 3 måneder efter halvårsperiodens afslutning.

Halvårsrapporterne vil herefter blive offentliggjort i Erhvervsstyrelsens it-system i lighed med halvårsrapporterne fra andre virksomhedstyper, der har pligt til at udarbejde halvårsrapporter. Dette er en ændring i forhold til de gældende regler, hvorefter de finansielle virksomheders, de finansielle holdingvirksomheders og forsikringsholdingvirksomhedernes halvårsrapporter ikke offentliggøres i Erhvervsstyrelsens it-system, men udelukkende på virksomhedernes egne hjemmesider og indsendes til Finanstilsynet i henhold til de i medfør af § 196, stk. 1-3, udstedte bekendtgørelser om finansielle rapporter.

Det foreslås at fastsætte fristen for indsendelse af halvårsrapporter til 3 måneder således, at der er samme frist i såvel lov om værdipapirhandel m.v. som i lov om finansiel virksomhed. Der er tale om en forlængelse af den gældende frist for offentliggørelse af halvårsrapporter, som er på 2 måneder.

Det foreslås i stk. 1, 3. pkt., at Erhvervsstyrelsen efter modtagelse af årsrapporten og halvårsrapporten sender en kopi til Finanstilsynet.

Det foreslås i stk. 2, at investeringsforvaltningsselskaber uanset stk. 1 skal indsende den af virksomheden udarbejdede halvårsrapport til Erhvervsstyrelsen senest 2 måneder efter halvårsperiodens afslutning.«

Årsagen, til at det foreslås at give disse selskaber en kortere frist end de øvrige selskaber, jf. det foreslåede § 195, stk. 1, skyldes, at der i artikel 68 i UCITS-direktivet, er fastsat en frist på 2 måneder for indsendelse af halvårsrapporter for investeringsforvaltningsselskaber. Fristen for indsendelse af halvårsrapporter på 2 måneder er uændret i forhold til de gældende regler for offentliggørelse af halvårsrapporter, som er fastsat i bekendtgørelse nr. 281 af 26. marts 2014 om finansielle rapporter for kreditinstitutter og fondsmæglerselskaber m.fl.

Til nr. 14

Af lovtekniske grunde er det nødvendigt at nyaffatte bestemmelsen, der i sin helhed svarer til bestemmelsen i § 2, nr. 10, i lov nr. 532 af 29. april 2015, som endnu ikke er sat i kraft, og som ophæves med lovforslagets § 11. Bemærkninger nedenfor er derfor en gengivelse af bemærkningerne til § 2, nr. 10, i lov nr. 532 af 29. april 2015. Se i øvrigt bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 13, ovenfor og lovforslagets § 11 nedenfor.

Den gældende bestemmelse i § 195, stk. 3, i lov om finansiel virksomhed indeholder et krav om, at finansielle virksomheder, finansielle holdingvirksomheder og forsikringsholdingvirksomheder skal indsende årsrapporten for samtlige de af virksomhedernes dattervirksomheder, der ikke er finansielle virksomheder omfattet af Finanstilsynets tilsyn. Hermed forstås, at samtlige udenlandske dattervirksomheders og samtlige danske ikke-finansielle dattervirksomheders årsrapporter skal indsendes. I mange tilfælde er det et omfattende materiale, der herefter skal indsendes til Finanstilsynet. Det vurderes, at virksomhedernes administrative omkostninger ved i alle tilfælde at skulle indsende samtlige dattervirksomheders årsrapporter ikke står mål med fordelene. Kun i få tilfælde er der et tilsynsmæssigt behov for at kunne gennemse dattervirksomheders årsrapporter, og i sådanne tilfælde vil de kunne rekvireres særskilt ud fra Finanstilsynets generelle hjemmel til at kræve oplysninger fra de finansielle virksomheder, når det er nødvendigt for Finanstilsynets virksomhed, jf. § 347 i lov om finansiel virksomhed. Det foreslås derfor, at stk. 3, som bliver stk. 4, ophæves.

Efter den gældende § 195, stk. 4, i lov om finansiel virksomhed videresender Finanstilsynet det ene eksemplar af den reviderede og godkendte årsrapport til Erhvervsstyrelsen. Stk. 4, som bliver stk. 5, foreslås ophævet. Baggrunden herfor er den foreslåede ændring af § 195, stk. 1, hvorefter årsrapporten alene skal indsendes i ét eksemplar til Erhvervsstyrelsen, hvorfor den gældende bestemmelse i stk. 4 ikke længere er relevant.

Det foreslås at indsætte et nyt stk. 4. Ændringen af § 195, stk. 1, i dette lovforslag om indsendelse af årsrapporterne for finansielle virksomheder, finansielle holdingvirksomheder og forsikringsholdingvirksomheder nødvendiggør fastsættelsen af en række praktiske forhold om opsætning, indsendelsesformater og e-mailadresser m.v., der skal lette fremgangsmåden i forbindelse med indsendelse, modtagelse og offentliggørelse af årsrapporterne. Det foreslås derfor i det foreslåede stk. 4, at Finanstilsynet bemyndiges til at fastsætte nærmere regler om indsendelse til samt offentliggørelse af årsrapporter og halvårsrapporter i Erhvervsstyrelsen. Erhvervsstyrelsen har et system under opbygning, hvorefter årsrapporter og halvårsrapporter fra finansielle virksomheder kan indsendes digitalt, indtil videre i PDF-format.

Forslaget ligger i forlængelse af lov nr. 341 af 27. april 2011 om ændring af årsregnskabsloven og forskellige andre love, som indførte mulighed for, at Erhvervsstyrelsen for virksomheder omfattet af årsregnskabsloven, kan fastsætte regler om, at årsrapporter og andre dokumenter, som efter loven skal indsendes til Erhvervsstyrelsen, skal indsendes digitalt. Den foreslåede bestemmelse indfører således regler for de finansielle virksomheder, som allerede gælder for virksomheder omfattet af årsregnskabsloven med hensyn til digital indsendelse af års- og halvårsrapporter. Den bemyndigelse, som foreslås til Finanstilsynet til at fastsætte nærmere regler om indsendelse, modtagelse og offentliggørelse af års- og halvårsrapporter vil blive udnyttet efter forhandling med Erhvervsstyrelsen om udformningen af reglerne. Reglerne vil således blive udformet med udgangspunkt i og ud fra erfaringerne med de regler, som allerede gælder for virksomheder omfattet af årsregnskabsloven, herunder eventuelt om mulighed for fritagelse fra pligten til digital indberetning.

Det er hensigten, at det skal være obligatorisk at indsende digitalt, men det er ikke hensigten, at ændringerne af indsendelsesreglerne skal nødvendiggøre anvendelse af it-systemer, som de finansielle virksomheder ikke allerede besidder. Hvis der opstår behov for sådanne ændringer på et senere tidspunkt, vil de først blive gennemført efter nærmere drøftelser med de finansielle virksomheders brancheorganisationer

Til nr. 15

Det følger af § 240 i lov om finansiel virksomhed, at bestemmelserne i lov om finansiel virksomhed om erhvervsministerens og Finanstilsynets beføjelser og om finansielle virksomheders pligter over for erhvervsministeren og Finanstilsynet finder anvendelse med de nødvendige tilpasninger for sådanne virksomheder, som er under rekonstruktionsbehandling eller opløsning.

Det foreslås at ændre § 240 i lov om finansiel virksomhed således, at det både er bestemmelserne i lov om finansiel virksomhed og reglerne udstedt i medfør af lov om finansiel virksomhed om erhvervsministerens og Finanstilsynets beføjelser og finansielle virksomheders pligter over for erhvervsministeren og Finanstilsynet, som finder anvendelse med de nødvendige tilpasninger for sådanne virksomheder, som er under rekonstruktionsbehandling eller opløsning.

Det indebærer, at regler om erhvervsministerens og Finanstilsynets beføjelser og om de finansielle virksomheders pligter i enten lov om finansiel virksomhed eller i bekendtgørelser, der er udstedt i medfør af lov om finansiel virksomhed, finder anvendelse, selvom en virksomhed er under rekonstruktionsbehandling eller er under opløsning.

Ved opløsning forstås ligesom i dag, at virksomheden er under opløsning efter selskabslovens (likvidation eller tvangsopløsning) eller konkurslovens regler.

Ændringen sikrer, at det ikke kun er de regler, der fremgår af loven, men også de regler, der udstedes i medfør af loven om erhvervsministerens og Finanstilsynets beføjelser og finansielle virksomheders pligter over for erhvervsministeren og Finanstilsynet, der finder anvendelse med de nødvendige tilpasninger, i de situationer hvor en virksomhed er under rekonstruktionsbehandling eller opløsning.

Til nr. 16

Det følger af § 245, stk. 5, i lov om finansiel virksomhed, at en beslutning om foranstaltninger i henhold til § 246, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed uanset §§ 106 og 107 i selskabsloven altid kan træffes med to tredjedele af den repræsenterede kapital. Såfremt halvdelen af aktiekapitalen er repræsenteret på generalforsamlingen, kan beslutning om foranstaltninger træffes med simpelt flertal. I sparekasser og andelskasser kan beslutning om foranstaltninger i henhold til stk. 1 altid træffes med to tredjedele af de fremmødte, i sparekasser repræsentantskabsmedlemmer og i andelskasser andelshavere.

Bestemmelsen har til formål at lette kriseløsninger, således at beslutning om foranstaltninger efter § 246, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed altid kan træffes med det i stk. 5 fastsatte flertal uanset selskabslovens regler om vedtagelseskrav til vedtægtsændringer.

Efter selskabslovens § 106, stk. 1, er en beslutning om vedtægtsændringer kun gyldig, hvis den tiltrædes af mindst 2/3 såvel af de stemmer, som er afgivet, som af den del af selskabskapitalen, som er repræsenteret på generalforsamlingen. Efter selskabslovens § 107, stk. 1, er beslutninger om vedtægtsændringer, hvorved kapitalejernes forpligtelser over for kapitalselskabet forøges, kun er gyldige, hvis samtlige kapitalejere er enige herom. Det følger endvidere af selskabslovens § 107, stk. 2, at en række beslutninger om vedtægtsændringer kun er gyldige, hvis de tiltrædes af mindst 9/10 såvel af de afgivne stemmer som af den på generalforsamlingen repræsenterede selskabskapital.

For andelskasser gælder ikke lovbestemte regler for vedtagelseskrav til vedtægtsbestemmelser. Andelskasser har derimod lovbestemte stemmeretsbegrænsninger.

Det foreslås, at 3. pkt. i § 246, stk. 5, i lov om finansiel virksomhed præciseres, således at det fremgår, at det kun er andelskasser med lovbestemte stemmeretsbegrænsninger eller tilsvarende vedtægtsmæssige stemmeretsbegrænsninger, der altid kan træffe beslutning om foranstaltninger i henhold til § 246, stk. 1, med to tredjedele af de fremmødte andelshavere.

Forslaget medfører, at i andelskasser, hvor de lovbestemte stemmeretsbegrænsninger er bortfaldet i medfør af § 85 a, i lov om finansiel virksomhed, og hvor der i andelskassen ikke er indsat stemmeretsbegrænsninger svarende til de lovbestemte stemmeretsbegrænsninger i vedtægterne, kan beslutning om foranstaltninger efter § 246, stk. 1, træffes med to tredjedele af den repræsenterede kapital, og såfremt halvdelen af kapitalen er repræsenteret på generalforsamlingen, kan beslutning om foranstaltninger træffes med simpelt flertal, jf. § 246, stk. 5, 1. og 2. pkt. Dette gælder uanset selskabslovens vedtagelseskrav til vedtægtsændringer i selskabslovens §§ 106 og 107.

Til nr. 17

I medfør af § 308, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed, udpeger Finanstilsynet senest den 30. juni hvert år systemisk vigtige finansielle institutter (SIFI) i Danmark. Pengeinstitutter, realkreditinstitutter og visse fondsmæglerselskaber kan udpeges som SIFI’er.

Et institut udpeges som SIFI, hvis det i to på hinanden følgende år overskrider en eller flere af de indikatorer, som er fastsat i § 308, stk. 2, nr. 1-3, i lov om finansiel virksomhed. Indikatorerne for udpegning af SIFI’er er instituttets balance målt i procent af sektorens samlede balance, instituttets udlån i Danmark målt i procent af sektorens samlede udlån i Danmark og instituttets indlån målt i procent af sektorens samlede indlån i Danmark.

Efter § 308, stk. 2, nr. 3, i lov om finansiel virksomhed, er det en indikator for udpegning til SIFI-institut, at instituttets indlån i Danmark udgør mere end 5 procent af de danske pengeinstitutters samlede indlån i Danmark i to på hinanden følgende år.

Det foreslås, at § 308, stk. 2, nr. 3, i lov om finansiel virksomhed ændres, så indlånsindikatoren på 5 procent sænkes til 3 procent.

Den foreslåede ændring vil betyde, at et instituts indlån i Danmark fremover skal udgøre mindst 3 procent af de danske pengeinstitutters samlede indlån i Danmark i to på hinanden følgende år for at blive udpeget som et dansk SIFI. Det betyder f.eks., at et institut, der i hvert af årene 2017 og 2018 havde et indlån i Danmark, som udgjorde mere end 3% af de danske pengeinstitutters samlede indlån i Danmark, udpeges som SIFI i 2019.

Ændringen forventes at medføre, at ét ekstra institut udpeges til SIFI i 2019 i forhold til i dag.

Til nr. 18

Det foreslås, at der indsættes et nyt afsnit X h med titlen ”STS-certificeringsbureauer”, kapitel 20 h, § 343 å, i lov om finansiel virksomhed.

Med den foreslåede stk. 1, skal juridiske personer, der udøver virksomhed som STS-certificeringsbureau have tilladelse fra Finanstilsynet som STS-certificeringsbureau.

Bestemmelsen medfører at de STS-certificeringsbureauer (kaldet tredjeparter i Europa-Parlamentets og Rådets Forordning 2017/2402/EU af 12. december 2017 om en generel ramme for securitisering og om oprettelse af en specifik ramme for simpel, transparent og standardiseret securitisering (STS-forordningen)), der kontrollerer og erklærer om en securitisering opfylder kriterierne i STS-forordningens artikel 19-22 eller 23-26, skal have tilladelse af Finanstilsynet, for at udøve denne virksomhed. Finanstilsynet skal give tilladelsen, når STS-certificeringsbureauer opfylder betingelserne i STS-forordningens artikel 28, stk. 1.

STS-forordningens artikel 28, stk. 1, opstiller følgende betingelser:

a) tredjeparten opkræver kun ikkediskriminerende og omkostningsbaserede gebyrer fra de eksponeringsleverende institutter, de organiserende institutter eller de SSPE'er, der er involveret i de securitiseringer, som tredjeparten vurderer uden at gøre forskel på gebyrerne ved at gøre dem afhængige af eller knytte dem til resultaterne af sin vurdering

b) tredjeparten er hverken en reguleret enhed som defineret i artikel 2, nr. 4), i direktiv 2002/87/EF eller et kreditvurderingsbureau som defineret i artikel 3, stk. 1, litra b), i forordning (EF) nr. 1060/2009, og udviklingen af tredjepartens øvrige aktiviteter kompromitterer ikke vurderingens uafhængighed eller integritet

c) tredjeparten må ikke yde nogen form for rådgivnings- eller revisionstjeneste eller lignende tjeneste for det eksponeringsleverende institut, det organiserende institut eller den SSPE, der er involveret i de securitiseringer, der vurderes af tredjeparten

d) medlemmerne af tredjepartens ledelsesorgan har faglige kvalifikationer, viden og erfaring, der er egnede til tredjepartens opgave, og deres omdømme og integritet er af god standard

e) tredjepartens ledelsesorgan omfatter mindst en tredjedel, dog ikke mindre end to, uafhængige direktører

f) tredjeparten træffer alle nødvendige foranstaltninger for at sikre, at kontrollen af STS-overholdelse ikke påvirkes af eventuelle eksisterende eller potentielle interessekonflikter eller forretningsforbindelser, der berører tredjeparten, dennes aktionærer eller medlemmer, ledere, ansatte eller enhver anden fysisk person, hvis tjenester stilles til rådighed for tredjeparten eller under dennes kontrol. Med henblik herpå etablerer, fastholder, håndhæver og dokumenterer tredjeparten en effektiv intern kontrolordning for gennemførelse af politikker og procedurer til at identificere og forebygge potentielle interessekonflikter. Potentielle eller eksisterende interessekonflikter, der er blevet identificeret, fjernes eller afhjælpes og offentliggøres straks. Tredjeparten etablerer, fastholder, håndhæver og dokumenterer passende procedurer og processer for at sikre en uafhængig vurdering af STS-overholdelse. Tredjeparten overvåger og reviderer disse politikker og procedurer med jævne mellemrum for at vurdere deres effektivitet og vurdere, om det er nødvendigt at ajourføre dem, og

g) tredjeparten kan påvise, at den råder over passende operationelle sikkerhedsforanstaltninger og interne processer, der gør det muligt for den at vurdere STS-overholdelse.

Den kompetente myndighed inddrager tilladelsen, hvis den mener, at tredjeparten i væsentlig grad ikke overholder første afsnit.

Bestemmelsen gennemfører STS-forordningens artikel 28, stk. 1.

Det foreslås i stk. 2, at kapitel 21 og 23 og regler udstedt i medfør af disse kapitler finder med de fornødne ændringer tilsvarende anvendelse for STS-certificeringsbureauer.

At de nævnte kapitler finder anvendelse med de fornødne tilpasninger, betyder, at kun de bestemmelser, hvis indhold er relevant i forhold til STS-certificeringsbureauer, vil finde anvendelse. Endvidere må der ved anvendelse af bestemmelser i de nævnte kapitler tages hensyn til aktørernes størrelse og organisering, i det omfang disse adskiller sig fra øvrige finansielle virksomheders.

De generelle regler om tilsyn med finansielle virksomheder finder anvendelse på STS-certificeringsbureauer. Det betyder bl.a., at Finanstilsynet påser, at reglerne overholdes, at Finanstilsynets bestyrelse får kompetence til at behandle sager vedrørende STS-ceritificeringbureauer, samt at Finanstilsynet kan foretage inspektionsbesøg hos STS-certificeringsbureauer. Herudover finder bestemmelserne om Finanstilsynets tavshedspligt, lovens særlige partsbegreb og reglerne om udstedelse af påbud også anvendelse for STS-certificeringbureauer. Endvidere har STS-certificeringbureauer pligt til at give Finanstilsynet de oplysninger, der er nødvendige for tilsynets virksomhed. STS-certificeringbureauer er i øvrigt omfattet af blandt andet anvendelsesområdet for bkg 2014 1567 om finansielle virksomheders m.v. pligt til at offentliggøre Finanstilsynets vurdering af virksomheden m.v., som er udstedt i medfør af § 347 a i kapitel 21 om tilsyn m.v. STS-certificeringsbureauer er derudover omfattet af erhvervsministerens bemyndigelse til at fastsætte nærmere regler om samordning af tilsynspraksis, jf. § 344, stk. 9

Det foreslås i stk. 3, at Finanstilsynet kan fastsætte nærmere regler for STS-certificeringsbureauer, herunder om ansøgning om tilladelse som STS-certificeringsbureau og om inddragelse af tilladelsen som STS-certificeringsbureau.

Det følger af STS-forordningens artikel 28, stk. 1, at Finanstilsynet (den kompetente myndighed) skal inddrage tilladelsen, hvis den mener at STS-certificeringsbureauet (tredjeparten) i væsentlighed ikke overholder betingelserne i artikel 28, stk. 1. Dette indbefatter at Finanstilsynet fører tilsyn med STS-certificeringsbureauer.

Endvidere fremgår det af artikel 28, stk. 4, at ESMA og Kommissionen udarbejder reguleringsmæssige tekniske standarder, som præciserer de oplysninger, der skal indgives til de kompetente myndigheder i ansøgningen om en tredjeparts tilladelse.

På denne baggrund findes det nødvendigt med den foreslåede kompetence for Finanstilsynet, til at kunne fastsætte nærmere regler om tilsynet med STS-certificeringsbureauer, herunder om ansøgning om tilladelse som STS-certificeringsbureau og om inddragelse af tilladelsen som STS-certificeringsbureau. Herved vil Finanstilsynet på et senere tidspunkt hurtigt og smidigt kunne regulere de mere tekniske detaljer.

Til nr. 19

§ 344, stk. 1, oplister de regler i øvrig lovgivning og forordninger, som Finanstilsynet påser overholdelse af.

Det foreslås, at Europa-Parlamentets og Rådets Forordning 2017/2402/EU af 12. december 2017 om en generel ramme for securitisering og om oprettelse af en specifik ramme for simpel, transparent og standardiseret securitisering (STS-forordningen) indsættes § 344, stk. 1, hvorefter Finanstilsynet skal påse overholdelsen af STS-forordningen.

Efter artikel 29 i STS-forordningen skal hvert medlemsland udpege en kompetent myndighed til at varetage de opgaver, der følger af forordningen. Efter artikel 30 skal hvert medlemsstat sikre, at den kompetente myndighed, som er udpeget i overensstemmelse med artikel 29, stk. 1- 5, har de tilsyns-, undersøgelses- og sanktionsbeføjelser, der er nødvendige for, at den kan opfylde sine opgaver i henhold til denne forordning.

Indsættelsen af forordningen i bestemmelsen vil medføre, at Finanstilsynet udpeges som kompetent myndighed.

Bestemmelsen gennemfører STS-forordningens artikel 29 og til dels artikel 30.

Det foreslås i øvrigt, at Kommissionens delegerede forordning 2017/565/EU af 25. april 2016 om supplerende regler til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/65/EU for så vidt angår de organisatoriske krav til og vilkårene for drift af investeringsselskaber samt definitioner af begreber med henblik på nævnte direktiv indsættes i § 344, stk.1.

Den delegerede forordning fastsætter supplerende regler til MiFID II direktivet. Indsættelsen af den delegerede forordning i bestemmelsen vil medføre, at Finanstilsynet påser overholdelsen af den deleregerede forordning.

Endelig foreslås det, at Rådets forordning 2017/1509/EU af 30. august 2017 om restriktive foranstaltninger over for Den Demokratiske Folkerepublik Korea indsættes i § 344. stk. 1. Med indsættelsen af denne forordning vil Finanstilsynet bl.a. kunne påse overholdelsen af forordningens artikel 43, litra e), hvorefter det er forbrudt at yde forsikrings- eller genforsikringstjenester til fartøjer, der ejes, kontrolleres eller drives af DPRK.

Til nr. 20

Det følger af den gældende § 345, stk. 7, nr. 7, at Finanstilsynets bestyrelse skal godkende regler og vejledninger, der skal udstedes af Finanstilsynet. Det fremgår af de oprindelige bemærkninger til bestemmelsen, at det er regler og vejledninger, hvor Finanstilsynet er bemyndiget til at udstede reglerne.

Det foreslås at ændre § 345, stk. 7, nr. 7, således, at det tydeliggøres, at de bekendtgørelser, som Finanstilsynets bestyrelse skal godkende, alene er dem, som Finanstilsynet er tillagt kompetence til at udstede.

På de områder, hvor kompetencen er tillagt erhvervsministeren, og hvor Finanstilsynets funktion er at udarbejde udkast til regulering til erhvervsministerens godkendelse, vil Finanstilsynets bestyrelse som anført ikke være tillagt kompetence. Bestyrelsen vil i disse tilfælde derfor ikke få forelagt reglerne inden udstedelse. Bestyrelsen kan dog anmode om at blive orienteret om bestemte bekendtgørelser. Det vil f.eks. kunne være relevant for bestyrelsen i forbindelse med en ny større regulering eller der, hvor der er et særligt samspil til regler, hvor bestyrelsen har kompetencen.

Udstedelse af vejledninger på Finanstilsynets område er en del af Finanstilsynets tilsynsvirksomhed og skal derfor som hidtil godkendes af Finanstilsynets bestyrelse forud for offentliggørelse.

Særligt i forhold til vejledninger bemærkes det, at bestemmelsen alene vedrører juridiske vejledninger og ikke omfatter Finanstilsynets gengivelse af Q&A’s m.v. fra internationale organer eller Finanstilsynet egne spørgsmål og svar-dokumenter, som giver præcise og enslydende svar på spørgsmål af f.eks. teknisk karakter, og som er generelle svar på ofte stillede spørgsmål. En vejledning bestående af f.eks. skemaer eller huskelister i forbindelse med eksempelvis indberetninger af oplysninger til brug for Finanstilsynets behandling af en ansøgning, som mere har karakter af en ”bruger-manual” vil heller ikke være omfattet af bestemmelsen. Dog vil vejledende udtalelser, som vurderes at være principielle være omfattet af bestyrelsens godkendelseskompetence.

Til nr. 21

Det følger af det gældende § 345, stk. 14, at bestyrelsen ved instruks kan delegere sin kompetence efter stk. 7, nr. 4, 6 og 8, til Finanstilsynet direktion.

Det foreslås at udvide § 345, stk. 14, således, at bestyrelsen fremover også kan delegere sin kompetence efter stk. 7, nr. 7, til Finanstilsynet direktion.

Ændringen forventes anvendt til at delegere godkendelse af ophævelsesbekendtgørelser og ikrafttrædelsesbekendtgørelser til Finanstilsynet direktion. Disse typer af bekendtgørelser indeholder ikke udfyldelse af et skøn eller en nærmere regulering for borgere og virksomheder, som kræver bestyrelsens involvering. Endvidere kan den foreslåede ændring forventes anvendt til at delegere kompetencen til Finanstilsynets direktion ved bekendtgørelser og vejledninger, som ændres eller udstedes på ny på grund af tilretning af stave- og slåfejl. Det samme gør sig gældende i forhold til ændringer af bekendtgørelser og vejledninger, hvor ændringerne alene vedrører konsekvensrettelser som følge af ny lovgivning, og hvor der ved ændringen af de administrative regler ikke foretages et valg mellem flere forskellige mulige tilgange. Det kan eksempelvis være justering af paragraf-henvisninger. Der vil således være tale om ændringer, der vil være af processuel karakter uden materielle ændringer.

Til nr. 22

I medfør af § 361, stk. 2, nr. 10, i lov om finansiel virksomhed skal fysiske eller juridiske personer, som anmoder om Finanstilsynets godkendelse af et prospekt i henhold til kapitel 3 i lov om kapitalmarkeder, betale 55.800 kr. i afgift pr. anmodning.

Det foreslås, at § 361, stk. 2, nr. 10, i lov om finansiel virksomhed ændres, så henvisningen i bestemmelsen til kapitel 3 i lov om kapitalmarkeder ændres til en henvisning til prospektforordningen.

Der er tale om en konsekvensændring, som følge af at prospektforordningen afløser de nationale regler om prospekter.

Til nr. 23

Finansielle rådgivere skal have tilladelse til at udøve virksomhed, jf. § 3, stk. 1, 1. pkt., i lov om finansielle rådgivere, investeringsrådgivere og boligkreditformidlere. Finansielle rådgivere betaler en årlig afgift på 26.800 kr. (i 2016-niveau), jf. § 361, stk. 5, nr. 2, jf. stk. 10, i lov om finansiel virksomhed.

Boligkreditformidlere skal have særskilt tilladelse til at udøve virksomhed, jf. § 3, stk. 1, nr. 3, i lov om finansielle rådgivere, investeringsrådgivere og boligkreditformidlere. Boligkreditformidlere betaler en årlig afgift herfor på 16.700 kr. (i 2016-niveau), jf. § 361, stk. 5, nr. 1, jf. stk. 10, i lov om finansiel virksomhed.

Virksomheder, der i dag ønsker at udøve begge typer af virksomhed, skal derfor efter de gældende regler have to tilladelser samt betale to særskilte afgifter.

Det foreslås, at der i afgiftsbestemmelsen for boligkreditformidlere i § 361, stk. 5, nr. 1, i lov om finansiel virksomhed indsættes et nyt 2. pkt., som bestemmer, at 1. pkt. ikke finder anvendelse på virksomheder med tilladelse som finansielle rådgivere, jf. lov om finansielle rådgivere, investeringsrådgivere og boligkreditformidlere § 3.

Den foreslåede ændring af § 361, stk. 5, nr. 1, i lov om finansiel virksomhed, vil betyde, at en boligkreditformidler undtages for at betale afgift for denne del af virksomheden, hvis boligkreditformidleren også har en tilladelse som finansiel rådgiver, og dermed betaler afgift herfor i henhold til § 361, stk. 5, nr. 2, i lov om finansiel virksomhed.

Den foreslåede afskaffelse af dobbeltafgiften for virksomheder, som udøver både finansiel rådgivning og boligkreditformidling, vil lette byrderne for disse virksomheder og dermed øge deres konkurrencedygtighed på markedet til fordel for kunderne.

Til nr. 24

Det foreslås at ændre § 372 a, stk. 1, således at ”(Solvens II) og” ændres til ”(Solvens II),”.

Der er tale om en ren lovteknisk ændring som følge af lovforslagets § 1, nr. 25, jf. nedenfor.

Til nr. 25

§ 372 a, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed er en generel bemyndigelsesbestemmelse, som giver erhvervsministeren bemyndigelse til at fastsætte regler, som er nødvendige for at anvende eller gennemføre de afgørelser eller retsakter som vedtages af Kommissionen i medfør af en række nævnte direktiver og forordninger. Sådanne retsakter er f.eks. regulatoriske tekniske standarder (RTS’er) som kan gennemføres ved bekendtgørelser.

STS-forordningen vil medføre at Kommissionen udsteder en række RTS’er.

Det foreslås derfor, at STS-forordningen indsættes i § 372 a, så erhvervsministeren bemyndiges til at fastsætte regulering på de områder, hvor det viser sig nødvendigt i medfør af den level 2-regulering, der kommer til at følge STS-forordningen.

Til nr. 26

I medfør af § 373, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed straffes overtrædelse af en række nærmere angivne bestemmelser i loven med bøde eller fængsel indtil 4 måneder, medmindre højere straf er forskyldt efter den øvrige lovgivning.

En af de bestemmelser som er strafbelagt i medfør af § 373, stk. 1, er § 24, stk. 1, 2. pkt., i lov om finansiel virksomhed.

Da der med lovforslagets § 1, nr. 5, ændres i § 24, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed, således at 2. pkt. bliver til 3. pkt., er det nødvendigt at konsekvensrette henvisningen hertil i § 373, stk. 1.

Det foreslås derfor, at § 373, stk. 1 ændres, så henvisningen til 24, stk. 1, 2. pkt., ændres til 24, stk. 1, 3. pkt.

Den foreslåede ændring er alene af lovteknisk karakter.

Til nr. 27

I medfør af § 373, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed straffes overtrædelse af en række nærmere angivne bestemmelser i loven med bøde eller fængsel indtil 4 måneder, medmindre højere straf er forskyldt efter den øvrige lovgivning.

STS-forordningen, forpligter medlemsstaterne til at pålægge administrative sanktioner for overtrædelser af en række af forordningens artikler i medfør af forordningens artikel 32 eller i stedet strafpålægge sådanne overtrædelse i medfør af forordningens artikel 34.

Det følger af artikel 32 i STS-forordningen, at følgende overtrædelser skal sanktioneres:

a) et eksponeringsleverende institut, et organiserende institut eller en oprindelig långiver ikke har opfyldt kravene i artikel 6

b) et eksponeringsleverende institut, et organiserende institut eller en SSPE ikke har opfyldt kravene i artikel 7

c) et eksponeringsleverende institut, et organiserende institut eller en oprindelig långiver ikke har opfyldt kriterierne i artikel 9

d) et eksponeringsleverende institut, et organiserende institut eller en SSPE ikke har opfyldt kravene i artikel 18

e) en securitisering kan betegnes som STS, og securitiseringens eksponeringsleverende institut, organiserende institut eller SSPE ikke har opfyldt kravene i artikel 19-22 eller 23-26

f) et eksponeringsleverende institut eller et organiserende institut udarbejder en vildledende meddelelse i henhold til artikel 27, stk. 1

g) et eksponeringsleverende institut eller et organiserende institut ikke har opfyldt kravene i artikel 27, stk. 4, eller

h) en tredjepart, der har tilladelse i henhold til artikel 28, ikke har givet meddelelse om væsentlige ændringer i de oplysninger, der er givet efter artikel 28, stk. 1, eller alle andre ændringer, der med rimelighed kan tænkes at påvirke den kompetente myndigheds vurdering.

Det foreslås derfor ved indsættelse i § 373, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed, at forordningens artikel 6, 7, 9, 18-26, 27, stk. 1 og 4, 28, stk. 2, straffes med bøde eller fængsel indtil 4 måneder, medmindre højere straf er forskyldt efter den øvrige lovgivning.

Nedenfor anføres en mere uddybende beskrivelse af indholdet af de enkelte artikler i STS-forordningen, der strafbelægges med den foreslåede bestemmelse:

I medfør af artikel 6, stk. 1, 1. afsnit i STS-forordningen skal det eksponeringsleverende institut, det organiserende institut eller den oprindelige långiver i en securitisering løbende tilbageholde en væsentlig nettoøkonomisk interesse i securitiseringen på mindst 5 %. Denne interesse måles ved indgåelsen og bestemmes af de ikkebalanceførte posters nationale værdi. Hvis det eksponeringsleverende institut, det organiserende institut og den oprindelige långiver ikke indbyrdes har aftalt, hvem der tilbageholder den væsentlige nettoøkonomiske interesse, påhviler det det eksponeringsleverende institut at gøre dette. Den væsentlige nettoøkonomiske interesse må ikke opdeles mellem forskellige typer af tilbageholdere og må ikke være omfattet af nogen kreditrisikoreduktion eller afdækning.

Ansvarssubjektet for en overtrædelse af artikel 6, stk. 1, 1. afsnit er enten det eksponeringsleverende institut, det organiserende institut eller den oprindelige långiver i en securitisering. Den strafbare handling består i, at der ikke er tilbageholdt en nettoøkonomisk interesse på min. 5 %, hvor denne interesse på min. 5 % ikke er omfattet af risikoreduktion eller afdækning samt opdelt mellem forskellige typer af tilbageholdelse. Er der ikke lavet en indbyrdes aftale om tilbageholdelse, er det kun det eksponeringsleverende institut, som er omfattet af ansvarssubjektet.

I medfør af artikel 6, stk. 1, 2. afsnit i STS-forordningen anses en enhed ikke for at være et eksponeringsleverende institut, hvis denne udelukkende er etableret eller drives med henblik på securitisering af eksponeringer.

Ansvarssubjektet for en overtrædelse af artikel 6, stk. 1, 2. afsnit er en enhed, som udelukkende er etableret eller drives med henblik på securitisering af eksponeringer. Den strafbare handling består i, at denne enhed securitiserer eksponeringer.

I medfør af artikel 6, stk. 2 i STS-forordningen må et eksponeringsleverende institut ikke udvælge aktiver, der skal overføres til SSPE'en med det formål at gøre tab på de aktiver, der overføres til SSPE'en målt i transaktionens løbetid eller i højst fire år, hvis transaktionens løbetid er længere end fire år, højere end tabene i samme periode på sammenlignelige aktiver på det eksponeringsleverende instituts balance. Hvis udviklingen i de overførte aktiver er betydeligt lavere end i sammenlignelige aktiver på det eksponeringsleverende instituts balance som følge af det eksponeringsleverende instituts forsæt, skal den kompetente myndighed pålægge en sanktion i medfør af artikel 32 og 33.

Ansvarssubjektet for en overtrædelse af artikel 6, stk. 2 er et eksponeringsleverende institut. Den strafbare handling består i, at denne enhed bevidst udvælger blandt sammenlignelige aktiver, de aktiver, som er relativt mest risikofyldte.

I medfør af artikel 7, stk. 1 i STS-forordningen gør det eksponeringsleverende institut, det organiserende institut og SSPE'en i en securitisering i overensstemmelse med stk. 2 som minimum oplysninger beskrevet under stk. 1 med visse forbehold tilgængelige for indehavere af en securitiseringsposition, de i artikel 29 omhandlede kompetente myndigheder og, efter anmodning, potentielle investorer.

I medfør af artikel 7, stk. 2 i STS udpeger det eksponeringsleverende institut, det organiserende institut og SSPE'en i en securitisering af deres midte den enhed, som skal opfylde oplysningskravene i henhold til stk. 1, første afsnit, litra a), b), d), e), f) og g) med de krav der følger af stk. 2.

Ansvarssubjektet for en overtrædelse af artikel 7, stk. 1 og 2 er det eksponeringsleverende institut, det organiserende institut og SSPE'en i en securitisering. Den strafbare handling består i, at krav til oplysninger ikke oplyses.

I medfør af artikel 9, stk. 1 i STS-forordningen anvender eksponeringsleverende institutter, organiserende institutter og oprindelige långivere samme velfunderede og veldefinerede kriterier for långivning på eksponeringer, der skal securitiseres, som de anvender på ikkesecuritiserede eksponeringer. Med henblik herpå skal de samme klart fastsatte procedurer for godkendelse og, hvor det er relevant, ændring, fornyelse og refinansiering af lån anvendes. Eksponeringsleverende institutter, organiserende institutter og oprindelige långivere skal indføre effektive systemer med henblik på at anvende disse kriterier og procedurer for at sikre, at långivning er baseret på en grundig vurdering af låntagers kreditværdighed, idet der tages behørigt hensyn til de faktorer, der er relevante for at anslå udsigten til, at låntageren opfylder sine forpligtelser i henhold til kreditaftalen.

Ansvarssubjektet for en overtrædelse af artikel 9, stk. 1 er et eksponeringsleverende institut, et organiserende institut eller en oprindelig långiver i en securitisering. Den strafbare handling består i, at kriterier for långivning på eksponeringer, der skal securitiseres, ikke er de samme, som dem anvendt på ikkesecuritiserede eksponeringer.

I medfør af artikel 9, stk. 2 i STS-forordningen gælder, at for securitiseringer, hvor de underliggende eksponeringer er boliglån ydet efter ikrafttrædelsen af direktiv 2014/17/EU, må puljen af disse lån ikke omfatte lån, som er markedsført og bevilget med den klausul, at låneansøgeren eller, hvor det er relevant, mæglerne er gjort opmærksom på, at de oplysninger, som låneansøgeren har stillet til rådighed, muligvis ikke er verificeret af långiveren.

Ansvarssubjektet for en overtrædelse af artikel 9, stk. 2 er et eksponeringsleverende institut, et organiserende institut eller en oprindelig långiver i en securitisering. Den strafbare handling består i, at for securitiseringer, hvor de underliggende eksponeringer er boliglån ydet efter ikrafttrædelsen af direktiv 2014/17/EU, må puljen af disse lån ikke omfatte lån, som er markedsført og bevilget med den klausul, at låneansøgeren eller, hvor det er relevant, mæglerne er gjort opmærksom på, at de oplysninger, som låneansøgeren har stillet til rådighed, muligvis ikke er verificeret af långiveren.

I medfør af artikel 9, stk. 3 i STS-forordningen gælder, at når et eksponeringsleverende institut overtager tredjemands eksponeringer for egen regning og derefter securitiserer dem, kontrollerer dette eksponeringsleverende institut, at den enhed, som direkte eller indirekte var involveret i den oprindelige aftale, der skabte de forpligtelser eller potentielle forpligtelser, der skal securitiseres, opfylder de i stk. 1 omhandlede krav.

Ansvarssubjektet for en overtrædelse af artikel 9, stk. 3 er et eksponeringsleverende institut. Den strafbare handling består i, at når et eksponeringsleverende institut overtager tredjemands eksponeringer for egen regning og derefter securitiserer dem, ikke kontrollerer, at den enhed, som direkte eller indirekte var involveret i den oprindelige aftale, der skabte de forpligtelser eller potentielle forpligtelser, der skal securitiseres, opfylder de i stk. 1 omhandlede krav.

I medfør af artikel 18 i STS-forordningen må eksponeringsleverende institutter, organiserende institutter og SSPE'er kun anvende betegnelsen »STS« eller »simpel, transparent og standardiseret« eller en betegnelse, som direkte eller indirekte henviser til disse begreber, i forbindelse med deres securitisering, hvis:

a) securitiseringen opfylder alle kravene i dette kapitels afdeling 1 eller 2, og ESMA er blevet underrettet i henhold til artikel 27, stk. 1, og

b) securitiseringen er opført på den liste, der er omhandlet i artikel 27, stk. 5.

Det eksponeringsleverende institut, det organiserende institut og SSPE'en, der er involveret i en securitisering, der anses for at være STS, er etableret i Unionen.

Ansvarssubjektet for en overtrædelse af artikel 18 er eksponeringsleverende institutter, organiserende institutter og SSPE'er. Den strafbare handling består i, at anvende STS betegnelsen for en securitisering, som ikke lever op til kravene i STS-forordningen for at være simpel, transparent og standardiseret. I medfør af artikel 19, stk. 1 i STS-forordningen anses securitiseringer, undtagen ABCP-programmer og ABCP-transaktioner, som opfylder de krav, der er fastsat i artikel 20, 21 og 22, for at være STS. I medfør af artikel 23 i STS-forordningen anses en ABCP-transaktion for at være STS, hvis den overholder kravene i artikel 24 på transaktionsniveau og, hvis det overholder kravene i artikel 26, og det organiserende institut for ABCP-programmet overholder kravene i artikel 25.

I medfør af artikel 27, stk. 1 i STS-forordningen giver eksponeringsleverende institutter og organiserende institutter i fællesskab ved hjælp af indberetningsskemaet i stk. 7 ESMA meddelelse, når en securitisering opfylder kravene i artikel 19-22 eller 23-26 (»STS-meddelelse«). I tilfælde af et ABCP-program er det kun det organiserende institut, der har ansvar for meddelelsen af nævnte program og, inden for dette program, ABCP-transaktioner, der overholder artikel 24. STS-meddelelsen skal indeholde en redegørelse fra det eksponeringsleverende institut og det organiserende institut for, hvordan hvert af de STS-kriterier, der er fastsat i artikel 20- 22 eller 24-26, er opfyldt.

Ansvarssubjektet for en overtrædelse af artikel 27, stk. 1 er eksponeringsleverende institutter, organiserende institutter og SSPE'er. Den strafbare handling består i, at udarbejder en vildledende meddelelse i henhold til artikel 27, stk. 1.

I medfør af artikel 27, stk. 4 i STS-forordningen giver det eksponeringsleverende institut og det organiserende institut straks ESMA meddelelse og underretter deres kompetente myndighed, når en securitisering ikke længere opfylder kravene i artikel 19-22 eller 23-26.

Ansvarssubjektet for en overtrædelse af artikel 27, stk. 4 er eksponeringsleverende institutter og organiserende institutter. Den strafbare handling består i ikke at underrette ESMA og relevante kompetente myndighed, når en securitisering ikke længere opfylder kravene i artikel 19-22 eller 23-26 og dermed ikke lever op til STS-kriterierne.

I medfør af artikel 28, stk. 2, i STS-forordningen, at en tredjepart, der har tilladelse i henhold til artikel 28, stk. 1, straks skal underrette den kompetente myndighed om alle væsentlige ændringer af de oplysninger, der er omhandlet i stk. 1, og alle andre ændringer, der med rimelighed kan tænkes at påvirke den kompetente myndigheds vurdering.

I medfør af artikel 28, stk. 1 i STS-forordningen skal en tredjepart, som omhandlet i artikel 27, stk. 2, af den kompetente myndighed have tilladelse til at vurdere securitiseringers overholdelse af STS-kriterierne i artikel 19-22 eller 23-26. Den kompetente myndighed skal give tilladelsen, hvis følgende betingelser er opfyldt:

a) tredjeparten opkræver kun ikkediskriminerende og omkostningsbaserede gebyrer fra de eksponeringsleverende institutter, de organiserende institutter eller de SSPE'er, der er involveret i de securitiseringer, som tredjeparten vurderer uden at gøre forskel på gebyrerne ved at gøre dem afhængige af eller knytte dem til resultaterne af sin vurdering

b) tredjeparten er hverken en reguleret enhed som defineret i artikel 2, nr. 4), i direktiv 2002/87/EF eller et kreditvurderingsbureau som defineret i artikel 3, stk. 1, litra b), i forordning (EF) nr. 1060/2009, og udviklingen af tredjepartens øvrige aktiviteter kompromitterer ikke vurderingens uafhængighed eller integritet

c) tredjeparten må ikke yde nogen form for rådgivnings- eller revisionstjeneste eller lignende tjeneste for det eksponeringsleverende institut, det organiserende institut eller den SSPE, der er involveret i de securitiseringer, der vurderes af tredjeparten

d) medlemmerne af tredjepartens ledelsesorgan har faglige kvalifikationer, viden og erfaring, der er egnede til tredjepartens opgave, og deres omdømme og integritet er af god standard

e) tredjepartens ledelsesorgan omfatter mindst en tredjedel, dog ikke mindre end to, uafhængige direktører

f) tredjeparten træffer alle nødvendige foranstaltninger for at sikre, at kontrollen af STS-overholdelse ikke påvirkes af eventuelle eksisterende eller potentielle interessekonflikter eller forretningsforbindelser, der berører tredjeparten, dennes aktionærer eller medlemmer, ledere, ansatte eller enhver anden fysisk person, hvis tjenester stilles til rådighed for tredjeparten eller under dennes kontrol. Med henblik herpå etablerer, fastholder, håndhæver og dokumenterer tredjeparten en effektiv intern kontrolordning for gennemførelse af politikker og procedurer til at identificere og forebygge potentielle interessekonflikter. Potentielle eller eksisterende interessekonflikter, der er blevet identificeret, fjernes eller afhjælpes og offentliggøres straks. Tredjeparten etablerer, fastholder, håndhæver og dokumenterer passende procedurer og processer for at sikre en uafhængig vurdering af STS-overholdelse. Tredjeparten overvåger og reviderer disse politikker og procedurer med jævne mellemrum for at vurdere deres effektivitet og vurdere, om det er nødvendigt at ajourføre dem, og

g) tredjeparten kan påvise, at den råder over passende operationelle sikkerhedsforanstaltninger og interne processer, der gør det muligt for den at vurdere STS-overholdelse.

Den kompetente myndighed inddrager tilladelsen, hvis den mener, at tredjeparten i væsentlig grad ikke overholder første afsnit.

Ansvarssubjektet for en overtrædelse af artikel 28, stk. 2 er en tredjepart, der har tilladelse i henhold til artikel 28. Den strafbare handling består i ikke at have givet meddelelse om væsentlige ændringer i de oplysninger, der er givet efter artikel 28, stk. 1, eller alle andre ændringer, der med rimelighed kan tænkes at påvirke den kompetente myndigheds vurdering.