Lov om ændring af lov om finansiel virksomhed, lov om kapitalmarkeder, lov om investeringsforeninger m.v. og forskellige andre love (Supplering af taksonomiforordningen og ny model for SIFI-udpegning) § 7

Forarbejder til Lov om ændring af lov om finansiel virksomhed, lov om kapitalmarkeder, lov om investeringsforeninger m.v. og forskellige andre love (Supplering af taksonomiforordningen og ny model for SIFI-udpegning) § 7

Til nr. 1 (§ 1, stk. 4, i lov om forsikringsformidling)

§ 1, stk. 4, i lov om forsikringsformidling, fastslår, at § 3, stk. 7, og § 4, stk. 5, finder anvendelse på forsikringsselskaber og filialer heraf. Det følger af disse bestemmelser, at et forsikringsselskab, et genforsikringsselskab, en forsikringsformidler og en genforsikringsformidler kun må benytte forsikrings- og genforsikringsdistributionsydelser fra en forsikrings- eller genforsikringsformidler, der har tilladelse, eller fra en registreret accessorisk forsikringsformidler.

Det følger af § 13, stk. 3, at en forsikringsformidler, der udøver forsikringsdistribution gennem en accessorisk forsikringsformidler, der er undtaget fra lov om forsikringsformidling, sikrer, at den pågældende accessoriske forsikringsformidler har passende og forholdsmæssige ordninger, med henblik på, at denne overholder bestemmelsens stk. 1 og 2. Det følger af bestemmelsens stk. 1 og 2, at forsikringsformidleren skal sikre, at aflønningsstrukturer ikke strider mod formidlerens forpligtelse til at handle i kundens bedste interesse, herunder god skik-reglerne, og at formidleren ikke må indføre aflønningsordninger eller salgsmål, som tilskynder formidleren eller dennes ansatte til at anbefale et bestemt forsikringsprodukt til en kunde, når formidleren udbyder et andet produkt, der dækker kundes behov bedre.

Det følger af artikel 1, stk. 4, litra b, i forsikringsdistributionsdirektivet, at medlemsstaterne skal sikre, at forsikringsselskabet eller forsikringsformidleren ved udøvelse af distributionsvirksomhed gennem en accessorisk forsikringsformidler, som er undtaget fra direktivet, sikrer, at der findes passende og forholdsmæssige ordninger med henblik på overholdelse af artikel 17 og 24 og på at tage højde for kundens krav og behov inden forslaget til aftale.

Artikel 17, stk. 3, i forsikringsdistributionsdirektivet, foreskriver at medlemsstaterne skal sikre, at forsikringsdistributører ikke aflønnes og ikke aflønner eller vurderer deres medarbejderes indsats på en måde, der strider mod deres forpligtelse til at handle i kundernes bedste interesse. En forsikringsdistributør må navnlig ikke indføre aflønningsordninger, salgsmål eller andre ordninger, som kunne give en tilskyndelse til den pågældende selv eller dennes ansatte til at anbefale et bestemt forsikringsprodukt til en kunde, når forsikringsdistributøren kunne tilbyde et andet produkt, der ville dække kundens behov bedre.

Efter direktivets definition forstås ved en forsikringsdistributør en forsikringsformidler, en accessorisk forsikringsformidler eller et forsikringsselskab.

På nuværende tidspunkt er artikel 1, stk. 4, litra b, ikke gennemført for forsikringsselskaber, da § 13, stk. 3, alene omfatter forsikringsformidlere, hvilket forslås ændret med lovforslagets § 7, nr. 3. Som følge heraf foreslås § 1, stk. 4, ændret, således at det eksplicit anføres, at § 13, stk. 3, i tillæg til § 3, stk. 6, og § 4, stk. 4, også finder anvendelse på forsikringsselskaber.

Forslaget vil medføre, at forsikringsselskaber, der udøver forsikringsdistribution gennem en accessorisk forsikringsformidler, fremadrettet skal sikre, at den accessoriske forsikringsformidler har passende og forholdsmæssige ordninger, der sikrer, at lønningsstrukturerne ikke strider mod kundernes interesser, herunder god skik-reglerne, og ikke indfører aflønningsordninger eller salgsmål, som tilskynder formidleren eller dennes ansattes til at anbefale et bestemt forsikringsprodukt til kunde, når formidleren udbyder et andet produkt, der dækker kundens behov bedre.

Til nr. 2 (§ 2, stk. 1, i lov om forsikringsformidling)

§ 2 i lov om forsikringsformidling fastlægger lovens definitioner og indeholder den centrale begrebsterminologi, der anvendes i loven. Bestemmelsen gennemfører en række af de definitioner, der findes i artikel 2 i forsikringsdistributionsdirektivet.

I artikel 2, stk. 1, nr. 12, i forsikringsdistributionsdirektivets defineres ”filial” som en formidlers agentur eller filial, der er beliggende på en anden medlemsstats område end hjemlandets.

I artikel 2, stk. 1, nr. 14, i direktivet defineres ”primær forretningssted” som det sted, hvorfra hovedaktiviteterne administreres.

Definitionerne i artikel 2, stk. 1, nr. 12, og nr. 14, blev ikke gennemført i lov om forsikringsformidling i forbindelse med implementeringen af direktivet, da det blev vurderet at disse definitioner er almindelig kendt i dansk ret, og da direktivets definitioner var sammenfaldende med de danske definitioner.

Det vurderes imidlertid hensigtsmæssigt at tydeliggøre retstilstanden i relation til definitionen af filialer og primær forretningssted.

Det foreslås derfor at § 2 ændres således, at direktivets definition af ”filial” og ”primær forretningssted” indsættes i bestemmelsen.

Den foreslåede ændring vil medføre, at ”filial” i lov om forsikringsformidling defineres som en formidlers agentur eller filial, der er beliggende på en anden medlemsstat område end hjemlandets, og ”primær forretningssted” defineres som det sted, hvorfra hovedaktiviteterne administreres.

Til nr. 3 (§ 13, stk. 3, i lov om forsikringsformidling )

§ 13, stk. 1, i lov om forsikringsformidling fastslår, at en forsikringsformidler og en accessorisk forsikringsformidler skal sikre, at formidlerens aflønningsstrukturer ikke strider mod formidlerens forpligtelse til at handle i kundens bedste interesse, herunder god skik-reglerne. § 13, stk. 2, fastslår, at formidleren ikke må indføre aflønningsordninger eller salgsmål, som tilskynder formidleren eller dennes ansatte til at anbefale et bestemt forsikringsprodukt til kende, når formidleren udbyder et andet produkt, der dækker kundens behov bedre.

Efter § 13, stk. 3, skal en forsikringsformidler, der udøver forsikringsdistribution gennem en accessorisk forsikringsformidler, der er undtaget fra loven, sikre, at den pågældende accessoriske forsikringsformidler har passende og forholdsmæssige ordninger, med henblik på at denne overholder bestemmelsens stk. 1 og 2. Formålet med bestemmelsen er således at sikre, at distribution af forsikringer gennem en accessorisk forsikringsformidler, der er undtaget fra loven, stadig sker under hensyn til kundens interesse.

Det følger af artikel 1, stk. 4, litra b, i forsikringsdistributionsdirektivet, at medlemsstaterne skal sikre, at forsikringsselskabet eller forsikringsformidleren ved udøvelse af distributionsvirksomhed gennem en accessorisk forsikringsformidler, som er undtaget fra direktivet, sikrer, at der findes passende og forholdsmæssige ordninger med henblik på efterlevelse af artikel 17 og 24 og på at tage højde for kundens krav og behov inden forslaget til aftale.

Artikel 17, stk. 3, i forsikringsdistributionsdirektivet foreskriver, at medlemsstaterne skal sikre, at forsikringsdistributører ikke aflønnes og ikke aflønner eller vurderer deres medarbejderes indsats på en måde, der strider mod deres forpligtelse til at handle i kundernes bedste interesse. En forsikringsdistributør må navnlig ikke indføre aflønningsordninger, salgsmål eller andre ordninger, som kunne give en tilskyndelse til den pågældende selv eller dennes ansatte til at anbefale et bestemt forsikringsprodukt til en kunde, når forsikringsdistributøren kunne tilbyde et andet produkt, der ville dække kundens behov bedre.

Den gældende bestemmelse i § 13, stk. 3, implementerer ikke fuldt ud forpligtelsen efter artikel 1, stk. 4, litra b. Direktivet anfører således, at både forsikringsselskaber og forsikringsformidlere skal sørge for, at den accessoriske forsikringsformidler efterlever artikel 17. På nuværende tidspunkt omfatter § 13, stk. 3, alene forsikringsformidlere.

Det foreslås derfor, at forsikringsselskaber tilføjes som pligtsubjekt i § 13, stk. 3.

Formålet med ændringen er således at sikre en korrekt implementering af direktivets artikel 1, stk. 4, litra b.

Ændringen vil medføre, at forsikringsselskaber, der formidler forsikringer gennem en accessorisk forsikringsformidler, som er undtaget fra lov om forsikringsformidling, skal sikre, at den accessoriske formidlingsformidler efterlever reglerne om aflønningsstrukturer, aflønningsordninger og salgsmål i henhold til § 13, stk. 1 og 2, i lov om forsikringsformidling.

Til nr. 4 (§ 17, stk. 1, 4. pkt., i lov om forsikringsformidling )

Lov om forsikringsformidling § 17 indeholder regler om whistleblowerordninger i forsikringsformidlere og genforsikringsformidlere, som implementerer artikel 35 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2016/97 om forsikringsdistribution (IDD).

Reglerne udmønter desuden dele af den politiske aftale af 19. september 2018 om yderligere initiativer til styrkelse af indsatsen mod hvidvask og terrorfinansiering.

Det fremgår af § 17, stk. 1, i lov om forsikringsformidling, at en forsikringsformidler og en genforsikringsformidler skal have en ordning, hvor deres ansatte via en særlig, uafhængig og selvstændig kanal kan indberette overtrædelser eller potentielle overtrædelser af den finansielle regulering begået af formidleren, herunder af ansatte eller medlemmer af bestyrelsen i formidleren. Indberetninger til ordningen skal kunne foretages anonymt. Forsikringsformidleren og genforsikringsformidleren skal følge op på indberetninger til ordningen og skriftligt kunne dokumentere, hvordan formidleren har fulgt op på indberetningerne.

Det fremgår af § 17, stk. 2, i lov om forsikringsformidling, at ordningen i stk. 1 kan etableres via kollektiv overenskomst.

Det fremgår af § 17, stk. 3, i lov om forsikringsformidling, at stk. 1 alene finder anvendelse for en forsikringsformidler og en genforsikringsformidler, som beskæftiger flere end fem ansatte. Ordningen nævnt i stk. 1 og 2 skal være etableret senest 3 måneder efter, at formidleren har ansat den sjette ansatte.

Finanstilsynet kan i særlige tilfælde dispensere fra kravet i stk. 1, hvis Finanstilsynet vurderer, at det vil være formålsløst, at der oprettes en ordning. Det fremgår af § 17, stk. 4, i lov om forsikringsformidling. Dispensation kan alene gives, hvor der foreligger særlige forhold, som tilsiger, at det ikke vil være hensigtsmæssigt at stille krav om etablering af en whistleblowerordning. Et eksempel herpå kan være, hvis overskridelsen af grænsen på fem ansatte er midlertidig, eller hvis formidleren er under afvikling.

Det foreslås at indsætte et 4. pkt. i § 17, stk. 1, i lov om forsikringsformidling, hvorefter lov om beskyttelse af whistleblowere finder anvendelse på ordningen i 1. pkt., jf. dog § 2 i lov om beskyttelse af whistleblowere.

Det foreslåede er en konsekvens af ikrafttrædelsen af lov om beskyttelse af whistleblowere, jf. lov nr. 1436 af 29. juni 2021, der implementerer Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2019/1937 af 23. oktober 2019 om beskyttelse af personer, der indberetter overtrædelser af EU-retten (whistleblowerdirektivet).

Den foreslåede bestemmelse præciserer, at lov om beskyttelse af whistleblowere vil finde anvendelse på ordningen i 1. pkt., jf. dog § 2 i lov om beskyttelse af whistleblowere. § 2 i lov om beskyttelse af whistleblowere implementerer whistleblowerdirektivets artikel 3, stk. 1. Artiklen regulerer whistleblowerdirektivets forhold til regler om whistleblowerordninger i sektorspecifikke EU-retsakter, herunder ordningerne på det finansielle område.

Det foreslåede præciserer, at reglerne i lov om forsikringsformidling har forrang, når de giver whistlebloweren en bedre beskyttelse, end whistlebloweren vil få i medfør af lov om beskyttelse af whistleblowere. Indberetninger til whistleblowerordninger i forsikringsformidlere og genforsikringsformidlere skal derfor fortsat kunne foretages anonymt i medfør af § 17, stk. 1, 2. pkt., i lov om forsikringsformidling. Det betyder bl.a., at kravene om bekræftelse, opfølgning og feedback, jf. § 12, stk. 2, nr. 1-3, i lov om beskyttelse af whistleblowere, ikke gælder i de tilfælde, hvor indberetningen er indgivet anonymt, og hvor det som følge af udformningen af whistleblowerordningen ikke vil være muligt at sende en sådan bekræftelse, følge op eller give feedback til whistlebloweren. Det kan f.eks. være tilfældet, hvis den anonyme indberetning indgives til en fysisk postkasse.

Det foreslåede ændrer ikke på det skriftlige dokumentationskrav, der gælder for opfølgninger på indberetninger, og som bidrager til at sikre en effektiv tilsynsførelse, jf. § 17, stk. 1, 3. pkt., i lov om forsikringsformidling.

Lov om beskyttelse af whistleblowere forpligter som udgangspunkt alene arbejdsgivere med 50 eller flere ansatte til at etablere en intern whistleblowerordning, jf. § 9, stk. 1, i lov om beskyttelse af whistleblowere. En undtagelse til dette udgangspunkt gælder for de arbejdsgivere, som er omfattet af anvendelsesområdet for de EU-retsakter, som er nævnt i whistleblowerdirektivets bilag del II, jf. § 2 i lov om beskyttelse af whistleblowere.

Det foreslåede præciserer, at whistleblowerordninger i de finansielle virksomheder ud over at leve op til kravene i lov finansiel virksomhed tillige skal opfylde minimumskravene i lov om beskyttelse af whistleblowere i det omfang, kravene giver de ansatte en bedre beskyttelse end lov om finansiel virksomhed. Whistleblowerordninger i finansielle virksomheder med færre end 50 ansatte skal således også opfylde minimumskravene i lov om beskyttelse af whistleblowere i det omfang, kravene giver de ansatte en bedre beskyttelse end lov om finansiel virksomhed.

Der er herved ikke taget stilling til, hvorvidt indberetninger, som i øvrigt vedrører alvorlige lovovertrædelser eller øvrige alvorlige forhold, jf. § 1, nr. 2, i lov om beskyttelse af whistleblowere, omfatter indberetninger i medfør af § 17 i lov om forsikringsformidling.

Det foreslåede indebærer ikke en ændring i den personkreds, som den interne whistleblowerordning i medfør af lov om forsikringsformidling skal stilles til rådighed for. En forsikringsformidler og en genforsikringsformidler er således fortsat kun forpligtet til at stille ordningen til rådighed for formidlerens ansatte. Der henvises i øvrigt til pkt. 2.23.2. i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Bestemmelsen i § 17, stk. 2, i lov om forsikringsformidling om at ordningen i stk. 1 kan etableres via kollektiv overenskomst, vil ikke blive berørt af det foreslåede 4. pkt.

Finanstilsynets mulighed for i særlige tilfælde at dispensere fra kravet i § 17, stk. 1, jf. stk. 4, i lov om forsikringsformidling, hvor Finanstilsynet vurderer, at det vil være formålsløst, at der oprettes en ordning, vil bestå. Finanstilsynet kan imidlertid ikke undtage fra kravene i lov om beskyttelse af whistleblowere. En forsikringsformidler eller genforsikringsformidler omfattet af lov om forsikringsformidling med 50 eller flere ansatte vil derfor skulle have en whistleblowerordning i henhold til lov om beskyttelse af whistleblowere og leve op til kravene i denne lov, uanset at Finanstilsynet måtte undtage virksomheden fra kravet i § 17, stk. 1, i lov om forsikringsformidling.

Finanstilsynets tilsyn med forsikringsformidlere og genforsikringsformidlere vil ikke blive berørt af den foreslåede bestemmelse. Finanstilsynet vil fortsat have kompetence til at føre tilsyn med disses overholdelse af bl.a. § 17 i lov om forsikringsformidling, herunder kravet om, at en forsikringsformidler og en genforsikringsformidler skal have en intern whistleblowerordning, at indberetninger til ordningen skal kunne foretages anonymt, og at formidleren skriftligt skal kunne dokumentere, hvordan formidleren har fulgt op på indberetningerne. Finanstilsynet har ikke kompetence til at føre tilsyn med reglerne i lov om beskyttelse af whistleblowere. I de situationer hvor et krav eksempelvis følger af både § 17 i lov om forsikringsformidling og reglerne i lov om beskyttelse af whistleblowere, vil Finanstilsynet have kompetence til at føre tilsyn med overholdelsen af § 17 i lov om forsikringsformidling.

Til nr. 5 (§ 25 a i lov om forsikringsformidling )

Kapitel 7 i lov om forsikringsformidling indeholder regler om mulighederne for at udøve grænseoverskridende virksomhed i Danmark eller i et andet land inden for den Europæiske Union eller i et land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område. Af § 24 i loven fremgår regler om Finanstilsynets tilsyn med grænseoverskridende virksomhedsudøvelse i Danmark. Det følger heraf, at Finanstilsynet ved mistanke om manglende efterlevelse kontakter den kompetente myndighed i hjemlandet med henblik på at afklare, om den udenlandske forsikringsformidler overtræder reglerne. Kun i særlige tilfælde kan Finanstilsynet træffe nødvendige forholdsregler. Af § 25 i loven fremgår regler om Finanstilsynets tilsyn med filialer af udenlandske forsikringsformidlere og accessoriske forsikringsformidlere. Det følger heraf, at Finanstilsynet fører tilsyn med, at filialen overholder reglerne i §§ 12-14 og regler udstedt i medfør heraf.

Forsikringsdistributionsdirektivet indeholder i artikel 12 og 13 regler om udpegning af kompetente myndigheder i medlemsstaterne og samarbejde og udveksling af oplysninger imellem disse.

Det følger af direktivets artikel 7, stk. 1, at hvis en forsikrings- eller genforsikringsformidlers eller accessorisk forsikringsformidlers primære forretningssted er beliggende i en anden medlemsstat end hjemlandet, kan den kompetente myndighed i den anden medlemsstat aftale med den kompetente myndighed i hjemlandet, at den handler, som om den var den kompetente myndighed i hjemlandet i relation til bestemmelserne i kapitel IV, V, VI og VII. I tilfælde af en sådan aftale underretter den kompetente myndighed i hjemlandet straks forsikrings- eller genforsikringsformidleren eller den accessoriske forsikringsformidler og EIOPA herom.

Den kompetente myndighed i værtslandet har herefter ansvaret for at sikre, at de tjenesteydelser, som driftsstedet leverer på værtslandets område, er i overensstemmelse med de forpligtelser, der er fastsat i kapitel V og VI, og med foranstaltninger vedtaget i medfør heraf. Det følger af direktivets artikel 7, stk. 2, 1. pkt.

Den kompetente myndighed i værtslandet har endvidere ret til at gennemgå etableringsordninger og til at kræve de ændringer, der er nødvendige for at den kompetente myndighed kan håndhæve forpligtelserne i henhold til kapitel V og kapitel VI og foranstaltninger vedtaget i medfør heraf i forhold til de tjenesteydelser eller aktiviteter, som driftsstedet leverer eller udfører på dette lands område. Det følger af direktivets artikel 7, stk. 2, 2. pkt.

Artikel 7 er ikke gennemført i lov om forsikringsformidling i forbindelse med implementeringen af direktivet, da den indledende vurdering var, at bestemmelsen relaterede sig til tilsynsudøvelsen, hvorfor den kunne gennemføres i Finanstilsynets relevante forretningsgange og/eller arbejdsbeskrivelser.

På baggrund af en fornyet vurdering af artikel 7 vurderes bestemmelsen at vedrøre fordelingen af de kompetente myndigheders tilsyn ved udøvelse af grænseoverskridende virksomhed, hvorfor bestemmelsen bør gennemføres i lov om forsikringsformidling med henblik på at sikre tilstrækkelig retsgrundlag til, at Finanstilsynet kan indgå sådanne aftaler med udenlandske kompetente myndigheder.

Det foreslås i § 25 a at indsætte en bestemmelse, der giver Finanstilsynet mulighed for som værtsland at indgå aftaler med kompetente myndigheder i andre lande, om at Finanstilsynet i forhold til en udenlandsk forsikringsformidler handler som kompetent myndighed i forhold til de forpligtelser, der følger af kapitel 4-7 i forsikringsdistributionsdirektivet, og som er gennemført ved bestemmelser i denne lov og regler udstedt i medfør heraf. Formålet med ændringen er at sikre en korrekt implementering af forsikringsdistributionsdirektivets artikel 7.

Forsikringsdistributionsdirektivet fastlægger i kapitel 4-7 en række krav til virksomheder, der udøver forsikringsdistribution. Kapitel 4 indeholder således en række kompetencekrav for forsikringsdistributører, herunder krav til omdømme og egnethed, samt krav om ansvarsforsikring og etablering af klagemuligheder. Disse krav er bl.a. gennemført i lov om forsikringsformidling og bekendtgørelser udstedt i medfør heraf. Kapitel 5 fastslår det generelle princip om god skik, hvilket også indeholder en generel forpligtelse til at give kunderne en række oplysninger samt regler om produktgodkendelsesprocedurer. Disse regler er gennemført i lov om forsikringsformidling og bekendtgørelser udstedt i medfør heraf samt i lov om finansiel virksomhed for så vidt angår produktgodkendelsesprocedurer. Kapitel 6 indeholder krav til forsikringsbaserede investeringsprodukter, håndtering af interessekonflikter, særlige oplysningskrav og udførelse af egnetheds- og hensigtsmæssighedsvurdering samt rapportering til kunder. Disse regler er gennemført i lov om forsikringsformidling. Endelig indeholder kapitel 7 regler om sanktioner, herunder offentliggørelse af sanktioner samt indberetninger til EIOPA (European Insurance and Occupational Pensions Authority).

Forslaget medfører, at Finanstilsynet som værtsland ved grænseoverskridende virksomhedsudøvelse, uanset om dette sker ved filialetablering eller som udbyder af grænseoverskridende tjenesteydelser, kan indgå aftale med den kompetente myndighed i hjemlandet, om at Finanstilsynet varetager rollen som kompetent myndighed i forhold til den udenlandske forsikringsformidler med primær forretningssted i Danmark. Værtstilsynet relaterer sig til en række af lovens bestemmelser og regler udstedt i medfør heraf, idet direktivets artikel 7 anfører, at værtslandet ved indgåelse af denne slags aftaler får tilsynskompetence i forhold til bestemmelserne i direktivets kapitel IV, V, VI og VII.

I tilfælde af en sådan aftale skal den kompetente myndighed i hjemlandet underrette forsikringsformidleren og EIOPA herom.

Det foreslås endvidere, at Finanstilsynet i tilfælde af sådanne aftaler får ansvaret for at sikre, at de tjenesteydelser den udenlandske forsikringsformidler leverer i Danmark, er i overensstemmelse med de forpligtelser, der følger af direktivets V og VI. Bestemmelserne i disse kapitler er gennemført ved kapitel 4 i lov om forsikringsformidling og regler fastsat i medfør heraf. Forslaget medfører, at Finanstilsynet som værtsland kan foretage en vurdering af, om de tjenesteydelser, som den udenlandske forsikringsformidler leverer i Danmark, lever op til de gældende krav om at levere alle relevante oplysninger til kunder, god skik, krydssalg, produktgodkendelsesprocesser m.v. Reglerne herom findes i lov om forsikringsformidling og bekendtgørelse om god skik for forsikringsdistributører. Endvidere kan Finanstilsynet påse, om forsikringsformidleren overholde de krav, der er til forsikringsbaserede investeringsprodukter, som findes i bekendtgørelse om god skik for forsikringsdistributører.

Det foreslås endelig, at Finanstilsynet ved indgåelse af denne slags aftaler får ret til at gennemgå etableringsordninger og til at kræve de ændringer, der er nødvendige for at Finanstilsynet kan håndhæve forpligtelserne i forhold til de tjenesteydelser eller aktiviteter, som leveres eller udføres i Danmark.

Forslaget vil medføre, at Finanstilsynet kan udøve et reelt tilsyn med den udenlandske virksomhed, og om virksomheden lever op til de bestemmelser, der gennemfører direktivets kapitel IV, V, VI og VII, herunder om de tjenesteydelser, som virksomheden leverer i Danmark, er i overensstemmelse med de bestemmelser, der gennemfører direktivets kapitel V og VI. Forslaget medfører således et udvidet tilsyn for Finanstilsynet, som ikke i dag har adgang til at føre et direkte tilsyn med udenlandske forsikringsformidlere, der udøver virksomhed i Danmark, men alene har ret til at foretage de nødvendige foranstaltninger med henblik på at sikre forbrugernes interesser.

Til nr. 6 (§ 27, stk. 3, 1. pkt., og stk. 7, 1., pkt., og § 28, stk. 2, 1. pkt., i lov om forsikringsformidling)

Det følger af den gældende § 27, stk. 3, 1. pkt., i lov om forsikringsformidling, at Finanstilsynet har bemyndigelse til at påbyde et medlem af bestyrelsen i en forsikringsformidler eller en genforsikringsformidler at nedlægge sit hverv, når der er rejst tiltale mod bestyrelsesmedlemmet i en straffesag om overtrædelse af straffeloven, denne lov eller anden finansiel lovgivning, indtil straffesagen er afgjort, hvis domfældelse vil indebære, at vedkommende ikke opfylder kravene i § 9, stk. 1, nr. 3.

Det følger endvidere af den gældende § 27, stk. 7, 1. pkt., i lov om forsikringsformidling, at Finanstilsynet har bemyndigelse til at påbyde en forsikringsformidler eller genforsikringsformidler at afsætte en direktør i virksomheden, når der er rejst tiltale mod den pågældende i en straffesag om overtrædelse af straffeloven, denne lov eller anden finansiel lovgivning, indtil straffesagen er afgjort, hvis domfældelse vil indebære, at vedkommende ikke opfylder kravene i § 9, stk. 1, nr. 3.

Endelig følger det af den gældende § 28, stk. 2, 1. pkt., i lov om forsikringsformidling, at Finanstilsynet har bemyndigelse til at påbyde en accessorisk forsikringsformidler at afsætte en ansat med ansvar for distribution af accessoriske forsikringer, når der er rejst tiltale mod den ansatte i en straffesag om overtrædelse af straffeloven, denne lov eller anden finansiel lovgivning, indtil straffesagen er afgjort, hvis domfældelse vil indebære, at den ansatte ikke opfylder kravene i § 10, stk. 1, nr. 1.

Kravene i § 10, stk. 1, nr. 1, indebærer, at en ansat i en accessorisk forsikringsformidler med ansvar for distribution af accessoriske forsikringer ikke må være pålagt strafansvar for overtrædelse af straffeloven, den finansielle lovgivning eller anden relevant lovgivning, hvis overtrædelsen indebærer risiko for, at vedkommende ikke kan varetage sin stilling på betryggende måde.

Det følger af § 9, stk. 1, nr. 3, at et medlem af bestyrelsen eller direktionen i en forsikringsformidler eller en genforsikringsformidler ikke må være pålagt strafansvar for overtrædelse af straffeloven, den finansielle lovgivning eller anden relevant lovgivning, hvis overtrædelsen indebærer risiko for, at vedkommende ikke kan varetage sit hverv på betryggende måde.

Det foreslås i § 27, stk. 3, 1. pkt., og stk. 7, 1. pkt., og § 28, stk. 2, 1. pkt., at indføre en henvisning til anden relevant lovgivning, således det præciseres, at Finanstilsynets bemyndigelse inkluderer tilfælde, hvor der er rejst tiltale mod den pågældende i en straffesag om overtrædelse af anden relevant lovgivning. Dermed bringes ordlyden af bestemmelserne i overensstemmelse med ordlyden af § 9, stk. 1, nr. 3 og § 10, stk. 1, nr. 1, som bestemmelsen henviser til.

Finanstilsynets bemyndigelse til at påbyde et bestyrelsesmedlem i en forsikringsformidler eller en genforsikringsformidler at nedlægge sit hverv, og påbyde en forsikringsformidler eller genforsikringsformidler at afsætte et direktionsmedlem, og påbyde en accessorisk forsikringsformidler at afsætte en ansat med ansvar for distribution af accessoriske forsikringer, når der er rejst tiltale mod vedkommende i en straffesag om overtrædelse af denne lov, vil ikke afskæres med den foreslåede præcisering. Denne lov anses for en del af den finansielle lovgivning.

Til nr. 7 (§ 43, stk. 1, i lov om forsikringsformidling )

§ 8 i lov om forsikringsformidling foreskriver, at forsikringsformidlere senest den 1. juli hvert år skal indberette virksomhedens omsætning og antal formidlede forsikringspolicer til Finanstilsynet. Manglende efterlevelse heraf kan straffes med bøde efter lovens § 42, stk. 2.

Det følger af § 43, at hvis en formidler eller person undlader at opfylde de pligter, som efter loven påhviler dem i medfør af § 26, stk. 1 og 4, kan Finanstilsynet som tvangsmiddel pålægge personen, formidleren eller de ansvarlige personer for formidleren daglige eller ugentlige tvangsbøder. Administrative tvangsbøder er et forvaltningsretligt tvangsmiddel og således ikke en strafferetlig sanktion.

§ 43 gennemfører artikel 33, stk. 4, i forsikringsdistributionsdirektivet.

Finanstilsynet er som tilsynsvirksomhed afhængig af de oplysninger, som virksomhederne på anmodning eller pligtmæssigt indsender til Finanstilsynet. Det er derfor afgørende for, at Finanstilsynet kan udøve et effektivt tilsyn, at virksomhederne efterlever disse pligter og således leverer de nødvendige oplysninger til Finanstilsynet. Finanstilsynet har som følge heraf hjemmel til at pålægge virksomhederne tvangsbøder, hvis de ikke efterlever en anmodning efter § 26, stk. 1, om at give Finanstilsynet de oplysninger, der er nødvendige for tilsynsvirksomheden.

En tilsynsmyndighed kan ikke pålægge tvangsbøder, hvis tilsynsmyndigheden har konkret mistanke om, at en enkeltperson eller en juridisk person har begået en lovovertrædelse, jf. § 10 i lov nr. 442 af 9. juni 2004 om retssikkerhed ved forvaltningens anvendelse af tvangsindgreb og oplysningspligter (retssikkerhedsloven). Tvangsbøder kan dog anvendes, hvis det kan udelukkes, at de oplysninger, som søges tilvejebragt, kan have betydning for bedømmelsen af den formodede lovovertrædelse. Der henvises til retssikkerhedsloven for fortolkning af denne bestemmelse.

Tvangsbøder er et forvaltningsretligt tvangsmiddel og ikke nogen strafferetlig sanktion. Det gælder derfor, at påløbne, men endnu ikke inddrevne bøder, bortfalder ved forholdets lovliggørelse, jf. Justitsministeriets vejledning nr. 11255 af 18. juni 1996 om benådning, udsættelse, eftergivelse og henstand m.v. Den del af bøden, som ikke bliver betalt eller indkommer ved inddrivelse gennem udpantning, kan kræves afsonet efter reglerne om straf af fængsel, jf. § 17 i lov om ikrafttræden af borgerlig straffelov m.v.

Det foreslås i § 43, stk. 1, at indsætte en henvisning til § 8, hvorefter Finanstilsynet ved virksomheders manglende efterlevelse af pligten til at indberette omsætning og formidlede forsikringspolicer kan pålægge en person, formidler eller de ansvarlige personer for formidleren daglige eller ugentlige tvangsbøder.

De oplysninger, som virksomhederne skal levere til Finanstilsynet efter § 8 er også afgørende for Finanstilsynets tilsyn med virksomheder, der udøver forsikringsdistribution. Som følge heraf bør der være samme mulighed for at reagere i tilfælde af manglende efterlevelse af denne forpligtelse. Formålet med ændringen er således at sikre Finanstilsynet et operationelt værktøj, der kan anvendes i de tilfælde, hvor virksomhederne ikke efterlever pligterne i loven til at indberette oplysninger til brug for Finanstilsynets tilsynsvirksomhed. Ændringen foretages for dels at sikre større efterlevelse og dels sikre tilstrækkelig information for Finanstilsynet til at have et fyldestgørende overblik over markedet samt mulighed for at følge udviklingen.

Den foreslåede bestemmelse påvirker ikke bødebestemmelsen i § 42, stk. 2. Det vil derfor fortsat være muligt at ifalde bødestraf ved manglende efterlevelse af lovens § 8. Det vil f.eks. være relevant i situationer, hvor en forsikringsformidler gentagne gange ikke sørger for at indberette oplysninger om omsætning og formidlede forsikringspolicer. Finanstilsynet kan, hvis det findes mere hensigtsmæssigt at anvende bødestraf, undlade at anvende tvangsbøder og anvende de almindelige straffebestemmelser.