Lov om ændring af lov om finansiel virksomhed, lov om kapitalmarkeder, lov om investeringsforeninger m.v. og forskellige andre love (Supplering af taksonomiforordningen og ny model for SIFI-udpegning) § 2

Til nr. 1 (§ 20, stk. 2, nr. 5, i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v.)

Den gældende § 20, stk. 2, nr. 5, i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v. fastsætter krav om, at en forvalter af alternative investeringsfonde skal sikre sig, at virksomhedens udbetaling af variabel løn sker over en periode, hvis den udbetales til medlemmer af ledelsen og andre ansatte, hvis aktiviteter har væsentlig indflydelse på forvalterens risikoprofil eller på risikoprofilen for de forvaltede alternative investeringsfonde. Hvis en alternativ investeringsfonds livscyklus er kortere end henholdsvis 3 og 4 år, tilpasses perioden i 1. pkt., til fondens livscyklus og indløsningspolitik.

Den gældende bestemmelse forpligter forvalteren til at sikre, at udbetaling af mindst 40 pct. af den variable løndel, ved større beløb 60 pct., sker over en periode på mindst 3 år med påbegyndelse et år efter beregningstidspunktet, dog for medlemmer af ledelsen mindst 4 år, med en ligelig fordeling over årene eller med en voksende andel i slutningen af perioden. Hvis en alternativ investeringsfonds livscyklus er kortere end henholdsvis 3 og 4 år, tilpasses perioden i 1. pkt., til fondens livscyklus og indløsningspolitik.

Det foreslås i § 20, stk. 2, nr. 5, at udskydelsesperioden for væsentlige risikotagere udvides fra mindst 3 år til mindst 4 år og for medlemmer af ledelsen fra mindst 4 år til mindst 5 år. Forvalterens udbetaling af mindst 40 pct. af en variabel løndel til væsentlige risikotagere, ved større beløb 60 pct., skal således ske over en periode på mindst 4 år med påbegyndelse et år efter beregningstidspunktet og for medlemmer af ledelsen mindst 5 år, med en ligelig fordeling over årene eller med en voksende andel i slutningen af perioden. Hvis en alternativ investeringsfonds livscyklus er kortere end henholdsvis 4 og 5 år, tilpasses perioden i 1. pkt., til fondens livscyklus og indløsningspolitik.

Ved lov nr. 2110 af 22. december 2020 blev udskydelsesperioden for udbetaling af variabel løn forlænget. Med henblik på at ensarte aflønningsreglerne på tværs af lovgivningen på det finansielle område foreslås forlængelsen af udskydelsesperioden, udbredt til de øvrige aflønningsregler i den finansielle regulering.

Det følger af den foreslåede overgangsbestemmelse i lovforslagets § 20, at en variabel løn, der allerede ved lovens ikrafttræden er optjent eller under udskydelse, skal efterleve de gældende udskydelsesregler. Det vil sige, at en større andel af en variabel løn til en væsentlig risikotager skal udbetales over en periode på 3 år, mens udbetalingen af en større andel af en variabel løn til medlemmer af ledelsen skal udbetales over en periode på 4 år efter de gældende regler.

Den foreslåede udvidelse af udbetalingsperioden finder anvendelse for variabel løn, der optjenes i optjeningsperioden efter lovens ikrafttræden.

Til nr. 2 (§ 22, stk. 3, i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v.)

Det følger af den gældende § 22, stk. 3, i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v., at forvalteren skal offentliggøre det samlede vederlag for hvert enkelt medlem af bestyrelsen og direktionen i årsrapporten.

Det foreslås i § 22, stk. 3, 1. pkt., at lade kravet om, at oplysningerne om bestyrelsesmedlemmers og direktionsmedlemmers samlede vederlag skal offentliggøres i årsrapporten, udgå.

Den foreslåede ændring vil medføre, at der ikke længere stilles krav om, at offentliggørelsen af oplysninger om bestyrelsens og direktionens individuelle vederlag skal ske i årsrapporten.

Med den foreslåede ændring sikres det, at offentliggørelsen af oplysninger om bestyrelsens og direktions individuelle vederlag kan ske i overensstemmelse med artikel 5, stk. 1, litra e, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/679 af 27. april 2016 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger og om ophævelse af direktiv 95/46/EF (generel forordning om databeskyttelse). Bestemmelsen i artikel 5, stk. 1, litra e, indebærer, at personoplysninger, eksempelvis oplysninger om bestyrelsens eller direktions individuelle vederlag, som udgangspunkt skal slettes eller anonymiseres når de ikke længere er nødvendige.

Forvalteren er fortsat forpligtet til at offentliggøre oplysninger om det samlede vederlag for hvert enkelt medlem af bestyrelsen og direktionen, som vedkommende som led i dette hverv har optjent fra forvalteren i det pågældende regnskabsår, og som vedkommende i samme regnskabsår har optjent som medlem af bestyrelsen eller direktionen i en virksomhed inden for samme koncern.

Det foreslås i § 22, stk. 3, 2. pkt., at forvalteren skal angive i årsrapporten, hvor oplysningerne i henhold til 1. pkt. kan findes.

Der stilles ikke krav til, hvor i årsrapporten forvalteren skal angive, hvor oplysningerne bestyrelsens og direktionens individuelle vederlag er offentliggjort. Forvalteren kan eksempelvis offentliggøre oplysningerne om ledelsens individuelle vederlag i vederlagsrapporten med en note herom i årsrapporten.

Det foreslås i § 22, stk. 3, 3. pkt., at oplysningerne skal være offentligt tilgængelige i mindst 10 år fra tidspunktet for den seneste årsrapports offentliggørelse.

Det følger af det foreslåede, at oplysningerne om bestyrelsens og direktionens individuelle vederlag skal være offentligt tilgængelige i mindst 10 år fra tidspunktet for den seneste årsrapports offentliggørelse.

Det foreslåede vil sikre, at forvalterens kunder og investorer mv. får vederlagsoplysningerne samtidig med den seneste årsrapport.

Offentliggørelse af oplysningerne om ledelsens individuelle vederlag i en periode efter årsrapportens offentliggørelse er nødvendig for, at aktionærer, potentielle investorer og interessenter bedre kan vurderer, hvordan forvalteren aflønner sin ledelse.

Til nr. 3 (§ 27 a, stk. 1, 4. pkt., i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v.)

§ 27 a i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v. (FAIF-loven) indeholder regler om whistleblowerordninger for forvaltere af alternative investeringsfonde, der er omfattet af FAIF-loven.

Reglerne udmønter dele af den politiske aftale af 10. oktober 2013 om regulering af systemisk vigtige finansielle institutter (SIFI) samt krav til alle banker og realkreditinstitutter om mere og bedre kapital og højere likviditet (Bankpakke 6) samt den politiske aftale af 19. september 2018 om yderligere initiativer til styrkelse af indsatsen mod hvidvask og terrorfinansiering.

Det følger af § 27 a, stk. 1, i FAIF-loven, at en forvalter af alternative investeringsfonde skal have en ordning, hvor forvalterens ansatte via en særlig, uafhængig og selvstændig kanal kan indberette overtrædelser eller potentielle overtrædelser af FAIF-loven, regler udstedt i medfør heraf og bestemmelser indeholdt i Den Europæiske Unions forordninger for de områder af loven, som Finanstilsynet fører tilsyn med, begået af forvalteren af alternative investeringsfonde, herunder af ansatte eller medlemmer af bestyrelsen i forvalteren. Indberetninger til ordningen skal kunne foretages anonymt. Forvalteren skal følge op på indberetninger til ordningen og skriftligt kunne dokumentere, hvordan forvalteren har fulgt op på indberetningerne.

Det fremgår af § 27 a, stk. 2, at ordningen i stk. 1 kan etableres via kollektiv overenskomst.

Ifølge § 27 a, stk. 3, i FAIF-loven finder stk. 1 alene anvendelse for forvaltere af alternative investeringsfonde, som beskæftiger flere end fem ansatte. Ordningen nævnt i stk. 1 og 2 skal være etableret senest 3 måneder efter, at virksomheden har ansat den sjette ansatte.

Finanstilsynet kan i særlige tilfælde, hvor Finanstilsynet vurderer, at det vil være formålsløst, at der oprettes en ordning, dispensere fra kravet i stk. 1, jf. § 27 a, stk. 4, i FAIF-loven. Dispensation kan alene gives, hvor der foreligger særlige forhold, som tilsiger, at det ikke vil være hensigtsmæssigt at stille krav om etablering af en whistleblowerordning.

Det foreslås at indsætte et 4. pkt. i § 27 a, stk. 1, i FAIF-loven, hvorefter lov om beskyttelse af whistleblowere finder anvendelse på ordningen omfattet af 1. pkt.

Det foreslåede har til formål at sikre ens krav for alle virksomheder underlagt Finanstilsynets tilsyn i overensstemmelse med bankpakke 6. Behovet for at sikre ens krav er foranlediget af ikrafttrædelsen af lov om beskyttelse af whistleblowere, jf. lov nr. 1436 af 29. juni 2021, der implementerer Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2019/1937 af 23. oktober 2019 om beskyttelse af personer, der indberetter overtrædelser af EU-retten (whistleblowerdirektivet).

Det følger af det foreslåede 4. pkt., at lov om beskyttelse af whistleblowere vil finde anvendelse på ordningen omfattet 1. pkt.

Det foreslåede præciserer, at reglerne i FAIF-loven har forrang, når de giver whistlebloweren en bedre beskyttelse, end whistlebloweren vil få i medfør af lov om beskyttelse af whistleblowere. Indberetninger til whistleblowerordninger i forvaltere af alternative investeringsfonde skal derfor fortsat kunne foretages anonymt i medfør af § 27 a, stk. 1, 2. pkt., i FAIF-loven. Det er på trods af, at der ikke stilles krav om, at indberetninger til interne whistleblowerordninger skal kunne foretages anonymt i medfør af lov om beskyttelse af whistleblowere. Det betyder bl.a., at kravene om bekræftelse, opfølgning og feedback, jf. § 12, stk. 2, nr. 1-3, i lov om beskyttelse af whistleblowere, ikke gælder i de tilfælde, hvor indberetningen er indgivet anonymt, og hvor det som følge af udformningen af whistleblowerordningen ikke vil være muligt at sende en sådan bekræftelse, følge op eller give feedback til whistlebloweren. Det kan f.eks. være tilfældet, hvis den anonyme indberetning indgives til en fysisk postkasse.

Det foreslåede ændrer ikke på det skriftlige dokumentationskrav, der gælder for opfølgninger på indberetninger, og som bidrager til at sikre en effektiv tilsynsførelse, jf. § 27 a, stk. 1, 3. pkt., i FAIF-loven.

Det foreslåede præciserer, at whistleblowerordninger i forvaltere af alternative investeringsfonde ud over at leve op til kravene i FAIF-loven tillige skal opfylde minimumskravene i lov om beskyttelse af whistleblowere i det omfang, kravene giver de ansatte en bedre beskyttelse end FAIF-loven.

Lov om beskyttelse af whistleblowere forpligter alene arbejdsgivere med 50 eller flere ansatte til at etablere en intern whistleblowerordning, jf. § 9, stk. 1, i lov om beskyttelse af whistleblowere.

Den foreslåede bestemmelse medfører ikke ændringer i, hvilke virksomheder der i medfør af FAIF-loven er forpligtet til at etablere interne whistleblowerordninger.

Forslaget indebærer, at whistleblowerordninger i forvaltere af alternative investeringsfonde med færre end 50 ansatte, som er oprettet i henhold FAIF-loven, også skal opfylde kravene i lov om beskyttelse af whistleblowere. Dette gælder uanset, at lov om beskyttelse af whistleblowere alene forpligter arbejdsgivere med 50 eller flere ansatte til at etablere en intern whistleblowerordning.

Der er herved ikke taget stilling til, hvorvidt indberetninger, som i øvrigt vedrører alvorlige lovovertrædelser eller øvrige alvorlige forhold, jf. § 1, nr. 2, i lov om beskyttelse af whistleblowere, omfatter indberetninger i medfør af § 27 a i FAIF-loven.

Det foreslåede indebærer ikke en ændring af personkredsen, som den interne whistleblowerordning i medfør af FAIF-loven skal stilles til rådighed for. En forvalter af alternative investeringsfonde er således fortsat kun forpligtet til at stille ordningen til rådighed for forvalterens ansatte. Der henvises i øvrigt til pkt. 2.23.2. i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Bestemmelsen i § 27 a, stk. 2, i FAIF-loven, om at ordningen i stk. 1 kan etableres via kollektiv overenskomst, vil ikke blive berørt af det foreslåede 4. pkt.

Finanstilsynets mulighed for i særlige tilfælde at dispensere fra kravet i § 27 a, stk. 1, jf. stk. 4, i FAIF-loven, hvor Finanstilsynet vurderer, at det vil være formålsløst, at der oprettes en ordning, vil fortsat bestå. Finanstilsynet kan imidlertid ikke undtage fra kravene i lov om beskyttelse af whistleblowere. Forvaltere af alternative investeringsfonde med 50 eller flere ansatte vil derfor skulle have en whistleblowerordning i henhold til lov om beskyttelse af whistleblowere og leve op til kravene i denne lov, uanset at Finanstilsynet måtte undtage forvalteren fra kravet i § 27 a, stk. 1, i FAIF-loven.

Finanstilsynets tilsyn med forvaltere af alternative investeringsfonde vil ikke blive berørt af den foreslåede bestemmelse. Finanstilsynet vil fortsat have kompetence til at føre tilsyn med disses overholdelse af bl.a. § 27 a i FAIF-loven, herunder kravet om at en forvalter af alternative investeringsfonde skal have en intern whistleblowerordning, at indberetninger til ordningen skal kunne foretages anonymt, og at forvalteren skriftligt skal kunne dokumentere, hvordan forvalteren har fulgt op på indberetningerne. Finanstilsynet har ikke kompetence til at føre tilsyn med reglerne i lov om beskyttelse af whistleblowere. I de situationer hvor et krav eksempelvis følger af både § 27 a i FAIF-loven og reglerne i lov om beskyttelse af whistleblowere, vil Finanstilsynet have kompetence til at føre tilsyn med overholdelsen af § 27 a i FAIF-loven.

Til nr. 4 (§ 137, stk. 3, i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v.)

Det fremgår af § 137, stk. 3, i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v., at det skal fremgå af afdelingens navn, hvis bestyrelsen kan etablere andelsklasser i afdelingen.

Etablering af andelsklasser giver mulighed for at underopdele afdelinger i kapitalforeninger og AIF-SIKAV’er. Andelsklasserne har forskellige karakteristika og kan dermed målrettes bestemte typer investorer.

§ 137, stk. 3, i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v. blev indført i loven af hensyn til styring af administrative systemer i det daværende SKAT (nu Skattestyrelsen).

Der er ikke længere tekniske eller administrative årsager i Skattestyrelsen til opretholdelse af kravet om, at det af afdelingens navn fremgår, hvis bestyrelsen kan etablere andelsklasser i afdelingen.

Det foreslås på den baggrund, at § 137, stk. 3, i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v. ophæves.

Ophævelsen vil medføre, at der fremadrettet ikke længere vil være krav om, at det skal fremgå af afdelingsnavnet, at der kan etableres andelsklasser i den pågældende afdeling.

Til nr. 5 (§ 155, stk. 1, 6. pkt., i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v.)

Den gældende bestemmelse i § 155, stk. 1, i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v. angiver bl.a. de regler i øvrig lovgivning og forordninger, som Finanstilsynet påser overholdelsen af.

Det foreslås i § 155, stk. 1, 6. pkt., at indsætte en henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2020/852/EU af 18. juni 2020 om fastlæggelse af en ramme til fremme af bæredygtige investeringer.

Det foreslåede medfører, at Finanstilsynet vil blive udpeget som kompetent myndighed til at påse finansielle markedsdeltageres overholdelse af artikel 5, 6 og 7 i taksonomiforordningen. Med den foreslåede ændring vil Finanstilsynet også kunne påse overholdelsen af de regler, som Kommissionen har hjemmel til at udstede i medfør af taksonomiforordningen.

Taksonomiforordningen finder bl.a. anvendelse på finansielle markedsdeltagere. Ved finansielle markedsdeltagere forstås bl.a. en forvalter af alternative investeringsfonde, en forvalter af en kvalificeret venturekapitalfond, der er registreret i medfør af artikel 14 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 345/2013/EU af 17. april 2013 om europæiske venturekapitalfonde, og en forvalter af en kvalificeret social iværksætterfond, der er registreret i medfør af artikel 15 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 346/2013/EU af 17. april 2013 om europæiske sociale iværksætterfonde, jf. artikel 2, nr. 2, i taksonomiforordningen, jf. artikel 2, nr. 1, litra e, g og h, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2019/2088/EU af 27. november 2019 om bæredygtighedsrelaterede oplysninger i sektoren for finansielle tjenesteydelser (disclosureforordningen).

Taksonomiforordningen fastsætter yderligere krav til de oplysninger, som finansielle markedsdeltagere skal give forud for indgåelse af en aftale, og i periodiske rapporter i medfør af disclosureforordningen, når finansielle markedsdeltagere stiller finansielle produkter i medfør af artikel 8 og artikel 9 i disclosureforordningen til rådighed, eller når finansielle markedsdeltagere stiller et finansielt produkt til rådighed, som ikke er omfattet af artikel 8 eller artikel 9 i disclosureforordningen.

Ved finansielle markedsdeltagere i taksonomiforordningen forstås de finansielle markedsdeltagere som defineret i disclosureforordningen, hvilket bl.a. er et fondsmæglerselskab eller pengeinstitut, der yder porteføljepleje, eller et forsikringsselskab, der udbyder et forsikringsbaseret investeringsprodukt.

Efter artikel 21, stk. 1, i taksonomiforordningen skal hver medlemsstat sikre, at den kompetente myndighed, der er omhandlet i artikel 14, stk. 1, i disclosureforordningen overvåger, at finansielle markedsdeltagere opfylder kravene i artikel 5, 6 og 7, i taksonomiforordningen. Endvidere skal hver medlemsstat sikre, at den kompetente myndighed, som er udpeget af de nationale myndigheder, har de nødvendige tilsyns- og undersøgelsesbeføjelser, til at kunne udføre de opgaver, der er omfattet af taksonomiforordningen.

Finanstilsynet er udpeget som kompetent myndighed til at påse finansielle markedsdeltageres overholdelse af disclosureforordningen i medfør af lov nr. 1940 af 15. december 2020.

Den foreslåede ændring vil medføre, at Finanstilsynet bl.a. vil kunne udstede påbud og påtaler for overtrædelse af artikel 5, 6 og 7 i taksonomiforordningen eller regler udstedt i medfør heraf.

Bestemmelsen supplerer artikel 21, stk. 1, i taksonomiforordningen.

Til nr. 6 (§ 189 i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v.)

Den gældende bestemmelse i § 189 i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v. indeholder en klageadgang til Erhvervsankenævnet for den, som en afgørelse truffet af Finanstilsynet eller Erhvervsstyrelsen i henhold til loven eller regler udstedt i medfør heraf retter sig mod.

Det foreslås i § 189 at indsætte en henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2020/852/EU af 18. juni 2020 om fastlæggelse af en ramme til fremme af bæredygtige investeringer.

Det foreslåede medfører, at afgørelser truffet af Finanstilsynet i medfør af taksonomiforordningen eller regler udstedt i medfør heraf kan indbringes for Erhvervsankenævnet senest 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt den pågældende, som afgørelsen retter sig til.

Til nr. 7 (§ 168, stk. 3, 1. pkt. og § 168 a, stk. 3, 1. pkt., i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde)

Det følger af den gældende § 168, stk. 3, 1. pkt., i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v. at Finanstilsynet har en bemyndigelse til at påbyde en forvalter med tilladelse til at forvalte alternative investeringsfonde at afsætte en direktør, når der er rejst tiltale mod den pågældende i en straffesag om overtrædelse af straffeloven, denne lov eller anden finansiel lovgivning, indtil straffesagen er afgjort, hvis domfældelse vil indebære, at vedkommende ikke opfylder kravene i § 13, stk. 3, nr. 1.

Det følger af den gældende § 168 a, stk. 3, 1. pkt., at Finanstilsynet har bemyndigelse til at påbyde en depositar med tilladelse efter § 46, stk. 3, i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v., at afsætte en direktør, når der er rejst tiltale mod den pågældende i en straffesag om overtrædelse af straffeloven, denne lov eller anden finansiel lovgivning, indtil straffesagen er afgjort, hvis domfældelse vil indebære, at vedkommende ikke opfylder kravene i § 13, stk. 3, nr. 1.

Det foreslås i § 168, stk. 3, 1. pkt. og § 168 a, stk. 3, 1. pkt., at tilrette bestemmelsernes ordlyd, således den er i overensstemmelse med ordlyden af lovens § 13, stk. 1, nr. 3.

Det følger af § 13, stk. 1, nr. 3, at et medlem af ledelsen i en forvalter med tilladelse til at forvalte alternative investeringsfonde ikke må være pålagt strafansvar for overtrædelse af straffeloven, den finansielle lovgivning eller anden relevant lovgivning, hvis overtrædelsen indebærer risiko for, at vedkommende ikke kan varetage sit hverv eller sin stilling på betryggende måde.

Det følger af § 46, stk. 6, jf. § 13, stk. 3, nr. 1, at ledelsen i enheder, der ønsker at fungere som depositar, ikke må være pålagt strafansvar for overtrædelse af straffeloven, den finansielle lovgivning eller anden relevant lovgivning, hvis overtrædelsen indebærer risiko for, at vedkommende ikke kan varetage sit hverv eller stilling på betryggende måde. § 13, stk. 3, nr. 1, nævner således anden relevant lovgivning. § 168 a, stk. 3, 1. pkt. henviser til § 13, stk. 3, nr. 1, men nævner ikke anden relevant lovgivning.

Det foreslås at præcisere § 168, stk. 3, 1. pkt. og § 168 a, stk. 3, 1. pkt., således Finanstilsynets bemyndigelse efter stk. 3,

1. pkt., inkluderer tilfælde, hvor der er rejst tiltale mod den pågældende i en straffesag om overtrædelse af anden relevant lovgivning. Dermed bringes ordlyden af bestemmelserne i overensstemmelse med bestemmelsens henvisning til lovforslagets § 13, stk. 1, nr. 3.

Finanstilsynets bemyndigelse til at påbyde en forvalter med tilladelse til at forvalte investeringsfonde og en depositar med tilladelse efter § 46, stk. 3, af afsætte en direktør, når der er rejst tiltale mod vedkommende i en straffesag om overtrædelse af denne lov, vil ikke afskæres med den foreslåede præcisering. Denne lov anses for en del af den finansielle lovgivning.

Til nr. 8 (§ 190, stk. 1, i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v.)

§ 190 i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v., er en strafbestemmelse. Det følger af bestemmelsen i § 190, stk. 1, at overtrædelser af specifikt opregnede bestemmelser i FAIF-loven kan straffes med bøde eller fængsel indtil 4 måneder, medmindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning.

Det foreslås i § 190, stk. 1¸ at ændre »§ 137, stk. 5,« til: »§ 137, stk. 4«.

Det foreslåede er en konsekvensrettelse på baggrund af, at § 137, stk. 3, foreslås ophævet ved lovforslagets § 2, nr. 4.

Der er med ændringen ikke tilsigtet en ændring af retstilstanden for overtrædelse af bestemmelsen.