LOV nr 2382 af 14/12/2021
Erhvervsministeriet
Lov om ændring af lov om finansiel virksomhed, lov om kapitalmarkeder, lov om investeringsforeninger m.v. og forskellige andre love (Supplering af taksonomiforordningen og ny model for SIFI-udpegning) § 15
I lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension, jf. lovbekendtgørelse nr. 1110 af 10. oktober 2014, som ændret senest ved lov nr. 1159 af 8. juni 2021, foretages følgende ændringer:
1. I § 24 g, stk. 1, indsættes som 4. pkt.:
»Lov om beskyttelse af whistleblowere finder anvendelse på ordningen i 1. pkt.«
2. I § 27, stk. 1, indsættes som 2. pkt.:
»Derudover påser Finanstilsynet overholdelsen af Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2019/2088/EU af 27. november 2019 om bæredygtighedsrelaterede oplysninger i sektoren for finansielle tjenesteydelser, Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2020/852/EU af 18. juni 2020 om fastlæggelse af en ramme til fremme af bæredygtige investeringer og regler udstedt i medfør heraf.«
3. I § 27, stk. 3, 1. pkt., ændres »kapitler og bestemmelser i denne lov« til: »regler«.
4. I § 27 e ændres »eller regler udstedt i medfør af loven« til: », regler udstedt i medfør af loven, Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2019/2088/EU af 27. november 2019 om bæredygtighedsrelaterede oplysninger i sektoren for finansielle tjenesteydelser, Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2020/852/EU af 18. juni 2020 om fastlæggelse af en ramme til fremme af bæredygtige investeringer eller regler udstedt i medfør heraf«.
5. Efter § 27 l indsættes i kapitel 9:
»§ 27 m. Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2019/2088/EU af 27. november 2019 om bæredygtighedsrelaterede oplysninger i sektoren for finansielle tjenesteydelser finder anvendelse på Arbejdsmarkedets Tillægspension.«
Forarbejder til Lov om ændring af lov om finansiel virksomhed, lov om kapitalmarkeder, lov om investeringsforeninger m.v. og forskellige andre love (Supplering af taksonomiforordningen og ny model for SIFI-udpegning) § 15
RetsinformationTil nr. 1 (§ 24 g, stk. 1, 4. pkt., i lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension)
§ 24 g i lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension (ATP-loven) indeholder regler om en whistleblowerordning i Arbejdsmarkedets Tillægspension (ATP).
Reglerne udmønter dele af den politiske aftale af 10. oktober 2013 om regulering af systemisk vigtige finansielle institutter (SIFI) samt krav til alle banker og realkreditinstitutter om mere og bedre kapital og højere likviditet (Bankpakke 6) og den politiske aftale af 19. september 2018 om yderligere initiativer til styrkelse af indsatsen mod hvidvask og terrorfinansiering.
Det fremgår af § 24 g, stk. 1, i ATP-loven, at ATP skal have en ordning, hvor dets ansatte via en særlig, uafhængig og selvstændig kanal kan indberette overtrædelser eller potentielle overtrædelser af den finansielle regulering begået af virksomheden, herunder af ansatte eller medlemmer af bestyrelsen i virksomheden. Indberetninger til ordningen skal kunne foretages anonymt. ATP skal følge op på indberetninger til ordningen og skriftligt kunne dokumentere, hvordan ATP har fulgt op på indberetningerne.
Det fremgår af § 24 g, stk. 2, at ordningen i stk. 1 kan etableres via kollektiv overenskomst.
Det foreslås at indsætte et 4. pkt. i § 24 g, stk. 1, i ATP-loven, hvorefter lov om beskyttelse af whistleblowere finder anvendelse på ordningen i 1. pkt.
Det foreslåede har til formål at sikre ens krav for alle virksomheder underlagt Finanstilsynets tilsyn i overensstemmelse med bankpakke 6. Behovet for at sikre ens krav er foranlediget af ikrafttrædelsen af lov om beskyttelse af whistleblowere, jf. lov nr. 1436 af 29. juni 2021, der implementerer Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2019/1937 af 23. oktober 2019 om beskyttelse af personer, der indberetter overtrædelser af EU-retten (whistleblowerdirektivet).
Det følger af det foreslåede 4. pkt., at lov om beskyttelse af whistleblowere vil finde anvendelse på ordningen omfattet af 1. pkt.
Den foreslåede bestemmelse indebærer, at reglerne i ATP-loven har forrang, når de giver whistlebloweren en bedre beskyttelse, end whistlebloweren vil få i medfør af lov om beskyttelse af whistleblowere. Indberetninger til whistleblowerordningen i ATP skal derfor fortsat kunne foretages anonymt i medfør af § 24 g, stk. 1, 2. pkt., i ATP-loven. Det er på trods af, at der ikke stilles krav til, at indberetninger til whistleblowerordninger skal kunne foretages anonymt i medfør af lov om beskyttelse af whistleblowere. Det indebærer bl.a., at kravene om bekræftelse, opfølgning og feedback, jf. § 12, stk. 2, nr. 1-3, i lov om beskyttelse af whistleblowere, ikke gælder i de tilfælde, hvor indberetningen er indgivet anonymt, og hvor det som følge af udformningen af whistleblowerordningen ikke vil være muligt at sende en sådan bekræftelse, følge op eller give feedback til whistlebloweren. Det kan f.eks. være tilfældet, hvis den anonyme indberetning indgives til en fysisk postkasse.
Det foreslåede har ikke til hensigt at ændre på det skriftlige dokumentationskrav, der gælder for opfølgninger på indberetninger, og som bidrager til at sikre en effektiv tilsynsførelse, jf. § 24 g, stk. 1, 3. pkt., i ATP-loven.
Det foreslåede medfører, at whistleblowerordningen i ATP ud over at leve op til kravene i ATP-loven tillige skal opfylde minimumskravene i lov om beskyttelse af whistleblowere, i det omfang kravene giver de ansatte en bedre beskyttelse end ATP-loven.
Lov om beskyttelse af whistleblowere forpligter alene arbejdsgivere med 50 eller flere ansatte til at etablere en intern whistleblowerordning, jf. § 9, stk. 1, i lov om beskyttelse af whistleblowere.
Den foreslåede bestemmelse ændrer ikke på, at ATP er forpligtet til at have en intern whistleblowerordning.
Forslaget indebærer, at whistleblowerordningen i ATP, som er oprettet i henhold til ATP-loven, også skal opfylde kravene i lov om beskyttelse af whistleblowere. Dette gælder uanset, at lov om beskyttelse af whistleblowere alene forpligter arbejdsgivere med 50 eller flere ansatte til at etablere en intern whistleblowerordning.
Der er herved ikke taget stilling til, hvorvidt indberetninger, som i øvrigt vedrører alvorlige lovovertrædelser eller øvrige alvorlige forhold jf. § 1, nr. 2, i lov om beskyttelse af whistleblowere, omfatter indberetninger i medfør af § 24 g i ATP-loven
Forslaget indebærer ikke en ændring i den personkreds, som den interne whistleblowerordning i ATP skal stilles til rådighed for i medfør af ATP-loven. ATP er således fortsat kun forpligtet til at stille ordningen til rådighed for virksomhedens ansatte.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.23.2. i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Ved ansatte forstås i henhold ATP-lovens § 24 g, stk. 1, også de statslige tjenestemænd, der er udlånt til ATP, for så vidt angår denne konkrete situation.
Bestemmelsen i § 24 g, stk. 2, i ATP-loven om, at ordningen i stk. 1 kan etableres via kollektiv overenskomst, vil ikke blive berørt af det foreslåede 4. pkt.
Finanstilsynets tilsyn med ATP vil ikke blive berørt af den foreslåede bestemmelse. Finanstilsynet vil fortsat have kompetence til at føre tilsyn med ATP’s overholdelse af bl.a. § 24 g i ATP-loven, herunder kravet om at ATP skal have en intern whistleblowerordning, at indberetninger til ordningen skal kunne foretages anonymt, og at ATP skriftligt skal kunne dokumentere, hvordan ATP har fulgt op på indberetningerne. Finanstilsynet har ikke kompetence til at føre tilsyn med reglerne i lov om beskyttelse af whistleblowere. I de situationer hvor et krav eksempelvis følger af både § 24 g i ATP-loven og reglerne i lov om beskyttelse af whistleblowere, vil Finanstilsynet have kompetence til at føre tilsyn med overholdelsen af § 24 g i ATP-loven.
Til nr. 2 (§ 27, stk. 1, i lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension)
Den gældende § 27, stk. 1, i lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension fastsætter, hvilke regler Finanstilsynet påser overholdelsen af.
Det foreslås i § 27, stk. 1, i lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension at indsætte et 2. pkt. , hvorefter Finanstilsynet derudover påser overholdelsen af Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2019/2088/EU af 27. november 2019 om bæredygtighedsrelaterede oplysninger i sektoren for finansielle tjenesteydelser, Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2020/852/EU af 18. juni 2020 om fastlæggelse af en ramme til fremme af bæredygtige investeringer og regler udstedt i medfør heraf.
Det foreslåede medfører, at Finanstilsynet vil blive udpeget som kompetent myndighed til at påse ATP’s overholdelse af disclosureforordningen og overholdelse af artikel 5, 6 og 7 i taksonomiforordningen og regler udstedt i medfør heraf.
Disclosureforordningen finder anvendelse på finansielle markedsdeltagere og finansielle rådgivere. Derudover kan det i hvert medlemsstat besluttes, at disclosureforordningen skal anvendes på producenter af pensionsprodukter, der administrerer nationale sociale sikringsordninger omfattet af Europa-Parlamentets og Rådets forordning 883/2004/EF af 29. april 2004 om koordinering af de sociale sikringsordninger og Europa-Parlamentets og Rådets forordning 987/2009/EF af 16. september 2009 om de nærmere regler til gennemførelse af forordning (EF) nr. 883/224 om koordinering af de sociale sikringsordninger. En sådan producent er ATP, som i medfør af beslutningen i henhold til artikel 16, stk. 1, i disclosureforordningen anses for at være en finansiel markedsdeltager, jf. artikel 16, stk. 1, 2. pkt., jf. artikel 2, nr. 1, litra d, i disclosureforordningen.
Efter artikel 14, stk. 1, i disclosureforordningen skal hver medlemsstat sikre, at den kompetente myndighed, der er udpeget i overensstemmelse med sektorspecifik myndighed, udpeges til at varetage de opgaver, der følger af disclosureforordningen. Videre skal hver medlemsstat sikre, at den kompetente myndighed, som er udpeget af de nationale myndigheder, har de tilsyns- og undersøgelsesbeføjelser, der er nødvendige for, at den kan opfylde de opgaver, der er omfattet af disclosureforordningen.
Den foreslåede ændring vil medføre, at Finanstilsynet bl.a. vil kunne udstede påbud for ATP’s overtrædelse af disclosureforordningen eller regler udstedt i medfør heraf.
Bestemmelsen gennemfører artikel 14, stk. 1, i disclosureforordningen.
Taksonomiforordningen finder bl.a. anvendelse på finansielle markedsdeltagere. Ved finansielle markedsdeltagere forstås bl.a. en finansiel markedsdeltager som defineret i artikel 2, nr. 1), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2019/2088/EU af 27. november 2019 om bæredygtighedsrelaterede oplysninger i sektoren for finansielle tjenesteydelser (disclosureforordningen), hvilket inkluderer en producent af en pensionsprodukt, på hvem en medlemsstat har besluttet at anvende disclosureforordningen i overensstemmelse med artikel 16 i disclosureforordningen. En sådan producent er ATP, som i medfør af beslutningen anses for at være en finansiel markedsdeltager, jf. artikel 2, nr. 2, i taksonomiforordningen, jf. artikel 16, stk. 1, 2. pkt., jf. artikel 2, nr. 1, litra d, i disclosureforordningen.
Taksonomiforordningen supplerer disclosureforordningen ved at fastsætte yderligere krav til de oplysninger, som finansielle markedsdeltagere skal give forud for indgåelse af en aftale, og i periodiske rapporter i medfør af disclosureforordningen, når finansielle markedsdeltagere stiller finansielle produkter i medfør af artikel 8 og artikel 9 i disclosureforordningen til rådighed, eller når finansielle markedsdeltagere stiller et finansielt produkt til rådighed, som ikke er omfattet af artikel 8 eller artikel 9 i disclosureforordningen.
Efter artikel 21, stk. 1, i taksonomiforordningen skal hver medlemsstat sikre, at den kompetente myndighed, der er omhandlet i artikel 14, stk. 1, i disclosureforordningen overvåger, at finansielle markedsdeltagere opfylder kravene i artikel 5, 6 og 7, i taksonomiforordningen. Videre skal hver medlemsstat sikre, at den kompetente myndighed, udpeget af de nationale myndigheder, har de tilsyns- og undersøgelsesbeføjelser, for at den kan opfylde de opgaver, der er omfattet af taksonomiforordningen.
Den foreslåede ændring vil medføre, at Finanstilsynet bl.a. vil kunne udstede påbud for ATP’s overtrædelse af artikel 5, 6 og 7 i taksonomiforordningen eller regler udstedt i medfør heraf.
Bestemmelsen supplerer artikel 21, stk. 1, i taksonomiforordningen.
Til nr. 3 (§ 27, stk. 3, 1. pkt., i lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension)
Den gældende § 27, stk. 3, i lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension fastsætter, at Finanstilsynet vil kunne give ATP et påbud om inden for en fastsat frist at foretage de foranstaltninger, som Finanstilsynet skønner nødvendige med henblik på at sikre overholdelsen af de i § 27, stk. 1, nævnte kapitler og bestemmelser i lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension bortset fra § 23 b, stk. 1, nr. 5.
Det foreslås, at ændre § 27, stk. 3,
- pkt., således Finanstilsynet kan give Arbejdsmarkedets Tillægspension påbud om inden for en fastsat frist at foretage de foranstaltninger, som Finanstilsynet skønner nødvendige med henblik på at sikre overholdesen af Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2019/2088/EU af 27. november 2019 om bæredygtighedsrelaterede oplysninger i sektoren for finansielle tjenesteydelser, Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2020/852/EU af 18. juni 2020 om fastlæggelse af en ramme til fremme af bæredygtige investeringer og regler udstedt i medfør heraf.
Det foreslåede medfører, at Finanstilsynet vil kunne udstede påbud for ATP’s overtrædelse af disclosureforordningen og taksonomiforordningen og regler udstedt i medfør heraf.
Til nr. 4 (§ 27 e i lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension)
Den gældende § 27 e i lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension indeholder en klageadgang til Erhvervsankenævnet for den, som en afgørelse truffet af Finanstilsynet i henhold til lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension eller regler udstedt i medfør heraf retter sig til.
Det foreslås, at der indsættes en henvisning i § 27 e til Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2019/2088/EU af 27. november 2019 om bæredygtighedsrelaterede oplysninger i sektoren for finansielle tjenesteydelser, Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2020/852/EU af 18. juni 2020 om fastlæggelse af en ramme til fremme af bæredygtige investeringer eller regler udstedt i medfør heraf.
Det foreslåede medfører, at afgørelser truffet af Finanstilsynet i medfør af disclosureforordningen eller taksonomiforordningen eller regler udstedt i medfør heraf kan indbringes for Erhvervsankenævnet senest 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt den pågældende, som afgørelsen retter sig til.
Til nr. 5 (§ 27 m i lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension)
ATP er ikke direkte omfattet af anvendelsesområdet for Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2019/2088/EU af 27. november 2019 om bæredygtighedsrelaterede oplysninger i sektoren for finansielle tjenesteydelser (disclosureforordningen), idet ATP ikke falder ind under definitionerne af finansielle markedsdeltagere eller finansielle rådgivere indeholdt i disclosureforordningens artikel 2, stk. 1, nr. 1, og artikel 2, stk. 1, nr. 11.
Medlemsstaterne kan beslutte at anvende disclosureforordningen på producenter af pensionsprodukter, der administrerer nationale sikringsordninger omfattet af Europa-Parlamentets og Rådets forordning 883/2004/EF af 29. april 2004 om koordinering af de sociale sikringsordninger og Europa-Parlamentets og Rådets forordning 987/2009/EF af 16. september 2009 om de nærmere regler til gennemførelse af forordning (EF) nr. 883/2004 om koordinering af de sociale sikringsordninger, jf. artikel 16, stk. 1, 1. pkt., i disclosureforordningen. I så fald vil producenter af pensionsprodukter, der administrerer nationale sociale sikringsordninger, blive underlagt disclosureforordningen på linje med andre finansielle markedsdeltagere, der er direkte omfattet af disclosureforordningen, jf. artikel 16, stk. 1, 2. pkt., jf. artikel 2, nr. 1, litra d, i disclosureforordningen.
ATP anses for at være en producent af pensionsprodukt, der administrerer en national social sikringsordning omfattet af Europa-Parlamentets og Rådets forordning 883/2004/EF af 29. april 2004 om koordinering af de sociale sikringsordninger og Europa-Parlamentets og Rådets forordning 987/2009/EF af 16. september 2009 om de nærmere regler til gennemførelse af forordning (EF) nr. 883/2004 om koordinering af de sociale sikringsordninger, og vil efter disclosureforordningen blive anset for at være en finansiel markedsdeltager, jf. artikel 16, stk. 1, 2. pkt., jf. artikel 2, nr. 1, litra d i disclosureforordningen.
Disclosureforordningen stiller krav til finansielle markedsdeltagere og finansielle rådgivere om at integrere miljømæssige, sociale og ledelsesmæssige forhold (ESG-faktorer) i de oplysningsforpligtelser, der gælder ved investerings- og rådgivningsprocesser.
De virksomheder, der er omfattet af disclosureforordningen, skal overholde reglerne om finansielle markedsdeltagere, når de producerer finansielle produkter, herunder yder porteføljepleje, og de skal overholde reglerne om finansielle rådgivere, når de yder investeringsrådgivning eller forsikringsrådgivning. I tilfælde af at virksomheder både udøver aktiviteter som finansielle markedsdeltagere og finansielle rådgivere, bør de derfor betragtes som finansielle markedsdeltagere, når de handler som producenter af finansielle produkter, og som finansielle rådgivere, når de yder forsikrings- eller investeringsrådgivning.
Forordningen fastsætter bl.a. krav om, at de finansielle markedsdeltagere og finansielle rådgivere skal give en række oplysninger på deres hjemmesider, forud for indgåelse af en aftale og i periodiske rapporter.
Det foreslås, at der efter § 27 l i kapitel IX i lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension, indsættes § 27 m i kapitel IX , hvorefter disclosureforordningen finder anvendelse på ATP fra nærværende lovforslags ikrafttrædelsestidspunkt, der forventes at være den 1. januar 2022, jf. lovforslagets § 19.
Det foreslåede medfører, at disclosureforordningen finder anvendelse på ATP. Eksempelvis vil ATP, der betragtes som en finansiel markedsdeltager, på deres hjemmeside skulle offentliggøre oplysninger om deres politik for integration af bæredygtighedsrisici i deres investeringsbeslutningsproces, jf. artikel 3 i disclosureforordningen.
Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2020/852/EU af 18. juni 2020 om fastlæggelse af en ramme til fremme af bæredygtige investeringer (taksonomiforordningen) finder anvendelse på bl.a. finansielle markedsdeltagere. ATP bliver ved beslutning om at anvende disclosureforordningen underlagt disclosureforordningen på linje med andre finansielle markedsdeltagere, og som følge heraf vil taksonomiforordningen ligeledes vil finde anvendelse på ATP.