Lov om ændring af lov om finansiel virksomhed, lov om kapitalmarkeder, lov om investeringsforeninger m.v. og forskellige andre love (Supplering af taksonomiforordningen og ny model for SIFI-udpegning) § 1

Til nr. 1 (§ 5, stk. 1, nr. 66, i lov om finansiel virksomhed)

§ 5, stk. 1, nr. 66, i lov om finansiel virksomhed, fastsætter definitionen af STS-certificeringsbureau. Det følger således af bestemmelsen, at et STS-certificeringsbureau er en juridisk person omfattet af artikel 28 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2017/2402/EU af 12. december 2017 om en generel ramme for securitisering og om oprettelse af en specifik ramme for simpel, transparent og standardiseret securitisering (STS-forordningen), der kontrollerer og erklærer, om en securitisering opfylder kriterierne i STS-forordningens artikel 19-22 eller 23-26.

Det foreslås, at § 5, stk. 1, nr. 66, ændres således, at et STS-certificeringsbureau fremover defineres som en juridisk person, der er omfattet af artikel 28 i STS-forordningen, der kontrollerer og erklærer, om en securitisering opfylder kriterierne i STS-forordningens artikel 19-22, 23-26 eller artikel 26 b-e.

Ændringen skyldes, at der med ændringerne til STS-forordningen, jf. artikel 26 b-e i Europa-Parlamentets og Rådets Forordning (EU) 2021/557 af 31. marts 2021 om ændring af forordning (EU) 2017/2402 om en generel ramme for securitisering og om oprettelse af en specifik ramme for simpel, transparent og standardiseret securitisering med henblik på at bidrage til genopretningen efter COVID-19 pandemien, blev indført en ny kategori af securitiseringer, som er balanceførte STS-securitiseringer, der er defineret som syntetiske securitiseringer, jf. ny artikel 26 b-e, i STS-forordningen.

Den nye kategori af securitiseringer adskiller sig fra de traditionelle securitiseringer bl.a., ved at der i forbindelse med balanceførte STS-securitiseringer opnås risikooverførsel via en aftale om kreditrisikoafdækning i stedet for salg af de underliggende aktiver ved en traditionel securitisering.

Balanceførte securitiseringer skal opfylde kravene i artikel 26 b-e i STS-forordningen. Kravene indebærer bl.a., at STS-rammen kun er rettet mod balanceførte syntetiske securitiseringer, og at aftalen om kreditrisikoafdækning er struktureret med henblik på at afdække både det eksponeringsleverende instituts og investorens position på passende vis.

Med ændringen vil et securitiseringsbureau ud over at kontrollere og erklære, om en traditionel securitisering opfylder kriterierne i STS-forordningens artikel 19-22 eller 23-26, også få mulighed for at kontrollere og erklære, om en balanceført securitisering opfylder kravene i artikel 26 b-e.

Bestemmelsen supplerer ændringen til artikel 28, stk. 1, 1. punktum, i STS-forordningen, jf. artikel 1, nr. 8, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2021/557 af 31. marts 2021 om ændring af forordning (EU) 2017/2402 om en generel ramme for securitisering og om oprettelse af en specifik ramme for simpel, transparent og standardiseret securitisering med henblik på at bidrage til genopretningen efter COVID-19 pandemien.

Til nr. 2 (§ 7, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed)

Det fremgår af § 7, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed, at pengeinstitutter, staten, Danmarks Nationalbank, udenlandske kreditinstitutter, der opfylder betingelserne i § 1, stk. 3, og §§ 30 eller 31, udstedere af elektroniske penge samt sparevirksomheder har eneret til fra offentligheden at modtage indlån eller andre midler, der skal tilbagebetales. Realkreditinstitutter, Danmarks Skibskredit A/S og KommuneKredit kan dog modtage andre midler, der skal tilbagebetales. Virksomheder, der ikke modtager indlån fra offentligheden, kan modtage andre midler, der skal tilbagebetales, såfremt denne virksomhed eller udlånsvirksomhed ikke er en væsentlig del af virksomhedens drift.

Det foreslås at nyaffatte § 7, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed, hvorefter de virksomheder mv., der er anført i nr. 1-5, har eneret til fra offentligheden at modtage indlån og andre midler, der skal tilbagebetales. Bestemmelsen indeholder en liste over de pågældende.

Det foreslåede medfører, at pengeinstitutter, staten, Danmarks Nationalbank, udenlandske kreditinstitutter, der opfylder betingelserne i § 1, stk. 3, og §§ 30 eller 31, og sparevirksomheder må modtage indlån og andre midler, der skal tilbagebetales.

Indlån og andre midler, der skal tilbagebetales, er f.eks. modtagne midler, hvor indskyderen har krav på at få de indbetalte midler tilbagebetalt i sin helhed. Dette gælder uanset modtagerens økonomiske stilling.

Forudbetalinger af præmier til et forsikringsselskab udgør ikke indlån eller andre midler, der skal tilbagebetales, og er således ikke omfattet af bestemmelsen. Ligeledes er forudbetaling af varer eller tjenesteydelser ikke omfattet af bestemmelsens begreb om indlån og andre midler, der skal tilbagebetales. Konti etableret med henblik på at foretage og modtage betaling for varer og tjenesteydelser i virksomheden er heller ikke omfattet af begrebet. Dette kan f.eks. være spilkonti omfattet af bekendtgørelse om onlinekasino. Ligeledes betragtes e-pengeinstitutters og betalingsinstitutters modtagelse af midler ikke som omfattet af begrebet, jf. §§ 19 og 20 i lov om betalinger.

Hvorvidt der er tale om indlån eller andre midler, der skal tilbagebetales, beror på en konkret afvejning af, om de modtagne midler er et indlån eller andre midler, der skal tilbagebetales. I afvejningen indgår blandt andet rentebetingelser, løbetid, tilbagebetalingsbetingelser og fordringens form.

Indlån kan f.eks. være lønkonti, andre anfordringsindskud og puljeindskud. Som udgangspunkt kan indskyder således modtage sit indskud udbetalt på anfordring, når der er tale om indlån.

Typeeksemplet på andre midler, der skal tilbagebetales, er massegældsbreve. Optagelse af obligationslån, realkreditobligationer, erhvervsobligationer m.v. er således andre midler, der skal tilbagebetales. Ligeledes vil optagelse af lån gennem en crowdfundingplatform kunne betragtes som andre midler, der skal tilbagebetales.

Det foreslås i nr. 1 , at pengeinstitutter fra offentligheden må modtage indlån og andre midler, der skal tilbagebetales.

Det foreslåede medfører ingen ændring i forhold til gældende ret. Det er netop pengeinstitutternes kerneopgave at modtage indlån fra offentligheden.

Det foreslås i nr. 2 , at udenlandske kreditinstitutter fra offentligheden må modtage indlån og andre midler, der skal tilbagebetales.

Det foreslåede medfører ingen ændring i forhold til gældende ret. Forslaget omfatter filialer af kreditinstitutter fra et land uden for den Europæiske Union, jf. § 1, stk. 3, i lov om finansiel virksomhed, filialer af kreditinstitutter fra et andet EU-land, jf. § 30 i lov om finansiel virksomhed, eller kreditinstitutter fra et andet EU-land, der tilbyder grænseoverskridende tjenesteydelser ind i Danmark, jf. § 31 i lov om finansiel virksomhed.

Det foreslås i nr. 3 , at sparevirksomheder fra offentligheden må modtage indlån og andre midler, der skal tilbagebetales.

Det foreslåede medfører ingen ændring i forhold til gældende ret. Sparevirksomheder er reguleret i kapitel 20 i lov om finansiel virksomhed. Sparevirksomheder adskiller sig fra pengeinstitutter ved, at sparevirksomheder ikke kan foretage udlån.

Det foreslås i nr. 4 , at staten fra offentligheden må modtage indlån og andre midler, der skal tilbagebetales.

Det foreslåede medfører ingen ændring i forhold til gældende ret. Staten skal forstås bredt og indeholder også institutioner drevet af staten. Det kan f.eks. være et fængsels administration af indsattes midler.

Det foreslås i nr. 5 , at Danmarks Nationalbank fra offentligheden må modtage indlån og andre midler, der skal tilbagebetales.

Det foreslåede medfører ingen ændring i forhold til gældende ret. Nationalbanken modtager fra offentligheden indlån og andre midler, f.eks. når der sker deponering i Danmarks Nationalbank, jf. § 6 i lov om skyldneres ret til at frigøre sig ved deponering (deponeringsloven).

Det fremgår af § 7, stk. 2, 2. og 3. pkt., i lov om finansiel virksomhed, at Realkreditinstitutter, Danmarks Skibskredit A/S og KommuneKredit kan modtage andre midler, der skal tilbagebetales. Virksomheder, der ikke modtager indlån fra offentligheden, kan modtage andre midler, der skal tilbagebetales, såfremt denne virksomhed eller udlånsvirksomhed ikke er en væsentlig del af virksomhedens drift.

Det foreslås at indsætte et nyt § 7, stk. 3, i lov om finansiel virksomhed, hvorefter Realkreditinstitutter, et skibsfinansieringsinstitut, KommuneKredit og projektejere, såfremt de modtagne midler er modtaget som led i et crowdfundingudbud omfattet af reglerne i forordning 2020/1503, må modtage andre midler, der skal tilbagebetales.

Det foreslåede medfører, at de oplistede virksomheder må modtage andre midler, der skal tilbagebetales. Bestemmelsen adskiller sig fra forslaget til § 7, stk. 2, ved, at virksomhederne efter stk. 3 ikke må modtage indlån.

Typeeksemplet på andre midler, der skal tilbagebetales, er massegældsbreve. Optagelse af obligationslån, realkreditobligationer, erhvervsobligationer m.v. er således andre midler, der skal tilbagebetales. Ligeledes vil optagelse af lån gennem en crowdfundingplatform kunne betragtes som andre midler, der skal tilbagebetales.

Det foreslås i nr. 1 , at realkreditinstitutter fra offentligheden må modtage andre midler, der skal tilbagebetales.

Det foreslåede medfører ingen ændring i forhold til gældende ret. Realkreditinstitutter modtager andre midler, der skal tilbagebetales, ved at udstede realkreditobligationer, som anvendes til at yde lån mod registreret pant i fast ejendom, jf. § 8, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed.

Det foreslås i nr. 2, at et skibsfinansieringsinstitut fra offentligheden må modtage andre midler, der skal tilbagebetales.

Det foreslåede medfører ingen ændring i forhold til gældende ret. Et skibsfinansieringsinstitut modtager andre midler, der skal tilbagebetales, idet instituttet har mulighed for at udstede obligationer, jf. § 2 a-2 c i lov om et skibsfinansieringsinstitut.

Det foreslås i nr. 3, at KommuneKredit fra offentligheden må modtage andre midler, der skal tilbagebetales.

Det foreslåede medfører ingen ændring i forhold til gældende ret. KommuneKredit modtager andre midler, der skal tilbagebetales, idet instituttet finansierer sig ved optagelse af lån på penge- og kapitalmarkeder med tilhørende finansielle instrumenter, jf. § 4 i lov om kreditforeningen af kommuner og regioner i Danmark.

Det foreslås i nr. 4 , at projektejere, såfremt de modtagne midler er modtaget som led i et crowdfundingudbud omfattet af reglerne i forordning 2020/1503, fra offentligheden kan modtage andre midler, der skal tilbagebetales.

Det foreslåede medfører, at projektejere kan modtage midler fra offentligheden, som skal tilbagebetales, hvis midlerne modtages som led i et crowdfundingudbud, der er omfattet af reglerne i Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2020/1503 (crowdfundingforordningen).

Det følger af artikel 1, stk. 3, litra a, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2020/1503, at projektejere ikke må underlægges krav om tilladelse som kreditinstitut eller anden individuel tilladelse, fritagelse eller dispensation i forbindelse med udbud af lånebaseret crowdfunding. Derfor foreslås disse undtaget fra krav om tilladelse som pengeinstitut, jf. § 7, stk. 1, og sparevirksomhed, jf. § 334, stk. 1.

Projektejer defineres i Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2020/1503, artikel 2, stk. 1, litra h, som ”enhver fysisk eller juridisk person, der søger finansiering gennem en crowdfundingplatform”.

Det er alene crowdfundingudbud, der lever op til kravene i Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2020/1503, der ikke skal have tilladelse som pengeinstitut eller sparevirksomhed. Dette medfører, at udbuddet skal vedrøre et projekt, der opfylder kravene i forordningens bilag 1, og foretages gennem en crowdfundingplatform, som er meddelt tilladelse efter artikel 11.

Crowdfundingforordningen finder ikke anvendelse på crowdfundingudbud med en værdi på over 5.000.000 euro, jf. artikel 1, stk. 2, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2020/1503. Dermed vil projektejere af disse crowdfundingudbud skulle ansøge om tilladelse som f.eks. pengeinstitut eller sparevirksomhed. Ved vurdering af grænsen kan Finanstilsynet ud fra en konkret vurdering medtage flere fysiske og juridiske personer, hvis de reelt drives samlet, eksempelvis ved sammenfald i ejer- eller ledelseskredsen.

Det vil derfor som udgangspunkt kun være enkeltstående finansieringer gennem lånebaseret crowdfunding, der ikke kræver tilladelse som pengeinstitut eller sparevirksomhed. Forretningsmodeller, der baserer sig på løbende og væsentlig finansiering via crowdfunding, vil skulle ansøge om tilladelse som pengeinstitut eller sparevirksomhed.

Den foreslåede bestemmelse vil kun finde anvendelse på aktivitet som projektejer. Det vil forsat falde under tilladelseskrævende virksomhed, hvis en projektejer udøver pengeinstitutvirksomhed ved samtidig at yde udlån for egen regning. Finanstilsynet kan derfor fortsat konkret vurdere, hvorvidt en forretningsmodel baseret på lånefinansieret crowdfunding er omfattet af § 7, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed, vedrørende krav om tilladelse som pengeinstitut.

Det foreslås i nr. 5, at virksomheder kan modtage andre midler, der skal tilbagebetales, hvis modtagelse af andre midler, der skal tilbagebetales, eller udlånsvirksomhed ikke er en væsentlig del af virksomhedens drift fra offentligheden.

Det foreslåede medfører ingen ændring i forhold til gældende ret. Formålet med denne bestemmelse er at bevare retten for private virksomheder til at udstede erhvervsobligationer og lignende. Ved vurdering af væsentlighed lægger Finanstilsynet vægt på balancens sammensætning og virksomhedens hovedaktivitet.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.4 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 3 (§ 7, stk. 5, i lov om finansiel virksomhed)

Med forslagets § 1, nr. 2, foreslås det at indsætte et nyt stk. 3 i § 7. De gældende stk. 3-7 bliver herefter stk. 4-8.

Det foreslås derfor, at henvisningen til stk. 6, i § 7, stk. 5, der bliver stk. 6, ændres til en henvisning til stk. 7

Der er tale om konsekvensændringer som følge af lovforslagets § 1, nr. 2.

Til nr. 4 (§ 75 a, stk. 1, 4. pkt., i lov om finansiel virksomhed)

§ 75 a i lov om finansiel virksomhed indeholder regler om whistleblowerordninger i finansielle virksomheder. § 75 a i lov om finansiel virksomhed implementerer artikel 71 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/36/EU af 26. juni 2013 om adgang til at udøve virksomhed som kreditinstitut og om tilsyn med kreditinstitutter og investeringsselskaber, om ændring af direktiv 2002/87/EF og om ophævelse af direktiv 2006/48/EF og 2006/49/EF (CRD IV). Videre er § 75 a i lov om finansiel virksomhed et resultat af dele af den politiske aftale af 10. oktober 2013 om regulering af systemisk vigtige finansielle institutter (SIFI) samt krav til alle banker og realkreditinstitutter om mere og bedre kapital og højere likviditet (Bankpakke 6), og den politiske aftale af 19. september 2018 om yderligere initiativer til styrkelse af indsatsen mod hvidvask og terrorfinansiering.

Det fremgår af § 75 a, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed, at en finansiel virksomhed skal have en ordning, hvor dens ansatte via en særlig, uafhængig og selvstændig kanal kan indberette overtrædelser eller potentielle overtrædelser af den finansielle regulering begået af virksomheden, herunder af ansatte eller medlemmer af bestyrelsen i virksomheden. Indberetninger til ordningen skal kunne foretages anonymt. Virksomheden skal følge op på indberetninger til ordningen og skriftligt kunne dokumentere, hvordan virksomheden har fulgt op på indberetningerne.

Det fremgår af § 75 a, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed, at ordningen kan etableres via kollektiv overenskomst.

Det fremgår af § 75 a, stk. 3, i lov om finansiel virksomhed, at for et forsikringsselskab og et investeringsforvaltningsselskab finder stk. 1 alene anvendelse, når selskaberne beskæftiger flere end fem ansatte. Ordningen nævnt i stk. 1 og 2 skal være etableret senest 3 måneder efter, at virksomheden har ansat den sjette ansatte.

Det fremgår af § 75 a, stk. 4, i lov om finansiel virksomhed, at Finanstilsynet i særlige tilfælde kan dispensere fra kravet i stk. 1, hvor Finanstilsynet vurderer, at det vil være formålsløst, at der oprettes en ordning.

Dispensation kan alene gives, hvor der foreligger særlige forhold, som tilsiger, at det ikke vil være hensigtsmæssigt at stille krav om etablering af en whistleblowerordning. Et eksempel herpå kan være, hvis overskridelsen af grænsen på fem ansatte er midlertidig, eller hvis virksomheden er under afvikling.

Det foreslås at indsætte et 4. pkt. i § 75 a, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed, hvorefter lov om beskyttelse af whistleblowere finder anvendelse på ordningen i

1. pkt., jf. dog § 2 i lov om beskyttelse af whistleblowere.

Det foreslåede er en konsekvens af ikrafttrædelsen af lov om beskyttelse af whistleblowere, jf. lov nr. 1436 af 29. juni 2021, der implementerer Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2019/1937 af 23. oktober 2019 om beskyttelse af personer, der indberetter overtrædelser af EU-retten (whistleblowerdirektivet).

Det foreslåede præciserer, at lov om beskyttelse af whistleblowere vil finde anvendelse på ordningen i 1. pkt., jf. dog § 2 i lov om beskyttelse af whistleblowere. § 2 i lov om beskyttelse af whistleblowere implementerer whistleblowerdirektivets artikel 3, stk. 1. Artiklen regulerer whistleblowerdirektivets forhold til regler om whistleblowerordninger i sektorspecifikke EU-retsakter, herunder ordningerne på det finansielle område.

Det foreslåede præciserer, at reglerne i lov om finansiel virksomhed har forrang, når de giver whistlebloweren en bedre beskyttelse, end whistlebloweren vil få i medfør af lov om beskyttelse af whistleblowere.

Indberetninger til whistleblowerordninger i de finansielle virksomheder skal derfor fortsat kunne foretages anonymt i medfør af § 75 a, stk. 1, 2. pkt., i lov om finansiel virksomhed. Det er på trods af, at der ikke stilles krav om, at indberetninger til interne whistleblowerordninger skal kunne foretages anonymt i medfør af lov om beskyttelse af whistleblowere. Det betyder bl.a., at kravene om bekræftelse, opfølgning og feedback, jf. § 12, stk. 2, nr. 1-3, i lov om beskyttelse af whistleblowere, ikke gælder i de tilfælde, hvor indberetningen er indgivet anonymt, og hvor det som følge af udformningen af whistleblowerordningen ikke vil være muligt at sende en sådan bekræftelse, følge op eller give feedback til whistlebloweren. Det kan f.eks. være tilfældet, hvis den anonyme indberetning indgives til en fysisk postkasse.

Det foreslåede ændrer ikke på det skriftlige dokumentationskrav, der gælder for opfølgninger på indberetninger, og som bidrager til at sikre en effektiv tilsynsførelse, jf. § 75 a, stk. 1, 3. pkt., i lov om finansiel virksomhed.

Lov om beskyttelse af whistleblowere forpligter som udgangspunkt alene arbejdsgivere med 50 eller flere ansatte til at etablere en intern whistleblowerordning, jf. § 9, stk. 1, i lov om beskyttelse af whistleblowere. En undtagelse til dette udgangspunkt gælder for de arbejdsgivere, der er omfattet af anvendelsesområdet for de EU-retsakter, der er nævnt i whistleblowerdirektivets bilag del II, jf. § 2 i lov om beskyttelse af whistleblowere.

Det foreslåede præciserer, at whistleblowerordninger i de finansielle virksomheder ud over at leve op til kravene i lov finansiel virksomhed tillige skal opfylde minimumskravene i lov om beskyttelse af whistleblowere, i det omfang kravene giver de ansatte en bedre beskyttelse end lov om finansiel virksomhed. Whistleblowerordninger i finansielle virksomheder med færre end 50 ansatte skal således tillige opfylde minimumskravene i lov om beskyttelse af whistleblowere, i det omfang kravene giver de ansatte en bedre beskyttelse end lov om finansiel virksomhed.

Der er herved ikke taget stilling til, hvorvidt indberetninger, som i øvrigt vedrører alvorlige lovovertrædelser eller øvrige alvorlige forhold, jf. § 1, nr. 2, i lov om beskyttelse af whistleblowere, omfatter indberetninger i medfør af § 75 a i lov om finansiel virksomhed.

Det foreslåede ændrer ikke på, hvilke virksomheder der i medfør af lov om finansiel virksomhed er forpligtet til at etablere interne whistleblowerordninger.

Det foreslåede indebærer ikke en ændring af personkredsen, som den interne whistleblowerordning i medfør af lov om finansiel virksomhed skal stilles til rådighed for. En finansiel virksomhed er således fortsat kun forpligtet til at stille ordningen til rådighed for virksomhedens ansatte. Der henvises i øvrigt til pkt. 2.23.2. i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Bestemmelsen i § 75 a, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed om, at ordningen i stk. 1 kan etableres via kollektiv overenskomst, vil ikke blive berørt af det foreslåede 4. pkt.

Finanstilsynets mulighed for i særlige tilfælde at dispensere fra kravet i § 75 a, stk. 1, jf. stk. 4, i lov om finansiel virksomhed, hvor Finanstilsynet vurderer, at det vil være formålsløst, at der oprettes en ordning, vil bestå. Finanstilsynet kan imidlertid ikke undtage fra kravene i lov om beskyttelse af whistleblowere. Virksomheder omfattet af lov om finansiel virksomhed med 50 eller flere ansatte vil derfor skulle have en whistleblowerordning i henhold til lov om beskyttelse af whistleblowere og leve op til kravene i denne lov, uanset at Finanstilsynet måtte undtage virksomheden fra kravet i § 75 a, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed.

Finanstilsynets tilsyn med de finansielle virksomheder vil ikke blive berørt af den foreslåede bestemmelse. Finanstilsynet vil fortsat have kompetence til at føre tilsyn med de finansielle virksomheders overholdelse af bl.a. § 75 a i lov om finansiel virksomhed, herunder kravet om, at en finansiel virksomhed skal have en intern whistleblowerordning, at indberetninger til ordningen skal kunne foretages anonymt, og at virksomheden skriftligt skal kunne dokumentere, hvordan virksomheden har fulgt op på indberetningerne. Finanstilsynet har ikke kompetence til at føre tilsyn med reglerne i lov om beskyttelse af whistleblowere. I de situationer hvor et krav eksempelvis følger af både § 75 a i lov om finansiel virksomhed og reglerne i lov om beskyttelse af whistleblowere, vil Finanstilsynet have kompetence til at føre tilsyn med overholdelsen af § 75 a i lov om finansiel virksomhed.

Til nr. 5 (§ 77 d, stk. 4, i lov om finansiel virksomhed)

Det følger af den gældende bestemmelse i § 77, stk. 4, i lov om finansiel virksomhed, at pengeinstitutter, realkreditinstitutter, investeringsforvaltningsselskaber og finansielle holdingvirksomheder skal offentliggøre det samlede vederlag for hvert enkelt medlem af bestyrelsen og direktionen i årsrapporten.

Det foreslås i § 77 d, stk. 4, 1.pkt., at lade kravet om, at oplysningerne om bestyrelsesmedlemmers og direktionsmedlemmers samlede vederlag skal fremgå af årsrapporten, udgå.

Den foreslåede ændring vil medføre, at der ikke længere stilles krav om, at offentliggørelsen af oplysninger om bestyrelsens og direktionens individuelle vederlag skal ske i årsrapporten.

Med den foreslåede ændring sikres det, at offentliggørelsen af oplysninger om bestyrelsens og direktions individuelle vederlag kan ske i overensstemmelse med artikel 5, stk. 1, litra e, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/679 af 27. april 2016 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger og om ophævelse af direktiv 95/46/EF (generel forordning om databeskyttelse). Bestemmelsen i artikel 5, stk. 1, litra e, indebærer, at personoplysninger, som udgangspunkt skal slettes eller anonymiseres, når de ikke længere er nødvendige. Personoplysninger er eksempelvis oplysninger om bestyrelsens eller direktions individuelle vederlag.

Virksomheden er fortsat forpligtet til at offentliggøre oplysninger om det samlede vederlag for hvert enkelt medlem af bestyrelsen og direktionen, som vedkommende som led i dette hverv har optjent fra virksomheden i det pågældende regnskabsår, og som vedkommende i samme regnskabsår har optjent som medlem af bestyrelsen eller direktionen i en virksomhed inden for samme koncern.

Det foreslås i § 77 d, stk. 4, 2. pkt., at virksomheden skal angive i årsrapporten, hvor oplysningerne i henhold til 1. pkt. kan findes.

Der stilles ikke krav til, hvor i årsrapporten virksomheden skal angive, hvor oplysningerne bestyrelsens og direktionens individuelle vederlag er offentliggjort. Virksomheden kan eksempelvis offentliggøre oplysningerne om ledelsens individuelle vederlag i vederlagsrapporten med en note herom i årsrapporten.

Det foreslås i § 77 d, stk. 4, 3. pkt., at oplysningerne skal være offentligt tilgængelige i mindst 10 år fra tidspunktet for den seneste årsrapports offentliggørelse.

Det følger af det foreslåede, at oplysningerne om bestyrelsens og direktionens individuelle vederlag skal være offentligt tilgængelige i mindst 10 år fra tidspunktet for den seneste årsrapports offentliggørelse.

Det foreslåede vil sikre, at virksomhedens kunder og investorer mv. får vederlagsoplysningerne samtidig med den seneste årsrapport.

Offentliggørelse af oplysningerne om ledelsens individuelle vederlag i en periode efter årsrapportens offentliggørelse er nødvendig for, at aktionærer, potentielle investorer og interessenter bedre kan vurderer, hvordan virksomheden aflønner sin ledelse.

Til nr. 6 (§ 125 h, stk. 4, 1. pkt., i lov om finansiel virksomhed)

Det fremgår af § 125 h, stk. 4, 1. pkt., i lov om finansiel virksomhed, at erhvervsministeren en gang årligt vurderer den systemiske buffersats fastsat i medfør af § 125 h, stk. 1 eller 2.

Den systemiske buffer blev indtil den 28. december 2020 anvendt til årligt at fastsætte SIFI-bufferkrav til de danske SIFIer. Den 28. december 2020 blev der indført en særskilt SIFI-buffer, som kan afdække systemiske risici.

Den systemiske buffer er mere fleksibel end SIFI-bufferen, som fastsættes i medfør af § 309. Den systemiske buffer kan fastsættes på grupper og undergrupper af eksponeringer og institutter jf. bekendtgørelse nr. 2145 af 22. december 2020 om opgørelse af systemisk buffer. Herudover bruges den systemiske buffer til at anerkende andre landes systemiske buffere jf. § 125 h, stk. 2, hvilket for nuværende kun vil kunne ske en gang årligt jf. § 125 h, stk. 4. Den systemiske buffer implementerer artikel 133 og 134 i CRD V.

Det foreslås i § 125 h, stk. 4, 1. pkt., i lov om finansiel virksomhed, at erhvervsministeren minimum hvert andet år vurderer, hvorvidt en systemisk buffersats fastsat i medfør af stk. 1 eller 2 fortsat er berettiget og genfastsætter i givet fald buffersatsen.

Det foreslåede medfører, at erhvervsministeren senest 2 år efter fastsættelsen eller genfastsættelsen af en systemisk buffersats skal vurdere, hvorvidt den pågældende systemiske buffersats skal opretholdes, fjernes eller ændres. Ministeren har dog mulighed for at foretage denne vurdering inden for de 2 år. De to år tæller fra den dag, hvor bufferen træder i kraft. Det vil sige, at hvis en buffer i kraft 1. januar 2022, skal ministeren senest 31. december 2024 have foretaget vurderingen.

Formålet med ændringen er at sikre, at den systemiske buffer kan fastsættes, når der identificeres systemiske risici, som bør afdækkes med denne buffer.

Ministerens beslutning i forhold til fastsættelse af den systemiske buffersats kan baseres på en henstilling fra Det Systemiske Risikoråd. Henstillinger fra Det Systemiske Risikoråd kan medføre ændringer til systemiske buffersatser umiddelbart efter, at ministeren modtager dem fra rådet.

Den foreslåede ændring sikrer også en mere direktivnær implementering af artikel 133, stk. 8, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2019/878 af 20. maj 2019 (CRD V).

Til nr. 7 (§ 211, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed)

Med forslagets § 1, nr. 2, foreslås det at indsætte et nyt stk. 3 i § 7. De gældende stk. 3-7 bliver herefter stk. 4-8.

Som konsekvens heraf foreslås det, at henvisningen til § 7, stk. 6, i § 211, stk. 2, ændres til en henvisning til § 7, stk. 7.

Der er tale om konsekvensændringer som følge af lovforslagets § 1, nr. 2.

Til nr. 8 (§ 234 a, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed)

Det følger af den gældende § 234 a i lov om finansiel virksomhed, at kurator forlods skal sikre forsikringstagerne og de sikrede gennem skadesforsikringsselskabets aktiver, dog har forsikringstagerne og de sikrede ikke forrang for fordringer nævnt i konkurslovens §§ 93 og 94. Konkurslovens §§ 93 og 94 omfatter blandt andet omkostninger ved konkursens indtræden, omkostninger ved boets behandling og omkostninger ved forsøg på at tilvejebringe en samlet ordning af skyldnerens økonomiske forhold ved rekonstruktion, afvikling, akkord eller på anden måde.

I henhold til gældende ret, så indtræder forsikringstagerne og de sikrede konkursordenen for skadesforsikringsselskaber, så de viger for de fordringer, der er nævnt i konkurslovens §§ 93 og 94, men at forsikringstagerne og de sikrede har fortrinsstilling for de fordringer, der er nævnt i konkurslovens §§ 95-98. I henhold til § 5 i gældende lov om en garantifond for skadesforsikringsselskaber, så vil garantifonden yde dækning for erstatningskrav, der er udækkede som følge af et skadesforsikringsselskabs konkurs, til forsikringstagere, der har tegnet forbrugerforsikringer, og øvrige sikrede. Garantifonden for skadesforsikringsselskaber vil i henhold til § 9 i lov om en garantifond for skadesforsikringsselskaber indtræde, i det omfang den har ydet dækning, i forsikringstagerens eller den sikredes krav mod det skadesforsikringsselskab, der er gået konkurs.

Det foreslås, at der i § 234 a indsættes et nyt stk. 2.

Det foreslås i det nye stk. 2, 1. pkt. , at gyldigt stiftede panterettigheder registreret i skadesforsikringsselskabets regnskaber til enhver tid skal modsvares af aktiver svarende til værdien af de gyldigt stiftede panterettigheder.

Bestemmelsen gennemfører artikel 278 i Solvens II-direktivet og skal ses i sammenhæng med den gældende § 234 a, stk. 1, som gennemfører artikel 275, stk. 1, litra b, og stk. 2, i Solvens II-direktivet, for skadesforsikringsselskaber.

Det foreslåede stk. 2, 1. pkt., indebærer, at skadesforsikringsselskaber, hvis de har stiftet gyldige pantrettigheder til tredjepart registreret i regnskabet, skal sikre, at der i selskabet er en tilstedeværelse af aktiver svarende til pantsætningens værdi.

Formålet med bestemmelsen er, at forsikringstagerne og de sikrede ikke bliver dårligere stillet i dækningen af forsikringskravene som følge af skadesforsikringsselskabernes gyldigt stiftede panterettigheder. Dette skal ses i sammenhæng med, at blandt andet gyldigt stiftede panterettigheder har fortrinsstilling i henhold til § 82 i konkursloven. § 82 i konkursloven medfører, at tredjeparter med gyldigt stiftede pantrettigheder imod skadesforsikringsselskaber ved konkurs skal have fyldestgørelse for deres krav før andre parter, og at disse krav derfor ikke indgår i skadesforsikringsselskabers konkursmasse. Konkursmassen er de aktiver i konkursboet, der anvendes til fyldestgørelse af dem, der ved konkursdekretets afsigelse havde krav mod skadesforsikringsselskabet. Da forsikringstagernes og de sikredes krav skal fyldestgøres fra aktiverne i konkursmassen via konkursordenen, så afhænger mulighederne for fyldestgørelse i tilfælde af konkurs således af, hvor stor konkursmassen er, og dermed hvor stor en andel af et skadesforsikringsselskabs aktiver, der er pantsat til fordel for tredjemand, og som ikke indgår i konkursmassen. Det bemærkes, at det for de forsikringstagere og sikrede, der får dækning fra garantifonden for skadesforsikringsselskaber, vil være garantifonden, der indtræder i kravet imod skadesforsikringsselskabets konkursbo.

Den foreslåede bestemmelse skal dermed bidrage til at sikre, at skadesforsikringsselskaber altid har nok aktiver til at dække deres forpligtelser i tilfælde af konkurs. Dette gøres ved at sætte krav om, at hvis skadesforsikringsselskabet har stiftet gyldige pantrettigheder til tredjepart, så skal selskabet altid sikre, at der i selskabet er en tilstedeværelse af aktiver svarende til pantsætningens værdi.

For at efterleve bestemmelsen vil skadesforsikringsforsikringsselskaber ved et fald i værdien af de aktiver i selskabet, der regnskabsmæssigt modsvarer gyldigt stiftede pantrettigheder, skulle sikre, at der fortsat samlet set er aktiver, der svarer til værdien af de gyldigt stiftede pantrettigheder. Det kan i praksis betyde, at der regnskabsmæssigt skal findes andre aktiver, der kan anvendes til at modsvare værdien af pantrettighederne. Dermed sættes også en grænse for selskabets pantsætning, idet selskabet ikke kan stifte yderligere gyldige pantrettigheder til tredjeparter, hvis der ikke er aktiver, der kan modsvare værdien af pantrettigheden. Dette skal modvirke, at selskabet pantsætter så stor en andel af selskabets aktiver, så der er få eller ingen aktiver tilbage til at dække forsikringstagernes og de sikredes krav.

Det foreslås i det nye stk. 2, 2. pkt. , at aktiver, der modsvarer gyldigt stiftede pantrettigheder i henhold til 1. pkt., ikke allerede må være bestemt til dækning af de forsikringsmæssige hensættelser, jf. §§ 126 e og 126 f, eller det af selskabet opgjorte krav til minimumsbasiskapital, solvenskapitalkravet eller minimumskapitalkravet, jf. § 126 og §§ 126 c og 126 d.

Formålet er at tydeliggøre at skadesforsikringsselskaberne ikke kan bruge de samme aktiver til dækning flere gange, da det indebærer en risiko for forsikringstagerne og de sikrede, da pantsætning vil indebære, at aktivet først efter fyldestgørelse af pantrettighederne vil kunne indgå i konkursmassen og medgå til at dække de forsikringsmæssige hensættelser, minimumsbasiskapitalkravet, solvenskapitalkravet eller minimumskapitalkravet.

For at efterleve den foreslåede bestemmelse i 1. pkt. om at have aktiver, der modsvarer gyldigt stiftede panterettigheder, skal skadesforsikringsselskabet dermed som følge af 2. pkt. anvende aktiver, der ikke anvendes til at dække de forsikringsmæssige hensættelser, jf. §§ 126 e og 126 f eller det af selskabet opgjorte krav til minimumsbasiskapitalkravet, solvenskapitalkravet eller minimumskapitalkravet, jf. § 126 og §§ 126 c og 126 d.

Har et skadesforsikringsselskab dermed aktiver, der ikke benyttes til at dække skadesforsikringsselskabets forsikringsmæssige hensættelser, kravet til minimumsbasiskapital, solvenskapitalkravet eller minimumskapitalkravet, så kan disse aktiver f.eks. pantsættes, uden at skadesforsikringsselskabet skal efterleve kravet i den foreslåede ændring.

Finanstilsynet kan på baggrund af indberetninger følge udviklingen i gruppe 1-forsikringsselskabernes pantsætning af aktiver, samt udviklingen i de forsikringsmæssige hensættelser, minimumsbasiskapitalkravet, solvenskapitalkravet eller minimumskapitalkravet. Gruppe 1-forsikringsselskaber laver kvartalsvist indberetninger til Finanstilsynet om disse forhold. De mindre gruppe 2-forsikringsselskaber skal årligt i deres årsrapporter offentliggøre tal for, hvor stor en andel af deres aktiver, der er pantsat. Gruppe 2-forsikringsselskaberne skal endvidere løbende opgøre deres forsikringsmæssige hensættelser, samt sikre overholdelse af minimumsbasiskapitalkravet, solvenskapitalkravet eller minimumskapitalkravet. Ved behov for skærpet tilsyn med et skadesforsikringsselskab vil Finanstilsynet kunne udbede sig yderligere oplysninger fra det enkelte selskab. Finanstilsynet kan forbyde et skadesforsikringsselskab at råde over dets aktiver eller begrænse rådigheden herover, hvis selskabet f.eks. ikke har et kapitalgrundlag, der er tilstrækkeligt til at dække selskabets solvenskapitalkrav eller minimumskapitalkrav, eller selskabet ikke har hensat tilstrækkelige beløb til dækning af de forsikringsmæssige forpligtelser, jf. § 251 i lov om finansiel virksomhed. Finanstilsynet vil kunne anvende denne hjemmel til at forhindre, at et skadesforsikringsselskab pantsætter sine aktiver til fordel for tredjemand i en situation, hvor selskabet f.eks. ikke opfylder solvenskapitalkravet eller minimumskapitalkravet eller ikke har tilstrækkelige hensættelser.

Artikel 278 i Solvens II-direktivet stiller krav vedrørende de fordringer, der kan have forrang for forsikringskrav nævnt i artikel 275, stk. 1, litra b, i Solvens II-direktivet. De fordringer der er nævnt i artikel 275, stk. 1, litra b, i Solvens II-direktivet er fordringer fra arbejdstagere, som følger af arbejdsaftaler og arbejdsforhold, skattekrav fra offentlige organer, fordringer fra sociale sikringsordninger og fordringer vedrørende aktiver, som er omfattet af en tinglig rettighed. Forpligtelsen i § 234 a, stk. 2, gælder kun i forhold til gyldigt stiftede panterettigheder, da det kun er disse fordringer, der er omfattet af 275, stk. 1, litra b, i Solvens II-direktivet og dermed artikel 278 i Solvens II-direktivet. Fordringer nævnt i konkurslovens §§ 93-94 er ikke omfattet af kravet i det foreslåede stk. 2, da fordringer omfattet af konkurslovens §§ 93-94 ikke fremgår af artikel 275, stk. 1, litra b, i Solvens II-direktivet.

Til nr. 9 (§ 245 c i lov om finansiel virksomhed)

Gældende ret indeholder ikke en bemyndigelse til Finanstilsynet til at vurdere og konstatere, om et pengeinstitut kan tilbagebetale et indskud.

Det foreslås i § 245 c, stk. 1 , i lov om finansiel virksomhed, at Finanstilsynet bemyndiges til at vurdere, om et pengeinstitut er i stand til at tilbagebetale et indskud, hvis Finanstilsynet får godtgjort, at pengeinstituttet ikke har udbetalt et indskud, der er direkte forbundet med pengeinstituttets finansielle situation, og som er forfaldent til betaling.

Det foreslåede medfører, at en indskyder i et pengeinstitut kan rette henvendelse til Finanstilsynet, hvis indskyderen mener, at pengeinstituttet ikke har tilbagebetalt et indskud, der var forfaldent til betaling, og som i øvrigt vedrører pengeinstituttets finansielle situation. Det foreslåede medfører også, at Finanstilsynet skal vurdere, om et pengeinstitut kan tilbagetale et indskud. Dette gælder dog alene tilfælde, hvor det vedrører pengeinstituttets finansielle situation og f.eks. ikke tvister om modregningsadgang.

Hvis det ikke fremgår klart af indskyderens henvendelse, at pengeinstituttet ikke har tilbagebetalt et indskud, der er omfattet af bestemmelsen, kan Finanstilsynet anmode indskyderen om yderligere oplysninger. En sådan indsamling af oplysninger vil blive indsamlet i overensstemmelse med de gældende regler om databeskyttelse i medfør af databeskyttelsesforordningen og databeskyttelsesloven.

Hvis det er godtgjort, at pengeinstituttet ikke har tilbagebetalt et indskud, der er omfattet af bestemmelsen skal Finanstilsynet vurdere, om det pågældende pengeinstitut er i stand til at tilbagebetale det pågældende indskud.

Ved denne vurdering anvendes oplysninger, som Finanstilsynet modtager i sin egenskab af tilsynsmyndighed. Derudover kan Finanstilsynet kontakte pengeinstituttet for en udtalelse om, hvorvidt pengeinstituttet er i stand til at tilbagebetale indskuddet, jf. § 347, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed.

Finanstilsynets vurdering skal afdække, hvorfor pengeinstituttet ikke har tilbagebetalt indskuddet.

Det foreslås i stk. 2 , at vurderingen skal foretages hurtigst muligt og senest fem arbejdsdage efter, at det er godtgjort over for Finanstilsynet, at et indskud ikke er tilbagebetalt, da det forfaldt til betaling, og som er direkte forbundet til instituttets finansielle situation.

Det er indgribende over for en indskyder, hvis denne ikke har adgang til sit indskud. Derfor opstilles en absolut frist på højst fem arbejdsdage for Finanstilsynet til at gennemføre sin vurdering.

Det medfører, at Finanstilsynets konstatering efter det foreslåede stk. 1, skal foreligge hurtigst muligt og senest fem arbejdsdage efter, at det er godtgjort, at et pengeinstitut ikke har tilbagebetalt et indskud, der er forfaldent til betaling.

Det foreslås i stk. 3 , at Finanstilsynet orienterer Garantiformuen, hvis Finanstilsynet konstaterer, at et pengeinstitut ikke kan tilbagebetale et indskud af årsager, der er direkte forbundet med pengeinstituttets finansielle situation, og pengeinstituttet ikke har umiddelbar udsigt til at blive i stand til at tilbagebetale indskuddet.

Hvis Finanstilsynets vurdering efter stk. 1 resulterer i, at Finanstilsynet konstaterer, at manglende tilbagebetaling af et indskud skyldes pengeinstituttets finansielle situation, skal Finanstilsynet orientere Garantiformuen. Det er en forudsætning for orientering af Garantiformuen, at Finanstilsynet vurderer, at pengeinstituttet ikke har umiddelbar udsigt til at blive i stand til at tilbagebetale indskuddet.

Konsekvensen af orienteringen af Garantiformuen er, at Garantiformuen iværksætter udbetaling af dækkede indskud til indskyderne i pengeinstituttet, jf. forslag til ændring af lov om en indskyder- og investorgarantiordning.

Skyldes den manglende tilbagebetaling andre årsager, f.eks. en tvist omkring forfaldsdato eller ret til indskuddet, skal Finanstilsynet ikke orientere Garantiformuen, og Garantiformuen vil ikke kunne dække indskuddet.

Foretager Finanstilsynet en konstatering efter forslaget til stk. 3, må det forventes, at pengeinstituttet er i alvorlige finansielle vanskeligheder, hvilket også vil medføre reaktion fra Finanstilsynets side i forhold til tilsynsmæssige beføjelser som tidlig indgriben efter § 243 a-243 c i lov om finansiel virksomhed eller vurdering af, at instituttet er nødlidende eller forventeligt nødlidende efter § 224 a i lov om finansiel virksomhed.

Bestemmelsen implementerer artikel 2, stk. 1, nr. 8, og artikel 3, stk. 2, 2. pkt., i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/49/EU af 16. april 2014 om indskudsgarantiordninger (DGSD).

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.5 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 10 (§ 308, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed)

Det fremgår af § 308, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed, at et institut udpeges som et SIFI, hvis instituttet i to på hinanden følgende år overskrider en eller flere af følgende indikatorer:

1. Instituttets balance udgør mere end 6,5 pct. af Danmarks bruttonationalprodukt

2. Instituttets udlån i Danmark udgør mere end 5 pct. af de danske penge- og realkreditinstitutters samlede udlån i Danmark

3. Instituttets indlån i Danmark udgør mere end 3 pct. af de danske pengeinstitutters samlede indlån i Danmark

Det foreslås i § 308, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed, at et pengeinstitut og et realkreditinstitut, der er omfattet af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 af 26. juni 2013 om tilsynsmæssige krav til kreditinstitutter og investeringsselskaber, udpeges som et systemisk vigtigt finansielt institut (SIFI), hvis den beregnede systemiskhed for instituttet, jf. stk. 6, overskrider 100 basispoint i to på hinanden følgende år, jf. dog stk. 4.

Den foreslåede ændring medfører, at udpegningen af et finansielt institut som SIFI fremover skal tage udgangspunkt i et beregnet mål for graden af instituttets systemiskhed. Systemiskhed opgøres efter metoden foreslået i § 308, stk. 6, i lov om finansiel virksomhed, jf. lovforslagets § 1, nr. 14.

Bestemmelsens omfatter pengeinstitutter og realkreditinstitutter, der er omfattet af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 af 26. juni 2013 om tilsynsmæssige krav til kreditinstitutter og investeringsselskaber. De institutter, der er omfattet af bestemmelsen, er således uændret i forhold til gældende ret.

Et finansielt institut skal udpeges som SIFI, hvis det beregnede mål for instituttets systemiskhed overstiger 100 basispoint i to på hinanden følgende år.

Reglerne for udpegning af SIFIer blev indført i forbindelse med implementering af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/36/EU af 26. juni 2013 om adgang til at udøve virksomhed som kreditinstitut og om tilsyn med kreditinstitutter og investeringsselskaber (CRD IV).

Til nr. 11 (§ 308, stk. 3, i lov om finansiel virksomhed)

Det fremgår af § 308, stk. 3, i lov om finansiel, at erhvervsministeren kan udpege et institut som SIFI, hvis det væsentligt overskrider mindst en af indikatorerne, som angives i § 308, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed, også selvom overskridelsen ikke har fundet sted i to på hinanden følgende år.

Det foreslås at ændre § 308, stk. 3, i lov om finansiel virksomhed, hvorefter erhvervsministeren kan udpege et institut som nævnt i stk. 1 som et systemisk vigtigt finansielt institut (SIFI), som væsentligt overskrider 100 basispoint ved beregning af instituttets systemiskhed, jf. stk. 6, uagtet at den beregnede systemiskhed for instituttet ikke har overskredet 100 basispoint i to på hinanden følgende år.

Ændringen af bestemmelsen er en konsekvens af, at udpegningen af SIFIer foreslås fremover at skulle tage udgangspunkt i et beregnet mål for graden af instituttets systemiskhed, som beskrevet i bemærkningerne til § 308, stk. 2, jf. lovforslagets § 1, nr. 10, i stedet for de tre indikatorer, der anvendes i henhold til gældende ret.

Til nr. 12 (§ 308, stk. 4, i lov om finansiel virksomhed)

Det fremgår af § 308, stk. 4. i lov om finansiel virksomhed, at et SIFI i tre på hinanden følgende år skal have ligget under indikatorerne, som er angivet i den gældende § 308, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed, for at ophøre med at være et SIFI.

Det foreslås at ændre § 308, stk. 4, i lov om finansiel virksomhed, hvorefter et systemisk vigtigt finansielt institut (SIFI) skal have en beregnet systemiskhed, jf. stk. 6, under 100 basispoint i tre på hinanden følgende år for at ophøre med at være et systemisk vigtigt finansielt institut (SIFI), jf. dog stk. 5.

Ændringen af bestemmelsen er en konsekvens af, at udpegningen af SIFIer foreslås fremover at skulle tage udgangspunkt i et beregnet mål for graden af instituttets systemiskhed, som beskrevet i bemærkningerne til § 308, stk. 2, jf. lovforslagets § 1, nr. 10, i stedet for de tre indikatorer, der anvendes i henhold til gældende ret.

Til nr. 13 (§ 308, stk. 5, i lov om finansiel virksomhed)

Det fremgår af § 308, stk. 5, i lov om finansiel virksomhed, at erhvervsministeren efter anmodning fra et institut kan beslutte, at et SIFI ikke længere er systemisk, hvis SIFIet ligger væsentlig under alle indikatorerne, som angives i § 308, stk. 2, selvom instituttet ikke har ligget under indikatorerne i tre på hinanden følgende år.

Det foreslås at ændre § 308, stk. 5, i lov om finansiel virksomhed, hvorefter erhvervsministeren – uanset stk. 4 – efter anmodning fra instituttet kan beslutte, at et systemisk vigtigt finansielt institut (SIFI) ikke længere er systemisk, hvis det systemisk vigtige finansielle institut (SIFI) ligger væsentligt under 100 basispoint ved beregning af systemiskheden for instituttet, jf. stk. 6.

Ændringen af bestemmelsen er en konsekvens af, at udpegningen af SIFIer foreslås fremover at skulle tage udgangspunkt i et beregnet mål for graden af instituttets systemiskhed, som beskrevet i bemærkningerne til § 308, stk. 2, jf. lovforslagets § 1, nr. 10, i stedet for de tre indikatorer, der anvendes i henhold til gældende ret.

Til nr. 14 (§ 308, stk. 6-8, i lov om finansiel virksomhed)

Det fremgår af § 308, stk. 6, i lov om finansiel virksomhed, at Finanstilsynet skal udregne et mål for graden af systemiskhed i institutter, som et gennemsnit af faktorerne efter nr. 1-3. Faktorerne er instituttets balance i pct. af danske penge- og realkreditinstitutters samlede balance, instituttets udlån i Danmark i pct. af det samlede penge- og realkreditudlån i Danmark og instituttets indlån i Danmark i pct. af det samlede pengeinstitutindlån i Danmark. Systemiskheden skal beregnes parallelt med udpegningen af systemisk vigtige finansielle institutter (SIFI), jf. stk. 1, og skal opgøres på baggrund af det seneste årsregnskab.

Det foreslås i § 308, stk. 6, 1. og 2. pkt., at Finanstilsynet skal beregne institutternes systemiskhed opgjort i basispoint, som den vægtede sum ganget med 10.000 af de andele, der opgøres som det enkelte instituts andel af den samlede værdi for alle danske penge- og realkreditinstitutter og væsentlige filialer i Danmark af udenlandske penge- og realkreditinstitutter for hver af følgende indikatorer:

1. Samlede aktiver vægtet med 6/24.

2. Værdien af nationale betalingstransaktioner vægtet med 2/24.

3. Indlån i Danmark vægtet med 2/24.

4. Udlån i Danmark vægtet med 2/24.

5. Nominel værdi af derivater, som ikke er noteret på et reguleret marked (OTC-derivater) vægtet med 2/24.

6. Passiver på tværs af jurisdiktioner vægtet med 2/24.

7. Aktiver på tværs af jurisdiktioner vægtet med 2/24.

8. Udestående gældsudstedelser vægtet med 2/24.

9. Passiver inden for det finansielle system (hele verden) vægtet med 1/24.

10. Aktiver inden for det finansielle system (hele verden) vægtet med 1/24.

11. Passiver inden for det finansielle system (Danmark) vægtet med 1/24.

12. Aktiver inden for det finansielle system (Danmark) vægtet med 1/24.

Finanstilsynet vil beregne systemiskheden på baggrund af seneste årsberetninger sendt til Finanstilsynet og seneste årsdata fra Nationalbanken.

Bestemmelsen fastsætter, at for hver af indikatorerne i nr. 1-12 opgøres værdien for det enkelte institut og den samlede værdi for alle danske penge- og realkreditinstitutter og væsentlige filialer i Danmark af udenlandske penge- og realkreditinstitutter. Ud fra disse oplysninger beregnes for hver af indikatorerne i nr. 1-12, hvor stor en andel værdien for det enkelte institut udgør af den samlede værdi for alle institutter. De opgjorte andele for hver af indikatorerne i nr. 1-12 vægtes med de angivne vægte.

Har et institut f.eks. samlede aktiver på 0,5 mia. kr. og værdien af samlede aktiver for alle institutter udgør 5 mia. kr., opgøres en andel på 0,1 for indikator nr. 1 – samlede aktiver. Denne vægtes derefter ved at gange med vægten på 6/24, hvilket giver en vægtet andel på 0,025.

For hvert institut summeres derefter de beregnede vægtede andele for hver af indikatorerne i nr. 1-12.

Da bestemmelsen fastsætter, at det beregnede mål for graden af systemiskhed i institutter opgøres i basispoint, skal de beregnede vægtede andele omregnes til basispoint ved at gange med 10.000. Det skyldes, at der med basispoint forstås 0,01 pct., dvs. at 100 basispoint svarer til 1 pct. Der omregnes derfor fra andele til procent ved at gange resultatet med 100, og der omregnes videre til basispoint ved igen at gange med 100.

Det foreslås, at det skal fremgå af § 308, stk. 6, nr. 1 , at en af indikatorerne er samlede aktiver, hvilket vægtes med 6/24.

Udpegningen skal således delvis være baseret på et mål for de samlede aktiver. Størrelsen af et instituts samlede aktiver er et udtryk for balancens størrelsen. Set i forhold til de samlede aktiver/balance i penge- og realkreditinstitutter kan det indikere, hvor stort et institut er set i forhold det samlede marked, da balancen indfanger stort set alle instituttets aktiviteter. Denne indikator giver dermed et mål for hvor svært det vil være at krisehåndtere det pågældende institut, og hvor hårdt en krisehåndtering af instituttet generelt vil kunne ramme samfundsøkonomien.

Målet indgår i beregningen af systemiskheden med en vægt på 6/24.

Det foreslås, at det skal fremgå af § 308, stk. 6, nr. 2 , at en af indikatorerne er værdien af nationale betalingstransaktioner, hvilket vægtes med 2/24.

Udpegningen skal således delvis være baseret på et mål for værdien af nationale betalingstransaktioner foretaget i indberetningsåret. Jo større det enkelte instituts andel af værdien af nationale betalingstransaktioner udgør, jo hårdere går det ud muligheden for at gennemføre betalingstransaktioner i tilfældet af at instituttet afvikles, hvilket kan have konsekvenser for forbruget og aktiviteten i samfundet. Målet indgår i beregningen af systemiskheden med en vægt på 2/24.

Det foreslås, at det skal fremgå af § 308, stk. 6, nr. 3 , at en af indikatorerne er indlån i Danmark, hvilket vægtes med 2/24.

Udpegningen skal således delvis være baseret på indlån i Danmark. Indskydere, der ikke er dækkede af indskydergarantien, må forventes at lide tab i en afvikling, og sådanne tab til husholdninger og virksomheder kan begrænse deres forbrug og investeringer og kan i yderste fald betyde, at de ikke er i stand til at honorere deres forpligtigelser. Det risikerer at skabe en negativ spiral mellem den økonomiske udvikling og udviklingen i den finansielle sektor. Målet indgår i beregningen af systemiskheden med en vægt på 2/24.

Det foreslås, at det skal fremgå af § 308, stk. 6, nr. 4, at en af indikatorerne er udlån i Danmark, hvilket vægtes med 2/24.

Udpegningen skal således delvis være baseret på udlån i Danmark, De danske kreditinstitutter – både penge- og realkreditinstitutter – har udlånsaktiviteter som et helt centralt forretningsområde. Udlån udgør aktiviteter, som det kan være vanskeligt eller umuligt for andre kreditinstitutter at overtage eller erstatte i betydeligt omfang på kort sigt. Ydelse af udlån forudsætter bl.a., at instituttet har tilstrækkelig likviditet og kapital til at leve op til lovens krav også efter at have ydet lånene, samt for nogle kunde- eller produktsegmenter en højt specialiseret kreditfaglig ekspertise. Den kreditfaglige ekspertise vil i nogen udstrækning potentielt kunne tiltrækkes eller overtages fra det nødlidende institut. Det må forventes, at jo større udlånet er, jo sværere vil det være at overtage for andre institutter. Væsentlige tab i og efterfølgende afvikling af et SIFI kan derfor indebære en indskrænkning af udlånskapaciteten i sektoren – mest mærkbart i forhold til muligheden for at yde nye udlån – særligt i en situation, hvor der, som følge af den økonomiske konjunktur, i forvejen er risiko for indskrænkning af udlånet. Dette kan begrænse den økonomiske vækst. Af disse grunde vurderes udlån at være svært at substituere og at have særlig væsentlig systemisk karakter. Målet indgår i beregningen af systemiskheden med en vægt på 2/24.

Det foreslås, at det skal fremgå af § 308, stk. 6, nr. 5, at en af indikatorerne er den nominelle værdi af derivater, som ikke er noteret på et reguleret marked, også kendt som OTC-derivater (OverThe-Counter), hvilket vægtes med 2/24.

Udpegningen skal således delvis være baseret på den nominel værdi af derivater, som ikke er noteret på et reguleret marked (OTC-derivater) f.eks. swaps, forwards og optioner. Dette indikerer hvor kompleks instituttets forretningsmodel er, hvilket har betydning for omkostninger ved afvikling af instituttet, og derigennem instituttets systemiskhed. En større kompleksitet kan også være med til at øge usikkerheden ved handel mellem institutterne, hvis sektoren udsættes for stress f.eks. ved et økonomisk tilbageslag. Målet indgår i beregningen af systemiskheden med en vægt på 2/24.

Det foreslås, at det skal fremgå af § 308, stk. 6, nr. 6, at en af indikatorerne er passiver på tværs af jurisdiktioner, hvilket vægtes med 2/24.

Udpegningen skal således delvis være baseret på passiver på tværs af jurisdiktioner, dvs. over for udlandet, da jo flere grænseoverskridende aktiviteter et institut har, jo sværere er det at koordinere afvikling, og jo mere udbredte vil konsekvenserne være, hvis instituttet skulle blive nødlidende. Endvidere vil omkostningerne ved afvikling af et instituttet med betydelige grænseoverskridende aktiviteter øge de operationelle risici og presse det tidsmæssige aspekt af krisehåndteringen på grund af behovet for koordination mellem nationale myndigheder. Målet indgår i beregningen af systemiskheden med en vægt på 2/24.

Det foreslås, at det skal fremgå af § 308, stk. 6, nr. 7, at en af indikatorerne er aktiver på tværs af jurisdiktioner, hvilket vægtes med 2/24.

Udpegningen skal således delvis være baseret på aktiver på tværs af jurisdiktioner, dvs. over for udlandet, af samme årsag som inddragelsen af passiver på tværs af jurisdiktioner.

Det foreslås, at det skal fremgå af § 308, stk. 6, nr. 8, at en af indikatorerne er udestående gældsudstedelser, hvilket vægtes med 2/24.

Udpegningen skal således delvis være baseret på udestående gældsudstedelser, dvs. egne udstedte gældsinstrumenter herunder særligt dækkede obligationer. Forbundenhed via kontraktuelle forpligtelser øger generelt sandsynligheden for, at finansielle problemer hos et institut kan sprede sig til andre institutter. Der fokuseres med denne indikator på instituttets gældsoptagelse, hvilket ofte vil være med andre institutter som långiver. Målet indgår i beregningen af systemiskheden med en vægt på 2/24.

Det foreslås, at det skal fremgå af § 308, stk. 6, nr. 9, at en af indikatorerne er passiver inden for det finansielle system (hele verden), hvilket vægtes med 1/24.

Udpegningen skal således delvis være baseret på de af institutternes passiver der er ejet af andre dele af det finansielle system på verdensplan. Forbundenhed via kontraktuelle forpligtelser øger generelt sandsynligheden for, at finansielle problemer hos et institut kan sprede sig til andre institutter. Med denne indikator inddrages forbundenhed med andre dele af det finansielle på verdensplan. Målet indgår i beregningen af systemiskheden med en vægt på 1/24.

Det foreslås, at det skal fremgå af § 308, stk. 6, nr. 10, at en af indikatorerne er aktiver inden for det finansielle system (hele verden), hvilket vægtes med 1/24.

Udpegningen skal således delvis være baseret på de af institutternes aktiver, der er ejet af andre dele af det finansielle system på verdensplan af samme årsag som ved inddragelsen institutternes passiver, der er ejet af andre dele af andre dele af det finansielle system på verdensplan. Målet indgår i beregningen af systemiskheden med en vægt på 1/24.

Det foreslås, at det skal fremgå af § 308, stk. 6, nr. 11 , at en af indikatorerne er passiver inden for det finansielle system (Danmark), hvilket vægtes med 1/24.

Udpegningen skal således delvis være baseret på de af institutternes passiver der er ejet af andre dele af det finansielle system i Danmark. Forbundenhed via kontraktuelle forpligtelser øger generelt sandsynligheden for, at finansielle problemer hos et institut kan sprede sig til andre institutter, og der fokuseres med denne indikator på forbundenhed med andre dele af det finansielle system i Danmark. Målet indgår i beregningen af systemiskheden med en vægt på 1/24.

Det foreslås, at det skal fremgå af § 308, stk. 6, nr. 12, at en af indikatorerne er aktiver inden for det finansielle system (Danmark), hvilket vægtes med 1/24.

Udpegningen skal således delvis være baseret på de af institutternes aktiver der er ejet af andre dele af det finansielle system i Danmark af samme årsag som ved inddragelsen institutternes passiver der er ejet af andre dele af det finansielle system i Danmark. Målet indgår i beregningen af systemiskheden med en vægt på 1/24.

Finanstilsynet fastsætter i henhold til den gældende bestemmelse i § 308, stk. 9, i lov om finansiel virksomhed, som forslås fremover at skulle være stk. 8, jf. lovforslagets § 1, nr. 14, nærmere regler for hvordan de enkelte faktorer defineres, og hvordan der foretages beregning af indikatorernes andel af de samlede indikatorværdier for de danske penge- og realkreditinstitutter og væsentlige filialer i Danmark af udenlandske penge- og realkreditinstitutter.

Bestemmelsen omfatter pengeinstitutter og realkreditinstitutter, der er omfattet af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 af 26. juni 2013 om tilsynsmæssige krav til kreditinstitutter og investeringsselskaber. Fastlæggelsen af, hvilke institutter der er omfattet af bestemmelsen, vil således være uændret i forhold til gældende ret.

Formålet med bestemmelsen er at foretage en beregning af institutternes systemiskhed til brug for udpegningen af SIFIer, jf. § 308, stk. 2, og fastlæggelsen af, hvilken kategori af systemiskhed de enkelte SIFIer skal indplaceres i, jf. § 308, stk. 7.

Formålet med ændringen er at inddrage flere faktorer i opgørelsen af systemiskheden og dermed øge modellens robusthed over tid ved at tage udgangspunkt i EBAs model for udpegning af SIFIer.

Det fremgår af § 308, stk. 7, 1. pkt., i lov om finansiel, at SIFIer indplaceres i en af fem kategorier af systemiskhed, som afhænger af den beregnede grad af systemiskhed. De fem katogier er oplistet i § 308, stk. 1, nr. 1-5.

Systemiskheden bliver efter gældende ret beregnet efter § 308, stk. 6.

Det foreslås i § 308, stk. 7, i lov om finansiel virksomhed, at på baggrund af beregningen, skal institutterne placeres i en af fem kategorier af systemiskhed.

Formålet med bestemmelsen er at foretage en indplacering af SIFIerne i kategorier for systemiskhed, som kan bruges til at fastsætte, hvilken SIFI-buffersats, der skal gælde for de enkelte SIFIer. SIFI-buffersatserne fastsættes af erhvervsministeren i henhold til § 125 g, stk. 3 og 4, i lov om finansiel virksomhed.

Som beskrevet i bemærkningerne til § 308, stk. 6, jf. lovforslagets § 1, nr. 14, så skal det beregnede mål for graden af systemiskhed fremover opgøres i basispoint. Dermed skal § 308, stk. 7, i lov om finansiel virksomhed tilrettes, så intervallerne i de enkelte kategorier for systemiskhed opgøres i basispoint.

Det foreslås, at det skal fremgå af § 308, stk. 7, nr. 1 , at et institut med en systemiskhed på 100 basispoint og op til 300 basispoint indplaceres i kategori 1.

Institutter, der indplaceres i kategori 1 vil skulle opfylde den laveste SIFI-buffersats, som fastsættes af erhvervsministeren, der aktuelt udgør 1 pct.

Det foreslås, at det skal fremgå af § 308, stk. 7, nr. 2 , at et institut med en systemiskhed på 300 basispoint og op til 1.000 basispoint indplaceres i kategori 2.

Institutter som indplaceres i kategori 2 vil skulle opfylde en SIFI-buffersats, som fastsættes af Erhvervsministeren, som aktuelt udgør 1,5 pct.

Det foreslås, at det skal fremgå af § 308, stk. 7, nr. 3 , at et institut med en systemiskhed på 1.000 basispoint og op til 2.000 basispoint indplaceres i kategori 3.

Institutter, der indplaceres i kategori 3 vil skulle opfylde en SIFI-buffersats, som fastsættes af erhvervsministeren, der aktuelt udgør 2,0 pct.

Det foreslås, at det skal fremgå af § 308, stk. 7, nr. 4 , at et institut med en systemiskhed på 2.000 basispoint og op til 4.000 basispoint indplaceres i kategori 4.

Institutter der indplaceres i kategori 4 vil skulle opfylde en SIFI-buffersats, som fastsættes af erhvervsministeren, der aktuelt udgør 2,5 pct.

Det foreslås, at det skal fremgå af § 308, stk. 7, nr. 5 , at et institut med en systemiskhed på 4.000 basispoint og derover indplaceres i kategori 5.

Institutter som indplaceres i kategori 5 vil skulle opfylde den højeste SIFI-buffersats, som fastsættes af Erhvervsministeren, som aktuelt udgør 3,0 pct.

Op til skal forstås således, at tallet ikke inkluderes. F.eks. intervallet i nr. 1 på 100 basispoint op til 300 basispoint inkluderer ikke 300 basispoint.

Det fremgår af § 308, stk. 8, i lov om finansiel virksomhed, at Finanstilsynet kan fastsætte nærmere regler for, hvordan og på hvilket virksomhedskonsolideringsniveau, der skal foretages beregning af de indikatorer, der bruges til udpegning af SIFIer. Bemyndigelsen er brugt til at udstede den gældende bekendtgørelse på området i form af bekendtgørelse nr. 298 af 27. marts 2014 om opgørelse af indikatorer og faktorer til udpegning af systemisk vigtige finansielle institutter m.v.

Det foreslås, at bestemmelsen i § 308, stk. 8, ophæves.

Som beskrevet i bemærkningerne til § 308, stk. 2, jf. lovforslagets § 1, nr. 10, foreslås det, at udpegningen af SIFIer, fremover tager udgangspunkt i et beregnet mål for graden af instituttets systemiskhed i stedet for de 3 indikatorer der anvendes i henhold til gældende ret. Der er derfor ikke længere behov for at fastsætte regler, der nærmere specificerer, hvordan de 3 indikatorer, der anvendes i henhold til gældende ret, skal beregnes. På den baggrund foreslås det at ophæve bestemmelsen i § 308, stk. 8.

Til nr. 15 (§ 334, stk. 1, nr. 2, i lov om finansiel virksomhed)

§ 334 fastsætter, at virksomheder, der udøver virksomhed, som består i erhvervsmæssigt eller som et væsentligt led i deres drift at modtage indlån eller andre midler, der skal tilbagebetales fra offentligheden, og som anbringer de således modtagne midler på anden måde end ved indsættelse i et pengeinstitut, skal have tilladelse som sparevirksomhed, hvis virksomheden ikke er et pengeinstitut, et realkreditinstitut eller oprettet i henhold til særlig lov, eller vil oprettelse ikke er godkendt i henhold til særlig lov. Virksomhederne er oplistet i bestemmelsens nr. 1-3.

Det foreslås, at ordet »eller« udgår fra § 334, stk. 1, nr. 2.

Det foreslåede er en konsekvensrettelse på baggrund af lovforslagets § 1, nr. 17, hvor et nr. 4 tilføjes til bestemmelsen.

Til nr. 16 (§ 334, stk. 1, nr. 3, i lov om finansiel virksomhed)

§ 334 fastsætter, at virksomheder, der udøver virksomhed, som består i erhvervsmæssigt eller som et væsentligt led i deres drift at modtage indlån eller andre midler, der skal tilbagebetales fra offentligheden, og som anbringer de således modtagne midler på anden måde end ved indsættelse i et pengeinstitut, skal have tilladelse som sparevirksomhed, hvis virksomheden ikke er et pengeinstitut, et realkreditinstitut eller oprettet i henhold til særlig lov, eller vil oprettelse ikke er godkendt i henhold til særlig lov.

Det foreslås, at § 334, stk. 1, nr. 2, ændres, således, at punktummet ændres til »lov, eller«.

Det foreslåede er en konsekvensrettelse på baggrund af lovforslagets § 1, nr. 17, hvor et nr. 4 tilføjes til bestemmelsen.

Til nr. 17 (§ 334, stk. 1, nr. 4, i lov om finansiel virksomhed)

§ 334 fastsætter, at virksomheder, der udøver virksomhed, som består i erhvervsmæssigt eller som et væsentligt led i deres drift at modtage indlån eller andre midler, der skal tilbagebetales fra offentligheden, og som anbringer de således modtagne midler på anden måde end ved indsættelse i et pengeinstitut, skal have tilladelse som sparevirksomhed, hvis virksomheden ikke er et pengeinstitut, et realkreditinstitut eller oprettet i henhold til særlig lov, eller vil oprettelse ikke er godkendt i henhold til særlig lov.

Det foreslås, at det skal fremgå af § 334, stk. 1, nr. 4 , at projektejere, såfremt de modtagne midler er omfattet af et crowdfundingudbud omfattet af reglerne i forordning 2020/1503 af 7. oktober 2020 ikke skal have tilladelse som sparevirksomhed.

Det foreslåede medfører, at crowdfundingudbud omfattet af reglerne i crowdfundingforordningen ikke er omfattet af kravet om tilladelse som sparevirksomhed.

Det følger af lovforslagets § 1, nr. 2, at projektejere, såfremt de modtagne midler er omfattet af et crowdfundingudbud omfattet af reglerne i forordning 2020/1503, fra offentligheden må modtage andre midler, der skal tilbagebetales.

Denne virksomhedstype er tilføjet som konsekvens af artikel 1, stk. 3, i forordning 2020/1503. Artiklen fastsætter, at projektejere ikke må underlægges krav om tilladelse som kreditinstitut eller anden individueltilladelse, fritagelse eller dispensation i forbindelse med udbud af lånebaseret crowdfunding. Derfor foreslås disse undtaget fra krav om tilladelse som sparevirksomhed.

Projektejer defineres i forordning 2020/1503, artikel 2, stk. 1, litra h, som ”enhver fysisk eller juridisk person, der søger finansiering gennem en crowdfundingplatform”.

Det er alene crowdfundingudbud, der lever op til kravene i Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2020/1503, der ikke skal have tilladelse som pengeinstitut eller sparevirksomhed. Dette medfører, at udbuddet skal vedrøre et projekt, der lever op til kravene i forordningens bilag 1, og som foretages på en crwodfundingplatform der er meddelt tilladelse efter artikel 11.

Crowdfundingforordningen finder ikke anvendelse på crowdfundingudbud med en værdi på over 5.000.000 euro, jf. artikel 1, stk. 2, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2020/1503. Dermed vil projektejere af disse crowdfundingudbud ansøge om tilladelse som f.eks. pengeinstitut eller sparevirksomhed. Ved vurdering af grænsen, kan Finanstilsynet ud fra en konkret vurdering medtage flere fysiske og juridiske personer, hvis de reelt drives samlet, eksempelvis ved sammenfald i ejer- eller ledelseskredsen.

Det vil derfor som udgangspunkt kun være enkeltstående finansieringer gennem lånebaseret crowdfunding, ikke kræver tilladelse som pengeinstitut eller sparevirksomhed. Forretningsmodeller, der baserer sig på løbende og væsentlig finansiering via crowdfunding falder uden for forslagets område.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.4 i lovforslagets almindelige bemærkninger

Til nr. 18 (§ 343 q, stk. 2, 2. pkt., i lov om finansiel virksomhed)

Det fremgår af § 343 q, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed, at reglerne for fælles datacentraler i denne lov gælder også for datacentraler, der udfører både væsentlig it-drift og it-udvikling for den fælles betalingsinfrastruktur.

Det foreslås, at indsætte 2. pkt., i § 343 q, stk. 2, hvoraf det fremgår, at bestemmelsen ikke finder anvendelse for datacentraler, der har tilladelse som it-operatør af et detailbetalingssystem, jf. § 180 a, stk. 1, i lov om kapitalmarkeder.

Efter den foreslåede ordning vil it-drift af et detailbetalingssystem, som Finanstilsynet finder har væsentlig betydning for betalingsafviklingen eller væsentlige samfundsmæssig betydning kræve tilladelse, jf. den foreslåede § 180 a, stk. 1, i lov om kapitalmarkeder, jf. § 4, nr. 18, i nærværende lovforslag. I tilsynet med it-operatøren vil hensynet til den operationelle risikostyring og it-sikkerhed varetages på linje med hvad der gælder for fælles datacentraler. It-operatørerne af detailbetalingssystemer vil i relevant omfang blive omfattet af de regler, der gælder fælles datacentraler, herunder bekendtgørelse nr. 1254 af 11. juni 2021 om ledelse og styring af pengeinstitutter m.fl. og dennes bilag 5, bekendtgørelse nr. 1268 af 21. november 2014 om systemrevisionens gennemførelse i fælles datacentraler og bekendtgørelse nr. 877 af 12. juni 2020 om outsourcing for kreditinstitutter m.v.

Til nr. 19 (§ 343 s, stk. 3, nr. 5, i lov om finansiel virksomhed)

Det følger af den gældende § 343 s, stk. 1, at det Systemiske Risikoråd er et rådgivende råd, som har de opgaver, der følger af nr. § 343 s, stk. 1, nr. 1-5.

Det følger af § 343 s, stk. 1, nr. 5, at det Systemiske Risikoråd har til opgave, at blive hørt om advarsler og henstillinger fra Det Euopæiske Udvalg For Systemiske Risici (ESRB).

Det foreslås i § 343 s, stk. 3, nr. 5, at ændre »(ESRB).« til: »(ESRB), og «.

Det foreslåede ændring er en konsekvens af dette lovforslags § 1, nr. 20, hvorefter der indsættes et nr. 6 i § 343 s, stk. 3.

Til nr. 20 (§ 343 s, stk. 3, nr. 6, i lov om finansiel virksomhed)

Den gældende § 343 s, stk. 1, fastlægger, at erhvervsministeren nedsætter Det Systemiske Risikoråd. Efter stk. 2 udpeger erhvervsministeren medlemmerne af Det Systemiske Risikoråd og suppleanter herfor, og stk. 3 angiver Det Systemiske Risikoråds opgaver.

Det foreslås i lovforslagets § 4, nr. 20, at indsætte et stk. 4 i § 212 i lov om kapitalmarkeder, hvorefter erhvervsministeren udpeges som relevant myndighed til at vurdere, hvorvidt anvendelsen af finansielle instrumenters og finansielle kontrakters erstatningsbenchmark kan medføre systemiske finansielle risici, der kan have negative konsekvenser for den finansielle stabilitet efter benchmarkforordningen.

Det foreslås i § 343 s, stk. 3, nr. 6, at Det Systemiske Risikoråd får til opgave at udtale sig til erhvervsministeren om, hvorvidt anvendelsen af finansielle instrumenters og finansielle kontrakters erstatningsbenchmarks i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/1011 af 8. juni 2016 kan medføre systemiske finansielle risici, der kan have negative konsekvenser for den finansielle stabilitet, jf. § 212, stk. 4, lov om kapitalmarkeder.

Erhvervsministeren får derfor med forslaget mulighed for at bede Det Systemiske Risikoråd om en vurdering af, om et erstatningsbenchmark kan medføre systemiske finansielle risici, der kan have negative konsekvenser for den finansielle stabilitet. Det Systemiske Risikoråd skal således alene foretage vurderingen af erstatningsbenchmarkets indvirkning på den finansielle stabilitet på baggrund af en anmodning fra erhvervsministeren. I praksis forudsættes det, at erhvervsministeren som udgangspunkt altid vil anmode Det Systemiske Risikoråd om at forholde sig til et benchmarks indvirkning på den finansielle stabilitet i relation til at almindeligt anvendt erstatningsbenchmark.

Efter den foreslåede bestemmelse vil Det Systemiske Risikoråds opgave alene være af rådgivende karakter i forhold til erhvervsministerens vurdering af anvendelsen af et aftalt erstatningsbenchmarks betydning for den finansielle stabilitet.

Til nr. 21 (§ 343 s, stk. 7, i lov om finansiel virksomhed)

Som konsekvens af ændringen af § 14 a i lov om Danmarks Nationalbank i lov nr. 1163 af 8. juni 2021, udgår "statistiske" af bestemmelsen.

Til nr. 22 (§ 344, stk. 1, 1. pkt., i lov om finansiel virksomhed)

Den gældende § 344, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed fastsætter, hvilke regler Finanstilsynet påser overholdelsen af.

Det foreslås at indsætte en henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2020/852/EU af 18. juni 2020 om fastlæggelse af en ramme til fremme af bæredygtige investeringer i § 344, stk. 1, 1. pkt .

Det foreslåede medfører, at Finanstilsynet vil blive udpeget som kompetent myndighed til at påse finansielle markedsdeltageres overholdelse af artikel 5, 6 og 7 i taksonomiforordningen. Med den foreslåede ændring vil Finanstilsynet desuden kunne påse overholdelsen af de regler, som Kommissionen har hjemmel til at udstede i medfør af taksonomiforordningen.

Taksonomiforordningen finder bl.a. anvendelse på finansielle markedsdeltagere. Ved finansielle markedsdeltagere forstås bl.a. et pengeinstitut, der yder porteføljepleje, jf. artikel 2, nr. 2, i taksonomiforordningen, jf. artikel 2, nr. 1, litra j, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2019/2088/EU af 27. november 2019 om bæredygtighedsrelaterede oplysninger i sektoren for finansielle tjenesteydelser (disclosureforordningen).

Taksonomiforordningen fastsætter yderligere krav til de oplysninger, som finansielle markedsdeltagere skal give forud for indgåelse af en aftale, og i periodiske rapporter i medfør af disclosureforordningen, når finansielle markedsdeltagere stiller finansielle produkter i medfør af artikel 8 og artikel 9 i disclosureforordningen til rådighed, eller når finansielle markedsdeltagere stiller et finansielt produkt til rådighed, der ikke er omfattet af artikel 8 eller artikel 9 i disclosureforordningen.

Efter artikel 21, stk. 1, i taksonomiforordningen skal hver medlemsstat sikre, at den kompetente myndighed, der er omhandlet i artikel 14, stk. 1, i disclosureforordningen påser, at finansielle markedsdeltagere opfylder kravene i artikel 5, 6 og 7, i taksonomiforordningen. Videre skal hver medlemsstat sikre, at den kompetente myndighed, som er udpeget af de nationale myndigheder, har de nødvendige tilsyns- og undersøgelsesbeføjelser, til at kunne udføre de opgaver, der er omfattet af taksonomiforordningen.

Finanstilsynet er udpeget som kompetent myndighed til at påse finansielle markedsdeltageres overholdelse af disclosureforordningen i medfør af lov nr. 2110 af 22. december 2020.

Den foreslåede ændring vil medføre, at Finanstilsynet bl.a. vil kunne udstede påbud og påtaler for finansielle markedsdeltageres overtrædelse af artikel 5, 6 og 7 i taksonomiforordningen eller regler udstedt i medfør heraf.

Bestemmelsen supplerer artikel 21, stk. 1, i taksonomiforordningen.

Til nr. 23 (§ 344, stk. 2, 4. pkt., i lov om finansiel virksomhed)

Det fremgår af § 344, stk. 2, 4. pkt., at Finanstilsynet hvert år gennemgår solvensbehovet hos de penge- og realkreditinstitutter, der har en arbejdende kapital på mere end 250 mio. kr.

Grænsen på 250 mio. kr. blev fastsat ud fra et proportionalitetshensyn, hvor Finanstilsynet skal føre et tættere tilsyn med de største institutter end de mindste.

Det foreslås i § 344, stk. 2, 4. pkt., i lov om finansiel virksomhed, at Finanstilsynet hvert år vil gennemgå solvensbehovet hos realkreditinstitutter og de pengeinstitutter, der er i gruppe 1-3 eller 6 i Finanstilsynets størrelsesgruppering.

Finanstilsynet offentliggør hvert år en størrelsesgruppering af pengeinstitutter i Danmark. Danske pengeinstitutter placeres i en gruppe fra 1-4 ud fra deres arbejdende kapital. Skillegrænserne mellem grupperne opdateres, når der vurderes at være grundlag herfor. Eksempelvis er alle SIFIer gruppe 1, så grænsen mellem gruppe 1 og 2 kan variere ved nye SIFIer eller væsentlige ændringer i nuværende SIFIers arbejdende kapital. Gruppe 5 er filialer af udenlandske institutter i Danmark, og gruppe 6 er de færøske pengeinstitutter.

Institutternes gruppering er styrende for blandt andet kravene til institutternes indberetninger til Finanstilsynet.

Da grænsen på 250 mio. kr. blev fastsat, var dette grænsen mellem pengeinstitutter i gruppe 3 og 4. Den nuværende grænse er 750 mio. kr. Formålet med ændringen er at skabe direkte sammenhæng mellem kravet om Finanstilsynets gennemgang af solvensbehovet og institutternes gruppeinddeling, der løbende ændrer sig, således at proportionalitetshensynet løbende iagttages. Den foreslåede ændring har ikke betydning for realkreditinstitutterne.

Til nr. 24 (§ 353 i lov om finansiel virksomhed)

Det følger af den gældende § 353 i lov om finansiel virksomhed, at Finanstilsynet i samarbejde med Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen årligt afgiver en rapport over status for udstedelse af regler om god skik samt regler om prisoplysning og om erfaringerne med reglernes anvendelse til erhvervsministeren.

Bestemmelsen blev indført på et tidspunkt, hvor Finanstilsynets skærpede tavshedspligt fandt anvendelse på god skik sager. Den skærpede tavshedspligt finder i dag ikke anvendelse på sager om god skik, og der er således i dag almindelig offentlighed om tilsynet på dette område.

Det foreslås med lovforslaget at ophæve § 353 i lov om finansiel virksomhed. Finanstilsynets informering på god skik området, vil fremover ske gennem Finanstilsynets hjemmeside, på sociale medier og ved udsendelse af pressemeddelelser.

Finanstilsynet offentliggør relevante nyheder på en lang rækker områder relateret til Finanstilsynets tilsyn med de finansielle virksomheder, herunder tilsynet med de forbrugerrettede regler. Det er endvidere muligt at tilmelde sig et nyhedsbrev, hvorefter man modtager relevant information om nye afgørelser, vejledende udtalelser og lignende. Når Finanstilsynet gennemfører undersøgelser sager om god skik eller træffer afgørelser inden for dette område, offentliggøres information herom også på Finanstilsynets hjemmeside.

Endelig har Finanstilsynet i dag ansvaret for forbrugeroplysning på det finansielle område, og driver i den forbindelse både en hjemmeside rettet direkte mod forbrugerne og flere platforme på de sociale medier. Information om tilsynsarbejdet, som er direkte relevant for forbrugerne, og som kan omsættes til handlingsorienterede råd og information, bliver ligeledes formidlet via disse kanaler.

På den baggrund vurderes der ikke længere at være et behov for et formelt krav om en rapport, der omhandler nye regler om god skik samt reglernes anvendelse. Med ændringen vil der fremadrettet ikke være et krav om, at der skal udarbejdes en rapport om reglerne for god skik.

Til nr. 25 (§ 353 a i lov om finansiel virksomhed)

Finanstilsynets bestyrelse er nedsat med hjemmel i § 345 i lov om finansiel virksomhed. Bestyrelsen har til opgave at føre kontrol med og træffe beslutninger i forhold til Finanstilsynets tilsynsvirksomhed. Bestyrelsens kompetencer er nærmere afgrænset i § 345, stk. 12, i lov om finansiel virksomhed. Bestyrelsen har bl.a. ansvaret for at træffe beslutning om reaktioner i sager af principiel karakter og i sager, der har videregående betydelige følger, jf. § 345, stk. 12, nr. 4. Derudover træffer bestyrelsen beslutning om at overgive sager omfattet af § 345, stk. 12, nr. 4, til politimæssig efterforskning, jf. § 345, stk. 12, nr. 6.

De sager, som Finanstilsynets bestyrelse kan behandle efter § 345, stk. 12, i lov om finansiel virksomhed, omfatter bl.a. sager om god skik m.v. Sagerne er typisk kendetegnet ved, at de relaterer sig til reglerne i kapitel 6 i lov om finansiel virksomhed eller bekendtgørelser udstedt i medfør heraf. Dog indeholder de øvrige dele af den finansielle lovgivning også regler om god skik m.v., som er omfattet af bestyrelsens beslutningskompetence. Bestyrelsen bliver dermed forelagt sager om god skik m.v., når sagerne kan medføre politianmeldelse, er af principiel karakter eller har videregående betydelige følger. Bestyrelsens beslutningskompetence i sager om god skik m.v. sikrer en løbende kontrol med Finanstilsynets tilsynsvirksomhed, heriblandt tilsynet med forbrugerområdet og overholdelsen af god skik m.v. Det er et begrænset antal sager om god skik m.v., der forelægges Finanstilsynets bestyrelse, hvilket navnlig skyldes det forhold, at sagerne skal have en særlig karakter for at være omfattet af bestyrelsens beslutningskompetence.

Forbrugerombudsmanden og Finanstilsynet samarbejder om håndhævelsen af forbrugerlovgivningen på det finansielle område. Når Finanstilsynets bestyrelse behandler sager om god skik m.v., fordi sagerne er omfattet af § 345, stk. 12, nr. 4 og 6, i lov om finansiel virksomhed, bliver Forbrugerombudsmanden indkaldt og har de samme beføjelser som medlemmerne af Finanstilsynets bestyrelse, jf. § 345, stk. 14. Forbrugerombudsmanden bliver også underrettet af Finanstilsynet om alle sager, hvor kunder kan have lidt tab på grund af finansielle virksomheders overtrædelse af § 43, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed og bestemmelser udstedt i medfør af § 43, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed, jf. § 348 a i lov om finansiel virksomhed.

Finanstilsynets tavshedspligt efter § 354, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed finder ikke anvendelse på oplysninger i sager om god skik, prisoplysning og kontraktforhold, jf. §§ 43-60 e og bekendtgørelser udstedt i medfør heraf. Det fremgår af § 354, stk. 3, i lov om finansiel virksomhed, og tilsvarende undtagelsesbestemmelser findes også i de øvrige dele af den finansielle lovgivning, der indeholder regler om god skik m.v. Undtagelsesbestemmelsen indebærer, at oplysninger om tilsynet med god skik m.v. på det finansielle område er undtaget fra Finanstilsynets tavshedspligt. Enhver har således ret til aktindsigt i oplysninger i sager om god skik m.v. efter de almindelige regler om aktindsigt i offentlighedsloven dog med de undtagelser, der følger af offentlighedslovens kapitel 4 om undtagelser fra retten til aktindsigt, jf. Folketingstidende 2018-19, A, L 189 som fremsat, side 90.

Offentligheden kan derfor få aktindsigt i Finanstilsynets sager om god skik m.v. på forbrugerområdet efter de almindelige regler om aktindsigt i offentlighedsloven, herunder de sager, hvor Finanstilsynets bestyrelse skal træffe beslutning i sagen, dog med de undtagelser, der følger af offentlighedslovens §§ 19-33. Det betyder, at Finanstilsynet f.eks. kan undtage interne dokumenter fra retten til aktindsigt, jf. offentlighedslovens § 23.

Undtagelsen til aktindsigt omfatter ikke interne dokumenter, der er afgivet til udenforstående. Efter § 23, stk. 2, i offentlighedsloven mister et internt dokument som udgangspunkt sin interne karakter, når det bliver afgivet til udenforstående, f.eks. personer eller virksomheder, som Finanstilsynet vil træffe afgørelse over for. Det er således udgangspunktet, at et udkast til afgørelse mister sin interne karakter, når det i forbindelse med en partshøring bliver sendt til den virksomhed eller person, der skal træffes afgørelse over for, fordi det er afgivet til en udenforstående i forhold til Finanstilsynet. Dog vil dokumentet bevare sin karakter som internt dokument, hvis afgivelsen er sket af retlige grunde, jf. § 23, stk. 2, i offentlighedsloven.

Efter forvaltningslovens § 19, stk. 1, er Finanstilsynet som myndighed forpligtet til at partshøre over oplysninger om en sags faktiske grundlag eller eksterne faglige vurderinger, som en part ikke kan antages at være bekendt med, og som er til ugunst for parten og af væsentlig betydning for sagens afgørelse.

Når Finanstilsynet skal foretage partshøring i en sag, der skal forelægges Finanstilsynets bestyrelse, herunder sager om god skik m.v., er det hele udkastet til afgørelse eller beslutning, der sendes i partshøring. Denne praksis følger af forarbejderne til lov om finansiel virksomhed, jf. Folketingstidende 2013-14, A, L 133 som fremsat, side 187, og § 35, stk. 1 og 2, i bekendtgørelse nr. 1543 af 30. oktober 2020 om forretningsorden for bestyrelsen for Finanstilsynet. Hensigten er at styrke retssikkerheden for bl.a. de virksomheder, som Finanstilsynets bestyrelses afgørelse vil rette sig mod, så virksomhederne kan gøre sig bekendt med Finanstilsynets vurderinger forud for bestyrelsens behandling af sagen. Det skal også ses i sammenhæng med, at den pågældende virksomhed har ret til foretræde for Finanstilsynets bestyrelse, og i den forbindelse kan afgive et kort mundtligt indlæg, jf. § 36 i bekendtgørelse nr. 1543 af 30. oktober 2020 om forretningsorden for bestyrelsen for Finanstilsynet. Finanstilsynets forpligtelse til partshøring i sager, der skal forelægges Finanstilsynets bestyrelse, går således videre end kravene i forvaltningsloven.

Det forhold, at retten til aktindsigt i dokumenter i sager om god skik m.v. i nogle tilfælde ikke kan begrænses med henvisning til dokumentets interne eller foreløbige karakter, gør, at sagens omstændigheder og Finanstilsynets overvejelser og vurderinger kan blive genstand for omtale i offentligheden forud for Finanstilsynets bestyrelses stillingtagen. Det omfatter eksempelvis udkast til afgørelser eller politianmeldelser, der som udgangspunkt ikke længere har karakter af interne dokumenter, når udkastet i sin helhed er afgivet til udenforstående i forbindelse med partshøring, medmindre afgivelsen af udkastet til afgørelse eller politianmeldelse sker af retlige grunde, f.eks. en forpligtelse efter loven. Det bemærkes i forlængelse heraf, at selvom et udkast til afgørelse eller politianmeldelse vil beholde sin interne karakter på trods af afgivelsen til udenforstående i forbindelse med partshøring, kan øvrige dokumenter, der reflekterer såvel udkastets indhold som konklusioner og dermed Finanstilsynets foreløbige overvejelser i den konkrete sag, blive genstand for aktindsigt. Væsentlige oplysninger i sager om god skik m.v. kan dermed komme til offentlighedens kendskab, på trods af at Finanstilsynets bestyrelse endnu ikke har fået sagen forelagt og truffet sin beslutning.

Det foreslås at indsætte en ny bestemmelse, § 353 a.

Det følger af den foreslåede bestemmelse, at i de tilfælde, hvor en sag om god skik m.v. er omfattet af Finanstilsynets bestyrelses beslutningskompetence efter § 345, stk. 12, nr. 4 og 6, er en række nærmere opregnede dokumenter undtaget aktindsigt efter lov om offentlighed i forvaltningen (offentlighedsloven), indtil bestyrelsen har truffet sin beslutning. De dokumenter, der vil være undtaget fra aktindsigt, er Finanstilsynets udkast til afgørelse af en sag eller udkast til beslutning om at overgive en sag til politimæssig efterforskning, udtalelser afgivet af parten til Finanstilsynets udkast til afgørelse af en sag eller udkast til beslutning om at overgive en sag til politimæssig efterforskning og supplerende korrespondance mellem Finanstilsynet og parten vedrørende udkastet til afgørelse af en sag eller udkastet til beslutning om at overgive en sag til politimæssig efterforskning.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at nogle bestemte dokumenter i sager om god skik m.v. vil være undtaget aktindsigt i en begrænset periode, når den pågældende sag om god skik m.v. er omfattet af Finanstilsynets bestyrelses beslutningskompetence. De pågældende dokumenter vil være undtaget aktindsigt fra det tidspunkt, hvor sagen og dens omstændigheder gør, at den er underlagt Finanstilsynets bestyrelses beslutningskompetence efter § 345, stk. 12, nr. 4 og 6, i lov om finansiel virksomhed, og indtil bestyrelsen har truffet sin beslutning i den pågældende sag. Dokumenterne vil ikke være undtaget aktindsigt, når Finanstilsynets bestyrelse har truffet sin beslutning.

De konkrete dokumenter, som efter den foreslåede bestemmelse vil være undtaget fra aktindsigt, er oplistet i nr. 1-3.

Efter det foreslåede nr. 1 vil Finanstilsynets udkast til afgørelse af en sag eller udkast til beslutning om at overgive en sag til politimæssig efterforskning være undtaget fra aktindsigt. Det dokument, som vil være undtaget fra aktindsigt, er det udkast til afgørelse eller udkast til beslutning om politianmeldelse, som Finanstilsynet sender i partshøring hos den virksomhed eller person, som udkastet retter sig mod.

Efter det foreslåede nr. 2 vil udtalelser afgivet af parten til Finanstilsynets udkast til afgørelse af en sag eller udkast til beslutning om at overgive en sag til politimæssig efterforskning være undtaget fra aktindsigt. Som følge heraf vil partens høringssvar samt bemærkninger til udkastet til afgørelse eller udkastet til beslutning om politianmeldelse være undtaget fra aktindsigt.

Efter det foreslåede nr. 3 vil supplerende korrespondance mellem Finanstilsynet og parten vedrørende udkastet til afgørelse af en sag eller udkastet til beslutning om at overgive en sag til politimæssig efterforskning være undtaget fra aktindsigt. Det omfatter korrespondance, som relaterer sig til Finanstilsynets udkast til afgørelse eller udkast til beslutning om politianmeldelse, men som ikke er omfattet af det foreslåede nr. 2. Det kan f.eks. være korrespondance mellem Finanstilsynet og parten, hvor Finanstilsynet anmoder parten om at uddybe sine bemærkninger i høringssvaret yderligere. Det kan også omfatte korrespondance, der er afledt af opklarende spørgsmål fra Finanstilsynet til parten i relation til partens høringssvar.

De dokumenter i sager om god skik m.v., der efter bestemmelsen foreslås undtaget aktindsigt i en begrænset periode, kan således karakteriseres som Finanstilsynets udkast til afgørelse eller politianmeldelse, partens høringssvar til udkastet til afgørelse eller politianmeldelse og supplerende korrespondance mellem Finanstilsynet og parten vedrørende udkastet til afgørelse eller politianmeldelse.

Med lovforslaget vil der ikke være ret til aktindsigt i de pågældende dokumenter efter offentlighedsloven. Parter i sager om god skik m.v. vil dog fortsat have ret til partsaktindsigt efter reglerne herom i forvaltningslovens kapitel 4. Reglerne om partsstatus i forhold til Finanstilsynets afgørelser findes bl.a. i § 355 i lov om finansiel virksomhed. De øvrige dele af den finansielle lovgivning indeholder lignende bestemmelser om partsstatus i forhold til Finanstilsynets afgørelser, eksempelvis § 179 i lov om investeringsforeninger m.v. og § 36 i lov om forsikringsformidling. Disse øvrige partsbestemmelser afgør spørgsmålet om partsstatus, hvis sagen om god skik m.v. relaterer sig til reglerne om god skik m.v. i en af de pågældende love.

En sag om god skik m.v. omfatter sager, hvor Finanstilsynet påser overholdelsen af de gældende regler om god skik m.v. i den finansielle lovgivning. Den foreslåede bestemmelse kræver dog, at sagen er omfattet af Finanstilsynets bestyrelses beslutningskompetence efter § 345, stk. 12, nr. 4 og 6, i lov om finansiel virksomhed, førend de pågældende dokumenter vil kunne undtages fra aktindsigt. En sag vil kunne karakteriseres som en sag om god skik m.v., hvis oplysningerne i sagen ikke er omfattet en skærpet tavshedspligt for Finanstilsynets ansatte, jf. f.eks. § 354, stk. 3, i lov om finansiel virksomhed, § 170, stk. 3, i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v., § 175, stk. 3, i lov om investeringsforeninger m.v., § 19, stk. 3, i lov om forbrugslånsvirksomheder, § 31, stk. 3, i lov om forsikringsformidling, § 103, stk. 3, i lov om firmapensionskasser og § 255, stk. 3, i lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og -aktiviteter. Det omfatter bl.a. alle sager om god skik m.v., prisoplysning og kontraktforhold i kapitel 6 i lov om finansiel virksomhed. Som følge heraf vil f.eks. alle sager om finansielle virksomheders overtrædelse af redelig forretningsskik og god praksis, jf. § 43 og bekendtgørelser udstedt i medfør heraf, være omfattet af den foreslåede bestemmelse, hvis Finanstilsynets bestyrelse skal træffe beslutning i sagen.

Det følger af en række love på det finansielle område, at Finanstilsynets bestyrelse indgår i Finanstilsynets tilsyn med at påse overholdelsen af en række love, herunder reglerne om god skik m.v. i de pågældende love, med den kompetence, som bestyrelsen er tillagt i medfør af § 345 i lov om finansiel virksomhed, jf. f.eks. § 22, stk. 2, i lov om forsikringsformidling, § 156 i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v., § 162 i lov om investeringsforeninger m.v., § 15, stk. 2, i lov om forbrugslånsvirksomheder, § 14, stk. 2, i lov om betalingskonti, § 97, stk. 2, i lov om firmapensionskasser og § 219 i lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og -aktiviteter.

Med den foreslåede bestemmelse vil følgende dokumenter være undtaget fra aktindsigt i en nærmere afgrænset periode, hvis Finanstilsynets bestyrelse skal træffe beslutning i den pågældende sag i medfør af § 345, stk. 12, nr. 4 og 6, i lov om finansiel virksomhed: Finanstilsynets udkast til afgørelse eller politianmeldelse, partens høringssvar til udkastet til afgørelse eller politianmeldelse og supplerende korrespondance mellem Finanstilsynet og parten vedrørende udkastet til afgørelse eller politianmeldelse. De sager om god skik m.v., hvor Finanstilsynets bestyrelse er tillagt kompetence til at træffe beslutning, fremgår af § 345, stk. 12, nr. 4 og 6, i lov om finansiel virksomhed.

Finanstilsynets bestyrelse træffer beslutning om reaktioner i sager af principiel karakter samt i sager, der har videregående betydelige følger, jf. § 345, stk. 12, nr. 4. Ved reaktioner forstås afgørelser i forvaltningsretlig forstand, herunder påtaler og påbud, men reaktioner dækker f.eks. også over administrative bødeforlæg og risikooplysninger. Finanstilsynets bestyrelse har dermed kompetence til at træffe beslutning om en reaktion, som retter sig mod en virksomhed under tilsyn. Bestyrelsen er også kompetent til at træffe beslutning om reaktioner i principielle sager vedrørende lovfortolkning og lovanvendelse, herunder ændring af Finanstilsynets tilsynsmæssige praksis. En sag har et principielt indhold, når der er tvivl af en vis betydning om fortolkningen af en bestemmelse, eller en hidtidig fortolkning ændres. At en sag vedrører en bestemmelse, der ikke har været anvendt før, gør ikke i sig selv sagen principiel. Videregående betydelige følger kan f.eks. være reaktioner, der påbyder, at en bestemt praksis skal følges, hvilket vil medføre anvendelse af betydelige ressourcer for den berørte virksomhed og andre tilsvarende virksomheder, eller at der er tale om en politianmeldelse.

Finanstilsynets bestyrelse træffer også beslutning om at overgive sager omfattet af § 345, stk. 12, nr. 4, til politimæssig efterforskning, jf. § 345, stk. 12, nr. 6. Det omfatter sager, hvor Finanstilsynet vurderer, at der er sket en overtrædelse af en strafbelagt bestemmelse, hvorfor sagen bør overgives til anklagemyndigheden med henblik på at indlede en politimæssig efterforskning.

Finanstilsynet vil løbende vurdere, om sager om god skik m.v. er omfattet af Finanstilsynets bestyrelses beslutningskompetence. Sager om god skik m.v. vil som udgangspunkt være omfattet af Finanstilsynets kompetence, medmindre beslutningskompetencen er tillagt bestyrelsen, jf. § 345, stk. 12, nr. 4 og 6, i lov om finansiel virksomhed. Vurderer Finanstilsynet, at en sag er omfattet af bestyrelsens kompetence, vil Finanstilsynets udkast til afgørelse eller politianmeldelse, partens høringssvar til udkastet til afgørelse eller politianmeldelse og supplerende korrespondance mellem Finanstilsynet og parten vedrørende udkastet til afgørelse eller politianmeldelse være undtaget aktindsigt, forudsat at dokumenterne er oprettet på det tidspunkt, hvor sagen bliver omfattet af bestyrelsens beslutningskompetence. Hvis en sag om god skik m.v. under sagsbehandlingen bliver omfattet af bestyrelsens beslutningskompetence, men det efterfølgende viser sig, at den ikke længere kan anses for omfattet af beslutningskompetencen, vil dokumenterne ikke længere være undtaget tavshedspligt fra det tidspunkt, hvor Finanstilsynet konstaterer, at bestyrelsen ikke skal træffe beslutning i sagen. Vurderingen af, om en sag om god skik m.v. er omfattet af bestyrelsens beslutningskompetence vil imidlertid kunne ændres i takt med, at sagsbehandlingen skrider fremad, fordi sagens omstændigheder eller øvrige forhold bevirker, at sagen ikke længere skal forelægges Finanstilsynets bestyrelse, jf. § 345, stk. 12, nr. 4 og 6.

Dokumenterne vil ikke længere være undtaget aktindsigt, når Finanstilsynets bestyrelse har truffet beslutning i sagen. Der vil være truffet en beslutning i sagen, når Finanstilsynet bestyrelse har forholdt sig til den indstilling, som bestyrelsen er blevet forelagt i relation til den pågældende sag om god skik m.v. Finanstilsynets bestyrelse vil træffe sine beslutninger i henhold til de regler, der følger af bekendtgørelse nr. 1543 af 30. oktober 2020 om forretningsorden for bestyrelsen for Finanstilsynet. I de tilfælde, hvor Finanstilsynets bestyrelse ikke træffer en endelig beslutning på det bestyrelsesmøde, hvor sagen om god skik m.v. blev forelagt bestyrelsen, men i stedet delegerer kompetencen til at træffe den endelige beslutning til eksempelvis et bestyrelsesmedlem eller formandsskabet for bestyrelsen, vil der først være truffet en beslutning i sagen, når det bestyrelsesmedlem, der har fået delegeret kompetencen til at træffe den endelige beslutning, har accepteret det foreliggende udkast til afgørelse eller politianmeldelse.

Den foreslåede bestemmelse vil ikke ændre på Finanstilsynets mulighed for at underrette Forbrugerombudsmanden om sager om god skik m.v. Samarbejdet om håndhævelsen af forbrugerlovgivningen på det finansielle område vil dermed ikke ændre sig.

Til nr. 26 (§ 355, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed)

Den gældende § 355, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed, nævner de virksomheder, der kan anses som part i forhold til Finanstilsynet i sager, hvor Finanstilsynet har truffet eller vil træffe afgørelse over for i medfør af bl.a. lov om finansiel virksomhed og andre relevante forordninger på det finansielle område.

Det foreslås i § 355, stk. 1, at indsætte en henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2020/852/EU af 18. juni 2020 om fastlæggelse af en ramme til fremme af bæredygtige investeringer.

Det foreslåede medfører, at virksomheder, som Finanstilsynet har truffet eller vil træffe afgørelse over for i medfør af taksonomiforordningen eller regler udstedt i medfør heraf, også vil være at anse som parter i afgørelsessagen.

Til nr. 27 (§ 355, stk. 2, nr. 11, i lov om finansiel virksomhed)

Med forslagets § 1, nr. 2, foreslås det at indsætte et nyt stk. 3 i § 7. De gældende stk. 3-7 bliver herefter stk. 4-8.

Det foreslås derfor, at henvisningen til § 7, stk. 4, i § 355, stk. 2, nr. 11, ændres til en henvisning til § 7, stk. 5.

Der er tale om konsekvensændringer som følge af lovforslagets § 1, nr. 2.

Til nr. 28 (§ 355, stk. 1, nr. 12, i lov om finansiel virksomhed)

Med forslagets § 1, nr. 2, foreslås det at indsætte et nyt stk. 3 i § 7. De gældende stk. 3-7 bliver herefter stk. 4-8.

Det foreslås derfor, at henvisningen til § 7, stk. 1, 2 og 3, i § 355, stk. 2, nr. 12, ændres til en henvisning til § 7, stk. 1-4.

Der er tale om konsekvensændringer som følge af lovforslagets § 1, nr. 2.

Til nr. 29 (§ 361, stk. 2, nr. 15, i lov om finansiel virksomhed)

§ 361 i lov om finansiel virksomhed foreskriver, at en række fysiske og juridiske personer skal betale et årligt grundbeløb i afgift til Finanstilsynet. Beløbene angivet i bestemmelsen er angivet i 2016-niveau, men reguleres årligt svarende til udviklingen i Finanstilsynets bevilling på finansloven, jf. § 361, stk. 11, i lov om finansiel virksomhed.

Det foreslås at indsætte i § 361, stk. 2, at indsætte nr. 15 , hvormed en it-operatør af detailbetalingssystemer årligt betaler et grundbeløb til Finanstilsynet. En it-operatør af et detailbetalingssystem er defineret som en fysisk eller juridisk person, der er meddelt tilladelse til efter § 180 a, og hvis virksomhed består i at drive et detailbetalingssystem, jf. forslag til nyt nummer 29 i § 3 i lov om kapitalmarkeder, jf. § 1, nr. 2, i dette lovforslag, Afgiften er fastsat med udgangspunkt i det forventede ressourceforbrug og det forventede antal it-operatører af detailbetalingssystemer. Afgiften udgør 725.000 kr. Grundbeløbet er angivet i 2016-niveau og reguleres årligt svarende til udviklingen i Finanstilsynets bevilling på finansloven, jf. § 361, stk. 11, i lov om finansiel virksomhed.

Til nr. 30 (§ 363 a, stk. 4, 1.pkt., i lov om finansiel virksomhed)

Det fremgår af § 363 a, stk. 4, i lov om finansiel virksomhed, at filialer af udenlandske kreditinstitutter betaler 80 pct. af, hvad virksomheder af tilsvarende art og størrelse med dansk tilladelse skal betale efter §§ 363 og 364, hvis filialens balance, udlån eller indlån i Danmark overskrider de indikatorer, der fremgår i § 308, stk. 2, som omfatter kriterierne for udpegning af SIFI-institutter. Tilsvarende gælder for udenlandske koncerner med flere filialer af kreditinstitutter her i landet, hvor der er etableret et tilsynskollegium samt kreditinstitutfilialer i udenlandske koncerner med en eller flere filialer og med et eller flere penge- eller realkreditinstitutter her i landet.

Det foreslås i 363 a, stk. 4, 1. pkt. , at ændre »Overstiger filialens balance, filialens udlån i Danmark eller filialens indlån i Danmark en eller flere af indikatorerne i« til: »Overstiger filialens beregnede systemiskhed 100 basispoint, jf.«.

Det foreslåede medfører, at de nævnte filialer mv., som overstiger en beregnet systemiskhed på 100 basispoint, svarende til grænsen for udpegning, som SIFI, jf. § 308, stk. 2, fremover skal betale 80 pct. af, hvad virksomheder af tilsvarende art og størrelse med dansk tilladelse skal betale efter §§ 363 og 364.

Ændringen af bestemmelsen er en konsekvensrettelse, som følge af at udpegningen af SIFIer foreslås fremover at skulle tage udgangspunkt i et beregnet mål for graden af instituttets systemiskhed, som beskrevet i bemærkningerne til § 308, stk. 2, jf. lovforslagets § 1, nr. 10, i stedet for de 3 indikatorer, der anvendes i henhold til gældende ret.

Til nr. 31 (§ 363 a, stk. 4, 2. pkt., i lov om finansiel virksomhed)

Det fremgår af § 363 a, stk. 4, i lov om finansiel virksomhed, at filialer af udenlandske kreditinstitutter betaler 80 pct. af, hvad virksomheder af tilsvarende art og størrelse med dansk tilladelse skal betale efter §§ 363 og 364, hvis filialens balance, udlån eller indlån i Danmark overskrider de indikatorer, der fremgår i § 308, stk. 2, som omfatter kriterierne for udpegning af SIFI-institutter. Tilsvarende gælder for udenlandske koncerner med flere filialer af kreditinstitutter her i landet, hvor der er etableret et tilsynskollegium samt kreditinstitutfilialer i udenlandske koncerner med en eller flere filialer og med et eller flere penge- eller realkreditinstitutter her i landet.

Det foreslås i § 363 a, stk. 4, 2. pkt ., at ændre »summen af filialernes balancer, udlån i Danmark eller indlån i Danmark overstiger en eller flere af indikatorerne i« til: »den beregnede systemiskhed opgjort samlet for filialerne overstiger 100 basispoint, jf.«.

Det foreslåede medfører, at de nævnte filialer mv., som overstiger en beregnet systemiskhed på 100 basispoint, svarende til grænsen for udpegning, som SIFI, jf. § 308, stk. 2, fremover skal betale 80 pct. af, hvad virksomheder af tilsvarende art og størrelse med dansk tilladelse skal betale efter §§ 363 og 364.

Ændringen af bestemmelsen er en konsekvensrettelse, som følge af at udpegningen af SIFIer foreslås fremover at skulle tage udgangspunkt i et beregnet mål for graden af instituttets systemiskhed, som beskrevet i bemærkningerne til § 308, stk. 2, jf. lovforslagets § 1, nr. 10, i stedet for de 3 indikatorer, der anvendes i henhold til gældende ret.

Til nr. 32 (§ 363 a, stk. 4, 3.pkt., i lov om finansiel virksomhed)

Det fremgår af § 363 a, stk. 4, i lov om finansiel virksomhed, at filialer af udenlandske kreditinstitutter betaler 80 pct. af, hvad virksomheder af tilsvarende art og størrelse med dansk tilladelse skal betale efter §§ 363 og 364, hvis filialens balance, udlån eller indlån i Danmark overskrider de indikatorer, der fremgår i § 308, stk. 2, som omfatter kriterierne for udpegning af SIFI-institutter. Tilsvarende gælder for udenlandske koncerner med flere filialer af kreditinstitutter her i landet, hvor der er etableret et tilsynskollegium samt kreditinstitutfilialer i udenlandske koncerner med en eller flere filialer og med et eller flere penge- eller realkreditinstitutter her i landet.

Det foreslås i 363 a, stk. 4, 3. pkt., at ændre »summen af filialernes og penge- og realkreditinstitutternes balancer, udlån i Danmark eller indlån i Danmark overstiger en eller flere af indikatorerne i« til: »den beregnede systemiskhed opgjort samlet for filialerne og penge- og realkreditinstitutterne overstiger 100 basispoint, jf.«.

Det foreslåede medfører, at de nævnte filialer mv., som overstiger en beregnet systemiskhed på 100 basispoint, svarende til grænsen for udpegning, som SIFI, jf. § 308, stk. 2, fremover skal betale 80 pct. af, hvad virksomheder af tilsvarende art og størrelse med dansk tilladelse skal betale efter §§ 363 og 364.

Ændringen af bestemmelsen er en konsekvensrettelse, som følge af at udpegningen af SIFIer foreslås fremover at skulle tage udgangspunkt i et beregnet mål for graden af instituttets systemiskhed, som beskrevet i bemærkningerne til § 308, stk. 2, jf. lovforslagets § 1, nr. 10, i stedet for de 3 indikatorer, der anvendes i henhold til gældende ret.

Til nr. 33 (§ 372, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed)

Den gældende § 372, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed, indeholder en klageadgang til Erhvervsankenævnet for den part, som en afgørelse truffet af Finanstilsynet retter sig til. Bestemmelsen nævner bl.a. afgørelser truffet af Finanstilsynet i medfør af lov om finansiel virksomhed og en række andre forordninger på det finansielle område.

Det foreslås i § 372, stk. 1, at indsætte en henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2020/852/EU af 18. juni 2020 om fastlæggelse af en ramme til fremme af bæredygtige investeringer og regler udstedt i medfør heraf.

Det foreslåede medfører, at afgørelser truffet af Finanstilsynet i medfør af taksonomiforordningen eller regler udstedt i medfør heraf kan indbringes for Erhvervsankenævnet senest 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt den pågældende, som afgørelsen retter sig til.

Til nr. 34 (§ 372 a, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed)

Den gældende § 372 a, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed, er en generel bemyndigelsesbestemmelse, der giver erhvervsministeren bemyndigelse til at fastsætte regler, som er nødvendige for at anvende eller gennemføre de afgørelser eller retsakter, som vedtages af Kommissionen i medfør af en række direktiver og forordninger.

Det foreslås i § 372 a, stk. 1, at indsætte en henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2020/852/EU af 18. juni 2020 om fastlæggelse af en ramme til fremme af bæredygtige investeringer.

Det foreslåede medfører, at erhvervsministeren bemyndiges til at fastsætte regulering på de områder, hvor det som følge af delegerede retsakter, udstedt i medfør af taksonomiforordningen, måtte være nødvendigt.

Til nr. 35 (§ 373, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed)

Med forslagets § 1, nr. 2, foreslås det at indsætte et nyt stk. 3 i § 7. De gældende stk. 3-7 bliver herefter stk. 4-8.

Det foreslås derfor, at henvisningen til § 7, stk. 1 og 2-5, i § 373, stk. 1, ændres til en henvisning til § 7, stk. 1-6.

Der er tale om konsekvensændringer som følge af lovforslagets § 1, nr. 2.

Til nr. 36 (§ 373, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed)

Det følger af § 373, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed, at overtrædelse af en række nærmere angivne bestemmelser i loven eller i de i bestemmelsen angivne EU-retsakter, herunder STS-forordningen, straffes med bøde eller fængsel indtil 4 måneder, medmindre højere straf er forskyldt efter den øvrige lovgivning.

Det foreslås i § 373, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed, at indsætte en henvisning til artikel 26 b-e i STS-forordningen.

Det foreslåede medfører, at overtrædelse af artikel 26 b-e i STS-forordningen straffes med bøde eller fængsel indtil 4 måneder, medmindre højere straf er forskyldt efter den øvrige lovgivning.

Tilføjelsen supplerer de ændringer til STS-forordningen, der er indeholdt i Europa-Parlamentets og Rådets Forordning (EU) 2021/557 af 31. marts 2021 om ændring af forordning (EU) 2017/2402 om en generel ramme for securitisering og om oprettelse af en specifik ramme for simpel, transparent og standardiseret securitisering med henblik på at bidrage til genopretningen efter COVID-19 pandemien. Med denne ændringsforordning er der bl.a. indsat nye bestemmelser i STS-forordningen i artikel 26 b-e. Det følger af artikel 32, at overtrædelse af artikel 26 b-e skal kunne sanktioneres.

Artikel 26 b, i STS-forordningen, stiller en række krav til syntetiske securitiseringers simpelhed.

Artikel 26 b, stk. 1, i STS-forordningen fastslår, at det eksponeringsleverende institut skal være en enhed, der er godkendt eller har tilladelse i et land inden for EU/EØS. Et eksponeringsleverende institut, der erhverver en tredjeparts eksponeringer for egen regning og derefter securitiserer dem, skal på tredjepartseksponeringerne anvende politikker med hensyn til kredit, indsamling, gældsomlægning og servicering, som ikke er mindre strenge end dem, som det eksponeringsleverende institut anvender for sammenlignelige eksponeringer, der ikke er erhvervet.

Artikel 26 b, stk. 2, i STS-forordningen fastslår, at de underliggende eksponeringer skal indgås som en del af det eksponeringsleverende instituts hovedaktivitet.

Artikel 26 b, stk. 3, fastslår, at de underliggende eksponeringer skal være opført på balancen hos det eksponeringsleverende institut eller hos en enhed inden for samme koncern, som det eksponeringsleverende institut tilhører på afslutningsdatoen.

I forhold til artikel 26 b, stk. 3, i STS-forordningen er en koncern enten en gruppe af juridiske enheder, der er underlagt konsolideringsregler i overensstemmelse med første del, afsnit II, kapitel 2, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 af 26. juni 2013 om tilsynsmæssige krav til kreditinstitutter og investeringsselskaber (CRR-Forordningen), eller en koncern som defineret i artikel 212, stk. 1, litra c, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/138/EF af 25. november 2009 om adgang til og udøvelse af forsikrings- og genforsikringsvirksomhed (Solvens II).

Artikel 26 b, stk. 4, i STS-forordningen fastslår, at det eksponeringsleverende institut ikke må afdække sin eksponering mod den kreditrisiko, der er forbundet med securitiseringens underliggende eksponeringer ud over den afdækning, der er opnået gennem kreditafdækningsaftalen.

Artikel 26 b, stk. 5, i STS-forordningen fastslår, at aftalen om kreditrisikoafdækning skal overholde de regler for kreditrisikoreduktion, der er fastsat i artikel 249 CRR-Forordningen, eller, hvis nævnte artikel ikke finder anvendelse, med krav, der ikke er mindre strenge end kravene i nævnte artikel.

Artikel 26 b, stk. 6, i STS-forordningen fastslår, at det eksponeringsleverende institut skal fremlægge erklæringer og garantier for, at følgende krav er opfyldt:

a) Det eksponeringsleverende institut eller en enhed i den koncern, som det eksponeringsleverende institut tilhører, har fuld juridisk og gyldig rettighed til de underliggende eksponeringer og de dertil knyttede accessoriske rettigheder.

b) Hvis udstederen er et kreditinstitut som defineret i artikel 4, stk. 1, nr. 1, i CRR-Forordningen eller et forsikringsselskab som defineret i artikel 13, nr. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/138/EF af 25. november 2009 om adgang til og udøvelse af forsikrings- og genforsikringsvirksomhed (Solvens II), bevarer det eksponeringsleverende institut eller en enhed, som er omfattet af tilsynet på konsolideret niveau, kreditrisikoen for de underliggende eksponeringer på deres balance.

c) Hver underliggende eksponering opfylder på den dato, hvor den medtages i den securitiserede portefølje, anerkendelseskriterierne og alle andre betingelser end forekomsten af en kreditbegivenhed som omhandlet i artikel 26 e for en kreditrisikoafdækningsbetaling i overensstemmelse med kreditafdækningsaftalen indeholdt i securitiseringsdokumentationen.

d) Så vidt det eksponeringsleverende institut ved, indeholder aftalen for hver underliggende eksponering en juridisk, gyldig og bindende forpligtelse, som kan håndhæves, for låntageren til at betale de pengebeløb, der er anført i den pågældende kontrakt.

e) De underliggende eksponeringer er i overensstemmelse med bevillingskriterier, som ikke er mindre strenge end de standardbevillingskriterier, som udstederen anvender på tilsvarende eksponeringer, som ikke er securitiserede.

f) Så vidt det eksponeringsleverende institut ved, overtræder ingen af låntagerne i væsentlig grad eller misligholder deres forpligtelser for så vidt angår en underliggende eksponering på den dato, hvor den underliggende eksponering medtages i den securitiserede portefølje.

g) Så vidt det eksponeringsleverende institut ved, indeholder transaktionsdokumentationen ikke forkerte oplysninger om detaljerne vedrørende de underliggende eksponeringer.

h) På datoen for transaktionens afslutning, eller når den underliggende eksponering medtages i den securitiserede portefølje, er kontrakten mellem låntageren og den oprindelige långiver i relation til den underliggende eksponering ikke blevet ændret på en sådan måde, at håndhævelsen eller inddrivelsen i forhold til den pågældende underliggende eksponering er blevet påvirket.

Artikel 26 b, stk. 7, i STS-forordningen fastslår, at de underliggende eksponeringer på forhånd skal opfylde fastsatte, klare og veldokumenterede kriterier, som ikke tillader aktiv porteføljeforvaltning af nævnte eksponeringer på et skønsmæssigt grundlag. I forbindelse med artikel 26 b, stk. 7, i STS-forordningen betragtes udskiftning af underliggende eksponeringer, der er i modstrid med erklæringer eller garantier, eller, hvis securitiseringen omfatter en genopfyldningsperiode, tilføjelse af eksponeringer, der opfylder de fastlagte betingelser for genopfyldning, ikke som aktiv porteføljeforvaltning. Enhver eksponering, der tilføjes efter transaktionens afslutningsdato, skal opfylde anerkendelseskriterier, som ikke er mindre strenge end dem, der blev anvendt ved den første udvælgelse af de underliggende eksponeringer.

Det følger af artikel 26 b, stk. 7, i STS-forordningen, at en underliggende eksponering kan fjernes fra transaktionen, hvis denne underliggende eksponering

a) er fuldt ud tilbagebetalt eller på anden måde udløbet,

b) er blevet afhændet som led i det eksponeringsleverende instituts normale virksomhed, forudsat at en sådan afhændelse ikke udgør implicit støtte som omhandlet i artikel 250 i CRR-Forordningen,

c) er genstand for en ændring, der ikke er kreditdrevet, såsom refinansiering eller omlægning af gæld, og som finder sted i forbindelse med den normale servicering af den underliggende eksponering, eller

d) ikke opfyldte anerkendelseskriterierne på det tidspunkt, hvor den blev medtaget i transaktionen.

Artikel 26 b, stk. 8, i STS-forordningen fastslår, at securitiseringen skal sikres ved en pulje af underliggende eksponeringer, som er homogene med hensyn til aktivtype, idet der tages hensyn til de særlige karakteristika, der er forbundet med aktivtypens pengestrømme, herunder deres karakteristika med hensyn til kontrakter, kreditrisiko og forudbetaling. En pulje af aktiver må kun omfatte én aktivtype.

De underliggende eksponeringer skal indeholde forpligtelser, der er kontraktmæssigt bindende, og som kan håndhæves med fuld regresret over for låntagerne og, hvor det er relevant, garanterne.

De underliggende eksponeringer er forbundet med fastsatte periodiske betalingsstrømme, hvis afdrag beløbsmæssigt kan variere, og som er betalinger vedrørende leje, hovedstol eller renter, eller som er relateret til eventuelle andre rettigheder til at modtage indkomst fra aktiver, som understøtter sådanne betalinger. De underliggende eksponeringer kan også generere indtægter fra salget af finansierede eller leasede aktiver. De underliggende eksponeringer må ikke omfatte værdipapirer som defineret i artikel 4, stk. 1, nr. 44), i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/65/EU af 15. maj 2014 om markeder for finansielle instrumenter og om ændring af direktiv 2002/92/EF og direktiv 2011/61/EU EØS-relevant tekst, bortset fra erhvervsobligationer, som ikke er noteret på en markedsplads.

Artikel 26 b, stk. 9, i STS-forordningen fastslår, at de underliggende eksponeringer ikke må omfatte securitiseringspositioner.

Artikel 26 b, stk. 10, i STS-forordningen fastslår, at de bevillingsstandarder, som de underliggende eksponeringer indgås på, og eventuelle væsentlige ændringer i forhold til forudgående bevillingsstandarder skal gøres fuldt tilgængelige for potentielle investorer uden unødig forsinkelse. De underliggende eksponeringer skal bevilges med fuld regresret over for en låntager, der ikke er en ”Securitisation Special Purpose Entity” (SSPE). Ingen tredjeparter må være involveret i kredit- eller bevillingsbeslutningerne vedrørende de underliggende eksponeringer.

I tilfælde af securitiseringer, hvor de underliggende eksponeringer er boliglån, må puljen af lån ikke omfatte lån, som er markedsført og bevilget med den klausul, at låneansøgeren eller, hvor det er relevant, mæglerne er gjort opmærksom på, at oplysningerne muligvis ikke er verificeret af långiveren.

Vurderingen af låntagerens kreditværdighed skal opfylde kravene i artikel 8 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/48/EF af 23. april 2008 om forbrugerkreditaftaler og om ophævelse af Rådets direktiv 87/102/EØF eller artikel 18, stk. 1-4, stk. 5, litra a, og stk. 6, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/17/ЕU af 4. februar 2014 om forbrugerkreditaftaler i forbindelse med fast ejendom til beboelse og om ændring af direktiv 2008/48/EF og 2013/36/EU og forordning (EU) nr. 1093/2010 EØS-relevant tekst eller, hvis det er relevant, tilsvarende krav i tredjelande. Det eksponeringsleverende institut eller den oprindelige långiver skal have erfaring med indgåelse af eksponeringer af samme art som de securitiserede.

Artikel 26 b, stk. 11, i STS-forordningen fastslår, at de underliggende eksponeringer på tidspunktet for udvælgelsen af de pågældende eksponeringer ikke må omfatte misligholdte eksponeringer som omhandlet i artikel 178, stk. 1, i CRR-Forordningen eller eksponeringer mod en kreditsvag låntager eller garantistiller, som, efter det eksponeringsleverende instituts eller den oprindelige långivers bedste overbevisning

a) er blevet erklæret insolvent, eller hvis kreditorer ved en domstol er givet en endelig ret til tvangsinddrivelse, som ikke kan appelleres, eller erstatning som følge af den manglende betaling inden for tre år forud for indgåelsesdatoen, eller som har gennemgået en gældsomlægningsproces for så vidt angår vedkommendes misligholdte eksponeringer inden for tre år forud for datoen for udvælgelse af de underliggende eksponeringer, medmindre

i) en omlagt underliggende eksponering ikke har frembragt nye restancer efter datoen for omlægningen, der skal have fundet sted mindst ét år forud for datoen for udvælgelse af de underliggende eksponeringer.

ii) de oplysninger, som det eksponeringsleverende institut gør tilgængelige i henhold til artikel 7, stk. 1, første afsnit, litra a, og litra e, nr. i), udtrykkeligt fastsætter andelen af omlagte underliggende eksponeringer, tidspunktet for og nærmere oplysninger om omlægningen og deres udvikling efter datoen for omlægningen.

b) på tidspunktet for indgåelse af den underliggende eksponering, hvis det er relevant, fandtes i et offentligt kreditregister over personer med negativ kredithistorik eller, hvis et sådant offentligt register ikke findes, et andet kreditregister, som er tilgængeligt for det eksponeringsleverende institut eller den oprindelige långiver, eller

c) har en kreditvurdering, hvor risikoen for at de aftalte betalinger misligholdes, vurderes som væsentlig højere end sammenlignelige eksponeringer, som det eksponeringsleverende institut besidder, og som ikke securitiseres.

Artikel 26 b, stk. 12, i STS-forordningen fastslår, at låntagerne skal have erlagt mindst én betaling på det tidspunkt, hvor eksponeringerne medtages i transaktionen, medmindre:

a) securitiseringen er en revolverende securitisering sikret ved eksponeringer, som afvikles med et enkelt afdrag, eller som har en restløbetid på mindre end ét år, herunder uden begrænsning månedlige betalinger på revolverende kreditter, eller

b) eksponeringen repræsenterer refinansieringen af en eksponering, der allerede indgår i transaktionen.

Ansvarssubjektet for en overtrædelse af artikel 26 b er en juridisk person, eksempelvis et pengeinstitut, der udsteder securitiseringer som defineret i STS-forordningen. Den strafbare handling består i ikke at have sikret, at de udstedte securitiseringer opfylder kravene til simpelhed i medfør af ovennævnte bestemmelser i artikel 26 b.

Et eksempel herpå kunne være et pengeinstitut, der undlader at sikre, at de underliggende eksponeringer ikke omfatter securitiseringspositioner, som bekrevet i artikel 26 b, stk. 9.

Artikel 26 c i STS-forordningen fastsætter krav til standardiseringen af syntetiske securitiseringer.

Det følger af artikel 26 c, stk. 1, at det eksponeringsleverende institut eller den oprindelige långiver skal opfylde kravene om risikotilbageholdelse i henhold til artikel 6 i STS-forordningen.

Artikel 26 c, stk. 2, i STS-forordningen fastslår, at rente- og valutarisici, som opstår ved securitiseringen og deres mulige indvirkning på betalingerne til det eksponeringsleverende institut og investorerne, skal beskrives i transaktionsdokumentationen. Disse risici skal begrænses på passende vis, og eventuelle foranstaltninger, der træffes med henblik herpå, skal offentliggøres. Enhver sikkerhedsstillelse, der sikrer investors forpligtelser i henhold til aftalen om kreditrisikoafdækning, skal være denomineret i den samme valuta, som kreditrisikoafdækningsbetalingen er denomineret i.

I tilfælde af en securitisering, der anvender securitiseringsenheder med særligt formål (SSPE), skal størrelsen af SSPE'ens forpligtelser vedrørende rentebetalinger til investorerne på hver betalingsdato være lig med eller mindre end beløbet for SSPE'ens indtægter fra det eksponeringsleverende institut og enhver aftale om sikkerhedsstillelse. Undtagen med henblik på afdækning af renterisici eller valutarisici i forbindelse med de underliggende eksponeringer må porteføljen af underliggende eksponeringer ikke omfatte derivater. Sådanne derivater tegnes og dokumenteres i overensstemmelse med almindelige standarder for international finansiering.

Artikel 26 c, stk. 3, i STS-forordningen fastslår, at alle refererede rentebetalinger vedrørende transaktionen skal baseres på en af eller begge følgende punkter:

a) almindeligt anvendte markedsrentesatser eller almindeligt anvendte sektorbestemte rentesatser, der afspejler finansieringsomkostningerne, og som ikke knyttes til komplekse formler eller derivater

b) indtægter fra den sikkerhedsstillelse, der sikrer investorens forpligtelser i henhold til aftalen om kreditrisikoafdækning.

Alle refererede forfaldne rentebetalinger vedrørende underliggende eksponeringer skal baseres på almindeligt anvendte markedsrentesatser eller almindeligt anvendte sektorbestemte rentesatser, der afspejler finansieringsomkostningerne, og må ikke knyttes til komplekse formler eller derivater.

Artikel 26 c, stk. 4, i STS-forordningen fastslår, at efter forekomst af en fyldestgørelsesgrund med hensyn til det eksponeringsleverende institut har investoren tilladelse til at træffe håndhævelsesforanstaltninger, ophæve aftalen om kreditrisikoafdækning eller gøre begge dele. I tilfælde af en securitisering, der anvender en SSPE, hvor der er udstedt påkrav eller givet meddelelse om opsigelse af aftalen om kreditrisiko-afdækning, må intet kontantbeløb tilbageholdes i SSPE'en ud over det nødvendige for at sikre den operationelle funktion af den pågældende SSPE, betaling af kreditrisikoafdækningsbetalinger for misligholdte underliggende eksponeringer, der stadig er ved at blive omlagt på tidspunktet for opsigelsen, eller den velordnede tilbagebetaling til investorerne i overensstemmelse med kontraktvilkårene i securitiseringen.

Artikel 26 c, stk. 5, i STS-forordningen fastslår, at tab skal fordeles mellem indehaverne af en securitiseringsposition efter tranchernes rangorden begyndende med den mest efterstillede tranche. Der skal anvendes sekventielle afdrag på alle trancher for at bestemme det udestående beløb for trancherne på hver betalingsdato begyndende fra den mest foranstillede tranche.

Uanset stk. 5, 2. pkt., skal transaktioner være kendetegnet ved ikkesekventiel prioritering af betalinger omfatte hændelser, der er relateret til udviklingen i de underliggende eksponeringer, der medfører, at prioriteringen af betalinger igen ændres til sekventiel prioritering af betalinger. Sådanne udviklingsrelaterede hændelser skal mindst omfatte

a) enten stigningen i de misligholdte eksponeringers kumulative beløb eller stigningen i de kumulative tab ud over en given procentdel af den underliggende porteføljes beløb,

b) én yderligere bagudrettet hændelse, og

c) én fremadrettet hændelse.

Efterhånden som trancherne afdrages, skal en del af sikkerhedsstillelsen, der svarer til afdragene på disse trancher, tilbagebetales til investorerne, forudsat at investorerne har sikret disse trancher.

Hvis en kreditbegivenhed som omhandlet i artikel 26 e er indtruffet i forbindelse med underliggende eksponeringer, og gældsomlægningsprocessen for disse eksponeringer ikke er afsluttet, skal det kreditrisikoafdækningsbeløb, der er tilbage på enhver betalingsdato, mindst svare til den udestående fiktive værdi af disse underliggende eksponeringer, minus eventuelle mellemliggende betalinger foretaget i relation til de pågældende underliggende eksponeringer.

Artikel 26 c, stk. 6, i STS-forordningen fastslår, at transaktionsdokumentationen skal indeholde passende førtidsindfrielseshændelser for en afslutning af den revolverende periode, såfremt en securitisering er en revolverende securitisering. Dokumentationen skal som minimum indeholde følgende:

a) en forringelse af de underliggende eksponeringers kreditkvalitet, som bringer denne ned på eller under en på forhånd fastlagt tærskel

b) en stigning i tab til over en på forhånd fastsat tærskel

c) der genereres ikke tilstrækkeligt med nye underliggende eksponeringer, som lever op til den på forhånd fastlagte kreditkvalitet i en nærmere bestemt periode.

Artikel 26 c, stk. 7, i STS-forordningen fastslår, at transaktionsdokumentationen klart skal angive:

a) aftalemæssige forpligtelser, opgaver og ansvar for administrationsselskabet, trustee, andre udbydere af accessoriske tjenesteydelser eller tredjepartskontrolagenten, jf. artikel 26 e, stk. 4, alt efter hvad der er relevant.

b) bestemmelser, der sikrer udskiftning af administrationsselskabet, trustee, andre accessoriske tjenesteydere eller tredjepartskontrolagenten, jf. artikel 26 e, stk. 4, i tilfælde af misligholdelse fra en af disse tjenesteyderes side eller dennes insolvens, hvis disse tjenesteydere adskiller sig fra det eksponeringsleverende institut, på en måde, der ikke medfører, at leveringen af disse tjenester ophører.

c) de forvaltningsprocedurer, der gælder for de underliggende eksponeringer på afslutningsdatoen og derefter, og de omstændigheder, under hvilke disse procedurer kan ændres.

d) de forvaltningsstandarder, som administrationsselskabet er forpligtet til at overholde i forbindelse med forvaltning af de underliggende eksponeringer inden for hele securitiseringens løbetid.

Artikel 26 c, stk. 8, i STS-forordningen fastslår, at administrationsselskabet skal have ekspertise inden for forvaltning af eksponeringer af samme art som de securitiserede og have veldokumenterede og passende politikker, procedurer og risikostyringskontroller, der er forbundet med forvaltning af eksponeringer. Administrationsselskabet skal desuden anvende forvaltningsprocedurer på de underliggende eksponeringer, der er mindst lige så strenge som dem, der anvendes af det eksponeringsleverende institut på tilsvarende eksponeringer, som ikke securitiseres.

Artikel 26 c, stk. 9, i STS-forordningen fastslår, at det eksponeringsleverende institut til enhver tid skal føre et ajourført referenceregister for at identificere de underliggende eksponeringer. I dette register identificeres referencelåntagerne, de referenceforpligtelser, som de underliggende eksponeringer opstår fra, og for hver underliggende eksponering den nominelle værdi, der er kreditrisikoafdækket, og som er udestående.

Artikel 26 c, stk. 10, i STS-forordningen fastslår, at transaktionsdokumentationen skal indeholde klare bestemmelser, der letter den rettidige løsning af konflikter mellem forskellige investorklasser. I tilfælde af en securitisering, der anvender en SSPE, skal stemmerettigheder defineres klart og tildeles obligationsindehaverne. Ligeledes skal det ansvar, som påhviler trustee og andre enheder med betroede opgaver over for investorerne, klart identificeres.

Ansvarssubjektet for overtrædelse af artikel 26 c er en juridiske person, eksempelvis et pengeinstitut, der udsteder securitiseringer som defineret i STS-forordningen. Den strafbare handling består i ikke at have sikret, at de udstedte securitiseringer opfylder kravene til standardisering, fastslået i de nævnte bestemmelser ovenfor i artikel 26 b.

Et eksempel kan være, at den juridiske person undlader at føre et ajourført referenceregister, som beskrevet i artikel 26 c, stk. 9.

Artikel 26 d i STS-forordningen indeholder krav til syntetiske securitiseringers transparens.

Det følger af artikel 26 d, stk. 1, i STS-forordningen, at det eksponeringsleverende institut forud for prisfastsættelsen skal gøre data vedrørende den statiske og dynamiske historiske misligholdelses- og tabsudvikling tilgængelige for potentielle investorer. Det betyder bl.a. data vedrørende overtrædelse af kontraktvilkår og misligholdelse, for eksponeringer, som i alt væsentligt svarer til dem, som securitiseres, samt datakilderne og kriterierne for at sidestille eksponeringerne. Disse data skal omfatte en periode på mindst fem år.

Artikel 26 d, stk. 2, i STS-forordningen fastslår, at en stikprøve af de underliggende eksponeringer skal kontrolleres af en relevant og uafhængig ekstern instans forud for afslutningen af transaktionen, idet det bl.a. undersøges, om de underliggende eksponeringer kan omfattes af kreditrisikoafdækning i henhold til aftalen om kreditrisikoafdækning.

Artikel 26 d, stk. 3, i STS-forordningen fastslår, at det eksponeringsleverende institut forud for fastsættelsen af prisen på securitiseringen skal gøre en "liability cash flow"-model tilgængelig for potentielle investorer, som repræsenterer det kontraktmæssige forhold mellem de underliggende eksponeringer og de betalinger, der finder sted mellem det eksponeringsleverende institut, investorer, andre tredjeparter og, hvis det er relevant, SSPE'en, og skal efter prisfastsættelsen gøre modellen tilgængelig for investorer på løbende basis og for potentielle investorer efter anmodning.

Artikel 26 d, stk. 4, i STS-forordningen fastslår, at i tilfælde af en securitisering, hvor de underliggende eksponeringer er boliglån, billån eller billeasingaftaler, skal det eksponeringsleverende institut offentliggøre de tilgængelige oplysninger om miljøpræstationer for de aktiver, der finansieres via sådanne boliglån, billån eller billeasingaftaler som led i de oplysninger, der videregives i medfør af artikel 7, stk. 1, første afsnit, litra a.

Det følger af artikel 26 d, stk. 5, i STS-forordningen at det eksponeringsleverende institut er ansvarlig for overholdelse af artikel 7. De oplysninger, der kræves i henhold til artikel 7, stk. 1, første afsnit, litra a, skal forud for prisfastsættelsen gøres tilgængelige for potentielle investorer efter anmodning. De oplysninger, der kræves i henhold til artikel 7, stk. 1, første afsnit, litra b og d, skal gøres tilgængelige forud for prisfastsættelsen, i det mindste i udkast eller foreløbig form. Den endelige dokumentation skal gøres tilgængelig for investorerne senest 15 dage efter transaktionens afslutning.

Ansvarssubjektet for overtrædelse af artikel 26 d i STS-forordningen er en juridisk person, der udsteder securitiseringer som defineret i STS-forordningen. Den strafbare handling består i ikke at have sikret, at de udstedte securitiseringer opfylder kravene til transparens, fastslået i artikel 26 d.

Et eksempel kunne være, at eksempelvis et pengeinstitut undlader at gøre data vedrørende den statiske og dynamiske historiske misligholdelses- og tabsudvikling, som beskrevet i artikel 26 d, stk. 1, tilgængelige for potentielle investorer. Derved opnår de potentielle investorer ikke tilstrækkeligt grundlag til at fastsætte en pris.

Artikel 26 e i STS-forordningen indeholder krav til aftalen om kreditrisikoafdækning, tredjepartskontrolagenten og det syntetiske mer-spread.

Artikel 26 e, stk. 1, i STS-forordningen fastslår, at aftalen om kreditrisikoafdækning mindst skal dække følgende kreditbegivenheder:

a) De kreditbegivenheder, der er omhandlet i artikel 215, stk. 1, litra a, i CRR-Forordningen, hvis risikooverførslen opnås ved brug af garantier.

b) De kreditbegivenheder, der er omhandlet i artikel 216, stk. 1, litra a, i CRR-Forordningen, hvis risikooverførslen opnås ved brug af kreditderivater.

Alle kreditbegivenheder skal dokumenteres. Kreditlempelser i den i artikel 47 b i CRR-Forordningen anvendte betydning, som finder anvendelse på de underliggende eksponeringer, udelukker ikke, at der kan udløses kreditbegivenheder.

Artikel 26 e, stk. 2, i STS-forordningen fastslår, at kreditrisikoafdækningsbetalingen efter en kreditbegivenhed beregnes på grundlag af det eksponeringsleverende instituts eller den oprindelige långivers faktiske realiserede tab, der er fremkommet i overensstemmelse med pengeinstituttets standardinddrivelsespolitikker og -procedurer for de relevante eksponeringstyper, og som er registreret i deres regnskaber på det tidspunkt, hvor betalingen foretages. Den endelige kreditrisikoafdækningsbetaling forfalder til betaling inden for et nærmere fastsat tidsrum efter afslutningen af gældsomlægningsprocessen for den relevante underliggende eksponering, hvis afslutningen af gældsomlægningsprocessen finder sted før det planlagte ubetingede udløb eller førtidigt ophør af aftalen om kreditrisikoafdækning.

Der skal foretages en foreløbig kreditrisikoafdækningsbetaling senest seks måneder efter, at en kreditbegivenhed som omhandlet i stk. 1 er indtruffet i tilfælde, hvor gældsomlægningen af tabene for den relevante underliggende eksponering ikke er afsluttet ved udgangen af den pågældende seks måneders periode. Den foreløbige kreditrisikoafdækningsbetaling skal som minimum udgøre det højeste af følgende:

a) Det forventede tab, som svarer til den værdiforringelse, som er registreret af det eksponeringsleverende institut i dets regnskaber i overensstemmelse med de gældende regnskabsregler på det tidspunkt, hvor den foreløbige betaling foretages, under forudsætning af, at kreditafdækningsaftalen ikke eksisterer og ikke dækker noget tab.

b) Hvis det er relevant, det forventede tab givet misligholdelse (LGD) bestemt i overensstemmelse med tredje del, afsnit II, kapitel 3, i CRR-Forordningen.

Hvis der foretages en foreløbig kreditrisikoafdækningsbetaling, skal den under litra a nævnte kreditrisikoafdækningsbetaling foretages for at tilpasse den foreløbige afregning af tab til det faktiske realiserede tab.

Metoden til beregning af foreløbige og endelige kreditrisikoafdækningsbetalinger fastsættes i aftalen om kreditrisikoafdækning.

Kreditrisikoafdækningsbetalingen skal stå i forhold til den del af den udestående fiktive værdi af den tilsvarende underliggende eksponering, som er omfattet af aftalen om kreditrisikoafdækning.

Det eksponeringsleverende instituts ret til at modtage kreditrisikoafdækningsbetalingen skal kunne håndhæves. De beløb, som investorerne skal betale i henhold til aftalen om kreditrisikoafdækning, skal angives tydeligt i aftalen om kreditrisikoafdækning og begrænses. Det skal være muligt at beregne disse beløb under alle omstændigheder. I aftalen om kreditrisikoafdækning fastsættes det klart, under hvilke omstændigheder investorer skal foretage betalinger. Den i stk. 4 omhandlede tredjepartskontrolagent skal vurdere, om sådanne omstændighederne er indtruffet.

Størrelsen af kreditrisikoafdækningsbetalingen beregnes for den enkelte underliggende eksponering, for hvilken der er indtruffet en kreditbegivenhed.

Artikel 26 e, stk. 3, i STS-forordningen fastslår, at aftalen om kreditrisikoafdækning skal angive den maksimale forlængelsesperiode, som skal gælde for gældsomlægningsprocessen for underliggende eksponeringer, i forbindelse med hvilke der er indtruffet en kreditbegivenhed som omhandlet i stk. 1, men hvor gældsomlægningsprocessen ikke er afsluttet før det planlagte ubetingede udløb eller førtidigt ophør af aftalen om kreditrisikoafdækning. En sådan forlængelsesperiode må ikke overstige to år. Aftalen om kreditrisikoafdækning skal foreskrive, at der ved udløbet af denne forlængelsesperiode foretages en endelig kreditrisikoafdækningsbetaling på grundlag af det eksponeringsleverende instituts endelige tabsskøn, som skulle være blevet registreret af det eksponeringsleverende institut i dets regnskaber på det pågældende tidspunkt, under forudsætning af at kreditafdækningsaftalen ikke eksisterer og ikke dækker noget tab.

I tilfælde af ophør af aftalen om kreditrisikoafdækning fortsætter gældsomlægningsprocessen med hensyn til eventuelle udestående kreditbegivenheder, der er indtruffet før ophøret, på samme måde som beskrevet i første afsnit.

De kreditrisikoafdækningspræmier, der skal betales i henhold til aftalen om kreditrisikoafdækning, skal struktureres som betinget af den udestående nominelle værdi af de ikke-misligholdte securitiserede eksponeringer på betalingstidspunktet og afspejle risikoen ved den afdækkede tranche. Med henblik herpå må aftalen om kreditrisikoafdækning ikke foreskrive garanterede præmier, forudgående præmiebetalinger, rabatordninger eller andre mekanismer, der kan forhindre eller begrænse den faktiske fordeling af tab til investorerne eller tilbageføre en del af de betalte præmier til det eksponeringsleverende institut efter transaktionens udløb.

Uanset nærværende stykkes tredje afsnit tillades forudgående præmiebetalinger i tilfælde, hvor garantiordningen er udtrykkeligt fastsat i en medlemsstats nationale lovgivning og er omfattet af en regaranti fra en af de enheder, der er anført i artikel 214, stk. 2, litra a-d, i CRR-Forordningen, forudsat at statsstøttereglerne overholdes.

Det skal beskrives i transaktionsdokumentationen, hvordan kreditrisikoafdækningspræmien og eventuelle relaterede kuponer beregnes for hver betalingsdato i securitiseringens løbetid.

Det eksponeringsleverende instituts ret til at modtage kreditrisikoafdækningspræmier skal kunne håndhæves.

Artikel 26 e, stk. 4, i STS-forordningen fastslår, at det eksponeringsleverende institut skal udpege en tredjepartskontrol-agent før datoen for transaktionens afslutning. For hver af de underliggende eksponeringer, for hvilke der gives meddelelse om kreditbegivenhed, kontrollerer tredjepartskontrolagenten som minimum følgende forhold:

a) at den kreditbegivenhed, der henvises til i meddelelsen om kreditbegivenhed, er en kreditbegivenhed som specificeret i henhold til aftalen om kreditrisikoafdækning,

b) at den underliggende eksponering indgik i referenceporteføljen på tidspunktet for den pågældende kreditbegivenheds indtræden,

c) at den underliggende eksponering opfyldte anerkendelseskriterierne på tidspunktet for dets medtagelse i referenceporteføljen,

d) hvis der er blevet tilføjet en underliggende eksponering til securitiseringen som følge af en genopfyldning, at en sådan genopfyldning er sket i overensstemmelse med betingelserne for genopfyldning,

e) at det endelige tab stemmer overens med de tab, som det eksponeringsleverende institut har registreret i sin resultatopgørelse, og

f) at tabene i forhold til de underliggende eksponeringer på det tidspunkt, hvor den endelige kreditrisikoafdækningsbetaling foretages, er blevet korrekt fordelt på investorerne.

Tredjepartskontrolagenten skal være uafhængig i forhold til det eksponeringsleverende institut og investorerne og, hvis det er relevant, til SSPE'en og skal have accepteret udnævnelsen til tredje-partskontrolagent pr. datoen for transaktionens afslutning.

Tredjepartskontrolagenten kan udføre kontrollen på grundlag af stikprøver i stedet for på grundlag af hver enkelt underliggende eksponering, som der anmodes om kreditriskoafdækningsbetaling for. Investorerne kan anmode om kontrol af, om en eller flere bestemte underliggende eksponeringer opfylder anerkendelseskriterierne, hvis de ikke er tilfredse med den stikprøvebaserede kontrol.

Det eksponeringsleverende institut medtager et tilsagn i transaktionsdokumentationen om at give tredjepartskontrolagenten alle de oplysninger, der er nødvendige for at kunne kontrollere kravene fastsat i første afsnit.

Artikel 26 e, stk. 5, i STS-forordningen fastslår, at det eksponeringsleverende institut ikke må afslutte en transaktion forud for dens planlagte udløb af andre årsager end følgende begivenheder:

a) investorens insolvens

b) investorens manglende betaling af skyldige beløb i henhold til aftalen om kreditrisikoafdækning eller investors misligholdelse af en væsentlig forpligtelse fastlagt i trans-aktionsdokumenterne

c) relevante reguleringsmæssige begivenheder, herunder

i) relevante ændringer i EU-retten eller national ret, relevante ændringer foretaget af de kompetente myndigheder i forbindelse med officielt offentliggjorte fortolkninger af sådan lovgivning, hvor sådanne findes, eller relevante ændringer i den skattemæssige eller regnskabsmæssige behandling af transaktionen, som har en væsentlig negativ indvirkning på en transaktions økonomiske effektivitet, i hvert enkelt tilfælde sammenlignet med det, der blev forudset på tidspunktet for indgåelsen af transaktionen, og som ikke med rimelighed kunne forventes på det pågældende tidspunkt eller

ii) en beslutning fra en kompetent myndighed om, at det eksponeringsleverende institut eller et eller flere af det eksponeringsleverende instituts tilknyttede selskaber ikke har eller ikke længere har tilladelse til at anerkende en væsentlig risikooverførsel, jf. artikel 245, stk. 2 eller 3, i CRR-Forordningen, med hensyn til securitiseringen.

d) udnyttelse af en option på at opsige transaktionen på et givet tidspunkt ("time call"), når den periode, der måles fra transaktionens afslutningsdato, er lig med eller større end den oprindelige referenceporteføljes vægtede gennemsnitlige løbetid på transaktionens afslutningsdato.

e) Udnyttelse af en clean-up call option som defineret i artikel 242, nr. 1), i CRR-Forordningen.

f) I tilfælde af ufinansieret kreditrisikoafdækning, at investoren ikke længere anerkendes som udbyder af kreditrisikoafdækning i henhold til kravene i artikel 26 e, stk. 8.

Det skal angives i transaktionsdokumentationen, om en af de i litra d og e omhandlede rettigheder indgår i den pågældende transaktion, og hvordan sådanne call-rettigheder er struktureret.

Med henblik på litra d må time call ikke være struktureret med henblik på at undgå fordeling af tab på kreditforbedringspositioner eller andre positioner, som indehaves af investorer, og må ikke være struktureret på anden vis med henblik på kreditforbedring.

Når muligheden for time call benyttes, skal de eksponeringsleverende institutter underrette de kompetente myndigheder om, hvordan kravet omhandlet i andet og tredje afsnit er opfyldt, herunder med en begrundelse for anvendelsen af time call og en plausibel redegørelse, som viser, at brugen af time call ikke er begrundet i en forringelse af kvaliteten af de underliggende aktiver.

I tilfælde af finansieret kreditrisikoafdækning skal sikkerhedsstillelsen ved kreditrisikoafdækningsaftalens ophør tilbagebetales til investorerne i henhold til tranchernes rangorden med forbehold af bestemmelserne i den relevante insolvenslovgivning, i det omfang den finder anvendelse på det eksponeringsleverende institut.

Artikel 26 e, stk. 6, i STS-forordningen fastslår, at det eksponeringsleverende institut kan forpligte sig til et syntetisk mer-spread, der stilles til rådighed som en kreditforbedring for investorerne, hvis alle følgende betingelser er opfyldt:

a) Den beløbsmæssige størrelse af det syntetiske mer-spread, som det eksponerings-leverende institut forpligter sig til at anvende som kreditforbedring ved hver betalings-periode, angives i transaktionsdokumentationen og udtrykkes som en fast procentdel af den samlede udestående porteføljesaldo ved begyndelsen af den relevante betalingsperiode (fast syntetisk mer-spread).

b) Det syntetiske mer-spread, som ikke anvendes til dækning af kredittab, der opstår i løbet af hver betalingsperiode, tilbagebetales til det eksponeringsleverende institut.

c) For eksponeringsleverende institutter, der anvender IRB-metoden, jf. artikel 143 i CRR-Forordningen, overstiger det samlede forpligtede beløb pr. år ikke de forventede tab over ét år på alle underliggende eksponeringer for nævnte år, beregnet i overensstemmelse med artikel 158 i nævnte forordning.

d) For eksponeringsleverende institutter, der ikke anvender IRB-metoden, jf. artikel 143 i CRR-Forordningen, skal beregningen af de forventede tab over ét år i den underliggende portefølje klart fastlægges i transaktionsdokumentationen.

e) I transaktionsdokumentationen angives de betingelser, der er fastsat i dette stykke.

Artikel 26 e, stk. 7, i STS-forordningen fastslår, at aftalerne om kreditrisikoafdækning skal opfylde én af følgende betingelser:

a) En garanti, der opfylder de krav, der er fastsat i tredje del, afsnit II, kapitel 4, i CRR-forordningen, hvorved kreditrisikoen overføres til en af de enheder, der er anført i artikel 214, stk. 2, litra a-d, i CRR-Forordningen, forudsat at eksponeringerne mod investoren kan tillægges en risikovægt på 0 % i henhold til nævnte forordnings tredje del, afsnit II, kapitel 2.

b) En garanti, der opfylder de krav, der er fastsat i tredje del, afsnit II, kapitel 4, i CRR-forordningen, som drager fordel af en regaranti fra en af de enheder, der er omhandlet i dettes stykkes litra a.

c) Anden kreditrisikoafdækning, som ikke er omhandlet i dette stykkes litra a og b i form af garantier, kreditderivater eller credit linked notes, der opfylder kravene i artikel 249, i CRR-forordningen, forudsat at investorens forpligtelser er sikret ved sikkerhedsstillelse, der opfylder kravene i stk. 9 og 10 i nærværende artikel.

Artikel 26 e, stk. 8, i STS-forordningen fastslår, at anden kreditrisikoafdækning, der er omhandlet i stk. 7, litra c, skal opfylde følgende krav:

a) Det eksponeringsleverende instituts ret til at anvende sikkerhedsstillelsen til at opfylde investorernes forpligtelser vedrørende risikoafdækningsbetaling kan håndhæves, og muligheden for at håndhæve denne ret er sikret gennem passende aftaler om sikkerhedsstillelse.

b) Der kan ske en håndhævelse af investorernes ret til at tilbagelevere en sikkerhedsstillelse, der ikke er blevet anvendt til at opfylde risikoafdækningsbetalinger, når securitiseringen afvikles, eller efterhånden som trancherne afdrages.

c) Hvis sikkerhedsstillelsen er investeret i værdipapirer, indeholder transaktionsdokumentationen kriterierne for anerkendelsesskriterier og deponeringsordninger for sådanne værdipapirer.

Det skal angives i transaktionsdokumentationen, om investorerne fortsat er eksponeret for det eksponeringsleverende instituts kreditrisiko.

Det eksponeringsleverende institut indhenter en udtalelse fra en kvalificeret juridisk rådgiver, der bekræfter, at kreditrisikoafdækningen kan håndhæves i alle relevante jurisdiktioner.

Artikel 26 e, stk. 9, i STS-forordningen fastslår, at hvis der ydes anden kreditrisikoafdækning, jf. denne artikels stk. 7, litra c, skal det eksponeringsleverende institut og investoren anvende sikkerhedsstillelse af høj kvalitet, der er

a) enten sikkerhedsstillelse i form af gældsinstrumenter med en risikovægt på 0 %, jf. tredje del, afsnit II, kapitel 2, i CRR-forordningen, som opfylder betingelserne:

i) Gældsinstrumenterne har en maksimal restløbetid på tre måneder, som ikke må være længere end den tid, der resterer til næste betalingsdato.

ii) Gældsinstrumenterne kan indløses til kontanter til et beløb, der svarer til den udestående del af den risikoafdækkede tranche.

iii) Gældsinstrumenterne opbevares af en depositar, der er uafhængig af det eksponeringsleverende institut og investorerne.

b) eller sikkerhedsstillelse i form af kontanter opbevaret af et tredjepartskreditinstitut eller i form af kontanter ved deponering hos det eksponeringsleverende institut, forudsat at kreditkvalitetstrin 2 som fastsat i artikel 136, i CRR-Forordningen, som minimum overholdes.

Uanset første afsnit kan kun det eksponeringsleverende institut, forudsat at investoren har givet sit udtrykkelige samtykke i den endelige transaktionsdokumentation efter at have udført sin due diligence-undersøgelse i henhold til nærværende forordnings artikel 5, herunder en vurdering af enhver relevant modpartsrisikoeksponering, gøre brug af sikkerhedsstillelse af høj kvalitet i form af kontanter deponeret hos det eksponeringsleverende institut eller et af dets tilknyttede selskaber, såfremt det eksponeringsleverende institut eller et af dets tilknyttede selskaber mindst opfylder kreditkvalitetstrin 2 i overensstemmelse med konverteringen som fastsat i artikel 136 i CRR-Forordningen.

De kompetente myndigheder, der er udpeget i henhold til artikel 29, stk. 5, i STS-forordningen kan efter høring af the European Banking Authority (EBA) tillade sikkerhedsstillelse i form af kontanter deponeret hos det eksponeringsleverende institut eller et af dets tilknyttede selskaber, såfremt det eksponeringsleverende institut eller et af dets tilknyttede selskaber opfylder kreditkvalitetstrin 3. Det er forudsat, at der kan fremlægges dokumentation for markedsvanskeligheder, objektive hindringer i forbindelse med det kreditkvalitetstrin, der er tildelt instituttets medlemsstat, eller betydelige potentielle koncentrationsproblemer i den pågældende medlemsstat som følge af anvendelsen af minimumskravet om kreditkvalitetstrin 2 som omhandlet i andet afsnit.

Hvis et tredjepartskreditinstitut eller det eksponeringsleverende institut eller et af dets tilknyttede selskaber ikke længere opfylder minimumskreditkvalitetstrin 2, skal sikkerhedsstillelsen inden for ni måneder overføres til et tredjepartskreditinstitut med kreditkvalitetstrin 3 eller derover, eller sikkerhedsstillelsen skal investeres i værdipapirer, der opfylder kriterierne i første afsnit, litra a.

Kravene i dette afsnit anses for opfyldt i tilfælde af investeringer i credit linked notes udstedt af det eksponeringsleverende institut i overensstemmelse med artikel 218, i CRR-Forordningen.

Ansvarssubjektet for overtrædelse af artikel 26 e i STS-forordningen er en juridisk person, der udsteder securitiseringer som defineret i STS-forordningen. Den strafbare handling består i ikke at have sikret, at de udstedte securitiseringer opfylder kravene til aftalen om kreditrisikoafdækning, tredjepartskontrolagenten og det syntetiske mer-spread, som er fastslået i artikel 26 e.

Et eksempel kunne være, at pengeinstituttet undlader at sikre, at aftalen om kreditrisikoafdækning ikke foreskriver garanterede præmier, forudgående præmiebetalinger, rabatordninger eller andre mekanismer, der kan forhindre eller begrænse den faktiske fordeling af tab til investorerne eller tilbageføre en del af de betalte præmier til det eksponeringsleverende institut efter transaktionens udløb.

Til nr. 37 (§ 373, stk. 9, i lov om finansiel virksomhed)

Med forslagets § 1, nr. 2, foreslås det at indsætte et nyt stk. 3 i § 7. De gældende stk. 3-7 bliver herefter stk. 4-8.

Det foreslås derfor, at henvisningen til § 7, stk. 1-3, i § 373, stk. 9, ændres til en henvisning til § 7, stk. 1-4.

Der er tale om konsekvensændringer som følge af lovforslagets § 1, nr. 2.

Til nr. 38 (§ 386 i lov om finansiel virksomhed)

Finansieringsinstituttet for Industri og Håndværk eksisterer ikke længere.

Det foreslås derfor at ophæve § 386 .

Til nr. 39 (Bilag 10, nr. 1, i lov om finansiel virksomhed)

Det følger af § 269 a, i lov om finansiel virksomhed, at Finanstilsynet kan begrænse en virksomheds udlodning til det maksimale udlodningsbeløb, hvis en virksomhed, der er underlagt krav om nedskrivningsegnede passiver, jf. lovens § 266, opfylder det kombinerede kapitalbufferkrav, jf. lovens § 125 a, men ikke når det betragtes i tillæg til kravet om nedskrivningsegnede passiver. Det maksimale udlodningsbeløb beregnes i overensstemmelse med bilag 10, nr. 1, jf. dog stk. 2.

Bilag 10, nr. 1, til lov om finansiel virksomhed fastsætter, hvordan det maksimale udlodningsbeløb efter § 269 a, beregnes.

Det maksimale udlodningsbeløb, der henvises til i § 269 a, beregnes efter en formel, som fremgår af bilaget. Imidlertid er metoden for beregningen af det maksimale udlodningsbeløb også beskrevet med ord i bilaget. Metoden for beregningen er dermed angivet to gange på to forskellige måder.

Det vurderes hensigtsmæssigt, at metoden for beregning af det maksimale udlodningsbeløb alene er angivet som en formel.

Det foreslås derfor i bilag 10, nr. 1 , at følgende sætning udgår; at multiplicere den sum, der beregnes i overensstemmelse med nr. 2 i nærværende bilag, med den faktor, der fastsættes i overensstemmelse med nr. 3 i nærværende bilag.

Ændringen er af teknisk karakter og har ikke indholdsmæssig betydning.