LOV nr 570 af 10/05/2022
Erhvervsministeriet
Lov om ændring af lov om finansiel virksomhed, lov om kapitalmarkeder, lov om investeringsforeninger m.v. og flere andre love (Udpegelse af afviklingsmyndigheder for nødlidende centrale modparter og regler for livsforsikringsvirksomheder, der udbyder syge- og ulykkesforsikringer m.v.) § 9
I lov om finansielle rådgivere, investeringsrådgivere og boligkreditformidlere, jf. lovbekendtgørelse nr. 2016 af 1. november 2021, som ændret ved § 6 i lov nr. 2382 af 14. december 2021, foretages følgende ændringer:
1. I § 3, stk. 3, nr. 1, indsættes som 2. pkt.:
»Boligkreditformidlere, der ikke har et vedtægtsmæssigt hjemsted, anses for at have hovedkontor i den medlemsstat, hvor virksomheden faktisk udøver sin hovedvirksomhed.«
2. I § 4 a, stk. 1, indsættes som 2. pkt.:
»Registeret skal være tilgængeligt online og løbende ajourføres.«
3. I § 10 c, stk. 2, indsættes som 2. pkt.:
»Finanstilsynet underretter også tilsynsmyndighederne om de kreditgivere, som boligkreditformidleren er tilknyttet, og om kreditgiverne tager det fulde ansvar for boligkreditformidlerens aktiviteter.«
4. I § 10 c, stk. 3, indsættes som 2. pkt.:
»Boligkreditformidleren må ikke yde sine tjenester i forbindelse med kreditaftaler, der tilbydes af kreditgivere, der ikke er kreditinstitutter, til forbrugere i en medlemsstat, hvor kreditgiveren ikke må udøve sin virksomhed.«
5. I § 10 d indsættes som stk. 3:
»Stk. 3. Finanstilsynet anvender oplysninger fra hjemlandet til at optage de nødvendige oplysninger i sit register og underretter om nødvendigt boligkreditformidleren om betingelser for udførelsen af aktiviteter, der ikke er EU-harmoniseret i værtslandet.«
Krydsreferencer
1 love refererer til denne paragraf
Forarbejder til Lov om ændring af lov om finansiel virksomhed, lov om kapitalmarkeder, lov om investeringsforeninger m.v. og flere andre love (Udpegelse af afviklingsmyndigheder for nødlidende centrale modparter og regler for livsforsikringsvirksomheder, der udbyder syge- og ulykkesforsikringer m.v.) § 9
Til nr. 1 (§ 3, stk. 3, nr. 1, 2. pkt., i lov om finansielle rådgivere, investeringsrådgivere og boligkreditrådgivere)
Det følger af § 3 i lov om finansielle rådgivere, investeringsrådgivere og boligkreditformidlere, at virksomheder skal have Finanstilsynets tilladelse, inden virksomheden påbegynder den pågældende virksomhed. I henhold til stk. 3, nr. 1, kan Finanstilsynet give tilladelse – forudsat at de øvrige betingelser er opfyldet – når virksomheden har hovedkontor og hjemsted i Danmark.
Det foreslås i § 3, stk. 3, nr. 1, at indsætte et 2. pkt., hvoraf følger, at boligkreditformidlere, der ikke har et vedtægtsmæssigt hjemsted anses for at have hovedkontor i den medlemsstat, hvor virksomheden faktisk udøver sin virksomhed.
Bestemmelsen gennemfører artikel 29, stk. 5, litra b, i Europa-Parlamentets og Rådets direktivet 2014/17/ЕU af 4. februar 2014 om forbrugerkreditaftaler i forbindelse med fast ejendom til beboelse og om ændring af direktiv 2008/48/EF og 2013/36/EU og forordning (EU) nr. 1093/2010 (boligkreditdirektivet).
Bestemmelsen medfører, at Finanstilsynet i forbindelse med ansøgning om tilladelse ikke kan stille krav om, at virksomheden dokumenterer at have hovedkontor og hjemsted i Danmark, hvis boligkreditformidleren i henhold til national lovgivning ikke har noget vedtægtsmæssigt hjemsted, og som følge heraf har sit hovedkontor i den medlemsstat, hvor den faktisk udøver sin hovedvirksomhed.
Til nr. 2 (§ 4 a, stk. 1, 2. pkt., i lov om finansielle rådgivere, investeringsrådgivere og boligkreditrådgivere)
Det følger af § 4 a, stk. 1, i lov om finansielle rådgivere, investeringsrådgivere og boligkreditformidlere, at Finanstilsynet opretter og fører et offentligt register over finansielle rådgivere, investeringsrådgivere og boligkreditformidlere.
Det forslås i § 4 a, stk. 1, at indsætte et 2. pkt., hvorefter registeret skal være tilgængeligt online og løbende ajourføres.
Den foreslåede bestemmelse gennemfører artikel 29, stk. 6, i boligkreditdirektivet.
Bestemmelsen har til formål at præcisere direktivets forpligtelse til at have et nationalt register over godkendte boligkreditformidlere. Den foreslåede bestemmelse har således til formål at tydeliggøre, at Finanstilsynets register over godkendte boligkreditformidlere skal være offentligt tilgængeligt online, og at det løbende skal ajourføres. Ændringen har ikke praktisk betydning, da Finanstilsynets register allerede i dag er offentligt tilgængeligt, online og løbende ajourføres. Der er således alene tale om en sproglig præcisering af bestemmelsen.
Til nr. 3 (§ 10 c, stk. 2, 2. pkt., i lov om finansielle rådgivere, investeringsrådgivere og boligkreditrådgivere)
Det følger af § 10 c, stk. 1, at virksomheder, der har tilladelse til at drive boligkreditformidlingsvirksomhed, i forbindelse med udøvelse af grænseoverskridende virksomhed, skal give Finanstilsynet oplysning om, i hvilket land en filial eller en grænseoverskridende virksomhed ønskes etableret.
Det følger af § 10 c, stk. 22, at Finanstilsynet videresender den meddelelse, der er nævnt i stk. 1, til tilsynsmyndighederne i værtslandet senest 1 måned efter modtagelsen af meddelelsen og giver samtidigt underretning til boligkreditformidleren om videresendelsen.
Det foreslås i § 10 c, stk. 2, at indsætte et 2. pkt., hvorefter Finanstilsynet også underretter tilsynsmyndighederne om de kreditgivere, som boligkreditformidleren er tilknyttet, og om kreditgiverne tager det fulde ansvar for boligkreditformidlerens aktiviteter.
Den foreslåede bestemmelse gennemfører dele af artikel 32, stk. 2, i boligkreditdirektivet.
Den foreslåede bestemmelse foretager en præcisering af de oplysningsforpligtelser, der er pålagt Finanstilsynet over for tilsynsmyndighederne i et andet land, når en boligkreditformidler efter reglerne om grænseoverskridende virksomhed ønsker at udøve virksomhed i et andet land.
Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at Finanstilsynet skal underrette tilsynsmyndighederne i det land, hvor boligkreditformidleren ønsker at udøve virksomhed, om de kreditgivere, som boligkreditformidleren er tilknyttet. Finanstilsynet skal desuden oplyse, om kreditgiveren tager det fulde ansvar for formidlerens aktiviteter, hvorved eventuelle krav relateret til formidlerens virksomhedsudøvelse kan rettes mod kreditgiveren.
Til nr. 4 (§ 10 c, stk. 3, 2. pkt., i lov om finansielle rådgivere, investeringsrådgivere og boligkreditrådgivere)
Det følger af § 10 c, stk. 1, at virksomheder, som har Finanstilsynets tilladelse til at drive boligkreditformidlingsvirksomhed, hvis de ønsker at drive grænseoverskridende virksomhed, skal give Finanstilsynet oplysning om, i hvilket land en filial eller en grænseoverskridende virksomhed ønskes etableret.
Det følger af § 10 c, stk. 2, at Finanstilsynet videresender meddelelsen i stk. 1, til tilsynsmyndighederne i værtslandet senest 1 måned efter modtagelse af meddelelsen og samtidigt underretter til boligkreditformidleren om videresendelsen.
Det følger af § 10 c, stk. 3, at en boligkreditformidler, der ønsker at udøve virksomhed i et andet land, kan påbegynde sin virksomhed 1 måned efter den dato, hvor underretningen af boligkreditformidleren efter stk. 2 er sket.
Det foreslås i § 10 c, stk. 3, at indsætte et 2. pkt., hvorefter boligkreditformidler ikke må yde sine tjenester i forbindelse med kreditaftaler, der tilbydes af kreditgivere, der ikke er kreditinstitutter, til forbrugere i en medlemsstat, hvor kreditgiveren ikke må udøve sin virksomhed.
Bestemmelsen gennemfører artikel 32, stk. 1, 2. pkt., i boligkreditdirektivet.
Reglerne om grænseoverskridende virksomhed giver mulighed for, at en boligkreditformidler, som allerede har Finanstilsynets tilladelse, kan udøve virksomhed i et andet land inden for Den Europæiske Union eller i et land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område. Som følge heraf giver direktivet således mulighed for at udøve sin virksomhed, uden at formidleren skal opnå en tilladelse i værtslandet.
Reglerne forudsætter, at tilladelsen i hjemlandet dækker de aktiviteter, som formidleren ønsker at udføre i værtslandet. Den foreslåede bestemmelse medfører, at formidleren ikke må udføre sine aktiviteter for kreditgivere, der ikke har den fornødne tilladelse i værtslandet.
Til nr. 5 (§ 10 d, stk. 3, i lov om finansielle rådgivere, investeringsrådgivere og boligkreditformidlere)
Det følger af § 10 d i lov om finansielle rådgivere, investeringsrådgivere og boligkreditformidlere, at boligkreditformidlere, der er registreret i et andet land kan påbegynde sin virksomhed her i landet gennem en filial eller som udbyder af grænseoverskridende tjenesteydelse, 1 måned efter at hjemlandets kompetente myndighed har videresendt meddelelse om virksomhedens hensigt til Finanstilsynet.
Det foreslås i § 10 d, stk. 3, at Finanstilsynet anvender oplysninger fra hjemlandet til at optage de nødvendige oplysninger i sit register og underretter om nødvendigt boligkreditformidleren om betingelser for udførelsen af aktiviteter, der ikke er EU-harmoniseret i værtslandet.
Den foreslåede bestemmelse gennemfører dele af artikel 32, stk. 2, i boligkreditdirektivet.
Den foreslåede bestemmelse er en præcisering af reglerne om grænseoverskridende virksomhed. Disse regler gør det muligt for en boligkreditformidler, som allerede har en tilladelse i sit hjemland, at udøve virksomhed i Danmark, forudsat at tilsynsmyndigheden har underrettet Finanstilsynet herom.
Den foreslåede bestemmelse fastslår, at Finanstilsynet kan indhente de nødvendige oplysninger fra hjemlandet med henblik på at optage disse oplysninger i sit virksomhedsregister. Endvidere medfører det, at Finanstilsynet skal oplyse boligkreditformidleren om evt. aktiviteter, der ikke er EU-harmoniseret her i landet, og dermed aktiviteter, der falder uden for boligkreditdirektivet.