LOV nr 570 af 10/05/2022
Erhvervsministeriet
Lov om ændring af lov om finansiel virksomhed, lov om kapitalmarkeder, lov om investeringsforeninger m.v. og flere andre love (Udpegelse af afviklingsmyndigheder for nødlidende centrale modparter og regler for livsforsikringsvirksomheder, der udbyder syge- og ulykkesforsikringer m.v.) § 8
I lov om ejendomskreditselskaber, jf. lovbekendtgørelse nr. 1063 af 19. maj 2021, som ændret ved § 301 i lov nr. 1155 af 8. juni 2021, § 9 i lov nr. 1163 af 8. juni 2021 og § 12 i lov nr. 2382 af 14. december 2021, foretages følgende ændringer:
1. I § 3, stk. 1, nr. 3, ændres »§ 5 og,« til: »§ 5,«.
2. I § 3, stk. 1, nr. 4, ændres »lov om finansiel virksomhed.« til: »lov om finansiel virksomhed og«.
3. I § 3, stk. 1, indsættes som nr. 5:
»5) selskabet har en forretningsgang for kreditværdighedsvurdering, jf. lov om kreditaftaler.«
4. I § 24, stk. 1, 2. pkt., ændres »§ 3, stk. 1, nr. 1 og 5« til: »§ 3, stk. 1, nr. 1, og stk. 2«.
Forarbejder til Lov om ændring af lov om finansiel virksomhed, lov om kapitalmarkeder, lov om investeringsforeninger m.v. og flere andre love (Udpegelse af afviklingsmyndigheder for nødlidende centrale modparter og regler for livsforsikringsvirksomheder, der udbyder syge- og ulykkesforsikringer m.v.) § 8
Til nr. 1 (§ 3, stk. 1, nr. 3, i lov om ejendomskreditselskaber )
Det følger af § 3, stk. 1, nr. 3, at Finanstilsynet som betingelse for at give tilladelse til at udøve virksomhed som ejendomskreditselskab har fået dokumentation for, at den person i selskabet, som er ansvarlig for handel med pantebreve, når selskabet udøver virksomhed omfattet af § 1, stk. 2, nr. 1, og den, som er ansvarlig for kreditgivning, når selskabet udøver virksomhed omfattet af § 1, stk. 2, nr. 2, opfylder betingelserne i § 5.
Det foreslås i § 3, stk. 1, nr. 3, at ændre »§ 5, og« til: »§ 5,«.
Den foreslåede bestemmelse er en konsekvensændring som følge af lovforslagets § 8, nr. 3, hvor det foreslås at indsætte et nyt nr. 5, om en forretningsgang for kreditværdighedsvurdering.
Der henvises til bemærkningerne til lovforslagets § 8, nr. 3.
Til nr. 2 (§ 3, stk. 1, nr. 4, i lov om ejendomskreditselskaber )
Det følger af § 3, stk. 1, nr. 4, at Finanstilsynet som betingelse for at give tilladelse til at udøve virksomhed som ejendomskreditselskab skal have dokumentation for, at de kvalificerede ejere opfylder principperne i §§ 61-62 om ejerforhold i lov om finansiel virksomhed.
Det foreslås i § 3, stk. 1, nr. 4, at ændre »lov om finansiel virksomhed.« til: »lov om finansiel virksomhed, og«.
Den foreslåede bestemmelse er en konsekvensændring som følge af lovforslagets § 8, nr. 3, hvor det foreslås at indsætte et nyt nr. 5, om en forretningsgang for kreditværdighedsvurdering.
Der henvises til bemærkningerne til lovforslagets § 8, nr. 3.
Til nr. 3 (§ 3, stk. 1, nr. 5, i lov om ejendomskreditselskaber )
Virksomheder, der ønsker at udøve virksomhed som ejendomskreditselskab, skal efter § 3 i lov om ejendomskreditselskaber have tilladelse af Finanstilsynet til at udøve virksomhed som ejendomskreditselskab. Bestemmelsen stiller bl.a. krav om, at virksomheden skal udøves i selskabsform, med dertil hørende begrænset hæftelse, og at ledelsen opfylder kravene til egnethed og hæderlighed.
Det følger af § 7 c, i lov om kreditaftaler, jf. lovbekendtgørelse nr. 817 af d. 6. august 2019, at kreditgiveren, inden kreditaftalens indgåelse, skal vurdere forbrugerens kreditværdighed på grundlag af fyldestgørende oplysninger, der, hvor det er relevant, indhentes hos forbrugeren og, hvor det er nødvendigt, ved søgning i relevante databaser.
Det foreslås i § 3, stk. 1, at indsætte nr. 5, hvorefter ejendomskreditselskaber, skal dokumentere, at virksomheden har en forretningsgang for kreditværdighedsvurdering, jf. lov om kreditaftaler.
Den foreslåede bestemmelse gennemfører artikel 18, stk. 2, i boligkreditdirektivet.
I henhold til boligkreditdirektivet er det afgørende, at forbrugerens evne og tilbøjelighed til at tilbagebetale kreditten vurderes og kontrolleres, inden der indgås en kreditaftale. Vurderingen af kreditværdigheden bør tage hensyn til alle nødvendige og relevante faktorer, som kan påvirke forbrugerens evne til at tilbagebetale kreditten i dens løbetid. Kreditgivers beslutning om at yde kreditten eller ej bør som følge heraf være i overensstemmelse med resultatet af kreditværdighedsvurderingen.
Det følger af artikel 18, stk. 2, i boligkreditdirektivet, at de procedurer og oplysninger, som vurderingen baseres på, er fastlagt og dokumenteres og opretholdes. I overensstemmelse hermed skal ejendomskreditselskaber udarbejde en forretningsgang, der dokumenterer, at selskabet har tilrettelagt en klar proces for udførelse af kreditværdighedsvurderingen.
Den foreslåede bestemmelse medfører, at selskaber, der ansøger Finanstilsynet om tilladelse som ejendomskreditselskab, udover at opfylde de andre krav efter § 3, stk. 1, skal vedlægge en forretningsgang, der fastlægger selskabet proces for udarbejdelse af kreditværdighedsvurderinger, til sin ansøgning.
Til nr. 4 (§ 24, stk. 1, 2. pkt., i lov om ejendomskreditselskaber )
Det følger af § 24, stk. 1, 1. pkt., i lov om ejendomskreditselskaber, at en person eller et selskab, der kan dokumentere, at personen eller selskabet før den 1. juli 2010 har udøvet erhvervsmæssig handel med pantebreve og har indsendt ansøgning om tilladelse til Finanstilsynet senest den 1. januar 2011, kan fortsætte hermed, indtil Finanstilsynet har truffet afgørelse om tilladelse. Af § 24, stk. 1, 2. pkt., følger, at for personen eller selskabet får § 2, stk. 1, § 3, stk. 1, nr. 1 og 5, og § 8 først virkning fra den 1. januar 2011.
Det foreslås i § 24, stk. 1, 2. pkt., at ændre »§ 3, stk. 1, nr. 1 og 5« til: »§ 3, stk. 1, nr. 1, § 3, stk. 2«.
Den foreslåede ændring en konsekvensændring som følge af, at der ved lov nr. 1163 af 8. juni 2021 blev indsat et nyt stk. 2 i § 3, til erstatning for den hidtidige § 3, stk. 1, nr. 5.