Lov om ændring af lov om finansiel virksomhed, hvidvaskloven, lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v. og forskellige andre love (Styrket indsats mod hvidvask m.v. i den finansielle sektor, indførelse af nye former for alternative investeringsfonde, ændring af grænsen for prospektpligt m.v.) § 4

Til nr. 1 og 2 (§ 3, stk. 3 og 4 i lov om finansielle rådgivere, investeringsrådgivere og boligkreditformidlere)

Bestemmelsen i § 3, stk. 3, i den gældende lov om finansielle rådgivere, investeringsrådgivere og boligkreditformidlere fastsætter de betingelser, der skal være opfyldt, for at Finanstilsynet kan give tilladelse til at drive virksomhed som finansiel rådgiver, investeringsrådgiver eller boligkreditformidler. Bestemmelsen indeholder ikke krav til ejere af kvalificerede ejerandele eller en regulering af snævre forbindelser.

Der foreslås en ny bestemmelse, hvorefter virksomheder, der udøver investeringsrådgivning, ud over de krav der allerede gælder i medfør af lovens § 3, stk. 3, skal opfylde yderligere betingelser, for at opnå tilladelse som investeringsrådgiver. Det foreslås, at ejere af kvalificerede ejerandele, jf. § 5, stk. 3, i lov om finansiel virksomhed skal opfylde de kriterier, der er oplistet i § 61 a, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed. Det er endvidere en betingelse, at der ikke må foreligge snævre forbindelser, jf. § 5, stk. 1, nr. 19, i lov om finansiel virksomhed mellem ansøgeren og andre virksomheder og personer, der vil kunne vanskeliggøre varetagelsen af Finanstilsynets opgaver. Yderligere er det en betingelse, at lovgivningen i et land uden for Den Europæiske Union, som Unionen ikke har indgået et samarbejde med på det finaniselle område, vedrørende en virksomhed eller en person, ansøgeren har snævre forbindelser med ikke må kunne vanskeliggøre varetagelsen af Finanstilsynets opgaver.

Bestemmelsen gennemfører artikel 10, jf. artikel 3, stk. 2, litra a, i MiFID II.

De nye betingelser skal være opfyldt for, at Finanstilsynet kan give en virksomhed tilladelse som investeringsrådgiver. Det er ikke en betingelse, at virksomheden opfylder betingelserne for at opnå en tilladelse som finansiel rådgiver eller boligkreditformidler. For at tydeliggøre, at betingelserne i den foreslåede stk. 4 udgør et supplement til kravene i stk. 3, når en virksomhed søger om tilladelse som investeringsrådgiver, forslås det, at der indsættes en henvisning til stk. 4 i stk. 3 .

Ved investeringsrådgiver forstås, jf. § 2, nr. 3, i lov om finansielle rådgivere, investeringsrådgivere og boligkreditformidlere, en virksomhed, der udøver investeringsrådgivning vedrørende finansielle instrumenter omfattet af bilag 5, nr. 1 og 3, i lov om finansiel virksomhed.

Det foreslås i stk. 4, nr. 1 , at ejere af kvalificerede ejerandele, jf. § 5, stk. 3, i lov om finansiel virksomhed skal opfylde kriterierne i § 61 a, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed om erhvervelse af en kvalificeret andel. Bestemmelsen fastsætter, at Finanstilsynet i forbindelse med sin vurdering af en ansøgning, skal sikre, at hensynet til en fornuftig og forsvarlig forvaltning af virksomheden kan varetages under hensyntagen til ejerens sandsynlige indflydelse på virksomheden.

Ved en kvalificeret andel forstås, jf. § 5, stk. 3, i lov om finansiel virksomhed direkte eller indirekte besiddelse af mindst 10 pct. af kapitalen eller stemmerettighederne eller en andel, som giver mulighed for at udøve en betydelig indflydelse på ledelsen af den finansielle virksomhed, den finansielle holdingvirksomhed eller forsikringsholdingvirksomheden.

Bestemmelsen medfører, at en eneejer af en investeringsrådgivningsvirksomhed i selskabsform vil være omfattet af bestemmelsen. Det samme gælder øvrige ejere, der har en kvalificeret ejerandel i virksomheden eller som besidder en andel, der giver mulighed for at udøve en betydelig indflydelse på ledelsen af investeringsrådgivningsvirksomheden.

Samtlige ejere af kvalificerede ejerandele skal opfylde kriterierne i § 61 a, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed. Det følger af denne bestemmelse, at Finanstilsynet skal sikre, at hensynet til en fornuftig og forsvarlig forvaltning af virksomheden kan varetages under hensyntagen til ejeren af en kvalificeret ejerandels sandsynlige indflydelse på virksomheden. Ved vurderingen indgår bl.a. ejerens omdømme og økonomiske forhold samt hensynet til, at virksomheden fortsat kan overholde tilsynskravene i lovgivningen. Der henvises til bemærkningerne til lov om ændring af lov om finansiel virksomhed, lov om ligebehandling af mænd og kvinder inden for de erhvervstilknyttede sikringsordninger og forskellige andre love, jf. folketingstidende 2008-09, tillæg A, L 91, side 2753.

I stk. 4, nr. 2 , foreslås det, at der ikke må foreligge snævre forbindelser, jf. § 5, stk. 1, nr. 19, i lov om finansiel virksomhed, mellem ansøgeren og andre virksomheder og personer, der vil kunne vanskeliggøre varetagelsen af Finanstilsynets opgaver. Bestemmelsen har til formål at sikre, at Finanstilsynet kan undersøge, om den pågældende virksomhed efterlever de regler, den er underlagt, og at tilstedeværelsen af snævre forbindelser ikke vanskeliggør tilsynets opgaver.

Snævre forbindelser er defineret i § 5, stk. 1, nr. 19, i lov om finansiel virksomhed og vil foreligge ved direkte eller indirekte forbindelser inden for en koncern, kapitalinteresser, hvorved forstås en virksomheds direkte eller indirekte besiddelse af 20 pct. eller mere af stemmerettighedernes eller kapitalen i en virksomhed, eller flere virksomheders eller personers fælles forbindelse med en virksomhed.

Det må i hvert enkelt tilfælde være en konkret vurdering, hvornår en snævre forbindelse er tilstrækkelig til at vanskeliggøre varetagelsen af tilsynets opgaver, hvori bl.a. indgår en vurdering af: ejerstrukturen, den formelle og den reelle ledelsesstruktur, hvorvidt forbindelsen er af varig karakter eller alene midlertidig uden mulighed for at øve indflydelse på virksomheden, risikoen ved den virksomhed, som drives i virksomheder, med hvilke den finansielle virksomhed har snævre forbindelser, og selskabernes geografiske placering. F.eks. kan visse former for krydsejerskab, gensidige aktiebesiddelser og aktionæroverenskomster bevirke, at et effektivt tilsyn vanskeliggøres

Det foreslås i stk. 4, nr. 3 , at lovgivningen i et land uden for Den Europæiske Union, som Unionen ikke har indgået et samarbejde med på det finaniselle område, vedrørende en virksomhed eller en person, ansøgeren har snævre forbindelser med, ikke må kunne vanskeliggøre varetagelsen af Finanstilsynets opgaver. Snævre forbindelser skal forstås i overensstemmelse med i § 5, stk. 1, nr. 19, i lov om finansiel virksomhed, jf. nærmere herom ovenfor.

Til nr. 3 (§ 4, stk. 1, i lov om finansielle rådgivere, investeringsrådgivere og boligkreditformidlere)

§ 4 i lov om finansielle rådgivere, investeringsrådgivere og boligkreditformidlere fastsætter krav om egnethed og hæderlighed for medlemmer af bestyrelsen eller direktionen hos en finansiel rådgiver og en boligkreditformidler.

Det følger af bestemmelsen, at et medlem af bestyrelsen eller direktionen hos en finansiel rådgiver eller boligkreditformidler skal have fyldestgørende erfaring til at udøve sit hverv eller varetage sin stilling i den pågældende virksomhed.

Et medlem af bestyrelsen eller direktionen må ikke være pålagt eller blive pålagt strafansvar for overtrædelse af straffeloven, den finansielle lovgivning eller anden relevant lovgivning, hvis overtrædelsen indebærer risiko for, at vedkommende ikke kan varetage sit hverv eller sin stilling på betryggende måde.

Den pågældende må ikke have indgivet begæring om rekonstruktionsbehandling, konkurs eller gældssanering eller være under rekonstruktionsbehandling, konkursbehandling eller gældssanering.

Den pågældende må endvidere ikke have udvist eller udvise en adfærd, hvor der er grund til at antage, at vedkommende ikke vil varetage hvervet eller stillingen på forsvarlig måde.

Bestemmelsen gælder derimod ikke de pågældende medlemmer af ledelsen hos en investeringsrådgiver.

Det foreslås, for at gennemføre art 9, stk. 4, jf. art. 3, stk. 2, litra a, i MiFID II, at også medlemmer af bestyrelsen eller direktionen hos en investeringsrådgiver skal være omfattet af denne bestemmelse.

Bestemmelsen medfører, at direktions- og bestyrelsesmedlemmer, der ikke lever op til bestemmelsens krav ikke kan være medlem af bestyrelsen hos en investeringsrådgiver. Direktions- og bestyrelsesmedlemmer, der efter indtrædelsen i bestyrelsen, bliver pålagt strafansvar for overtrædelse af straffeloven og når overtrædelsen indebærer risiko for, at vedkommende ikke kan varetage sit hverv eller sin stilling på betryggende måde, vil af Finanstilsynet kunne bliver pålagt at fratræde deres hverv, jf. § 14 i lov om finansielle rådgivere, investeringsrådgivere og boligkreditformidlere.

Til nr. 4 (§ 4 a, stk. 2, nr. 3, i lov om finansielle rådgivere, investeringsrådgivere og boligkreditformidlere)

Den gældende § 4 a pålægger Finanstilsynet at oprette og føre et offentligt register over finansielle rådgivere, investeringsrådgivere og boligkreditformidlere. Registeret skal, jf. 4a, stk. 2, indeholde oplysninger om navne på personer i ledelsen for den finansielle rådgivningsvirksomhed, investeringsrådgivervirksomheden eller for boligkreditformidleren, som er ansvarlige for formidlingsforretningerne.

Derudover skal registret indeholde oplysninger om, hvilke andre lande ud over Danmark, der ydes boligkreditformidling i, inden for Den Europæiske Union eller lande, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område.

I praksis anses alle boligkreditformidlere i Danmark som ikke-bundne formidlere, idet de ikke handler på vegne af kun én kreditgiver, en gruppe af kreditgivere eller et antal kreditgivere eller grupper, der ikke præsenterer en flertal af markedet og på deres fulde og ubetingede ansvar.

Det foreslås, at der i bestemmelsen tilføjes et nyt nr. 3, der udvider det offentlige register over finansielle rådgivere, investeringsrådgivere og boligkreditformidlere med oplysninger om hvorvidt boligkreditformidleren er bundet eller ej.

Dermed bringes bestemmelsen i lov om finansielle rådgivere, investeringsrådgivere og boligkreditformidlere § 4 a i overensstemmelse med ordlyden i artikel 29, stk. 4, litra c, i EU-Parlamentets og Rådets Direktiv 2014/17/EU om forbrugerkreditaftaler i forbindelse med fast ejendom til beboelse, hvoraf det fremgår, at det af medlemsstaterne etablerede register over boligkreditformidlere tillige skal indeholde oplysninger om, hvorvidt den enkelte boligkreditformidler er bundet eller ej.

Den foreslåede ændring betyder, at det fremover også skal fremgå af registret, hvorvidt boligkreditformidlere er bundne eller ej.

Pengeinstitutter, der i medfør af lov om finansiel virksomhed § 7 har tilladelse som kreditinstitut, er undtaget fra anvendelsesområdet for lov om finansielle rådgivere, investeringsrådgivere og boligkreditformidlere, jf. § 1, stk. 3, nr. 4.

Bunden kreditformidler skal forstås i overensstemmelse med artikel 4, stk. 7, i EU-Parlamentets og Rådets Direktiv 2014/17/EU om forbrugerkreditaftaler i forbindelse med fast ejendom til beboelse, som enhver kreditformidler, der handler på vegne af kun én kreditgiver, kun én gruppe eller et antal kreditgivere eller grupper, der ikke repræsenterer et flertal af markedet og på deres fulde og ubetingede ansvar:

Artiklen er gennemført i dansk ret ved bekendtgørelse nr. 332 af 7. april 2016 om god skik for boligkredit, § 3, nr. 6, hvor der imidlertid anvendes betegnelsen ”tilknyttet boligkreditformidler” i stedet for direktivets betegnelse ”bunden boligkreditformidler”. Denne betegnelse vil blive ændret i en kommende ændringsbekendtgørelse, sådan at der opnås sproglig konsistens med direktivteksten.

Til nr. 5 (§ 7, stk. 5 og 6 i lov om finansielle rådgivere, investeringsrådgivere og boligkreditformidlere)

Det foreslås med denne bestemmelse, at der indsættes to bemyndigelsesbestemmelser i lov om finansielle rådgivere, investeringsrådgivere og boligkreditformidlere.

Det foreslås i stk. 5 , at erhvervsministeren bemyndiges til at fastsætte nærmere regler om finansielle rådgiveres og investeringsrådgiveres dokumentation og opbevaring af dokumentation i forbindelse med investeringsrådgivning.

Bestemmelsen er ny og indeholder en hjemmel for erhvervsministeren til at fastsætte regler, der gennemfører bestemmelsen i art. 16, stk. 6 og 7, jf. art. 3, stk. 2, litra c, i MiFID II om sikring og opbevaring af dokumentation for udførte tjenesteydelser og aktiviteter.

Bestemmelsen vil blive anvendt til at fastsætte regler for investeringsrådgivere og finansielle rådgivere, der svarer til § 10 i bekendtgørelse nr. 921 af 26. juni 2017 om organisatoriske krav til værdipapirhandlere. Denne bestemmelse fastsætter en forpligtelse til at opbevare fyldestgørende dokumentation for udførte tjenesteydelser og aktiviteter i forbindelse med virksomhed som værdipapirhandler. Dette omfatter bl.a. optagelse af telefonsamtaler og opbevaring af elektroniske meddelelser vedrørende levering af tjenesteydelser i forbindelse med kundeordrer, der vedrører modtagelse, formidling og udførelse af sådanne ordrer.

Databeskyttelsesreglerne, jf. Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2016/679/EU af 27. april 2016, herunder reglerne om de registreredes rettigheder, finder som udgangspunkt anvendelse for den behandling af personoplysninger, der finder sted som led i finansielle rådgiveres og investeringsrådgiveres dokumentation og opbevaring af dokumentation i forbindelse med investeringsrådgivning.

Det foreslås i stk. 6 , at bemyndige Finanstilsynet til at fastsætte nærmere regler om de foranstaltninger, som en finansiel rådgiver, en investeringsrådgiver og en boligkreditformidler skal træffe for at have effektive procedurer for distribution af produkter og tjenester.

Bestemmelsen er ny og skal anvendes til at implementere de krav til virksomhedernes produktudvikling og distribution, der følger af artikel 16, stk. 3, i MiFID II og den tilhørende regulering, som er udstedt i Kommissionens delegerede direktiv 2017/593/EU af 7. april 2016 om supplerende regler til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/65/EU for så vidt angår beskyttelse af kunders finansielle instrumenter og midler, produktstyringsforpligtelser og de regler, der finder anvendelse på levering eller modtagelse af gebyrer, provisioner eller andre penge- eller naturalieydelser. Disse regler finder også anvendelse på investeringsrådgivere, jf. art. 3, stk. 2, litra c.

Reglerne er allerede gennemført for værdipapirhandlere m.v., jf. bekendtgørelse nr. 922 af 6. juli 2017 om produktgodkendelsesprocesser. Denne bekendtgørelse vil blive ændret, så den også omfatter investeringsrådgivere og finansielle rådgivere.

Den foreslåede ændring vil ligeledes blive anvendt til at implementere tilsvarende krav fra retningslinjer udstedt af den europæiske banktilsynsmyndighed (EBA) (EBA-GL-2015-18 Retningslinjer for produktudviklings- og produktstyringsprocesser for detailbankprodukter).

Fælles for MiFID II og EBA’s retningslinjer er, at de vil foreskrive, at virksomhederne skal etablere retningslinjer for udvikling og godkendelse af produkter samt have processer for løbende overvågning af produkterne og deres distribution. Tilsvarende forpligtelser skal gælde for distributører af finansielle produkter.

Finansielle rådgivere, investeringsrådgivere og boligkreditformidlere vil som udgangspunkt være omfattet af reglerne for distributører, med mindre de er involveret i udformningen af produktet. I så fald vil de være omfattet af reglerne for produktudviklere.

Reglerne for distributører vil bl.a. omfatte krav om etablering af produktudvikling og produktstyringsprocesser, indhentelse af relevante oplysninger om de produkter, de distribuerer, de pågældende produkters målgruppe og karakteristika, ligesom en distributør vil blive forpligtet til at kunne indestå for, at de distribuerede produkter er egnede til en på forhånd defineret målgruppes behov.

Til nr. 6 (§ 11, stk. 6, i lov om finansielle rådgivere, investeringsrådgivere og boligkreditformidlere)

Det følger af § 11, stk. 6, at Finanstilsynet skal underrette Forbrugerombudsmanden, hvis Finanstilsynet bliver bekendt med, at kunder hos en virksomhed omfattet af loven kan have lidt tab som følge af, at den finansielle rådgiver eller boligkreditformidleren har overtrådt regler om god skik. Ved god skik forstås både den generelle bestemmelse herom i § 7, stk. 1, i lov om finansielle rådgivere, investeringsrådgivere og boligkreditformidlere, samt regler udstedt i medfør af § 7, stk. 2.

Da investeringsrådgivere også er omfattet af loven, forslås det at udvide, Finanstilsynets underretningspligt, så den også finder anvendelse ved en investeringsrådgivers overtrædelse af regler om god skik.

Ændringen har ingen materiel betydning.

Til nr. 7 (§ 14 a i lov om finansielle rådgivere, investeringsrådgivere og boligkreditformidlere)

Det foreslås, at § 62, stk. 1 og 4, i lov om finansiel virksomhed skal finde tilsvarende anvendelse for investeringsrådgivere.

Ifølge § 62, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed kan Finanstilsynet påbyde virksomheden at følge bestemte retningslinjer eller ophæve den stemmeret, der er knyttet til den kapitalandel, der tilhører ejeren af en kvalificeret ejerandel, såfremt kapitalejeren ikke opfylder kravene i § 61 a, stk. 1. Har Finanstilsynet ophævet stemmeretten i medfør af stk. 1 kan kapitalandelen ikke indgå i opgørelsen af den på en generalforsamling repræsenterede stemmeberettigede kapital, jf. § 62, stk. 4 i lov om finansiel virksomhed.

Det følger af § 61 a, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed at Finanstilsynet skal sikre, at hensynet til en fornuftig og forsvarlig forvaltning af virksomheden kan varetages under hensyntagen til ejeren af en kvalificeret ejerandels sandsynlige indflydelse på virksomheden. Ved vurderingen indgår bl.a. ejerens omdømme og økonomiske forhold samt hensynet til, at virksomheden fortsat kan overholde tilsynskravene i lovgivningen. Der henvises til bemærkningerne til L 91 som fremsat, jf. Folketingstidende 2008-2009, tillæg A, side 2753 for en mere udførlig beskrivelse af forarbejderne til § 61 a, stk. 1.

Den foreslåede bestemmelse er ny og skal sikre gennemførelsen af MiFID II art. 10, jf. art. 3, stk. 2, litra a.

Til nr. 8 (§ 15, stk. 1, i lov om finansielle rådgivere, investeringsrådgivere og boligkreditformidlere)

§ 15, stk. 1, i lov om finansielle rådgivere, investeringsrådgivere og boligkreditformidlere fastsætter betingelserne for, at Finanstilsynet kan inddrage en finansiel rådgivers eller boligkreditformidlers tilladelse. Dette kan ske, hvis virksomheden ikke gør brug af tilladelsen inden for en frist på 12 måneder, udtrykkeligt anmoder herom, ikke har udøvet virksomhed i en periode på over 6 måneder, har opnået tilladelsen på baggrund af urigtige oplysninger eller på anden uredelig vis eller ikke længere opfylder betingelserne for tilladelse efter kapitel 2.

Bestemmelsen finder ikke anvendelse på investeringsrådgivere.

Med den foreslåede ændring af § 15, stk. 1, vil Finanstilsynet også kunne inddrage en investeringsrådgivers tilladelse i de tilfælde, der følger af bestemmelsen. Herved gennemføres art. 8, jf. § 3, stk. 2, litra a, i MiFID II.

Til nr. 9 (§ 18, stk. 1, 1. pkt., i lov om finansielle rådgivere, investeringsrådgivere og boligkreditformidlere)

Det følger af § 18, stk. 1, 1. pkt., at reaktioner givet af Finanstilsynets bestyrelse eller af Finanstilsynet efter delegation fra Finanstilsynets bestyrelse til en finansiel rådgiver, en investeringsrådgiver eller en boligkreditformidler under tilsyn skal offentliggøres med angivelse af den finansielle rådgivers eller boligkreditformidlers navn.

Det beror på en fejl, at det ikke udtrykkeligt fremgår af bestemmelsen, at der i forbindelse med offentliggørelse af en reaktion til en investeringsrådgiver skal ske offentliggørelse af investeringsrådgiverens navn.

Det foreslås derfor at ændre bestemmelsen, så det tydeligt fremgår, at der i forbindelse med offentliggørelse af en reaktion til en investeringsrådgiver skal ske offentliggørelse af investeringsrådgiverens navn.

Til nr. 10 (§ 23, stk. 3, i lov om finansiel rådgivere, investeringsrådgivere og boligkreditformidlere)

§ 23 stk. 3, fastlægger, at en digital meddelelse anses for at være kommet frem, når den er tilgængelig for adressaten for meddelelsen.

Det foreslås at ophæve § 23, stk. 3.

Ophævelsen skal ses i lyset af, at der i lovforslagets § 4, nr. 11, indsættes en tilsvarende bestemmelse i § 24 i lov om finansielle rådgivere, investeringsrådgivere og boligkreditformidlere.

Til nr. 11 (§ 24 i lov om finansielle rådgivere, investeringsrådgivere og boligkreditformidlere)

Efter § 24 i lov om finansielle rådgivere, investeringsrådgivere og boligkreditformidlere kan erhvervsministeren fastsætte regler om, at Finanstilsynet kan udstede afgørelser og andre dokumenter efter loven eller efter regler udstedt i medfør af loven uden underskrift, med maskinelt eller på tilsvarende måde gengivet underskrift, eller under anvendelse af en teknik, der sikrer entydig identifikation af den, som har udstedt afgørelsen eller dokumentet. Sådanne afgørelser og dokumenter sidestilles med afgørelser og dokumenter med personlig underskrift.

Endvidere kan erhvervsministeren efter bestemmelsens stk. 2, fastsætte regler om, at afgørelser og andre dokumenter, der udelukkende er truffet eller udstedt på grundlag af elektronisk databehandling, kan udstedes alene med angivelse af den pågældende myndighed som afsender.

Bemyndigelsen i den gældende lovs § 24 er ikke udnyttet af erhvervsministeren.

Bestemmelsen blev indsat med lov nr. 1231 af 18. december 2012 om ændring af forskellige lovbestemmelser om obligatorisk digital kommunikation m.v. Begrundelsen for at indsætte bestemmelsen var, at der ikke i forvaltningsloven på daværende tidspunkt var en bestemmelse omhandlende en generel fravigelse af underskriftskravet.

Den generelle fravigelse af underskrivelseskravet blev indført i forvaltningsloven ved lov nr. 1624 af 26. december 2013 om ændring af forvaltningsloven, lov om Politiets Efterretningstjeneste (PET) og lov om Forsvarets Efterretningstjeneste (FE).

Efter § 32 b i forvaltningsloven, skal de dokumenter, der udgår fra en forvaltningsmyndighed til borgere, virksomheder m.v. i en sag, hvori der er eller vil blive truffet afgørelse, være forsynet med en personlig underskrift eller være udformet på en måde, der i øvrigt sikrer en entydig identifikation af den, som er afsender af dokumentet, og at dokumentet er endeligt. Bestemmelsen gælder, jf. forvaltningslovens § 32 b, stk. 2 og 3, ikke for dokumenter, hvor der anvendes automatisk sagsbehandling eller for dokumenter hvorved der kvitteres, rykkes eller foretages andre sagsbehandlingsskridt, der ikke er væsentlige.

Bestemmelsen i forvaltningslovens § 32 b regulerer således det samme område som den nuværende bestemmelse i lov om finansielle rådgivere, investeringsrådgivere og boligkreditformidlere § 24.

Det foreslås i § 24, at en digital meddelelse anses for at være kommet frem, når den er tilgængelig for adressaten for meddelelsen.

For meddelelser, der sendes til Finanstilsynet, er den pågældende tilsynsmyndighed adressat for meddelelsen. For meddelelser, som tilsynsmyndigheden sender, er den pågældende virksomhed eller person, som meddelelsen sendes til, adressat for meddelelsen.

Udtrykket »en digital meddelelse« bruges om en hvilken som helst skriftlig kommunikation, som foretages digitalt, herunder også en afgørelse, som sendes via mail, via den offentlige digitale postløsning eller på anden digital måde.

En digital meddelelse anses for at være kommet frem, når meddelelsen er tilgængelig digitalt for adressaten. Dette svarer til, at et papirbrev anses for at være kommet frem, når det pågældende brev er lagt i adressatens fysiske postkasse. Det er uden betydning, om eller hvornår adressaten gør sig bekendt med indholdet af meddelelsen.

En meddelelse vil normalt blive anset for at være tilgængelig digitalt, selvom den pågældende ikke kan skaffe sig adgang til meddelelsen, såfremt dette skyldes hindringer, som det er op til den pågældende at overvinde.

Fremkomsttidspunktet er bl.a. afgørende for, hvornår forvaltningsakter, herunder afgørelser fra en myndighed, får de tilsigtede retsvirkninger. Det antages for eksempel, at afgørelser i almindelighed skal meddeles til deres adressat for at få de tilsigtede retsvirkninger, og at meddelelsen er sket, når afgørelsen er kommet frem til den, som afgørelsen retter sig til.

Fremkomsttidspunktet er normalt også afgørende for, om en indberetning eller lignende til en myndighed anses for rettidig.

En meddelelse vil normalt anses for at være kommet frem til tilsynsmyndigheden på det tidspunkt, hvor meddelelsen er tilgængelig for tilsynsmyndigheden, dvs. når tilsynsmyndigheden kan behandle meddelelsen. Dette tidspunkt vil normalt blive registreret automatisk i en modtagelsesanordning eller et datasystem. En meddelelse, der først er tilgængelig efter kl. 24.00, anses normalt først for modtaget den dag, meddelelsen er tilgængelig.

Kan modtagelsestidspunktet for en digital meddelelse til en myndighed ikke fastlægges som følge af problemer med myndighedens it-system eller andre lignende problemer (sammenbrud i den digitale signaturs infrastruktur, generelle strømafbrydelser, generelle problemer hos myndighedens internetudbyder o.l.), må meddelelsen anses for at være kommet frem på det tidspunkt, hvor meddelelsen blev afsendt, hvis der kan fremskaffes pålidelige oplysninger om afsendelsestidspunktet.

Opstår problemerne tæt på fristen for indgivelse af meddelelsen, og kan problemerne føre til, at fristen med rimelighed ikke kan overholdes, anses meddelelsen for at være kommet frem inden for fristen, hvis den er tilgængelig for myndigheden inden for en rimelig tid efter, at forhindringen er ophørt. Det vil således ikke komme afsenderen til skade, at indberetningen m.v. modtages efter fristens udløb, hvis dette skyldes systemnedbrud hos myndigheden.

En meddelelse fra en myndighed vil normalt være tilgængelig for modtageren, når adressaten (borgeren eller virksomheden m.v.) vil kunne fremkalde meddelelsen på en almindeligt fungerende computer tilsluttet internettet med almindeligt tilgængelige programmer og dermed gøre sig bekendt med meddelelsens indhold.

Det er i den forbindelse uden betydning, om adressaten for myndighedens meddelelse har bragt sig i stand til at tilgå meddelelsen f.eks. hvis modtageren af en meddelelse, som myndigheden har sendt til den pågældende via den offentlige digitale postløsning, ikke har skaffet sig den fornødne offentlige digitale signatur til at modtage meddelelser i den offentlige digitale postløsning, eller at modtageren i sit elektroniske system har installeret anordninger (spamfiltre, firewalls m.v.), som afviser at modtage meddelelser.

Det er endvidere uden betydning, om adressaten oplever, at vedkommendes egen computer ikke fungerer, eller at vedkommende har mistet koden til sin digitale signatur eller oplever lignende hindringer, som det er op til adressaten at overvinde.

En meddelelse vil blive anset for at være tilgængelig, selvom den pågældende ikke kan skaffe sig adgang til meddelelsen, hvis dette skyldes hindringer, som det er op til den pågældende at overvinde. Som eksempler herpå kan nævnes, at den pågældendes egen computer ikke fungerer, eller den pågældende har mistet koden til sin digitale signatur.