Lov om ændring af lov om finansiel virksomhed, hvidvaskloven, lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v. og forskellige andre love (Styrket indsats mod hvidvask m.v. i den finansielle sektor, indførelse af nye former for alternative investeringsfonde, ændring af grænsen for prospektpligt m.v.) § 2

Til nr. 1 (fodnoten i lov om kapitalmarkeder)

Den foreslåede tilføjelse til fodnoten til lov om kapitalmarkeders titel er en konsekvens af, at lovforslaget indeholder ændringer som følge af SFTR.

SFTR gælder umiddelbart i Danmark og skal derfor ikke gennemføres i national lovgivning. Det er dog nødvendigt, at der med lovforslaget indføres regler i lov om kapitalmarkeder, som sikrer, at Finanstilsynet kan føre et effektivt tilsyn med overholdelsen af forordningen.

Til nr. 2 (fodnoten i lov om kapitalmarkeder)

Den foreslåede tilføjelse til fodnoten til lov om kapitalmarkeders titel er en konsekvens af, at lovforslaget indeholder ændringer som følge af prospektforordningen.

Artikel 3, stk. 2, i prospektforordningen giver de enkelte medlemslande mulighed for at fritage udbud af omsættelige værdipapirer under 8 mio. euro fra prospektpligt, forudsat at der ikke samtidig eller senere anmodes om et godkendelsescertifikat for udbuddet. Den mulighed foreslås udnyttet med lovforslagets § 2, nr. 4.

Til nr. 3 (§ 1, stk. 2, 1. pkt., i lov om kapitalmarkeder)

Den gældende bestemmelse i § 1, stk. 2, i lov om kapitalmarkeder angiver anvendelsesområdet for prospektreglerne i kapitel 3 i lov om kapitalmarkeder. Det fremgår af bestemmelsen, at reglerne i kapitalmarkedslovens kapitel 3 gælder for optagelse af omsættelige værdipapirer til handel på et reguleret marked og offentlige udbud af omsættelige værdipapirer over 5 mio. euro i Den Europæiske Union eller lande, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område. Grænsen på 5 mio. euro beregnes over en periode på 12 måneder.

Det følger af artikel 1, stk. 1, i prospektforordningen og artikel 1, stk. 1, i prospektdirektivet (Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/71/EF af 4. november 2003 om det prospekt, der skal offentliggøres, når værdipapirer udbydes til offentligheden eller optages til handel) at reguleringen fastsætter kravene til udarbejdelse, godkendelse og udsendelse af det prospekt, der skal offentliggøres, når værdipapirer udbydes til offentligheden. Bestemmelserne er enslydende. Artikel 1, stk. 1, i prospektforordningen finder anvendelse fra den 21. juli 2019, ligesom størstedelen af forordningen gør. Frem til 21. juli 2019 fremgår anvendelsesområdet for prospektreglerne af prospektdirektivet, som er gennemført i lov om kapitalmarkeder.

Det foreslås, at anvendelsesområdet for prospektreglerne i kapitel 3 i lov om kapitalmarkeder ændres således, at udgangspunktet herefter er, at der er prospektpligt for alle udbud til offentligheden af omsættelige værdipapirer. Ændringen foreslås for at bringe opbygningen af reglerne i kapitalmarkedsloven i overensstemmelse med opbygningen af reglerne i prospektforordningen. Dermed muliggøres anvendelse af de undtagelser forordningen giver allerede pr. 21. juli 2018. Der foreslås ingen ændringer i relation til prospektkravet i forbindelse med optagelse til handel af omsættelige værdipapirer på et reguleret marked.

Ændringen betyder, at der som udgangspunkt skal anmodes Finanstilsynet om godkendelse af et prospekt til optagelse af omsættelige værdipapirer til handel på et reguleret marked og ved offentlige udbud af omsættelige værdipapirer i Den Europæiske Union eller lande, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område, medmindre prospektet er undtaget som følge af reglerne i lovens § 11, stk. 1.

Den foreslåede ændring skal ses i sammenhæng med forslagene til ændring af undtagelserne for prospektpligt i § 11, stk. 1, i lov om kapitalmarkeder, jf. lovforslagets § 2, nr. 4.

Til nr. 4 (§ 11, stk. 1, nr. 1-2, i lov om kapitalmarkeder)

§ 11, stk. 1, i lov om kapitalmarkeder angiver en række undtagelser fra pligten til at få godkendt et prospekt forud for et udbud til offentligheden, jf. § 10, stk. 2, i lov om kapitalmarkeder. Undtagelsen omfatter en række aktører. De omhandlede aktører er f.eks. medlemslande, centralbanker m.v., hvorfor prospekter ikke anses nødvendige henset til den sikkerhed, der vurderes at være forbundet med sådanne udstedelser. For så vidt angår institutter for kollektiv investering, så er disse omfattet af anden regulering, jf. lov om investeringsforeninger m.v. og FAIF-loven.

Bestemmelsen gennemfører artikel 1, stk. 2 og 3, artikel 2, stk. 1, litra a, artikel 3, stk. 2, og artikel 4, stk. 1 og 2, i prospektdirektivet.

For en nærmere gennemgang af de enkelte undtagelser i gældende ret henvises til Folketingstidende 2016-17, A, L 155 som fremsat, side 101-103.

Det følger af artikel 1, stk. 3, i prospektforordningen, at der ikke efter forordningen er prospektpligt for udbud til offentligheden af værdipapirer med en samlet værdi i Unionen på mindre end 1 mio. euro. Grænsen på 1 mio. euro beregnes over en periode på 12 måneder.

Det følger af artikel 3, stk. 2, i prospektforordningen, at de enkelte medlemslande, forudsat at udbuddet ikke er omfattet af kravet om meddelelse efter forordningens artikel 25 og den samlede værdi af ethvert sådant udbud i Unionen er mindre end et pengebeløb på 8 mio. euro beregnet over en periode på 12 måneder, kan beslutte at fritage udbud af omsættelige værdipapirer til offentligheden fra prospektpligt.

Bestemmelserne i artikel 1, stk. 3, og artikel 3, stk. 2, finder anvendelse fra den 21. juli 2018, jf. bestemmelsen i artikel 49, stk. 2, i prospektforordningen. Forordningen som helhed finder anvendelse fra 21. juli 2019.

Det foreslås, at der tilføjes to undtagelser til § 11, stk. 1, i lov om kapitalmarkeder.

Det foreslås, at der tilføjes et nyt nr. 1 i § 11, stk. 1, om undtagelse af udbud af omsættelige værdipapirer under 1 mio. euro fra prospektpligt i overensstemmelse med artikel 1, stk. 3, i prospektforordningen. Grænsen på 1 mio. euro beregnes over en periode på 12 måneder. De enkelte medlemslande må ikke i medfør af artikel 1, stk. 3, sætte forordningens regler om prospekter i kraft for udbud under 1 mio. euro. De enkelte medlemslande kan dog fastsætte særlige nationale krav i det omfang, at kravene ikke udgør en uforholdsmæssig eller unødvendig byrde.

Da der ikke i dansk ret er særlige regler for prospekter ud over de EU-retlige regler, betyder det, at der aldrig er prospektpligt for udbud af omsættelige værdipapirer til offentligheden under 1 mio. euro. Grænsen på 1 mio. euro beregnes over en periode på 12 måneder. Det betyder eksempelvis, at hvis en udbyder foretager flere udbud i en given aktie over en løbende periode på 12 måneder, skal udbuddene kumuleres ved beregningen af, om grænsen på 1 mio. euro er nået.

Det er kursværdien af det offentlige udbud og eventuelle omkostninger (eksempelvis gebyrer), der pålægges investorerne, der skal lægges til grund ved beregningen af, om grænsen på 1 mio. euro er nået. Endvidere er det den af Danmarks Nationalbank offentliggjorte valutakurs ved udbuddets start, der skal lægges til grund ved beregningen af, om udbuddet er over eller under 1 mio. euro, hvis udbuddet er i danske kroner.

Det foreslås, at der tilføjes et nyt nr. 2 i § 11, stk. 1, om undtagelse af udbud af omsættelige værdipapirer under 8 mio. euro fra prospektpligt. Undtagelsen finder kun anvendelse, hvis der ikke samtidig eller senere anmodes om et godkendelsescertifikat for udbuddet, jf. § 14, stk. 3, jf. § 36 i bekendtgørelse nr. 1176 af 31. oktober 2017 om prospekter. Grænsen på 8 mio. euro beregnes over en periode på 12 måneder. Det betyder eksempelvis, at hvis en udsteder foretager flere udbud over en løbende periode på 12 måneder, skal udbuddene kumuleres ved beregningen af, om grænsen på 8 mio. euro er nået.

Med den foreslåede bestemmelse udnyttes muligheden i prospektforordningens artikel 3, stk. 2, til at fritage udbud under 8 mio. euro fra prospektpligten. Undtagelsen er betinget af, at der ikke anmodes om et godkendelsescertifikat for udbuddet. Bestemmelsen medfører, at der for en stor del af de udbud, der er rettet mod danske investorer og foretaget af udstedere med hjemland i Danmark, der kræver et prospekt, vil være en reel prospektgrænse for udbud til offentligheden ved 8 mio. euro.

Udstedere og udbydere kan efter § 36 i bekendtgørelse om prospekter anmode om et godkendelsescertifikat. Certifikatet medfører, at det godkendte prospekt også kan anvendes ved udbud i de lande certifikatet er rettet til. Hvis der ikke var mulighed for et certifikat, ville udbyderen skulle have et prospekt godkendt i hvert af de lande, hvor der foretages et udbud. Certifikaterne letter derfor muligheden for udbud i flere EU/EØS-lande m.v.

Undtagelsen vil medføre, at grænsen for prospektpligt ved et offentligt udbud af omsættelige værdipapirer, der kun er rettet mod danske investorer, er 8 mio. euro. Hvis udbuddet til offentligheden af omsættelige værdipapirer er rettet mod investorer i både Danmark og et eller flere andre EU/EØS-lande m.v., hvor grænsen i alle lande er hævet til 8 mio. euro, vil der heller ikke være prospektpligt, hvis udbuddet er under 8 mio. euro. Det skyldes, at der i det pågældende tilfælde ikke er behov for et certifikat for udbuddet af omsættelige værdipapirer, idet det pågældende udbud er undtaget i samtlige de lande, hvori det udbydes offentligt.

For udbud foretaget af udstedere med hjemland i Danmark rettet mod investorer i Danmark og investorer i et EU/EØS-land m.v., hvor grænsen for prospektpligt er 1 mio. euro, vil der være prospektpligt for udbud over 1 mio. euro. I det tilfælde skal Finanstilsynet godkende prospektet for udbuddet af omsættelige værdipapirer. Finanstilsynet kan i forlængelse af godkendelsen udstede et certifikat til den kompetente myndighed i det EU/EØS-land m.v., hvor udbuddet af omsættelige værdipapirer også ønskes foretaget.

Til nr. 5 (§ 11, stk. 2, i lov om kapitalmarkeder)

Den gældende bestemmelse i lov om kapitalmarkeder § 11, stk. 2, giver mulighed for at en udsteder, udbyder eller fysisk eller juridisk person, der anmoder om optagelse til handel af omsættelige værdipapirer, der er nævnt i den gældende lovs § 11, stk. 1, nr. 3, 5 og 8, kan udforme et prospekt i overensstemmelse med reglerne i lovens kapitel 3 og regler udstedt i medfør heraf. Bestemmelsen gælder også for offentlige udbud af omsættelige værdipapirer, hvor udbuddet i et eller flere EU/EØS-lande er under 5 mio. euro.

Bestemmelsen gennemfører artikel 1, stk. 3, i prospektdirektivet og er i overensstemmelse med artikel 4 i prospektforordningen.

Det foreslås, at stk. 2 nyaffattes. Med nyaffattelsen vil en udsteder, udbyder eller fysisk eller juridisk person, der anmoder om optagelse til handel, af omsættelige værdipapirer, der er nævnt i stk. 1, nr. 1, 2, 5, 7 og 10, kunne udforme og få godkendt et prospekt for et udbud, der ikke er omfattet af kravet om prospektpligt. Prospektet skal være udarbejdet i overensstemmelse med reglerne i kapitel 3 i lov om kapitalmarkeder og regler udstedt i medfør af § 12, stk. 3.

Den nyaffattende bestemmelse viderefører muligheden i den eksisterende lovs § 11, stk. 2, til i visse tilfælde at kunne få godkendt et prospekt, selvom der ikke er pligt til det.

Det foreslås, at den gældende bestemmelse udvides til også at omfatte de nye undtagelser, der foreslås indsat med lovforslagets § 2, nr. 4. Den foreslåede bestemmelse har til formål at sikre, at en udsteder eller en udbyder vil kunne få godkendt et prospekt for et udbud, der ikke er omfattet af reglerne.

Den foreslåede bestemmelse indeholder en valgfri mulighed for udstedere og udbydere af omsættelige værdipapirer. Der kan være forskellige årsager til, at en udsteder m.v. ønsker et prospekt godkendt, selvom der ikke er prospektpligt. Bestemmelsen sikrer denne mulighed. Muligheden kan eksempelvis anvendes, hvis en udsteder ønsker at foretage flere udbud under 1 mio. euro i forskellige EU/EØS-lande m.v. Der er mulighed for, at de enkelte lande har fastsat nationale regler for disse udbud. For ikke at skulle opfylde de forskellige (mulige) nationale regler kan udstederen i stedet vælge at få godkendt et prospekt efter de fælles europæiske regler. Herefter kan prospektet anvendes i alle de lande, hvor udbuddet skal foretages.

Ændringen af bestemmelsen medfører, at den gældende bestemmelse i § 11, stk. 2, 2. pkt. bliver overflødig. Det skyldes, at muligheden i det gældende 2. pkt. for at få godkendt et prospekt for et udbud, der falder under grænsen for prospektpligt, er indsat i den nye bestemmelses 1. led.

Begrebet udbyder skal forstås i overensstemmelse med gældende ret, hvorefter der ved udbyder forstås den fysiske eller juridiske person, der udbyder de pågældende omsættelige værdipapirer, jf. Folketingstidende 2016-17, A, L 155 som fremsat, side 100.

Til nr. 6 (§ 58 a i lov om kapitalmarkeder)

Meddelelsespligten for operatører af et reguleret marked og udbydere af en dataindberetningstjenestes eksterne revisor er ikke reguleret i dag.

Det foreslås, at pålægge en pligt for en ekstern revisor for en operatør af et reguleret marked eller en udbyder af en dataindberetningstjeneste om straks at meddele Finanstilsynet om ethvert forhold og enhver afgørelse vedrørende selskabet, som revisor bliver vidende om under udøvelsen af hvervet som revisor, og som kan udgøre en væsentlig overtrædelse af lovbestemmelser eller forskrifter, som fastsætter betingelserne for meddelelse af tilladelse eller som særlig vedrører selskabets virksomhed, jf. § 58 a, stk. 1, nr. 1 .

Ifølge den foreslåede § 58 a, stk. 1, nr. 2 indtræder pligten tillige ved forhold, som påvirker selskabets fortsatte aktivitet.

Endelig foreslås det i § 58 a, stk. 1, nr. 3 at pligten tillige indtræder hvis revisor bliver vidende om forhold der kan føre til nægtelse af at påtegne regnskabet eller til, at konklusionen modificeres. Betingelserne finder anvendelse alternativt.

Lovforslaget gennemfører artikel 77, stk. 1, i MiFID II i lov om kapitalmarkeder. Bestemmelsen omhandler krav til ekstern revisors meddelelsespligt.

I praksis vil der straks skulle gives meddelelse fra den eksterne revisor til Finanstilsynet, hvis den eksterne revisor for en operatør af et reguleret marked eller en udbyder af en dataindberetningstjeneste eksempelvis opdager alvorlige problemer med - eller væsentlig risiko for alvorlige problemer med - tekniske funktioner, IT-sikkerhed eller manglende styring af væsentlige processer, jf. § 58 a, stk. 1, nr. 1 og 2.

Endvidere skal den eksterne revisor straks meddele Finanstilsynet, hvis revisor vil nægte at påtegne regnskabet eller modificere konklusionen i revisionspåtegningen på regnskabet for en operatør af et reguleret marked eller en udbyder af en dataindberetningstjeneste, jf. § 58 a, stk. 1, nr. 3.

Straks betyder, at den eksterne revisor skal give meddelelse til Finanstilsynet med det samme, den pågældende har den fornødne viden om forhold omfattet af bestemmelsen. Den eksterne revisor kan således ikke vente til der er bedre tid eller på udarbejdelse af dokumenter m.v.

Det foreslås i stk. 2, at udstrække meddelelsespligten til tillige at omfatte ethvert forhold og enhver afgørelse, omfattet af stk. 1, som den eksterne revisor bliver vidende om som ekstern revisor for et selskab, der har snævre forbindelser med operatøren af et reguleret marked eller udbyderen af en dataindberetningstjeneste.

Det betyder, at hvis en revisor for et selskab, der eksempelvis besidder 20 procent af kapitalen i en operatør af et reguleret marked eller en udbyder af en dataindberetningstjeneste, ved revisionen af selskabet opdager, at der er forhold hos operatøren af det regulerede marked eller udbyderen af dataindberetningstjenesten, som kan udgøre en væsentlig overtrædelse af lovbestemmelser eller forskrifter, som fastsætter betingelserne for meddelelse af tilladelse, eller som særlig vedrører operatøren af det regulerede marked eller udbyderen af en dataindberetningstjenestes virksomhed, jf. § 58 a, stk. 1, nr. 1, eller der er forhold, som kan påvirke operatøren af det regulerede marked eller udbyder af en dataindberetningstjenestes fortsatte virksomhed, jf. § 58 a, stk. 1, nr. 2, eller forhold, som kan føre til nægtelse af at påtegne regnskabet eller til, at konklusionen modificeres for operatøren af det regulerede marked eller udbyderen af dataindberetningstjenesten, jf. § 58 a, stk. 1, nr. 3, så skal revisor straks give meddelelse herom til Finanstilsynet, jf. § 58 a, stk. 2.

Ved snævre forbindelser forstås en situation, hvor to eller flere fysiske eller juridiske personer er knyttet til hinanden gennem kapitalinteresser (besiddelser af mindst 20 procent af stemmerettighederne eller kapitalen i en virksomhed direkte eller gennem kontrol), koncernforhold (moder- og dattervirksomheder), eller en situation, hvor de fysiske eller juridiske personer er fast knyttet til samme person i et kontrolforhold.

En operatør af et reguleret marked er defineret i lovens § 3, stk. 1, nr. 7, som en fysisk eller juridisk person, der er meddelt tilladelse efter §§ 59 eller 127, og hvis virksomhed består i at drive et reguleret marked.

En udbyder af dataindberetningstjenester er defineret i lovens § 3, stk. 1, nr. 13, som en godkendt offentliggørelsesordning (APA), en udbyder af konsolideret løbende handelsinformation (CTP) eller en godkendt indberetningsmekanisme (ARM).

Til nr. 7 (§ 105 i lov om kapitalmarkeder)

Det følger af den gældende § 105 i lov om kapitalmarkeder, at erhvervsministeren fastsætter regler om egnetheds- og hensigtsmæssighedsvurderinger, pligt til at udføre ordrer på de for kunden mest gunstige betingelser og øvrige regler for behandling af kundeordrer, der gennemføres via en organiseret handelsfacilitet (OHF). Bestemmelsen er endnu ikke anvendt.

Det foreslås, at bemyndigelsen i § 105 udvides, så bemyndigelsen også kan anvendes af erhvervsministeren til at udstede regler om generelle principper om investorbeskyttelse og oplysninger til kunder. Herved sikres det, at reglerne i bekendtgørelse nr. 747 af 7. juni 2017 om investorbeskyttelse ved værdipapirhandel, der fastsætter de grundlæggende regler om investorbeskyttelse på værdipapirhandelsområdet, kan udvides til at omfatte ordrer, der gennemføres via en organiseret handelsfacilitet.

Den foreslåede ændring gennemfører art. 20, stk. 8, i MiFID II.

Til nr. 8 (§ 211, stk. 2, nr. 9, i lov om kapitalmarkeder)

§ 211, stk. 2, i lov om kapitalmarkeder angiver de direktiver og forordninger, som Finanstilsynet påser overholdelsen af.

Der foreslås indført et nyt nr. i § 211, stk. 2, hvoraf følger, at Finanstilsynet påser overholdelsen af SFTR.

Bestemmelsen er ny og gennemfører artikel 16, stk. 1, artikel 22, 26 og 28 i SFTR. Artikel 16, stk. 1, fastsætter ved henvisning til en række forordninger og direktiver på det finansielle område, hvem der skal være kompetent myndighed til at påse overholdelsen af SFTR. I Danmark vil det i medfør af henvisningerne være Finanstilsynet, der skal udpeges som kompetent myndighed. Artikel 22 fastsætter, at de kompetente myndigheder skal have mulighed for at pålægge administrative sanktioner og foranstaltninger for overtrædelse af SFTR, herunder mulighed for med navns nævnelse at offentliggøre en overtrædelse af forordningen, jf. nærmere herom i artikel 26. Artikel 28 indeholder sanktioner og andre foranstaltninger for overtrædelser af artikel 13 og 14.

Med den foreslåede bestemmelse får Finanstilsynet kompetence til at påse, om fysiske og juridiske personer, for hvem forordningen finder anvendelse, jf. artikel 2 i SFTR, overholder de forpligtelser, der følger af SFTR.

I forbindelse med udførelsen af sit tilsyn får Finanstilsynet også mulighed for at anvende de beføjelser, der eksempelvis er nævnt i §§ 214 og 215, i lov om kapitalmarkeder. § 214 vedrører Finanstilsynets mulighed for at kræve alle oplysninger m.v., som Finanstilsynet skønner nødvendige for Finanstilsynets virksomhed eller til afgørelse af, om der er sket en overtrædelse af reglerne i SFTR. § 215 omhandler Finanstilsynets mulighed for uden retskendelse at kunne foretage tilsyns- og kontrolundersøgelser på forretningssteder hos virksomheder omfattet af SFTR. Se nærmere herom i bemærkningerne til § 215, jf. Folketingstidende 2016-2017, A, L 155 som fremsat, side 308 ff.

Finanstilsynet får med bestemmelsen bl.a. også mulighed for at give påbud for overtrædelser af forordningen, jf. § 220, stk. 1, i lov om kapitalmarkeder, og efterfølgende at offentliggøre et påbud til en virksomhed eller en fysisk person, jf. § 234, stk. 1, i lov om kapitalmarkeder. Se nærmere om Finanstilsynets mulighed for offentliggørelse af reaktioner i medfør af kapitalmarkedsloven i bemærkningerne til §§ 234 -240, jf. Folketingstidende 2016-2017, A, L 155 som fremsat, side 339 ff.

Til nr. 9 (§ 244, stk. 1 i lov om kapitalmarkeder)

Med bestemmelsen ophæves § 244, stk. 1. i lov om kapitalmarkeder.

Bestemmelsen i stk. 1, fastlægger bl.a., at en digital meddelelse anses for at være kommet frem, når den er tilgængelig for adressaten for meddelelsen.

Den foreslåede § 244 a, fastlægger, at en digital meddelelse anses for at være kommet frem, når den er tilgængelig for adressaten for meddelelsen. Bestemmelsen viderefører den gældende § 244, stk. 1, uden indholdsmæssige ændringer og er alene af lovtekniske hensyn flyttet til den foreslåede bestemmelse i § 244 a.

Til nr. 10 (§ 244 a i lov om kapitalmarkeder)

Med § 244 a videreføres den gældende § 244, stk. 1, jf. de særlige bemærkninger til lovforslagets § 2 nr. 9.

Den generelle fravigelse af underskrivelseskravet blev indført i forvaltningsloven ved lov nr. 1624 af 26. december 2013 om ændring af forvaltningsloven, lov om Politiets Efterretningstjeneste (PET) og lov om Forsvarets Efterretningstjeneste (FE).

Efter § 32 b i forvaltningsloven, skal de dokumenter, der udgår fra en forvaltningsmyndighed til borgere, virksomheder m.v. i en sag, hvori der er eller vil blive truffet afgørelse, være forsynet med en personlig underskrift eller være udformet på en måde, der i øvrigt sikrer en entydig identifikation af den, som er afsender af dokumentet, og at dokumentet er endeligt. Bestemmelsen gælder, jf. forvaltningslovens § 32 b, stk. 2 og 3, ikke for dokumenter, hvor der anvendes automatisk sagsbehandling eller for dokumenter hvorved der kvitteres, rykkes eller foretages andre sagsbehandlingsskridt, der ikke er væsentlige.

Bestemmelsen i forvaltningslovens § 32 b regulerer således det samme område som den nuværende bestemmelse i § 244 a i lov om kapitalmarkeder hvorfor den nuværende udgår af loven.

I den foreslåede bestemmelse fastsættes det, hvornår en digital meddelelse anses for at være kommet frem til adressaten, dvs. til modtageren af meddelelsen.

For meddelelser, der sendes til Finanstilsynet, er den pågældende tilsynsmyndighed adressat for meddelelsen. For meddelelser, som tilsynsmyndigheden sender, er den pågældende virksomhed eller person, som meddelelsen sendes til, adressat for meddelelsen.

Udtrykket »en digital meddelelse« bruges om en hvilken som helst skriftlig kommunikation, som foretages digitalt, herunder også en afgørelse, som sendes via mail, via den offentlige digitale postløsning eller på anden digital måde.

En digital meddelelse anses for at være kommet frem, når meddelelsen er tilgængelig digitalt for adressaten. Dette svarer til, at et papirbrev anses for at være kommet frem, når det pågældende brev er lagt i adressatens fysiske postkasse. Det er uden betydning, om eller hvornår adressaten gør sig bekendt med indholdet af meddelelsen.

En meddelelse vil normalt blive anset for at være tilgængelig digitalt, selvom den pågældende ikke kan skaffe sig adgang til meddelelsen, såfremt dette skyldes hindringer, som det er op til den pågældende at overvinde.

Fremkomsttidspunktet er bl.a. afgørende for, hvornår forvaltningsakter, herunder afgørelser fra en myndighed, får de tilsigtede retsvirkninger. Det antages for eksempel, at afgørelser i almindelighed skal meddeles til deres adressat for at få de tilsigtede retsvirkninger, og at meddelelsen er sket, når afgørelsen er kommet frem til den, som afgørelsen retter sig til.

Fremkomsttidspunktet er normalt også afgørende for, om en indberetning eller lignende til en myndighed anses for rettidig.

En meddelelse vil normalt anses for at være kommet frem til tilsynsmyndigheden på det tidspunkt, hvor meddelelsen er tilgængelig for tilsynsmyndigheden, dvs. når tilsynsmyndigheden kan behandle meddelelsen. Dette tidspunkt vil normalt blive registreret automatisk i en modtagelsesanordning eller et datasystem. En meddelelse, der først er tilgængelig efter kl. 24.00, anses normalt først for modtaget den dag, meddelelsen er tilgængelig.

Kan modtagelsestidspunktet for en digital meddelelse til en myndighed ikke fastlægges som følge af problemer med myndighedens it-system eller andre lignende problemer (sammenbrud i den digitale signaturs infrastruktur, generelle strømafbrydelser, generelle problemer hos myndighedens internetudbyder o.l.), må meddelelsen anses for at være kommet frem på det tidspunkt, hvor meddelelsen blev afsendt, hvis der kan fremskaffes pålidelige oplysninger om afsendelsestidspunktet.

Opstår problemerne tæt på fristen for indgivelse af meddelelsen, og kan problemerne føre til, at fristen med rimelighed ikke kan overholdes, anses meddelelsen for at være kommet frem inden for fristen, hvis den er tilgængelig for myndigheden inden for en rimelig tid efter, at forhindringen er ophørt. Det vil således ikke komme afsenderen til skade, at indberetningen m.v. modtages efter fristens udløb, hvis dette skyldes systemnedbrud hos myndigheden.

En meddelelse fra en myndighed vil normalt være tilgængelig for modtageren, når adressaten (borgeren eller virksomheden m.v.) vil kunne fremkalde meddelelsen på en almindeligt fungerende computer tilsluttet internettet med almindeligt tilgængelige programmer og dermed gøre sig bekendt med meddelelsens indhold.

Det er i den forbindelse uden betydning, om adressaten for myndighedens meddelelse har bragt sig i stand til at tilgå meddelelsen f.eks. hvis modtageren af en meddelelse, som myndigheden har sendt til den pågældende via den offentlige digitale postløsning, ikke har skaffet sig den fornødne offentlige digitale signatur til at modtage meddelelser i den offentlige digitale postløsning, eller at modtageren i sit elektroniske system har installeret anordninger (spamfiltre, firewalls m.v.), som afviser at modtage meddelelser.

Det er endvidere uden betydning, om adressaten oplever, at vedkommendes egen computer ikke fungerer, eller at vedkommende har mistet koden til sin digitale signatur eller oplever lignende hindringer, som det er op til adressaten at overvinde.

En meddelelse vil blive anset for at være tilgængelig, selvom den pågældende ikke kan skaffe sig adgang til meddelelsen, hvis dette skyldes hindringer, som det er op til den pågældende at overvinde. Som eksempler herpå kan nævnes, at den pågældendes egen computer ikke fungerer, eller den pågældende har mistet koden til sin digitale signatur.

Til nr. 11 (§ 247 i lov om kapitalmarkeder)

Meddelelsespligten for ekstern revisor for operatører af et reguleret marked og udbydere af en dataindberetningstjeneste, er ikke reguleret i dag.

§ 247 i lov om kapitalmarkeder er en straffebestemmelse, og det er i bestemmelsen angivet, hvilke overtrædelser af lov om kapitalmarkeder, der kan straffes med bøde.

Med lovforslaget, foreslås at tilføje en henvisning til den foreslåede § 58 a, hvorefter den eksterne revisors tilsidesættelse af meddelelsespligten kan straffes med bøde. I praksis vil Finanstilsynet straffe førstegangsforseelser, der ikke er grove, med påbud. Ved gentagne, eller grove overtrædelser, af bestemmelsen kan bødestraf anvendes.

Ansvarssubjektet i forhold til overtrædelser af § 58 a, er den eksterne revisor, da meddelelsespligten i medfør af lovforslagets § 2, nr. 6 påhviler den enkelte eksterne revisor.

Ved ekstern revisor forstås den revisor, som er valgt på selskabets generalforsamling til at forestå revisionen, eller som er udpeget af det valgte revisionsfirma, og som underskriver revisionspåtegningen på selskabets årsregnskab. Det betyder, at det er den valgte/udpegede eksterne revisor, og ikke det revisionsfirma revisoren repræsenterer, der kan straffes med bøde, hvis revisor tilsidesætter sin meddelelsespligt.

Det følger af § 255, stk. 3, i lov om kapitalmarkeder, at der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel. Det fremgår af § 27, stk. 1, 1. pkt., i straffeloven, at strafansvar for en juridisk person forudsætter, at der inden for dens virksomhed er begået en overtrædelse, der kan tilregnes en eller flere til den juridiske person knyttede personer eller den juridiske person som sådan.

Til nr. 12 (§ 253 b, i lov om kapitalmarkeder)

Den foreslåede bestemmelse i § 253 b, stk. 1, fastlægger, hvilke overtrædelser af reglerne i SFTR der straffes med bøde.

§ 253 b, stk. 2, fastlægger, hvilke overtrædelser af reglerne i SFTR der kan straffes med bøde eller fængsel i indtil 4 måneder.

Bestemmelsen er ny og gennemfører artikel 22, stk. 6, i SFTR, hvorefter medlemslandene kan beslutte ikke at fastsætte regler om administrative sanktioner og andre administrative foranstaltninger for overtrædelse af bestemmelser, der i forvejen er underlagt strafferetlige sanktioner i henhold til national ret. Derudover gennemfører bestemmelsen artikel 28, hvorefter sanktioner og andre foranstaltninger, der er indført i henhold til UCITS-direktivet og FAIF-direktivet skal finde anvendelse på overtrædelser af artikel 13 og 14.

Det følger af § 255, stk. 3, i lov om kapitalmarkeder, at der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter 5. kapitel i straffeloven. Af § 27, stk. 1, 1. pkt., i straffeloven fremgår, at strafansvar for en juridisk person forudsætter, at der inden for dens virksomhed er begået en overtrædelse, der kan tilregnes en eller flere til den juridiske person knyttede personer eller den juridiske person som sådan.

I de tilfælde, hvor de strafbelagte bestemmelser omhandler pligter eller forbud for virksomheden, er de mulige ansvarssubjekter virksomheden og/eller en eller flere personer med tilknytning til virksomheden, hvilket oftest er medlemmer af ledelsen. Ved valg af ansvarssubjekt er det udgangspunktet, at tiltalen rejses mod den juridiske person. Der kan i en række tilfælde være anledning til – ud over tiltalen mod den juridiske person – tillige at rejse tiltale mod en eller flere fysiske personer, såfremt den eller de pågældende har handlet forsætligt eller udvist grov uagtsomhed.

En fysisk person kan endvidere gøres ansvarlig, i det omfang en strafbar handling er udført på vegne af og til gavn for den juridiske person.

Ved udmåling af bøder efter § 253 b, skal der lægges vægt på overtrædelsens grovhed og gerningsmandens økonomiske forhold. For overtrædelser begået af juridiske personer lægges ved vurderingen af gerningsmandens økonomiske forhold vægt på virksomhedens nettoomsætning på gerningstidspunktet. For overtrædelser begået af fysiske personer lægges vægt på den pågældendes indtægtsforhold på gerningstidspunktet. Dette følger af § 255, stk. 5, i lov om kapitalmarkeder.

For en nærmere beskrivelse af udmålingen af bøder henvises i øvrigt til de specielle bemærkninger til § 255, stk. 5, i lov om kapitalmarkeder, jf. Folketingstidende 2016-2017, A, L 155 som fremsat, side 380ff.

Det foreslås i stk. 1, at overtrædelse af artikel 4, stk. 1, 4-6 og 9-10, og artikel 15, stk. 1-2, i SFTR straffes med bøde, medmindre højere straf er forskyldt efter den øvrige lovgivning.

Nedenfor anføres en uddybende beskrivelse af indholdet af de enkelte artikler, herunder forpligtelser vedrørende de enkelte artikler i SFTR, der strafbelægges med lovforslaget:

Artikel 4, stk. 1, i SFTR indeholder en indberetningspligt for modparter i værdipapirfinansieringstransaktioner. Oplysningerne skal omfatte oplysninger om enhver værdipapirfinansieringstransaktion, som de har indgået, og enhver ændring eller ophævelse heraf og skal gives til et transaktionsregister, der er registeret i henhold til artikel 5 eller anerkendt i henhold til artikel 19 i SFTR. Oplysningerne skal indberettes senest den første arbejdsdag efter transaktionens indgåelse, ændring eller ophævelse. Artikel 4, stk. 1, 2. afsnit, angiver, hvornår indberetningspligten, som fastsat i første afsnit, gælder for værdipapirfinansieringstransaktioner.

Ansvarssubjektet for overtrædelse af artikel 4, stk. 1, er ifølge artikel 4, stk. 3, 1. pkt., den finansielle modpart, når den finansielle modpart indgår en værdipapirfinansieringstransaktion med en ikkefinansiel modpart, som på balancetidspunktet ikke overskrider grænserne for mindst to af de tre kriterier i artikel 3, stk. 3, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/34/EU. Den finansielle modpart er i dette tilfælde ansvarlig for indberetning på vegne af begge modparter.

Da der i artikel 4, stk. 1, er tale om en indberetningspligt, vil det være objektivt konstaterbart, om pligten er overholdt.

Ifølge artikel 4, stk. 3, 2. pkt., er ansvarssubjektet administrationsselskabet på vegne af investeringsinstituttet, hvis investeringsinstituttet, der administreres af administrationsselskabet, er modpart i værdipapirfinansieringstransaktioner.

Afslutningsvist er ansvarssubjektet ifølge artikel 4, stk. 3, 3. pkt., den FAIF, der forvalter en alternativ investeringsfond (AIF) som er modpart i værdipapirfinansieringstransaktionen. Det vil eksempelvis udgøre en overtrædelse af bestemmelsen, hvis ansvarssubjektet ikke foretager en indberetning eller foretager en mangelfuld eller fejlagtig indberetning.

Artikel 4, stk. 4, i SFTR indeholder en pligt for modparter til at føre en fortegnelse indeholdende oplysninger om enhver værdipapirfinansieringstransaktion, de har indgået, ændret eller ophævet, i mindst fem år efter transaktionens ophævelse.

Ansvarssubjektet for overtrædelse af artikel 4, stk. 4, er modparter som forstået efter artikel 3, stk. 1, nr. 2), i SFTR. Det vil eksempelvis udgøre en overtrædelse af bestemmelsen, hvis ansvarssubjektet ikke fører eller fører en mangelfuld fortegnelse indeholdende oplysninger om værdipapirfinansieringstransaktioner. Det vil endvidere udgøre en overtrædelse af bestemmelsen, hvis fortegnelsen ikke opbevares i fem år.

Artikel 4, stk. 4, indeholder en pligt til at føre en fortegnelse og opbevare informationer. Det vil være objektivt konstaterbart, om pligten er overholdt.

Artikel 4, stk. 5, i SFTR indeholder en pligt for modparterne til at sikre, at oplysninger om værdipapirfinansieringstransaktioner indberettes til ESMA, i de tilfælde hvor der ikke findes et transaktionsregister, der kan registrere disse oplysninger.

Ansvarssubjektet for overtrædelse af bestemmelsen er modparter som forstået efter artikel 3, stk. 1, nr. 2), i SFTR. Det vil eksempelvis udgøre en overtrædelse af bestemmelsen, hvis ansvarssubjektet ikke indberetter oplysningerne til ESMA.

Artikel 4, stk. 5, indeholder en indberetningspligt og det vil være objektivt konstaterbart, om pligten er overholdt.

Artikel 4, stk. 6, i SFTR indeholder en pligt for transaktionsregistre til bl.a. at overholde de relevante bestemmelser om fortrolighed, integritet og beskyttelse af oplysninger, for så vidt angår de oplysninger, der modtages i henhold til denne artikel.

Ansvarssubjektet for overtrædelse af bestemmelsen er transaktionsregistre. Det vil eksempelvis udgøre en overtrædelse af bestemmelsen, hvis ansvarssubjektet ikke sikrer oplysningernes fortrolighed.

Artikel 4, stk. 6, indeholder en pligt til bl.a. at sikre overholdelse af de relevante bestemmelser om fortrolighed, integritet og beskyttelse af oplysninger. Det vil være muligt at konstatere overtrædelse af bestemmelsen, ved at vurdere hvorvidt transaktionsregisteret er indrettet sådan, at disse forpligtelser overholdes. Der er dermed også her tale om objektivt konstaterbare forhold.

Artikel 4, stk. 9, i SFTR pålægger ESMA at udarbejde udkast til tekniske gennemførelsesstandarder med henblik på at sikre en ensartet anvendelse af artikel 4 og sikre overensstemmelse med den indberetning, der foretages i henhold til artikel 9 i forordning (EU) nr. 648/2012 og internationalt vedtagne standarder. Dette har foreløbigt udmøntet sig i udformningen af ”Udkast til teknisk gennemførelsesstandarder om indhold af indberetninger til transaktionsregistre efter SFTR” (Draft RTS on the details of reports to be reported to TRs under SFTR), som blev offentliggjort af ESMA den 31. marts 2017 i ”Final Report – Technical standards under SFTR and certain amendments to EMIR”. Udkastet indeholder krav til indholdet af de indberetninger til transaktionsregistre, som skal foretages efter SFTR. For at sikre ensartet anvendelse af forordningens artikel 4 indeholder udkastet et bilag med et skema, som skal anvendes ved indberetning til transaktionsregistre.

Artikel 4, stk. 10, i SFTR pålægger ESMA at udarbejde udkast til tekniske gennemførelsesstandarder med henblik på at sikre ensartede betingelser for anvendelsen af artikel 4, stk. 1, og så vidt muligt sikre overensstemmelse med den indberetning, der foretages i henhold til artikel 9 i forordning (EU) nr. 648/2012, og for at sikre harmonisering af formater mellem transaktionsregistre. Dette har foreløbig udmøntet sig i udformningen af ”Udkast til teknisk gennemførelsesstandarder om format og hyppighed af indberetninger til transaktionsregistre efter SFTR” (Draft ITS on format and frequency of the reports to TRs under SFTR), som blev offentliggjort af ESMA den 31. marts 2017 i ”Final Report – Technical standards under SFTR and certain amendments to EMIR”. Udkastet indeholder krav til format og hyppighed af indberetninger til transaktionsregistre. Udkastet indeholder i bilaget skemaer, som skal anvendes ved indberetninger.

Artikel 15, stk. 1, i SFTR angiver de betingelser, der skal være opfyldt, før en modpart har ret til at genanvende et finansielt instrument, der er modtaget som sikkerhed. Artikel 15, stk. 1, 2. pkt., angiver, at den modtagende modpart mindst skriftligt skal underrette modparten om de risici og konsekvenser, der kan opstå i tilfælde af den modtagende parts misligholdelse.

Ansvarssubjektet for overtrædelse af bestemmelsen er den modtagende modpart, som forstået efter artikel 3, stk. 1, nr. 2), i SFTR. Det vil eksempelvis udgøre en overtrædelse af bestemmelsen, hvis den modtagende modpart ikke skriftligt underretter modparten om de risici og konsekvenser, der kan være forbundet med at give samtykke til ret til anvendelse af sikkerhed, der er stillet i henhold til en aftale om sikkerhedsstillelse i form af pantsætning, jf. artikel 15, stk. 1, litra a.

Artikel 15, stk. 2, i SFTR angiver to betingelser, der mindst begge skal være opfyldt, for at en modpart kan udøve sin ret til at genanvende et finansielt instrument. Betingelserne er, at genanvendelsen skal finde sted i overensstemmelse med betingelserne i aftalen om sikkerhedsstillelse, jf. artikel 15, stk. 1, litra b, i SFTR og at de finansielle instrumenter, der modtages i henhold til en aftale om sikkerhedsstillelse, overføres fra kontoen tilhørende den modpart, der stiller sikkerheden.

Ansvarssubjektet for overtrædelse af bestemmelsen er modparter som forstået efter artikel 3, stk. 1, nr. 2), i SFTR. Det vil eksempelvis udgøre en overtrædelse af bestemmelsen, hvis modparten ikke sikrer, at genanvendelsen finder sted i overensstemmelse med betingelserne i aftalen om sikkerhedsstillelse, jf. stk. 1, litra b), i bestemmelsen.

Med forslaget indføres mulighed for at give bødestraf for overtrædelser af de forpligtelser, der følger af artikel 4, stk. 1, 4-6 og 9-10, og artikel 15, stk. 1-2, og som påhviler juridiske og fysiske personer i henhold til SFTR.

Det foreslås i stk. 2 at fastsætte en hjemmel til straf for overtrædelse af artikel 13 og 14 i SFTR.

Bestemmelsen gennemfører artikel 28 i forordningen, hvorefter medlemslandene skal fastsætte sanktioner og foranstaltninger for overtrædelse af artikel 13 og 14 tilsvarende dem, der er fastsat for overtrædelse af UCITS-direktivet og FAIF-direktivet.

UCITS-direktivet er implementeret i lov om finansiel virksomhed for så vidt angår investeringsforvaltningsselskaber og lov om investeringsforeninger m.v. for så vidt angår. investeringsselskaber. Straffebestemmelserne er § 373 i lov om finansiel virksomhed, hvor straffen er bøde eller fængsel i indtil 4 måneder, og § 190 i lov om investeringsforeninger m.v., hvor straffen er bøde. FAIF-direktivet er implementeret i FAIF-loven. Straffebestemmelsen er § 190 i denne lov, hvor straffen er bøde eller fængsel indtil 4 måneder. På den baggrund lægges der med forslaget op til at strafbelægge artikel 13 og 14 i SFTR med bøde eller fængsel indtil 4 måneder.

Nedenfor anføres en uddybende beskrivelse af indholdet af de enkelte artikler, herunder forpligtelser vedrørende de enkelte artikler i SFTR, der strafbelægges med lovforslaget:

Artikel 13, stk. 1, i SFTR indeholder et oplysningskrav til investeringsinstitutters administrationsselskaber, investeringsinstitutters investeringsselskaber og FAIF’er. Oplysningskravet indbefatter, at de skal oplyse deres investorer om deres brug af værdipapirfinansieringstransaktioner og total return swapspå en måde, som er nærmere defineret i artiklens litra a) og b). En total return swap er en swap, hvor den ene part betaler foruddefinerede betalinger baseret på en fast eller variabel rente, og den anden part foretager betalinger, som baserer sig på et underliggende aktivs cashflow og værdiændringer.

For investeringsinstitutters administrationsselskaber og investeringsinstitutters investeringsselskaber gælder det, at oplysningerne skal gives i halvårs- og årsberetninger, jf. artikel 68 i direktiv 2009/65/EF. For FAIF’er gælder det, at oplysningerne skal gives i årsrapporten, jf. artikel 22 i direktiv 2011/61/EU.

Ansvarssubjektet for overtrædelse af bestemmelsen er investeringsinstitutters administrationsselskaber, investeringsinstitutters investeringsselskaber og FAIF’er. Det vil eksempelvis udgøre en overtrædelse af bestemmelsen, hvis et investeringsinstituts administrationsselskab, et investeringsinstituts investeringsselskaber eller en FAIF undlader at give de oplysninger til deres investorer, som kræves efter bestemmelsen.

Artikel 13, stk. 2, i SFTR indeholder krav til, hvilke data oplysningerne om værdipapirfinansieringstransaktioner og total return swaps skal indeholde. Oplysningerne skal indeholde de data, der er anført i afdeling A i bilaget til SFTR.

Ansvarssubjektet for overtrædelse af bestemmelsen er investeringsinstitutters administrationsselskaber, investeringsinstitutters investeringsselskaber og FAIF’er. Det vil eksempelvis udgøre en overtrædelse, hvis et investeringsinstituts administrationsselskab, et investeringsinstituts investeringsselskaber eller en FAIF ikke giver de oplysninger, der kræves efter bestemmelsen til deres investorer.

Artikel 13, stk. 3, i SFTR giver ESMA mulighed for at udarbejde udkast til tekniske gennemførelsesstandarder med henblik på at sikre ensartet offentliggørelse af data. Heri kan der tages hensyn til de særlige karakteristika ved forskellige typer af værdipapirfinansieringstransaktioner og total return swaps samt udviklingen inden for markedspraksis. I modsætning til andre beføjelser til at udarbejde tekniske gennemførelsesstandarder i SFTR er denne bemyndigelsen frivillig. ESMA har vurderet, at offentliggørelseskravene i bilaget til SFTR giver en tilstrækkelig tydelig basis for anvendelse af UCITS og AIF’er. Ydermere vurderer ESMA, at der ikke er nogen markedspraksis angående offentliggørelseskravene, som kan begrunde, at der udarbejdes udkast til tekniske gennemførelsesstandarder. ESMA er af denne grund af den opfattelse, at yderligere specificering af offentliggørelseskravene i bilaget til SFTR ikke vil være hensigtsmæssig på nuværende tidspunkt. ESMA vil dog overvåge udviklingen i markedspraksis såvel som kvaliteten af de indberettede data for at fastslå, hvorvidt bemyndigelsen skal anvendes fremadrettet. Disse overvejelser fremgår af s. 16-17 i ”Final Report – Technical standards under SFTR and certain amendments to EMIR” som offentliggjort af ESMA den 31. marts 2017.

Artikel 14, stk. 1, i SFTR indeholder et indholdskrav til investeringsinstitutters prospekt. Indholdskravet betyder, at det i prospektet skal oplyses, hvilke værdipapirfinansieringstransaktioner og total return swaps henholdsvis investeringsinstitutters administrationsselskab eller investeringsinstitutters investeringsselskaber og FAIF’er har tilladelse til at bruge, og det skal klart fremgå, at disse transaktioner og instrumenter anvendes.

Ansvarssubjektet for overtrædelse af bestemmelsen er investeringsinstitutter. Det vil eksempelvis udgøre en overtrædelse, hvis et investeringsinstituts prospekt ikke indeholder oplysninger om, hvilke værdipapirfinansieringstransaktioner og total return swaps som henholdsvis investeringsinstitutters administrationsselskab eller investeringsinstitutters investeringsselskaber og FAIF’er har tilladelse til at bruge.

Artikel 14, stk. 2, i SFTR indeholder krav til, hvilke informationer prospekter og oplysninger til investorer, jf. stk. 1, skal omfatte. Prospekterne og oplysningerne til investorerne skal indeholde de informationer, der er anført i afdeling B i bilaget til SFTR.

Ansvarssubjektet for overtrædelse af bestemmelsen er investeringsinstitutter. Det vil eksempelvis udgøre en overtrædelse af bestemmelsen, hvis prospekter og oplysninger til investorer, jf. artikel 14, stk. 1, ikke omfatter de informationer, der er anført i afdeling B i bilaget til SFTR.

Artikel 14, stk. 3, i SFTR giver ESMA mulighed for at udarbejde udkast til tekniske gennemførelsesstandarder. Dette kan ske for at afspejle udviklingen inden for markedspraksis eller for at sikre ensartet offentliggørelse af data. I modsætning til andre beføjelser til at udarbejde tekniske gennemførelsesstandarder i SFTR er denne bemyndigelse frivillig. ESMA har vurderet, at offentliggørelseskravene i bilaget til SFTR giver en tilstrækkelig tydelig base for anvendelse af UCITS og AIF’er. Ydermere vurderer ESMA, at der ikke er nogen markedspraksis angående offentliggørelseskravene, som kan begrunde, at der udarbejdes udkast til tekniske gennemførelsesstandarder. ESMA er af denne grund af den opfattelse, at yderligere specificering af offentliggørelseskravene i bilaget til SFTR ikke vil være hensigtsmæssig på nuværende tidspunkt. ESMA vil dog overvåge udviklingen i markedspraksis såvel som kvaliteten af de indberettede data for at fastslå, hvorvidt bemyndigelsen skal anvendes fremadrettet. Disse overvejelser fremgår af s. 16-17 i ”Final Report – Technical standards under SFTR and certain amendments to EMIR” som offentliggjort af ESMA den 31. marts 2017.