Lov om ændring af lov om finansiel virksomhed, hvidvaskloven, lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v. og forskellige andre love (Styrket indsats mod hvidvask m.v. i den finansielle sektor, indførelse af nye former for alternative investeringsfonde, ændring af grænsen for prospektpligt m.v.) § 1

Til nr. 1 (§ 1, stk. 2, 1. pkt. i lov om finansiel virksomhed)

Det følger af § 1, stk. 2, 1. pkt., at for finansielle holdingvirksomheder og forsikringsholdingvirksomheder finder §§ 6, 6 a og 6 b, § 43, stk. 1, kapitel 7, § 64, stk. 6, §§ 70 og 71, § 75, § 79 a, §§ 117, 175 a og 179-181, kapitel 13, §§ 344, 345, 346, 347, 347 a, 347 b, 348 og 348 a, § 350, stk. 4, §§ 355 og 357, § 361, stk. 1, nr. 4 og 9, og stk. 2, § 368, stk. 2 og 3, stk. 4, nr. 1, og stk. 5, og §§ 369, 370, 372, 373, 373 a og 374 anvendelse. For finansielle holdingvirksomheder finder §§ 77 a-77 d, §§ 170-175, §§ 176-178, § 266, stk. 2, § 274, stk. 3, og §§ 310, 312, 312 a og 313-313 b desuden anvendelse. For forsikringsholdingvirksomheder finder §§ 175 b og 175 c desuden anvendelse. For finansielle holdingvirksomheder og blandede holdingvirksomheder finder §§ 71 b, 177 a og 182 b-182 f, § 245 a, stk. 3, §§ 245 b, 260 og 271, § 274, stk. 4, og § 344 d desuden anvendelse. For blandede holdingvirksomheder finder § 264, stk. 3, nr. 11, §§ 344 og 345, § 347, stk. 1, og §§ 355, 372 og 373 desuden anvendelse.

.

Med dette lovforslags § 1, nr. 13, nyaffattes kravene til egnethed og hæderlighed i § 64, stk. 1-4, i lov om finansiel virksomhed. Det foreslås at ophæve de gældende § 64, stk. 1-4 og samle kravene til egnethed og hæderlighed i et nyt § 64, stk. 1, jf. de specielle bemærkninger til § 1, nr. 13. Som konsekvens heraf foreslås det at ændre henvisningen til § 64, stk. 6, til § 64, stk. 3, i lov om finansiel virksomhed § 1, stk. 2.

Til nr. 2 (§ 1, stk. 6, i lov om finansiel virksomhed)

Ifølge § 1, stk. 6, i lov om finansiel virksomhed gælder §§ 6, 6 a, 6 b, 33, 43, 77e, § 347, stk. 1, og § 348 for tjenesteydelser med værdipapirhandel ydet her i landet af kreditinstitutter og investeringsselskaber, der er meddelt tilladelse i et land uden for Den Europæiske Union, som Unionen ikke har indgået aftale med på det finansielle område, og for hvilket land Kommissionen ikke har vedtaget en afgørelse som omhandlet i artikel 47, stk. 1, i MiFIR, eller hvor en sådan afgørelse ikke længere er gyldig.

Det følger af bestemmelsen i § 1, stk. 6, at bl.a. § 33, der indeholder krav om tilladelse for sådanne tredjelandsselskaber, der ønsker at udøve tjenesteydelser med værdipapirhandel her i landet, og § 43 der indeholder regler om god skik, gælder for de pågældende virksomheder.

Med lovforslaget foreslås § 1, stk. 6 , ændret, så for tjenesteydelser med værdipapirhandel ydet her i landet af kreditinstitutter og investeringsselskaber, der er meddelt tilladelse i et land uden for Den Europæiske Union, som Unionen ikke har indgået aftale med på det finansielle område, finder §§ 6, 6a, 6b, 33, 43, 46 a og 46 b, § 347, stk. 1, § 348 og § 373, stk. 3 og 5 anvendelse.

§ 46 a i lov om finansiel virksomhed, der gennemfører artikel 24, stk. 7, litra a, i MiFID II, indeholder nærmere regler for, hvornår en værdipapirhandler må meddele sin kunde, at værdipapirhandlerens investeringsrådgivning sker på uafhængigt grundlag. Dette er tilfældet, hvis der rådgives om et bredt udsnit af finansielle instrumenter, som er på markedet, og som er forskellige med hensyn til type og udstedere eller produktudbydere. De finansielle instrumenter, der rådgives om, må desuden ikke være begrænset til finansielle instrumenter, der er udstedt eller udbudt af værdipapirhandleren selv eller af andre juridiske personer, der enten har snævre forbindelser med værdipapirhandleren eller har så tætte juridiske eller økonomiske forbindelser med værdipapirhandleren, at dette kan indebære en risiko for at svække det uafhængige grundlag for den ydede rådgivning.

Bestemmelsens formål er at sikre, at kundens investeringsmål imødekommes på passende vis.

§ 46 b i lov om finansiel virksomhed, der gennemfører artikel 24, stk. 7, litra b, og artikel 24, stk. 8, i MiFID II, indeholder et forbud for en værdipapirhandler mod at modtage og beholde gebyrer, provisioner eller andre penge- og naturalieydelser, der betales af tredjemand eller en person, som handler på tredjemands vegne, ved uafhængig investeringsrådgivning og skønsmæssig porteføljepleje.

Bestemmelsens formål er at hindre interessekonflikter og skabe en bedre gennemsigtighed i forhold til de betalinger, som ikke kommer direkte fra kunden til værdipapirhandleren.

Om baggrunden for de pågældende bestemmelser og en nærmere beskrivelse af disse henvises til de specielle bemærkninger til § 2, nr. 3, i lovforslag nr. L 159 af 30. marts 2016 om ændring af om ændring af lov om værdipapirhandel m.v., lov om finansiel virksomhed, lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v., straffeloven og retsplejeloven (Ændringer som følge af forordningen om markedsmisbrug samt gennemførelse af regler om provisionsbetalinger m.v. fra tredjeparter og oplysninger om omkostninger m.v. i direktivet om markeder for finansielle instrumenter (MiFID II)), Folketingstidende A 2015-16, L 159 som fremsat, s. 50-53.

Ifølge § 373, stk. 3, i lov om finansiel virksomhed straffes bl.a. en finansiel virksomhed, der ikke efterkommer et påbud, der er givet i medfør af bl.a. § 348, stk. 2, 1. pkt., med bøde.

Det følger af § 27 i straffeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 977 af 9. august 2017 (straffeloven), at strafansvar for en juridisk person forudsætter, at der inden for dens virksomhed er begået en overtrædelse, der kan tilregnes en eller flere til den juridiske person knyttede personer eller den juridiske person som sådan.

I de tilfælde, hvor de strafbelagte bestemmelser omhandler pligter eller forbud for virksomheden er de mulige ansvarssubjekter for straf ved overtrædelse af bestemmelserne virksomheden, jf. § 373, stk. 5, i lov om finansiel virksomhed, og/eller en eller flere personer med tilknytning til virksomheden, oftest ledelsen. Der vil således kunne rejses tiltale mod virksomheden alene eller mod både virksomheden og en eller flere personer med tilknytning til virksomheden, og endelig vil der også kunne rejses tiltale mod en eller flere personer med tilknytning til virksomheden alene. Udgangspunktet er tiltale mod virksomheden for overtrædelsen, men dette kan kombineres med tiltale mod en eller flere personer med tilknytning til virksomheden, hvis en eller nogle af disse personer, har medvirket forsætligt eller groft uagtsomt til overtrædelsen, og denne ikke er af underordnet karakter. Der skal som udgangspunkt ikke rejses tiltale mod underordnede ansatte.

Med de foreslåede ændringer stilles der samme krav ved uafhængig rådgivning og skønsmæssig porteføljepleje, uanset om værdipapirhandleren udøver de pågældende investeringsservice her i landet på baggrund af en dansk tilladelse hertil eller om virksomheden er et tredjelandsselskab, der har tilladelse til at udøve tjenesteydelser med værdipapirhandel her i landet i medfør af § 33 i lov om finansiel virksomhed.

Til nr. 3 (§ 5, stk. 1, nr. 67, i lov om finansiel virksomhed)

I dag er det kun pengeinstitutter, der kan sælge eller rådgive om strukturerede indlån. Strukturerede indlån er et struktureret investeringsprodukt, som i modsætning til andre strukturerede investeringer, f.eks. strukturerede obligationer, ikke tidligere har været omfattet af investorbeskyttelseslovgivningen på EU-plan. Strukturerede indlån er ikke i dag defineret i lov om finansiel virksomhed.

Det foreslås, at indføre en definition af strukturerede indlån i lov om finansiel virksomhed, hvorefter der ved struktureret indlån forstås indlån, som defineret i artikel 2, stk. 1, nr. 3, litra c, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/49/EF om indskudsgarantiordninger, som skal tilbagebetales fuldt ud ved forfald under anvendelse af bestemmelser om, at en eventuel rente eller præmie betales (eller er i fare) efter en formel, der omfatter faktorer såsom et indeks eller en kombination af indekser, bortset fra indlån med variabel rente, hvis afkast er direkte knyttet til et renteindeks såsom EURIBOR eller LIBOR, et finansielt instrument eller en kombination af finansielle instrumenter, en råvare eller en kombination af råvarer eller andre materielle eller immaterielle ikke-omsættelige aktiver eller en valutakurs eller en kombination af valutakurser.

Definitionen implementerer artikel 4, stk. 1, nr. 43, i MiFID II. Der foretages en direktivnær implementering.

Til nr. 4 (§ 6, stk. 3, i lov om finansiel virksomhed)

§ 6 stk. 3, fastlægger, at en digital meddelelse anses for at være kommet frem, når den er tilgængelig for adressaten for meddelelsen.

Det foreslås at ophæve § 6, stk. 3.

Ophævelsen skal ses i lyset af, at der i lovforslagets § 1, nr. 4, indsættes en tilsvarende bestemmelse i § 6 a i lov om finansiel virksomhed.

Til nr. 5 (§ 6 a i lov om finansiel virksomhed)

Efter § 6 a i lov om finansiel virksomhed kan erhvervsministeren fastsætte regler om, at Finanstilsynet og de øvrige myndigheder, jf. § 6, stk. 1, kan udstede afgørelser og andre dokumenter efter loven eller efter regler udstedt i medfør af loven uden underskrift, med maskinelt eller på tilsvarende måde gengivet underskrift, eller under anvendelse af en teknik, der sikrer entydig identifikation af den, som har udstedt afgørelsen eller dokumentet. Sådanne afgørelser og dokumenter sidestilles med afgørelser og dokumenter med personlig underskrift.

Endvidere kan erhvervsministeren efter bestemmelsens stk. 2, fastsætte regler om, at afgørelser og andre dokumenter, der udelukkende er truffet eller udstedt på grundlag af elektronisk databehandling, kan udstedes alene med angivelse af den pågældende myndighed som afsender.

Bemyndigelsen i den gældende lovs § 6 a er ikke udnyttet af erhvervsministeren.

Bestemmelsen blev indsat med lov nr. 1231 af 18. december 2012 om ændring af forskellige lovbestemmelser om obligatorisk digital kommunikation m.v. Begrundelsen for at indsætte bestemmelsen var, at der ikke i forvaltningsloven på daværende tidspunkt var en bestemmelse omhandlende en generel fravigelse af underskriftskravet.

Den generelle fravigelse af underskrivelseskravet blev indført i forvaltningsloven ved lov nr. 1624 af 26. december 2013 om ændring af forvaltningsloven, lov om Politiets Efterretningstjeneste (PET) og lov om Forsvarets Efterretningstjeneste (FE).

Efter § 32 b i forvaltningsloven, skal de dokumenter, der udgår fra en forvaltningsmyndighed til borgere, virksomheder m.v. i en sag, hvori der er eller vil blive truffet afgørelse, være forsynet med en personlig underskrift eller være udformet på en måde, der i øvrigt sikrer en entydig identifikation af den, som er afsender af dokumentet, og at dokumentet er endeligt. Bestemmelsen gælder, jf. forvaltningslovens § 32 b, stk. 2 og 3, ikke for dokumenter, hvor der anvendes automatisk sagsbehandling eller for dokumenter hvorved der kvitteres, rykkes eller foretages andre sagsbehandlingsskridt, der ikke er væsentlige.

Bestemmelsen i forvaltningslovens § 32 b regulerer således det samme område som den nuværende bestemmelse i lov om finansiel virksomhed § 6 a.

Det foreslås i § 6 a , at en digital meddelelse anses for at være kommet frem, når den er tilgængelig for adressaten for meddelelsen.

For meddelelser, der sendes til Finanstilsynet, er den pågældende tilsynsmyndighed adressat for meddelelsen. For meddelelser, som tilsynsmyndigheden sender, er den pågældende virksomhed eller person, som meddelelsen sendes til, adressat for meddelelsen.

Udtrykket »en digital meddelelse« bruges om en hvilken som helst skriftlig kommunikation, som foretages digitalt, herunder også en afgørelse, som sendes via mail, via den offentlige digitale postløsning eller på anden digital måde.

En digital meddelelse anses for at være kommet frem, når meddelelsen er tilgængelig digitalt for adressaten. Dette svarer til, at et papirbrev anses for at være kommet frem, når det pågældende brev er lagt i adressatens fysiske postkasse. Det er uden betydning, om eller hvornår adressaten gør sig bekendt med indholdet af meddelelsen.

En meddelelse vil normalt blive anset for at være tilgængelig digitalt, selvom den pågældende ikke kan skaffe sig adgang til meddelelsen, såfremt dette skyldes hindringer, som det er op til den pågældende at overvinde.

Fremkomsttidspunktet er bl.a. afgørende for, hvornår forvaltningsakter, herunder afgørelser fra en myndighed, får de tilsigtede retsvirkninger. Det antages f.eks., at afgørelser i almindelighed skal meddeles til deres adressat for at få de tilsigtede retsvirkninger, og at meddelelsen er sket, når afgørelsen er kommet frem til den, som afgørelsen retter sig til.

Fremkomsttidspunktet er normalt også afgørende for, om en indberetning eller lignende til en myndighed anses for rettidig.

En meddelelse vil normalt anses for at være kommet frem til tilsynsmyndigheden på det tidspunkt, hvor meddelelsen er tilgængelig for tilsynsmyndigheden, dvs. når tilsynsmyndigheden kan behandle meddelelsen. Dette tidspunkt vil normalt blive registreret automatisk i en modtagelsesanordning eller et datasystem. En meddelelse, der først er tilgængelig efter kl. 24.00, anses normalt først for modtaget den dag, meddelelsen er tilgængelig.

Kan modtagelsestidspunktet for en digital meddelelse til en myndighed ikke fastlægges som følge af problemer med myndighedens it-system eller andre lignende problemer (sammenbrud i den digitale signaturs infrastruktur, generelle strømafbrydelser, generelle problemer hos myndighedens internetudbyder o.l.), må meddelelsen anses for at være kommet frem på det tidspunkt, hvor meddelelsen blev afsendt, hvis der kan fremskaffes pålidelige oplysninger om afsendelsestidspunktet.

Opstår problemerne tæt på fristen for indgivelse af meddelelsen, og kan problemerne føre til, at fristen med rimelighed ikke kan overholdes, anses meddelelsen for at være kommet frem inden for fristen, hvis den er tilgængelig for myndigheden inden for en rimelig tid efter, at forhindringen er ophørt. Det vil således ikke komme afsenderen til skade, at indberetningen m.v. modtages efter fristens udløb, hvis dette skyldes systemnedbrud hos myndigheden.

En meddelelse fra en myndighed vil normalt være tilgængelig for modtageren, når adressaten (borgeren eller virksomheden m.v.) vil kunne fremkalde meddelelsen på en almindeligt fungerende computer tilsluttet internettet med almindeligt tilgængelige programmer og dermed gøre sig bekendt med meddelelsens indhold.

Det er i den forbindelse uden betydning, om adressaten for myndighedens meddelelse har bragt sig i stand til at tilgå meddelelsen f.eks. hvis modtageren af en meddelelse, som myndigheden har sendt til den pågældende via den offentlige digitale postløsning, ikke har skaffet sig den fornødne offentlige digitale signatur til at modtage meddelelser i den offentlige digitale postløsning, eller at modtageren i sit elektroniske system har installeret anordninger (spamfiltre, firewalls m.v.), som afviser at modtage meddelelser.

Det er endvidere uden betydning, om adressaten oplever, at vedkommendes egen computer ikke fungerer, eller at vedkommende har mistet koden til sin digitale signatur eller oplever lignende hindringer, som det er op til adressaten at overvinde.

En meddelelse vil blive anset for at være tilgængelig, selvom den pågældende ikke kan skaffe sig adgang til meddelelsen, hvis dette skyldes hindringer, som det er op til den pågældende at overvinde. Som eksempler herpå kan nævnes, at den pågældendes egen computer ikke fungerer, eller den pågældende har mistet koden til sin digitale signatur.

Til nr. 6 (§ 9 a, stk. 2, nr. 1, i lov om finansiel virksomhed)

En tilknyttet agent må markedsføre fondsmæglerselskabets, pengeinstituttets eller realkreditinstituttets ydelser. Der er efter bestemmelsens ordlyd ingen begrænsninger i hvilke ydelser, som en tilknyttet agent må markedsføre.

Med lovforslaget nyaffattes bestemmelsen i § 9 a, stk. 2, nr. 1 , i lov om finansiel virksomhed. Det foreslås, at en tilknyttet agent, jf. stk. 1, kan Markedsføre fondsmæglerselskabets, pengeinstituttets eller realkreditinstituttets investeringsservice og accessoriske tjenesteydelser.

Det vil efter lovændringen alene være muligt for en tilknyttet agent at markedsføre investeringsservice og accessoriske tjenesteydelser, som er udbudt af fondsmæglerselskabets, pengeinstituttets eller realkreditinstituttet.

Ved begrebet investeringsservice forstås de aktiviteter, der er nævnt i bilag 4, afsnit A, til lov om finansiel virksomhed, dog bortset fra nr. 3, handel for egen regning med ethvert af de i bilag 5 nævnte instrumenter.

Begrebet accessoriske tjenesteydelser er defineret i § 5, stk. 1, nr. 53, som tjenesteydelser, der er nævnt i bilag 4, afsnit B i lov om finansiel virksomhed.

Bestemmelsen implementerer art. 4, nr. 29, i MiFID II.

Til nr. 7 (§ 9a, stk. 3, i lov om finansiel virksomhed)

Penge- og realkreditinstitutter samt fondsmæglerselskaber kan i henhold til § 9 a, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed udpege fysiske eller juridiske personer som tilknyttede agenter. En tilknyttet agent kan udføre en eller flere aktiviteter på vegne af den virksomhed, som agenten er blevet udpeget af, jf. § 9 a, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed.

Med lovforslaget indsættes et nyt stykke 3, hvorefter agenter tilknyttet et pengeinstitut eller et fondsmæglerselskab kan sælge eller rådgive om strukturerede indlån. Den foreslåede bestemmelse finder anvendelse i det omfang, pengeinstituttet eller fondsmæglerselskabet opfattes som formidler af det strukturerede indlån, jf. betragtning nr. 40 til præamblen i MiFID II. Forslaget gennemfører dele af artikel 1, stk. 4, litra b, MiFID II, hvorefter artikel 29, bortset fra stk. 2, andet afsnit, i MiFID II om agenter finder tilsvarende anvendelse på strukturerede indlån.

Bestemmelsen finder ikke anvendelse for realkreditinstitutter.

Ved strukturerede indlån forstås indlån som skal tilbagebetales fuldt ud ved forfald under anvendelse af bestemmelser om, at en eventuel rente eller præmie betales (eller er i fare) efter en formel, der omfatter faktorer såsom et indeks eller en kombination af indekser, bortset fra indlån med variabel rente, hvis afkast er direkte knyttet til et renteindeks såsom EURIBOR eller LIBOR, et finansielt instrument eller en kombination af finansielle instrumenter, en råvare eller en kombination af råvarer eller andre materielle eller immaterielle ikke-omsættelige aktiver eller en valutakurs eller en kombination af valutakurser, jf. § 5, stk. 1, nr. 67 i lov om finansiel virksomhed, jf. lovforslagets § 1, nr. 3.

For nærmere information om § 9 a i lov om finansiel virksomhed og baggrunden for bestemmelsen henvises til de specielle bemærkninger til § 1, nr. 28, i lov om ændring af lov om finansiel virksomhed, lov om finansielle rådgivere og boligkreditformidlere og forskellige andre love, jf. Folketingstidende 2017-2018, A, L 156 som fremsat, side 46.

Til nr. 8 (§ 33 a, stk. 3, nr. 7, i lov om finansiel virksomhed)

Et udenlandsk kreditinstitut eller investeringsselskab, der er meddelt tilladelse i et land uden for Den Europæiske Union, som Unionen ikke har indgået aftale med på det finansielle område, skal have tilladelse fra Finanstilsynet til at yde investerings-service eller udføre investeringsaktiviteter med eller uden accessoriske tjenesteydelser her i landet gennem en filial. Finanstilsynet giver tilladelse, når det bl.a. er godtgjort, at filialen vil være i stand til at opfylde kravene i bl.a. § 72, stk. 1, 2 og 5.

Med lovforslaget forslås indsat et nyt stk. 4 i § 72. Som følge heraf bliver § 72, stk. 5 til § 72, stk. 6, hvorfor henvisningen i § 33 a, stk. 3, nr. 7, ændres i overensstemmelse hermed.

Til nr. 9 (overskriften før § 38 i lov om finansiel virksomhed)

Overskriften før § 38 i lov om finansiel virksomhed omfatter danske finansielle virksomheders virksomhed i udlandet.

Der indsættes med lovforslagets § 1, nr. 10, en ny § 38 b. Den foreslåede bestemmelse omhandler finansieringsinstitutter, som er datterselskab af et pengeinstitut eller realkreditinstitut eller er et fællesejet selskab af flere pengeinstitutter eller af flere realkreditinstitutter.

Et finansieringsinstitut er ikke en finansiel virksomhed og derfor ikke omfattet af den eksisterende overskrift før § 38 i lov om finansiel virksomhed.

Det foreslås at ændre overskriften så det fremgår, at afsnittet vedrører regler for Danske finansielle virksomheders og visse finansieringsinstitutters virksomhed i udlandet.

Til nr. 10 (§ 38 b, i lov om finansiel virksomhed)

Finansieringsinstitutter kan frit etablere sig i Danmark uden tilladelse efter lov om finansiel virksomhed, da institutterne ikke er omfattet af lovens krav om tilladelse for at kunne udøve virksomhed. Ligeledes kan finansieringsinstitutter i dag etablere en filial i et andet land under hensyntagen til gældende national regulering.

Finansieringsinstitutter er defineret i § 5, stk. 1, nr. 6, i lov om finansiel virksomhed.

Det foreslås at indsætte en ny § 38 b i lov om finansiel virksomhed.

Det foreslås med § 38 b, stk. 1, 1. pkt. , at et finansieringsinstitut, som er datterselskab af et pengeinstitut eller realkreditinstitut eller er et fællesejet selskab af flere pengeinstitutter eller af flere realkreditinstitutter, skal give meddelelse til Finanstilsynet forud for, at finansieringsinstituttet påbegynder aktiviteter gennem en filial i et andet medlemsland inden for Den Europæiske Union eller et land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område.

Begrebet filial er defineret i § 5, stk. 1, nr. 21, i lov om finansiel virksomhed.

Det foreslås med § 38 b, stk. 1, 2. pkt. , at finansieringsinstituttet sammen med meddelelsen til Finanstilsynet skal sende de oplysninger, som er nævnt i § 38, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed, og oplyse størrelsen og sammensætningen af finansieringsinstituttets kapitalgrundlag.

Oplysningerne i § 38, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed er hvilket land filialen ønskes etableret i, en beskrivelse af filialens virksomhed, filialens adresse, og navnene på filialens ledelse.

Med kapitalgrundlagets sammensætning menes andelen af henholdsvis egentlig kernekapital og supplerende kapital.

Ved indsendelse af oplysning til Finanstilsynet efter § 38 b, stk. 1, nr. 2, skal finansieringsinstituttet anvende oplysningerne fra det seneste årsregnskab.

Endelig foreslås det med § 38 b, stk. 2 , at Finanstilsynet forpligtes til at videresende de modtagne oplysninger og oplysninger om moderselskabernes risikoeksponeringsbeløb til værtslandets tilsynsmyndigheder senest 3 måneder efter modtagelsen af alle disse oplysninger. Ved værtsland forstås det land, som filialen etableres i.

Finanstilsynet modtager oplysninger om moderselskabets risikoeksponering, jf. § 5, stk. 6, nr. 18 i lov om finansiel virksomhed, gennem moderselskabets løbende rapportering.

Den foreslåede § 38 b implementerer artikel 35, stk. 3, 3. afsnit, i CRD IV.

Til nr. 11 (§ 46 a, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed)

Lov om finansiel virksomhed § 46 a regulerer, hvornår en værdipapirhandler, der yder investeringsrådgivning, må oplyse over for sine kunder, at investeringsrådgivningen sker på et uafhængigt grundlag. Værdipapirhandleren må oplyse dette, hvis værdipapirhandleren rådgiver om et bredt udsnit af finansielle instrumenter, som er på markedet, og som er forskellige med hensyn til type og udstedere eller produktudbydere. De finansielle instrumenter, der rådgives om, må desuden ikke være begrænset til finansielle instrumenter, der er udstedt eller udbudt af værdipapirhandleren selv eller af andre juridiske personer, der enten har snævre forbindelser med værdipapirhandleren eller har så tætte juridiske eller økonomiske forbindelser med værdipapirhandleren, at dette kan indebære en risiko for at svække det uafhængige grundlag for den ydede rådgivning.

Det foreslås at indsætte et nyt stykke 2 i § 46 a i lov om finansiel virksomhed, hvorefter bestemmelserne også finder anvendelse på pengeinstitutter og fondsmæglerselskaber, der rådgiver om strukturerede indlån. Bestemmelsen finder anvendelse i det omfang, pengeinstituttet eller fondsmæglerselskabet opfattes som formidler af strukturerede indlån, jf. betragtning nr. 40 til præamblen i MiFID II.

Formålet med forslaget er at sikre, at bestemmelserne finder samme anvendelse på strukturerede indlån som på andre strukturerede produkter og på den måde sikre en ensartet investorbeskyttelse på såvel produktniveau som på EU-plan. Forslaget gennemfører dele af artikel 1, stk. 4, litra b, MiFID II, hvorefter bl.a. artikel 24 i MiFID II tillige finder anvendelse på strukturerede indlån.

Bestemmelsen finder ikke anvendelse for realkreditinstitutter.

Ved strukturerede indlån forstås indlån som skal tilbagebetales fuldt ud ved forfald under anvendelse af bestemmelser om, at en eventuel rente eller præmie betales (eller er i fare) efter en formel, der omfatter faktorer såsom et indeks eller en kombination af indekser, bortset fra indlån med variabel rente, hvis afkast er direkte knyttet til et renteindeks såsom EURIBOR eller LIBOR, et finansielt instrument eller en kombination af finansielle instrumenter, en råvare eller en kombination af råvarer eller andre materielle eller immaterielle ikke-omsættelige aktiver eller en valutakurs eller en kombination af valutakurser, jf. § 5, stk. 1, nr. 67 i lov om finansiel virksomhed, jf. lovforslagets § 1, nr. 3.

For nærmere information om § 46 a i lov om finansiel virksomhed og baggrunden for bestemmelserne henvises til de specielle bemærkninger til § 2, nr. 3, i lov om ændring af lov om værdipapirhandel m.v., lov om finansiel virksomhed, lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v., straffeloven og retsplejeloven, jf. Folketingstidende 2015-16, A, L 159 som fremsat, side 50-53.

Til nr. 12 (§ 46 b, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed)

Lov om finansiel virksomhed § 46 b indeholder et forbud for en værdipapirhandler mod at modtage og beholde gebyrer, provisioner eller andre penge- og naturalieydelser, der betales af tredjemand eller en person, som handler på tredjemands vegne, når værdipapirhandleren yder uafhængig investeringsrådgivning og skønsmæssig porteføljepleje.

Det foreslås at indsætte et nyt stykke 2, hvorefter bestemmelserne også finder anvendelse på pengeinstitutter og fondsmæglerselskaber, der rådgiver om strukturerede indlån. De foreslåede bestemmelser finder anvendelse i det omfang, pengeinstituttet eller fondsmæglerselskabet opfattes som formidler af strukturerede indlån, jf. betragtning nr. 40 til præamblen i MiFID II.

Formålet med forslaget er at sikre, at bestemmelserne finder samme anvendelse på strukturerede indlån som på andre strukturerede produkter og på den måde sikre en ensartet investorbeskyttelse på såvel produktniveau som på EU-plan. Forslaget gennemfører dele af artikel 1, stk. 4, litra b, MiFID II, hvorefter bl.a. artikel 24 i MiFID II tillige finder anvendelse på strukturerede indlån.

Bestemmelsen finder ikke anvendelse for realkreditinstitutter.

Ved strukturerede indlån forstås indlån som skal tilbagebetales fuldt ud ved forfald under anvendelse af bestemmelser om, at en eventuel rente eller præmie betales (eller er i fare) efter en formel, der omfatter faktorer såsom et indeks eller en kombination af indekser, bortset fra indlån med variabel rente, hvis afkast er direkte knyttet til et renteindeks såsom EURIBOR eller LIBOR, et finansielt instrument eller en kombination af finansielle instrumenter, en råvare eller en kombination af råvarer eller andre materielle eller immaterielle ikke-omsættelige aktiver eller en valutakurs eller en kombination af valutakurser, jf. § 5, stk. 1, nr. 67 i lov om finansiel virksomhed, jf. lovforslagets § 1, nr. 3.

For nærmere information om § 46 b i lov om finansiel virksomhed og baggrunden for bestemmelserne henvises til de specielle bemærkninger til § 2, nr. 3, i lov om ændring af lov om værdipapirhandel m.v., lov om finansiel virksomhed, lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v., straffeloven og retsplejeloven, jf. Folketingstidende 2015-16, A, L 159 som fremsat, side 50-53.

Til nr. 13 (§ 64, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed)

§ 64, stk. 1-4, i den gældende lov om finansiel virksomhed fastlægger kravene til egnethed og hæderlighed for et medlem af bestyrelsen eller direktionen i en finansiel virksomhed.

Ifølge den gældende bestemmelse om kravene til bestyrelsesmedlemmers og direktørers egnethed og hæderlighed skal medlemmer af en finansiel virksomheds bestyrelse og direktion på tidspunktet for meddelelse af tilladelse eller på tidspunktet for indtræden i ledelsen for en eksisterende finansiel virksomhed, opfylde visse krav til egnethed og hæderlighed. Til opfyldelse af regelsættet skal personer, der indtræder som bestyrelsesmedlem eller direktør i en finansiel virksomhed, afgive nogle oplysninger til Finanstilsynet. Oplysningerne indgår i Finanstilsynets bedømmelse af, om vedkommende er egnet og hæderlig i den finansielle lovgivnings forstand.

Efter § 64, stk. 1, skal et ledelsesmedlem i en finansiel virksomhed til enhver tid have tilstrækkelig viden, faglig kompetence og erfaring til at bestride stillingen eller hvervet.

Efter § 64, stk. 2, skal ledelsesmedlemmet derudover til enhver tid have et tilstrækkelig godt omdømme og udvise hæderlighed, integritet og uafhængighed i forbindelse med udførelsen af sit arbejde.

Efter § 64, stk. 3, nr. 1, må et ledelsesmedlem ikke være pålagt strafansvar for overtrædelse af straffeloven, den finansielle lovgivning eller anden relevant lovgivning, hvis overtrædelsen indebærer risiko for, at hvervet eller stillingen ikke kan varetages på betryggende måde.

Et ledelsesmedlem må heller ikke have indgivet begæring om rekonstruktionsbehandling, konkurs eller gældssanering eller være under rekonstruktionsbehandling, konkursbehandling eller gældssanering, jf. § 64, stk. 3, nr. 2.

Et ledelsesmedlem må endvidere ikke på grund af sin økonomiske situation eller via et selskab, som medlemmet ejer, deltager i driften af eller har en væsentlig indflydelse på, have påført eller påføre den finansielle virksomhed tab eller risiko for tab, jf. § 64, stk. 3, nr. 3.

Endelig må et ledelsesmedlem ikke have udvist eller udvise en adfærd, hvor der er grund til at antage, at vedkommende ikke vil varetage hvervet eller stillingen på forsvarlig måde, jf. § 64, stk. 3, nr. 4.

Det følger af § 64, stk. 4, at der ved vurderingen af, om et ledelsesmedlem lever op til kravene i stk. 2 og stk. 3, nr. 1, 3 og 4, skal lægges vægt på hensynet til at opretholde tilliden til den finansielle sektor.

Opfylder et medlem af en ansøgende finansiel virksomheds bestyrelse eller direktion ikke kravene til egnethed og hæderlighed, kan Finanstilsynet nægte at give tilladelse til drift af finansiel virksomhed, jf. 14, stk. 1, nr. 2, i lov om finansiel virksomhed. For så vidt angår eksisterende finansielle virksomheder kan Finanstilsynet påbyde virksomheden at afsætte direktøren eller bestyrelsesmedlemmet at nedlægge sit hverv, jf. § 351, stk. 1. og 2, i lov om finansiel virksomhed. Efterleves et sådant påbud ikke, kan Finanstilsynet inddrage den finansielle virksomheds tilladelse i medfør af § 351, stk. 10, i lov om finansiel virksomhed.

Det foreslås at ophæve det gældende § 64, stk. 1-4, således at kravene til ledelsesmedlemmers egnethed og hæderlighed samles i et nyt § 64, stk. 1 .

Det foreslås i nr. 1 , at et medlem af bestyrelsen og direktionen i en finansiel virksomhed skal have tilstrækkelig viden, faglig kompetence og erfaring til at kunne varetage hvervet eller stillingen. Det foreslåede nr. 1 svarer til egnethedskravet i § 64, stk. 1, i den gældende lov om finansiel virksomhed.

Kravene skal være opfyldt til enhver tid, hvilket indebærer, at kravene skal opfyldes fra det tidspunkt, hvor bestyrelsesmedlemmet eller direktøren tiltræder hvervet eller stillingen i den finansielle virksomhed og i hele den periode, hvori den pågældende person varetager hvervet eller stillingen. Når en person tiltræder et hverv som bestyrelsesmedlem eller en stilling som direktør for en finansiel virksomhed, påser Finanstilsynet, at vedkommende har tilstrækkelig viden, faglig kompetence og erfaring til at kunne udøve hvervet eller varetage stillingen i virksomheden og dermed, at den pågældende opfylder kravene.

Som hidtil opstilles der ikke generelle kriterier for, hvilke teoretiske eller praktiske krav personen skal opfylde. Disse varierer afhængigt af, om der er tale om en direktørpost eller et bestyrelseshverv samt hvilken type virksomhed, der er tale om. I vurderingen kan bl.a. indgå, om personen har en relevant uddannelse, om vedkommende har haft relevant ansættelse inden for den finansielle sektor, og om vedkommende har ledelseserfaring.

Der stilles i praksis mindre omfattende krav til et bestyrelsesmedlem end til en direktør, ligesom kravene er skærpede, hvis der er tale om en stor og kompleks finansiel virksomhed. Vurderingen af, om en person opfylder kravene i det foreslåede nr. 1, skal foretages med udgangspunkt i hvervet eller stillingen i den konkrete virksomhed. Det er således muligt, at en person på baggrund af dennes uddannelsesmæssige baggrund og hidtidige ledelseserfaring opfylder kravet om tilstrækkelig viden, faglig kompetence og erfaring til at lede et mindre, lokalt pengeinstitut, men at den pågældende ikke vil kunne opfylde kravet i forhold til en direktørpost i et stort landsdækkende pengeinstitut.

Som hidtil stilles der ikke et ubetinget krav om, at et bestyrelsesmedlem skal have særlig indsigt i finansielle virksomheders forhold. I visse tilfælde kan særlig indsigt i en anden branche eller i lokale forhold, som er relevante for den finansielle virksomhed, således være tilstrækkelig.

De øvrige kompetencer i bestyrelsen eller direktionen inddrages ikke i forbindelse med vurderingen af, om et bestyrelsesmedlem eller en direktør opfylder kravene i det foreslåede nr. 1.

Det foreslås i nr. 2 , at et medlem af bestyrelsen eller direktionen i en finansiel virksomhed skal have tilstrækkeligt godt omdømme og kunne udvise hæderlighed, integritet og tilstrækkelig uafhængighed ved varetagelsen af hvervet eller stillingen. Det foreslåede nr. 2 svarer til hæderlighedskrav i § 64, stk. 2, i den gældende lov om finansiel virksomhed.

Kravene i nr. 2 skal til enhver tid være opfyldt. Det indebærer, at kravene skal være opfyldt fra det tidspunkt, hvor bestyrelsesmedlemmet eller direktøren tiltræder hvervet eller stillingen og i hele den periode, hvori den pågældende person varetager hvervet eller stillingen. Når en person tiltræder som ledelsesmedlem, påser Finanstilsynet, om personen har et tilstrækkeligt godt omdømme, og om personen vil kunne udvise hæderlighed, integritet og tilstrækkelig uafhængighed ved varetagelse af hvervet eller stillingen. Finanstilsynet tager hensyn til, i hvilken type af virksomhed den pågældende besidder en direktions- eller bestyrelsespost.

Bestemmelsen har til formål at sikre, at de personer, der er en del af ledelsen i en finansiel virksomhed, har en høj standard, både når det gælder deres faglige og ledelsesmæssige kompetencer og i forhold til deres personlige adfærd. Det er derfor vigtigt, at ledelsesmedlemmer generelt udviser en høj grad af hæderlighed, integritet og tilstrækkelig uafhængighed ved varetagelse af hvervet eller stillingen. Kravet indebærer, at ledelsesmedlemmet skal udvise den fornødne uafhængighed set i forhold til den konkrete stilling eller det konkrete hverv i virksomheden. For bestyrelsesmedlemmer betyder det eksempelvis, at det enkelte bestyrelsesmedlem i tilstrækkelig grad skal kunne agere uafhængigt af den daglige ledelse i den finansielle virksomhed og således i tilstrækkelig grad kunne udfordre og overvåge direktionens arbejde. Tilsvarende betyder det for direktionsmedlemmer, at det enkelte medlem i tilstrækkelig grad løbende skal kunne overvåge, udfordre og føre tilsyn med ledende medarbejderes arbejde.

Et ledelsesmedlem anses for at have et godt omdømme, hvis andet ikke er påvist, og hvis der ikke er nogen grund til at nære begrundet tvivl om vedkommendes gode omdømme. Finanstilsynet lægger alle relevante oplysninger til grund for vurderingen af, om ledelsesmedlemmet har et godt omdømme. Ledelsesmedlemmet anses ikke for at have et godt omdømme, hvis vedkommendes personlige eller forretningsmæssige adfærd giver anledning til begrundet tvivl om vedkommendes evner til at sikre en sund og sikker ledelse af virksomheden.

Ved denne vurdering lægger Finanstilsynet bl.a. vægt på alle strafbare og administrative overtrædelser, inddragelse af tidligere tilladelser, licenser eller lignende, tidligere afskedigelser og baggrunden herfor. I vurderingen af ledelsesmedlemmets omdømme tager Finanstilsynet hensyn til alvoren af overtrædelsen, den tid der er gået siden overtrædelsen, personens opførsel siden en eventuel strafbar overtrædelse af loven og om der er tale om gentagelsestilfælde. Specielt i forhold til direktører vil det være vanskeligt at opretholde tilliden til vedkommende, hvis den virksomhed, som vedkommende leder, har modtaget gentagne påbud for samme overtrædelser af den finansielle lovgivning eller reglerne på hvidvaskområdet. Reglerne på hvidvaskområdet omfatter hvidvaskloven, de regler, der er udstedt i medfør heraf, og Europa-Parlamentets og Rådets forordninger indeholdende regler om finansielle sanktioner mod lande, personer, grupper, juridiske enheder eller organer.

Ved vurderingen af om et ledelsesmedlem lever op til kravene i det foreslåede nr. 2, skal der lægges vægt på hensynet til at opretholde tilliden til den finansielle sektor. Det er vigtigt at opretholde den finansielle sektors omdømme og det omgivende samfunds tillid til sektoren. Manglende tillid til enkelte ledelsesmedlemmer i dele af den finansielle sektor vil kunne have en afsmittende effekt på hele den finansielle sektors omdømme og tilliden til den samlede branche. Medlemmer af bestyrelsen og direktionen i en finansiel virksomhed skal derfor have et tilstrækkeligt godt omdømme i samfundet.

Som noget nyt skal der i forbindelse med afvejningen af dette tillidshensyn lægges vægt på ledelsesmedlemmets forståelse for den finansielle sektors særlige samfundsmæssige ansvar i relation til forebyggelse af hvidvask og terrorfinansiering. Har ledelsesmedlemmet eksempelvis før sin indtræden i ledelsen for den finansielle virksomhed været en del af ledelsen, complianceansvarlig eller udpeget som hvidvaskansvarlig i medfør af § 7, stk. 2, i hvidvaskloven i en virksomhed, der har overtrådt regler på hvidvaskområdet, skal denne overtrædelse og personens ansvar og adfærd i den forbindelse indgå i Finanstilsynets vurdering af personens hæderlighed i relation til den finansielle virksomhed, som personen ønsker at indtræde i ledelsen for.

En person har været en del af ledelsen, hvis personen har været bestyrelsesmedlem eller direktør i virksomheden eller har været øverst ansvarlig for det forretningsområde, hvor den adfærd, der førte til overtrædelse af regler på hvidvaskområdet, fandt sted. Ved Finanstilsynets afvejning af tillidshensynet skal der lægges vægt på karakteren og omfanget af overtrædelser af regler på hvidvaskområdet, og om der var tale om gentagne overtrædelser. Inddragelse af hensynet er som udgangspunkt ikke relevant ved vurderingen af, om et ledelsesmedlem i et skadesforsikringsselskab lever op til hæderlighedskravet, da skadesforsikringsselskaber ikke er omfattet af regler på hvidvaskområdet. Det foreslåede nr. 2 medfører ikke andre materielle ændringer i forhold til § 64, stk. 2, i den gældende lov om finansiel virksomhed.

Det foreslås i nr. 3, at et medlem af bestyrelsen eller direktionen i en finansiel virksomhed ikke må være pålagt strafansvar for overtrædelse af straffeloven, den finansielle lovgivning eller anden relevant lovgivning, hvis overtrædelsen indebærer risiko for, at vedkommende ikke kan varetage sit hverv eller sin stilling på betryggende måde.

Det betyder, at en person som udgangspunkt ikke kan være bestyrelsesmedlem eller direktør for en finansiel virksomhed, hvis personen er pålagt strafansvar for en overtrædelse af straffeloven eller anden lovgivning på det finansielle område, ligesom personen som udgangspunkt må forlade sin stilling eller sit hverv, hvis personen bliver pålagt strafansvar for sådanne overtrædelser, efter at personen er indtrådt i ledelsen for den finansielle virksomhed. Sker det ikke, kan Finanstilsynet i medfør af § 351, stk. 1 og 2, påbyde den finansielle virksomhed at afsætte en direktør eller give et bestyrelsesmedlem et påbud om at nedlægge sit hverv.

I vurderingen af, om en strafbar overtrædelse skal føre til, at den pågældende ikke kan udnævnes henholdsvis skal udtræde af ledelsen, vil det indgå, om det udviste forhold begrunder en nærliggende fare for efterfølgende misbrug af hvervet eller stillingen, eller om den pågældende har handlet på en så retsstridig og uetisk måde, at der er grundlag for at antage, at den pågældende ikke vil varetage hvervet eller stillingen som henholdsvis bestyrelsesmedlem eller direktør på betryggende vis. Herudover vil hensynet til at opretholde tilliden til den finansielle sektor indgå i vurderingen af, om en strafbar overtrædelse skal medføre, at det pågældende ledelsesmedlem ikke kan varetage hvervet eller stillingen. Som noget nyt vil også hensynet til at opretholde tilliden til det finansielle system, herunder særligt ledelsesmedlemmets forståelse for den finansielle sektors særlige samfundsmæssige ansvar i relation til forebyggelse af hvidvask og terrorfinansiering, indgå i vurderingen. Der henvises til de specielle bemærkninger til § 64, stk. 1, nr. 2, ovenfor. Det foreslåede nr. 3 medfører ikke andre materielle ændringer i forhold til § 64, stk. 3, nr. 1, i den gældende lov om finansiel virksomhed.

Det er ikke enhver overtrædelse af straffe- og særlovgivningen, der vil føre til en reaktion fra Finanstilsynets side. Efter Finanstilsynets praksis har bestyrelsesmedlemmer og direktører pligt til at indberette, hvis de er dømt for overtrædelse af straffelovens regler i kapitel 28 og 29 om berigelsesforbrydelser og andre strafbare formuekrænkelser eller overtrædelse af markedsmisbrugsforordningen (Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 596/2014/EU af 16. april 2014 om markedsmisbrug). Også andre overtrædelser af lovgivning af relevans for den finansielle sektor kan være omfattet af oplysningspligten. Det kan eksempelvis være overtrædelser af strafbelagte bestemmelser i hvidvask, skatte- og selskabslovgivningen. Finanstilsynet foretager en konkret vurdering af, om overtrædelsen skal føre til, at personen ikke anses for at leve op til hæderlighedskravet i det foreslåede nr. 3.

Er det strafbare forhold pådømt i udlandet, vil dette kunne anses for en overtrædelse af anden relevant lovgivning, som vil kunne begrunde Finanstilsynets indgriben efter det foreslåede nr. 3.

Det strafbare forhold skal være fastslået ved endelig dom eller ved, at bestyrelsesmedlemmet eller direktøren har vedtaget et bødeforlæg, jf. retsplejelovens § 832.

Finanstilsynet har i medfør af § 351, stk. 6, i lov om finansiel virksomhed mulighed for at kræve, at en person midlertidigt fjernes fra ledelsen eller som nøgleperson, allerede når der er rejst tiltale for overtrædelse i en straffesag, og indtil sagen er afgjort, hvis en domfældelse vil indebære, at den pågældende ikke længere opfylder kravene i nr. 3.

Det foreslås i nr. 4, at et medlem af bestyrelsen eller direktionen i en finansiel virksomhed ikke må have indgivet begæring om eller være under rekonstruktionsbehandling, konkurs eller gældssanering.

Det foreslås således, at et ledelsesmedlem ikke kan varetage hvervet eller stillingen som bestyrelsesmedlem eller direktør, hvis den pågældende har indgivet begæring om rekonstruktionsbehandling, konkurs eller gældssanering eller er under rekonstruktionsbehandling, konkurs eller gældssanering. Bestemmelsen indebærer, at Finanstilsynet kan gribe ind, uanset på hvilket stadie i rekonstruktionsbehandlingen eller de respektive insolvensbehandlinger vedkommende befinder sig.

Det foreslåede nr. 4 medfører ikke materielle ændringer i forhold til § 64, stk. 3, nr. 2, i den gældende lov om finansiel virksomhed.

Det foreslås i nr. 5, at et medlem af bestyrelsen eller direktionen i en finansiel virksomhed ikke må have påført eller påføre den finansielle virksomhed tab eller risiko for tab på grund af sin økonomiske situation eller via et selskab, som medlemmet ejer, deltager i driften af eller har en væsentlig indflydelse på.

Finanstilsynet kan nægte en person at indtræde i ledelsen af en virksomhed eller gribe ind over for et ledelsesmedlem, dersom den pågældendes økonomiske situation eller selskaber, som den pågældende ejer, eller hvori den pågældende deltager i driften, har påført den finansielle virksomhed tab eller risiko for tab. Det samme gør sig gældende, hvis en person, uden direkte at eje eller deltage i den formelle ledelse af en virksomhed, har væsentlig indflydelse på denne, og virksomheden har påført den finansielle virksomhed tab eller risiko for tab. Væsentlig indflydelse kan foreligge i de situationer, hvor en person ikke personligt ejer virksomheden, men har et nært forhold til ejeren og indflydelse på virksomheden qua denne forbindelse, f.eks. hvis det formelt er en ægtefælle, som ejer virksomheden. Der vil være tale om en konkret vurdering.

Det vil således være problematisk, hvis en person, hvis engagement har påført en finansiel virksomhed tab eller bragt virksomheden i risiko for at lide tab, samtidig deltager i ledelsen af denne virksomhed, idet det antages, at den pågældende ikke vil være i stand til at foretage tilstrækkelig objektive vurderinger. Der skal være tale om engagementer, som vedrører personen selv eller selskaber, som vedkommende har en personlig økonomiske interesse i. Det forhold, at eksempelvis et bestyrelsesmedlem også har en bestyrelsespost i en anden virksomhed, som den finansielle virksomhed har et forretningsmæssigt mellemværende med, og som har medført tab for den finansielle virksomhed, er som udgangspunkt i sig selv ikke nok til, at vedkommende vurderes ikke at være egnet og hæderlig.

Bestemmelsen omfatter f.eks. situationer, hvor et bestyrelsesmedlem eller en direktør ikke er i stand til at opfylde sine økonomiske forpligtelser, efterhånden som de forfalder, og herved påfører den finansielle virksomhed tab eller udsætter virksomheden for en tabsrisiko. Der anlægges i disse tilfælde en konkret vurdering af årsagen til, at engagementet blev nødlidende.

Hensynet til at opretholde tilliden til den finansielle sektor vil fortsat skulle indgå i vurderingen af, om ledelsesmedlemmets økonomiske situation skal medføre, at det pågældende ledelsesmedlem ikke kan varetage hvervet eller stillingen. Manglende tillid til et ledelsesmedlem, eksempelvis som følge af at det er offentlig kendt, at personen har rod i privatøkonomien, vil kunne have en afsmittende effekt på den finansielle sektors omdømme og tilliden til denne.

Det foreslåede nr. 5 medfører ikke materielle ændringer i forhold til § 64, stk. 3, nr. 3, i den gældende lov om finansiel virksomhed.

Det foreslås i nr. 6, at et medlem af bestyrelsen eller direktionen i en finansiel virksomhed ikke må have udvist en sådan adfærd, at der er grund til at antage, at vedkommende ikke vil varetage hvervet eller stillingen på forsvarlig måde.

Det foreslås således, at et ledelsesmedlem ikke kan varetage hvervet eller stillingen som bestyrelsesmedlem eller direktør, hvis den pågældende har udvist en sådan adfærd, at der er grund til at antage, at den pågældende ikke vil varetage hvervet eller stillingen på forsvarlig måde. Ved vurderingen af, om den pågældende har udvist en adfærd, hvor der er grund til at antage, at vedkommende ikke vil varetage hvervet eller stillingen på forsvarlig måde, vil der blive lagt vægt på hensynet til at opretholde tilliden til den finansielle sektor. Ved afvejning af dette tillidshensyn skal ledelsesmedlemmets adfærd i forhold til efterlevelse af regler på hvidvaskområdet indgå. Der henvises til de specielle bemærkninger til § 64, stk. 1, nr. 2, ovenfor.

Bestemmelsen foreslås bl.a. anvendt i den situation, hvor ledelsesmedlemmets private økonomi er i en sådan uorden, at selve det forhold må anses for særdeles belastende for varetagelsen af den overordnede ledelse af i en finansiel virksomhed. Som eksempler på økonomisk uorden kan nævnes, at vedkommende har restancer, er indberettet som dårlig betaler eller lignende. Endvidere kan viden om, at den pågældende i gentagne tilfælde har været en del af ledelsen i virksomheder, der er gået konkurs, begrunde, at Finanstilsynet vurderer, at en person ikke opfylder kravet.

Der skal dog foretages en individuel vurdering, hvor Finanstilsynet bl.a. kan lægge vægt på, hvilken rolle den pågældende person har spillet i ledelsen af den eller de virksomheder, der er gået konkurs. Der vil således være personer, f.eks. advokater og andre professionelle bestyrelsesmedlemmer, der ikke har været med til at drive virksomheden, men som alene er blevet indsat i en konkurstruet virksomheds ledelse med det formål at lukke virksomheden på en så hensigtsmæssig måde som muligt. I sådanne tilfælde vil det ikke komme en person til skade, at vedkommende har deltaget i ledelsen af en eller flere virksomheder, der er gået konkurs.

Andre eksempler på en tidligere udvist uforsvarlig adfærd kan være situationer, hvor det er åbenbart, at ledelsesmæssige svigt, manglende overholdelse af påbud fra en offentlig myndighed eller grovere misbrugssituationer har været årsag til problemer i de virksomheder, som den pågældende tidligere har deltaget i ledelsen af. Uforsvarlig adfærd kan tillige være et ledelsesmedlems meget mangelfulde styring af virksomheden generelt, ledelsesmedlemmets manglende forankring og prioritering af efterlevelse af Finanstilsynets påbud eller manglende evne til at rette op på disse forhold eller gentagne overtrædelser af regler om inhabilitet eller passivitet. Også medvirken til beslutninger truffet af den samlede bestyrelse, som f.eks. medvirken til uforsvarlig kreditgivning på utilstrækkeligt bevillingsgrundlag eller manglende kompetencer og forståelse for den finansielle lovgivning vil efter Finanstilsynets praksis efter konkret vurdering kunne føre til, at et ledelsesmedlemmet ikke anses for at leve op til kravet i det foreslåede nr. 6.

Finanstilsynet skal endvidere løbende vurdere, om ledelsen af en finansiel virksomhed sker på betryggende vis og gribe ind, hvis bestyrelsen eller direktionen har handlet til skade for virksomheden. Det kan eksempelvis være tilfældet, hvis den finansielle virksomheds ledelse ikke har sikret en ordentlig styring, har undladt at efterleve krav om god administrativ praksis og regnskabspraksis, eller har undladt at iværksætte fyldestgørende kontrolprocedurer. Hertil kommer andre tilfælde, hvor forsømmelser, dumdristighed eller passivitet har skadet den finansielle virksomhed, eller der er risiko for, at dette vil ske.

Svigt fra ledelsens side og heraf følgende økonomiske vanskeligheder i en virksomhed under tilsyn har en afsmittende effekt på den finansielle sektors omdømme og derfor også på samfundets tillid til sektoren. Det gør sig gældende uanset størrelsen og typen af virksomhed. Det er derfor vigtigt, at Finanstilsynet har mulighed for at gribe ind på et tidspunkt, hvor Finanstilsynet på grund af sin erfaring og kendskab til den konkrete virksomhed og markedsforholdene kan se, at der er behov herfor, jf. § 351, stk. 1 og 2, i lov om finansiel virksomhed.

Svigt fra ledelsens side kan også føre til omdømmetab, f.eks. i tilfælde hvor virksomhedens grove overtrædelse af regler på hvidvaskområdet har ført til, at virksomheden er blevet misbrugt til hvidvask af ulovlige midler eller skatteunddragelse. Har ledelsen ikke afsat tilstrækkelige ressourcer til hvidvaskforebyggelse, herunder ikke formået at forankre og prioritere hvidvaskområdet i ledelsen og den daglige drift i tilstrækkelig grad, skal Finanstilsynet kunne gribe ind og afsætte de ansvarlige ledelsesmedlemmer, jf. § 351, stk. 1 og 2, i lov om finansiel virksomhed.

Det foreslåede § 64, stk. 1, implementerer artikel 91, stk. 1, 1. pkt., og stk. 8, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/36/EU af 26. juni 2013 om adgang til at udøve virksomhed som kreditinstitut og om tilsyn med kreditinstitutter og investeringsselskaber, artikel 42, stk. 1, i Kommissionens delegerede forordning 2015/35/EU af 10. oktober 2014 om supplerende regler til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/138/EF om adgang til og udøvelse af forsikrings- og genforsikringsvirksomhed (Solvens II), artikel 9, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/65/EU af 15. maj 2014 om markeder for finansielle instrumenter og artikel 23, stk. 2, litra g i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/91/EU af 23. juli 2014 om ændring af direktiv 2009/65/EF om samordning af love og administrative bestemmelser om visse institutter for kollektiv investering i værdipapirer (investeringsinstitutter) for så vidt angår depositarfunktioner, aflønningspolitik og sanktioner.

Med den foreslåede nyaffattelse af kravene til egnethed og hæderlighed sikres en sammenhæng mellem egnetheds- og hæderlighedsreglerne og kravene til finansielle virksomheders efterlevelse af hvidvasklovens regler. Hensynet til at opretholde tilliden til den finansielle sektor videreføres, ligesom nyaffattelsen ikke i øvrigt fører til materielle ændringer i kravene til ledelsesmedlemmers egnethed og hæderlighed. Der henvises til lovforslagets almindelige bemærkninger pkt. 2.1.

Det kan bemærkes, at der også gælder krav til egnethed og hæderlighed for medlemmer af bestyrelsen og direktionen i finansielle holdingvirksomheder og forsikringsholdingvirksomheder, jf. det gældende § 64, stk. 6, der med dette lovforslag bliver stk. 3, for generalagenter, jf. det gældende § 64, stk. 7, der med dette lovforslag bliver stk. 4, for nøglepersoner i gruppe 1-forsikringsselskaber, jf. det gældende § 64, stk. 8, der med dette lovforslag bliver stk. 5, og for nøglepersoner i systemisk vigtige finansielle institutter og globalt systemisk vigtige finansielle institutter, jf. det gældende § 313 a. For denne personkreds fører den foreslåede nyaffattelse af § 64, stk. 1, til, at hvor dette er relevant, skal hensynet til at opretholde tilliden til den finansielle sektor også omfatte eventuelle overtrædelser af regler på hvidvaskområdet, når Finanstilsynet skal vurdere, om personen lever op til egnetheds- og hæderlighedskravene.

Til nr. 14-17 (§ 64, stk. 5-8, i lov om finansiel virksomhed)

Efter § 64, stk. 5 skal medlemmerne af bestyrelsen og direktionen i en finansiel virksomhed meddele Finanstilsynet om forhold som nævnt i § 64, stk. 1 og 3 i lov om finansiel virksomhed i forbindelse med deres indtræden i den finansielle virksomhedsledelses og om forhold som nævnt i § 64, stk. 2 og 3, hvis forholdene efterfølgende ændres

Efter § 64, stk. 6, finder § 64, stk. 1, 2, og 3 nr. 1, 2 og 4, tilsvarende anvendelse på medlemmer af bestyrelsen og direktionen i finansielle holdingvirksomheder og forsikringsholdingvirksomheder.

Efter § 64, stk. 7, finder § 64, stk. 1-5, tilsvarende anvendelse for generalagenter jf. § 35 i lov om finansiel virksomhed.

Efter § 64, stk. 8, finder § 64, stk. 1-5, anvendelse for ansatte i gruppe 1-forsikringsselskaber, der er identificeret som nøglepersoner i medfør af § 71, stk. 3. Et gruppe 1-forsikringsselskab skal underrette Finanstilsynet, hvis en nøgleperson ikke længere varetager sin stilling eller ikke længere opfylder kravene i stk. 1-3.

Med dette lovforslags § 1, nr. 13, nyaffattes kravene til egnethed og hæderlighed i § 64, stk. 1-4, i lov om finansiel virksomhed. Det foreslås således at ophæve de gældende § 64, stk. 1-4, og samle kravene til egnethed og hæderlighed i et nyt § 64, stk. 1, jf. de specielle bemærkninger til § 1, nr. 13. Det betyder samtidig, at § 64, stk. 5-8, bliver til § 64, stk. 2-5. Som konsekvens heraf foreslås det at ændre en række henvisninger til § 64 i § 64, stk. 5-8, der med dette lovforslag bliver stk. 2-5.

Til nr. 18 (§ 72, stk. 4, i lov om finansiel virksomhed )

I henhold til § 72, stk. 2, nr. 1 og 5, skal en finansiel virksomhed, der har tilladelse som værdipapirhandler have passende regler og procedurer for transaktioner med de i bilag 5 nævnte finansielle instrumenter, som omfatter virksomhedens ledelse og ansatte, og skal føre og opbevare fyldestgørende lister over alle udførte tjenesteydelser og transaktioner i mindst 5 år efter, at tjenesteydelsen er udført, henholdsvis transaktionen er gennemført. Værdipapirhandleren skal endvidere i henhold til § 72, stk. stk. 2, nr. 2, kunne påvise interessekonflikter, som kan skade kundernes interesser, både mellem værdipapirhandlerens kunder indbyrdes og mellem kunderne og værdipapirhandleren og begrænse disse interessekonflikter mest muligt, samt, hvor der er risiko for, at kundernes interesse skades, i det konkrete tilfælde informere kunden om interessekonflikternes generelle indhold, inden der indgås aftale med kunden. Bestemmelsen gennemfører artikel 16, stk. 2, 3, 1. afsnit, og 6, og artikel 23 i MiFID II.

Det foreslås at indsætte et nyt stykke 4 i § 72 i lov om finansiel virksomhed, hvorefter pengeinstitutter og fondsmæglerselskaber, der sælger eller rådgiver om strukturerede indlån, også skal opfylde bestemmelsens stk. 2, nr. 1, 2 og 5, på deres salg eller rådgivning om strukturerede indlån. Bestemmelsen finder anvendelse i det omfang, pengeinstituttet eller fondsmæglerselskabet opfattes som formidler af strukturerede indlån, jf. betragtning nr. 40 til præamblen i MiFID II.

Formålet med forslaget er at sikre, at bestemmelserne finder samme anvendelse på strukturerede indlån som på andre strukturerede produkter og på den måde sikre en ensartet investorbeskyttelse på såvel produktniveau som på EU-plan.

Forslaget gennemfører dele af artikel 1, stk. 4, litra a og b, MiFID II, hvorefter bl.a. artikel 16, stk. 2, 3, 1. afsnit, og 6, og artikel 23 i MiFID II tillige finder anvendelse på strukturerede indlån.

Bestemmelsen finder ikke anvendelse for realkreditinstitutter.

Ved strukturerede indlån forstås indlån som skal tilbagebetales fuldt ud ved forfald under anvendelse af bestemmelser om, at en eventuel rente eller præmie betales (eller er i fare) efter en formel, der omfatter faktorer såsom et indeks eller en kombination af indekser, bortset fra indlån med variabel rente, hvis afkast er direkte knyttet til et renteindeks såsom EURIBOR eller LIBOR, et finansielt instrument eller en kombination af finansielle instrumenter, en råvare eller en kombination af råvarer eller andre materielle eller immaterielle ikke-omsættelige aktiver eller en valutakurs eller en kombination af valutakurser, jf. § 5, stk. 1, nr. 67 i lov om finansiel virksomhed, jf. lovforslagets § 1, nr. 3.

For nærmere information om § 72, stk. 2, nr. 1, 2 og 5, i lov om finansiel virksomhed og baggrunden for bestemmelserne henvises til de specielle bemærkninger til § 3, nr. 30, i lov om ændring af lov om værdipapirhandel m.v., lov om finansiel virksomhed, lov om aktieselskaber, årsregnskabsloven, lov om forebyggende foranstaltninger mod hvidvask af udbytte og finansiering af terrorisme, lov om en garantifond for skadesforsikringsselskaber, lov om forsikringsformidling og forskellige andre love, jf. Folketingstidende 2006-2007, tillæg A, s. 443.

Til nr. 19 (§ 84, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed)

Med § 84, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed finder en række af selskabslovens bestemmelser med de nødvendige tilpasninger og med de afvigelser, der fremgår af lov om finansiel virksomhed, tilsvarende anvendelse på sparekasser. Bestemmelserne i selskabsloven, omfatter bl.a. regler om afholdelse af generalforsamling og selskabets ledelse.

Det foreslås, at § 160, stk. 1, 1. og 2. pkt., i selskabsloven også skal finde anvendelse på sparekasser på samme måde, som de øvrige bestemmelser nævnt i § 84, stk. 1. Forslaget indebærer således, at § 84, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed ændres, således at § 160, stk. 1, 1. og 2. pkt., finder tilsvarende anvendelse på sparekasser, med de nødvendige tilpasninger og de afvigelser, der fremgår af lov om finansiel virksomhed.

§ 160, stk. 1, 1. og 2. pkt., i selskabsloven indeholder krav om en vurderingsberetning, hvis kapitalandele indbetales i andre værdier end kontanter.

Med forslaget indføres et krav om, at sparekasser skal udarbejde en vurderingsberetning for det aktiv, der indbetales som betaling for den udstedte garantkapital, når garantkapitalen ikke erhverves kontant. Hvis der indskydes aktiver som nævnt i § 38, stk. 1, i selskabsloven, er der ikke pligt til at udarbejde en vurderingsberetning, såfremt sparekassens bestyrelse udarbejder en erklæring efter reglerne i § 38, stk. 2, i selskabsloven.

Det foreslås endvidere, at henvisningen i § 84, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed til selskabslovens § 96, stk. 2, rettes til § 96, stk. 1, og at henvisningen til selskabslovens § 97, stk. 3, rettes til § 98. Disse to ændringer er ikke af indholdsmæssig karakter. Ændringerne skyldes alene det forhold, at der ved en tidligere opdatering af henvisningerne i § 84, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed ved en fejl blev indført forkerte paragrafhenvisninger til selskabsloven. Med dette forslag rettes der op på dette. § 84, stk. 1, vil således herefter rettelig henvise til § 96, stk. 1, i selskabsloven, som vedrører indkaldelse til generalforsamling og til § 98 i selskabsloven, som vedrører det materiale, der skal gøres tilgængeligt for aktionærerne inden afholdelse af generalforsamling.

Til nr. 20 (§ 88, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed)

Med § 88, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed finder en række af selskabslovens bestemmelser med de nødvendige tilpasninger og med de afvigelser, der fremgår af lov om finansiel virksomhed, tilsvarende anvendelse på andelskasser. Bestemmelserne i selskabsloven, omfatter bl.a. regler om afholdelse af generalforsamling og selskabets ledelse.

Det foreslås, at § 160, stk. 1, 1. og 2. pkt., i selskabsloven også skal finde anvendelse på andelskasser på samme måde, som de øvrige bestemmelser nævnt i § 88, stk. 1. Forslaget indebærer således, at § 88, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed ændres, således at § 160, stk. 1, 1. og 2. pkt., finder tilsvarende anvendelse på andelskasser, med de nødvendige tilpasninger og de afvigelser, der fremgår af lov om finansiel virksomhed.

§ 160, stk. 1, 1. og 2. pkt., i selskabsloven indeholder krav om en vurderingsberetning, hvis kapitalandele indbetales i andre værdier end kontanter.

Med forslaget indføres et krav om, at andelskasser skal udarbejde en vurderingsberetning for det aktiv, der indbetales som betaling for den udstedte andelskapital, når andelskapitalen ikke erhverves kontant. Hvis der indskydes aktiver som nævnt i § 38, stk. 1, i selskabsloven, er der ikke pligt til at udarbejde en vurderingsberetning, såfremt andelskassens bestyrelse udarbejder en erklæring efter reglerne i § 38, stk. 2, i selskabsloven.

Det foreslås endvidere, at henvisningen i § 84, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed til selskabslovens § 96, stk. 2, rettes til § 96, stk. 1, og at henvisningen til selskabslovens § 97, stk. 3, rettes til § 98. Disse to ændringer er ikke af indholdsmæssig karakter. Ændringerne skyldes alene det forhold, at der ved en tidligere opdatering af henvisningerne i § 84, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed ved en fejl blev indført forkerte paragrafhenvisninger til selskabsloven. Med dette forslag rettes der op på dette. § 84, stk. 1, vil således herefter rettelig henvise til § 96, stk. 1, i selskabsloven, som vedrører indkaldelse til generalforsamling og til § 98 i selskabsloven, som vedrører det materiale, der skal gøres tilgængeligt for aktionærerne inden afholdelse af generalforsamling.

Med lov nr. 616 af 12. juni 2013 om ændring af selskabsloven, lov om visse erhvervsdrivende virksomheder, årsregnskabsloven og lov om Det Centrale Virksomhedsregister blev selskabslovens § 80, stk. 4, ophævet. Der er ikke efterfølgende foretaget en konsekvensrettelse af henvisningen i lov om finansiel virksomhed. Det foreslås derfor, at henvisning til § 80, stk. 1-4, rettes til § 80, stk. 1-3.

Til nr. 21 (§ 125 i, stk. 2-4, i lov om finansiel virksomhed)

Af gældende ret fremgår, at et realkreditinstitut til enhver tid skal have en gældsbuffer på 2 pct. af realkreditinstituttets samlede uvægtede udlån.

Det foreslås i stk. 2, at et realkreditinstitut der er udpeget som et systemisk vigtigt realkreditinstitut, jf. §§ 308 og 310, skal have et gældsbufferkrav, der har et niveau, dog minimum 2 pct., der sikrer at det samlede krav til instituttets kapitalgrundlag og gældsbuffer udgør mindst 8 pct. af instituttets samlede passiver, jf. dog det forslåede stk. 4.

Med bestemmelsen foreslås supplerende regler i forhold til fastsættelsen af gældsbufferkravet. Bestemmelserne finder anvendelse på systemisk vigtigt realkreditinstitutter og sikrer, at det samlede krav til instituttets gældsbufferkrav og kapitalkrav mindst udgør 8 procent af instituttets samlede passiver.

Ved kapitalgrundlag forstås det samlede kapitalkrav inklusiv solvensbehov og kapitalbufferkrav, jf. § 125 i, stk. 4, nr. 1-4, der bliver stk. 7, nr. 1-4, jf. lovforslagets § 1, nr. 21.

Lovændringen er med til at understøtte og øge sikkerheden for, at den foretrukne afviklingsstrategi for de danske systemisk vigtige finansielle institutter kan gennemføres.

Det bemærkes, at gældsbufferen for realkreditinstitutter altid skal udgøre mindst 2 pct. af realkreditinstituttets samlede uvægtede udlån. Der lægges ikke med lovforslaget op til en ændring heraf. Gældsbufferen kan således i medfør af lovforslaget kun justeres opad, såfremt det er nødvendigt for at opfylde kravet i stk. 2.

Ydermere bemærkes det, at det samlede krav for gældsbuffer og kapitalgrundlag passiver på mindst 8 pct. senest skal være opfyldt den 1. januar 2022. Dette ændrer ikke ved indfasningen af gældsbufferen, som indfases frem til 2020, jf. § 6, stk. 7, i lov om ændring af lov om finansiel virksomhed, lov om finansiel stabilitet, lov om en garantifond for indskydere og investorer, lov om værdipapirhandel m.v. og ligningsloven.

Det er hensigten, at den foreslåede ændring for gældsbufferen for systemisk vigtige realkreditinstitutter skal evalueres senest i 2021. Evalueringen skal ske i lyset af bl.a. udviklingen af NEP-krav i europæisk regi, herunder også i lyset af effekterne af Basel IV standarderne m.v.

Det forslås i stk. 3 , at et realkreditinstitut der indgår i en koncern, der på konsolideret niveau er udpeget som systemisk vigtig, jf. §§ 308 og 310, og hvor der for koncernen skal fastsættes et krav til størrelsen af koncernens nedskrivningsegnede passiver på konsolideret niveau, jf. § 266, stk. 3, skal gældsbufferen fastsættes til et niveau, dog minimum 2 pct., der sikrer at det samlede krav til koncernens gældsbuffer, kapitalgrundlag og nedskrivningsegnede passiver udgør mindst 8 pct. af koncernens passiver.

Med bestemmelsen foreslås supplerende regler i forhold til fastsættelsen af gældsbufferkravet. Bestemmelserne finder anvendelse på et realkreditinstitut i en koncern, der på konsolideret niveau er udpeget som systemisk vigtig, jf. §§ 308 og 310, hvor der skal fastsættes et krav til størrelsen af koncernens nedskrivningsegnede passiver på konsolideret niveau, jf. § 266, stk. 3.

Bestemmelsen sikrer, at det samlede krav til koncernens eller instituttets gældsbufferkrav, kapitalkrav og krav til nedskrivningsegnede passiver mindst udgør 8 procent af koncernens samlede passiver.

Ved kapitalgrundlag forstås det samlede kapitalkrav inklusiv solvensbehov og kapitalbufferkrav, jf. § 125 i, stk. 4, nr. 1-4, der bliver stk. 7, nr. 1-4, jf. lovforslagets § 1, nr. 21.

Ved samlede krav i stk. 3, forstås at kravet til koncernens gældsbuffer, kapitalgrundlag og nedskrivningsegnede passiver tilsammen udgøre mindst 8 pct. af koncernens passiver.

Lovændringen er med til at understøtte og øge sikkerheden for, at den foretrukne afviklingsstrategi for de danske systemisk vigtige finansielle institutter kan gennemføres. Med det nye krav sikres endvidere, at niveauet for nedskrivningsegnede passiver sammenholdt med gældsbufferkravet er internationalt konformt, da det vil svare til det krav til nedskrivningsegnede passiver, der generelt som minimum beregnes for større pengeinstitutkoncerner i det styrkede banksamarbejde.

Det bemærkes, at gældsbufferen for realkreditinstitutter altid skal udgøre mindst 2 pct. af realkreditinstituttets samlede uvægtede udlån. Der lægges ikke med lovforslaget op til en ændring heraf. Gældsbufferen kan således i medfør af lovforslaget kun justeres opad, såfremt det er nødvendigt for at opfylde kravet i stk. 3.

Ydermere bemærkes det, at det samlede krav for gældsbuffer, kapitalgrundlag og nedskrivningsegnede passiver på mindst 8 pct. senest skal være opfyldt den 1. januar 2022. Dette ændrer ikke ved indfasningen af gældsbufferen, som indfases frem til 2020, jf. § 6, stk. 7 i lov om ændring af lov om finansiel virksomhed, lov om finansiel stabilitet, lov om en garantifond for indskydere og investorer, lov om værdipapirhandel m.v. og ligningsloven.

Det er hensigten, at den foreslåede ændring for gældsbufferen for systemisk vigtige koncerner, hvori der indgår et realkreditinstitut skal evalueres senest i 2021. Evalueringen skal ske i lyset af bl.a. udviklingen af NEP-krav i europæisk regi, herunder også i lyset af effekterne af Basel IV standarderne m.v.

Det forslås i stk. 4 , at for et realkreditinstitut, der er udpeget som et systemisk vigtigt realkreditinstitut, jf. §§ 308 og 310, der indgår i en international koncern, udgør gældsbufferkravet 2 pct. af instituttets samlede uvægtede udlån, hvis den internationale koncerns samlede krav er tilstrækkelige til at sikre, at koncernen har nedskrivningsegnede passiver der mindst udgør 8 pct. af koncernens samlede passiver. Hvis den internationale koncerns samlede krav ikke er tilstrækkelige til at sikre, at koncernen har nedskrivningsegnede passiver, der mindst udgør 8 pct. af koncernens samlede passiver, fastsættes gældsbufferkravet for realkreditinstituttet til minimum 2 pct., dog således, at det samlede krav til realkreditinstituttets gældsbuffer og kapitalgrundlag udgør mindst 8 pct. af realkreditinstituttets samlede passiver.

Med bestemmelserne foreslås supplerende regler i forhold til fastsættelsen af gældsbufferkravet. Bestemmelserne finder anvendelse på systemisk vigtige realkreditinstitutter, jf. §§ 308 og 310, der indgår i en international koncern.

For at fastslå, om det samlede krav er tilstrækkeligt til at sikre, at koncernen har nedskrivningsegnede passiver, der mindst udgør 8 pct. af koncernens samlede passiver, skal Finanstilsynet undersøge, hvilket samlet krav af nedskrivningsegnede passiver koncernen de facto har. I den forbindelse vil Finanstilsynet vurdere koncernens nationale tilsyns- og afviklingsmyndigheds metoder til at fastsætte det samlede krav.

Hvis den internationale koncerns samlede krav ikke er tilstrækkelige til at sikre, at koncernen har nedskrivningsegnede passiver, der mindst udgør 8 pct. af koncernens samlede passiver, fastsættes gældsbufferkravet for realkreditinstituttet i stedet for til et niveau, minimum 2 pct., dog således, at det samlede krav til realkreditinstituttets gældsbuffer og kapitalgrundlag udgør mindst 8 pct. af realkreditinstituttets samlede passiver.

Det bemærkes, at gældsbufferen for realkreditinstitutter altid skal udgøre mindst 2 pct. af realkreditinstituttets samlede uvægtede udlån. Der lægges ikke med lovforslaget op til en ændring heraf. Gældsbufferen kan således i medfør af lovforslaget kun justeres opad, såfremt det er nødvendigt for at opfylde kravet i stk. 4.

Ydermere bemærkes det, at det samlede krav for gældsbuffer, kapitalgrundlag og nedskrivningsegnede passiver på mindst 8 pct. senest skal være opfyldt den 1. januar 2022. Dette ændrer ikke ved indfasningen af gældsbufferen, som indfases frem til 2020, jf. § 6, stk. 7 i lov om ændring af lov om finansiel virksomhed, lov om finansiel stabilitet, lov om en garantifond for indskydere og investorer, lov om værdipapirhandel m.v. og ligningsloven.

Det er hensigten, at den foreslåede ændring for gældsbufferen for både for systemisk vigtige realkreditinstitutter, systemisk vigtige koncerner, hvori der indgår et realkreditinstitut, og for systemisk vigtige realkreditinstitutter der indgår i en international koncern skal evalueres senest i 2021. Evalueringen skal ske i lyset af bl.a. udviklingen af NEP-krav i europæisk regi, herunder også i lyset af effekterne af Basel IV standarderne m.v.

Stk. 2-6 bliver som følge af lovforslaget herefter til stk. 5-9.

Der henvises nærmere herom til pkt. 2.15. i de almindelige bemærkninger.

Til nr. 22 (§ 125 i, stk. 7, i lov om finansiel virksomhed)

Det følger af § 125 i, stk. 4, at kapital- og gældsinstrumenterne, som nævnt i § 125 i, stk. 3, ikke samtidig må anvendes til at opfylde kravet til kapitalgrundlag, jf. artikel 92 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 af 26. juni 2013 om tilsynsmæssige krav til kreditinstitutter og investeringsselskaber, det individuelle solvensbehov, jf. § 124, stk. 2, det individuelle solvenskrav, jf. § 124, stk. 3, det kombinerede kapitalbufferkrav, jf. § 125 a, eller kravet til kapitalgrundlag, jf. artikel 500, stk. 1-4, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 af 26. juni 2013 om tilsynsmæssige krav til kreditinstitutter og investeringsselskaber.

Med lovforslaget indsættes et nyt stk. 2-4, i § 125 i. Som følge heraf ændres henvisningen til stk. 3 i § 125 i, stk. 4, som bliver stk. 7, til stk. 6.

Til nr. 23 (§ 125 i, stk. 7, nr. 5, i lov om finansiel virksomhed)

Det følger af § 125 i, stk. 4, at kapital- og gældsinstrumenter, der anvendes til at opfylde gældsbufferkravet, ikke samtidig må anvendes til at opfylde en række af de øvrige kapitalkrav, der stilles til et realkreditinstitut i form af bl.a. kapitalgrundlaget, det individuelle solvensbehov, det individuelle solvenskrav, og det kombinerede kapitalbufferkrav.

Det foreslås, at kapital og gældsinstrumenter som nævnt i stk. 6 ikke samtidig må anvendes til at opfylde kravet ned nedskrivningsegnede passiver, jf. § 266.

Som følge af, at Basel I gulvkravet ophørte ved udgangen af 2017, udgår § 125 i, stk. 5, nr. 5. I stedet indsættes der et nyt nr. nr. 5, hvorefter kapital- og gældsinstrumenter, der anvendes til at opfylde gældsbufferkravet, ikke samtidig må anvendes til at opfylde kravet til nedskrivningsegnede passiver, jf. § 266.

Nedskrivningsegnede passiver, der anvendes til at opfylde gældsbufferkravet i § 125 i, stk. 1-4, må ikke samtidig anvendes til at opfylde eller finansiere passiver, jf. § 125 i, stk. 7, nr. 1-5.

Med tilføjelsen af et nyt nr. 5 sikres det at de kapital- og gældsinstrumenter, der anvendes til opfyldelse af gældsbufferkravet, endvidere ikke må anvendes til at opfylde kravet til nedskrivningsegnede passiver, som fastsættes i overensstemmelsen med § 266.

Der henvises nærmere herom til pkt. 2.15. i de almindelige bemærkninger.

Til nr. 24 (§ 125 i, stk. 8, i lov om finansiel virksomhed)

Ifølge § 125 i, stk. 5 gælder der for kapital- og gældsinstrumenter omfattet af § 125 i, stk. 3, nr. 2-4, at kapital- og gældsinstrumenterne skal have en oprindelig løbetid på mindst 2 år og at der skal være en hensigtsmæssig spredning i kapital- og gældsinstrumenternes forfaldstid.

Med lovforslagets § 1, nr. 21 indsættes nyt stk. 2-4. Som følge heraf ændres henvisningen i § 125 i, stk. 5, der bliver stk. 8, fra § 125 i, stk. 3, nr. 2-4 til § 125 i, stk. 6, nr. 2-4.

Der er tale om en lovteknisk ændring.

Til nr. 25 (§ 125 i, stk. 9, i lov om finansiel virksomhed)

Ifølge § 125 i, stk. 6, kan Finanstilsynet bestemme, at gældsbufferkravet for et realkreditinstitut skal opfyldes helt eller delvis med kapital- og gældsinstrumenter med kontraktuel mulighed for nedskrivning og konvertering.

Bestemmelsen § 125 i, stk. 6, der bliver stk. 9 nyaffattes.

Det foreslås, at Finanstilsynet kan bestemme, at gældsbufferkravet for et realkreditinstitut skal opfyldes helt eller delvis med kapital- og gældsinstrumenter med kontraktuel mulighed for nedskrivning og konvertering, og at gældsbufferkravet opgjort efter stk. 3, kan for den del der er over 2 pct., opfyldes med udstedelser, jf. stk. 6-8, fra modervirksomheden, hvis denne er et pengeinstitut.

Lovforsalgets stk. 9, nr. 1 , fastslår, at Finanstilsynet har mulighed for ved konkret afgørelse at bestemme, at et realkreditinstitut skal opfylde gældsbufferkravet helt eller delvist med kapitalinstrumenter, hvor det skal fremgå af vilkårene for kapitalinstrumenterne, at disse kan konverteres eller nedskrives, såfremt Finanstilsynet vurderer, at instituttet er nødlidende eller forventeligt nødlidende, enten ved at Finanstilsynet selv påbyder konvertering eller nedskrivning, eller hvor realkreditinstituttet overgår til afvikling i regi af Finansiel Stabilitet efter lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder. Et sådant krav vil alene blive stillet, hvis det konkret viser sig nødvendigt at udstede denne type kapitalinstrumenter, eller hvis det på europæisk plan bliver standard.

Lovforslagets stk. 9, nr. 2 , fastslår at Finanstilsynet har mulighed for, i det tilfælde hvor gældsbufferkravet, som følge af forslagets stk. 3, vil være opgjort til at være større end 2%, at give et moderselskab i en koncern lov til at opfylde differencen med udstedelser, jf. stk. 6-8, hvis moderselskabet er et pengeinstitut. Dette sikrer at forøgelsen af kravet ligger i modervirksomheden, hvilket vil være mere hensigtsmæssigt i en potentiel afviklingssituation.

Til nr. 26 (§ 179, nr. 2 og § 180, nr. 2, i lov om finansiel virksomhed)

Det følger af § 179, stk. 1, nr. 2, at Finanstilsynet kan påbyde en modervirksomhed, der ejer kapitalandele i finansielle virksomheder, at udskille de finansielle virksomheder og finansieringsinstitutter i en delkoncern under en finansiel holdingvirksomhed eller en forsikringsholdingvirksomhed, såfremt et medlem af modervirksomhedens bestyrelse eller direktion omfattes af et af forholdene i § 64, stk. 3, nr. 1, 2 og 4.

Ligeledes kan Finanstilsynet ifølge § 180, stk. 1, nr. 2, påbyde en finansiel holdingvirksomhed eller en forsikringsholdingvirksomhed at afhænde kapitalandele i en finansiel virksomhed, såfremt et medlem af holdingvirksomhedens bestyrelse eller direktion ikke har fyldestgørende erfaring til at udøve hvervet eller stillingen eller omfattes af et af forholdene i § 64, stk. 3, nr. 1, 2 og 4.

Med dette lovforslags § 1, nr. 13, nyaffattes kravene til egnethed og hæderlighed i § 64, stk. 1-4, i lov om finansiel virksomhed. Det foreslås således at ophæve de gældende § 64, stk. 1-4, og samle kravene til egnethed og hæderlighed i et nyt § 64, stk. 1, jf. de specielle bemærkninger til § 1, nr. 13. Det betyder samtidig, at § 64, stk. 5-8, bliver til § 64, stk. 2-5. Som konsekvens heraf foreslås det at ændre henvisninger til § 64 i § 179, stk. 1, nr. 2, og § 180, stk. 1, nr. 2 .

Til nr. 27 (§ 224, stk. 1, nr. 1 i lov om finansiel virksomhed)

Det følger af § 224, stk. 1, nr. 1, at Finanstilsynet kan inddrage tilladelsen til at drive pengeinstitut, realkreditinstitut, fondsmæglerselskab, investeringsforvaltningsselskab og forsikringsselskab, hvis den finansielle virksomhed gør sig skyldig i grove eller gentagne overtrædelser af denne lov, lov om kapitalmarkeder eller lov om realkreditlån og realkreditobligationer m.v., regler udstedt i medfør af disse love, forordninger udstedt i medfør af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/138/EF af 25. november 2009 om adgang til og udøvelse af forsikrings- og genforsikringsvirksomhed (Solvens II), Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 af 26. juni 2013 om tilsynsmæssige krav til kreditinstitutter og investeringsselskaber, forordninger og regler udstedt i medfør af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 af 26. juni 2013 om tilsynsmæssige krav til kreditinstitutter og investeringsselskaber, forordninger udstedt i medfør af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/36/EU af 26. juni 2013 om adgang til at udøve virksomhed som kreditinstitut og om tilsyn med kreditinstitutter og investeringsselskaber eller Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/65/EU af 15. maj 2014 om markeder for finansielle instrumenter.

Bestemmelsen finder tilsvarende anvendelse for sparevirksomheder, jf. § 342, stk. 2.

Det foreslås, at hvidvaskloven indsættes i § 224, stk. 1, nr. 1.

Forslaget indebærer, at Finanstilsynet får mulighed for at inddrage en virksomheds tilladelse som pengeinstitut, realkreditinstitut, forsikringsselskab, fondsmæglerselskab eller investeringsforvaltningsselskab som følge af virksomhedens gentagne eller grove overtrædelser af hvidvaskloven.

Bestemmelsen vil eksempelvis kunne finde anvendelse i tilfælde, hvor virksomheden systematisk har undladt at identificere og kontrollere kunder i overensstemmelse med hvidvasklovens bestemmelser om kundekendskabsprocedurer

Ændringen skal styrke Finanstilsynets mulighed for at sikre, at hvidvaskloven overholdes af finansielle virksomheder.

Finansielle virksomheder har en væsentlig samfundsmæssig rolle i forhold til at sikre, at det finansielle system ikke misbruges til hvidvask af penge eller til terrorfinansiering, og at tilliden til det finansielle system derved skades.

Inddragelse af tilladelse er en indgribende foranstaltning, idet virksomheden ved en inddragelse af sin tilladelse mister muligheden for at udøve de aktiviteter, der kræves tilladelse til, og for finansielle virksomheder vil det som regel betyde, at virksomheden helt må ophøre med at eksistere.

Det fremgår af bestemmelsen, at der skal være tale om grove eller gentagne overtrædelser. Inddragelse af tilladelse vil typisk først være aktuel efter, at der har været givet frist til berigtigelse af forholdet og dette ikke er sket.

Det forudsættes som udgangspunkt, at en mindre indgribende reaktion er anvendt over for den finansielle virksomhed, før tilladelsen inddrages, eller at forholdene i den finansielle virksomhed indebærer, at virksomheden ikke har mulighed for at rette op på overtrædelserne inden for en tilpas kort tidshorisont. Kan forholdene i virksomheden rettes op ved en mindre indgribende reaktion end at trække virksomhedens tilladelse, skal den mindre reaktion vælges. En mildere reaktion kan bl.a. være, at Finanstilsynet giver påbud om, at virksomheden retter op på de kritisable forhold i virksomheden, at forholdet anmeldes til politiet eller at Finanstilsynet giver påbud om afsættelse af virksomhedens hvidvaskansvarlige eller direktør eller påbud om nedlægges af bestyrelseshverv.

En virksomheds manglende efterlevelse af påbud om afsættelse af den hvidvaskansvarlige, jf. hvid-vaskloven § 51 a, som affattet ved dette lovforslags § 3, nr. 4, vil som udgangspunkt være en grov overtrædelse af hvidvaskloven, der kan føre til inddragelse af tilladelsen. Der henvises til lovforslagets almindelige bemærkninger pkt. 2.1.3.

En afgørelse om inddragelse af en finansiel virksomheds tilladelse træffes af Finanstilsynets bestyrelse i medfør af § 345, stk. 7, nr. 4, i lov om finansiel virksomhed, og kan påklages til Erhvervsankenævnet, jf. § 372, stk. 1, i samme lov.

Til nr. 28 (§ 224 a, stk. 1, nr. 1, i lov om finansiel virksomhed)

Efter § 224 a, stk. 1, nr. 1, i lov om finansiel virksomhed anses et pengeinstitut, realkreditinstitut eller fondsmæglerselskab I for at være nødlidende eller forventeligt nødlidende, hvis det ikke opfylder eller i nær fremtid forventes ikke at opfylde kravene til at opretholde sin tilladelse på en måde, som gør, at Finanstilsynet kan inddrage tilladelsen i henhold til § 224, stk. 1, nr. 2, eller § 225, stk. 1.

Det foreslås at ændre henvisningen i § 224 a, stk. 1, nr. 1, således at denne også omfatter § 224, stk. 1, nr. 1.

Efter § 224, stk. 1, nr. 1, kan Finanstilsynet inddrage tilladelsen til at drive bl.a. pengeinstitut, realkreditinstitut eller fondsmæglerselskab I, hvis virksomheden gør sig skyldig i grove eller gentagne overtrædelser af lov om finansiel virksomhed, hvidvaskloven, lov om kapitalmarkeder eller lov om realkreditlån og realkreditobligationer m.v., regler udstedt i medfør af disse love, forordninger udstedt i medfør af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/138/EF af 25. november 2009 om adgang til og udøvelse af forsikrings- og genforsikringsvirksomhed (Solvens II), Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 575/2013/EU af 26. juni 2013 om tilsynsmæssige krav til kreditinstitutter og investeringsselskaber, forordninger og regler udstedt i medfør af Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 575/2013/EU af 26. juni 2013 om tilsynsmæssige krav til kreditinstitutter og investeringsselskaber, forordninger udstedt i medfør af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/36/EU af 26. juni 2013 om adgang til at udøve virksomhed som kreditinstitut og om tilsyn med kreditinstitutter og investeringsselskaber eller Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/65/EU af 15. maj 2014 om markeder for finansielle instrumenter.

Med forslaget vil et pengeinstitut, et realkreditinstitut eller et fondsmæglerselskab I således også anses for nødlidende eller forventeligt nødlidende i tilfælde omfattet af § 224, stk. 1, nr. 1, dvs. hvor Finanstilsynet kan inddrage tilladelsen på baggrund af grove eller gentagne overtrædelser af den finansielle lovgivning. Med forslag til ændring af § 224, stk. 1, nr. 1 omfatter bestemmelsen endvidere grove eller gentagne overtrædelser af hvidvaskloven.

At et institut anses for at være nødlidende eller forventeligt nødlidende er den første betingelse for, at et institut kan tages under afvikling af Finansiel Stabilitet. Hvis Finanstilsynet inddrager et instituts tilladelse, uden at det opfylder betingelserne for afvikling gennem Finansiel Stabilitet, vil instituttet skulle afvikles ved likvidation, konkurs, sammenlægning eller på anden måde, jf. § 227 i lov om finansiel virksomhed. Finansiel Stabilitet har afviklingsværktøjer, som gør, at eventuelle velfungerende dele af forretningen kan føres videre, jf. lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder.

Udvidelsen af anvendelsesområdet for § 224 a, stk. 1, nr. 1, er i overensstemmelse med EBA’s retningslinjer af 6. august 2015 for fortolkning af de forskellige situationer, hvor et institut anses for at være nødlidende eller forventeligt nødlidende i medfør af artikel 32, stk. 6, i BRRD.

Til nr. 29 (§ 266, stk. 3, 2. og 3. pkt., i lov om finansiel virksomhed)

Af gældende ret fremgår det, at realkreditinstitutter er undtaget fra det individuelle krav til nedskrivningsegnede passiver, der følger af § 266, stk. 1. I forhold til kravet til et konsolideret NEP-krav på koncernniveau, der følger af § 266, stk. 3, er der med den eksisterende formulering af bestemmelsen uklarhed om, hvorvidt det konsoliderede NEP-krav skal opgøres uden hensyntagen til de forpligtelser og det kapitalgrundlag, der vedrører et realkreditinstitut, der indgår i koncernen.

Med forslaget til et nyt 2. pkt. i § 266, stk. 3, præciseres det, at koncernens realkreditinstitut(ter) ved fastsættelsen af kravet til nedskrivningsegnede passiver på konsolideret niveau ikke er omfattet af konsolideringen.

Lovændringen slår dermed fast, at Finanstilsynet ved fastsættelse af et konsolideret krav til nedskrivningsegnede passiver for en koncern, som indeholder et eller flere realkridtinstitutter, ikke skal medregne dem i konsolideringen. Det betyder, at realkreditinstituttets forpligtelser og kapitalgrundlag ikke skal indgå i beregningen af det NEP-krav, der på konsolideret niveau stilles til koncernen. For realkreditinstitutter gælder derimod gældsbufferkravet, herunder den nye supplerende regel i § 125 i, stk. 2, der indsættes med lovforslagets § 1, nr. 21, og som sikrer et niveau på mindst 8 pct. af koncernens samlede passiver.

Dette gælder uanset om den foretrukne afviklingsstrategi for koncernen er en koncernspecifik afviklingsstrategi (”single-point-of-entry”) eller en selskabsspecifik afviklingsstrategi (”multiple-points-of-entry”).

Der er i dag ikke nogen regulering af, om de nedskrivningsegnede passiver, der anvendes til at opfylde NEP-kravet, samtidig kan anvendes til at opfylde eller finansiere passiver, der indgår i opfyldelsen af gældsbufferkravet eller de kapitalgrundlagskrav, der gælder for et realkreditinstitut i koncernen. Det hænger sammen med, at der efter gældende ret ikke er adgang til, at NEP-midlerne kan udstedes gennem realkreditinstituttet. Der henvises til pkt. 2.16 i de almindelige bemærkninger. Henset til at det med lovforslaget § 1, nr. 8, bliver muligt, at lade passiver, der udstedes af realkreditinstituttet, indgå i opfyldelse af koncernens NEP-krav, indsættes der et nyt 3. pkt. i § 266, stk. 3, der skal sikre, at det samme instrument ikke både benyttes til at opfylde kravet til nedskrivningsegnede passiver og henholdsvis gældsbufferen og realkreditinstituttets kapitalgrundlagskrav. Ændringen skal ses sammen med det krav, der følger af forslaget til det nye § 125 i, stk. 7, nr. 5 og § 267, stk. 3, nr. 2.

Til nr. 30 (§ 267, stk. 3, i lov om finansiel virksomhed)

Det fremgår af § 267 i lov om finansiel virksomhed, at nedskrivningsegnede passiver består af kapitalgrundlag og nedskrivningsegnede forpligtelser. Det følger af stk. 2, at der ved nedskrivningsegnede forpligtelser forstås de forpligtelser og kapitalinstrumenter, der ikke kvalificeres som egentlige eller hybride kernekapitalinstrumenter eller supplerende kapitalinstrumenter, som der kan gennemføres bail-in på, jf. § 25, stk. 1, i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder, som ikke er undtaget bail-in, jf. § 25, stk. 3, i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder, hvis forpligtelsen har en restløbetid på mindst 1 år, hvis forpligtelsen hidrører ikke fra et derivat, hvis gældsinstrumentet er udstedt og fuldt indbetalt med midler, der ikke direkte eller indirekte er finansieret af pengeinstituttet eller fondsmæglerselskabet I, hvis forpligtelsen er ikke en forpligtelse over for pengeinstituttet eller fondsmæglerselskabet I selv, og pengeinstituttet eller fondsmæglerselskabet I har ikke stillet sikkerhed eller garanti for forpligtelsen og hvis forpligtelsen ikke hidrører fra indskud, som er foranstillet de simple kreditorer i konkursordenen, jf. § 13 i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder og kapitel 10 i konkursloven.

Med ændringen foreslås at indsætte et nyt stk. 3 i § 267 i lov om finansiel virksomhed. Med bestemmelsen får Finanstilsynet mulighed for at tillade, at passiver udstedt fra et realkreditinstitut i koncernen kan anvendes til at opfylde kravet til de nedskrivningsegnede passiver på konsolideret niveau. For at Finanstilsynet kan give en sådan tilladelse, skal en række forudsætninger være opfyldt.

Det følger af forslaget til bestemmelsens nr. 1, at det er en forudsætning for tilladelsen kan gives, at de det fremgår eksplicit i kontrakten for det pågældende instrumenter, at dette i afviklingssituationen skal kunne nedskrives og konverteres uden brug af bail-in værktøjet. Med reglen sikres det, at afviklingsmyndigheden kan nedskrive og konvertere de udstedte instrumenter, således at instrumenterne kan bruges til at tabsabsorbere og rekapitalisere instituttet eller koncernen.

Ved bail-in forstås nedskrivning af forpligtelser eller konvertering af forpligtelser til egenkapital. Det følger af bemærkningerne til § 24 til lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder, at der ved bail-in forstås, at ikke-efterstillede kreditorer samt efterstillede gældsforpligtelser, der ikke er nedskrevet eller konverteret i medfør af §§ 17 og 18, pålægges at bære en del af en virksomheds eller enheds tab, ved at disse kreditorers krav på virksomheden eller enheden helt eller delvist nedskrives og/eller konverteres til aktier eller andre ejerskabsinstrumenter, jf. Folketingstidende 2014-15, A, L 100 som fremsat, side 58.

Det følger af bestemmelsens nr. 2 , at de pågældende instrumenter ikke samtidig må anvendes til opfyldelse af gældsbufferkravet i § 125, stk. 4. Med kravet sikres det, at de samme instrumenter ikke bruges til opfyldelse af flere krav. Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med forslaget i § 1, nr. 23, og § 1, nr. 29. Der henvises i øvrigt til punkt 2.17 i de almindelige bemærkninger.

Endeligt følger det af bestemmelsens nr. 3 , at passiver ikke må udgøre en afviklingshindring, jf. § 262 i lov om finansiel virksomhed. Med bestemmelsen sikres det, at det er Finanstilsynet og Finansiel Stabilitet, der ud fra instituttets eller koncernens afviklingsplan, jf. § 259 i lov om finansiel virksomhed, vurderer, om udstedelserne vil udgøre en afviklingshindring, jf. §§ 262 og 263 i lov om finansiel virksomhed.

Vurderingen baseres på, hvorvidt det er muligt og troværdigt for Finansiel Stabilitet enten at opløse instituttet eller koncernen via konkurslovgivningen eller via de særlige afviklingsværktøjer, jf. kapitel 4 i lov nr. 333 af 31. marts 2015 om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder, uden at skabe betydelige negative effekter for det finansielle system. Et institut eller en koncern anses for at kunne afvikles, hvis det er muligt og troværdigt, at Finansiel Stabilitet kan afvikle eller restrukturere instituttet eller koncernen ved at anvende de forskellige afviklingstiltag oplistet i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder, eller ved konkursbehandling. I vurderingen ligger bl.a., om instituttet eller koncernen er indrettet til at kunne levere de nødvendige oplysninger og gennemføre de nødvendige handlinger i forbindelse med afviklingen, og om den planlagte afvikling rent faktisk kan gennemføres. Derudover skal de i afsnit C i bilaget til BRRD oplistede aspekter tages i betragtning ved vurderingen. Ydermere, oplister den delegerede forordning (EU) 2016/1075 i artikel 26-31 de kategorier, som afviklingshindringer kan indgå i, bl.a. finansielle ressourcer, struktur og operationelle forhold, juridiske forhold osv.

Der er således tale om en konkret vurdering, hvor Finanstilsynet og Finansiel Stabilitet tager stilling til om udstedelserne vil udgøre en afviklingshindring i forhold til instituttets eller koncernens fortrukne afviklingsstrategi.

Det kan f.eks. være hvis realkreditinstituttet har udstedt passiver, som kræver brug af bail-in værktøjet for at kunne nedskrives eller konverteres og som i henhold til konkursordenen skal bære tab eller konverteres før eller samtidig med de passiver, der er udstedt af realkreditinstituttet til opfyldelsen af det konsoliderede NEP-krav.

Lovændringen sikrer dermed, at Finanstilsynet under visse betingelser kan tillade, at koncernerne kan opfylde deres krav til nedskrivningsegnede passiver på konsolideret niveau ved udstedelser fra realkreditinstitutter.

Til nr. 31 (§ 313 a, i lov om finansiel virksomhed)

Det følger af § 313 a, at § 64, stk. 1-5, omhandlende kravene til egnethed og hæderlighed, finder tilsvarende anvendelse for ansatte i et systemisk vigtigt finansielt institut (SIFI) og et globalt systemisk vigtigt finansielt institut (G-SIFI), der er identificeret som nøglepersoner i medfør af § 312 a, stk. 1.

Med dette lovforslags § 1, nr. 13, nyaffattes kravene til egnethed og hæderlighed i § 64, stk. 1-4, i lov om finansiel virksomhed. Det foreslås således at ophæve de gældende § 64, stk. 1-4, og samle kravene til egnethed og hæderlighed i et nyt § 64, stk. 1, jf. de specielle bemærkninger til § 1, nr. 13. Det betyder samtidig, at § 64, stk. 5-8, bliver til § 64, stk. 2-5. Som konsekvens heraf foreslås det at ændre en række henvisninger til § 64 i § 313 a, stk. 1 .

Til nr. 32 (§ 348, stk. 2, 1. pkt., i lov om finansiel virksomhed)

Ifølge § 348, stk. 2, 1. pkt., i lov om finansiel virksomhed kan Finanstilsynet give påbud om berigtigelse af forhold, der er i strid med bestemmelserne i §§ 43, 57 og 72.

Det foreslås at ændre bestemmelsen, så Finanstilsynet fremover også kan give påbud om berigtigelse af forhold, der er i strid med §§ 46 a og 46 b i lov om finansiel virksomhed.

Finanstilsynet vil således kunne give påbud om, at en værdipapirhandler skal ophøre med at meddele sine kunder, at værdipapirhandlerens investeringsrådgivning sker på uafhængigt grundlag, hvis dette ikke er tilfældet. Et påbud vil ligeledes kunne meddeles et selskab der yder skønsmæssig porteføljepleje og som uretmæssigt modtager og beholder betalinger fra andre end kunden selv.

Med den foreslåede ændring har Finanstilsynet mulighed for at gribe ind over for sådanne tredjelandsselskaber, der yder uafhængig rådgivning og skønsmæssig porteføljepleje her i landet.

For en nærmere beskrivelse af §§ 46 a og 46 b i lov om finansiel virksomhed henvises der til bemærkningerne til bestemmelserne i forslag til lov om ændring af lov om værdipapirhandel m.v., lov om finansiel virksomhed, lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v., straffeloven og retsplejeloven, jf. Folketingstidende 2015-16, A, L 159 som fremsat, side 50.

Til nr. 33-37 (§351, stk. 1, 2 og 4-7 i lov om finansiel virksomhed)

Finanstilsynet kan efter § 351, stk. 1, påbyde en finansiel virksomhed at afsætte en direktør, der efter de gældende § 64, stk. 2 eller 3, eller § 64 a, ikke kan bestride stillingen.

Efter § 351, stk. 2, kan Finanstilsynet påbyde et medlem af bestyrelsen i en finansiel virksomhed at nedlægge sit hverv, dersom at personen efter de gældende § 64, stk. 2 eller 3, eller § 64 a, ikke kan bestride hvervet. For bestyrelsesmedlemmer i pengeinstitutter, realkreditinstitutter og forsikringsselskaber tillige, dersom personen ikke efter § 64 b, stk. 1, kan bestride hvervet.

Efter § 351, stk. 4, kan Finanstilsynet påbyde en finansiel virksomhed at afsætte en nøgleperson i et systemisk vigtigt finansielt institut (SIFI) og et globalt systemisk vigtigt finansielt institut (G-SIFI) at afsætte en ansat, der er identificeret som nøgleperson i medfør af § 312 a, stk. 1, hvis denne efter § 64, stk. 2 og 3, jf. § 313 a, ikke kan bestride stillingen.

Efter § 351, stk. 5, kan Finanstilsynet påbyde et gruppe 1-forsikringsselskab at afsætte en ansat, der er identificeret som nøgleperson i medfør af § 71, stk. 3, hvis denne efter § 64, stk. 2 eller 3, ikke kan bestride stillingen.

Efter § 351, stk. 6, kan Finanstilsynet påbyde en finansiel virksomhed at afsætte en direktør eller en ansat, der er udpeget som nøgleperson jf. § 71, stk. 3, eller § 312 a, stk. 1, når der er rejst tiltale mod den pågældende i en straffesag om overtrædelse af straffeloven eller den finansielle lovgivning, indtil straffesagen er afgjort, hvis domfældelse vil indebære, at direktøren ikke opfylder kravene i § 64, stk. 3, nr. 1, at nøglepersonen i et gruppe 1-forskringsselskab ikke opfylder kravene i § 64, stk. 3, nr. 1, jf. § 64, stk. 8, eller at nøglepersonen i et systemisk vigtigt finansielt institut (SIFI) eller et globalt systemisk vigtigt finansielt institut (G-SIFI) ikke opfylder kravene i § 64, stk. 3, nr. 1, jf. § 313 a. Finanstilsynet kan under samme betingelser som i 1. pkt. påbyde et medlem af bestyrelsen i en finansiel virksomhed at nedlægge sit hverv.

Efter § 351, stk. 7, fastsætter Finanstilsynet varigheden af påbud meddelt efter stk. 2.

Med dette lovforslags § 1, nr. 13, nyaffattes kravene til egnethed og hæderlighed i § 64, stk. 1-4, i lov om finansiel virksomhed. Det foreslås således at ophæve de gældende § 64, stk. 1-4, og samle kravene til egnethed og hæderlighed i et nyt § 64, stk. 1, jf. de specielle bemærkninger til § 1, nr.13. Det betyder samtidig, at § 64, stk. 5-8, bliver til § 64, stk. 2-5. Som konsekvens heraf foreslås det at ændre en række henvisninger til § 64 i §§ 351, stk. 1-2 og 4-7 .

Til nr. 38 (§ 354, stk. 6, nr. 22, i lov om finansiel virksomhed)

Finanstilsynets ansatte er under ansvar efter straffelovens § 152-152 e forpligtet til at hemmeligholde fortrolige oplysninger, som de får kendskab til gennem tilsyns- og afviklingsvirksomheden eller fra Finansiel Stabilitet, jf. § 354, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed. Personer, der udfører serviceopgaver som led i Finanstilsynets drift, og eksperter, der handler på Finanstilsynets vegne, er underlagt samme tavshedspligt. Tavshedspligten gælder også efter ansættelses- eller kontraktforholdets ophør. Et samtykke fra den, som tavshedspligten har til hensigt at beskytte, berettiger heller ikke de førnævnte personer at videregive de fortrolige oplysninger.

Fortrolige oplysninger kan dog videregives i en række særlige tilfælde. Det følger bl.a. af § 354, stk. 6, nr. 22, i lov om finansiel virksomhed, at Finanstilsynet kan videregive fortrolige oplysninger til en institution, der forestår clearing af værdipapirer eller penge, hvis det er er nødvendigt for at sikre, at institutionen reagerer behørigt på misligholdelser eller potentielle misligholdelser på det marked, hvor institutionen er ansvarlig for clearingen.

Videregivelse af fortrolige oplysninger i medfør af stk. 6, nr. 3, 7, 8, 11, 16, 20 og 27, kan ifølge § 354, stk. 15, alene ske, såfremt de myndigheder eller organer, som har afgivet oplysningerne, eller de myndigheder i den medlemsstat, hvor kontrolbesøget eller inspektionen er foretaget, har givet deres udtrykkelige tilladelse, hvor oplysningerne er modtaget enten fra Den Europæiske Banktilsynsmyndighed, Det Europæiske Råd for Systemiske Risici, Den Europæiske Tilsynsmyndighed for Forsikrings- og Arbejdsmarkedspensionsordninger eller Den Europæiske Værdipapir- og Markedstilsynsmyndighed og organer etableret under disse samt i henhold til denne lov, bestemmelser udstedt i medfør af denne lov, andre direktiver vedrørende kreditinstitutter, forordninger udstedt i medfør af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/36/EU af 26. juni 2013 om adgang til at udøve virksomhed som kreditinstitut og om tilsyn med kreditinstitutter og investeringsselskaber, artikel 15 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1092/2010 af 24. november 2010 om makrotilsyn på EU-plan med det finansielle system og om oprettelse af et europæisk råd for systemiske risici, artikel 31, 35 og 36 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1093/2010 af 24. november 2010 om oprettelse af en europæisk tilsynsmyndighed (Den Europæiske Banktilsynsmyndighed) samt artikel 31 og 36 i forordning (EU) nr. 1095/2010 om oprettelse af en europæisk tilsynsmyndighed (Den Europæiske Værdipapir- og Markedstilsynsmyndighed) eller fra myndigheder, der har ansvaret for tilsynet med finansielle virksomheder, finansieringsinstitutter, investeringsinstitutter, kreditvurderingsbureauer og de finansielle markeder, myndigheder og organer, som er ansvarlige for at opretholde det finansielle systems stabilitet gennem anvendelse af makroprudentielle regler, myndigheder eller organer, som har til formål at sikre den finansielle stabilitet, aftalemæssige sikringsordninger eller institutsikringsordninger som omhandlet i artikel 113, stk. 7, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 af 26. juni 2013 om tilsynsmæssige krav til kreditinstitutter og investeringsselskaber, institutioner, der forvalter indskyder-, investor- eller forsikringsgarantiordninger, organer, der medvirker ved finansielle virksomheders likvidation, konkursbehandling eller lignende procedurer, og personer, der er ansvarlige for den lovpligtige revision af den finansielle virksomheds regnskaber, eller hvor oplysninger er tilvejebragt ved kontrolbesøg eller undersøgelse efter § 346, stk. 4.

Tavshedspligten følger de fortrolige oplysninger. Modtageren af de fortrolige oplysninger er underlagt en tavshedspligt, der svarer til den lovbestemte tavshedspligt i § 354, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed. Den pågældende clearinginstitution, der har modtaget de fortrolige oplysninger, vil dermed være underlagt den samme tavshedspligt, som gælder for Finanstilsynets ansatte, jf. § 354, stk. 8, i lov om finansiel virksomhed.

Med lovforslaget indsættes en henvisning i § 354, stk. 6, nr. 22, til § 354, stk. 15, hvorefter der vil gælde et krav om samtykke, før der kan ske videregivelse af fortrolige oplysninger, som er indhentet fra andre kompetente tilsynsmyndigheder i EU til clearinginstitutioner m.v. Forslaget indebærer, at Finanstilsynet skal indhente en udtrykkelig tilladelse til videregivelse af fortrolige oplysninger fra de kompetente tilsynsmyndigheder, som Finanstilsynet har modtaget oplysningerne fra, hvis Finanstilsynet skal kunne videregive de fortrolige oplysninger til clearinginstitutioner m.v., jf. bemærkningerne til § 1, nr. 39.

Med bestemmelsen foretages en direktivnær implementering af artikel 61, stk. 2, i CRD IV.

Til nr. 39 (§ 354, stk. 15, i lov om finansiel virksomhed)

Finanstilsynets ansatte er forpligtet til at hemmeligholde fortrolige oplysninger. Det gælder også for personer, der udfører serviceopgaver som led i Finanstilsynets drift, og eksperter, der handler på Finanstilsynets vegne.

Fortrolige oplysninger kan dog videregives i en række særlige tilfælde. Det følger bl.a. af § 354, stk. 6, nr. 22, i lov om finansiel virksomhed, at Finanstilsynet kan videregive fortrolige oplysninger til en institution, der forestår clearing af værdipapirer eller penge, hvis det er er nødvendigt for at sikre, at institutionen reagerer behørigt på misligholdelser eller potentielle misligholdelser på det marked, hvor institutionen er ansvarlig for clearingen.

Videregivelse af fortrolige oplysninger i medfør af stk. 6, nr. 3, 7, 8, 11, 16, 20 og 27, kan ifølge § 354, stk. 15, alene ske, såfremt de myndigheder eller organer, som har afgivet oplysningerne, eller de myndigheder i den medlemsstat, hvor kontrolbesøget eller inspektionen er foretaget, har givet deres udtrykkelige tilladelse, hvor oplysningerne er modtaget enten fra Den Europæiske Banktilsynsmyndighed, Det Europæiske Råd for Systemiske Risici, Den Europæiske Tilsynsmyndighed for Forsikrings- og Arbejdsmarkedspensionsordninger eller Den Europæiske Værdipapir- og Markedstilsynsmyndighed og organer etableret under disse samt i henhold til denne lov, bestemmelser udstedt i medfør af denne lov, andre direktiver vedrørende kreditinstitutter, forordninger udstedt i medfør af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/36/EU af 26. juni 2013 om adgang til at udøve virksomhed som kreditinstitut og om tilsyn med kreditinstitutter og investeringsselskaber, artikel 15 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1092/2010 af 24. november 2010 om makrotilsyn på EU-plan med det finansielle system og om oprettelse af et europæisk råd for systemiske risici, artikel 31, 35 og 36 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1093/2010 af 24. november 2010 om oprettelse af en europæisk tilsynsmyndighed (Den Europæiske Banktilsynsmyndighed) samt artikel 31 og 36 i forordning (EU) nr. 1095/2010 om oprettelse af en europæisk tilsynsmyndighed (Den Europæiske Værdipapir- og Markedstilsynsmyndighed) eller fra myndigheder, der har ansvaret for tilsynet med finansielle virksomheder, finansieringsinstitutter, investeringsinstitutter, kreditvurderingsbureauer og de finansielle markeder, myndigheder og organer, som er ansvarlige for at opretholde det finansielle systems stabilitet gennem anvendelse af makroprudentielle regler, myndigheder eller organer, som har til formål at sikre den finansielle stabilitet, aftalemæssige sikringsordninger eller institutsikringsordninger som omhandlet i artikel 113, stk. 7, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 af 26. juni 2013 om tilsynsmæssige krav til kreditinstitutter og investeringsselskaber, institutioner, der forvalter indskyder-, investor- eller forsikringsgarantiordninger, organer, der medvirker ved finansielle virksomheders likvidation, konkursbehandling eller lignende procedurer, og personer, der er ansvarlige for den lovpligtige revision af den finansielle virksomheds regnskaber, eller hvor oplysninger er tilvejebragt ved kontrolbesøg eller undersøgelse efter § 346, stk. 4.

Med forslaget vil videregivelse af fortrolige oplysninger i medfør af stk. 6, nr. 3, 7, 8, 11, 16, 20, 22 og 27, alene kunne ske, såfremt de myndigheder eller organer, som har afgivet oplysningerne, eller de myndigheder i den medlemsstat, hvor kontrolbesøget eller inspektionen er foretaget, har givet deres udtrykkelige tilladelse, hvor oplysningerne er modtaget enten fra Den Europæiske Banktilsynsmyndighed, Det Europæiske Råd for Systemiske Risici, Den Europæiske Tilsynsmyndighed for Forsikrings- og Arbejdsmarkedspensionsordninger eller Den Europæiske Værdipapir- og Markedstilsynsmyndighed og organer etableret under disse samt i henhold til denne lov, bestemmelser udstedt i medfør af denne lov, andre direktiver vedrørende kreditinstitutter, forordninger udstedt i medfør af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/36/EU af 26. juni 2013 om adgang til at udøve virksomhed som kreditinstitut og om tilsyn med kreditinstitutter og investeringsselskaber, artikel 15 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1092/2010 af 24. november 2010 om makrotilsyn på EU-plan med det finansielle system og om oprettelse af et europæisk råd for systemiske risici, artikel 31, 35 og 36 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1093/2010 af 24. november 2010 om oprettelse af en europæisk tilsynsmyndighed (Den Europæiske Banktilsynsmyndighed) samt artikel 31 og 36 i forordning (EU) nr. 1095/2010 om oprettelse af en europæisk tilsynsmyndighed (Den Europæiske Værdipapir- og Markedstilsynsmyndighed) eller fra myndigheder, der har ansvaret for tilsynet med finansielle virksomheder, finansieringsinstitutter, investeringsinstitutter, kreditvurderingsbureauer og de finansielle markeder, myndigheder og organer, som er ansvarlige for at opretholde det finansielle systems stabilitet gennem anvendelse af makroprudentielle regler, myndigheder eller organer, som har til formål at sikre den finansielle stabilitet, aftalemæssige sikringsordninger eller institutsikringsordninger som omhandlet i artikel 113, stk. 7, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 af 26. juni 2013 om tilsynsmæssige krav til kreditinstitutter og investeringsselskaber, institutioner, der forvalter indskyder-, investor- eller forsikringsgarantiordninger, organer, der medvirker ved finansielle virksomheders likvidation, konkursbehandling eller lignende procedurer, og personer, der er ansvarlige for den lovpligtige revision af den finansielle virksomheds regnskaber, eller hvor oplysninger er tilvejebragt ved kontrolbesøg eller undersøgelse efter § 346, stk. 4.

Med lovforslaget ændres § 354, stk. 15, i lov om finansiel virksomhed, hvorefter Finanstilsynet skal indhente et samtykke til videregivelse af fortrolige oplysninger fra de kompetente tilsynsmyndigheder i EU, som Finanstilsynet har modtaget oplysningerne fra, hvis Finanstilsynet skal kunne videregive de fortrolige oplysninger til clearinginstitutioner m.v.

Samtykket skal udgøre en frivillig, specifik og informeret viljetilkendegivelse, hvorved den pågældende tilsynsmyndighed giver udtrykkelig tilladelse til, at oplysningerne videregives til clearinginstitutioner m.v.

Med bestemmelsen foretages en direktivnær implementering af artikel 61, stk. 2, i CRD IV.

Til nr. 40 (§ 354 e, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed)

Efter § 354 e, stk. 2, offentliggør Finanstilsynet påtaler, påbud eller tvangsbøder i sager om overtrædelse af § 7, stk. 1, § 61, stk. 1, § 61 b, § 61 c, § 64, stk. 1-3, § 64 a, § 71, stk. 1, § 71 a, stk. 1, § 77 d, stk. 1, § 125 b, stk. 1-4 og 6, § 125 d, § 125 e, stk. 1, jf. § 125 b, stk. 1-4 og 6, § 313, stk. 1, og artikel 28 og 51, jf. artikel 52, 63 og 92, stk. 1, artikel 99, stk. 1, artikel 101, stk. 1 og 2, artikel 394, stk. 1, artikel 395, artikel 405, stk. 1, artikel 412, stk. 1, artikel 415, stk. 1 og 2, artikel 430, stk. 1, 1. afsnit, 1. pkt., og 2. afsnit, artikel 431, stk. 1-3, artikel 435 og artikel 451, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 af 26. juni 2013 om tilsynsmæssige krav til kreditinstitutter og investeringsselskaber.

Med dette lovforslags § 1, nr. 13, nyaffattes kravene til egnethed og hæderlighed i § 64, stk. 1-4, i lov om finansiel virksomhed. Det foreslås således at ophæve de gældende § 64, stk. 1-4, og samle kravene til egnethed og hæderlighed i et nyt § 64, stk. 1, jf. de specielle bemærkninger til § 1, nr. 13. Det betyder samtidig, at § 64, stk. 5-8, bliver til § 64, stk. 2-5. Som konsekvens heraf foreslås det at ændre 354 e, stk. 2 .

Til nr. 41 (§363, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed)

Det følger af § 363 i lov om finansiel virksomhed, at Forvaltningsinstituttet for Lokale Pengeinstitutter årligt betaler en afgift til Finanstilsynet. Afgiften udgør 49,4 pct. af differencen mellem Finanstilsynets udgifter og afgifter betalt efter §§ 361 og 362 i lov om finansiel virksomhed.

Det foreslås at ændre § 363 i lov om finansiel virksomhed, således at det ikke længere fremgår af bestemmelsen, at Forvaltningsinstituttet for Lokale Pengeinstitutter betaler en afgift til Finanstilsynet.

Finanstilsynets tilsyn med Forvaltningsinstituttet for Lokale Pengeinstitutter har i praksis været begrænset til løbende indberetning af Forvaltningsinstituttets årsregnskab, herunder revisionen af samme, og høring ved vedtægtsændringer. Der henvises i den forbindelse til pkt. 2.18.3 i de almindelige bemærkninger.

Med forslaget udgår Forvaltningsinstituttet for Lokale Pengeinstitutter af afgiftsbestemmelsen i lov om finansiel virksomhed. Forvaltningsinstituttet for Lokale Pengeinstitutter kan herefter ikke opkræves og er ikke forpligtet til at betale afgift til Finanstilsynet.

Til nr. 42 (§ 372 b i lov om finansiel virksomhed)

Reglerne om begrænsninger for store eksponeringer er fastsat i CRR.

Reglerne indebærer bl.a., at et pengeinstitut, et realkreditinstitut og et fondsmæglerselskab I ikke må påtage sig en eksponering mod en kunde eller gruppe af indbyrdes forbundne kunder, som overstiger 25 pct. af instituttets justerede kapitalgrundlag, jf. artikel 395, stk. 1, i CRR.

Fondsmæglerselskaber I er nærmere defineret i § 5, stk. 1, nr. 35, i lov om finansiel virksomhed.

En række eksponeringer er undtaget fra reglerne om begrænsninger for store eksponeringer i artikel 395, stk. 1, i CRR. Disse eksponeringer er oplistet i artikel 400, stk. 1, i CRR.

Den kompetente myndighed kan endvidere helt eller delvist fritage de eksponeringer, som er nævnt i artikel 400, stk. 2, litra a-k, jf. artikel 400, stk. 2, i CRR.

I relation til CRR er det Finanstilsynet, som er udpeget som den kompetente myndighed, jf. § 344, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed.

Der foreslås indført en bestemmelse som en ny § 372 b i lov om finansiel virksomhed, der bemyndiger Finanstilsynet til at fastsætte regler om fritagelse af de eksponeringer, som er omfattet af artikel 400, stk. 2, i CRR, fra forordningens regler om begrænsninger for store eksponeringer. Med den foreslåede § 372 b bemyndiges Finanstilsynet endvidere til at fritage de nævnte eksponeringer i medfør af den overgangsordning, som følger af artikel 493, stk. 3, i CRR. Det er de samme eksponeringer, som er omfattet af artikel 400, stk. 2, og artikel 493, stk. 3, i CRR.

Det giver navnlig mulighed for, at visse eksponeringer med særlig lille risiko kan fritages for den generelle begrænsning.

Finanstilsynet kan i medfør af den foreslåede bemyndigelse vælge helt eller delvist at fritage de eksponeringer, som er omfattet af artikel 400, stk. 2, i CRR. Det vil sige, at Finanstilsynet kan fritage en eller flere af de eksponeringer, som er oplistet i artikel 400, stk. 2, i CRR.

Finanstilsynet vil i medfør af den foreslåede bemyndigelsesbestemmelse udstede en bekendtgørelse om, hvilke eksponeringer der er fritaget.

Det primære indhold i en sådan bekendtgørelse forventes at være en videreførelse af de fritagelsesmuligheder, som fremgik af bekendtgørelse om store engagementer inden ikrafttrædelsen af CRR. Bekendtgørelsen blev ophævet som følge af, at området i stedet blev reguleret i CRR.

Finanstilsynet vil udnytte den foreslåede bemyndigelse i overensstemmelse med forordningen. Efter udløb af den overgangsordning, som følger af artikel 493, stk. 3, i CRR, vil udnyttelsen ske i overensstemmelse med de betingelser, der fremgår af artikel 400, stk. 3, i CRR, herunder ved underretning af EBA om udnyttelsen.

Den bekendtgørelse, som udstedes i medfør af den foreslåede bemyndigelse, vil forventeligt i al væsentlighed afspejle Finanstilsynets hidtidige administration af reglerne og vil i al væsentlighed afspejle den tidligere gældende bekendtgørelse om store engagementer, ifølge hvilken bl.a. særligt dækkede obligationer og særligt dækkede realkreditobligationer, jf. artikel 400, stk. 2, litra a, visse koncerninterne eksponeringer, dvs. eksponeringer, som et institut har mod sit moderselskab, med moderselskabets øvrige datterselskaber eller med sine egne datterselskaber, jf. artikel 400, stk. 2, litra c, fordringer på og andre eksponeringer mod institutter, forudsat at disse eksponeringer ikke udgør instituttets egenkapital, ikke har længere varighed end til den følgende handelsdag og ikke er denomineret i en større handelsvaluta, jf. artikel 400, stk. 2, litra f, og lovbestemte garantier, som anvendes, når realkreditlån udbetales inden endelig registrering i tingbogen, jf. artikel 400, stk. 2, litra j, var undtaget for den generelle begrænsning.

Indholdet forventes dermed som udgangspunkt at indebære, at de nævnte eksponeringer fremadrettet er fritaget for begrænsningen, ligesom det var tilfældet i medfør af i den tidligere gældende bekendtgørelse om store engagementer.

Der forventes således ikke en ændring af praksis på området.

Til nr. 43 (§ 373, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed)

§ 373, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed er en strafbestemmelse, og det er i denne bestemmelse angivet, hvilke overtrædelser af bl.a. lov om finansiel virksomhed, der kan straffes med bøde eller fængsel indtil 4 måneder, medmindre højere straf er forskyldt efter den øvrige lovgivning.

Med dette lovforslags § 1, nr. 13, nyaffattes kravene til egnethed og hæderlighed i § 64, stk. 1-4, i lov om finansiel virksomhed. Det foreslås således at ophæve de gældende § 64, stk. 1-4 og samle kravene til egnethed og hæderlighed i et nyt § 64, stk. 1, jf. de specielle bemærkninger til § 1, nr. 13. Som konsekvens heraf foreslås det at ændre henvisningen til § 64, stk. 5, jf. stk. 3, nr. 1 og 2, til § 64, stk. 2, jf. stk. 1, nr. 3 og 4, i § 373, stk. 1 .

Det foreslås desuden at indsætte en henvisning til § 313 b i lov om finansiel virksomhed i § 373, stk. 1, hvorefter overtrædelse af bestemmelsen i § 313 b kan straffes med bøde fængsel indtil 4 måneder, medmindre højere straf er forskyldt efter den øvrige lovgivning.

§ 313 b i lov om finansiel virksomhed er efter gældende ret ikke strafbelagt.

Ved en fejl er § 313 b i lov om finansiel virksomhed ikke blevet strafbelagt i forbindelse med bestemmelsens indførelse i lov om finansiel virksomhed. § 313 b, foreslås derfor strafbelagt med nærværende lovforslag for at rette op herpå.

Ansvarssubjektet i forhold til overtrædelser af § 313 b i lov om finansiel virksomheder er et systemisk vigtigt finansielt institut (SIFI) og et globalt systemisk finansielt institut (G-SIFI).

Dette betyder, at et systemisk vigtigt finansielt institut (SIFI) og et globalt systemisk finansielt institut (G-SIFI) kan straffes med bøde, hvis instituttet bevilger eksponering mod eller modtager sikkerhedsstillelse fra ansatte i instituttet, der er identificeret som nøglepersoner i medfør af § 312 a, stk. 1, uden at eksponeringen er godkendt af direktionen. Det samme gælder, hvis virksomheder, hvor nøglepersoner er direkte eller indirekte besidder af en kvalificeret andel eller er bestyrelsesmedlem eller direktør. Tilsvarende gælder også eksponeringer mod personer, der er knyttet til ansatte, som er identificeret som nøglepersoner i medfør af 312 a, stk. 1, ved ægteskab, samliv i mindste 2 år eller slægtskab i ret op- eller nedstigende linje eller som søskende og mod virksomheder, for hvilke sådanne personer er direktører.

Det følger af § 373, stk. 5, i lov om finansiel virksomhed, at der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens kapitel 5. Det fremgår af § 27, stk. 1, 1. pkt., i straffeloven, at strafansvar for en juridisk person forudsætter, at der inden for dens virksomhed er begået en overtrædelse, der kan tilregnes en eller flere til den juridiske person knyttede personer eller den juridiske person som sådan.

I de tilfælde, hvor strafbelagte bestemmelser omhandler pligter eller forbud for virksomheden, er de mulige strafsubjekter virksomheden/eller en eller flere personer med tilknytning til virksomheden, hvilket oftest er medlemmer af ledelsen. Udgangspunktet er, at der rejses tiltale mod virksomheden (dvs. den juridiske person) for overtrædelsen. Dette kan kombineres med tiltale mod en eller flere personer med tilknytning til virksomheden, hvis en eller nogle af disse personer har medvirket forsætligt eller groft uagtsomt til overtrædelsen, og overtrædelsen ikke er af underordnet karakter. Der skal som udgangspunkt ikke rejses tiltale mod underordnede ansatte. Muligheden for bøde forudsættes anvendt i særligt grove tilfælde, eksempelvis hvor Finanstilsynet har givet påbud til instituttet for overtrædelse af § 312 a, og at instituttet uagtet påbuddet fortsætter bevilling af eksponeringer mod nøglepersoner uden direktionens godkendelse.

Til nr. 44 (§ 373, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed)

Det følger af § 373, stk. 2, at overtrædelse af § 16 c, § 16 d, stk. 1, § 16 f, stk. 1-3, § 23, stk. 4 og 5, § 54, stk. 2, § 57, stk. 1, § 57 a, stk. 1, § 64, stk. 8, 2. pkt., § 70, stk. 1-5, § 71, stk. 1 og 3, § 71 a, stk. 1 og stk. 2, 1. pkt., § 71 b, stk. 1, § 71 c, stk. 1, 2. pkt., § 72, stk. 1 og 2, og stk. 3, 3. pkt., § 73, stk. 1, 1. pkt., og stk. 2, § 75 a, stk. 1, § 77, stk. 1-6 og 10, § 77 a, stk. 1-6, §§ 77 b og 77 c, § 77 d, stk. 1-4, § 77 f, stk. 1 og 2, § 77 g, stk. 1 og 3, § 79 a, stk. 1, nr. 1, § 80, stk. 1, stk. 2, 1. pkt., og stk. 3, 7 og 8, § 80 a, § 80 b, stk. 1-3 og 5, og § 80 c, stk. 1 og 2, § 81 b, stk. 2 og 3, § 85 b, stk. 2 og 3, § 108, stk. 1-6, § 121, stk. 1, §§ 122 og 123, § 126 b, stk. 1, 2. pkt., og stk. 4, 2. pkt., § 126 c, stk. 5, § 126 d, stk. 4 og 6, § 126 e, stk. 4, § 152 a, stk. 1, 1. pkt., § 152 b, stk. 4-7, § 152 c, stk. 1, § 152 d, stk. 1, § 152 e, stk. 1, § 152 g, stk. 1, 1. og 3. pkt., stk. 2-5 og stk. 7, 1. pkt., § 152 j, stk. 1, 2. pkt., eller stk. 2, § 152 k, stk. 1, 2 eller 5, § 152 m, stk. 1, § 167, stk. 1-3 og 5, § 175 b, stk. 1, 2, 4 og 9, § 182 d, § 182 e, stk. 2 og stk. 7, 1. pkt., og § 182 f, § 183, stk. 1, 1. pkt., og stk. 5, § 184, stk. 1, § 185, stk. 1 og 2, og stk. 3, 1. pkt., §§ 186 og 187, § 188, stk. 1, stk. 2, 1. pkt., og stk. 3, 2. pkt., §§ 189 og 190, § 191, stk. 1-3, § 192, 1. pkt., § 193, 1. pkt., § 198, stk. 1, § 199, stk. 2 og 6, § 206, § 245 a, stk. 1 og 3, § 245 b, stk. 1, 1. pkt., og stk. 2, § 247 a, stk. 9 og 10, § 283, stk. 1 og 2, § 264, stk. 2, §§ 312-312 b, § 343 t, stk. 1, § 347 b, stk. 3 og 6, § 354 a, stk. 1, 1.-5. pkt., og stk. 3, 1.-7. pkt., § 417 a, stk. 4, § 417 b, stk. 5, § 417 c, stk. 3, samt artikel 4 i Rådets forordning om anvendelse af internationale regnskabsstandarder og artikel 4, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning om kreditvurderingsbureauer samt artikel 28, artikel 41, stk. 1, litra b, artikel 49, stk. 1, litra c, artikel 51, jf. artikel 52, artikel 54, stk. 5, litra a og c, artikel 63, artikel 73, stk. 6, artikel 76, stk. 2, artikel 77, artikel 99, stk. 1, artikel 101, stk. 1 og 2, artikel 113, stk. 7, 1. afsnit, artikel 129, stk. 3 og 7, artikel 221, stk. 1 og 2, artikel 256, stk. 7, 1. afsnit, artikel 259, stk. 1, litra b og e, artikel 262, stk. 2, 2. afsnit, artikel 263, stk. 2, 1. afsnit, artikel 393, artikel 394, stk. 2, artikel 405, stk. 1, artikel 412, stk. 1 og 2, artikel 415, stk. 1 og 2, artikel 430, stk. 1, 1. afsnit, 1. pkt., og 2. afsnit, artikel 431, stk. 1, jf. artikel 435 og 436, artikel 437, stk. 1, artikel 438 og 439, artikel 440, stk. 1, artikel 441, stk. 1, artikel 442 og 444-450, artikel 451, stk. 1, artikel 431, stk. 3, artikel 433, 1.-3. afsnit, artikel 434, 1. afsnit, 2. og 3. pkt., og afsnit 2, 2. pkt., artikel 471, stk. 1, artikel 492, stk. 2-4, artikel 499, stk. 1, og artikel 501, stk. 3, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 af 26. juni 2013 om tilsynsmæssige krav til kreditinstitutter og investeringsselskaber, straffes med bøde. På samme måde straffes overtrædelse af meddelelsespligten i § 152 a, stk. 2, 1. pkt.

Med dette lovforslags § 1, nr. 13, nyaffattes kravene til egnethed og hæderlighed i § 64, stk. 1-4, i lov om finansiel virksomhed. Det foreslås således at ophæve de gældende § 64, stk. 1-4, og samle kravene til egnethed og hæderlighed i et nyt § 64, stk. 1, jf. de specielle bemærkninger til § 1, nr. 13. Det betyder samtidig, at § 64, stk. 5-8, bliver til § 64, stk. 2-5. Som konsekvens heraf foreslås det at ændre henvisningen til § 64, stk. 8, 2. pkt. til § 64, stk. 5, 2. pkt., i § 373, stk. 2 .