Lov om ændring af lov om finansiel virksomhed, hvidvaskloven, lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v. og forskellige andre love (Styrket indsats mod hvidvask m.v. i den finansielle sektor, indførelse af nye former for alternative investeringsfonde, ændring af grænsen for prospektpligt m.v.)

Kilde

Til nr. 1 (§ 1, stk. 2, 1. pkt. i lov om finansiel virksomhed)

Det følger af § 1, stk. 2, 1. pkt., at for finansielle holdingvirksomheder og forsikringsholdingvirksomheder finder §§ 6, 6 a og 6 b, § 43, stk. 1, kapitel 7, § 64, stk. 6, §§ 70 og 71, § 75, § 79 a, §§ 117, 175 a og 179-181, kapitel 13, §§ 344, 345, 346, 347, 347 a, 347 b, 348 og 348 a, § 350, stk. 4, §§ 355 og 357, § 361, stk. 1, nr. 4 og 9, og stk. 2, § 368, stk. 2 og 3, stk. 4, nr. 1, og stk. 5, og §§ 369, 370, 372, 373, 373 a og 374 anvendelse. For finansielle holdingvirksomheder finder §§ 77 a-77 d, §§ 170-175, §§ 176-178, § 266, stk. 2, § 274, stk. 3, og §§ 310, 312, 312 a og 313-313 b desuden anvendelse. For forsikringsholdingvirksomheder finder §§ 175 b og 175 c desuden anvendelse. For finansielle holdingvirksomheder og blandede holdingvirksomheder finder §§ 71 b, 177 a og 182 b-182 f, § 245 a, stk. 3, §§ 245 b, 260 og 271, § 274, stk. 4, og § 344 d desuden anvendelse. For blandede holdingvirksomheder finder § 264, stk. 3, nr. 11, §§ 344 og 345, § 347, stk. 1, og §§ 355, 372 og 373 desuden anvendelse.

.

Med dette lovforslags § 1, nr. 13, nyaffattes kravene til egnethed og hæderlighed i § 64, stk. 1-4, i lov om finansiel virksomhed. Det foreslås at ophæve de gældende § 64, stk. 1-4 og samle kravene til egnethed og hæderlighed i et nyt § 64, stk. 1, jf. de specielle bemærkninger til § 1, nr. 13. Som konsekvens heraf foreslås det at ændre henvisningen til § 64, stk. 6, til § 64, stk. 3, i lov om finansiel virksomhed § 1, stk. 2.

Til nr. 2 (§ 1, stk. 6, i lov om finansiel virksomhed)

Ifølge § 1, stk. 6, i lov om finansiel virksomhed gælder §§ 6, 6 a, 6 b, 33, 43, 77e, § 347, stk. 1, og § 348 for tjenesteydelser med værdipapirhandel ydet her i landet af kreditinstitutter og investeringsselskaber, der er meddelt tilladelse i et land uden for Den Europæiske Union, som Unionen ikke har indgået aftale med på det finansielle område, og for hvilket land Kommissionen ikke har vedtaget en afgørelse som omhandlet i artikel 47, stk. 1, i MiFIR, eller hvor en sådan afgørelse ikke længere er gyldig.

Det følger af bestemmelsen i § 1, stk. 6, at bl.a. § 33, der indeholder krav om tilladelse for sådanne tredjelandsselskaber, der ønsker at udøve tjenesteydelser med værdipapirhandel her i landet, og § 43 der indeholder regler om god skik, gælder for de pågældende virksomheder.

Med lovforslaget foreslås § 1, stk. 6 , ændret, så for tjenesteydelser med værdipapirhandel ydet her i landet af kreditinstitutter og investeringsselskaber, der er meddelt tilladelse i et land uden for Den Europæiske Union, som Unionen ikke har indgået aftale med på det finansielle område, finder §§ 6, 6a, 6b, 33, 43, 46 a og 46 b, § 347, stk. 1, § 348 og § 373, stk. 3 og 5 anvendelse.

§ 46 a i lov om finansiel virksomhed, der gennemfører artikel 24, stk. 7, litra a, i MiFID II, indeholder nærmere regler for, hvornår en værdipapirhandler må meddele sin kunde, at værdipapirhandlerens investeringsrådgivning sker på uafhængigt grundlag. Dette er tilfældet, hvis der rådgives om et bredt udsnit af finansielle instrumenter, som er på markedet, og som er forskellige med hensyn til type og udstedere eller produktudbydere. De finansielle instrumenter, der rådgives om, må desuden ikke være begrænset til finansielle instrumenter, der er udstedt eller udbudt af værdipapirhandleren selv eller af andre juridiske personer, der enten har snævre forbindelser med værdipapirhandleren eller har så tætte juridiske eller økonomiske forbindelser med værdipapirhandleren, at dette kan indebære en risiko for at svække det uafhængige grundlag for den ydede rådgivning.

Bestemmelsens formål er at sikre, at kundens investeringsmål imødekommes på passende vis.

§ 46 b i lov om finansiel virksomhed, der gennemfører artikel 24, stk. 7, litra b, og artikel 24, stk. 8, i MiFID II, indeholder et forbud for en værdipapirhandler mod at modtage og beholde gebyrer, provisioner eller andre penge- og naturalieydelser, der betales af tredjemand eller en person, som handler på tredjemands vegne, ved uafhængig investeringsrådgivning og skønsmæssig porteføljepleje.

Bestemmelsens formål er at hindre interessekonflikter og skabe en bedre gennemsigtighed i forhold til de betalinger, som ikke kommer direkte fra kunden til værdipapirhandleren.

Om baggrunden for de pågældende bestemmelser og en nærmere beskrivelse af disse henvises til de specielle bemærkninger til § 2, nr. 3, i lovforslag nr. L 159 af 30. marts 2016 om ændring af om ændring af lov om værdipapirhandel m.v., lov om finansiel virksomhed, lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v., straffeloven og retsplejeloven (Ændringer som følge af forordningen om markedsmisbrug samt gennemførelse af regler om provisionsbetalinger m.v. fra tredjeparter og oplysninger om omkostninger m.v. i direktivet om markeder for finansielle instrumenter (MiFID II)), Folketingstidende A 2015-16, L 159 som fremsat, s. 50-53.

Ifølge § 373, stk. 3, i lov om finansiel virksomhed straffes bl.a. en finansiel virksomhed, der ikke efterkommer et påbud, der er givet i medfør af bl.a. § 348, stk. 2, 1. pkt., med bøde.

Det følger af § 27 i straffeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 977 af 9. august 2017 (straffeloven), at strafansvar for en juridisk person forudsætter, at der inden for dens virksomhed er begået en overtrædelse, der kan tilregnes en eller flere til den juridiske person knyttede personer eller den juridiske person som sådan.

I de tilfælde, hvor de strafbelagte bestemmelser omhandler pligter eller forbud for virksomheden er de mulige ansvarssubjekter for straf ved overtrædelse af bestemmelserne virksomheden, jf. § 373, stk. 5, i lov om finansiel virksomhed, og/eller en eller flere personer med tilknytning til virksomheden, oftest ledelsen. Der vil således kunne rejses tiltale mod virksomheden alene eller mod både virksomheden og en eller flere personer med tilknytning til virksomheden, og endelig vil der også kunne rejses tiltale mod en eller flere personer med tilknytning til virksomheden alene. Udgangspunktet er tiltale mod virksomheden for overtrædelsen, men dette kan kombineres med tiltale mod en eller flere personer med tilknytning til virksomheden, hvis en eller nogle af disse personer, har medvirket forsætligt eller groft uagtsomt til overtrædelsen, og denne ikke er af underordnet karakter. Der skal som udgangspunkt ikke rejses tiltale mod underordnede ansatte.

Med de foreslåede ændringer stilles der samme krav ved uafhængig rådgivning og skønsmæssig porteføljepleje, uanset om værdipapirhandleren udøver de pågældende investeringsservice her i landet på baggrund af en dansk tilladelse hertil eller om virksomheden er et tredjelandsselskab, der har tilladelse til at udøve tjenesteydelser med værdipapirhandel her i landet i medfør af § 33 i lov om finansiel virksomhed.

Til nr. 3 (§ 5, stk. 1, nr. 67, i lov om finansiel virksomhed)

I dag er det kun pengeinstitutter, der kan sælge eller rådgive om strukturerede indlån. Strukturerede indlån er et struktureret investeringsprodukt, som i modsætning til andre strukturerede investeringer, f.eks. strukturerede obligationer, ikke tidligere har været omfattet af investorbeskyttelseslovgivningen på EU-plan. Strukturerede indlån er ikke i dag defineret i lov om finansiel virksomhed.

Det foreslås, at indføre en definition af strukturerede indlån i lov om finansiel virksomhed, hvorefter der ved struktureret indlån forstås indlån, som defineret i artikel 2, stk. 1, nr. 3, litra c, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/49/EF om indskudsgarantiordninger, som skal tilbagebetales fuldt ud ved forfald under anvendelse af bestemmelser om, at en eventuel rente eller præmie betales (eller er i fare) efter en formel, der omfatter faktorer såsom et indeks eller en kombination af indekser, bortset fra indlån med variabel rente, hvis afkast er direkte knyttet til et renteindeks såsom EURIBOR eller LIBOR, et finansielt instrument eller en kombination af finansielle instrumenter, en råvare eller en kombination af råvarer eller andre materielle eller immaterielle ikke-omsættelige aktiver eller en valutakurs eller en kombination af valutakurser.

Definitionen implementerer artikel 4, stk. 1, nr. 43, i MiFID II. Der foretages en direktivnær implementering.

Til nr. 4 (§ 6, stk. 3, i lov om finansiel virksomhed)

§ 6 stk. 3, fastlægger, at en digital meddelelse anses for at være kommet frem, når den er tilgængelig for adressaten for meddelelsen.

Det foreslås at ophæve § 6, stk. 3.

Ophævelsen skal ses i lyset af, at der i lovforslagets § 1, nr. 4, indsættes en tilsvarende bestemmelse i § 6 a i lov om finansiel virksomhed.

Til nr. 5 (§ 6 a i lov om finansiel virksomhed)

Efter § 6 a i lov om finansiel virksomhed kan erhvervsministeren fastsætte regler om, at Finanstilsynet og de øvrige myndigheder, jf. § 6, stk. 1, kan udstede afgørelser og andre dokumenter efter loven eller efter regler udstedt i medfør af loven uden underskrift, med maskinelt eller på tilsvarende måde gengivet underskrift, eller under anvendelse af en teknik, der sikrer entydig identifikation af den, som har udstedt afgørelsen eller dokumentet. Sådanne afgørelser og dokumenter sidestilles med afgørelser og dokumenter med personlig underskrift.

Endvidere kan erhvervsministeren efter bestemmelsens stk. 2, fastsætte regler om, at afgørelser og andre dokumenter, der udelukkende er truffet eller udstedt på grundlag af elektronisk databehandling, kan udstedes alene med angivelse af den pågældende myndighed som afsender.

Bemyndigelsen i den gældende lovs § 6 a er ikke udnyttet af erhvervsministeren.

Bestemmelsen blev indsat med lov nr. 1231 af 18. december 2012 om ændring af forskellige lovbestemmelser om obligatorisk digital kommunikation m.v. Begrundelsen for at indsætte bestemmelsen var, at der ikke i forvaltningsloven på daværende tidspunkt var en bestemmelse omhandlende en generel fravigelse af underskriftskravet.

Den generelle fravigelse af underskrivelseskravet blev indført i forvaltningsloven ved lov nr. 1624 af 26. december 2013 om ændring af forvaltningsloven, lov om Politiets Efterretningstjeneste (PET) og lov om Forsvarets Efterretningstjeneste (FE).

Efter § 32 b i forvaltningsloven, skal de dokumenter, der udgår fra en forvaltningsmyndighed til borgere, virksomheder m.v. i en sag, hvori der er eller vil blive truffet afgørelse, være forsynet med en personlig underskrift eller være udformet på en måde, der i øvrigt sikrer en entydig identifikation af den, som er afsender af dokumentet, og at dokumentet er endeligt. Bestemmelsen gælder, jf. forvaltningslovens § 32 b, stk. 2 og 3, ikke for dokumenter, hvor der anvendes automatisk sagsbehandling eller for dokumenter hvorved der kvitteres, rykkes eller foretages andre sagsbehandlingsskridt, der ikke er væsentlige.

Bestemmelsen i forvaltningslovens § 32 b regulerer således det samme område som den nuværende bestemmelse i lov om finansiel virksomhed § 6 a.

Det foreslås i § 6 a , at en digital meddelelse anses for at være kommet frem, når den er tilgængelig for adressaten for meddelelsen.

For meddelelser, der sendes til Finanstilsynet, er den pågældende tilsynsmyndighed adressat for meddelelsen. For meddelelser, som tilsynsmyndigheden sender, er den pågældende virksomhed eller person, som meddelelsen sendes til, adressat for meddelelsen.

Udtrykket »en digital meddelelse« bruges om en hvilken som helst skriftlig kommunikation, som foretages digitalt, herunder også en afgørelse, som sendes via mail, via den offentlige digitale postløsning eller på anden digital måde.

En digital meddelelse anses for at være kommet frem, når meddelelsen er tilgængelig digitalt for adressaten. Dette svarer til, at et papirbrev anses for at være kommet frem, når det pågældende brev er lagt i adressatens fysiske postkasse. Det er uden betydning, om eller hvornår adressaten gør sig bekendt med indholdet af meddelelsen.

En meddelelse vil normalt blive anset for at være tilgængelig digitalt, selvom den pågældende ikke kan skaffe sig adgang til meddelelsen, såfremt dette skyldes hindringer, som det er op til den pågældende at overvinde.

Fremkomsttidspunktet er bl.a. afgørende for, hvornår forvaltningsakter, herunder afgørelser fra en myndighed, får de tilsigtede retsvirkninger. Det antages f.eks., at afgørelser i almindelighed skal meddeles til deres adressat for at få de tilsigtede retsvirkninger, og at meddelelsen er sket, når afgørelsen er kommet frem til den, som afgørelsen retter sig til.

Fremkomsttidspunktet er normalt også afgørende for, om en indberetning eller lignende til en myndighed anses for rettidig.

En meddelelse vil normalt anses for at være kommet frem til tilsynsmyndigheden på det tidspunkt, hvor meddelelsen er tilgængelig for tilsynsmyndigheden, dvs. når tilsynsmyndigheden kan behandle meddelelsen. Dette tidspunkt vil normalt blive registreret automatisk i en modtagelsesanordning eller et datasystem. En meddelelse, der først er tilgængelig efter kl. 24.00, anses normalt først for modtaget den dag, meddelelsen er tilgængelig.

Kan modtagelsestidspunktet for en digital meddelelse til en myndighed ikke fastlægges som følge af problemer med myndighedens it-system eller andre lignende problemer (sammenbrud i den digitale signaturs infrastruktur, generelle strømafbrydelser, generelle problemer hos myndighedens internetudbyder o.l.), må meddelelsen anses for at være kommet frem på det tidspunkt, hvor meddelelsen blev afsendt, hvis der kan fremskaffes pålidelige oplysninger om afsendelsestidspunktet.

Opstår problemerne tæt på fristen for indgivelse af meddelelsen, og kan problemerne føre til, at fristen med rimelighed ikke kan overholdes, anses meddelelsen for at være kommet frem inden for fristen, hvis den er tilgængelig for myndigheden inden for en rimelig tid efter, at forhindringen er ophørt. Det vil således ikke komme afsenderen til skade, at indberetningen m.v. modtages efter fristens udløb, hvis dette skyldes systemnedbrud hos myndigheden.

En meddelelse fra en myndighed vil normalt være tilgængelig for modtageren, når adressaten (borgeren eller virksomheden m.v.) vil kunne fremkalde meddelelsen på en almindeligt fungerende computer tilsluttet internettet med almindeligt tilgængelige programmer og dermed gøre sig bekendt med meddelelsens indhold.

Det er i den forbindelse uden betydning, om adressaten for myndighedens meddelelse har bragt sig i stand til at tilgå meddelelsen f.eks. hvis modtageren af en meddelelse, som myndigheden har sendt til den pågældende via den offentlige digitale postløsning, ikke har skaffet sig den fornødne offentlige digitale signatur til at modtage meddelelser i den offentlige digitale postløsning, eller at modtageren i sit elektroniske system har installeret anordninger (spamfiltre, firewalls m.v.), som afviser at modtage meddelelser.

Det er endvidere uden betydning, om adressaten oplever, at vedkommendes egen computer ikke fungerer, eller at vedkommende har mistet koden til sin digitale signatur eller oplever lignende hindringer, som det er op til adressaten at overvinde.

En meddelelse vil blive anset for at være tilgængelig, selvom den pågældende ikke kan skaffe sig adgang til meddelelsen, hvis dette skyldes hindringer, som det er op til den pågældende at overvinde. Som eksempler herpå kan nævnes, at den pågældendes egen computer ikke fungerer, eller den pågældende har mistet koden til sin digitale signatur.

Til nr. 6 (§ 9 a, stk. 2, nr. 1, i lov om finansiel virksomhed)

En tilknyttet agent må markedsføre fondsmæglerselskabets, pengeinstituttets eller realkreditinstituttets ydelser. Der er efter bestemmelsens ordlyd ingen begrænsninger i hvilke ydelser, som en tilknyttet agent må markedsføre.

Med lovforslaget nyaffattes bestemmelsen i § 9 a, stk. 2, nr. 1 , i lov om finansiel virksomhed. Det foreslås, at en tilknyttet agent, jf. stk. 1, kan Markedsføre fondsmæglerselskabets, pengeinstituttets eller realkreditinstituttets investeringsservice og accessoriske tjenesteydelser.

Det vil efter lovændringen alene være muligt for en tilknyttet agent at markedsføre investeringsservice og accessoriske tjenesteydelser, som er udbudt af fondsmæglerselskabets, pengeinstituttets eller realkreditinstituttet.

Ved begrebet investeringsservice forstås de aktiviteter, der er nævnt i bilag 4, afsnit A, til lov om finansiel virksomhed, dog bortset fra nr. 3, handel for egen regning med ethvert af de i bilag 5 nævnte instrumenter.

Begrebet accessoriske tjenesteydelser er defineret i § 5, stk. 1, nr. 53, som tjenesteydelser, der er nævnt i bilag 4, afsnit B i lov om finansiel virksomhed.

Bestemmelsen implementerer art. 4, nr. 29, i MiFID II.

Til nr. 7 (§ 9a, stk. 3, i lov om finansiel virksomhed)

Penge- og realkreditinstitutter samt fondsmæglerselskaber kan i henhold til § 9 a, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed udpege fysiske eller juridiske personer som tilknyttede agenter. En tilknyttet agent kan udføre en eller flere aktiviteter på vegne af den virksomhed, som agenten er blevet udpeget af, jf. § 9 a, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed.

Med lovforslaget indsættes et nyt stykke 3, hvorefter agenter tilknyttet et pengeinstitut eller et fondsmæglerselskab kan sælge eller rådgive om strukturerede indlån. Den foreslåede bestemmelse finder anvendelse i det omfang, pengeinstituttet eller fondsmæglerselskabet opfattes som formidler af det strukturerede indlån, jf. betragtning nr. 40 til præamblen i MiFID II. Forslaget gennemfører dele af artikel 1, stk. 4, litra b, MiFID II, hvorefter artikel 29, bortset fra stk. 2, andet afsnit, i MiFID II om agenter finder tilsvarende anvendelse på strukturerede indlån.

Bestemmelsen finder ikke anvendelse for realkreditinstitutter.

Ved strukturerede indlån forstås indlån som skal tilbagebetales fuldt ud ved forfald under anvendelse af bestemmelser om, at en eventuel rente eller præmie betales (eller er i fare) efter en formel, der omfatter faktorer såsom et indeks eller en kombination af indekser, bortset fra indlån med variabel rente, hvis afkast er direkte knyttet til et renteindeks såsom EURIBOR eller LIBOR, et finansielt instrument eller en kombination af finansielle instrumenter, en råvare eller en kombination af råvarer eller andre materielle eller immaterielle ikke-omsættelige aktiver eller en valutakurs eller en kombination af valutakurser, jf. § 5, stk. 1, nr. 67 i lov om finansiel virksomhed, jf. lovforslagets § 1, nr. 3.

For nærmere information om § 9 a i lov om finansiel virksomhed og baggrunden for bestemmelsen henvises til de specielle bemærkninger til § 1, nr. 28, i lov om ændring af lov om finansiel virksomhed, lov om finansielle rådgivere og boligkreditformidlere og forskellige andre love, jf. Folketingstidende 2017-2018, A, L 156 som fremsat, side 46.

Til nr. 8 (§ 33 a, stk. 3, nr. 7, i lov om finansiel virksomhed)

Et udenlandsk kreditinstitut eller investeringsselskab, der er meddelt tilladelse i et land uden for Den Europæiske Union, som Unionen ikke har indgået aftale med på det finansielle område, skal have tilladelse fra Finanstilsynet til at yde investerings-service eller udføre investeringsaktiviteter med eller uden accessoriske tjenesteydelser her i landet gennem en filial. Finanstilsynet giver tilladelse, når det bl.a. er godtgjort, at filialen vil være i stand til at opfylde kravene i bl.a. § 72, stk. 1, 2 og 5.

Med lovforslaget forslås indsat et nyt stk. 4 i § 72. Som følge heraf bliver § 72, stk. 5 til § 72, stk. 6, hvorfor henvisningen i § 33 a, stk. 3, nr. 7, ændres i overensstemmelse hermed.

Til nr. 9 (overskriften før § 38 i lov om finansiel virksomhed)

Overskriften før § 38 i lov om finansiel virksomhed omfatter danske finansielle virksomheders virksomhed i udlandet.

Der indsættes med lovforslagets § 1, nr. 10, en ny § 38 b. Den foreslåede bestemmelse omhandler finansieringsinstitutter, som er datterselskab af et pengeinstitut eller realkreditinstitut eller er et fællesejet selskab af flere pengeinstitutter eller af flere realkreditinstitutter.

Et finansieringsinstitut er ikke en finansiel virksomhed og derfor ikke omfattet af den eksisterende overskrift før § 38 i lov om finansiel virksomhed.

Det foreslås at ændre overskriften så det fremgår, at afsnittet vedrører regler for Danske finansielle virksomheders og visse finansieringsinstitutters virksomhed i udlandet.

Til nr. 10 (§ 38 b, i lov om finansiel virksomhed)

Finansieringsinstitutter kan frit etablere sig i Danmark uden tilladelse efter lov om finansiel virksomhed, da institutterne ikke er omfattet af lovens krav om tilladelse for at kunne udøve virksomhed. Ligeledes kan finansieringsinstitutter i dag etablere en filial i et andet land under hensyntagen til gældende national regulering.

Finansieringsinstitutter er defineret i § 5, stk. 1, nr. 6, i lov om finansiel virksomhed.

Det foreslås at indsætte en ny § 38 b i lov om finansiel virksomhed.

Det foreslås med § 38 b, stk. 1, 1. pkt. , at et finansieringsinstitut, som er datterselskab af et pengeinstitut eller realkreditinstitut eller er et fællesejet selskab af flere pengeinstitutter eller af flere realkreditinstitutter, skal give meddelelse til Finanstilsynet forud for, at finansieringsinstituttet påbegynder aktiviteter gennem en filial i et andet medlemsland inden for Den Europæiske Union eller et land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område.

Begrebet filial er defineret i § 5, stk. 1, nr. 21, i lov om finansiel virksomhed.

Det foreslås med § 38 b, stk. 1, 2. pkt. , at finansieringsinstituttet sammen med meddelelsen til Finanstilsynet skal sende de oplysninger, som er nævnt i § 38, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed, og oplyse størrelsen og sammensætningen af finansieringsinstituttets kapitalgrundlag.

Oplysningerne i § 38, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed er hvilket land filialen ønskes etableret i, en beskrivelse af filialens virksomhed, filialens adresse, og navnene på filialens ledelse.

Med kapitalgrundlagets sammensætning menes andelen af henholdsvis egentlig kernekapital og supplerende kapital.

Ved indsendelse af oplysning til Finanstilsynet efter § 38 b, stk. 1, nr. 2, skal finansieringsinstituttet anvende oplysningerne fra det seneste årsregnskab.

Endelig foreslås det med § 38 b, stk. 2 , at Finanstilsynet forpligtes til at videresende de modtagne oplysninger og oplysninger om moderselskabernes risikoeksponeringsbeløb til værtslandets tilsynsmyndigheder senest 3 måneder efter modtagelsen af alle disse oplysninger. Ved værtsland forstås det land, som filialen etableres i.

Finanstilsynet modtager oplysninger om moderselskabets risikoeksponering, jf. § 5, stk. 6, nr. 18 i lov om finansiel virksomhed, gennem moderselskabets løbende rapportering.

Den foreslåede § 38 b implementerer artikel 35, stk. 3, 3. afsnit, i CRD IV.

Til nr. 11 (§ 46 a, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed)

Lov om finansiel virksomhed § 46 a regulerer, hvornår en værdipapirhandler, der yder investeringsrådgivning, må oplyse over for sine kunder, at investeringsrådgivningen sker på et uafhængigt grundlag. Værdipapirhandleren må oplyse dette, hvis værdipapirhandleren rådgiver om et bredt udsnit af finansielle instrumenter, som er på markedet, og som er forskellige med hensyn til type og udstedere eller produktudbydere. De finansielle instrumenter, der rådgives om, må desuden ikke være begrænset til finansielle instrumenter, der er udstedt eller udbudt af værdipapirhandleren selv eller af andre juridiske personer, der enten har snævre forbindelser med værdipapirhandleren eller har så tætte juridiske eller økonomiske forbindelser med værdipapirhandleren, at dette kan indebære en risiko for at svække det uafhængige grundlag for den ydede rådgivning.

Det foreslås at indsætte et nyt stykke 2 i § 46 a i lov om finansiel virksomhed, hvorefter bestemmelserne også finder anvendelse på pengeinstitutter og fondsmæglerselskaber, der rådgiver om strukturerede indlån. Bestemmelsen finder anvendelse i det omfang, pengeinstituttet eller fondsmæglerselskabet opfattes som formidler af strukturerede indlån, jf. betragtning nr. 40 til præamblen i MiFID II.

Formålet med forslaget er at sikre, at bestemmelserne finder samme anvendelse på strukturerede indlån som på andre strukturerede produkter og på den måde sikre en ensartet investorbeskyttelse på såvel produktniveau som på EU-plan. Forslaget gennemfører dele af artikel 1, stk. 4, litra b, MiFID II, hvorefter bl.a. artikel 24 i MiFID II tillige finder anvendelse på strukturerede indlån.

Bestemmelsen finder ikke anvendelse for realkreditinstitutter.

Ved strukturerede indlån forstås indlån som skal tilbagebetales fuldt ud ved forfald under anvendelse af bestemmelser om, at en eventuel rente eller præmie betales (eller er i fare) efter en formel, der omfatter faktorer såsom et indeks eller en kombination af indekser, bortset fra indlån med variabel rente, hvis afkast er direkte knyttet til et renteindeks såsom EURIBOR eller LIBOR, et finansielt instrument eller en kombination af finansielle instrumenter, en råvare eller en kombination af råvarer eller andre materielle eller immaterielle ikke-omsættelige aktiver eller en valutakurs eller en kombination af valutakurser, jf. § 5, stk. 1, nr. 67 i lov om finansiel virksomhed, jf. lovforslagets § 1, nr. 3.

For nærmere information om § 46 a i lov om finansiel virksomhed og baggrunden for bestemmelserne henvises til de specielle bemærkninger til § 2, nr. 3, i lov om ændring af lov om værdipapirhandel m.v., lov om finansiel virksomhed, lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v., straffeloven og retsplejeloven, jf. Folketingstidende 2015-16, A, L 159 som fremsat, side 50-53.

Til nr. 12 (§ 46 b, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed)

Lov om finansiel virksomhed § 46 b indeholder et forbud for en værdipapirhandler mod at modtage og beholde gebyrer, provisioner eller andre penge- og naturalieydelser, der betales af tredjemand eller en person, som handler på tredjemands vegne, når værdipapirhandleren yder uafhængig investeringsrådgivning og skønsmæssig porteføljepleje.

Det foreslås at indsætte et nyt stykke 2, hvorefter bestemmelserne også finder anvendelse på pengeinstitutter og fondsmæglerselskaber, der rådgiver om strukturerede indlån. De foreslåede bestemmelser finder anvendelse i det omfang, pengeinstituttet eller fondsmæglerselskabet opfattes som formidler af strukturerede indlån, jf. betragtning nr. 40 til præamblen i MiFID II.

Formålet med forslaget er at sikre, at bestemmelserne finder samme anvendelse på strukturerede indlån som på andre strukturerede produkter og på den måde sikre en ensartet investorbeskyttelse på såvel produktniveau som på EU-plan. Forslaget gennemfører dele af artikel 1, stk. 4, litra b, MiFID II, hvorefter bl.a. artikel 24 i MiFID II tillige finder anvendelse på strukturerede indlån.

Bestemmelsen finder ikke anvendelse for realkreditinstitutter.

Ved strukturerede indlån forstås indlån som skal tilbagebetales fuldt ud ved forfald under anvendelse af bestemmelser om, at en eventuel rente eller præmie betales (eller er i fare) efter en formel, der omfatter faktorer såsom et indeks eller en kombination af indekser, bortset fra indlån med variabel rente, hvis afkast er direkte knyttet til et renteindeks såsom EURIBOR eller LIBOR, et finansielt instrument eller en kombination af finansielle instrumenter, en råvare eller en kombination af råvarer eller andre materielle eller immaterielle ikke-omsættelige aktiver eller en valutakurs eller en kombination af valutakurser, jf. § 5, stk. 1, nr. 67 i lov om finansiel virksomhed, jf. lovforslagets § 1, nr. 3.

For nærmere information om § 46 b i lov om finansiel virksomhed og baggrunden for bestemmelserne henvises til de specielle bemærkninger til § 2, nr. 3, i lov om ændring af lov om værdipapirhandel m.v., lov om finansiel virksomhed, lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v., straffeloven og retsplejeloven, jf. Folketingstidende 2015-16, A, L 159 som fremsat, side 50-53.

Til nr. 13 (§ 64, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed)

§ 64, stk. 1-4, i den gældende lov om finansiel virksomhed fastlægger kravene til egnethed og hæderlighed for et medlem af bestyrelsen eller direktionen i en finansiel virksomhed.

Ifølge den gældende bestemmelse om kravene til bestyrelsesmedlemmers og direktørers egnethed og hæderlighed skal medlemmer af en finansiel virksomheds bestyrelse og direktion på tidspunktet for meddelelse af tilladelse eller på tidspunktet for indtræden i ledelsen for en eksisterende finansiel virksomhed, opfylde visse krav til egnethed og hæderlighed. Til opfyldelse af regelsættet skal personer, der indtræder som bestyrelsesmedlem eller direktør i en finansiel virksomhed, afgive nogle oplysninger til Finanstilsynet. Oplysningerne indgår i Finanstilsynets bedømmelse af, om vedkommende er egnet og hæderlig i den finansielle lovgivnings forstand.

Efter § 64, stk. 1, skal et ledelsesmedlem i en finansiel virksomhed til enhver tid have tilstrækkelig viden, faglig kompetence og erfaring til at bestride stillingen eller hvervet.

Efter § 64, stk. 2, skal ledelsesmedlemmet derudover til enhver tid have et tilstrækkelig godt omdømme og udvise hæderlighed, integritet og uafhængighed i forbindelse med udførelsen af sit arbejde.

Efter § 64, stk. 3, nr. 1, må et ledelsesmedlem ikke være pålagt strafansvar for overtrædelse af straffeloven, den finansielle lovgivning eller anden relevant lovgivning, hvis overtrædelsen indebærer risiko for, at hvervet eller stillingen ikke kan varetages på betryggende måde.

Et ledelsesmedlem må heller ikke have indgivet begæring om rekonstruktionsbehandling, konkurs eller gældssanering eller være under rekonstruktionsbehandling, konkursbehandling eller gældssanering, jf. § 64, stk. 3, nr. 2.

Et ledelsesmedlem må endvidere ikke på grund af sin økonomiske situation eller via et selskab, som medlemmet ejer, deltager i driften af eller har en væsentlig indflydelse på, have påført eller påføre den finansielle virksomhed tab eller risiko for tab, jf. § 64, stk. 3, nr. 3.

Endelig må et ledelsesmedlem ikke have udvist eller udvise en adfærd, hvor der er grund til at antage, at vedkommende ikke vil varetage hvervet eller stillingen på forsvarlig måde, jf. § 64, stk. 3, nr. 4.

Det følger af § 64, stk. 4, at der ved vurderingen af, om et ledelsesmedlem lever op til kravene i stk. 2 og stk. 3, nr. 1, 3 og 4, skal lægges vægt på hensynet til at opretholde tilliden til den finansielle sektor.

Opfylder et medlem af en ansøgende finansiel virksomheds bestyrelse eller direktion ikke kravene til egnethed og hæderlighed, kan Finanstilsynet nægte at give tilladelse til drift af finansiel virksomhed, jf. 14, stk. 1, nr. 2, i lov om finansiel virksomhed. For så vidt angår eksisterende finansielle virksomheder kan Finanstilsynet påbyde virksomheden at afsætte direktøren eller bestyrelsesmedlemmet at nedlægge sit hverv, jf. § 351, stk. 1. og 2, i lov om finansiel virksomhed. Efterleves et sådant påbud ikke, kan Finanstilsynet inddrage den finansielle virksomheds tilladelse i medfør af § 351, stk. 10, i lov om finansiel virksomhed.

Det foreslås at ophæve det gældende § 64, stk. 1-4, således at kravene til ledelsesmedlemmers egnethed og hæderlighed samles i et nyt § 64, stk. 1 .

Det foreslås i nr. 1 , at et medlem af bestyrelsen og direktionen i en finansiel virksomhed skal have tilstrækkelig viden, faglig kompetence og erfaring til at kunne varetage hvervet eller stillingen. Det foreslåede nr. 1 svarer til egnethedskravet i § 64, stk. 1, i den gældende lov om finansiel virksomhed.

Kravene skal være opfyldt til enhver tid, hvilket indebærer, at kravene skal opfyldes fra det tidspunkt, hvor bestyrelsesmedlemmet eller direktøren tiltræder hvervet eller stillingen i den finansielle virksomhed og i hele den periode, hvori den pågældende person varetager hvervet eller stillingen. Når en person tiltræder et hverv som bestyrelsesmedlem eller en stilling som direktør for en finansiel virksomhed, påser Finanstilsynet, at vedkommende har tilstrækkelig viden, faglig kompetence og erfaring til at kunne udøve hvervet eller varetage stillingen i virksomheden og dermed, at den pågældende opfylder kravene.

Som hidtil opstilles der ikke generelle kriterier for, hvilke teoretiske eller praktiske krav personen skal opfylde. Disse varierer afhængigt af, om der er tale om en direktørpost eller et bestyrelseshverv samt hvilken type virksomhed, der er tale om. I vurderingen kan bl.a. indgå, om personen har en relevant uddannelse, om vedkommende har haft relevant ansættelse inden for den finansielle sektor, og om vedkommende har ledelseserfaring.

Der stilles i praksis mindre omfattende krav til et bestyrelsesmedlem end til en direktør, ligesom kravene er skærpede, hvis der er tale om en stor og kompleks finansiel virksomhed. Vurderingen af, om en person opfylder kravene i det foreslåede nr. 1, skal foretages med udgangspunkt i hvervet eller stillingen i den konkrete virksomhed. Det er således muligt, at en person på baggrund af dennes uddannelsesmæssige baggrund og hidtidige ledelseserfaring opfylder kravet om tilstrækkelig viden, faglig kompetence og erfaring til at lede et mindre, lokalt pengeinstitut, men at den pågældende ikke vil kunne opfylde kravet i forhold til en direktørpost i et stort landsdækkende pengeinstitut.

Som hidtil stilles der ikke et ubetinget krav om, at et bestyrelsesmedlem skal have særlig indsigt i finansielle virksomheders forhold. I visse tilfælde kan særlig indsigt i en anden branche eller i lokale forhold, som er relevante for den finansielle virksomhed, således være tilstrækkelig.

De øvrige kompetencer i bestyrelsen eller direktionen inddrages ikke i forbindelse med vurderingen af, om et bestyrelsesmedlem eller en direktør opfylder kravene i det foreslåede nr. 1.

Det foreslås i nr. 2 , at et medlem af bestyrelsen eller direktionen i en finansiel virksomhed skal have tilstrækkeligt godt omdømme og kunne udvise hæderlighed, integritet og tilstrækkelig uafhængighed ved varetagelsen af hvervet eller stillingen. Det foreslåede nr. 2 svarer til hæderlighedskrav i § 64, stk. 2, i den gældende lov om finansiel virksomhed.

Kravene i nr. 2 skal til enhver tid være opfyldt. Det indebærer, at kravene skal være opfyldt fra det tidspunkt, hvor bestyrelsesmedlemmet eller direktøren tiltræder hvervet eller stillingen og i hele den periode, hvori den pågældende person varetager hvervet eller stillingen. Når en person tiltræder som ledelsesmedlem, påser Finanstilsynet, om personen har et tilstrækkeligt godt omdømme, og om personen vil kunne udvise hæderlighed, integritet og tilstrækkelig uafhængighed ved varetagelse af hvervet eller stillingen. Finanstilsynet tager hensyn til, i hvilken type af virksomhed den pågældende besidder en direktions- eller bestyrelsespost.

Bestemmelsen har til formål at sikre, at de personer, der er en del af ledelsen i en finansiel virksomhed, har en høj standard, både når det gælder deres faglige og ledelsesmæssige kompetencer og i forhold til deres personlige adfærd. Det er derfor vigtigt, at ledelsesmedlemmer generelt udviser en høj grad af hæderlighed, integritet og tilstrækkelig uafhængighed ved varetagelse af hvervet eller stillingen. Kravet indebærer, at ledelsesmedlemmet skal udvise den fornødne uafhængighed set i forhold til den konkrete stilling eller det konkrete hverv i virksomheden. For bestyrelsesmedlemmer betyder det eksempelvis, at det enkelte bestyrelsesmedlem i tilstrækkelig grad skal kunne agere uafhængigt af den daglige ledelse i den finansielle virksomhed og således i tilstrækkelig grad kunne udfordre og overvåge direktionens arbejde. Tilsvarende betyder det for direktionsmedlemmer, at det enkelte medlem i tilstrækkelig grad løbende skal kunne overvåge, udfordre og føre tilsyn med ledende medarbejderes arbejde.

Et ledelsesmedlem anses for at have et godt omdømme, hvis andet ikke er påvist, og hvis der ikke er nogen grund til at nære begrundet tvivl om vedkommendes gode omdømme. Finanstilsynet lægger alle relevante oplysninger til grund for vurderingen af, om ledelsesmedlemmet har et godt omdømme. Ledelsesmedlemmet anses ikke for at have et godt omdømme, hvis vedkommendes personlige eller forretningsmæssige adfærd giver anledning til begrundet tvivl om vedkommendes evner til at sikre en sund og sikker ledelse af virksomheden.

Ved denne vurdering lægger Finanstilsynet bl.a. vægt på alle strafbare og administrative overtrædelser, inddragelse af tidligere tilladelser, licenser eller lignende, tidligere afskedigelser og baggrunden herfor. I vurderingen af ledelsesmedlemmets omdømme tager Finanstilsynet hensyn til alvoren af overtrædelsen, den tid der er gået siden overtrædelsen, personens opførsel siden en eventuel strafbar overtrædelse af loven og om der er tale om gentagelsestilfælde. Specielt i forhold til direktører vil det være vanskeligt at opretholde tilliden til vedkommende, hvis den virksomhed, som vedkommende leder, har modtaget gentagne påbud for samme overtrædelser af den finansielle lovgivning eller reglerne på hvidvaskområdet. Reglerne på hvidvaskområdet omfatter hvidvaskloven, de regler, der er udstedt i medfør heraf, og Europa-Parlamentets og Rådets forordninger indeholdende regler om finansielle sanktioner mod lande, personer, grupper, juridiske enheder eller organer.

Ved vurderingen af om et ledelsesmedlem lever op til kravene i det foreslåede nr. 2, skal der lægges vægt på hensynet til at opretholde tilliden til den finansielle sektor. Det er vigtigt at opretholde den finansielle sektors omdømme og det omgivende samfunds tillid til sektoren. Manglende tillid til enkelte ledelsesmedlemmer i dele af den finansielle sektor vil kunne have en afsmittende effekt på hele den finansielle sektors omdømme og tilliden til den samlede branche. Medlemmer af bestyrelsen og direktionen i en finansiel virksomhed skal derfor have et tilstrækkeligt godt omdømme i samfundet.

Som noget nyt skal der i forbindelse med afvejningen af dette tillidshensyn lægges vægt på ledelsesmedlemmets forståelse for den finansielle sektors særlige samfundsmæssige ansvar i relation til forebyggelse af hvidvask og terrorfinansiering. Har ledelsesmedlemmet eksempelvis før sin indtræden i ledelsen for den finansielle virksomhed været en del af ledelsen, complianceansvarlig eller udpeget som hvidvaskansvarlig i medfør af § 7, stk. 2, i hvidvaskloven i en virksomhed, der har overtrådt regler på hvidvaskområdet, skal denne overtrædelse og personens ansvar og adfærd i den forbindelse indgå i Finanstilsynets vurdering af personens hæderlighed i relation til den finansielle virksomhed, som personen ønsker at indtræde i ledelsen for.

En person har været en del af ledelsen, hvis personen har været bestyrelsesmedlem eller direktør i virksomheden eller har været øverst ansvarlig for det forretningsområde, hvor den adfærd, der førte til overtrædelse af regler på hvidvaskområdet, fandt sted. Ved Finanstilsynets afvejning af tillidshensynet skal der lægges vægt på karakteren og omfanget af overtrædelser af regler på hvidvaskområdet, og om der var tale om gentagne overtrædelser. Inddragelse af hensynet er som udgangspunkt ikke relevant ved vurderingen af, om et ledelsesmedlem i et skadesforsikringsselskab lever op til hæderlighedskravet, da skadesforsikringsselskaber ikke er omfattet af regler på hvidvaskområdet. Det foreslåede nr. 2 medfører ikke andre materielle ændringer i forhold til § 64, stk. 2, i den gældende lov om finansiel virksomhed.

Det foreslås i nr. 3, at et medlem af bestyrelsen eller direktionen i en finansiel virksomhed ikke må være pålagt strafansvar for overtrædelse af straffeloven, den finansielle lovgivning eller anden relevant lovgivning, hvis overtrædelsen indebærer risiko for, at vedkommende ikke kan varetage sit hverv eller sin stilling på betryggende måde.

Det betyder, at en person som udgangspunkt ikke kan være bestyrelsesmedlem eller direktør for en finansiel virksomhed, hvis personen er pålagt strafansvar for en overtrædelse af straffeloven eller anden lovgivning på det finansielle område, ligesom personen som udgangspunkt må forlade sin stilling eller sit hverv, hvis personen bliver pålagt strafansvar for sådanne overtrædelser, efter at personen er indtrådt i ledelsen for den finansielle virksomhed. Sker det ikke, kan Finanstilsynet i medfør af § 351, stk. 1 og 2, påbyde den finansielle virksomhed at afsætte en direktør eller give et bestyrelsesmedlem et påbud om at nedlægge sit hverv.

I vurderingen af, om en strafbar overtrædelse skal føre til, at den pågældende ikke kan udnævnes henholdsvis skal udtræde af ledelsen, vil det indgå, om det udviste forhold begrunder en nærliggende fare for efterfølgende misbrug af hvervet eller stillingen, eller om den pågældende har handlet på en så retsstridig og uetisk måde, at der er grundlag for at antage, at den pågældende ikke vil varetage hvervet eller stillingen som henholdsvis bestyrelsesmedlem eller direktør på betryggende vis. Herudover vil hensynet til at opretholde tilliden til den finansielle sektor indgå i vurderingen af, om en strafbar overtrædelse skal medføre, at det pågældende ledelsesmedlem ikke kan varetage hvervet eller stillingen. Som noget nyt vil også hensynet til at opretholde tilliden til det finansielle system, herunder særligt ledelsesmedlemmets forståelse for den finansielle sektors særlige samfundsmæssige ansvar i relation til forebyggelse af hvidvask og terrorfinansiering, indgå i vurderingen. Der henvises til de specielle bemærkninger til § 64, stk. 1, nr. 2, ovenfor. Det foreslåede nr. 3 medfører ikke andre materielle ændringer i forhold til § 64, stk. 3, nr. 1, i den gældende lov om finansiel virksomhed.

Det er ikke enhver overtrædelse af straffe- og særlovgivningen, der vil føre til en reaktion fra Finanstilsynets side. Efter Finanstilsynets praksis har bestyrelsesmedlemmer og direktører pligt til at indberette, hvis de er dømt for overtrædelse af straffelovens regler i kapitel 28 og 29 om berigelsesforbrydelser og andre strafbare formuekrænkelser eller overtrædelse af markedsmisbrugsforordningen (Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 596/2014/EU af 16. april 2014 om markedsmisbrug). Også andre overtrædelser af lovgivning af relevans for den finansielle sektor kan være omfattet af oplysningspligten. Det kan eksempelvis være overtrædelser af strafbelagte bestemmelser i hvidvask, skatte- og selskabslovgivningen. Finanstilsynet foretager en konkret vurdering af, om overtrædelsen skal føre til, at personen ikke anses for at leve op til hæderlighedskravet i det foreslåede nr. 3.

Er det strafbare forhold pådømt i udlandet, vil dette kunne anses for en overtrædelse af anden relevant lovgivning, som vil kunne begrunde Finanstilsynets indgriben efter det foreslåede nr. 3.

Det strafbare forhold skal være fastslået ved endelig dom eller ved, at bestyrelsesmedlemmet eller direktøren har vedtaget et bødeforlæg, jf. retsplejelovens § 832.

Finanstilsynet har i medfør af § 351, stk. 6, i lov om finansiel virksomhed mulighed for at kræve, at en person midlertidigt fjernes fra ledelsen eller som nøgleperson, allerede når der er rejst tiltale for overtrædelse i en straffesag, og indtil sagen er afgjort, hvis en domfældelse vil indebære, at den pågældende ikke længere opfylder kravene i nr. 3.

Det foreslås i nr. 4, at et medlem af bestyrelsen eller direktionen i en finansiel virksomhed ikke må have indgivet begæring om eller være under rekonstruktionsbehandling, konkurs eller gældssanering.

Det foreslås således, at et ledelsesmedlem ikke kan varetage hvervet eller stillingen som bestyrelsesmedlem eller direktør, hvis den pågældende har indgivet begæring om rekonstruktionsbehandling, konkurs eller gældssanering eller er under rekonstruktionsbehandling, konkurs eller gældssanering. Bestemmelsen indebærer, at Finanstilsynet kan gribe ind, uanset på hvilket stadie i rekonstruktionsbehandlingen eller de respektive insolvensbehandlinger vedkommende befinder sig.

Det foreslåede nr. 4 medfører ikke materielle ændringer i forhold til § 64, stk. 3, nr. 2, i den gældende lov om finansiel virksomhed.

Det foreslås i nr. 5, at et medlem af bestyrelsen eller direktionen i en finansiel virksomhed ikke må have påført eller påføre den finansielle virksomhed tab eller risiko for tab på grund af sin økonomiske situation eller via et selskab, som medlemmet ejer, deltager i driften af eller har en væsentlig indflydelse på.

Finanstilsynet kan nægte en person at indtræde i ledelsen af en virksomhed eller gribe ind over for et ledelsesmedlem, dersom den pågældendes økonomiske situation eller selskaber, som den pågældende ejer, eller hvori den pågældende deltager i driften, har påført den finansielle virksomhed tab eller risiko for tab. Det samme gør sig gældende, hvis en person, uden direkte at eje eller deltage i den formelle ledelse af en virksomhed, har væsentlig indflydelse på denne, og virksomheden har påført den finansielle virksomhed tab eller risiko for tab. Væsentlig indflydelse kan foreligge i de situationer, hvor en person ikke personligt ejer virksomheden, men har et nært forhold til ejeren og indflydelse på virksomheden qua denne forbindelse, f.eks. hvis det formelt er en ægtefælle, som ejer virksomheden. Der vil være tale om en konkret vurdering.

Det vil således være problematisk, hvis en person, hvis engagement har påført en finansiel virksomhed tab eller bragt virksomheden i risiko for at lide tab, samtidig deltager i ledelsen af denne virksomhed, idet det antages, at den pågældende ikke vil være i stand til at foretage tilstrækkelig objektive vurderinger. Der skal være tale om engagementer, som vedrører personen selv eller selskaber, som vedkommende har en personlig økonomiske interesse i. Det forhold, at eksempelvis et bestyrelsesmedlem også har en bestyrelsespost i en anden virksomhed, som den finansielle virksomhed har et forretningsmæssigt mellemværende med, og som har medført tab for den finansielle virksomhed, er som udgangspunkt i sig selv ikke nok til, at vedkommende vurderes ikke at være egnet og hæderlig.

Bestemmelsen omfatter f.eks. situationer, hvor et bestyrelsesmedlem eller en direktør ikke er i stand til at opfylde sine økonomiske forpligtelser, efterhånden som de forfalder, og herved påfører den finansielle virksomhed tab eller udsætter virksomheden for en tabsrisiko. Der anlægges i disse tilfælde en konkret vurdering af årsagen til, at engagementet blev nødlidende.

Hensynet til at opretholde tilliden til den finansielle sektor vil fortsat skulle indgå i vurderingen af, om ledelsesmedlemmets økonomiske situation skal medføre, at det pågældende ledelsesmedlem ikke kan varetage hvervet eller stillingen. Manglende tillid til et ledelsesmedlem, eksempelvis som følge af at det er offentlig kendt, at personen har rod i privatøkonomien, vil kunne have en afsmittende effekt på den finansielle sektors omdømme og tilliden til denne.

Det foreslåede nr. 5 medfører ikke materielle ændringer i forhold til § 64, stk. 3, nr. 3, i den gældende lov om finansiel virksomhed.

Det foreslås i nr. 6, at et medlem af bestyrelsen eller direktionen i en finansiel virksomhed ikke må have udvist en sådan adfærd, at der er grund til at antage, at vedkommende ikke vil varetage hvervet eller stillingen på forsvarlig måde.

Det foreslås således, at et ledelsesmedlem ikke kan varetage hvervet eller stillingen som bestyrelsesmedlem eller direktør, hvis den pågældende har udvist en sådan adfærd, at der er grund til at antage, at den pågældende ikke vil varetage hvervet eller stillingen på forsvarlig måde. Ved vurderingen af, om den pågældende har udvist en adfærd, hvor der er grund til at antage, at vedkommende ikke vil varetage hvervet eller stillingen på forsvarlig måde, vil der blive lagt vægt på hensynet til at opretholde tilliden til den finansielle sektor. Ved afvejning af dette tillidshensyn skal ledelsesmedlemmets adfærd i forhold til efterlevelse af regler på hvidvaskområdet indgå. Der henvises til de specielle bemærkninger til § 64, stk. 1, nr. 2, ovenfor.

Bestemmelsen foreslås bl.a. anvendt i den situation, hvor ledelsesmedlemmets private økonomi er i en sådan uorden, at selve det forhold må anses for særdeles belastende for varetagelsen af den overordnede ledelse af i en finansiel virksomhed. Som eksempler på økonomisk uorden kan nævnes, at vedkommende har restancer, er indberettet som dårlig betaler eller lignende. Endvidere kan viden om, at den pågældende i gentagne tilfælde har været en del af ledelsen i virksomheder, der er gået konkurs, begrunde, at Finanstilsynet vurderer, at en person ikke opfylder kravet.

Der skal dog foretages en individuel vurdering, hvor Finanstilsynet bl.a. kan lægge vægt på, hvilken rolle den pågældende person har spillet i ledelsen af den eller de virksomheder, der er gået konkurs. Der vil således være personer, f.eks. advokater og andre professionelle bestyrelsesmedlemmer, der ikke har været med til at drive virksomheden, men som alene er blevet indsat i en konkurstruet virksomheds ledelse med det formål at lukke virksomheden på en så hensigtsmæssig måde som muligt. I sådanne tilfælde vil det ikke komme en person til skade, at vedkommende har deltaget i ledelsen af en eller flere virksomheder, der er gået konkurs.

Andre eksempler på en tidligere udvist uforsvarlig adfærd kan være situationer, hvor det er åbenbart, at ledelsesmæssige svigt, manglende overholdelse af påbud fra en offentlig myndighed eller grovere misbrugssituationer har været årsag til problemer i de virksomheder, som den pågældende tidligere har deltaget i ledelsen af. Uforsvarlig adfærd kan tillige være et ledelsesmedlems meget mangelfulde styring af virksomheden generelt, ledelsesmedlemmets manglende forankring og prioritering af efterlevelse af Finanstilsynets påbud eller manglende evne til at rette op på disse forhold eller gentagne overtrædelser af regler om inhabilitet eller passivitet. Også medvirken til beslutninger truffet af den samlede bestyrelse, som f.eks. medvirken til uforsvarlig kreditgivning på utilstrækkeligt bevillingsgrundlag eller manglende kompetencer og forståelse for den finansielle lovgivning vil efter Finanstilsynets praksis efter konkret vurdering kunne føre til, at et ledelsesmedlemmet ikke anses for at leve op til kravet i det foreslåede nr. 6.

Finanstilsynet skal endvidere løbende vurdere, om ledelsen af en finansiel virksomhed sker på betryggende vis og gribe ind, hvis bestyrelsen eller direktionen har handlet til skade for virksomheden. Det kan eksempelvis være tilfældet, hvis den finansielle virksomheds ledelse ikke har sikret en ordentlig styring, har undladt at efterleve krav om god administrativ praksis og regnskabspraksis, eller har undladt at iværksætte fyldestgørende kontrolprocedurer. Hertil kommer andre tilfælde, hvor forsømmelser, dumdristighed eller passivitet har skadet den finansielle virksomhed, eller der er risiko for, at dette vil ske.

Svigt fra ledelsens side og heraf følgende økonomiske vanskeligheder i en virksomhed under tilsyn har en afsmittende effekt på den finansielle sektors omdømme og derfor også på samfundets tillid til sektoren. Det gør sig gældende uanset størrelsen og typen af virksomhed. Det er derfor vigtigt, at Finanstilsynet har mulighed for at gribe ind på et tidspunkt, hvor Finanstilsynet på grund af sin erfaring og kendskab til den konkrete virksomhed og markedsforholdene kan se, at der er behov herfor, jf. § 351, stk. 1 og 2, i lov om finansiel virksomhed.

Svigt fra ledelsens side kan også føre til omdømmetab, f.eks. i tilfælde hvor virksomhedens grove overtrædelse af regler på hvidvaskområdet har ført til, at virksomheden er blevet misbrugt til hvidvask af ulovlige midler eller skatteunddragelse. Har ledelsen ikke afsat tilstrækkelige ressourcer til hvidvaskforebyggelse, herunder ikke formået at forankre og prioritere hvidvaskområdet i ledelsen og den daglige drift i tilstrækkelig grad, skal Finanstilsynet kunne gribe ind og afsætte de ansvarlige ledelsesmedlemmer, jf. § 351, stk. 1 og 2, i lov om finansiel virksomhed.

Det foreslåede § 64, stk. 1, implementerer artikel 91, stk. 1, 1. pkt., og stk. 8, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/36/EU af 26. juni 2013 om adgang til at udøve virksomhed som kreditinstitut og om tilsyn med kreditinstitutter og investeringsselskaber, artikel 42, stk. 1, i Kommissionens delegerede forordning 2015/35/EU af 10. oktober 2014 om supplerende regler til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/138/EF om adgang til og udøvelse af forsikrings- og genforsikringsvirksomhed (Solvens II), artikel 9, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/65/EU af 15. maj 2014 om markeder for finansielle instrumenter og artikel 23, stk. 2, litra g i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/91/EU af 23. juli 2014 om ændring af direktiv 2009/65/EF om samordning af love og administrative bestemmelser om visse institutter for kollektiv investering i værdipapirer (investeringsinstitutter) for så vidt angår depositarfunktioner, aflønningspolitik og sanktioner.

Med den foreslåede nyaffattelse af kravene til egnethed og hæderlighed sikres en sammenhæng mellem egnetheds- og hæderlighedsreglerne og kravene til finansielle virksomheders efterlevelse af hvidvasklovens regler. Hensynet til at opretholde tilliden til den finansielle sektor videreføres, ligesom nyaffattelsen ikke i øvrigt fører til materielle ændringer i kravene til ledelsesmedlemmers egnethed og hæderlighed. Der henvises til lovforslagets almindelige bemærkninger pkt. 2.1.

Det kan bemærkes, at der også gælder krav til egnethed og hæderlighed for medlemmer af bestyrelsen og direktionen i finansielle holdingvirksomheder og forsikringsholdingvirksomheder, jf. det gældende § 64, stk. 6, der med dette lovforslag bliver stk. 3, for generalagenter, jf. det gældende § 64, stk. 7, der med dette lovforslag bliver stk. 4, for nøglepersoner i gruppe 1-forsikringsselskaber, jf. det gældende § 64, stk. 8, der med dette lovforslag bliver stk. 5, og for nøglepersoner i systemisk vigtige finansielle institutter og globalt systemisk vigtige finansielle institutter, jf. det gældende § 313 a. For denne personkreds fører den foreslåede nyaffattelse af § 64, stk. 1, til, at hvor dette er relevant, skal hensynet til at opretholde tilliden til den finansielle sektor også omfatte eventuelle overtrædelser af regler på hvidvaskområdet, når Finanstilsynet skal vurdere, om personen lever op til egnetheds- og hæderlighedskravene.

Til nr. 14-17 (§ 64, stk. 5-8, i lov om finansiel virksomhed)

Efter § 64, stk. 5 skal medlemmerne af bestyrelsen og direktionen i en finansiel virksomhed meddele Finanstilsynet om forhold som nævnt i § 64, stk. 1 og 3 i lov om finansiel virksomhed i forbindelse med deres indtræden i den finansielle virksomhedsledelses og om forhold som nævnt i § 64, stk. 2 og 3, hvis forholdene efterfølgende ændres

Efter § 64, stk. 6, finder § 64, stk. 1, 2, og 3 nr. 1, 2 og 4, tilsvarende anvendelse på medlemmer af bestyrelsen og direktionen i finansielle holdingvirksomheder og forsikringsholdingvirksomheder.

Efter § 64, stk. 7, finder § 64, stk. 1-5, tilsvarende anvendelse for generalagenter jf. § 35 i lov om finansiel virksomhed.

Efter § 64, stk. 8, finder § 64, stk. 1-5, anvendelse for ansatte i gruppe 1-forsikringsselskaber, der er identificeret som nøglepersoner i medfør af § 71, stk. 3. Et gruppe 1-forsikringsselskab skal underrette Finanstilsynet, hvis en nøgleperson ikke længere varetager sin stilling eller ikke længere opfylder kravene i stk. 1-3.

Med dette lovforslags § 1, nr. 13, nyaffattes kravene til egnethed og hæderlighed i § 64, stk. 1-4, i lov om finansiel virksomhed. Det foreslås således at ophæve de gældende § 64, stk. 1-4, og samle kravene til egnethed og hæderlighed i et nyt § 64, stk. 1, jf. de specielle bemærkninger til § 1, nr. 13. Det betyder samtidig, at § 64, stk. 5-8, bliver til § 64, stk. 2-5. Som konsekvens heraf foreslås det at ændre en række henvisninger til § 64 i § 64, stk. 5-8, der med dette lovforslag bliver stk. 2-5.

Til nr. 18 (§ 72, stk. 4, i lov om finansiel virksomhed )

I henhold til § 72, stk. 2, nr. 1 og 5, skal en finansiel virksomhed, der har tilladelse som værdipapirhandler have passende regler og procedurer for transaktioner med de i bilag 5 nævnte finansielle instrumenter, som omfatter virksomhedens ledelse og ansatte, og skal føre og opbevare fyldestgørende lister over alle udførte tjenesteydelser og transaktioner i mindst 5 år efter, at tjenesteydelsen er udført, henholdsvis transaktionen er gennemført. Værdipapirhandleren skal endvidere i henhold til § 72, stk. stk. 2, nr. 2, kunne påvise interessekonflikter, som kan skade kundernes interesser, både mellem værdipapirhandlerens kunder indbyrdes og mellem kunderne og værdipapirhandleren og begrænse disse interessekonflikter mest muligt, samt, hvor der er risiko for, at kundernes interesse skades, i det konkrete tilfælde informere kunden om interessekonflikternes generelle indhold, inden der indgås aftale med kunden. Bestemmelsen gennemfører artikel 16, stk. 2, 3, 1. afsnit, og 6, og artikel 23 i MiFID II.

Det foreslås at indsætte et nyt stykke 4 i § 72 i lov om finansiel virksomhed, hvorefter pengeinstitutter og fondsmæglerselskaber, der sælger eller rådgiver om strukturerede indlån, også skal opfylde bestemmelsens stk. 2, nr. 1, 2 og 5, på deres salg eller rådgivning om strukturerede indlån. Bestemmelsen finder anvendelse i det omfang, pengeinstituttet eller fondsmæglerselskabet opfattes som formidler af strukturerede indlån, jf. betragtning nr. 40 til præamblen i MiFID II.

Formålet med forslaget er at sikre, at bestemmelserne finder samme anvendelse på strukturerede indlån som på andre strukturerede produkter og på den måde sikre en ensartet investorbeskyttelse på såvel produktniveau som på EU-plan.

Forslaget gennemfører dele af artikel 1, stk. 4, litra a og b, MiFID II, hvorefter bl.a. artikel 16, stk. 2, 3, 1. afsnit, og 6, og artikel 23 i MiFID II tillige finder anvendelse på strukturerede indlån.

Bestemmelsen finder ikke anvendelse for realkreditinstitutter.

Ved strukturerede indlån forstås indlån som skal tilbagebetales fuldt ud ved forfald under anvendelse af bestemmelser om, at en eventuel rente eller præmie betales (eller er i fare) efter en formel, der omfatter faktorer såsom et indeks eller en kombination af indekser, bortset fra indlån med variabel rente, hvis afkast er direkte knyttet til et renteindeks såsom EURIBOR eller LIBOR, et finansielt instrument eller en kombination af finansielle instrumenter, en råvare eller en kombination af råvarer eller andre materielle eller immaterielle ikke-omsættelige aktiver eller en valutakurs eller en kombination af valutakurser, jf. § 5, stk. 1, nr. 67 i lov om finansiel virksomhed, jf. lovforslagets § 1, nr. 3.

For nærmere information om § 72, stk. 2, nr. 1, 2 og 5, i lov om finansiel virksomhed og baggrunden for bestemmelserne henvises til de specielle bemærkninger til § 3, nr. 30, i lov om ændring af lov om værdipapirhandel m.v., lov om finansiel virksomhed, lov om aktieselskaber, årsregnskabsloven, lov om forebyggende foranstaltninger mod hvidvask af udbytte og finansiering af terrorisme, lov om en garantifond for skadesforsikringsselskaber, lov om forsikringsformidling og forskellige andre love, jf. Folketingstidende 2006-2007, tillæg A, s. 443.

Til nr. 19 (§ 84, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed)

Med § 84, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed finder en række af selskabslovens bestemmelser med de nødvendige tilpasninger og med de afvigelser, der fremgår af lov om finansiel virksomhed, tilsvarende anvendelse på sparekasser. Bestemmelserne i selskabsloven, omfatter bl.a. regler om afholdelse af generalforsamling og selskabets ledelse.

Det foreslås, at § 160, stk. 1, 1. og 2. pkt., i selskabsloven også skal finde anvendelse på sparekasser på samme måde, som de øvrige bestemmelser nævnt i § 84, stk. 1. Forslaget indebærer således, at § 84, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed ændres, således at § 160, stk. 1, 1. og 2. pkt., finder tilsvarende anvendelse på sparekasser, med de nødvendige tilpasninger og de afvigelser, der fremgår af lov om finansiel virksomhed.

§ 160, stk. 1, 1. og 2. pkt., i selskabsloven indeholder krav om en vurderingsberetning, hvis kapitalandele indbetales i andre værdier end kontanter.

Med forslaget indføres et krav om, at sparekasser skal udarbejde en vurderingsberetning for det aktiv, der indbetales som betaling for den udstedte garantkapital, når garantkapitalen ikke erhverves kontant. Hvis der indskydes aktiver som nævnt i § 38, stk. 1, i selskabsloven, er der ikke pligt til at udarbejde en vurderingsberetning, såfremt sparekassens bestyrelse udarbejder en erklæring efter reglerne i § 38, stk. 2, i selskabsloven.

Det foreslås endvidere, at henvisningen i § 84, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed til selskabslovens § 96, stk. 2, rettes til § 96, stk. 1, og at henvisningen til selskabslovens § 97, stk. 3, rettes til § 98. Disse to ændringer er ikke af indholdsmæssig karakter. Ændringerne skyldes alene det forhold, at der ved en tidligere opdatering af henvisningerne i § 84, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed ved en fejl blev indført forkerte paragrafhenvisninger til selskabsloven. Med dette forslag rettes der op på dette. § 84, stk. 1, vil således herefter rettelig henvise til § 96, stk. 1, i selskabsloven, som vedrører indkaldelse til generalforsamling og til § 98 i selskabsloven, som vedrører det materiale, der skal gøres tilgængeligt for aktionærerne inden afholdelse af generalforsamling.

Til nr. 20 (§ 88, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed)

Med § 88, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed finder en række af selskabslovens bestemmelser med de nødvendige tilpasninger og med de afvigelser, der fremgår af lov om finansiel virksomhed, tilsvarende anvendelse på andelskasser. Bestemmelserne i selskabsloven, omfatter bl.a. regler om afholdelse af generalforsamling og selskabets ledelse.

Det foreslås, at § 160, stk. 1, 1. og 2. pkt., i selskabsloven også skal finde anvendelse på andelskasser på samme måde, som de øvrige bestemmelser nævnt i § 88, stk. 1. Forslaget indebærer således, at § 88, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed ændres, således at § 160, stk. 1, 1. og 2. pkt., finder tilsvarende anvendelse på andelskasser, med de nødvendige tilpasninger og de afvigelser, der fremgår af lov om finansiel virksomhed.

§ 160, stk. 1, 1. og 2. pkt., i selskabsloven indeholder krav om en vurderingsberetning, hvis kapitalandele indbetales i andre værdier end kontanter.

Med forslaget indføres et krav om, at andelskasser skal udarbejde en vurderingsberetning for det aktiv, der indbetales som betaling for den udstedte andelskapital, når andelskapitalen ikke erhverves kontant. Hvis der indskydes aktiver som nævnt i § 38, stk. 1, i selskabsloven, er der ikke pligt til at udarbejde en vurderingsberetning, såfremt andelskassens bestyrelse udarbejder en erklæring efter reglerne i § 38, stk. 2, i selskabsloven.

Det foreslås endvidere, at henvisningen i § 84, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed til selskabslovens § 96, stk. 2, rettes til § 96, stk. 1, og at henvisningen til selskabslovens § 97, stk. 3, rettes til § 98. Disse to ændringer er ikke af indholdsmæssig karakter. Ændringerne skyldes alene det forhold, at der ved en tidligere opdatering af henvisningerne i § 84, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed ved en fejl blev indført forkerte paragrafhenvisninger til selskabsloven. Med dette forslag rettes der op på dette. § 84, stk. 1, vil således herefter rettelig henvise til § 96, stk. 1, i selskabsloven, som vedrører indkaldelse til generalforsamling og til § 98 i selskabsloven, som vedrører det materiale, der skal gøres tilgængeligt for aktionærerne inden afholdelse af generalforsamling.

Med lov nr. 616 af 12. juni 2013 om ændring af selskabsloven, lov om visse erhvervsdrivende virksomheder, årsregnskabsloven og lov om Det Centrale Virksomhedsregister blev selskabslovens § 80, stk. 4, ophævet. Der er ikke efterfølgende foretaget en konsekvensrettelse af henvisningen i lov om finansiel virksomhed. Det foreslås derfor, at henvisning til § 80, stk. 1-4, rettes til § 80, stk. 1-3.

Til nr. 21 (§ 125 i, stk. 2-4, i lov om finansiel virksomhed)

Af gældende ret fremgår, at et realkreditinstitut til enhver tid skal have en gældsbuffer på 2 pct. af realkreditinstituttets samlede uvægtede udlån.

Det foreslås i stk. 2, at et realkreditinstitut der er udpeget som et systemisk vigtigt realkreditinstitut, jf. §§ 308 og 310, skal have et gældsbufferkrav, der har et niveau, dog minimum 2 pct., der sikrer at det samlede krav til instituttets kapitalgrundlag og gældsbuffer udgør mindst 8 pct. af instituttets samlede passiver, jf. dog det forslåede stk. 4.

Med bestemmelsen foreslås supplerende regler i forhold til fastsættelsen af gældsbufferkravet. Bestemmelserne finder anvendelse på systemisk vigtigt realkreditinstitutter og sikrer, at det samlede krav til instituttets gældsbufferkrav og kapitalkrav mindst udgør 8 procent af instituttets samlede passiver.

Ved kapitalgrundlag forstås det samlede kapitalkrav inklusiv solvensbehov og kapitalbufferkrav, jf. § 125 i, stk. 4, nr. 1-4, der bliver stk. 7, nr. 1-4, jf. lovforslagets § 1, nr. 21.

Lovændringen er med til at understøtte og øge sikkerheden for, at den foretrukne afviklingsstrategi for de danske systemisk vigtige finansielle institutter kan gennemføres.

Det bemærkes, at gældsbufferen for realkreditinstitutter altid skal udgøre mindst 2 pct. af realkreditinstituttets samlede uvægtede udlån. Der lægges ikke med lovforslaget op til en ændring heraf. Gældsbufferen kan således i medfør af lovforslaget kun justeres opad, såfremt det er nødvendigt for at opfylde kravet i stk. 2.

Ydermere bemærkes det, at det samlede krav for gældsbuffer og kapitalgrundlag passiver på mindst 8 pct. senest skal være opfyldt den 1. januar 2022. Dette ændrer ikke ved indfasningen af gældsbufferen, som indfases frem til 2020, jf. § 6, stk. 7, i lov om ændring af lov om finansiel virksomhed, lov om finansiel stabilitet, lov om en garantifond for indskydere og investorer, lov om værdipapirhandel m.v. og ligningsloven.

Det er hensigten, at den foreslåede ændring for gældsbufferen for systemisk vigtige realkreditinstitutter skal evalueres senest i 2021. Evalueringen skal ske i lyset af bl.a. udviklingen af NEP-krav i europæisk regi, herunder også i lyset af effekterne af Basel IV standarderne m.v.

Det forslås i stk. 3 , at et realkreditinstitut der indgår i en koncern, der på konsolideret niveau er udpeget som systemisk vigtig, jf. §§ 308 og 310, og hvor der for koncernen skal fastsættes et krav til størrelsen af koncernens nedskrivningsegnede passiver på konsolideret niveau, jf. § 266, stk. 3, skal gældsbufferen fastsættes til et niveau, dog minimum 2 pct., der sikrer at det samlede krav til koncernens gældsbuffer, kapitalgrundlag og nedskrivningsegnede passiver udgør mindst 8 pct. af koncernens passiver.

Med bestemmelsen foreslås supplerende regler i forhold til fastsættelsen af gældsbufferkravet. Bestemmelserne finder anvendelse på et realkreditinstitut i en koncern, der på konsolideret niveau er udpeget som systemisk vigtig, jf. §§ 308 og 310, hvor der skal fastsættes et krav til størrelsen af koncernens nedskrivningsegnede passiver på konsolideret niveau, jf. § 266, stk. 3.

Bestemmelsen sikrer, at det samlede krav til koncernens eller instituttets gældsbufferkrav, kapitalkrav og krav til nedskrivningsegnede passiver mindst udgør 8 procent af koncernens samlede passiver.

Ved kapitalgrundlag forstås det samlede kapitalkrav inklusiv solvensbehov og kapitalbufferkrav, jf. § 125 i, stk. 4, nr. 1-4, der bliver stk. 7, nr. 1-4, jf. lovforslagets § 1, nr. 21.

Ved samlede krav i stk. 3, forstås at kravet til koncernens gældsbuffer, kapitalgrundlag og nedskrivningsegnede passiver tilsammen udgøre mindst 8 pct. af koncernens passiver.

Lovændringen er med til at understøtte og øge sikkerheden for, at den foretrukne afviklingsstrategi for de danske systemisk vigtige finansielle institutter kan gennemføres. Med det nye krav sikres endvidere, at niveauet for nedskrivningsegnede passiver sammenholdt med gældsbufferkravet er internationalt konformt, da det vil svare til det krav til nedskrivningsegnede passiver, der generelt som minimum beregnes for større pengeinstitutkoncerner i det styrkede banksamarbejde.

Det bemærkes, at gældsbufferen for realkreditinstitutter altid skal udgøre mindst 2 pct. af realkreditinstituttets samlede uvægtede udlån. Der lægges ikke med lovforslaget op til en ændring heraf. Gældsbufferen kan således i medfør af lovforslaget kun justeres opad, såfremt det er nødvendigt for at opfylde kravet i stk. 3.

Ydermere bemærkes det, at det samlede krav for gældsbuffer, kapitalgrundlag og nedskrivningsegnede passiver på mindst 8 pct. senest skal være opfyldt den 1. januar 2022. Dette ændrer ikke ved indfasningen af gældsbufferen, som indfases frem til 2020, jf. § 6, stk. 7 i lov om ændring af lov om finansiel virksomhed, lov om finansiel stabilitet, lov om en garantifond for indskydere og investorer, lov om værdipapirhandel m.v. og ligningsloven.

Det er hensigten, at den foreslåede ændring for gældsbufferen for systemisk vigtige koncerner, hvori der indgår et realkreditinstitut skal evalueres senest i 2021. Evalueringen skal ske i lyset af bl.a. udviklingen af NEP-krav i europæisk regi, herunder også i lyset af effekterne af Basel IV standarderne m.v.

Det forslås i stk. 4 , at for et realkreditinstitut, der er udpeget som et systemisk vigtigt realkreditinstitut, jf. §§ 308 og 310, der indgår i en international koncern, udgør gældsbufferkravet 2 pct. af instituttets samlede uvægtede udlån, hvis den internationale koncerns samlede krav er tilstrækkelige til at sikre, at koncernen har nedskrivningsegnede passiver der mindst udgør 8 pct. af koncernens samlede passiver. Hvis den internationale koncerns samlede krav ikke er tilstrækkelige til at sikre, at koncernen har nedskrivningsegnede passiver, der mindst udgør 8 pct. af koncernens samlede passiver, fastsættes gældsbufferkravet for realkreditinstituttet til minimum 2 pct., dog således, at det samlede krav til realkreditinstituttets gældsbuffer og kapitalgrundlag udgør mindst 8 pct. af realkreditinstituttets samlede passiver.

Med bestemmelserne foreslås supplerende regler i forhold til fastsættelsen af gældsbufferkravet. Bestemmelserne finder anvendelse på systemisk vigtige realkreditinstitutter, jf. §§ 308 og 310, der indgår i en international koncern.

For at fastslå, om det samlede krav er tilstrækkeligt til at sikre, at koncernen har nedskrivningsegnede passiver, der mindst udgør 8 pct. af koncernens samlede passiver, skal Finanstilsynet undersøge, hvilket samlet krav af nedskrivningsegnede passiver koncernen de facto har. I den forbindelse vil Finanstilsynet vurdere koncernens nationale tilsyns- og afviklingsmyndigheds metoder til at fastsætte det samlede krav.

Hvis den internationale koncerns samlede krav ikke er tilstrækkelige til at sikre, at koncernen har nedskrivningsegnede passiver, der mindst udgør 8 pct. af koncernens samlede passiver, fastsættes gældsbufferkravet for realkreditinstituttet i stedet for til et niveau, minimum 2 pct., dog således, at det samlede krav til realkreditinstituttets gældsbuffer og kapitalgrundlag udgør mindst 8 pct. af realkreditinstituttets samlede passiver.

Det bemærkes, at gældsbufferen for realkreditinstitutter altid skal udgøre mindst 2 pct. af realkreditinstituttets samlede uvægtede udlån. Der lægges ikke med lovforslaget op til en ændring heraf. Gældsbufferen kan således i medfør af lovforslaget kun justeres opad, såfremt det er nødvendigt for at opfylde kravet i stk. 4.

Ydermere bemærkes det, at det samlede krav for gældsbuffer, kapitalgrundlag og nedskrivningsegnede passiver på mindst 8 pct. senest skal være opfyldt den 1. januar 2022. Dette ændrer ikke ved indfasningen af gældsbufferen, som indfases frem til 2020, jf. § 6, stk. 7 i lov om ændring af lov om finansiel virksomhed, lov om finansiel stabilitet, lov om en garantifond for indskydere og investorer, lov om værdipapirhandel m.v. og ligningsloven.

Det er hensigten, at den foreslåede ændring for gældsbufferen for både for systemisk vigtige realkreditinstitutter, systemisk vigtige koncerner, hvori der indgår et realkreditinstitut, og for systemisk vigtige realkreditinstitutter der indgår i en international koncern skal evalueres senest i 2021. Evalueringen skal ske i lyset af bl.a. udviklingen af NEP-krav i europæisk regi, herunder også i lyset af effekterne af Basel IV standarderne m.v.

Stk. 2-6 bliver som følge af lovforslaget herefter til stk. 5-9.

Der henvises nærmere herom til pkt. 2.15. i de almindelige bemærkninger.

Til nr. 22 (§ 125 i, stk. 7, i lov om finansiel virksomhed)

Det følger af § 125 i, stk. 4, at kapital- og gældsinstrumenterne, som nævnt i § 125 i, stk. 3, ikke samtidig må anvendes til at opfylde kravet til kapitalgrundlag, jf. artikel 92 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 af 26. juni 2013 om tilsynsmæssige krav til kreditinstitutter og investeringsselskaber, det individuelle solvensbehov, jf. § 124, stk. 2, det individuelle solvenskrav, jf. § 124, stk. 3, det kombinerede kapitalbufferkrav, jf. § 125 a, eller kravet til kapitalgrundlag, jf. artikel 500, stk. 1-4, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 af 26. juni 2013 om tilsynsmæssige krav til kreditinstitutter og investeringsselskaber.

Med lovforslaget indsættes et nyt stk. 2-4, i § 125 i. Som følge heraf ændres henvisningen til stk. 3 i § 125 i, stk. 4, som bliver stk. 7, til stk. 6.

Til nr. 23 (§ 125 i, stk. 7, nr. 5, i lov om finansiel virksomhed)

Det følger af § 125 i, stk. 4, at kapital- og gældsinstrumenter, der anvendes til at opfylde gældsbufferkravet, ikke samtidig må anvendes til at opfylde en række af de øvrige kapitalkrav, der stilles til et realkreditinstitut i form af bl.a. kapitalgrundlaget, det individuelle solvensbehov, det individuelle solvenskrav, og det kombinerede kapitalbufferkrav.

Det foreslås, at kapital og gældsinstrumenter som nævnt i stk. 6 ikke samtidig må anvendes til at opfylde kravet ned nedskrivningsegnede passiver, jf. § 266.

Som følge af, at Basel I gulvkravet ophørte ved udgangen af 2017, udgår § 125 i, stk. 5, nr. 5. I stedet indsættes der et nyt nr. nr. 5, hvorefter kapital- og gældsinstrumenter, der anvendes til at opfylde gældsbufferkravet, ikke samtidig må anvendes til at opfylde kravet til nedskrivningsegnede passiver, jf. § 266.

Nedskrivningsegnede passiver, der anvendes til at opfylde gældsbufferkravet i § 125 i, stk. 1-4, må ikke samtidig anvendes til at opfylde eller finansiere passiver, jf. § 125 i, stk. 7, nr. 1-5.

Med tilføjelsen af et nyt nr. 5 sikres det at de kapital- og gældsinstrumenter, der anvendes til opfyldelse af gældsbufferkravet, endvidere ikke må anvendes til at opfylde kravet til nedskrivningsegnede passiver, som fastsættes i overensstemmelsen med § 266.

Der henvises nærmere herom til pkt. 2.15. i de almindelige bemærkninger.

Til nr. 24 (§ 125 i, stk. 8, i lov om finansiel virksomhed)

Ifølge § 125 i, stk. 5 gælder der for kapital- og gældsinstrumenter omfattet af § 125 i, stk. 3, nr. 2-4, at kapital- og gældsinstrumenterne skal have en oprindelig løbetid på mindst 2 år og at der skal være en hensigtsmæssig spredning i kapital- og gældsinstrumenternes forfaldstid.

Med lovforslagets § 1, nr. 21 indsættes nyt stk. 2-4. Som følge heraf ændres henvisningen i § 125 i, stk. 5, der bliver stk. 8, fra § 125 i, stk. 3, nr. 2-4 til § 125 i, stk. 6, nr. 2-4.

Der er tale om en lovteknisk ændring.

Til nr. 25 (§ 125 i, stk. 9, i lov om finansiel virksomhed)

Ifølge § 125 i, stk. 6, kan Finanstilsynet bestemme, at gældsbufferkravet for et realkreditinstitut skal opfyldes helt eller delvis med kapital- og gældsinstrumenter med kontraktuel mulighed for nedskrivning og konvertering.

Bestemmelsen § 125 i, stk. 6, der bliver stk. 9 nyaffattes.

Det foreslås, at Finanstilsynet kan bestemme, at gældsbufferkravet for et realkreditinstitut skal opfyldes helt eller delvis med kapital- og gældsinstrumenter med kontraktuel mulighed for nedskrivning og konvertering, og at gældsbufferkravet opgjort efter stk. 3, kan for den del der er over 2 pct., opfyldes med udstedelser, jf. stk. 6-8, fra modervirksomheden, hvis denne er et pengeinstitut.

Lovforsalgets stk. 9, nr. 1 , fastslår, at Finanstilsynet har mulighed for ved konkret afgørelse at bestemme, at et realkreditinstitut skal opfylde gældsbufferkravet helt eller delvist med kapitalinstrumenter, hvor det skal fremgå af vilkårene for kapitalinstrumenterne, at disse kan konverteres eller nedskrives, såfremt Finanstilsynet vurderer, at instituttet er nødlidende eller forventeligt nødlidende, enten ved at Finanstilsynet selv påbyder konvertering eller nedskrivning, eller hvor realkreditinstituttet overgår til afvikling i regi af Finansiel Stabilitet efter lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder. Et sådant krav vil alene blive stillet, hvis det konkret viser sig nødvendigt at udstede denne type kapitalinstrumenter, eller hvis det på europæisk plan bliver standard.

Lovforslagets stk. 9, nr. 2 , fastslår at Finanstilsynet har mulighed for, i det tilfælde hvor gældsbufferkravet, som følge af forslagets stk. 3, vil være opgjort til at være større end 2%, at give et moderselskab i en koncern lov til at opfylde differencen med udstedelser, jf. stk. 6-8, hvis moderselskabet er et pengeinstitut. Dette sikrer at forøgelsen af kravet ligger i modervirksomheden, hvilket vil være mere hensigtsmæssigt i en potentiel afviklingssituation.

Til nr. 26 (§ 179, nr. 2 og § 180, nr. 2, i lov om finansiel virksomhed)

Det følger af § 179, stk. 1, nr. 2, at Finanstilsynet kan påbyde en modervirksomhed, der ejer kapitalandele i finansielle virksomheder, at udskille de finansielle virksomheder og finansieringsinstitutter i en delkoncern under en finansiel holdingvirksomhed eller en forsikringsholdingvirksomhed, såfremt et medlem af modervirksomhedens bestyrelse eller direktion omfattes af et af forholdene i § 64, stk. 3, nr. 1, 2 og 4.

Ligeledes kan Finanstilsynet ifølge § 180, stk. 1, nr. 2, påbyde en finansiel holdingvirksomhed eller en forsikringsholdingvirksomhed at afhænde kapitalandele i en finansiel virksomhed, såfremt et medlem af holdingvirksomhedens bestyrelse eller direktion ikke har fyldestgørende erfaring til at udøve hvervet eller stillingen eller omfattes af et af forholdene i § 64, stk. 3, nr. 1, 2 og 4.

Med dette lovforslags § 1, nr. 13, nyaffattes kravene til egnethed og hæderlighed i § 64, stk. 1-4, i lov om finansiel virksomhed. Det foreslås således at ophæve de gældende § 64, stk. 1-4, og samle kravene til egnethed og hæderlighed i et nyt § 64, stk. 1, jf. de specielle bemærkninger til § 1, nr. 13. Det betyder samtidig, at § 64, stk. 5-8, bliver til § 64, stk. 2-5. Som konsekvens heraf foreslås det at ændre henvisninger til § 64 i § 179, stk. 1, nr. 2, og § 180, stk. 1, nr. 2 .

Til nr. 27 (§ 224, stk. 1, nr. 1 i lov om finansiel virksomhed)

Det følger af § 224, stk. 1, nr. 1, at Finanstilsynet kan inddrage tilladelsen til at drive pengeinstitut, realkreditinstitut, fondsmæglerselskab, investeringsforvaltningsselskab og forsikringsselskab, hvis den finansielle virksomhed gør sig skyldig i grove eller gentagne overtrædelser af denne lov, lov om kapitalmarkeder eller lov om realkreditlån og realkreditobligationer m.v., regler udstedt i medfør af disse love, forordninger udstedt i medfør af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/138/EF af 25. november 2009 om adgang til og udøvelse af forsikrings- og genforsikringsvirksomhed (Solvens II), Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 af 26. juni 2013 om tilsynsmæssige krav til kreditinstitutter og investeringsselskaber, forordninger og regler udstedt i medfør af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 af 26. juni 2013 om tilsynsmæssige krav til kreditinstitutter og investeringsselskaber, forordninger udstedt i medfør af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/36/EU af 26. juni 2013 om adgang til at udøve virksomhed som kreditinstitut og om tilsyn med kreditinstitutter og investeringsselskaber eller Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/65/EU af 15. maj 2014 om markeder for finansielle instrumenter.

Bestemmelsen finder tilsvarende anvendelse for sparevirksomheder, jf. § 342, stk. 2.

Det foreslås, at hvidvaskloven indsættes i § 224, stk. 1, nr. 1.

Forslaget indebærer, at Finanstilsynet får mulighed for at inddrage en virksomheds tilladelse som pengeinstitut, realkreditinstitut, forsikringsselskab, fondsmæglerselskab eller investeringsforvaltningsselskab som følge af virksomhedens gentagne eller grove overtrædelser af hvidvaskloven.

Bestemmelsen vil eksempelvis kunne finde anvendelse i tilfælde, hvor virksomheden systematisk har undladt at identificere og kontrollere kunder i overensstemmelse med hvidvasklovens bestemmelser om kundekendskabsprocedurer

Ændringen skal styrke Finanstilsynets mulighed for at sikre, at hvidvaskloven overholdes af finansielle virksomheder.

Finansielle virksomheder har en væsentlig samfundsmæssig rolle i forhold til at sikre, at det finansielle system ikke misbruges til hvidvask af penge eller til terrorfinansiering, og at tilliden til det finansielle system derved skades.

Inddragelse af tilladelse er en indgribende foranstaltning, idet virksomheden ved en inddragelse af sin tilladelse mister muligheden for at udøve de aktiviteter, der kræves tilladelse til, og for finansielle virksomheder vil det som regel betyde, at virksomheden helt må ophøre med at eksistere.

Det fremgår af bestemmelsen, at der skal være tale om grove eller gentagne overtrædelser. Inddragelse af tilladelse vil typisk først være aktuel efter, at der har været givet frist til berigtigelse af forholdet og dette ikke er sket.

Det forudsættes som udgangspunkt, at en mindre indgribende reaktion er anvendt over for den finansielle virksomhed, før tilladelsen inddrages, eller at forholdene i den finansielle virksomhed indebærer, at virksomheden ikke har mulighed for at rette op på overtrædelserne inden for en tilpas kort tidshorisont. Kan forholdene i virksomheden rettes op ved en mindre indgribende reaktion end at trække virksomhedens tilladelse, skal den mindre reaktion vælges. En mildere reaktion kan bl.a. være, at Finanstilsynet giver påbud om, at virksomheden retter op på de kritisable forhold i virksomheden, at forholdet anmeldes til politiet eller at Finanstilsynet giver påbud om afsættelse af virksomhedens hvidvaskansvarlige eller direktør eller påbud om nedlægges af bestyrelseshverv.

En virksomheds manglende efterlevelse af påbud om afsættelse af den hvidvaskansvarlige, jf. hvid-vaskloven § 51 a, som affattet ved dette lovforslags § 3, nr. 4, vil som udgangspunkt være en grov overtrædelse af hvidvaskloven, der kan føre til inddragelse af tilladelsen. Der henvises til lovforslagets almindelige bemærkninger pkt. 2.1.3.

En afgørelse om inddragelse af en finansiel virksomheds tilladelse træffes af Finanstilsynets bestyrelse i medfør af § 345, stk. 7, nr. 4, i lov om finansiel virksomhed, og kan påklages til Erhvervsankenævnet, jf. § 372, stk. 1, i samme lov.

Til nr. 28 (§ 224 a, stk. 1, nr. 1, i lov om finansiel virksomhed)

Efter § 224 a, stk. 1, nr. 1, i lov om finansiel virksomhed anses et pengeinstitut, realkreditinstitut eller fondsmæglerselskab I for at være nødlidende eller forventeligt nødlidende, hvis det ikke opfylder eller i nær fremtid forventes ikke at opfylde kravene til at opretholde sin tilladelse på en måde, som gør, at Finanstilsynet kan inddrage tilladelsen i henhold til § 224, stk. 1, nr. 2, eller § 225, stk. 1.

Det foreslås at ændre henvisningen i § 224 a, stk. 1, nr. 1, således at denne også omfatter § 224, stk. 1, nr. 1.

Efter § 224, stk. 1, nr. 1, kan Finanstilsynet inddrage tilladelsen til at drive bl.a. pengeinstitut, realkreditinstitut eller fondsmæglerselskab I, hvis virksomheden gør sig skyldig i grove eller gentagne overtrædelser af lov om finansiel virksomhed, hvidvaskloven, lov om kapitalmarkeder eller lov om realkreditlån og realkreditobligationer m.v., regler udstedt i medfør af disse love, forordninger udstedt i medfør af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/138/EF af 25. november 2009 om adgang til og udøvelse af forsikrings- og genforsikringsvirksomhed (Solvens II), Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 575/2013/EU af 26. juni 2013 om tilsynsmæssige krav til kreditinstitutter og investeringsselskaber, forordninger og regler udstedt i medfør af Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 575/2013/EU af 26. juni 2013 om tilsynsmæssige krav til kreditinstitutter og investeringsselskaber, forordninger udstedt i medfør af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/36/EU af 26. juni 2013 om adgang til at udøve virksomhed som kreditinstitut og om tilsyn med kreditinstitutter og investeringsselskaber eller Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/65/EU af 15. maj 2014 om markeder for finansielle instrumenter.

Med forslaget vil et pengeinstitut, et realkreditinstitut eller et fondsmæglerselskab I således også anses for nødlidende eller forventeligt nødlidende i tilfælde omfattet af § 224, stk. 1, nr. 1, dvs. hvor Finanstilsynet kan inddrage tilladelsen på baggrund af grove eller gentagne overtrædelser af den finansielle lovgivning. Med forslag til ændring af § 224, stk. 1, nr. 1 omfatter bestemmelsen endvidere grove eller gentagne overtrædelser af hvidvaskloven.

At et institut anses for at være nødlidende eller forventeligt nødlidende er den første betingelse for, at et institut kan tages under afvikling af Finansiel Stabilitet. Hvis Finanstilsynet inddrager et instituts tilladelse, uden at det opfylder betingelserne for afvikling gennem Finansiel Stabilitet, vil instituttet skulle afvikles ved likvidation, konkurs, sammenlægning eller på anden måde, jf. § 227 i lov om finansiel virksomhed. Finansiel Stabilitet har afviklingsværktøjer, som gør, at eventuelle velfungerende dele af forretningen kan føres videre, jf. lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder.

Udvidelsen af anvendelsesområdet for § 224 a, stk. 1, nr. 1, er i overensstemmelse med EBA’s retningslinjer af 6. august 2015 for fortolkning af de forskellige situationer, hvor et institut anses for at være nødlidende eller forventeligt nødlidende i medfør af artikel 32, stk. 6, i BRRD.

Til nr. 29 (§ 266, stk. 3, 2. og 3. pkt., i lov om finansiel virksomhed)

Af gældende ret fremgår det, at realkreditinstitutter er undtaget fra det individuelle krav til nedskrivningsegnede passiver, der følger af § 266, stk. 1. I forhold til kravet til et konsolideret NEP-krav på koncernniveau, der følger af § 266, stk. 3, er der med den eksisterende formulering af bestemmelsen uklarhed om, hvorvidt det konsoliderede NEP-krav skal opgøres uden hensyntagen til de forpligtelser og det kapitalgrundlag, der vedrører et realkreditinstitut, der indgår i koncernen.

Med forslaget til et nyt 2. pkt. i § 266, stk. 3, præciseres det, at koncernens realkreditinstitut(ter) ved fastsættelsen af kravet til nedskrivningsegnede passiver på konsolideret niveau ikke er omfattet af konsolideringen.

Lovændringen slår dermed fast, at Finanstilsynet ved fastsættelse af et konsolideret krav til nedskrivningsegnede passiver for en koncern, som indeholder et eller flere realkridtinstitutter, ikke skal medregne dem i konsolideringen. Det betyder, at realkreditinstituttets forpligtelser og kapitalgrundlag ikke skal indgå i beregningen af det NEP-krav, der på konsolideret niveau stilles til koncernen. For realkreditinstitutter gælder derimod gældsbufferkravet, herunder den nye supplerende regel i § 125 i, stk. 2, der indsættes med lovforslagets § 1, nr. 21, og som sikrer et niveau på mindst 8 pct. af koncernens samlede passiver.

Dette gælder uanset om den foretrukne afviklingsstrategi for koncernen er en koncernspecifik afviklingsstrategi (”single-point-of-entry”) eller en selskabsspecifik afviklingsstrategi (”multiple-points-of-entry”).

Der er i dag ikke nogen regulering af, om de nedskrivningsegnede passiver, der anvendes til at opfylde NEP-kravet, samtidig kan anvendes til at opfylde eller finansiere passiver, der indgår i opfyldelsen af gældsbufferkravet eller de kapitalgrundlagskrav, der gælder for et realkreditinstitut i koncernen. Det hænger sammen med, at der efter gældende ret ikke er adgang til, at NEP-midlerne kan udstedes gennem realkreditinstituttet. Der henvises til pkt. 2.16 i de almindelige bemærkninger. Henset til at det med lovforslaget § 1, nr. 8, bliver muligt, at lade passiver, der udstedes af realkreditinstituttet, indgå i opfyldelse af koncernens NEP-krav, indsættes der et nyt 3. pkt. i § 266, stk. 3, der skal sikre, at det samme instrument ikke både benyttes til at opfylde kravet til nedskrivningsegnede passiver og henholdsvis gældsbufferen og realkreditinstituttets kapitalgrundlagskrav. Ændringen skal ses sammen med det krav, der følger af forslaget til det nye § 125 i, stk. 7, nr. 5 og § 267, stk. 3, nr. 2.

Til nr. 30 (§ 267, stk. 3, i lov om finansiel virksomhed)

Det fremgår af § 267 i lov om finansiel virksomhed, at nedskrivningsegnede passiver består af kapitalgrundlag og nedskrivningsegnede forpligtelser. Det følger af stk. 2, at der ved nedskrivningsegnede forpligtelser forstås de forpligtelser og kapitalinstrumenter, der ikke kvalificeres som egentlige eller hybride kernekapitalinstrumenter eller supplerende kapitalinstrumenter, som der kan gennemføres bail-in på, jf. § 25, stk. 1, i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder, som ikke er undtaget bail-in, jf. § 25, stk. 3, i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder, hvis forpligtelsen har en restløbetid på mindst 1 år, hvis forpligtelsen hidrører ikke fra et derivat, hvis gældsinstrumentet er udstedt og fuldt indbetalt med midler, der ikke direkte eller indirekte er finansieret af pengeinstituttet eller fondsmæglerselskabet I, hvis forpligtelsen er ikke en forpligtelse over for pengeinstituttet eller fondsmæglerselskabet I selv, og pengeinstituttet eller fondsmæglerselskabet I har ikke stillet sikkerhed eller garanti for forpligtelsen og hvis forpligtelsen ikke hidrører fra indskud, som er foranstillet de simple kreditorer i konkursordenen, jf. § 13 i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder og kapitel 10 i konkursloven.

Med ændringen foreslås at indsætte et nyt stk. 3 i § 267 i lov om finansiel virksomhed. Med bestemmelsen får Finanstilsynet mulighed for at tillade, at passiver udstedt fra et realkreditinstitut i koncernen kan anvendes til at opfylde kravet til de nedskrivningsegnede passiver på konsolideret niveau. For at Finanstilsynet kan give en sådan tilladelse, skal en række forudsætninger være opfyldt.

Det følger af forslaget til bestemmelsens nr. 1, at det er en forudsætning for tilladelsen kan gives, at de det fremgår eksplicit i kontrakten for det pågældende instrumenter, at dette i afviklingssituationen skal kunne nedskrives og konverteres uden brug af bail-in værktøjet. Med reglen sikres det, at afviklingsmyndigheden kan nedskrive og konvertere de udstedte instrumenter, således at instrumenterne kan bruges til at tabsabsorbere og rekapitalisere instituttet eller koncernen.

Ved bail-in forstås nedskrivning af forpligtelser eller konvertering af forpligtelser til egenkapital. Det følger af bemærkningerne til § 24 til lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder, at der ved bail-in forstås, at ikke-efterstillede kreditorer samt efterstillede gældsforpligtelser, der ikke er nedskrevet eller konverteret i medfør af §§ 17 og 18, pålægges at bære en del af en virksomheds eller enheds tab, ved at disse kreditorers krav på virksomheden eller enheden helt eller delvist nedskrives og/eller konverteres til aktier eller andre ejerskabsinstrumenter, jf. Folketingstidende 2014-15, A, L 100 som fremsat, side 58.

Det følger af bestemmelsens nr. 2 , at de pågældende instrumenter ikke samtidig må anvendes til opfyldelse af gældsbufferkravet i § 125, stk. 4. Med kravet sikres det, at de samme instrumenter ikke bruges til opfyldelse af flere krav. Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med forslaget i § 1, nr. 23, og § 1, nr. 29. Der henvises i øvrigt til punkt 2.17 i de almindelige bemærkninger.

Endeligt følger det af bestemmelsens nr. 3 , at passiver ikke må udgøre en afviklingshindring, jf. § 262 i lov om finansiel virksomhed. Med bestemmelsen sikres det, at det er Finanstilsynet og Finansiel Stabilitet, der ud fra instituttets eller koncernens afviklingsplan, jf. § 259 i lov om finansiel virksomhed, vurderer, om udstedelserne vil udgøre en afviklingshindring, jf. §§ 262 og 263 i lov om finansiel virksomhed.

Vurderingen baseres på, hvorvidt det er muligt og troværdigt for Finansiel Stabilitet enten at opløse instituttet eller koncernen via konkurslovgivningen eller via de særlige afviklingsværktøjer, jf. kapitel 4 i lov nr. 333 af 31. marts 2015 om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder, uden at skabe betydelige negative effekter for det finansielle system. Et institut eller en koncern anses for at kunne afvikles, hvis det er muligt og troværdigt, at Finansiel Stabilitet kan afvikle eller restrukturere instituttet eller koncernen ved at anvende de forskellige afviklingstiltag oplistet i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder, eller ved konkursbehandling. I vurderingen ligger bl.a., om instituttet eller koncernen er indrettet til at kunne levere de nødvendige oplysninger og gennemføre de nødvendige handlinger i forbindelse med afviklingen, og om den planlagte afvikling rent faktisk kan gennemføres. Derudover skal de i afsnit C i bilaget til BRRD oplistede aspekter tages i betragtning ved vurderingen. Ydermere, oplister den delegerede forordning (EU) 2016/1075 i artikel 26-31 de kategorier, som afviklingshindringer kan indgå i, bl.a. finansielle ressourcer, struktur og operationelle forhold, juridiske forhold osv.

Der er således tale om en konkret vurdering, hvor Finanstilsynet og Finansiel Stabilitet tager stilling til om udstedelserne vil udgøre en afviklingshindring i forhold til instituttets eller koncernens fortrukne afviklingsstrategi.

Det kan f.eks. være hvis realkreditinstituttet har udstedt passiver, som kræver brug af bail-in værktøjet for at kunne nedskrives eller konverteres og som i henhold til konkursordenen skal bære tab eller konverteres før eller samtidig med de passiver, der er udstedt af realkreditinstituttet til opfyldelsen af det konsoliderede NEP-krav.

Lovændringen sikrer dermed, at Finanstilsynet under visse betingelser kan tillade, at koncernerne kan opfylde deres krav til nedskrivningsegnede passiver på konsolideret niveau ved udstedelser fra realkreditinstitutter.

Til nr. 31 (§ 313 a, i lov om finansiel virksomhed)

Det følger af § 313 a, at § 64, stk. 1-5, omhandlende kravene til egnethed og hæderlighed, finder tilsvarende anvendelse for ansatte i et systemisk vigtigt finansielt institut (SIFI) og et globalt systemisk vigtigt finansielt institut (G-SIFI), der er identificeret som nøglepersoner i medfør af § 312 a, stk. 1.

Med dette lovforslags § 1, nr. 13, nyaffattes kravene til egnethed og hæderlighed i § 64, stk. 1-4, i lov om finansiel virksomhed. Det foreslås således at ophæve de gældende § 64, stk. 1-4, og samle kravene til egnethed og hæderlighed i et nyt § 64, stk. 1, jf. de specielle bemærkninger til § 1, nr. 13. Det betyder samtidig, at § 64, stk. 5-8, bliver til § 64, stk. 2-5. Som konsekvens heraf foreslås det at ændre en række henvisninger til § 64 i § 313 a, stk. 1 .

Til nr. 32 (§ 348, stk. 2, 1. pkt., i lov om finansiel virksomhed)

Ifølge § 348, stk. 2, 1. pkt., i lov om finansiel virksomhed kan Finanstilsynet give påbud om berigtigelse af forhold, der er i strid med bestemmelserne i §§ 43, 57 og 72.

Det foreslås at ændre bestemmelsen, så Finanstilsynet fremover også kan give påbud om berigtigelse af forhold, der er i strid med §§ 46 a og 46 b i lov om finansiel virksomhed.

Finanstilsynet vil således kunne give påbud om, at en værdipapirhandler skal ophøre med at meddele sine kunder, at værdipapirhandlerens investeringsrådgivning sker på uafhængigt grundlag, hvis dette ikke er tilfældet. Et påbud vil ligeledes kunne meddeles et selskab der yder skønsmæssig porteføljepleje og som uretmæssigt modtager og beholder betalinger fra andre end kunden selv.

Med den foreslåede ændring har Finanstilsynet mulighed for at gribe ind over for sådanne tredjelandsselskaber, der yder uafhængig rådgivning og skønsmæssig porteføljepleje her i landet.

For en nærmere beskrivelse af §§ 46 a og 46 b i lov om finansiel virksomhed henvises der til bemærkningerne til bestemmelserne i forslag til lov om ændring af lov om værdipapirhandel m.v., lov om finansiel virksomhed, lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v., straffeloven og retsplejeloven, jf. Folketingstidende 2015-16, A, L 159 som fremsat, side 50.

Til nr. 33-37 (§351, stk. 1, 2 og 4-7 i lov om finansiel virksomhed)

Finanstilsynet kan efter § 351, stk. 1, påbyde en finansiel virksomhed at afsætte en direktør, der efter de gældende § 64, stk. 2 eller 3, eller § 64 a, ikke kan bestride stillingen.

Efter § 351, stk. 2, kan Finanstilsynet påbyde et medlem af bestyrelsen i en finansiel virksomhed at nedlægge sit hverv, dersom at personen efter de gældende § 64, stk. 2 eller 3, eller § 64 a, ikke kan bestride hvervet. For bestyrelsesmedlemmer i pengeinstitutter, realkreditinstitutter og forsikringsselskaber tillige, dersom personen ikke efter § 64 b, stk. 1, kan bestride hvervet.

Efter § 351, stk. 4, kan Finanstilsynet påbyde en finansiel virksomhed at afsætte en nøgleperson i et systemisk vigtigt finansielt institut (SIFI) og et globalt systemisk vigtigt finansielt institut (G-SIFI) at afsætte en ansat, der er identificeret som nøgleperson i medfør af § 312 a, stk. 1, hvis denne efter § 64, stk. 2 og 3, jf. § 313 a, ikke kan bestride stillingen.

Efter § 351, stk. 5, kan Finanstilsynet påbyde et gruppe 1-forsikringsselskab at afsætte en ansat, der er identificeret som nøgleperson i medfør af § 71, stk. 3, hvis denne efter § 64, stk. 2 eller 3, ikke kan bestride stillingen.

Efter § 351, stk. 6, kan Finanstilsynet påbyde en finansiel virksomhed at afsætte en direktør eller en ansat, der er udpeget som nøgleperson jf. § 71, stk. 3, eller § 312 a, stk. 1, når der er rejst tiltale mod den pågældende i en straffesag om overtrædelse af straffeloven eller den finansielle lovgivning, indtil straffesagen er afgjort, hvis domfældelse vil indebære, at direktøren ikke opfylder kravene i § 64, stk. 3, nr. 1, at nøglepersonen i et gruppe 1-forskringsselskab ikke opfylder kravene i § 64, stk. 3, nr. 1, jf. § 64, stk. 8, eller at nøglepersonen i et systemisk vigtigt finansielt institut (SIFI) eller et globalt systemisk vigtigt finansielt institut (G-SIFI) ikke opfylder kravene i § 64, stk. 3, nr. 1, jf. § 313 a. Finanstilsynet kan under samme betingelser som i 1. pkt. påbyde et medlem af bestyrelsen i en finansiel virksomhed at nedlægge sit hverv.

Efter § 351, stk. 7, fastsætter Finanstilsynet varigheden af påbud meddelt efter stk. 2.

Med dette lovforslags § 1, nr. 13, nyaffattes kravene til egnethed og hæderlighed i § 64, stk. 1-4, i lov om finansiel virksomhed. Det foreslås således at ophæve de gældende § 64, stk. 1-4, og samle kravene til egnethed og hæderlighed i et nyt § 64, stk. 1, jf. de specielle bemærkninger til § 1, nr.13. Det betyder samtidig, at § 64, stk. 5-8, bliver til § 64, stk. 2-5. Som konsekvens heraf foreslås det at ændre en række henvisninger til § 64 i §§ 351, stk. 1-2 og 4-7 .

Til nr. 38 (§ 354, stk. 6, nr. 22, i lov om finansiel virksomhed)

Finanstilsynets ansatte er under ansvar efter straffelovens § 152-152 e forpligtet til at hemmeligholde fortrolige oplysninger, som de får kendskab til gennem tilsyns- og afviklingsvirksomheden eller fra Finansiel Stabilitet, jf. § 354, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed. Personer, der udfører serviceopgaver som led i Finanstilsynets drift, og eksperter, der handler på Finanstilsynets vegne, er underlagt samme tavshedspligt. Tavshedspligten gælder også efter ansættelses- eller kontraktforholdets ophør. Et samtykke fra den, som tavshedspligten har til hensigt at beskytte, berettiger heller ikke de førnævnte personer at videregive de fortrolige oplysninger.

Fortrolige oplysninger kan dog videregives i en række særlige tilfælde. Det følger bl.a. af § 354, stk. 6, nr. 22, i lov om finansiel virksomhed, at Finanstilsynet kan videregive fortrolige oplysninger til en institution, der forestår clearing af værdipapirer eller penge, hvis det er er nødvendigt for at sikre, at institutionen reagerer behørigt på misligholdelser eller potentielle misligholdelser på det marked, hvor institutionen er ansvarlig for clearingen.

Videregivelse af fortrolige oplysninger i medfør af stk. 6, nr. 3, 7, 8, 11, 16, 20 og 27, kan ifølge § 354, stk. 15, alene ske, såfremt de myndigheder eller organer, som har afgivet oplysningerne, eller de myndigheder i den medlemsstat, hvor kontrolbesøget eller inspektionen er foretaget, har givet deres udtrykkelige tilladelse, hvor oplysningerne er modtaget enten fra Den Europæiske Banktilsynsmyndighed, Det Europæiske Råd for Systemiske Risici, Den Europæiske Tilsynsmyndighed for Forsikrings- og Arbejdsmarkedspensionsordninger eller Den Europæiske Værdipapir- og Markedstilsynsmyndighed og organer etableret under disse samt i henhold til denne lov, bestemmelser udstedt i medfør af denne lov, andre direktiver vedrørende kreditinstitutter, forordninger udstedt i medfør af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/36/EU af 26. juni 2013 om adgang til at udøve virksomhed som kreditinstitut og om tilsyn med kreditinstitutter og investeringsselskaber, artikel 15 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1092/2010 af 24. november 2010 om makrotilsyn på EU-plan med det finansielle system og om oprettelse af et europæisk råd for systemiske risici, artikel 31, 35 og 36 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1093/2010 af 24. november 2010 om oprettelse af en europæisk tilsynsmyndighed (Den Europæiske Banktilsynsmyndighed) samt artikel 31 og 36 i forordning (EU) nr. 1095/2010 om oprettelse af en europæisk tilsynsmyndighed (Den Europæiske Værdipapir- og Markedstilsynsmyndighed) eller fra myndigheder, der har ansvaret for tilsynet med finansielle virksomheder, finansieringsinstitutter, investeringsinstitutter, kreditvurderingsbureauer og de finansielle markeder, myndigheder og organer, som er ansvarlige for at opretholde det finansielle systems stabilitet gennem anvendelse af makroprudentielle regler, myndigheder eller organer, som har til formål at sikre den finansielle stabilitet, aftalemæssige sikringsordninger eller institutsikringsordninger som omhandlet i artikel 113, stk. 7, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 af 26. juni 2013 om tilsynsmæssige krav til kreditinstitutter og investeringsselskaber, institutioner, der forvalter indskyder-, investor- eller forsikringsgarantiordninger, organer, der medvirker ved finansielle virksomheders likvidation, konkursbehandling eller lignende procedurer, og personer, der er ansvarlige for den lovpligtige revision af den finansielle virksomheds regnskaber, eller hvor oplysninger er tilvejebragt ved kontrolbesøg eller undersøgelse efter § 346, stk. 4.

Tavshedspligten følger de fortrolige oplysninger. Modtageren af de fortrolige oplysninger er underlagt en tavshedspligt, der svarer til den lovbestemte tavshedspligt i § 354, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed. Den pågældende clearinginstitution, der har modtaget de fortrolige oplysninger, vil dermed være underlagt den samme tavshedspligt, som gælder for Finanstilsynets ansatte, jf. § 354, stk. 8, i lov om finansiel virksomhed.

Med lovforslaget indsættes en henvisning i § 354, stk. 6, nr. 22, til § 354, stk. 15, hvorefter der vil gælde et krav om samtykke, før der kan ske videregivelse af fortrolige oplysninger, som er indhentet fra andre kompetente tilsynsmyndigheder i EU til clearinginstitutioner m.v. Forslaget indebærer, at Finanstilsynet skal indhente en udtrykkelig tilladelse til videregivelse af fortrolige oplysninger fra de kompetente tilsynsmyndigheder, som Finanstilsynet har modtaget oplysningerne fra, hvis Finanstilsynet skal kunne videregive de fortrolige oplysninger til clearinginstitutioner m.v., jf. bemærkningerne til § 1, nr. 39.

Med bestemmelsen foretages en direktivnær implementering af artikel 61, stk. 2, i CRD IV.

Til nr. 39 (§ 354, stk. 15, i lov om finansiel virksomhed)

Finanstilsynets ansatte er forpligtet til at hemmeligholde fortrolige oplysninger. Det gælder også for personer, der udfører serviceopgaver som led i Finanstilsynets drift, og eksperter, der handler på Finanstilsynets vegne.

Fortrolige oplysninger kan dog videregives i en række særlige tilfælde. Det følger bl.a. af § 354, stk. 6, nr. 22, i lov om finansiel virksomhed, at Finanstilsynet kan videregive fortrolige oplysninger til en institution, der forestår clearing af værdipapirer eller penge, hvis det er er nødvendigt for at sikre, at institutionen reagerer behørigt på misligholdelser eller potentielle misligholdelser på det marked, hvor institutionen er ansvarlig for clearingen.

Videregivelse af fortrolige oplysninger i medfør af stk. 6, nr. 3, 7, 8, 11, 16, 20 og 27, kan ifølge § 354, stk. 15, alene ske, såfremt de myndigheder eller organer, som har afgivet oplysningerne, eller de myndigheder i den medlemsstat, hvor kontrolbesøget eller inspektionen er foretaget, har givet deres udtrykkelige tilladelse, hvor oplysningerne er modtaget enten fra Den Europæiske Banktilsynsmyndighed, Det Europæiske Råd for Systemiske Risici, Den Europæiske Tilsynsmyndighed for Forsikrings- og Arbejdsmarkedspensionsordninger eller Den Europæiske Værdipapir- og Markedstilsynsmyndighed og organer etableret under disse samt i henhold til denne lov, bestemmelser udstedt i medfør af denne lov, andre direktiver vedrørende kreditinstitutter, forordninger udstedt i medfør af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/36/EU af 26. juni 2013 om adgang til at udøve virksomhed som kreditinstitut og om tilsyn med kreditinstitutter og investeringsselskaber, artikel 15 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1092/2010 af 24. november 2010 om makrotilsyn på EU-plan med det finansielle system og om oprettelse af et europæisk råd for systemiske risici, artikel 31, 35 og 36 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1093/2010 af 24. november 2010 om oprettelse af en europæisk tilsynsmyndighed (Den Europæiske Banktilsynsmyndighed) samt artikel 31 og 36 i forordning (EU) nr. 1095/2010 om oprettelse af en europæisk tilsynsmyndighed (Den Europæiske Værdipapir- og Markedstilsynsmyndighed) eller fra myndigheder, der har ansvaret for tilsynet med finansielle virksomheder, finansieringsinstitutter, investeringsinstitutter, kreditvurderingsbureauer og de finansielle markeder, myndigheder og organer, som er ansvarlige for at opretholde det finansielle systems stabilitet gennem anvendelse af makroprudentielle regler, myndigheder eller organer, som har til formål at sikre den finansielle stabilitet, aftalemæssige sikringsordninger eller institutsikringsordninger som omhandlet i artikel 113, stk. 7, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 af 26. juni 2013 om tilsynsmæssige krav til kreditinstitutter og investeringsselskaber, institutioner, der forvalter indskyder-, investor- eller forsikringsgarantiordninger, organer, der medvirker ved finansielle virksomheders likvidation, konkursbehandling eller lignende procedurer, og personer, der er ansvarlige for den lovpligtige revision af den finansielle virksomheds regnskaber, eller hvor oplysninger er tilvejebragt ved kontrolbesøg eller undersøgelse efter § 346, stk. 4.

Med forslaget vil videregivelse af fortrolige oplysninger i medfør af stk. 6, nr. 3, 7, 8, 11, 16, 20, 22 og 27, alene kunne ske, såfremt de myndigheder eller organer, som har afgivet oplysningerne, eller de myndigheder i den medlemsstat, hvor kontrolbesøget eller inspektionen er foretaget, har givet deres udtrykkelige tilladelse, hvor oplysningerne er modtaget enten fra Den Europæiske Banktilsynsmyndighed, Det Europæiske Råd for Systemiske Risici, Den Europæiske Tilsynsmyndighed for Forsikrings- og Arbejdsmarkedspensionsordninger eller Den Europæiske Værdipapir- og Markedstilsynsmyndighed og organer etableret under disse samt i henhold til denne lov, bestemmelser udstedt i medfør af denne lov, andre direktiver vedrørende kreditinstitutter, forordninger udstedt i medfør af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/36/EU af 26. juni 2013 om adgang til at udøve virksomhed som kreditinstitut og om tilsyn med kreditinstitutter og investeringsselskaber, artikel 15 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1092/2010 af 24. november 2010 om makrotilsyn på EU-plan med det finansielle system og om oprettelse af et europæisk råd for systemiske risici, artikel 31, 35 og 36 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1093/2010 af 24. november 2010 om oprettelse af en europæisk tilsynsmyndighed (Den Europæiske Banktilsynsmyndighed) samt artikel 31 og 36 i forordning (EU) nr. 1095/2010 om oprettelse af en europæisk tilsynsmyndighed (Den Europæiske Værdipapir- og Markedstilsynsmyndighed) eller fra myndigheder, der har ansvaret for tilsynet med finansielle virksomheder, finansieringsinstitutter, investeringsinstitutter, kreditvurderingsbureauer og de finansielle markeder, myndigheder og organer, som er ansvarlige for at opretholde det finansielle systems stabilitet gennem anvendelse af makroprudentielle regler, myndigheder eller organer, som har til formål at sikre den finansielle stabilitet, aftalemæssige sikringsordninger eller institutsikringsordninger som omhandlet i artikel 113, stk. 7, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 af 26. juni 2013 om tilsynsmæssige krav til kreditinstitutter og investeringsselskaber, institutioner, der forvalter indskyder-, investor- eller forsikringsgarantiordninger, organer, der medvirker ved finansielle virksomheders likvidation, konkursbehandling eller lignende procedurer, og personer, der er ansvarlige for den lovpligtige revision af den finansielle virksomheds regnskaber, eller hvor oplysninger er tilvejebragt ved kontrolbesøg eller undersøgelse efter § 346, stk. 4.

Med lovforslaget ændres § 354, stk. 15, i lov om finansiel virksomhed, hvorefter Finanstilsynet skal indhente et samtykke til videregivelse af fortrolige oplysninger fra de kompetente tilsynsmyndigheder i EU, som Finanstilsynet har modtaget oplysningerne fra, hvis Finanstilsynet skal kunne videregive de fortrolige oplysninger til clearinginstitutioner m.v.

Samtykket skal udgøre en frivillig, specifik og informeret viljetilkendegivelse, hvorved den pågældende tilsynsmyndighed giver udtrykkelig tilladelse til, at oplysningerne videregives til clearinginstitutioner m.v.

Med bestemmelsen foretages en direktivnær implementering af artikel 61, stk. 2, i CRD IV.

Til nr. 40 (§ 354 e, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed)

Efter § 354 e, stk. 2, offentliggør Finanstilsynet påtaler, påbud eller tvangsbøder i sager om overtrædelse af § 7, stk. 1, § 61, stk. 1, § 61 b, § 61 c, § 64, stk. 1-3, § 64 a, § 71, stk. 1, § 71 a, stk. 1, § 77 d, stk. 1, § 125 b, stk. 1-4 og 6, § 125 d, § 125 e, stk. 1, jf. § 125 b, stk. 1-4 og 6, § 313, stk. 1, og artikel 28 og 51, jf. artikel 52, 63 og 92, stk. 1, artikel 99, stk. 1, artikel 101, stk. 1 og 2, artikel 394, stk. 1, artikel 395, artikel 405, stk. 1, artikel 412, stk. 1, artikel 415, stk. 1 og 2, artikel 430, stk. 1, 1. afsnit, 1. pkt., og 2. afsnit, artikel 431, stk. 1-3, artikel 435 og artikel 451, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 af 26. juni 2013 om tilsynsmæssige krav til kreditinstitutter og investeringsselskaber.

Med dette lovforslags § 1, nr. 13, nyaffattes kravene til egnethed og hæderlighed i § 64, stk. 1-4, i lov om finansiel virksomhed. Det foreslås således at ophæve de gældende § 64, stk. 1-4, og samle kravene til egnethed og hæderlighed i et nyt § 64, stk. 1, jf. de specielle bemærkninger til § 1, nr. 13. Det betyder samtidig, at § 64, stk. 5-8, bliver til § 64, stk. 2-5. Som konsekvens heraf foreslås det at ændre 354 e, stk. 2 .

Til nr. 41 (§363, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed)

Det følger af § 363 i lov om finansiel virksomhed, at Forvaltningsinstituttet for Lokale Pengeinstitutter årligt betaler en afgift til Finanstilsynet. Afgiften udgør 49,4 pct. af differencen mellem Finanstilsynets udgifter og afgifter betalt efter §§ 361 og 362 i lov om finansiel virksomhed.

Det foreslås at ændre § 363 i lov om finansiel virksomhed, således at det ikke længere fremgår af bestemmelsen, at Forvaltningsinstituttet for Lokale Pengeinstitutter betaler en afgift til Finanstilsynet.

Finanstilsynets tilsyn med Forvaltningsinstituttet for Lokale Pengeinstitutter har i praksis været begrænset til løbende indberetning af Forvaltningsinstituttets årsregnskab, herunder revisionen af samme, og høring ved vedtægtsændringer. Der henvises i den forbindelse til pkt. 2.18.3 i de almindelige bemærkninger.

Med forslaget udgår Forvaltningsinstituttet for Lokale Pengeinstitutter af afgiftsbestemmelsen i lov om finansiel virksomhed. Forvaltningsinstituttet for Lokale Pengeinstitutter kan herefter ikke opkræves og er ikke forpligtet til at betale afgift til Finanstilsynet.

Til nr. 42 (§ 372 b i lov om finansiel virksomhed)

Reglerne om begrænsninger for store eksponeringer er fastsat i CRR.

Reglerne indebærer bl.a., at et pengeinstitut, et realkreditinstitut og et fondsmæglerselskab I ikke må påtage sig en eksponering mod en kunde eller gruppe af indbyrdes forbundne kunder, som overstiger 25 pct. af instituttets justerede kapitalgrundlag, jf. artikel 395, stk. 1, i CRR.

Fondsmæglerselskaber I er nærmere defineret i § 5, stk. 1, nr. 35, i lov om finansiel virksomhed.

En række eksponeringer er undtaget fra reglerne om begrænsninger for store eksponeringer i artikel 395, stk. 1, i CRR. Disse eksponeringer er oplistet i artikel 400, stk. 1, i CRR.

Den kompetente myndighed kan endvidere helt eller delvist fritage de eksponeringer, som er nævnt i artikel 400, stk. 2, litra a-k, jf. artikel 400, stk. 2, i CRR.

I relation til CRR er det Finanstilsynet, som er udpeget som den kompetente myndighed, jf. § 344, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed.

Der foreslås indført en bestemmelse som en ny § 372 b i lov om finansiel virksomhed, der bemyndiger Finanstilsynet til at fastsætte regler om fritagelse af de eksponeringer, som er omfattet af artikel 400, stk. 2, i CRR, fra forordningens regler om begrænsninger for store eksponeringer. Med den foreslåede § 372 b bemyndiges Finanstilsynet endvidere til at fritage de nævnte eksponeringer i medfør af den overgangsordning, som følger af artikel 493, stk. 3, i CRR. Det er de samme eksponeringer, som er omfattet af artikel 400, stk. 2, og artikel 493, stk. 3, i CRR.

Det giver navnlig mulighed for, at visse eksponeringer med særlig lille risiko kan fritages for den generelle begrænsning.

Finanstilsynet kan i medfør af den foreslåede bemyndigelse vælge helt eller delvist at fritage de eksponeringer, som er omfattet af artikel 400, stk. 2, i CRR. Det vil sige, at Finanstilsynet kan fritage en eller flere af de eksponeringer, som er oplistet i artikel 400, stk. 2, i CRR.

Finanstilsynet vil i medfør af den foreslåede bemyndigelsesbestemmelse udstede en bekendtgørelse om, hvilke eksponeringer der er fritaget.

Det primære indhold i en sådan bekendtgørelse forventes at være en videreførelse af de fritagelsesmuligheder, som fremgik af bekendtgørelse om store engagementer inden ikrafttrædelsen af CRR. Bekendtgørelsen blev ophævet som følge af, at området i stedet blev reguleret i CRR.

Finanstilsynet vil udnytte den foreslåede bemyndigelse i overensstemmelse med forordningen. Efter udløb af den overgangsordning, som følger af artikel 493, stk. 3, i CRR, vil udnyttelsen ske i overensstemmelse med de betingelser, der fremgår af artikel 400, stk. 3, i CRR, herunder ved underretning af EBA om udnyttelsen.

Den bekendtgørelse, som udstedes i medfør af den foreslåede bemyndigelse, vil forventeligt i al væsentlighed afspejle Finanstilsynets hidtidige administration af reglerne og vil i al væsentlighed afspejle den tidligere gældende bekendtgørelse om store engagementer, ifølge hvilken bl.a. særligt dækkede obligationer og særligt dækkede realkreditobligationer, jf. artikel 400, stk. 2, litra a, visse koncerninterne eksponeringer, dvs. eksponeringer, som et institut har mod sit moderselskab, med moderselskabets øvrige datterselskaber eller med sine egne datterselskaber, jf. artikel 400, stk. 2, litra c, fordringer på og andre eksponeringer mod institutter, forudsat at disse eksponeringer ikke udgør instituttets egenkapital, ikke har længere varighed end til den følgende handelsdag og ikke er denomineret i en større handelsvaluta, jf. artikel 400, stk. 2, litra f, og lovbestemte garantier, som anvendes, når realkreditlån udbetales inden endelig registrering i tingbogen, jf. artikel 400, stk. 2, litra j, var undtaget for den generelle begrænsning.

Indholdet forventes dermed som udgangspunkt at indebære, at de nævnte eksponeringer fremadrettet er fritaget for begrænsningen, ligesom det var tilfældet i medfør af i den tidligere gældende bekendtgørelse om store engagementer.

Der forventes således ikke en ændring af praksis på området.

Til nr. 43 (§ 373, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed)

§ 373, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed er en strafbestemmelse, og det er i denne bestemmelse angivet, hvilke overtrædelser af bl.a. lov om finansiel virksomhed, der kan straffes med bøde eller fængsel indtil 4 måneder, medmindre højere straf er forskyldt efter den øvrige lovgivning.

Med dette lovforslags § 1, nr. 13, nyaffattes kravene til egnethed og hæderlighed i § 64, stk. 1-4, i lov om finansiel virksomhed. Det foreslås således at ophæve de gældende § 64, stk. 1-4 og samle kravene til egnethed og hæderlighed i et nyt § 64, stk. 1, jf. de specielle bemærkninger til § 1, nr. 13. Som konsekvens heraf foreslås det at ændre henvisningen til § 64, stk. 5, jf. stk. 3, nr. 1 og 2, til § 64, stk. 2, jf. stk. 1, nr. 3 og 4, i § 373, stk. 1 .

Det foreslås desuden at indsætte en henvisning til § 313 b i lov om finansiel virksomhed i § 373, stk. 1, hvorefter overtrædelse af bestemmelsen i § 313 b kan straffes med bøde fængsel indtil 4 måneder, medmindre højere straf er forskyldt efter den øvrige lovgivning.

§ 313 b i lov om finansiel virksomhed er efter gældende ret ikke strafbelagt.

Ved en fejl er § 313 b i lov om finansiel virksomhed ikke blevet strafbelagt i forbindelse med bestemmelsens indførelse i lov om finansiel virksomhed. § 313 b, foreslås derfor strafbelagt med nærværende lovforslag for at rette op herpå.

Ansvarssubjektet i forhold til overtrædelser af § 313 b i lov om finansiel virksomheder er et systemisk vigtigt finansielt institut (SIFI) og et globalt systemisk finansielt institut (G-SIFI).

Dette betyder, at et systemisk vigtigt finansielt institut (SIFI) og et globalt systemisk finansielt institut (G-SIFI) kan straffes med bøde, hvis instituttet bevilger eksponering mod eller modtager sikkerhedsstillelse fra ansatte i instituttet, der er identificeret som nøglepersoner i medfør af § 312 a, stk. 1, uden at eksponeringen er godkendt af direktionen. Det samme gælder, hvis virksomheder, hvor nøglepersoner er direkte eller indirekte besidder af en kvalificeret andel eller er bestyrelsesmedlem eller direktør. Tilsvarende gælder også eksponeringer mod personer, der er knyttet til ansatte, som er identificeret som nøglepersoner i medfør af 312 a, stk. 1, ved ægteskab, samliv i mindste 2 år eller slægtskab i ret op- eller nedstigende linje eller som søskende og mod virksomheder, for hvilke sådanne personer er direktører.

Det følger af § 373, stk. 5, i lov om finansiel virksomhed, at der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens kapitel 5. Det fremgår af § 27, stk. 1, 1. pkt., i straffeloven, at strafansvar for en juridisk person forudsætter, at der inden for dens virksomhed er begået en overtrædelse, der kan tilregnes en eller flere til den juridiske person knyttede personer eller den juridiske person som sådan.

I de tilfælde, hvor strafbelagte bestemmelser omhandler pligter eller forbud for virksomheden, er de mulige strafsubjekter virksomheden/eller en eller flere personer med tilknytning til virksomheden, hvilket oftest er medlemmer af ledelsen. Udgangspunktet er, at der rejses tiltale mod virksomheden (dvs. den juridiske person) for overtrædelsen. Dette kan kombineres med tiltale mod en eller flere personer med tilknytning til virksomheden, hvis en eller nogle af disse personer har medvirket forsætligt eller groft uagtsomt til overtrædelsen, og overtrædelsen ikke er af underordnet karakter. Der skal som udgangspunkt ikke rejses tiltale mod underordnede ansatte. Muligheden for bøde forudsættes anvendt i særligt grove tilfælde, eksempelvis hvor Finanstilsynet har givet påbud til instituttet for overtrædelse af § 312 a, og at instituttet uagtet påbuddet fortsætter bevilling af eksponeringer mod nøglepersoner uden direktionens godkendelse.

Til nr. 44 (§ 373, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed)

Det følger af § 373, stk. 2, at overtrædelse af § 16 c, § 16 d, stk. 1, § 16 f, stk. 1-3, § 23, stk. 4 og 5, § 54, stk. 2, § 57, stk. 1, § 57 a, stk. 1, § 64, stk. 8, 2. pkt., § 70, stk. 1-5, § 71, stk. 1 og 3, § 71 a, stk. 1 og stk. 2, 1. pkt., § 71 b, stk. 1, § 71 c, stk. 1, 2. pkt., § 72, stk. 1 og 2, og stk. 3, 3. pkt., § 73, stk. 1, 1. pkt., og stk. 2, § 75 a, stk. 1, § 77, stk. 1-6 og 10, § 77 a, stk. 1-6, §§ 77 b og 77 c, § 77 d, stk. 1-4, § 77 f, stk. 1 og 2, § 77 g, stk. 1 og 3, § 79 a, stk. 1, nr. 1, § 80, stk. 1, stk. 2, 1. pkt., og stk. 3, 7 og 8, § 80 a, § 80 b, stk. 1-3 og 5, og § 80 c, stk. 1 og 2, § 81 b, stk. 2 og 3, § 85 b, stk. 2 og 3, § 108, stk. 1-6, § 121, stk. 1, §§ 122 og 123, § 126 b, stk. 1, 2. pkt., og stk. 4, 2. pkt., § 126 c, stk. 5, § 126 d, stk. 4 og 6, § 126 e, stk. 4, § 152 a, stk. 1, 1. pkt., § 152 b, stk. 4-7, § 152 c, stk. 1, § 152 d, stk. 1, § 152 e, stk. 1, § 152 g, stk. 1, 1. og 3. pkt., stk. 2-5 og stk. 7, 1. pkt., § 152 j, stk. 1, 2. pkt., eller stk. 2, § 152 k, stk. 1, 2 eller 5, § 152 m, stk. 1, § 167, stk. 1-3 og 5, § 175 b, stk. 1, 2, 4 og 9, § 182 d, § 182 e, stk. 2 og stk. 7, 1. pkt., og § 182 f, § 183, stk. 1, 1. pkt., og stk. 5, § 184, stk. 1, § 185, stk. 1 og 2, og stk. 3, 1. pkt., §§ 186 og 187, § 188, stk. 1, stk. 2, 1. pkt., og stk. 3, 2. pkt., §§ 189 og 190, § 191, stk. 1-3, § 192, 1. pkt., § 193, 1. pkt., § 198, stk. 1, § 199, stk. 2 og 6, § 206, § 245 a, stk. 1 og 3, § 245 b, stk. 1, 1. pkt., og stk. 2, § 247 a, stk. 9 og 10, § 283, stk. 1 og 2, § 264, stk. 2, §§ 312-312 b, § 343 t, stk. 1, § 347 b, stk. 3 og 6, § 354 a, stk. 1, 1.-5. pkt., og stk. 3, 1.-7. pkt., § 417 a, stk. 4, § 417 b, stk. 5, § 417 c, stk. 3, samt artikel 4 i Rådets forordning om anvendelse af internationale regnskabsstandarder og artikel 4, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning om kreditvurderingsbureauer samt artikel 28, artikel 41, stk. 1, litra b, artikel 49, stk. 1, litra c, artikel 51, jf. artikel 52, artikel 54, stk. 5, litra a og c, artikel 63, artikel 73, stk. 6, artikel 76, stk. 2, artikel 77, artikel 99, stk. 1, artikel 101, stk. 1 og 2, artikel 113, stk. 7, 1. afsnit, artikel 129, stk. 3 og 7, artikel 221, stk. 1 og 2, artikel 256, stk. 7, 1. afsnit, artikel 259, stk. 1, litra b og e, artikel 262, stk. 2, 2. afsnit, artikel 263, stk. 2, 1. afsnit, artikel 393, artikel 394, stk. 2, artikel 405, stk. 1, artikel 412, stk. 1 og 2, artikel 415, stk. 1 og 2, artikel 430, stk. 1, 1. afsnit, 1. pkt., og 2. afsnit, artikel 431, stk. 1, jf. artikel 435 og 436, artikel 437, stk. 1, artikel 438 og 439, artikel 440, stk. 1, artikel 441, stk. 1, artikel 442 og 444-450, artikel 451, stk. 1, artikel 431, stk. 3, artikel 433, 1.-3. afsnit, artikel 434, 1. afsnit, 2. og 3. pkt., og afsnit 2, 2. pkt., artikel 471, stk. 1, artikel 492, stk. 2-4, artikel 499, stk. 1, og artikel 501, stk. 3, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 af 26. juni 2013 om tilsynsmæssige krav til kreditinstitutter og investeringsselskaber, straffes med bøde. På samme måde straffes overtrædelse af meddelelsespligten i § 152 a, stk. 2, 1. pkt.

Med dette lovforslags § 1, nr. 13, nyaffattes kravene til egnethed og hæderlighed i § 64, stk. 1-4, i lov om finansiel virksomhed. Det foreslås således at ophæve de gældende § 64, stk. 1-4, og samle kravene til egnethed og hæderlighed i et nyt § 64, stk. 1, jf. de specielle bemærkninger til § 1, nr. 13. Det betyder samtidig, at § 64, stk. 5-8, bliver til § 64, stk. 2-5. Som konsekvens heraf foreslås det at ændre henvisningen til § 64, stk. 8, 2. pkt. til § 64, stk. 5, 2. pkt., i § 373, stk. 2 .

Kilde

Til nr. 1 (fodnoten i lov om kapitalmarkeder)

Den foreslåede tilføjelse til fodnoten til lov om kapitalmarkeders titel er en konsekvens af, at lovforslaget indeholder ændringer som følge af SFTR.

SFTR gælder umiddelbart i Danmark og skal derfor ikke gennemføres i national lovgivning. Det er dog nødvendigt, at der med lovforslaget indføres regler i lov om kapitalmarkeder, som sikrer, at Finanstilsynet kan føre et effektivt tilsyn med overholdelsen af forordningen.

Til nr. 2 (fodnoten i lov om kapitalmarkeder)

Den foreslåede tilføjelse til fodnoten til lov om kapitalmarkeders titel er en konsekvens af, at lovforslaget indeholder ændringer som følge af prospektforordningen.

Artikel 3, stk. 2, i prospektforordningen giver de enkelte medlemslande mulighed for at fritage udbud af omsættelige værdipapirer under 8 mio. euro fra prospektpligt, forudsat at der ikke samtidig eller senere anmodes om et godkendelsescertifikat for udbuddet. Den mulighed foreslås udnyttet med lovforslagets § 2, nr. 4.

Til nr. 3 (§ 1, stk. 2, 1. pkt., i lov om kapitalmarkeder)

Den gældende bestemmelse i § 1, stk. 2, i lov om kapitalmarkeder angiver anvendelsesområdet for prospektreglerne i kapitel 3 i lov om kapitalmarkeder. Det fremgår af bestemmelsen, at reglerne i kapitalmarkedslovens kapitel 3 gælder for optagelse af omsættelige værdipapirer til handel på et reguleret marked og offentlige udbud af omsættelige værdipapirer over 5 mio. euro i Den Europæiske Union eller lande, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område. Grænsen på 5 mio. euro beregnes over en periode på 12 måneder.

Det følger af artikel 1, stk. 1, i prospektforordningen og artikel 1, stk. 1, i prospektdirektivet (Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/71/EF af 4. november 2003 om det prospekt, der skal offentliggøres, når værdipapirer udbydes til offentligheden eller optages til handel) at reguleringen fastsætter kravene til udarbejdelse, godkendelse og udsendelse af det prospekt, der skal offentliggøres, når værdipapirer udbydes til offentligheden. Bestemmelserne er enslydende. Artikel 1, stk. 1, i prospektforordningen finder anvendelse fra den 21. juli 2019, ligesom størstedelen af forordningen gør. Frem til 21. juli 2019 fremgår anvendelsesområdet for prospektreglerne af prospektdirektivet, som er gennemført i lov om kapitalmarkeder.

Det foreslås, at anvendelsesområdet for prospektreglerne i kapitel 3 i lov om kapitalmarkeder ændres således, at udgangspunktet herefter er, at der er prospektpligt for alle udbud til offentligheden af omsættelige værdipapirer. Ændringen foreslås for at bringe opbygningen af reglerne i kapitalmarkedsloven i overensstemmelse med opbygningen af reglerne i prospektforordningen. Dermed muliggøres anvendelse af de undtagelser forordningen giver allerede pr. 21. juli 2018. Der foreslås ingen ændringer i relation til prospektkravet i forbindelse med optagelse til handel af omsættelige værdipapirer på et reguleret marked.

Ændringen betyder, at der som udgangspunkt skal anmodes Finanstilsynet om godkendelse af et prospekt til optagelse af omsættelige værdipapirer til handel på et reguleret marked og ved offentlige udbud af omsættelige værdipapirer i Den Europæiske Union eller lande, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område, medmindre prospektet er undtaget som følge af reglerne i lovens § 11, stk. 1.

Den foreslåede ændring skal ses i sammenhæng med forslagene til ændring af undtagelserne for prospektpligt i § 11, stk. 1, i lov om kapitalmarkeder, jf. lovforslagets § 2, nr. 4.

Til nr. 4 (§ 11, stk. 1, nr. 1-2, i lov om kapitalmarkeder)

§ 11, stk. 1, i lov om kapitalmarkeder angiver en række undtagelser fra pligten til at få godkendt et prospekt forud for et udbud til offentligheden, jf. § 10, stk. 2, i lov om kapitalmarkeder. Undtagelsen omfatter en række aktører. De omhandlede aktører er f.eks. medlemslande, centralbanker m.v., hvorfor prospekter ikke anses nødvendige henset til den sikkerhed, der vurderes at være forbundet med sådanne udstedelser. For så vidt angår institutter for kollektiv investering, så er disse omfattet af anden regulering, jf. lov om investeringsforeninger m.v. og FAIF-loven.

Bestemmelsen gennemfører artikel 1, stk. 2 og 3, artikel 2, stk. 1, litra a, artikel 3, stk. 2, og artikel 4, stk. 1 og 2, i prospektdirektivet.

For en nærmere gennemgang af de enkelte undtagelser i gældende ret henvises til Folketingstidende 2016-17, A, L 155 som fremsat, side 101-103.

Det følger af artikel 1, stk. 3, i prospektforordningen, at der ikke efter forordningen er prospektpligt for udbud til offentligheden af værdipapirer med en samlet værdi i Unionen på mindre end 1 mio. euro. Grænsen på 1 mio. euro beregnes over en periode på 12 måneder.

Det følger af artikel 3, stk. 2, i prospektforordningen, at de enkelte medlemslande, forudsat at udbuddet ikke er omfattet af kravet om meddelelse efter forordningens artikel 25 og den samlede værdi af ethvert sådant udbud i Unionen er mindre end et pengebeløb på 8 mio. euro beregnet over en periode på 12 måneder, kan beslutte at fritage udbud af omsættelige værdipapirer til offentligheden fra prospektpligt.

Bestemmelserne i artikel 1, stk. 3, og artikel 3, stk. 2, finder anvendelse fra den 21. juli 2018, jf. bestemmelsen i artikel 49, stk. 2, i prospektforordningen. Forordningen som helhed finder anvendelse fra 21. juli 2019.

Det foreslås, at der tilføjes to undtagelser til § 11, stk. 1, i lov om kapitalmarkeder.

Det foreslås, at der tilføjes et nyt nr. 1 i § 11, stk. 1, om undtagelse af udbud af omsættelige værdipapirer under 1 mio. euro fra prospektpligt i overensstemmelse med artikel 1, stk. 3, i prospektforordningen. Grænsen på 1 mio. euro beregnes over en periode på 12 måneder. De enkelte medlemslande må ikke i medfør af artikel 1, stk. 3, sætte forordningens regler om prospekter i kraft for udbud under 1 mio. euro. De enkelte medlemslande kan dog fastsætte særlige nationale krav i det omfang, at kravene ikke udgør en uforholdsmæssig eller unødvendig byrde.

Da der ikke i dansk ret er særlige regler for prospekter ud over de EU-retlige regler, betyder det, at der aldrig er prospektpligt for udbud af omsættelige værdipapirer til offentligheden under 1 mio. euro. Grænsen på 1 mio. euro beregnes over en periode på 12 måneder. Det betyder eksempelvis, at hvis en udbyder foretager flere udbud i en given aktie over en løbende periode på 12 måneder, skal udbuddene kumuleres ved beregningen af, om grænsen på 1 mio. euro er nået.

Det er kursværdien af det offentlige udbud og eventuelle omkostninger (eksempelvis gebyrer), der pålægges investorerne, der skal lægges til grund ved beregningen af, om grænsen på 1 mio. euro er nået. Endvidere er det den af Danmarks Nationalbank offentliggjorte valutakurs ved udbuddets start, der skal lægges til grund ved beregningen af, om udbuddet er over eller under 1 mio. euro, hvis udbuddet er i danske kroner.

Det foreslås, at der tilføjes et nyt nr. 2 i § 11, stk. 1, om undtagelse af udbud af omsættelige værdipapirer under 8 mio. euro fra prospektpligt. Undtagelsen finder kun anvendelse, hvis der ikke samtidig eller senere anmodes om et godkendelsescertifikat for udbuddet, jf. § 14, stk. 3, jf. § 36 i bekendtgørelse nr. 1176 af 31. oktober 2017 om prospekter. Grænsen på 8 mio. euro beregnes over en periode på 12 måneder. Det betyder eksempelvis, at hvis en udsteder foretager flere udbud over en løbende periode på 12 måneder, skal udbuddene kumuleres ved beregningen af, om grænsen på 8 mio. euro er nået.

Med den foreslåede bestemmelse udnyttes muligheden i prospektforordningens artikel 3, stk. 2, til at fritage udbud under 8 mio. euro fra prospektpligten. Undtagelsen er betinget af, at der ikke anmodes om et godkendelsescertifikat for udbuddet. Bestemmelsen medfører, at der for en stor del af de udbud, der er rettet mod danske investorer og foretaget af udstedere med hjemland i Danmark, der kræver et prospekt, vil være en reel prospektgrænse for udbud til offentligheden ved 8 mio. euro.

Udstedere og udbydere kan efter § 36 i bekendtgørelse om prospekter anmode om et godkendelsescertifikat. Certifikatet medfører, at det godkendte prospekt også kan anvendes ved udbud i de lande certifikatet er rettet til. Hvis der ikke var mulighed for et certifikat, ville udbyderen skulle have et prospekt godkendt i hvert af de lande, hvor der foretages et udbud. Certifikaterne letter derfor muligheden for udbud i flere EU/EØS-lande m.v.

Undtagelsen vil medføre, at grænsen for prospektpligt ved et offentligt udbud af omsættelige værdipapirer, der kun er rettet mod danske investorer, er 8 mio. euro. Hvis udbuddet til offentligheden af omsættelige værdipapirer er rettet mod investorer i både Danmark og et eller flere andre EU/EØS-lande m.v., hvor grænsen i alle lande er hævet til 8 mio. euro, vil der heller ikke være prospektpligt, hvis udbuddet er under 8 mio. euro. Det skyldes, at der i det pågældende tilfælde ikke er behov for et certifikat for udbuddet af omsættelige værdipapirer, idet det pågældende udbud er undtaget i samtlige de lande, hvori det udbydes offentligt.

For udbud foretaget af udstedere med hjemland i Danmark rettet mod investorer i Danmark og investorer i et EU/EØS-land m.v., hvor grænsen for prospektpligt er 1 mio. euro, vil der være prospektpligt for udbud over 1 mio. euro. I det tilfælde skal Finanstilsynet godkende prospektet for udbuddet af omsættelige værdipapirer. Finanstilsynet kan i forlængelse af godkendelsen udstede et certifikat til den kompetente myndighed i det EU/EØS-land m.v., hvor udbuddet af omsættelige værdipapirer også ønskes foretaget.

Til nr. 5 (§ 11, stk. 2, i lov om kapitalmarkeder)

Den gældende bestemmelse i lov om kapitalmarkeder § 11, stk. 2, giver mulighed for at en udsteder, udbyder eller fysisk eller juridisk person, der anmoder om optagelse til handel af omsættelige værdipapirer, der er nævnt i den gældende lovs § 11, stk. 1, nr. 3, 5 og 8, kan udforme et prospekt i overensstemmelse med reglerne i lovens kapitel 3 og regler udstedt i medfør heraf. Bestemmelsen gælder også for offentlige udbud af omsættelige værdipapirer, hvor udbuddet i et eller flere EU/EØS-lande er under 5 mio. euro.

Bestemmelsen gennemfører artikel 1, stk. 3, i prospektdirektivet og er i overensstemmelse med artikel 4 i prospektforordningen.

Det foreslås, at stk. 2 nyaffattes. Med nyaffattelsen vil en udsteder, udbyder eller fysisk eller juridisk person, der anmoder om optagelse til handel, af omsættelige værdipapirer, der er nævnt i stk. 1, nr. 1, 2, 5, 7 og 10, kunne udforme og få godkendt et prospekt for et udbud, der ikke er omfattet af kravet om prospektpligt. Prospektet skal være udarbejdet i overensstemmelse med reglerne i kapitel 3 i lov om kapitalmarkeder og regler udstedt i medfør af § 12, stk. 3.

Den nyaffattende bestemmelse viderefører muligheden i den eksisterende lovs § 11, stk. 2, til i visse tilfælde at kunne få godkendt et prospekt, selvom der ikke er pligt til det.

Det foreslås, at den gældende bestemmelse udvides til også at omfatte de nye undtagelser, der foreslås indsat med lovforslagets § 2, nr. 4. Den foreslåede bestemmelse har til formål at sikre, at en udsteder eller en udbyder vil kunne få godkendt et prospekt for et udbud, der ikke er omfattet af reglerne.

Den foreslåede bestemmelse indeholder en valgfri mulighed for udstedere og udbydere af omsættelige værdipapirer. Der kan være forskellige årsager til, at en udsteder m.v. ønsker et prospekt godkendt, selvom der ikke er prospektpligt. Bestemmelsen sikrer denne mulighed. Muligheden kan eksempelvis anvendes, hvis en udsteder ønsker at foretage flere udbud under 1 mio. euro i forskellige EU/EØS-lande m.v. Der er mulighed for, at de enkelte lande har fastsat nationale regler for disse udbud. For ikke at skulle opfylde de forskellige (mulige) nationale regler kan udstederen i stedet vælge at få godkendt et prospekt efter de fælles europæiske regler. Herefter kan prospektet anvendes i alle de lande, hvor udbuddet skal foretages.

Ændringen af bestemmelsen medfører, at den gældende bestemmelse i § 11, stk. 2, 2. pkt. bliver overflødig. Det skyldes, at muligheden i det gældende 2. pkt. for at få godkendt et prospekt for et udbud, der falder under grænsen for prospektpligt, er indsat i den nye bestemmelses 1. led.

Begrebet udbyder skal forstås i overensstemmelse med gældende ret, hvorefter der ved udbyder forstås den fysiske eller juridiske person, der udbyder de pågældende omsættelige værdipapirer, jf. Folketingstidende 2016-17, A, L 155 som fremsat, side 100.

Til nr. 6 (§ 58 a i lov om kapitalmarkeder)

Meddelelsespligten for operatører af et reguleret marked og udbydere af en dataindberetningstjenestes eksterne revisor er ikke reguleret i dag.

Det foreslås, at pålægge en pligt for en ekstern revisor for en operatør af et reguleret marked eller en udbyder af en dataindberetningstjeneste om straks at meddele Finanstilsynet om ethvert forhold og enhver afgørelse vedrørende selskabet, som revisor bliver vidende om under udøvelsen af hvervet som revisor, og som kan udgøre en væsentlig overtrædelse af lovbestemmelser eller forskrifter, som fastsætter betingelserne for meddelelse af tilladelse eller som særlig vedrører selskabets virksomhed, jf. § 58 a, stk. 1, nr. 1 .

Ifølge den foreslåede § 58 a, stk. 1, nr. 2 indtræder pligten tillige ved forhold, som påvirker selskabets fortsatte aktivitet.

Endelig foreslås det i § 58 a, stk. 1, nr. 3 at pligten tillige indtræder hvis revisor bliver vidende om forhold der kan føre til nægtelse af at påtegne regnskabet eller til, at konklusionen modificeres. Betingelserne finder anvendelse alternativt.

Lovforslaget gennemfører artikel 77, stk. 1, i MiFID II i lov om kapitalmarkeder. Bestemmelsen omhandler krav til ekstern revisors meddelelsespligt.

I praksis vil der straks skulle gives meddelelse fra den eksterne revisor til Finanstilsynet, hvis den eksterne revisor for en operatør af et reguleret marked eller en udbyder af en dataindberetningstjeneste eksempelvis opdager alvorlige problemer med - eller væsentlig risiko for alvorlige problemer med - tekniske funktioner, IT-sikkerhed eller manglende styring af væsentlige processer, jf. § 58 a, stk. 1, nr. 1 og 2.

Endvidere skal den eksterne revisor straks meddele Finanstilsynet, hvis revisor vil nægte at påtegne regnskabet eller modificere konklusionen i revisionspåtegningen på regnskabet for en operatør af et reguleret marked eller en udbyder af en dataindberetningstjeneste, jf. § 58 a, stk. 1, nr. 3.

Straks betyder, at den eksterne revisor skal give meddelelse til Finanstilsynet med det samme, den pågældende har den fornødne viden om forhold omfattet af bestemmelsen. Den eksterne revisor kan således ikke vente til der er bedre tid eller på udarbejdelse af dokumenter m.v.

Det foreslås i stk. 2, at udstrække meddelelsespligten til tillige at omfatte ethvert forhold og enhver afgørelse, omfattet af stk. 1, som den eksterne revisor bliver vidende om som ekstern revisor for et selskab, der har snævre forbindelser med operatøren af et reguleret marked eller udbyderen af en dataindberetningstjeneste.

Det betyder, at hvis en revisor for et selskab, der eksempelvis besidder 20 procent af kapitalen i en operatør af et reguleret marked eller en udbyder af en dataindberetningstjeneste, ved revisionen af selskabet opdager, at der er forhold hos operatøren af det regulerede marked eller udbyderen af dataindberetningstjenesten, som kan udgøre en væsentlig overtrædelse af lovbestemmelser eller forskrifter, som fastsætter betingelserne for meddelelse af tilladelse, eller som særlig vedrører operatøren af det regulerede marked eller udbyderen af en dataindberetningstjenestes virksomhed, jf. § 58 a, stk. 1, nr. 1, eller der er forhold, som kan påvirke operatøren af det regulerede marked eller udbyder af en dataindberetningstjenestes fortsatte virksomhed, jf. § 58 a, stk. 1, nr. 2, eller forhold, som kan føre til nægtelse af at påtegne regnskabet eller til, at konklusionen modificeres for operatøren af det regulerede marked eller udbyderen af dataindberetningstjenesten, jf. § 58 a, stk. 1, nr. 3, så skal revisor straks give meddelelse herom til Finanstilsynet, jf. § 58 a, stk. 2.

Ved snævre forbindelser forstås en situation, hvor to eller flere fysiske eller juridiske personer er knyttet til hinanden gennem kapitalinteresser (besiddelser af mindst 20 procent af stemmerettighederne eller kapitalen i en virksomhed direkte eller gennem kontrol), koncernforhold (moder- og dattervirksomheder), eller en situation, hvor de fysiske eller juridiske personer er fast knyttet til samme person i et kontrolforhold.

En operatør af et reguleret marked er defineret i lovens § 3, stk. 1, nr. 7, som en fysisk eller juridisk person, der er meddelt tilladelse efter §§ 59 eller 127, og hvis virksomhed består i at drive et reguleret marked.

En udbyder af dataindberetningstjenester er defineret i lovens § 3, stk. 1, nr. 13, som en godkendt offentliggørelsesordning (APA), en udbyder af konsolideret løbende handelsinformation (CTP) eller en godkendt indberetningsmekanisme (ARM).

Til nr. 7 (§ 105 i lov om kapitalmarkeder)

Det følger af den gældende § 105 i lov om kapitalmarkeder, at erhvervsministeren fastsætter regler om egnetheds- og hensigtsmæssighedsvurderinger, pligt til at udføre ordrer på de for kunden mest gunstige betingelser og øvrige regler for behandling af kundeordrer, der gennemføres via en organiseret handelsfacilitet (OHF). Bestemmelsen er endnu ikke anvendt.

Det foreslås, at bemyndigelsen i § 105 udvides, så bemyndigelsen også kan anvendes af erhvervsministeren til at udstede regler om generelle principper om investorbeskyttelse og oplysninger til kunder. Herved sikres det, at reglerne i bekendtgørelse nr. 747 af 7. juni 2017 om investorbeskyttelse ved værdipapirhandel, der fastsætter de grundlæggende regler om investorbeskyttelse på værdipapirhandelsområdet, kan udvides til at omfatte ordrer, der gennemføres via en organiseret handelsfacilitet.

Den foreslåede ændring gennemfører art. 20, stk. 8, i MiFID II.

Til nr. 8 (§ 211, stk. 2, nr. 9, i lov om kapitalmarkeder)

§ 211, stk. 2, i lov om kapitalmarkeder angiver de direktiver og forordninger, som Finanstilsynet påser overholdelsen af.

Der foreslås indført et nyt nr. i § 211, stk. 2, hvoraf følger, at Finanstilsynet påser overholdelsen af SFTR.

Bestemmelsen er ny og gennemfører artikel 16, stk. 1, artikel 22, 26 og 28 i SFTR. Artikel 16, stk. 1, fastsætter ved henvisning til en række forordninger og direktiver på det finansielle område, hvem der skal være kompetent myndighed til at påse overholdelsen af SFTR. I Danmark vil det i medfør af henvisningerne være Finanstilsynet, der skal udpeges som kompetent myndighed. Artikel 22 fastsætter, at de kompetente myndigheder skal have mulighed for at pålægge administrative sanktioner og foranstaltninger for overtrædelse af SFTR, herunder mulighed for med navns nævnelse at offentliggøre en overtrædelse af forordningen, jf. nærmere herom i artikel 26. Artikel 28 indeholder sanktioner og andre foranstaltninger for overtrædelser af artikel 13 og 14.

Med den foreslåede bestemmelse får Finanstilsynet kompetence til at påse, om fysiske og juridiske personer, for hvem forordningen finder anvendelse, jf. artikel 2 i SFTR, overholder de forpligtelser, der følger af SFTR.

I forbindelse med udførelsen af sit tilsyn får Finanstilsynet også mulighed for at anvende de beføjelser, der eksempelvis er nævnt i §§ 214 og 215, i lov om kapitalmarkeder. § 214 vedrører Finanstilsynets mulighed for at kræve alle oplysninger m.v., som Finanstilsynet skønner nødvendige for Finanstilsynets virksomhed eller til afgørelse af, om der er sket en overtrædelse af reglerne i SFTR. § 215 omhandler Finanstilsynets mulighed for uden retskendelse at kunne foretage tilsyns- og kontrolundersøgelser på forretningssteder hos virksomheder omfattet af SFTR. Se nærmere herom i bemærkningerne til § 215, jf. Folketingstidende 2016-2017, A, L 155 som fremsat, side 308 ff.

Finanstilsynet får med bestemmelsen bl.a. også mulighed for at give påbud for overtrædelser af forordningen, jf. § 220, stk. 1, i lov om kapitalmarkeder, og efterfølgende at offentliggøre et påbud til en virksomhed eller en fysisk person, jf. § 234, stk. 1, i lov om kapitalmarkeder. Se nærmere om Finanstilsynets mulighed for offentliggørelse af reaktioner i medfør af kapitalmarkedsloven i bemærkningerne til §§ 234 -240, jf. Folketingstidende 2016-2017, A, L 155 som fremsat, side 339 ff.

Til nr. 9 (§ 244, stk. 1 i lov om kapitalmarkeder)

Med bestemmelsen ophæves § 244, stk. 1. i lov om kapitalmarkeder.

Bestemmelsen i stk. 1, fastlægger bl.a., at en digital meddelelse anses for at være kommet frem, når den er tilgængelig for adressaten for meddelelsen.

Den foreslåede § 244 a, fastlægger, at en digital meddelelse anses for at være kommet frem, når den er tilgængelig for adressaten for meddelelsen. Bestemmelsen viderefører den gældende § 244, stk. 1, uden indholdsmæssige ændringer og er alene af lovtekniske hensyn flyttet til den foreslåede bestemmelse i § 244 a.

Til nr. 10 (§ 244 a i lov om kapitalmarkeder)

Med § 244 a videreføres den gældende § 244, stk. 1, jf. de særlige bemærkninger til lovforslagets § 2 nr. 9.

Den generelle fravigelse af underskrivelseskravet blev indført i forvaltningsloven ved lov nr. 1624 af 26. december 2013 om ændring af forvaltningsloven, lov om Politiets Efterretningstjeneste (PET) og lov om Forsvarets Efterretningstjeneste (FE).

Efter § 32 b i forvaltningsloven, skal de dokumenter, der udgår fra en forvaltningsmyndighed til borgere, virksomheder m.v. i en sag, hvori der er eller vil blive truffet afgørelse, være forsynet med en personlig underskrift eller være udformet på en måde, der i øvrigt sikrer en entydig identifikation af den, som er afsender af dokumentet, og at dokumentet er endeligt. Bestemmelsen gælder, jf. forvaltningslovens § 32 b, stk. 2 og 3, ikke for dokumenter, hvor der anvendes automatisk sagsbehandling eller for dokumenter hvorved der kvitteres, rykkes eller foretages andre sagsbehandlingsskridt, der ikke er væsentlige.

Bestemmelsen i forvaltningslovens § 32 b regulerer således det samme område som den nuværende bestemmelse i § 244 a i lov om kapitalmarkeder hvorfor den nuværende udgår af loven.

I den foreslåede bestemmelse fastsættes det, hvornår en digital meddelelse anses for at være kommet frem til adressaten, dvs. til modtageren af meddelelsen.

For meddelelser, der sendes til Finanstilsynet, er den pågældende tilsynsmyndighed adressat for meddelelsen. For meddelelser, som tilsynsmyndigheden sender, er den pågældende virksomhed eller person, som meddelelsen sendes til, adressat for meddelelsen.

Udtrykket »en digital meddelelse« bruges om en hvilken som helst skriftlig kommunikation, som foretages digitalt, herunder også en afgørelse, som sendes via mail, via den offentlige digitale postløsning eller på anden digital måde.

En digital meddelelse anses for at være kommet frem, når meddelelsen er tilgængelig digitalt for adressaten. Dette svarer til, at et papirbrev anses for at være kommet frem, når det pågældende brev er lagt i adressatens fysiske postkasse. Det er uden betydning, om eller hvornår adressaten gør sig bekendt med indholdet af meddelelsen.

En meddelelse vil normalt blive anset for at være tilgængelig digitalt, selvom den pågældende ikke kan skaffe sig adgang til meddelelsen, såfremt dette skyldes hindringer, som det er op til den pågældende at overvinde.

Fremkomsttidspunktet er bl.a. afgørende for, hvornår forvaltningsakter, herunder afgørelser fra en myndighed, får de tilsigtede retsvirkninger. Det antages for eksempel, at afgørelser i almindelighed skal meddeles til deres adressat for at få de tilsigtede retsvirkninger, og at meddelelsen er sket, når afgørelsen er kommet frem til den, som afgørelsen retter sig til.

Fremkomsttidspunktet er normalt også afgørende for, om en indberetning eller lignende til en myndighed anses for rettidig.

En meddelelse vil normalt anses for at være kommet frem til tilsynsmyndigheden på det tidspunkt, hvor meddelelsen er tilgængelig for tilsynsmyndigheden, dvs. når tilsynsmyndigheden kan behandle meddelelsen. Dette tidspunkt vil normalt blive registreret automatisk i en modtagelsesanordning eller et datasystem. En meddelelse, der først er tilgængelig efter kl. 24.00, anses normalt først for modtaget den dag, meddelelsen er tilgængelig.

Kan modtagelsestidspunktet for en digital meddelelse til en myndighed ikke fastlægges som følge af problemer med myndighedens it-system eller andre lignende problemer (sammenbrud i den digitale signaturs infrastruktur, generelle strømafbrydelser, generelle problemer hos myndighedens internetudbyder o.l.), må meddelelsen anses for at være kommet frem på det tidspunkt, hvor meddelelsen blev afsendt, hvis der kan fremskaffes pålidelige oplysninger om afsendelsestidspunktet.

Opstår problemerne tæt på fristen for indgivelse af meddelelsen, og kan problemerne føre til, at fristen med rimelighed ikke kan overholdes, anses meddelelsen for at være kommet frem inden for fristen, hvis den er tilgængelig for myndigheden inden for en rimelig tid efter, at forhindringen er ophørt. Det vil således ikke komme afsenderen til skade, at indberetningen m.v. modtages efter fristens udløb, hvis dette skyldes systemnedbrud hos myndigheden.

En meddelelse fra en myndighed vil normalt være tilgængelig for modtageren, når adressaten (borgeren eller virksomheden m.v.) vil kunne fremkalde meddelelsen på en almindeligt fungerende computer tilsluttet internettet med almindeligt tilgængelige programmer og dermed gøre sig bekendt med meddelelsens indhold.

Det er i den forbindelse uden betydning, om adressaten for myndighedens meddelelse har bragt sig i stand til at tilgå meddelelsen f.eks. hvis modtageren af en meddelelse, som myndigheden har sendt til den pågældende via den offentlige digitale postløsning, ikke har skaffet sig den fornødne offentlige digitale signatur til at modtage meddelelser i den offentlige digitale postløsning, eller at modtageren i sit elektroniske system har installeret anordninger (spamfiltre, firewalls m.v.), som afviser at modtage meddelelser.

Det er endvidere uden betydning, om adressaten oplever, at vedkommendes egen computer ikke fungerer, eller at vedkommende har mistet koden til sin digitale signatur eller oplever lignende hindringer, som det er op til adressaten at overvinde.

En meddelelse vil blive anset for at være tilgængelig, selvom den pågældende ikke kan skaffe sig adgang til meddelelsen, hvis dette skyldes hindringer, som det er op til den pågældende at overvinde. Som eksempler herpå kan nævnes, at den pågældendes egen computer ikke fungerer, eller den pågældende har mistet koden til sin digitale signatur.

Til nr. 11 (§ 247 i lov om kapitalmarkeder)

Meddelelsespligten for ekstern revisor for operatører af et reguleret marked og udbydere af en dataindberetningstjeneste, er ikke reguleret i dag.

§ 247 i lov om kapitalmarkeder er en straffebestemmelse, og det er i bestemmelsen angivet, hvilke overtrædelser af lov om kapitalmarkeder, der kan straffes med bøde.

Med lovforslaget, foreslås at tilføje en henvisning til den foreslåede § 58 a, hvorefter den eksterne revisors tilsidesættelse af meddelelsespligten kan straffes med bøde. I praksis vil Finanstilsynet straffe førstegangsforseelser, der ikke er grove, med påbud. Ved gentagne, eller grove overtrædelser, af bestemmelsen kan bødestraf anvendes.

Ansvarssubjektet i forhold til overtrædelser af § 58 a, er den eksterne revisor, da meddelelsespligten i medfør af lovforslagets § 2, nr. 6 påhviler den enkelte eksterne revisor.

Ved ekstern revisor forstås den revisor, som er valgt på selskabets generalforsamling til at forestå revisionen, eller som er udpeget af det valgte revisionsfirma, og som underskriver revisionspåtegningen på selskabets årsregnskab. Det betyder, at det er den valgte/udpegede eksterne revisor, og ikke det revisionsfirma revisoren repræsenterer, der kan straffes med bøde, hvis revisor tilsidesætter sin meddelelsespligt.

Det følger af § 255, stk. 3, i lov om kapitalmarkeder, at der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel. Det fremgår af § 27, stk. 1, 1. pkt., i straffeloven, at strafansvar for en juridisk person forudsætter, at der inden for dens virksomhed er begået en overtrædelse, der kan tilregnes en eller flere til den juridiske person knyttede personer eller den juridiske person som sådan.

Til nr. 12 (§ 253 b, i lov om kapitalmarkeder)

Den foreslåede bestemmelse i § 253 b, stk. 1, fastlægger, hvilke overtrædelser af reglerne i SFTR der straffes med bøde.

§ 253 b, stk. 2, fastlægger, hvilke overtrædelser af reglerne i SFTR der kan straffes med bøde eller fængsel i indtil 4 måneder.

Bestemmelsen er ny og gennemfører artikel 22, stk. 6, i SFTR, hvorefter medlemslandene kan beslutte ikke at fastsætte regler om administrative sanktioner og andre administrative foranstaltninger for overtrædelse af bestemmelser, der i forvejen er underlagt strafferetlige sanktioner i henhold til national ret. Derudover gennemfører bestemmelsen artikel 28, hvorefter sanktioner og andre foranstaltninger, der er indført i henhold til UCITS-direktivet og FAIF-direktivet skal finde anvendelse på overtrædelser af artikel 13 og 14.

Det følger af § 255, stk. 3, i lov om kapitalmarkeder, at der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter 5. kapitel i straffeloven. Af § 27, stk. 1, 1. pkt., i straffeloven fremgår, at strafansvar for en juridisk person forudsætter, at der inden for dens virksomhed er begået en overtrædelse, der kan tilregnes en eller flere til den juridiske person knyttede personer eller den juridiske person som sådan.

I de tilfælde, hvor de strafbelagte bestemmelser omhandler pligter eller forbud for virksomheden, er de mulige ansvarssubjekter virksomheden og/eller en eller flere personer med tilknytning til virksomheden, hvilket oftest er medlemmer af ledelsen. Ved valg af ansvarssubjekt er det udgangspunktet, at tiltalen rejses mod den juridiske person. Der kan i en række tilfælde være anledning til – ud over tiltalen mod den juridiske person – tillige at rejse tiltale mod en eller flere fysiske personer, såfremt den eller de pågældende har handlet forsætligt eller udvist grov uagtsomhed.

En fysisk person kan endvidere gøres ansvarlig, i det omfang en strafbar handling er udført på vegne af og til gavn for den juridiske person.

Ved udmåling af bøder efter § 253 b, skal der lægges vægt på overtrædelsens grovhed og gerningsmandens økonomiske forhold. For overtrædelser begået af juridiske personer lægges ved vurderingen af gerningsmandens økonomiske forhold vægt på virksomhedens nettoomsætning på gerningstidspunktet. For overtrædelser begået af fysiske personer lægges vægt på den pågældendes indtægtsforhold på gerningstidspunktet. Dette følger af § 255, stk. 5, i lov om kapitalmarkeder.

For en nærmere beskrivelse af udmålingen af bøder henvises i øvrigt til de specielle bemærkninger til § 255, stk. 5, i lov om kapitalmarkeder, jf. Folketingstidende 2016-2017, A, L 155 som fremsat, side 380ff.

Det foreslås i stk. 1, at overtrædelse af artikel 4, stk. 1, 4-6 og 9-10, og artikel 15, stk. 1-2, i SFTR straffes med bøde, medmindre højere straf er forskyldt efter den øvrige lovgivning.

Nedenfor anføres en uddybende beskrivelse af indholdet af de enkelte artikler, herunder forpligtelser vedrørende de enkelte artikler i SFTR, der strafbelægges med lovforslaget:

Artikel 4, stk. 1, i SFTR indeholder en indberetningspligt for modparter i værdipapirfinansieringstransaktioner. Oplysningerne skal omfatte oplysninger om enhver værdipapirfinansieringstransaktion, som de har indgået, og enhver ændring eller ophævelse heraf og skal gives til et transaktionsregister, der er registeret i henhold til artikel 5 eller anerkendt i henhold til artikel 19 i SFTR. Oplysningerne skal indberettes senest den første arbejdsdag efter transaktionens indgåelse, ændring eller ophævelse. Artikel 4, stk. 1, 2. afsnit, angiver, hvornår indberetningspligten, som fastsat i første afsnit, gælder for værdipapirfinansieringstransaktioner.

Ansvarssubjektet for overtrædelse af artikel 4, stk. 1, er ifølge artikel 4, stk. 3, 1. pkt., den finansielle modpart, når den finansielle modpart indgår en værdipapirfinansieringstransaktion med en ikkefinansiel modpart, som på balancetidspunktet ikke overskrider grænserne for mindst to af de tre kriterier i artikel 3, stk. 3, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/34/EU. Den finansielle modpart er i dette tilfælde ansvarlig for indberetning på vegne af begge modparter.

Da der i artikel 4, stk. 1, er tale om en indberetningspligt, vil det være objektivt konstaterbart, om pligten er overholdt.

Ifølge artikel 4, stk. 3, 2. pkt., er ansvarssubjektet administrationsselskabet på vegne af investeringsinstituttet, hvis investeringsinstituttet, der administreres af administrationsselskabet, er modpart i værdipapirfinansieringstransaktioner.

Afslutningsvist er ansvarssubjektet ifølge artikel 4, stk. 3, 3. pkt., den FAIF, der forvalter en alternativ investeringsfond (AIF) som er modpart i værdipapirfinansieringstransaktionen. Det vil eksempelvis udgøre en overtrædelse af bestemmelsen, hvis ansvarssubjektet ikke foretager en indberetning eller foretager en mangelfuld eller fejlagtig indberetning.

Artikel 4, stk. 4, i SFTR indeholder en pligt for modparter til at føre en fortegnelse indeholdende oplysninger om enhver værdipapirfinansieringstransaktion, de har indgået, ændret eller ophævet, i mindst fem år efter transaktionens ophævelse.

Ansvarssubjektet for overtrædelse af artikel 4, stk. 4, er modparter som forstået efter artikel 3, stk. 1, nr. 2), i SFTR. Det vil eksempelvis udgøre en overtrædelse af bestemmelsen, hvis ansvarssubjektet ikke fører eller fører en mangelfuld fortegnelse indeholdende oplysninger om værdipapirfinansieringstransaktioner. Det vil endvidere udgøre en overtrædelse af bestemmelsen, hvis fortegnelsen ikke opbevares i fem år.

Artikel 4, stk. 4, indeholder en pligt til at føre en fortegnelse og opbevare informationer. Det vil være objektivt konstaterbart, om pligten er overholdt.

Artikel 4, stk. 5, i SFTR indeholder en pligt for modparterne til at sikre, at oplysninger om værdipapirfinansieringstransaktioner indberettes til ESMA, i de tilfælde hvor der ikke findes et transaktionsregister, der kan registrere disse oplysninger.

Ansvarssubjektet for overtrædelse af bestemmelsen er modparter som forstået efter artikel 3, stk. 1, nr. 2), i SFTR. Det vil eksempelvis udgøre en overtrædelse af bestemmelsen, hvis ansvarssubjektet ikke indberetter oplysningerne til ESMA.

Artikel 4, stk. 5, indeholder en indberetningspligt og det vil være objektivt konstaterbart, om pligten er overholdt.

Artikel 4, stk. 6, i SFTR indeholder en pligt for transaktionsregistre til bl.a. at overholde de relevante bestemmelser om fortrolighed, integritet og beskyttelse af oplysninger, for så vidt angår de oplysninger, der modtages i henhold til denne artikel.

Ansvarssubjektet for overtrædelse af bestemmelsen er transaktionsregistre. Det vil eksempelvis udgøre en overtrædelse af bestemmelsen, hvis ansvarssubjektet ikke sikrer oplysningernes fortrolighed.

Artikel 4, stk. 6, indeholder en pligt til bl.a. at sikre overholdelse af de relevante bestemmelser om fortrolighed, integritet og beskyttelse af oplysninger. Det vil være muligt at konstatere overtrædelse af bestemmelsen, ved at vurdere hvorvidt transaktionsregisteret er indrettet sådan, at disse forpligtelser overholdes. Der er dermed også her tale om objektivt konstaterbare forhold.

Artikel 4, stk. 9, i SFTR pålægger ESMA at udarbejde udkast til tekniske gennemførelsesstandarder med henblik på at sikre en ensartet anvendelse af artikel 4 og sikre overensstemmelse med den indberetning, der foretages i henhold til artikel 9 i forordning (EU) nr. 648/2012 og internationalt vedtagne standarder. Dette har foreløbigt udmøntet sig i udformningen af ”Udkast til teknisk gennemførelsesstandarder om indhold af indberetninger til transaktionsregistre efter SFTR” (Draft RTS on the details of reports to be reported to TRs under SFTR), som blev offentliggjort af ESMA den 31. marts 2017 i ”Final Report – Technical standards under SFTR and certain amendments to EMIR”. Udkastet indeholder krav til indholdet af de indberetninger til transaktionsregistre, som skal foretages efter SFTR. For at sikre ensartet anvendelse af forordningens artikel 4 indeholder udkastet et bilag med et skema, som skal anvendes ved indberetning til transaktionsregistre.

Artikel 4, stk. 10, i SFTR pålægger ESMA at udarbejde udkast til tekniske gennemførelsesstandarder med henblik på at sikre ensartede betingelser for anvendelsen af artikel 4, stk. 1, og så vidt muligt sikre overensstemmelse med den indberetning, der foretages i henhold til artikel 9 i forordning (EU) nr. 648/2012, og for at sikre harmonisering af formater mellem transaktionsregistre. Dette har foreløbig udmøntet sig i udformningen af ”Udkast til teknisk gennemførelsesstandarder om format og hyppighed af indberetninger til transaktionsregistre efter SFTR” (Draft ITS on format and frequency of the reports to TRs under SFTR), som blev offentliggjort af ESMA den 31. marts 2017 i ”Final Report – Technical standards under SFTR and certain amendments to EMIR”. Udkastet indeholder krav til format og hyppighed af indberetninger til transaktionsregistre. Udkastet indeholder i bilaget skemaer, som skal anvendes ved indberetninger.

Artikel 15, stk. 1, i SFTR angiver de betingelser, der skal være opfyldt, før en modpart har ret til at genanvende et finansielt instrument, der er modtaget som sikkerhed. Artikel 15, stk. 1, 2. pkt., angiver, at den modtagende modpart mindst skriftligt skal underrette modparten om de risici og konsekvenser, der kan opstå i tilfælde af den modtagende parts misligholdelse.

Ansvarssubjektet for overtrædelse af bestemmelsen er den modtagende modpart, som forstået efter artikel 3, stk. 1, nr. 2), i SFTR. Det vil eksempelvis udgøre en overtrædelse af bestemmelsen, hvis den modtagende modpart ikke skriftligt underretter modparten om de risici og konsekvenser, der kan være forbundet med at give samtykke til ret til anvendelse af sikkerhed, der er stillet i henhold til en aftale om sikkerhedsstillelse i form af pantsætning, jf. artikel 15, stk. 1, litra a.

Artikel 15, stk. 2, i SFTR angiver to betingelser, der mindst begge skal være opfyldt, for at en modpart kan udøve sin ret til at genanvende et finansielt instrument. Betingelserne er, at genanvendelsen skal finde sted i overensstemmelse med betingelserne i aftalen om sikkerhedsstillelse, jf. artikel 15, stk. 1, litra b, i SFTR og at de finansielle instrumenter, der modtages i henhold til en aftale om sikkerhedsstillelse, overføres fra kontoen tilhørende den modpart, der stiller sikkerheden.

Ansvarssubjektet for overtrædelse af bestemmelsen er modparter som forstået efter artikel 3, stk. 1, nr. 2), i SFTR. Det vil eksempelvis udgøre en overtrædelse af bestemmelsen, hvis modparten ikke sikrer, at genanvendelsen finder sted i overensstemmelse med betingelserne i aftalen om sikkerhedsstillelse, jf. stk. 1, litra b), i bestemmelsen.

Med forslaget indføres mulighed for at give bødestraf for overtrædelser af de forpligtelser, der følger af artikel 4, stk. 1, 4-6 og 9-10, og artikel 15, stk. 1-2, og som påhviler juridiske og fysiske personer i henhold til SFTR.

Det foreslås i stk. 2 at fastsætte en hjemmel til straf for overtrædelse af artikel 13 og 14 i SFTR.

Bestemmelsen gennemfører artikel 28 i forordningen, hvorefter medlemslandene skal fastsætte sanktioner og foranstaltninger for overtrædelse af artikel 13 og 14 tilsvarende dem, der er fastsat for overtrædelse af UCITS-direktivet og FAIF-direktivet.

UCITS-direktivet er implementeret i lov om finansiel virksomhed for så vidt angår investeringsforvaltningsselskaber og lov om investeringsforeninger m.v. for så vidt angår. investeringsselskaber. Straffebestemmelserne er § 373 i lov om finansiel virksomhed, hvor straffen er bøde eller fængsel i indtil 4 måneder, og § 190 i lov om investeringsforeninger m.v., hvor straffen er bøde. FAIF-direktivet er implementeret i FAIF-loven. Straffebestemmelsen er § 190 i denne lov, hvor straffen er bøde eller fængsel indtil 4 måneder. På den baggrund lægges der med forslaget op til at strafbelægge artikel 13 og 14 i SFTR med bøde eller fængsel indtil 4 måneder.

Nedenfor anføres en uddybende beskrivelse af indholdet af de enkelte artikler, herunder forpligtelser vedrørende de enkelte artikler i SFTR, der strafbelægges med lovforslaget:

Artikel 13, stk. 1, i SFTR indeholder et oplysningskrav til investeringsinstitutters administrationsselskaber, investeringsinstitutters investeringsselskaber og FAIF’er. Oplysningskravet indbefatter, at de skal oplyse deres investorer om deres brug af værdipapirfinansieringstransaktioner og total return swapspå en måde, som er nærmere defineret i artiklens litra a) og b). En total return swap er en swap, hvor den ene part betaler foruddefinerede betalinger baseret på en fast eller variabel rente, og den anden part foretager betalinger, som baserer sig på et underliggende aktivs cashflow og værdiændringer.

For investeringsinstitutters administrationsselskaber og investeringsinstitutters investeringsselskaber gælder det, at oplysningerne skal gives i halvårs- og årsberetninger, jf. artikel 68 i direktiv 2009/65/EF. For FAIF’er gælder det, at oplysningerne skal gives i årsrapporten, jf. artikel 22 i direktiv 2011/61/EU.

Ansvarssubjektet for overtrædelse af bestemmelsen er investeringsinstitutters administrationsselskaber, investeringsinstitutters investeringsselskaber og FAIF’er. Det vil eksempelvis udgøre en overtrædelse af bestemmelsen, hvis et investeringsinstituts administrationsselskab, et investeringsinstituts investeringsselskaber eller en FAIF undlader at give de oplysninger til deres investorer, som kræves efter bestemmelsen.

Artikel 13, stk. 2, i SFTR indeholder krav til, hvilke data oplysningerne om værdipapirfinansieringstransaktioner og total return swaps skal indeholde. Oplysningerne skal indeholde de data, der er anført i afdeling A i bilaget til SFTR.

Ansvarssubjektet for overtrædelse af bestemmelsen er investeringsinstitutters administrationsselskaber, investeringsinstitutters investeringsselskaber og FAIF’er. Det vil eksempelvis udgøre en overtrædelse, hvis et investeringsinstituts administrationsselskab, et investeringsinstituts investeringsselskaber eller en FAIF ikke giver de oplysninger, der kræves efter bestemmelsen til deres investorer.

Artikel 13, stk. 3, i SFTR giver ESMA mulighed for at udarbejde udkast til tekniske gennemførelsesstandarder med henblik på at sikre ensartet offentliggørelse af data. Heri kan der tages hensyn til de særlige karakteristika ved forskellige typer af værdipapirfinansieringstransaktioner og total return swaps samt udviklingen inden for markedspraksis. I modsætning til andre beføjelser til at udarbejde tekniske gennemførelsesstandarder i SFTR er denne bemyndigelsen frivillig. ESMA har vurderet, at offentliggørelseskravene i bilaget til SFTR giver en tilstrækkelig tydelig basis for anvendelse af UCITS og AIF’er. Ydermere vurderer ESMA, at der ikke er nogen markedspraksis angående offentliggørelseskravene, som kan begrunde, at der udarbejdes udkast til tekniske gennemførelsesstandarder. ESMA er af denne grund af den opfattelse, at yderligere specificering af offentliggørelseskravene i bilaget til SFTR ikke vil være hensigtsmæssig på nuværende tidspunkt. ESMA vil dog overvåge udviklingen i markedspraksis såvel som kvaliteten af de indberettede data for at fastslå, hvorvidt bemyndigelsen skal anvendes fremadrettet. Disse overvejelser fremgår af s. 16-17 i ”Final Report – Technical standards under SFTR and certain amendments to EMIR” som offentliggjort af ESMA den 31. marts 2017.

Artikel 14, stk. 1, i SFTR indeholder et indholdskrav til investeringsinstitutters prospekt. Indholdskravet betyder, at det i prospektet skal oplyses, hvilke værdipapirfinansieringstransaktioner og total return swaps henholdsvis investeringsinstitutters administrationsselskab eller investeringsinstitutters investeringsselskaber og FAIF’er har tilladelse til at bruge, og det skal klart fremgå, at disse transaktioner og instrumenter anvendes.

Ansvarssubjektet for overtrædelse af bestemmelsen er investeringsinstitutter. Det vil eksempelvis udgøre en overtrædelse, hvis et investeringsinstituts prospekt ikke indeholder oplysninger om, hvilke værdipapirfinansieringstransaktioner og total return swaps som henholdsvis investeringsinstitutters administrationsselskab eller investeringsinstitutters investeringsselskaber og FAIF’er har tilladelse til at bruge.

Artikel 14, stk. 2, i SFTR indeholder krav til, hvilke informationer prospekter og oplysninger til investorer, jf. stk. 1, skal omfatte. Prospekterne og oplysningerne til investorerne skal indeholde de informationer, der er anført i afdeling B i bilaget til SFTR.

Ansvarssubjektet for overtrædelse af bestemmelsen er investeringsinstitutter. Det vil eksempelvis udgøre en overtrædelse af bestemmelsen, hvis prospekter og oplysninger til investorer, jf. artikel 14, stk. 1, ikke omfatter de informationer, der er anført i afdeling B i bilaget til SFTR.

Artikel 14, stk. 3, i SFTR giver ESMA mulighed for at udarbejde udkast til tekniske gennemførelsesstandarder. Dette kan ske for at afspejle udviklingen inden for markedspraksis eller for at sikre ensartet offentliggørelse af data. I modsætning til andre beføjelser til at udarbejde tekniske gennemførelsesstandarder i SFTR er denne bemyndigelse frivillig. ESMA har vurderet, at offentliggørelseskravene i bilaget til SFTR giver en tilstrækkelig tydelig base for anvendelse af UCITS og AIF’er. Ydermere vurderer ESMA, at der ikke er nogen markedspraksis angående offentliggørelseskravene, som kan begrunde, at der udarbejdes udkast til tekniske gennemførelsesstandarder. ESMA er af denne grund af den opfattelse, at yderligere specificering af offentliggørelseskravene i bilaget til SFTR ikke vil være hensigtsmæssig på nuværende tidspunkt. ESMA vil dog overvåge udviklingen i markedspraksis såvel som kvaliteten af de indberettede data for at fastslå, hvorvidt bemyndigelsen skal anvendes fremadrettet. Disse overvejelser fremgår af s. 16-17 i ”Final Report – Technical standards under SFTR and certain amendments to EMIR” som offentliggjort af ESMA den 31. marts 2017.

Kilde

Til nr. 1 (§ 1, stk. 1, nr. 7, i hvidvaskloven)

Forsikringsmæglere skal have tilladelse for at måtte udøve forsikringsmæglervirksomhed, jf. lovbekendtgørelse nr. 1065 af 22. august 2013 om forsikringsformidling. Lovbekendtgørelsen bliver erstattet af lov nr. 41 af 22. januar 2018 om forsikringsformidling når erhvervsministeren fastsætter tidspunktet for lovens ikrafttræden. Med denne lov udgår begrebet forsikringsmægler og erstattes i stedet af forsikringsformidler.

Som konsekvens heraf foreslås det at ændre § 1, stk. 1, nr. 7, således, at den omfatter forsikringsformidlere i stedet for forsikringsmæglere.

Til nr. 2 (§ 7, stk. 2, 4. pkt., i hvidvaskloven)

Det følger af den gældende § 7, stk. 2, i hvidvaskloven, at den daglige ledelse i virksomheder omfattet af § 1, stk. 1, nr. 1-8, 10, 11 og 19, skal udpege en ansat, der har fuldmagt til at træffe beslutninger på vegne af virksomheden i henhold til § 8, stk. 2, § 18, stk. 3, og § 19, stk. 1, nr. 3. Personen skal have tilstrækkeligt kendskab til virksomhedens risiko for hvidvask og terrorfinansiering til at kunne træffe beslutninger, der kan påvirke virksomhedens risikoeksponering og kan være medlem af virksomhedens daglige ledelse. Den person, som er udpeget i medfør af § 7, stk. 2, kaldes i daglig tale den hvidvaskansvarlige. Det er en vigtig forudsætning for at varetage rollen som hvidvaskansvarlig, at personen har de nødvendige kompetencer til at sikre virksomhedens overholdelse af lovgivningen og har tilstrækkelig indflydelse på virksomhedens ledelse og (øvrige) ansatte i forhold til at sikre forankring af procedurer, processer og beslutninger med henblik på overholdelse af lovgivningen.

De omfattede virksomheder er pengeinstitutter, realkreditinstitutter, fondsmæglerselskaber, livsforsikringsselskaber, tværgående pensionskasser, sparevirksomheder, udbydere af betalingstjenester og udstedere af elektroniske penge, forsikringsformidlere, når de formidler livsforsikringer eller andre investeringsrelaterede forsikringer, øvrige virksomheder og personer, der erhvervsmæssigt udøver en eller flere af aktiviteterne som nævnt i lovens bilag 1 samt danske UCITS, alternative investeringsfonde, investeringsforvaltningsselskaber og forvaltere af alternative investeringsfonde, hvis disse virksomheder har direkte kundekontakt, og valutavekslingsvirksomheder.

Den hvidvaskansvarlige har en særlig rolle i forhold til at sikre, at virksomheden lever op til hvidvaskloven, herunder at virksomheden udøver et effektivt forsvar mod eventuelle forsøg på at misbruge virksomheden til hvidvask af udbytte fra kriminelle handlinger eller finansiering af terrorisme. De hvidvaskansvarlige skal påse, at virksomheden skal have interne regler herom, som tager udgangspunkt i virksomhedens egne forhold, dvs. risikoanalyse af virksomheden forretningsmodel, kundetyper, produkter m.v. og at der foreligger beskrivelser for hvordan risici kan imødegås og hvilke krav virksomheden er underlagt i forhold til hvidvaskloven. Ligeledes skal den hvidvaskansvarlige godkende politikker, kontroller og procedurer, forretningsforbindelser med politisk eksponerede personer og korrespondentforbindelser uden for EU.

Det er væsentligt, at den hvidvaskansvarlige er i stand til at sikre tilstrækkelig forankring i virksomheden af foranstaltninger, som virksomheden skal træffe for at sikre overholdelse af lovgivningen.

Det foreslås at indsætte et nyt 4. pkt. i § 7, stk. 2, hvorefter personen, der ansættes som hvidvaskansvarlig, skal have et tilstrækkeligt godt omdømme og ikke må have udvist en adfærd, der giver grund til at antage, at personen ikke vil varetage stillingen på forsvarlig måde.

Forslaget indebærer, at virksomheden inden udpegningen af en ansat som hvidvaskansvarlig skal vurdere, om den ansatte har et tilstrækkeligt godt omdømme eller har udvist en adfærd, der giver grund til at antage, at den ansatte ikke vil varetage stillingen som hvidvaskansvarlig på forsvarlig måde. Har den ansatte ikke et godt omdømme eller har den ansatte udvist en adfærd, der giver grund til at antage, at den ansatte ikke vil varetage stillingen som hvidvaskansvarlig på forsvarlig måde, kan virksomheden ikke udpege den pågældende ansatte til hvidvaskansvarlig.

Bestemmelsen har til formål at sikre, at ansatte, der er hvidvaskansvarlige, har et godt omdømme i offentligheden og en høj standard for personlig adfærd. Bestemmelsen skal desuden sikre til, at virksomheden har fokus på, at den hvidvaskansvarlige, udover faglige kompetencer, jf. § 7, stk. 2, 3. pkt., i hvidvaskloven, også har de rette personlige kompetencer til at varetage stillingen på forsvarlig måde.

Vurderingen skal foretages af virksomheden. Finanstilsynet skal således ikke egnetheds- og hæder-lighedsvurdere den ansatte ved tiltræden som hvidvaskansvarlig, med mindre den ansatte samtidig tiltræder en stilling som direktør eller nøgleperson i virksomhed og underlægges krav til egnethed og hæderlighed i medfør af § 45 i hvidvaskloven eller anden finansiel lovgivning.

Som eksempler på en udvist adfærd, der giver grund til at antage, at en ansat ikke vil varetage stillingen som hvidvaskansvarlig på forsvarlig måde kan nævnes, situationer, hvor den ansatte eller en virksomhed, som personen har været ansat i som hvidvaskansvarlig eller ledelsesmedlem, har fået alvorlige reaktioner fra en offentlig myndighed enten i forbindelse med udøvelsen af sin rolle eller for virksomhedens foranstaltninger til forebyggelse af hvidvask og terrorfinansiering.

Virksomheden skal som hidtil vurdere, om den ansatte har tilstrækkeligt kendskab til virksomhedens risiko for hvidvask og terrorfinansiering til at kunne træffe beslutninger, der kan påvirke

virksomhedens risikoeksponering og dermed være hvidvaskansvarlig, jf. § 7, stk. 2, 3. pkt.

Til nr. 3 (§ 48, stk. 6, i hvidvaskloven)

Finanstilsynet har i dag mulighed for at inddrage en virksomheds tilladelse til valutavekslingsvirksomhed, hvis virksomheden ikke overholder bestemmelserne i hvidvaskloven, jf. § 46, nr. 4. Finanstilsynet har endvidere mulighed for at inddrage en hvidvaskregistrering for en virksomhed eller en anden juridisk person omfattet af hvidvasklovens § 1, stk. 1, nr. 8, hvis virksomheden er dømt for et strafbart forhold, der begrunder en nærliggende fare for misbrug af registreringen, jf. straffelovens § 78, stk. 2, eller hvis en reel ejer er dømt for et strafbart forhold, der begrunder en nærliggende fare for misbrug af den pågældendes kontrollerede indflydelse.

Det foreslås, at Finanstilsynet kan inddrage registreringen af en virksomhed eller en person omfattet af hvidvasklovens § 1, stk. 1, nr. 8, hvis virksomheden eller personen gør sig skyldig i grove eller gentagne overtrædelser af hvidvaskloven. Inddrages en virksomheds eller en persons registrering, skal virksomheden eller personen indstille sin drift inden for den af Finanstilsynet fastsatte frist herfor.

Bestemmelsen vil eksempelvis kunne finde anvendelse i tilfælde, hvor virksomheden eller personen systematisk har undladt at identificere og kontrollere kunder i overensstemmelse med hvidvasklovens bestemmelser om kundekendskabsprocedurer.

Den foreslåede bestemmelse indebærer en indgribende reaktionsmulighed for Finanstilsynet, idet virksomheden eller personen omfattet af hvidvasklovens § 1, stk. 1 nr. 8, ved en inddragelse af registreringen mister muligheden for at udøve de aktiviteter i hvidvasklovens bilag 1, som registreringen vedrører.

Det fremgår af bestemmelsen, at der skal være tale om grove eller gentagne overtrædelser. Inddragelse af registrering vil typisk være aktuel efter, at der har været givet frist til berigtigelse af forholdet og dette ikke er sket. Det forudsættes som udgangspunkt, at en mindre indgribende reaktion er anvendt over for den pågældende virksomhed eller person, før registrering inddrages, eller at forholdene indebærer, at virksomheden eller personen ikke har mulighed for at rette op på overtrædelserne inden for en tilpas kort tidshorisont. Kan forholdene rettes op ved en mindre indgribende reaktion, end at trække registreringen, skal den mindre reaktion vælges. En mildere reaktion kan bl.a. være, at Finanstilsynet giver påbud om, at virksomheden retter op på de kritisable forhold, at forholdet anmeldes til politiet eller at Finanstilsynet giver påbud om afsættelse af den hvidvaskansvarlige.

En afgørelse om inddragelse af en registrering vil skulle træffes af Finanstilsynets bestyrelse i medfør af hvidvasklovens § 47, stk. 2, jf. § 345, stk. 7, nr. 4, i lov om finansiel virksomhed.

En afgørelse om inddragelse af registrering vil kunne indbringes for Erhvervsankenævnet i medfør af § 76 i hvidvaskloven.

Til nr. 4 (§ 51 a i hvidvaskloven)

Finanstilsynet har ikke i dag mulighed for at påbyde en virksomhed omfattet af § 1, stk. 1, nr. 1-8, 10, 11 og 19, i hvidvaskloven at afsætte den person, der er udpeget i henhold til § 7, stk. 2, i samme lov, med mindre personen samtidig er direktør eller nøgleperson og dermed underlagt krav til egnethed og hæderlighed i medfør af § 45, stk. 1, i hvidvaskloven eller anden finansiel lovgivning. Der henvises til de specielle bemærkninger til § 3, nr. 2.

Det foreslås at indsætte en ny § 51 a i hvidvaskloven. Det foreslås i stk. 1, at Finanstilsynet kan påbyde en virksomhed omfattet af hvidvasklovens § 1, stk. 1, nr. 1-8, 10, 11 og 19, at afsætte den person, der er udpeget i henhold til § 7, stk. 2, inden for en af Finanstilsynet fastsat frist, hvis personen ikke har et tilstrækkeligt godt omdømme, eller hvis personens adfærd giver grund til at antage, at personen ikke vil varetage stillingen på forsvarlig måde, jf. § 7, stk. 2, 4. pkt.

Virksomheden skal selv gribe ind over for en hvidvaskansvarlig, der ikke længere har et godt omdømme, eller som har udvist en adfærd, der giver grund til at antage, at personen ikke længere vil varetage stillingen på en forsvarlig måde. Finanstilsynets indgrebsmuligheder skal derfor alene anvendes i de tilfælde, hvor virksomheden mod forventning ikke selv har afsat den hvidvaskansvarlige. I det tilfælde vil den pågældende virksomhed modtage et påbud om at afsætte den hvidvaskansvarlige inden for en af Finanstilsynet fastsat frist.

Efterlever en virksomhed ikke påbuddet, vil Finanstilsynet kunne inddrage virksomhedens tilladelse eller registrering som følge af manglende overholdelse af hvidvaskloven.

Finanstilsynet vil desuden i henhold til § 80 i hvidvaskloven kunne pålægge ugentlige bøder eller dagsbøder, hvis virksomheden ikke efterlever påbuddet. Bøderne anses for at være et bedre tvangsmiddel til at sikre et hurtigt, effektivt og mindre indgribende indgreb end muligheden for at inddrage en virksomheds tilladelse. Muligheden for at inddrage en tilladelse vil som udgangspunkt kun finde anvendelse i særlige situationer, hvor alle andre indgrebsmuligheder er udtømte. En anden indgrebsmulighed vil være påbud om afsættelse af direktøren i en finansiel virksomhed.

Det foreslås i stk. 2, 1. pkt., at påbud meddelt efter stk. 1 kan forlanges indbragt for domstolene af Finanstilsynet, af virksomheden og af den person, som påbuddet vedrører.

Dette betyder, at såfremt den virksomhed eller den person, som påbuddet vedrører, ønsker at Finanstilsynet skal indbringe sagen for domstolene, da skal virksomheden eller personen anmode Finanstilsynet herom.

Der stilles ingen formkrav til anmodningen. Den foreslåede bestemmelse afskærer ikke virksomheden eller den person, som påbuddet retter sig mod, fra selv at anlægge sag ved domstolene gennem den almindelige borgerlige retspleje eller fra at indbringe afgørelsen for Erhvervsankenævnet.

En anmodning om indbringelse af sagen for domstolene tillægges som udgangspunkt ikke opsættende virkning, idet det vil stride mod hensynet til at sikre en løbende og effektiv håndhævelse af kravene om egnethed og hæderlighed. Dog har retten mulighed for ved kendelse at bestemme, at den pågældende under sagens behandling kan opretholde sit hverv eller forblive i sin stilling, mens sagen verserer for retten.

Det foreslås i stk. 2, 2. pkt., at anmodning herom skal indgives til Finanstilsynet senest 4 uger efter, at påbuddet er meddelt den pågældende.

Forslaget indebærer, at fristen for indgivelse af anmodning til Finanstilsynet starter fra den dato, den pågældende modtager Finanstilsynets påbud. Fristen udløber senest 4 uger efter, at den pågældende er blevet meddelt påbuddet. Udløber 4 ugers fristen på en helligdag, forlænges fristen til førstkommende hverdag efter helligdagen.

Det foreslås i stk. 2, 3. pkt., at Finanstilsynet skal indbringe sagen for domstolene inden 4 uger efter modtagelse af anmodning herom.

Det foreslås i stk. 2, 4. pkt., at sagen skal anlægges i den borgerlige retsplejes former.

Kilde

Til nr. 1 og 2 (§ 3, stk. 3 og 4 i lov om finansielle rådgivere, investeringsrådgivere og boligkreditformidlere)

Bestemmelsen i § 3, stk. 3, i den gældende lov om finansielle rådgivere, investeringsrådgivere og boligkreditformidlere fastsætter de betingelser, der skal være opfyldt, for at Finanstilsynet kan give tilladelse til at drive virksomhed som finansiel rådgiver, investeringsrådgiver eller boligkreditformidler. Bestemmelsen indeholder ikke krav til ejere af kvalificerede ejerandele eller en regulering af snævre forbindelser.

Der foreslås en ny bestemmelse, hvorefter virksomheder, der udøver investeringsrådgivning, ud over de krav der allerede gælder i medfør af lovens § 3, stk. 3, skal opfylde yderligere betingelser, for at opnå tilladelse som investeringsrådgiver. Det foreslås, at ejere af kvalificerede ejerandele, jf. § 5, stk. 3, i lov om finansiel virksomhed skal opfylde de kriterier, der er oplistet i § 61 a, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed. Det er endvidere en betingelse, at der ikke må foreligge snævre forbindelser, jf. § 5, stk. 1, nr. 19, i lov om finansiel virksomhed mellem ansøgeren og andre virksomheder og personer, der vil kunne vanskeliggøre varetagelsen af Finanstilsynets opgaver. Yderligere er det en betingelse, at lovgivningen i et land uden for Den Europæiske Union, som Unionen ikke har indgået et samarbejde med på det finaniselle område, vedrørende en virksomhed eller en person, ansøgeren har snævre forbindelser med ikke må kunne vanskeliggøre varetagelsen af Finanstilsynets opgaver.

Bestemmelsen gennemfører artikel 10, jf. artikel 3, stk. 2, litra a, i MiFID II.

De nye betingelser skal være opfyldt for, at Finanstilsynet kan give en virksomhed tilladelse som investeringsrådgiver. Det er ikke en betingelse, at virksomheden opfylder betingelserne for at opnå en tilladelse som finansiel rådgiver eller boligkreditformidler. For at tydeliggøre, at betingelserne i den foreslåede stk. 4 udgør et supplement til kravene i stk. 3, når en virksomhed søger om tilladelse som investeringsrådgiver, forslås det, at der indsættes en henvisning til stk. 4 i stk. 3 .

Ved investeringsrådgiver forstås, jf. § 2, nr. 3, i lov om finansielle rådgivere, investeringsrådgivere og boligkreditformidlere, en virksomhed, der udøver investeringsrådgivning vedrørende finansielle instrumenter omfattet af bilag 5, nr. 1 og 3, i lov om finansiel virksomhed.

Det foreslås i stk. 4, nr. 1 , at ejere af kvalificerede ejerandele, jf. § 5, stk. 3, i lov om finansiel virksomhed skal opfylde kriterierne i § 61 a, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed om erhvervelse af en kvalificeret andel. Bestemmelsen fastsætter, at Finanstilsynet i forbindelse med sin vurdering af en ansøgning, skal sikre, at hensynet til en fornuftig og forsvarlig forvaltning af virksomheden kan varetages under hensyntagen til ejerens sandsynlige indflydelse på virksomheden.

Ved en kvalificeret andel forstås, jf. § 5, stk. 3, i lov om finansiel virksomhed direkte eller indirekte besiddelse af mindst 10 pct. af kapitalen eller stemmerettighederne eller en andel, som giver mulighed for at udøve en betydelig indflydelse på ledelsen af den finansielle virksomhed, den finansielle holdingvirksomhed eller forsikringsholdingvirksomheden.

Bestemmelsen medfører, at en eneejer af en investeringsrådgivningsvirksomhed i selskabsform vil være omfattet af bestemmelsen. Det samme gælder øvrige ejere, der har en kvalificeret ejerandel i virksomheden eller som besidder en andel, der giver mulighed for at udøve en betydelig indflydelse på ledelsen af investeringsrådgivningsvirksomheden.

Samtlige ejere af kvalificerede ejerandele skal opfylde kriterierne i § 61 a, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed. Det følger af denne bestemmelse, at Finanstilsynet skal sikre, at hensynet til en fornuftig og forsvarlig forvaltning af virksomheden kan varetages under hensyntagen til ejeren af en kvalificeret ejerandels sandsynlige indflydelse på virksomheden. Ved vurderingen indgår bl.a. ejerens omdømme og økonomiske forhold samt hensynet til, at virksomheden fortsat kan overholde tilsynskravene i lovgivningen. Der henvises til bemærkningerne til lov om ændring af lov om finansiel virksomhed, lov om ligebehandling af mænd og kvinder inden for de erhvervstilknyttede sikringsordninger og forskellige andre love, jf. folketingstidende 2008-09, tillæg A, L 91, side 2753.

I stk. 4, nr. 2 , foreslås det, at der ikke må foreligge snævre forbindelser, jf. § 5, stk. 1, nr. 19, i lov om finansiel virksomhed, mellem ansøgeren og andre virksomheder og personer, der vil kunne vanskeliggøre varetagelsen af Finanstilsynets opgaver. Bestemmelsen har til formål at sikre, at Finanstilsynet kan undersøge, om den pågældende virksomhed efterlever de regler, den er underlagt, og at tilstedeværelsen af snævre forbindelser ikke vanskeliggør tilsynets opgaver.

Snævre forbindelser er defineret i § 5, stk. 1, nr. 19, i lov om finansiel virksomhed og vil foreligge ved direkte eller indirekte forbindelser inden for en koncern, kapitalinteresser, hvorved forstås en virksomheds direkte eller indirekte besiddelse af 20 pct. eller mere af stemmerettighedernes eller kapitalen i en virksomhed, eller flere virksomheders eller personers fælles forbindelse med en virksomhed.

Det må i hvert enkelt tilfælde være en konkret vurdering, hvornår en snævre forbindelse er tilstrækkelig til at vanskeliggøre varetagelsen af tilsynets opgaver, hvori bl.a. indgår en vurdering af: ejerstrukturen, den formelle og den reelle ledelsesstruktur, hvorvidt forbindelsen er af varig karakter eller alene midlertidig uden mulighed for at øve indflydelse på virksomheden, risikoen ved den virksomhed, som drives i virksomheder, med hvilke den finansielle virksomhed har snævre forbindelser, og selskabernes geografiske placering. F.eks. kan visse former for krydsejerskab, gensidige aktiebesiddelser og aktionæroverenskomster bevirke, at et effektivt tilsyn vanskeliggøres

Det foreslås i stk. 4, nr. 3 , at lovgivningen i et land uden for Den Europæiske Union, som Unionen ikke har indgået et samarbejde med på det finaniselle område, vedrørende en virksomhed eller en person, ansøgeren har snævre forbindelser med, ikke må kunne vanskeliggøre varetagelsen af Finanstilsynets opgaver. Snævre forbindelser skal forstås i overensstemmelse med i § 5, stk. 1, nr. 19, i lov om finansiel virksomhed, jf. nærmere herom ovenfor.

Til nr. 3 (§ 4, stk. 1, i lov om finansielle rådgivere, investeringsrådgivere og boligkreditformidlere)

§ 4 i lov om finansielle rådgivere, investeringsrådgivere og boligkreditformidlere fastsætter krav om egnethed og hæderlighed for medlemmer af bestyrelsen eller direktionen hos en finansiel rådgiver og en boligkreditformidler.

Det følger af bestemmelsen, at et medlem af bestyrelsen eller direktionen hos en finansiel rådgiver eller boligkreditformidler skal have fyldestgørende erfaring til at udøve sit hverv eller varetage sin stilling i den pågældende virksomhed.

Et medlem af bestyrelsen eller direktionen må ikke være pålagt eller blive pålagt strafansvar for overtrædelse af straffeloven, den finansielle lovgivning eller anden relevant lovgivning, hvis overtrædelsen indebærer risiko for, at vedkommende ikke kan varetage sit hverv eller sin stilling på betryggende måde.

Den pågældende må ikke have indgivet begæring om rekonstruktionsbehandling, konkurs eller gældssanering eller være under rekonstruktionsbehandling, konkursbehandling eller gældssanering.

Den pågældende må endvidere ikke have udvist eller udvise en adfærd, hvor der er grund til at antage, at vedkommende ikke vil varetage hvervet eller stillingen på forsvarlig måde.

Bestemmelsen gælder derimod ikke de pågældende medlemmer af ledelsen hos en investeringsrådgiver.

Det foreslås, for at gennemføre art 9, stk. 4, jf. art. 3, stk. 2, litra a, i MiFID II, at også medlemmer af bestyrelsen eller direktionen hos en investeringsrådgiver skal være omfattet af denne bestemmelse.

Bestemmelsen medfører, at direktions- og bestyrelsesmedlemmer, der ikke lever op til bestemmelsens krav ikke kan være medlem af bestyrelsen hos en investeringsrådgiver. Direktions- og bestyrelsesmedlemmer, der efter indtrædelsen i bestyrelsen, bliver pålagt strafansvar for overtrædelse af straffeloven og når overtrædelsen indebærer risiko for, at vedkommende ikke kan varetage sit hverv eller sin stilling på betryggende måde, vil af Finanstilsynet kunne bliver pålagt at fratræde deres hverv, jf. § 14 i lov om finansielle rådgivere, investeringsrådgivere og boligkreditformidlere.

Til nr. 4 (§ 4 a, stk. 2, nr. 3, i lov om finansielle rådgivere, investeringsrådgivere og boligkreditformidlere)

Den gældende § 4 a pålægger Finanstilsynet at oprette og føre et offentligt register over finansielle rådgivere, investeringsrådgivere og boligkreditformidlere. Registeret skal, jf. 4a, stk. 2, indeholde oplysninger om navne på personer i ledelsen for den finansielle rådgivningsvirksomhed, investeringsrådgivervirksomheden eller for boligkreditformidleren, som er ansvarlige for formidlingsforretningerne.

Derudover skal registret indeholde oplysninger om, hvilke andre lande ud over Danmark, der ydes boligkreditformidling i, inden for Den Europæiske Union eller lande, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område.

I praksis anses alle boligkreditformidlere i Danmark som ikke-bundne formidlere, idet de ikke handler på vegne af kun én kreditgiver, en gruppe af kreditgivere eller et antal kreditgivere eller grupper, der ikke præsenterer en flertal af markedet og på deres fulde og ubetingede ansvar.

Det foreslås, at der i bestemmelsen tilføjes et nyt nr. 3, der udvider det offentlige register over finansielle rådgivere, investeringsrådgivere og boligkreditformidlere med oplysninger om hvorvidt boligkreditformidleren er bundet eller ej.

Dermed bringes bestemmelsen i lov om finansielle rådgivere, investeringsrådgivere og boligkreditformidlere § 4 a i overensstemmelse med ordlyden i artikel 29, stk. 4, litra c, i EU-Parlamentets og Rådets Direktiv 2014/17/EU om forbrugerkreditaftaler i forbindelse med fast ejendom til beboelse, hvoraf det fremgår, at det af medlemsstaterne etablerede register over boligkreditformidlere tillige skal indeholde oplysninger om, hvorvidt den enkelte boligkreditformidler er bundet eller ej.

Den foreslåede ændring betyder, at det fremover også skal fremgå af registret, hvorvidt boligkreditformidlere er bundne eller ej.

Pengeinstitutter, der i medfør af lov om finansiel virksomhed § 7 har tilladelse som kreditinstitut, er undtaget fra anvendelsesområdet for lov om finansielle rådgivere, investeringsrådgivere og boligkreditformidlere, jf. § 1, stk. 3, nr. 4.

Bunden kreditformidler skal forstås i overensstemmelse med artikel 4, stk. 7, i EU-Parlamentets og Rådets Direktiv 2014/17/EU om forbrugerkreditaftaler i forbindelse med fast ejendom til beboelse, som enhver kreditformidler, der handler på vegne af kun én kreditgiver, kun én gruppe eller et antal kreditgivere eller grupper, der ikke repræsenterer et flertal af markedet og på deres fulde og ubetingede ansvar:

Artiklen er gennemført i dansk ret ved bekendtgørelse nr. 332 af 7. april 2016 om god skik for boligkredit, § 3, nr. 6, hvor der imidlertid anvendes betegnelsen ”tilknyttet boligkreditformidler” i stedet for direktivets betegnelse ”bunden boligkreditformidler”. Denne betegnelse vil blive ændret i en kommende ændringsbekendtgørelse, sådan at der opnås sproglig konsistens med direktivteksten.

Til nr. 5 (§ 7, stk. 5 og 6 i lov om finansielle rådgivere, investeringsrådgivere og boligkreditformidlere)

Det foreslås med denne bestemmelse, at der indsættes to bemyndigelsesbestemmelser i lov om finansielle rådgivere, investeringsrådgivere og boligkreditformidlere.

Det foreslås i stk. 5 , at erhvervsministeren bemyndiges til at fastsætte nærmere regler om finansielle rådgiveres og investeringsrådgiveres dokumentation og opbevaring af dokumentation i forbindelse med investeringsrådgivning.

Bestemmelsen er ny og indeholder en hjemmel for erhvervsministeren til at fastsætte regler, der gennemfører bestemmelsen i art. 16, stk. 6 og 7, jf. art. 3, stk. 2, litra c, i MiFID II om sikring og opbevaring af dokumentation for udførte tjenesteydelser og aktiviteter.

Bestemmelsen vil blive anvendt til at fastsætte regler for investeringsrådgivere og finansielle rådgivere, der svarer til § 10 i bekendtgørelse nr. 921 af 26. juni 2017 om organisatoriske krav til værdipapirhandlere. Denne bestemmelse fastsætter en forpligtelse til at opbevare fyldestgørende dokumentation for udførte tjenesteydelser og aktiviteter i forbindelse med virksomhed som værdipapirhandler. Dette omfatter bl.a. optagelse af telefonsamtaler og opbevaring af elektroniske meddelelser vedrørende levering af tjenesteydelser i forbindelse med kundeordrer, der vedrører modtagelse, formidling og udførelse af sådanne ordrer.

Databeskyttelsesreglerne, jf. Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2016/679/EU af 27. april 2016, herunder reglerne om de registreredes rettigheder, finder som udgangspunkt anvendelse for den behandling af personoplysninger, der finder sted som led i finansielle rådgiveres og investeringsrådgiveres dokumentation og opbevaring af dokumentation i forbindelse med investeringsrådgivning.

Det foreslås i stk. 6 , at bemyndige Finanstilsynet til at fastsætte nærmere regler om de foranstaltninger, som en finansiel rådgiver, en investeringsrådgiver og en boligkreditformidler skal træffe for at have effektive procedurer for distribution af produkter og tjenester.

Bestemmelsen er ny og skal anvendes til at implementere de krav til virksomhedernes produktudvikling og distribution, der følger af artikel 16, stk. 3, i MiFID II og den tilhørende regulering, som er udstedt i Kommissionens delegerede direktiv 2017/593/EU af 7. april 2016 om supplerende regler til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/65/EU for så vidt angår beskyttelse af kunders finansielle instrumenter og midler, produktstyringsforpligtelser og de regler, der finder anvendelse på levering eller modtagelse af gebyrer, provisioner eller andre penge- eller naturalieydelser. Disse regler finder også anvendelse på investeringsrådgivere, jf. art. 3, stk. 2, litra c.

Reglerne er allerede gennemført for værdipapirhandlere m.v., jf. bekendtgørelse nr. 922 af 6. juli 2017 om produktgodkendelsesprocesser. Denne bekendtgørelse vil blive ændret, så den også omfatter investeringsrådgivere og finansielle rådgivere.

Den foreslåede ændring vil ligeledes blive anvendt til at implementere tilsvarende krav fra retningslinjer udstedt af den europæiske banktilsynsmyndighed (EBA) (EBA-GL-2015-18 Retningslinjer for produktudviklings- og produktstyringsprocesser for detailbankprodukter).

Fælles for MiFID II og EBA’s retningslinjer er, at de vil foreskrive, at virksomhederne skal etablere retningslinjer for udvikling og godkendelse af produkter samt have processer for løbende overvågning af produkterne og deres distribution. Tilsvarende forpligtelser skal gælde for distributører af finansielle produkter.

Finansielle rådgivere, investeringsrådgivere og boligkreditformidlere vil som udgangspunkt være omfattet af reglerne for distributører, med mindre de er involveret i udformningen af produktet. I så fald vil de være omfattet af reglerne for produktudviklere.

Reglerne for distributører vil bl.a. omfatte krav om etablering af produktudvikling og produktstyringsprocesser, indhentelse af relevante oplysninger om de produkter, de distribuerer, de pågældende produkters målgruppe og karakteristika, ligesom en distributør vil blive forpligtet til at kunne indestå for, at de distribuerede produkter er egnede til en på forhånd defineret målgruppes behov.

Til nr. 6 (§ 11, stk. 6, i lov om finansielle rådgivere, investeringsrådgivere og boligkreditformidlere)

Det følger af § 11, stk. 6, at Finanstilsynet skal underrette Forbrugerombudsmanden, hvis Finanstilsynet bliver bekendt med, at kunder hos en virksomhed omfattet af loven kan have lidt tab som følge af, at den finansielle rådgiver eller boligkreditformidleren har overtrådt regler om god skik. Ved god skik forstås både den generelle bestemmelse herom i § 7, stk. 1, i lov om finansielle rådgivere, investeringsrådgivere og boligkreditformidlere, samt regler udstedt i medfør af § 7, stk. 2.

Da investeringsrådgivere også er omfattet af loven, forslås det at udvide, Finanstilsynets underretningspligt, så den også finder anvendelse ved en investeringsrådgivers overtrædelse af regler om god skik.

Ændringen har ingen materiel betydning.

Til nr. 7 (§ 14 a i lov om finansielle rådgivere, investeringsrådgivere og boligkreditformidlere)

Det foreslås, at § 62, stk. 1 og 4, i lov om finansiel virksomhed skal finde tilsvarende anvendelse for investeringsrådgivere.

Ifølge § 62, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed kan Finanstilsynet påbyde virksomheden at følge bestemte retningslinjer eller ophæve den stemmeret, der er knyttet til den kapitalandel, der tilhører ejeren af en kvalificeret ejerandel, såfremt kapitalejeren ikke opfylder kravene i § 61 a, stk. 1. Har Finanstilsynet ophævet stemmeretten i medfør af stk. 1 kan kapitalandelen ikke indgå i opgørelsen af den på en generalforsamling repræsenterede stemmeberettigede kapital, jf. § 62, stk. 4 i lov om finansiel virksomhed.

Det følger af § 61 a, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed at Finanstilsynet skal sikre, at hensynet til en fornuftig og forsvarlig forvaltning af virksomheden kan varetages under hensyntagen til ejeren af en kvalificeret ejerandels sandsynlige indflydelse på virksomheden. Ved vurderingen indgår bl.a. ejerens omdømme og økonomiske forhold samt hensynet til, at virksomheden fortsat kan overholde tilsynskravene i lovgivningen. Der henvises til bemærkningerne til L 91 som fremsat, jf. Folketingstidende 2008-2009, tillæg A, side 2753 for en mere udførlig beskrivelse af forarbejderne til § 61 a, stk. 1.

Den foreslåede bestemmelse er ny og skal sikre gennemførelsen af MiFID II art. 10, jf. art. 3, stk. 2, litra a.

Til nr. 8 (§ 15, stk. 1, i lov om finansielle rådgivere, investeringsrådgivere og boligkreditformidlere)

§ 15, stk. 1, i lov om finansielle rådgivere, investeringsrådgivere og boligkreditformidlere fastsætter betingelserne for, at Finanstilsynet kan inddrage en finansiel rådgivers eller boligkreditformidlers tilladelse. Dette kan ske, hvis virksomheden ikke gør brug af tilladelsen inden for en frist på 12 måneder, udtrykkeligt anmoder herom, ikke har udøvet virksomhed i en periode på over 6 måneder, har opnået tilladelsen på baggrund af urigtige oplysninger eller på anden uredelig vis eller ikke længere opfylder betingelserne for tilladelse efter kapitel 2.

Bestemmelsen finder ikke anvendelse på investeringsrådgivere.

Med den foreslåede ændring af § 15, stk. 1, vil Finanstilsynet også kunne inddrage en investeringsrådgivers tilladelse i de tilfælde, der følger af bestemmelsen. Herved gennemføres art. 8, jf. § 3, stk. 2, litra a, i MiFID II.

Til nr. 9 (§ 18, stk. 1, 1. pkt., i lov om finansielle rådgivere, investeringsrådgivere og boligkreditformidlere)

Det følger af § 18, stk. 1, 1. pkt., at reaktioner givet af Finanstilsynets bestyrelse eller af Finanstilsynet efter delegation fra Finanstilsynets bestyrelse til en finansiel rådgiver, en investeringsrådgiver eller en boligkreditformidler under tilsyn skal offentliggøres med angivelse af den finansielle rådgivers eller boligkreditformidlers navn.

Det beror på en fejl, at det ikke udtrykkeligt fremgår af bestemmelsen, at der i forbindelse med offentliggørelse af en reaktion til en investeringsrådgiver skal ske offentliggørelse af investeringsrådgiverens navn.

Det foreslås derfor at ændre bestemmelsen, så det tydeligt fremgår, at der i forbindelse med offentliggørelse af en reaktion til en investeringsrådgiver skal ske offentliggørelse af investeringsrådgiverens navn.

Til nr. 10 (§ 23, stk. 3, i lov om finansiel rådgivere, investeringsrådgivere og boligkreditformidlere)

§ 23 stk. 3, fastlægger, at en digital meddelelse anses for at være kommet frem, når den er tilgængelig for adressaten for meddelelsen.

Det foreslås at ophæve § 23, stk. 3.

Ophævelsen skal ses i lyset af, at der i lovforslagets § 4, nr. 11, indsættes en tilsvarende bestemmelse i § 24 i lov om finansielle rådgivere, investeringsrådgivere og boligkreditformidlere.

Til nr. 11 (§ 24 i lov om finansielle rådgivere, investeringsrådgivere og boligkreditformidlere)

Efter § 24 i lov om finansielle rådgivere, investeringsrådgivere og boligkreditformidlere kan erhvervsministeren fastsætte regler om, at Finanstilsynet kan udstede afgørelser og andre dokumenter efter loven eller efter regler udstedt i medfør af loven uden underskrift, med maskinelt eller på tilsvarende måde gengivet underskrift, eller under anvendelse af en teknik, der sikrer entydig identifikation af den, som har udstedt afgørelsen eller dokumentet. Sådanne afgørelser og dokumenter sidestilles med afgørelser og dokumenter med personlig underskrift.

Endvidere kan erhvervsministeren efter bestemmelsens stk. 2, fastsætte regler om, at afgørelser og andre dokumenter, der udelukkende er truffet eller udstedt på grundlag af elektronisk databehandling, kan udstedes alene med angivelse af den pågældende myndighed som afsender.

Bemyndigelsen i den gældende lovs § 24 er ikke udnyttet af erhvervsministeren.

Bestemmelsen blev indsat med lov nr. 1231 af 18. december 2012 om ændring af forskellige lovbestemmelser om obligatorisk digital kommunikation m.v. Begrundelsen for at indsætte bestemmelsen var, at der ikke i forvaltningsloven på daværende tidspunkt var en bestemmelse omhandlende en generel fravigelse af underskriftskravet.

Den generelle fravigelse af underskrivelseskravet blev indført i forvaltningsloven ved lov nr. 1624 af 26. december 2013 om ændring af forvaltningsloven, lov om Politiets Efterretningstjeneste (PET) og lov om Forsvarets Efterretningstjeneste (FE).

Efter § 32 b i forvaltningsloven, skal de dokumenter, der udgår fra en forvaltningsmyndighed til borgere, virksomheder m.v. i en sag, hvori der er eller vil blive truffet afgørelse, være forsynet med en personlig underskrift eller være udformet på en måde, der i øvrigt sikrer en entydig identifikation af den, som er afsender af dokumentet, og at dokumentet er endeligt. Bestemmelsen gælder, jf. forvaltningslovens § 32 b, stk. 2 og 3, ikke for dokumenter, hvor der anvendes automatisk sagsbehandling eller for dokumenter hvorved der kvitteres, rykkes eller foretages andre sagsbehandlingsskridt, der ikke er væsentlige.

Bestemmelsen i forvaltningslovens § 32 b regulerer således det samme område som den nuværende bestemmelse i lov om finansielle rådgivere, investeringsrådgivere og boligkreditformidlere § 24.

Det foreslås i § 24, at en digital meddelelse anses for at være kommet frem, når den er tilgængelig for adressaten for meddelelsen.

For meddelelser, der sendes til Finanstilsynet, er den pågældende tilsynsmyndighed adressat for meddelelsen. For meddelelser, som tilsynsmyndigheden sender, er den pågældende virksomhed eller person, som meddelelsen sendes til, adressat for meddelelsen.

Udtrykket »en digital meddelelse« bruges om en hvilken som helst skriftlig kommunikation, som foretages digitalt, herunder også en afgørelse, som sendes via mail, via den offentlige digitale postløsning eller på anden digital måde.

En digital meddelelse anses for at være kommet frem, når meddelelsen er tilgængelig digitalt for adressaten. Dette svarer til, at et papirbrev anses for at være kommet frem, når det pågældende brev er lagt i adressatens fysiske postkasse. Det er uden betydning, om eller hvornår adressaten gør sig bekendt med indholdet af meddelelsen.

En meddelelse vil normalt blive anset for at være tilgængelig digitalt, selvom den pågældende ikke kan skaffe sig adgang til meddelelsen, såfremt dette skyldes hindringer, som det er op til den pågældende at overvinde.

Fremkomsttidspunktet er bl.a. afgørende for, hvornår forvaltningsakter, herunder afgørelser fra en myndighed, får de tilsigtede retsvirkninger. Det antages for eksempel, at afgørelser i almindelighed skal meddeles til deres adressat for at få de tilsigtede retsvirkninger, og at meddelelsen er sket, når afgørelsen er kommet frem til den, som afgørelsen retter sig til.

Fremkomsttidspunktet er normalt også afgørende for, om en indberetning eller lignende til en myndighed anses for rettidig.

En meddelelse vil normalt anses for at være kommet frem til tilsynsmyndigheden på det tidspunkt, hvor meddelelsen er tilgængelig for tilsynsmyndigheden, dvs. når tilsynsmyndigheden kan behandle meddelelsen. Dette tidspunkt vil normalt blive registreret automatisk i en modtagelsesanordning eller et datasystem. En meddelelse, der først er tilgængelig efter kl. 24.00, anses normalt først for modtaget den dag, meddelelsen er tilgængelig.

Kan modtagelsestidspunktet for en digital meddelelse til en myndighed ikke fastlægges som følge af problemer med myndighedens it-system eller andre lignende problemer (sammenbrud i den digitale signaturs infrastruktur, generelle strømafbrydelser, generelle problemer hos myndighedens internetudbyder o.l.), må meddelelsen anses for at være kommet frem på det tidspunkt, hvor meddelelsen blev afsendt, hvis der kan fremskaffes pålidelige oplysninger om afsendelsestidspunktet.

Opstår problemerne tæt på fristen for indgivelse af meddelelsen, og kan problemerne føre til, at fristen med rimelighed ikke kan overholdes, anses meddelelsen for at være kommet frem inden for fristen, hvis den er tilgængelig for myndigheden inden for en rimelig tid efter, at forhindringen er ophørt. Det vil således ikke komme afsenderen til skade, at indberetningen m.v. modtages efter fristens udløb, hvis dette skyldes systemnedbrud hos myndigheden.

En meddelelse fra en myndighed vil normalt være tilgængelig for modtageren, når adressaten (borgeren eller virksomheden m.v.) vil kunne fremkalde meddelelsen på en almindeligt fungerende computer tilsluttet internettet med almindeligt tilgængelige programmer og dermed gøre sig bekendt med meddelelsens indhold.

Det er i den forbindelse uden betydning, om adressaten for myndighedens meddelelse har bragt sig i stand til at tilgå meddelelsen f.eks. hvis modtageren af en meddelelse, som myndigheden har sendt til den pågældende via den offentlige digitale postløsning, ikke har skaffet sig den fornødne offentlige digitale signatur til at modtage meddelelser i den offentlige digitale postløsning, eller at modtageren i sit elektroniske system har installeret anordninger (spamfiltre, firewalls m.v.), som afviser at modtage meddelelser.

Det er endvidere uden betydning, om adressaten oplever, at vedkommendes egen computer ikke fungerer, eller at vedkommende har mistet koden til sin digitale signatur eller oplever lignende hindringer, som det er op til adressaten at overvinde.

En meddelelse vil blive anset for at være tilgængelig, selvom den pågældende ikke kan skaffe sig adgang til meddelelsen, hvis dette skyldes hindringer, som det er op til den pågældende at overvinde. Som eksempler herpå kan nævnes, at den pågældendes egen computer ikke fungerer, eller den pågældende har mistet koden til sin digitale signatur.

Kilde

Til nr. 1 (fodnoten til lov om investeringsforeninger m.v.)

Med lovforslaget nyaffattes fodnoten til lov om investeringsforeninger.

Pengemarkedsforeningsforordningen gælder umiddelbart i Danmark og skal ikke gennemføres i national lovgivning. Det er dog nødvendigt, at der med lovforslaget indføres regler i lov om investeringsforeninger m.v., som sikrer, at Finanstilsynet kan føre et effektivt tilsyn med overholdelse af forordningen, jf. bl.a. pkt. 2.8. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

Af lovtekniske årsager foreslås det at nyaffatte fodnoten til lov om finansiel virksomhed. Med nyaffattelsen foretages en redaktionel ændring af fodnoten.

Til nr. 2 (§ 3, stk. 5, i lov om investeringsforeninger m.v.)

Ifølge § 3, stk. 5, skal investeringsforeninger, der udelukkende investerer i pengemarkedsinstrumenter tilføje ”(pengemarkedsforening)” efter deres navn. Afdelinger, der udelukkende investerer i pengemarkedsinstrumenter skal tilføje”(pengemarkedsafdeling)” efter deres navn. Hvis investeringsforeningen tilføjer ”(kort pengemarkedsforening)” eller hvis en afdeling, der investerer i pengemarkedsinstrumenter, tilføjer »(kort)« til sit navn, skal foreningen eller afdelingen opfylde betingelserne i de bestemmelser, Finanstilsynet udsteder efter § 146, nr. 3. Finanstilsynet har ikke anvendt hjemlen i § 146, nr. 3 om placering af midler.

Det foreslås at ophæve § 3, stk. 5, fordi pengemarkedsforeninger fremadrettet reguleres i pengemarkedsforordningen. Reglerne i forordningen gælder umiddelbart i Danmark og overflødiggør derfor de tilsvarende nationale regler i lov om investeringsforeninger.

Forordningen om pengemarkedsforeninger forbyder medlemsstaterne at indføre supplerende krav på det område, der er omfattet af forordningen, jf. artikel 1, stk. 2, i forordningen om pengemarkedsforeninger.

Det hidtidige stk. 6, bliver herefter stk. 5.

Til nr. 3 (§ 3, stk. 7, i lov om investeringsforeninger m.v.)

Ifølge § 3, stk. 7, skal SIKAV’er, der udelukkende investerer i pengemarkedsinstrumenter tilføje ”(pengemarkeds-SIKAV)” efter deres navn. Afdelinger, der udelukkende investerer i pengemarkedsinstrumenter skal tilføje”(pengemarkedsafdeling)” efter deres navn. Hvis SIKAV’en tilføjer ”(kort pengemarkeds-SIKAV)” eller hvis en afdeling, der investerer i pengemarkedsinstrumenter, tilføjer »(kort)« til sit navn, skal SIKAV’en eller afdelingen opfylde betingelserne i de bestemmelser, Finanstilsynet udsteder efter § 146, nr. 3. Finanstilsynet har ikke anvendt hjemlen i § 146, nr. 3 om placering af midler.

Det foreslås, at ophæve § 3, stk. 7, fordi pengemarkeds-SIKAV’er fremadrettet reguleres i forordningen om pengemarkedsforeninger. Reglerne i forordningen gælder umiddelbart i Danmark og overflødiggør derfor de tilsvarende nationale regler i lov om investeringsforeninger m.v.

Forordningen om pengemarkedsforeninger forbyder medlemsstaterne at indføre supplerende krav på det område, der er omfattet af forordningen, jf. artikel 1, stk. 2, i forordningen om pengemarkedsforeninger.

Det hidtidige stk. 8, bliver herefter stk. 6.

Til nr. 4 (§ 3, stk. 9, i lov om investeringsforeninger m.v.)

Ifølge § 3, stk. 9, skal værdipapirfonde, der udelukkende investerer i pengemarkedsinstrumenter tilføje ”(pengemarkedsfond)” efter deres navn. Afdelinger, der udelukkende investerer i pengemarkedsinstrumenter skal tilføje ”(pengemarkedsafdeling)” efter deres navn. Hvis værdipapirfonden tilføjer ”(kort pengemarkedsfond)” eller hvis en afdeling, der investerer i penge-markedsinstrumenter, tilføjer »(kort)« til sit navn, skal værdipapirfonden eller afdelingen opfylde betingelserne i de bestemmelser, Finanstilsynet udsteder efter § 146, nr. 3. Finanstilsynet har ikke anvendt hjemlen i § 146, nr. 3 om placering af midler.

Det foreslås, at ophæve bestemmelsen fordi pengemarkedsfonde fremadrettet reguleres i forordningen om pengemarkedsforeninger. Reglerne i forordningen gælder umiddelbart i Danmark og overflødiggør derfor de tilsvarende nationale regler i lov om investeringsforeninger m.v.

Forordningen om pengemarkedsforeninger forbyder medlemsstaterne at indføre supplerende krav på det område, der er omfattet af forordningen, jf. artikel 1, stk. 2, i forordningen om pengemarkedsforeninger.

Det hidtidige stk. 10, bliver herefter stk. 7.

Til nr. 5 og 6 (§ 110, stk. 1, nr. 4 og 5, i lov om investeringsforeninger)

Ifølge § 110, stk. 1., kan Finanstilsynet bl.a. inddrage en dansk UCITS’ eller afdelings tilladelse, hvis den danske UCITS eller afdeling ikke udøver virksomhed i en periode på over 6 måneder, eller gør sig skyldig i grov eller gentagen overtrædelse af regler i denne lov eller af regler udstedt i medfør af loven.

Med dette lovforslags § 5, nr. 7, indsættes et nyt nummer i § 110, stk. 1, i lov om investeringsforeninger m.v., hvorefter Finanstilsynet kan inddrage en tilladelse for en dansk UCITS, der har direkte kundekontakt, hvis den pågældende UCITS ikke overholder reglerne i hvidvaskloven.

Som følge heraf foreslås to mindre konsekvensændringer i lov om investeringsforeninger m.v. § 110, stk. 1, nr. 4 og 5. Ændringen er af lovteknisk karakter. Der tiltænkes ingen ændring i den gældende retstilstand.

Til nr. 7 (§ 110, stk. 1, nr. 6, i lov om investeringsforeninger)

Efter § 110, stk. 1, kan Finanstilsynet inddrage eller suspendere en dansk UCITS’ eller afdelings tilladelse, hvis den danske UCITS eller afdeling anmoder herom, ikke længere opfylder betingelserne for at få tilladelse, ikke påbegynder virksomhed senest 12 måneder efter tilladelsens meddelelse, ikke udøver virksomhed i en periode på over 6 måneder eller gør sig skyldig i grov eller gentagen overtrædelse af regler i denne lov eller af regler udstedt i medfør af loven.

Det foreslås at indsætte et nyt nr. hvorefter Finanstilsynet kan inddrage en dansk UCITS’ eller afdelings tilladelse hvis den danske UCITS eller afdeling gør sig skyldig i grove eller gentagne overtrædelser af hvidvaskloven.

Forslaget indebærer, at Finanstilsynet får mulighed for at inddrage en virksomheds tilladelse som UCITS eller afdeling som følge af virksomhedens grove eller gentagne overtrædelse af hvidvaskloven. Virksomheden skal indstille sin drift inden for den frist, som Finanstilsynet fastsætter i sin afgørelse om inddragelsen af tilladelsen.

Muligheden for at inddrage en UCITS eller afdelings tilladelse, foreslås indført for at styrke Finanstilsynets mulighed for at sikre, at hvidvaskloven overholdes af virksomheder, der er under tilsyn af Finanstilsynet.

UCITS har således ligesom finansielle virksomheder en væsentlig samfundsmæssig rolle i forhold til at sikre, at det finansielle system ikke misbruges til hvidvask af penge eller til terrorfinansiering, og at tilliden til det finansielle system derved skades.

Inddragelse af tilladelse er en indgribende foranstaltning, idet UCITS’en eller afdelingen ved en inddragelse af sin tilladelse mister muligheden for at udøve de aktiviteter, der kræves tilladelse til.

Det fremgår af bestemmelsen, at der skal være tale om grove eller gentagne overtrædelser. Inddragelse af tilladelse vil typisk være aktuel efter, at der har været givet frist til berigtigelse af forholdet, og dette ikke er sket.

Det må som udgangspunkt forudsættes, at en mindre indgribende reaktion anvendes over for UCITS’en eller afdelingen, før tilladelsen inddrages, Kan forholdene i UCITS’en eller afdelingen rettes op ved en mindre indgribende reaktion end at trække tilladelsen og kan tilliden til den finansielle sektor opretholdes, skal den mindre reaktion vælges. En mildere reaktion kan bl.a. være, at Finanstilsynet giver påbud om, at UCITS’en retter op på de kritisable forhold i virksomheden, eller at Finanstilsynet giver påbud om afsættelse af virksomhedens hvidvaskansvarlige eller direktør eller påbud om nedlæggelse af bestyrelseshverv.

En virksomheds manglende efterlevelse af påbud om afsættelse af den hvidvaskansvarlige, jf. hvidvaskloven § 51 a, som affattet ved dette lovforslags § 3, nr. 4, vil som udgangspunkt være en grov overtrædelse af hvidvaskloven, der kan føre til inddragelse af tilladelsen. Der henvises til lovforslagets almindelige bemærkninger pkt. 2.1.3.

En afgørelse om inddragelse af tilladelse kan indbringes for Erhvervsankenævnet i medfør af § 189 i lov om investeringsforeninger m.v.

Til nr. 8 (§ 146, nr. 3, i lov om investeringsforeninger m.v.)

§ 146, nr. 3, giver Finanstilsynet bemyndigelse til at udstede nærmere regler om korte pengemarkedsforeningers, korte pengemarkeds-SIKAV’ers og pengemarkedsfondes afdelingers placering af deres midler.

Det foreslås at ophæve § 146, nr. 3, idet danske UCITS, der udelukkende investerer i penge-markedsinstrumenter fremadrettet reguleres i. forordningen om pengemarkedsforeninger. Reglerne i forordningen gælder umiddelbart i Danmark og overflødiggør derfor de tilsvarende nationale regler i lov om investeringsforeninger m.v.

Forordningen om pengemarkedsforeninger forbyder medlemsstaterne at indføre supplerende krav på det område, der er omfattet af forordningen, jf. artikel 1, stk. 2, i forordningen om pengemarkedsforeninger.

Til nr. 9 (§ 161, stk. 1, 2. pkt., i lov om investeringsforeninger m.v.)

§ 161, stk. 1, i lov om investeringsforeninger m.v. angiver den regulering, som Finanstilsynet påser overholdelsen af. Det er regler udstedt i medfør af UCITS-direktivet, overholdelse af loven og af de regler, der er udstedt i medfør af loven, undtagen § 60, stk. 1 og 2, og § 63 b. Finanstilsynet påser endvidere overholdelsen af danske UCITS’ vedtægter eller fondsbestemmelser, når Finanstilsynet har godkendt vedtægterne eller fondsbestemmelserne. Finanstilsynet påser endvidere overholdelsen af regler udstedt i medfør af § 31, stk. 8, i revisorloven. Erhvervsstyrelsen påser dog overholdelsen af § 14, stk. 1 og 3. Finanstilsynet kontrollerer, at reglerne for finansiel information i årsrapporter og delårsrapporter i §§ 82-92 og i regler udstedt i medfør af § 95 er overholdt for danske UCITS, som har udstedt værdipapirer, der handles på et reguleret marked, jf. § 83, stk. 2-5, og § 83 b i lov om værdipapirhandel m.v.

Det foreslås i stk. 1, 2. pkt., at Finanstilsynet skal påse overholdelsen af forordningen om pengemarkedsforening og regler udstedt i medfør heraf.

Forordningen om pengemarkedsforeninger fastsætter en række nye krav til investeringsinstitutter, der investerer i kortfristede pengemarkedsinstrumenter. Der er bl.a. krav om, hvordan de skal organisere sig og navnepligt, hvilke instrumenter, som de må investere i, sprednings-regler og om indberetning af oplysninger om pengemarkedsforeningernes investeringer.

Det betyder, at Finanstilsynet som en del af sit løbende tilsyn og på undersøgelser tillige skal føre tilsyn med, at danske UCITS overholder forordningen om pengemarkedsforeningers regler.

Til nr. 10 (§ 170, stk. 1, 2. pkt., i lov om investeringsforeninger m.v.)

Ved § 2, nr. 25, i lov om ændring af lov om finansiel virksomhed, lov om investeringsforeninger m.v., lov om værdipapirhandel m.v. og forskellige andre love, jf. lov nr. 1549 af 13. december 2016, blev der i § 170, stk. 1, i lov om investeringsforeninger indsat en henvisning til markedsføringslovens § 27 a. Ændringen trådte i kraft den 1. januar 2017.

Ved § 46 i lov om markedsføring, jf. lov nr. 426 af 3. maj 2017 blev der ligeledes ændret i § 170, stk. 1, 2. pkt., i lov om investeringsforeninger. Ved ændringen blev der foretaget en justering af alle henvisninger til markedsføringsloven som følge af den nye markedsføringslov. Ændringen tog ikke højde for den før omtalte ændring af § 170, stk. 1 i lov om investeringsforeninger, hvorfor ændringen lovteknisk ikke er korrekt foretaget.

Med nærværende forslag til ændring af § 170, stk. 1, 2. pkt., bliver fejlen i lov nr. 426 af 3. maj 2017 rettet.

Til nr. 11 (§ 185, stk. 3, i lov om investeringsforeninger m.v.)

§ 185 stk. 3, fastlægger, at en digital meddelelse anses for at være kommet frem, når den er tilgængelig for adressaten for meddelelsen.

Det foreslås at ophæve § 185, stk. 3.

Ophævelsen skal ses i lyset af, at der i lovforslagets § 5, nr. 12, indsættes en tilsvarende bestemmelse i § 186 i lov om investeringsforeninger m.v.

Til nr. 12 (§ 186 i lov om investeringsforeninger)

Efter § 186, stk. 1 i lov om investeringsforeninger m.v. kan erhvervsministeren fastsætte regler om, at Finanstilsynet og Erhvervsstyrelsen kan udstede afgørelser og andre dokumenter efter loven eller efter regler udstedt i medfør af loven uden underskrift, med maskinelt eller på tilsvarende måde gengivet underskrift, eller under anvendelse af en teknik, der sikrer entydig identifikation af den, som har udstedt afgørelsen eller dokumentet. Sådanne afgørelser og dokumenter sidestilles med afgørelser og dokumenter med personlig underskrift.

Endvidere kan erhvervsministeren efter bestemmelsens stk. 2, fastsætte regler om, at afgørelser og andre dokumenter, der udelukkende er truffet eller udstedt på grundlag af elektronisk databehandling, kan udstedes alene med angivelse af den pågældende myndighed som afsender.

Bemyndigelsen i den gældende lovs § 186 er ikke udnyttet af erhvervsministeren.

Bestemmelsen blev indsat med lov nr. 1231 af 18. december 2012 om ændring af forskellige lovbestemmelser om obligatorisk digital kommunikation m.v. Begrundelsen for at indsætte bestemmelsen var, at der ikke i forvaltningsloven på daværende tidspunkt var en bestemmelse omhandlende en generel fravigelse af underskriftskravet.

Den generelle fravigelse af underskrivelseskravet blev indført i forvaltningsloven ved lov nr. 1624 af 26. december 2013 om ændring af forvaltningsloven, lov om Politiets Efterretningstjeneste (PET) og lov om Forsvarets Efterretningstjeneste (FE).

Efter § 32 b i forvaltningsloven, skal de dokumenter, der udgår fra en forvaltningsmyndighed til borgere, virksomheder m.v. i en sag, hvori der er eller vil blive truffet afgørelse, være forsynet med en personlig underskrift eller være udformet på en måde, der i øvrigt sikrer en entydig identifikation af den, som er afsender af dokumentet, og at dokumentet er endeligt. Bestemmelsen gælder, jf. forvaltningslovens § 32 b, stk. 2 og 3, ikke for dokumenter, hvor der anvendes automatisk sagsbehandling eller for dokumenter hvorved der kvitteres, rykkes eller foretages andre sagsbehandlingsskridt, der ikke er væsentlige.

Bestemmelsen i forvaltningslovens § 32 b regulerer således det samme område som den nuværende bestemmelse i lov om investeringsforeninger m.v. § 186.

Det foreslås i § 186, at en digital meddelelse anses for at være kommet frem, når den er tilgængelig for adressaten for meddelelsen.

For meddelelser, der sendes til Finanstilsynet, er den pågældende tilsynsmyndighed adressat for meddelelsen. For meddelelser, som tilsynsmyndigheden sender, er den pågældende virksomhed eller person, som meddelelsen sendes til, adressat for meddelelsen.

Udtrykket »en digital meddelelse« bruges om en hvilken som helst skriftlig kommunikation, som foretages digitalt, herunder også en afgørelse, som sendes via mail, via den offentlige digitale postløsning eller på anden digital måde.

En digital meddelelse anses for at være kommet frem, når meddelelsen er tilgængelig digitalt for adressaten. Dette svarer til, at et papirbrev anses for at være kommet frem, når det pågældende brev er lagt i adressatens fysiske postkasse. Det er uden betydning, om eller hvornår adressaten gør sig bekendt med indholdet af meddelelsen.

En meddelelse vil normalt blive anset for at være tilgængelig digitalt, selvom den pågældende ikke kan skaffe sig adgang til meddelelsen, såfremt dette skyldes hindringer, som det er op til den pågældende at overvinde.

Fremkomsttidspunktet er bl.a. afgørende for, hvornår forvaltningsakter, herunder afgørelser fra en myndighed, får de tilsigtede retsvirkninger. Det antages for eksempel, at afgørelser i almindelighed skal meddeles til deres adressat for at få de tilsigtede retsvirkninger, og at meddelelsen er sket, når afgørelsen er kommet frem til den, som afgørelsen retter sig til.

Fremkomsttidspunktet er normalt også afgørende for, om en indberetning eller lignende til en myndighed anses for rettidig.

En meddelelse vil normalt anses for at være kommet frem til tilsynsmyndigheden på det tidspunkt, hvor meddelelsen er tilgængelig for tilsynsmyndigheden, dvs. når tilsynsmyndigheden kan behandle meddelelsen. Dette tidspunkt vil normalt blive registreret automatisk i en modtagelsesanordning eller et datasystem. En meddelelse, der først er tilgængelig efter kl. 24.00, anses normalt først for modtaget den dag, meddelelsen er tilgængelig.

Kan modtagelsestidspunktet for en digital meddelelse til en myndighed ikke fastlægges som følge af problemer med myndighedens it-system eller andre lignende problemer (sammenbrud i den digitale signaturs infrastruktur, generelle strømafbrydelser, generelle problemer hos myndighedens internetudbyder o.l.), må meddelelsen anses for at være kommet frem på det tidspunkt, hvor meddelelsen blev afsendt, hvis der kan fremskaffes pålidelige oplysninger om afsendelsestidspunktet.

Opstår problemerne tæt på fristen for indgivelse af meddelelsen, og kan problemerne føre til, at fristen med rimelighed ikke kan overholdes, anses meddelelsen for at være kommet frem inden for fristen, hvis den er tilgængelig for myndigheden inden for en rimelig tid efter, at forhindringen er ophørt. Det vil således ikke komme afsenderen til skade, at indberetningen m.v. modtages efter fristens udløb, hvis dette skyldes systemnedbrud hos myndigheden.

En meddelelse fra en myndighed vil normalt være tilgængelig for modtageren, når adressaten (borgeren eller virksomheden m.v.) vil kunne fremkalde meddelelsen på en almindeligt fungerende computer tilsluttet internettet med almindeligt tilgængelige programmer og dermed gøre sig bekendt med meddelelsens indhold.

Det er i den forbindelse uden betydning, om adressaten for myndighedens meddelelse har bragt sig i stand til at tilgå meddelelsen f.eks. hvis modtageren af en meddelelse, som myndigheden har sendt til den pågældende via den offentlige digitale postløsning, ikke har skaffet sig den fornødne offentlige digitale signatur til at modtage meddelelser i den offentlige digitale postløsning, eller at modtageren i sit elektroniske system har installeret anordninger (spamfiltre, firewalls m.v.), som afviser at modtage meddelelser.

Det er endvidere uden betydning, om adressaten oplever, at vedkommendes egen computer ikke fungerer, eller at vedkommende har mistet koden til sin digitale signatur eller oplever lignende hindringer, som det er op til adressaten at overvinde.

En meddelelse vil blive anset for at være tilgængelig, selvom den pågældende ikke kan skaffe sig adgang til meddelelsen, hvis dette skyldes hindringer, som det er op til den pågældende at overvinde. Som eksempler herpå kan nævnes, at den pågældendes egen computer ikke fungerer, eller den pågældende har mistet koden til sin digitale signatur.

Til nr. 13 (§ 190, stk. 1, i lov om investeringsforeninger m.v.)

I den gældende § 190, stk. 1, strafbelægges § 3, stk. 1-9, med bøde eller fængsel. § 3, stk. 1-9 indeholder regler om, hvilke virksomheder, der skal have tilladelse som danske UCITS, om masterinstitutter, om eneret til at drive virksomhed som UCITS, om navnepligt og navnebeskyttelse for de forskellige typer af UCITS. Overtrædelse af disse regler kan straffes med bøde eller fængsel.

Det foreslås at ændre henvisningen i § 190, stk. 1, til lovens § 3, stk. 1-9 til § 3, stk. 1-6. Forslaget er en konsekvensrettelse som følge af, at det i forslagets § 5, nr. 2-4 foreslås at ophæve § 3, stk. 5, 7 og 9.

Til nr. 14 (§ 190, stk. 3, i lov om investeringsforeninger m.v.)

§ 190 i lov om investeringsforeninger m. v. er en straffebestemmelse. Det følger af bestemmelsen, at overtrædelser af lov om investeringsforeningen kan straffes med enten bøde eller fængsel. Forældelsesfristen for straffeansvar for overtrædelse af lovens bestemmelser eller regler udstedt i medfør af loven er 5 år.

Det følger af artikel 40, stk. 1, i forordningen om pengemarkedsforeningers, at de kompetente myndigheder skal fastsætte regler om sanktioner og andre foranstaltninger, der skal anvendes i tilfælde af overtrædelse af forordningen. Disse sanktioner og foranstaltninger skal være effektive, stå i et rimeligt forhold til overtrædelsen og have afskrækkende virkning.

Det foreslås derfor at indsætte en hjemmel i § 190 til at straffe overtrædelse af forordningen om pengemarkedsforeningers artikel 4, stk. 1, artikel 6, artikel 7, stk. 1-4, artikel 9, artikel 10, stk. 1, artikel 11, stk. 1-3, artikel 12-14, artikel 15, stk. 1-5, artikel 16, stk. 1-4 og stk. 6, artikel 17, stk. 1-6 og stk. 8-9, artikel 18, stk. 1, artikel 19-21, artikel 23, artikel 24, stk. 1, artikel 25, stk. 1, artikel 26, artikel 27, artikel 28, stk. 1-5, artikel 29, stk. 1-5 og stk. 7, artikel 30, stk. 3, artikel 31, stk. 3-4, artikel 32, stk. 3-4, artikel 33, artikel 34, stk. 1 og 3, artikel 35, stk. 1, artikel 36, artikel 37, stk. 1-3 og artikel 44, stk. 1, med bøde.

Med forslaget indføres mulighed for at give bødestraf for overtrædelser af forordningen om pengemarkedsforeninger for en række forpligtelser, der påhviler en pengemarkedsforening og de personer, der leder den.

En pengemarkedsforening er et investeringsinstitut, som kun investerer i kortfristede penge-markedsinstrumenter. I Danmark kan et investeringsinstitut, som reguleres af forordningen, antage andre juridiske former end en forening. En pengemarkedsforening efter forordningen kan også være en pengemarkeds-SIKAV, en pengemarkeds fond eller en pengemarkeds alternativ investeringsfond.

Traditionelt er det den danske UCITS’s ledelse, der har ansvaret for at overholde en række pligter. Det er derfor også som hovedregel ledelsen, der kan pålægges ansvar og straf for overtrædelse af forordningen om pengemarkedsforeninger. Der kan dog forekomme situationer, hvor overtrædelsen er begået af en anden person, som ikke indgår i UCITS’ens ledelse, og hvor ledelsen ikke har eller burde have haft kendskab til lovovertrædelsen. I sådanne situationer vil også andre ansatte kunne straffes efter bestemmelsen. Selve UCITS’en kan ikke pålægges straf.

Langt de fleste af de bestemmelser, der er strafsanktioneret efter § 190, er indsat i loven med henblik på at beskytte UCITS’ens medlemmers eller investorers interesser. Overtrædelse af disse regler vil typisk ikke berige medlemmerne eller investorerne, men påføre dem tab eller risiko for tab. Pålægges UCITS’en straf i form af bøde, vil medlemmerne eller investorerne, men ikke ledelsen, de facto betale bøden for, at UCITS’ens ledelse har overtrådt de regler, som skulle tjene til medlemmernes eller investorernes beskyttelse. Dermed vil truslen om straf ikke virke afskrækkende på de, som begår lovovertrædelsen.

En investeringsforenings ledelse består af foreningens bestyrelse og dens direktør eller medlemmer af direktionen. Såfremt foreningen ikke har ansat en direktør, men har overladt den daglige ledelse til et investeringsforvaltningsselskab, vil det være investeringsforvaltningsforvaltningsselskabets direktør, der vil ifalde straf, jf. § 48, stk. 1, i lov om investeringsforeninger m.v.

En SIKAV’s ledelse består af SIKAV’ens bestyrelse og direktøren for SIKAV’ens investeringsforvaltningsselskab, som varetager den daglige ledelse af SIKAV’en, jf. § 49, stk. 1 og 2 i lov om investeringsforeninger m.v.

Ved en SIKAV forstås en UCITS, der er organiseret i selskabsform. SIKAV’ers egenskaber er reguleret i § 7 i lov om investeringsforeninger m.v.

En værdipapirfonds ledelse består af bestyrelsen og direktionen for værdipapirfondens investeringsforvaltningsselskab, jf. § 53 i lov om investeringsforeninger m.v.

Ved en værdipapirfond forstås en UCITS, der er organiseret som en fond. Værdipapirfondes nærmere egenskaber er reguleret i § 8 i lov om investeringsforeninger m.v.

Hvis pengemarkedsforeningen er organiseret som en investeringsforening eller en SIKAV er det alle medlemmer af bestyrelsen og direktionen i den pågældende forening eller SIKAV, der er strafsubjekter ved overtrædelse af forordningen om pengemarkedsforeninger artikel 4, stk. 1, artikel 6, artikel 7, stk. 1-4, artikel 9, artikel 10, stk. 1, artikel 11, stk. 1-3, artikel 12-14, artikel 15, stk. 1-5, artikel 16, stk. 1-4 og stk. 6, artikel 17, stk. 1-6 og stk. 8-9, artikel 18, stk. 1, artikel 24, stk. 1, artikel 25, stk. 1, artikel 26, artikel 28, stk. 1-5, artikel 29, stk. 1-5 og stk. 7, artikel 35, stk. 1, artikel 36, og artikel 44, stk. 1.

Ved overtrædelse af artikel 19-21, artikel 23, artikel 27, artikel 30, stk. 3, artikel 31, stk. 3-4, artikel 32, stk. 3-4, artikel 33, artikel 34, stk. 1 og 3 og artikel 37, stk. 1-3, er strafsubjektet direktøren for investeringsforeningen eller dens eller SIKAV’ens investeringsforvaltningsselskab.

Hvis pengemarkedsforeningen er organiseret som en værdipapirfond er det alle medlemmer af bestyrelsen for og direktionen i investeringsforvaltningsselskabet for den pågældende værdipapirfond, der er strafsubjekter ved overtrædelse af forordningen om pengemarkedsforeninger artikel 4, stk. 1, artikel 6, artikel 7, stk. 1-4, artikel 9, artikel 10, stk. 1, artikel 11, stk. 1-3, artikel 12-14, artikel 15, stk. 1-5, artikel 16, stk. 1-4 og stk. 6, artikel 17, stk. 1-6 og stk. 8-9, artikel 18, stk. 1, artikel 24, stk. 1, artikel 25, stk. 1, artikel 26, artikel 28, stk. 1-5, artikel 29, stk. 1-5 og stk. 7, artikel 35, stk. 1, artikel 36, artikel 37, stk. 1-3 og artikel 44, stk. 1.

Ved overtrædelse af artikel 19-21, artikel 23, artikel 27, artikel 30, stk. 3, artikel 31, stk. 3-4, artikel 32, stk. 3-4, artikel 33, artikel 34, stk. 1 og 3, artikel 37, stk. 1-3, er strafsubjektet direktøren i investeringsforvaltningsselskabet for værdipapirfonden.

Ved fastsættelse af bødestørrelsen skal der lægges vægt på størrelsen af den risiko, som overtrædelsen har udsat investorerne for, overtrædelsens grovhed og om der er sket gentagne overskridelser.

Nedenfor anføres en uddybende beskrivelse af indholdet af de enkelte artikler, herunder forpligtigelser vedrørende de enkelte artikler i pengemarkedsforeningsforordningen, der strafbelægges med lovforslaget:

Artikel 4, stk. 1, i forordningen om pengemarkedsforeninger bestemmer, at et institut for kollektiv investering ikke kan etableres, markedsføres eller forvaltes i Den Europæiske Union som en pengemarkedsforening, medmindre det er blevet godkendt i overensstemmelse med forordningen.

Bestemmelsen indeholder en godkendelsespligt og det vil være objektivt konstaterbart om der er opnået en godkendelse.

Ansvarssubjektet er medlemmer af bestyrelsen og direktionen i den pågældende investeringsforening eller SIKAV eller i investeringsforvaltningsselskabet. I værdipapirfonde er ansvarssubjektet medlemmer af bestyrelsen og direktionen i investeringsforvaltningsselskabet for værdipapirfonden.

Artikel 6 i forordningen om pengemarkedsforeninger bestemmer, at de UCITS, der investerer efter en pengemarkedsstrategi kan og skal anvende betegnelsen pengemarkedsforening.

Bestemmelsen er f.eks. overtrådt, hvis en forening, der investerer i pengemarkedsinstrumenter ud fra en strategi om at opnå pengemarkedsrenten, ikke benytter ordet pengemarkedsforening som en del af foreningens navn. Det vil være objektivt konstaterbart, om en pengemarkedsforening anvender ordet pengemarkedsforening som en del af foreningens navn

Ansvarssubjektet er medlemmer af bestyrelsen og direktionen i den pågældende forening eller SIKAV eller i investeringsforvaltningsselskabet. I værdipapirsfonde er ansvarssubjektet medlemmer af bestyrelsen og direktionen i investeringsforvaltningsselskabet for værdipapirfonden.

Artikel 7, stk. 1-4, i forordningen om pengemarkedsforeninger bestemmer, at en pengemarkedsforening og en forvalter af en pengemarkedsforening til enhver tid skal overholde reguleringen for pengemarkedsforeninger.

Det betyder f.eks. at forvalteren som daglig ledelse skal sørge for at pengemarkedsforeningens formue til enhver tid overholder de investerings- og spredningsregler der gælder for den pågældende type af pengemarkedsforening. Det vil være objektivt konstaterbart, om en pengemarkedsforening overholder disse grænser.

Ansvarssubjektet er medlemmer af bestyrelsen og direktionen i den pågældende forening eller SIKAV i investeringsforvaltningsselskabet. I værdipapirfonde er ansvarssubjektet medlemmer af bestyrelsen og direktionen i investeringsforvaltningsselskabet for værdipapirfonden.

Artikel 9 i forordningen om pengemarkedsforeninger regulerer, hvilke typer finansielle aktiver en pengemarkedsforening må investere i.

Det betyder f.eks. at pengemarkedsforeningen f.eks. ikke må investere i aktier, fordi aktier ikke er et pengemarkedsinstrument. Det vil være objektivt konstaterbart, om en pengemarkedsforening har investeret i ikke investerbare aktiver som f.eks. aktier.

Ansvarssubjektet er medlemmer af bestyrelsen og direktionen i den pågældende forening eller SIKAV eller i investeringsforvaltningsselskabet. I værdipapirfonde er ansvarssubjektet medlemmer af bestyrelsen og direktionen i investeringsforvaltningsselskabet for værdipapirfonden.

Artikel 10, stk. 1, i forordningen om pengemarkedsforeninger stiller nærmere krav, som de finansielle instrumenter skal opfylde for, at en pengemarkedsforening må investere i dem.

Det betyder f.eks. at pengemarkedsforeningen f.eks. ikke må investere i pengemarkedsinstrumenter, der har en restløbetid på mere end 397 dage. Det vil være objektivt konstaterbart, om en pengemarkedsforening har investeret i strid med disse investeringsrestriktioner.

Ansvarssubjektet er medlemmer af bestyrelsen og direktionen i den pågældende forening eller SIKAV eller i investeringsforvaltningsselskabet. I værdipapirfonde er ansvarssubjektet medlemmer af bestyrelsen og direktionen i investeringsforvaltningsselskabet for værdipapirfonden.

Artikel 11, stk. 1-3, i forordningen om pengemarkedsforeninger bestemmer, hvilke gældsbreve og securitiseringer med sikkerhed i konkrete aktiver, som de forskellige typer af pengemarkedsforeninger må investere i.

Det betyder f.eks. at en pengemarkedsforening med kort løbetid f.eks. kun må investere i sådanne gældsbreve, der har en restløbetid på 397 dage eller mindre. Det vil være objektivt konstaterbart, om en pengemarkedsforening har investeret i strid med disse investeringsrestriktioner.

Ansvarssubjektet er medlemmer af bestyrelsen og direktionen i den pågældende forening eller SIKAV eller i investeringsforvaltningsselskabet. I værdipapirfonde er ansvarssubjektet medlemmer af bestyrelsen og direktionen i investeringsforvaltningsselskabet for værdipapirfonden.

Artikel 12-14 i forordningen om pengemarkedsforeninger bestemmer, hvilke indlån i kreditinstitutter, afledte finansielle instrumenter og genkøbsaftaler, som pengemarkedsforeninger må investere i.

Det betyder f.eks. at pengemarkedsforeningen kun må placere deres midler i indlån i pengeinstitutter, der til enhver tid kan hæves. Det vil være objektivt konstaterbart, om en pengemarkedsforening har investeret i strid med disse investeringsrestriktioner.

Ansvarssubjektet er medlemmer af bestyrelsen og direktionen i den pågældende forening eller SIKAV eller i investeringsforvaltningsselskabet. I værdipapirfonde er ansvarssubjektet medlemmer af bestyrelsen og direktionen i investeringsforvaltningsselskabet for værdipapirfonden.

Artikel 15, stk. 1-5, i forordningen om pengemarkedsforeninger regulerer de krav, som omvendte genkøbsaftaler skal opfylde som betingelse for at pengemarkedsforeninger har adgang til at indgå sådanne aftaler. En omvendt genkøbsaftale er en aftale, hvorved en part modtager værdipapirer eller rettigheder knyttet til et værdipapir fra en modpart og samtidig forpligter sig til at sælge dem tilbage til en nærmere angiven pris og på et senere tidspunkt, der er nærmere angivet, eller som skal angives nærmere.

Det betyder f.eks. at pengemarkedsforeningen kun må placere deres midler i en omvendt genkøbsaftale, der til enhver tid kan opsiges med et varsel på højst to arbejdsdage. Det vil være objektivt konstaterbart, om en pengemarkedsforening har investeret i strid med en sådan investeringsrestriktion.

Ansvarssubjektet er medlemmer af bestyrelsen og direktionen i den pågældende forening eller SIKAV eller i investeringsforvaltningsselskabet. I værdipapirfonde er ansvarssubjektet medlemmer af bestyrelsen og direktionen i investeringsforvaltningsselskabet for værdipapirfonden.

Artikel 16, stk. 1-4 og stk. 6, i forordningen om pengemarkedsforeninger fastsætter grænser for, hvor stor en andel af formuen en pengemarkedsforening må investere i andele eller kapitalandele i andre pengemarkedsforeninger.

F.eks. må en pengemarkedsforening ikke placere sine midler i andele i en anden pengemarkedsforening, der kan placere mere end 10 pct. af sine aktiver i andele i andre pengemarkedsforeninger, eller som besidder andele i den erhvervende pengemarkedsforening. Det vil være objektivt konstaterbart, om en pengemarkedsforening har investeret i strid med disse investeringsrestriktioner.

Ansvarssubjektet er medlemmer af bestyrelsen og direktionen i den pågældende forening eller SIKAV eller i investeringsforvaltningsselskabet. I værdipapirfonde er ansvarssubjektet medlemmer af bestyrelsen og direktionen i investeringsforvaltningsselskabet for værdipapirfonden.

Artikel 17, stk. 1-6, og 8-9, og artikel 18, stk. 1, i forordningen om pengemarkedsforeninger stiller krav til den risikospredning, som en pengemarkedsforening skal iagttage i forbindelse med sin investering af formuen.

F.eks. må en pengemarkedsforening ikke placere mere end 10 pct. af sine midler i pengemarkedsinstrumenter, securitiseringer og gældsbreve med sikkerhed i konkrete aktiver, som en enkelt enhed har udstedt. Det vil være objektivt konstaterbart, om en pengemarkedsforening har investeret i strid med disse investeringsrestriktioner.

Ansvarssubjektet er medlemmer af bestyrelsen og direktionen i den pågældende forening eller SIKAV eller i investeringsforvaltningsselskabet. I værdipapirfonde er ansvarssubjektet medlemmer af bestyrelsen og direktionen i investeringsforvaltningsselskabet for værdipapirfonden.

Artikel 19-21 i forordningen om pengemarkedsforeninger stiller krav om, at en pengemarkedsforening skal indføre, implementere og konsekvent anvende en forsvarlig intern procedure for kreditkvalitetsvurdering. Der stilles krav til, hvordan denne procedure for intern kreditkvalitetsvurdering skal indrettes, hvilke faktorer, der skal medtages i vurderingen og hvorledes en pengemarkedsforening skal kunne dokumentere dens interne procedure for kreditkvalitetsvurdering.

F.eks. må en pengemarkedsforening ikke alene basere sin kreditvurdering på et eksternt kreditvurderingsbureaus kreditvurdering. Det vil være objektivt konstaterbart, om en pengemarkedsforening har en intern kreditvurderingsprocedure, fordi foreningen skal have forretningsgange og arbejdsbeskrivelser herfor, og foreningen skal dokumentere anvendelsen af den interne kreditvurdering.

Ansvarssubjektet er medlemmer af direktionen i den pågældende forening eller SIKAV i investeringsforvaltningsselskabet. I værdipapirfonde er ansvarssubjektet medlemmer af direktionen i investeringsforvaltningsselskabet for værdipapirfonden.

Artikel 23 i forordningen om pengemarkedsforeninger stiller krav til ledelsen om, hvordan de forskellige ledelsesniveauer skal føre kontrol med den interne procedure for kreditkvalitets-vurderingen. F.eks. skal den daglige ledelse og bestyrelsen for en pengemarkedsforening godkende den interne procedure for kreditkvalitetsvurdering.

Ansvarssubjektet er medlemmer af direktionen i den pågældende forening eller SIKAV eller i investeringsforvaltningsselskabet. I værdipapirfonde er ansvarssubjektet medlemmer af direktionen i investeringsforvaltningsselskabet for værdipapirfonden.

Det vil f.eks. være en overtrædelse af bestemmelsen, hvis den daglige ledelse eller bestyrelsen for en pengemarkedsforeninger ikke har godkendt foreningens interne procedure for kreditkvalitetsvurdering. Det vil være objektivt konstaterbart, om den daglige ledelse og bestyrelsen for en pengemarkedsforening har godkendt foreningens interne procedure for kreditkvalitetsvurdering, fordi disse godkendelser skal dokumenteres.

Artikel 24, stk. 1, i forordningen om pengemarkedsforeninger regulerer den maksimale varighed for porteføljen i pengemarkedsforeninger med kort løbetid. F.eks. må porteføljen i en pengemarkedsforening med kort løbetid højst have en vægtet gennemsnitlig renteløbetid på 60 dage.

Det vil være en overtrædelse af bestemmelsen, hvis porteføljen i en pengemarkedsforening med kort løbetid har en vægtet gennemsnitlig renteløbetid på over 60 dage. Det vil være objektivt konstaterbart, om en pengemarkedsforening har investeret i strid med denne investeringsrestriktion, fordi man på en undersøgelse kan beregne porteføljens vægtede gennemsnitlig renteløbetid.

Ansvarssubjektet er medlemmer af bestyrelsen og direktionen i den pågældende forening eller SIKAV eller i investeringsforvaltningsselskabet. I værdipapirfonde er ansvarssubjektet medlemmer af bestyrelsen og direktionen i investeringsforvaltningsselskabet for værdipapirfonden.

Artikel 25, stk. 1, i forordningen om pengemarkedsforeninger regulerer den maksimale varighed for porteføljen i standard pengemarkedsforeninger. F.eks. må porteføljen i en standard pengemarkedsforening højst have en vægtet gennemsnitlig renteløbetid på 6 måneder.

Det vil være en overtrædelse af bestemmelsen, hvis porteføljen i en standardpengemarkedsforening har en vægtet gennemsnitlig renteløbetid på over 6 måneder. Det vil være objektivt konstaterbart, om en pengemarkedsforening har investeret i strid med denne investeringsrestriktion, fordi man på en undersøgelse kan beregne porteføljens vægtet gennemsnitlig renteløbetid.

Ansvarssubjektet er medlemmer af bestyrelsen og direktionen i den pågældende forening eller SIKAV eller i investeringsforvaltningsselskabet. I værdipapirfonde er ansvarssubjektet medlemmer af bestyrelsen og direktionen i investeringsforvaltningsselskabet for værdipapirfonden.

Artikel 26 i forordningen om pengemarkedsforeninger bestemmer, at hvis en pengemarkedsforening anmoder om eller finansierer en ekstern kreditvurdering af pengemarkedsforeningen, så skal foreningen eller dens forvalter klart angive dette i pengemarkedsforeningens prospekt og i alle meddelelser til investorerne.

Det vil være en overtrædelse af bestemmelsen, hvis en pengemarkedsforening undlader at angive i sit prospekt, at den finansierer en ekstern kreditvurdering af foreningen. En sådan overtrædelse vil ikke være objektiv konstaterbart i alle tilfælde. I så tilfælde vil det være op til myndighederne at løfte bevisbyrden for overtrædelse.

Ansvarssubjektet er medlemmer af bestyrelsen og direktionen i den pågældende forening eller SIKAV eller i investeringsforvaltningsselskabet. I værdipapirfonde er ansvarssubjektet medlemmer af bestyrelsen og direktionen i investeringsforvaltningsselskabet for værdipapirfonden.

Artikel 27 i forordningen om pengemarkedsforeninger bestemmer, at forvalteren af en pengemarkedsforening skal indføre, implementere og anvende procedurer for at forudsige effekten af samtidig indløsninger fra flere investorer.

Hvis forvalteren af en pengemarkedsforening ikke har og anvender en sådan procedure vil det være en overtrædelse af bestemmelsen. Det vil være objektivt konstaterbart, om den daglige ledelse for en pengemarkedsforening har og anvender en sådan, fordi disse procedurer og deres anvendelse skal dokumenteres.

Ansvarssubjektet er medlemmer af direktionen i den pågældende forening eller SIKAV eller i investeringsforvaltningsselskabet. I værdipapirfonde er ansvarssubjektet medlemmer af direktionen i investeringsforvaltningsselskabet for værdipapirfonden.

Artikel 28, stk. 1-5, i forordningen om pengemarkedsforeninger bestemmer, at alle pengemarkedsforeninger skal indføre solide stresstestprocesser, der giver mulighed for at identificere mulige hændelser eller fremtidige ændringer i de økonomiske forhold, som kan have ugunstige konsekvenser for pengemarkedsforeningen. Bestemmelsen stiller ligeledes krav om hvilke faktorer, som stresstesten skal baseres på. Det kan f.eks. være hypotetiske ændringer i likviditetsniveauet for de aktiver, som pengemarkedsforeningen har i sin portefølje, og hypotetiske ændringer i kreditrisikoniveauet for de aktiver, som pengemarkedsforeningen har i sin portefølje, herunder kredithændelser og ratinghændelser

Hvis forvalteren af en pengemarkedsforening ikke har og ikke anvender en sådan stresstestproces vil det være en overtrædelse af bestemmelsen. Det vil være objektivt konstaterbart, om den daglige ledelse for en pengemarkedsforening har og anvender en sådan stresstestproces, fordi den og dens anvendelse skal dokumenteres.

Ansvarssubjektet er medlemmer af bestyrelsen og direktionen i den pågældende forening eller SIKAV eller i investeringsforvaltningsselskabet. I værdipapirfonde er ansvarssubjektet medlemmer af bestyrelsen og direktionen i investeringsforvaltningsselskabet for værdipapirfonden.

Artikel 29, stk. 1-5 og stk. 7, i forordningen om pengemarkedsforeninger stiller krav til, hvor ofte og hvorledes en pengemarkedsforenings aktiver skal værdiansættes. F.eks. skal en pengemarkedsforenings aktiver værdiansættes mindst dagligt.

Det vil være en overtrædelse af bestemmelsen, hvis pengemarkedsforeningens aktiver ikke værdiansættes dagligt. Det vil være objektivt konstaterbart, om aktiverne værdiansættes dagligt, fordi værdiansættelsen skal dokumenteres.

Ansvarssubjektet er medlemmer af bestyrelsen og direktionen i den pågældende forening eller SIKAV eller i investeringsforvaltningsselskabet. I værdipapirfonde er ansvarssubjektet medlemmer af bestyrelsen og direktionen i investeringsforvaltningsselskabet for værdipapirfonden.

Artikel 30, stk. 3, i forordningen om pengemarkedsforeninger bestemmer, at nettoaktivværdien af en pengemarkedsforenings formue skal beregnes og offentliggøres mindst dagligt på pengemarkedsforeningens hjemmeside.

Det vil være en overtrædelse af bestemmelsen, hvis pengemarkedsforeningen undlader at beregne nettoaktivværdien af en pengemarkedsforenings formue og offentliggøre den mindst dagligt på pengemarkedsforeningens hjemmeside. Det vil være objektivt konstaterbart, om dette er sket, fordi beregningen af nettoaktivværdien og offentliggørelsen skal dokumenteres.

Ansvarssubjektet er medlemmer af direktionen i den pågældende forening eller SIKAV eller i investeringsforvaltningsselskabet. I værdipapirfonde er ansvarssubjektet medlemmer af direktionen i investeringsforvaltningsselskabet for værdipapirfonden.

Artikel 31, stk. 3-4, i forordningen om pengemarkedsforeninger bestemmer, at en statsgældsbaseret pengemarkedsforening med konstant nettoaktivværdi, jf. forordningens artikel 2, nr. 11, skal beregne den konstante nettoaktivværdi pr. andel eller kapitalandel mindst dagligt og, at forskellen mellem den konstante nettoaktivværdi pr. andel eller kapitalandel og nettoaktivværdien pr. andel eller kapitalandel skal beregnes, overvåges løbende og offentliggøres dagligt på pengemarkedsforeningens hjemmeside.

Det vil være en overtrædelse af bestemmelsen, hvis pengemarkedsforeningen undlader at beregne den konstante nettoaktivværdi pr. andel eller kapitalandel mindst dagligt og offentliggøre den mindst dagligt på pengemarkedsforeningens hjemmeside. Det vil være objektivt konstaterbart, om dette er sket, fordi beregningen af den konstante nettoaktivværdi pr. andel eller kapitalandel og offentliggørelsen skal dokumenteres.

Ansvarssubjektet er medlemmer af direktionen i den pågældende forening eller SIKAV eller i investeringsforvaltningsselskabet. I værdipapirfonde er ansvarssubjektet medlemmer af direktionen i investeringsforvaltningsselskabet for værdipapirfonden.

Artikel 32, stk. 3-4, i forordningen om pengemarkedsforeninger bestemmer, at en pengemarkedsforening med nettoaktivværdi med lav volatilitet skal beregne den konstante nettoaktivværdi pr. andel eller kapitalandel mindst dagligt og, at forskellen mellem den konstante nettoaktivværdi pr. andel eller kapitalandel og nettoaktivværdien pr. andel eller kapitalandel skal beregnes, overvåges løbende og offentliggøres dagligt på pengemarkedsforeningens hjemmeside.

Det vil være en overtrædelse af bestemmelsen, hvis pengemarkedsforeningen undlader at beregne den konstante nettoaktivværdi pr. andel eller kapitalandel mindst dagligt og offentliggøre den mindst dagligt på pengemarkedsforeningens hjemmeside. Det vil være objektivt konstaterbart, om dette er sket, fordi beregningen af den konstante nettoaktivværdi pr. andel eller kapitalandel og offentliggørelsen skal dokumenteres.

Ansvarssubjektet er medlemmer af direktionen i den pågældende forening eller SIKAV eller i investeringsforvaltningsselskabet. I værdipapirfonde er ansvarssubjektet medlemmer af direktionen i investeringsforvaltningsselskabet for værdipapirfonden.

Artikel 33 i forordningen om pengemarkedsforeninger foreskriver, hvorledes pengemarkedsforeninger skal fastsætte kurserne for udstedelser og indløsninger af andele i deres forening.

Det vil være en overtrædelse af bestemmelsen, hvis en pengemarkedsforening fastsætter en udstedelses- eller indløsningskurs, der ikke opfylder kravene i bestemmelsen. Det vil være objektivt konstaterbart, om udstedelses- eller indløsningskursen opfylder kravene, fordi beregningen skal dokumenteres.

Ansvarssubjektet er medlemmer af direktionen i den pågældende forening eller SIKAV eller i investeringsforvaltningsselskabet. I værdipapirfonde er ansvarssubjektet medlemmer af direktionen i investeringsforvaltningsselskabet for værdipapirfonden.

Artikel 34, stk. 1 og 3, i forordningen om pengemarkedsforeninger bestemmer, at forvalteren af en statsgældsbaseret pengemarkedsforening med konstant nettoaktivværdi eller af en pengemarkedsforening med nettoaktivværdi med lav volatilitet skal indføre, implementere og konsekvent anvende forsvarlige og omhyggelige likviditetsforvaltningsprocedurer til kontrol af de ugentlige likviditetstærskler, der gælder for sådanne pengemarkedsforeninger samt hvilke handlinger pengemarkedsforeningerne skal foretage sig, hvis likviditetstærsklerne overskrides.

Det vil være en overtrædelse af bestemmelsen, hvis forvalteren af en statsgældsbaseret pengemarkedsforening med konstant nettoaktivværdi ikke har og ikke anvender en forsvarlig og omhyggelig likviditetsforvaltningsprocedure. Det vil være objektivt konstaterbart, om den daglige ledelse for en sådan pengemarkedsforening har og anvender en sådan likviditetsforvaltningsprocedure, fordi den og dens anvendelse skal dokumenteres.

Ansvarssubjektet er medlemmer af direktionen i den pågældende forening eller SIKAV eller i investeringsforvaltningsselskabet. I værdipapirfonde er ansvarssubjektet medlemmer af direktionen i investeringsforvaltningsselskabet for værdipapirfonden.

Artikel 35, stk. 1, i forordningen om pengemarkedsforeninger forbyder en pengemarkedsforening at modtage ekstern støtte.

Det vil være en overtrædelse af bestemmelsen, hvis en pengemarkedsforening modtager støtte fra f.eks. en tilknyttet distributør. En sådan overtrædelse vil ikke altid være objektiv konstaterbar i alle tilfælde. I så tilfælde vil det være op til myndighederne at løfte bevisbyrden for overtrædelse.

Ansvarssubjektet er medlemmer af bestyrelsen og direktionen i den pågældende forening eller SIKAV eller i investeringsforvaltningsselskabet. I værdipapirfonde er ansvarssubjektet medlemmer af bestyrelsen og direktionen i investeringsforvaltningsselskabet for værdipapirfonden.

Artikel 36 i forordningen om pengemarkedsforeninger bestemmer, at en pengemarkedsforening regelmæssigt skal offentliggøre en række oplysninger om foreningen, dens investeringer og om risikoen ved investering i pengemarkedsforeningen. Det er bl.a. oplysning om hvilken type pengemarkedsforening, den er ifølge forordningens artikel 3, stk. 1.

Det vil være en overtrædelse af bestemmelsen, hvis en pengemarkedsforening undlader at offentliggøre f.eks., hvilken type pengemarkedsforening, den er ifølge forordningens artikel 3, stk. 1. En sådan overtrædelse vil være objektiv konstaterbar, fordi offentliggørelsen skal kunne dokumenteres.

Ansvarssubjektet er medlemmer af bestyrelsen og direktionen i den pågældende forening eller SIKAV eller i investeringsforvaltningsselskabet. I værdipapirfonde er ansvarssubjektet medlemmer af bestyrelsen og direktionen i investeringsforvaltningsselskabet for værdipapirfonden.

Artikel 37, stk. 1-3, i forordningen om pengemarkedsforeninger bestemmer, at forvalteren af pengemarkedsforeninger for hver pengemarkedsforening, som den pågældende forvalter, skal indberette nærmere angivne oplysninger til pengemarkedsforeningens kompetente myndighed mindst hvert kvartal. Det kan f.eks. være resultaterne af stresstestene.

Det vil være en overtrædelse af bestemmelsen, hvis en pengemarkedsforening undlader at indberette f.eks., resultaterne af stresstestene til myndighederne. En sådan overtrædelse vil være objektiv konstaterbar, fordi myndighederne ikke vil have modtaget indberetningerne.

Ansvarssubjektet er medlemmer af direktionen i den pågældende forening eller SIKAV eller i investeringsforvaltningsselskabet. I værdipapirfonde er ansvarssubjektet medlemmer af direktionen i investeringsforvaltningsselskabet for værdipapirfonden.

Artikel 44, stk. 1, i forordningen om pengemarkedsforeninger bestemmer, at eksisterende investeringsinstitutter, der investerer i aktiver med kort løbetid, og som har som særligt eller overordnet mål at give et afkast svarende til pengemarkedsrenten eller at bevare værdien af investeringen, senest den 21. januar 2019 skal indgive en ansøgning til pengemarkedsforeningens kompetente myndighed vedlagt al dokumentation, der er nødvendig for at dokumentere, at de overholder bestemmelserne i forordningen.

Det vil være en overtrædelse af bestemmelsen, hvis et eksisterende investeringsinstitut, undlader at indgive en ansøgning til Finanstilsynet senest den 21. januar 2019, om godkendelse som pengemarkedsforening i overensstemmelse med forordningen. En sådan overtrædelse vil være objektiv konstaterbar, når Finanstilsynet konstaterer, at investeringsinstituttet ikke har indgivet en sådan ansøgning.

Ansvarssubjektet er medlemmer af bestyrelsen og direktionen i den pågældende forening eller SIKAV eller i investeringsforvaltningsselskabet. I værdipapirfonde er ansvarssubjektet medlemmer af bestyrelsen og direktionen i investeringsforvaltningsselskabet for værdipapirfonden.

Kilde

Til nr. 1 (fodnoten til lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v.’s titel)

Med lovforslaget nyaffattes fodnoten til lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m. v.

Pengemarkedsforeningsforordningen gælder umiddelbart i Danmark og skal ikke gennemføres i national lovgivning. Det er dog nødvendigt, at der med lovforslaget indføres regler i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde, som sikrer, at Finanstilsynet kan føre et effektivt tilsyn med overholdelse af forordningen, jf. bl.a. pkt. 2.8. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

Af lovtekniske årsager foreslås det at nyaffatte fodnoten til lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v.

Til nr. 2 (§ 3, stk. 1, nr. 12 og 13, i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m. v.)

§ 3 i FAIF-loven indeholder definitioner af begreber, som bruges i loven.

Det foreslås at indsætte et nyt nr. 12 med definition af en alternativ investeringsfond med variabel kapital (AIF-SIKAV), hvorved forstås en alternativ investeringsfond stiftet i medfør af afsnit VIII, som et selskab med en eller flere investorer, hvis vedtægter angiver, at foreningen er en AIF-SIKAV, og som har udpeget en forvalter, der har tilladelse til at administrere alternative investeringsfonde, som har ansvaret for at forvalte AIF-SIKAV’en.

Selskabstypen AIF-SIKAV svarer til selskabstypen SIKAV’er i lov om investeringsforeninger m.v. I henhold til § 3, stk. 6, i lov om investeringsforeninger m.v. må SIKAV’er alene anvendes til brug for danske UCITS og har eneret og pligt til at bruge betegnelsen SIKAV, hvorfor det er nødvendigt at anvende en anden betegnelse for denne selskabstype, når den anvendes til brug for etableringen af en alternativ investeringsfond.

Afsnit VIII indeholder strukturbestemmelser for kapitalforeninger. En kapitalforening defineres i § 3, nr. 11, i FAIF-loven som en alternativ investeringsfond stiftet i medfør af lovens afsnit VIII, som en forening med en eller flere investorer, hvis formål er at skabe et afkast til foreningens investorer i likvide midler, herunder valuta, eller finansielle instrumenter omfattet af bilag 5 i lov om finansiel virksomhed og som forvaltes af en forvalter, der har tilladelse til at administrere alternative investeringsfonde.

Kravet om, at en AIF-SIKAV skal udpege en forvalter til administration af AIF-SIKAV’en, svarer til, at en SIKAV omfattet af lov om investeringsforeninger m.v. skal udpege et investeringsforvaltningsselskab eller administrationsselskab til administration af SIKAV’en. En forvalter kan få tilladelse til at administrere alternative investeringsfonde i medfør af § 11 i FAIF-loven. Ifølge § 10 a i lov om finansiel virksomhed kan et investeringsforvaltningsselskab desuden forvalte en eller flere alternative investeringsfonde, hvis selskabet får tilladelse hertil i medfør af § 11 i FAIF-loven.

En AIF-SIKAV har alene en bestyrelse og ingen direktion. Der er ingen begrænsninger i, hvilke aktiver en AIF-SIKAV må investere i. Investorerne kan derfor i vedtægterne for foreningen selv fastsætte hvilke typer af aktiver fonden må investere i.

En vigtig forskel mellem en AIF-SIKAV og en kapitalforening er, at en kapitalforening kun må investere i finansieller instrumenter omfattet af bilag 5 i lov om finansiel virksomhed samt likvide midler herunder valuta, hvorimod der ikke foreslås begrænsninger i, hvilke aktiver en AIF-SIKAV kan investere i. Det kan således fastsættes i vedtægterne for en AIF-SIKAV, hvilke aktiver den kan investere i. Dermed kan selskabstypen AIF-SIKAV anvendes til at etablere en europæisk langsigtet investeringsfond (ELTIF), som skal kunne investere både i ejerandele og fysiske aktiver samt foretage udlån.

Det foreslås desuden at indsætte et nyt nr. 13 med definition af en AIF-værdipapirfond, hvorved forstås en alternativ investeringsfond som er en økonomisk enhed, der ikke er en juridisk enhed, som er etableret af en forvalter af alternative investeringsfonde, der har tilladelse til at administrere alternative investeringsfonde og hvis fondsbestemmelser angiver, at fonden er en AIF-værdipapirfond.

Selskabstypen AIF-værdipapirfond svarer til værdipapirfonde i lov om investeringsforeninger m.v. I henhold til lovens § 3, stk. 8, må værdipapirfonde alene anvendes til brug for danske UCITS og har eneret og pligt til at bruge betegnelsen værdipapirfond, hvorfor det er nødvendigt at anvende en anden betegnelse for denne selskabstype, når den anvendes til brug for etableringen af en alternativ investeringsfond.

En AIF-værdipapirfond bliver en selvstændig økonomisk enhed, men ikke en juridisk enhed. Det betyder, at en AIF-værdipapirfond ikke vil være en juridisk person, der kan være part i retssager og at den ikke vil få en selvstændig ledelse. Rent juridisk bliver en AIF-værdipapirfond en del af den FAIF, der har oprettet den. Økonomisk derimod bliver den en selvstændig enhed, og de midler, som tilhørere en AIF-værdipapirfond, vil alene skulle anvendes til fordel for investorerne og, de vil skulle holdes adskilte fra FAIF’ens øvrige midler.

En AIF-værdipapirfond vil kun kunne etableres af bestyrelsen i en forvalter af alternative investeringsfonde, der har tilladelse til at administrere alternative investeringsfonde i medfør af § 11 i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde eller af et investeringsselskab, der har en sådan tilladelse, jf. § 10 a i lov om finansiel virksomhed.

Forvalterens bestyrelse vil som den øverste myndighed skulle træffe beslutninger om en AIF-værdipapirfonds forhold f.eks. ændring af fondsbestemmelserne og ophør. Forvalteren vil udgøre den daglige ledelse i en AIF-værdipapirfond, da den ikke vil kunne have sin egen direktion. Et særligt kendetegn ved en AIF-værdipapirfond vil være, at investorerne ikke får nogen indflydelse på ledelsen af AIF-værdipapirfonden, således som de har i både kapitalforeninger og i AIF-SIKAV’er.

Der er ingen begrænsninger i, hvilke aktiver en AIF-værdipapirfond må investere i, men der vil ikke være noget til hindre for, at det i vedtægterne for fonden fastsættes hvilke typer af aktiver fonden må investere i. Dermed kan en AIF-værdipapirfond anvendes til at etablere en europæisk langsigtet investeringsfond (ELTIF), som skal kunne investere både i ejerandele og fysiske aktiver samt foretage udlån.

Til nr. 3 (§ 6, stk. 2, i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde)

I § 6, stk. 2 henvises til § 3, stk. 1, nr. 27.

Som følge af forslaget om at indsætte to nye numre i § 3, stk. 1, ændres henvisningen i § 6, stk. 2, fra § 3, stk. 1, nr. 27 til § 3, stk. 1, nr. 29.

Til nr. 4 (§ 11, stk. 6, i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde)

I § 11, stk. 6, henvises til § 3, stk. 1, nr. 38.

Som følge af forslaget om at indsætte to nye numre i § 3, stk. 1, ændres henvisningen i § 11, stk. 6, fra § 3, stk. 1, nr. 38 til § 3, stk. 1, nr. 40.

Til nr. 5 (§ 17, nr. 7 i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde)

Finanstilsynet vil inddrage en tilladelse for en forvalter af alternative investeringsfonde, helt eller delvis, herunder forbyde markedsføring af de alternative investeringsfonde, hvis en forvalter f.eks. ikke længere overholder betingelserne for at udøve skønsmæssig porteføljepleje, jf. bilag 1, nr. 3, litra a, såfremt forvalteren har tilladelse hertil, eller hvis forvalteren ikke længere kan opretholde tilladelsen som følge af anden lovgivning.

Med dette lovforslags § 6, nr. 6, indsættes et nyt nummer i § 17 i FAIF-loven, hvorefter Finanstilsynet kan inddrage en tilladelse for en forvalter af alternative investeringsfonde, der har direkte kundekontakt, hvis forvalteren ikke overholder reglerne i hvidvaskloven.

Som følge heraf foreslås en mindre konsekvensændring i § 17, stk. 1, nr. 7, i FAIF-loven.

Ændringen er af lovteknisk karakter. Der tiltænkes ingen ændring i den gældende retstilstand.

Til nr. 6 (§ 17, nr. 8 i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde)

Det følger af § 17 i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v., at Finanstilsynet inddrager en forvalter af alternative investeringsfondes tilladelser efter denne lov helt eller delvis, herunder forbyder markedsføring af de alternative investeringsfonde, som forvalteren forvalter, hvis en forvalter anmoder om dette, har opnået tilladelsen på baggrund af urigtige oplysninger eller på anden uredelig vis, ikke længere opfylder betingelserne for at få en tilladelse, gør sig skyldig i grov eller gentagen overtrædelse af regler i denne lov eller af regler, der er udstedt i medfør af loven, ikke gør brug af tilladelsen inden for 12 måneder efter tilladelsens meddelelse, ikke udøver aktiviteter omfattet af tilladelsen til at forvalte alternative investeringsfonde i en periode på over 6 måneder, ikke længere overholder betingelserne for at udøve skønsmæssig porteføljepleje, jf. bilag 1, nr. 3, litra a, såfremt forvalteren har tilladelse hertil, eller ikke længere kan opretholde tilladelsen som følge af anden lovgivning.

Det foreslås med tilføjelsen af et nyt nr. 8, at Finanstilsynet kan inddrage en forvalter af alternative investeringsfondes tilladelse, hvis forvalteren gør sig skyldig i grove eller gentagne overtrædelser af hvidvaskloven.

Forslaget indebærer, at Finanstilsynet får mulighed for at inddrage en virksomheds tilladelse som forvalter af alternative investeringsfonde som følge af virksomhedens grove eller gentagne overtrædelse af hvidvaskloven. Virksomheden skal indstille sin drift inden for den frist, som Finanstilsynet fastsætter i sin afgørelse om inddragelse af tilladelsen.

Muligheden for at inddrage en forvalter af alternative investeringsfondes tilladelse, foreslås indført for at styrke Finanstilsynets mulighed for at sikre, at hvidvaskloven overholdes af virksomheder under tilsyn af Finanstilsynet.

Virksomheder under tilsyn af Finanstilsynet har således en væsentlig samfundsmæssig rolle i forhold til at sikre, at det finansielle system ikke misbruges til hvidvask af penge eller til terrorfinansiering, og at tilliden til det finansielle system derved skades.

Inddragelse af tilladelse er en indgribende foranstaltning, idet virksomheden ved en inddragelse af sin tilladelse mister muligheden for at udøve de aktiviteter, der kræves tilladelse til.

Det fremgår af bestemmelsen, at der skal være tale om grove eller gentagne overtrædelser. Inddragelse af tilladelse vil typisk være aktuel efter, at der har været givet frist til berigtigelse af forholdet, og dette ikke er sket.

Det må som udgangspunkt forudsættes, at en mindre indgribende reaktion anvendes over for virksomheden, før tilladelsen inddrages. Kan forholdene i virksomheden rettes op ved en mindre indgribende reaktion, end at trække virksomhedens tilladelse og kan tilliden til den finansielle sektor opretholdes, skal den mindre reaktion vælges. En mildere reaktion kan bl.a. være, at Finanstilsynet giver påbud om, at virksomheden retter op på de kritisable forhold i virksomheden, eller at Finanstilsynet giver påbud om afsættelse af virksomhedens hvidvaskansvarlige eller direktør eller påbud om nedlæggelse af bestyrelseshverv.

En virksomheds manglende efterlevelse af påbud om afsættelse af den hvidvaskansvarlige, jf. hvid-vaskloven § 51 a, som affattet ved dette lovforslags § 3, nr. 4, vil som udgangspunkt være en grov overtrædelse af hvidvaskloven, der kan føre til inddragelse af tilladelsen. Der henvises til lovforslagets almindelige bemærkninger pkt. 2.1.3.

En afgørelse om inddragelse af tilladelse kan indbringes for Erhvervsankenævnet i medfør af § 189 i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde.

Til nr. 7 ( §28, stk. 4, i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde)

I § 28, stk. 4, henvises til § 3, stk. 1, nr. 27.

Som følge af forslaget om at indsætte to nye numre i § 3, stk. 1, ændres henvisningerne i § 28, stk. 4, fra § 3, stk. 1, nr. 27 til § 3, stk. 1, nr. 29.

Til nr. 8 (Overskriften til afsnit VIII, i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m. v.)

Overskriften til det gældende afsnit VIII i FAIF-loven er ”Strukturbestemmelser for kapitalforeninger”.

Det foreslås at ændre overskriften til ”Afsnit VIII. Strukturbestemmelser for kapitalforeninger« til »Strukturbestemmelser for kapitalforeninger, AIF-SIKAV’er og AIF-værdipapirfonde”.

Den foreslåede ændring er en følge af at der indføres en adgang til også at etablere alternative investeringsfonde som AIF-SIKAV’ER og AIF-værdipapirfonde. Disse nye selskabstyper foreslås omfattet af strukturbestemmelserne i afsnit VIII. Formålet med ændringen er således at præcisere, at reglerne i afsnit VIII tillige gælder for de nye selskabstyper.

Til nr. 9 (§ 133, stk. 1,1. pkt., i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m. v.)

I henhold til § 133, stk. 1, i FAIF-loven kan en kapitalforening stiftes af en eller flere stiftere. Både fysiske og juridiske personer og offentlige myndigheder, som har den fornødne handleevne og retsevne, kan stifte en kapitalforening. Personligt drevne virksomheder kan således ikke stifte en kapitalforening. Der stilles ikke særlige krav til en stifters nationalitet og bopæl. En stifter må ikke være under rekonstruktionsbehandling eller konkurs. Kravet om retsevne indebærer eksempelvis, at et anparts- eller aktieselskab, som selv er under stiftelse og derfor endnu ikke har opnået retsevne, ikke kan være stifter af en kapitalforening. Et kapitalselskab opnår først retsevne som juridisk person, når stiftelsen er registreret i Erhvervsstyrelsen.

Det foreslås at ændre § 133, stk. 1, 1. pkt., så det fremgår, at bestemmelsen tillige finder anvendelse på en AIF-SIKAV. Forslaget betyder, at der vil være de samme krav til stiftere af AIF-SIKAV’er, som der er til stiftere af kapitalforeninger. Den foreslåede ændring er en konsekvens af, at det foreslås, at alternative investeringsfonde også skal kunne etableres som AIF-SIKAV’er.

Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til § 133 stk. 1, i lov nr. 598 af 12. juni 2013, jf. Folketingstidende 2012-13, A, L175 som fremsat, side 164.

Til nr. 10 (§ 133, stk. 2, 1. pkt., i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m. v.)

I henhold til § 133, stk. 2, i FAIF-loven skal kapitalforeningens stifterne underskrive et stiftelsesdokument, som skal indeholde foreningens vedtægter. Der er ikke andre krav til indholdet af stiftelsesdokumentet og vedtægterne end hvad der følger af lovens § 134, stk. 1 og 2, og § 137, stk. 1. I henhold til § 134, stk. 1, skal vedtægterne indeholde vilkår om, at foreningens kapital kan variere. Efter § 134, stk. 2, skal vedtægterne indeholde bestemmelser om, hvordan foreningen kan opdeles i afdelinger baseret på en bestemt del af aktiverne. Efter § 137, stk. 1, skal vedtægterne indeholde bestemmelser om, at når afdelingerne kan opdeles i andelsklasser så kan bestyrelsen opdele nyetablerede afdelinger i andelsklasser, og at bestyrelsen kan opdele en eksisterende afdeling i andelsklasser efter investorernes beslutning herom på en generalforsamling. Stiftelsesdokumentet skal som minimum udtrykke stifternes vilje til stiftelse af kapitalforeningen.

Der er som udgangspunkt ikke krav om afholdelse af stiftende generalforsamling. Hvis stifterne ikke i forbindelse med stiftelsen har foretaget valg af bestyrelse og revisor, skal stifterne dog senest to uger fra underskrivelsen af stiftelsesdokumentet afholde generalforsamling til valg af bestyrelse og revisor.

Det foreslås at ændre § 133, stk. 2, så det fremgår, at bestemmelsen tillige finder anvendelse på en AIF-SIKAV. Forslaget betyder, at der vil være samme krav til stiftelsesdokumentet, valg af bestyrelse og afholdelse af generalforsamling for en AIF-SIKAV, som der er til stiftelsesdokumentet for en kapitalforening.

Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til § 132 stk. 2, i lov nr. 598 af 12. juni 2013, jf. Folketingstidende 2012-13, A, L175 som fremsat, side 164.

Til nr. 11 (§ 133, stk. 3, i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v .)

Det foreslås at indsætte et nyt stk. 3, hvorefter en AIF-værdipapirfond alene kan etableres af en forvalter af alternative investeringsfonde, der har tilladelse til at administrere alternative investeringsfonde.

Da en AIF-værdipapirfond ikke er en juridisk enhed, skal den ikke stiftes som en kapitalforening eller en AIF-SIKAV. Den etableres i stedet ved, at forvalterens bestyrelse træffer beslutning herom. Det betyder, at en AIF-værdipapirfond ikke er en juridisk person, der kan være part i retssager og, at den ikke har en selvstændig ledelse. Rent juridisk er en AIF-værdipapirfond en del af den FAIF, der har oprettet den. Økonomisk derimod er den en selvstændig enhed, og de midler, som tilhørere en AIF-værdipapirfond, skal alene anvendes til fordel for investorerne og, de skal holdes adskilte fra FAIF’ens øvrige midler.

En forvalter kan få tilladelse til at administrere alternative investeringsfonde i medfør af § 11 i FAIF-loven. Ifølge § 10 a i lov om finansiel virksomhed kan et investeringsforvaltningsselskab desuden forvalte en eller flere alternative investeringsfonde, hvis selskabet får tilladelse hertil i medfør af § 11 i FAIF-loven.

De foreslåede ændringer er en konsekvens af, at det foreslås, at alternative investeringsfonde også skal kunne etableres som AIF-SIKAV’er og AIF-værdipapirfonde.

Til nr. 12 (§ 134, stk. 1 og 2, i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m. v.)

Ifølge den gældende § 134, stk.1, i FAIF-loven kan en kapitalforenings foreningskapital variere på de vilkår, der er fastsat i foreningens vedtægter. Enhver, der ejer en andel i en afdeling i en kapitalforening, er investor i kapitalforeningen og i afdelingen.

Lovens § 134, stk. 2, indeholder et krav om, at kapitalforeninger skal organiseres med en eller flere afdelinger. Hver afdeling skal være baseret på en bestemt del af aktiverne. Det betyder, at man altid ved hvilke aktiver der tilhører en afdeling. Medmindre andet fremgår af vedtægterne, er det bestyrelsen, der kan etablere nye afdelinger og foretage de hermed forbundne ændringer af vedtægterne.

Det foreslås at nyaffatte § 134, stk. 1 , hvorefter en kapitalforening eller en AIF-SIKAV efter § 134, stk. 1, 1. pkt. skal have en forenings- eller selskabskapital. Kapitalen kan variere i henhold til de nærmere bestemmelser, som er fastsat herom i vedtægterne.

I § 134, stk. 1, 2. pkt. foreslås, at en AIF-værdipapirfond skal have en fondskapital. Fondskapitalen kan variere i henhold til de nærmere bestemmelser, som er fastsat herom i fondsbestemmelserne.

I § 134, stk. 1, 3. pkt. foreslås, at enhver, der ejer en andel i en afdeling i en kapitalforening, en AIF-SIKAV eller en AIF-værdipapirfond, er investor i kapitalforeningen, AIF-SIKAV’en eller AIF-værdipapirfonden og afdelingen.

Vedtægterne for en kapitalforening eller en AIF-SIKAV og fondsbestemmelserne for en AIF-værdipapirfond skal angive de vilkår, hvorpå forenings-, selskabs- eller fondskapitalen kan variere. Denne variation fremkommer ved, at der udstedes nye andele eller indløses andele fra investorerne. Der vil således komme til at gælde de samme regler for AIF-SIKAV’er og AIF-værdipapirfonde om kapital og om, hvem der er investor, som der i dag gælder for kapitalforeninger.

Med forslaget bliver AIF-SIKAV’er og AIF-værdipapirfonde omfattet af § 134, stk. 1.

Det foreslås desuden at nyaffatte § 134, stk. 2 , hvorefter kapitalforeninger, AIF-SIKAV’er og AIF-værdipapirfonde skal organiseres med en eller flere afdelinger. Hvis der etableres flere afdelinger skal hver afdeling være basere på en bestemt del af aktiverne efter vedtægternes eller fondsbestemmelsernes bestemmelser herom. Bestyrelsen for en kapitalforening eller en AIF-SIKAV kan etablere nye afdelinger og foretage hermed forbundne vedtægtsændringer, medmindre andet fremgår af vedtægterne. Bestyrelsen for en AIF-værdipapirfonds forvalter kan etablere nye afdelinger, medmindre andet fremgår af fondsbestemmelserne.

Vedtægterne for en kapitalforening eller en AIF-SIKAV og fondsbestemmelserne for en AIF-værdipapirfond skal indeholde bestemmelser om, hvordan foreningen eller fonden kan opdeles i afdelinger baseret på en bestemt del af aktiverne. Der vil således komme til at gælde de samme regler for AIF-SIKAV’er og AIF-værdipapirfonde om opdeling i og etablering af afdelinger, som der i dag gælder for kapitalforeninger.

Hver afdeling er en selvstændig økonomisk enhed, men ikke en juridisk enhed. Det betyder, at en afdeling ikke er en juridisk person, der kan være part i retssager og, at den ikke har en selvstændig ledelse. Rent juridisk er afdelingen en del af den kapitalforening, AIF-SIKAV eller for AIF-værdipapirfondes vedkommende den FAIF, hvori den er oprettet. Økonomisk derimod er afdelingen en selvstændig enhed, og de midler, som tilhørere en afdeling, skal alene anvendes til fordel for investorerne i den pågældende afdeling og, de skal holdes adskilte fra kapitalforeningens, AIF-SIKAV’ens eller AIF-værdipapirfondens øvrige midler.

Investorer i en afdeling af en kapitalforening, AIF-SIKAV eller AIF-værdipapirfond har derfor ikke nogen økonomisk interesse i afdelinger, som de ikke har investeret i.

Til nr. 13 (§ 134, stk. 3, 2. pkt., i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m. v.)

Den gældende § 134, stk. 3, i FAIF-loven regulerer de enkelte afdelingers hæftelse. Hver afdeling hæfter kun for deres egne forpligtelser og sin andel af de omkostninger, der er fælles for alle afdelingerne i en kapitalforening. En afdeling hæfter dog også subsidiært og solidarisk for andre afdelingers andele af fællesomkostninger, hvis der ved en retslig opfølgning er konstateret, at de pågældende afdelinger ikke kan opfylde deres forpligtelser til at betale deres andel af fællesomkostningerne.

Det foreslås, at ændre bestemmelsen, så det fremgår, at bestemmelsen tillige gælder for en AIF-SIKAV og en AIF-værdipapirfond. Forslaget betyder, at reglerne om hæftelse mellem afdelingerne i en kapitalforeningen også vil gælde mellem afdelingerne i AIF-SIKAV’er og mellem afdelingerne i AIF-værdipapirfonde.

Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til § 133, stk. 3, i lov nr. 598 af 12. juni 2013, jf. Folketingstidende 2012-13, A, L175 som fremsat, side 164.

Til nr. 14 (§ 134, stk. 4, i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v.)

Ifølge den gældende § 134, stk. 4, i FAIF-loven kan en afdeling opdeles i andelsklasser efter vedtægternes bestemmelser herom.

Det foreslås, at ændre bestemmelsen, så det fremgår, at bestemmelsen tillige finder anvendelse, hvis muligheden for opdelingen i andelsklasser fremgår af fondsbestemmelserne for en AIF-værdipapirfond. AIF-SIKAV’er har vedtægter ligesom kapitalforeninger. De er derfor omfattet af ordlyden af bestemmelsen som den er affattet i dag.

Herefter vil der gælde de samme regler for opdeling i andelsklasser af afdelinger i kapitalforeninger, AIF-SIKAV’er og AIF-værdipapirfonde.

Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til § 133 stk. 4, i lov nr. 598 af 12. juni 2013, jf. Folketingstidende 2012-13, A, L175 som fremsat, side 164.

Til nr. 15 (§ 134, stk. 5, 1. pkt., i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v.)

I henhold til § 134, stk. 5, i FAIF-loven hæfter en investor i en afdeling ikke personligt for kapitalforeningens eller afdelingens forpligtelser. Investoren hæfter alene med sit indskud.

Det foreslås at ændre bestemmelsen, så det fremgår, at bestemmelsen tillige finder anvendelse på AIF-SIKAV’er og AIF-værdipapirfonde. Derved udvides de regler, der gælder for investorernes hæftelse i kapitalforeninger, til også at gælde for hæftelsen i AIF-SIKAV’er og AIF-værdipapirfonde.

Til nr. 16 (§ 134, stk. 6 og 7, i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v.)

I henhold til den gældende § 134, stk. 6, i FAIF-loven skal alle investorer i en kapitalforening have samme rettigheder, for så vidt angår forhold, som vedrører alle investorerne i kapitalforeningen. Alle investorer i en afdeling skal have de samme rettigheder, for så vidt angår forhold, som alene vedrører investorerne i afdelingen. Bestemmelserne i 1. og 2. pkt. kan fraviges som følge af etablering af andelsklasser, udstedelse af andele uden ret til udbytte og fastsættelse af regler om stemmeretsbegrænsning, idet enhver investor dog skal have mindst én stemme.

Det følger desuden af den gældende § 134, stk. 7, at det skal fremgå af en kapitalforenings vedtægter, efter hvilke regnskabsregler kapitalforeningen vil aflægge årsrapport.

Det foreslås at nyaffatte § 134, stk. 6. I § 134, stk. 6, 1. pkt. foreslås, at alle investorer i en kapitalforening, en AIF-SIKAV eller en AIF-værdipapirfond skal have de samme rettigheder, for så vidt angår forhold, som vedrører alle investorerne i kapitalforeningen, AIF-SIKAV’en eller AIF-værdipapirfonden.

I § 134, stk. 6, 2. pkt. foreslås, at alle investorer i en afdeling skal have de samme rettigheder, for så vidt angår forhold, som alene vedrører investorerne i afdelingen.

Bestemmelserne i 1. og 2. pkt. kan fraviges som følge af etablering af andelsklasser, udstedelse af andele uden ret til udbytte og fastsættelse af regler om stemmeretsbegrænsning, idet enhver investor i en kapitalforening eller en AIF-SIKAV dog skal have mindst én stemme.

Bestemmelsen sikrer, at alle investorer i en kapitalforening eller en AIF-SIKAV, uanset hvilken eller hvilke afdelinger investoren har investeret i, har de samme rettigheder for så vidt angår forhold, der ikke er afdelingsspecifikke, men som vedrører alle investorerne i en kapitalforening eller en AIF-SIKAV, f.eks. muligheden for at deltage i valg af bestyrelsesmedlemmer. Det foreslås endvidere, at alle investorer i en afdeling skal have de samme rettigheder for så vidt angår forhold, som alene vedrører investorerne i afdelingen.

Forhold, der ikke er afdelingsspecifikke, men som vedrører alle investorerne i en kapitalforening eller AIF-SIKAV er f.eks. muligheden for at deltage i valg af bestyrelsesmedlemmer.

Forhold, som alene vedrører investorerne i afdelingen kunne f.eks. være udbytteprocenten i den pågældende afdeling.

Som udgangspunkt skal principperne om samme rettigheder på henholdsvis foreningsniveau og afdelingsniveau forstås som samme rettigheder pr. andel. Har en investor således dobbelt så mange andele som en anden investorer, har førstnævnte også dobbelt så mange stemmer. Udgangspunktet kan fraviges som følge af etablering af andelsklasser, udstedelse af andele uden ret til udbytte (f.eks. kupon) og fastsættelse af regler om stemmeretsbegrænsning, idet enhver investor dog skal have mindst én stemme.

Investorerne i AIF-værdipapirfonde har ikke stemmeret i spørgsmål om AIF-værdipapirfondens forhold, fordi der ikke er nogen medlemsindflydelse i AIF-værdipapirfonde, således som der er i både kapitalforeninger og i AIF-SIKAV’er. Fonden ledes af fondens forvalter og investorerne har ingen indflydelse på dens drift.

Bestemmelserne i 1. og 2. pkt. kan fraviges som følge af etablering af andelsklasser, udstedelse af andele uden ret til udbytte og fastsættelse af regler om stemmeretsbegrænsning, idet enhver investor i en kapitalforening eller en AIF-SIKAV dog skal have mindst én stemme. Det vil f.eks. komme til at betyde, at det kun er investorerne i en andelsklasse, der kan stemme om forhold der er specifikke for den pågældende andelsklasse.

Hensigten med nyaffattelsen har været at udvide anvendelsesområdet for bestemmelsen, så den også gælder for AIF-SIKAV’er og AIF-værdipapirfonde.

Det foreslås desuden at nyaffatte § 134, stk. 7, hvorefter det skal fremgå af en kapitalforenings eller en AIF-SIKAV’s vedtægter eller af en AIF-værdipapirfonds fondsbestemmelser, efter hvilke regnskabsregler kapitalforeningen, AIF-SIKAV’en eller AIF-værdipapirfonden vil aflægge årsrapport.

Hovedreglen er at selskaber m.v. aflægger årsrapport i henhold til årsregnskabsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1580 af 10. december 2015 (årsregnskabsloven). Finansielle virksomheder under tilsyn af Finanstilsynet skal dog som hovedregel aflægge årsregnskab efter Finanstilsynets bekendtgørelse om finansielle rapporter for den relevante type virksomhed. F.eks. skal pengeinstitutter aflægge regnskab efter Finanstilsynets bekendtgørelse om finansielle rapporter for kreditinstitutter og fondsmæglerselskaber m.fl.

Der stilles ikke særlige krav til, hvilke regler en alternativ investeringsfond skal aflægge regnskab efter. Det vil afhænge af, hvilken juridisk form fonden har. Er den f.eks. et aktieselskab, skal den aflægge regnskab efter årsregnskabsloven. For kapitalforeningers, AIF-SIKAV’ers og AIF-værdipapirfondes vedkommende er der mulighed for at aflægge regnskab efter årsregnskabsloven eller efter Finanstilsynets regnskabsbekendtgørelse, jf. bekendtgørelse nr. 281 af 26. marts 2014.

Det vil være generalforsamlingen i en kapitalforening eller i en AIF-SIKAV, der som øverste myndighed træffer beslutning om, hvilke regler en alternativ investeringsfond skal aflægge regnskab efter. Tilsvarende vil det være bestyrelsen for forvalteren for en AIF-værdipapirfond, der som øverste myndighed træffer beslutning om, hvilke regler AIF-værdipapirfonden skal aflægge regnskab efter.

Ligesom det er gældende for kapitalforeninger, skal der ikke ske indberetning af årsrapporten til Erhvervsstyrelsen.

Til nr. 17 (§ 135 i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v.)

I henhold til den gældende § 135, stk. 1, i FAIF-loven har kapitalforeninger eneret til at benytte betegnelsen kapitalforening i deres navn. En kapitalforenings forvalter udgør kapitalforeningens daglige ledelse, jf. § 135, stk. 2, i loven.

Det foreslås at nyaffatte § 135, så bestemmelsen udvides til også at gælde for AIF-SIKAV’er og AIF-værdipapirfonde.

Det foreslås i stk. 1, at en kapitalforening har eneret og pligt til i deres navn at benytte begrebet kapitalforening.

Det foreslås i stk. 2, at en AIF-SIKAV har eneret og pligt til i deres navn at benytte begrebet AIF-SIKAV eller alternativ investeringsfond med variabel kapital.

Det foreslås i stk. 3, at en AIF-værdipapirfond har eneret og har pligt til i deres navn at benytte begrebet AIF-værdipapirfond.

Bestemmelserne i stk. 1-3 skal sikre, at en kapitalforening, AIF-SIKAV og en AIF-værdipapirfond entydigt kan identificeres som en sådan, ikke mindst af hensyn til Erhvervsstyrelsens registrering af kapitalforeninger og AIF-SIKAV’er, men også af hensyn til deres andre interessenter. Bestemmelserne er ikke til hinder for, at en kapitalforening, AIF-SIKAV eller en AIF-værdipapirfond i sit navn f.eks. også angiver, at den er en hedgeforening eller en hedgefond, idet denne betegnelse frit kan anvendes efter ophævelse af eneretten til denne betegnelse i lov om investeringsforeninger m.v.

Det foreslås i stk. 4, at en kapitalforenings, AIF-SIKAV’s eller AIF-værdipapirfonds forvalter udgør foreningens eller fondens daglige ledelse.

Det betyder, at der for disse selskabsformer skal udpeges en forvalter eller et investeringsforvaltningsselskab, der har tilladelse til at administrere sådanne alternative investeringsfonde. En kapitalforening, AIF-SIKAV eller en AIF-værdipapirfond kan ikke selv ansætte personale til at forvalte foreningen.

Til nr. 18 (§ 136, stk. 1, i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v.)

Ifølge den gældende § 136, stk. 1, i FAIF-loven skal en kapitalforenings forvalter, når kapitalforeningen er stiftet, anmelde den til registrering i Erhvervsstyrelsen. Anmeldelsen skal vedlægges et eksemplar af kapitalforeningens stiftelsesdokument og vedtægter.

Det foreslås at nyaffatte bestemmelsen.

I § 136, stk. 1, 1. pkt. foreslås, at når en kapitalforening eller AIF-SIKAV er stiftet eller AIF-værdipapirfond etableret, skal forvalteren foretage anmeldelse til Erhvervsstyrelsen.

I § 136, stk. 1, 2. pkt. foreslås, at, anmeldelsen af en kapitalforening eller en AIF-SIKAV skal vedlægges et eksemplar af kapitalforeningens eller AIF-SIKAV’ens stiftelsesdokument og vedtægter.

Derved udvides anvendelsesområdet for bestemmelsen, så den også gælder for AIF-SIKAV’er og AIF-værdipapirfonde.

Det kan bemærkes, at Erhvervsstyrelsen herefter vil registrere kapitalforeningen eller AIF-SIKAV’en og tildele foreningen et CVR-nr. Ved anmeldelse til Erhvervsstyrelsen indestår forvalteren for, at kapitalforeningen eller AIF-SIKAV’en lever op til kravene for kapitalforeninger eller AIF-SIKAV’er på anmeldelsestidspunktet, herunder at foreningens eller fondens formål er at skabe et afkast til sine investorer ved investering i de aktiver som den må investere i, at kapitalforeningens eller AIF-SIKAV’ens vedtægter angiver, de er en kapitalforening henholdsvis en AIF-SIKAV, at kapitalforeningen eller AIF-SIKAV’ene har udpeget en forvalter, der har tilladelse til at administrere alternative investeringsfonde, og at kapitalforeningen har angivet »kapitalforening« i kapitalforeningens navn, at AIF-SIKAV’en har angivet »AIF-SIKAV« i AIF-SIKAV’ens navn.

Til nr. 19 (§ 136, stk. 2, 1. pkt., i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v.)

I henhold til § 136, stk. 2, i FAIF-loven kan en kapitalforening, som endnu ikke er registreret i Erhvervsstyrelsen, ikke erhverve rettigheder og indgå forpligtelser. Kapitalforeningen kan heller ikke være part i retssager bortset fra søgsmål om stiftelsen og har således ikke retsevne, før den bliver registreret i Erhvervsstyrelsen. Det er en følge af, at kapitalforeningen ikke bliver en selvstændig juridisk eller økonomisk enhed før den er registreret.

Det foreslås at ændre stk. 2, 1. pkt., så tidspunktet for, hvornår kapitalforeningen kan erhverve retsevne, er det samme for AIF-SIKAV’er.

Det bemærkes, at en AIF-værdipapirfond alene bliver en selvstændig økonomisk enhed efter stiftelsen, og at den ikke skal registreres i Erhvervsstyrelsen, fordi den ikke er en juridisk enhed. Juridisk er den en del af den FAIF, som administrerer den, derfor får de ikke retsevne.

Det foreslås desuden at ændre stk. 2, 2. pkt., så tidspunktet for, hvornår kapitalforeningen kan være part i retssager bortset fra søgsmål om stiftelsen, tillige gælder for en AIF-SIKAV.

Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til § 135, stk. 2, i lov nr. 598 af 12. juni 2013, jf. Folketingstidende 2012-13, A, L175 som fremsat, side 166.

Til nr. 20 (§ 136, stk. 3, 1.pkt., i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v.)

Det følger af § 136, stk. 3, i FAIF-loven, at de, der har indgået eller som har et medansvar for en forpligtigelse, der er indgået på vegne af kapitalforeningen inden den er registreret, hæfter personligt, uden begrænsning og solidarisk herfor. Ved registreringen overtager kapitalforeningen disse forpligtelser.

Det foreslås at ændre bestemmelsen, så det fremgår, at bestemmelsen tillige gælder for en AIF-SIKAV.

Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til § 135, stk. 3, i lov nr. 598 af 12. juni 2013, jf. Folketingstidende 2012-13, A, L175 som fremsat, side 166.

Til nr. 21 (§ 136, stk. 4 og 5, i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v.)

I henhold til den gældende § 136, stk. 4, i FAIF-loven skal en kapitalforenings forvalter anmelde ændringer i kapitalforeningens vedtægter til Erhvervsstyrelsen, der foretager de fornødne registreringer.

Det følger af § 136, stk. 5, i loven, at selskabslovens kapitel 2, § 366, § 367, stk. 1 og 4, og § 371 finder anvendelse på kapitalforeninger med de fornødne tilpasninger. Uanset bestemmelsen i § 9, stk. 1, i selskabsloven skal anmeldelse af vedtægtsændringer være modtaget i Erhvervsstyrelsen, senest 4 uger efter at beslutningen om at ændre vedtægterne er truffet.

Det foreslås at nyaffatte § 136, stk. 4, således at når en kapitalforening eller en AIF-SIKAV har ændret sine vedtægter, skal kapitalforeningens eller AIF-SIKAV’ens forvalter anmelde ændringerne til Erhvervsstyrelsen, der foretager de nødvendige registreringer. Herved udvides bestemmelsen til også at gælde for AIF-SIKAV’er.

Erhvervsstyrelsen gør vedtægterne offentligt tilgængelige i styrelsens it-system, og det sikres derfor, at det løbende er de seneste vedtægter, der er tilgængelige.

Det foreslås desuden at nyaffatte § 136, stk. 5, hvorefter selskabslovens kapitel 2, § 366, § 367, stk. 1 og 4, og § 371 finder anvendelse på kapitalforeninger, AIF-SIKAV’er med de fornødne tilpasninger. Uanset bestemmelsen i selskabslovens § 9, stk. 1, skal anmeldelse af vedtægtsændringer være modtaget i Erhvervsstyrelsen, senest 4 uger efter at beslutningen om ændringen er truffet. Derved udvides den gældende regel til også at omfatte AIF-SIKAV’er.

Selskabslovens regler finder anvendelse med de fornødne tilpasninger, fordi kapitalforeninger, AIF-SIKAV’er ikke er aktieselskaber eller anpartsselskaber. Når reglerne i selskabsloven eksempelvis nævner »kapitalselskab« og »det centrale ledelsesorgan«, skal det forstås som henholdsvis kapitalforening eller AIF-SIKAV’en og kapitalforeningens, AIF-SIKAV’ens bestyrelse. Bestemmelsen fastsætter en hjemmel til, at Erhvervsstyrelsen kan registrere f.eks. til- og afgang af medlemmer af ledelsen og revisionen vedrørende disse former for AIF’er efter de regler, der gælder for registrering af kapitalselskaber. Kapitel 2 i selskabsloven fastsætter generelle regler for Erhvervsstyrelsens registrering og frister, mens henvisningerne til § 366 og § 367, stk. 1 og 4, vedrører straffebestemmelser og henvisningen i § 371 vedrører klageadgang. Efter § 366 og § 367, stk. 1 og 4, i selskabsloven kan undladelse af at anmelde forhold til Erhvervsstyrelsen straffes med bøde medmindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning. Der henvises til bemærkningerne til §§ 9-23, § 366, § 367, stk. 1 og 4, og § 371 i selskabsloven, jf. Folketingstidende 2008-2009, L 170, tillæg A, side 5279.

Det foreslås at fristen på fire uger for anmeldelse til registrering kun omfatter vedtægtsændringer, mens andre anmeldelser er omfattet af de almindelige regler for anmeldelse. Det medfører, at andre anmeldelser til registrering, f.eks. af nye medlemmer af ledelsen eller en ny revisor, skal anmeldes til registrering senest to uger efter, at den retsstiftende beslutning er truffet, jf. § 9, stk. 1, i selskabsloven, idet kapitalforeninger og AIF-SIKAV’er her skal følge de almindelige regler. Dette svarer til, hvad der gælder for investeringsforeninger.

Til nr. 22 (§ 136, stk. 6, i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v.)

I henhold til § 136, stk. 6, i FAIF-loven skal enhver anmeldelse til Erhvervsstyrelsen, som en forvalter foretager efter bestemmelserne om kapitalforeninger i denne lov, vedlægges en erklæring afgivet af forvalteren, hvoraf det fremgår, at de anmeldte forhold er i overensstemmelse med bestemmelserne om kapitalforeninger i denne lov.

Det foreslås at ændre bestemmelsen, så det fremgår, at bestemmelsen tillige gælder for en AIF-SIKAV.

Forslaget betyder, at kravet om, at en anmeldelse til Erhvervsstyrelsen skal vedlægges en erklæring om, at de anmeldte forhold er i overensstemmelse med de gældende regler på området, også vil gælde for AIF-SIKAV’ere.

Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til § 135, stk. 6, i lov nr. 598 af 12. juni 2013, jf. Folketingstidende 2012-13, A, L175 som fremsat, side 166.

Til nr. 23 (§ 137, stk. 1, i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v.)

I henhold til § 137, stk. 1, i FAIF-loven kan bestyrelsen, når vedtægterne i en kapitalforening indeholder bestemmelser om, at afdelingerne kan opdeles i andelsklasser, uden videre opdele afdelingen i andelsklasser ved etableringen af en ny afdeling uden videre eller opdele en eksisterende afdeling i andelsklasser efter investorernes beslutning herom på en generalforsamling.

Det foreslås at ændre bestemmelsen, så det fremgår, at den tillige gælder for en AIF-SIKAV. Forslaget betyder, at afdelinger i AIF-SIKAV’er tillige kan opdeles i andelsklasser, hvis denne mulighed fremgår af AIF-SIKAV’ens vedtægter.

Til nr. 24 (§ 137, stk. 2, i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m. v.)

Efter § 137, stk. 1 , kan bestyrelsen, når vedtægterne i en kapitalforening indeholder bestemmelser om, at afdelingerne kan opdeles i andelsklasser, ved etablering af en ny afdeling uden videre opdele afdelingen i andelsklasser og opdele en eksisterende afdeling i andelsklasser efter investorernes beslutning herom på en generalforsamling.

Det foreslås, at der indsættes et nyt stk. 2. Ifølge den foreslåede bestemmelse vil det være bestyrelsen for AIF-værdipapirfondens forvalter, der træffer beslutninger som nævnt i stk. 1. Forslaget skyldes, at det er bestyrelsen for en AIF-værdipapirfonds forvalter, der træffer alle beslutninger vedrørende fondens forhold. Det vil herefter være bestyrelsen for forvalteren af AIF-værdipapirfonden, som træffer beslutning om nye afdelinger skal opdeles i andelsklasser. Det samme gælder for opdeling af eksisterende afdelinger i andelsklasser, fordi der i en AIF-værdipapirfond ikke er nogen generalforsamling, hvor investorer kan træffe beslutninger om fondens forhold.

Til nr. 25 (§ 138 i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v.)

I henhold til § 138 i FAIF-loven skal en kapitalforening, der modtager midler fra detailinvestorer, på sin egen eller sin forvalters hjemmeside oplyse, hvilke andelsklasser der er oprettet, og give oplysninger om de karakteristika, der gælder for hver andelsklasse samt om principperne for fordeling af omkostninger mellem andelsklasserne.

Det foreslås at ændre bestemmelsen, så det fremgår, at den tillige gælder for en AIF-SIKAV og en AIF-værdipapirfond. Forslaget betyder, at AIF-SIKAV’ere og AIF-værdipapirfonde får en tilsvarende forpligtelse til at offentliggøre oplysninger om oprettede andelsklasser, hvis de modtager midler fra detailinvestorer.

Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til § 137, i lov nr. 598 af 12. juni 2013, jf. Folketingstidende 2012-13, A, L175 som fremsat, side 166.

Til nr. 26 (§ 139, stk. 1, i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v.)

I henhold til § 139, stk. 1, i lov om forvaltere af alternative investeringsforvaltere m.v. har kapitalforeningen hjemsted det samme sted som forvalteren, hvis en kapitalforening har udpeget en forvalter af alternative investeringsfonde med hjemsted (hovedkontor) i Danmark.

Det foreslås, at indsætte ordene »eller AIF – SIKAV« efter ordet »kapitalforening« og »AIF-SIKAV’en « efter ordet »kapitalforeningen«. Dermed ændres § 139, stk. 1, så det fremgår, at bestemmelsen tillige gælder for en AIF-SIKAV. AIF-værdipapirfonde foreslås ikke omfattet af bestemmelsen, fordi de juridisk er en del, af den forvalter, som har oprettet dem. De har derfor automatisk samme hjemsted som deres forvalter.

Til nr. 27 (§ 139, stk. 2, i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v.)

Det følger af § 139, stk. 2, i loven, at hvis kapitalforeningen har udpeget en forvalter af alternative investeringsfonde med hjemsted (hovedkontor) i et andet land end Danmark, skal kapitalforeningen indgå aftale med en repræsentant om repræsentation af kapitalforeningen her i landet. Kapitalforeningen har hjemsted der, hvor repræsentanten har hjemsted (hovedkontor), og hovedkontor der, hvor forvalteren har hovedkontor.

Der foreslås at ny affatte § 139, stk. 2, således at, hvis en kapitalforening eller en AIF-SIKAV har udpeget en forvalter af alternative investeringsfonde med hjemsted i et andet land, skal kapitalforeningen eller AIF-SIKAV’en indgå aftale med en repræsentant om repræsentation af kapitalforeningen eller AIF-SIKAV’en her i landet. Kapitalforeningen eller AIF-SIKAV’en har hjemsted der, hvor repræsentanten har hjemsted, og hovedkontor der, hvor forvalteren har hovedkontor.

Ved hovedkontor forstås det sted, hvor ledelsen har sæde eller hvor størstedelen af de administrative funktioner udføres.

Forslaget indebærer alene at den gældende regel udvides til at omfatte AIF-SIKAV’er.

En kapitalforening eller en AIF-SIKAV, der er stiftet i Danmark men som administreres i udlandet, kan ikke have hjemsted i udlandet, fordi den stadig er en dansk kapitalforening henholdsvis en dansk AIF-SIKAV, der er reguleret af denne lov. Det er usædvanligt, at hovedkontoret ikke er beliggende der, hvor kapitalforeningen eller AIF-SIKAV’en har sit hjemsted, men det kan være en konsekvens af den grænseoverskridende administration.

Repræsentanten kan være en advokat m.v. Forslaget skal ses på baggrund af selskabsretlige principper om, at et selskab er dansk, når det har hjemsted her i landet. Repræsentanten repræsenterer kapitalforeningen eller AIF-SIKAV’en i Danmark således, at myndighederne kan kontakte kapitalforeningen eller AIF-SIKAV’en hos repræsentanten.

AIF-værdipapirfonde foreslås ikke omfattet af bestemmelsen, fordi de juridisk er en del af den forvalter, som har oprettet dem. AIF-værdipapirfonde, der er oprettet af en forvalter i et andet land kan derfor ikke være en dansk AIF-værdipapirfond omfattet af denne lov.

Til nr. 28 (§ 140, i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v.)

Det foreslås at nyaffatte § 140.

Efter den gældende § 140, stk. 1, træffes en beslutning om likvidation af en afdeling i en kapitalforening af generalforsamlingen.

Det foreslås i § 140, stk. 1, at beslutning om likvidation af en afdeling i en kapitalforening eller AIF-SIKAV træffes af generalforsamlingen. Beslutning om likvidation af en afdeling i en AIF-værdipapirfond træffes af bestyrelsen for AIF-værdipapirfondens forvalter, hvorefter også AIF-SIKAV’er og AIF-værdipapirfonde bliver omfattet af den regel der er gældende for kapitalforeninger.

Da en AIF-værdipapirfond ikke er en selvstændig juridisk person udøves de kompetencer, som i en forening er tillagt generalforsamlingen af værdipapirfondens forvalter. Har en afdeling aldrig haft investorer, kan bestyrelsen træffe beslutning om afvikling i henhold til den foreslåede § 142.

Efter den gældende § 140, stk. 2, skal generalforsamlingens beslutning om likvidation indeholde en bestemmelse om, hvem der skal være likvidator. Likvidator træder i bestyrelsens og forvalterens sted.

Der foreslås i § 140, stk. 2 , at en beslutning om likvidation skal indeholde en bestemmelse om, hvem der skal være likvidator. Likvidator træder i bestyrelsens og forvalterens sted.

Det foreslås endvidere, at skifte ordet generalforsamling ud med begrebet en beslutning. Hermed opnås, at bestemmelsen vil kunne finde anvendelse for både kapitalforeninger og AIF-SIKAV’er, hvor det er generalforsamlingen, der træffer beslutningen, og AIF-værdipapirfonde, hvor det er forvalterens bestyrelse, der træffer beslutningen.

Efter den gældende § 140, stk. 3, kan likvidator kan til enhver tid afsættes af generalforsamlingen.

Der foreslås en nyaffattelse af § 140, stk. 3, for, at den også skal kunne dække AIF-værdipapirfonde, som ikke har en generalforsamling. Det foreslås, at likvidator til enhver tid kan afsættes af kapitalforeningens eller AIF-SIKAV’ens generalforsamling eller af bestyrelsen for AIF-værdipapirfondens forvalter.

Til nr. 29 (§ 141, stk. 5, i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v.)

I henhold til § 141, stk. 5, i FAIF-loven skal likvidator forestå, at der udarbejdes et likvidationsregnskab, som godkendes af generalforsamlingen.

Det foreslås at ændre bestemmelsen, så det for kapitalforeningens eller AIF-SIKAV’ens vedkommende er generalforsamlingen og for AIF-værdipapirfondens forvalters vedkommende er bestyrelsen, der skal godkende likvidationsregnskabet.

Forslaget indebærer alene, at den gældende regel udvides til at omfatte likvidatorer af AIF-SIKAV’er og AIF-værdipapirfonde.

Til nr. 30 (§ 141, stk. 6, i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v.)

I henhold til § 141, stk. 6, i lov om forvaltere af alternative investeringsforeninger m.v. anses en kapitalforening for afviklet, når likvidation af kapitalforeningens eneste eller sidste afdeling er gennemført. Når en kapitalforening er afviklet i henhold til

1. pkt., skal likvidator anmelde afviklingen til Erhvervsstyrelsen. Anmeldelsen skal vedlægges det af generalforsamlingen godkendte likvidationsregnskab og en erklæring afgivet af likvidator, hvoraf det fremgår, at likvidationen er gennemført i overensstemmelse med bestemmelserne om likvidation i denne lov.

Det foreslås at en kapitalforening, en AIF-SIKAV eller en AIF-værdipapirfond anses for afviklet, når likvidation af foreningens eller fondens eneste eller sidste afdeling er gennemført. Når en kapitalforening eller AIF-SIKAV er afviklet i henhold til 1. pkt., skal likvidator anmelde afviklingen til Erhvervsstyrelsen. Anmeldelsen skal vedlægges det likvidationsregnskab, der er godkendt af generalforsamlingen eller af bestyrelsen for AIF-værdipapirfondens forvalter, og en erklæring afgivet af likvidator, hvoraf det fremgår, at likvidationen er gennemført i overensstemmelse med bestemmelserne om likvidation i denne lov.

Når kapitalforeningen eller AIF-SIKAV’en er slettet fra Erhvervsstyrelsens register, ophører dens juridiske proces og partsevne. En likvidator pålægges ikke pligt til at anmelde afviklingen af en AIF-værdipapirfond til Erhvervsstyrelsen, fordi denne ikke er registreret i Erhvervsstyrelsen. Når AIF-værdipapirfonden er slettet fra Erhvervsstyrelsens register, ophører det som en økonomisk enhed.

Forslaget indebærer alene, at den gældende regel udvides til at omfatte AIF-SIKAV’er.

Bestemmelsen er nødvendig, da Erhvervsstyrelsen ved behandling af anmeldelse om afvikling alene forestår registrering af afviklingen og ikke foretager en materiel prøvelse af afviklingen.

Til nr. 31 (Overskriften før § 142 i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v.)

Overskriften før § 142 i FAIF-loven er ”Afvikling af kapitalforeninger og afdelinger uden investorer”.

Det foreslås at ændre overskriften til ”Afvikling af kapitalforeninger, AIF-SIKAV’er, AIF-værdipapirfonde og afdelinger uden investorer”.

Den foreslåede ændring er en følge af at der indføres en adgang til også at etablere alternative investeringsfonde som AIF-SIKAV’er og AIF-værdipapirfonde. Disse nye former foreslås omfattet af muligheden for afvikling i lovens § 142, når der ikke er investorer i AIF-SIKAV’en eller fonden. Formålet med ændringen af overskriften er således at præcisere, at denne regel tillige gælder for de nye selskabstyper.

Til nr. 32 (§ 142 i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v.)

Ifølge § 142, stk. 1, i FAIF-loven kan bestyrelsen træffe beslutning om afvikling af kapitalforeningen eller afdelingen, hvis en kapitalforening eller en afdeling aldrig har haft investorer. Når en kapitalforening eller afdeling er afviklet i henhold til stk. 1, skal kapitalforeningens forvalter anmelde afviklingen til Erhvervsstyrelsen, jf. stk. 2.

Det foreslås at nyaffatte § 142. Forslaget indebærer alene, at den gældende bestemmelse tillige omfatter AIF-SIKAV’er.

Det foreslås i stk. 1, at hvis en kapitalforening, AIF-SIKAV eller en afdeling aldrig har haft investorer, kan bestyrelsen træffe beslutning om afvikling af foreningen, selskabet eller afdelingen.

En kapitalforening, AIF-SIKAV eller en af deres afdelinger, der ikke har haft nogen investorer, har ikke nogen investorer at tage hensyn til ved afvikling af foreningen eller afdelingen, hvorfor likvidationsformen er unødvendig. I øvrigt kan en kapitalforening, en AIF-SIKAV eller en af deres afdelinger uden investorer ikke afholde en generalforsamling, fordi der ikke er nogen investorer til at møde op for at træffe beslutning om afvikling. Det er derfor naturligt, at det er bestyrelsen, der træffer beslutning om afvikling når en AIF-SIKAV eller en afdeling ikke har nogen investorer.

Det foreslås i stk. 2, at når en kapitalforening, en AIF-SIKAV eller en afdeling er afviklet i henhold til stk. 1, skal foreningens eller AIF-SIKAV’ens forvalter anmelde afviklingen til Erhvervsstyrelsen. Erhvervsstyrelsen skal derefter afregistrere kapitalforeningen eller AIF-SIKAV’en.

Til nr. 33 (§ 143, stk. 1, 1. pkt. i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v.)

I henhold til § 143, stk. 1, 1. pkt. i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v. træffes beslutningen om afvikling af en andelsklasse i en kapitalforening af andelsklassens investorer på en generalforsamling, jf. dog stk. 2.

Det foreslås at indsætte »en kapitalforening« efter »eller en AIF-SIKAV« i § 143, stk. 1, 1. pkt.

Efter forslaget skal beslutningen om afvikling af en andelsklasse i en AIF-SIKAV ligeledes træffes af andelsklassens investorer på en generalforsamling, jf. dog stk. 2.

Hvis andelsklassens investorer ikke ønsker deres andele overført til en anden andelsklasse, gennemføres afviklingen, ved at afdelingen indløser samtlige andele, som er udstedt i andelsklassen.

Det foreslås at ændre § 143, stk. 1, 1. pkt. så det for kapitalforeningens eller AIF-SIKAV’ens vedkommende er generalforsamlingen og for AIF-værdipapirfondens forvalters vedkommende er bestyrelsen, der træffer beslutningen om afviklingen af en andelsklasse.

Det er kun de investorer, der har andele i en andelsklasse i en kapitalforening eller en AIF-SIKAV, som har stemmeret ved afstemning om, hvorvidt en andelsklasse skal afvikles. For AIF-værdipapirfonde er det bestyrelsen for forvalteren af AIF-værdipapirfonden, der beslutter om en andelsklasse skal afvikles. Afvikling af en andelsklasse gennemføres formløst ved, at kapitalforeningen, AIF-SIKAV’en eller AIF-værdipapirfonden overfører investorernes andele til en anden andelsklasse i samme afdeling. Ønsker investorerne ikke, at deres andele overføres til en anden andelsklasse, indløser foreningen, selskabet eller fonden de andele, der er udstedt i den pågældende andelsklasse, og afdelingen sælger de hertil svarende aktiver. Hvis investorerne i en andelsklasse eller forvalterens bestyrelse har truffet beslutning om at overføre deres andele til en anden andelsklasse i afdelingen, kan en investor, der ikke ønsker overførsel af sine andele til en anden andelsklasse kræve sig indløst på almindelig vis mod at betale de dertil knyttede omkostninger. Hvis investorerne i en andelsklasse på en generalforsamling eller forvalterens bestyrelse derimod har truffet beslutning om, at investorenes andele skal indløses, skal en investor, der ønsker overførsel af sine andele til en anden andelsklasse, rette sig efter flertallets beslutning og lade sig indløse. Dette er dog ikke til hinder for, at en kapitalforening, en AIF-SIKAV eller en AIF-værdipapirfond kan tilbyde en sådan mindretalsinvestor at få overført sin andel til en anden andelsklasse i afdelingen, men investoren har ikke krav på et sådant tilbud i forbindelse med afvikling.

Forslaget indebærer alene, at den gældende bestemmelse tillige omfatter AIF-SIKAV’er og AIF-værdipapirfonde.

Til nr. 34 (§ 143, stk. 1, 1. pkt., i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v.)

I henhold til § 143, stk. 1, i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v. træffes beslutningen om afvikling af en andelsklasse i en kapitalforening af andelsklassens investorer på en generalforsamling, jf. dog stk. 2. Hvis andelsklassens investorer ikke ønsker deres andele overført til en anden andelsklasse, gennemføres afviklingen ved, at afdelingen indløser samtlige andele, som er udstedt i andelsklassen.

I § 143, stk. 1 foreslås det at indsætte efter 1. pkt. som nyt pkt., at beslutning om afvikling af en andelsklasse i en AIF-værdipapirfond træffes af bestyrelsen for fondens forvalter. Det skyldes, at investorerne i en AIF-værdipapirfond ikke har indflydelse på fondens forhold.

Til nr. 35 (§ 143, stk. 2, i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v.)

I henhold til § 143, stk. 2, kan bestyrelsen træffe beslutning om afvikling af en andelsklasse, der aldrig har haft investorer.

Det foreslås at ændre § 143, stk. 2, så det præciseres, at det er bestyrelsen for foreningen AIF-SIKAV’en eller forvalteren for AIF-værdipapirfonden, der træffer beslutning om afvikling af en andelsklasse, der aldrig har haft investorer.

Den foreslåede stk. 2, omhandler den situation, hvor en andelsklasse ikke har nogen investorer. I disse situationer er der ikke nogen investorer at tage hensyn til ved afvikling af andelsklassen og i øvrigt er der ikke nogen investorer, der på en generalforsamling i en kapitalforening eller en AIF-SIKAV kan træffe beslutning om afvikling. Beslutning herom ligger derfor naturligt hos bestyrelsen for kapitalforeningen eller AIF-SIKAV’en.

Forslaget indebærer alene, at den gældende bestemmelse tillige omfatter AIF-SIKAV’er og AIF-værdipapirfonde.

Til nr. 36 (§ 144 i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v.)

Ifølge § 144 i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v. finder selskabslovens §§ 233 og 234 anvendelse på kapitalforeninger og afdelinger heraf med de fornødne tilpasninger. Reglerne i selskabslovens omhandler bl.a., hvem der kan indgive begæring om rekonstruktionsbehandling og konkurs samt om ændring af et selskabs navn, når det er under rekonstruktion eller konkursbehandling.

Det foreslås at ændre bestemmelsen, så det fremgår, at den tillige gælder for AIF-SIKAV’er og AIF-værdipapirfonde.

Med de fornødne tilpasninger menes, at »selskabets« skal forstås som »kapitalforeningens, AIF-SIKAV’ens eller AIF-værdipapirfondens«, at »det centrale ledelsesorgan« skal forstås som »bestyrelsen« for kapitalforeningen, AIF-SIKAV’en eller for forvalteren af en AIF-værdipapirfond, at »kapitalselskabet« og »selskabet« skal forstås som »kapitalforeningen, AIF-SIKAV’en eller AIF-værdipapirfonden«. Endvidere skal henvisningen i § 233, stk. 3, til § 226 forstås som § 145 i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v. Endelig finder § 233, stk. 5, og § 234, stk. 1, ikke anvendelse på kapitalforeninger, AIF-SIKAV’er eller AIF-værdipapirfonde.

Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til § 144, i lov nr. 598 af 12. juni 2013, jf. Folketingstidende 2012-13, A, L175 som fremsat, side 168.

Til nr. 37 (§ 145, stk. 1, i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v.)

Efter § 145, stk. 1, kan Finanstilsynet anmode skifteretten på kapitalselskabets hjemsted om at opløse en kapitalforening, hvis kapitalforeningen ikke har en forvalter, der har tilladelse til at administrere alternative investeringsfonde.

Det foreslås, at ændre »på kapitalselskabets hjemsted om at opløse en kapitalforening, hvis kapitalforeningen« til: »på kapitalforeningens eller AIF-SIKAV’ens hjemsted om at opløse en kapitalforening eller AIF-SIKAV, hvis foreningen eller selskabet«.

Til nr. 38-41, (§ 145, stk. 2-6, i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v.)

§ 145 i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde fastlægger de nærmere regler for tvangsopløsning af en kapitalforening, hvis den ikke har en forvalter, der har tilladelse til at administrere alternative investeringsfonde.

Efter § 145, stk. 2, kan Finanstilsynet fastsætte en frist, inden for hvilken kapitalforeningen kan udpege en forvalter, der har tilladelse til at administrere alternative investeringsfonde.

Ifølge stk. 3, skal Finanstilsynets beslutning om at oversende en kapitalforening til tvangsopløsning i skifteretten offentliggøres i Erhvervsstyrelsens it-system

Ifølge stk. 4, skal kapitalforeningen beholde sit navn med tilføjelsen ”under tvangsopløsning.

Ifølge stk. 5 kan skifteretten udnævne en eller flere likvidatorer og en revisor. Skifteretten eller den, som retten har bemyndiget hertil, træffer afgørelser om kapitalforeningens forhold og omkostningerne ved opløsningen betales om fornødent af statskassen.

Ifølge stk. 6, skal skifteretten når bobehandlingen er afsluttet, meddele dette til Finanstilsynet og Erhvervsstyrelsen, som registrerer kapitalforeningens opløsning i styrelsens it-system.

Det foreslås at ændre de pågældende bestemmelser, så det fremgår, at de tillige gælder for en AIF-SIKAV. Forslaget betyder, at AIF-SIKAV’er vil blive tvangsopløst på samme måde som en kapitalforening, hvis de ikke har en forvalter, der har tilladelse til at forvalte alternative investeringsfonde.

Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til § 144, stk. 1-6, i lov nr. 598 af 12. juni 2013, jf. Folketingstidende 2012-13, A, L175 som fremsat, side 168 og169.

Til nr. 42 (§ 145, stk. 7, i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v.)

I perioden fra kapitalforeningens oversendelse til skifteretten og til der er udpeget en likvidator, må bestyrelsen i kapitalforeningen alene foretage dispositioner, der er nødvendige, og som kan gennemføres uden skade for kapitalforeningen og dens kreditorer, jf. § 145, stk. 7 i FAIF-loven.

Det foreslås at nyaffatte bestemmelsen. Det foreslås i § 145, stk. 7, 1. pkt., at bestyrelsen i kapitalforeningen eller AIF-SIKAV’en alene må foretage dispositioner, der er nødvendige, og som kan gennemføres uden skade for kapitalforeningen eller AIF-SIKAV’en og deres kreditorer, i perioden fra kapitalforeningens eller AIF-SIKAV’ens oversendelse til skifteretten og til der er udpeget en likvidator.

Udpegelsen af likvidator skal være endelig

Bestemmelsen indebærer, at bestyrelsen skal være tilbageholdende med, hvilke dispositioner, de træffer.

Den foreslåede formulering indebærer alene, at den gældende bestemmelse også omfatter AIF-SIKAV’er.

Til nr. 43 og 44 (§ 145, stk. 8 og 9, i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v.)

§ 145, stk. 8 i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde bestemmer, at tidligere medlemmer af bestyrelsen og ledelsen i kapitalforeningens tidligere forvalter er forpligtet til at bistå likvidator efter likvidators tiltræden i fornødent omfang med oplysninger om kapitalforeningens virke frem til likvidationens indtræden. Bestyrelsen og ledelsen i kapitalforeningens forvalter skal herunder give likvidator de oplysninger, som måtte være nødvendige for likvidators vurdering af bestående og fremtidige krav.

I § 145, stk. 9, bestemmes, at likvidator kan anmode skifteretten om at indkalde tidligere medlemmer af kapitalforeningens bestyrelse og ledelsen i kapitalforeningens forvalter til møde i skifteretten med henblik på indhentelse af oplysninger i henhold til stk. 8.

Det foreslås at ændre bestemmelsen, så det fremgår, at den tillige gælder for AIF-SIKAV’er.

Tidligere medlemmer af bestyrelsen og ledelsen i kapitalforeningens tidligere forvalter skal efter likvidators tiltræden bistå likvidator med oplysninger om kapitalforeningens virke frem til likvidationens indtræden, herunder oplysninger, der er nødvendige for likvidators vurdering af bestående og fremtidige krav. Likvidator kan anmode skifteretten om at indkalde tidligere medlemmer af kapitalforeningens bestyrelse og ledelsen i kapitalforeningens forvalter til at møde i skifteretten med at indhente sådanne oplysninger, jf. stk. 8 og 9.

Det foreslås at ændre de pågældende bestemmelser, så det fremgår, at de tillige gælder for en AIF-SIKAV. Forslaget betyder, at AIF-SIKAV’er får en tilsvarende proces for tvangsopløsningen af disse selskabsformer, hvis de ikke har en forvalter, der har tilladelse til at forvalte alternative investeringsfonde.

Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til § 144, stk. 8-9, i lov nr. 598 af 12. juni 2013, jf. Folketingstidende 2012-13, A, L175 som fremsat, side 168.

Til nr. 45 (§ 146, stk. 1 og 2, i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m. v.)

§ 146 i FAIF-loven fastsætter regler om fusioner af to kapitalforeninger eller to afdelinger i en kapitalforening.

Ifølge § 146, stk. 1, kan en kapitalforening fusionere med en anden kapitalforening, og en afdeling i en kapitalforening kan fusionere med en anden afdeling i en kapitalforening. Forud for fusionen skal de fusionerende enheder offentliggøre en fusionsplan. En fusion af kapitalforeninger gennemføres ved, at den ophørende kapitalforening overdrager sine afdelinger til den fortsættende kapitalforening, jf. stk. 2.

Det foreslås at nyaffatte § 146, stk. 1 og 2, som følge af, at bestemmelsen om fusioner tillige skal omfatte AIF-SIKAV’er og AIF-værdipapirfonde.

Det foreslås i § 146, stk. 1, 1. pkt., at en kapitalforening, en AIF-SIKAV eller en AIF-værdipapirfond kan fusionere med en anden kapitalforening, en AIF-SIKAV eller en AIF-værdipapirfond.

Det foreslås i § 146, stk. 1, 2. pkt. , at en afdeling i en kapitalforening, en AIF-SIKAV eller en AIF-værdipapirfond kan fusionere med en anden afdeling i en kapitalforening, en AIF-SIKAV eller en AIF-værdipapirfond. Forud for fusionen skal de fusionerende enheder offentliggøre en fusionsplan. Der er ikke fastsat nærmere regler om fusionsplanens indhold.

Bestemmelsen indebærer, at afdelinger i de tre former for AIF’er kan fusionere med hinanden selv om de kommer fra forskellige former.

Det foreslås i § 146, stk. 2, at en fusion af kapitalforeninger, AIF-SIKAV’er eller AIF-værdipapirfonde gennemføres ved at den ophørende kapitalforening, AIF-SIKAV eller AIF-værdipapirfond overdrager sine afdelinger til den fortsættende kapitalforening, AIF-SIKAV eller AIF-værdipapirfond.

Til nr. 46 (§ 147, stk. 1, i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v.)

Ifølge § 147, stk. 1, i FAIF-loven træffes en beslutning om fusion i den ophørende enhed af generalforsamlingen.

Det foreslås at ændre bestemmelsen, så det fremgår, at beslutning i den ophørende enhed også kan træffes af bestyrelsen for en alternativ værdipapirfonds forvalter. Forslaget betyder, at den gældende bestemmelse tillige gælder for en AIF-SIKAV og en AIF-værdipapirfond.

Til nr. 47 (§ 148, stk. 1, i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v.)

§ 148, stk. 1, i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v. fastsætter regler for, hvornår en kapitalforening anses for afviklet i tilfælde af en fusion.

Det følger af § 148, stk. 1, at en kapitalforening, som ophører ved fusion, anses for afviklet, når kapitalforeningen har overdraget sine afdelinger til den fortsættende kapitalforening og investorerne i den ophørende kapitalforening har fået ombyttet deres andele med andele i den forsættende kapitalforening.

Det foreslås at nyaffatte § 148, stk. 1 , hvorefter en kapitalforening, en AIF-SIKAV eller en AIF-værdipapirfond, som ophører ved fusion, anses for afviklet, når kapitalforeningen, AIF-SIKAV’en eller AIF-værdipapirfonden har overdraget sine afdelinger til den fortsættende enhed og investorerne i den ophørende enhed har fået ombyttet deres andele med andele i den forsættende enhed.

Når en enhed er afviklet er den ophørt med at eksistere. Dette sker når alle afdelinger i overensstemmelse med aftalegrundlaget er overført til den fortsættende enhed.

Til nr. 48 (§ 148, stk. 3, i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v.)

Efter § 148, stk. 3, anses en kapitalforening for afviklet, når foreningens eneste eller sidste afdeling er fusioneret med en afdeling fra en anden kapitalforening og denne afdeling er den fortsættende enhed.

Det foreslås at nyaffatte § 148, stk. 3 , hvorefter en kapitalforening, en AIF-SIKAV eller en AIF-værdipapirfond, anses for afviklet, når kapitalforeningens, AIF-SIKAV’ens eller AIF-værdipapirfondens eneste eller sidste afdeling er fusioneret med en afdeling fra en anden kapitalforening, AIF-SIKAV eller en AIF-værdipapirfond, og denne afdeling er den fortsættende enhed

Med forslaget bliver AIF-SIKAV’er og AIF-værdipapirfonde omfattet af bestemmelsen.

Til nr. 49 (§ 148, stk. 4, i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v.)

Efter § 148, stk. 4, skal en kapitalforenings forvalteranmelde afviklingen til Erhvervsstyrelsen når kapitalforeningen er afviklet.

Det foreslås at der i § 148, stk. 4 , efter »en kapitalforening« indsættes »eller en AIF-SIKAV «, og efter »skal kapitalforeningens« indsættes »eller AIF-SIKAV’ens «.

Forslaget indebærer, at forvalteren af en AIF-SIKAV’er også skal anmelde afviklingen af AIF-SIKAV’en, og at reglerne om afvikling i tilfælde af en fusion tillige gælder for AIF-SIKAV’er og AIF-værdipapirfonde.

Forslaget sikrer, at der ikke bliver en »tom skal« tilbage, når alle afdelinger i en kapitalforening, en AIF-SIKAV er fusioneret ud af foreningen eller selskabet. Når alle afdelinger fusioneres ud, behøver man således ikke en selvstændig afvikling af disse enheder.

Til nr. 50 (§ 149, stk. 1, 1. pkt., i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v.)

§ 149 i FAIF-loven fastlægger regler for spaltningen af en afdeling i en kapitalforening.

Ifølge § 149, stk. 1, kan en afdeling i en kapitalforening spaltes. Forud for spaltningen skal kapitalforeningen offentliggøre en spaltningsplan.

Det foreslås at ændre § 149, stk. 1 , så det fremgår, at der også kan ske spaltning af en afdeling i en AIF-SIKAV og en AIF-værdipapirfond.

Forslaget betyder, at reglerne i § 149 om spaltning af en afdeling tillige gælder for en AIF-SIKAV og en AIF-værdipapirfond.

Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til § 148, stk. 1, i lov nr. 598 af 12. juni 2013, jf. Folketingstidende 2012-13, A, L175 som fremsat, side 169.

Til nr. 51 og 52 (§ 150, stk. 1 og 2, i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v.)

I henhold til § 150, stk. 1, i FAIF-loven træffes beslutning om spaltning af en afdeling i en kapitalforening af afdelingens investorer på generalforsamlingen. Beslutning om modtagelse af en del af en anden afdelings aktiver og forpligtelser som led i en spaltning træffes i den modtagende afdeling af bestyrelsen, jf. stk. 2.

Det foreslås at nyaffatte stk. 1, således, at beslutning om spaltning af en afdeling i en kapitalforening eller en AIF-SIKAV træffes af afdelingens investorer på generalforsamlingen. Beslutning om spaltning af en afdeling i en AIF-værdipapirfond træffes af bestyrelsen for fondens forvalter. Den foreslåede nye affattelse indebærer alene, at den nuværende bestemmelse udvides til at omfatte AIF-SIKAV’er og AIF-værdipapirfonde.

Det foreslås desuden at ændre stk. 2, så det er bestyrelsen for kapitalforeningen eller AIF-SIKAV’en eller bestyrelsen i forvalteren af AIF-værdipapirfonden, der kan træffe beslutning om modtagelse af en del af en anden afdelings aktiver og forpligtelser som led i en spaltning.

Forslaget betyder, at det er investorerne i en afdeling, der træffer beslutning om spaltning af en afdeling af en kapitalforening eller en AIF-SIKAV, mens det er bestyrelsen for en forvalter af en AIF-værdipapirfond, der træffer beslutning om spaltning af en afdeling af en AIF-værdipapirfond.

Til nr. 53 (§ 152, stk. 2, i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v.)

§ 152 i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v. fastsætter regler for, hvornår en kapitalforening eller en afdeling heraf anses for afviklet som følge af en spaltning.

I henhold til § 152, stk. 2, anses en kapitalforening for afviklet, når kapitalforeningens eneste eller sidste afdeling ved en spaltning har overdraget alle afdelingens aktiver og forpligtelser til afdelinger i en eller flere andre kapitalforeninger. Når en kapitalforening er afviklet i henhold til stk. 2, skal kapitalforeningens forvalter anmelde afviklingen til Erhvervsstyrelsen, jf. stk. 3.

Det foreslås at nyaffatte stk. 2, så en kapitalforening, en AIF-SIKAV eller en AIF-værdipapirfond anses for afviklet, når kapitalforeningens, AIF-SIKAV’ens eller AIF-værdipapirfondens eneste eller sidste afdeling ved en spaltning har overdraget alle afdelingens aktiver og forpligtelser til afdelinger i en eller flere andre enheder.

Forslaget indebærer, at reglerne om afvikling i tilfælde af en spaltning tillige gælder for AIF-SIKAV’er og AIF-værdipapirfonde. Forslaget sikrer, at der ikke bliver en »tom skal« tilbage, når alle afdelinger i en kapitalforening, en AIF-SIKAV eller en AIF-værdipapirfond er spaltet ud af foreningen eller fonden. Når alle afdelinger spaltes ud, behøver man således ikke en selvstændig afvikling af disse enheder. Det samme gælder for afdelingers vedkommende når afdelingen har overdraget samtlige sine aktiver og forpligtelser til en modtagende afdeling.

Til nr. 54 (§ 152, stk. 3, i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v.)

Efter stk. 3, skal en kapitalforenings forvalter anmelde afviklingen til Erhvervsstyrelsen, når en kapitalforening er afviklet i henhold til stk. 2.

Det foreslås efter »en kapitalforening« at indsætte ordene »eller AIF-SIKAV« og efter »skal kapitalforeningens« at indsætte »eller AIF-SIKAV’ens«.

Dermed skal forvalteren af en AIF-SIKAV anmelde afviklingen af AIF-SIKAV’en til Erhvervsstyrelsen.

Forslagene indebærer, at reglerne om afvikling i tilfælde af en spaltning tillige gælder for AIF-SIKAV’er. Forslaget sikrer, at der ikke bliver en »tom skal« tilbage, når alle afdelinger i en kapitalforening eller en AIF-SIKAV er spaltet ud af foreningen eller selskabet. Når alle afdelinger spaltes ud, behøver man således ikke en selvstændig afvikling af disse enheder. Det samme gælder for afdelingers vedkommende når afdelingen har overdraget samtlige sine aktiver og forpligtelser til en modtagende afdeling.

Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til § 151, stk. 3, i lov nr. 598 af 12. juni 2013, jf. Folketingstidende 2012-13, A, L175 som fremsat, side 170.

Til nr. 55 og 56 (§ 153, stk. 1 og 2, i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v.)

§ 153 i FAIF-loven regulerer muligheden for at flytte en afdeling fra en kapitalforening til bl.a. en anden kapitalforening.

I henhold til § 153, stk. 1, kan en afdeling i en kapitalforening overflyttes til en anden kapitalforening. Ved overflytning bliver investorerne i den overflyttede afdeling investorer i den kapitalforening, som afdelingen overflyttes til, jf. stk. 2.

Det foreslås at ændre stk. 1, så en afdeling i en AIF-SIKAV eller en AIF-værdipapirfond kan overflyttes til en anden AIF-SIKAV eller AIF-værdipapirfond.

Det foreslås desuden at ændre stk. 2, så betegnelsen kapitalforening ændres til en kapitalforening, en AIF-SIKAV og en AIF-værdipapirfond.

Forslagene indebærer, at reglerne om overflytning af en afdeling tillige gælder for AIF-SIKAV’er og AIF-værdipapirfonde.

Formålet med reglen er at gøre det let og ubureaukratisk at overflytte en afdeling i sin helhed fra en enhed til en anden enhed.

Bemærkningerne til § 152, stk. 1-2, i lov nr. 598 af 12. juni 2013, jf. Folketingstidende 2012-13, A, L175 som fremsat, side 150.

Til nr. 57 (§ 154 i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v.)

I henhold til § 154, stk. 1 og 2, i FAIF-loven træffes en beslutning om overflytning af en afdeling i den kapitalforening, hvor afdelingen overflyttes fra, af afdelingens investorer på generalforsamlingen, mens en beslutning om overflytning af en afdeling træffes i den kapitalforening, hvor afdelingen overflyttes til, af bestyrelsen. En kapitalforening anses for afviklet, når foreningens eneste eller sidste afdeling er overflyttet til en anden kapitalforening, og kapitalforeningens forvalter skal anmelde afviklingen til Erhvervsstyrelsen, jf. stk. 3 og 4.

Det foreslås at nyaffatte § 154, så reglerne om, hvem der har kompetencen til at træffe beslutning om overflytning af en afdeling og afviklingen af en kapitalforening i den forbindelse, også gælder for en AIF-SIKAV og en AIF-værdipapirfond.

Det foreslås i stk. 1, at beslutning om overflytning af en afdeling i den kapitalforening eller AIF-SIKAV, hvor afdelingen overflyttes fra, træffes af afdelingens investorer på generalforsamlingen. Beslutning om overflytning af en afdeling i en AIF-værdipapirfond træffes af bestyrelsen for fondens forvalter.

I kapitalforeninger og AIF-SIKAV’er er det kun afdelingens investorer, der kan deltage i en sådan beslutning. I AIF-værdipapirfonde har investorerne ingen beslutningskompetencer i fonden. Beslutninger vedrørende fondens forhold træffes alene af bestyrelsen for AIF-værdipapirfondens forvalter.

Det foreslås i stk. 2, at beslutning om overflytning af en afdeling træffes i den kapitalforening, AIF-SIKAV eller AIF-værdipapirfond, hvor afdelingen overflyttes til, af bestyrelsen for kapitalforeningen eller AIF-SIKAV’en eller af forvalteren af en AIF-værdipapirfond.

Det vil sige, at hvis investorerne i en AIF-værdipapirfond er utilfredse med forvalterens bestyrelses beslutninger, så har de ingen mulighed for at omgøre den. De må sælge deres andele og dermed forlade fonden.

Det foreslås i stk. 3, at en kapitalforening, AIF-SIKAV eller AIF-værdipapirfond anses for afviklet, når foreningens eller fondens eneste eller sidste afdeling er overflyttet til en anden kapitalforening, AIF-SIKAV eller AIF-værdipapirfond.

Det foreslås i stk. 4, at når en kapitalforening, AIF-SIKAV er afviklet i henhold til stk. 3, skal kapitalforeningens eller AIF-SIKAV’ens forvalter anmelde afviklingen til Erhvervsstyrelsen.

Nyaffattelsen indebærer alene at de gældende regler om hvem, der er kompetent til at træffe beslutning om overflytning af afdelinger også kommer til at omfatte AIF-SIKAV’er og AIF-værdipapirfonde.

Til nr. 58 (§ 155, stk. 1, 2. pkt., i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v.)

Ifølge § 155, stk. 1, i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v. påser Finanstilsynet overholdelsen af regler udstedt i medfør af FAIF-direktivet, lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v. og de regler, der er udstedt i medfør af loven, undtagen § 27 b.

Finanstilsynet kontrollerer endvidere, at reglerne for finansiel information i årsrapporter og i delårsrapporter udstedt i medfør af § 131 er overholdt for forvaltere af alternative investeringsfonde, som har udstedt værdipapirer, der er optaget til handel på et reguleret marked, jf. § 213, stk. 1-5 og 8, i lov om kapitalmarkeder.

Finanstilsynet påser yderligere overholdelsen af regler udstedt i medfør af § 31, stk. 8, i revisorloven. Erhvervsstyrelsen påser dog overholdelsen af § 136.

Finanstilsynet påser endelig overholdelsen af Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 346/2013/EU af 17. april 2013 om europæiske sociale iværksætterfonde og Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 345/2013/EU af 17. april 2013 om europæiske venturekapitalfonde.

Det foreslås i stk. 1, at Finanstilsynet også skal påse overholdelsen af Europa-Parlamentets og Rå-dets Forordning (EU) nr. 2017/1131 af 14. juni 2017 om pengemarkedsforeninger og regler udstedt i medfør heraf.

Forordningen om pengemarkedsforeninger fastsætter en række nye krav til investeringsinstitutter, der investerer i kortfristede pengemarkedsinstrumenter. Der er krav om, hvordan de skal organisere sig og navnepligt, hvilke instrumenter, som de må investere i, spredningsregler og om indberetning af oplysninger om pengemarkedsforeningernes investeringer.

Det betyder, at Finanstilsynet som en del af sit løbende tilsyn og på undersøgelser tillige skal føre tilsyn med, at danske forvaltere af alternative investeringsfonde overholder reglerne i forordningen om pengemarkedsforeninger.

Til nr. 59 (§ 185, stk. 3, i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v.)

§ 185 stk. 3, fastlægger, at en digital meddelelse anses for at være kommet frem, når den er tilgængelig for adressaten for meddelelsen.

Det foreslås at ophæve § 185, stk. 3.

Ophævelsen skal ses i lyset af, at der i lovforslagets § 6, nr. 60, indsættes en tilsvarende bestemmelse i § 186 i FAIF-loven.

Til nr. 60 (§ 186 i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde)

Efter § 186, stk. 1, i FAIF-loven kan erhvervsministeren fastsætte regler om, at Finanstilsynet og Erhvervsstyrelsen kan udstede afgørelser og andre dokumenter efter loven eller efter regler udstedt i medfør af loven uden underskrift, med maskinelt eller på tilsvarende måde gengivet underskrift, eller under anvendelse af en teknik, der sikrer entydig identifikation af den, som har udstedt afgørelsen eller dokumentet. Sådanne afgørelser og dokumenter sidestilles med afgørelser og dokumenter med personlig underskrift.

Endvidere kan erhvervsministeren efter bestemmelsens stk. 2, fastsætte regler om, at afgørelser og andre dokumenter, der udelukkende er truffet eller udstedt på grundlag af elektronisk databehandling, kan udstedes alene med angivelse af den pågældende myndighed som afsender.

Bemyndigelsen i den gældende lovs § 186 er ikke udnyttet af erhvervsministeren.

Bestemmelsen blev indsat med lov nr. 1231 af 18. december 2012 om ændring af forskellige lovbestemmelser om obligatorisk digital kommunikation m.v. Begrundelsen for at indsætte bestemmelsen var, at der ikke i forvaltningsloven på daværende tidspunkt var en bestemmelse omhandlende en generel fravigelse af underskriftskravet.

Den generelle fravigelse af underskrivelseskravet blev indført i forvaltningsloven ved lov nr. 1624 af 26. december 2013 om ændring af forvaltningsloven, lov om Politiets Efterretningstjeneste (PET) og lov om Forsvarets Efterretningstjeneste (FE).

Efter § 32 b i forvaltningsloven, skal de dokumenter, der udgår fra en forvaltningsmyndighed til borgere, virksomheder m.v. i en sag, hvori der er eller vil blive truffet afgørelse, være forsynet med en personlig underskrift eller være udformet på en måde, der i øvrigt sikrer en entydig identifikation af den, som er afsender af dokumentet, og at dokumentet er endeligt. Bestemmelsen gælder, jf. forvaltningslovens § 32 b, stk. 2 og 3, ikke for dokumenter, hvor der anvendes automatisk sagsbehandling eller for dokumenter hvorved der kvitteres, rykkes eller foretages andre sagsbehandlingsskridt, der ikke er væsentlige.

Bestemmelsen i forvaltningslovens § 32 b regulerer således det samme område som den nuværende bestemmelse i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v. § 186.

Det foreslås i § 186. at en digital meddelelse anses for at være kommet frem, når den er tilgængelig for adressaten for meddelelsen.

For meddelelser, der sendes til Finanstilsynet, er den pågældende tilsynsmyndighed adressat for meddelelsen. For meddelelser, som tilsynsmyndigheden sender, er den pågældende virksomhed eller person, som meddelelsen sendes til, adressat for meddelelsen.

Udtrykket »en digital meddelelse« bruges om en hvilken som helst skriftlig kommunikation, som foretages digitalt, herunder også en afgørelse, som sendes via mail, via den offentlige digitale postløsning eller på anden digital måde.

En digital meddelelse anses for at være kommet frem, når meddelelsen er tilgængelig digitalt for adressaten. Dette svarer til, at et papirbrev anses for at være kommet frem, når det pågældende brev er lagt i adressatens fysiske postkasse. Det er uden betydning, om eller hvornår adressaten gør sig bekendt med indholdet af meddelelsen.

En meddelelse vil normalt blive anset for at være tilgængelig digitalt, selvom den pågældende ikke kan skaffe sig adgang til meddelelsen, såfremt dette skyldes hindringer, som det er op til den pågældende at overvinde.

Fremkomsttidspunktet er blandt andet afgørende for, hvornår forvaltningsakter, herunder afgørelser fra en myndighed, får de tilsigtede retsvirkninger. Det antages for eksempel, at afgørelser i almindelighed skal meddeles til deres adressat for at få de tilsigtede retsvirkninger, og at meddelelsen er sket, når afgørelsen er kommet frem til den, som afgørelsen retter sig til.

Fremkomsttidspunktet er normalt også afgørende for, om en indberetning eller lignende til en myndighed anses for rettidig.

En meddelelse vil normalt anses for at være kommet frem til tilsynsmyndigheden på det tidspunkt, hvor meddelelsen er tilgængelig for tilsynsmyndigheden, dvs. når tilsynsmyndigheden kan behandle meddelelsen. Dette tidspunkt vil normalt blive registreret automatisk i en modtagelsesanordning eller et datasystem. En meddelelse, der først er tilgængelig efter kl. 24.00, anses normalt først for modtaget den dag, meddelelsen er tilgængelig.

Kan modtagelsestidspunktet for en digital meddelelse til en myndighed ikke fastlægges som følge af problemer med myndighedens it-system eller andre lignende problemer (sammenbrud i den digitale signaturs infrastruktur, generelle strømafbrydelser, generelle problemer hos myndighedens internetudbyder o.l.), må meddelelsen anses for at være kommet frem på det tidspunkt, hvor meddelelsen blev afsendt, hvis der kan fremskaffes pålidelige oplysninger om afsendelsestidspunktet.

Opstår problemerne tæt på fristen for indgivelse af meddelelsen, og kan problemerne føre til, at fristen med rimelighed ikke kan overholdes, anses meddelelsen for at være kommet frem inden for fristen, hvis den er tilgængelig for myndigheden inden for en rimelig tid efter, at forhindringen er ophørt. Det vil således ikke komme afsenderen til skade, at indberetningen m.v. modtages efter fristens udløb, hvis dette skyldes systemnedbrud hos myndigheden.

En meddelelse fra en myndighed vil normalt være tilgængelig for modtageren, når adressaten (borgeren eller virksomheden m.v.) vil kunne fremkalde meddelelsen på en almindeligt fungerende computer tilsluttet internettet med almindeligt tilgængelige programmer og dermed gøre sig bekendt med meddelelsens indhold.

Det er i den forbindelse uden betydning, om adressaten for myndighedens meddelelse har bragt sig i stand til at tilgå meddelelsen f.eks. hvis modtageren af en meddelelse, som myndigheden har sendt til den pågældende via den offentlige digitale postløsning, ikke har skaffet sig den fornødne offentlige digitale signatur til at modtage meddelelser i den offentlige digitale postløsning, eller at modtageren i sit elektroniske system har installeret anordninger (spamfiltre, firewalls m.v.), som afviser at modtage meddelelser.

Det er endvidere uden betydning, om adressaten oplever, at vedkommendes egen computer ikke fungerer, eller at vedkommende har mistet koden til sin digitale signatur eller oplever lignende hindringer, som det er op til adressaten at overvinde.

En meddelelse vil blive anset for at være tilgængelig, selvom den pågældende ikke kan skaffe sig adgang til meddelelsen, hvis dette skyldes hindringer, som det er op til den pågældende at overvinde. Som eksempler herpå kan nævnes, at den pågældendes egen computer ikke fungerer, eller den pågældende har mistet koden til sin digitale signatur.

Til nr. 61 (§ 190, stk. 2, i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v.)

§ 190 i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m. v. er en straffebestemmelse. Det følger af bestemmelsen, at overtrædelser af lov om alternative investeringsfonde m.v., kan straffes med bøde eller fængsel. Forældelsesfristen for straffeansvar for overtrædelse af lovens bestemmelser eller regler udstedt i medfør af loven er 5 år.

Det følger af forordningen om pengemarkedsforeningers artikel 40, stk. 1, at de kompetente myndigheder skal fastsætte regler om sanktioner og andre foranstaltninger, der skal anvendes i tilfælde af overtrædelse af forordningen. Disse sanktioner og foranstaltninger skal være effektive, stå i et rimeligt forhold til overtrædelsen og have afskrækkende virkning.

Det foreslås derfor at indsætte en hjemmel i § 190, stk. 1, til at straffe overtrædelse af forordningen om pengemarkedsforeningers artikel 4, stk. 1, artikel 6, artikel 7, stk. 1-4, artikel 9, artikel 10, stk. 1, artikel 11, stk. 1-3, artikel 12-14, artikel 15, stk. 1-5, artikel 16, stk. 1-4 og stk. 6, artikel 17, stk. 1-6 og stk. 8-9, artikel 18, stk. 1, artikel 19-21, artikel 23, artikel 24, stk. 1, artikel 25, stk. 1, artikel 26, artikel 27, artikel 28, stk. 1-5, artikel 29, stk. 1-5 og stk. 7, artikel 30, stk. 3, artikel 31, stk. 3-4, artikel 32, stk. 3-4, artikel 33, artikel 34, stk. 1 og 3, artikel 35, stk. 1, artikel 36, artikel 37, stk. 1-3 og artikel 44, stk. 1, med bøde.

Med forslaget indføres mulighed for at give bødestraf for overtrædelser af forordningen om pengemarkedsforeninger for en række forpligtelser, der påhviler en pengemarkedsforening og de personer, der leder den.

En pengemarkedsforening er et investeringsinstitut, som kun investerer i kortfristede pengemarkeds-instrumenter. I Danmark kan et investeringsinstitut, som reguleres af forordningen, antage andre juridiske former end en alternativ investeringsfond. En pengemarkedsforening efter forordningen kan også være en pengemarkeds-SIKAV, en pengemarkedsfond eller en pengemarkeds investeringsforening.

Lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v. regulerer forvalteren af AIF’en. Det er derfor forvalteren, der har ansvaret for at overholde en række pligter vedrørende indretning og drift af AIF’en. Det er derfor også forvalteren, der kan pålægges ansvar og straf efter stk. 1.

Hvis pengemarkedsforeningen er organiseret som en AIF, er det forvalteren af den pågældende AIF, der er strafsubjekt ved overtrædelse af pengemarkedsforordningens artikel 4, stk. 1, artikel 6, artikel 7, stk. 1-4, artikel 9, artikel 10, stk. 1, artikel 11, stk. 1-3, artikel 12-14, artikel 15, stk. 1-5, artikel 16, stk. 1-4 og stk. 6, artikel 17, stk. 1-6 og stk. 8-9, artikel 18, stk. 1, artikel 19-21, artikel 23, artikel 24, stk. 1, artikel 25, stk. 1, artikel 26, artikel 27, artikel 28, stk. 1-5, artikel 29, stk. 1-5 og stk. 7, artikel 30, stk. 3, artikel 31, stk. 3-4, artikel 32, stk. 3-4, artikel 33, artikel 34, stk. 1 og 3, artikel 35, stk. 1, artikel 36, artikel 37, stk. 1-3 og artikel 44, stk. 1.

Ved fastsættelse af bødestørrelsen skal der lægges vægt på størrelsen af den risiko, som overtrædelsen har udsat investorerne for, overtrædelsens grovhed og, om der er sket gentagne overskridelser.

Nedenfor anføres en uddybende beskrivelse af indholdet af de enkelte artikler, herunder forpligtigelser vedrørende de enkelte artikler i pengemarkedsforeningsforordningen, der strafbelægges med lovforslaget:

Artikel 4, stk. 1, i forordningen om pengemarkedsforeninger bestemmer, at et institut for kollektiv investering ikke kan etableres, markedsføres eller forvaltes i Den Europæiske Union som en penge-markedsforening, medmindre det er blevet godkendt i overensstemmelse med forordningen.

Bestemmelsen indeholder en godkendelsespligt og det vil være objektivt konstaterbart om der er opnået en godkendelse.

Ansvarssubjektet for straf for manglende overholdelse af artikel 4, stk. 1, er forvalteren.

Artikel 6 i forordningen om pengemarkedsforeninger bestemmer, at de AIF’er, der investerer efter en pengemarkedsstrategi kan og skal anvende betegnelsen pengemarkeds- AIF.

Bestemmelsen er f.eks. overtrådt, hvis en AIF, der investerer i pengemarkedsinstrumenter ud fra en strategi om at opnå pengemarkedsrenten, ikke benytter ordet pengemarkeds-AIF som en del af foreningens navn. Det vil være objektivt konstaterbart, om en pengemarkeds-AIF anvender ordet pengemarkeds-AIF som en del af AIF’ens navn

Ansvarssubjektet for straf for manglende overholdelse af artikel 6 er forvalteren.

Artikel 7, stk. 1-4, i forordningen om pengemarkedsforeninger bestemmer, at en pengemarkedsforening og en forvalter af en pengemarkedsforening til enhver tid skal overholde reguleringen for pengemarkedsforeninger.

Det betyder f.eks. at forvalteren som daglig ledelse skal sørge for at pengemarkeds-AIF’ens formue til enhver tid overholder de investerings- og spredningsregler, der gælder for den pågældende type af pengemarkeds-AIF. Det vil være objektivt konstaterbart, om en pengemarkeds-AIF overholder disse grænser.

Ansvarssubjektet for straf for manglende overholdelse af artikel 7, stk. 1-4, er forvalteren.

Artikel 9 i forordningen om pengemarkedsforeninger regulerer, hvilke typer finansielle instrumenter en pengemarkedsforening må investere i og, hvilke aktiviteter de ikke må beskæftige sig med.

Det betyder f.eks. at pengemarkeds-AIF’en f.eks. ikke må investere i aktier, fordi aktier ikke er et pengemarkedsinstrument. Det vil være objektivt konstaterbart, om en pengemarkeds-AIF har investeret i ikke investerbare aktiver som f.eks. aktier.

Ansvarssubjektet for straf for manglende overholdelse af artikel 9 er forvalteren.

Artikel 10, stk. 1, i forordningen om pengemarkedsforeninger stiller nærmere krav, som de finansielle instrumenter skal opfylde for, at en pengemarkedsforening må investere i dem.

Det betyder f.eks. at pengemarkeds-AIF’en f.eks. ikke må investere i pengemarkedsinstrumenter, der har en restløbetid på mere end 397 dage. Det vil være objektivt konstaterbart, om en pengemarkeds-AIF har investeret i strid med disse investeringsrestriktioner.

Ansvarssubjektet for straf for manglende overholdelse af artikel 10, stk. 1, er forvalteren.

Artikel 11, stk. 1-3, i forordningen om pengemarkedsforeninger bestemmer, hvilke gældsbreve og securitiseringer med sikkerhed i konkrete aktiver, som de forskellige typer af pengemarkeds-AIF’er må investere i.

Det betyder f.eks. at en pengemarkeds-AIF med kort løbetid f.eks. kun må investere i sådanne gældsbreve, der har en restløbetid på 397 dage eller mindre. Det vil være objektivt konstaterbart, om en pengemarkeds-AIF har investeret i strid med disse investeringsrestriktioner.

Ansvarssubjektet for straf for manglende overholdelse af artikel 11, stk. 1-3, er forvalteren.

Artikel 12-14 i forordningen om pengemarkedsforeninger bestemmer, hvilke indlån i kreditinstitutter, afledte finansielle instrumenter og genkøbsaftaler, som pengemarkedsforeninger må investere i.

Det betyder f.eks. at pengemarkeds-AIF’er kun må placere deres midler i indlån i pengeinstitutter, der til enhver tid kan hæves. Det vil være objektivt konstaterbart, om en pengemarkeds-AIF har investeret i strid med disse investeringsrestriktioner.

Ansvarssubjektet for straf for manglende overholdelse af artikel 12-14 er forvalteren.

Artikel 15, stk. 1-5, i forordningen om pengemarkedsforeninger regulerer de krav, som omvendte genkøbsaftaler skal opfylde som betingelse for at pengemarkeds-AIF’er har adgang til at indgå sådanne aftaler. En omvendt genkøbsaftale er en aftale, hvorved en part modtager værdipapirer eller rettigheder knyttet til et værdipapir fra en modpart og samtidig forpligter sig til at sælge dem tilbage til en nærmere angiven pris og på et senere tidspunkt, der er nærmere angivet, eller som skal angives nærmere.

Det betyder f.eks., at pengemarkeds-AIF’en kun må placere deres midler i en omvendt genkøbsaftale, der til enhver tid kan opsiges med et varsel på højst to arbejdsdage. Det vil være objektivt konstaterbart, om en pengemarkeds-AIF har investeret i strid med en sådan investeringsrestriktion.

Ansvarssubjektet for straf for manglende overholdelse af artikel 15, stk. 1-5, er forvalteren.

Artikel 16, stk. 1-4 og stk. 6, i forordningen om pengemarkedsforeninger regulerer pengemarkeds-AIF’ers adgang til at erhverve andele eller kapitalandele i andre pengemarkedsforeninger.

F.eks. må en pengemarkeds-AIF ikke placere sine midler i andele i en anden pengemarkedsforening, der kan placere mere end 10 pct. af sine aktiver i andele i andre pengemarkedsforeninger, eller som besidder andele i den erhvervende pengemarkeds-AIF. Det vil være objektivt konstaterbart, om en pengemarkeds-AIF har investeret i strid med disse investeringsrestriktioner.

Ansvarssubjektet for straf for manglende overholdelse af artikel 16, stk. 1-4 og stk. 6, er forvalteren.

Artikel 17, stk. 1-6, og stk. 8-9, samt artikel 18, stk. 1, i forordningen om pengemarkedsforeninger stiller krav til den risikospredning, som en pengemarkedsforening skal iagttage i forbindelse med sin investering af formuen.

F.eks. må en pengemarkeds-AIF ikke placere mere end 10 pct. af sine midler i pengemarkedsinstrumenter, securitiseringer og gældsbreve med sikkerhed i konkrete aktiver, som en enkelt enhed har udstedt. Det vil være objektivt konstaterbart, om en pengemarkeds-AIF har investeret i strid med disse investeringsrestriktioner.

Ansvarssubjektet for straf for manglende overholdelse af artikel 17, stk. 1-6, og stk. 8-9, samt artikel 18, stk. 1, er forvalteren.

Artikel 19-21 i forordningen om pengemarkedsforeninger stiller krav om, at en pengemarkeds-AIF skal indføre, implementere og konsekvent anvende en forsvarlig intern procedure for kreditkvalitetsvurdering. Der stilles krav til, hvordan denne procedure for intern kreditkvalitetsvurdering skal indrettes, hvilke faktorer, der skal medtages i vurderingen og, hvorledes en pengemarkeds-AIF skal kunne dokumentere dens interne procedure for kreditkvalitetsvurdering.

F.eks. må en pengemarkeds-AIF ikke alene basere sin kreditvurdering på et eksternt kreditvurderingsbureaus kreditvurdering. Det vil være objektivt konstaterbart, om en pengemarkeds-AIF har en intern kreditvurderingsprocedure, fordi AIF’en skal have forretningsgange og arbejdsbeskrivelser herfor, og AIF’en skal dokumentere anvendelsen af den interne kreditvurdering.

Ansvarssubjektet for straf for manglende overholdelse af artikel 19-21 er forvalteren.

Artikel 23 i forordningen om pengemarkedsforeninger stiller krav til ledelsen om, hvordan de forskellige ledelsesniveauer skal føre kontrol med den interne procedure for kreditkvalitetsvurderingen. F.eks. skal den daglige ledelse og bestyrelsen for en pengemarkeds-AIF godkende den interne procedure for kreditkvalitetsvurdering.

Det vil f.eks. være en overtrædelse af bestemmelsen, hvis den daglige ledelse eller bestyrelsen for en pengemarkeds-AIF ikke har godkendt AIF’ens interne procedure for kreditkvalitetsvurdering. Det vil være objektivt konstaterbart, om den daglige ledelse og bestyrelsen for en pengemarkeds-AIF har godkendt AIF’ens interne procedure for kreditkvalitetsvurdering, fordi disse godkendelser skal dokumenteres.

Ansvarssubjektet for straf for manglende overholdelse af artikel 23 er forvalteren.

Artikel 24, stk. 1, i forordningen om pengemarkedsforeninger regulerer den maksimale varighed for porteføljen i pengemarkeds-AIF’er med kort løbetid. F.eks. må porteføljen i en pengemarkeds-AIF med kort løbetid højst have en vægtet gennemsnitlig renteløbetid på højst 60 dage.

Det vil være en overtrædelse af bestemmelsen, hvis porteføljen i en pengemarkeds-AIF med kort løbetid har en vægtet gennemsnitlig renteløbetid på over 60 dage. Det vil være objektivt konstaterbart, om en pengemarkeds-AIF har investeret i strid med denne investeringsrestriktion, fordi man på en undersøgelse kan beregne porteføljens vægtet gennemsnitlig renteløbetid.

Ansvarssubjektet for straf for manglende overholdelse af artikel 24, stk. 1, er forvalteren.

Artikel 25, stk. 1, i forordningen om pengemarkedsforeninger regulerer den maksimale varighed for porteføljen i standard pengemarkedsAIF’er. F.eks. må porteføljen i en standard pengemarkeds-AIF højst have en vægtet gennemsnitlig renteløbetid på højst 6 måneder.

Det vil være en overtrædelse af bestemmelsen, hvis porteføljen i en standardpengemarkeds-AIF har en vægtet gennemsnitlig renteløbetid på over 6 måneder. Det vil være objektivt konstaterbart, om en pengemarkeds-AIF har investeret i strid med denne investeringsrestriktion, fordi man på en undersøgelse kan beregne porteføljens vægtet gennemsnitlig renteløbetid.

Ansvarssubjektet for straf for manglende overholdelse af artikel 25, stk. 1, er forvalteren.

Artikel 26 i forordningen om pengemarkedsforeninger bestemmer, at hvis en pengemarkeds-AIF anmoder om eller finansierer en ekstern kreditvurdering af pengemarkeds-AIF’en, så skal AIF’en eller dens forvalter klart angive dette i pengemarkeds-AIF’ens prospekt og i alle meddelelser til investorerne.

Ansvarssubjektet for straf for manglende overholdelse af artikel 26 er forvalteren.

Artikel 27 i forordningen om pengemarkedsforeninger bestemmer, at forvalteren af en pengemarkeds-AIF skal indføre, implementere og anvende procedurer for at forudsige effekten af samtidig indløsninger fra flere investorer.

Hvis forvalteren af en pengemarkeds-AIF ikke har og ikke anvender en sådan procedure vil det være en overtrædelse af bestemmelsen. Det vil være objektivt konstaterbart, om den daglige ledelse for en pengemarkeds-AIF har og anvender en sådan, fordi disse procedurer og deres anvendelse skal dokumenteres.

Ansvarssubjektet for straf for manglende overholdelse af artikel 27er forvalteren.

Artikel 28, stk. 1-5, i forordningen om pengemarkedsforeninger bestemmer, at alle pengemarkeds-AIF’er skal indføre solide stresstestprocesser, der giver mulighed for at identificere mulige hændelser eller fremtidige ændringer i de økonomiske forhold, som kan have ugunstige konsekvenser for pengemarkeds-AIF’en. Bestemmelsen stiller ligeledes krav om hvilke faktorer, som stresstesten skal baseres på. Det kan f.eks. være hypotetiske ændringer i likviditetsniveauet for de aktiver, som pengemarkedsforeningen har i sin portefølje, og hypotetiske ændringer i kreditrisikoniveauet for de aktiver, som pengemarkedsforeningen har i sin portefølje, herunder kredithændelser og ratinghændelser.

Hvis forvalteren af en pengemarkeds-AIF ikke har og anvender en sådan stresstestproces vil det være en overtrædelse af bestemmelsen. Det vil være objektivt konstaterbart, om den daglige ledelse for en pengemarkeds-AIF har og anvender en sådan stresstestproces, fordi den og dens anvendelse skal dokumenteres.

Ansvarssubjektet for straf for manglende overholdelse af artikel 28, stk. 1-5, er forvalteren.

Artikel 29, stk. 1-5 og stk. 7, i forordningen om pengemarkedsforeninger stiller krav til, hvor ofte og hvorledes en pengemarkedsforenings aktiver skal værdiansættes. F.eks. skal en pengemarkeds-AIF’s aktiver værdiansættes mindst dagligt.

Det vil være en overtrædelse af bestemmelsen, hvis pengemarkeds-AIF’ens aktiver ikke værdiansættes dagligt. Det vil være objektivt konstaterbart, om aktiverne værdiansættes dagligt, fordi værdiansættelsen skal dokumenteres.

Ansvarssubjektet for straf for manglende overholdelse af artikel 29, stk. 1-5 og stk. 7, er forvalteren.

Artikel 30, stk. 3, i forordningen om pengemarkedsforeninger bestemmer, at nettoaktivværdien af en pengemarkeds-AIF’s formue skal beregnes og offentliggøres mindst dagligt og offentliggøres på pengemarkeds-AIF’ens hjemmeside.

Det vil være en overtrædelse af bestemmelsen, hvis pengemarkeds-AIF’en undlader at beregne nettoaktivværdien af en pengemarkeds-AIF’s formue og offentliggøre den mindst dagligt på pengemarkeds-AIF’ens hjemmeside. Det vil være objektivt konstaterbart, om dette er sket, fordi beregningen af nettoaktivværdien og offentliggørelsen skal dokumenteres.

Ansvarssubjektet for straf for manglende overholdelse af artikel 30, stk. 3, er forvalteren.

Artikel 31, stk. 3-4, i forordningen om pengemarkedsforeninger bestemmer, at en statsgældsbaseret pengemarkeds-AIF med konstant nettoaktivværdi, jf. forordningens artikel 2, nr. 11, skal beregne den konstante nettoaktivværdi pr. andel eller kapitalandel mindst dagligt og at forskellen mellem den konstante nettoaktivværdi pr. andel eller kapitalandel og nettoaktivværdien pr. andel eller kapitalandel skal beregnes og overvåges løbende og offentliggøres dagligt på pengemarkeds-AIF’ens hjemmeside.

Det vil være en overtrædelse af bestemmelsen, hvis pengemarkeds-AIF’en undlader at beregne den konstante nettoaktivværdi pr. andel eller kapitalandel mindst dagligt og offentliggøre den mindst dagligt på pengemarkeds-AIF’ens hjemmeside. Det vil være objektivt konstaterbart, om dette er sket, fordi beregningen af den konstante nettoaktivværdi pr. andel eller kapitalandel og offentliggørelsen skal dokumenteres.

Ansvarssubjektet for straf for manglende overholdelse af artikel 31, stk. 3-4, er forvalteren.

Artikel 32, stk. 3-4, i forordningen om pengemarkedsforeninger bestemmer, at en pengemarkedsforening med nettoaktivværdi med lav volatilitet skal beregne den konstante nettoaktivværdi pr. andel eller kapitalandel mindst dagligt og at forskellen mellem den konstante nettoaktivværdi pr. andel eller kapitalandel og nettoaktivværdien pr. andel eller kapitalandel skal beregnes, overvåges løbende og offentliggøres dagligt på pengemarkedsforeningens hjemmeside.

Det vil være en overtrædelse af bestemmelsen, hvis pengemarkeds-AIF’en undlader at beregne den konstante nettoaktivværdi pr. andel eller kapitalandel mindst dagligt og offentliggøre den mindst dagligt på pengemarkeds-AIF’ens hjemmeside. Det vil være objektivt konstaterbart, om dette er sket, fordi beregningen af den konstante nettoaktivværdi pr. andel eller kapitalandel og offentliggørelsen skal dokumenteres.

Ansvarssubjektet for straf for manglende overholdelse af artikel 32, stk. 3-4, er forvalteren.

Artikel 33 i forordningen om pengemarkedsforeninger foreskriver, hvorledes pengemarkedsforeninger skal fastsætte kurserne for udstedelser og indløsninger af andele i deres foreninger.

Det vil være en overtrædelse af bestemmelsen, hvis en pengemarkeds-AIF fastsætter en udstedelses- eller indløsningskurs, der ikke opfylder kravene i bestemmelsen. Det vil være objektivt konstaterbart, om udstedelses- eller indløsningskursen opfylder kravene, fordi beregningen skal dokumenteres.

Ansvarssubjektet for straf for manglende overholdelse af artikel 33 er forvalteren.

Artikel 34, stk. 1 og 3, i forordningen om pengemarkedsforeninger bestemmer, at forvalteren af en statsgældsbaseret pengemarkedsforening med konstant nettoaktivværdi eller af en pengemarkedsforening med nettoaktivværdi med lav volatilitet skal indføre, implementere og konsekvent anvende forsvarlige og omhyggelige likviditetsforvaltningsprocedurer til kontrol af de ugentlige likviditetstærskler, der gælder for sådanne pengemarkedsforeninger samt hvilke handlinger pengemarkedsforeningerne skal foretage sig, hvis likviditetstærsklerne overskrides.

Det vil være en overtrædelse af bestemmelsen, hvis forvalteren af en statsgældsbaseret pengemarkeds-AIF med konstant nettoaktivværdi ikke har og anvender en forsvarlige og omhyggelige likviditetsforvaltningsprocedure. Det vil være objektivt konstaterbart, om den daglige ledelse for en sådan pengemarkedsforening har og anvender en sådan likviditetsforvaltnings-procedure, fordi den og dens anvendelse skal dokumenteres.

Ansvarssubjektet for straf for manglende overholdelse af artikel 34, stk. 1 og 3, er forvalteren.

Artikel 35, stk. 1, i forordningen om pengemarkedsforeninger forbyder en pengemarkedsforening at modtage ekstern støtte.

Det vil være en overtrædelse af bestemmelsen, hvis en pengemarkeds-AIF modtager støtte fra f.eks. en tilknyttet distributør. En sådan overtrædelse vil ikke altid være objektiv konstaterbar i alle tilfælde.

I så tilfælde vil det være op til myndighederne at løfte bevisbyrden for overtrædelse.

Ansvarssubjektet for straf for manglende overholdelse af artikel 35, stk. 1, er forvalteren.

Artikel 36 i forordningen om pengemarkedsforeninger bestemmer, at en pengemarkedsforening regelmæssigt skal offentliggøre en række oplysninger om foreningen, dens investeringer og om risikoen ved investering i pengemarkedsforeningen.

Det vil være en overtrædelse af bestemmelsen, hvis en pengemarkedsforening undlader at offentliggøre f.eks. hvilken type pengemarkedsforening, den er ifølge forordningens artikel 3, stk. 1. En sådan overtrædelse vil være objektiv konstaterbar, fordi offentliggørelsen skal kunne dokumenteres.

Ansvarssubjektet for straf for manglende overholdelse af artikel 36 er forvalteren.

Artikel 37, stk. 1-3 i forordningen om pengemarkedsforeninger bestemmer, at forvalteren af pengemarkedsforeninger for hver pengemarkedsforening, som den pågældende forvalter, skal indberette nærmere angivne oplysninger til pengemarkedsforeningens kompetente myndighed mindst hvert kvartal. Det kan f.eks. være resultaterne af stresstestene.

Det vil være en overtrædelse af bestemmelsen, hvis en pengemarkeds-AIF undlader at indberette f.eks. resultaterne af stresstesterne til myndighederne. En sådan overtrædelse vil være objektiv konstaterbar, fordi myndighederne ikke vil have modtaget indberetningerne.

Ansvarssubjektet for straf for manglende overholdelse af artikel 37, stk. 1-3, er forvalteren.

Artikel 44, stk. 1, i forordningen om pengemarkedsforeninger bestemmer, at eksisterende investeringsinstitutter, der investerer i aktiver med kort løbetid, og som har som særligt eller overordnet mål at give et afkast svarende til pengemarkedsrenten eller at bevare værdien af investeringen, senest den 21. januar 2019 skal indgive en ansøgning til pengemarkedsforeningens kompetente myndighed vedlagt al dokumentation, der er nødvendig for at dokumentere, at de overholder bestemmelserne i denne forordning.

Det vil være en overtrædelse af bestemmelsen, hvis et eksisterende investeringsinstitut, undlader at indgive en ansøgning til Finanstilsynet senest den 21. januar 2019 om godkendelse som pengemarkeds-AIF, -forening, -SIKAV eller -fond i overensstemmelse med forordningen. En sådan overtrædelse vil være objektiv konstaterbar, når Finanstilsynet konstaterer, at investeringsinstituttet ikke har indgivet en sådan ansøgning.

Ansvarssubjektet for straf for manglende overholdelse af artikel 44, stk. 1, er forvalteren.

Kilde

Til nr. 1 og 2 (§ 29, stk. 1, nr. 6 og 7, i lov om forsikringsformidling)

Efter § 28, stk. 1 kan Finanstilsynet inddrage en forsikringsformidlers tilladelse, hvis virksomheden anmoder herom, virksomheden ikke gør brug af tilladelsen, senest 12 måneder efter at Finanstilsynet har meddelt tilladelse, virksomheden ikke har udøvet virksomhed som forsikringsformidler eller genforsikringsformidler i en samlet periode på over 6 måneder, har opnået tilladelse på baggrund af urigtige eller vildledende oplysninger eller på anden uretmæssig vis, virksomheden ikke længere opfylder betingelserne for meddelelse af tilladelse efter kapitel 2, der er rejst tiltale mod indehaveren af en forsikringsformidler eller en genforsikringsformidler, der er en enkeltmandsvirksomhed, for overtrædelse af straffeloven, denne lov eller anden finansiel lovgivning, indtil straffesagen er afgjort, hvis domfældelse vil indebære, at vedkommende ikke opfylder kravene i § 9, stk. 1, nr. 3, eller virksomheden groft eller gentagne gange tilsidesætter sine pligter efter denne lov eller regler udstedt i medfør heraf eller forordninger udstedt i medfør af Europa-Parlamentet og Rådets direktiv (EU) 2016/97 af 20. januar 2016 om forsikringsdistribution.

Med dette lovforslags § 7, nr. 3, indsættes et nyt nummer i § 29, stk. 1, i forsikringsformidlingsloven, hvorefter Finanstilsynet kan inddrage en tilladelse for en forsikringsformidler, når denne formidler livsforsikringer eller andre investeringsrelaterede forsikringer, hvis forsikringsformidleren gør sig skyldig i grove eller gentagne overtrædelser af hvidvaskloven.

Som følge heraf foreslås to mindre konsekvensændringer i lov om forsikringsformidling § 29, stk. 1, nr. 6 og 7.

Til nr. 3 (§ 29, stk. 1, nr. 8 i lov om forsikringsformidling)

Med lovforslaget indføres hjemmel til at Finanstilsynet kan inddrage tilladelse for en forsikringsformidler, når denne formidler livsforsikringer eller andre investeringsrelaterede forsikringer, hvis virksomheden gør sig skyldig i grove eller gentagne overtrædelser af hvidvaskloven.

Den foreslåede bestemmelse indebærer en indgribende reaktionsmulighed for Finanstilsynet, idet en forsikringsformidler ved en inddragelse af tilladelse ikke længere kan distribuere forsikringer, som er omfattet af hvidvaskloven.

Det må som udgangspunkt forudsættes, at en mindre indgribende reaktion anvendes over for virksomheden, før tilladelsen inddrages. Kan forholdene i virksomheden rettes op ved en mindre indgribende reaktion, end at trække virksomhedens tilladelse og kan tilliden til den finansielle sektor opretholdes, skal den mindre reaktion vælges. En mildere reaktion kan bl.a. være, at Finanstilsynet giver påbud om, at virksomheden retter op på de kritisable forhold i virksomheden, eller at Finanstilsynet giver påbud om afsættelse af virksomhedens hvidvaskansvarlige eller direktør eller påbud om nedlæggelse af bestyrelseshverv.

En virksomheds manglende efterlevelse af påbud om afsættelse af den hvidvaskansvarlige, jf. hvidvaskloven § 51 a, som affattet ved dette lovforslags § 3, nr. 4, vil som udgangspunkt være en grov overtrædelse af hvidvaskloven, der kan føre til inddragelse af tilladelsen. Der henvises til lovforslagets almindelige bemærkninger pkt. 2.1.3.

En afgørelse om inddragelse af tilladelse kan indbringes for Erhvervsankenævnet i medfør af § 37 i lov om forsikringsformidling.

Til nr. 4 (§ 44, stk. 2, i lov om forsikringsformidling)

§ 44 i lov nr. 41 af 22. januar 2018 om forsikringsformidling vedrører lovens ikrafttræden m.v. Det fremgår af bestemmelsen, at erhvervsministeren fastsætter tidspunktet for lovens ikrafttræden. Det skyldes, at en række medlemslande havde anmodet Kommissionen om at fremsætte et forslag, der ændrer ikrafttrædelsesdatoen for gennemførelsen af Europa-Parlamentets og Rådets Direktiv (EU) 2016/97 af 20. januar 2016 om forsikringsdistribution (herefter forsikringsdistributionsdirektivet). Kommissionen har på tidspunktet for nærværende lovforslag fremsættelse fremsat forslag om at udsætte ikrafttrædelsesdatoen for forsikringsdistributionsdirektivet til den 1. oktober 2018. Dette afventer endelig behandling i Europa-Parlamentet. Et ændringsdirektiv forventes tidligst vedtaget ultimo marts 2018.

Med lovforslaget indsættes et nyt stk. 2 hvorefter erhvervsministeren kan ophæve lov nr. 362 af 19. maj 2004 om forsikringsformidling, jf. lovbekendtgørelse nr. 1065 af 22. august 2013.

Ved lov nr. 41 af 22. januar 2018 om forsikringsformidling er der foretaget en nyaffattelse af den i dag gældende lov om forsikringsformidling, jf. lovbekendtgørelse nr. 1065 af 22. august 2013. Den nugældende lov skal derfor ophæves samtidig med, at lov nr. 41 af 22. januar 2018 sættes i kraft.

Da det fortsat ikke er endeligt, hvorvidt ikrafttrædelsesdatoen for forsikringsdistributionsdirektivet udsættes til den 1. oktober 2018, er der ligeledes fortsat usikkerhed om ikrafttrædelsesdatoen for loven. Det betyder, at der dermed også er usikkerhed om, hvornår den i dag gældende lov om forsikringsformidling skal ophæves.

Det foreslås derfor at indsætte et stk. 2 i den nye lovs ikrafttrædelsesbestemmelse, som bemyndiger erhvervsministeren til at ophæve den nugældende lov ved bekendtgørelse.

Kilde

Til nr. 1 (§ 22, stk. 3 i lov om betalingskonti)

§ 22, stk. 3, fastlægger, at en digital meddelelse anses for at være kommet frem, når den er tilgængelig for adressaten for meddelelsen.

Det foreslås at ophæve § 22, stk. 3.

Ophævelsen skal ses i lyset af, at der i lovforslagets § 8, nr. 2, indsættes en tilsvarende bestemmelse i § 23 i lov om betalingskonti, jf. lov nr. 375 af 27. april 2016.

Til nr. 2 (§ 23 i lov om betalingskonti)

Efter § 23 i lov om betalingskonti kan erhvervsministeren fastsætte regler om, at Finanstilsynet kan udstede afgørelser og andre dokumenter efter loven eller efter regler udstedt i medfør af loven eller efter forordninger udstedt i medfør af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/92/EU af 23. juli 2014 om sammenligning af gebyrer i forbindelse med betalingskonti, flytning af betalingskonti og adgang til betalingskonti med basale funktioner uden underskrift, med maskinelt eller på tilsvarende måde gengivet underskrift, eller under anvendelse af en teknik, der sikrer entydig identifikation af den, som har udstedt afgørelsen eller dokumentet.

Endvidere kan erhvervsministeren efter bestemmelsens stk. 2, fastsætte regler om, at afgørelser og andre dokumenter, der udelukkende er truffet eller udstedt på grundlag af elektronisk databehandling, kan udstedes alene med angivelse af den pågældende myndighed som afsender.

Bemyndigelsen i den gældende lovs § 23 er ikke udnyttet af erhvervsministeren.

Bestemmelsen blev indsat med lov nr. 1231 af 18. december 2012 om ændring af forskellige lovbestemmelser om obligatorisk digital kommunikation m.v. Begrundelsen for at indsætte bestemmelsen var, at der ikke i forvaltningsloven på daværende tidspunkt var en bestemmelse omhandlende en generel fravigelse af underskriftskravet.

Den generelle fravigelse af underskrivelseskravet blev indført i forvaltningsloven ved lov nr. 1624 af 26. december 2013 om ændring af forvaltningsloven, lov om Politiets Efterretningstjeneste (PET) og lov om Forsvarets Efterretningstjeneste (FE).

Efter § 32 b i forvaltningsloven, skal de dokumenter, der udgår fra en forvaltningsmyndighed til borgere, virksomheder m.v. i en sag, hvori der er eller vil blive truffet afgørelse, være forsynet med en personlig underskrift eller være udformet på en måde, der i øvrigt sikrer en entydig identifikation af den, som er afsender af dokumentet, og at dokumentet er endeligt. Bestemmelsen gælder, jf. forvaltningslovens § 32 b, stk. 2 og 3, ikke for dokumenter, hvor der anvendes automatisk sagsbehandling eller for dokumenter hvorved der kvitteres, rykkes eller foretages andre sagsbehandlingsskridt, der ikke er væsentlige.

Bestemmelsen i forvaltningslovens § 32 b regulerer således det samme område som den nuværende bestemmelse i lov om betalingskonti § 23.

Det foreslås i § 23 at en digital meddelelse anses for at være kommet frem, når den er tilgængelig for adressaten for meddelelsen.

For meddelelser, der sendes til Finanstilsynet, er den pågældende tilsynsmyndighed adressat for meddelelsen. For meddelelser, som tilsynsmyndigheden sender, er den pågældende virksomhed eller person, som meddelelsen sendes til, adressat for meddelelsen.

Udtrykket »en digital meddelelse« bruges om en hvilken som helst skriftlig kommunikation, som foretages digitalt, herunder også en afgørelse, som sendes via mail, via den offentlige digitale postløsning eller på anden digital måde.

En digital meddelelse anses for at være kommet frem, når meddelelsen er tilgængelig digitalt for adressaten. Dette svarer til, at et papirbrev anses for at være kommet frem, når det pågældende brev er lagt i adressatens fysiske postkasse. Det er uden betydning, om eller hvornår adressaten gør sig bekendt med indholdet af meddelelsen.

En meddelelse vil normalt blive anset for at være tilgængelig digitalt, selvom den pågældende ikke kan skaffe sig adgang til meddelelsen, såfremt dette skyldes hindringer, som det er op til den pågældende at overvinde.

Fremkomsttidspunktet er blandt andet afgørende for, hvornår forvaltningsakter, herunder afgørelser fra en myndighed, får de tilsigtede retsvirkninger. Det antages for eksempel, at afgørelser i almindelighed skal meddeles til deres adressat for at få de tilsigtede retsvirkninger, og at meddelelsen er sket, når afgørelsen er kommet frem til den, som afgørelsen retter sig til.

Fremkomsttidspunktet er normalt også afgørende for, om en indberetning eller lignende til en myndighed anses for rettidig.

En meddelelse vil normalt anses for at være kommet frem til tilsynsmyndigheden på det tidspunkt, hvor meddelelsen er tilgængelig for tilsynsmyndigheden, dvs. når tilsynsmyndigheden kan behandle meddelelsen. Dette tidspunkt vil normalt blive registreret automatisk i en modtagelsesanordning eller et datasystem. En meddelelse, der først er tilgængelig efter kl. 24.00, anses normalt først for modtaget den dag, meddelelsen er tilgængelig.

Kan modtagelsestidspunktet for en digital meddelelse til en myndighed ikke fastlægges som følge af problemer med myndighedens it-system eller andre lignende problemer (sammenbrud i den digitale signaturs infrastruktur, generelle strømafbrydelser, generelle problemer hos myndighedens internetudbyder o.l.), må meddelelsen anses for at være kommet frem på det tidspunkt, hvor meddelelsen blev afsendt, hvis der kan fremskaffes pålidelige oplysninger om afsendelsestidspunktet.

Opstår problemerne tæt på fristen for indgivelse af meddelelsen, og kan problemerne føre til, at fristen med rimelighed ikke kan overholdes, anses meddelelsen for at være kommet frem inden for fristen, hvis den er tilgængelig for myndigheden inden for en rimelig tid efter, at forhindringen er ophørt. Det vil således ikke komme afsenderen til skade, at indberetningen m.v. modtages efter fristens udløb, hvis dette skyldes systemnedbrud hos myndigheden.

En meddelelse fra en myndighed vil normalt være tilgængelig for modtageren, når adressaten (borgeren eller virksomheden m.v.) vil kunne fremkalde meddelelsen på en almindeligt fungerende computer tilsluttet internettet med almindeligt tilgængelige programmer og dermed gøre sig bekendt med meddelelsens indhold.

Det er i den forbindelse uden betydning, om adressaten for myndighedens meddelelse har bragt sig i stand til at tilgå meddelelsen f.eks. hvis modtageren af en meddelelse, som myndigheden har sendt til den pågældende via den offentlige digitale postløsning, ikke har skaffet sig den fornødne offentlige digitale signatur til at modtage meddelelser i den offentlige digitale postløsning, eller at modtageren i sit elektroniske system har installeret anordninger (spamfiltre, firewalls m.v.), som afviser at modtage meddelelser.

Det er endvidere uden betydning, om adressaten oplever, at vedkommendes egen computer ikke fungerer, eller at vedkommende har mistet koden til sin digitale signatur eller oplever lignende hindringer, som det er op til adressaten at overvinde.

En meddelelse vil blive anset for at være tilgængelig, selvom den pågældende ikke kan skaffe sig adgang til meddelelsen, hvis dette skyldes hindringer, som det er op til den pågældende at overvinde. Som eksempler herpå kan nævnes, at den pågældendes egen computer ikke fungerer, eller den pågældende har mistet koden til sin digitale signatur.

Kilde

Til nr. 1 (§ 13 a, stk. 3 i lov om kapitalindskud i kreditinstitutter)

§ 13 a, stk. 3, fastlægger, at en digital meddelelse anses for at være kommet frem, når den er tilgængelig for adressaten for meddelelsen.

Det foreslås at ophæve § 13 a, stk. 3.

Ophævelsen skal ses i lyset af, at der i lovforslagets § 9, nr. 2, indsættes en tilsvarende bestemmelse i § 13 b i lov om kapitalindskud i kreditinstitutter, jf. lovbekendtgørelse nr. 976 af 15. september 2009.

Til nr. 2 (§ 13 b i lov om kapitalindskud i kreditinstitutter)

Efter § 13 b, stk. 1, i lov om kapitalindskud i kreditinstitutter kan erhvervsministeren fastsætte regler om, at myndigheder kan udstede afgørelser og andre dokumenter efter loven eller efter regler udstedt i medfør af loven uden underskrift, med maskinelt eller på tilsvarende måde gengivet underskrift, eller under anvendelse af en teknik, der sikrer entydig identifikation af den, som har udstedt afgørelsen eller dokumentet. Sådanne afgørelser og dokumenter sidestilles med afgørelser og dokumenter med personlig underskrift.

Endvidere kan erhvervsministeren efter bestemmelsens stk. 2, fastsætte regler om, at afgørelser og andre dokumenter, der udelukkende er truffet eller udstedt på grundlag af elektronisk databehandling, kan udstedes alene med angivelse af den pågældende myndighed som afsender.

Bemyndigelsen i den gældende lovs § 13 b er ikke udnyttet af erhvervsministeren.

Bestemmelsen blev indsat med lov nr. 1231 af 18. december 2012 om ændring af forskellige lovbestemmelser om obligatorisk digital kommunikation m.v. Begrundelsen for at indsætte bestemmelsen var, at der ikke i forvaltningsloven på daværende tidspunkt var en bestemmelse omhandlende en generel fravigelse af underskriftskravet.

Den generelle fravigelse af underskrivelseskravet blev indført i forvaltningsloven ved lov nr. 1624 af 26. december 2013 om ændring af forvaltningsloven, lov om Politiets Efterretningstjeneste (PET) og lov om Forsvarets Efterretningstjeneste (FE).

Efter § 32 b i forvaltningsloven, skal de dokumenter, der udgår fra en forvaltningsmyndighed til borgere, virksomheder m.v. i en sag, hvori der er eller vil blive truffet afgørelse, være forsynet med en personlig underskrift eller være udformet på en måde, der i øvrigt sikrer en entydig identifikation af den, som er afsender af dokumentet, og at dokumentet er endeligt. Bestemmelsen gælder, jf. forvaltningslovens § 32 b, stk. 2 og 3, ikke for dokumenter, hvor der anvendes automatisk sagsbehandling eller for dokumenter hvorved der kvitteres, rykkes eller foretages andre sagsbehandlingsskridt, der ikke er væsentlige.

Bestemmelsen i forvaltningslovens § 32 b regulerer således det samme område som den nuværende bestemmelse i lov om kapitalindskud i kreditinstitutter § 13 b.

Det foreslås i § 13 b, at en digital meddelelse anses for at være kommet frem, når den er tilgængelig for adressaten for meddelelsen.

For meddelelser, der sendes til Finanstilsynet, er den pågældende tilsynsmyndighed adressat for meddelelsen. For meddelelser, som tilsynsmyndigheden sender, er den pågældende virksomhed eller person, som meddelelsen sendes til, adressat for meddelelsen.

Udtrykket »en digital meddelelse« bruges om en hvilken som helst skriftlig kommunikation, som foretages digitalt, herunder også en afgørelse, som sendes via mail, via den offentlige digitale postløsning eller på anden digital måde.

En digital meddelelse anses for at være kommet frem, når meddelelsen er tilgængelig digitalt for adressaten. Dette svarer til, at et papirbrev anses for at være kommet frem, når det pågældende brev er lagt i adressatens fysiske postkasse. Det er uden betydning, om eller hvornår adressaten gør sig bekendt med indholdet af meddelelsen.

En meddelelse vil normalt blive anset for at være tilgængelig digitalt, selvom den pågældende ikke kan skaffe sig adgang til meddelelsen, såfremt dette skyldes hindringer, som det er op til den pågældende at overvinde.

Fremkomsttidspunktet er blandt andet afgørende for, hvornår forvaltningsakter, herunder afgørelser fra en myndighed, får de tilsigtede retsvirkninger. Det antages for eksempel, at afgørelser i almindelighed skal meddeles til deres adressat for at få de tilsigtede retsvirkninger, og at meddelelsen er sket, når afgørelsen er kommet frem til den, som afgørelsen retter sig til.

Fremkomsttidspunktet er normalt også afgørende for, om en indberetning eller lignende til en myndighed anses for rettidig.

En meddelelse vil normalt anses for at være kommet frem til tilsynsmyndigheden på det tidspunkt, hvor meddelelsen er tilgængelig for tilsynsmyndigheden, dvs. når tilsynsmyndigheden kan behandle meddelelsen. Dette tidspunkt vil normalt blive registreret automatisk i en modtagelsesanordning eller et datasystem. En meddelelse, der først er tilgængelig efter kl. 24.00, anses normalt først for modtaget den dag, meddelelsen er tilgængelig.

Kan modtagelsestidspunktet for en digital meddelelse til en myndighed ikke fastlægges som følge af problemer med myndighedens it-system eller andre lignende problemer (sammenbrud i den digitale signaturs infrastruktur, generelle strømafbrydelser, generelle problemer hos myndighedens internetudbyder o.l.), må meddelelsen anses for at være kommet frem på det tidspunkt, hvor meddelelsen blev afsendt, hvis der kan fremskaffes pålidelige oplysninger om afsendelsestidspunktet.

Opstår problemerne tæt på fristen for indgivelse af meddelelsen, og kan problemerne føre til, at fristen med rimelighed ikke kan overholdes, anses meddelelsen for at være kommet frem inden for fristen, hvis den er tilgængelig for myndigheden inden for en rimelig tid efter, at forhindringen er ophørt. Det vil således ikke komme afsenderen til skade, at indberetningen m.v. modtages efter fristens udløb, hvis dette skyldes systemnedbrud hos myndigheden.

En meddelelse fra en myndighed vil normalt være tilgængelig for modtageren, når adressaten (borgeren eller virksomheden m.v.) vil kunne fremkalde meddelelsen på en almindeligt fungerende computer tilsluttet internettet med almindeligt tilgængelige programmer og dermed gøre sig bekendt med meddelelsens indhold.

Det er i den forbindelse uden betydning, om adressaten for myndighedens meddelelse har bragt sig i stand til at tilgå meddelelsen f.eks. hvis modtageren af en meddelelse, som myndigheden har sendt til den pågældende via den offentlige digitale postløsning, ikke har skaffet sig den fornødne offentlige digitale signatur til at modtage meddelelser i den offentlige digitale postløsning, eller at modtageren i sit elektroniske system har installeret anordninger (spamfiltre, firewalls m.v.), som afviser at modtage meddelelser.

Det er endvidere uden betydning, om adressaten oplever, at vedkommendes egen computer ikke fungerer, eller at vedkommende har mistet koden til sin digitale signatur eller oplever lignende hindringer, som det er op til adressaten at overvinde.

En meddelelse vil blive anset for at være tilgængelig, selvom den pågældende ikke kan skaffe sig adgang til meddelelsen, hvis dette skyldes hindringer, som det er op til den pågældende at overvinde. Som eksempler herpå kan nævnes, at den pågældendes egen computer ikke fungerer, eller den pågældende har mistet koden til sin digitale signatur.

Kilde

Til nr. 1 (§ 9 d, stk. 3 i lov om tilsyn med firmapensionskasser)

§ 9 d, stk. 3, fastlægger, at en digital meddelelse anses for at være kommet frem, når den er tilgængelig for adressaten for meddelelsen.

Det foreslås at ophæve § 9 d, stk. 3.

Ophævelsen skal ses i lyset af, at der i lovforslagets § 10, nr. 2, indsættes en tilsvarende bestemmelse i § 9 e i lov om tilsyn med firmapensionskasser, jf. lovbekendtgørelse nr. 953 af 14. august 2015.

Til nr. 2 (§ 9 e i lov om tilsyn med firmapensionskasser)

Efter § 9 e, stk. 1, i lov om tilsyn med firmapensionskasser kan erhvervsministeren fastsætte regler om, at Finanstilsynet og Erhvervsstyrelsen kan udstede afgørelser og andre dokumenter efter loven eller efter regler udstedt i medfør af loven uden underskrift, med maskinelt eller på tilsvarende måde gengivet underskrift, eller under anvendelse af en teknik, der sikrer entydig identifikation af den, som har udstedt afgørelsen eller dokumentet. Sådanne afgørelser og dokumenter sidestilles med afgørelser og dokumenter med personlig underskrift.

Endvidere kan erhvervsministeren efter bestemmelsens stk. 2, fastsætte regler om, at afgørelser og andre dokumenter, der udelukkende er truffet eller udstedt på grundlag af elektronisk databehandling, kan udstedes alene med angivelse af den pågældende myndighed som afsender.

Bemyndigelsen i den gældende lovs § 9 e er ikke udnyttet af erhvervsministeren.

Bestemmelsen blev indsat med lov nr. 1231 af 18. december 2012 om ændring af forskellige lovbestemmelser om obligatorisk digital kommunikation m.v. Begrundelsen for at indsætte bestemmelsen var, at der ikke i forvaltningsloven på daværende tidspunkt var en bestemmelse omhandlende en generel fravigelse af underskriftskravet.

Den generelle fravigelse af underskrivelseskravet blev indført i forvaltningsloven ved lov nr. 1624 af 26. december 2013 om ændring af forvaltningsloven, lov om Politiets Efterretningstjeneste (PET) og lov om Forsvarets Efterretningstjeneste (FE).

Efter § 32 b i forvaltningsloven, skal de dokumenter, der udgår fra en forvaltningsmyndighed til borgere, virksomheder m.v. i en sag, hvori der er eller vil blive truffet afgørelse, være forsynet med en personlig underskrift eller være udformet på en måde, der i øvrigt sikrer en entydig identifikation af den, som er afsender af dokumentet, og at dokumentet er endeligt. Bestemmelsen gælder, jf. forvaltningslovens § 32 b, stk. 2 og 3, ikke for dokumenter, hvor der anvendes automatisk sagsbehandling eller for dokumenter hvorved der kvitteres, rykkes eller foretages andre sagsbehandlingsskridt, der ikke er væsentlige.

Bestemmelsen i forvaltningslovens § 32 b regulerer således det samme område som den nuværende bestemmelse i lov om tilsyn med firmapensionskasser § 9 e.

Det foreslås i § 9 e, at en digital meddelelse anses for at være kommet frem, når den er tilgængelig for adressaten for meddelelsen.

For meddelelser, der sendes til Finanstilsynet, er den pågældende tilsynsmyndighed adressat for meddelelsen. For meddelelser, som tilsynsmyndigheden sender, er den pågældende virksomhed eller person, som meddelelsen sendes til, adressat for meddelelsen.

Udtrykket »en digital meddelelse« bruges om en hvilken som helst skriftlig kommunikation, som foretages digitalt, herunder også en afgørelse, som sendes via mail, via den offentlige digitale postløsning eller på anden digital måde.

En digital meddelelse anses for at være kommet frem, når meddelelsen er tilgængelig digitalt for adressaten. Dette svarer til, at et papirbrev anses for at være kommet frem, når det pågældende brev er lagt i adressatens fysiske postkasse. Det er uden betydning, om eller hvornår adressaten gør sig bekendt med indholdet af meddelelsen.

En meddelelse vil normalt blive anset for at være tilgængelig digitalt, selvom den pågældende ikke kan skaffe sig adgang til meddelelsen, såfremt dette skyldes hindringer, som det er op til den pågældende at overvinde.

Fremkomsttidspunktet er blandt andet afgørende for, hvornår forvaltningsakter, herunder afgørelser fra en myndighed, får de tilsigtede retsvirkninger. Det antages for eksempel, at afgørelser i almindelighed skal meddeles til deres adressat for at få de tilsigtede retsvirkninger, og at meddelelsen er sket, når afgørelsen er kommet frem til den, som afgørelsen retter sig til.

Fremkomsttidspunktet er normalt også afgørende for, om en indberetning eller lignende til en myndighed anses for rettidig.

En meddelelse vil normalt anses for at være kommet frem til tilsynsmyndigheden på det tidspunkt, hvor meddelelsen er tilgængelig for tilsynsmyndigheden, dvs. når tilsynsmyndigheden kan behandle meddelelsen. Dette tidspunkt vil normalt blive registreret automatisk i en modtagelsesanordning eller et datasystem. En meddelelse, der først er tilgængelig efter kl. 24.00, anses normalt først for modtaget den dag, meddelelsen er tilgængelig.

Kan modtagelsestidspunktet for en digital meddelelse til en myndighed ikke fastlægges som følge af problemer med myndighedens it-system eller andre lignende problemer (sammenbrud i den digitale signaturs infrastruktur, generelle strømafbrydelser, generelle problemer hos myndighedens internetudbyder o.l.), må meddelelsen anses for at være kommet frem på det tidspunkt, hvor meddelelsen blev afsendt, hvis der kan fremskaffes pålidelige oplysninger om afsendelsestidspunktet.

Opstår problemerne tæt på fristen for indgivelse af meddelelsen, og kan problemerne føre til, at fristen med rimelighed ikke kan overholdes, anses meddelelsen for at være kommet frem inden for fristen, hvis den er tilgængelig for myndigheden inden for en rimelig tid efter, at forhindringen er ophørt. Det vil således ikke komme afsenderen til skade, at indberetningen m.v. modtages efter fristens udløb, hvis dette skyldes systemnedbrud hos myndigheden.

En meddelelse fra en myndighed vil normalt være tilgængelig for modtageren, når adressaten (borgeren eller virksomheden m.v.) vil kunne fremkalde meddelelsen på en almindeligt fungerende computer tilsluttet internettet med almindeligt tilgængelige programmer og dermed gøre sig bekendt med meddelelsens indhold.

Det er i den forbindelse uden betydning, om adressaten for myndighedens meddelelse har bragt sig i stand til at tilgå meddelelsen f.eks. hvis modtageren af en meddelelse, som myndigheden har sendt til den pågældende via den offentlige digitale postløsning, ikke har skaffet sig den fornødne offentlige digitale signatur til at modtage meddelelser i den offentlige digitale postløsning, eller at modtageren i sit elektroniske system har installeret anordninger (spamfiltre, firewalls m.v.), som afviser at modtage meddelelser.

Det er endvidere uden betydning, om adressaten oplever, at vedkommendes egen computer ikke fungerer, eller at vedkommende har mistet koden til sin digitale signatur eller oplever lignende hindringer, som det er op til adressaten at overvinde.

En meddelelse vil blive anset for at være tilgængelig, selvom den pågældende ikke kan skaffe sig adgang til meddelelsen, hvis dette skyldes hindringer, som det er op til den pågældende at overvinde. Som eksempler herpå kan nævnes, at den pågældendes egen computer ikke fungerer, eller den pågældende har mistet koden til sin digitale signatur.

Kilde

Til nr. 1 (§ 36 a, stk. 3 i lov om realkreditlån og realkreditobligationer m.v.)

§ 36 a, stk. 3, fastlægger, at en digital meddelelse anses for at være kommet frem, når den er tilgængelig for adressaten for meddelelsen.

Det foreslås at ophæve § 36 a, stk. 3.

Ophævelsen skal ses i lyset af, at der i lovforslagets § 11, nr. 2, indsættes en tilsvarende bestemmelse i § 36 b i lov om realkreditlån og realkreditobligationer m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 959 af 21. august 2015.

Til nr. 2 (§ 36 b i lov om realkreditlån og realkreditobligationer m.v.)

Efter § 36 b, stk. 1, i lov om realkreditlån og realkreditobligationer m.v. kan erhvervsministeren fastsætte regler om, at Finanstilsynet og Erhvervsministeren kan udstede afgørelser og andre dokumenter efter loven eller efter regler udstedt i medfør af loven uden underskrift, med maskinelt eller på tilsvarende måde gengivet underskrift, eller under anvendelse af en teknik, der sikrer entydig identifikation af den, som har udstedt afgørelsen eller dokumentet. Sådanne afgørelser og dokumenter sidestilles med afgørelser og dokumenter med personlig underskrift.

Endvidere kan erhvervsministeren efter bestemmelsens stk. 2, fastsætte regler om, at afgørelser og andre dokumenter, der udelukkende er truffet eller udstedt på grundlag af elektronisk databehandling, kan udstedes alene med angivelse af den pågældende myndighed som afsender.

Bemyndigelsen i den gældende lovs § 36 b er ikke udnyttet af erhvervsministeren.

Bestemmelsen blev indsat med lov nr. 1231 af 18. december 2012 om ændring af forskellige lovbestemmelser om obligatorisk digital kommunikation m.v. Begrundelsen for at indsætte bestemmelsen var, at der ikke i forvaltningsloven på daværende tidspunkt var en bestemmelse omhandlende en generel fravigelse af underskriftskravet.

Den generelle fravigelse af underskrivelseskravet blev indført i forvaltningsloven ved lov nr. 1624 af 26. december 2013 om ændring af forvaltningsloven, lov om Politiets Efterretningstjeneste (PET) og lov om Forsvarets Efterretningstjeneste (FE).

Efter § 32 b i forvaltningsloven, skal de dokumenter, der udgår fra en forvaltningsmyndighed til borgere, virksomheder m.v. i en sag, hvori der er eller vil blive truffet afgørelse, være forsynet med en personlig underskrift eller være udformet på en måde, der i øvrigt sikrer en entydig identifikation af den, som er afsender af dokumentet, og at dokumentet er endeligt. Bestemmelsen gælder, jf. forvaltningslovens § 32 b, stk. 2 og 3, ikke for dokumenter, hvor der anvendes automatisk sagsbehandling eller for dokumenter hvorved der kvitteres, rykkes eller foretages andre sagsbehandlingsskridt, der ikke er væsentlige.

Bestemmelsen i forvaltningslovens § 32 b regulerer således det samme område som den nuværende bestemmelse i lov om realkreditlån og realkreditobligationer m.v. § 36 b.

Det foreslås i § 36 b, at en digital meddelelse anses for at være kommet frem, når den er tilgængelig for adressaten for meddelelsen.

For meddelelser, der sendes til Finanstilsynet, er den pågældende tilsynsmyndighed adressat for meddelelsen. For meddelelser, som tilsynsmyndigheden sender, er den pågældende virksomhed eller person, som meddelelsen sendes til, adressat for meddelelsen.

Udtrykket »en digital meddelelse« bruges om en hvilken som helst skriftlig kommunikation, som foretages digitalt, herunder også en afgørelse, som sendes via mail, via den offentlige digitale postløsning eller på anden digital måde.

En digital meddelelse anses for at være kommet frem, når meddelelsen er tilgængelig digitalt for adressaten. Dette svarer til, at et papirbrev anses for at være kommet frem, når det pågældende brev er lagt i adressatens fysiske postkasse. Det er uden betydning, om eller hvornår adressaten gør sig bekendt med indholdet af meddelelsen.

En meddelelse vil normalt blive anset for at være tilgængelig digitalt, selvom den pågældende ikke kan skaffe sig adgang til meddelelsen, såfremt dette skyldes hindringer, som det er op til den pågældende at overvinde.

Fremkomsttidspunktet er blandt andet afgørende for, hvornår forvaltningsakter, herunder afgørelser fra en myndighed, får de tilsigtede retsvirkninger. Det antages for eksempel, at afgørelser i almindelighed skal meddeles til deres adressat for at få de tilsigtede retsvirkninger, og at meddelelsen er sket, når afgørelsen er kommet frem til den, som afgørelsen retter sig til.

Fremkomsttidspunktet er normalt også afgørende for, om en indberetning eller lignende til en myndighed anses for rettidig.

En meddelelse vil normalt anses for at være kommet frem til tilsynsmyndigheden på det tidspunkt, hvor meddelelsen er tilgængelig for tilsynsmyndigheden, dvs. når tilsynsmyndigheden kan behandle meddelelsen. Dette tidspunkt vil normalt blive registreret automatisk i en modtagelsesanordning eller et datasystem. En meddelelse, der først er tilgængelig efter kl. 24.00, anses normalt først for modtaget den dag, meddelelsen er tilgængelig.

Kan modtagelsestidspunktet for en digital meddelelse til en myndighed ikke fastlægges som følge af problemer med myndighedens it-system eller andre lignende problemer (sammenbrud i den digitale signaturs infrastruktur, generelle strømafbrydelser, generelle problemer hos myndighedens internetudbyder o.l.), må meddelelsen anses for at være kommet frem på det tidspunkt, hvor meddelelsen blev afsendt, hvis der kan fremskaffes pålidelige oplysninger om afsendelsestidspunktet.

Opstår problemerne tæt på fristen for indgivelse af meddelelsen, og kan problemerne føre til, at fristen med rimelighed ikke kan overholdes, anses meddelelsen for at være kommet frem inden for fristen, hvis den er tilgængelig for myndigheden inden for en rimelig tid efter, at forhindringen er ophørt. Det vil således ikke komme afsenderen til skade, at indberetningen m.v. modtages efter fristens udløb, hvis dette skyldes systemnedbrud hos myndigheden.

En meddelelse fra en myndighed vil normalt være tilgængelig for modtageren, når adressaten (borgeren eller virksomheden m.v.) vil kunne fremkalde meddelelsen på en almindeligt fungerende computer tilsluttet internettet med almindeligt tilgængelige programmer og dermed gøre sig bekendt med meddelelsens indhold.

Det er i den forbindelse uden betydning, om adressaten for myndighedens meddelelse har bragt sig i stand til at tilgå meddelelsen f.eks. hvis modtageren af en meddelelse, som myndigheden har sendt til den pågældende via den offentlige digitale postløsning, ikke har skaffet sig den fornødne offentlige digitale signatur til at modtage meddelelser i den offentlige digitale postløsning, eller at modtageren i sit elektroniske system har installeret anordninger (spamfiltre, firewalls m.v.), som afviser at modtage meddelelser.

Det er endvidere uden betydning, om adressaten oplever, at vedkommendes egen computer ikke fungerer, eller at vedkommende har mistet koden til sin digitale signatur eller oplever lignende hindringer, som det er op til adressaten at overvinde.

En meddelelse vil blive anset for at være tilgængelig, selvom den pågældende ikke kan skaffe sig adgang til meddelelsen, hvis dette skyldes hindringer, som det er op til den pågældende at overvinde. Som eksempler herpå kan nævnes, at den pågældendes egen computer ikke fungerer, eller den pågældende har mistet koden til sin digitale signatur.

Kilde

Til nr. 1 (§ 60, stk. 2, nr. 1, i lov om betalinger)

§ 60 i lov om betalinger fastsætter krav til tilladelse til og drift af virksomheder, der kun udbyder kontooplysningstjenester, jf. bilag 1, nr. 8 til lov nr. 652 af 8. juni 2017 om betalinger.

Efter § 60, stk. 2, nr. 1 skal en udbyder af kontooplysningstjenester drives i et aktieselskab, et anpartsselskab, et andelsselskab med begrænset ansvar eller en forening med begrænset ansvar, og virksomheden har en bestyrelse og en direktion.

Det foreslås med ændringen af § 60, stk. 2, nr. 1, at ophæve kravet om, at udbydere af kontooplysningstjenester skal drives i et aktieselskab, et anpartsselskab, et anpartsselskab med begrænset ansvar eller en forening med begrænset ansvar, og virksomheden har en bestyrelse og direktion. Det indebærer, at udbydere af kontooplysningstjenester fremover ikke skal drives i en særlig selskabsform, lige som at det ikke længere er et krav, at virksomheden har en bestyrelse og direktion.

Artikel 33, stk. 1, i 2. betalingstjenestedirektiv giver udbydere af kontooplysningstjenester mulighed for at drive virksomheden som både fysisk og juridisk person.

Bestemmelsen implementerer artikel 33, stk. 1, i 2. betalingstjenestedirektiv. Der er tale om direktivnær implementering.

Til nr. 2 (§ 60, stk. 2, nr. 3, i lov om betalinger)

§ 60 i lov om betalinger fastsætter krav til tilladelse til og drift af virksomheder, der kun udbyder kontooplysningstjenester, jf. bilag 1, nr. 8 til lov om betalinger.

Efter § 60, stk. 2, nr. 3 skal medlemmerne af bestyrelsen og direktionen i en udbyder af kontooplysningstjenester opfylde kravene til egnethed og hæderlighed, jf. den gældende § 30.

Det foreslås med ændringen af § 60, stk. 2, nr. 3, der bliver nr. 2 , at indehaveren af en udbyder af kontooplysningstjenester, der er en enkeltmandsvirksomhed, og den eller de ledelsesansvarlige, hvis virksomheden drives som juridisk person uden en bestyrelse eller en direktion, skal opfylde kravene til egnethed og hæderlighed, jf. § 30 i lov om betalinger, for at kunne opnå tilladelse som udbyder af kontooplysningstjenester, jf. § 60, stk. 1.

Drives en kontooplysningstjeneste som en enkeltmandsvirksomhed uden en bestyrelse eller en direktion, skal kravene til egnethed og hæderlighed opfyldes af henholdsvis indehaveren og den eller de ledelsesansvarlige.

Om baggrunden for kravene til egnethed og hæderlighed, jf. § 30, stk. 1, og oplysningsforpligtelsen i § 30, stk. 2, og en nærmere beskrivelse af disse, henvises til de specielle bemærkninger til § 30, jf. Folketingstidende 2016-17, A, L 157 som fremsat, side 139ff.

Ændringen er en konsekvens af ophævelsen af kravet om selskabsform, jf. dette lovforslags § 12, nr. 1.

For at sikre en sund og forsigtig ledelse af udbydere af kontooplysningstjenester uanset selskabsform, skal kravene til ledelsens egnethed og hæderlighed også gælde for henholdsvis indehaveren af en udbyder af kontooplysningstjenester, der er en enkeltmandsvirksomhed, og den eller de ledelsesansvarlige, hvis virksomheden drives som juridisk person uden en bestyrelse eller en direktion.

Tidligere blev der udelukkende stillet krav til virksomhedernes bestyrelse og direktion. Dette var tilstrækkeligt, da loven ikke gav mulighed for andre selskabsformer end aktie- og anpartsselskaber, samt fonde med begrænset ansvar, og det var et krav, at udbyderne havde en bestyrelse og direktion.

Med lovforslaget ophæves kravet om selskabsform og kravet om, at udbyderen skal have en bestyrelse og direktion. Kravene om egnethed og hæderlighed vil finde anvendelse for alle udbydere af kontooplysningstjenester.

Bestemmelsen implementerer artikel 5, stk. 1, litra n, jf. artikel 33, stk. 1, i PSD2

Til nr. 3 (§ 60, stk. 3, nr. 1, i lov om betalinger)

Det følger af § 60, stk. 3, hvilke oplysningskrav, der skal opfyldes for at få en tilladelse til at udbyde kontooplysningstjenester, og hvilke af lov om betalingers regler, der gælder for udbydere kontooplysningstjenester.

Efter § 60, stk. 3, nr. 1, skal en udbyder af kontooplysningstjenester i sin ansøgning om tilladelse komme med oplysninger om virksomhedens retlige form med kopi af stiftelsesdokument og vedtægter.

Det foreslås, at det ubetingede krav i § 60, stk. 3, nr. 1, om at oplysninger om retlig form skal ledsages af en kopi af stiftelsesdokument og vedtægter skal ophæves.

Ophævelsen indebærer, at det ikke længere er et ubetinget krav, at stiftelsesdokumenter og vedtægter skal følge en ansøgning. Kravet foreslås opretholdt i praksis for virksomheder, der af andre regler kræves at udfærdige pågældende dokumenter. Oplysninger om retlig form dokumenteres naturligt ved stiftelsesdokumenter og vedtægter i de virksomheder, hvor der ved anden lov eller kutyme er krav om, at den type dokumenter udfærdiges.

Hvis en udbyder af kontooplysningstjenester ikke drives i en selskabsform, hvor lovgivningen i øvrigt stiller krav om vedtægter og stiftelsesdokument, vil der ikke gælde noget krav om, at kopi af stiftelsesdokument og vedtægter skal ledsage oplysninger om udbyderens retlige form.

Ændringen er en konsekvens af ophævelsen af kravet om selskabsform, jf. dette lovforslags § 13, nr. 1. Det præciseres hermed, at der hvor lovgivningen i øvrigt ikke stiller krav om stiftelsesdokument og vedtægter, er disse dokumenter ikke nødvendige for at opfylde oplysningskravene i § 60, stk. 3, i lov om betalinger.

Bestemmelsen implementerer artikel 5, stk. 1, litra p, jf. artikel 33, stk. 1 i 2. betalingstjenestedirektiv.

Til nr. 4 (§ 60, stk. 3, nr. 11, i lov om betalinger)

§ 60 i lov om betalinger fastsætter krav til tilladelse til og drift af virksomheder, der kun udbyder kontooplysningstjenester, jf. bilag 1, nr. 8 til lov nr. 652 af 8. juni 2017 om betalinger. Det følger af § 60, stk. 3, hvilke oplysningskrav der skal opfyldes for at få en tilladelse til at udbyde kontooplysningstjenester, og hvilke af lov om betalingers regler, der gælder for udbydere kontooplysningstjenester.

Efter § 60, stk. 3, nr. 11, skal en udbyder af kontooplysningstjenester i sin ansøgning om tilladelse komme med oplysninger om bestyrelsesmedlemmer, direktører og, hvor det er relevant, indehaveren eller den ledelsesansvarlige for instituttets e-penge- eller betalingstjenesteaktiviteter, der dokumenterer, at kravene i henhold til § 30 er opfyldt.

Det foreslås med nyaffattelsen af § 60, stk. 3, nr. 11 , at kravet om, at oplysninger om bestyrelsesmedlemmer og direktører, til brug for vurderingen af personernes egnethed og hæderlighed i § 30, også skal gælde for indehaveren af en enkeltmandsvirksomhed eller den eller de ledelsesansvarlige, hvis virksomheden drives som en juridisk person uden en bestyrelse eller en direktion.

Ændringen betyder, at en ansøgning om tilladelse til at udbyde kontooplysningstjeneste skal indeholde oplysninger, til brug for vurdering af om kravene til egnethed og hæderlighed opfyldes af henholdsvis indehaveren og den eller de ledelsesansvarlige hvis kontooplysningstjenesten udbydes i en virksomhed, der drives som en enkeltmandsvirksomhed eller som en juridisk person uden en bestyrelse eller en direktion.

Ændringen er en konsekvens af ophævelsen af kravet om selskabsform, jf. dette lovforslags § 12, nr. 1.

Kravene til oplysninger om ledelsens egnethed og hæderlighed skal, for at Finanstilsynet kan give tilladelse efter § 60, også gælde for henholdsvis indehaveren af en udbyder af kontooplysningstjenester, der er en enkeltmandsvirksomhed, og den eller de ledelsesansvarlige, hvis virksomheden drives som juridisk person uden en bestyrelse eller en direktion.

Samtidigt ophæves kravet om, at ansøgningen skal indeholde oplysninger, der dokumenterer, at den ledelsesansvarlige for instituttets e-penge- eller betalingstjenesteaktiviteter, opfylder kravene til egnethed og hæderlighed. Udfører virksomheden e-penge- eller betalingstjenesteaktiviteter, kan de ikke få tilladelse efter § 60 i lov om betalinger. I disse tilfælde henvises der til lov om betalingers øvrige tilladelsesbestemmelser i §§ 8, 9, 50, og 51.

Bestemmelsen implementerer artikel 5, stk. 1, litra n, jf. artikel 33, stk. 1, i PSD2.

Til nr. 5 (§ 60, stk. 5, i lov om betalinger)

§ 60 i lov om betalinger fastsætter krav til tilladelse til og drift af virksomheder, der kun udbyder kontooplysningstjenester, jf. bilag 1, nr. 8 til lov nr. 652 af 8. juni 2017 om betalinger.

Efter § 60, stk. 5, kan Finanstilsynet undlade at give en tilladelse i henhold til stk. 1, hvis Finanstilsynet vurderer, at virksomheden ikke opfylder kravene i denne lov eller regler udstedt i medfør af denne lov, hvis oplysningerne i henhold til stk. 2 er ufuldstændige, eller hvis ansvarsforsikringen ikke lever op til kravene i stk. 4 eller reglerne udstedt i medfør af stk. 7.

Det foreslås med ændringen af § 60, stk. 5, at henvisningen til stk. 7 ændres til stk. 8. Ændringen er en konsekvensændring som følge af indsættelsen af et nyt stk. 7, jf. dette forslags § 13, nr. 6.

Til nr. 6 (§ 60, stk. 7 i lov om betalinger)

§ 60 i lov om betalinger fastsætter krav til tilladelse til og drift af virksomheder, der kun udbyder kontooplysningstjenester, jf. bilag 1, nr. 8 til lov nr. 652 af 8. juni 2017 om betalinger.

Det foreslås, at indsætte en ny § 60, stk. 7. Det foreslås, at kravene til egnethed og hæderlighed i § 30, stk. 1, og oplysningsforpligtelsen i § 30, stk. 2, i lov om betalinger til hver en tid skal gælde for medlemmer af bestyrelsen eller direktionen i en udbyder af kontooplysningstjenester, indehaveren af en udbyder af kontooplysningstjenester, der er en enkeltmandsvirksomhed, eller den eller de ledelsesansvarlige, hvis en udbyder af kontooplysningstjenester drives som en juridisk person uden en bestyrelse eller en direktion.

Om baggrunden for kravene til egnethed og hæderlighed, jf. § 30, stk. 1 og oplysningsforpligtelsen i § 30, stk. 2, og en nærmere beskrivelse af disse, henvises til de specielle bemærkninger til § 30, jf. Folketingstidende 2016-17, A, L 157 som fremsat, side 139 ff.

I de tilfælde, hvor et eller flere medlemmer af en bestyrelse eller direktion ikke opfylder kravene til egnethed og hæderlighed, er Finanstilsynets sanktionsmuligheder herudover at nægte en udbyder af kontooplysningstjenesters tilladelse efter den foreslåede § 60, stk. 2, nr. 2, eller inddrage en eksisterende tilladelse til at drive virksomhed i henhold til § 135, stk. 1, nr. 5, i lov om betalinger. Dog forudsætter inddragelse efter § 134 a, stk. 7, på baggrund af manglende opfyldelse af kravene til egnethed og hæderlighed, manglende efterlevelse af påbud om henholdsvis afsættelse af en direktør eller et bestyrelsesmedlems nedlæggelse af sit hverv.

I henhold til den foreslåede § 152, stk. 2, foreslås det, at overtrædelse af § 30, stk. 2, jf. den foreslåede § 60, stk. 7, straffes med bøde. Overtrædelse af § 30, stk. 2, jf. den foreslåede § 60, stk. 7, vil omfatte den situation, hvor et medlem af bestyrelsen eller direktionen i en udbyder af kontooplysningstjenester ikke har meddelt Finanstilsynet oplysninger om forhold som nævnt i § 30, stk. 1 i forbindelse med indtræden i virksomhedens ledelse og om forhold som nævnt i § 30, stk. 1 nr. 3 og 4, hvis forholdene efterfølgende ændres. Ansvarssubjektet for overtrædelse af bestemmelsen er det medlem af bestyrelsen eller direktionen, som undlader at meddele oplysninger efter § 30, stk. 2, jf. den foreslåede § 60, stk. 7.

Med den foreslåede ændring præciseres det, at reglerne om egnethed og hæderlighed til hver en tid skal være opfyldt af ledelsesmedlemmer i udbydere af kontooplysningstjenester eller indehavere af udbydere af kontooplysningstjenester, der er en enkeltmandsvirksomhed. Dette følger allerede, for virksomheder der drives som kapitalselskab, implicit af Finanstilsynets mulighed for at inddrage de pågældende virksomhederes tilladelser, hvis de ikke længere opfylder kravene for at meddele dem tilladelse, jf. § 135, stk. 1, nr. 5, i lov om betalinger.

For at sikre en sund og forsigtig ledelse af udbydere af kontooplysningstjenester uanset selskabsform, skal kravene til ledelsens egnethed og hæderlighed også gælde for henholdsvis indehaveren af en udbyder af kontooplysningstjenester, der er en enkeltmandsvirksomhed, og den eller de ledelsesansvarlige, hvis virksomheden drives som juridisk person uden en bestyrelse eller en direktion.

Tidligere blev der udelukkende stillet krav til virksomhedernes bestyrelse og direktion. Dette var tilstrækkeligt, da loven ikke før gav mulighed for andre selskabsformer end aktie- og anpartsselskaber, samt fonde med begrænset ansvar, og der var krav om, at udbydere havde en bestyrelse og direktion.

Da andre virksomhedstyper, der ikke nødvendigvis har en bestyrelse og direktion, nu er tilladt, skal der også til disse virksomheder stilles krav om egnethed og hæderlighed for at sikre sund og forsigtig ledelse.

Bestemmelsen implementerer artikel 33 i 2. betalingstjenestedirektiv.

Til nr. 7 (§ 134 a i lov om betalinger)

Finanstilsynet kan efter § 134 i lov om betalinger påbyde e-pengeinstitutter og betalingsinstitutter, at afsætte et ledelsesmedlem på baggrund af manglende overholdelse af reglerne om egnethed og hæderlighed, jf. § 30, stk. 1, i lov om betalinger.

Den foreslåede bestemmelse i § 134 a fastlægger reglerne om Finanstilsynets muligheder for at afsætte et ledelsesmedlem hos en udbyder af kontooplysningstjenester.

Det foreslås i stk. 1, at Finanstilsynet kan påbyde en udbyder af kontooplysningstjenester at afsætte en direktør i virksomheden inden for en af Finanstilsynet fastsat frist, hvis denne efter § 30, stk. 1, nr. 2-5, jf. den foreslåede § 60, stk. 7, ikke kan varetage stillingen som direktør.

Bestemmelsen indebærer, at Finanstilsynet vil kunne påbyde en udbyder af kontooplysningstjenester at afsætte en direktør, som ikke længere opfylder kravene til egnethed og hæderlighed i § 30, stk. 1, jf. den foreslåede § 60, stk. 7. Fristen for overholdelse af påbuddet sættes under hensyntagen til sagens konkrete omstændigheder. Fristen er typisk 14 dage fra meddelelsen af påbuddet.

Efterkommer operatøren eller udbyderen ikke påbuddet, har Finanstilsynet muligheden for at inddrage udbyderens tilladelse.

Det foreslås i stk. 2, at Finanstilsynet kan påbyde et medlem af bestyrelsen i en udbyder af kontooplysningstjenester at nedlægge sit hverv inden for en af Finanstilsynet fastsat frist, hvis denne § 30, stk. 1, nr. 2-5, jf. den foreslåede § 60, stk. 7, ikke kan varetage hvervet.

Bestemmelsen indebærer, at Finanstilsynet kan gribe ind direkte over for bestyrelsesmedlemmer i udbydere af kontooplysningstjenester, som ikke opfylder kravene til egnethed og hæderlighed, ved at påbyde vedkommende at nedlægge sit hverv. Det vil være mindre indgribende over for udbyderen og dennes fortsatte drift end at inddrage virksomhedens tilladelse. Fristen for overholdelse af påbuddet sættes under hensyntagen til sagens konkrete omstændigheder. Fristen er typisk 14 dage fra meddelelsen af påbuddet.

Finanstilsynets indgrebsmuligheder skal derfor alene anvendes i de ganske særlige tilfælde, hvor udbyderen mod forventning ikke selv har afsat den pågældende direktør, eller det pågældende bestyrelsesmedlem ikke selv har nedlagt sit hverv.

Finanstilsynet kan påbyde et bestyrelsesmedlem, der ikke opfylder kravene til egnethed og hæderlighed, at nedlægge sit hverv.

Det foreslås i 1. pkt. i stk. 3, at Finanstilsynet kan påbyde en udbyder af kontooplysningstjenester at afsætte en direktør, når der er rejst tiltale mod denne i en straffesag om overtrædelse af straffeloven, denne lov eller anden finansiel lovgivning, indtil straffesagen er afgjort, hvis en domfældelse vil indebære, at vedkommende ikke opfylder kravene i § 30, stk. 1, nr. 3, jf. den foreslåede § 60, stk. 7. Finanstilsynet fastsætter efter 2. pkt. en frist for efterlevelse af påbuddet.

Finanstilsynet kan i 3. pkt. under samme betingelser som i 1. pkt. påbyde et medlem af bestyrelsen i en udbyder af kontooplysningstjenester at nedlægge sit hverv. Finanstilsynet fastsætter efter 3. pkt. en frist for efterlevelse af påbuddet.

Den foreslåede bestemmelse indebærer, at Finanstilsynet får mulighed for at påbyde en udbyder af kontooplysningstjenester midlertidigt at fjerne en direktør eller påbyde et bestyrelsesmedlem midlertidigt at nedlægge sit hverv allerede fra det tidspunkt, hvor tiltale er rejst, og indtil straffesagen er afsluttet. Det er en forudsætning for udstedelse af et påbud efter denne bestemmelse, at der er rejst tiltale mod den pågældende.

Det kan i nogle tilfælde være tidsmæssigt krævende at placere et strafansvar. Imidlertid tilsiger hensynet til udbyderen af kontooplysningstjenester, kunderne og de almene samfundsinteresser, som ligger bag kravene om egnethed og hæderlighed, at Finanstilsynet får mulighed for at gribe ind over for et ledelsesmedlem på et tidligere tidspunkt for at afværge risikoen for, at vedkommende påfører en udbyder af kontooplysningstjenester skade. Finanstilsynets reaktion vil derfor ofte være påkrævet, så snart der er en bestyrket mistanke om, at det pågældende ledelsesmedlem har begået et strafbart forhold.

Ved vurderingen af, om der skal meddeles et midlertidigt påbud i medfør af denne bestemmelse, skal Finanstilsynet afveje forseelsens grovhed og det konkrete behov for at fjerne vedkommende over for hensynet til den pågældendes retssikkerhed.

Den endelige stillingtagen til, om en person opfylder betingelserne for at være direktør eller bestyrelsesmedlem i en udbyder af kontooplysningstjenester, i tilfælde hvor denne midlertidigt er fjernet fra virksomhedens ledelse, forudsættes at finde sted i forbindelse med afgørelsen af straffesagen, jf. § 79 i straffeloven. Det følger af denne bestemmelse, at man i forbindelse med domfældelse for en strafbar handling ved dom kan fratage en person retten til at udøve erhverv, som er underlagt krav om autorisation eller godkendelse. Hermed sikres det, at der foretages et samlet opgør med retsfølgerne af en lovovertrædelse.

Bliver der under straffesagen nedlagt påstand om, at tiltalte ikke opfylder betingelserne til egnethed og hæderlighed i § 30, jf. den foreslåede § 60, stk. 7, men der ved en fejl ikke sker pådømmelse af spørgsmålet, vil denne fejl kunne rettes gennem en anke af rettens afgørelse.

Sker der i en straffesag ikke samtidig pådømmelse af spørgsmålet om egnethed og hæderlighed, vil spørgsmålet efterfølgende kunne prøves ved domstolene. Det kan bl.a. ske ved, at Finanstilsynet udsteder et påbud til virksomheden, jf. det foreslåede stk. 1, eller et påbud direkte til personen, jf. det foreslåede stk. 2, og den, som påbuddet retter sig imod, forlanger, at påbuddet indbringes for domstolene, jf. det foreslåede stk. 5. Der vil ved en prøvelse af Finanstilsynets påbud kunne tages hensyn til den allerede udmålte straf, således som det ville være sket, hvis strafudmålingen og rettighedsfrakendelsen var sket samtidig med afgørelse af straffesagen.

Inden Finanstilsynet påbyder en udbyder af kontooplysningstjenester at afsætte en direktør eller et bestyrelsesmedlem at nedlægge sit hverv, skal der i henhold til reglerne i forvaltningsloven foretages en partshøring af virksomheden og af den, som påbuddet retter sig mod. I denne fase vil bestyrelsen have mulighed for af egen drift at afsætte en direktør. Inden Finanstilsynet træffer afgørelse i sagen om påbuddet, forelægges spørgsmålet bestyrelsen i Finanstilsynet, jf. § 130, stk. 2.

Det foreslås i stk. 4, at varigheden af påbud meddelt efter stk. 1 og stk. 2, § 30, stk. 1, nr. 2-5, jf. det foreslåede § 60, stk. 7, skal fremgå af påbuddet.

Det kan ikke forventes, at en person straks efter afslutningen af dennes konkurs eller en gældssanering på ny kan anses for at opfylde kravene til egnethed og hæderlighed. Det vil bero på en konkret vurdering, hvor længe påbuddet skal gælde.

Finanstilsynets afgørelser kan påklages til Erhvervsankenævnet af den udbyder af kontooplysningstjenester eller det bestyrelsesmedlem, som påbuddet retter sig imod, jf. § 143.

Det foreslås i stk. 5, at påbud meddelt i henhold til stk. 1-3 til udbyderen af kontooplysningstjenester og af den person, som påbuddet vedrører, kan forlanges indbragt for domstolene af Finanstilsynet. Anmodning herom skal indgives til Finanstilsynet inden 4 uger efter, at påbuddet er meddelt den pågældende. Finanstilsynet indbringer sagen for domstolene inden 4 uger efter modtagelse af anmodning herom. Sagen anlægges i den borgerlige retsplejes former.

Der stilles ingen formkrav til anmodningen. Den foreslåede bestemmelse afskærer ikke den pågældende udbyder og den person, som påbuddet retter sig mod, fra selv at anlægge sag ved domstolene gennem den almindelige borgerlige retspleje.

En anmodning om indbringelse af sagen for domstolene tillægges som udgangspunkt ikke opsættende virkning, idet det vil stride mod hensynet til at sikre en løbende og effektiv håndhævelse af kravene om egnethed og hæderlighed. Dog har retten efter gældende praksis mulighed for ved kendelse at bestemme, at den pågældende under sagens behandling kan opretholde sit hverv eller forblive i sin stilling, mens sagen verserer for retten.

Det foreslås i stk. 6, at Finanstilsynet af egen drift eller efter ansøgning kan tilbagekalde et påbud meddelt et bestyrelsesmedlem efter stk. 2 og 3, 3. pkt. Afslår Finanstilsynet en ansøgning om tilbagekaldelse, kan ansøgeren forlange afslaget indbragt for domstolene af Finanstilsynet, da Finanstilsynets afgørelser om egnethed og hæderlighed er særligt byrdefulde for ansøgeren. Anmodning herom skal indgives til Finanstilsynet inden 4 uger efter, at afslaget er meddelt den pågældende. Anmodning om domstolsprøvelse kan dog kun fremsættes, hvis påbuddet ikke er tidsbegrænset, og der er forløbet mindst 5 år fra datoen for udstedelsen af påbuddet eller mindst 2 år efter, at Finanstilsynets afslag på tilbagekaldelse er stadfæstet ved dom.

Bestemmelsen vil især være relevant i forhold til påbud, som ikke er tidsbegrænsede.

I tilfælde hvor en person, som er blevet påbudt at nedlægge sit hverv eller fratræde sin stilling, ansøger om at få påbuddet tilbagekaldt, men hvor Finanstilsynet afslår denne ansøgning, indføres der som udgangspunkt samme mulighed for at kunne forlange et afslag på ansøgning om tilbagekaldelse indbragt for domstolene af Finanstilsynet som efter det foreslåede stk. 6, hvor der gives mulighed for at kunne forlange et påbud indbragt for domstolene af Finanstilsynet. Det indebærer, at ansøgeren vil kunne forlange, at Finanstilsynet indbringer sagen for domstolene inden 4 uger efter, at vedkommende har indgivet begæring herom til Finanstilsynet.

Det er ikke muligt at begære et afslag på at omgøre et tidsbegrænset påbud indbragt for domstolene af Finanstilsynet. Det er heller ikke muligt at begære et afslag på tilbagekaldelse af et tidsubegrænset påbud indbragt for domstolene, før der er forløbet mindst 5 år fra datoen for udstedelsen af påbuddet eller mindst 2 år efter, at en domstol senest har stadfæstet et afslag på tilbagekaldelse. Tidsbegrænsningen for, hvornår et afslag kan forlanges indbragt for domstolene, foreslås indført for at sikre, at ikke ethvert afslag på tilbagekaldelse af et påbud vil kunne forlanges indbragt for domstolene af Finanstilsynet. Dette skyldes, at der må forventes at forløbe en tilstrækkelig tidsperiode fra påbuddet er udstedt, til forholdene, der har dannet grundlag for det af Finanstilsynet udstedte påbud eller har dannet grundlag for at en domstol har stadfæstet et afslag på tilbagekaldelse, har ændret sig.

De foreslåede begrænsninger har kun betydning for muligheden for at kræve sagen indbragt for domstolene af Finanstilsynet. En person, som har modtaget et afslag på sin ansøgning, vil til enhver tid have mulighed for selv at anlægge sag ved domstolene gennem den almindelige borgerlige retspleje.

Det foreslås i stk. 7, at har en udbyder af kontooplysningstjenester ikke afsat direktøren inden for den fastsatte frist, kan Finanstilsynet inddrage virksomhedens tilladelse, jf. § 135, stk. 1, nr. 5. Finanstilsynet kan endvidere inddrage virksomhedens tilladelse, jf. § 135, stk. 1, nr. 5, hvis et bestyrelsesmedlem ikke efterkommer et påbud meddelt i medfør af stk. 2-3.

Derved sikres Finanstilsynet en sanktionsmulighed, som vil kunne benyttes i de situationer, hvor udbyder af kontooplysningstjenester eller en person ignorerer et påbud.

Det foreslås i stk. 8, at drives en udbyder af kontooplysningstjenester som en juridisk person uden en bestyrelse eller en direktion, finder stk. 1-7 tilsvarende anvendelse på den eller de for udbyderen ledelsesansvarlige.

Forslaget medfører, at i de tilfælde hvor en udbyder af kontooplysningstjenester drives som en juridisk person uden en bestyrelse eller en direktion, får Finanstilsynet de samme muligheder for at kunne gribe ind over for de ledelsesansvarlige i udbyderen som i de tilfælde, hvor udbyderen drives som en juridisk person med en egentlig direktion og/eller bestyrelse. På den måde sikres en effektiv håndhævelse af lovens § 30, stk. 1, nr. 3, jf. § 60, stk. 7, for så vidt angår udbydere af kontooplysningstjenester, der drives som en juridisk person uden en bestyrelse eller en direktion.

Med den eller de for udbyderen ledelsesansvarlige forstås den eller de personer, der er ansvarlige for den overordnede henholdsvis daglige ledelse af udbyderen. Den formelle stillingsbetegnelse er ikke afgørende for, om en person anses for at være den for udbyderen ledelsesansvarlige.

Et bestyrelsesmedlem, som ikke efterkommer et påbud udstedt af Finanstilsynet i medfør af det foreslåede stk. 1-3, foreslås straffet med bøde, jf. den foreslåede § 152, stk. 3.

Med den foreslåede ændring præciseres Finanstilsynets mulighed for udstede påbud i forbindelse med manglende overholdelse af reglerne om egnethed og hæderlighed i udbydere af kontooplysningstjenester.

Ændringen er desuden en konsekvens af, at kravet om selskabsform for udbydere af kontooplysningstjenester ophæves, jf. forslagets § 12, nr. 1.

For at sikre en sund og forsigtig ledelse, kan der udstedes påbud for manglende overholdelse af reglerne om egnethed og hæderlighed, til udbydere af kontooplysningstjenester. Der skal derfor kunne udstedes påbud til henholdsvis indehaveren af en udbyder af kontooplysningstjenester, der er en enkeltmandsvirksomhed, og den eller de ledelsesansvarlige, hvis virksomheden drives som juridisk person uden en bestyrelse eller en direktion i forbindelse med manglende overholdelses af reglerne om egnethed og hæderlighed.

Til nr. 8-11 (§ 135 i lov om betalinger)

Finanstilsynet kan inddrage en virksomheds tilladelse som e-pengeinstitut eller betalingsinstitut. Finanstilsynet kan også inddrage en begrænset tilladelse til udstedelse af elektroniske penge eller udbud af betalingstjenester, hvis virksomheden ikke længere opfylder nogle nærmere bestemte krav. Heriblandt hvis den ikke har udøvet virksomhed som e-pengeinstitut eller betalingsinstitut eller virksomhed med begrænset tilladelse til udstedelse af elektroniske penge eller udbud af betalingstjenester i en periode på over 6 måneder.

Med forslaget til ændringen af stk. 1, tilføjes udbydere af kontooplysningstjenester til opremsningen af virksomheder, for hvilke Finanstilsynet kan inddrage tilladelsen til at drive virksomhed.

Med ændringen præciseres det, at udbydere af kontooplysningstjenester også er omfattet af bestemmelsen. Ændringen tydeliggør dette, da en tilladelse til at udbyde af kontooplysningstjenester efter lovens systematik er en begrænset tilladelse til at udbyde betalingstjenester. Finanstilsynet kan således fortsat inddrage tilladelsen for en udbyder af kontooplysningstjenester.

Ændringen har ikke indflydelse på gældende ret.

For udbydere af kontooplysningstjenester implementerer bestemmelsen artikel 33, jf. artikel 5 i 2. betalingstjenestedirektiv.

Det foreslås med indsættelsen af § 135, stk. 2 , at Finanstilsynet kan inddrage en tilladelse, hvor der er rejst tiltale mod indehaveren af en udbyder af kontooplysningstjenester, der er en enkeltmandsvirksomhed, for overtrædelse af straffeloven, denne lov eller anden finansiel lovgivning, indtil straffesagen er afgjort, hvis domfældelse vil indebære, at vedkommende ikke opfylder kravene i § 30, stk. 1, nr., 3, jf. det foreslåede § 60, stk. 7.

Finanstilsynet kan inddrage tilladelsen til at udbyde kontooplysningstjenester, når udbyderen er en enkeltmandsvirksomhed, allerede fra det tidspunkt, hvor tiltale er rejst mod indehaveren i en sag om overtrædelse af straffeloven, denne lov eller anden finansiel lovgivning, og indtil straffesagen er afsluttet, hvis en domfældelse vil indebære, at indehaveren ikke længere vil opfylde kravene i § 30, stk. 1, nr. 3, jf. det foreslåede § 60, stk. 7. Det er en forudsætning for at kunne inddrage tilladelsen efter stk. 1, nr. 6, at der er rejst tiltale mod den pågældende indehaver.

Den foreslåede bestemmelse svarer til det foreslåede § 134 a, stk. 3, som giver Finanstilsynet mulighed for at påbyde en udbyder af kontooplysningstjenester, der ikke er en enkeltmandsvirksomhed, midlertidigt at afsætte en direktør eller en ledelsesansvarlig eller påbyde et bestyrelsesmedlem midlertidigt at nedlægge sit hverv allerede fra det tidspunkt, hvor tiltale er rejst, og indtil straffesagen er afsluttet.

Ændringen er en konsekvens af, at kravet om selskabsform for udbydere af kontooplysningstjenester foreslås ophævet, jf. forslagets § 12, nr. 1.

En indehaver af en udbyder af kontooplysningstjenester kan ikke på tilsvarende måde som en direktør, en ledelsesansvarlig eller et bestyrelsesmedlem afsættes eller pålægges at nedlægge sit hverv, i tilfælde af at der er rejst tiltale mod den pågældende. Konsekvensen af, at der rejses tiltale mod en indehaver af en udbyder af kontooplysningstjenester, der er en enkeltmandsvirksomhed, er derfor, at Finanstilsynet i medfør af den foreslåede § 135, stk. 1, nr. 6, kan inddrage tilladelsen til at udbyde kontooplysningstjenester.

Det kan i nogle tilfælde være tidsmæssigt krævende at placere et strafansvar. Imidlertid tilsiger hensynet til udbyderen af kontooplysningstjenester, kunderne og de almene samfundsinteresser, som ligger bag kravene om egnethed og hæderlighed, at Finanstilsynet får mulighed for at gribe ind over for en ejer på et tidligere tidspunkt for at afværge risikoen for, at vedkommende påfører en udbyder af kontooplysningstjenesters kunder skade. Finanstilsynets reaktion vil derfor ofte være påkrævet, så snart der er en bestyrket mistanke om, at det pågældende ledelsesmedlem har begået et strafbart forhold.

Ved vurderingen af, om tilladelsen midlertidigt skal inddrages i medfør af denne bestemmelse, skal Finanstilsynet afveje forseelsens grovhed og det konkrete behov for at inddrage tilladelsen over for hensynet til den pågældendes retssikkerhed.

Den endelige stillingtagen til, om en person opfylder betingelserne for at være ejer af en udbyder af kontooplysningstjenester, der er en enkeltmandsvirksomhed, forudsættes at finde sted i forbindelse med afgørelsen af straffesagen, jf. § 79 i straffeloven. Det følger af denne bestemmelse, at man i forbindelse med domfældelse for en strafbar handling ved dom kan fratage en person retten til at udøve erhverv, som er underlagt krav om autorisation eller godkendelse. Hermed sikres det, at der foretages et samlet opgør med retsfølgerne af en lovovertrædelse.

Bliver der under straffesagen nedlagt påstand om, at tiltalte ikke opfylder betingelserne til egnethed og hæderlighed i § 30, jf. den foreslåede § 60, stk. 7, men der ved en fejl ikke sker pådømmelse af spørgsmålet, vil denne fejl kunne rettes gennem en anke af rettens afgørelse.

Sker der i en straffesag ikke samtidig pådømmelse af spørgsmålet om egnethed og hæderlighed, vil spørgsmålet efterfølgende kunne prøves ved domstolene. Det kan bl.a. ske ved, at Finanstilsynet inddrager virksomhedens tilladelse, jf. stk. 1, og den, som får inddraget sin tilladelse, forlanger, at inddragelsen indbringes for domstolene, jf. det foreslåede stk. 4. Der vil ved en prøvelse af Finanstilsynets inddragelse af tilladelse kunne tages hensyn til den allerede udmålte straf, således som det ville være sket, hvis strafudmålingen og rettighedsfrakendelsen var sket samtidig med afgørelse af straffesagen.

Bestemmelsen implementerer artikel 33, jf. artikel 5 i 2. betalingstjenestedirektiv.

Det foreslås med ændringen, at henvisningen til nr. 4-7 ændres til nr. 4-8 i § 135, stk. 2 . Ændringen er en konsekvensændring som følge af indsættelsen af et nyt stk. 6.

Det foreslås med indførslen af § 135 stk. 4, 1. pkt., at inddragelse af tilladelse i henhold til stk. 1, nr. 5, på baggrund af manglende opfyldelse af kravene i § 9, stk. 1, nr. 2-5, og inddragelse i henhold til stk. 2, kan forlanges indbragt for domstolene af indehaveren en udbyder af kontooplysningstjenester, der er en enkeltmandsvirksomhed, da Finanstilsynets afgørelser om egnethed og hæderlighed er særligt byrdefulde for ansøgeren.

Det foreslås i § 135, stk. 4, 2. pkt., at anmodning herom skal indgives til Finanstilsynet inden 4 uger efter, at inddragelse af tilladelse er meddelt den pågældende. Finanstilsynet indbringer sagen for domstolene inden 4 uger efter modtagelse af anmodning herom. Sagen anlægges i den borgerlige retsplejes former.

Den foreslåede bestemmelse afskærer ikke den pågældende indehaver, som en afgørelse om inddragelse af tilladelse retter sig mod, fra selv at anlægge sag ved domstolene gennem den almindelige borgerlige retspleje.

En anmodning om indbringelse af sagen for domstolene tillægges som udgangspunkt ikke opsættende virkning, idet det vil stride mod hensynet til at sikre en løbende og effektiv håndhævelse af kravene om egnethed og hæderlighed. Dog har retten efter gældende praksis mulighed for ved kendelse at bestemme, at den pågældende under sagens behandling kan opretholde tilladelsen, mens sagen verserer for retten.

Den foreslåede bestemmelse svarer til den foreslåede § 134 a, stk. 5, som giver mulighed for at prøve påbud om, at en udbyder af kontooplysningstjenester skal afsætte en direktør, eller påbud om, at et bestyrelsesmedlem skal nedlægge sit hverv, ved domstolene.

Ændringen er en konsekvens af, at kravet om selskabsform for udbydere af kontooplysningstjenester foreslås ophævet, jf. forslagets § 12, nr. 1.

Med ophævelsen skal også personer kunne være parter i Finanstilsynets afgørelser. Ophævelsen indebærer, at det er muligt, at drive udbydere af kontooplysningstjenester i form af en enkeltmandsvirksomhed. For denne type virksomhed er der identitet mellem virksomheden og indehaveren. Det er således indehaveren, der er adressat for Finanstilsynets afgørelser rettet mod virksomheden.

Det betyder, at indehaveren af en udbyder af kontooplysningstjenester, der er en enkeltmandsvirksomhed ikke kan afsættes eller pålægges at nedlægge sit hverv, når indehaveren ikke opfylder kravene om hæderlighed i lovens § 30, stk. 1, nr. 2-5, jf. den foreslåede § 60, stk. 7. Det samme gælder i de tilfælde hvor der rejses tiltale mod en indehaver af en udbyder af kontooplysningstjenester i en straffesag om overtrædelse af straffeloven, denne lov eller anden finansiel lovgivning, hvis en domfældelse vil indebære, at vedkommende ikke opfylder kravene i lovens § 30, stk. 1, nr. 3, jf. den foreslåede § 60, stk. 7.

Konsekvensen af manglende opfyldelse af kravene i lovens § 30, stk. 1, nr. 2-5, jf. den foreslåede § 60, stk. 7, eller af at der rejses tiltale mod indehaveren, er derfor, at Finanstilsynet kan inddrage indehaverens tilladelse til at udbyde kontooplysningstjenester jf. den foreslåede § 135, stk. 1, nr. 6.

Af retssikkerhedsmæssige årsager foreslås det med lovforslagets § 135, stk. 4, at Finanstilsynets inddragelse af tilladelse i henhold til den foreslåede § 135, stk. 1, nr. 6, kan forlanges indbragt for domstolene af Finanstilsynet.

Bestemmelsen implementerer artikel 33, jf. artikel 5 i 2. betalingstjenestedirektiv.

Til nr. 12-14 (§ 142 i lov om betalinger)

§ 142 i lov om betalinger indeholder en opregning af, hvem der er part i forhold til Finanstilsynet i sager omfattet af lov om betalinger eller regler udstedt i medfør af loven. Opregningen er udtømmende, og bestemmelsen udgør således en afvigelse fra det almindelige forvaltningsretlige partsbegreb.

Som part betragtes ifølge § 142, stk. 1, virksomheder, som Finanstilsynets afgørelser truffet i medfør af lov om betalinger eller regler udstedt i medfør af loven retter sig mod.

Med ændringen af § 142, stk. 1, vil den virksomhed og den person, som Finanstilsynets har truffet eller vil træffe afgørelse over for, anses som part i forhold til Finanstilsynet.

Ændringen er en konsekvens af, at kravet om selskabsform for udbydere af kontooplysningstjenester foreslås ophævet, jf. lovforslagets § 12, nr. 1.

Med ændringen skal også personer kunne være parter i Finanstilsynets afgørelser. Ophævelsen indebærer, at det er muligt at drive udbydere af kontooplysningstjenester i form af en enkeltmandsvirksomhed. For denne type virksomhed er der identitet mellem virksomheden og indehaveren. Det er således indehaveren, der er adressat for Finanstilsynets afgørelser rettet mod virksomheden.

Ændringen indebærer, at alle virksomheder, uanset selskabsform, bliver omfattet af partsbestemmelsen. Opregningen er udtømmende, og bestemmelsen udgør således en afvigelse fra det almindelige forvaltningsretlige partsbegreb.

Det foreslås i stk. 2, nr. 1 , at for så vidt angår den del af sagen, som vedrører den pågældende, anses den virksomhed eller person, der udbyder elektroniske penge, betalingstjenester, eller kontooplysningstjenester uden tilladelse, jf. lovens §§ 8, 9, 50, 51 og 60, som part i forhold til Finanstilsynet. Dette vil typisk være i en sag, hvor Finanstilsynet udsteder et påbud til en virksomhed uden tilladelse om at ophøre med at udbyde elektroniske penge, betalingstjenester eller kontooplysningstjenester.

Med ændringen præciseres det, at også virksomheder og personer, der udbyder kontooplysningstjenester uden tilladelse, er omfattet af partsbegrebet.

Det foreslås i stk. 2, nr. 2 , at for så vidt angår den del af sagen, som vedrører en virksomhed eller en person, som ansøger om tilladelse til at udbyde elektroniske penge, betalingstjenester eller kontooplysningstjenester, jf. §§ 8, 9, 50, 51 og § 60, som part i forhold til Finanstilsynet.

Med nyaffattelsen udgår henvisningen til §§ 61-62, da der ikke gives tilladelses efter disse bestemmelser.

Det foreslås i stk. 2, nr. 3 , at for så vidt angår den del af sagen, som vedrører den pågældende, anses som part i forhold til Finanstilsynet, et medlem af en virksomheds bestyrelse eller direktion eller den eller de ledelsesansvarlige eller den eller de personer i virksomheden, der er ansvarlige for at udstede elektroniske penge eller udbyde betalingstjenester, når tilsynet giver en virksomhed afslag på tilladelse til at udøve virksomhed som e-pengeinstitut, betalingsinstitut, udbyder af kontooplysningstjenester eller virksomhed med begrænset tilladelse til udstedelse af elektroniske penge eller udbud af betalingstjenester eller inddrager en sådan tilladelse, jf. § 135. Dette vil eksempelvis være i det tilfælde, hvor Finanstilsynet nægter en virksomhed tilladelse til at udøve virksomhed bl.a. på grund af, at Finanstilsynet ikke kan godkende et medlem af virksomhedens bestyrelse. I dette tilfælde vil bestyrelsesmedlemmet være at anse som part i forhold til denne del af Finanstilsynets afgørelse om afslag på tilladelse.

Det foreslås i stk. 2, nr. 4 , at for så vidt angår den del af sagen, som vedrører den pågældende, anses som part i forhold til Finanstilsynet, en virksomhed eller person, som Finanstilsynet kræver oplysninger af til afgørelse af, om denne er omfattet af bestemmelserne i denne lov. Forud for, at en virksomhed opnår tilladelse efter loven, kan Finanstilsynet, jf. § 131, stk. 4, indhente oplysninger til bedømmelse af om virksomheden er omfattet af lovens krav om tilladelse til at udøve virksomhed som udbyder. En virksomhed eller person, der modtager en sådan henvendelse, vil have partsstatus efter forslaget til nr. 4.

Det foreslås i stk. 2, nr. 5 , at en virksomhed eller person, som Finanstilsynet træffer afgørelse om i henhold til denne lovs § 23 og § 24, er part for så vidt angår denne afgørelse.

Med bestemmelsen tilsigtes, at virksomheder eller personer, der ansøger om godkendelse af erhvervelse af kvalificerede andele, jf. § 21, er part for så vidt angår afgørelsen herom i henhold til § 23. Det tilsigtes ligeledes, at kapitalejere, der mister stemmeretten knyttet til deres kapitalandele, jf. § 24, er part for så vidt angår denne afgørelse.

På baggrund af ændringerne af reglerne om kontooplysningstjenester, ændres stk. 1, nr. 1 og nr. 2, og stk. 1, nr. 3, udgår. Af lovtekniske årsager nyaffattes bestemmelsen. For så vidt angår de foreslåede nr. 3-5, er der tale om en ændring uden materiel betydning.

Det foreslås at indsætte et nyt stk. 3, der angiver, at dem, der er part i Finanstilsynets sager om egnethed og hæderlighed, er det berørte e-pengeinstitut, betalingsinstitut eller den berørte udbyder af kontooplysningstjenester og det bestyrelsesmedlem eller den direktør eller ledelsesansvarlige, som afgørelsen omhandler. Det foreslås endvidere, at det i samme bestemmelse angives, at virksomheder også er part i Finanstilsynets påbud efter henholdsvis § 134 og den foreslåede § 134 a.

Med afgørelser om egnethed og hæderlighed forstås Finanstilsynets afgørelse om, hvorvidt en direktør, et bestyrelsesmedlem, eller en ledelsesansvarlig i et e-pengeinstitut, en udbyder af betalingstjenester eller en udbyder af kontooplysningstjenester opfylder krav til egnethed og hæderlighed, jf. § 30 og § 60, stk. 7. Med afgørelser om egnethed og hæderlighed forstås endvidere Finanstilsynets påbud efter henholdsvis § 134 og den foreslåede § 134 a i lov om betalinger om afsættelse af en direktør eller en ledelsesansvarlig eller om et bestyrelsesmedlems nedlæggelse af sit hverv som følge af, at den pågældende ikke længere opfylder kravene til egnethed og hæderlighed.

Med det berørte e-pengeinstitut, den berørte udbyder af betalingstjenester eller kontooplysningstjenester forstås den virksomhed, hvori det pågældende bestyrelsesmedlem, som afgørelsen omhandler, sidder i bestyrelsen, eller den virksomhed, hvori den pågældende direktør eller ledelsesansvarlige, som afgørelsen omhandler, er ansat. Afgørelsen handler om hvervet eller stillingen i det berørte e-pengeinstitut, den berørte udbyder af betalingstjenester eller kontooplysningstjenester.

Med den person, som afgørelsen omhandler, forstås den person, hvis egnethed og hæderlighed er genstand for vurdering.

Er der tale om en udbyder af kontooplysningstjenester, der er en enkeltmandsvirksomhed, vil der være identitet mellem virksomheden, og den person, som afgørelsen omhandler. Indehaveren af en udbyder, der er en enkeltmandsvirksomhed, vil derfor være part efter det foreslåede 142, stk. 1.

Finanstilsynets påbud efter henholdsvis § 134 og den foreslåede § 134 a omfatter påbud til virksomheder om afsættelse af direktører eller de ledelsesansvarlige, der ikke længere lever op til reglerne om hæderlighed og påbud til bestyrelsesmedlemmer om nedlæggelse af bestyrelseshvervet som følge af, at den pågældende ikke længere lever op til reglerne om hæderlighed og egnethed.

Den foreslåede bestemmelse indebærer, at både den berørte finansielle virksomhed og det bestyrelsesmedlem, den direktør eller den ledelsesansvarlige, som afgørelsen omhandler, er part i forhold til Finanstilsynets afgørelse. Bestemmelsen er en tilføjelse (et supplement) til partsbegrebet i § 142, stk. 2.

Den foreslåede bestemmelse er en præcisering af de gældende bestemmelser om partsstatus i lov om betalinger for så vidt angår Finanstilsynets afgørelser om egnethed og hæderlighed. Præciseringen bringer formuleringen i overensstemmelse med § 355, stk. 4, i lov om finansiel virksomhed.

Til nr. 15 (§ 149, stk. 3 i lov om betalinger)

§ 149, stk. 3, fastlægger, at en digital meddelelse anses for at være kommet frem, når den er tilgængelig for adressaten for meddelelsen.

Det foreslås at ophæve § 149, stk. 3.

Ophævelsen skal ses i lyset af, at der i lovforslagets § 12, nr. 16, indsættes en tilsvarende bestemmelse i § 150 i lov om betalinger.

Til nr. 16 (§ 150 i lov om betalinger)

Efter § 150, stk. 1, i lov om betalinger kan erhvervsministeren fastsætte regler om, at Finanstilsynet kan udstede afgørelser og andre dokumenter efter loven eller efter regler udstedt i medfør af loven uden underskrift, med maskinelt eller på tilsvarende måde gengivet underskrift, eller under anvendelse af en teknik, der sikrer entydig identifikation af den, som har udstedt afgørelsen eller dokumentet. Sådanne afgørelser og dokumenter sidestilles med afgørelser og dokumenter med personlig underskrift.

Endvidere kan erhvervsministeren efter bestemmelsens stk. 2, fastsætte regler om, at afgørelser og andre dokumenter, der udelukkende er truffet eller udstedt på grundlag af elektronisk databehandling, kan udstedes alene med angivelse af den pågældende myndighed som afsender.

Bemyndigelsen i den gældende lovs § 150 er ikke udnyttet af erhvervsministeren.

Den generelle fravigelse af underskrivelseskravet blev indført i forvaltningsloven ved lov nr. 1624 af 26. december 2013 om ændring af forvaltningsloven, lov om Politiets Efterretningstjeneste (PET) og lov om Forsvarets Efterretningstjeneste (FE).

Efter § 32 b i forvaltningsloven, skal de dokumenter, der udgår fra en forvaltningsmyndighed til borgere, virksomheder m.v. i en sag, hvori der er eller vil blive truffet afgørelse, være forsynet med en personlig underskrift eller være udformet på en måde, der i øvrigt sikrer en entydig identifikation af den, som er afsender af dokumentet, og at dokumentet er endeligt. Bestemmelsen gælder, jf. forvaltningslovens § 32 b, stk. 2 og 3, ikke for dokumenter, hvor der anvendes automatisk sagsbehandling eller for dokumenter hvorved der kvitteres, rykkes eller foretages andre sagsbehandlingsskridt, der ikke er væsentlige.

Bestemmelsen i forvaltningslovens § 32 b regulerer således det samme område som den nuværende bestemmelse i lov om betalinger § 150.

Det foreslås i § 150, at en digital meddelelse anses for at være kommet frem, når den er tilgængelig for adressaten for meddelelsen.

For meddelelser, der sendes til Finanstilsynet, er den pågældende tilsynsmyndighed adressat for meddelelsen. For meddelelser, som tilsynsmyndigheden sender, er den pågældende virksomhed eller person, som meddelelsen sendes til, adressat for meddelelsen.

Udtrykket »en digital meddelelse« bruges om en hvilken som helst skriftlig kommunikation, som foretages digitalt, herunder også en afgørelse, som sendes via mail, via den offentlige digitale postløsning eller på anden digital måde.

En digital meddelelse anses for at være kommet frem, når meddelelsen er tilgængelig digitalt for adressaten. Dette svarer til, at et papirbrev anses for at være kommet frem, når det pågældende brev er lagt i adressatens fysiske postkasse. Det er uden betydning, om eller hvornår adressaten gør sig bekendt med indholdet af meddelelsen.

En meddelelse vil normalt blive anset for at være tilgængelig digitalt, selvom den pågældende ikke kan skaffe sig adgang til meddelelsen, såfremt dette skyldes hindringer, som det er op til den pågældende at overvinde.

Fremkomsttidspunktet er blandt andet afgørende for, hvornår forvaltningsakter, herunder afgørelser fra en myndighed, får de tilsigtede retsvirkninger. Det antages for eksempel, at afgørelser i almindelighed skal meddeles til deres adressat for at få de tilsigtede retsvirkninger, og at meddelelsen er sket, når afgørelsen er kommet frem til den, som afgørelsen retter sig til.

Fremkomsttidspunktet er normalt også afgørende for, om en indberetning eller lignende til en myndighed anses for rettidig.

En meddelelse vil normalt anses for at være kommet frem til tilsynsmyndigheden på det tidspunkt, hvor meddelelsen er tilgængelig for tilsynsmyndigheden, dvs. når tilsynsmyndigheden kan behandle meddelelsen. Dette tidspunkt vil normalt blive registreret automatisk i en modtagelsesanordning eller et datasystem. En meddelelse, der først er tilgængelig efter kl. 24.00, anses normalt først for modtaget den dag, meddelelsen er tilgængelig.

Kan modtagelsestidspunktet for en digital meddelelse til en myndighed ikke fastlægges som følge af problemer med myndighedens it-system eller andre lignende problemer (sammenbrud i den digitale signaturs infrastruktur, generelle strømafbrydelser, generelle problemer hos myndighedens internetudbyder o.l.), må meddelelsen anses for at være kommet frem på det tidspunkt, hvor meddelelsen blev afsendt, hvis der kan fremskaffes pålidelige oplysninger om afsendelsestidspunktet.

Opstår problemerne tæt på fristen for indgivelse af meddelelsen, og kan problemerne føre til, at fristen med rimelighed ikke kan overholdes, anses meddelelsen for at være kommet frem inden for fristen, hvis den er tilgængelig for myndigheden inden for en rimelig tid efter, at forhindringen er ophørt. Det vil således ikke komme afsenderen til skade, at indberetningen m.v. modtages efter fristens udløb, hvis dette skyldes systemnedbrud hos myndigheden.

En meddelelse fra en myndighed vil normalt være tilgængelig for modtageren, når adressaten (borgeren eller virksomheden m.v.) vil kunne fremkalde meddelelsen på en almindeligt fungerende computer tilsluttet internettet med almindeligt tilgængelige programmer og dermed gøre sig bekendt med meddelelsens indhold.

Det er i den forbindelse uden betydning, om adressaten for myndighedens meddelelse har bragt sig i stand til at tilgå meddelelsen f.eks. hvis modtageren af en meddelelse, som myndigheden har sendt til den pågældende via den offentlige digitale postløsning, ikke har skaffet sig den fornødne offentlige digitale signatur til at modtage meddelelser i den offentlige digitale postløsning, eller at modtageren i sit elektroniske system har installeret anordninger (spamfiltre, firewalls m.v.), som afviser at modtage meddelelser.

Det er endvidere uden betydning, om adressaten oplever, at vedkommendes egen computer ikke fungerer, eller at vedkommende har mistet koden til sin digitale signatur eller oplever lignende hindringer, som det er op til adressaten at overvinde.

En meddelelse vil blive anset for at være tilgængelig, selvom den pågældende ikke kan skaffe sig adgang til meddelelsen, hvis dette skyldes hindringer, som det er op til den pågældende at overvinde. Som eksempler herpå kan nævnes, at den pågældendes egen computer ikke fungerer, eller den pågældende har mistet koden til sin digitale signatur.

Til nr. 17-18 (§ 152 i lov om betalinger)

Bestemmelsen i § 152 fastsætter, hvilke overtrædelser af lov om betalinger, der kan straffes.

Med ændringen af stk. 2 , foreslås det, at overtrædelse af den foreslåede § 60, stk. 7, jf. § 30 stk. 2, i lov om betalinger straffes med bøde.

Ændringen betyder, at overtrædelse af oplysningsforpligtelsen i § 30, stk. 2, jf. § 60, stk. 7, om forhold, der har indflydelse på Finanstilsynets vurdering af en persons egnethed og hæderlighed, for ledelsesmedlemmer i udbydere af kontooplysningstjenester, eller indehavere af udbydere af kontooplysningstjenester, der er enkeltmandsvirksomheder, kan straffes med bøde.

Ændringen er en konsekvens af ophævelsen af kravet om selskabsform, jf. dette lovforslags § 12, nr. 1. Den foretages for at sikre at overtrædelse af oplysningsforpligtelsen kan straffes uanset selskabsform og tilladelsestype. Ændringen sikrer desuden, at reglerne er i overensstemmelse med Finanstilsynet øvrige regler om oplysningsforpligtelse vedrørende forhold, der har indflydelse på Finanstilsynets vurdering af en persons egnethed og hæderlighed.

Med ændringen af stk. 3 , foreslås det, at overtrædelse af den foreslåede § 134 a straffes med bøde.

Ændringen betyder, at en virksomhed eller en person, der ikke efterkommer et påbud efter den foreslåede § 134 a straffes med bøde. Den foreslåede § 134 a omfatter påbud til udbydere af kontooplysningstjenester om afsættelse af direktører eller de ledelsesansvarlige, der ikke længere lever op til reglerne om hæderlighed og påbud til bestyrelsesmedlemmer om nedlæggelse af bestyrelseshvervet som følge af, at den pågældende ikke længere lever op til reglerne om hæderlighed og egnethed.

Ændringen er en konsekvens af ophævelsen af kravet om selskabsform jf. dette lovforslags § 12, nr. 1. Den foretages for at sikre at manglende efterlevelse af påbud kan straffes uanset selskabsform og tilladelsestype. Reglerne kommer dermed i overensstemmelse med Finanstilsynet øvrige regler om påbud vedrørende Finanstilsynets vurdering af en persons egnethed og hæderlighed.

Det er en forudsætning for anvendelsen af bestemmelserne, at den pågældende ikke kan straffes for handlingen eller undladelsen efter bestemmelser i straffeloven.

Kilde

Til nr. 1 (§ 5 a, stk. 3 i lov om et skibsfinansieringsinstitut)

§ 5 a, stk. 3, fastlægger, at en digital meddelelse anses for at være kommet frem, når den er tilgængelig for adressaten for meddelelsen.

Det foreslås at ophæve § 5 a, stk. 3.

Ophævelsen skal ses i lyset af, at der i lovforslagets § 13, nr. 2, indsættes en tilsvarende bestemmelse i § 5 b i lov om et skibsfinansieringsinstitut, jf. lovbekendtgørelse nr. 851 af 25. juni 2014.

Til nr. 2 (§ 5 b i lov om et skibsfinansieringsinstitut)

Efter § 5 b, stk. 1, i lov om et skibsfinansieringsinstitut kan erhvervsministeren fastsætte regler om, at Finanstilsynet og erhvervsministeren kan udstede afgørelser og andre dokumenter efter loven eller efter regler udstedt i medfør af loven uden underskrift, med maskinelt eller på tilsvarende måde gengivet underskrift, eller under anvendelse af en teknik, der sikrer entydig identifikation af den, som har udstedt afgørelsen eller dokumentet. Sådanne afgørelser og dokumenter sidestilles med afgørelser og dokumenter med personlig underskrift.

Endvidere kan erhvervsministeren efter bestemmelsens stk. 2, fastsætte regler om, at afgørelser og andre dokumenter, der udelukkende er truffet eller udstedt på grundlag af elektronisk databehandling, kan udstedes alene med angivelse af den pågældende myndighed som afsender.

Bemyndigelsen i den gældende lovs § 5 b er ikke udnyttet af erhvervsministeren.

Bestemmelsen blev indsat med lov nr. 1231 af 18. december 2012 om ændring af forskellige lovbestemmelser om obligatorisk digital kommunikation m.v. Begrundelsen for at indsætte bestemmelsen var, at der ikke i forvaltningsloven på daværende tidspunkt var en bestemmelse omhandlende en generel fravigelse af underskriftskravet.

Den generelle fravigelse af underskrivelseskravet blev indført i forvaltningsloven ved lov nr. 1624 af 26. december 2013 om ændring af forvaltningsloven, lov om Politiets Efterretningstjeneste (PET) og lov om Forsvarets Efterretningstjeneste (FE).

Efter § 32 b i forvaltningsloven, skal de dokumenter, der udgår fra en forvaltningsmyndighed til borgere, virksomheder m.v. i en sag, hvori der er eller vil blive truffet afgørelse, være forsynet med en personlig underskrift eller være udformet på en måde, der i øvrigt sikrer en entydig identifikation af den, som er afsender af dokumentet, og at dokumentet er endeligt. Bestemmelsen gælder, jf. forvaltningslovens § 32 b, stk. 2 og 3, ikke for dokumenter, hvor der anvendes automatisk sagsbehandling eller for dokumenter hvorved der kvitteres, rykkes eller foretages andre sagsbehandlingsskridt, der ikke er væsentlige.

Bestemmelsen i forvaltningslovens § 32 b regulerer således det samme område som den nuværende bestemmelse i lov om et skibsfinansieringsinstitut § 5 b.

Det foreslås i § 5 b, at en digital meddelelse anses for at være kommet frem, når den er tilgængelig for adressaten for meddelelsen.

For meddelelser, der sendes til Finanstilsynet, er den pågældende tilsynsmyndighed adressat for meddelelsen. For meddelelser, som tilsynsmyndigheden sender, er den pågældende virksomhed eller person, som meddelelsen sendes til, adressat for meddelelsen.

Udtrykket »en digital meddelelse« bruges om en hvilken som helst skriftlig kommunikation, som foretages digitalt, herunder også en afgørelse, som sendes via mail, via den offentlige digitale postløsning eller på anden digital måde.

En digital meddelelse anses for at være kommet frem, når meddelelsen er tilgængelig digitalt for adressaten. Dette svarer til, at et papirbrev anses for at være kommet frem, når det pågældende brev er lagt i adressatens fysiske postkasse. Det er uden betydning, om eller hvornår adressaten gør sig bekendt med indholdet af meddelelsen.

En meddelelse vil normalt blive anset for at være tilgængelig digitalt, selvom den pågældende ikke kan skaffe sig adgang til meddelelsen, såfremt dette skyldes hindringer, som det er op til den pågældende at overvinde.

Fremkomsttidspunktet er blandt andet afgørende for, hvornår forvaltningsakter, herunder afgørelser fra en myndighed, får de tilsigtede retsvirkninger. Det antages for eksempel, at afgørelser i almindelighed skal meddeles til deres adressat for at få de tilsigtede retsvirkninger, og at meddelelsen er sket, når afgørelsen er kommet frem til den, som afgørelsen retter sig til.

Fremkomsttidspunktet er normalt også afgørende for, om en indberetning eller lignende til en myndighed anses for rettidig.

En meddelelse vil normalt anses for at være kommet frem til tilsynsmyndigheden på det tidspunkt, hvor meddelelsen er tilgængelig for tilsynsmyndigheden, dvs. når tilsynsmyndigheden kan behandle meddelelsen. Dette tidspunkt vil normalt blive registreret automatisk i en modtagelsesanordning eller et datasystem. En meddelelse, der først er tilgængelig efter kl. 24.00, anses normalt først for modtaget den dag, meddelelsen er tilgængelig.

Kan modtagelsestidspunktet for en digital meddelelse til en myndighed ikke fastlægges som følge af problemer med myndighedens it-system eller andre lignende problemer (sammenbrud i den digitale signaturs infrastruktur, generelle strømafbrydelser, generelle problemer hos myndighedens internetudbyder o.l.), må meddelelsen anses for at være kommet frem på det tidspunkt, hvor meddelelsen blev afsendt, hvis der kan fremskaffes pålidelige oplysninger om afsendelsestidspunktet.

Opstår problemerne tæt på fristen for indgivelse af meddelelsen, og kan problemerne føre til, at fristen med rimelighed ikke kan overholdes, anses meddelelsen for at være kommet frem inden for fristen, hvis den er tilgængelig for myndigheden inden for en rimelig tid efter, at forhindringen er ophørt. Det vil således ikke komme afsenderen til skade, at indberetningen m.v. modtages efter fristens udløb, hvis dette skyldes systemnedbrud hos myndigheden.

En meddelelse fra en myndighed vil normalt være tilgængelig for modtageren, når adressaten (borgeren eller virksomheden m.v.) vil kunne fremkalde meddelelsen på en almindeligt fungerende computer tilsluttet internettet med almindeligt tilgængelige programmer og dermed gøre sig bekendt med meddelelsens indhold.

Det er i den forbindelse uden betydning, om adressaten for myndighedens meddelelse har bragt sig i stand til at tilgå meddelelsen f.eks. hvis modtageren af en meddelelse, som myndigheden har sendt til den pågældende via den offentlige digitale postløsning, ikke har skaffet sig den fornødne offentlige digitale signatur til at modtage meddelelser i den offentlige digitale postløsning, eller at modtageren i sit elektroniske system har installeret anordninger (spamfiltre, firewalls m.v.), som afviser at modtage meddelelser.

Det er endvidere uden betydning, om adressaten oplever, at vedkommendes egen computer ikke fungerer, eller at vedkommende har mistet koden til sin digitale signatur eller oplever lignende hindringer, som det er op til adressaten at overvinde.

En meddelelse vil blive anset for at være tilgængelig, selvom den pågældende ikke kan skaffe sig adgang til meddelelsen, hvis dette skyldes hindringer, som det er op til den pågældende at overvinde. Som eksempler herpå kan nævnes, at den pågældendes egen computer ikke fungerer, eller den pågældende har mistet koden til sin digitale signatur.

Kilde

Til nr. 1 (§ 20, stk. 3 i lov om ejendomskreditselskaber)

§ 20, stk. 3, fastlægger, at en digital meddelelse anses for at være kommet frem, når den er tilgængelig for adressaten for meddelelsen.

Det foreslås at ophæve § 20, stk. 3.

Ophævelsen skal ses i lyset af, at der i lovforslagets § 14, nr. 2, indsættes en tilsvarende bestemmelse i § 20 a i lov om ejendomskreditselskaber, jf. lovbekendtgørelse nr. 1023 af 30. august 2017.

Til nr. 2 (§ 20 a i lov om ejendomskreditselskaber)

Efter § 20 a, stk. 1, i lov om ejendomskreditselskaber kan erhvervsministeren fastsætte regler om, at Finanstilsynet kan udstede afgørelser og andre dokumenter efter loven eller efter regler udstedt i medfør af loven uden underskrift, med maskinelt eller på tilsvarende måde gengivet underskrift, eller under anvendelse af en teknik, der sikrer entydig identifikation af den, som har udstedt afgørelsen eller dokumentet. Sådanne afgørelser og dokumenter sidestilles med afgørelser og dokumenter med personlig underskrift.

Endvidere kan erhvervsministeren efter bestemmelsens stk. 2, fastsætte regler om, at afgørelser og andre dokumenter, der udelukkende er truffet eller udstedt på grundlag af elektronisk databehandling, kan udstedes alene med angivelse af den pågældende myndighed som afsender.

Bemyndigelsen i den gældende lovs § 20 a er ikke udnyttet af erhvervsministeren.

Bestemmelsen blev indsat med lov nr. 1231 af 18. december 2012 om ændring af forskellige lovbestemmelser om obligatorisk digital kommunikation m.v. Begrundelsen for at indsætte bestemmelsen var, at der ikke i forvaltningsloven på daværende tidspunkt var en bestemmelse omhandlende en generel fravigelse af underskriftskravet.

Den generelle fravigelse af underskrivelseskravet blev indført i forvaltningsloven ved lov nr. 1624 af 26. december 2013 om ændring af forvaltningsloven, lov om Politiets Efterretningstjeneste (PET) og lov om Forsvarets Efterretningstjeneste (FE).

Efter § 32 b i forvaltningsloven, skal de dokumenter, der udgår fra en forvaltningsmyndighed til borgere, virksomheder m.v. i en sag, hvori der er eller vil blive truffet afgørelse, være forsynet med en personlig underskrift eller være udformet på en måde, der i øvrigt sikrer en entydig identifikation af den, som er afsender af dokumentet, og at dokumentet er endeligt. Bestemmelsen gælder, jf. forvaltningslovens § 32 b, stk. 2 og 3, ikke for dokumenter, hvor der anvendes automatisk sagsbehandling eller for dokumenter hvorved der kvitteres, rykkes eller foretages andre sagsbehandlingsskridt, der ikke er væsentlige.

Bestemmelsen i forvaltningslovens § 32 b regulerer således det samme område som den nuværende bestemmelse i lov om ejendomskreditselskaber § 20 a.

Det foreslås i § 20 a, at en digital meddelelse anses for at være kommet frem, når den er tilgængelig for adressaten for meddelelsen.

For meddelelser, der sendes til Finanstilsynet, er den pågældende tilsynsmyndighed adressat for meddelelsen. For meddelelser, som tilsynsmyndigheden sender, er den pågældende virksomhed eller person, som meddelelsen sendes til, adressat for meddelelsen.

Udtrykket »en digital meddelelse« bruges om en hvilken som helst skriftlig kommunikation, som foretages digitalt, herunder også en afgørelse, som sendes via mail, via den offentlige digitale postløsning eller på anden digital måde.

En digital meddelelse anses for at være kommet frem, når meddelelsen er tilgængelig digitalt for adressaten. Dette svarer til, at et papirbrev anses for at være kommet frem, når det pågældende brev er lagt i adressatens fysiske postkasse. Det er uden betydning, om eller hvornår adressaten gør sig bekendt med indholdet af meddelelsen.

En meddelelse vil normalt blive anset for at være tilgængelig digitalt, selvom den pågældende ikke kan skaffe sig adgang til meddelelsen, såfremt dette skyldes hindringer, som det er op til den pågældende at overvinde.

Fremkomsttidspunktet er blandt andet afgørende for, hvornår forvaltningsakter, herunder afgørelser fra en myndighed, får de tilsigtede retsvirkninger. Det antages for eksempel, at afgørelser i almindelighed skal meddeles til deres adressat for at få de tilsigtede retsvirkninger, og at meddelelsen er sket, når afgørelsen er kommet frem til den, som afgørelsen retter sig til.

Fremkomsttidspunktet er normalt også afgørende for, om en indberetning eller lignende til en myndighed anses for rettidig.

En meddelelse vil normalt anses for at være kommet frem til tilsynsmyndigheden på det tidspunkt, hvor meddelelsen er tilgængelig for tilsynsmyndigheden, dvs. når tilsynsmyndigheden kan behandle meddelelsen. Dette tidspunkt vil normalt blive registreret automatisk i en modtagelsesanordning eller et datasystem. En meddelelse, der først er tilgængelig efter kl. 24.00, anses normalt først for modtaget den dag, meddelelsen er tilgængelig.

Kan modtagelsestidspunktet for en digital meddelelse til en myndighed ikke fastlægges som følge af problemer med myndighedens it-system eller andre lignende problemer (sammenbrud i den digitale signaturs infrastruktur, generelle strømafbrydelser, generelle problemer hos myndighedens internetudbyder o.l.), må meddelelsen anses for at være kommet frem på det tidspunkt, hvor meddelelsen blev afsendt, hvis der kan fremskaffes pålidelige oplysninger om afsendelsestidspunktet.

Opstår problemerne tæt på fristen for indgivelse af meddelelsen, og kan problemerne føre til, at fristen med rimelighed ikke kan overholdes, anses meddelelsen for at være kommet frem inden for fristen, hvis den er tilgængelig for myndigheden inden for en rimelig tid efter, at forhindringen er ophørt. Det vil således ikke komme afsenderen til skade, at indberetningen m.v. modtages efter fristens udløb, hvis dette skyldes systemnedbrud hos myndigheden.

En meddelelse fra en myndighed vil normalt være tilgængelig for modtageren, når adressaten (borgeren eller virksomheden m.v.) vil kunne fremkalde meddelelsen på en almindeligt fungerende computer tilsluttet internettet med almindeligt tilgængelige programmer og dermed gøre sig bekendt med meddelelsens indhold.

Det er i den forbindelse uden betydning, om adressaten for myndighedens meddelelse har bragt sig i stand til at tilgå meddelelsen f.eks. hvis modtageren af en meddelelse, som myndigheden har sendt til den pågældende via den offentlige digitale postløsning, ikke har skaffet sig den fornødne offentlige digitale signatur til at modtage meddelelser i den offentlige digitale postløsning, eller at modtageren i sit elektroniske system har installeret anordninger (spamfiltre, firewalls m.v.), som afviser at modtage meddelelser.

Det er endvidere uden betydning, om adressaten oplever, at vedkommendes egen computer ikke fungerer, eller at vedkommende har mistet koden til sin digitale signatur eller oplever lignende hindringer, som det er op til adressaten at overvinde.

En meddelelse vil blive anset for at være tilgængelig, selvom den pågældende ikke kan skaffe sig adgang til meddelelsen, hvis dette skyldes hindringer, som det er op til den pågældende at overvinde. Som eksempler herpå kan nævnes, at den pågældendes egen computer ikke fungerer, eller den pågældende har mistet koden til sin digitale signatur.

Kilde

Til nr. 1 (§ 27 h, stk. 3 i lov om arbejdsmarkedets tillægspension)

§ 27 h, stk. 3, fastlægger, at en digital meddelelse anses for at være kommet frem, når den er tilgængelig for adressaten for meddelelsen.

Det foreslås at ophæve § 27 h, stk. 3.

Ophævelsen skal ses i lyset af, at der i lovforslagets § 15, nr. 2, indsættes en tilsvarende bestemmelse i § 27, i lov om arbejdsmarkedets Tillægspension, jf. lovbekendtgørelse nr. 1110 af 10. oktober 2014.

Til nr. 2 (§ 27 i i lov om arbejdsmarkedets tillægspension)

Efter § 27 i, stk. 1, i lov om arbejdsmarkedets tillægspension kan erhvervsministeren efter forhandling med beskæftigelsesministeren fastsætte regler om, at Finanstilsynet kan udstede afgørelser og andre dokumenter efter loven eller efter regler udstedt i medfør af loven uden underskrift, med maskinelt eller på tilsvarende måde gengivet underskrift, eller under anvendelse af en teknik, der sikrer entydig identifikation af den, som har udstedt afgørelsen eller dokumentet. Sådanne afgørelser og dokumenter sidestilles med afgørelser og dokumenter med personlig underskrift.

Endvidere kan erhvervsministeren efter bestemmelsens stk. 2, fastsætte regler om, at afgørelser og andre dokumenter, der udelukkende er truffet eller udstedt på grundlag af elektronisk databehandling, kan udstedes alene med angivelse af den pågældende myndighed som afsender.

Bemyndigelsen i den gældende lovs § 27 i er ikke udnyttet af erhvervsministeren.

Bestemmelsen blev indsat med lov nr. 1231 af 18. december 2012 om ændring af forskellige lovbestemmelser om obligatorisk digital kommunikation m.v. Begrundelsen for at indsætte bestemmelsen var, at der ikke i forvaltningsloven på daværende tidspunkt var en bestemmelse omhandlende en generel fravigelse af underskriftskravet.

Den generelle fravigelse af underskrivelseskravet blev indført i forvaltningsloven ved lov nr. 1624 af 26. december 2013 om ændring af forvaltningsloven, lov om Politiets Efterretningstjeneste (PET) og lov om Forsvarets Efterretningstjeneste (FE).

Efter § 32 b i forvaltningsloven, skal de dokumenter, der udgår fra en forvaltningsmyndighed til borgere, virksomheder m.v. i en sag, hvori der er eller vil blive truffet afgørelse, være forsynet med en personlig underskrift eller være udformet på en måde, der i øvrigt sikrer en entydig identifikation af den, som er afsender af dokumentet, og at dokumentet er endeligt. Bestemmelsen gælder, jf. forvaltningslovens § 32 b, stk. 2 og 3, ikke for dokumenter, hvor der anvendes automatisk sagsbehandling eller for dokumenter hvorved der kvitteres, rykkes eller foretages andre sagsbehandlingsskridt, der ikke er væsentlige.

Bestemmelsen i forvaltningslovens § 32 b regulerer således det samme område som den nuværende bestemmelse i lov om arbejdsmarkedets tillægspension § 27.

Det foreslås i § 27, at en digital meddelelse anses for at være kommet frem, når den er tilgængelig for adressaten for meddelelsen.

For meddelelser, der sendes til Finanstilsynet, er den pågældende tilsynsmyndighed adressat for meddelelsen. For meddelelser, som tilsynsmyndigheden sender, er den pågældende virksomhed eller person, som meddelelsen sendes til, adressat for meddelelsen.

Udtrykket »en digital meddelelse« bruges om en hvilken som helst skriftlig kommunikation, som foretages digitalt, herunder også en afgørelse, som sendes via mail, via den offentlige digitale postløsning eller på anden digital måde.

En digital meddelelse anses for at være kommet frem, når meddelelsen er tilgængelig digitalt for adressaten. Dette svarer til, at et papirbrev anses for at være kommet frem, når det pågældende brev er lagt i adressatens fysiske postkasse. Det er uden betydning, om eller hvornår adressaten gør sig bekendt med indholdet af meddelelsen.

En meddelelse vil normalt blive anset for at være tilgængelig digitalt, selvom den pågældende ikke kan skaffe sig adgang til meddelelsen, såfremt dette skyldes hindringer, som det er op til den pågældende at overvinde.

Fremkomsttidspunktet er blandt andet afgørende for, hvornår forvaltningsakter, herunder afgørelser fra en myndighed, får de tilsigtede retsvirkninger. Det antages for eksempel, at afgørelser i almindelighed skal meddeles til deres adressat for at få de tilsigtede retsvirkninger, og at meddelelsen er sket, når afgørelsen er kommet frem til den, som afgørelsen retter sig til.

Fremkomsttidspunktet er normalt også afgørende for, om en indberetning eller lignende til en myndighed anses for rettidig.

En meddelelse vil normalt anses for at være kommet frem til tilsynsmyndigheden på det tidspunkt, hvor meddelelsen er tilgængelig for tilsynsmyndigheden, dvs. når tilsynsmyndigheden kan behandle meddelelsen. Dette tidspunkt vil normalt blive registreret automatisk i en modtagelsesanordning eller et datasystem. En meddelelse, der først er tilgængelig efter kl. 24.00, anses normalt først for modtaget den dag, meddelelsen er tilgængelig.

Kan modtagelsestidspunktet for en digital meddelelse til en myndighed ikke fastlægges som følge af problemer med myndighedens it-system eller andre lignende problemer (sammenbrud i den digitale signaturs infrastruktur, generelle strømafbrydelser, generelle problemer hos myndighedens internetudbyder o.l.), må meddelelsen anses for at være kommet frem på det tidspunkt, hvor meddelelsen blev afsendt, hvis der kan fremskaffes pålidelige oplysninger om afsendelsestidspunktet.

Opstår problemerne tæt på fristen for indgivelse af meddelelsen, og kan problemerne føre til, at fristen med rimelighed ikke kan overholdes, anses meddelelsen for at være kommet frem inden for fristen, hvis den er tilgængelig for myndigheden inden for en rimelig tid efter, at forhindringen er ophørt. Det vil således ikke komme afsenderen til skade, at indberetningen m.v. modtages efter fristens udløb, hvis dette skyldes systemnedbrud hos myndigheden.

En meddelelse fra en myndighed vil normalt være tilgængelig for modtageren, når adressaten (borgeren eller virksomheden m.v.) vil kunne fremkalde meddelelsen på en almindeligt fungerende computer tilsluttet internettet med almindeligt tilgængelige programmer og dermed gøre sig bekendt med meddelelsens indhold.

Det er i den forbindelse uden betydning, om adressaten for myndighedens meddelelse har bragt sig i stand til at tilgå meddelelsen f.eks. hvis modtageren af en meddelelse, som myndigheden har sendt til den pågældende via den offentlige digitale postløsning, ikke har skaffet sig den fornødne offentlige digitale signatur til at modtage meddelelser i den offentlige digitale postløsning, eller at modtageren i sit elektroniske system har installeret anordninger (spamfiltre, firewalls m.v.), som afviser at modtage meddelelser.

Det er endvidere uden betydning, om adressaten oplever, at vedkommendes egen computer ikke fungerer, eller at vedkommende har mistet koden til sin digitale signatur eller oplever lignende hindringer, som det er op til adressaten at overvinde.

En meddelelse vil blive anset for at være tilgængelig, selvom den pågældende ikke kan skaffe sig adgang til meddelelsen, hvis dette skyldes hindringer, som det er op til den pågældende at overvinde. Som eksempler herpå kan nævnes, at den pågældendes egen computer ikke fungerer, eller den pågældende har mistet koden til sin digitale signatur.

Kilde

Til nr. 1 (§ 10 h, stk. 3 i lov om lønmodtagernes dyrtidsfond)

§ 10 h, stk. 3, fastlægger, at en digital meddelelse anses for at være kommet frem, når den er tilgængelig for adressaten for meddelelsen.

Det foreslås at ophæve § 10 h, stk. 3.

Ophævelsen skal ses i lyset af, at der i lovforslagets § 16, nr. 2, indsættes en tilsvarende bestemmelse i § 10, i lov om lønmodtagernes dyrtidsfond, jf. lovbekendtgørelse nr. 1109 af 9. oktober 2014.

Til nr. 2 (§ 10 i i lov om lønmodtagernes dyrtidsfond)

Efter § 10 i, stk. 1, i lov om lønmodtagernes dyrtidsfond kan erhvervsministeren efter forhandling med beskæftigelsesministeren fastsætte regler om, at Finanstilsynet kan udstede afgørelser og andre dokumenter efter loven eller efter regler udstedt i medfør af loven uden underskrift, med maskinelt eller på tilsvarende måde gengivet underskrift, eller under anvendelse af en teknik, der sikrer entydig identifikation af den, som har udstedt afgørelsen eller dokumentet. Sådanne afgørelser og dokumenter sidestilles med afgørelser og dokumenter med personlig underskrift.

Endvidere kan erhvervsministeren efter bestemmelsens stk. 2, fastsætte regler om, at afgørelser og andre dokumenter, der udelukkende er truffet eller udstedt på grundlag af elektronisk databehandling, kan udstedes alene med angivelse af den pågældende myndighed som afsender.

Bemyndigelsen i den gældende lovs § 10 i er ikke udnyttet af erhvervsministeren.

Bestemmelsen blev indsat med lov nr. 1231 af 18. december 2012 om ændring af forskellige lovbestemmelser om obligatorisk digital kommunikation m.v. Begrundelsen for at indsætte bestemmelsen var, at der ikke i forvaltningsloven på daværende tidspunkt var en bestemmelse omhandlende en generel fravigelse af underskriftskravet.

Den generelle fravigelse af underskrivelseskravet blev indført i forvaltningsloven ved lov nr. 1624 af 26. december 2013 om ændring af forvaltningsloven, lov om Politiets Efterretningstjeneste (PET) og lov om Forsvarets Efterretningstjeneste (FE).

Efter § 32 b i forvaltningsloven, skal de dokumenter, der udgår fra en forvaltningsmyndighed til borgere, virksomheder m.v. i en sag, hvori der er eller vil blive truffet afgørelse, være forsynet med en personlig underskrift eller være udformet på en måde, der i øvrigt sikrer en entydig identifikation af den, som er afsender af dokumentet, og at dokumentet er endeligt. Bestemmelsen gælder, jf. forvaltningslovens § 32 b, stk. 2 og 3, ikke for dokumenter, hvor der anvendes automatisk sagsbehandling eller for dokumenter hvorved der kvitteres, rykkes eller foretages andre sagsbehandlingsskridt, der ikke er væsentlige.

Bestemmelsen i forvaltningslovens § 32 b regulerer således det samme område som den nuværende bestemmelse i lov om lønmodtagernes dyrtidsfond § 10 i.

Det foreslås i § 10, at en digital meddelelse anses for at være kommet frem, når den er tilgængelig for adressaten for meddelelsen.

For meddelelser, der sendes til Finanstilsynet, er den pågældende tilsynsmyndighed adressat for meddelelsen. For meddelelser, som tilsynsmyndigheden sender, er den pågældende virksomhed eller person, som meddelelsen sendes til, adressat for meddelelsen.

Udtrykket »en digital meddelelse« bruges om en hvilken som helst skriftlig kommunikation, som foretages digitalt, herunder også en afgørelse, som sendes via mail, via den offentlige digitale postløsning eller på anden digital måde.

En digital meddelelse anses for at være kommet frem, når meddelelsen er tilgængelig digitalt for adressaten. Dette svarer til, at et papirbrev anses for at være kommet frem, når det pågældende brev er lagt i adressatens fysiske postkasse. Det er uden betydning, om eller hvornår adressaten gør sig bekendt med indholdet af meddelelsen.

En meddelelse vil normalt blive anset for at være tilgængelig digitalt, selvom den pågældende ikke kan skaffe sig adgang til meddelelsen, såfremt dette skyldes hindringer, som det er op til den pågældende at overvinde.

Fremkomsttidspunktet er blandt andet afgørende for, hvornår forvaltningsakter, herunder afgørelser fra en myndighed, får de tilsigtede retsvirkninger. Det antages for eksempel, at afgørelser i almindelighed skal meddeles til deres adressat for at få de tilsigtede retsvirkninger, og at meddelelsen er sket, når afgørelsen er kommet frem til den, som afgørelsen retter sig til.

Fremkomsttidspunktet er normalt også afgørende for, om en indberetning eller lignende til en myndighed anses for rettidig.

En meddelelse vil normalt anses for at være kommet frem til tilsynsmyndigheden på det tidspunkt, hvor meddelelsen er tilgængelig for tilsynsmyndigheden, dvs. når tilsynsmyndigheden kan behandle meddelelsen. Dette tidspunkt vil normalt blive registreret automatisk i en modtagelsesanordning eller et datasystem. En meddelelse, der først er tilgængelig efter kl. 24.00, anses normalt først for modtaget den dag, meddelelsen er tilgængelig.

Kan modtagelsestidspunktet for en digital meddelelse til en myndighed ikke fastlægges som følge af problemer med myndighedens it-system eller andre lignende problemer (sammenbrud i den digitale signaturs infrastruktur, generelle strømafbrydelser, generelle problemer hos myndighedens internetudbyder o.l.), må meddelelsen anses for at være kommet frem på det tidspunkt, hvor meddelelsen blev afsendt, hvis der kan fremskaffes pålidelige oplysninger om afsendelsestidspunktet.

Opstår problemerne tæt på fristen for indgivelse af meddelelsen, og kan problemerne føre til, at fristen med rimelighed ikke kan overholdes, anses meddelelsen for at være kommet frem inden for fristen, hvis den er tilgængelig for myndigheden inden for en rimelig tid efter, at forhindringen er ophørt. Det vil således ikke komme afsenderen til skade, at indberetningen m.v. modtages efter fristens udløb, hvis dette skyldes systemnedbrud hos myndigheden.

En meddelelse fra en myndighed vil normalt være tilgængelig for modtageren, når adressaten (borgeren eller virksomheden m.v.) vil kunne fremkalde meddelelsen på en almindeligt fungerende computer tilsluttet internettet med almindeligt tilgængelige programmer og dermed gøre sig bekendt med meddelelsens indhold.

Det er i den forbindelse uden betydning, om adressaten for myndighedens meddelelse har bragt sig i stand til at tilgå meddelelsen f.eks. hvis modtageren af en meddelelse, som myndigheden har sendt til den pågældende via den offentlige digitale postløsning, ikke har skaffet sig den fornødne offentlige digitale signatur til at modtage meddelelser i den offentlige digitale postløsning, eller at modtageren i sit elektroniske system har installeret anordninger (spamfiltre, firewalls m.v.), som afviser at modtage meddelelser.

Det er endvidere uden betydning, om adressaten oplever, at vedkommendes egen computer ikke fungerer, eller at vedkommende har mistet koden til sin digitale signatur eller oplever lignende hindringer, som det er op til adressaten at overvinde.

En meddelelse vil blive anset for at være tilgængelig, selvom den pågældende ikke kan skaffe sig adgang til meddelelsen, hvis dette skyldes hindringer, som det er op til den pågældende at overvinde. Som eksempler herpå kan nævnes, at den pågældendes egen computer ikke fungerer, eller den pågældende har mistet koden til sin digitale signatur.

Kilde

Til nr. 1 (§ 76 c, stk. 3 i lov om arbejdsskadesikring)

§ 76 c, stk. 3, fastlægger, at en digital meddelelse anses for at være kommet frem, når den er tilgængelig for adressaten for meddelelsen.

Det foreslås at ophæve § 76 c, stk. 3.

Ophævelsen skal ses i lyset af, at der i lovforslagets § 17, nr. 2, indsættes en tilsvarende bestemmelse i § 76 d i arbejdsskadesikringsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 216 af 27. februar 2017.

Til nr. 2 (§ 76 d i lov om arbejdsskadesikring)

Efter § 76 d, stk. 1, i lov om arbejdsskadesikring kan erhvervsministeren efter forhandling med beskæftigelsesministeren fastsætte regler om, at Finanstilsynet kan udstede afgørelser og andre dokumenter efter loven eller efter regler udstedt i medfør af loven uden underskrift, med maskinelt eller på tilsvarende måde gengivet underskrift, eller under anvendelse af en teknik, der sikrer entydig identifikation af den, som har udstedt afgørelsen eller dokumentet. Sådanne afgørelser og dokumenter sidestilles med afgørelser og dokumenter med personlig underskrift.

Endvidere kan erhvervsministeren efter bestemmelsens stk. 2, fastsætte regler om, at afgørelser og andre dokumenter, der udelukkende er truffet eller udstedt på grundlag af elektronisk databehandling, kan udstedes alene med angivelse af den pågældende myndighed som afsender.

Bemyndigelsen i den gældende lovs § 76 d er ikke udnyttet af erhvervsministeren.

Bestemmelsen blev indsat med lov nr. 1231 af 18. december 2012 om ændring af forskellige lovbestemmelser om obligatorisk digital kommunikation m.v. Begrundelsen for at indsætte bestemmelsen var, at der ikke i forvaltningsloven på daværende tidspunkt var en bestemmelse omhandlende en generel fravigelse af underskriftskravet.

Den generelle fravigelse af underskrivelseskravet blev indført i forvaltningsloven ved lov nr. 1624 af 26. december 2013 om ændring af forvaltningsloven, lov om Politiets Efterretningstjeneste (PET) og lov om Forsvarets Efterretningstjeneste (FE).

Efter § 32 b i forvaltningsloven, skal de dokumenter, der udgår fra en forvaltningsmyndighed til borgere, virksomheder m.v. i en sag, hvori der er eller vil blive truffet afgørelse, være forsynet med en personlig underskrift eller være udformet på en måde, der i øvrigt sikrer en entydig identifikation af den, som er afsender af dokumentet, og at dokumentet er endeligt. Bestemmelsen gælder, jf. forvaltningslovens § 32 b, stk. 2 og 3, ikke for dokumenter, hvor der anvendes automatisk sagsbehandling eller for dokumenter hvorved der kvitteres, rykkes eller foretages andre sagsbehandlingsskridt, der ikke er væsentlige.

Bestemmelsen i forvaltningslovens § 32 b regulerer således det samme område som den nuværende bestemmelse i lov om arbejdsskadesikring § 76 d.

Det foreslås i § 76 d, at en digital meddelelse anses for at være kommet frem, når den er tilgængelig for adressaten for meddelelsen.

For meddelelser, der sendes til Finanstilsynet, er den pågældende tilsynsmyndighed adressat for meddelelsen. For meddelelser, som tilsynsmyndigheden sender, er den pågældende virksomhed eller person, som meddelelsen sendes til, adressat for meddelelsen.

Udtrykket »en digital meddelelse« bruges om en hvilken som helst skriftlig kommunikation, som foretages digitalt, herunder også en afgørelse, som sendes via mail, via den offentlige digitale postløsning eller på anden digital måde.

En digital meddelelse anses for at være kommet frem, når meddelelsen er tilgængelig digitalt for adressaten. Dette svarer til, at et papirbrev anses for at være kommet frem, når det pågældende brev er lagt i adressatens fysiske postkasse. Det er uden betydning, om eller hvornår adressaten gør sig bekendt med indholdet af meddelelsen.

En meddelelse vil normalt blive anset for at være tilgængelig digitalt, selvom den pågældende ikke kan skaffe sig adgang til meddelelsen, såfremt dette skyldes hindringer, som det er op til den pågældende at overvinde.

Fremkomsttidspunktet er blandt andet afgørende for, hvornår forvaltningsakter, herunder afgørelser fra en myndighed, får de tilsigtede retsvirkninger. Det antages for eksempel, at afgørelser i almindelighed skal meddeles til deres adressat for at få de tilsigtede retsvirkninger, og at meddelelsen er sket, når afgørelsen er kommet frem til den, som afgørelsen retter sig til.

Fremkomsttidspunktet er normalt også afgørende for, om en indberetning eller lignende til en myndighed anses for rettidig.

En meddelelse vil normalt anses for at være kommet frem til tilsynsmyndigheden på det tidspunkt, hvor meddelelsen er tilgængelig for tilsynsmyndigheden, dvs. når tilsynsmyndigheden kan behandle meddelelsen. Dette tidspunkt vil normalt blive registreret automatisk i en modtagelsesanordning eller et datasystem. En meddelelse, der først er tilgængelig efter kl. 24.00, anses normalt først for modtaget den dag, meddelelsen er tilgængelig.

Kan modtagelsestidspunktet for en digital meddelelse til en myndighed ikke fastlægges som følge af problemer med myndighedens it-system eller andre lignende problemer (sammenbrud i den digitale signaturs infrastruktur, generelle strømafbrydelser, generelle problemer hos myndighedens internetudbyder o.l.), må meddelelsen anses for at være kommet frem på det tidspunkt, hvor meddelelsen blev afsendt, hvis der kan fremskaffes pålidelige oplysninger om afsendelsestidspunktet.

Opstår problemerne tæt på fristen for indgivelse af meddelelsen, og kan problemerne føre til, at fristen med rimelighed ikke kan overholdes, anses meddelelsen for at være kommet frem inden for fristen, hvis den er tilgængelig for myndigheden inden for en rimelig tid efter, at forhindringen er ophørt. Det vil således ikke komme afsenderen til skade, at indberetningen m.v. modtages efter fristens udløb, hvis dette skyldes systemnedbrud hos myndigheden.

En meddelelse fra en myndighed vil normalt være tilgængelig for modtageren, når adressaten (borgeren eller virksomheden m.v.) vil kunne fremkalde meddelelsen på en almindeligt fungerende computer tilsluttet internettet med almindeligt tilgængelige programmer og dermed gøre sig bekendt med meddelelsens indhold.

Det er i den forbindelse uden betydning, om adressaten for myndighedens meddelelse har bragt sig i stand til at tilgå meddelelsen f.eks. hvis modtageren af en meddelelse, som myndigheden har sendt til den pågældende via den offentlige digitale postløsning, ikke har skaffet sig den fornødne offentlige digitale signatur til at modtage meddelelser i den offentlige digitale postløsning, eller at modtageren i sit elektroniske system har installeret anordninger (spamfiltre, firewalls m.v.), som afviser at modtage meddelelser.

Det er endvidere uden betydning, om adressaten oplever, at vedkommendes egen computer ikke fungerer, eller at vedkommende har mistet koden til sin digitale signatur eller oplever lignende hindringer, som det er op til adressaten at overvinde.

En meddelelse vil blive anset for at være tilgængelig, selvom den pågældende ikke kan skaffe sig adgang til meddelelsen, hvis dette skyldes hindringer, som det er op til den pågældende at overvinde. Som eksempler herpå kan nævnes, at den pågældendes egen computer ikke fungerer, eller den pågældende har mistet koden til sin digitale signatur.

Kilde

Til nr. 1 (§ 18 c, stk. 3 i lov om ligebehandling af mænd og kvinder i forbindelse med forsikring, pension og lignende finansielle ydelser)

§ 18 c, stk. 3, fastlægger, at en digital meddelelse anses for at være kommet frem, når den er tilgængelig for adressaten for meddelelsen.

Det foreslås at ophæve § 18 c, stk. 3.

Ophævelsen skal ses i lyset af, at der i lovforslagets § 18, nr. 2, indsættes en tilsvarende bestemmelse i § 18 d i lov om ligebehandling af mænd og kvinder i forbindelse med forsikring, pension og lignende finansielle ydelser, jf. lovbekendtgørelse nr. 950 af 14. august 2015.

Til nr. 2 (§ 18 d, i lov om ligebehandling af mænd og kvinder i forbindelse med forsikring, pension og lignende finansielle ydelser)

Efter § 18 d, stk. 1, i lov om ligebehandling af mænd og kvinder i forbindelse med forsikring, pension og lignende finansielle ydelser kan erhvervsministeren fastsætte regler om, at Finanstilsynet kan udstede afgørelser og andre dokumenter efter loven eller efter regler udstedt i medfør af loven uden underskrift, med maskinelt eller på tilsvarende måde gengivet underskrift, eller under anvendelse af en teknik, der sikrer entydig identifikation af den, som har udstedt afgørelsen eller dokumentet. Sådanne afgørelser og dokumenter sidestilles med afgørelser og dokumenter med personlig underskrift.

Endvidere kan erhvervsministeren efter bestemmelsens stk. 2, fastsætte regler om, at afgørelser og andre dokumenter, der udelukkende er truffet eller udstedt på grundlag af elektronisk databehandling, kan udstedes alene med angivelse af den pågældende myndighed som afsender.

Bemyndigelsen i den gældende lovs § 18 d er ikke udnyttet af erhvervsministeren.

Bestemmelsen blev indsat med lov nr. 1231 af 18. december 2012 om ændring af forskellige lovbestemmelser om obligatorisk digital kommunikation m.v. Begrundelsen for at indsætte bestemmelsen var, at der ikke i forvaltningsloven på daværende tidspunkt var en bestemmelse omhandlende en generel fravigelse af underskriftskravet.

Den generelle fravigelse af underskrivelseskravet blev indført i forvaltningsloven ved lov nr. 1624 af 26. december 2013 om ændring af forvaltningsloven, lov om Politiets Efterretningstjeneste (PET) og lov om Forsvarets Efterretningstjeneste (FE).

Efter § 32 b i forvaltningsloven, skal de dokumenter, der udgår fra en forvaltningsmyndighed til borgere, virksomheder m.v. i en sag, hvori der er eller vil blive truffet afgørelse, være forsynet med en personlig underskrift eller være udformet på en måde, der i øvrigt sikrer en entydig identifikation af den, som er afsender af dokumentet, og at dokumentet er endeligt. Bestemmelsen gælder, jf. forvaltningslovens § 32 b, stk. 2 og 3, ikke for dokumenter, hvor der anvendes automatisk sagsbehandling eller for dokumenter hvorved der kvitteres, rykkes eller foretages andre sagsbehandlingsskridt, der ikke er væsentlige.

Bestemmelsen i forvaltningslovens § 32 b regulerer således det samme område som den nuværende bestemmelse i lov om ligebehandling af mænd og kvinder i forbindelse med forsikring, pension og lignende finansielle ydelser § 18 d.

Det foreslås i § 18 d, at en digital meddelelse anses for at være kommet frem, når den er tilgængelig for adressaten for meddelelsen.

For meddelelser, der sendes til Finanstilsynet, er den pågældende tilsynsmyndighed adressat for meddelelsen. For meddelelser, som tilsynsmyndigheden sender, er den pågældende virksomhed eller person, som meddelelsen sendes til, adressat for meddelelsen.

Udtrykket »en digital meddelelse« bruges om en hvilken som helst skriftlig kommunikation, som foretages digitalt, herunder også en afgørelse, som sendes via mail, via den offentlige digitale postløsning eller på anden digital måde.

En digital meddelelse anses for at være kommet frem, når meddelelsen er tilgængelig digitalt for adressaten. Dette svarer til, at et papirbrev anses for at være kommet frem, når det pågældende brev er lagt i adressatens fysiske postkasse. Det er uden betydning, om eller hvornår adressaten gør sig bekendt med indholdet af meddelelsen.

En meddelelse vil normalt blive anset for at være tilgængelig digitalt, selvom den pågældende ikke kan skaffe sig adgang til meddelelsen, såfremt dette skyldes hindringer, som det er op til den pågældende at overvinde.

Fremkomsttidspunktet er blandt andet afgørende for, hvornår forvaltningsakter, herunder afgørelser fra en myndighed, får de tilsigtede retsvirkninger. Det antages for eksempel, at afgørelser i almindelighed skal meddeles til deres adressat for at få de tilsigtede retsvirkninger, og at meddelelsen er sket, når afgørelsen er kommet frem til den, som afgørelsen retter sig til.

Fremkomsttidspunktet er normalt også afgørende for, om en indberetning eller lignende til en myndighed anses for rettidig.

En meddelelse vil normalt anses for at være kommet frem til tilsynsmyndigheden på det tidspunkt, hvor meddelelsen er tilgængelig for tilsynsmyndigheden, dvs. når tilsynsmyndigheden kan behandle meddelelsen. Dette tidspunkt vil normalt blive registreret automatisk i en modtagelsesanordning eller et datasystem. En meddelelse, der først er tilgængelig efter kl. 24.00, anses normalt først for modtaget den dag, meddelelsen er tilgængelig.

Kan modtagelsestidspunktet for en digital meddelelse til en myndighed ikke fastlægges som følge af problemer med myndighedens it-system eller andre lignende problemer (sammenbrud i den digitale signaturs infrastruktur, generelle strømafbrydelser, generelle problemer hos myndighedens internetudbyder o.l.), må meddelelsen anses for at være kommet frem på det tidspunkt, hvor meddelelsen blev afsendt, hvis der kan fremskaffes pålidelige oplysninger om afsendelsestidspunktet.

Opstår problemerne tæt på fristen for indgivelse af meddelelsen, og kan problemerne føre til, at fristen med rimelighed ikke kan overholdes, anses meddelelsen for at være kommet frem inden for fristen, hvis den er tilgængelig for myndigheden inden for en rimelig tid efter, at forhindringen er ophørt. Det vil således ikke komme afsenderen til skade, at indberetningen m.v. modtages efter fristens udløb, hvis dette skyldes systemnedbrud hos myndigheden.

En meddelelse fra en myndighed vil normalt være tilgængelig for modtageren, når adressaten (borgeren eller virksomheden m.v.) vil kunne fremkalde meddelelsen på en almindeligt fungerende computer tilsluttet internettet med almindeligt tilgængelige programmer og dermed gøre sig bekendt med meddelelsens indhold.

Det er i den forbindelse uden betydning, om adressaten for myndighedens meddelelse har bragt sig i stand til at tilgå meddelelsen f.eks. hvis modtageren af en meddelelse, som myndigheden har sendt til den pågældende via den offentlige digitale postløsning, ikke har skaffet sig den fornødne offentlige digitale signatur til at modtage meddelelser i den offentlige digitale postløsning, eller at modtageren i sit elektroniske system har installeret anordninger (spamfiltre, firewalls m.v.), som afviser at modtage meddelelser.

Det er endvidere uden betydning, om adressaten oplever, at vedkommendes egen computer ikke fungerer, eller at vedkommende har mistet koden til sin digitale signatur eller oplever lignende hindringer, som det er op til adressaten at overvinde.

En meddelelse vil blive anset for at være tilgængelig, selvom den pågældende ikke kan skaffe sig adgang til meddelelsen, hvis dette skyldes hindringer, som det er op til den pågældende at overvinde. Som eksempler herpå kan nævnes, at den pågældendes egen computer ikke fungerer, eller den pågældende har mistet koden til sin digitale signatur.

Kilde

Til nr. 1 (§ 15 a, stk. 3, i lov om en garantifond for skadesforsikringsselskaber)

§ 15 a, stk. 3, fastlægger, at en digital meddelelse anses for at være kommet frem, når den er tilgængelig for adressaten for meddelelsen.

Det foreslås at ophæve § 15 a, stk. 3.

Ophævelsen skal ses i lyset af, at der i lovforslagets § 19, nr. 2, indsættes en tilsvarende bestemmelse i § 15 b i lov om en garantifond for skadesforsikringsselskaber, jf. lovbekendtgørelse nr. 1050 af 8. september 2017.

Til nr. 2 (§ 15 b i lov om en garantifond for skadesforsikringsselskaber)

Efter § 15 b i lov om en garantifond for skadesforsikringsselskaber kan erhvervsministeren fastsætte regler om, at Finanstilsynet kan udstede afgørelser og andre dokumenter efter loven eller efter regler udstedt i medfør af loven uden underskrift, med maskinelt eller på tilsvarende måde gengivet underskrift, eller under anvendelse af en teknik, der sikrer entydig identifikation af den, som har udstedt afgørelsen eller dokumentet. Sådanne afgørelser og dokumenter sidestilles med afgørelser og dokumenter med personlig underskrift.

Endvidere kan erhvervsministeren efter bestemmelsens stk. 2, fastsætte regler om, at afgørelser og andre dokumenter, der udelukkende er truffet eller udstedt på grundlag af elektronisk databehandling, kan udstedes alene med angivelse af den pågældende myndighed som afsender.

Bemyndigelsen i den gældende lovs § 15 b er ikke udnyttet af erhvervsministeren.

Bestemmelsen blev indsat med lov nr. 1231 af 18. december 2012 om ændring af forskellige lovbestemmelser om obligatorisk digital kommunikation m.v. Begrundelsen for at indsætte bestemmelsen var, at der ikke i forvaltningsloven på daværende tidspunkt var en bestemmelse omhandlende en generel fravigelse af underskriftskravet.

Den generelle fravigelse af underskrivelseskravet blev indført i forvaltningsloven ved lov nr. 1624 af 26. december 2013 om ændring af forvaltningsloven, lov om Politiets Efterretningstjeneste (PET) og lov om Forsvarets Efterretningstjeneste (FE).

Efter § 32 b i forvaltningsloven, skal de dokumenter, der udgår fra en forvaltningsmyndighed til borgere, virksomheder m.v. i en sag, hvori der er eller vil blive truffet afgørelse, være forsynet med en personlig underskrift eller være udformet på en måde, der i øvrigt sikrer en entydig identifikation af den, som er afsender af dokumentet, og at dokumentet er endeligt. Bestemmelsen gælder, jf. forvaltningslovens § 32 b, stk. 2 og 3, ikke for dokumenter, hvor der anvendes automatisk sagsbehandling eller for dokumenter hvorved der kvitteres, rykkes eller foretages andre sagsbehandlingsskridt, der ikke er væsentlige.

Bestemmelsen i forvaltningslovens § 32 b regulerer således det samme område som den nuværende bestemmelse i lov om en garantifond for skadesforsikringsselskaber § 15 b.

Det foreslås i § 15 b, at en digital meddelelse anses for at være kommet frem, når den er tilgængelig for adressaten for meddelelsen.

For meddelelser, der sendes til Finanstilsynet, er den pågældende tilsynsmyndighed adressat for meddelelsen. For meddelelser, som tilsynsmyndigheden sender, er den pågældende virksomhed eller person, som meddelelsen sendes til, adressat for meddelelsen.

Udtrykket »en digital meddelelse« bruges om en hvilken som helst skriftlig kommunikation, som foretages digitalt, herunder også en afgørelse, som sendes via mail, via den offentlige digitale postløsning eller på anden digital måde.

En digital meddelelse anses for at være kommet frem, når meddelelsen er tilgængelig digitalt for adressaten. Dette svarer til, at et papirbrev anses for at være kommet frem, når det pågældende brev er lagt i adressatens fysiske postkasse. Det er uden betydning, om eller hvornår adressaten gør sig bekendt med indholdet af meddelelsen.

En meddelelse vil normalt blive anset for at være tilgængelig digitalt, selvom den pågældende ikke kan skaffe sig adgang til meddelelsen, såfremt dette skyldes hindringer, som det er op til den pågældende at overvinde.

Fremkomsttidspunktet er blandt andet afgørende for, hvornår forvaltningsakter, herunder afgørelser fra en myndighed, får de tilsigtede retsvirkninger. Det antages for eksempel, at afgørelser i almindelighed skal meddeles til deres adressat for at få de tilsigtede retsvirkninger, og at meddelelsen er sket, når afgørelsen er kommet frem til den, som afgørelsen retter sig til.

Fremkomsttidspunktet er normalt også afgørende for, om en indberetning eller lignende til en myndighed anses for rettidig.

En meddelelse vil normalt anses for at være kommet frem til tilsynsmyndigheden på det tidspunkt, hvor meddelelsen er tilgængelig for tilsynsmyndigheden, dvs. når tilsynsmyndigheden kan behandle meddelelsen. Dette tidspunkt vil normalt blive registreret automatisk i en modtagelsesanordning eller et datasystem. En meddelelse, der først er tilgængelig efter kl. 24.00, anses normalt først for modtaget den dag, meddelelsen er tilgængelig.

Kan modtagelsestidspunktet for en digital meddelelse til en myndighed ikke fastlægges som følge af problemer med myndighedens it-system eller andre lignende problemer (sammenbrud i den digitale signaturs infrastruktur, generelle strømafbrydelser, generelle problemer hos myndighedens internetudbyder o.l.), må meddelelsen anses for at være kommet frem på det tidspunkt, hvor meddelelsen blev afsendt, hvis der kan fremskaffes pålidelige oplysninger om afsendelsestidspunktet.

Opstår problemerne tæt på fristen for indgivelse af meddelelsen, og kan problemerne føre til, at fristen med rimelighed ikke kan overholdes, anses meddelelsen for at være kommet frem inden for fristen, hvis den er tilgængelig for myndigheden inden for en rimelig tid efter, at forhindringen er ophørt. Det vil således ikke komme afsenderen til skade, at indberetningen m.v. modtages efter fristens udløb, hvis dette skyldes systemnedbrud hos myndigheden.

En meddelelse fra en myndighed vil normalt være tilgængelig for modtageren, når adressaten (borgeren eller virksomheden m.v.) vil kunne fremkalde meddelelsen på en almindeligt fungerende computer tilsluttet internettet med almindeligt tilgængelige programmer og dermed gøre sig bekendt med meddelelsens indhold.

Det er i den forbindelse uden betydning, om adressaten for myndighedens meddelelse har bragt sig i stand til at tilgå meddelelsen f.eks. hvis modtageren af en meddelelse, som myndigheden har sendt til den pågældende via den offentlige digitale postløsning, ikke har skaffet sig den fornødne offentlige digitale signatur til at modtage meddelelser i den offentlige digitale postløsning, eller at modtageren i sit elektroniske system har installeret anordninger (spamfiltre, firewalls m.v.), som afviser at modtage meddelelser.

Det er endvidere uden betydning, om adressaten oplever, at vedkommendes egen computer ikke fungerer, eller at vedkommende har mistet koden til sin digitale signatur eller oplever lignende hindringer, som det er op til adressaten at overvinde.

En meddelelse vil blive anset for at være tilgængelig, selvom den pågældende ikke kan skaffe sig adgang til meddelelsen, hvis dette skyldes hindringer, som det er op til den pågældende at overvinde. Som eksempler herpå kan nævnes, at den pågældendes egen computer ikke fungerer, eller den pågældende har mistet koden til sin digitale signatur.

Kilde

Til nr. 1 (§ 13, stk. 3, i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder)

Der er ikke i de gældende regler en sådan kategori af gældsforpligtelser, der betales efter simple forpligtelser i henhold til konkurslovens § 97. Derfor er forpligtelsernes placering i prioritetsordenen ved konkurs i dag kun reguleret kontraktuelt, hvor en aftalt efterstillelse vil skulle respekteres af Finansiel Stabilitet eller ved konkurs.

Det forslås, at der i loven indføres en ny kreditorklasse, der vil finde anvendelse ved restrukturering eller afvikling af en virksomhed og ved insolvensbehandling i medfør af konkursloven.

Med den foreslåede bestemmelse indføres en ny kategori af gældsforpligtelser, der i henhold til konkursordenen betales efter simple fordringer, jf. § 97 i konkursloven, men før øvrige fordringer i medfør af § 98 i konkursloven og før relevante kapitalinstrumenter. Relevante kapitalinstrumenter omfatter hybrid kernekapital og supplerende kapital, jf. definitionen i § 2, nr. 20, i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder.

Hvis Finansiel Stabilitet restrukturerer eller afvikler en virksomhed, der har udstedt forpligtelser omfattet af den foreslåede § 13, stk. 3, i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder, vil nedskrivning eller konvertering som udgangspunkt ske i medfør af reglerne om bail-in, jf. lovens §§ 24-28. Aftalegrundlaget for forpligtelserne kan imidlertid også selvstændigt indeholde bestemmelser, der udløser en nedskrivning eller konvertering i nærmere angivne situationer (”triggere”), hvorved nedskrivning og konvertering sker uden Finansiel Stabilitets formelle anvendelse af bail-in-reglerne. Herved vil realkreditinstitutter, som er undtaget for reglerne om bail-in, også kunne udstede forpligtelser omfattet af den foreslåede § 13, stk. 3.

Gældsforpligtelser der er udstedt før lovens ikrafttræden og kontraktuelt er placeret efter simple fordringer, jf. § 97 i konkursloven, men før øvrige fordringer i medfør af § 98 i konkursloven og før relevante kapitalinstrumenter, vil med forbehold for det specifikke aftalegrundlag være ligestillet i prioritetsordenen med den foreslåede nye kategori af gældsforpligtelser.

Hvis realkreditinstitutter udsteder gældsforpligtelser omfattet af den foreslåede kategori, som i henhold til afviklingsplan og krav fra Finanstilsynet i en afviklingssituation skal kunne nedskrives eller konverteres, er det nødvendigt, at aftalegrundlaget for forpligtelserne indeholder bestemmelser om kontraktuel nedskrivning eller konvertering. Det skyldes, at realkreditinstitutter er undtaget fra bail-in, hvorfor forpligtelserne skal kunne nedskrives eller konverteres uden anvendelse af bail-in. Såfremt forpligtelser skal kunne anvendes uden brug af bail-in, må der heller ikke være passiver, der i henhold til konkursordenen skal bære tab eller konverteres før den nye kategori af forpligtelser, men som kræver, at der kan gennemføres bail-in for at kunne nedskrives eller konverteres.

Idet den nye kategori af simple gældsforpligtelser først skal absorbere tab efter eventuelle øvrige fordringer i medfør af § 98 i konkursloven har absorberet tab, kan sådanne fordringer efter omstændighederne potentielt udgøre en afviklingshindring i realkreditinstitutter, hvor Finansiel Stabilitet er afskåret fra anvendelse af bail-in-reglerne til tabsabsorbering for fordringer omfattet af § 98 i konkursloven. Der vil derfor i afviklingsplanlægningen for realkreditinstitutter skulle tages højde for håndteringen af eventuelle fordringer i medfør af konkurslovens § 98, idet den nye kategori af simple gældsforpligtelser først kan anvendes til tabsabsorbering efter eventuelle § 98 fordringer har absorberet tab.

Ved den foreslåede lovændring, fastsættes det i § 13, stk. 3, hvilke krav, der stilles til den nye kategori af gældsforpligtelser. I medfør af nr. 1 skal gældsforpligtelserne have en oprindelig kontraktmæssig løbetid på mindst 1 år. Forpligtelser med mindre end 1 år til udløb kan stadig anvendes til tabsabsorbering og rekapitalisering. Det er derfor blot et krav, at forpligtelserne har en oprindelig løbetid på minimum 1 år. Kravet skal ses i sammenhæng med kravene til, hvilke forpligtelser der kan anvendes til opfyldelse af NEP-kravet, jf. § 267 i lov om finansiel virksomhed, hvor forpligtelserne skal have en restløbetid på mindst 1 år for at kunne medgå i opgørelsen af NEP-kravet.

Det foreslås i § 13, stk. 3, nr. 2 , at gældsforpligtelserne ikke må være derivater eller have indbyggede afledte finansielle instrumenter (indeholde integrerede derivater). Kravet skal sikre, at gældsforpligtelsens hovedstol og dermed tabsabsorberingsevne er kendt, og ikke afhængig af underliggende forhold. En henvisning i gældsforpligtelsen til en referencerente bør ikke i sig selv betyde at forpligtelsen anses for at være et instrument med et integreret derivat. Men der må ikke til forpligtelsen være tilknyttet et derivat-lignende element. Kravet skal endvidere sikre, at gældsforpligtelsen reelt kan benyttes til tabsabsorbering i en afvikling eller konkurs. Forpligtelser der har en fast hovedstol, der kan indfries i henhold til kontraktbestemmelserne eller der skal tilbagebetales ved forfald, kan anses for at være tilstrækkeligt tabsabsorberende selvom afkastet er bundet op på et referenceaktiv. Det afgørende er således, at hovedstolen er kendt på forhånd, således at der kan foretages bail-in heraf.

Endeligt følger det af den foreslåede § 13, stk. 3, nr. 3 , at der i den relevante kontraktmæssige dokumentation for udstedelsen udtrykkeligt skal henvises til udstedelsens placering i prioritetsordenen ved konkurs. Hvis der er tale om en udstedelse, hvor der udarbejdes prospekt, skal prospektet ligeledes udtrykkeligt angive forpligtelsens placering i prioritetsordenen.

Bestemmelsen gennemfører artikel 1 i ændringsdirektivet til BRRD.

Til nr. 2 (§ 14 a, i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder)

Bestemmelsen gennemfører artikel 37, stk. 8, i BRRD, som ikke var medtaget i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder. Bestemmelsen sikrer, at hvis der indledes rekonstruktionsbehandling eller konkursbehandling mod virksomheder eller enheder, der er eller har været under restrukturering eller afvikling af Finansiel Stabilitet, finder konkurslovens regler om omstødelse ikke anvendelse på afviklingsforanstaltninger, som er foretaget af Finansiel Stabilitet.

I henhold til artikel 37, stk. 8, i BRRD er medlemsstaterne forpligtet til at sikre, at insolvensretlige regler om omstødelse eller anfægtelighed af retsakter, der er til skade for kreditorer, ikke finder anvendelse på overførsel af aktiver, rettigheder eller passiver fra et institut under afvikling til en anden enhed ved anvendelse af afviklingsværktøjer eller anvendelsen af offentlige finansielle stabiliseringsværktøjer.

I den foreslåede bestemmelse fastslås det, at der ikke kan ske omstødelse i henhold til konkurslovens regler herom, hvis en virksomhed eller enhed, efter at have været under afvikling under Finansiel Stabilitet, overgår til rekonstruktion- eller konkursbehandling.

Bestemmelsen finder alene anvendelse på afviklingsforanstaltninger foretaget af Finansiel Stabilitet, jf. § 2, stk. 2, i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder, herunder overdragelse af aktiver, rettigheder eller passiver fra virksomheder eller enheder, samt anvendte offentlige finansielle stabiliseringsværktøjer.

Dette sikrer, at afviklingsforanstaltninger foretaget af Finansiel Stabilitet ikke kan omstødes, hvis en virksomhed eller enhed tages under insolvensbehandling. Dette skal sikre en endelighed i Finansiel Stabilitets afviklingsforanstaltninger med henblik på at kunne restrukturere eller afvikle virksomheden på den bedst mulige måde, idet muligheden for at kunne rejse krav om omstødelse kan give en usikkerhed, som potentielt kan afspejles i den pris, Finansiel Stabilitet kan opnå ved salg af aktiver og passiver i en afviklingssituation.

Finansiel Stabilitets afviklingsforanstaltninger sker i henhold til en uafhængig vurderingspersons værdiansættelse, ligesom den foreslåede bestemmelse ikke ændrer på princippet om, at ingen kreditorer må stilles økonomisk dårligere, end de ville have været, hvis virksomheden var taget under konkursbehandling.

Andre dispositioner, herunder dispositioner foretaget inden Finansiel Stabilitet har iværksat restrukturering eller afvikling, omfattes ikke af bestemmelsens anvendelsesområde.

Kilde

Til nr. 1 (§ 2, nr. 2-9, 15, 16, 20, 22, 23, 26-41, 47, 48, 51-62, 64, 65, 68, 71, 72, 74, 76-78, 80, 81, 83, 84 og 86 i lov om ændring af lov om finansiel virksomhed, lov om værdipapirhandel m.v., lov om betalingstjenester og elektroniske penge og forskellige andre lov)

De nævnte bestemmelser vedrører de nødvendige tilpasninger som følge af CSDR. CSDR har til formål at harmonisere værdipapirafviklingen i EU. Forordningen trådte i kraft den 18. september 2014, men har først skulle finde anvendelse for de enkelte værdipapircentraler (CSD’er), når de har fået tilladelse i medfør af forordningen.

Med bestemmelsen ophæves § 2, nr. 2-9, 15, 16, 20, 22, 23, 26-41, 47, 48, 51-62, 64, 65, 68, 71, 72, 74, 76-78, 80, 81, 83, 84 og 86 i lov nr. 1490 af 23. december 2014 om ændring af lov om finansiel virksomhed, lov om værdipapirhandel m.v., lov om betalingstjenester og elektroniske penge og forskellige andre love. Loven er en ændringslov til bl.a. lov om værdipapirhandel m.v., og de nævnte bestemmelser vedrører ændringer til lov om værdipapirhandel m.v.

Lov om kapitalmarkeder trådte i kraft den 3. januar 2018. Samtidig blev lov om værdipapirhandel m.v. ophævet. De nævnte bestemmelser er ikke blevet sat i kraft. De nævnte bestemmelser ophæves derfor som konsekvens heraf.

Bestemmelserne er afspejlet i lov om kapitalmarkeder.

Kilde

Til nr. 1 (§ 1, nr. 3-5, i lov om ændring af lov om værdipapirhandel m.v., lov om finansiel virksomhed, lov om kreditaftaler, lov om finansielle rådgivere, lov om pantebrevselskaber, lov om realkreditlån og realkreditobligationer m.v. og forskellige andre love)

De nævnte bestemmelser er ændringer til § 14 i lov om værdipapirhandel m.v., som omhandler krav til årsrapporter for regulerede markeder. De nævnte bestemmelser har ikke været sat i kraft, fordi de har afventet, at Erhvervsstyrelsens it-systemer blev klar til at kunne håndtere indberetninger af års- og halvårsrapporter og videreformidle disse til Finanstilsynet.

Med bestemmelsen ophæves § 1, nr. 3-5, i lov nr. 532 af 29. april 2015 om ændring af lov om værdipapirhandel m.v., lov om finansiel virksomhed, lov om kreditaftaler, lov om finansielle rådgivere, lov om pantebrevsselskaber, lov om realkreditlån og realkreditobligationer m.v. og forskellige andre love.

Lov om kapitalmarkeder trådte i kraft den 3. januar 2018. Samtidig blev lov om værdipapirhandel m.v. ophævet. De nævnte bestemmelser er ikke blevet sat i kraft. De nævnte bestemmelser ophæves derfor som konsekvens heraf.

Kilde

Til nr. 1 (Fodnoten til lov om kreditaftaler)

Det foreslås, at fodnoten til lovens titel ændres som konsekvens af, at der med lovforslagets § 23, nr. 2, foreslås gennemført den nødvendige ændring af kreditaftalelovens § 7 a som følge af, at forbrugerkreditdirektivets § 5 ændres i medfør af benchmarkforordningens artikel 57, stk. 1.

Til nr. 2 (§ 7 a, stk. 3, i lov om kreditaftaler)

Efter kreditaftalelovens § 7 a, stk. 1, skal en kreditgiver, inden en forbruger bindes af en kreditaftale, give forbrugeren en række oplysninger, der er nødvendige for at sammenligne forskellige tilbud og træffe en informeret beslutning om indgåelse af en kreditaftale. Kreditaftalelovens § 7 a gennemfører forbrugerkreditdirektivet.

Det foreslås, at der indsættes et nyt stykke i kreditaftalelovens § 7 a, således at det kommer til at fremgå af bestemmelsen, at hvis kreditaftalen benytter et benchmark som defineret i benchmarkforordningen, oplyser kreditgiveren eller i givet fald kreditformidleren forbrugeren om navnet på benchmarket og administratoren og de potentielle virkninger for forbrugeren i et særskilt dokument, der som bilag kan tilknyttes formularen i kreditaftalelovens bilag 2.

Den foreslåede ændring medfører, at hvis en kreditaftale benytter et benchmark, skal kreditgiveren eller kreditformidleren oplyse navnet på benchmarket og administratoren heraf og om de potentielle virkninger for forbrugeren i et særskilt dokument, der som bilag kan tilknyttes formularen i kreditaftalelovens bilag 2.

Begreberne ”kreditaftale”, ”kreditgiver”, ”kreditformidler” og ”forbruger” skal efter den foreslåede ændring forstås i overensstemmelse med definitionerne heraf i kreditaftalelovens § 4, nr. 1 (”forbruger”), nr. 2 (”kreditgiver”), nr. 3 (”kreditaftale”) og nr. 6 (”kreditformidler).

Efter kreditaftalelovens § 4, nr. 1, forstås der ved en forbruger en person, der i forbindelse med transaktioner, der er omfattet af loven, hovedsagelig handler uden for sit erhverv.

Efter kreditaftalelovens § 4, nr. 2, forstås ved en kreditgiver en fysisk eller juridisk person, der yder eller giver tilsagn om at yde kredit som led i udøvelsen af sin erhvervsmæssige virksomhed.

Efter kreditaftalelovens § 4, nr. 3, forstås der ved en kreditaftale en aftale, hvorved en kreditgiver yder eller giver tilsagn om at yde en forbruger kredit i form af henstand med betalingen, lån eller anden tilsvarende form for finansiel ordning undtagen aftaler om løbende levering af tjenesteydelser eller varer af samme art, hvor forbrugeren betaler for ydelserne eller varerne i rater, så længe de leveres.

Efter kreditaftalelovens § 4, nr. 6, forstås der ved en kreditformidler en fysisk eller juridisk person, der ikke optræder som kreditgiver, og som mod betaling af et honorar, der kan antage form af penge eller en anden aftalt form for finansiel modydelse, som led i udøvelsen af sin erhvervsmæssige virksomhed præsenterer kreditaftaler for forbrugere eller tilbyder kreditaftaler til forbrugere (§ 4, nr. 6, litra a), bistår forbrugere ved at udføre andet forberedende arbejde med henblik på kreditaftaler end det, der er omfattet i litra a (§ 4, nr. 6, litra b), eller indgår kreditaftaler med forbrugere på kreditgiverens vegne (§ 4, nr. 6, litra c).

Et benchmark defineres i benchmarkforordningens artikel 3, stk. 1, nr. 3, som ethvert indeks, der bruges som en reference ved fastlæggelsen af det beløb, som skal betales i henhold til et finansielt instrument eller en finansiel kontrakt, eller et indeks, der anvendes til at måle en investeringsfonds økonomiske resultater med det formål at spore udbyttet af et sådant indeks, fastsætte allokeringen af aktiver for en portefølje eller beregne de resultatbetingede gebyrer.

En administrator defineres i benchmarkforordningens artikel 3, stk. 1, nr. 6, som en fysisk eller juridisk person, der har kontrol med leveringen af et benchmark.

Der henvises i øvrigt til afsnit 2.18.9 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 3 (§ 7 a, stk. 6 i lov om kreditaftaler)

Det følger af kreditaftalelovens § 7 a, stk. 5, at hvis aftalen på forbrugerens anmodning er indgået ved anvendelse af en fjernkommunikationsteknik, som ikke gør det muligt at give oplysningerne i overensstemmelse med bestemmelsens stk. 1 og 2, navnlig i det tilfælde, der er omhandlet i bestemmelsens stk. 4, skal kreditgiveren give forbrugeren de pågældende oplysninger i komplet form ved brug af formularen i lovens bilag 2 umiddelbart efter kreditaftalens indgåelse.

Det foreslås, at henvisningen i bestemmelsen til kreditaftalelovens § 7 a, stk. stk. 4, ændres til kreditaftalelovens § 7 a, stk. 5.

Der er tale om en konsekvensændring som følge af, at det i lovforslagets § 23, nr. 2, foreslås at indsætte et nyt stykke i kreditaftalelovens § 7 a.

Der henvises i øvrigt til afsnit 2.18.9 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 4 (§ 7 a, stk. 10 i lov om kreditaftaler)

Det følger af kreditaftalelovens § 7 a, stk. 9, at bestemmelsens stk. 1-8 ikke finder anvendelse på leverandører af varer eller tjenesteydelser, der accessorisk optræder som kreditformidlere. I disse tilfælde skal kreditgiveren sikre, at forbrugeren forud for aftaleindgåelsen modtager oplysningerne efter stk. 1-8.

Det foreslås, at henvisningen i bestemmelsen til kreditaftalelovens § 7 a, stk. 1-8, ændres til kreditaftalelovens § 7 a, stk. 1-9.

Der er tale om en konsekvensændring som følge af, at det i lovforslagets § 23, nr. 2, foreslås at indsætte et nyt stykke i kreditaftalelovens § 7 a.

Der henvises i øvrigt til afsnit 2.18.9 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 5 (§ 7 b, stk. 3, 4. pkt. i lov om kreditaftaler)

Efter kreditaftalelovens § 7 b, stk. 3, skal oplysningerne efter bestemmelsens stk. 1 og 2 gives på papir eller på et andet varigt medium, og alle oplysningerne skal være lige fremtrædende. Oplysningerne skal kan gives ved hjælp af formularen i lovens bilag 3. For så vidt angår kreditaftaler, der sikres ved pant eller anden rettighed knyttet til fast ejendom, skal kreditgiveren eller i givet fald kreditformidleren dog anvende oplysningsskemaet i ESIS i lovens bilag 5. § 7 a, stk. 10, 2. pkt., finder tilsvarende anvendelse.

Det foreslås, at henvisningen i bestemmelsens 4. pkt., til kreditaftalelovens § 7 a, stk. 10, 2. pkt., ændres til kreditaftalelovens § 7 a, stk. 11, 2. pkt.

Der er tale om en konsekvensændring som følge af, at det i lovforslagets § 23, nr. 2, foreslås at indsætte et nyt stykke i kreditaftalelovens § 7 a.

Der henvises i øvrigt til afsnit 2.18.9 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Kilde

Det foreslås i stk. 1 , at loven træder i kraft den 1. juli 2018.

Det foreslås i stk. 2, at lovforslagets § 2, nr. 2-5, som ændrer lov om kapitalmarkeder, træder i kraft den 21. juli 2018. Det følger af artikel 49, stk. 2, at forordningens artikel 1, stk. 3, og artikel 3, stk. 2, finder anvendelse fra den 21. juli 2018. Ikrafttrædelsestidspunktet vil herefter svare til ikrafttrædelsestidspunktet for de artikler i prospektforordningen, som lovforslaget vedrører.

Det foreslås i stk. 3 , at lovforslagets § 7, som ændre lov om forsikringsformidling træder i kraft når erhvervsministeren fastsætter tidspunkt herfor. Det følger af § 44 i lov om forsikringsformidling, at erhvervsministeren fastsætter tidspunktet for lovens ikrafttræden, jf. dog stk. 2 og 3. Erhvervsministeren kan herunder fastsætte, at forskellige dele af loven træder i kraft på forskellige tidspunkter og fastsætte overgangsregler.

Det foreslås i stk. 4 at indføre en overgangsordning, hvorved det samlede krav for gældsbuffer, kapitalgrundlag og nedskrivningsegnede passiver på mindst 8 pct., jf. § 125 i, stk. 2-4, som affattet ved § 1, nr. 21, senest skal være opfyldt den 1. januar 2022. Bestemmelsen sikrer at systemisk vigtige realkreditinstitutter, jf. §§ 308 og 310, systemisk vigtige koncerner der indeholder et realkreditinstitut, jf. §§ 308 og 310, og systemisk vigtige realkreditinstitutter, som indgår i en international koncern, har tid nok til at udstede gældsinstrumenter og opbygge kapital, så de den 1. januar 2022 skal opfylde det fulde samlede krav for gældsbuffer, kapitalgrundlag og nedskrivningsegnede passiver på mindst 8 pct., jf. § 125 i, stk. 2-4, som affattet ved § 1, nr. 21.

Det foreslås i stk. 5 indført en overgangsordning, hvorved den foreslåede ændring i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder, der indfører en ny kategori af gældsforpligtelser, der betales efter simple forpligtelser i henhold til konkurslovens § 97, finder anvendelse på gældsforpligtelser, der er udstedt den 1. januar 2018 eller senere. Bestemmelsen skal sikre, at udstedelser, som de omfattede virksomheder udsteder efter dette tidspunkt kan blive omfattet af den foreslåede placering i prioritetsordenen ved konkurs, hvis de i øvrigt opfylde kravene i den foreslåede bestemmelse. Ved den foreslåede ændring sikres det således, at de omfattede virksomheder kan opfylde kravet til nedskrivningsegnede passiver ved at udstede sådanne gældsforpligtelser allerede den 1. januar 2018 eller senere, hvilket efterkommer et ønske herom fra sektoren. Sektorens ønske skyldes, at sikkerhed om udstedelsernes placering i den nationale konkursorden potentielt kan nedbringe virksomhedernes omkostninger ved udstedelserne. Gældsforpligtelser der er udstedt før den 1. januar 2018, og kontraktuelt er placeret samme sted i konkursordenen som den foreslåede nye kategori af gældsforpligtelser, er ligestillet i prioritetsordenen med den nye kategori af gældsforpligtelser.

Der foreslås i stk. 6 indsat en ordensbestemmelse, så regler fastsat i medfør af § 3, stk. 6, i lov om finansielle rådgivere, investeringsrådgivere og boligkreditformidlere, forbliver i kraft indtil de ophæves eller afløses af forskrifter udstedt i medfør af § 3, stk. 7, i lov om finansielle rådgivere, investeringsrådgivere og boligkreditformidlere, som ændret ved denne lovs § 4, nr. 2.

Der er med hjemmel i den gældende § 3, stk. 6, lov om finansielle rådgivere, investeringsrådgivere og boligkreditformidlere, udstedt bekendtgørelse nr. 1255 af 1. november 2013 om finansielle rådgiveres ansvarsforsikring, garantistillelse og behandling af betroede midler.

Kilde

Forslagets § 25 angiver lovforslagets territoriale gyldighedsområde.

Det foreslås i stk. 1 , at loven ikke skal gælde for Færøerne og Grønland, jf. dog de foreslåede stk. 2 og 3.

Det foreslås i stk. 2 , at lovforslagets §§ 1, nr. 1-19 og 21-44, §§ 2-6, 8, 12-14 og 20, som ændrer i lov om finansiel virksomhed, lov om kapitalmarkeder, hvidvaskloven, lov om finansielle rådgivere, investeringsrådgivere og boligkreditformidlere, lov om investeringsforeninger m.v., lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v., lov om betalingskonti, lov om indskyder og investorgarantiordning, lov om betalinger, lov om et skibsfinansieringsinstitut, lov om ejendomskreditselskaber, lov om ligebehandling af mænd og kvinder i forbindelse med forsikring, pension og lignende finansielle ydelser, lov om en garantifond for skadesforsikringsselskaber og lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder kan sættes helt eller delvist i kraft for Færøerne ved kongelig anordning med de ændringer, som de færøske forhold tilsiger.

Det foreslås i stk. 3 , at lovforslagets § 1, nr. 1-18 og 21-44, §§ 2-8, 10-14, 19, 20 og 23, som ændrer i lov om finansiel virksomhed, lov om kapitalmarkeder, hvidvaskloven, lov om finansielle rådgivere, investeringsrådgivere og boligkreditformidlere, lov om investeringsforeninger m.v., lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v., lov om forsikringsformidling, lov om betalingskonti, lov om tilsyn med firmapensionskasser, lov om realkreditlån og realkreditobligationer m.v., lov om indskyder og investorgarantiordning, lov om betalinger, lov om et skibsfinansieringsinstitut, lov om ejendomskreditselskaber, lov om ligebehandling af mænd og kvinder i forbindelse med forsikring, pension og lignende finansielle ydelser, lov om en garantifond for skadesforsikringsselskaber, lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder og lov om kreditaftaler kan sættes helt eller delvist i kraft for Grønland ved kongelig anordning med de ændringer, som de grønlandske forhold tilsiger.