Lovguiden Logo
Gældende

LOV nr 496 af 01/05/2019

Beskæftigelsesministeriet

Lov om ændring af lov om ferie og lov om forvaltning og administration af tilgodehavende feriemidler med flere love (Præcisering af antallet af fondsferiedage, indførelse af modregningsadgang, ensretning af rentebestemmelse og udbetaling fra fonden ved dødsfald m.v.) § 5

I lov om Lønmodtagernes Garantifond, jf. lovbekendtgørelse nr. 686 af 20. juni 2011, som ændret ved § 7 i lov nr. 1569 af 15. december 2015, § 10 i lov nr. 1669 af 26. december 2017, § 31 lov nr. 58 af 30. januar 2018 og lov nr. 124 af 6. februar 2019, foretages følgende ændringer:

1. Efter § 4 indsættes:

»§ 4 a. I situationer, hvor lønmodtageren anmelder krav på løn m.v. optjent i perioden fra den 1. september 2019 til den 31. august 2020, beregner fonden på arbejdsgiverens vegne lønmodtagerens samlede krav på tilgodehavende feriemidler, jf. § 2 i lov om forvaltning og administration af tilgodehavende feriemidler.

Stk. 2. Lønmodtageren skal efter anmodning give fonden oplysninger og dokumentation til brug for beregning efter stk. 1.

Stk. 3. Fonden indberetter lønmodtagerens samlede beregnede feriemidler til Lønmodtagernes Fond for Tilgodehavende Feriemidler, jf. § 3, stk. 6, i lov om forvaltning og administration af tilgodehavende feriemidler.«

2. I § 10, nr. 3, ændres »krav og« til: »krav,«.

3. I § 10, nr. 4, ændres »fonden.« til: »fonden og«.

4. I § 10 indsættes som nr. 5:

»5) fondens beregning og indberetning af feriemidler efter § 4 a.«


Krydsreferencer

1 love refererer til denne paragraf

Detaljer

Forarbejder til Lov om ændring af lov om ferie og lov om forvaltning og administration af tilgodehavende feriemidler med flere love (Præcisering af antallet af fondsferiedage, indførelse af modregningsadgang, ensretning af rentebestemmelse og udbetaling fra fonden ved dødsfald m.v.) § 5

Til nr. 1

Efter § 2, stk. 1, i lov om Lønmodtagernes Garantifond jf. lovbekendtgørelse nr. 686 af 20. juni 2011, som ændret ved lov nr. 58 af 30. januar 2018 og lov nr. 124 af 6. februar 2019, omfatter fondens garanti lønmodtagers krav på feriegodtgørelse. Når lønmodtager overfor Lønmodtagernes Garantifond anmelder lønkrav, beregner fonden derfor også et eventuelt krav på feriegodtgørelse.

Det følger af § 2 i lov nr. 58 af 30. januar 2018 om forvaltning og administration af tilgodehavende feriemidler, at feriedage og feriebetaling optjent i perioden 1. september 2019 til 31. august 2020 som led i overgangen til samtidighedsferie skal indberettes og indbetales til Lønmodtagernes Fond for Tilgodehavende Feriemidler.

Indtil 31. december 2020 kan Lønmodtagernes Garantifond beregne lønmodtagers krav på feriegodtgørelse for overgangsåret 1. september 2019 til 31. august 2020, når lønmodtager overfor Lønmodtagernes Garantifond anmelder lønkrav vedrørende overgangsåret. Feriegodtgørelsen indberettes og indbetales til FerieKonto, og overføres derfra til Lønmodtagernes Fond for Tilgodehavende Feriemidler, jf. § 5, stk.1, i lov om forvaltning og administration af tilgodehavende feriemidler.

Efter 31. december 2020 kan Lønmodtagernes Garantifond ikke indberette og indbetale feriegodtgørelse optjent i overgangsåret til FerieKonto, og fonden vil derfor ikke have anledning til at beregne denne feriegodtgørelse. De lønmodtagerkrav fonden behandler, vil derfor ikke få indberettet feriemidler af lønkrav vedrørende overgangsåret men vil via fx retssag eller fagretlig sag, skulle få fastslået størrelsen af de tilgodehavende feriemidler, der burde være indberettet, jf. § 4, stk. 3, i lov om forvaltning og administration af tilgodehavende feriemidler.

Lønmodtagernes Fond for Tilgodehavende Feriemidler har således hverken hjemmel eller de nødvendige oplysninger til at foretage en beregning af lønmodtagers feriemidler, med henblik på at korrigere de modtagne indberetninger. Det må derfor forventes, at fejlbehæftede indberetninger vil komme til at danne grundlag for udbetaling til lønmodtager og krav om betaling fra Lønmodtagernes Garantifond.

Det foreslås på den baggrund i stk. 1, at i situationer, hvor lønmodtageren anmelder krav på løn m.v. optjent i perioden 1. september 2019 til 31. august 2020, beregner Lønmodtagernes Garantifond på arbejdsgiverens vegne lønmodtagers samlede krav på tilgodehavende feriemidler, jf. § 2 i lov om forvaltning og administration af tilgodehavende feriemidler.

Det foreslås yderligere i stk. 2, at lønmodtager efter anmodning skal give fonden oplysninger og dokumentation til brug for beregning efter forslaget stk. 1.

Det foreslås desuden i stk. 3, at fonden indberetter lønmodtagers samlede beregnede feriemidler til Lønmodtagernes Fond for Tilgodehavende Feriemidler, jf. § 3, stk. 6, i lov om forvaltning og administration af tilgodehavende feriemidler.

Forslaget indebærer, at Lønmodtagernes Garantifond, når fonden behandler en lønmodtagers anmeldelse af lønkrav vedrørende overgangsåret, skal foretage en samlet beregning af lønmodtagers krav på feriemidler for overgangsåret og derefter foretage indberetning heraf til Lønmodtagernes Fond for Tilgodehavende Feriemidler.

Beregning skal ske på samme grundlag som Lønmodtagernes Garantifond beregner feriegodtgørelse, og vil forudsætte, at fonden får tilsvarende oplysninger og dokumentation vedrørende overgangsåret som vedrørende øvrige perioder, hvor der beregnes feriegodtgørelse. Lønmodtager skal derfor give fonden oplysninger og dokumentation til brug for beregningen.

Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til § 3, nr. 1, samt til punkt 2.11 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 2 og 3

Som konsekvens af forslaget til § 5, nr. 4, hvor det foreslås, at udvide bemyndigelsesbestemmelsen i § 10 i lov om Lønmodtagernes Garantifond jf. lovbekendtgørelse nr. 686 af 20. juni 2011, som ændret ved lov nr. 58 af 30. januar 2018 og lov nr. 124 af 6. februar 2019, så ministeren vil kunne fastsætte nærmere regler om Lønmodtagernes Garantifonds beregning og indberetning af feriemidler, forslås det, at opremsningen tilpasses sprogligt, som følge af forslaget til nr. 4.

Der henvises til bemærkningerne til § 5, nr. 4.

Til nr. 4

Efter § 10 i lov om Lønmodtagernes Garantifond jf. lovbekendtgørelse nr. 686 af 20. juni 2011, som ændret ved lov nr. 58 af 30. januar 2018 og lov nr. 124 af 6. februar 2019, kan beskæftigelsesministeren fastsætte regler om anmeldelse af krav over for fonden, herunder frist for indgivelse af anmeldelse, hvilken dokumentation der skal medfølge anmeldelsen, fondens behandling af krav og udbetaling fra fonden.

Det foreslås at udvide denne bemyndigelse, således at beskæftigelsesministeren kan fastsætte regler for Lønmodtagernes Garantifonds beregning og indberetning af feriemidler, som følge af forslaget til § 5, nr. 1, hvorefter Lønmodtagernes Garantifond skal indberette lønmodtagers samlede krav på tilgodehavende feriemidler efter § 2 i lov om forvaltning og administration af tilgodehavende feriemidler til Lønmodtagernes Fond for Tilgodehavende Feriemidler, når en lønmodtager over for Lønmodtagernes Garantifond anmelder krav på løn m.v. optjent i perioden 1. september 2019 til 31. august 2020.