Lov om ændring af lov om ferie og lov om forvaltning og administration af tilgodehavende feriemidler med flere love (Præcisering af antallet af fondsferiedage, indførelse af modregningsadgang, ensretning af rentebestemmelse og udbetaling fra fonden ved dødsfald m.v.) § 1

Til nr. 1

Det fremgår af § 22, stk. 1, i lov nr. 60 af 30. januar 2018 om ferie, der træder i kraft den 1. september 2020, at op til 4 ugers årlig betalt ferie overføres til den efterfølgende ferieafholdelsesperiode, hvis lønmodtageren på grund af særlige forhold, jf. §§ 12-14, er afskåret fra at holde optjent betalt ferie inden ferieafholdelsesperiodens udløb. Arbejdsgiveren meddeler senest den 31. december i ferieafholdelsesperioden FerieKonto eller den, der skal udbetale ferien, at ferien overføres.

Det foreslås i § 22, stk. 1, at 31. december i ferieafholdelsesperioden ændres til 31. januar efter ferieafholdelsesperiodens udløb.

Forslaget betyder, at fristen for arbejdsgiverens meddelelse til FerieKonto eller den, der skal udbetale ferien, vil blive forlænget med en måned, så meddelelsen skal være givet senest den 31. januar efter udløbet af ferieafholdelsesperioden.

Baggrunden for forslaget er, at det for mange arbejdsgivere ikke vil være muligt i juleferien og særligt, hvis virksomheden holder julelukket, at give meddelelse om feriehindringen senest den 31. december. Samtidig er den 31. december det tidspunkt, hvor omfanget af en feriehindring, jf. §§ 12-14, endeligt kan konstateres, da det er en betingelse for overførslen, at lønmodtageren er forhindret op til ferieafholdelsesperiodens udløb den 31. december. Det er i denne forbindelse alene de feriedage, der ikke er plads til at holde umiddelbart op til ferieafholdelsesperiodens udløb, der kan overføres.

Der henvises i øvrigt til punkt 2.4 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 2

Efter § 23, stk. 1, i lov nr. 60 af 30. januar 2018 om ferie, der træder i kraft den 1. september 2020, kan en lønmodtager og en arbejdsgiver efter ferieårets udløb aftale, at optjent ferie med løn og ferietillæg ud over 4 uger, udbetales før ferieafholdelsesperiodens udløb. Har lønmodtageren ikke været ansat hos arbejdsgiveren i hele ferieåret på fuld tid, skal lønmodtageren skriftligt erklære, at lønnen under ferie og ferietillægget vedrører optjent ferie ud over 4 uger, og at lønmodtageren i ferieåret ikke har modtaget offentlige ydelser som nævnt i § 27, stk. 1.

Efter § 24, stk. 1, i samme lov udbetaler arbejdsgiveren efter ferieafholdelsesperiodens udløb optjent ferie med løn og ferietillæg ud over 4 uger, såfremt lønmodtageren har været ansat hos arbejdsgiveren på fuld tid i hele ferieafholdelsesperioden. Har lønmodtageren ikke været ansat på fuld tid i hele ferieafholdelsesperioden, skal lønmodtageren over for arbejdsgiveren skriftligt erklære, at lønnen under ferien samt ikke udbetalt ferietillæg vedrører optjent ferie ud over 4 uger, og at lønmodtageren i ferieafholdelsesperioden ikke har modtaget offentlige ydelser som nævnt i lovens § 27, stk. 1. Arbejdsgiveren har pligt til at gemme erklæringen efter bogføringslovens regler om opbevaring af regnskabsmateriale.

Begge bestemmelser vedrører udbetaling af løn under ferie og ferietillæg direkte fra en arbejdsgiver modsat udbetaling af feriegodtgørelse, som skal ske via en anmodning til Feriepengeinfo, jf. lovens § 32, stk. 1, hvor lønmodtageren skal erklære, at betingelserne er opfyldt. Feriepengeinfo vil i den forbindelse være i besiddelse af erklæringen.

FerieKonto kan efter lovens § 36, stk. 4, hvert år udtage et antal virksomheder til kontrol af udbetaling efter bl.a. lovens § 23, stk. 1 samt § 24, stk. 1. De afgivne erklæringer fra lønmodtagere kontrolleres med henblik på at se, om udbetalingen er sket korrekt efter loven.

Det foreslås i § 23, stk. 1, 3. pkt ., at arbejdsgiveren har pligt til at gemme erklæringen efter bogføringslovens regler om opbevaring af regnskabsmateriale.

Forslaget indebærer, at arbejdsgiveren udtrykkeligt får pligt til at gemme lønmodtagernes erklæringer på samme måde som efter lovens § 24, stk. 1.

Baggrunden herfor er, at der vil være samme behov for at kunne kontrollere de erklæringer, der afgives efter § 23, stk. 1, som efter § 24, stk. 1. Det vil ikke være muligt at undersøge rigtigheden af oplysningerne i en erklæring, hvis arbejdsgiver ikke har pligt til at gemme erklæringen.

Der henvises i øvrigt til punkt 2.5 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 3

Efter § 23, stk. 2, i lov nr. 60 af 30. januar 2018 om ferie, der træder i kraft den 1. september 2020, kan en lønmodtager og en arbejdsgiver efter ferieårets udløb aftale, at optjent ferie med feriegodtgørelse og sygeferiegodtgørelse ud over 4 uger, udbetales før ferieafholdelsesperiodens udløb. Lønmodtageren skal skriftligt erklære, at betingelserne i 1. pkt. er opfyldt. Har lønmodtageren ikke været ansat hos arbejdsgiveren i hele ferieåret på fuld tid, skal lønmodtageren skriftligt erklære, at feriegodtgørelsen vedrører optjent ferie udover 4 uger, og at lønmodtageren i ferieåret ikke har modtaget offentlige ydelser som nævnt i lovens § 27, stk. 1. Arbejdsgiveren har pligt til at gemme erklæringen efter bogføringslovens regler om opbevaring af regnskabsmateriale.

Det foreslås i § 23, stk. 2, at 4. pkt . ophæves.

Forslaget vil betyde, at arbejdsgiveren ikke pålægges en forpligtelse til at gemme en erklæring, som en lønmodtager har afgivet til Feriepengeinfo.

Bestemmelsen vedrører udbetaling af feriegodtgørelse, som skal ske via en anmodning til Feriepengeinfo, jf. lovens § 32, stk. 1, hvor lønmodtagerens erklæring opbevares. Arbejdsgiveren har derfor ikke en erklæring at opbevare.

Der henvises i øvrigt til punkt 2.5 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 4

Forældelse af Arbejdsmarkedets Feriefonds og en privat feriefonds krav på uhævet feriebetaling er ikke reguleret i lov nr. 60 af 30. januar 2018 om ferie, som træder i kraft den 1. september 2020.

Det er derfor forældelsesloven, der finder anvendelse, jf. § 1 i forældelsesloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1238 af 9. november 2015.

Østre Landsret har i 2 domme taget stilling til spørgsmålet vedrørende den tidligere ferielov og den tidligere retstilstand vedrørende forældelse af fordringer.

I den første dom fra Østre Landsret af 17. januar 2003, refereret i UfR2003. 938Ø, nåede landsretten frem til, at kravet var et selvstændigt krav, som var omfattet af den 20-årige forældelse efter DL 5-14-4 og ikke den 5-årige forældelse efter 1908-forældelsesloven, som regulerer fordringer, som udspringer af et ansættelsesforhold.

I en utrykt dom fra Østre Landsret af 22. marts 2013 nåede landsretten frem til det modsatte resultat, nemlig at kravet er undergivet en 5-årig forældelse efter 1908-forældelsesloven, da kravet udspringer af et ansættelsesforhold, men med mulighed for at forlænge fristen.

Henset til denne usikre retstilstand foreslås det, at spørgsmålet om forældelse af såvel Arbejdsmarkedets Feriefonds krav som de privates feriefondes krav på uhævet feriebetaling fastsættes i den nye ferielov.

Det foreslås i § 34, stk. 3, 2. pkt ., at krav på uhævet feriebetaling, som efter stk. 1 og 2 tilfalder Arbejdsmarkedets Feriefond eller en privat feriefond, forældes 5 år efter forfaldsdatoen efter 1. pkt.

Forslaget vil betyde, at kravet forældes efter 5 år.

Forældelsesfristen på 5 år skal således regnes fra den 15. november efter ferieafholdelsesperiodens udløb.

Forældelsesloven vil i øvrigt finde anvendelse.

Det vil bl.a. betyde, at forældelsesfristen i de tilfælde, hvor Arbejdsmarkedets Feriefond eller en privat feriefond er ubekendt med fordringen eller skyldneren, først regnes fra den dag, da Arbejdsmarkedets Feriefond eller den private feriefond får eller burde have fået kendskab hertil, jf. forældelseslovens § 4, stk. 2, jf. § 3, stk. 2.

Forældelsen vil dog indtræde senest 10 år efter begyndelsestidspunktet i henhold til § 2 for andre fordringer, jf. forældelseslovens § 4, stk. 2, jf. § 3, nr. 4. Det vil sige senest 10 år efter den 15. november efter ferieafholdelsesperiodens udløb.

Forældelsen vil afbrydes efter de regler, som i øvrigt er fastsat i forældelseslovens kapitel 5 og 6 herunder, når Arbejdsmarkedets Feriefond eller den private feriefond foretager retslige skridt mod arbejdsgiveren med henblik på at erhverve dom, betalingspåkrav påtegnet af fogedretten, voldgiftskendelse eller anden bindende afgørelse, der fastslår fordringens eksistens og størrelse, og forfølger disse skridt inden for rimelig tid.

Forslaget vil således stemme overens med den praksis, som Arbejdsmarkedets Feriefond hidtil har administreret efter, og som synes forudsat af Ferielovsudvalget.

Forslaget ændrer ikke på, at sletterutiner, der bygger på bogføringslovens 5-års frist eller i anledning af persondatareglerne i øvrigt, fortsat skal følges.

Der henvises i øvrigt til punkt 2.10 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 5

Efter § 35, stk. 1, i lov nr. 60 af 30. januar 2018 om ferie, der træder i kraft 1. september 2020, skal udgifterne til administrationen af FerieKonto betales af de arbejdsgivere, der indbetaler feriegodtgørelse til FerieKonto, jf. § 31, stk. 2. Efter § 35, stk. 2, kan opkrævning af arbejdsgivernes betaling for FerieKontos administration efter stk. 1 indgå i en fælles opkrævning fra Arbejdsmarkedets Tillægspension. Betalingen opkræves sammen med de bidrag, som Arbejdsmarkedets Tillægspension i henhold til lov opkræver fra arbejdsgiverne. Restancer for betaling kan indgå i den fælles opkrævning. Efter stk. 3 pålægges arbejdsgiveren at betale renter af kravet om betaling med 1,5 pct. for hver påbegyndt måned fra forfaldsdatoen, hvis indbetalingen ikke sker rettidigt.

Rentelovens bestemmelser blev indført for andre ordninger, der finansieres ved bidrag, der opkræves af Samlet Betaling, ved lov nr. 1669 af 26. december 2017 om ændring af lov om Arbejdsgivernes Uddannelsesbidrag og forskellige andre love.

Det foreslås, at § 35, stk. 3 , affattes således, at sker indbetaling ikke rettidigt, pålægges arbejdsgiveren fra forfaldsdatoen at betale renter af kravet med den rentesats, der til enhver tid er fastsat i medfør af § 5 i renteloven.

Forslaget vil indebære, at det er den til enhver tid gældende rentesats fastsat i medfør af renteloven, der vil finde anvendelse, såfremt indbetaling af opkrævning for FerieKontos administration efter lovens § 35, stk. 1, og § 35, stk. 2, om arbejdsgivers betaling for FerieKontos administration, ikke sker rettidigt.

Efter § 5, stk. 1, i renteloven fastsættes renten efter forfaldsdagen til en årlig rente, der svarer til den fastsatte referencesats med et tillæg på 8 pct. Som referencesats anses i denne lov den officielle udlånsrente, som Nationalbanken har fastsat henholdsvis pr. den 1. januar og den 1. juli det pågældende år. Denne er pr. 1. juli 2018 0,05 pct. Der vil således være tale om en umiddelbar ændring af rentesatsen efter § 35, stk. 3, i lov om ferie i forhold til den rentesats, der blev vedtaget ved lov nr. 60 af 30. januar 2018. Der er i forhold til den gældende bestemmelse om 1,5 pct. rente, tale om en sænkning af morarenten, og den kommende ændring vil gælde for alle arbejdsgivere omfattet af loven, dvs. både offentlige og private arbejdsgivere.

Herved sikres koordination og ensretning af ordningerne i Samlet Betaling.

Der henvises i øvrigt til punkt 2.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 6

Det fremgår af § 35, stk. 9, i lov nr. 60 af 30. januar 2018 om ferie, der træder i kraft den 1. september 2020, at beskæftigelsesministeren efter indstilling fra Arbejdsmarkedets Tillægspension kan fastsætte nærmere regler for opkrævning af betalingen af arbejdsgivers betaling for FerieKontos administration, herunder for betalingen af opkrævningen, og om at Arbejdsmarkedets Tillægspension kan give henstand med og eftergive betaling af renter af betalingen m.v.

Denne bemyndigelse forventes udnyttet ved en tilpasning af bekendtgørelse nr. 1752 af 27. december 2018 om fællesopkrævning af visse arbejdsgiverbidrag m.v. Bemyndigelsesbestemmelsen indeholder imidlertid ikke mulighed for at fastsætte regler om modregning.

Modregningsadgangen blev ensrettet for andre ordninger, der finansieres ved bidrag, der opkræves af Samlet Betaling ved lov nr. 1669 af 26. december 2017 om ændring af lov om Arbejdsgivernes Uddannelsesbidrag og forskellige andre love.

Af § 3, stk. 2, i bekendtgørelse nr. 1752 af 27. december 2018 om fællesopkrævning af visse arbejdsgiverbidrag m.v., er det bestemt, at overskydende bidrag m.v. på under 300 kr. modregnes i det følgende kvartals forventede krav på bidrag m.v., medmindre arbejdsgiveren anmoder om at få beløbet tilbagebetalt. Er der intet forventet krav på bidrag m.v. i det følgende kvartal, tilbagebetales beløbet til arbejdsgiveren.

Ordningen indebærer således, at når en arbejdsgiver har beløb til gode og samtidig skylder forfaldne bidrag efter de øvrige ordninger omfattet af bekendtgørelse om fællesopkrævning af visse arbejdsgiverbidrag m.v., kan der modregnes mellem ordningerne i Samlet Betaling. Samlet Betaling er den fællesopkrævning, som Arbejdsmarkedets Tillægspension anvender ved opkrævning af diverse arbejdsgiverbidrag, og som bl.a. har til formål at lette arbejdsgiverens administrative byrder ved at samle disse bidragsopkrævninger under ét.

Det foreslås på den baggrund, at der i § 35, stk. 9, efter betaling for opkrævning indsættes og modregning.

Formålet med forslaget er at indføre hjemmel til i § 35 stk. 9, til at fastsætte regler om, at den eksisterende mulighed for modregning mellem de af Samlet Betaling øvrige omfattede ordninger også kan ske for arbejdsgivernes indbetaling af bidrag efter § 35, stk. 1. Herved tydeliggøres det, at virksomhedernes indbetalinger bruges til at dække de samlede krav på tværs af ordningerne i fællesopkrævningen forholdsmæssigt med de indbetalte beløb. Det forventes, at den præciserede bemyndigelse vil blive udnyttet til at tilpasse den eksisterende bekendtgørelse om fællesopkrævning af visse arbejdsgiverbidrag m.v.

Det vil således fremgå, at beskæftigelsesministeren efter indstilling fra Arbejdsmarkedets Tillægspension tillige vil kunne fastsætte regler om modregning.

Der henvises i øvrigt til punkt 2.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 7

Efter § 41, stk. 1, i lov nr. 60 af 30. januar 2018 om ferie, der træder i kraft den 1. september 2020, pålægger Arbejdsmarkedets Feriefond årligt op til 150 tilfældigt udvalgte virksomheder, som afregner uhævet feriegodtgørelse, ferie med løn og ferietillæg til fonden, indenfor en rimelig frist at indsende tilstrækkelig dokumentation for korrekt afregning til fonden.

Bestemmelsen er en videreførelse af § 43 b, stk. 1, i den gældende lov om ferie, hvor det fremgår af § 47, stk. 3, at med bøde straffes den, der ikke efterkommer et pålæg efter § 43 b, stk. 1.

Det er efter lov om ferie nr. 60 af 30. januar 2018, der træder i kraft den 1. september 2020, i modsætning til efter gældende ferielov, ikke muligt at straffe for manglende indsendelse af tilstrækkelig dokumentation for korrekt afregning til fonden.

Det foreslås i § 46, stk. 2, at med bøde straffes den, der ikke efterkommer et pålæg efter § 41, stk. 1.

Forslaget betyder, at manglende indsendelse af tilstrækkelig dokumentation for korrekt afregning af uhævede feriepenge til Arbejdsmarkedets Feriefond fortsat vil kunne straffes med bøde.

Baggrunden for forslaget er, at det ikke har været hensigten at ændre i strafbestemmelserne med undtagelse af en regulering af bødeniveauet for overtrædelse af § 46, stk. 1, om arbejdsgiverens manglende betaling, jf. bemærkningerne til § 46 i samme lov.

Der henvises i øvrigt til punkt 2.6 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 8

Efter den gældende ferielovs § 44, stk. 1, træffer direktøren for Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering afgørelse i tvister mellem en lønmodtager og en arbejdsgiver om ret til ferie, feriegodtgørelse, og ferie med løn eller ferietillæg, medmindre forholdet er reguleret ved kollektiv overenskomst.

Desuden oplister samme lovs § 44, stk. 2-10, de øvrige sagstyper, hvor direktøren for Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering har afgørelseskompetence. Det er fx afgørelser om udbetaling af feriebetaling, der er afregnet til Arbejdsmarkedets Feriefond eller et andet ferieformål, og afgørelser om indbetaling af feriegodtgørelse, løn under ferie eller ferietillæg til Arbejdsmarkedets Feriefond, hvis lønmodtageren har arbejdet mod vederlag under ferie.

Efter § 44, stk. 11, kan direktøren for Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering delegere afgørelseskompetence, som tilkommer direktøren efter stk. 1-10, til FerieKonto. Direktøren for Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering kan også delegere andre opgaver som fx tilsyn med andre feriefonde end Arbejdsmarkedets Feriefond og administration af den dansk-tyske ferieaftale til FerieKonto.

Efter § 1 i bekendtgørelse nr. 1025 af 24. september 2014 om delegation af opgaver til FerieKonto har direktøren for Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering delegeret afgørelseskompetence til FerieKonto i sager om:

1. arbejdsgivernes manglende indbetaling eller indberetning af feriegodtgørelse, herunder afgørelse om indstilling til politiet om tiltalerejsning, jf. § 14, i bekendtgørelse nr. 1280 af 15. december 2011 om FerieKonto, som ændret ved bekendtgørelse nr. 1317 af

1. november 2013,

1. optjening af feriedage, jf. lovens § 7, hvis arbejdsgiveren indbetaler feriegodtgørelse til FerieKonto, jf. lovens § 28, stk. 1, og

2. betaling af morarenter, jf. lovens § 28, stk. 2.

Efter § 47, stk. 4, i lov nr. 60 af 30. januar 2018 om ferie, der træder i kraft den 1. september 2020, finder loven ikke anvendelse på ferie, som er optjent under den hidtil gældende ferielov, og som ikke i medfør af § 48 i denne lov er overført til afholdelse efter denne lov eller til Lønmodtagernes Fond for Tilgodehavende Feriemidler efter lov om forvaltning og administration af tilgodehavende feriemidler. For sådan ferie finder de hidtil gældende regler anvendelse.

Det betyder, at myndigheder, som har kompetence til at træffe afgørelse efter den gældende ferielov, fortsat har kompetencen efter den nye ferielovs ikrafttræden. Udgangspunktet er således, at det er Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering, der har kompetence til at træffe afgørelse efter § 44, medmindre kompetencen er uddelegeret til FerieKonto.

Efter gældende regler er det indenfor områder, hvor FerieKonto i forvejen har sagen, at der er uddelegeret kompetence til FerieKonto, som ellers tilkommer Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering.

Efter den nye ferielov har Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering ingen afgørelseskompetence. Tvister mellem en lønmodtager og en arbejdsgiver skal således afgøres enten i det fagretlige system eller af de almindlige domstole.

FerieKonto har desuden fået kompetence til at træffe afgørelse på sagsområder, hvor Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering har kompetence efter gældende regler. Dette er sager om indbetaling af feriebetaling til FerieKonto, når en lønmodtager arbejder mod vederlag under ferien eller på anden måde har modtaget betalingen med urette. Det er desuden sager om udbetaling af beløb efter ferieårets eller ferieafholdelsesperiodens udløb, når lønmodtageren har modtaget offentlige ydelser som nævnt i § 27, stk.

1. Endelig er det sager om arbejdsgiverens adgang til modregning og tilbageholdelse i en lønmodtagers feriegodtgørelse, hvis denne er indbetalt eller skal indbetales til FerieKonto.

Som følge af, at FerieKonto på en række områder med den nye ferielovs ikrafttræden kommer til at udøve de beføjelser, som Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering udøver efter gældende regler, forslås det i § 47, stk. 5, at for ferie omfattet af stk. 4 træffer FerieKonto afgørelse efter § 44, stk. 1-9, i lov om ferie, jf. lovbekendtgørelse nr. 1177 af 9. oktober 2015.

Det betyder, at en lønmodtager, som har optjent betalt ferie efter gældende regler, som ellers vil skulle have behandlet sin sag i Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering fra den 1. september 2020 vil skulle have behandlet sin sag i FerieKonto. FerieKonto vil således efter forslaget skulle træffe afgørelser i tvister mellem en lønmodtager og en arbejdsgiver, medmindre forholdet er reguleret ved kollektiv overenskomst, jf. den gældende § 44, stk. 1.

Tilsvarende vil FerieKonto fx skulle træffe afgørelse om, hvorvidt en lønmodtager, der er forhindret i at holde ferie efter den gældende § 38 kan få udbetalt feriebetalingen, når denne er afregnet til enten Arbejdsmarkedets Feriefond eller en privat feriefond, jf. den gældende § 36, stk. 2.

FerieKonto vil ligeledes efter § 44, stk. 9, skulle behandle sager om indbetaling af feriegodtgørelse, løn under ferie og ferietillæg til Arbejdsmarkedets Feriefond, hvis lønmodtageren har arbejdet mod vederlag under sin ferie eller i øvrigt har modtaget betalingen med urette jf. den gældende § 37.

Det fremgår af den gældende ferielovs § 45, stk. 1, at direktøren for Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekrutterings afgørelser og FerieKontos afgørelser, der er truffet i medfør af § 44, stk. 11, kan af den, afgørelsen vedrører, indbringes for Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg, inden 4 uger efter at sagens parter har fået meddelelse om afgørelsen. Afgørelser truffet efter § 44, stk. 10, kan dog ikke indbringes for anden administrativ myndighed.

Efter § 45, stk. 2, sendes klagen til den myndighed, som har truffet afgørelsen, og som vurderer sagen på ny. Fastholder myndigheden sin afgørelse helt eller delvis, sendes sagen til Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg, og sagens parter underrettes samtidig herom. Beskæftigelsesudvalgets afgørelser kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.

Det foreslås i § 47, stk. 6, 1. pkt., at afgørelser efter stk. 5 kan af den afgørelsen vedrører indbringes for Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg inden 4 uger efter, at sagens parter har fået meddelelse om afgørelsen.

Forslaget er en videreførelse af den eksisterende klageadgang for afgørelser truffet af enten Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering eller FerieKonto. Med forslaget sikres det således, at en afgørelse truffet efter den gældende § 44, stk. 1-9, men af FerieKonto, fortsat vil kunne påklages.

Det forslås i 2. og 3 . pkt., at klagen sendes til FerieKonto, som vurderer sagen på ny. Fastholder FerieKonto sin afgørelse helt eller delvist, sendes sagen til Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg, og sagens parter underrettes samtidig herom.

Bestemmelsen er en videreførelse af gældende regler, der giver FerieKonto remonstrationsret, idet FerieKonto vil skulle vurdere, om der er grundlag for at give klager helt eller delvis medhold. Baggrunden herfor er at sikre en smidig og omkostningseffektiv sagsbehandling i de tilfælde, hvor FerieKonto finder grundlag for at ændre sin afgørelse til fordel for klager. Såfremt FerieKonto ikke giver klager fuldt medhold, skal FerieKonto sende klagen, begrundelsen for afgørelsen og genvurderingen videre til Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg.

Der henvises i øvrigt til punkt 2.7 i lovforslagets almindelige bemærkninger.