Kilde

Til nr. 1

Ifølge § 3, stk. 1, 3. pkt., i lov om euforiserende stoffer kan advarsel i almindelighed ikke meddeles, medmindre sociale forhold taler for at meddele en advarsel, og besiddelsen af stoffet skyldes en stærk afhængighed som følge af et længere og vedvarende misbrug af euforiserende stoffer.

Det foreslås at ophæve § 3, stk. 1, 3. pkt.

Den foreslåede ophævelse er en konsekvens af lovforslagets § 1, nr. 2, hvor det foreslås at indsætte et nyt § 3, stk. 4, som erstatter § 3, stk. 1, 3. pkt.

Til nr. 2

Efter § 3, stk. 1, 3. pkt., i lov om euforiserende stoffer kan advarsel i almindelighed ikke meddeles, medmindre sociale forhold taler for at meddele en advarsel, og besiddelsen af stoffet er udslag af en stærk afhængighed som følge af et længere og vedvarende misbrug af euforiserende stoffer.

Der kan som hovedregel kun meddeles advarsel (tiltalefrafald) efter bestemmelsen til personer, som igennem år har opbygget en så stærk afhængighed af hårde stoffer, f.eks. heroin, kokain og amfetamin, at de bruger disse stoffer dagligt. Er dette tilfældet, kan der også meddeles en advarsel som sanktion over for en sådan person med stofmisbrug, der ulovligt besidder andre stoffer, eksempelvis cannabis, herunder tilberedningsformen hash, til eget forbrug.

For en nærmere gennemgang af gældende ret henvises til pkt. 2.1.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Det foreslås at indsætte et nyt § 3, stk. 4, 1. pkt., hvorefter tiltalefrafald skal meddeles for besiddelse af euforiserende stoffer til eget forbrug, når sociale forhold taler herfor, og besiddelsen af stoffet skyldes en stærk afhængighed af hårde euforiserende stoffer som følge af et længere og vedvarende misbrug heraf.

Formålet med bestemmelsen er, at der fremover altid skal meddeles tiltalefrafald for besiddelse af euforiserende stoffer til eget forbrug, hvis sociale forhold taler for at meddele tiltalefrafald, og besiddelsen af stoffet skyldes en stærk afhængighed som følge af et længere og vedvarende misbrug af hårde euforiserende stoffer.

Med ændringen tydeliggøres det, at meddelelse af tiltalefrafald ikke kun er en mulighed, men at tiltalefrafald skal meddeles, hvis gerningspersonen opfylder betingelserne i bestemmelsen. Det kommer desuden til at fremgå, at der er tale om tiltalefrafald. Der vil være tale om et tiltalefrafald uden vilkår i medfør af retsplejelovens § 722, som således ikke vil komme til at fremgå af den pågældendes straffeattester.

Der lægges ikke op til at ændre den omfattede persongruppe, der således vil forblive den samme. Det vil således fortsat være den samme vurdering af pågældendes sociale forhold, der skal foretages. Det indebærer, at betingelsen i almindelighed vil være opfyldt, hvis den pågældende er helt uden indkomst eller f.eks. modtager kontanthjælp eller førtidspension og ikke har anden indkomst eller opsparing af en vis størrelse. Derimod vil sociale forhold uanset stofafhængighedens karakter i almindelighed ikke kunne tale for at anvende advarsel, hvis den pågældende har arbejdsindtægter eller modtager dagpenge.

Det vil desuden fortsat være et krav, at besiddelsen skyldes en stærk afhængighed som følge af et længere og vedvarende misbrug af hårde euforiserende stoffer.

Kravet om stærk afhængighed som følge af et længere og vedvarende misbrug af hårde euforiserende stoffer vil indebære, at der alene vil kunne meddeles tiltalefrafald efter den foreslåede bestemmelse til personer, som igennem år har opbygget en så stærk afhængighed af hårde stoffer, f.eks. heroin, kokain og amfetamin, eller stoffer der kan sammenlignes med disse i farlighed, at de bruger disse stoffer dagligt. Det forudsættes i den forbindelse, at cannabisbaserede euforiserende stoffer ikke kan anses som hårde euforiserende stoffer. Er kravet om stærk afhængighed som følge af et længere og vedvarende misbrug af hårde euforiserende stoffer opfyldt, vil der også skulle meddeles tiltalefrafald for ulovlig besiddelse af andre stoffer, eksempelvis hash, til eget forbrug. Der lægges således ikke op til at ændre på, hvilke stoffer der kan begrunde meddelelse af et tiltalefrafald. Det forudsættes i den forbindelse, at indskrivning i lægelig misbrugsbehandling med substitutionsmedicin vil kunne indgå som en omstændighed, der taler for, at borgeren må anses som værende stærkt afhængig i den foreslåede bestemmelses forstand.

Det vil i første omgang være overladt til politiet at vurdere, om betingelserne for meddelelse af tiltalefrafald efter bestemmelsen er opfyldt.

Ved tvivlstilfælde vil sagen ikke kunne afgøres på stedet, hvorfor det forudsættes, at der vil ske yderligere sagsbehandling med henblik på oplysning af sagen, inden der kan træffes afgørelse. Hvis der opstår tvivl om, hvorvidt gerningspersonen opfylder betingelserne i den foreslåede bestemmelse, vil politiet således skulle indhente oplysninger fra øvrige myndigheder, herunder f.eks. om gerningspersonens indtægtsforhold eller en lægeerklæring om den pågældendes stofafhængighed, inden der træffes afgørelse i sagen. Er der rimelig begrundet tvivl om, hvorvidt den pågældende opfylder betingelserne for at modtage tiltalefrafald i medfør af bestemmelsen, vil politiet således ikke skulle søge forholdet afgjort med et bødeforelæg på stedet. Det er i den forbindelse afgørende, at det ikke bliver borgerens ansvar at løfte dokumentationsbyrden for, at der ikke skal gives en bøde, men at borgeren i relevant omfang bidrager til sagsoplysningen. Politiet vil således i forbindelse med sin sagsbehandling skulle løfte sagsoplysningen til et niveau, hvor det med rimelig sikkerhed kan konstateres, om sagen falder indenfor eller udenfor anvendelsesområdet for den foreslåede bestemmelse. De undersøgte omstændigheder vil skulle fremgå af politiets rapporter. Politiet vil i den forbindelse desuden skulle vejlede om muligheden for at blive meddelt et tiltalefrafald, hvis betingelserne herfor er opfyldt, så den pågældendes manglende kendskab til muligheden ikke risikerer at indebære, at relevante oplysninger herom ikke fremkommer.

Borgere med stærk stofafhængighed, som ellers vurderes omfattet af den foreslåede bestemmelse, vil ikke skulle meddeles tiltalefrafald eller i øvrigt strafforfølges, og således heller ikke have beslaglagt og konfiskeret stofferne, hvis den pågældende er over 18 år, alene besidder de euforiserende stoffer til eget forbrug, og er på vej til et stofindtagelsesrum med henblik på indtagelse af stofferne, idet den pågældende i givet fald vil være omfattet af den foreslåede bestemmelse om fritagelse fra strafforfølgning i tilknytning til stofindtagelsesrum, jf. § 3 b, stk. 2, nr. 2 (lovforslagets § 1, nr. 4).

Er der et stofindtagelsesrum, som den pågældende realistisk kan indtage stofferne i, forudsættes det, at politiet vejleder herom og opfordrer den pågældende til at indtage stofferne dér. Hvis den pågældende herefter følger denne opfordring, vil der ikke skulle ske strafforfølgning, herunder beslaglæggelse med henblik på konfiskation af stofferne.

Der vil alene kunne meddeles tiltalefrafald, når stoffer besiddes til eget forbrug. Efter de vejledende grænser for, hvornår besiddelsen af euforiserende stoffer må anses som bestemt til eget forbrug, der fremgår af Rigsadvokatmeddelelsens afsnit om narkotika, pkt. 4.1, kan der ske en fravigelse af grænserne afhængig af sagens konkrete omstændigheder. Det vil indledningsvis være overladt til en konkret politifaglig vurdering, om besiddelsen vurderes at være til eget forbrug. Vurderingen skal foretages på samme måde som ved øvrige overtrædelser af lovgivningen om euforiserende stoffer. Ved vurderingen vil mængden spille en stor rolle, og større kvanta vil almindeligvis ikke kunne anses som bestemt til eget forbrug. Det forudsættes imidlertid, at politiet er særligt opmærksomt på, at målgruppen for bestemmelsen i visse tilfælde vil have oparbejdet en større tolerance over for de pågældende stoffer, og at det således må antages, at også større mængder, end hvad der sædvanligvis vil kunne betragtes som bestemt til eget forbrug, af den årsag vil kunne være til eget forbrug for denne målgruppe. Der vil dog altid skulle foretages en konkret vurdering.

Besiddelse af euforiserende stoffer i en såkaldt salgspose vil således ikke isoleret set indebære, at besiddelsen skal anses som med henblik på videreoverdragelse. Der vil fortsat altid skulle foretages en konkret vurdering af de samlede omstændigheder i den enkelte sag, hvor det eksempelvis også indgår, om den pågældende er i besiddelse af værktøj (vægt m.v.) til opvejning af små mængder narkotika, et regnskab over gennemførte salg af euforiserende stoffer eller eventuelt større kontantbeløb, der ikke står i rimeligt forhold til den pågældendes indkomst. Politiet vil fortsat skulle strafforfølge tilfælde, hvor der er tale om besiddelse med henblik på videreoverdragelse.

Endvidere er det, som i øvrige straffesager, anklagemyndigheden, som skal løfte bevisbyrden for, at der er tale om besiddelse med henblik på videreoverdragelse, hvis dette er formodningen efter politiets efterforskning og oplysning af sagen.

Politiet vil fortsat skulle være opmærksomt på risikoen for, at organiserede kriminelle forsøger at omgå lovgivningen om euforiserende stoffer ved at udnytte persongruppen til at transportere euforiserende stoffer. I sådanne tilfælde vil der på samme måde som i dag ikke være tale om besiddelse til eget forbrug, men om besiddelse med henblik på videreoverdragelse, som indebærer, at forholdet som udgangspunkt skal strafforfølges, og at der skal ske beslaglæggelse med henblik på konfiskation af de euforiserende stoffer.

Den foreslåede bestemmelse vil ikke have betydning for adgangen til i sager om overtrædelse af lovgivningen om euforiserende stoffer, som ikke er omfattet af den foreslåede bestemmelse, at meddele tiltalefrafald efter retsplejelovens § 722 og bekendtgørelse nr. 792 af 18. juni 2018 om politidirektørernes og statsadvokaternes adgang til at frafalde tiltale. Der vil herunder fortsat kunne meddeles tiltalefrafald i særlige tilfælde, hvor det på baggrund af en konkret vurdering er mest formålstjenligt at anvende denne sanktion, herunder f.eks. hvis hensynet til en effektiv strafforfølgning tilsiger det, eller hvis anvendelse af bødestraf medfører et administrativt besvær, der ikke står i rimeligt forhold til sagens beskaffenhed. Der vil således kunne meddeles tiltalefrafald i sådanne sager i samme omfang som hidtil.

Efter det foreslåede § 3, stk. 4, 2. pkt., skal der også meddeles tiltalefrafald i gentagelsestilfælde.

Det vil medføre, at der ikke vil være begrænsninger for, hvor mange gange en borger omfattet af bestemmelsen vil kunne modtage tiltalefrafald for besiddelse af euforiserende stoffer til eget forbrug, når den pågældende opfylder betingelserne herfor efter det foreslåede 1. pkt.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.1.2 og 2.1.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 3

Det følger af § 3 b, stk. 1, i lov om euforiserende stoffer, at indenrigs- og sundhedsministeren efter ansøgning fra en kommunalbestyrelse kan meddele konkrete tilladelser til oprettelse og drift af kommunale stofindtagelsesrum og stofindtagelsesrum drevet af selvejende institutioner med driftsoverenskomst med kommunen for personer på 18 år eller derover med en stærk afhængighed som følge af et længere og vedvarende misbrug af euforiserende stoffer.

Det foreslås i § 3 b, stk. 1, efter »misbrug af« at indsætte »hårde«.

Den foreslåede ændring indebærer, at kravet til den afhængighed, der er en forudsætning for, at en person er omfattet af bestemmelsen, kommer til at fremgå af bestemmelsens ordlyd.

Der er således tale om en videreførelse af det eksisterende krav om, at der skal være tale om en stærk afhængighed som følge af et længere og vedvarende misbrug af hårde euforiserende stoffer, som f.eks. heroin, kokain og amfetamin. Det forudsættes i den forbindelse, at cannabisbaserede euforiserende stoffer ikke kan anses som hårde euforiserende stoffer.

Til nr. 4

Det følger af § 3 b, stk. 1, i lov om euforiserende stoffer, at indenrigs- og sundhedsministeren efter ansøgning fra en kommunalbestyrelse kan meddele konkrete tilladelser til oprettelse og drift af kommunale stofindtagelsesrum og stofindtagelsesrum drevet af selvejende institutioner med driftsoverenskomst med kommunen for personer på 18 år eller derover med en stærk afhængighed som følge af et længere og vedvarende misbrug af euforiserende stoffer.

Det er forudsat i bemærkningerne til bestemmelsen, jf. Folketingstidende 2011-12 (2. samling), tillæg A, L 185 som fremsat, side 17, at besiddelse af euforiserende stoffer til eget forbrug i og i umiddelbar nærhed af et kommunalt stofindtagelsesrum eller et stofindtagelsesrum drevet af en selvejende institution med driftsoverenskomst med kommunen i praksis normalt ikke forfølges af politiet, hvis den pågældende er fyldt 18 år og som følge af et længere og vedvarende misbrug af hårde euforiserende stoffer har en stærk afhængighed, og det ud fra de foreliggende omstændigheder må lægges til grund, at den pågældende er på vej til stofindtagelsesrummet, hvor den pågældende stoftype er tilladt at indtage, med henblik på indtagelse af stoffet. I praksis vil politiet i tilfælde, der er omfattet af ordningen, ikke beslaglægge og konfiskere stoffer hos den pågældende, ligesom politiet heller ikke i øvrigt vil strafforfølge den pågældende.

For en nærmere gennemgang af gældende ret henvises til pkt. 2.2.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Det foreslås at indsætte et nyt stk. 2 , hvorefter besiddelse af euforiserende stoffer til eget forbrug ikke strafforfølges, hvis den pågældende er fyldt 18 år, besiddelsen af stoffet skyldes en stærk afhængighed som følge af et længere og vedvarende misbrug af hårde euforiserende stoffer, og den pågældende 1) befinder sig i eller i umiddelbar nærhed af et stofindtagelsesrum, hvis besiddelsen sker med henblik på indtagelse i stofindtagelsesrummet, eller 2) er på vej til et stofindtagelsesrum med henblik på indtagelse af stoffet.

Der lægges ikke op til at ændre målgruppen for ordningen. Det indebærer, at personer på 18 år eller derover med en stærk afhængighed som følge af et længere og vedvarende misbrug af hårde euforiserende stoffer vil være omfattet af den foreslåede bestemmelse. Med et længere og vedvarende misbrug skal forstås, at den pågældende igennem år har opbygget en så stærk afhængighed af hårde euforiserende stoffer, at denne bruger disse stoffer dagligt. Der er med forslaget således ikke lagt op til en ændring af, hvad der skal forstås som et længere og vedvarende misbrug af euforiserende stoffer, men der lægges op til, at det fremgår af lovteksten. Det forudsættes i den forbindelse, at indskrivning i lægelig misbrugsbehandling med substitutionsmedicin vil kunne indgå som en omstændighed, der taler for, at borgeren må anses som værende stærkt afhængig i den foreslåede bestemmelses forstand.

Den foreslåede bestemmelse vil alene finde anvendelse, hvis det er tilladt at indtage de euforiserende stoffer, som den pågældende er i besiddelse af, i det stofindtagelsesrum, som den pågældende befinder sig i eller i umiddelbar nærhed af eller er på vej til. Den foreslåede bestemmelse vil ligeledes finde anvendelse i tilfælde, hvor det pågældende stofindtagelsesrum er midlertidigt lukket, f.eks. som følge af uro i brugergruppen eller lignende forbigående årsager, der medfører lukninger i kortere tidsrum.

Strafforfølgning vil alene kunne undlades, når euforiserende stoffer besiddes til eget forbrug. Politiet vil således fortsat skulle strafforfølge tilfælde, hvor der er tale om besiddelse med henblik på videreoverdragelse.

Efter de vejledende grænser for, hvornår besiddelsen af euforiserende stoffer må anses som bestemt til eget forbrug, der fremgår af Rigsadvokatmeddelelsens afsnit om narkotika, pkt. 4.1, kan der ske en fravigelse afhængig af sagens konkrete omstændigheder. Det vil fortsat bero på en konkret vurdering, om de euforiserende stoffer er bestemt til eget forbrug, eller om de besiddes med henblik på videreoverdragelse. Ved denne vurdering vil mængden spille en stor rolle, og større kvanta vil almindeligvis ikke kunne anses som bestemt til eget forbrug. Der vil ikke blive ændret på de vejledende grænser for, hvad der kan anses som bestemt til eget forbrug, men det forudsættes, at politiet er særligt opmærksomt på, at målgruppen for bestemmelsen i visse tilfælde vil have oparbejdet en større tolerance over for de pågældende stoffer, og at det således må antages, at også større mængder, end hvad der sædvanligvis vil kunne betragtes som bestemt til eget forbrug, af den årsag efter en konkret vurdering vil kunne anses som værende til eget forbrug for denne målgruppe.

Besiddelse af euforiserende stoffer i en såkaldt salgspose vil således ikke isoleret set indebære, at besiddelsen skal anses som med henblik på videreoverdragelse. Der vil fortsat altid skulle foretages en konkret vurdering af de samlede omstændigheder i den enkelte sag, hvor det eksempelvis også indgår, om den pågældende er i besiddelse af værktøj (vægt m.v.) til opvejning af små mængder narkotika, et regnskab over gennemførte salg af euforiserende stoffer eller eventuelt større kontantbeløb, der ikke står i rimeligt forhold til den pågældendes indkomst.

Det er, som i øvrige straffesager, anklagemyndigheden, som skal løfte bevisbyrden for, at der er tale om besiddelse med henblik på videreoverdragelse, hvis dette er formodningen efter politiets efterforskning og oplysning af sagen.

Efter det foreslåede stk. 2, nr. 1, strafforfølges besiddelse af euforiserende stoffer til eget forbrug ikke, hvis den pågældende er fyldt 18 år, besiddelsen af stoffet skyldes en stærk afhængighed som følge af et længere og vedvarende misbrug af hårde euforiserende stoffer, og den pågældende befinder sig i eller i umiddelbar nærhed af et stofindtagelsesrum, hvis besiddelsen sker med henblik på indtagelse i stofindtagelsesrummet.

Med den foreslåede bestemmelse lægges der op til at skabe et klart retsgrundlag for de personer med stærk stofafhængighed, der anvender stofindtagelsesrummene, og for myndighederne, så der ikke kan være tvivl om, at personer omfattet af den foreslåede bestemmelse ikke vil skulle strafforfølges, når de befinder sig i eller i umiddelbar nærhed af et stofindtagelsesrum, og de besidder stoffer til eget forbrug med henblik på indtagelse i stofindtagelsesrummet.

Efter det foreslåede stk. 2, nr. 1, vil det være en betingelse, at stoffet besiddes med henblik på indtagelse i stofindtagelsesrummet. Det indebærer, at der fortsat vil skulle ske strafforfølgning i tilfælde, hvor besiddelsen ikke sker med henblik på indtagelse i stofindtagelsesrummet, eksempelvis hvis indtagelsen sker i de tilstødende gader til stofindtagelsesrummet.

Efter det foreslåede stk. 2, nr. 2, strafforfølges besiddelse af euforiserende stoffer til eget forbrug ikke, hvis den pågældende er fyldt 18 år, besiddelsen af stoffet skyldes en stærk afhængighed som følge af et længere og vedvarende misbrug af hårde euforiserende stoffer, og den pågældende er på vej til et stofindtagelsesrum med henblik på indtagelse af stoffet.

Med den foreslåede bestemmelse vil der således ske en udvidelse af området, hvor der ikke skal ske strafforfølgning, da den foreslåede bestemmelse også vil gælde uden for de angivne områder, hvis den pågældende er på vej til et stofindtagelsesrum, hvor stoffet må indtages. I vurderingen af, hvorvidt den pågældende er på vej til et stofindtagelsesrum, kan eksempelvis inddrages, om den pågældende er kendt bruger af et stofindtagelsesrum, og hvor langt der er til rummet. Besiddelse i nattelivet, f.eks. på barer, diskoteker e.l., vil som udgangspunkt tilsige, at den pågældende ikke kan anses som værende på vej til et stofindtagelsesrum med henblik på indtagelse af stofferne. Er der rimelig begrundet tvivl om, hvorvidt en person i målgruppen er på vej til et stofindtagelsesrum, forudsættes det, at tvivlen kommer den pågældende til gode, og at politiet i sådanne tilfælde således som udgangspunkt undlader at strafforfølge forholdet.

Det vil være overladt til en politifaglig vurdering, om den pågældende er omfattet af bestemmelsen. Vurderingen af, om den pågældende er på vej til et stofindtagelsesrum for at indtage stofferne, vil skulle foretages på stedet. Politiet har i almindelighed et godt kendskab til den gruppe af personer, der anvender stofindtagelsesrummene.

Hvis politiet efterfølgende konstaterer, at der er beslaglagt euforiserende stoffer hos en person omfattet af den foreslåede bestemmelse, vil stofferne ikke skulle tilbageleveres, idet der er tale om euforiserende stoffer, hvis besiddelse er ulovlig til andre end medicinske og videnskabelige formål.

Det foreslås at indsætte et nyt § 3 b, stk. 3, 1. pkt., hvorefter politidirektøren eller den, som denne bemyndiger hertil, udpeger det område, hvor stk. 2, nr. 1, finder anvendelse.

Den nærmere fastlæggelse af området vil bero på en konkret vurdering af bl.a. de geografiske forhold på stedet. Det forudsættes, at området som minimum omfatter (en del af) gaden, hvor stofindtagelsesrummet er beliggende, og de umiddelbart tilstødende gader, herunder indfaldsveje, der leder til gaden, hvor stofindtagelsesrummet ligger.

Det forudsættes, at politiet inddrager kommunen i beslutningen om den geografiske afgrænsning af området, og at de eksisterende straffrie områder omkring stofindtagelsesrummene indledningsvis ikke indskrænkes som følge af lovforslaget.

En beslutning om at udpege det område, hvor det foreslåede stk. 2, nr. 1, finder anvendelse, vil skulle rettes mod et afgrænset geografisk område, hvortil der som udgangspunkt vil være almindelig adgang. Dette udpegede område for umiddelbar nærhed til stofindtagelsesrummet vil således ikke være rettet mod en enkelt borger eller en bestemt flerhed af borgere, men derimod en ubestemt og potentielt vekslende flerhed af borgere. Udpegningen af området for umiddelbar nærhed til stofindtagelsesrummet må således karakteriseres som en generel forvaltningsakt (i modsætning til en konkret forvaltningsakt). Politiets beslutninger om at udpege området vil dermed ikke være omfattet af de bestemmelser i forvaltningsloven, der vedrører partsbeføjelser, herunder partshøring, partsaktindsigt og begrundelse, og som alene finder anvendelse i forhold til konkrete forvaltningsakter, medmindre der undtagelsesvist er grundlag for at antage, at enkelte bliver så individuelt berørt af et udpeget område for umiddelbar nærhed til stofindtagelsesrummet, at de bør tillægges partsbeføjelser. En beslutning om udpegning af et område for umiddelbar nærhed til stofindtagelsesrummet skal i øvrigt træffes under iagttagelse af de almindelige forvaltningsretlige principper, herunder proportionalitet og saglighed.

Efter det foreslåede § 3 b, stk. 3, 2. pkt., skal beslutningen offentliggøres og indeholde en angivelse af området.

Beslutningen vil således skulle offentliggøres, så den er tilgængelig for offentligheden, herunder brugerne af stofindtagelsesrummet. Det vil eksempelvis kunne ske på politikredsens hjemmeside.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.2.2 og 2.2.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Kilde

Det foreslås med stk. 1 , at loven træder i kraft den 1. juli 2024.

Det foreslås i stk. 2 , at regler udstedt i medfør af § 3 b, stk. 2, i lov om euforiserende stoffer forbliver i kraft, indtil de ophæves eller afløses af regler udstedt i medfør af § 3 b, stk. 4, i lov om euforiserende stoffer, jf. denne lovs § 1, nr. 4.

Kilde

Det foreslås, at loven ikke gælder for Færøerne og Grønland, men ved kongelig anordning helt eller delvis kan sættes i kraft for Færøerne med de ændringer, som de færøske forhold tilsiger.

For Grønland er den regelfastsættende myndighed på sundhedsområdet overgået til Hjemmestyret, jf. lov nr. 369 af 6. juni 1991 om sundhedsvæsenet i Grønland.