I lov om euforiserende stoffer, jf. lovbekendtgørelse nr. 1334 af 9. december 2019, som ændret ved lov nr. 667 af 11. juni 2024, foretages følgende ændringer:
1. I § 3, stk. 1, 2. pkt., indsættes efter »skadevirkningerne«: »og farligheden«.
2. I § 3, stk. 2, ændres »det betragtes som en betydelig skærpende omstændighed, at der er tale om« til: »følgende betragtes som betydelig skærpende omstændigheder:«.
3. I § 3, stk. 2, nr. 1, ændres »gentagne tilfælde af salg af et særlig farligt eller skadeligt stof eller« til: »Gentagne tilfælde af salg af et særlig skadeligt eller farligt stof.«
4. I § 3, stk. 2, nr. 2, 1. pkt., ændres »salg eller« til: »Salg eller«.
5. I § 3, stk. 2, indsættes som nr. 3 og 4:
»3) Salg eller vederlagsfri overdragelse med henblik på senere salg af de i §§ 1 og 2 omhandlede stoffer via sociale medier.
6. Efter § 3 b indsættes:
»§ 3 c. Er der ved en grov overtrædelse af denne lov eller regler udstedt i medfør heraf anvendt et motordrevet køretøj, herunder en bil, en motorcykel, en knallert, en cykel med motor eller et motoriseret løbehjul, kan køretøjet konfiskeres.
Stk. 2. Konfiskation skal ske, hvis ejeren af et motordrevet køretøj har gjort sig skyldig i en overtrædelse som nævnt i stk. 1, der er omfattet af straffelovens § 191, medmindre særlige grunde undtagelsesvis taler herimod.
Stk. 3. Er køretøjet anvendt af en anden person end dets ejer, kan konfiskation ske, hvis ejeren vidste eller burde vide, at køretøjet ville blive anvendt ved en overtrædelse som nævnt i stk. 1, og konfiskation ikke må anses for uforholdsmæssigt indgribende.
Stk. 4. Politiet kan videregive oplysninger til ejeren af et motordrevet køretøj om, at en anden person er blevet sigtet for en grov overtrædelse af denne lov eller regler udstedt i medfør heraf, hvor køretøjet er blevet anvendt.
Stk. 5. I sager om konfiskation efter stk. 3 skal retten efter begæring beskikke køretøjets ejer en offentlig forsvarer. Forsvareren skal bistå ejeren i forhold til spørgsmålet om, hvorvidt ejeren vidste eller burde vide, at køretøjet ville blive anvendt ved en overtrædelse som nævnt i stk. 1, og hvorvidt konfiskation er uforholdsmæssigt indgribende. Køretøjets ejer skal vejledes om adgangen til forsvarerbeskikkelse.
Stk. 6. Straffelovens regler om konfiskation finder tilsvarende anvendelse.
§ 3 d. Den, der udøver detailsalg fra en butik eller er ansat i en sådan butik og som led heri overtræder denne lov eller regler udstedt i medfør heraf ved salg eller anden videreoverdragelse af euforiserende stoffer, kan ved dom frakendes retten til at udøve detailsalg fra butikker og arbejde med detailsalg fra butikker.
Stk. 2. Den, der frakendes rettigheder efter stk. 1, kan ved dom gives forbud mod at opholde sig i eller i umiddelbar nærhed af en bestemt butik eller flere bestemte butikker, hvorfra der foregår detailsalg, hvis det findes påkrævet for at sikre, at frakendelsen efterleves.
Stk. 3. Straffelovens § 79, stk. 3 og 4, finder tilsvarende anvendelse på frakendelse efter stk. 1 og forbud efter stk. 2. Uanset straffelovens § 79, stk. 3, kan den, der er pålagt et forbud efter stk. 2, dog forlange, at anklagemyndigheden indbringer spørgsmålet om opretholdelse heraf for retten, hvis der ikke længere udøves detailsalg fra en butik det pågældende sted.
Stk. 4. Politiet kan meddele tilladelse til færden eller ophold i et område omfattet af et forbud efter stk. 2, hvis det af særlige grunde må anses for beføjet.
Stk. 5. Overtrædelse af et forbud efter stk. 2 straffes med fængsel indtil 2 år.
Stk. 6. Justitsministeren fastsætter nærmere regler om tilladelser efter stk. 4, herunder om indgivelse af ansøgning, vilkår for tilladelser og tilbagekaldelse af tilladelser.«
Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. juli 2025.
Stk. 2. § 3 c, stk. 3, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 6, finder ikke anvendelse, for så vidt angår køretøjer, der er blevet anvendt af en anden end ejeren af køretøjet, og hvorom der er indgået aftale om leasing, leje el.lign., i det omfang det godtgøres, at aftalen er indgået inden lovens ikrafttræden.
Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved kongelig anordning helt eller delvis sættes i kraft for Færøerne med de ændringer, som de færøske forhold tilsiger.
/ Peter Hummelgaard
Til nr. 1
Det fremgår af § 3, stk. 1, 1. pkt., i lov om euforiserende stoffer, at overtrædelse af loven eller de i medfør af loven udfærdigede forskrifter straffes med bøde eller fængsel indtil 2 år. Ved udmåling af straffen, herunder ved fastsættelse af bøder, skal der lægges vægt på skadevirkningerne af de pågældende stoffer, jf. § 3, stk. 1, 2. pkt.
Efter straffelovens § 191, stk. 1, straffes den, som i strid med lovgivningen om euforiserende stoffer til et større antal personer eller mod betydeligt vederlag eller under andre særligt skærpende omstændigheder overdrager euforiserende stoffer, med fængsel indtil 10 år. Angår overdragelsen en betydelig mængde særlig farligt eller skadeligt stof, eller har overdragelsen af et sådant stof i øvrigt haft en særlig farlig karakter, kan straffen stige til fængsel i 16 år.
Der henvises om gældende ret, herunder de gældende strafniveauer, nærmere til pkt. 2.1.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Det foreslås, at der i § 3, stk. 1, 2. pkt., i lov om euforiserende stoffer efter »skadevirkningerne« indsættes »og farligheden«.
Det foreslåede vil alene indebære en sproglig ændring af lovteksten, som i kombination med lovforslagets § 1, nr. 3, bl.a. har til formål at give mulighed for i bemærkningerne at angive nærmere retningslinjer om strafniveauerne for en række stoftyper. Der henvises i den forbindelse til bemærkningerne til § 1, nr. 3, herunder skemaerne med angivelse af strafniveauerne. Ændringen har endvidere til formål at give mulighed for i bemærkningerne at angive, at strafniveauerne i skemaerne forudsættes at kunne anvendes også for stoffer, der ikke eksplicit er taget stilling til ved de nævnte strafniveauer, f.eks. ved at stoffet omregnes til et relevant referencestof, som der er lovfæstet strafniveauer for.
Hvis det således eksempelvis kan lægges til grund, at et euforiserende stof svarer til en tredjedel af den tilsvarende mængde morfin eller kokain, som der er fastsat strafniveauer for i skemaet i bemærkningerne til § 1, nr. 3, forudsættes det, at strafniveauerne for disse referencestoffer vil kunne anvendes, f.eks. efter en omregning hertil.
Dette forudsættes også at være tilfældet, hvis straffen udmåles efter straffelovens § 191.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Til nr. 2
Det fremgår af § 3, stk. 2, i lov om euforiserende stoffer, at det ved straffens udmåling skal betragtes som en betydelig skærpende omstændighed, at der er tale om 1) gentagne tilfælde af salg af et særlig farligt eller skadeligt stof eller 2) salg eller vederlagsfri overdragelse med henblik på senere salg af de i §§ 1 og 2 omhandlede stoffer på restaurationer, herunder diskoteker, eller ved koncerter eller musikfestivaler. Tilsvarende gælder ved andre arrangementer, hvor det typisk hovedsagelig er børn eller unge mennesker, der deltager.
Det foreslås i § 3, stk. 2, at ændre »det betragtes som en betydelig skærpende omstændighed, at der er tale om« til »følgende betragtes som betydeligt skærpende omstændigheder:«.
Der er alene tale om en lovteknisk ændring. Der er ikke tilsigtet indholdsmæssige ændringer af gældende ret.
Til nr. 3
Efter § 3, stk. 2, nr. 1, i lov om euforiserende stoffer skal det ved straffens udmåling betragtes som en betydelig skærpende omstændighed, at der er tale om gentagne tilfælde af salg af et særlig farligt eller skadeligt stof. Det fremgår af bemærkningerne til lov om euforiserende stoffer, at ved »særlig farligt eller skadeligt stof« forstås hårde stoffer som f.eks. heroin og kokain, jf. Folketingstidende 1996-97, tillæg A, side 1010. Desuden fremgår det, at f.eks. amfetamin og ecstasy også i praksis anses som særlig farlige eller skadelige stoffer.
Efter straffelovens § 191, stk. 1, straffes den, som i strid med lovgivningen om euforiserende stoffer til et større antal personer eller mod betydeligt vederlag eller under andre særligt skærpende omstændigheder overdrager euforiserende stoffer, med fængsel indtil 10 år. Angår overdragelsen en betydelig mængde særlig farligt eller skadeligt stof, eller har overdragelsen af et sådant stof i øvrigt haft en særlig farlig karakter, kan straffen stige til fængsel i 16 år.
Der henvises om gældende ret, herunder de gældende strafniveauer, nærmere til pkt. 2.1.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Det foreslås i § 3, stk. 2, nr. 1, at ændre »gentagne tilfælde af salg af et særlig farligt eller skadeligt stof eller« til »Gentagne tilfælde af salg af et særlig skadeligt eller farligt stof.«
Der er tale om en sproglig ændring af lovteksten, som i kombination med lovforslagets § 1, nr. 1, har til formål at give mulighed for i bemærkningerne at angive nærmere retningslinjer om, hvilke stoffer der anses for omfattet af bestemmelsen, og hvad strafniveauerne for disse stoffer skal være, samt at lovfæste stafniveauerne for en række øvrige hyppigt forekommende stoftyper.
Ved ændringen forudsættes det, at strafniveauet for videreoverdragelse af heroin skærpes med en tredjedel i forhold til de gældende strafniveauer. Der ændres ikke ved det gældende strafniveau for besiddelse af heroin til eget forbrug.
Efter gældende ret betegnes opioider såsom morfin, metadon, oxycodon, tramadol og fentanyl i straffesager som ulovlige lægemidler. Der er i retspraksis set eksempler på, at der har været tvivl om, hvorvidt visse af stofferne kan betragtes som særlig farlige eller skadelige stoffer, og om de skærpede straframmer finder anvendelse på disse typer af stoffer, uanset at de i farlighed for brugeren svarer til heroin.
Med den foreslåede ændring forudsættes det, at opioider generelt (herunder f.eks. morfin, oxycodon, tramadol, fentanyl og metadon) skal være at betragte som et særlig skadeligt eller farligt stof efter § 3, stk. 2, nr. 1, i lov om euforiserende stoffer på samme måde som hårde stoffer som heroin, kokain, amfetamin og MDMA (ecstasy). Dette skal gælde opioider generelt og ikke kun de opioider, som eksplicit er nævnt i dette lovforslag (morfin, oxycodon, tramadol, fentanyl og metadon). Ændringen vil medføre, at gentagne tilfælde af salg af sådanne opioider skal anses som en betydelig skærpende omstændighed ved straffens udmåling. Ændringen forudsættes endvidere at indebære, at de pågældende stoffer vil være omfattet af den skærpede strafferamme i straffelovens § 191, stk. 1, 2. pkt.
Det forudsættes også, at domstolene konkret kan finde, at et stof, der ikke er eksplicit nævnt i bemærkninger til lov om euforiserende stoffer som et særlig skadeligt eller farligt stof, skal kunne anses for et særlig skadeligt eller farligt stof efter § 3, stk. 2, nr. 1, i lov om euforiserende stoffer. Det forudsættes f.eks. at kunne ske, hvis stoffet kan omregnes til et relevant referencestof, der eksplicit er angivet i bemærkninger til lov om euforiserende stoffer som et særlig skadeligt eller farligt stof.
Den foreslåede ændring vil derudover medføre, at der fastsættes skærpede strafniveauer for opioider, der ikke er heroin (herunder f.eks. morfin, oxycodon, tramadol, fentanyl og metadon).
Strafniveauerne fastsættes samlet for opioidpiller og er derfor uafhængige af typen eller styrken af opioidpillerne. Det vil således som udgangspunkt ikke have betydning for straffesagens afgørelse, hvilken type opioidpille der er tale om, eller hvilken dosering/koncentration den pågældende pille har.
De foreslåede strafniveauer forudsættes derfor at kunne lægges til grund, hvis det kan konstateres, at der er tale om opioidpiller, uden at styrken af pillerne skal være et bevistema. Dette er i overensstemmelse med praksis, hvorefter renheden af f.eks. heroin og kokain som udgangspunkt heller ikke tillægges betydning ved straffastsættelsen. Hvis konkrete omstændigheder i en sag imidlertid tilsiger, at der er tale om særligt stærke opioidpiller, vil der ved strafudmålingen kunne lægges vægt på dette i skærpende retning.
Er der tale om præparater indeholdende opioider, der ikke er i pilleform (f.eks. næsespray eller plastre), vil de nye, skærpede strafniveauer kunne anvendes f.eks. ved omregning af de pågældende præparater til piller, eller ved at der i stedet lægges vægt på antallet af doser, det vil sige antallet af doser i plastre, pust i næsesprayen eller lignende. Der vil f.eks. kunne tages udgangspunkt i, hvor mange mindstedosispiller af den pågældende type opioid det pågældende opioidpræparat svarer til. Det samme vil gælde for nye typer af opioidpræparater.
Det forudsættes, at forholdet i tilfælde, hvor der vil være tale om en straf på mere end 6 måneders fængsel for ulovligt videresalg af opioider, der ikke er heroin, vil blive henført under straffelovens § 191, der har en strafferamme på op til 10 eller 16 års fængsel. Grænsen for, hvornår et forhold vedrørende opioidpiller behandles efter straffelovens § 191, forudsættes således som udgangspunkt efter den foreslåede ordning, jf. nedenfor, at skulle være ved videreoverdragelse af 500 opioidpiller, fremfor 3000 piller, som i dag er grænsen.
Når en person findes i ulovlig besiddelse af euforiserende stoffer – eksempelvis opioider – vil det som hidtil skulle overvejes, om der er tale om besiddelse af stoffet til eget forbrug eller besiddelse af stoffet med henblik på videreoverdragelse, herunder videresalg, idet afgrænsningen bl.a. har betydning for strafniveauet.
Der lægges med lovforslaget endvidere op til at ændre afgrænsningen af, hvornår opioidpiller som udgangspunkt anses for besiddet med henblik på videreoverdragelse, så den vejledende grænse for øvrige opioidpiller bliver den samme som for morfintabletter.
Det bemærkes dog, at visse stofbrugere vil have oparbejdet en større tolerance over for de pågældende stoffer, og at det således må antages, at også større mængder, end hvad der sædvanligvis vil kunne betragtes som bestemt til eget forbrug, af den årsag efter en konkret vurdering vil kunne anses som værende til eget forbrug for denne målgruppe. Det bemærkes også, at § 3, stk. 4, og § 3 b, stk. 2, i lov om euforiserende stoffer indeholder regler, der har til formål at tage særligt hensyn til udsatte personer med stærk afhængighed af hårde euforiserende stoffer. Disse regler medfører, at målgruppen får tiltalefrafald eller straffritagelse i stedet for bøde eller fængsel, når de besidder euforiserende stoffer til eget forbrug, og betingelserne i øvrigt er opfyldt. Der henvises i den forbindelse til pkt. 2.1.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Som anført i bemærkningerne til det foreslåede § 1, nr. 1, forudsættes strafniveauerne i skemaerne nedenfor at kunne anvendes også for stoffer, der ikke eksplicit er taget stilling til ved de nævnte strafniveauer, f.eks. ved at stoffet omregnes til et relevant referencestof, som der er lovfæstet strafniveauer for.
Hvis det således eksempelvis kan lægges til grund, at et euforiserende stof svarer til en tredjedel af den tilsvarende mængde morfin eller kokain, som der er fastsat strafniveauer for i skemaet nedenfor, forudsættes det, at strafniveauerne for disse referencestoffer vil kunne anvendes, f.eks. efter en omregning hertil.
Det bemærkes dog, at der med lovforslaget ikke lægges op til at ændre ved de gældende strafniveauer for stoffer, der ikke indgår i skemaet nedenfor, og som der allerede er strafniveauer for i retspraksis, jf. dog strafskærpelsen i de foreslåede § 3, stk. 2, nr. 3 og 4, i lov om euforiserende stoffer.
Straffen for overtrædelse af lovgivningen om euforiserende stoffer forudsættes fremover udmålt i overensstemmelse med skemaet nedenfor. Det gælder også i tilfælde, hvor straffen skal fastsættes efter straffelovens § 191.
Heroin
Mængde Strafniveau Strafferamme Bemærkning
Besiddelse til eget forbrug:
0-0,9 gram 3.000 kr.* Lov om euforiserende stoffer § 3, stk. 1 Som udgangspunkt kan indtil 0,2 gram anses for at være til eget forbrug.
1-2,9 gram 6.000 kr.* Lov om euforiserende stoffer § 3, stk. 1
3-4,9 gram 8.000 kr.* Lov om euforiserende stoffer § 3, stk. 1
5 gram og derudover (uanset til eget forbrug) Fængsel Lov om euforiserende stoffer § 3, stk. 1
Handel med små mængder:
1-2 handler 14 dage** Lov om euforiserende stoffer § 3, stk. 2 Ved én handel forstås indtil 0,2 gram. (ca. 0,4 gram)
3-4 handler 20-30 dage ** Lov om euforiserende stoffer § 3, stk. 2 (ca. 0,8 gram)
5-10 handler 40 dage-80 dage ** Lov om euforiserende stoffer § 3, stk. 2 (ca. 2 gram)
11 handler 4 mdr. ** Lov om euforiserende stoffer § 3, stk. 2 (ca. 2,2 gram)
Videreoverdragelse i øvrigt:
10 gram 4-6 mdr. Straffelovens § 191, stk. 1, 1. pkt. Det forudsættes, at 1 kilogram heroin eller derover skal anses for omfattet af straffelovens § 191, stk. 1, 2. pkt.
25 gram 8 mdr. Straffelovens § 191, stk. 1, 1. pkt.
50 gram 10-11 mdr. Straffelovens § 191, stk. 1, 1. pkt.
100 gram 1 år og 4 mdr. Straffelovens § 191, stk. 1, 1. pkt.
200 gram 2-2½ år Straffelovens § 191, stk. 1, 1. pkt.
500 gram 4-4½ år Straffelovens § 191, stk. 1, 1. pkt.
1 kilogram 6½ år Straffelovens § 191, stk. 1, 2. pkt.
2 kilogram 8 år Straffelovens § 191, stk. 1, 2. pkt.
3 kilogram 9-10 år Straffelovens § 191, stk. 1, 2. pkt.
** I 2. gangstilfælde straffes 1-2 handler (ca. 0,4 gram) med 30-60 dage, 3 handler (ca. 0,6 gram) med 3 måneder og 4 handler eller derover (ca. 0,8 gram) med minimum 4 måneder. I 3. gangstilfælde eller senere straffes 1 handel (ca. 0,4 gram) med minimum 4 måneder.
Opioidpiller
Besiddelse til eget forbrug:
Mængde Strafniveau Strafferamme Bemærkning
0-9 stk. 3000 kr.* Lov om euforiserende stoffer § 3, stk. 1 Som udgangspunkt kan indtil 5 stk. anses for at være til eget forbrug.
10-29 stk. 6000 kr.* Lov om euforiserende stoffer § 3, stk. 1
30-49 stk. 8000 kr.* Lov om euforiserende stoffer § 3, stk. 1
50 stk. Fængsel Lov om euforiserende stoffer § 3, stk. 1
Videreoverdragelse i øvrigt:
30 stk. 14 dage** Lov om euforiserende stoffer § 3, stk. 2 Det forudsættes, at 50000 opioidpiller eller derover skal anses for omfattet af straffelovens § 191, stk. 1, 2. pkt.
50 stk. 20 dage** Lov om euforiserende stoffer § 3, stk. 2
100 stk. 60 dage ** Lov om euforiserende stoffer § 3, stk. 2
200 stk. 4-5 mdr. Lov om euforiserende stoffer § 3, stk. 2
500 stk. 6-7 mdr. Straffelovens § 191, stk. 1, 1. pkt.
1000 stk. 8 mdr. Straffelovens § 191, stk. 1, 1. pkt.
2000 stk. 10-11 mdr. Straffelovens § 191, stk. 1, 1. pkt.
5000 stk. 1 år og 4 mdr. Straffelovens § 191, stk. 1, 1. pkt.
10000 stk. 2½ år Straffelovens § 191, stk. 1, 1. pkt.
20000 stk. 4 år Straffelovens § 191, stk. 1, 1. pkt.
50000 stk. 6½ år Straffelovens § 191, stk. 1, 2. pkt.
100000 stk. 8 år Straffelovens § 191, stk. 1, 2. pkt.
150000 stk. 9-10 år Straffelovens § 191, stk. 1, 2. pkt.
** Tilsvarende progressionen for handel med små mængder heroin, forudsættes det, at i 2.gangstilfælde straffes videreoverdragelse af op til 30 piller med 30-60 dages fængsel, videreoverdragelse af fra 30-50 piller med 3 måneders fængsel og videreoverdragelse af 50 piller eller derover med minimum 4 måneders fængsel. I 3. gangstilfælde eller senere straffes videreoverdragelse med minimum 4 måneders fængsel.
Kokain og metamfetamin
Mængde Strafniveau Strafferamme Bemærkning
Besiddelse til eget forbrug:
0-0,9 gram 3.000 kr.* Lov om euforiserende stoffer § 3, stk. 1 Som udgangspunkt kan indtil 0,2 gram anses for at være til eget forbrug.
1-2,9 gram 6.000 kr.* Lov om euforiserende stoffer § 3, stk. 1
3-4,9 gram 8.000 kr.* Lov om euforiserende stoffer § 3, stk. 1
5 gram og derover Fængsel Lov om euforiserende stoffer § 3, stk. 1 (uanset til eget forbrug)
Handel med små mængder:
1-2 handler 10 dage** Lov om euforiserende stoffer § 3, stk. 2 Ved én handel forstås indtil 0,2 gram. (ca. 0,4 gram)
3-4 handler 14-20 dage ** Lov om euforiserende stoffer § 3, stk. 2 (ca. 0,8 gram)
5-10 handler 30-60 dage ** Lov om euforiserende stoffer § 3, stk. 2 (ca. 2 gram)
11 handler 3 måneder ** Lov om euforiserende stoffer § 3, stk. 2 (ca. 2,2 gram)
Videreoverdragelse i øvrigt:
10 gram Ca. 3-5 mdr. Lov om euforiserende stoffer § 3, stk. 2 Som udgangspunkt anses 25 gram og derover for omfattet af straffelovens § 191, stk.1, 1. pkt., mens ca. 1,3 - 1,5 kilogram anses for omfattet af straffelovens § 191, stk. 1, 2. pkt.
25 gram Ca. 6 mdr. Straffelovens § 191, stk. 1, 1. pkt.
50 gram Ca. 8 mdr. Straffelovens § 191, stk. 1, 1. pkt.
100 gram Ca. 1 år Straffelovens § 191, stk. 1, 1. pkt.
200 gram Ca. 1½-2 år. Straffelovens § 191, stk. 1, 1. pkt.
500 gram Ca. 3-3 ½ år Straffelovens § 191, stk. 1, 1. pkt.
1 kilogram Ca. 5 år Straffelovens § 191, stk. 1, 1. pkt.
2 kilogram Ca. 6 år Straffelovens § 191, stk. 1, 2. pkt.
3 kilogram Ca. 7 år Straffelovens § 191, stk. 1, 2. pkt.
5 kilogram Ca. 8 år Straffelovens § 191, stk. 1, 2. pkt.
10 kilogram Ca. 10 år Straffelovens § 191, stk. 1, 2. pkt.
** I 2.gangstilfælde straffes 1-2 handler (ca. 0,4 gram) med 30-60 dage, 3 handler (ca. 0,6 gram) med 3 måneder og 4 handler eller derover (ca. 0,8 gram) med minimum 4 måneder. I 3. gangstilfælde eller senere straffes 1 handel (ca. 0,4 gram) med minimum 4 måneder.
Amfetamin og ketamin
Mængde Strafniveau Strafferamme Bemærkning
Besiddelse til eget forbrug:
0-0,9 gram 3.000 kr.* Lov om euforiserende stoffer § 3, stk. 1 Som udgangspunkt kan indtil 0,5 gram anses for at være til eget forbrug.
1-2,9 gram 6.000 kr.* Lov om euforiserende stoffer § 3, stk. 1
3-4,9 gram. 8.000 kr.* Lov om euforiserende stoffer § 3, stk. 1
5 gram og derover (uanset til eget forbrug) Fængsel Lov om euforiserende stoffer § 3, stk. 1
Handel med små mængder:
1-2 handler 10 dage** Lov om euforiserende stoffer § 3, stk. 2 Ved én handel forstås mellem 0,016 - 0,33 (ca. 0,6 gram) gram.
3-4 handler 14-20 dage ** Lov om euforiserende stoffer § 3, stk. 2 (ca. 1,3 gram)
5-10 handler 30-60 dage ** Lov om euforiserende stoffer § 3, stk. 2 (ca. 3,3, gram)
11 handler 3 måneder ** Lov om euforiserende stoffer § 3, stk. 2 (ca. 3,6 gram)
Videreoverdragelse i øvrigt:
50 gram Ca. 4 måneder Straffelovens § 191, stk. 1, 1. pkt. Som udgangspunkt anses 50 gram og derover for omfattet af straffelovens § 191, stk. 1, 1. pkt., mens ca. 2 kilogram anses for omfattet af straffelovens § 191, stk. 1, 2. pkt.
100 gram Ca. 6-8 måneder Straffelovens § 191, stk. 1, 1. pkt.
200 gram Ca. 1 år Straffelovens § 191, stk. 1, 1. pkt.
500 gram Ca. 1,5 år Straffelovens § 191, stk. 1, 1. pkt.
1 kilogram Ca. 3 år Straffelovens § 191, stk. 1, 1. pkt.
2 kilogram Ca. 5 år Straffelovens § 191, stk. 1, 2. pkt.
3 kilogram Ca. 6 år Straffelovens § 191, stk. 1, 2. pkt.
5 kilogram Ca. 7 år Straffelovens § 191, stk. 1, 2. pkt.
10 kilogram Ca. 9 år Straffelovens § 191, stk. 1, 2. pkt.
** I 2.gangstilfælde straffes 1-2 handler (ca. 0,6 gram) med 30-60 dage, 3 handler (ca. 0,9 gram) med 3 måneder og 4 handler eller derover (ca. 1,3 gram) med minimum 4 måneder. I 3. gangstilfælde eller senere straffes 1 handel (ca. 0,3 gram) med minimum 4 måneder.
MDMA (ecstasy)
Mængde Strafniveau Strafferamme Bemærkning
MDMA (ecstasy) til eget forbrug:
0-3 stk. 3.000 kr.* Lov om euforiserende stoffer § 3, stk. 1 Som udgangspunkt kan indtil 1-2 stk. anses for at være til eget forbrug.
4-11 stk. 6.000 kr.* Lov om euforiserende stoffer § 3, stk. 1
12-19 stk. 8.000 kr.* Lov om euforiserende stoffer § 3, stk. 1
20 stk. Fængsel Lov om euforiserende stoffer § 3, stk. 1
Handel med små mængder:
1-2 handler 10 dage** Lov om euforiserende stoffer § 3, stk. 2 (ca. 4 stk.)
3-4 handler 14-20 dage ** Lov om euforiserende stoffer § 3, stk. 2 (ca. 8 stk.)
5-10 handler 30-60 dage ** Lov om euforiserende stoffer § 3, stk. 2 (ca. 20 stk.)
11 handler 3 mdr. ** Lov om euforiserende stoffer § 3, stk. 2 (ca. 22 stk.)
Videreoverdragelse i øvrigt:
10 gram Ca. 3 mdr. Lov om euforiserende stoffer § 3, stk. 1 Som udgangspunkt anses 50 gram og derover for (50 stk.) omfattet af straffelovens § 191, stk. 1, 1. pkt., mens ca. 2 kilogram (svarende til ca. 8.000 stk.) anses for omfattet af straffelovens § 191, stk. 1, 2. pkt.
40-50 gram Ca. 4-5 mdr. Straffelovens § 191, stk. 1, 1. pkt. (150-200 stk.)
250 gram Ca. 1 år Straffelovens § 191, stk. 1, 1. pkt. (1.000 stk.)
500 gram Ca. 1 ½ år Straffelovens § 191, stk. 1, 1. pkt. (2.000 stk.)
1 kilogram Ca. 2-2 ½ år Straffelovens § 191, stk. 1, 1. pkt. (4.000 stk.)
2 kilogram Ca. 5-6 år Straffelovens § 191, stk. 1, 2. pkt. (8.000 stk.)
10 kilogram Ca. 7-8 år Straffelovens § 191, stk. 1, 2. pkt. (40.000 stk.)
** I 2.gangstilfælde straffes 1-2 handler (ca. 4 stk.) med 30-60 dage, 3 handler (ca. 6 stk.) med 3 måneder og 4 handler eller derover (ca. 8 stk.) med minimum 4 måneder. I 3. gangstilfælde eller senere straffes 1 handel (ca. 1-2 stk.) med minimum 4 måneder.
Hash
Mængde Strafniveau Strafferamme Bemærkning
Besiddelse til eget forbrug:
0-9,9 gram 2.000 kr.* Lov om euforiserende stoffer § 3, stk. 1 Som udgangspunkt kan indtil 10 gram anses for at være til eget forbrug.
10-49,9 gram 3.000 kr.* Lov om euforiserende stoffer § 3, stk. 1
50-99,9 gram 5.000 kr.* Lov om euforiserende stoffer § 3, stk. 1
100 gram Fængsel Lov om euforiserende stoffer § 3, stk. 1
Videreoverdragelse
50 gram Ca. 20 dage Lov om euforiserende stoffer § 3, stk. 1 Som udgangspunkt anses ca. 10 kg og derover for omfattet af straffelovens § 191, stk. 1, 1. pkt.
100 gram Ca. 30 dage Lov om euforiserende stoffer § 3, stk. 1
500 gram Ca. 60 dage Lov om euforiserende stoffer § 3, stk. 1
1 kilogram Ca. 3 mdr. Lov om euforiserende stoffer § 3, stk. 1
3 kilogram Ca. 4 mdr. Lov om euforiserende stoffer § 3, stk. 1
4 kilogram Ca. 5 mdr. Lov om euforiserende stoffer § 3, stk. 1
5 kilogram Ca. 6 mdr. Lov om euforiserende stoffer § 3, stk. 1
10 kilogram Ca. 10 mdr. -1 år Straffelovens § 191, stk. 1, 1. pkt.
30 kilogram Ca. 1 ½ år Straffelovens § 191, stk. 1, 1. pkt.
50 kilogram Ca. 2 år Straffelovens § 191, stk. 1, 1. pkt.
100 kilogram Ca. 2 ½ år Straffelovens § 191, stk. 1, 1. pkt.
For så vidt angår ulovlige syntetiske og semisyntetiske cannabinoider (herunder såkaldte HHC-produkter) samt cannabisholdige produkter, som eksempelvis bolsjer, olier, cremer m.v., skal strafniveauet i videst muligt omfang følge strafniveauet for besiddelse og videreoverdragelse af hash, jf. skemaet ovenfor, således at f.eks. 1 milliliter cannabisolie svarer til 1 gram hash.
Øvrige lægemidler
Mængde Strafniveau Strafferamme Bemærkning
Øvrige lægemidler til eget forbrug:
0-49 stk. 3.000 kr.* Lov om euforiserende stoffer § 3, stk. 1 Som udgangspunkt kan indtil 10 stk. anses for at være til eget forbrug.
50-99 stk. 6.000 kr.* Lov om euforiserende stoffer § 3, stk. 1
100 stk. Fængsel Lov om euforiserende stoffer § 3, stk. 1
Videreoverdragelse i øvrigt:
10-30 stk. Ca. 7-10 dage Lov om euforiserende stoffer § 3, stk. 1 Som udgangspunkt anses 3.000/5.000 piller og derover for omfattet af straffelovens § 191, stk. 1., 1. pkt.
50-200 stk. Ca. 10-30 dage Lov om euforiserende stoffer § 3, stk. 1
500-800 stk. Ca. 2-3 mdr. Lov om euforiserende stoffer § 3, stk. 1
1.000-2.000 stk. Ca. 5-6 mdr. Lov om euforiserende stoffer § 3, stk. 1
3.000–5.000 stk. Ca. 6 mdr. -1 år Straffelovens § 191, stk. 1, 1. pkt.
10.000-20.000 stk. Ca. 1 ½ år Straffelovens § 191, stk. 1, 1. pkt.
50.000-150.000 stk. Ca. 2-3 år Straffelovens § 191, stk. 1, 1. pkt.
500.000 stk. Ca. 4-6 år Straffelovens § 191, stk. 1, 1. pkt.
Det bemærkes, at ved større mængder end omtalt i skemaerne forudsættes straffen også udmålt højere. Strafniveauerne i skemaerne udgør således ikke strafmaksimum.
Fastsættelsen af straffen vil fortsat bero på domstolenes konkrete vurdering i det enkelte tilfælde af samtlige omstændigheder i sagen, og det angivne strafniveau vil kunne fraviges i op- og nedadgående retning, hvis der i den konkrete sag foreligger skærpende eller formildende omstændigheder, jf. herved de almindelige regler om straffens fastsættelse i straffelovens 10. kapitel.
Det bemærkes også, at strafniveauerne forudsættes forhøjet med en tredjedel, hvis der er tale om en af de øvrige betydelig skærpende omstændigheder i § 3, stk. 2, i lov om euforiserende stoffer, det vil sige § 3, stk. 2, nr. 2, og de foreslåede § 3, stk. 2, nr. 3 og 4, jf. lovforslagets § 1, nr. 5. Tilsvarende vil strafniveauerne f.eks. skulle forhøjes, hvis forholdet er begået inden for en skærpet strafzone, jf. straffelovens §§ 81 c og 81 e.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Til nr. 4
Det følger af § 3, stk. 2, nr. 2, i lov om euforiserende stoffer, at det ved straffens udmåling endvidere skal betragtes som en betydelig skærpende omstændighed, at der er tale om salg eller vederlagsfri overdragelse med henblik på senere salg på restaurationer, herunder diskoteker, eller ved koncerter eller musikfestivaler. Tilsvarende gælder ved andre arrangementer, hvor det typisk hovedsagelig er børn eller unge mennesker, der deltager.
Det foreslås, i § 3, stk. 2, nr. 2, 1. pkt., i lov om euforiserende stoffer at ændre »salg eller« til: »Salg eller«.
Der er alene tale om en lovteknisk ændring. Der er ikke tilsigtet indholdsmæssige ændringer af gældende ret.
Til nr. 5
Det følger af § 3, stk. 2, nr. 1, i lov om euforiserende stoffer, at det ved straffens udmåling skal betragtes som en betydelig skærpende omstændighed, at der er tale om gentagne tilfælde af salg af et særlig farligt eller skadeligt stof. Det følger videre af § 3, stk. 2, nr. 2, i lov om euforiserende stoffer, at det ved straffens udmåling endvidere skal betragtes som en betydelig skærpende omstændighed, at der er tale om salg eller vederlagsfri overdragelse med henblik på senere salg på restaurationer, herunder diskoteker, eller ved koncerter eller musikfestivaler. Tilsvarende gælder ved andre arrangementer, hvor det typisk hovedsagelig er børn eller unge mennesker, der deltager.
Der henvises om gældende ret nærmere til pkt. 2.2.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Det foreslås, at der indsættes to nye numre i § 3, stk. 2, i lov om euforiserende stoffer.
Det foreslås at indsætte en ny § 3, stk. 2, nr. 3, i lov om euforiserende stoffer, hvorved det tilføjes som en ny betydelig skærpende omstændighed ved straffens udmåling, at der er tale om salg eller vederlagsfri overdragelse med henblik på senere salg af de i §§ 1 og 2 omhandlede stoffer via sociale medier.
Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at salg eller anden videreoverdragelse af euforiserende stoffer via sociale medier skal straffes på samme måde som salg eller vederlagsfri overdragelse med henblik på senere salg på restaurationer, herunder diskoteker, eller ved koncerter eller musikfestivaler, samt øvrige arrangementer, hvor det typisk hovedsagelig er børn eller unge mennesker, der deltager, jf. § 3, stk. 2, nr. 2, i lov om euforiserende stoffer.
Med forslaget tilsigtes en skærpelse af strafudmålingen i denne type sager, således at enhver form for videreoverdragelse eller besiddelse med henblik på videreoverdragelse via sociale medier som udgangspunkt fremover skal straffes med fængselsstraf. Dette gælder også i de tilfælde, hvor straffen hidtil ville have været bøde. I forhold til de tilfælde, der allerede efter gældende ret ville medføre en fængselsstraf, tilsigtes endvidere en strafskærpelse med en tredjedel i forhold til den straf, der ellers ville være blevet udmålt, hvis salget sker via sociale medier. Det betyder eksempelvis, at et forhold, der ellers ville være blevet straffet med 3 måneders fængsel, i stedet skal straffes med 4 måneders fængsel. Det bemærkes, at hvis der er tale om opioider, herunder heroin, vil den forudsatte strafskærpelse på en tredjedel skulle lægges oven i de strafskærpelser, der lægges op til for opioider, jf. lovforslagets § 1, nr. 3.
Fastsættelsen af straffen vil fortsat bero på domstolenes konkrete vurdering i det enkelte tilfælde af samtlige omstændigheder i sagen, og det angivne strafniveau vil derfor kunne fraviges i op- og nedadgående retning, hvis der i den konkrete sag foreligger skærpende eller formildende omstændigheder, jf. herved de almindelige regler om straffens fastsættelse i straffelovens 10. kapitel.
Den foreslåede bestemmelse vil finde anvendelse, uanset om der er tale om et enkelt eller flere tilfælde af salg. Bestemmelsen vil omfatte ikke blot tilfælde af gennemførte salg, men også besiddelse med henblik på salg, jf. herved straffelovens § 21. Begrebet salg omfatter i denne sammenhæng ikke alene overdragelse mod kontant betaling, men også bytte af euforiserende stoffer m.v. med varer eller tjenesteydelser.
Den forudsatte strafskærpelse vil gælde ved videreoverdragelse af alle former for ulovlige euforiserende stoffer. Strafskærpelsen vil også gælde, hvis straffen udmåles efter straffelovens § 191.
Ved »sociale medier« forstås tjenester, som bruges til at dele onlineindhold. Det kan eksempelvis være Facebook, Instagram, TikTok, X, Bluesky, LinkedIn, YouTube, Snapchat, WhatsApp, Signal, Telegram, Reddit, Discord m.v. »Sociale medier« skal forstås bredt, og oplistningen er ikke udtømmende. Der vil skulle lægges vægt på anvendelsen af den pågældende tjeneste, og efter omstændighederne vil f.eks. datingplatforme (såsom Tinder) eller markedspladser (såsom Den Blå Avis) være omfattet. Omfattet vil ikke være kontakt på f.eks. e-mailplatforme, SMS eller telefonopkald, der finder sted udenom de pågældende sociale medier.
Bestemmelsen forudsættes anvendt, hvis salget eller videreoverdragelsen har fundet sted ved kontakt på de sociale medier. Det kan være ved direkte korrespondancer i chats eller ved generelle opslag i f.eks. grupper. Det vil ikke have betydning for vurderingen, at kontakten finder sted i lukkede fora eller sker mellem bekendte, der i øvrigt kommunikerer uden for sociale medier. Det vil heller ikke skulle tillægges betydning, hvis kontakten er i »koder« eller i øvrigt forsøges camoufleret, således at det kun er personer, der kan afkode disse koder, der vil forstå betydningen heraf.
Det forudsættes endvidere omfattet af bestemmelsen, hvis det sociale medie bruges som indgang til en yderligere kontakt om salg eller anden videreoverdragelse af euforiserende stoffer, der skal finde sted på anden vis end på sociale medier. Hvis en efterfølgende fysisk kommunikation eller en kontakt på f.eks. e-mail, SMS eller telefonisk om salg af euforiserede stoffer er blevet indledt eller aftalt på de pågældende sociale medier – f.eks. ved deling af adresser, telefonnumre, brugeroplysninger eller e-mailadresser på sociale medier med henblik på yderligere kontakt om det pågældende salg – vil det være omfattet af bestemmelsen.
Hvis det kan bevises, at den pågældende person har anvendt sociale medier som en handelskanal for salg eller anden videreoverdragelse af euforiserende stoffer, og personen findes i besiddelse af en mængde euforiserende stoffer med henblik på videreoverdragelse, vil der være en formodning for, at denne yderligere mængde stof besiddes med henblik på salg eller videreoverdragelse via sociale medier.
Om videreoverdragelse eller besiddelse med henblik herpå er sket via sociale medier vil i den enkelte sag bero på rettens frie bevisbedømmelse.
Det foreslås at indsætte en ny § 3, stk. 2, nr. 4, hvorved det tilføjes som en ny betydelig skærpende omstændighed ved straffens udmåling, at der er tale om salg eller vederlagsfri overdragelse med henblik på senere salg af de i §§ 1 og 2 omhandlede stoffer i butikker, hvorfra der foregår detailsalg.
Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at salg eller anden videreoverdragelse af euforiserende stoffer i detailbutikker, herunder kiosker, skal straffes på samme måde som salg eller vederlagsfri overdragelse med henblik på senere salg på restaurationer, herunder diskoteker, eller ved koncerter eller musikfestivaler, samt øvrige arrangementer, hvor det typisk hovedsagelig er børn eller unge mennesker, der deltager, jf. § 3, stk. 2, nr. 2, i lov om euforiserende stoffer.
Med forslaget tilsigtes en skærpelse af strafudmålingen i denne type sager, således at enhver form for videreoverdragelse eller besiddelse med henblik på videreoverdragelse i detailbutikker, herunder kiosker, som udgangspunkt fremover skal straffes med fængselsstraf. Dette gælder også i de tilfælde, hvor straffen hidtil ville have været bøde. I forhold til de tilfælde, der allerede efter gældende ret ville medføre en fængselsstraf, tilsigtes endvidere en strafskærpelse med en tredjedel i forhold til den straf, der ellers ville være blevet udmålt, hvis salget sker fra detailbutikker, herunder kiosker. Det betyder eksempelvis, at et forhold, der ellers ville være blevet straffet med 3 måneders fængsel, i stedet skal straffes med 4 måneders fængsel. Det bemærkes, at hvis der er tale om opioider, herunder heroin, vil den forudsatte strafskærpelse på en tredjedel skulle lægges oven i de strafskærpelser, der lægges op til for opioider, jf. lovforslagets § 1, nr. 3.
Fastsættelsen af straffen vil fortsat bero på domstolenes konkrete vurdering i det enkelte tilfælde af samtlige omstændigheder i sagen, og det angivne strafniveau vil derfor kunne fraviges i op- og nedadgående retning, hvis der i den konkrete sag foreligger skærpende eller formildende omstændigheder, jf. herved de almindelige regler om straffens fastsættelse i straffelovens 10. kapitel.
Den foreslåede bestemmelse vil finde anvendelse, uanset om der er tale om et enkelt eller flere tilfælde af salg. Bestemmelsen vil omfatte ikke blot tilfælde af gennemførte salg, men også besiddelse med henblik på salg, jf. herved straffelovens § 21. Begrebet salg omfatter i denne sammenhæng ikke alene overdragelse mod kontant betaling, men også bytte af euforiserende stoffer m.v. med varer eller tjenesteydelser.
Den foreslåede strafskærpelse vil gælde ved videreoverdragelse af alle former for ulovlige euforiserende stoffer. Strafskærpelsen vil også gælde, hvis straffen udmåles efter straffelovens § 191.
Udtrykket »butikker, hvorfra der foregår detailsalg« skal som udgangspunkt forstås i overensstemmelse med definitionen i lov om detailsalg fra butikker m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 515 af 30. april 2019 med senere ændringer, således at udtrykket omfatter butikker, der udøver erhvervsmæssigt detailsalg af varer til forbrugere, jf. dog nedenfor om butikker, der foretager accessoriske detailsalg af varer.
Ved »butik« forstås ethvert udsalgssted, jf. § 1, stk. 2, i lov om detailsalg fra butikker m.v., således at udtrykket omfatter alle former for detailsalg, uanset om salget sker fra et midlertidigt eller et fast udsalgssted, og uanset om det foretages fra en butik, en bod eller en vogn, der kører rundt fra sted til sted. Også salg på markeder, udstillinger, messer m.v. er omfattet. Det samme gælder internethandel og postordresalg.
For så vidt angår definitionen af »butik« henvises der i øvrigt til Folketingstidende 2010-11 (1. samling), tillæg A, L 191 som fremsat, side 8.
Ved detailsalg forstås salg af varer direkte til forbrugere, hvorimod eksempelvis en gros-salg, det vil sige salg af varer til andre næringsdrivende til videresalg eller forarbejdning, ikke er omfattet. Butikker omfatter salgs- og udleveringssteder, herunder selvstændige boder og stadepladser. Ved salg fra permanente kræmmermarkeder og lignende omfatter det derfor den enkelte bod. Lagre og håndværkeres salg fra lagre vil være omfattet af den foreslåede bestemmelse, når disse fungerer som salgs- eller udleveringssted. Definitionen omfatter detailsalg af varer. Tjenesteydelser er således ikke omfattet. Virksomheder, der vedrører f.eks. fremkaldelse af film, salg af billetter, lodsedler eller totalisatorvirksomhed, herunder tips, lotto og lignende, vil således ikke være omfattet. Sælges der herudover andre varer fra butikken, vil den derimod være omfattet af definitionen.
Definitionen svarer som nævnt som udgangspunkt til definitionen i lov om detailsalg fra butikker m.v., men skal dog forstås bredere, idet butikker, der primært sælger tjenesteydelser, også vil kunne være omfattet, hvis der foregår accessorisk salg af varer, eller butikken er indrettet med henblik på accessoriske salg af varer. Dette vil f.eks. kunne være tilfældet for så vidt angår frisørsaloner.
For at det ulovlige salg eller den vederlagsfri overdragelse med henblik på senere salg omfattes af bestemmelsen, skal gerningspersonen have en tilknytning til detailbutikken og videreoverdragelsen eller besiddelsen med henblik herpå finde sted i selve detailbutikkens lokaler eller i umiddelbar nærhed heraf. Hvis stofferne besiddes eller gemmes uden for butikken, mens sagens omstændigheder i øvrigt afspejler, at besiddelsen skete med henblik på videreoverdragelse i detailbutikken, forudsættes det, at den betydelig skærpende omstændighed vil være til stede.
Hvis en person, der har den fornødne tilknytning til en detailbutik, det vil sige enten udøver detailsalg i butik (indehaver eller forvalter) eller er ansat i en detailbutik, i butikken findes i besiddelse af en mængde euforiserende stoffer beregnet til videreoverdragelse, og den pågældende ved politiets ransagning af den pågældendes bil eller bolig m.v. findes i besiddelse af yderligere stof, vil der – afhængigt af de konkrete omstændigheder – kunne være en formodning for, at denne yderligere mængde stof besiddes med henblik på videreoverdragelse i detailbutikken.
Om videreoverdragelse eller besiddelse med henblik herpå er sket i en butik, hvorfra der foregår detailsalg, vil i den enkelte sag bero på rettens frie bevisbedømmelse.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Til nr. 6
(Til § 3 c)
Efter straffelovens § 75, stk. 2, kan der bl.a. ske konfiskation af genstande, der har været brugt eller bestemt til at bruges ved en strafbar handling, hvis det er påkrævet for at forebygge yderligere lovovertrædelser eller særlige omstændigheder i øvrigt taler derfor.
Færdselslovens § 133 a indeholder herudover bestemmelser om konfiskation, der finder anvendelse for motordrevne køretøjer, hvortil der kræves kørekort.
Der henvises om gældende ret nærmere til pkt. 2.3.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Det fremgår af det foreslåede § 3 c, stk. 1, at er der ved en grov overtrædelse af denne lov eller regler udstedt i medfør heraf anvendt et motordrevet køretøj, herunder en bil, en motorcykel, en knallert, en cykel med motor eller et motoriseret løbehjul, kan køretøjet konfiskeres.
Med bestemmelsen etableres der en særskilt hjemmel til, at der kan ske konfiskation af et motordrevet køretøj, der af ejeren er anvendt ved en grov overtrædelse af lovgivningen om euforiserende stoffer. Bestemmelsen vil også finde anvendelse, hvis ejeren har medvirket til overtrædelsen.
Det vil være en betingelse for konfiskation efter den foreslåede bestemmelse, at køretøjet er ejet af den person, som har anvendt det til den pågældende kriminalitet. Er køretøjet ejet af en anden person, vil der efter omstændighederne kunne ske konfiskation efter det foreslåede § 3 c, stk. 3.
Begrebet »motordrevet køretøj« skal forstås bredere end færdselslovens § 2, nr. 14, og omfatter biler, motorcykler, knallerter, cykler med motor, motoriserede løbehjul og andre lignende transportmidler med motor.
Det er en forudsætning for konfiskation, at køretøjet har været anvendt til den pågældende kriminalitet. Det vil således ikke være alle grove overtrædelser af lovgivningen om euforiserende stoffer, der medfører konfiskation af den dømtes køretøj. Det vil imidlertid ikke være en forudsætning for, at konfiskation kan ske, at det er nødvendigt for at forebygge yderligere lovovertrædelser.
Et køretøj vil være anvendt ved en overtrædelse af lovgivningen om euforiserende stoffer, bl.a. hvis gerningspersonen videreoverdrager euforiserende stoffer fra køretøjet, forestår udkørende salg af euforiserende stoffer eller opbevarer mængder af euforiserende stoffer i køretøjet med henblik på salg. Det samme vil være tilfældet, hvis euforiserende stoffer transporteres i køretøjet, f.eks. ved indsmugling over grænsen.
Ved en grov overtrædelse af lovgivningen om euforiserende stoffer forstås navnlig de betydeligt skærpende tilfælde, der er nævnt i § 3, stk. 2, i lov om euforiserende stoffer, herunder de foreslåede § 3, stk. 2, nr. 3 og 4 (lovforslagets § 1, nr. 5). Det vil sige gentagne tilfælde af salg af et særlig farligt eller skadeligt stof, jf. § 3, stk. 2, nr. 1, eller salg eller vederlagsfri overdragelse på restaurationer, herunder diskoteker, eller ved koncerter eller musikfestivaler, samt andre arrangementer, hvor det typisk hovedsagelig er børn eller unge mennesker, der deltager, jf. § 3, stk. 2, nr. 2. Det samme vil efter de foreslåede § 3, stk. 2, nr. 3 og 4, gælde for salg eller vederlagsfri overdragelse med henblik på senere salg via sociale medier eller i detailbutikker.
Er forholdet omfattet af straffelovens § 191, vil der skulle ske konfiskation efter det foreslåede § 3 c, stk. 2, medmindre særlige grunde undtagelsesvis taler herimod, jf. nærmere nedenfor.
Det vil bero på en proportionalitetsvurdering, om der kan ske konfiskation af køretøjet efter det foreslåede § 3 c, stk. 1.
I vurderingen vil bl.a. køretøjets værdi, strafniveauet for overtrædelsen, og hvordan køretøjet blev anvendt til overtrædelsen, kunne indgå. Der vil også kunne lægges vægt på, at overtrædelsen har en organiseret karakter, herunder tilfælde hvor det euforisende stof leveres efter at være bestilt på f.eks. et socialt medie.
Vurderingen af, om køretøjet kan konfiskeres, vil skulle ske på baggrund af den konkrete overtrædelse og anvendelse af køretøjet. Der vil dog kunne tages hensyn til, om den pågældende tidligere er straffet for overtrædelse af lovgivningen om euforiserende stoffer, idet en sådan omstændighed vil indgå i straffastsættelsen som en skærpende omstændighed efter straffelovens § 81, nr. 1, og efter omstændighederne som en særligt skærpende omstændighed efter § 3, stk. 1, nr. 1, i lov om euforiserende stoffer. Det vil ikke være en betingelse for konfiskation, at eventuelle relevante tidligere domme også vedrørte overtrædelser af lovgivningen om euforiserende stoffer, hvortil der blev anvendt et motordrevet køretøj.
Har køretøjet en meget høj værdi, vil der som udgangspunkt skulle være tale om en grovere overtrædelse af lovgivningen om euforiserende stoffer, hvis der skal kunne ske konfiskation af køretøjet, end hvis køretøjet har en lavere værdi, som eksempelvis et løbehjul. Det forhold, at køretøjer i almindelighed har en høj værdi, vil dog ikke i sig selv være til hinder for, at der kan ske konfiskation.
Er der tale om et køretøj af mindre værdi (f.eks. en knallert, en cykel med motor eller et motoriseret løbehjul) forudsættes det, at der sker konfiskation af køretøjet, hvis den pågældende ejer af køretøjet har anvendt det ved en grov overtrædelse af lovgivningen om euforiserende stoffer.
Det vil endvidere skulle tillægges vægt, hvis der er ganske særlige familiemæssige eller sociale forhold, der vil bevirke, at konfiskation i det konkrete tilfælde vil have uforholdsmæssigt indgribende betydning for den pågældende. Eksempelvis vil konfiskation af en specialindrettet handicapbil eller et køretøj, som anvendes til transport af f.eks. ejerens barn, der har et handicap eller lider af behandlingskrævende sygdom, og hvor det pågældende køretøj udgør eneste transportmulighed, efter omstændighederne kunne være uforholdsmæssigt indgribende.
Det foreslås i § 3 c, stk. 2, at konfiskation skal ske, hvis ejeren af et motordrevet køretøj har gjort sig skyldig i en overtrædelse som nævnt i stk. 1, der er omfattet af straffelovens § 191, medmindre særlige grunde undtagelsesvis taler herimod.
Konfiskation af et køretøj, der er ejet af den person, som har anvendt det ved en overtrædelse af lovgivningen om euforiserende stoffer, vil således skulle ske, når forholdet er omfattet af straffelovens § 191, medmindre særlige grunde undtagelsesvis taler herimod. Det gælder også i tilfælde, hvor ejeren har medvirket til overtrædelsen af straffelovens § 191. Det gælder endvidere uanset køretøjets værdi, herunder hvor der er tale om et køretøj af høj værdi.
Konfiskation forudsættes således som udgangspunkt eksempelvis at skulle ske, hvis forholdet, hvor køretøjet blev anvendt, vedrørte 25 gram kokain eller mere, idet en sådan overtrædelse vil være omfattet af straffelovens § 191, stk. 1. For så vidt angår spørgsmålet om, hvornår et forhold er omfattet af straffelovens § 191, henvises der til lovforslagets § 1, nr. 3, og bemærkninger hertil. Det vil ikke være et krav, at den mængde euforiserende stof, som indebærer, at forholdet er omfattet af straffelovens § 191, er fundet på selve køretøjet. Det vil være tilstrækkeligt, at køretøjet er anvendt ved en sådan overtrædelse.
Konfiskation vil som nævnt ikke skulle ske, hvis særlige grunde undtagelsesvis taler herimod. Dette vil navnlig kunne være tilfældet, hvor eksempelvis ganske særlige familiemæssige eller sociale forhold vil bevirke, at konfiskation i det konkrete tilfælde vil have uforholdsmæssigt indgribende betydning for den pågældende.
Undtagelsen vil skulle fortolkes på samme måde som færdselslovens § 133 a, stk. 12. Der kan i den forbindelse bl.a. henvises til Østre Landsrets dom af 20. december 2012 i sag nr. S-2506-12, offentliggjort i Ugeskrift for Retsvæsen 2013, side 978, hvor landsretten fandt, at der på baggrund af en samlet vurdering af sagens omstændigheder, herunder særligt tiltaltes sociale og familiemæssige forhold, forelå sådanne særlige grunde, som talte for undtagelsesvis at fravige reglen om konfiskation af tiltaltes køretøj. Tiltalte var bosat i en overbehæftet andelsbolig i en afsidesliggende by og var afhængig af køretøjet for at kunne passe sin uddannelse samt hente sine tre særligt plejekrævende børn, der alle blev passet i daginstitution.
Det bemærkes, at der vil kunne ske konfiskation af køretøjer, der er ejet af den person, som har anvendt køretøjet ved en overtrædelse af lovgivningen om euforiserende stoffer, selv om forholdet ikke er omfattet af straffelovens § 191, efter det foreslåede § 3 c, stk. 1, jf. nærmere herom ovenfor.
Det fremgår af det foreslåede § 3 c, stk. 3, at hvis køretøjet er anvendt af en anden person end dets ejer, kan konfiskation ske, hvis ejeren vidste eller burde vide, at køretøjet ville blive anvendt ved en overtrædelse som nævnt i stk. 1, og konfiskation ikke må anses for uforholdsmæssigt indgribende.
Ejeren vil navnlig kunne anses for at vide eller burde vide, at køretøjet ville blive anvendt ved en grov overtrædelse af lovgivningen om euforiserende stoffer, hvis politiet forud for denne overtrædelse har underrettet ejeren om, at en person er blevet sigtet for en grov overtrædelse af lovgivningen om euforiserende stoffer, hvor ejerens køretøj er blevet anvendt, og den senere overtrædelse har en tilstrækkelig sammenhæng med det forhold, som ejeren blev underrettet om.
Der vil ved vurderingen af overtrædelsernes sammenhæng skulle lægges vægt på, om overtrædelserne er begået af den samme person eller personer med tilknytning til hinanden, herunder medlemmer af samme gruppering, familie eller lignende.
Den nødvendige sammenhæng mellem overtrædelserne vil efter omstændighederne også kunne være til stede, selv om der er tale om forskellige køretøjer, hvis ejeren lånte eller leasede et køretøj til føreren, selv om ejeren forinden var blevet underrettet om, at føreren havde anvendt ejerens andet køretøj ved en grov overtrædelse af lovgivningen om euforiserende stoffer.
Tredjemandskonfiskation efter den foreslåede bestemmelse vil som udgangspunkt forudsætte, at ejeren forinden er blevet underrettet om, at ejerens køretøj er blevet anvendt ved en grov overtrædelse af lovgivningen om euforiserende stoffer. Ejeren vil således som udgangspunkt have mulighed for at reagere og indrette sig efter dette, herunder kunne opsige en eventuel aftale med føreren om brug af køretøjet.
Uden for tilfælde, hvor der er foretaget en underretning, vil der dog også efter omstændighederne kunne ske tredjemandskonfiskation, hvis det kan bevises, at ejeren vidste eller burde vide, at køretøjet ville blive anvendt ved en grov overtrædelse af lovgivningen om euforiserende stoffer, og dette ikke i øvrigt må anses for uforholdsmæssigt indgribende.
En sådan viden vil f.eks. kunne lægges til grund, hvis ejeren var et nærtstående familiemedlem, der var bekendt med, at føreren begik grove overtrædelser af lovgivningen om euforiserende stoffer.
I øvrigt forudsættes retspraksis om tredjemandskonfiskation efter færdselslovens § 133 a, stk. 2, at finde anvendelse på den foreslåede ordning, i det omfang ordningen i øvrigt svarer til ordningen efter færdselslovens § 133 a, stk. 2.
Det bemærkes, at hvor ejeren har fået en forudgående underretning, forudsættes det, at konfiskation som det helt klare udgangspunkt ikke kan anses som uforholdsmæssigt indgribende, idet ejeren har haft mulighed for at indrette sig herefter.
Konfiskation vil dog i alle tilfælde være uforholdsmæssigt indgribende for ejeren, hvis det kan dokumenteres, at det anvendte køretøj på gerningstidspunktet var stjålet.
Det bemærkes, at i det omfang ejeren af køretøjet har medvirket til den grove overtrædelse af lovgivningen om euforiserende stoffer, vil køretøjet kunne konfiskeres direkte fra ejeren i medfør af de foreslåede § 3 c, stk. 1 og 2.
Efter det foreslåede § 3 c, stk. 4, kan politiet videregive oplysninger til ejeren af et motordrevet køretøj om, at en anden person er blevet sigtet for en grov overtrædelse af denne lov eller regler udstedt i medfør heraf, hvor køretøjet er blevet anvendt.
Den foreslåede bestemmelse indebærer, at politiet får hjemmel til at videregive oplysninger til ejeren af et motordrevet køretøj om, at en anden person er blevet sigtet for en grov overtrædelse af denne lov eller regler udstedt i medfør heraf, hvor køretøjet er blevet anvendt.
Den foreslåede bestemmelse forudsættes anvendt til at videregive oplysninger om sigtelser til tredjemand.
Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med det foreslåede § 3 c, stk. 3, om muligheden for tredjemandskonfiskation, hvor det er forudsat, at tredjemandskonfiskation navnlig vil kunne ske, hvis ejeren forudgående er blevet underrettet om, at køretøjet er blevet anvendt ved en grov overtrædelse af lovgivningen om euforiserende stoffer.
Efter det foreslåede § 3 c, stk. 5, skal retten i sager om konfiskation efter stk. 3 efter begæring beskikke køretøjets ejer en offentlig forsvarer. Forsvareren skal bistå ejeren i forhold til spørgsmålet om, hvorvidt ejeren vidste eller burde vide, at køretøjet ville blive anvendt ved en overtrædelse som nævnt i stk. 1, og hvorvidt konfiskationen er uforholdsmæssigt indgribende. Køretøjets ejer skal vejledes om adgangen til forsvarerbeskikkelse.
Henset til, at konfiskationssagen behandles efter strafferetsplejens almindelige regler, jf. retsplejelovens § 684, stk. 1, nr. 3, har den beskikkede forsvarer som udgangspunkt samme rettigheder og forpligtelser, når denne repræsenterer køretøjets ejer, som tiltaltes forsvarer har ifølge retsplejelovens kapitel 66 om sigtede og dennes forsvarer.
Ejerens beskikkede forsvarers rettigheder og forpligtelser er imidlertid begrænset til alene at finde anvendelse i forhold til spørgsmålet om konfiskation efter det foreslåede § 3 c, stk. 3, i lov om euforiserende stoffer. Det gælder, både når spørgsmålet om konfiskation behandles som en selvstændig sag i strafferetsplejens former, og når spørgsmålet om konfiskation behandles som led i straffesagen mod føreren.
Dette indebærer f.eks., at ejerens beskikkede forsvarer alene er forpligtet til at være til stede under hovedforhandlingen, når spørgsmålet om konfiskation efter det foreslåede § 3 c, stk. 3, behandles, jf. retsplejelovens § 852, stk. 1. Hvis køretøjets ejers forsvarer udebliver fra hovedforhandlingen, når spørgsmålet om konfiskation skal behandles, må retten udsætte behandlingen af spørgsmålet om konfiskation. Den beskikkede forsvarers tilstedeværelse er således ikke påkrævet for så vidt angår behandling af spørgsmål, som ikke vedrører konfiskation. Dette omfatter også behandling af spørgsmålet om skyld i det strafferetlige forhold, der har givet anledning til konfiskationen. Udsættelsen af behandlingen af spørgsmålet om konfiskation har derfor ikke betydning for den videre behandling af straffesagen mod føreren.
Ejerens beskikkede forsvarer skal have adgang til straffesagens materiale for at kunne varetage sin klients interesser. Eftersom forsvareren alene skal varetage sin klients interesser vedrørende spørgsmålet om konfiskation efter det foreslåede § 3 c, stk. 3, vil den beskikkede forsvarer alene have ret til at gøre sig bekendt med det materiale, der konkret vedrører spørgsmålet om konfiskation efter det foreslåede § 3 c, stk. 3, jf. retsplejelovens § 729 a, stk. 2 og 3. Det bemærkes endvidere, at retsplejelovens § 729 c efter omstændighederne vil kunne finde anvendelse.
Materiale vedrørende spørgsmålet om konfiskation kan f.eks. være dokumentation for ejer/bruger-forhold vedrørende det motordrevne køretøj, dokumentation for indgåelse af en leasingkontrakt eller relevante uddrag fra udskrift af afhøring af tiltalte.
Forsvareren har i medfør af retsplejelovens § 863 endvidere ret til at stille spørgsmål til føreren, som er relevante for vurderingen af, om konfiskationen er uforholdsmæssigt indgribende for ejeren.
Afgrænsningen af den beskikkede forsvarers rettigheder og forpligtelser har til formål at varetage et hensyn til straffesagens fremme og er derfor i sagens natur alene relevant i de situationer, hvor spørgsmålet om konfiskation behandles som led i straffesagen mod føreren.
Det foreslås i § 3 c, stk. 6, at straffelovens regler om konfiskation finder tilsvarende anvendelse.
Den foreslåede § 3 c supplerer straffelovens regler om genstandskonfiskation. Med det foreslåede § 3 c, stk. 6, præciseres det, at straffelovens bestemmelser om konfiskation i øvrigt finder anvendelse. Dette indebærer bl.a., at straffelovens regler om værdikonfiskation, om konfiskationens subjekt og om konfiskationens retsvirkning med hensyn til særligt sikrede rettigheder gælder ved konfiskation efter den foreslåede § 3 c.
Værdikonfiskation tænkes kun anvendt i ganske særlige tilfælde, f.eks. hvor en person sælger køretøjet, før sagen kommer for retten. I dette tilfælde vil der efter omstændighederne kunne ske konfiskation af motorkøretøjets værdi, hvis det må befrygtes, at den pågældende vil anvende salgssummen til køb af et motordrevet køretøj.
Det bemærkes, at politiets adgang til at foretage beslaglæggelse er reguleret i retsplejelovens kapitel 74.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
(Til § 3 d)
Efter straffelovens § 79, stk. 2, 1. pkt., jf. § 79 stk. 1, kan den der udøver en virksomhed, der ikke kræver en særlig offentlig autorisation eller godkendelse, når særlige omstændigheder taler derfor, frakendes retten til fortsat at udøve den pågældende virksomhed eller til at udøve den under visse former, såfremt det udviste forhold begrunder en nærliggende fare for misbrug af stillingen.
Der henvises om gældende ret nærmere til pkt. 2.4.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Efter det foreslåede § 3 d, stk. 1, kan den, der udøver detailsalg fra en butik eller er ansat i en sådan butik og som led heri overtræder lov om euforiserende stoffer eller regler udstedt i medfør heraf ved salg eller anden videreoverdragelse af euforiserende stoffer, ved dom frakendes retten til at udøve detailsalg fra butikker og arbejde med detailsalg fra butikker.
Den foreslåede bestemmelse vil medføre en videre adgang til rettighedsfrakendelse end efter straffelovens §§ 78-79 for personer, der udøver detailsalg fra butikker eller er ansat i sådanne butikker, for overtrædelse af lovgivningen om euforiserende stoffer, når overtrædelsen er begået som led i udøvelse af detailsalg. I modsætning til rettighedsfrakendelse efter straffelovens §§ 78-79 vil der ikke være behov for at påvise, at det udviste forhold begrunder en nærliggende fare for misbrug af stillingen, men alene at en person, der udøver detailsalg fra en butik eller er ansat i en sådan butik, som led heri overtræder denne lov eller regler udstedt i medfør heraf ved salg eller anden videreoverdragelse af euforiserende stoffer.
Det forudsættes, at hvis indehaveren eller forvalteren af en detailbutik eller en ansat i en detailbutik dømmes for salg eller anden videreoverdragelse af euforiserende stoffer eller besiddelse med henblik på salg eller anden videreoverdragelse, vil der som udgangspunkt skulle ske rettighedsfrakendelse, hvis der i butikkens lokaler skete videreoverdragelse eller blev besiddet stoffer med henblik på videreoverdragelse, herunder salg. Det samme forudsættes at være tilfældet, hvis salg foregår eller var planlagt til at foregå i detailbutikkens lokaler eller i umiddelbar nærhed heraf.
Dømmes den pågældende alene for besiddelse af euforiserende stoffer til eget brug, vil der ikke skulle ske rettighedsfrakendelse efter den foreslåede bestemmelse.
Begrebet »detailsalg fra butik« skal som udgangspunkt forstås i overensstemmelse med definitionen i lov om detailsalg fra butikker m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 515 af 30. april 2019 med senere ændring, således at udtrykket omfatter butikker, der udøver erhvervsmæssigt detailsalg af varer til forbrugere, jf. dog nedenfor om butikker, der foretager accessoriske detailsalg af varer.
Ved »butik« forstås ethvert udsalgssted, jf. § 1, stk. 2, i lov om detailsalg fra butikker m.v., således at udtrykket omfatter alle former for detailsalg, uanset om salget sker fra et midlertidigt eller et fast udsalgssted, og uanset om det foretages fra en butik, en bod eller en vogn, der kører rundt fra sted til sted. Også salg på markeder, udstillinger, messer m.v. er omfattet. Det samme gælder internethandel og postordresalg.
For så vidt angår definitionen af »butik« henvises der i øvrigt til Folketingstidende 2010-11 (1. samling), tillæg A, L 191 som fremsat, side 8.
Ved detailsalg forstås salg af varer direkte til forbrugere, hvorimod eksempelvis en gros-salg, det vil sige salg af varer til andre næringsdrivende til videresalg eller forarbejdning, ikke er omfattet. Butikker omfatter salgs- og udleveringssteder, herunder selvstændige boder og stadepladser. Ved salg fra permanente kræmmermarkeder og lignende omfatter det derfor den enkelte bod. Lagre og håndværkeres salg fra lagre vil være omfattet af loven, når disse fungerer som salgs- eller udleveringssted.
Definitionen omfatter detailsalg af varer. Tjenesteydelser er således ikke omfattet. Virksomheder, der vedrører f.eks. fremkaldelse af film, salg af billetter, lodsedler eller totalisatorvirksomhed, herunder tips, lotto og lignende, vil således ikke være omfattet. Sælges der herudover andre varer fra butikken, vil den derimod være omfattet af definitionen.
Definitionen svarer som nævnt ovenfor som udgangspunkt til definitionen i lov om detailsalg fra butikker m.v., men skal dog forstås bredere, idet butikker, der primært sælger tjenesteydelser, også vil kunne være omfattet, hvis der foregår accessorisk salg af varer, eller butikken er indrettet med henblik på accessoriske salg af varer. Dette vil f.eks. kunne være tilfældet for så vidt angår frisørsaloner.
Bestemmelsen omfatter den, der udøver detailsalg fra butik (f.eks. en indehaver eller en forvalter), og ansatte i en sådan butik. Det vil afhænge af en konkret bevisvurdering, hvorvidt den pågældende har den fornødne tilknytning til detailbutikken. Der vil i den forbindelse skulle lægges vægt på den pågældendes faktiske tilknytning til butikken og ikke på formelle forhold, såsom f.eks. hvorvidt den pågældende har en ansættelseskontrakt, idet det dog bemærkes, at en ansættelseskontrakt må udgøre en klar formodning for, at den pågældende har en tilstrækkelig tilknytning til butikken.
Ejer den rettighedsfrakendte person detailbutikken – eller andre detailbutikker – vil rettighedsfrakendelsen indebære, at den pågældende i den periode, hvori rettighedsfrakendelsen er gældende, vil være nødsaget til at lukke butikken, som forholdet blev begået i, og andre detailbutikker (eventuelt midlertidigt frem til et eventuelt salg), idet indehaverens fortsættelse af butikkens drift ville være i strid med rettighedsfrakendelsen. Dette vil skulle ske senest, når rettighedsfrakendelsen er endelig. Det samme forudsættes at skulle ske ved midlertidig rettighedsfrakendelse efter det foreslåede § 3 d, stk. 3, jf. straffelovens § 79, stk. 4. Dette må i praksis formodes at medføre, at den pågældende ejer, der rettighedsfrakendes, vil være nødsaget til at sælge butikken.
Det forudsættes, at politiet og anklagemyndigheden under den strafferetlige forfølgning mod en indehaver eller en forvalter af en detailbutik eller en ansat i en detailbutik for overtrædelser af lovgivningen om euforiserende stoffer, der er begået som led i udøvelse af detailsalg, så vidt muligt søger den pågældende frakendt retten til at drive detailforretning i medfør af den foreslåede bestemmelse.
Det vil være en betingelse for rettighedsfrakendelse, at overtrædelsen af lov om euforiserende stoffer er begået som led i udøvelse af detailsalg. Dette vil f.eks. kunne lægges til grund, hvis overtrædelserne er blevet begået i selve detailbutikken eller i umiddelbar nærhed af detailbutikken – f.eks. ved indgange til butikken eller få meter herfra.
Rettighedsfrakendelse vil gælde detailbutikker generelt og således ikke være begrænset til den pågældende type af detailvirksomhed, som den rettighedsfrakendte udøvede eller var ansat i.
Sager om rettighedsfrakendelse efter den foreslåede bestemmelse vil skulle behandles efter strafferetsplejens almindelige regler, jf. retsplejelovens § 684, stk. 1, nr. 3.
Overtrædelse af en rettighedsfrakendelse efter det foreslåede § 3 d, stk. 1, kan efter straffelovens § 131 straffes med fængsel indtil 6 måneder.
Det forudsættes, at håndhævelse af en rettighedsfrakendelse vil ske på samme måde som håndhævelse af andre rettighedsfrakendelser efter straffelovens regler.
Efter det foreslåede § 3 d, stk. 2, kan den, der frakendes rettigheder efter stk. 1, ved dom gives forbud mod at opholde sig i eller i umiddelbar nærhed af en bestemt butik eller flere bestemte butikker, hvorfra der foregår detailsalg, hvis det findes påkrævet for at sikre, at frakendelsen efterleves.
Ophold omfatter enhver fysisk tilstedeværelse inden for det pågældende område, herunder at passere igennem området og ophold i butikken. Et opholdsforbud vil således indebære, at den blotte tilstedeværelse i det pågældende område uden politiets tilladelse efter det foreslåede § 3 d, stk. 4, jf. herom nedenfor, vil udgøre en overtrædelse, selv om der er tale om helt kortvarige ophold.
Opholdsforbuddet vil skulle vedrøre en bestemt butik eller flere bestemte butikker, hvorfra der foregår detailsalg. Der vil kunne være tale om den detailbutik, hvor overtrædelsen af lovgivningen om euforiserende stoffer, som gav anledning til frakendelsen, fandt sted. Der vil imidlertid også kunne være tale om en anden detailbutik. Sidstnævnte vil f.eks. kunne være relevant, hvis den rettighedsfrakendte overtræder straffelovens § 131 ved at vedblive med at udøve den frakendte virksomhed i en anden detailbutik.
Opholdsforbuddet forudsættes fastsat til den pågældende detailbutiks lokaler og evt. et sådant umiddelbart omkringliggende område, der vurderes påkrævet for at sikre den rettighedsfrakendtes efterlevelse af frakendelsen, herunder at den pågældende ikke viderefører driften af eller ansættelsen i detailbutikken. Opholdsforbuddet vil f.eks. kunne defineres til en konkret vej eller en afgrænset del af en vej – f.eks. mellem to kryds. Opholdsforbuddet vil f.eks. også kunne defineres til det område, der ligger inden for en radius på et antal meter (f.eks. 100 meter) til den pågældende detailbutik.
I tilfælde, hvor detailbutikken, som opholdsforbuddet vedrører, er beliggende i et trafikknudepunkt (f.eks. en togstation) eller f.eks. tæt op ad et hospital, forudsættes det, at der så vidt muligt tages højde herfor i forbindelse med selve afgrænsningen af opholdsforbuddet, så det ikke omfatter f.eks. et hospital eller en hel togstation. Er opholdsforbuddet f.eks. knyttet til en detailbutik beliggende på Københavns Hovedbanegård, vil opholdsforbuddet f.eks. kunne afgrænses til at omfatte en begrænset del af Hovedbanegården (f.eks. få meter rundt om den pågældende detailbutik).
Opholdsforbud vil navnlig kunne gives i tilfælde, hvor den pågældende er tidligere straffet for overtrædelse af lovgivningen om euforiserende stoffer som led i salg fra detailbutik, eller hvor den pågældende straffes efter straffelovens § 131 for at vedblive med at udøve en virksomhed, til hvilken retten er ham frakendt efter det foreslåede § 3 d, stk. 1. Det forudsættes, at politiet og anklagemyndigheden i sådanne tilfælde rejser krav om midlertidigt opholdsforbud efter det foreslåede § 3 d, stk. 3, jf. straffelovens § 79, stk. 4, indtil sagen er endeligt afgjort. Det bemærkes dog, at hvis den pågældende er varetægtsfængslet, forudsættes det ikke at være relevant at anmode om midlertidigt opholdsforbud.
Det bemærkes i den forbindelse, at opholdsforbud også vil kunne gives efter den sag, der gav anledning til rettighedsfrakendelsen. Dette vil f.eks. kunne være i forbindelse med en sag om overtrædelse af straffelovens § 131.
Det bemærkes endvidere, at hvis der er tale om tilfælde, hvor anklagemyndigheden begærer den pågældende varetægtsfængslet efter dom, og hvor der er tale om længere fængselsstraffe, forudsættes det ikke at være relevant at anmode om opholdsforbud, henset til at længden af frihedsberøvelsen kan medføre, at et opholdsforbud vil være mindre påkrævet for at sikre efterlevelsen af rettighedsfrakendelsen.
Er den dømte forud for dommen bosiddende i det område, som et opholdsforbud omfatter, vil opholdsforbuddet i praksis indebære et påbud til den pågældende om i den periode, hvor opholdsforbuddet er gældende, at flytte uden for det område, som opholdsforbuddet omfatter. Opholdsforbuddet forudsættes imidlertid i sådanne tilfælde afgrænset, så den dømte ikke skal flytte fra sin bopæl. Opholdsforbuddet vil i sådanne tilfælde kunne fastsættes således, at det ikke omfatter boligen, men udelukkende selve detailbutikkens lokaler.
Ved idømmelse af et opholdsforbud til personer under 18 år vil retten tilsvarende ved fastsættelsen af den geografiske udstrækning af opholdsforbuddet kunne tage hensyn til, at den dømte – så længe denne ikke er fyldt 18 år – vil kunne færdes og opholde sig, hvor forældremyndighedsindehaverne har bopæl.
Ejer eller lejer den person, der pålægges et opholdsforbud i tilknytning til rettighedsfrakendelsen, detailbutikken, vil den pågældende heller ikke i forbindelse med afvikling af sit engagement i butikken kunne opholde sig i det område, som opholdsforbuddet vedrører, herunder i butikken. Det forudsættes dog, at den pågældende i begrænset omfang vil kunne gives tilladelse efter det foreslåede § 3 d, stk. 4, til at opholde sig inden for det område, som opholdsforbuddet dækker, herunder i selve butikken, i forbindelse med en eventuel overdragelse af butikken, såsom i forbindelse med en købers besigtigelse af butikken.
Det forudsættes, at håndhævelse af et opholdsforbud efter den foreslåede bestemmelse vil ske som led i politiets almindelige, daglige opgavevaretagelse, herunder politiets almindelige patruljeringsopgaver.
Sager om opholdsforbud efter den foreslåede bestemmelse vil skulle behandles efter strafferetsplejens almindelige regler, jf. retsplejelovens § 684, stk. 1, nr. 3.
Efter det foreslåede § 3 d, stk. 3, 1. pkt., finder straffelovens § 79, stk. 3 og 4, tilsvarende anvendelse på frakendelse efter stk. 1 og forbud efter stk. 2.
Efter straffelovens § 79, stk. 3, 1. pkt., sker rettighedsfrakendelse på tid fra 1 til 5 år, regnet fra endelig dom, eller indtil videre, i hvilket tilfælde spørgsmålet om fortsat udelukkelse fra den pågældende virksomhed efter 5 års forløb kan indbringes for retten efter de i § 78, stk. 3, indeholdte regler.
Efter straffelovens § 78, stk. 3, 1. pkt., kan spørgsmål om, hvorvidt det udviste forhold er til hinder for udøvelse af den omhandlede virksomhed, af anklagemyndigheden på begæring enten af den, der har fået afslag på ansøgning om sådan autorisation eller godkendelse, eller af vedkommende myndighed indbringes for retten. Af straffelovens § 78, stk. 3, 2. pkt., følger, at straffelovens § 59, stk. 2, finder tilsvarende anvendelse. Af straffelovens § 78, stk. 3, 3. pkt., følger, at afgørelsen træffes ved kendelse. Af straffelovens § 78, stk. 3, 4. pkt., følger, at såfremt afgørelsen går ud på udelukkelse fra den pågældende virksomhed, kan spørgsmålet på ny indbringes for retten, dog tidligst efter 2 års forløb. Af straffelovens § 78, stk. 3, 5. pkt., følger, at autorisation eller godkendelse også inden udløbet af denne frist kan meddeles af vedkommende myndighed.
Henvisningen til straffelovens § 79, stk. 3, medfører, at straffelovens regler om varigheden af rettighedsfrakendelse finder anvendelse. Det samme gælder muligheden for indbringelse for retten efter henvisningen til § 78, stk. 3, i § 79, stk. 3. Henvisningen til straffelovens § 79, stk. 3, gælder også for opholdsforbuddet efter det foreslåede § 3 d, stk. 2.
Rettighedsfrakendelse og opholdsholdsforbud vil således skulle gælde for en periode på 1 til 5 år eller indtil videre.
Opholdsforbuddet vil kunne fastsættes til at have samme varighed som rettighedsfrakendelsen, hvis omstændighederne tilsiger det. Opholdsforbuddet forudsættes under alle omstændigheder kun opretholdt, så længe den pågældende er rettighedsfrakendt efter det foreslåede § 3 d, stk. 1. Opholdsforbuddet forudsættes desuden kun opretholdt, så længe der udøves detailsalg det pågældende sted, jf. også det foreslåede § 3 d, stk. 3, 2. pkt. Ophævelse af opholdsforbuddet i sidstnævnte situation vil forudsætte, at der er den fornødne sikkerhed for, at detailsalg det pågældende sted reelt er ophørt.
Henvisningen til straffelovens § 79, stk. 4, medfører, at der også vil være mulighed for midlertidig rettighedsfrakendelse og opholdsforbud i tilknytning hertil for personer, der udøver detailsalg fra butikker eller er ansat i sådanne butikker.
Det forudsættes, at der som udgangspunkt gives midlertidig rettighedsfrakendelse, hvis der er begrundet mistanke om, at den pågældende som led i detailvirksomhed har solgt eller i øvrigt videreoverdraget euforiserende stoffer, eller at der besiddes euforiserende stoffer i detailbutikken med henblik på videreoverdragelse. Det forudsættes således, at politiet og anklagemyndigheden i disse tilfælde rejser krav om midlertidig rettighedsfrakendelse efter det foreslåede § 3 d, stk. 3, jf. straffelovens § 79, stk. 4, indtil sagen er endeligt afgjort.
Midlertidigt opholdsforbud forudsættes navnlig at kunne gives, hvis den pågældende er tidligere straffet for overtrædelse af lovgivningen om euforiserende stoffer som led i salg fra detailbutik, eller i forbindelse med en sag om overtrædelse af straffelovens § 131 ved at have vedblevet med at udøve en virksomhed, til hvilken retten er ham frakendt efter det foreslåede § 3 d, stk. 1.
Det bemærkes, at opholdsforbud også vil kunne gives efter den sag, der gav anledning til rettighedsfrakendelsen. Dette vil f.eks. kunne være i forbindelse med en sag om overtrædelse af straffelovens § 131.
Efter det foreslåede § 3 d, stk. 3, 2. pkt., kan den, der er pålagt et forbud efter stk. 2, uanset straffelovens § 79, stk. 3, forlange, at anklagemyndigheden indbringer spørgsmålet om opretholdelse heraf for retten, hvis der ikke længere udøves detailsalg det pågældende sted.
Den foreslåede bestemmelse medfører, at hvis der ikke længere udøves detailsalg det pågældende sted, kan den, der er pålagt et opholdsforbud, forlange, at anklagemyndigheden indbringer spørgsmålet om opholdsforbuddets opretholdelse for retten.
Ophævelse af opholdsforbuddet i denne situation vil forudsætte, at der er den fornødne sikkerhed for, at detailsalg det pågældende sted reelt er ophørt.
Efter det foreslåede § 3 d, stk. 4, kan politiet meddele tilladelse til færden eller ophold i et område omfattet af et opholdsforbud efter stk. 2, hvis det af særlige grunde må anses for beføjet.
Tilladelsesordningen forudsættes administreret restriktivt. Der vil imidlertid kunne være særlige tilfælde, hvor en person, der er idømt et opholdsforbud, har et særligt anerkendelsesværdigt formål med at færdes eller opholde sig i et område, som forbuddet vedrører. Det forudsættes, at der som udgangspunkt kun meddeles tilladelse, når Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, tilsiger det, eller når det vil være nødvendigt for, at den dømte kan opfylde visse lovbestemte pligter eller overdrage butikken.
Tilladelsesordningen vil for det første indebære, at den dømte på forhånd og på eget initiativ vil skulle søge om tilladelse til færden eller ophold i et område omfattet af et opholdsforbud efter § 3 d, stk. 2, og at den pågældende ikke lovligt vil kunne færdes eller opholde sig i det pågældende område, før der eventuelt måtte være meddelt en sådan tilladelse.
Det foreslåede opholdsforbud fastsættes for et så begrænset område (detailbutikken og området i den umiddelbare nærhed heraf), at der som udgangspunkt må forventes at ville være meget få tilfælde, hvor en tilladelse til ophold inden for området, som forbuddet gælder for, vil være relevant.
Det forudsættes desuden, at der ved afgrænsningen af opholdsforbuddet er taget hensyn til den dømtes privat- og familieliv.
Der vil ikke kunne gives tilladelse i tilfælde, hvor den pågældende – eventuelt sammen med sine nærmeste familiemedlemmer – ønsker at etablere bopæl i et område omfattet af et opholdsforbud, efter at forbuddet er idømt.
Der vil som det klare udgangspunkt heller ikke foreligge særlige grunde, hvis den dømte ønsker at varetage arbejdsmæssige opgaver eller forpligtelser i et område omfattet af et opholdsforbud. Dette vil f.eks. indebære, at der som det klare udgangspunkt ikke vil kunne meddeles tilladelse til, at den pågældende giver møde på en arbejdsplads beliggende i et område omfattet af et opholdsforbud, eller at den pågældende varetager enkeltstående arbejdsopgaver i området.
Det forudsættes, at hvis den person, der pålægges et opholdsforbud i tilknytning til rettighedsfrakendelsen, ejer eller lejer detailbutikken, som opholdsforbuddet vedrører, vil vedkommende i begrænset omfang kunne gives tilladelse efter det foreslåede § 3 d, stk. 4, til at opholde sig inden for det område, som opholdsforbuddet dækker, herunder i selve butikken, i nødvendigt omfang i forbindelse med en eventuel overdragelse af butikken, såsom i forbindelse med en købers besigtigelse af butikken.
Det forudsættes endvidere, at der vil kunne meddeles tilladelse til at opholde sig inden for det område, som opholdsforbuddet dækker, hvis tilladelse er nødvendig for, at den, der er givet et opholdsforbud, vil kunne opfylde visse lovbestemte pligter.
Det forudsættes, at den, der er givet et opholdsforbud, i nødsituationer uden tilladelse kan færdes og opholde sig i det område, som opholdsforbuddet dækker.
Efter det foreslåede § 3 d, stk. 5, straffes overtrædelse af et forbud efter stk. 2 med fængsel indtil 2 år.
Den foreslåede bestemmelse medfører, at der ikke vil kunne idømmes bødestraf for overtrædelse af et opholdsforbud efter den foreslåede § 3 d, stk. 2.
Det forudsættes, at straffen i førstegangstilfælde som udgangspunkt udmåles til ubetinget fængsel i 30 dage.
Fastsættelsen af straffen vil fortsat bero på domstolenes konkrete vurdering i det enkelte tilfælde af samtlige omstændigheder i sagen, og det angivne strafniveau vil kunne fraviges i op- og nedadgående retning, hvis der i den konkrete sag foreligger skærpende eller formildende omstændigheder, jf. herved de almindelige regler om straffens fastsættelse i straffelovens 10. kapitel.
Hvis den dømte i forbindelse med overtrædelse af et opholdsforbud også samtidig begår en ny lovovertrædelse, bør dette i almindelighed anses for en strafskærpende omstændighed ved udmålingen af straffen for den nye lovovertrædelse.
Overtrædelse af en rettighedsfrakendelse efter det foreslåede § 3 d, stk. 1, kan efter straffelovens § 131 straffes med fængsel indtil 6 måneder.
Efter det foreslåede § 3 d, stk. 6, fastsætter justitsministeren nærmere regler om tilladelser efter stk. 4, herunder om indgivelse af ansøgning, vilkår for tilladelser og tilbagekaldelse af tilladelser.
Den foreslåede bemyndigelse indebærer, at justitsministeren vil fastsætte nærmere regler om administrationen af tilladelsesordningen.
Der vil således i bekendtgørelse blive fastsat nærmere regler om ansøgningsprocedure, herunder formkrav, og udstedelse af tilladelse til ophold i et område omfattet af et opholdsforbud.
Endvidere vil der blive fastsat nærmere regler om stedlig kompetence til at træffe afgørelse efter stk. 4, fastsættelse af vilkår og om tilbagekaldelse af tilladelser.
Der vil endvidere i bekendtgørelse kunne fastsættes regler om politiets mulighed for at ændre eller tilbagekalde en meddelt tilladelse, hvis forudsætningerne for en tilladelse ændrer sig, herunder den dømtes personlige forhold, hvis en tilladelse eller vilkårene herfor ikke overholdes, samt hvis oplysninger om den dømtes forhold giver bestemte grunde til at antage, at den pågældende vil misbruge den meddelte tilladelse.
Det foreslås, at loven skal træde i kraft den 1. juli 2025.
Det bemærkes, at det følger af straffelovens § 3, stk. 1, at i tilfælde, hvor der foretages en lovændring, således at den ved en handlings påkendelse gældende straffelovgivning er forskellig fra den, der gjaldt ved handlingens foretagelse, afgøres spørgsmålet om strafbarhed og straf som udgangspunkt efter den senere lov – det vil sige efter den straffelovgivning, som er gældende på det tidspunkt, hvor sagen pådømmes. Er handlingen foretaget før den nye lovs ikrafttræden, må straffen dog ikke blive strengere, end den ville være blevet efter den tidligere lov – det vil sige efter de regler, som var gældende på gerningstidspunktet. De foreslåede strafskærpelser får derfor virkning for forhold begået efter lovens ikrafttræden.
Den foreslåede § 3 c om konfiskation i lov om euforiserende stoffer samt reglerne om rettighedsfrakendelse og opholdsforbud i den foreslåede § 3 d i lov om euforiserende stoffer vil alene finde anvendelse for forhold, der er begået efter lovens ikrafttræden, jf. straffelovens § 4, stk. 2.
Det foreslås med stk. 2, at § 3 c, stk. 3, i lov om euforiserende stoffer, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 6, ikke finder anvendelse for så vidt angår køretøjer, der er blevet anvendt af en anden end ejeren af køretøjet, og hvorom der er indgået aftale om leasing, leje eller lignende, i det omfang det godtgøres, at aftalen er indgået inden lovens ikrafttræden.
Muligheden for at foretage tredjemandskonfiskation i medfør af det foreslåede § 3 c, stk. 3, i lov om euforiserende stoffer vil således ikke gælde for køretøjer, der er blevet anvendt af en anden end ejeren af køretøjet, og hvorom der er indgået aftale om leasing, leje eller lignende inden lovens ikrafttræden.
Håndhævelsen af det foreslåede § 3 c, stk. 3, i lov om euforiserende stoffer kan være byrdefuld for bl.a. leasing- og udlejningsselskaber samt dele- og bybilsbranchen, og der kan være behov for, at selskaberne indretter deres kontrakter og forretningsmodel efter den forøgede risiko for, at køretøjer ejet af selskaberne konfiskeres. Stk. 2 varetager således hensynet til udlejere og leasinggivere m.v., idet køretøjer, der er blevet anvendt af en anden end ejeren af køretøjet, ikke kan konfiskeres, i det omfang køretøjet er omfattet af en aftale om leje, leasing eller lignende, der var indgået forud for lovens ikrafttræden.
Det foreslåede § 3 c, stk. 3, omfatter alene et køretøj, i det omfang køretøjet på tidspunktet for lovens ikrafttræden er omfattet af en aftale om leje, leasing m.v. Et køretøj er således alene omfattet af stk. 2 i den periode, som aftalen om leasing, leje m.v. efter sit indhold på ikrafttrædelsestidspunktet var gældende for. Endvidere er køretøjet alene omfattet af stk. 2, hvis det på tidspunktet for lovens ikrafttræden var omfattet af en aftale mellem samme parter. Hvis et andet køretøj inddrages i en eksisterende aftale – herunder både ved at udvide aftalen til flere køretøjer eller ved at udskifte det oprindelige køretøj med et andet – eller en part i aftalen om køretøjet udskiftes, kan køretøjet således konfiskeres efter det foreslåede § 3 c, stk. 3, i lov om euforiserende stoffer, uanset at aftalen oprindeligt er indgået forud for lovens ikrafttræden.
Det påhviler ejeren af køretøjet at godtgøre, at der var indgået en aftale om leje, leasing eller lignende om køretøjet inden lovens ikrafttræden.
Det foreslås med § 3, at loven ikke skal gælde for Færøerne og Grønland, men at loven ved kongelig anordning helt eller delvis skal kunne sættes i kraft for Færøerne med de ændringer, som de færøske forhold tilsiger.
Lov om euforiserende stoffer er sat i kraft for Færøerne ved kongelig anordning, jf. anordningsbekendtgørelse nr. 1349 af 23. november 2015.
For Grønland er den regelfastsættende myndighed på sundhedsområdet overgået til Selvstyret, jf. lov nr. 369 af 6. juni 1991 om sundhedsvæsenet i Grønland.
