Kilde

Til nr. 1

Det følger af lov om erstatning fra staten til ofre for forbrydelser (offererstatningsloven), jf. lovbekendtgørelse nr. 1209 af 18. november 2014, som ændret ved § 14 i lov nr. 285 af 29. marts 2017, § 4 i lov nr. 140 af 28. februar 2018, lov nr. 486 af 30. april 2019, § 2 i lov nr. 895 af 21. juni 2022 og § 35 i lov nr. 753 af 13. juni 2023, at staten yder erstatning og godtgørelse for personskade, der forvoldes ved overtrædelse af bl.a. straffeloven, hvis overtrædelsen er begået i den danske stat, jf. lovens § 1, stk. 1. Det følger heraf, at skadelidte har et retskrav på erstatning fra staten, hvis en forbrydelse er sket i Danmark, herunder også for terror, forudsat at de øvrige betingelser i offererstatningsloven, herunder de almindelige erstatningsretlige betingelser, er opfyldt.

Det fremgår af betænkning nr. 751/1975, som ligger til grund for hovedloven fra 1976, at udtrykket »i den danske stat« i offererstatningslovens § 1, stk. 1, svarer til straffelovens § 6, stk. 1, nr. 1, og omfatter foruden landterritoriet, herunder Færøerne og Grønland, også sø- og luftterritoriet.

Det følger af offererstatningslovens § 1, stk. 3, at erstatning i særlige tilfælde kan ydes for skader, der forvoldes ved handlinger begået uden for den danske stat, hvis skadelidte har bopæl i Danmark, har dansk indfødsret eller på gerningstidspunktet gjorde tjeneste for en udsendt dansk udenrigsrepræsentation. Erstatning kan endvidere ydes, når sådanne handlinger er begået mod skadelidte med bopæl i Danmark under erhvervsudøvelse uden for den danske stat.

Bestemmelsen medfører, at den danske stat i særlige tilfælde kan yde erstatning til ofre for forbrydelser i udlandet, hvis særlige omstændigheder fører til, at det kan være rimeligt at yde erstatning. Efter gældende ret kan der være tale om sådanne særlige tilfælde, hvis skadelidte er blevet offer for en terrorhandling i udlandet. I modsætning til ved overtrædelser begået i den danske stat har skadelidte altså ikke efter gældende ret et retskrav på erstatning, når hændelsen er sket i udlandet.

Når konkrete omstændigheder tilsiger, at det er rimeligt, at den danske stat yder erstatning efter § 1, stk. 3, har skadelidtes efterladte adgang til at opnå erstatning m.v. efter erstatningsansvarslovens §§ 12-14 a og 26, såfremt skadelidte afgår ved døden, jf. offererstatningslovens § 2.

Det følger af det foreslåede § 1, stk. 3, 3. pkt., at § 1, stk. 3, 1. og 2. pkt., ikke gælder for personskade, der forvoldes ved terror eller terrorlignende handlinger begået uden for den danske stat, jf. stk. 4.

Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at ansøgninger om erstatning for personskade, som Erstatningsnævnet finder, er forvoldt ved terror eller en terrorlignende handling begået i udlandet, skal vurderes efter det foreslåede § 1, stk. 4. Der henvises til bemærkningerne til det foreslåede § 1, stk. 4, om vurderingen heraf.

Der vil i disse tilfælde således ikke være adgang til erstatning i medfør af ordningen om billighedserstatning i offererstatningslovens § 1, stk. 3.

Dette vil også gælde i sager, hvor den foreslåede § 1, stk. 4, ikke finder anvendelse, fordi der er rimelig grund til at antage, at skadelidte under opholdet i udlandet har udvist en handlemåde, der er kriminaliseret i straffelovens § 101 a eller §§ 114-114 j. Der henvises til bemærkningerne til det foreslåede § 1, stk. 5, om vurderingen heraf.

Til nr. 2

Erstatning kan i særlige tilfælde ydes for skader, der forvoldes ved handlinger begået uden for den danske stat, jf. offererstatningslovens § 1, stk. 3. Der henvises til beskrivelsen af gældende ret under pkt. 2.1.1.1 og bemærkningerne til § 1, nr. 1.

Det fremgår af offererstatningslovens § 6 a, at dansk rets almindelige regler om skadevolderes erstatningsansvar, herunder om nedsættelse eller bortfald af erstatning på grund af skadelidtes medvirken til skaden eller accept af risiko, finder tilsvarende anvendelse ved Erstatningsnævnets afgørelser om erstatning. Det er fast antaget i retspraksis, at afdødes egen skyld også bevirker nedsættelse eller bortfald af de efterladtes krav på erstatning og/eller godtgørelse.

Det må antages, at offererstatningslovens § 6 a medfører, at Erstatningsnævnet skal foretage en konkret vurdering af, om der under en civil sag mellem skadelidte og skadevolder er grundlag for at lade erstatningen nedsætte eller bortfalde. Der henvises til beskrivelsen af gældende ret under pkt. 2.1.1.1.

Det følger af det foreslåede § 1, stk. 4, at staten yder erstatning og godtgørelse for personskade, der forvoldes ved terror eller terrorlignende handlinger begået uden for den danske stat, hvis skadelidte er omfattet af personkredsen i stk. 3, jf. dog stk. 5.

Den foreslåede formulering, hvorefter staten »yder« erstatning og godtgørelse, vil medføre, at skadelidte vil have et retskrav på erstatning og godtgørelse efter den foreslåede ordning.

Bestemmelsen vil finde anvendelse på personskade forvoldt ved handlinger begået uden for den danske stat. Der sondres ikke mellem EU-medlemsstater og lande uden for EU.

Med henvisningen til »personkredsen i stk. 3« vil det være en betingelse for at opnå adgang til erstatning og godtgørelse efter bestemmelsen, at skadelidte er omfattet af personkredsen nævnt i offererstatningslovens § 1, stk. 3. Den foreslåede ordning vil derfor omfatte skadelidte med bopæl i Danmark, skadelidte med dansk indfødsret og skadelidte, som gjorde tjeneste for en udsendt dansk udenrigsrepræsentation på gerningstidspunktet, jf. § 1, stk. 3, 1. pkt. Ordningen vil tilsvarende finde anvendelse, når skaden blev forvoldt mod skadelidte med bopæl i Danmark under dennes erhvervsudøvelse uden for den danske stat, jf. § 1, stk. 3, 2. pkt.

Bestemmelsen vil finde anvendelse for personskade forvoldt ved »terror« eller »terrorlignende handlinger«.

Den foreslåede ordning vil således indebære, at der skal foretages en vurdering af, om personskaden er forvoldt ved en handling, der er begået i udlandet, og som udgør terror eller en terrorlignende handling.

Ved »terror« forstås gerningsbeskrivelsen i straffelovens § 114. Ved »terrorlignende handlinger« forstås gerningsbeskrivelsen i straffelovens § 114 a. Der henvises til beskrivelserne af §§ 114 og 114 a under pkt. 2.1.1.2 om gældende ret. Der vil derfor skulle tages udgangspunkt i de nævnte gerningsbeskrivelser ved vurderingen af, om retskravsordningen finder anvendelse.

Erstatningsnævnet vil ikke være forpligtet til at forsøge at indhente oplysninger om hændelsen fra myndighederne i det land, hvori hændelsen er sket. Det forudsættes derfor, at oplysninger fra myndighederne i det pågældende land i almindelighed ikke vil indgå i Erstatningsnævnets sagsbehandling.

Det bemærkes i den forbindelse, at det efter gældende ret efter offererstatningslovens § 1, stk. 3, heller ikke er en forudsætning for, at der kan udbetales erstatning, at der har været en forudgående politimæssig efterforskning eller straffesag. Sager, der behandles efter offererstatningslovens § 1, stk. 3, kan således ofte være vanskelige at få tilstrækkeligt oplyst, da den udenlandske politimæssige efterforskning ofte vil være mindre anvendelig til brug for behandlingen af erstatningsspørgsmålet, end tilfældet er i de sager, hvor dansk politi efterforsker sagen.

Vurderingen af, om personskaden er forvoldt ved terror eller en terrorlignende handling, vil derfor almindeligvis bero på en troværdighedsvurdering af ansøgerens egne oplysninger, som ofte vil skulle sammenholdes med de oplysninger, der er videregivet i offentligheden.

Det forudsættes på denne baggrund, at betingelsen om, at personskaden skal være forvoldt ved terror eller terrorlignende handlinger, f.eks. vil kunne være opfyldt, hvis der på baggrund af den offentlige omtale af den handling, der har forårsaget skaden, er en formodning om, at gerningsbeskrivelserne i straffelovens §§ 114 eller 114 a er opfyldt.

Den foreslåede bestemmelse vil ikke ændre på, at offererstatningslovens øvrige betingelser m.v. skal være opfyldt, for at staten yder erstatning.

Forslaget vil ikke ændre på, at erstatning ikke ydes, i det omfang skaden godtgøres af skadevolderen eller dækkes af forsikringsydelser eller andre ydelser, der har karakter af virkelig skadeserstatning, jf. herved offererstatningslovens § 7, stk. 1.

Det vil bl.a. indgå i Erstatningsnævnets vurdering heraf, om der foreligger oplysninger om, at skadelidte har modtaget erstatning i det land, hvor skaden er forvoldt.

Blandt andet på baggrund af Rådets direktiv nr. 2004/80/EF af 29. april 2004 om erstatning til ofre for forbrydelser vil Erstatningsnævnet kunne bistå ansøgeren med ansøgning om erstatning i en anden EU-medlemsstat i overensstemmelse med reglerne i direktivet.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.1.3.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Det følger af det foreslåede § 1, stk. 5, at er der rimelig grund til at antage, at skadelidte under opholdet i udlandet har udvist en handlemåde, der er kriminaliseret i straffelovens § 101 a eller §§ 114-114 j, finder stk. 4 ikke anvendelse.

Hensynet bag den foreslåede undtagelse er, at staten ikke bør yde erstatning til ofre for terror og terrorlignende handlinger begået i udlandet i tilfælde, hvor det kan forekomme stødende, at den danske stat yder erstatning.

Efter den foreslåede ordning vil der skulle være »rimelig grund til at antage«, at skadelidte under opholdet i udlandet har udvist den nævnte handlemåde.

Kravet vil indebære, at der på baggrund af de foreliggende oplysninger skal være rimelige og konkrete grunde til at antage, at skadelidte under opholdet i udlandet har udvist en handlemåde, der er kriminaliseret i straffelovens § 101 a eller §§ 114-114 j.

Det vil bero på et konkret skøn, om der i sagen foreligger tilstrækkelige oplysninger til, at der er rimelig grund til at antage, at skadelidte under opholdet i udlandet har udvist den nævnte handlemåde.

Det vil alene være skadelidtes handlemåde, som vil indgå i vurderingen. Omvendt vil eksempelvis skadelidtes efterladtes handlemåde ikke indgå i vurderingen af, om skadelidtes efterladte har et retskrav på erstatning efter den foreslåede ordning.

Formuleringen »under opholdet i udlandet« vil indebære, at skadelidte skal have udvist den nævnte handlemåde under det pågældende ophold uden for den danske stat. Det vil ikke være en betingelse, at den nævnte handlemåde skal være udvist i samme land, hvori skadelidte pådrog sig personskaden.

Oplysninger om skadelidtes handlemåde under tidligere udlandsophold vil derimod ikke indgå i vurderingen. Det samme vil gælde oplysninger om skadelidtes handlemåde i Danmark.

Efter den foreslåede undtagelsesordning skal der være rimelig grund til at antage, at skadelidte under opholdet i udlandet har »udvist en handlemåde, der er kriminaliseret i straffelovens § 101 a eller §§ 114-114 j«. Der henvises til beskrivelserne af § 101 a og §§ 114-114 j under pkt. 2.1.1.2 om gældende ret.

Det forudsættes, at der i hver enkelt sag foretages en konkret og individuel vurdering af, om der er rimelig grund til at antage, at den pågældende under opholdet i udlandet har udvist en handlemåde, der er kriminaliseret i straffelovens § 101 a eller §§ 114-114 j.

Det vil være arten og karakteren af handlemåden, der afgør, om retskravsordningen finder anvendelse.

Det vil ikke være en betingelse, at skadelidte er blevet dømt for overtrædelse af de nævnte bestemmelser.

Det vil tilsvarende ikke skulle vurderes, om skadelidte under opholdet i udlandet har gjort sig skyldig i overtrædelse af en eller flere af de omfattede straffelovsbestemmelser, herunder om der foreligger den til domfældelse fornødne tilregnelse.

Det vil således alene være gerningsbeskrivelserne i de relevante straffelovsbestemmelser, der vil indgå i vurderingen af, om staten yder erstatning efter den foreslåede retskravsordning.

Bestemmelsen vil ligeledes indebære, at skadelidtes forsøg på eller medvirken til de omfattede aktiviteter m.v. også vil kunne begrunde, at den danske stat ikke yder erstatning m.v.

Erstatningsnævnet vil til brug for vurderingen af, om skadelidte har udvist den nævnte handlemåde i udlandet, indhente en udtalelse fra politiet herom, jf. nærmere herom nedenfor om det foreslåede § 1, stk. 6.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.1.3.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Det foreslås med § 1, stk. 6, at der i forbindelse med afgørelse om erstatning og godtgørelse efter det foreslåede § 1, stk. 4, skal indhentes en udtalelse fra politiet om, hvorvidt der er rimelig grund til at antage, at skadelidte under opholdet i udlandet har udvist en handlemåde, der er kriminaliseret i straffelovens § 101 a eller §§ 114-114 j. Der henvises til bemærkningerne til det foreslåede § 1, stk. 5, om vurderingen heraf.

Den foreslåede ordning vil indebære, at Erstatningsnævnet i forbindelse med behandling af en ansøgning om erstatning for personskade forvoldt ved terror eller terrorlignende handlinger begået i udlandet skal indhente en udtalelse fra politiet, som indgår i nævnets afgørelse af, om skadelidte har ret til erstatning efter den foreslåede retskravsordning.

Den foreslåede bestemmelse har navnlig til formål at sikre, at Erstatningsnævnet – der er den kompetente myndighed til at træffe afgørelser om erstatning, jf. lovens § 11, stk. 1 – kan træffe afgørelse om erstatning og godtgørelse på et oplyst grundlag.

Erstatningsnævnet vil indhente udtalelsen fra den politikreds, hvor skadelidte havde bopæl på tidspunktet for skadens indtræden. Hvis skadelidte på tidspunktet for skadens indtræden ikke havde bopæl i Danmark, vil udtalelsen skulle indhentes fra den politikreds, hvor skadelidte efter det oplyste senest ses at have haft bopæl. Foreligger der ikke oplysninger herom, vil udtalelsen skulle indhentes fra Københavns Politi.

Det forudsættes, at politiet til brug for udtalelsen vil foretage undersøgelser af de oplysninger og registre, der er tilgængelige for politiet, herunder bl.a. ved opslag i Kriminalregistret og Politiets Sagsstyringssystem. Det forudsættes endvidere, at politiet i forbindelse med udtalelsen vil indhente en udtalelse fra Politiets Efterretningstjeneste (PET).

Det må forventes, at der vil kunne være oplysninger og efterretninger i politiets og PET’s systemer, som politiet og PET ikke ønsker at videregive til Erstatningsnævnet på grund af oplysningernes karakter eller af hensyn til efterretningstjenestens virke m.v. Det kan f.eks. være tilfældet, hvis PET’s oplysninger stammer fra udenlandske partnere eller kilder, idet sådanne oplysninger som udgangspunkt ikke vil kunne fremlægges under behandlingen af sagen.

Det bemærkes i den forbindelse, at politiet og PET i disse situationer ikke vil være forpligtet til at lade oplysningerne indgå i udtalelsen eller til at videregive dem til Erstatningsnævnet. I disse tilfælde vil de pågældende oplysninger således ikke indgå i den udtalelse, som politiet skal afgive til Erstatningsnævnet.

Såfremt PET ikke kan eller ikke ønsker at videregive eventuelle oplysninger til politiet, vil PET således tilkendegive over for politiet, at PET ikke kan bidrage med oplysninger om skadelidte.

Politiet vil – såfremt politiet heller ikke i sine selvstændige undersøgelser er blevet bekendt med relevante oplysninger om ansøgeren, eller ikke kan eller ikke ønsker at videregive sådanne oplysninger til Erstatningsnævnet – på den baggrund tilkendegive over for Erstatningsnævnet, at politiet ikke kan bidrage med oplysninger om skadelidte.

Politiet vil ligeledes tilkendegive, at politiet ikke kan bidrage med oplysninger om skadelidte, såfremt der – på baggrund af de oplysninger, som politiet og PET ønsker at lade indgå i vurderingen – ikke er rimelig grund til at antage, at skadelidte under opholdet i udlandet har udvist en handlemåde, der er kriminaliseret i straffelovens § 101 a eller §§ 114-114 j.

Den foreslåede ordning vil kunne indebære, at en erstatningssøgende kan opnå adgang til erstatning, selvom politiet og PET er i besiddelse af oplysninger, som giver rimelig grund til at antage, at skadelidte under opholdet i udlandet har udvist en handlemåde, der er kriminaliseret i straffelovens § 101 a eller §§ 114-114 j. Det vil kunne være tilfældet i sager, hvor politiet og PET ikke ønsker at lade disse oplysninger indgå i udtalelsen, f.eks. af hensyn til efterretningstjenestens virke m.v.

Politiets udtalelse vil alene blive anvendt til brug for Erstatningsnævnets afgørelse om erstatning og godtgørelse efter den foreslåede ordning.

Politiets udtalelse vil ikke udgøre en afgørelse i forvaltningslovens forstand, men vil indgå i sagsoplysningen til brug for Erstatningsnævnets afgørelse.

Den, der ansøger om erstatning efter den foreslåede ordning, vil have mulighed for at fremkomme med bemærkninger til politiets udtalelse under Erstatningsnævnets eventuelle partshøring af ansøgeren efter forvaltningslovens regler herom.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.1.3.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Kilde

Det foreslås i stk. 1, at loven træder i kraft den 1. januar 2024.

Det foreslås i stk. 2, at der ved vurderingen efter § 1, stk. 5, i lov om erstatning fra staten til ofre for forbrydelser, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 2, kan lægges vægt på handlemåder udvist før lovens ikrafttræden.

Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at der i sager om personskade, der forvoldes efter lovens ikrafttræden, og som er omfattet af det forslåede § 1, stk. 4, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 2, vil skulle foretages en vurdering af, om der er rimelig grund til at antage, at skadelidte under opholdet i udlandet har udvist en handlemåde, der er kriminaliseret i straffelovens § 101 a eller §§ 114-114 j. Oplysninger om skadelidtes handlemåde inden lovens ikrafttræden vil kunne indgå i denne vurdering.

Med det foreslåede stk. 3 præciseres det, at § 1, stk. 4, i lov om erstatning fra staten til ofre for forbrydelser, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 2, ikke finder anvendelse for personskade, der forvoldes ved handlinger begået før lovens ikrafttræden. For sådanne personskader finder de hidtil gældende regler anvendelse.

Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at ansøgninger om erstatning for personskade forvoldt ved terror eller terrorlignende handlinger begået i udlandet før lovens ikrafttræden vil skulle vurderes efter de gældende regler i § 1, stk. 3, i lov om erstatning fra staten til ofre for forbrydelser.

Kilde

Det foreslås i § 3, at loven ikke skal gælde for Færøerne og Grønland, men at loven ved kongelig anordning helt eller delvis skal kunne sættes i kraft for Grønland med de ændringer, som de grønlandske forhold tilsiger.

Færøerne har pr. 1. marts 2010 overtaget lovgivningskompetencen på det strafferetlige område, som også omfatter offererstatningsloven. Lovforslaget skal derfor ikke gælde for Færøerne.

For Grønland gælder lov nr. 277 af 26. maj 1976 om erstatning fra staten til ofre for forbrydelser, som er sat i kraft for Grønland ved kongelig anordning nr. 472 af 25. september 1984 med senere ændringer. Det foreslås derfor, at lovforslaget ved kongelig anordning helt eller delvist skal kunne sættes i kraft for Grønland med de ændringer, som de grønlandske forhold tilsiger.