Lov om ændring af lov om erstatning fra staten til ofre for forbrydelser (Nedbringelse af sagsbehandlingstiden i Erstatningsnævnet m.v.)

Til nr. 1

Efter lov om erstatning fra staten til ofre for forbrydelser (offererstatningsloven) yder staten erstatning og godtgørelse for personskade, der forvoldes ved overtrædelse af bl.a. straffeloven, jf. lovens § 1. I visse tilfælde ydes også erstatning for tingsskade, jf. § 1, stk. 2, og § 3.

Det følger af offererstatningslovens § 9, stk. 1, at justitsministeren kan fastsætte regler om, at krav under et bestemt beløb ikke erstattes. Denne hjemmel er ikke udnyttet.

Med henblik på at nedbringe sagsbehandlingstiderne til gavn for ofrene foreslås det at indsætte en bestemmelse i offererstatningslovens § 9, stk. 2, om, at der ydes erstatning og godtgørelse for krav indtil 3.500 kr., hvis kravet er omfattet af lovens § 1 og kravet er fremsat rettidigt efter lovens § 13, medmindre det er åbenbart, at lovens øvrige betingelser ikke er opfyldt. Beløbet reguleres efter reglerne i § 15 i lov om erstatningsansvar. Erstatning og godtgørelse efter 1. pkt. er betinget af, at skadelidte fremsætter sit samlede krav vedrørende samme lovovertrædelse, i det omfang skadelidte er bekendt med kravets eksistens på tidspunktet for indgivelse af ansøgningen.

Forslaget indebærer, at der i sager med krav på indtil 3.500 kr. ikke vil skulle indhentes dokumentation for kravets størrelse, ligesom der ikke stilles krav om opfyldelse af lovens øvrige betingelser for at få erstatning og godtgørelse, herunder at forbrydelsen er anmeldt inden 72 timer, og at der skal være nedlagt påstand om erstatning i forbindelse med en eventuel straffesag, jf. offererstatningslovens § 10, stk. 1.

Sagsbehandlingen skal således fastslå, at ansøger har lidt en personskade forvoldt ved overtrædelse af straffeloven eller lov om tilhold, opholdsforbud og bortvisning, jf. offererstatningslovens § 1, stk. 1. Det er endvidere en forudsætning, at kravet fremsættes senest 2 år efter lovovertrædelsen, medmindre der foreligger særlige grunde, jf. lovens § 13, stk. 1. Hvis der er afsagt dom i sagen, regnes toårsfristen fra endelig dom. Hvis politiet har efterforsket sagen, uden at der efterfølgende er rejst straffesag, regnes toårsfristen fra politiets afgørelse om indstilling af efterforskningen, jf. stk. 2.

Hvis samme ansøger senere fremsætter yderligere krav for den samme lovovertrædelse, og det samlede beløb herefter overstiger 3.500 kr., vil den nye ansøgning skulle behandles efter lovens almindelige regler. Yderligere krav skal ligeledes fremsættes inden for fristerne fastsat i lovens § 13.

Der skal imidlertid ikke tilkendes erstatning og godtgørelse, hvis det er åbenbart, at lovens øvrige betingelser ikke er opfyldt. Det kan eksempelvis være tilfældet, hvis det af sagen fremgår, at skadelidte har udvist egen skyld i en sådan grad, at vedkommende ikke ville være berettiget til erstatning og/eller godtgørelse efter de almindelige regler.

Det foreslås endvidere, at beløbet på 3.500 kr. reguleres i overensstemmelse med reglerne i erstatningsansvarslovens § 15. Det indebærer, at beløbet reguleres årligt pr. 1. januar med 2,0 pct. tillagt tilpasningsprocenten for det pågældende finansår, jf. lov om en satsreguleringsprocent. Det herefter fremkomne beløb afrundes til nærmeste med 500 delelige kronebeløb. Reguleringen sker på grundlag af de på reguleringstidspunktet gældende beløb før afrunding.

Endelig foreslås det, at erstatning og godtgørelse efter 1. pkt. er betinget af, at skadelidte fremsætter sit samlede krav vedrørende samme lovovertrædelse, i det omfang skadelidte er bekendt med kravets eksistens på tidspunktet for indgivelse af ansøgningen. Det indebærer, at skadelidte ikke har mulighed for at dele sit krav op og fremsætte flere krav under beløbsgrænsen for derved hurtigt at kunne få tilkendt erstatning og/eller godtgørelse for krav, der ikke opfylder lovens almindelige betingelser. Betingelsen gælder imidlertid alene for krav, som skadelidte er bekendt med på tidspunktet for indgivelse af ansøgningen. Krav, som skadelidte først senere bliver bekendt med, fordi skaden først viser sig på et senere tidspunkt, skal således fremsættes i overensstemmelse med fristerne i § 13, stk. 3. I det omfang skadelidte senere fremsætter krav, som skulle have været fremsat tidligere, skal nævnet foretage en fuld prøvelse af hele kravet, herunder af det allerede udbetalte krav. Hvis det i den forbindelse viser sig, at skadelidte ikke havde krav på den allerede udbetalte erstatning og/eller godtgørelse, kan der kræves tilbagebetaling efter reglerne i lovens § 18, stk. 1. Har den skadelidte derimod krav på yderligere erstatning og/eller godtgørelse, udbetaler nævnet differencen.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 2

Efter § 5 i bekendtgørelse nr. 824 af 26. juni 2013 om forretningsorden for Erstatningsnævnet (forretningsordenen) skal en ansøgning om erstatning indgives skriftligt enten ved udfyldelse af nævnets ansøgningsskema eller ved udarbejdelse af anden tilsvarende erstatningsansøgning med de oplysninger, som er nævnt i skemaet. Ansøgningen skal indleveres til politiet i den politikreds, hvor anmeldelsen af lovovertrædelsen har fundet sted, hvorefter politiet videresender ansøgningen til Erstatningsnævnet med politiets relevante akter, herunder politirapporter, lægelige oplysninger, tiltalefrafald, påtaleopgivelse og lignende samt eventuel erstatningsopgørelse, jf. § 6, stk. 1, i forretningsordenen.

Det foreslås, at der i offererstatningslovens § 10 a indsættes en bemyndigelse for justitsministeren til at fastsætte regler om, at ansøgning om erstatning og godtgørelse skal indgives ved anvendelse af den digitale løsning, som Civilstyrelsen stiller til rådighed (digital selvbetjening).

Det forudsættes, at justitsministeren med hjemmel i den foreslåede bemyndigelse vil fastsætte nærmere regler om, at indgivelse af ansøgning om erstatning og godtgørelse skal ske ved anvendelse af den digitale løsning, som Civilstyrelsen anviser. Det forudsættes endvidere, at der i medfør af den foreslåede bemyndigelse eksempelvis vil blive fastsat nærmere regler om, at ansøgninger, som ikke indgives ved digital selvbetjening, afvises af Erstatningsnævnet, og regler om, hvornår Erstatningsnævnet kan dispensere fra kravet om anvendelse af digital selvbetjening. Reglerne om dispensation forudsættes navnlig at ville skulle tage højde for de situationer, hvor en person som følge af særlige forhold, f.eks. et fysisk eller psykisk handicap eller manglende it-kompetencer, ikke kan eller ikke må forventes at kunne anvende en digital selvbetjeningsløsning. Erstatningsnævnet vil skulle foretage en konkret vurdering af, om der foreligger sådanne særlige forhold i hvert enkelt tilfælde, hvor en person anmoder om dispensation.

Det forudsættes derudover, at der vil skulle fastsættes regler om, at Erstatningsnævnet også i andre ekstraordinære situationer vil kunne undlade at afvise en ansøgning om erstatning og godtgørelse, der ikke er indgivet ved digital selvbetjening, hvis det ud fra en samlet vurdering findes at være mest hensigtsmæssigt.

For så vidt angår personer, som vil blive undtaget fra kravet om anvendelse af digital selvbetjening, finder de gældende regler i forretningsordenens §§ 5 og 6 anvendelse. Det indebærer, at en ansøgning om erstatning og godtgørelse skal indgives skriftligt til politiet i den politikreds, hvor anmeldelsen af lovovertrædelsen har fundet sted.

Det vides på nuværende tidspunkt ikke, hvornår en digital løsning vil være klar til ibrugtagning. Af samme grund vides det derfor heller ikke, hvornår der bliver behov for at udnytte den foreslåede hjemmel til administrativt at fastsætte nærmere regler for brugen af den digitale selvbetjening.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 3

Efter § 10, stk. 1, i forretningsordenen, træffer Erstatningsnævnet ikke afgørelse, før straffesagen mod skadevolderen er afgjort ved endelig dom, eller efterforskningen er indstillet. Afgørelsen udsættes endvidere med henblik på at konstatere, om skaden dækkes fra anden side, jf. lovens § 7, stk. 1. Uanset at betingelserne i forretningsordenens § 10, stk. 1, ikke er opfyldt, kan nævnet træffe afgørelse, hvis forholdene taler for det, jf. forretningsordenens § 10, stk. 2.

Efter offererstatningslovens § 7, stk. 1, ydes der ikke erstatning, i det omfang skaden godtgøres af skadevolderen eller dækkes af forsikringsydelser eller andre ydelser, der har karakter af virkelig skadeserstatning.

Hvis skaden er forvoldt forsætligt, dækker forsikringen som udgangspunkt ikke, jf. forsikringsaftalelovens § 18, stk. 1. Forsikringsdækningen bortfalder imidlertid ikke i de tilfælde, hvor skadevolder er under 14 år eller på grund af sindssygdom, åndssvaghed, forbigående sindsforvirring eller lignende tilstand har manglet evnen til at handle fornuftsmæssigt, jf. forsikringsaftalelovens § 19, stk. 1. Det gælder ligeledes, når den skadevoldende handling foretages for at afværge skade på person eller ejendom under sådanne omstændigheder, at handlingen må anses som forsvarlig, jf. stk. 2.

Efter Erstatningsnævnets praksis træffes der kun i sjældne tilfælde afgørelse, selv om straffesagen mod skadevolderen ikke er afgjort ved endelig dom, eller efterforskningen er indstillet, og det endnu ikke er fastlagt, om skaden dækkes fra anden side.

Med lovforslagets § 1, nr. 3, foreslås det at indsætte en ny bestemmelse i offererstatningslovens § 11 c, hvoraf det af det foreslåede stk. 1 følger, at nævnet ikke træffer afgørelse, før straffesagen mod skadevolderen er afgjort ved endelig dom, eller efterforskningen er indstillet. Afgørelsen udsættes endvidere med henblik på at konstatere, om skaden dækkes fra anden side, jf. offererstatningslovens § 7. Det foreslås i stk. 2, at nævnet uanset betingelserne i stk. 1 ikke er opfyldt, kan træffe afgørelse, hvis forholdene taler for det.

Bestemmelsen er efter sin ordlyd en videreførelse af forretningsordenens § 10.

Med forslaget forudsættes det, at Erstatningsnævnets praksis videreføres, således at nævnet træffer afgørelse, selv om straffesagen endnu ikke er afgjort ved endelig dom i sager, hvor gerningsmanden ikke kan findes, og der er tale om en meget alvorlig lovovertrædelse, typisk drab, hvor der af hensyn til de efterladte kan være et særligt behov for at tage stilling til erstatningskrav som for eksempel begravelsesudgifter.

Det forudsættes imidlertid med forslaget, at Erstatningsnævnets praksis udvides, således at nævnet fremover i videre omfang vil anvende muligheden for at træffe afgørelse om erstatning og godtgørelse, selv om straffesagen mod skadevolderen ikke er afgjort ved endelig dom, når hensynet til offeret taler herfor. Det kan eksempelvis være tilfældet i sager, hvor lovovertrædelsen er begået af flere gerningsmænd, og hvor straffesagen mod en eller flere af gerningsmændene er endeligt afgjort, men hvor sagen mod en eller flere af gerningsmændene endnu ikke er afgjort. Der kan endvidere være tale om tilfælde, hvor gerningsmanden er dømt i 1. instans og alene har anket udmålingen af straffen, således at skyldsspørgsmålet er endeligt afgjort.

Erstatningsnævnet skal således foretage en konkret afvejning af, om der i det konkrete tilfælde af hensyn til offeret er grundlag for ikke at afvente den endelige dom eller indstilling af efterforskningen. Der kan i den forbindelse f.eks. lægges vægt på forbrydelsens karakter, ansøgerens alder, at ansøgeren er økonomisk trængt mv. Hvis skadelidte ved dommen tilkendes et højere beløb, end det nævnet har udbetalt, bør nævnet efterfølgende udbetale differencen. Hvis nævnet tilkender skadelidte et højere beløb end det, der tilkendes skadelidte ved en efterfølgende dom, kan nævnet kun kræve tilbagebetaling, i det omfang betingelserne i offererstatningslovens § 18 er opfyldt.

Med forslaget forudsættes Erstatningsnævnet endvidere fremover at træffe afgørelse uden først at undersøge, om skaden dækkes af skadevolders forsikringsforhold i sager, hvor skadevolderen er under 14 år eller er omfattet af straffelovens §§ 16 eller 69. Det forudsættes samtidig, at politiet i forbindelse med vurderingen af mulighederne for regres vil foretage en undersøgelse af skadevolders forsikringsforhold. Erstatningsnævnet forudsættes fortsat at afvente undersøgelsen af skadevolders lovpligtige ansvarsforsikringer, skadelidtes egne forsikringsforhold mv.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.3 og 2.4 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 4

Efter offererstatningslovens § 13, stk. 1, kan Erstatningsnævnet ikke behandle en ansøgning, der er indgivet over 2 år efter, at lovovertrædelsen er begået, medmindre der foreligger særlige grunde. Det følger imidlertid af stk. 2, at hvis der i sagen er afsagt dom, regnes fristen fra det tidspunkt, hvor dommen er endelig. Hvis politiet har efterforsket sagen, uden at der efterfølgende er rejst straffesag, regnes fristen fra tidspunktet for politiets afgørelse om indstilling af efterforskningen.

Det følger af stk. 3, at nævnet ikke kan behandle en ansøgning, hvis nævnet tidligere har behandlet erstatningskrav fra samme ansøger vedrørende samme lovovertrædelse, og det nye krav fremsættes mere end 2 år efter, at ansøgeren indså eller burde indse eksistensen af dette krav, medmindre der foreligger særlige grunde. Hvis der er indgivet en ansøgning til Erstatningsnævnet i overensstemmelse med fristerne i § 13, stk. 1 og 2, begynder toårsfristen for eventuelle yderligere krav i sagen fra samme ansøger vedrørende samme lovovertrædelse således at løbe på det tidspunkt, hvor ansøgeren indså eller burde indse eksistensen af det nye krav, medmindre der foreligger særlige grunde.

Med lovforslagets § 1, nr. 4, foreslås det at nyaffatte offererstatningslovens § 13, stk. 3, således at det fremgår, at hvis nævnet har truffet endelig afgørelse om erstatning eller godtgørelse, kan nævnet ikke behandle yderligere krav fra samme ansøger vedrørende samme lovovertrædelse, hvis det nye krav fremsættes mere end 2 år efter, at nævnet har truffet endelig afgørelse. Hvis ansøgeren først senere indså eller burde indse eksistensen af dette krav, regnes fristen i 1. pkt. fra dette tidspunkt. Hvis nævnet har anmodet om dokumentation for et fremsat krav, og dokumentation ikke er fremsendt senest 2 år efter nævnets endelige afgørelse, kan nævnet ikke behandle kravet. 1.-3. pkt. kan fraviges, hvis der foreligger særlige grunde.

Fristen i 1. pkt. regnes fra det tidspunkt, hvor nævnet har truffet endelig afgørelse om erstatning eller godtgørelse, og sagen dermed er afsluttet ved Erstatningsnævnet. Ved endelig afgørelse forstås det tidspunkt, hvor Erstatningsnævnet har behandlet og truffet afgørelse om samtlige krav fremsat af ansøgeren vedrørende den samme lovovertrædelse, og hvor der således ikke verserer en sag hos nævnet.

Hvis ansøgeren, efter sagen er afsluttet hos nævnet, fremsætter yderligere krav i sagen, som udspringer af den samme lovovertrædelse, kan nævnet således alene behandle kravet, hvis det fremsættes inden for 2 år efter, at nævnet har truffet endelig afgørelse. Hvis ansøgeren først senere indså eller burde indse eksistensen af kravet, er det afgørende dog, om kravet er fremsat inden for 2 år efter, at ansøgeren indså eller burde indse eksistensen heraf. Fristen for at fremsætte yderligere krav vil således tidligst være 2 år efter nævnets endelige afgørelse.

En ansøger vil dermed ikke fremover være afskåret fra at fremsætte yderligere krav i sagen, så længe sagen verserer ved Erstatningsnævnet, og der ikke er truffet endelig afgørelse for samtlige fremsatte krav. Det gælder, uanset hvor lang tid sagen er under behandling.

Toårsfristen finder endvidere anvendelse i de tilfælde, hvor nævnet anmoder om (yderligere) dokumentation for et fremsat krav. I disse tilfælde skal dokumentationen således indsendes inden for 2 år efter, at nævnet har truffet endelig afgørelse. I modsat fald træffer nævnet afgørelse på det foreliggende grundlag.

Det forudsættes, at nævnet i sin endelige afgørelse vil vejlede ansøgeren om, hvilke frister der gælder for fremsættelse af eventuelle yderligere krav om erstatning og godtgørelse vedrørende samme lovovertrædelse. Det forudsættes endvidere, at nævnet i sin endelige afgørelse vil gøre ansøgeren opmærksom på de krav, hvor nævnet ikke har tilkendt erstatning eller godtgørelse som følge af manglende dokumentation, og hvor nævnets anmodning om (yderligere) dokumentation ikke er imødekommet af ansøgeren. Nævnet forudsættes i disse tilfælde at oplyse ansøgeren om, at nævnet kan behandle det/de pågældende krav, hvis ansøgeren inden for 2 år efter afgørelsen indsender dokumentation herfor.

Toårsfristen kan fraviges, hvis der foreligger særlige grunde. Det gælder både i forhold til fremsættelse af yderligere krav og indsendelse af dokumentation for et fremsat krav. Der kan i overensstemmelse med nævnets gældende praksis være grundlag for at dispensere fra toårsfristen, hvis ansøgeren var mindreårig på det tidspunkt, hvor ansøgeren indså eller burde have indset eksistensen af det nye krav. Det kan ligeledes være tilfældet, hvis der f.eks. er tale om en tandskade, som dækkes af skoletandplejen indtil ansøgeren fylder 18 år, og der derfor først herefter søges om erstatning fra Erstatningsnævnet. Der kan herudover – som hidtil – også i andre tilfælde dispenseres fra toårsfristen, hvis nævnet efter en konkret vurdering finder, at der foreligger særlige grunde.

De almindelige forældelsesregler vil fortsat ikke finde anvendelse parallelt med offererstatningslovens § 13. Det indebærer, at de almindelige forældelsesfrister i forældelseslovens § 3, herunder den absolutte forældelsesfrist, og søgsmålsfristen i forældelseslovens § 21, stk. 2, ikke finder anvendelse i offererstatningssager.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.5 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 5

Det følger af erstatningsansvarslovens § 10, at skadelidte såvel som skadevolder kan indhente en udtalelse om spørgsmålet om fastsættelsen af méngraden og erhvervsevnetabet fra Arbejdsmarkedets Erhvervssikring (AES). Udtalelsen er alene vejledende.

Det følger tilsvarende af § 8 i forretningsordenen, at Erstatningsnævnets sekretariat kan indhente en sådan udtalelse til brug for sekretariatets behandling af en offererstatningssag.

Det foreslås i lovforslagets § 1, nr. 5, at der indsættes en ny bestemmelse i offererstatningslovens § 14, stk. 2, om, at Erstatningsnævnet kan indhente udtalelse om spørgsmålet om fastsættelsen af méngraden og erhvervsevnetabet. Forslaget indebærer, at nævnet får mulighed for at indhente udtalelsen fra den aktør, hvor det vurderes mest hensigtsmæssigt, herunder fordi den pågældende vurderes at kunne levere udtalelsen hurtigst.

Der ændres ikke med lovforslaget i erstatningsansvarslovens § 10. Det indebærer, at offeret fortsat vil kunne indhente en udtalelse om spørgsmålet om fastsættelsen af méngraden og erhvervsevnetabet fra AES. I tilfælde af, at offeret indhenter en sådan udtalelse fra AES, og Erstatningsnævnet indhenter en udtalelse fra en anden aktør, og vurderingerne i de to udtalelser adskiller sig fra hinanden, må nævnet vurdere, hvilken udtalelse der skal lægges til grund i den konkrete sag. Det bemærkes i den forbindelse, at udtalelserne alene er vejledende.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.6 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 6

Efter erstatningsansvarslovens § 2, stk. 1, ydes erstatning for tabt arbejdsfortjeneste, indtil skadelidte kan begynde at arbejde igen. Der ydes erstatning for hele den indtægt, som skadelidte kan dokumentere at ville have haft i den periode, hvor skadelidte som følge af skaden er uarbejdsdygtig. Hvis en personskade har medført varig nedsættelse af skadelidtes evne til at skaffe sig indtægt ved arbejde, ydes der erstatning for tab af erhvervsevne, jf. erstatningsansvarslovens § 5, stk. 1. Skadelidtes erhvervsevnetab udregnes i procent, hvor der tages udgangspunkt i skadelidtes årsløn, jf. erstatningsansvarslovens § 5, stk. 2.

Hvis der søges om erstatning for tabt arbejdsfortjeneste og/eller erhvervsevnetab, skal Erstatningsnævnet til brug for sagens behandling bl.a. indhente oplysninger om ansøgerens faktiske indkomst i den periode, der søges om erstatning for (tabt arbejdsfortjeneste) og for dokumenteret indkomst i tidligere år (erhvervsevnetab).

Offererstatningslovens § 14, stk. 1, regulerer nævnets adgang til at indhente oplysninger til brug for sagens behandling. Oplysninger om ansøgerens indkomstforhold indhentes i dag fra ansøgeren selv.

Det foreslås med lovforslagets § 1, nr. 6, at der indsættes en ny bestemmelse i offererstatningslovens § 14 a, som giver hjemmel til, at Erstatningsnævnet kan få terminaladgang til de oplysninger i indkomstregistreret, der er nødvendige til brug for behandlingen af ansøgninger i medfør af loven.

Nævnet vil med en sådan terminaladgang til de oplysninger i indkomstregisteret, der er nødvendige for at kunne udmåle erstatning for tabt arbejdsfortjeneste og/eller erhvervsevnetab, umiddelbart kunne tilvejebringe de relevante oplysninger hurtigt uden at skulle henvende sig til ansøgeren selv. Det er i den forbindelse en forudsætning, at ansøgeren har fremsat kravet om erstatning for tabt arbejdsfortjeneste og/eller erhvervsevnetab over for nævnet.

En adgang til indkomstregisteret for Erstatningsnævnet vil således effektivisere sagsgangen i de typer af offererstatningssager, der kræver oplysninger om indkomstforhold.

Det skal i den forbindelse bemærkes, at Erstatningsnævnet med en sådan terminaladgang til indkomstregisteret ikke vil være berettiget til at få adgang til andre eller flere oplysninger, end hvad de allerede i dag kan behandle i overensstemmelse med databeskyttelseslovens og databeskyttelsesforordningens almindelige videregivelsesregler, jf. pkt. 2.7.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Den foreslåede hjemmel skal udmøntes ved en aftale mellem på den ene side Skatteforvaltningen og på den anden side Erstatningsnævnet. Ved denne aftale om adgangen til registreret skal det bl.a. nærmere fastlægges, hvilke oplysninger nævnet skal have adgang til, og hvilken type adgang der skal være tale om (f.eks. webservice eller online adgang). Denne aftale skal indgås under iagttagelse af reglerne i databeskyttelsesloven og databeskyttelsesforordningen, og Erstatningsnævnet vil kun være berettiget til at få adgang til oplysninger i indkomstregisteret i det omfang, det efter en konkret vurdering er nødvendigt og sagligt.

Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. maj 2019. Det indebærer, at loven finder anvendelse på afgørelser, der træffes efter den 1. maj 2019, uanset hvornår ansøgningen er indgivet.

Den foreslåede bestemmelse vedrører lovens territoriale gyldighed. Det foreslås, at loven ikke gælder for Færøerne og Grønland, men at loven ved kongelig anordning helt eller delvis kan sættes i kraft for Grønland med de ændringer, som de grønlandske forhold tilsiger.

Færøerne har pr. 1. marts 2010 overtaget lovgivningskompetencen på det strafferetlige område, som også omfatter offererstatningsloven. Lovforslaget skal derfor ikke gælde for Færøerne.

For Grønland gælder lov nr. 277 af 26. maj 1976 om erstatning fra staten til ofre for forbrydelser, som er sat i kraft for Grønland ved kgl. anordning nr. 472 af 25. september 1984 med senere ændringer. Det foreslås derfor, at lovforslaget ved kongelig anordning helt eller delvist skal kunne sættes i kraft for Grønland med de ændringer, som de grønlandske forhold tilsiger.