Lov om ændring af lov om energiafgift af mineralolieprodukter m.v., lov om afgift af naturgas og bygas m.v., lov om afgift af stenkul, brunkul og koks m.v., lov om afgift af elektricitet og forskellige andre love (Lempelse af energiafgiften for hotellers rumvarme, forbrugsregistrering ved direkte linjer, nedsættelse af tærskler for indberetning af statsstøtte m.v.)

Kilde

Til nr. 1

Det følger af mineralolieafgiftslovens § 9, stk. 14, § 9 a, stk. 4, og § 11, stk. 18, at virksomheder, som benytter sig af muligheden for at få tilbagebetalt afgift efter § 9, stk. 4 og 5, § 9 a, stk. 1-3, og § 11, stk. 3, i visse tilfælde skal indberette tilbagebetalingsbeløbet til Skatteforvaltningen.

Støtteordningerne i §§ 9 og 9 a udgøres af den såkaldte elpatronordning. Denne giver momsregistrerede virksomheder ret til på visse betingelser at benytte en lempet afgiftssats for varme, der produceres af afgiftspligtige brændsler, eller af afgiftspligtig elektricitet. Ordningen fremgår af mineralolieafgiftslovens § 9, stk. 4 og 5, og § 9 a.

Det følger af mineralolieafgiftslovens § 9, stk. 15, at virksomheder, der benytter sig af tilbagebetalingsmuligheden i stk. 4 og 5, skal indberette tilbagebetalingsbeløbet til Skatteforvaltningen, hvis det samlede beløb overstiger 500.000 euro i et kalenderår.

Det fremgår af mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 3, at afgiften af motorbrændstof, der udelukkende anvendes til afgiftspligtig virksomhed efter merværdiafgiftsloven med jordbrug, husdyrbrug, gartneri, frugtavl, skovbrug, fiskeri, dambrug eller pelsdyravl, tilbagebetales efter § 11, stk. 2, dvs. i samme omfang, som virksomheden har fradragsret for indgående merværdiafgift for olieprodukter og varme. Der ydes ligeledes afgiftsgodtgørelse for transport fra ejendommens område af egne produkter hidrørende fra den nævnte virksomhed. Afgift af motorbrændstof anvendt i registrerede motorkøretøjer refunderes ikke.

Det fremgår af mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 18, at virksomheder, der benytter sig af tilbagebetalingsmuligheden, skal indberette tilbagebetalingsbeløbet til Skatteforvaltningen, hvis beløbet overstiger 500.000 euro i et kalenderår. Opgørelsen af tilbagebetalingsbeløbet skal ske pr. juridisk enhed.

Bestemmelserne gennemfører gennemsigtighedskravet i gruppefritagelsesforordningen, hvorefter der i forbindelse med støttetildelinger over 500.000 euro stilles krav om bl.a. offentliggørelse af støttemodtagers navn, virksomhedens størrelse, datoen for støttens tildeling og støttebeløbets størrelse.

Kommissionen har den 23. juni 2023 vedtaget en ændring til den generelle gruppefritagelsesforordning (Kommissionens Forordning (EU) 2023/1315 af 23. juni 2023 om ændring af forordning (EU) nr. 651/2014 om visse kategorier af støttes forenelighed med det indre marked i henhold til traktatens artikel 107 og 108), som bl.a. indebærer en udvidelse af gennemsigtighedskravet ved at tærsklen for, hvornår medlemsstaterne skal offentliggøre oplysninger om støttetildelinger sænkes, fra 500.000 euro til 100.000 euro.

Det foreslås i § 1, nr. 1, at i § 9, stk. 15, 1. pkt., § 9 a, stk. 4, 1. pkt., og § 11, stk. 18, 1. pkt., i mineralolieafgiftsloven at ændre »500.000 euro« til »100.000 euro«.

Det vil betyde, at tærsklen for indberetningspligten i bestemmelserne ændres fra at gælde for tilbagebetalingsbeløb, som overstiger 500.000 euro, til at gælde for tilbagebetalingsbeløb, som overstiger 100.000 euro.

Formålet med ændringen er at gennemføre Kommissionens Forordning (EU) 2023/1315 af 23. juni 2023 om ændring af forordning (EU) nr. 651/2014 om visse kategorier af støttes forenelighed med det indre marked i henhold til traktatens artikel 107 og 108.

Den foreslåede ændring vil medføre, at virksomheder, som benytter sig af muligheden for at få tilbagebetalt afgift efter mineralolieafgiftslovens § 9, stk. 4 og 5, § 9 a, stk. 1-3, og § 11, stk. 3, skal indberette tilbagebetalingsbeløbet til Skatteforvaltningen, hvis det samlede beløb overstiger 100.000 euro.

Der henvises i øvrigt til punkt 3.5 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 2

Det følger af mineralolieafgiftslovens § 9, stk. 15, om elpatronordningen, at virksomheder, der benytter sig af tilbagebetalingsmuligheden i stk. 4 og 5, skal indberette tilbagebetalingsbeløbet til Skatteforvaltningen, hvis det samlede beløb overstiger 500.000 euro i et kalenderår.

Ved opgørelsen af tilbagebetalingsbeløbet efter § 9, stk. 14, 1. pkt., tillægges tilbagebetalingsbeløbet efter de tilsvarende bestemmelser i gasafgiftslovens § 8, stk. 4 og 5, og § 8 a, stk. 1-4, elafgiftslovens § 11, stk. 16 og 17, og § 11 f, stk. 1-4, kulafgiftslovens § 7, stk. 3 og 4, og § 7 b, stk. 1-4, og CO2-afgiftslovens § 7, stk. 6 og 7, og § 7 b, stk. 1-4.

Med § 1, nr. 13, i lov nr. 2225 af 29. december 2020 blev elafgiftslovens § 11, stk. 6-14, ophævet. Stk. 15-22 blev derefter stk. 5-12, herunder blev stk. 16 og 17 til stk. 6 og 7. Med ændringslovens § 4, nr. 8, blev henvisningen i mineralolieafgiftslovens § 9, stk. 14, 3. pkt., til elafgiftslovens § 11, stk. 16 og 17, ændret til § 11, stk. 6 og 7.

Med § 3, nr. 1, i lov nr. 329 af 28. marts 2023 blev mineralolieafgiftslovens § 9, stk. 13-15, ophævet og i stedet blev stk. 13-16 indsat med henblik på at skabe klarhed over gældende ret. Det indsatte stk. 15 svarer til det stk. 16, der var gældende før lov nr. 2225 af 29. december 2020.

Det foreslås i mineralolieafgiftslovens § 9, stk. 15, 3. pkt., at ændre stk. 16 og 17 til stk. 6 og 7.

Det vil medføre, at der i mineralolieafgiftsloven vil fremgå en korrekt henvisning til de tilsvarende bestemmelser i elafgiftsloven.

Ved en fejl blev den tidligere gældende henvisning til elafgiftslovens § 11, stk. 16 og 17 indsat ved lov nr. 329 af 28. marts 2023. Der burde rettelig have været henvist til § 11, stk. 6 og 7.

Til nr. 3

Det følger af mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 5, nr. 1, nr. 2, 2. pkt., og nr. 3, 1. pkt., at der ydes tilbagebetaling for afgiften af varme og varer, som anvendes til fremstilling af varer, der er bestemt for afsætning. Bestemmelserne indeholder alle en henvisning til stk. 8, som er en bestemmelse, som indebærer, at Skatteforvaltningen efter anmodning kan anvende målte data. Henvisningen til stk. 8 i § 11, stk. 5, nr. 1, nr. 2, 2. pkt., og nr. 3, 1. pkt., er imidlertid ikke korrekt, idet der rettelig burde have været henvist til, at i det omfang en del af det varme vand eller den varme, som der ydes tilbagebetaling for, efterfølgende nyttiggøres i forbindelse med overskudsvarme, nedsættes den samlede tilbagebetaling efter energiafgiftslovene. Den ikke korrekte henvisning er begrundet i, at der ikke blev gennemført en konsekvensændring af bestemmelserne i forbindelse med, at der blev indsat et nyt stk. 7 i § 11 ved § 1, nr. 18, i lov nr. 444 af 10. juni 1997.

Ved § 4, nr. 10, i lov nr. 462 af 9. juni 2004 blev der indsat et nyt stk. 8 i § 11, og ved § 4, nr. 7, i lov nr. 462 af 9. juni 2004 blev henvisningerne i § 11, stk. 5, nr. 1, nr. 2, 2. pkt., og nr. 3, 1. pkt., konsekvensændret fra stk. 7 til stk. 8. På grund af indsættelsen af et nyt stk. 8 i § 11 ved lov nr. 462 af 9. juni 2004 burde henvisningerne dog have været ændret fra stk. 7 til stk. 9, som vedrører afgiftsregulering i forbindelse med udnyttelse af overskudsvarme.

Det foreslås at ændre mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 5, nr. 1, nr. 2, 2. pkt., og nr. 3, 1. pkt., så »stk. 8« ændres til »stk. 9«.

Formålet med ændringen er, at henvisningen i § 11, stk. 5, nr. 1, nr. 2, 2. pkt., og nr. 3, 1. pkt., bliver korrekt.

Den foreslåede ændring vil medføre, at § 11, stk. 5, nr. 1, nr. 2, 2. pkt., og nr. 3, 1. pkt., korrekt henviser til stk. 9.

Til nr. 4

Det følger af mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 4, 1. pkt., at der som udgangspunkt ikke ydes tilbagebetaling af afgift af varme og varer, der direkte eller indirekte anvendes til fremstilling af varme, som leveres fra virksomheden, rumvarme eller varmt vand, jf. dog § 11, stk. 5. Det følger af § 11, stk. 4, 2. pkt., at der dog ydes tilbagebetaling for afgiften af varme og varer, der forbruges i lukkede anlæg til fremstilling eller forarbejdning af varer, og som indirekte bidrager til rumopvarmning, såfremt højst 10 pct. af den energi, der er forbrugt i anlægget, bidrager til rumopvarmning. Det følger af mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 4, 4. pkt., at tilbagebetaling heller ikke kan finde sted for varme og varer, der direkte eller indirekte anvendes til fremstilling af kulde, eller af kulde leveret til virksomheden til køling af rum, når kølingen sker af komfortmæssige hensyn.

Det følger af § 11, stk. 5, at der dog ydes tilbagebetaling for afgiften af varme og varer omfattet af mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 4, ved de i stk. 5, nr. 1-8, oplistede anvendelser. Momsregistrerede virksomheder har ved disse anvendelser mulighed for delvist at få godtgjort afgift af forbrugte mineralolieprodukter m.v. Som eksempel på sådanne situationer kan nævnes forbrug vedrørende fremstilling af visse varer, der er bestemt for afsætning, og som led i forarbejdningen vaskes i eller med særlige anlæg, rumopvarmning og varmt vand i staldbygninger og opvarmning af væksthuse.

Det følger af § 11, stk. 5, nr. 4, at en virksomhed, der har forbrug af mineralolieprodukter m.v. til både procesformål og rumvarme m.v. (blandet forbrug) for at opnå godtgørelse, skal fordele sit forbrug af mineralolieprodukter m.v. mellem forbrug anvendt til procesformål og rumvarme m.v. Fordelingen af forbruget sker som udgangspunkt på grundlag af måling af det afgiftspligtige forbrug af energi, der anvendes til det godtgørelsesberettigede forbrug.

Det følger af § 11, stk. 5, nr. 4, 3. pkt., at på anlæg, hvor fremløbstemperaturen er over 90° C (damp- og hedtvandsanlæg), eller anlæg, hvor den ikke tilbagebetalingsberettigede del udgør mindre end 10 pct. af den samlede fremstilling, eller den ikke tilbagebetalingsberettigede andel udgør mindre end 200 GJ årligt, kan virksomheden vælge at opgøre andelen, der anvendes i ikke tilbagebetalingsberettigede anlæg, efter ovenstående metode, og at opgøre forbruget til ikke tilbagebetalingsberettigede formål direkte. Den direkte opgjorte mængde opgøres som den mængde energi, der forbruges til ikke-tilbagebetalingsberettigede formål, divideret med energiindholdet i de indfyrede brændsler, jf. § 9, stk. 2. Det følger af § 11, stk. 5 nr. 4, 5.-7. pkt., at den opgjorte mængde divideres med anlæggets virkningsgrad. Såfremt målingen ikke foretages i umiddelbar nærhed af anlægget, der fremstiller varmen, tillægges yderligere 10 pct. Den resterende mængde brændsel henregnes til den tilbagebetalingsberettigede del.

Det følger af § 11, stk. 6, at virksomheder som alternativ til fordeling af forbruget ved måling efter stk. 5. nr. 4, kan vælge at betale en afgift for rumvarme/komfortkøling på baggrund af en standardafgift pr. kvadratmeter pr. måned (kvadratmeterafgift), hvorved godtgørelsen nedsættes. Afgiften opgøres således, at det samlede energiforbrug henregnes til proces, og at procesgodtgørelsen nedsættes med 10 kr. pr. m2 pr. måned. Det følger af § 11, stk. 6, 3. pkt., at det er en betingelse for at anvende kvadratmeterafgiften i § 11, stk. 6, at der benyttes samme forsyningsnet til både forbrug af rumvarme, komfortkøling og procesforbrug.

Det følger af § 11, stk. 7, at hvis der er tale om rumvarme eller komfortkøling af et rumareal på over 100 m2, er det en betingelse for anvendelse af muligheden i stk. 6, at virksomheden kan godtgøre, at en direkte måling af forbruget af mineralolieprodukter m.v. til rumvarme/komfortkøling ville medføre en større tilbagebetaling af afgift end anvendelsen af kvadratmeterafgiften. Er der anvendt varme, kulde eller varer, der ikke er ydet fuld tilbagebetaling af afgiften for, kan den betalte afgift modregnes i kvadratmeterafgiften, jf. mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 7. Det følger af § 11, stk. 7, 4. pkt., at virksomheder, som via det samme forsyningsnet forsynes med både varmt vand og varmt vand til procesformål, kan vælge at fastsætte forbruget af varmt vand ved andet end måling, hvis det faktiske forbrug til varmt vand er mindre end 50 GJ om året, og at virksomheden kan godtgøre, at en direkte måling af forbruget af varmt vand ville medføre en større tilbagebetaling.

Det foreslås, at der i mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 5, indsættes en ny bestemmelse som nummer 9. Det foreslås i 1. pkt., at afgiften af varme og varer omfattet af stk. 4, som anvendes af virksomheder, der er registreret efter merværdiafgiftsloven, til rumvarme, kulde til køling af rum, hvor kølingen sker af komfortmæssige hensyn, og varmt vand i indkvarteringsydelsen, som omfatter hotelværelser og andre værelser, der udlejes i et kortere tidsrum end 1 måned, og uden særskilt betaling for rumvarme, kulde eller varmt vand.

Det foreslås i 2. pkt ., at 1. pkt. ligeledes finder anvendelse for campingenheder, uden særskilt betaling for opvarmning, kulde eller varmt vand.

Det foreslåede stk. 5, nr. 9, 1. og 2. pkt., vil indebære, at afgiften af forbrug af varme og varer omfattet af § 11, stk. 4, tilbagebetales ned til processatsen, der i 2024 udgør 9,3 kr. pr. GJ, hvis forbruget anvendes til opvarmning, komfortkøling eller varmt vand i indkvarteringsydelsen af hotelværelser og andre værelser, der udlejes for et kortere tidsrum end 1 måned. Tilsvarende tilbagebetales afgiften ned til processatsen, når anvendelsen sker til opvarmning m.v. af campingenheder, herunder f.eks. campingvogne, campingbiler, autocampere, mobilehomes, campinghytter, telte og trætophytter, hvis betaling for rumvarme, kulde til køling af rum, hvor kølingen sker af komfortmæssige hensyn, og varmt vand i indkvarteringsydelsen af campingenhederne m.v. sker uden særskilt betaling. Der er tale om medbragte campingenheder og køretøjer, som tilsvarende er omfattet af elafgiftslovens § 11, stk. 1, nr. 1.

Campingpladser er defineret i bekendtgørelse nr. 319 af 28. marts 2019 om tilladelse til udlejning af arealer til campering og om indretning og benyttelse af campingpladser. Ifølge denne bekendtgørelse skal ved campingpladser forstås arealer, som erhvervsmæssigt eller for et længere tidsrum end 6 uger årligt udlejes eller fremlejes til dag- og natophold i campingenheder. Ved campingenheder forstås telte, campingvogne eller andre transportable konstruktioner som campingbiler og lignende. En campingplads kan desuden opstille og udleje mindre hytter. Det er dermed nærmere afgrænset i dansk ret, hvad der forstås ved en campingplads. Det anvendte udtryk i dette lovforslag svarer til denne afgrænsning.

Tilbagebetalingsmuligheden vil omfatte energiforbrug til aktiviteter, som omfatter udlejning inden for hotelsektoren eller sektorer med tilsvarende opgaver, herunder udlejning i ferielejre eller i området, der er indrettet som campingpladser. Aktiviteter, som foreslås omfattet af tilbagebetalingsmuligheden, er defineret i momsdirektivets artikel 135, stk. 2, litra a, og omfatter udlejning af værelser hos hoteller, hostels, bed and breakfasts og vandrehjem samt udlejning af campingpladser og campinghytter.

Tilbagebetalingsmuligheden i 1. og 2. pkt. omfatter kun forbrug af afgiftspligtige mineralolieprodukter m.v., der har direkte tilknytning til indkvarteringsydelsen. Det omfatter f.eks. forbrug til opvarmning eller komfortkøling, herunder til varmt vand i de enkelte værelser, campinghytter og campingpladser m.v. En indkvarteringsydelse omfattet af 1.pkt. skal indgå i udførelsen af erhvervsmæssig virksomhed, f.eks. et hotel, et vandrehjem, en bed and break-fast eller et hostel.

Hvis badeværelsesfaciliteter er en integreret del af indkvarteringsydelsen, vil de dermed også være omfattet af tilbagebetalingsmuligheden i 1. pkt. Badeværelsesfaciliteter skal være direkte forbundet med indkvarteringsydelsen for at være en integreret del af indkvarteringsydelsen. Badeværelser, som ikke kan tilgås direkte fra værelserne, men som eksklusivt er forbeholdt brugere af værelser uden eget bad, medregnes til det godtgørelsesberettigede areal.

For så vidt angår udlejning af campingpladser vil varme og varer, som udlejer forsyner lejerens campingenhed og køretøjer med, blive betragtet som forbrugt af udlejer, når lejer ikke særskilt betaler for sit forbrug af afgiftspligtig varme og varer. Dette forbrug vil være omfattet af tilbagebetalingsmuligheden i 2. pkt. Mineralolieprodukter m.v., der anvendes som motorbrændstof, som udlejer forsyner lejerens køretøj med uden særskilt betaling, er ikke omfattet af tilbagebetalingsmuligheden i 2. pkt.

Afgiftspligtig varme og varer anvendt til opvarmning og komfortkøling, herunder varmt vand i f.eks. et vandrehjems eller hostels sovesale vil være omfattet af tilbagebetalingsmuligheden. Badeværelsesfaciliteter vil også være omfattet af tilbagebetalingsmuligheden, i det omfang sovesalens gæster kan tilgå badeværelsesfaciliteterne direkte fra sovesalen.

Indkvarteringsydelsen skal for at blive omfattet af 1. pkt. være udlejningsklar. Indkvarteringsydelsen vil dermed skulle kunne indgå i virksomhedens løbende drift og være i en stand, som tillader, at indkvarteringsydelsen kan tages i brug af gæster. Virksomheder, som ikke er i drift, eller som har indkvarteringsydelser, der ikke er udlejningsklare, vil dermed ikke have adgang til den foreslåede lempede afgift i 1. pkt. En virksomhed eller indkvarteringsydelse betragtes ikke som i drift eller udlejningsklar under f.eks. sæsonbetinget nedlukning, virksomhedsopstart eller -afvikling og istandsættelse. Indkvarteringsydelser, som ikke indgår i virksomhedens drift, eller som ikke er udlejningsklare, vil være omfattet af de almindelige regler for godtgørelse af afgift af mineralolieprodukter m.v., som gælder for øvrige momsregistrerede virksomheder.

Tilbagebetalingsmuligheden omfatter ikke arealer, der ikke betragtes som en del af indkvarteringsydelsen. Sådanne arealer omfatter f.eks. gangarealer, trapper, elevatorer, reception, fællesarealer, køkkener, vaskerum, opbevaringsrum, parkeringskældre m.v. Disse arealer vil dermed forsat være omfattet af de almindelige regler for godtgørelse af afgift af mineralolieprodukter m.v., som gælder for øvrige momsregistrerede virksomheder.

Tilbagebetalingsmuligheden omfatter heller ikke afgiftspligtig varme og varer, som anvendes i forbindelse med accessoriske ydelser, der tilbydes i forbindelse med præstering af indkvarteringsydelsen, som f.eks. bespisning, træningscenter, spafaciliteter, svømmehal, biograf, konferencecenter m.v. Sådanne ydelser vil dermed fortsat være omfattet af de almindelige regler for godtgørelse af afgift af mineralolieprodukter m.v., som gælder for øvrige momsregistrerede virksomheder.

En virksomhed vil således for at anvende tilbagebetalingsmuligheden i det foreslåedes stk. 5, nr. 9, 1. pkt. og 2. pkt. skulle identificere det areal i virksomheden, som kan henregnes til en virksomheds indkvarteringsydelser, og som derfor vil være omfattet af tilbagebetalingsmuligheden.

For et hotel, hvis samlede areal udgøres af reception, restaurant, opholdsstue, gangarealer, 10 udlejningsværelser samt køkkenfaciliteter og opbevaringsrum, vil de 10 værelser med eventuelle tilhørende badeværelser, som kan tilgås direkte fra værelserne, udgøre hotellets indkvarteringsydelse. Dermed vil afgiftspligtig varme og varer, som er anvendt til opvarmning og komfortkøling af værelserne og badeværelserne samt det varme vand anvendt på værelserne eller i badeværelserne, være omfattet af tilbagebetalingsmuligheden.

Opvarmning og komfortkøling, herunder varmt vand, der anvendes til gangarealerne hen til udlejningsværelserne, i receptionen, opholdsstue og opbevaringsrum, vil ikke være omfattet af tilbagebetalingsmuligheden, da arealerne ikke betragtes som en del af indkvarteringsydelsen. Ligeledes vil det opvarmning og komfortkøling, herunder varmt vand, der anvendes i restauranten og de tilhørende køkkenfaciliteter til hotellets gæster eller bespisende gæster, ikke være en del af indkvarteringsydelsen, da der er tale om en accessorisk ydelse. Udlejning af et hotels konferencecenter betragtes heller ikke som en del af indkvarteringsydelsen, selvom konferencecenteret kan udlejes sammen med et antal af hotellets værelser, da et konferencecenter betragtes, som en accessorisk ydelse.

I det tilfælde, at f.eks. fem af hotellets værelser er under istandsættelse, vil disse værelser ikke være en tilbagebetalingsberettiget indkvarteringsydelse, eftersom de ikke er udlejningsklar. Opgørelsen foretages for en afgiftsperiode ad gangen. Mindre løbende vedligeholdelse, som ikke eller kun meget kortvarigt har betydning for om værelset kan udlejes, medfører ikke, at værelset anses for under istandsættelse. Det kan f.eks. være et defekt brusehoved eller et stoppet afløb.

Forbrug af varme og varer til rumvarme m.v. anvendt til arealer, som ikke er en indkvarteringsydelse, til accessoriske ydelser eller i værelser, som f.eks. er under istandsættelse, er således omfattet af de almindelige regler for afgift af mineralolieprodukter m.v. samt godtgørelse heraf.

Det foreslås i 3. pkt ., at der kan ske forholdsmæssig opgørelse af en tilbagebetalingsberettiget andel på baggrund af måling efter nr. 4, når en sådan forholdsmæssig opgørelse andel kan opgøres.

Det foreslåede stk. 5, nr. 9, 3. pkt. vil medføre, at udgangspunktet for opgørelsen af det tilbagebetalingsberettigede beløb ved anvendelser i det foreslåede i stk. 5, nr. 9, 1. pkt., på anlæg med forbrug til både godtgørelsesberettigede og ikke godtgørelsesberettigede anvendelser, er måling og fordeling efter nr. 4.

Det foreslås i 4. pkt ., at i stedet for opgørelse efter nr. 4 kan virksomheder omfattet af 1. pkt. vælge, at beregningen af den godtgørelsesberettigede afgift skal ske forholdsmæssigt svarende til den del af virksomhedens samlede areal i kvadratmeter, som gæsten kan råde egenhændigt over under sit ophold.

Det foreslåede stk. 5, nr. 9, 4. pkt. vil medføre, at virksomheder til brug for opgørelse af det tilbagebetalingsberettigede beløb ved anvendelser i det foreslåede i stk. 5, nr. 9, 1. pkt., kan vælge at anvende en skematisk fordelingsregel i stedet for måling og fordeling. Den skematiske fordelingsregel er baseret på opmåling af arealet, som gæsten kan råde egenhændigt over under sit ophold i kvadratmeter.

Den skematiske fordelingsregel kan dog ikke anvendes ved opgørelsen af tilbagebetaling af forbrug af afgiftspligtig varme og varer til opvarmning af vand i bassiner og lignende, der kan rumme over 3 m3 vand, og som er placeret udenfor arealet, som gæsten kan råde egenhændigt over under sit ophold, og varme eller kulde, som leveres fra virksomheden.

Den skematiske fordelingsregel omfatter ikke anvendelser omfattet af det foreslåede stk. 5, nr. 9, 2. pkt. Det skyldes, at der er tale om fritstående enheder, hvor hele enheden udlejes til gæsten. For så vidt angår de mobile enheder vil disse endvidere oftest have et kortvarigt ophold på udlejers campingplads, og det vil være uhensigtsmæssigt for en udlejer af en campingplads at skulle opgøre antallet af kvadratmeter på fremmede campingenheder.

Den skematiske fordelingsregel muliggør, at hotelvirksomheder og lignende virksomheder, der ikke ved måling fordeler deres forbrug til rumvarme m.v. mellem rumvarme m.v. anvendt til udlejningsarealer omfattet af tilbagebetalingen efter stk. 5, nr. 9, 1. pkt. og rumvarme m.v. af virksomhedens øvrige arealer, vil kunne opgøre godtgørelsen ud fra den kvadratmeter-andel af virksomhedens samlede kvadratmeter-areal, som gæsten kan råde egenhændigt over under sit ophold. På dette grundlag kan disse virksomheder ansøge om tilbagebetaling af afgiften ned til processatsen for den tilbagebetalingsberettigede andel af virksomhedens energiforbrug på samme måde, som hvis virksomheden havde beregnet det tilbagebetalingsberettigede energiforbrug ved måling.

Den skematiske regel kan dermed anvendes som alternativ til at opgøre det tilbagebetalingsberettigede forbrug ved måling og fordeling. Ved anvendelsen af den skematiske regel i stk. 5, nr. 9, 4. pkt., er det uden betydning, om udlejningsarealet er opvarmet eller ej.

Ved anvendelsen af den skematiske fordelingsregel i stk. 5, nr. 9, 4. pkt., skal virksomheden opgøre arealet, som gæsten kan råde egenhændigt over under sit ophold. Ved opgørelsen af antallet af kvadratmeter af indkvarteringsydelse tages der udgangspunkt i indkvarteringsydelsens gulvareal, dvs. arealet inden for væggene. Virksomhedens samlede areal opgøres som arealet angivet i Bygnings- og Boligregistret (herefter BBR). En opvarmet parkeringskælder skal medregnes ved opgørelsen af afgiften, mens en ikke opvarmet parkeringskælder ikke skal medregnes.

En virksomheds areal, som gæsten kan råde egenhændigt over under sit ophold, opmåles til at udgøre en procentsats af virksomhedens samlede areal. Godtgørelsen beregnes ved at gange differencen mellem rumvarmesatsen og procesafgiften med procentsatsen af virksomhedens totale varmeforbrug, som fremgår af virksomhedens energiregning, der er anvendt til rumvarme m.v. Der skal dog ikke medregnes andet energiforbrug, som er godtgørelsesberettiget.

Der betales fuld rumvarmeafgift af virksomhedens resterende varmeforbrug mv.

Der kan gives følgende eksempel: Et hotel på 1.000 m2 ifølge BBR har et samlet areal, som hotelgæsterne kan råde egenhændigt over under deres ophold, på 600 m2. Virksomheden har ikke andet godtgørelsesberettiget forbrug eller leverancer af energi ud af huset. Det vil sige, at hotellet kan få 60 pct. af rumvarmeafgiften efter fradrag af procesafgiften, herunder for opvarmning, komfortkøling og varmt vand, tilbagebetalt.

Ifølge fakturaerne udgør den årlige rumvarmeafgift 26.000 kr. 60 pct. heraf udgør 15.600 kr. Dette beløb er dog ikke fuldt ud godtgørelsesberettiget, da der fortsat skal betales procesafgift. Procesafgiften er i 2024 9,3 kr. pr. GJ, hvilket svarer til 13,51 pct. 15.600 kr. fratrukket 13,51 pct. er 13.492 kr. Den tilbagebetalingsberettigede afgift udgør således 13.492 kr.

Det foreslås i 5. pkt. , at i den samlede mængde energi dog ikke medregnes andet energiforbrug, som er godtgørelsesberettiget.

Det foreslåede stk. 5, nr. 9, 5. pkt., vil medføre, at der i den skematiske regel ikke indgår andet energiforbrug, som er godtgørelsesberettiget, i den samlede mængde energi, da dette ville kunne skabe forskelsbehandling med hensyn til godtgørelse af virksomhederne. Et sådan energiforbrug kan f.eks. være forbrug fra ovne eller lignende køkkenfacilitet omfattet af godtgørelsesmuligheden i nr. 1 eller nr. 2, og som hotellet derfor allerede måler og opgør særskilt efter nr. 4. Dette målte og opgjorte forbrug, som allerede bliver godtgjort, holdes således ude.

Det foreslås i 6. pkt., at ved anvendelsen af opgørelsesmetoden i 4. pkt. medregnes ikke varme eller kulde, som leveres fra virksomheden, eller til opvarmning af vand i bassiner og lignende, der kan rumme over 3 m3 vand, og som er placeret udenfor arealet, som gæsten kan råde egenhændigt over under sit ophold, eller. til fremstilling af varme eller kulde, som leveres fra virksomheden.

Det foreslåede stk. 5, nr. 9, 6. pkt., vil medføre, at opgørelsen af varme og varer omfattet af § 11, stk. 4, forbrugt til varmt vand til bassiner og lignende, der kan rumme over 3 m3, og som er placeret uden for de arealer, som hotelgæsterne kan råde egenhændigt over under deres ophold, ikke kan opgøres efter stk. 5, nr. 9, 4. pkt. Virksomheden skal således opgøre dette ikke tilbagebetalingsberettigede forbrug ved måling. Der skal heller ikke medregnes energi, som er leveret ud af huset, og som dermed ikke er forbrugt af virksomheden.

I praksis skal den opgjorte mængde omfattet af det foreslåede stk. 5, nr. 9, 6. pkt., fraregnes før det afgiftspligtige samlede energiforbrug fordeles efter stk. 5, nr. 9, 4. pkt. Det skyldes, at et højt forbrug af varmt vand, som finder sted i f.eks. spafaciliteter eller en svømmehal, ellers vil skævvride den forholdsmæssige fordeling af energiforbruget ved beregning af godtgørelsen, der kan henregnes til indkvarteringsydelsen.

Udgør energiforbruget til varmt vand i en spaafdeling eller lignende 10 pct. af det samlede rumvarmeforbrug, reduceres den beregnede godtgørelse med 10 pct. Det indebærer, at det alene er de resterende 100-10 pct. af varmeforbruget, der fordeles efter den skematiske fordelingsnøgle. Godtgørelsen kan beregnes til forskellen mellem rumvarmesats og processats ganget med x pct. af (100-10) pct. af energiforbruget.

Der kan gives følgende eksempel, hvor det følger af fakturaerne, at den årlige rumvarmeafgift udgør 29.394 kr.

Et hotel har målt, at opvarmningen af varmt vand i spaafdelingen udgør 10 pct. af det samlede energiforbrug anvendt til rumvarme, komfortkøling og varmt vand. Hotellet er 1.000 m2 ifølge BBR og har et samlet areal, som gæsterne kan råde egenhændigt over under deres ophold, på 600 m2. Virksomheden har ikke andet godtgørelsesberettiget forbrug eller leverancer af energi ud af huset. Dermed beregnes den tilbagebetalingsberettigede rumvarmeafgift på følgende måde:

Ifølge fakturaerne udgør den årlige rumvarmeafgift 29.394 kr. 10 pct. heraf kan henregnes til opvarmning af varmt vand i forbindelse med spafaciliteter. Efter korrektion herfor i den årlige rumvarmeafgift udgør den årlige rumvarmeafgift 26.454 kr. 60 pct. heraf udgør 15.873 kr. Dette beløb er ikke fuldt ud godtgørelsesberettiget, da der skal betales procesafgift, der i 2024 udgør 9,3 kr. pr. GJ svarende til 13,51 pct. 15.873 kr. fratrukket 13,51 pct. er 13.728 kr. Den tilbagebetalingsberettigede afgift er 13.728 kr.

Det foreslås i 7. pkt., at den opgjorte andel, som efter 6. pkt. ikke skal medregnes, opgøres som forholdet mellem den mængde energi, som forbruges til de pågældende, ikke tilbagebetalingsberettigede formål, og energiindholdet i den samlede mængde fremstillet rumvarme, kulde og varmt vand.

Det foreslåede stk. 5, nr. 9, 7. pkt. vil medføre, at den opgjorte andel efter 6. pkt. opgøres som forholdet mellem den mængde energi, som forbruges til det pågældende, ikke tilbagebetalingsberettigede formål, og energiindholdet i den samlede mængde fremstillet rumvarme, kulde og varmt vand. Det vil efter denne regel både være nødvendigt at måle det samlede varmeoutput fra anlæggets kedel og varmen nær udløbet til bassinet eller hvor varmen eller kulden fragår virksomhedens areal. På baggrund af disse to målinger kan der således laves en forholdsmæssig fordelingsnøgle, som forbruget kan fordeles efter.

Det foreslås i 8. pkt ., at i den samlede mængde dog ikke medregnes andet energiforbrug, som er godtgørelsesberettiget, jf. 5. pkt.

Det foreslåede stk. 5, nr. 9, 8. pkt. vil medføre, at der i den samlede mængde ikke medregnes eventuelt andet energiforbrug, som er godtgørelsesberettiget. Dette forbrug holdes således ude af opgørelsen efter 7. pkt. da andelen, der efter 6. pkt. ikke skal medregnes, ellers vil blive forholdsmæssigt for lille. 8. pkt. skal således sikre, at forbruget, der efter 5. pkt. skal holdes ude af den samlede fordeling efter 4. pkt. ikke indirekte medregnes, når virksomheden også har forbrug der efter 6. pkt. holdes ude af opgørelsen.

Det foreslås i 9. pkt., at uanset 7. pkt. foretages der for så vidt angår varme eller kulde, som er leveret særskilt til virksomheden fra et fjernvarmeværk eller anden producent, der er registreret efter merværdiafgiftsloven, en særskilt opgørelse, hvor der for denne varme eller kulde foretages en forholdsmæssig fordeling.

Det foreslåede stk. 5, nr. 9, 9. pkt. vil medføre, at såfremt virksomheden anvender fjernvarme og kulde opgøres andelen, som efter 6. pkt. ikke skal medregnes, forholdsmæssigt på baggrund af, hvor stor en andel af den samlede indkøbte fjernvarme og kulde, som forbruges i bassinet eller leveres fra virksomheden. Der skal således ved denne metode foretages måling af varmen nær udløbet til bassinet, eller hvor varmen eller kulden fragår virksomhedens areal. Forbruget kan herefter forholdsmæssigt opgøres ud fra, hvor mange GJ, der måles nær udløbet af bassinet, og hvor mange GJ, som fremgår af regningen.

Det foreslås i 10. pkt. , at i denne opgørelse medregnes ikke andet energiforbrug, som er godtgørelsesberettiget, jf. 5. pkt.

Det foreslåede stk. 5, nr. 9, 10. pkt., vil medføre, at eventuelt andet energiforbrug, som er godtgørelsesberettiget, holdes ude af opgørelsen efter 9. pkt. på samme måde, som dette forbrug efter 7. pkt. holdes ude af opgørelsen efter 9. pkt.

Det foreslås i 11. pkt. , at det er en betingelse for godtgørelse, at varmen eller kulden, som indgår i beregninger af godtgørelsen, er målt.

Det foreslåede stk. 5, nr. 9, 11. pkt. vil medføre, at det er en betingelse for godtgørelse efter det foreslåede stk. 5, nr. 9, at varmen eller kulden, som indgår i beregninger af godtgørelse, er målt, og at der dermed foreligger registreringer af målingerne som en del af regnskabsmaterialet. Dette er ikke til hinder for, at Skatteforvaltningen efter anmodning fra virksomheder, der foretager måling med henblik på opgørelse af den tilbagebetalingsberettigede andel af varer, kulde og varme, kan tillade, at de målte data finder anvendelse på afgiftsperioder op til 3 år før den afgiftsperiode, hvori der først foretages korrekt måling jf. stk. 8.

Det foreslås i 12. pkt., at en virksomhed omfattet af 1. pkt. vælger en opgørelsesmetode for tilbagebetaling for et helt kalenderår.

Det foreslåede stk. 5, nr. 9, 12. pkt. vil medføre, at den opgørelsesmetode, som virksomheden vælger, skal benyttes i hele kalenderåret. Dette medfører, at en virksomhed for 1 år ad gangen skal vælge, om det tilbagebetalingsberettigede beløb skal opgøres ved måling af det faktiske forbrug af afgiftspligtig varme og varer, jf. det foreslåede stk. 5, nr. 9, 1. pkt., eller efter den skematiske fordelingsregel, jf. det foreslåede stk. 5, nr. 9, 4. pkt.

Det foreslås i 13. pkt ., at en virksomhed, der anvender opgørelsesmetoden i 4. pkt., anvender den tilsvarende opgørelsesmetode i § 10, stk. 5, nr. 9, 4. pkt., i lov om afgift af naturgas og bygas m.v. og § 8, stk. 4, nr. 9, 4. pkt., i lov om afgift af stenkul, brunkul og koks.

Det foreslåede stk. 5, nr. 9, 13. pkt. vil medføre, at virksomheder, der anvender den skematiske opgørelsesmetode ved tilbagebetaling efter det foreslåede § 11, stk. 5 nr. 9, skal anvende tilsvarende metode, hvis virksomheden kan opnå tilbagebetaling efter gasafgiftslovens § 10, stk. 5, nr. 9, 4. pkt., og kulafgiftslovens § 8, stk. 4, nr. 9, 4. pkt., der omhandler tilsvarende lempelse for hotelsektoren m.v.

Forslaget skal ses i sammenhæng med forslaget i § 1, nr. 5, § 2, nr. 5 og § 3, nr. 4-5, hvortil der henvises.

Der henvises i øvrigt til afsnit 3.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 5

Det fremgår af mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 18, at virksomheder, der skal benytte sig af tilbagebetalingsmuligheden i mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 3, skal indberette tilbagebetalingsbeløbet til Skatteforvaltningen, hvis beløbet overstiger 500.000 euro i et kalenderår. Omregningen fra danske kroner til euro skal ske efter den kurs, som der gælder den første arbejdsdag i det år, som indberetningen vedrører, og som offentliggøres i Den Europæiske Unions Tidende. Opgørelsen af tilbagebetalingsbeløbet efter stk. 18, 1. pkt., skal ske per juridisk enhed.

Det foreslås i mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 18, 1. pkt ., at ændre »stk. 3, skal« til »stk. 3 eller stk. 5, nr. 9, skal for den enkelte ordning«

Det vil betyde, at virksomheder, der benytter sig af tilbagebetalingsmuligheden i § 11, stk. 5 nr. 9, jf. lovforslagets § 1, nr. 4, pålægges at indberette tilbagebetalingsbeløbet til Skatteforvaltningen, hvis beløbet for den enkelte ordning overstiger 100.000 euro i et kalenderår.

Der er tale om en ændring, som følge af, at det ved lovforslagets § 1, nr. 4, foreslås at etablere en tilbagebetalingsmulighed, som bliver omfattet af kravet om indberetning til Kommissionens statsstøtteregister. Forslaget skal ses i sammenhæng med lovforslagets § 1, nr. 1, hvortil der henvises.

Til nr. 6

Det fremgår af mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 19, at skatteministeren fastsætter nærmere regler om indberetning og offentliggørelse af oplysninger indberettet efter stk. 18 og oplysninger om virksomhedens navn, virksomhedstype, cvr-nummer, størrelse og dato for tildeling. Skatteministeren fastsætter derudover nærmere regler om, at virksomheder ikke kan opnå tilbagebetaling efter stk. 3, når de ikke opfylder de til enhver tid gældende betingelser for at modtage statsstøtte.

Denne bemyndigelse er udmøntet i bekendtgørelse nr. 566 af 3. maj 2019 om efterlevelse af regler for tildeling af statsstøtte på skatteområdet, som ændret ved bekendtgørelse nr. 1356 af 16. juni 2021.

Det foreslås i mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 19, 2. pkt. , at ændre »stk. 3« til »stk. 3 eller stk. 5, nr. 9«

Det foreslåede vil indebære, at skatteministeren også for ordningen i stk. 5, nr. 9, bemyndiges til at fastsætte nærmere regler om indberetning og offentliggørelse af de pågældende oplysninger i Europa-Kommissionens statsstøtteregister.

Der er tale om en ændring som følge af, at det ved lovforslagets § 1, nr. 5, foreslås at etablere en tilbagebetalingsmulighed, som bliver omfattet af kravet om indberetning til Kommissionens statsstøtteregister. Ved ændringen er der således alene tale om en udvidelse af bestemmelsen til også at omfatte ordningen i stk. 5. nr. 9.

Forslaget skal ses i sammenhæng med lovforslagets § 1, nr. 1, hvortil der henvises.

Kilde

Til nr. 1

Det fremgår af gasafgiftslovens § 1, stk. 6, 1. pkt., at virksomheder, der skal indbetale afgiften efter § 15, skal indberette værdien af afgiftslempelsen i stk. 2, 3. pkt., til told- og skatteforvaltningen, hvis den samlede værdi af lempelsen overstiger 500.000 euro i et kalenderår.

Det fremgår af gasafgiftslovens § 1, stk. 7, 2. pkt., at Skatteministeren fastsætter nærmere regler om, at virksomheder ikke kan opnå tilbagebetaling efter stk. 2, 3. pkt., når de ikke opfylder de til enhver tid gældende betingelser for at modtage statsstøtte.

Henvisningen til § 1, stk. 2. 3. pkt., er ikke korrekt.

Det er begrundet i, at henvisningerne ikke blev konsekvensændret fra § 1, stk. 2, 3. pkt., til § 1, stk. 2, 2. pkt., ved lov nr. 1585 af 27. december 2019, som følge af, at den dagældende § 1, stk. 2, 2. pkt., blev ophævet.

Det foreslås at i gasafgiftslovens § 1, stk. 6, 1. pkt., og stk. 7, 2. pkt., at »3. pkt.« ændres til »2. pkt.«.

Formålet med ændringen er, at henvisningen i gasafgiftslovens § 1, stk. 6, 1. pkt., og stk. 7, 2. pkt., korrekt henviser til § 1, stk. 2, 3. pkt.

Til nr. 2

Det følger af gasafgiftslovens § 1, stk. 6, § 8, stk. 12, § 8 a, stk. 4, og § 10, stk. 16, at virksomheder, som benytter sig af muligheden for at få tilbagebetalt afgift efter § 1, stk. 2, § 9 a, stk. 4 og 5, § 8 a, stk. 1-3, og § 10, stk. 1-5, skal indberette tilbagebetalingsbeløbet til Skatteforvaltningen.

Det fremgår af gasafgiftslovens § 1, stk. 2, at afgiften for naturgas og bygas med en nedre brændværdi på 39,6 MJ pr. normal m3 (Nm3) udgør 236,8 øre (2015-niveau). Afgiften for biogas, jf. § 1, stk. 1, 2. pkt., med en nedre brændværdi på 39,6 MJ pr. normal m3 (Nm3) 9,8 øre pr. Nm3. Støtteordningen består således i en lempet afgiftssats for biogas til varmefremstilling.

Det følger af gasafgiftslovens § 1, stk. 6, at virksomheder skal indberette værdien af den nævnte afgiftslempelse i stk. 1, til Skatteforvaltningen, hvis den samlede værdi af lempelsen overstiger 500.000 euro i et kalenderår. Opgørelsen af værdien af lempelsen skal ske pr. juridisk enhed.

Støtteordningerne i §§ 8 og 8 a udgøres af den såkaldte elpatronordning. Ordningen giver momsregistrerede virksomheder ret til på visse betingelser at benytte en lempet afgiftssats for varme, der produceres af afgiftspligtige brændsler eller af afgiftspligtig elektricitet. Ordningen fremgår af gasafgiftslovens § 8, stk. 4 og 5, og § 8 a. Det fremgår af gasafgiftslovens § 8, stk. 12, at virksomheder, der benytter sig af tilbagebetalingsmuligheden i stk. 4 og 5, skal indberette tilbagebetalingsbeløbet til told- og skatteforvaltningen, hvis det samlede beløb overstiger 500.000 euro i et kalenderår. Opgørelsen skal ske pr. juridisk enhed.

Der gælder en lempet afgiftssats for biogas til procesformål. Det følger af gasafgiftslovens § 10, stk. 1-5 og stk. 15, at godtgørelsen af afgiften for biogas, som anvendes til proces, nedsættes med 4,9 øre pr. Nm3 gas med en nedre brændværdi på 39,6 MJ. Afgiften for anden gas til procesformål nedsættes med 4,5 kr. pr. GJ.

Virksomheder, der benytter sig af tilbagebetalingsmuligheden i § 10, stk. 1-5, jf. stk. 15, skal indberette tilbagebetalingsbeløbet til Skatteforvaltningen, hvis det samlede beløb overstiger 500.000 euro i et kalenderår. Opgørelsen af tilbagebetalingsbeløbet skal ske pr. juridisk enhed.

Bestemmelserne gennemfører gennemsigtighedskravet i gruppefritagelsesforordningen, hvorefter der i forbindelse med støttetildelinger over 500.000 euro stilles krav om bl.a. offentliggørelse af støttemodtagers navn, virksomhedens størrelse, datoen for støttens tildeling og støttebeløbets størrelse.

Kommissionen har den 23. juni 2023 vedtaget en ændring til den generelle gruppefritagelsesforordning (Kommissionens Forordning (EU) 2023/1315 af 23. juni 2023 om ændring af forordning (EU) nr. 651/2014 om visse kategorier af støttes forenelighed med det indre marked i henhold til traktatens artikel 107 og 108), som bl.a. indebærer en udvidelse af gennemsigtighedskravet ved, at tærsklen for, hvornår medlemsstaterne skal offentliggøre oplysninger om støttetildelinger, sænkes fra 500.000 euro til 100.000 euro.

Det foreslås i gasafgiftslovens § 1, stk. 6, 1. pkt., § 8, stk. 12, 1. pkt., § 8 a, stk. 4, 1. pkt., og § 10, stk. 16, 1. pkt., ændres »500.000 euro« til »100.000 euro«.

Det betyder at tærsklen for indberetningspligten ændres fra at gælde for tilbagebetalingsbeløb, som overstiger 500.000 euro, til at gælde for tilbagebetalingsbeløb, som overstiger 100.000 euro.

Formålet med ændringen er at gennemføre Kommissionens Forordning (EU) 2023/1315 af 23. juni 2023 om ændring af forordning (EU) nr. 651/2014 om visse kategorier af støttes forenelighed med det indre marked i henhold til traktatens artikel 107 og 108.

Den foreslåede ændring vil medføre, at virksomheder, som benytter sig af muligheden for at få tilbagebetalt afgift efter § 1, stk. 2, § 9 a, stk. 4 og 5, § 8 a, stk. 1-3, og § 10, stk. 1-5, skal indberette tilbagebetalingsbeløbet til Skatteforvaltningen, hvis det samlede beløb overstiger 100.000 euro i et kalenderår.

Der henvises i øvrigt til punkt 3.5 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 3

Det følger af gasafgiftslovens § 10, stk. 5, nr. 1, nr. 2, 2. pkt., og nr. 3, 1. pkt., at der ydes tilbagebetaling for afgiften af varme og varer, som anvendes til fremstilling af varer, der er bestemt for afsætning. Bestemmelserne indeholder alle en henvisning til stk. 7, som er en bestemmelse, som indebærer, at Skatteforvaltningen efter anmodning kan anvende målte data. Henvisningen til stk. 7 i § 10, stk. 5, nr. 1, nr. 2, 2. pkt., og nr. 3, 1. pkt., er imidlertid ikke korrekt, idet der burde have været henvist til, at i det omfang en del af det varme vand eller den varme, som der ydes tilbagebetaling for, efterfølgende nyttiggøres i forbindelse med overskudsvarme, nedsættes den samlede tilbagebetaling efter energiafgiftslovene. Den ikke korrekte henvisning er begrundet i, at der ikke blev gennemført en konsekvensændring af bestemmelserne i forbindelse med, at der blev indsat et nyt stk. 7 i § 10 ved § 3, nr. 6, i lov nr. 444 af 10. juni 1997.

Ved § 2, nr. 15, i lov nr. 462 af 9. juni 2004 blev der indsat et nyt stk. 8 i § 10, men der blev ikke gennemført en konsekvensændring af bestemmelserne i forbindelse hermed. Henvisningerne burde dog have været ændret fra stk. 7 til stk. 9, som vedrører afgiftsregulering i forbindelse med udnyttelse af overskudsvarme.

Det foreslås i gasafgiftslovens § 10, stk. 5, nr. 1, nr. 2, 2. pkt., og nr. 3, 1. pkt., at ændre »stk. 7« til »stk. 9«.

Den foreslåede ændring vil betyde, at henvisningerne til stk. 7 i § 10, stk. 5, nr. 1, nr. 2, 2. pkt., og nr. 3, 1. pkt., ændres til en henvisning til stk. 9.

Formålet med ændringen er, at henvisningen i § 10, stk. 5, nr. 1, nr. 2, 2. pkt., og nr. 3, 1. pkt., bliver korrekte.

Til nr. 4

Det fremgår at gasafgiftslovens § 10, stk. 15, at uanset §§ 10 a-10 d nedsættes tilbagebetalingen efter stk. 1-5 for gas omfattet af § 1, stk. 2, 3. pkt., med 4,9 øre pr. Nm3 gas med en nedre brændværdi på 39,6 MJ. 1. pkt. finder ikke anvendelse for tilbagebetalingen for processer nævnt i § 10 d, stk. 1-5.

Det fremgår af gasafgiftslovens § 10 e, stk. 1, 1. pkt., at beløb pr. GJ vedrørende nyttiggjort overskudsvarme fra biogas m.v. omfattet af § 1, stk. 2, 3. pkt., hvor beløbet beregnes efter § 10, stk. 9, kan fastsættes til 1,3 kr. pr. GJ overskudsvarme, jf. dog stk. 3.

Det fremgår af gasafgiftslovens § 10 e, stk. 2, 1. pkt., at beløb pr. GJ vedrørende nyttiggjort overskudsvarme fra biogas m.v. omfattet af § 1, stk. 2, 3. pkt., hvor beløbet beregnes efter § 10 d, stk. 7 eller 8, kan fastsættes til 2,5 kr. pr. GJ overskudsvarme, jf. dog stk. 3.

Det fremgår af gasafgiftslovens § 10 e, stk. 3, at i det omfang overskudsvarmen, jf. stk. 1 eller 2, for en opgørelsesperiode tillige er fremstillet ved brug af andre energiafgiftspligtige brændsler eller elektricitet, ganges overskudsvarmen (GJ) med energiindholdet i mængden af biogas m.v. omfattet af § 1, stk. 2, 3. pkt., som vedrører overskudsvarmen, over det totale energiindhold i afgiftspligtige brændsler og afgiftspligtig elektricitet vedrørende overskudsvarmen.

Henvisningerne til § 1, stk. 2. 3. pkt., er ikke korrekte.

Det er begrundet i, at henvisningerne ikke blev konsekvensændret fra § 1, stk. 2, 3. pkt., til § 1, stk. 2, 2. pkt., ved lov nr. 1585 af 27. december 2019, som følge af, at den dagældende § 1, stk. 2, 2. pkt., blev ophævet.

Det foreslås at i gasafgiftslovens 10, stk. 15, 1. pkt., § 10 e, stk. 1, 1. pkt., stk. 2, 1. pkt., og stk. 3, ændres »stk. 2, 3. pkt.« til »stk. 2, 2. pkt.«.

Det foreslåede vil medføre, at henvisningen i gasafgiftslovens § 10, stk. 15, 1. pkt., § 10 e, stk. 1, 1. pkt., stk. 2, 1. pkt., og stk. 3, korrekt henviser til § 1, stk. 2, 2. pkt.

Til nr. 5

Det følger af gasafgiftslovens § 10, stk. 4, 1. pkt., at der som udgangspunkt ikke ydes tilbagebetaling af afgift af varme og varer, der direkte eller indirekte anvendes til fremstilling af varme, som leveres fra virksomheden, rumvarme eller varmt vand, jf. dog § 10, stk. 5. Det følger af § 10, stk. 4, 2. pkt., at der dog ydes tilbagebetaling for afgiften af varme og varer, der forbruges i lukkede anlæg til fremstilling eller forarbejdning af varer, og som indirekte bidrager til rumopvarmning, hvis højst 10 pct. af den energi, der er forbrugt i anlægget, bidrager til rumopvarmning. Det følger af gasafgiftslovens § 11, stk. 4, 4. pkt., at tilbagebetaling heller ikke kan finde sted for varme og varer, der direkte eller indirekte anvendes til fremstilling af kulde, eller af kulde leveret til virksomheden til køling af rum, når kølingen sker af komfortmæssige hensyn.

Det følger af § 10, stk. 5, at der dog ydes tilbagebetaling for afgiften af varme og varer omfattet af gasafgiftslovens § 10, stk. 4, ved de i § 10, stk. 5, nr. 1-8, oplistede anvendelser. Momsregistrerede virksomheder har ved disse anvendelser mulighed for delvist at få godtgjort afgift af forbrugt gas m.v. Som eksempel på sådanne situationer kan nævnes forbrug vedrørende fremstilling af visse varer, der er bestemt for afsætning og som led i forarbejdningen vaskes i eller med særlige anlæg, rumopvarmning og varmt vand i staldbygninger og opvarmning af væksthuse.

Det følger af § 10, stk. 5, nr. 4, at en virksomhed, der har forbrug af gas m.v. til både procesformål og rumvarme m.v. (blandet forbrug), for at opnå godtgørelse skal fordele sit forbrug af gas m.v. mellem forbrug anvendt til procesformål og rumvarme m.v. Fordelingen af forbruget sker som udgangspunkt på grundlag af måling af det afgiftspligtige forbrug af energi, der anvendes til det godtgørelsesberettigede forbrug.

Det følger af § 10, stk. 5, nr. 4, 3. pkt., at på anlæg, hvor fremløbstemperaturen er over 90° C, eller anlæg, hvor den ikke tilbagebetalingsberettigede del udgør mindre end 10 pct. af den samlede fremstilling, eller den ikke tilbagebetalingsberettigede andel udgør mindre end 200 GJ årligt, kan virksomheden vælge at opgøre andelen, der anvendes i ikke tilbagebetalingsberettigede anlæg, efter ovenstående metode og at opgøre forbruget til ikke tilbagebetalingsberettigede formål direkte. Den direkte opgjorte mængde opgøres som den mængde energi, der forbruges til ikke tilbagebetalingsberettigede formål divideret med energiindholdet i de indfyrede brændsler, jf. § 8, stk. 2.

Det følger af § 10, stk. 5 nr. 4, 5.-7. pkt., at den opgjorte mængde divideres med anlæggets virkningsgrad. Hvis målingen ikke foretages i umiddelbar nærhed af anlægget, der fremstiller varmen, tillægges yderligere 10 pct. Den resterende mængde brændsel henregnes til den tilbagebetalingsberettigede del.

Det følger af § 10, stk. 6, at virksomheder, som alternativ til fordeling af forbruget ved måling efter stk. 5, nr. 4, kan vælge at betale en afgift for rumvarme/komfortkøling på baggrund af en standardafgift pr. kvadratmeter pr. måned (kvadratmeterafgift), hvorved godtgørelsen nedsættes. Afgiften opgøres således, at det samlede energiforbrug henregnes til proces, og at procesgodtgørelsen nedsættes med 10 kr. pr. m2 pr. måned. Det følger af § 11, stk. 6, 3. pkt., at det er en betingelse for at anvende kvadratmeterafgiften i § 10, stk. 6, at der benyttes samme forsyningsnet til både forbrug af rumvarme, komfortkøling og procesforbrug.

Det følger af § 10, stk. 7, at hvis der er tale om rumvarme eller komfortkøling af et rumareal på over 100 m2, er det en betingelse for anvendelse af muligheden i stk. 6, at virksomheden kan godtgøre, at en direkte måling af forbruget af gas m.v. til rumvarme/komfortkøling ville medføre en større tilbagebetaling af afgift end anvendelsen af kvadratmeterafgiften. Er der anvendt varme, kulde eller varer, der ikke er ydet fuld tilbagebetaling af afgiften for, kan den betalte afgift modregnes i kvadratmeterafgiften, jf. gasafgiftslovens § 10, stk. 7.

Det følger af § 10, stk. 7, 4. pkt., at virksomheder, som via det samme forsyningsnet forsynes med både varmt vand og varmt vand til procesformål, kan vælge at fastsætte forbruget af varmt vand ved andet end måling (50 GJ-reglen), hvis det faktiske forbrug til varmt vand er mindre end 50 GJ om året, og at virksomheden kan godtgøre, at en direkte måling af forbruget af varmt vand ville medføre en større tilbagebetaling.

Det følger af gasafgiftslovens § 10, stk. 16, at virksomheder, der skal benytte sig af tilbagebetalingsmuligheden i § 10, stk. 1-5, skal indberette tilbagebetalingsbeløbet til Skatteforvaltningen, hvis beløbet overstiger 500.000 euro i et kalenderår. Omregningen fra danske kroner til euro skal ske efter den kurs, som der gælder den første arbejdsdag i det år, som indberetningen vedrører, og som offentliggøres i Den Europæiske Unions Tidende. Opgørelsen af tilbagebetalingsbeløbet efter stk. 18, 1. pkt., skal ske per juridisk enhed.

Det følger af gasafgiftslovens § 10, stk. 17, at Skatteministeren fastsætter nærmere regler om indberetning og offentliggørelse af oplysninger indberettet efter stk. 16 og oplysninger om virksomhedens navn, virksomhedstype, cvr-nummer, størrelse og dato for tildeling. Skatteministeren fastsætter derudover nærmere regler om, at virksomheder ikke kan opnå tilbagebetaling efter stk. 1-5, jf. stk. 15, når de ikke opfylder de til enhver tid gældende betingelser for at modtage statsstøtte.

Det foreslås, at der i gasafgiftslovens § 10, stk. 5, indsættes en ny bestemmelse som nummer 9.

Det foreslås i 1. pkt., at afgiften af varme og varer omfattet af stk. 4, som anvendes af virksomheder, der er registreret efter merværdiafgiftsloven, til rumvarme, kulde til køling af rum, hvor kølingen sker af komfortmæssige hensyn, og varmt vand i indkvarteringsydelsen, som omfatter hotelværelser og andre værelser, der udlejes i et kortere tidsrum end 1 måned, og uden særskilt betaling for rumvarme, kulde eller varmt vand.

Det foreslås i 2. pkt ., at 1. pkt. ligeledes finder anvendelse for campingenheder, uden særskilt betaling for rumvarme, kulde eller varmt vand.

Det foreslåede stk. 5, nr. 9, 1. og 2. pkt., vil indebære, at afgiften af forbrug af varme og varer omfattet af § 11, stk. 4, tilbagebetales ned til processatsen, der i 2024 udgør 9,3 kr. pr. GJ, hvis forbruget anvendes til opvarmning, komfortkøling eller varmt vand i indkvarteringsydelsen af hotelværelser og andre værelser, der udlejes for et kortere tidsrum end 1 måned. Tilsvarende tilbagebetales afgiften ned til processatsen, når anvendelsen sker til opvarmning m.v. af campingenheder, herunder f.eks. campingvogne, campingbiler, autocampere, mobilehomes, campinghytter, telte og trætophytter, hvis betaling for rumvarme, kulde til køling af rum, hvor kølingen sker af komfortmæssige hensyn, og varmt vand i indkvarteringsydelsen af campingenhederne m.v. sker uden særskilt betaling. Der er tale om medbragte campingenheder og køretøjer, som tilsvarende er omfattet af elafgiftslovens § 11, stk. 1, nr. 1.

Campingpladser er defineret i bekendtgørelse nr. 319 af 28. marts 2019 om tilladelse til udlejning af arealer til campering og om indretning og benyttelse af campingpladser. Ifølge denne bekendtgørelse skal ved campingpladser forstås arealer, som erhvervsmæssigt eller for et længere tidsrum end 6 uger årligt udlejes eller fremlejes til dag- og natophold i campingenheder. Ved campingenheder forstås telte, campingvogne eller andre transportable konstruktioner som campingbiler og lignende. En campingplads kan desuden opstille og udleje mindre hytter. Det er dermed nærmere afgrænset i dansk ret, hvad der forstås ved en campingplads. Det anvendte udtryk i dette lovforslag svarer til denne afgrænsning.

Tilbagebetalingsmuligheden vil omfatte energiforbrug til aktiviteter, som omfatter udlejning inden for hotelsektoren eller sektorer med tilsvarende opgaver, herunder udlejning i ferielejre eller i området, der er indrettet som campingpladser. Aktiviteter, som foreslås omfattet af tilbagebetalingsmuligheden, er defineret i momsdirektivets artikel 135, stk. 2, litra a, og omfatter udlejning af værelser hos hoteller, hostels, bed and breakfasts og vandrehjem samt udlejning af campingpladser og campinghytter.

Tilbagebetalingsmuligheden i 1. og 2. pkt. omfatter kun forbrug af afgiftspligtige gas m.v., der har direkte tilknytning til indkvarteringsydelsen. Det omfatter f.eks. forbrug til opvarmning eller komfortkøling, herunder til varmt vand i de enkelte værelser, campinghytter og campingpladser m.v. En indkvarteringsydelse omfattet af 1.pkt. skal indgå i udførelsen af erhvervsmæssig virksomhed, f.eks. et hotel, et vandrehjem, en bed and break-fast eller et hostel.

Hvis badeværelsesfaciliteter er en integreret del af indkvarteringsydelsen, vil de dermed også være omfattet af tilbagebetalingsmuligheden i 1. pkt. Badeværelsesfaciliteter skal være direkte forbundet med indkvarteringsydelsen for at være en integreret del af indkvarteringsydelsen. Badeværelser, som ikke kan tilgås direkte fra værelserne, men som eksklusivt er forbeholdt brugere af værelser uden eget bad, medregnes til det godtgørelsesberettigede areal.

For så vidt angår udlejning af campingpladser vil varme og varer, som udlejer forsyner lejerens campingenhed og køretøjer med, blive betragtet som forbrugt af udlejer, når lejer ikke særskilt betaler for sit forbrug af afgiftspligtig varme og varer. Dette forbrug vil være omfattet af tilbagebetalingsmuligheden i 2. pkt. gas m.v., der anvendes som motorbrændstof, som udlejer forsyner lejerens køretøj med uden særskilt betaling, er ikke omfattet af tilbagebetalingsmuligheden i 2. pkt.

Afgiftspligtig varme og varer anvendt til opvarmning og komfortkøling, herunder varmt vand i f.eks. et vandrehjems eller hostels sovesale vil være omfattet af tilbagebetalingsmuligheden. Badeværelsesfaciliteter vil også være omfattet af tilbagebetalingsmuligheden, i det omfang sovesalens gæster kan tilgå badeværelsesfaciliteterne direkte fra sovesalen.

Indkvarteringsydelsen skal for at blive omfattet af 1. pkt. være udlejningsklar. Indkvarteringsydelsen vil dermed skulle kunne indgå i virksomhedens løbende drift og være i en stand, som tillader, at indkvarteringsydelsen kan tages i brug af gæster. Virksomheder, som ikke er i drift, eller som har indkvarteringsydelser, der ikke er udlejningsklare, vil dermed ikke have adgang til den foreslåede lempede afgift i 1. pkt. En virksomhed eller indkvarteringsydelse betragtes ikke som i drift eller udlejningsklar under f.eks. sæsonbetinget nedlukning, virksomhedsopstart eller -afvikling og istandsættelse. Indkvarteringsydelser, som ikke indgår i virksomhedens drift, eller som ikke er udlejningsklare, vil være omfattet af de almindelige regler for godtgørelse af afgift af gas m.v., som gælder for øvrige momsregistrerede virksomheder.

Tilbagebetalingsmuligheden omfatter ikke arealer, der ikke betragtes som en del af indkvarteringsydelsen. Sådanne arealer omfatter f.eks. gangarealer, trapper, elevatorer, reception, fællesarealer, køkkener, vaskerum, opbevaringsrum, parkeringskældre m.v. Disse arealer vil dermed forsat være omfattet af de almindelige regler for godtgørelse af afgift af gas m.v., som gælder for øvrige momsregistrerede virksomheder.

Tilbagebetalingsmuligheden omfatter heller ikke afgiftspligtig varme og varer, som anvendes i forbindelse med accessoriske ydelser, der tilbydes i forbindelse med præstering af indkvarteringsydelsen, som f.eks. bespisning, træningscenter, spafaciliteter, svømmehal, biograf, konferencecenter m.v. Sådanne ydelser vil dermed fortsat være omfattet af de almindelige regler for godtgørelse af afgift af gas m.v., som gælder for øvrige momsregistrerede virksomheder.

En virksomhed vil således for at anvende tilbagebetalingsmuligheden i det foreslåedes stk. 5, nr. 9, 1. pkt. og 2. pkt. skulle identificere det areal i virksomheden, som kan henregnes til en virksomheds indkvarteringsydelser, og som derfor vil være omfattet af tilbagebetalingsmuligheden.

For et hotel, hvis samlede areal udgøres af reception, restaurant, opholdsstue, gangarealer, 10 udlejningsværelser samt køkkenfaciliteter og opbevaringsrum, vil de 10 værelser med eventuelle tilhørende badeværelser, som kan tilgås direkte fra værelserne, udgøre hotellets indkvarteringsydelse. Dermed vil afgiftspligtig varme og varer, som er anvendt til opvarmning og komfortkøling af værelserne og badeværelserne samt det varme vand anvendt på værelserne eller i badeværelserne, være omfattet af tilbagebetalingsmuligheden.

Opvarmning og komfortkøling, herunder varmt vand, der anvendes til gangarealerne hen til udlejningsværelserne, i receptionen, opholdsstue og opbevaringsrum, vil ikke være omfattet af tilbagebetalingsmuligheden, da arealerne ikke betragtes som en del af indkvarteringsydelsen. Ligeledes vil det opvarmning og komfortkøling, herunder varmt vand, der anvendes i restauranten og de tilhørende køkkenfaciliteter til hotellets gæster eller bespisende gæster, ikke være en del af indkvarteringsydelsen, da der er tale om en accessorisk ydelse. Udlejning af et hotels konferencecenter betragtes heller ikke som en del af indkvarteringsydelsen, selvom konferencecenteret kan udlejes sammen med et antal af hotellets værelser, da et konferencecenter betragtes, som en accessorisk ydelse.

I det tilfælde, at f.eks. fem af hotellets værelser er under istandsættelse, vil disse værelser ikke være en tilbagebetalingsberettiget indkvarteringsydelse, eftersom de ikke er udlejningsklar. Opgørelsen foretages for en afgiftsperiode ad gangen. Mindre løbende vedligeholdelse, som ikke eller kun meget kortvarigt har betydning for om værelset kan udlejes, medfører ikke, at værelset anses for under istandsættelse. Det kan f.eks. være et defekt brusehoved eller et stoppet afløb.

Forbrug af varme og varer til rumvarme m.v. anvendt til arealer, som ikke er en indkvarteringsydelse, til accessoriske ydelser eller i værelser, som f.eks. er under istandsættelse, er således omfattet af de almindelige regler for afgift af gas m.v. samt godtgørelse heraf.

Det foreslås i 3. pkt ., at der kan ske forholdsmæssig opgørelse af en tilbagebetalingsberettiget andel på baggrund af måling efter nr. 4, når en sådan forholdsmæssig opgørelse andel kan opgøres.

Det foreslåede stk. 5, nr. 9, 3. pkt. vil medføre, at udgangspunktet for opgørelsen af det tilbagebetalingsberettigede beløb ved anvendelser i det foreslåede i stk. 5, nr. 9, 1. pkt., på anlæg med forbrug til både godtgørelsesberettigede og ikke godtgørelsesberettigede anvendelser, er måling og fordeling efter nr. 4.

Det foreslås i 4. pkt ., at i stedet for opgørelse efter nr. 4 kan virksomheder omfattet af 1. pkt. vælge, at beregningen af den godtgørelsesberettigede afgift skal ske forholdsmæssigt svarende til den del af virksomhedens samlede areal i kvadratmeter, som gæsten kan råde egenhændigt over under sit ophold.

Det foreslåede stk. 5, nr. 9, 4. pkt. vil medføre, at virksomheder til brug for opgørelse af det tilbagebetalingsberettigede beløb ved anvendelser i det foreslåede i stk. 5, nr. 9, 1. pkt., kan vælge at anvende en skematisk fordelingsregel i stedet for måling og fordeling. Den skematiske fordelingsregel er baseret på opmåling af arealet, som gæsten kan råde egenhændigt over under sit ophold i kvadratmeter.

Den skematiske fordelingsregel kan dog ikke anvendes ved opgørelsen af tilbagebetaling af forbrug af afgiftspligtig varme og varer til opvarmning af vand i bassiner og lignende, der kan rumme over 3 m3 vand, og som er placeret udenfor arealet, som gæsten kan råde egenhændigt over under sit ophold, og varme eller kulde, som leveres fra virksomheden.

Den skematiske fordelingsregel omfatter ikke anvendelser omfattet af det foreslåede stk. 5, nr. 9, 2. pkt. Det skyldes, at der er tale om fritstående enheder, hvor hele enheden udlejes til gæsten. For så vidt angår de mobile enheder vil disse endvidere oftest have et kortvarigt ophold på udlejers campingplads, og det vil være uhensigtsmæssigt for en udlejer af en campingplads at skulle opgøre antallet af kvadratmeter på fremmede campingenheder.

Den skematiske fordelingsregel muliggør, at hotelvirksomheder og lignende virksomheder, der ikke ved måling fordeler deres forbrug til rumvarme m.v. mellem rumvarme m.v. anvendt til udlejningsarealer omfattet af tilbagebetalingen efter stk. 5, nr. 9, 1. pkt. og rumvarme m.v. af virksomhedens øvrige arealer, vil kunne opgøre godtgørelsen ud fra den kvadratmeter-andel af virksomhedens samlede kvadratmeter-areal, som gæsten kan råde egenhændigt over under sit ophold. På dette grundlag kan disse virksomheder ansøge om tilbagebetaling af afgiften ned til processatsen for den tilbagebetalingsberettigede andel af virksomhedens energiforbrug på samme måde, som hvis virksomheden havde beregnet det tilbagebetalingsberettigede energiforbrug ved måling.

Den skematiske regel kan dermed anvendes som alternativ til at opgøre det tilbagebetalingsberettigede forbrug ved måling og fordeling. Ved anvendelsen af den skematiske regel i stk. 5, nr. 9, 4. pkt., er det uden betydning, om udlejningsarealet er opvarmet eller ej.

Ved anvendelsen af den skematiske fordelingsregel i stk. 5, nr. 9, 4. pkt., skal virksomheden opgøre arealet, som gæsten kan råde egenhændigt over under sit ophold. Ved opgørelsen af antallet af kvadratmeter af indkvarteringsydelse tages der udgangspunkt i indkvarteringsydelsens gulvareal, dvs. arealet inden for væggene. Virksomhedens samlede areal opgøres som arealet angivet i Bygnings- og Boligregistret (herefter BBR). En opvarmet parkeringskælder skal medregnes ved opgørelsen af afgiften, mens en ikke opvarmet parkeringskælder ikke skal medregnes.

En virksomheds areal, som gæsten kan råde egenhændigt over under sit ophold, opmåles til at udgøre en procentsats af virksomhedens samlede areal. Godtgørelsen beregnes ved at gange differencen mellem rumvarmesatsen og procesafgiften med procentsatsen af virksomhedens totale varmeforbrug, som fremgår af virksomhedens energiregning, der er anvendt til rumvarme m.v. Der skal dog ikke medregnes andet energiforbrug, som er godtgørelsesberettiget. Der skal heller ikke medregnes energi, som er leveret ud af huset, og som dermed ikke er forbrugt af virksomheden.

Der betales fuld rumvarmeafgift af virksomhedens resterende varmeforbrug mv.

Der kan gives følgende eksempel: Et hotel på 1.000 m2 ifølge BBR har et samlet areal, som hotelgæsterne kan råde egenhændigt over under deres ophold, på 600 m2. Virksomheden har ikke andet godtgørelsesberettiget forbrug eller leverancer af energi ud af huset. Det vil sige, at hotellet kan få 60 pct. af rumvarmeafgiften efter fradrag af procesafgiften, herunder for opvarmning, komfortkøling og varmt vand, tilbagebetalt.

Ifølge fakturaerne udgør den årlige rumvarmeafgift 26.000 kr. 60 pct. heraf udgør 15.600 kr. Dette beløb er dog ikke fuldt ud godtgørelsesberettiget, da der fortsat skal betales procesafgift. Procesafgiften er i 2024 9,3 kr. pr. GJ, hvilket svarer til 13,51 pct. 15.600 kr. fratrukket 13,51 pct. er 13.492 kr. Den tilbagebetalingsberettigede afgift udgør således 13.492 kr.

Det foreslås i 5. pkt. , at i den samlede mængde energi dog ikke medregnes andet energiforbrug, som er godtgørelsesberettiget.

Det foreslåede stk. 5, nr. 9, 5. pkt., vil medføre, at der i den skematiske regel ikke indgår andet energiforbrug, som er godtgørelsesberettiget, i den samlede mængde energi, da dette ville kunne skabe forskelsbehandling med hensyn til godtgørelse af virksomhederne. Et sådan energiforbrug kan f.eks. være forbrug fra ovne eller lignende køkkenfacilitet omfattet af godtgørelsesmuligheden i nr. 1 eller nr. 2, og som hotellet derfor allerede måler og opgør særskilt efter nr. 4. Dette målte og opgjorte forbrug, som allerede bliver godtgjort, holdes således ude.

Det foreslås i 6. pkt., at ved anvendelsen af opgørelsesmetoden i 4. pkt. medregnes ikke varme eller kulde, som leveres fra virksomheden, eller til opvarmning af vand i bassiner og lignende, der kan rumme over 3 m3 vand, og som er placeret udenfor arealet, som gæsten kan råde egenhændigt over under sit ophold.

Det foreslåede stk. 5, nr. 9, 6. pkt., vil medføre, at opgørelsen af varme og varer omfattet af § 11, stk. 4, forbrugt til varmt vand til bassiner og lignende, der kan rumme over 3 m3, og som er placeret uden for de arealer, som hotelgæsterne kan råde egenhændigt over under deres ophold, ikke kan opgøres efter stk. 5, nr. 9, 4. pkt. Virksomheden skal således opgøre dette ikke tilbagebetalingsberettigede forbrug ved måling. Der skal heller ikke medregnes energi, som er leveret ud af huset, og som dermed ikke er forbrugt af virksomheden.

I praksis skal den opgjorte mængde omfattet af det foreslåede stk. 5, nr. 9, 6. pkt., fraregnes før det afgiftspligtige samlede energiforbrug fordeles efter stk. 5, nr. 9, 4. pkt. Det skyldes, at et højt forbrug af varmt vand, som finder sted i f.eks. spafaciliteter eller en svømmehal, ellers vil skævvride den forholdsmæssige fordeling af energiforbruget ved beregning af godtgørelsen, der kan henregnes til indkvarteringsydelsen.

Udgør energiforbruget til varmt vand i en spaafdeling eller lignende 10 pct. af det samlede rumvarmeforbrug, reduceres den beregnede godtgørelse med 10 pct. Det indebærer, at det alene er de resterende 100-10 pct. af varmeforbruget, der fordeles efter den skematiske fordelingsnøgle. Godtgørelsen kan beregnes til forskellen mellem rumvarmesats og processats ganget med x pct. af (100-10) pct. af energiforbruget.

Der kan gives følgende eksempel, hvor det følger af fakturaerne, at den årlige rumvarmeafgift udgør 29.394 kr.

Et hotel har målt, at opvarmningen af varmt vand i spaafdelingen udgør 10 pct. af det samlede energiforbrug anvendt til rumvarme, komfortkøling og varmt vand. Hotellet er 1.000 m2 ifølge BBR og har et samlet areal, som gæsterne kan råde egenhændigt over under deres ophold, på 600 m2. Virksomheden har ikke andet godtgørelsesberettiget forbrug eller leverancer af energi ud af huset. Dermed beregnes den tilbagebetalingsberettigede rumvarmeafgift på følgende måde:

Ifølge fakturaerne udgør den årlige rumvarmeafgift 29.394 kr. 10 pct. heraf kan henregnes til opvarmning af varmt vand i forbindelse med spafaciliteter. Efter korrektion herfor i den årlige rumvarmeafgift udgør den årlige rumvarmeafgift 26.454 kr. 60 pct. heraf udgør 15.873 kr. Dette beløb er ikke fuldt ud godtgørelsesberettiget, da der skal betales procesafgift, der i 2024 udgør 9,3 kr. pr. GJ svarende til 13,51 pct. 15.873 kr. fratrukket 13,51 pct. er 13.728 kr. Den tilbagebetalingsberettigede afgift er 13.728 kr.

Det foreslås i 7. pkt., at den opgjorte andel, som efter 6. pkt. ikke skal medregnes, opgøres som forholdet mellem den mængde energi, som forbruges til de pågældende, ikke tilbagebetalingsberettigede formål, og energiindholdet i den samlede mængde fremstillet rumvarme, kulde og varmt vand.

Det foreslåede stk. 5, nr. 9, 7. pkt. vil medføre, at den opgjorte andel efter 6. pkt. opgøres som forholdet mellem den mængde energi, som forbruges til det pågældende, ikke tilbagebetalingsberettigede formål, og energiindholdet i den samlede mængde fremstillet rumvarme, kulde og varmt vand. Det vil efter denne regel både være nødvendigt at måle det samlede varmeoutput fra anlæggets kedel og varmen nær udløbet til bassinet eller hvor varmen eller kulden fragår virksomhedens areal. På baggrund af disse to målinger kan der således laves en forholdsmæssig fordelingsnøgle, som forbruget kan fordeles efter.

Det foreslås i 8. pkt ., at i den samlede mængde dog ikke medregnes andet energiforbrug, som er godtgørelsesberettiget, jf. 5. pkt.

Det foreslåede stk. 5, nr. 9, 8. pkt. vil medføre, at der i den samlede mængde efter 7. pkt. ikke medregnes eventuelt andet energiforbrug, som er godtgørelsesberettiget. Dette forbrug holdes således ude af opgørelsen efter 7. pkt. da andelen, der efter 6. pkt. ikke skal medregnes, ellers vil blive forholdsmæssigt for lille. 8. pkt. skal således sikre, at forbruget, der efter 5. pkt. skal holdes ude af den samlede fordeling efter 4. pkt. ikke indirekte medregnes, når virksomheden også har forbrug der efter 6. pkt. holdes ude af opgørelsen.

Det foreslås i 9. pkt., at uanset 7. pkt. foretages der for så vidt angår varme eller kulde, som er leveret særskilt til virksomheden fra et fjernvarmeværk eller anden producent, der er registreret efter merværdiafgiftsloven, en særskilt opgørelse, hvor der for denne varme eller kulde foretages forholdsmæssig fordeling.

Det foreslåede stk. 5, nr. 9, 9. pkt. vil medføre, at såfremt virksomheden anvender fjernvarme og kulde opgøres andelen, som efter 6. pkt. ikke skal medregnes, forholdsmæssigt på baggrund af, hvor stor en andel af den samlede indkøbte fjernvarme og kulde, som forbruges i bassinet eller leveres fra virksomheden. Der skal således ved denne metode foretages måling af varmen nær udløbet til bassinet, eller hvor varmen eller kulden fragår virksomhedens areal. Forbruget kan herefter forholdsmæssigt opgøres ud fra, hvor mange GJ, der måles nær udløbet af bassinet, og hvor mange GJ, som fremgår af regningen.

Det foreslås i 10. pkt. , at i denne opgørelse medregnes ikke andet energiforbrug, som er godtgørelsesberettiget, jf. 5. pkt.

Det foreslåede stk. 5, nr. 9, 10. pkt. vil medføre, at eventuelt andet energiforbrug, som er godtgørelsesberettiget, holdes ude af opgørelsen efter 9. pkt. på samme måde, som dette forbrug efter 7. pkt. holdes ude af opgørelsen efter 9. pkt.

Det foreslås i 11. pkt. , at det er en betingelse for godtgørelse, at varmen eller kulden, som indgår i beregninger af godtgørelsen, er målt.

Det foreslåede stk. 5, nr. 9, 11. pkt. vil medføre, at det er en betingelse for godtgørelse efter det foreslåede stk. 5, nr. 9, at varmen eller kulden, som indgår i beregninger af godtgørelse, er målt, og at der dermed foreligger registreringer af målingerne som en del af regnskabsmaterialet. Dette er ikke til hinder for, at Skatteforvaltningen efter anmodning fra virksomheder, der foretager måling med henblik på opgørelse af den tilbagebetalingsberettigede andel af varer, kulde og varme, kan tillade, at de målte data finder anvendelse på afgiftsperioder op til 3 år før den afgiftsperiode, hvori der først foretages korrekt måling jf. stk. 8.

Det foreslås i 12. pkt., at en virksomhed omfattet af 1. pkt. vælger en opgørelsesmetode for tilbagebetaling for et helt kalenderår.

Det foreslåede stk. 5, nr. 9, 12. pkt. vil medføre, at den opgørelsesmetode, som virksomheden vælger, skal benyttes i hele kalenderåret. Dette medfører, at en virksomhed for 1 år ad gangen skal vælge, om det tilbagebetalingsberettigede beløb skal opgøres ved måling af det faktiske forbrug af afgiftspligtig varme og varer, jf. det foreslåede stk. 5, nr. 9, 1. pkt., eller efter den skematiske fordelingsregel, jf. det foreslåede stk. 5, nr. 9, 4. pkt.

Det foreslås i 13. pkt ., at en virksomhed, der anvender opgørelsesmetoden i 4. pkt., anvender den tilsvarende opgørelsesmetode i § 11, stk. 5, nr. 9, 4. pkt., i lov om energiafgift af mineralolieprodukter m.v. og § 8, stk. 4, nr. 9, 4. pkt., i lov om afgift af stenkul, brunkul og koks.

Det foreslåede stk. 5, nr. 9, 13. pkt., vil medføre, at virksomheder, der anvender den skematiske opgørelsesmetode ved tilbagebetaling efter det foreslåede § 10, stk. 5, nr. 9, skal anvende tilsvarende metode, hvis virksomheden kan opnå tilbagebetaling efter mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 5, nr. 9, 4. pkt., og kulafgiftslovens § 8, stk. 4, nr. 4, 4. pkt., der omhandler tilsvarende lempelse for hotelsektoren m.v.

Forslaget etablerer en tilbagebetalingsmulighed, som bliver omfattet af kravet om indberetning til Kommissionens statsstøtteregister.

Da § 10, stk. 17 og stk. 18, omfatter stk. 5, vil virksomheder, der benytter sig af tilbagebetalingsmuligheden i § 10, stk. 5 nr. 9, blive pålagt at indberette tilbagebetalingsbeløbet til Skatteforvaltningen, hvis beløbet for den enkelte ordning overstiger 100.000 euro i et kalenderår.

Forslaget skal ses i sammenhæng med forslaget i § 1, nr. 4-6, § 2, nr. 2, og § 3, nr. 4-5, hvortil der henvises.

Der henvises i øvrigt til afsnit 3.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 6

Der gælder efter gasafgiftslovens § 1, stk. 2, 2. pkt., en særlig lav afgift på anvendelsen af biogas på 9,8 øre pr. Nm3.

Der gælder forskellige regler for godtgørelse af afgiften. Reglerne for beskatning af brændselsbaseret overskudsvarme blev ændret ved lov nr. 138 af 25. februar 2020 og efterfølgende ændret ved lov nr. 2606 af 28. december 2021. Reglerne er for hovedpartens vedkommende trådt i kraft den 1. januar 2022.

Den almindelige afgiftssats for overskudsvarme er fastlagt i § 10, stk. 9, hvorefter afgiften nedsættes i det omfang en del af det varme vand eller den varme, som der ydes tilbagebetaling for efter stk. 1, stk. 4, 2. pkt., eller stk. 5, efterfølgende nyttiggøres ved særlige installationer, der er indrettet til indvinding af varme. Den samlede tilbagebetaling efter mineralolieafgiftsloven, kulafgiftsloven og gasafgiftsloven nedsættes med 24,5 kr. pr. GJ-varme (2015-niveau).

For forbrug af biogas, der anvendes til procesforbrug i mineralogiske processer m.v., godtgøres 100 pct. af afgiften, jf. gasafgiftslovens § 10, stk. 15, 2. pkt., sammenholdt med §§ 10 a og 10 d.

Det følger af § 10, stk. 15, 1. pkt., at uanset §§ 10 a-10 d nedsættes tilbagebetalingen for biogas m.v. efter stk. 1-5 for gas omfattet af § 1, stk. 2, 3. pkt., med 4,9 øre pr. Nm3 gas med en nedre brændværdi på 39,6 MJ. Bestemmelsen finder ikke anvendelse for tilbagebetalingen for processer nævnt i § 10 d, stk. 1-5, jf. 2. pkt.

Efter § 10 a fastsættes, at tilbagebetaling af afgiften efter § 10 nedsættes med 8,1 kr. pr. GJ (2015-niveau) fra og med den 1. april 2023, når gassen anvendes til proces.

Efter § 10 d fastsættes, at nedsættelsen af tilbagebetaling efter § 10 a ikke finder anvendelse for varme og varer, der anvendes til kemisk reduktion, i elektrolyse, direkte til opvarmning i metallurgiske eller mineralogiske processer, jf. § 10 d, stk. 1-4. Det er en betingelse for anvendelse af stk. 1-4, at varmen og varerne anvendes direkte til processer, som er nævnt i bilag 1 til CO2-afgiftsloven, jf. stk. 5.

Det fremgår af gasafgiftslovens § 10 e, stk. 1, at beløb pr. GJ vedrørende nyttiggjort overskudsvarme fra biogas m.v. omfattet af § 1, stk. 2, 3. pkt., hvor beløbet beregnes efter § 10, stk. 9, kan fastsættes til 1,3 kr. pr. GJ-overskudsvarme, jf. dog stk. 3. For nyttiggjort overskudsvarme hidrørende fra varme produceret på virksomhedens kraft-varme-anlæg kan beløbet efter 1. pkt. divideres med 1,2.

Efter § 10 e, stk. 2, fastlægges afgiften af nyttiggjort overskudsvarme fra biogas m.v., hvor beløbet beregnes efter § 10 d, stk. 7 og 8, til 2,5 kr. pr. GJ-overskudsvarme, jf. dog stk. 3. For nyttiggjort overskudsvarme hidrørende fra varme produceret på virksomhedens kraft-varme-anlæg kan beløbet efter 1. pkt. divideres med 1,2.

Det foreslås i gasafgiftslovens § 10 e, stk. 2, 1. pkt., at ændre »hvor beløbet beregnes efter § 10 d, stk. 7 eller 8,« til »der udgør nyttiggjort overskudsvarme omfattet af § 10 d, stk. 1-4«.

Det foreslåede medfører, at det klart fremgår, at den særlige sats på 2,5 kr. pr. GJ for nyttiggjort overskudsvarme fra biogas m.v. finder anvendelse i tilfælde som nævnt i § 10 d, stk. 1-4, herunder ved kemisk reduktion og elektrolyse samt i mineralogiske og metallurgiske processer.

Der er med den foreslåede ændring ikke tilsigtet ændringer af den gældende retsstilling.

Der henvises i øvrigt til punkt 3.2. i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Kilde

Til nr. 1

Det følger af kulafgiftslovens § 7, stk. 9, og § 7 b, stk. 4, at virksomheder, som benytter sig af muligheden for at få tilbagebetalt afgift efter § 7, stk. 4 og 3, § 7 b, stk. 1-3, skal indberette tilbagebetalingsbeløbet til Skatteforvaltningen.

Støtteordningerne i §§ 7 og 7 b er en del af elpatronordningen. Ordningen giver momsregistrerede virksomheder ret til på visse betingelser at benytte en lempet afgiftssats for varme, der produceres af afgiftspligtige brændsler eller af afgiftspligtig elektricitet. Ordningen fremgår af kulafgiftslovens § 7, stk. 3 og 4, og § 7 b.

Det fremgår af kulafgiftslovens § 7, stk. 9, at virksomheder, der benytter sig af tilbagebetalingsmuligheden i stk. 3 og 4, skal indberette tilbagebetalingsbeløbet til told- og skatteforvaltningen, hvis det samlede beløb overstiger 500.000 euro i et kalenderår.

Bestemmelserne gennemfører gennemsigtighedskravet i gruppefritagelsesforordningen, hvorefter der i forbindelse med støttetildelinger over 500.000 euro stilles krav om bl.a. offentliggørelse af støttemodtagers navn, virksomhedens størrelse, datoen for støttens tildeling og støttebeløbets størrelse.

Kommissionen har vedtaget forordning (EU) 2023/1315 af 23. juni 2023 om ændring af forordning (EU) nr. 651/2014 om visse kategorier af støttes forenelighed med det indre marked i henhold til traktatens artikel 107 og 108, som bl.a. indebærer en udvidelse af gennemsigtighedskravet ved, at tærsklen for, hvornår medlemsstaterne skal offentliggøre oplysninger om støttetildelinger, sænkes fra 500.000 euro til 100.000 euro.

Det foreslås i kulafgiftslovens § 7, stk. 9, 1. pkt., og § 7 b, stk. 4, 1. pkt., at ændre »500.000 euro« til »100.000 euro«.

Det betyder at tærsklen for indberetningspligten ændres fra at gælde for tilbagebetalingsbeløb, som overstiger 500.000 euro, til at gælde for tilbagebetalingsbeløb, som overstiger 100.000 euro.

Ændringen er en konsekvens af forordning (EU) 2023/1315 af 23. juni 2023 om ændring af forordning (EU) nr. 651/2014 om visse kategorier af støttes forenelighed med det indre marked i henhold til traktatens artikel 107 og 108.

Den foreslåede ændring vil medføre, at virksomheder, som benytter sig af muligheden for at få tilbagebetalt afgift efter kulafgiftslovens § 7, stk. 4, og 3, § 7 b, stk. 1-3, skal indberette tilbagebetalingsbeløbet til Skatteforvaltningen, hvis det samlede beløb overstiger 100.000 euro i et kalenderår.

Der henvises i øvrigt til punkt 3.5 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 2

Visse typer affald er fritaget for afgift efter kulafgiftslovens § 7 a. Det følger af § 7 a, stk. 2, nr. 1, og stk. 3, nr. 1, at biomasseaffald, der kan tilføres forbrændingsanlæg uden kommunal anvisning i henhold til Miljøministeriets bekendtgørelse nr. 1637 af 13. december 2006 om biomasseaffald, i læs, der udelukkende indeholder denne type affald, er fritaget for afgift efter henholdsvis § 1, stk. 1, nr. 5 og 6.

Miljøministeriets bekendtgørelse nr. 1637 af 13. december 2006 om biomasseaffald indeholdt i bilag 1, nr. 1-16, en liste over affald, der er omfattet af bekendtgørelsen, og som dermed er fritaget for afgift efter kulafgiftslovens § 7 a, stk. 2, nr. 1, og stk. 3, nr. 1. Det omfatter bl.a. råtræ, herunder bark, skovflis og ubehandlet savværksflis, jf. bekendtgørelse nr. 1637 af 13. december 2006 om biomasseaffald, bilag 1, nr. 1.

I 2010 udstedte Miljøministeriet bekendtgørelse nr. 57 af 11. januar 2010 om ændring af bekendtgørelse om biomasseaffald. Med ændringsbekendtgørelsens § 1, nr. 2, blev bilag 1, nr. 1, ændret til også at omfatte grene, stød, rødder og andet rent vedmateriale.

Miljøministeriet udstedte i 2016 bekendtgørelse nr. 84 af 26. januar 2016 om biomasseaffald, som ophævede og erstattede bekendtgørelse nr. 1637 af 13. december 2006 om biomasseaffald. Bekendtgørelsen er hovedsageligt udtryk for en regelsammenskrivning af bekendtgørelse nr. 1637 af 13. december 2006 om biomasseaffald og bekendtgørelse nr. 57 af 11. januar 2010 om ændring af bekendtgørelse om biomasseaffald.

Det følger af § 3, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 1637 af 13. december 2006 om biomasseaffald, at affald, der er optaget i bilaget til bekendtgørelsen, uden kommunal anvisning kan forbrændes i kraft- eller varmeproducerende anlæg, der er indrettet til fyring med fast brændsel, eller afsættes til forbrænding i sådanne anlæg. Efter § 3, stk. 2, kan affald, der er optaget i bilaget til biomassebekendtgørelsen, desuden uden kommunal anvisning afsættes til virksomheder, der fremstiller brændselspiller eller brændselsbriketter til forbrænding i kraft- eller varmeproducerende anlæg.

Efter § 5, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 1637 af 13. december 2006 om biomasseaffald, træffer kommunalbestyrelsen i tvivlstilfælde afgørelse om, hvorvidt affald er omfattet af bekendtgørelsens bilag. Kommunalbestyrelsen træffer efter § 5, stk. 2, desuden afgørelse om, hvorvidt affald, der importeres til forbrænding i eller til produktion af brændselspiller på et anlæg i kommune, er omfattet af bekendtgørelsens bilag.

Biomasseaffald, som er have- og parkaffald, er derfor omfattet af fritagelsen i kulafgiftslovens § 7 a, stk. 2, nr. 1, og stk. 3, nr. 1, medmindre kommunalbestyrelsen træffer afgørelse om, at biomasseaffaldet ikke kan anses for omfattet af bekendtgørelsen.

Efter § 6, stk. 1, skal virksomheder, der f.eks. forbrænder eget affald eller afsætter affald uden kommunal anvisning i henhold til bekendtgørelsens § 3, underrette kommunalbestyrelsen om bl.a. affaldets art, oprindelse og sammensætning. Efter § 6, stk. 5, skal disse oplysninger m.v. og dokumentation opbevares i 5 år.

Miljøministeriet udstedte i oktober 2023 bekendtgørelse nr. 1224 af 4. oktober 2023 om biomasseaffald, som ophæver og erstatter bekendtgørelse nr. 84 af 26. januar 2016 om biomasseaffald. Bekendtgørelsen indfører bl.a. en bagatelgrænse for mængden af fysiske urenheder, som have- og parkaffald kan indeholde, uden at det ændrer ved, at der er tale om biomasseaffald i biomassebekendtgørelsens forstand. Bagatelgrænsen er fastsat til 1 promille. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. januar 2024.

Det foreslås i kulafgiftslovens § 7 a, stk. 2, nr. 1, og stk. 3, nr. 1, at ændre »1637 af 13. december 2006« til »1224 af 4. oktober 2023«.

Det betyder, at henvisningen til bekendtgørelse nr. 1637 af 13. december 2006 om biomasseaffald ændres til en henvisning til bekendtgørelse nr. 1224 af 4. oktober 2023 om biomasseaffald.

Forslaget vil rette op på en fejl, hvorved henvisningen i kulafgiftslovens § 7 a, stk. 2, nr. 1, og stk. 3, nr. 1, ikke er blevet opdateret, i takt med at bekendtgørelse nr. 1637 af 13. december 2006 om biomasseaffald er blevet ændret og erstattet af nye bekendtgørelser. Det har medført, at disse efterfølgende ændringer af, hvilke biomasseaffald der kan tilføres forbrændingsanlæg uden kommunal anvisning, ved en fejl ikke har haft betydning for anvendelsesområdet af afgiftsfritagelsen efter kulafgiftslovens § 7 a, stk. 2, nr. 1, og stk. 3, nr. 1.

Med forslaget sikres det således, at biomasseaffald, der kan tilføres forbrændingsanlæg uden kommunal anvisning, som dette er defineret i miljølovgivningen, kan fritages for afgift.

Den foreslåede ændring af § 7 a, stk. 2, nr. 1, og stk. 3, nr. 1, vil samtidig medføre, at have- og parkaffald med fysiske urenheder på op til 1 promille, omfattet af bekendtgørelse nr. 1224 af 4. oktober 2023 om biomasseaffald vil være fritaget for afgift efter § 7 a, stk. 2, nr. 1, og stk. 3, nr. 1, i kulafgiftsloven.

Der henvises i øvrigt til punkt 3.4 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 3

Det følger af kulafgiftslovens § 8, stk. 4, nr. 1, nr. 2, 2. pkt., og nr. 3, 1. pkt., at der ydes tilbagebetaling for afgiften af varme og varer, som anvendes til fremstilling af varer, der er bestemt for afsætning. Bestemmelserne indeholder alle en henvisning til stk. 6, som er en bestemmelse, som indebærer, at Skatteforvaltningen efter anmodning kan anvende målte data.

Henvisningen til stk. 6 i § 8, stk. 4, nr. 1, nr. 2, 2. pkt., og nr. 3, 1. pkt., er dog ikke korrekt, idet der rettelig burde have været henvist til, at i det omfang en del af det varme vand eller den varme, som der ydes tilbagebetaling for, efterfølgende nyttiggøres i forbindelse med overskudsvarme, nedsættes den samlede tilbagebetaling efter energiafgiftslovene. Den ikke korrekte henvisning er begrundet i, at der ikke blev gennemført en konsekvensændring af bestemmelserne i forbindelse med, at der blev indsat et nyt stk. 6 i § 8 ved § 2, nr. 11, i lov nr. 444 af 10. juni 1997.

Ved § 5, nr. 8, i lov nr. 462 af 9. juni 2004 blev der indsat et nyt stk. 7 i § 8, men der blev ikke gennemført en konsekvensændring af bestemmelserne i forbindelse hermed. Henvisningerne burde dog have været ændret fra stk. 7 til stk. 8, som vedrører afgiftsregulering i forbindelse med udnyttelse af overskudsvarme.

Det foreslås i kulafgiftslovens § 8, stk. 4, nr. 1, nr. 2, 2. pkt., og nr. 3, 1. pkt., at ændre ændres »stk. 6« til »stk. 8«.

Formålet med ændringen er, at henvisningen i § 8, stk. 4, nr. 1, nr. 2, 2. pkt., og nr. 3, 1. pkt., bliver korrekt.

Til nr. 4

Det følger af kulafgiftslovens § 8, stk. 3, 1. pkt., at der som udgangspunkt ikke ydes tilbagebetaling for afgift af varme og varer der direkte eller indirekte anvendes til fremstilling af varme, som leveres fra virksomheden, rumvarme eller varmt vand, jf. dog stk. 4. Det følger af § 8, stk. 3, 2. pkt., at der dog ydes tilbagebetaling for afgiften af varme og varer, der forbruges i lukkede anlæg til fremstilling eller forarbejdning af varer, og som indirekte bidrager til rumopvarmning, hvis højst 10 pct. af den energi, der er forbrugt i anlægget, bidrager til rumopvarmning. Det følger af kulafgiftslovens § 8, stk. 3, 4. pkt., at tilbagebetaling heller ikke kan finde sted for varme og varer, der direkte eller indirekte anvendes til fremstilling af kulde, eller af kulde leveret til virksomheden til køling af rum, når kølingen sker af komfortmæssige hensyn.

Det følger af § 8, stk. 4, at der dog ydes tilbagebetaling for afgiften af varme og varer omfattet af kulafgiftslovens § 8, stk. 3, ved de i § 8, stk. 4, nr. 1-8, oplistede anvendelser. Momsregistrerede virksomheder har ved disse anvendelser mulighed for delvist at få godtgjort afgift af forbrugte kul m.v. Som eksempel på sådanne situationer kan nævnes forbrug vedrørende fremstilling af visse varer, der er bestemt for afsætning og som led i forarbejdningen vaskes i eller med særlige anlæg, rumopvarmning og varmt vand i staldbygninger og opvarmning af væksthuse.

Det følger af § 8, stk. 4, nr. 4, 1. og 2. pkt., at en virksomhed, der har forbrug af kul m.v. til både procesformål og rumvarme m.v. (blandet forbrug), skal for at opnå godtgørelse fordele sit forbrug af kul m.v. mellem forbrug anvendt til procesformål og rumvarme m.v. Fordelingen af forbruget sker som udgangspunkt på grundlag af måling af det afgiftspligtige forbrug af energi, der anvendes til det godtgørelsesberettigede forbrug.

Det følger af § 8, stk. 4, nr. 4, 3. pkt., at på anlæg, hvor fremløbstemperaturen er over 90° C (damp- og hedtvandsanlæg), eller anlæg, hvor den ikke tilbagebetalingsberettigede del udgør mindre end 10 pct. af den samlede fremstilling, eller den ikke tilbagebetalingsberettigede andel udgør mindre end 200 GJ årligt, kan virksomheden vælge mellem at opgøre andelen, der anvendes i ikke tilbagebetalingsberettigede anlæg, efter ovenstående metode og at opgøre forbruget til ikke tilbagebetalingsberettigede formål direkte. Den direkte opgjorte mængde opgøres som den mængde energi, der forbruges til ikke tilbagebetalingsberettigede formål, divideret med energiindholdet i de indfyrede brændsler, jf. § 7, stk. 1. Det følger af § 8, stk. 4, 5.-7. pkt., at den opgjorte mængde divideres med anlæggets virkningsgrad. Hvis målingen ikke foretages i umiddelbar nærhed af anlægget, der fremstiller varmen, tillægges yderligere 10 pct. Den resterende mængde brændsel henregnes til den tilbagebetalingsberettigede del.

Det følger af § 8, stk. 5, at virksomheder, som alternativ til fordeling af forbruget ved måling efter stk. 5, nr. 4, kan vælge at betale en afgift for rumvarme/komfortkøling på baggrund af en standardafgift pr. kvadratmeter pr. måned (kvadratmeterafgift), hvormed godtgørelsen nedsættes. Afgiften opgøres således, at det samlede energiforbrug henregnes til proces, og at procesgodtgørelsen nedsættes med 10 kr. pr. m2 pr. måned. Det følger at § 8, stk. 5, 3. pkt., at det er en betingelse for at anvende kvadratmeterafgiften, at der benyttes samme forsyningsnet til både forbrug af rumvarme, komfortkøling og procesforbrug. Det følger af § 8, stk. 6, at hvis der er tale om rumvarme eller komfortkøling af et rumareal på over 100 m2, er det en betingelse for anvendelse af muligheden i stk. 5, at virksomheden kan godtgøre, at en direkte måling af forbruget af kul m.v. til rumvarme eller komfortkøling ville medføre en større tilbagebetaling af afgift end anvendelsen af kvadratmeterafgiften. Er der anvendt varme, kulde eller varer, der ikke er ydet fuld tilbagebetaling af afgiften for, kan den betalte afgift modregnes i kvadratmeterafgiften, jf. kulafgiftslovens § 8, stk. 6. Det følger af § 8, stk. 6, 4. pkt., at virksomheder, som via det samme forsyningsnet forsynes med både varmt vand og varmt vand til procesformål, kan vælge at fastsætte forbruget af varmt vand hvis det faktiske forbrug til varmt vand er mindre end 50 GJ om året, og at virksomheden kan godtgøre, at en direkte måling af forbruget af varmt vand ville medføre en større tilbagebetaling.

Det foreslås, at der i kulafgiftslovens § 8 stk. 4, indsættes en ny bestemmelse som nr. 9.

Det foreslås i 1. pkt., at afgiften af varme og varer omfattet af stk. 3, som anvendes af virksomheder, der er registreret efter merværdiafgiftsloven, til rumvarme, kulde til køling af rum, hvor kølingen sker af komfortmæssige hensyn, og varmt vand i indkvarteringsydelsen, som omfatter hotelværelser og andre værelser, der udlejes i et kortere tidsrum end 1 måned, og uden særskilt betaling for rumvarme, kulde eller varmt vand. Det foreslås i 2. pkt ., at 1. pkt. ligeledes finder anvendelse for campingenheder, uden særskilt betaling for rumvarme, kulde eller varmt vand.

Det foreslåede stk. 5, nr. 9, 1. og 2. pkt., vil indebære, at afgiften af forbrug af varme og varer omfattet af § 11, stk. 4, tilbagebetales ned til processatsen, der i 2024 udgør 9,3 kr. pr. GJ, hvis forbruget anvendes til opvarmning, komfortkøling eller varmt vand i indkvarteringsydelsen af hotelværelser og andre værelser, der udlejes for et kortere tidsrum end 1 måned. Tilsvarende tilbagebetales afgiften ned til processatsen, når anvendelsen sker til opvarmning m.v. af campingenheder, herunder f.eks. campingvogne, campingbiler, autocampere, mobilehomes, campinghytter, telte og trætophytter, hvis betaling for rumvarme, kulde til køling af rum, hvor kølingen sker af komfortmæssige hensyn, og varmt vand i indkvarteringsydelsen af campingenhederne m.v. sker uden særskilt betaling. Der er tale om medbragte campingenheder og køretøjer, som tilsvarende er omfattet af elafgiftslovens § 11, stk. 1, nr. 1.

Campingpladser er defineret i bekendtgørelse nr. 319 af 28. marts 2019 om tilladelse til udlejning af arealer til campering og om indretning og benyttelse af campingpladser. Ifølge denne bekendtgørelse skal ved campingpladser forstås arealer, som erhvervsmæssigt eller for et længere tidsrum end 6 uger årligt udlejes eller fremlejes til dag- og natophold i campingenheder. Ved campingenheder forstås telte, campingvogne eller andre transportable konstruktioner som campingbiler og lignende. En campingplads kan desuden opstille og udleje mindre hytter. Det er dermed nærmere afgrænset i dansk ret, hvad der forstås ved en campingplads. Det anvendte udtryk i dette lovforslag svarer til denne afgrænsning.

Tilbagebetalingsmuligheden vil omfatte energiforbrug til aktiviteter, som omfatter udlejning inden for hotelsektoren eller sektorer med tilsvarende opgaver, herunder udlejning i ferielejre eller i området, der er indrettet som campingpladser. Aktiviteter, som foreslås omfattet af tilbagebetalingsmuligheden, er defineret i momsdirektivets artikel 135, stk. 2, litra a, og omfatter udlejning af værelser hos hoteller, hostels, bed and breakfasts og vandrehjem samt udlejning af campingpladser og campinghytter.

Tilbagebetalingsmuligheden i 1. og 2. pkt. omfatter kun forbrug af afgiftspligtige kul m.v., der har direkte tilknytning til indkvarteringsydelsen. Det omfatter f.eks. forbrug til opvarmning eller komfortkøling, herunder til varmt vand i de enkelte værelser, campinghytter og campingpladser m.v. En indkvarteringsydelse omfattet af 1.pkt. skal indgå i udførelsen af erhvervsmæssig virksomhed, f.eks. et hotel, et vandrehjem, en bed and break-fast eller et hostel.

Hvis badeværelsesfaciliteter er en integreret del af indkvarteringsydelsen, vil de dermed også være omfattet af tilbagebetalingsmuligheden i 1. pkt. Badeværelsesfaciliteter skal være direkte forbundet med indkvarteringsydelsen for at være en integreret del af indkvarteringsydelsen. Badeværelser, som ikke kan tilgås direkte fra værelserne, men som eksklusivt er forbeholdt brugere af værelser uden eget bad, medregnes til det godtgørelsesberettigede areal.

For så vidt angår udlejning af campingpladser vil varme og varer, som udlejer forsyner lejerens campingenhed og køretøjer med, blive betragtet som forbrugt af udlejer, når lejer ikke særskilt betaler for sit forbrug af afgiftspligtig varme og varer. Dette forbrug vil være omfattet af tilbagebetalingsmuligheden i 2. pkt.

Afgiftspligtig varme og varer anvendt til opvarmning og komfortkøling, herunder varmt vand i f.eks. et vandrehjems eller hostels sovesale vil være omfattet af tilbagebetalingsmuligheden. Badeværelsesfaciliteter vil også være omfattet af tilbagebetalingsmuligheden, i det omfang sovesalens gæster kan tilgå badeværelsesfaciliteterne direkte fra sovesalen.

Indkvarteringsydelsen skal for at blive omfattet af 1. pkt. være udlejningsklar. Indkvarteringsydelsen vil dermed skulle kunne indgå i virksomhedens løbende drift og være i en stand, som tillader, at indkvarteringsydelsen kan tages i brug af gæster. Virksomheder, som ikke er i drift, eller som har indkvarteringsydelser, der ikke er udlejningsklare, vil dermed ikke have adgang til den foreslåede lempede afgift i 1. pkt. En virksomhed eller indkvarteringsydelse betragtes ikke som i drift eller udlejningsklar under f.eks. sæsonbetinget nedlukning, virksomhedsopstart eller -afvikling og istandsættelse. Indkvarteringsydelser, som ikke indgår i virksomhedens drift, eller som ikke er udlejningsklare, vil være omfattet af de almindelige regler for godtgørelse af afgift af kul m.v., som gælder for øvrige momsregistrerede virksomheder.

Tilbagebetalingsmuligheden omfatter ikke arealer, der ikke betragtes som en del af indkvarteringsydelsen. Sådanne arealer omfatter f.eks. gangarealer, trapper, elevatorer, reception, fællesarealer, køkkener, vaskerum, opbevaringsrum, parkeringskældre m.v. Disse arealer vil dermed forsat være omfattet af de almindelige regler for godtgørelse af afgift af kul m.v., som gælder for øvrige momsregistrerede virksomheder.

Tilbagebetalingsmuligheden omfatter heller ikke afgiftspligtig varme og varer, som anvendes i forbindelse med accessoriske ydelser, der tilbydes i forbindelse med præstering af indkvarteringsydelsen, som f.eks. bespisning, træningscenter, spafaciliteter, svømmehal, biograf, konferencecenter m.v. Sådanne ydelser vil dermed fortsat være omfattet af de almindelige regler for godtgørelse af afgift af kul m.v., som gælder for øvrige momsregistrerede virksomheder.

En virksomhed vil således for at anvende tilbagebetalingsmuligheden i det foreslåedes stk. 4, nr. 9, 1. pkt. og 2. pkt. skulle identificere det areal i virksomheden, som kan henregnes til en virksomheds indkvarteringsydelser, og som derfor vil være omfattet af tilbagebetalingsmuligheden.

For et hotel, hvis samlede areal udgøres af reception, restaurant, opholdsstue, gangarealer, 10 udlejningsværelser samt køkkenfaciliteter og opbevaringsrum, vil de 10 værelser med eventuelle tilhørende badeværelser, som kan tilgås direkte fra værelserne, udgøre hotellets indkvarteringsydelse. Dermed vil afgiftspligtig varme og varer, som er anvendt til opvarmning og komfortkøling af værelserne og badeværelserne samt det varme vand anvendt på værelserne eller i badeværelserne, være omfattet af tilbagebetalingsmuligheden.

Opvarmning og komfortkøling, herunder varmt vand, der anvendes til gangarealerne hen til udlejningsværelserne, i receptionen, opholdsstue og opbevaringsrum, vil ikke være omfattet af tilbagebetalingsmuligheden, da arealerne ikke betragtes som en del af indkvarteringsydelsen. Ligeledes vil det opvarmning og komfortkøling, herunder varmt vand, der anvendes i restauranten og de tilhørende køkkenfaciliteter til hotellets gæster eller bespisende gæster, ikke være en del af indkvarteringsydelsen, da der er tale om en accessorisk ydelse. Udlejning af et hotels konferencecenter betragtes heller ikke som en del af indkvarteringsydelsen, selvom konferencecenteret kan udlejes sammen med et antal af hotellets værelser, da et konferencecenter betragtes, som en accessorisk ydelse.

I det tilfælde, at f.eks. fem af hotellets værelser er under istandsættelse, vil disse værelser ikke være en tilbagebetalingsberettiget indkvarteringsydelse, eftersom de ikke er udlejningsklar. Opgørelsen foretages for en afgiftsperiode ad gangen. Mindre løbende vedligeholdelse, som ikke eller kun meget kortvarigt har betydning for om værelset kan udlejes, medfører ikke, at værelset anses for under istandsættelse. Det kan f.eks. være et defekt brusehoved eller et stoppet afløb.

Forbrug af varme og varer til rumvarme m.v. anvendt til arealer, som ikke er en indkvarteringsydelse, til accessoriske ydelser eller i værelser, som f.eks. er under istandsættelse, er således omfattet af de almindelige regler for afgift af kul m.v. samt godtgørelse heraf.

Det foreslås i 3. pkt ., at der kan ske forholdsmæssig opgørelse af en tilbagebetalingsberettiget andel på baggrund af måling efter nr. 4, når en sådan forholdsmæssig opgørelse andel kan opgøres.

Det foreslåede stk. 4, nr. 9, 3. pkt. vil medføre, at udgangspunktet for opgørelsen af det tilbagebetalingsberettigede beløb ved anvendelser i det foreslåede i stk. 5, nr. 9, 1. pkt., på anlæg med forbrug til både godtgørelsesberettigede og ikke godtgørelsesberettigede anvendelser, er måling og fordeling efter nr. 4.

Det foreslås i 4. pkt ., at i stedet for opgørelse efter nr. 4 kan virksomheder omfattet af 1. pkt. vælge, at beregningen af den godtgørelsesberettigede afgift skal ske forholdsmæssigt svarende til den del af virksomhedens samlede areal i kvadratmeter, som gæsten kan råde egenhændigt over under sit ophold.

Det foreslåede stk. 4, nr. 9, 4. pkt. vil medføre, at virksomheder til brug for opgørelse af det tilbagebetalingsberettigede beløb ved anvendelser i det foreslåede i stk. 4, nr. 9, 1. pkt., kan vælge at anvende en skematisk fordelingsregel i stedet for måling og fordeling. Den skematiske fordelingsregel er baseret på opmåling af arealet, som gæsten kan råde egenhændigt over under sit ophold i kvadratmeter.

Den skematiske fordelingsregel kan dog ikke anvendes ved opgørelsen af tilbagebetaling af forbrug af afgiftspligtig varme og varer til opvarmning af vand i bassiner og lignende, der kan rumme over 3 m3 vand, og som er placeret udenfor arealet, som gæsten kan råde egenhændigt over under sit ophold, og varme eller kulde, som leveres fra virksomheden.

Den skematiske fordelingsregel omfatter ikke anvendelser omfattet af det foreslåede stk. 4, nr. 9, 2. pkt. Det skyldes, at der er tale om fritstående enheder, hvor hele enheden udlejes til gæsten. For så vidt angår de mobile enheder vil disse endvidere oftest have et kortvarigt ophold på udlejers campingplads, og det vil være uhensigtsmæssigt for en udlejer af en campingplads at skulle opgøre antallet af kvadratmeter på fremmede campingenheder.

Den skematiske fordelingsregel muliggør, at hotelvirksomheder og lignende virksomheder, der ikke ved måling fordeler deres forbrug til rumvarme m.v. mellem rumvarme m.v. anvendt til udlejningsarealer omfattet af tilbagebetalingen efter stk. 5, nr. 9, 1. pkt. og rumvarme m.v. af virksomhedens øvrige arealer, vil kunne opgøre godtgørelsen ud fra den kvadratmeter-andel af virksomhedens samlede kvadratmeter-areal, som gæsten kan råde egenhændigt over under sit ophold. På dette grundlag kan disse virksomheder ansøge om tilbagebetaling af afgiften ned til processatsen for den tilbagebetalingsberettigede andel af virksomhedens energiforbrug på samme måde, som hvis virksomheden havde beregnet det tilbagebetalingsberettigede energiforbrug ved måling.

Den skematiske regel kan dermed anvendes som alternativ til at opgøre det tilbagebetalingsberettigede forbrug ved måling og fordeling. Ved anvendelsen af den skematiske regel i stk. 4, nr. 9, 4. pkt., er det uden betydning, om udlejningsarealet er opvarmet eller ej.

Ved anvendelsen af den skematiske fordelingsregel i stk. 4, nr. 9, 4. pkt., skal virksomheden opgøre arealet, som gæsten kan råde egenhændigt over under sit ophold. Ved opgørelsen af antallet af kvadratmeter af indkvarteringsydelse tages der udgangspunkt i indkvarteringsydelsens gulvareal, dvs. arealet inden for væggene. Virksomhedens samlede areal opgøres som arealet angivet i Bygnings- og Boligregistret (herefter BBR). En opvarmet parkeringskælder skal medregnes ved opgørelsen af afgiften, mens en ikke opvarmet parkeringskælder ikke skal medregnes.

En virksomheds areal, som gæsten kan råde egenhændigt over under sit ophold, opmåles til at udgøre en procentsats af virksomhedens samlede areal. Godtgørelsen beregnes ved at gange differencen mellem rumvarmesatsen og procesafgiften med procentsatsen af virksomhedens totale varmeforbrug, som fremgår af virksomhedens energiregning, der er anvendt til rumvarme m.v. Der skal dog ikke medregnes andet energiforbrug, som er godtgørelsesberettiget. Der skal heller ikke medregnes energi, som er leveret ud af huset, og som dermed ikke er forbrugt af virksomheden.

Der betales fuld rumvarmeafgift af virksomhedens resterende varmeforbrug mv.

Der kan gives følgende eksempel: Et hotel på 1.000 m2 ifølge BBR har et samlet areal, som hotelgæsterne kan råde egenhændigt over under deres ophold, på 600 m2. Virksomheden har ikke andet godtgørelsesberettiget forbrug eller leverancer af energi ud af huset. Det vil sige, at hotellet kan få 60 pct. af rumvarmeafgiften efter fradrag af procesafgiften, herunder for opvarmning, komfortkøling og varmt vand, tilbagebetalt.

Ifølge fakturaerne udgør den årlige rumvarmeafgift 26.000 kr. 60 pct. heraf udgør 15.600 kr. Dette beløb er dog ikke fuldt ud godtgørelsesberettiget, da der fortsat skal betales procesafgift. Procesafgiften er i 2024 9,3 kr. pr. GJ, hvilket svarer til 13,51 pct. 15.600 kr. fratrukket 13,51 pct. er 13.492 kr. Den tilbagebetalingsberettigede afgift udgør således 13.492 kr.

Det foreslås i 5. pkt. , at i den samlede mængde energi dog ikke medregnes andet energiforbrug, som er godtgørelsesberettiget.

Det foreslåede stk. 4, nr. 9, 5. pkt., vil medføre, at der i den skematiske regel ikke indgår andet energiforbrug, som er godtgørelsesberettiget, i den samlede mængde energi, da dette ville kunne skabe forskelsbehandling med hensyn til godtgørelse af virksomhederne. Et sådan energiforbrug kan f.eks. være forbrug fra ovne eller lignende køkkenfacilitet omfattet af godtgørelsesmuligheden i nr. 1 eller nr. 2, og som hotellet derfor allerede måler og opgør særskilt efter nr. 4. Dette målte og opgjorte forbrug, som allerede bliver godtgjort, holdes således ude.

Det foreslås i 6. pkt., at ved anvendelsen af opgørelsesmetoden i 4. pkt. medregnes ikke varme eller kulde, som leveres fra virksomheden, eller til opvarmning af vand i bassiner og lignende, der kan rumme over 3 m3 vand, og som er placeret udenfor arealet, som gæsten kan råde egenhændigt over under sit ophold.

Det foreslåede stk. 4, nr. 9, 6. pkt., vil medføre, at opgørelsen af varme og varer omfattet af § 11, stk. 4, forbrugt til varmt vand til bassiner og lignende, der kan rumme over 3 m3, og som er placeret uden for de arealer, som hotelgæsterne kan råde egenhændigt over under deres ophold, ikke kan opgøres efter stk. 4, nr. 9, 4. pkt. Virksomheden skal således opgøre dette ikke tilbagebetalingsberettigede forbrug ved måling. Der skal heller ikke medregnes energi, som er leveret ud af huset, og som dermed ikke er forbrugt af virksomheden.

I praksis skal den opgjorte mængde omfattet af det foreslåede stk. 4, nr. 9, 6. pkt., fraregnes før det afgiftspligtige samlede energiforbrug fordeles efter stk. 4, nr. 9, 4. pkt. Det skyldes, at et højt forbrug af varmt vand, som finder sted i f.eks. spafaciliteter eller en svømmehal, ellers vil skævvride den forholdsmæssige fordeling af energiforbruget ved beregning af godtgørelsen, der kan henregnes til indkvarteringsydelsen.

Udgør energiforbruget til varmt vand i en spaafdeling eller lignende 10 pct. af det samlede rumvarmeforbrug, reduceres den beregnede godtgørelse med 10 pct. Det indebærer, at det alene er de resterende 100-10 pct. af varmeforbruget, der fordeles efter den skematiske fordelingsnøgle. Godtgørelsen kan beregnes til forskellen mellem rumvarmesats og processats ganget med x pct. af (100-10) pct. af energiforbruget.

Der kan gives følgende eksempel, hvor det følger af fakturaerne, at den årlige rumvarmeafgift udgør 29.394 kr.

Et hotel har målt, at opvarmningen af varmt vand i spaafdelingen udgør 10 pct. af det samlede energiforbrug anvendt til rumvarme, komfortkøling og varmt vand. Hotellet er 1.000 m2 ifølge BBR og har et samlet areal, som gæsterne kan råde egenhændigt over under deres ophold, på 600 m2. Virksomheden har ikke andet godtgørelsesberettiget forbrug eller leverancer af energi ud af huset. Dermed beregnes den tilbagebetalingsberettigede rumvarmeafgift på følgende måde:

Ifølge fakturaerne udgør den årlige rumvarmeafgift 29.394 kr. 10 pct. heraf kan henregnes til opvarmning af varmt vand i forbindelse med spafaciliteter. Efter korrektion herfor i den årlige rumvarmeafgift udgør den årlige rumvarmeafgift 26.454 kr. 60 pct. heraf udgør 15.873 kr. Dette beløb er ikke fuldt ud godtgørelsesberettiget, da der skal betales procesafgift, der i 2024 udgør 9,3 kr. pr. GJ svarende til 13,51 pct. 15.873 kr. fratrukket 13,51 pct. er 13.728 kr. Den tilbagebetalingsberettigede afgift er 13.728 kr.

Det foreslås i 7. pkt., at den opgjorte andel, som efter 6. pkt. ikke skal medregnes, opgøres som forholdet mellem den mængde energi, som forbruges til de pågældende, ikke tilbagebetalingsberettigede formål, og energiindholdet i den samlede mængde fremstillet rumvarme, kulde og varmt vand.

Det foreslåede stk. 4, nr. 9, 7. pkt. vil medføre, at den opgjorte andel efter 6. pkt. opgøres som forholdet mellem den mængde energi, som forbruges til det pågældende, ikke tilbagebetalingsberettigede formål, og energiindholdet i den samlede mængde fremstillet rumvarme, kulde og varmt vand. Det vil efter denne regel både være nødvendigt at måle det samlede varmeoutput fra anlæggets kedel og varmen nær udløbet til bassinet eller hvor varmen eller kulden fragår virksomhedens areal. På baggrund af disse to målinger kan der således laves en forholdsmæssig fordelingsnøgle, som forbruget kan fordeles efter.

Det foreslås i 8. pkt ., at i den samlede mængde dog ikke medregnes andet energiforbrug, som er godtgørelsesberettiget, jf. 5. pkt.

Det foreslåede stk. 4, nr. 9, 8. pkt. vil medføre, at der i den samlede mængde efter 7. pkt. ikke medregnes eventuelt andet energiforbrug, som er godtgørelsesberettiget. Dette forbrug holdes således ude af opgørelsen efter 7. pkt. da andelen, der efter 6. pkt. ikke skal medregnes, ellers vil blive forholdsmæssigt for lille. 8. pkt. skal således sikre, at forbruget, der efter 5. pkt. skal holdes ude af den samlede fordeling efter 4. pkt. ikke indirekte medregnes, når virksomheden også har forbrug der efter 6. pkt. holdes ude af opgørelsen.

Det foreslås i 9. pkt., at uanset 7. pkt. foretages der for så vidt angår varme eller kulde, som er leveret særskilt til virksomheden fra et fjernvarmeværk eller anden producent, der er registreret efter merværdiafgiftsloven, en særskilt opgørelse, hvor der for denne varme eller kulde foretages forholdsmæssig fordeling.

Det foreslåede stk. 4, nr. 9, 9. pkt. vil medføre, at såfremt virksomheden anvender fjernvarme og kulde opgøres andelen, som efter 6 pkt. ikke skal medregnes, forholdsmæssigt på baggrund af, hvor stor en andel af den samlede indkøbte fjernvarme og kulde, som forbruges i bassinet eller leveres fra virksomheden. Der skal således ved denne metode foretages måling af varmen nær udløbet til bassinet, eller hvor varmen eller kulden fragår virksomhedens areal. Forbruget kan herefter forholdsmæssigt opgøres ud fra, hvor mange GJ, der måles nær udløbet af bassinet, og hvor mange GJ, som fremgår af regningen.

Det foreslås i 10. pkt. , at i denne opgørelse medregnes ikke andet energiforbrug, som er godtgørelsesberettiget, jf. 5. pkt.

Det foreslåede stk. 4, nr. 9, 10. pkt. vil medføre, at eventuelt andet energiforbrug, som er godtgørelsesberettiget, holdes ude af opgørelsen efter 9. pkt. på samme måde, som dette forbrug efter 7. pkt. holdes ude af opgørelsen efter 9. pkt.

Det foreslås i 11. pkt. , at det er en betingelse for godtgørelse, at varmen eller kulden, som indgår i beregninger af godtgørelse, er målt.

Det foreslåede stk. 4, nr. 9, 11. pkt. vil medføre, at det er en betingelse for godtgørelse efter det foreslåede stk. 4, nr. 9, at varmen eller kulden, som indgår i beregninger af godtgørelse, er målt, og at der dermed foreligger registreringer af målingerne som en del af regnskabsmaterialet. Dette er ikke til hinder for, at Skatteforvaltningen efter anmodning fra virksomheder, der foretager måling med henblik på opgørelse af den tilbagebetalingsberettigede andel af varer, kulde og varme, kan tillade, at de målte data finder anvendelse på afgiftsperioder op til 3 år før den afgiftsperiode, hvori der først foretages korrekt måling jf. stk. 8.

Det foreslås i 12. pkt., at en virksomhed omfattet af 1. pkt. vælger en opgørelsesmetode for tilbagebetaling for et helt kalenderår.

Det foreslåede stk. 4, nr. 9, 12. pkt. vil medføre, at den opgørelsesmetode, som virksomheden vælger, skal benyttes i hele kalenderåret. Dette medfører, at en virksomhed for 1 år ad gangen skal vælge, om det tilbagebetalingsberettigede beløb skal opgøres ved måling af det faktiske forbrug af afgiftspligtig varme og varer, jf. det foreslåede stk. 4, nr. 9, 1. pkt., eller efter den skematiske fordelingsregel, jf. det foreslåede stk. 4, nr. 9, 4. pkt.

Det foreslås i 13. pkt ., at en virksomhed, der anvender opgørelsesmetoden i 4. pkt., anvender den tilsvarende opgørelsesmetode i § 10, stk. 5, nr. 9, 4. pkt., i lov om afgift af naturgas og bygas m.v. og § 11, stk. 5, nr. 9, 4. pkt., i lov om energi afgifter af mineralolieprodukter mv.

Det foreslåede stk. 4, nr. 9, 13. pkt., vil medføre, at virksomheder, der anvender den skematiske opgørelsesmetode ved tilbagebetaling efter det foreslåede § 8, stk. 4, nr. 9, nr. 4, skal anvende tilsvarende metode, hvis virksomheden kan opnå tilbagebetaling efter gasafgiftslovens § 10, stk. 5, nr. 9, 4. pkt., og mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 5, nr. 9, 4. pkt., der omhandler tilsvarende lempelse for hotelsektoren m.v.

Forslaget skal ses i sammenhæng med forslaget i § 1, nr. 4-5, § 2, nr. 5, og § 3, nr. 4 og 5, hvortil der henvises.

Der henvises i øvrigt til afsnit 3.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 5

Det følger af bl.a. gruppefritagelsesforordningen (Europa-Kommissionens forordning (EU) nr. 651/2014 af 17. juni 2014 om visse kategorier af støttes forenelighed med det indre marked i henhold til traktatens artikel 107 og 108). Heraf følger et krav for anvendelsen af statsstøtte, at medlemsstaterne offentliggør en række oplysninger om støttetildelinger. For så vidt angår støttetildelinger på over den i forordningen fastsatte grænse stilles der bl.a. krav om offentliggørelse af støttemodtagerens navn, virksomhedens størrelse, datoen for støttens tildeling og støttebeløbets størrelse.

Gennemsigtighedskravet trådte i kraft den 1. juli 2016. For så vidt angår støtte i form af skattefordele, skal oplysningerne offentliggøres i Europa-Kommissionens statsstøtteregister senest et år fra indberetningen af statsstøttebeløbet til Skatteforvaltningen.

Kommissionen har vedtaget forordning (EU) 2023/1315 af 23. juni 2023 om ændring af forordning (EU) nr. 651/2014 om visse kategorier af støttes forenelighed med det indre marked i henhold til traktatens artikel 107 og 108), som bl.a. indebærer en udvidelse af gennemsigtighedskravet ved, at tærsklen for, hvornår medlemsstaterne skal offentliggøre oplysninger om støttetildelinger, sænkes fra 500.000 euro til 100.000 euro.

Virksomhederne skal derfor i 2024 indberette statsstøttebeløb til Skatteforvaltningen, som er ydet fra 1. januar 2024 til 31. december 2024, hvis det samlede beløb, en virksomhed har modtaget, er 100.000 euro eller derover.

Det foreslås i kulafgiftslovens § 8 at indsætte to nye bestemmelser som stk. 15 og stk. 16. Det foreslås i stk. 15 , 1. pkt. , at virksomheder, der benytter sig af tilbagebetalingsmuligheden i stk. 4, nr. 9, skal indberette tilbagebetalingsbeløbet til Skatteforvaltningen, hvis det samlede beløb overstiger 100.000 euro i et kalenderår. Omregningen fra danske kroner til euro skal ske efter den kurs, der gælder den første arbejdsdag i oktober i det år, som indberetningen vedrører, og som offentliggøres i Den Europæiske Unions Tidende. Opgørelsen af tilbagebetalingsbeløbet efter 1. pkt. skal ske pr. juridisk enhed.

Det foreslåede stk. 15, 1. pkt., vil medføre, at en virksomhed, som benytter sig af tilbagebetalingsmuligheden, pålægges at indberette tilbagebetalingsbeløbet til Skatteforvaltningen, hvis beløbet for den enkelte ordning overstiger 100.000 euro i et kalenderår.

Det foreslås i stk. 15, 2. pkt. , at omregningen fra danske kroner til euro skal ske efter den kurs, der gælder den første arbejdsdag i oktober i det år, som indberetningen vedrører, og som offentliggøres i Den Europæiske Unions Tidende. Eftersom Danmark ikke er tiltrådt euroen, vil der skulle ske omregning af støttebeløbet fra danske kroner til euro for at afgøre, om støttebeløbet overstiger tærsklen på 100.000 euro. Det foreslåede stk. 15., 2. pkt., vil således medføre, at indberetningen for statsstøtte ydet i 2024 vil skulle omregnes til den kurs, der gælder den 1. oktober 2024.

Det foreslås i stk. 15, 3. pkt. , at opgørelsen af tilbagebetalingsbeløbet efter stk. 15, 1. og 2. pkt., skal ske pr. juridisk enhed. Det foreslåede stk. 15., 2. pkt., vil medføre, at der ved en virksomhed efter bestemmelsen, skal forstås en selvstændig juridisk enhed identificeret ved et cvr-nummer. Indberetningen i henhold til denne bestemmelse vil derfor skulle ske pr. selvstændig juridisk enhed, uanset evt. fælles momsregistrering eller underliggende produktionsenheder.

Det foreslås i stk. 16 , 1. pkt., at skatteministeren bemyndiges til at fastsætte nærmere regler om indberetning og offentliggørelse af de pågældende oplysninger i Kommissionens statsstøtteregister. Det foreslås i stk. 16, 2. pkt., at skatteministeren fastsætter derudover nærmere regler om, at virksomheder ikke kan opnå tilbagebetaling efter stk. 4, nr. 9, når de ikke opfylder de til enhver tid gældende betingelser for at modtage statsstøtte.

Det foreslåede, 1. og 2. pkt. vil medføre, at skatteministeren vil kunne udstede regler for indberetning og offentliggørelse af de pågældende oplysninger samt nærmere regler om, at kriseramte virksomheder vil være afskåret fra at anvende den særlige afgiftssats for hoteller og hotellignende virksomheder forbrug af kul til rumvarme m.v.

Det forventes, at bemyndigelsen vil blive udmøntet ved udstedelse af ny bekendtgørelse om efterlevelse af regler for tildeling af statsstøtte på skatteområdet, som vil træde i stedet for bekendtgørelse nr. 566 af 3. maj 2019 om efterlevelse af regler for tildeling af statsstøtte.

Bestemmelserne vil svare til de tilsvarende bestemmelser i mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 18-19, og gasafgiftslovens § 10, stk. 16-17.

Der henvises i øvrigt til punkt 3.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 6

Det følger af kulafgiftslovens § 10 a, stk. 1, 3. pkt., at registreringen som registreret varemodtager er gældende i 5 år.

Imidlertid er registrerede varemodtagere i registreret hos Skatteforvaltningen, indtil de lader sig afmelde og ikke kun i en femårig periode. Dette er begrundet i, at kravet i praksis har forekommet. Der gælder desuden ikke tilsvarende krav i en række andre afgiftslove, herunder mineralolieafgiftsloven, gasafgiftsloven og chokoladeafgiftsloven. Det er vurderingen, at denne administration ikke har haft betydning, da der er tale om et formalitetskrav.

Det foreslås at kulafgiftslovens § 10 a, stk. 1, 3. pkt. , ophæves.

Formålet med ophævelsen er at bringe lovgivningen i overensstemmelse med Skatteforvaltningens praksis ved at ophæve den bestemmelse, som indebærer, at Skatteforvaltningen skal afmelde virksomhedernes anmeldelse efter hver femårig periode, samtidig med at virksomhederne ikke ville skulle forny deres anmeldelse til Skatteforvaltningen efter hver femårig periode, samt at sikre ensrettede regler på tværs af afgiftslove.

Den foreslåede ophævelse vil medføre, at der i loven fremover ikke vil være et krav om, at erhvervsdrivende varemodtagere skal forny deres anmeldelse til Skatteforvaltningen efter hver femårig periode. Samtidig vil ophævelsen sikre ensrettede regler på tværs af afgiftslove.

Der henvises i øvrigt til punkt 3.6 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Kilde

Til nr. 1

Det fremgår af § 3 i elafgiftsloven, at afgiften svares af 1) den, der leverer elektricitet til forbrug her i landet, 2) den, der til eget forbrug fremstiller elektricitet, og 3) den, der er registreret for afgift efter elafgiftslovens § 4, stk. 2-5.

Med lovforslagets § 4, nr. 2, foreslås det at indsætte et § 4 a om mulighed for forbrugsregistrering for de virksomheder, der får leveret elektricitet via en direkte linje.

Det foreslås i § 3, stk. 1, nr. 3, at der efter »stk. 2-5.« indsættes », eller § 4 a, stk. 1«.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre at den, der er registreret for afgift efter § 4 a, stk. 1, vil skulle svare afgiften efter elafgiftsloven.

Formålet med bestemmelsen er at etablere en pligt for den forbrugsregistrerede virksomhed efter § 4 a, stk. 1 til at svare afgiften. Denne pligt svarer til den pligt forbrugsregistrerede virksomhed efter elafgiftslovens § 4, stk. 3-5, har for elektricitet, der leveres fra det kollektive net.

Der henvises i øvrigt til punkt 3.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 2

Efter elforsyningsloven er der mulighed for at etablere en direkte linje mellem en elproducent og en elforbruger uden om det kollektive net. En direkte linje kan kun anlægges efter tilladelse fra Energistyrelsen efter § 23 i lov om elforsyning og er defineret som en direkte elektricitetsforbindelse mellem en elproducent og en forbruger, gennem hvilken der dels leveres elektricitet direkte fra elproducenten til forbrugeren på den direkte linje, dels leveres elektricitet fra en elhandler på det kollektive net til forbrug på den direkte linje. Etablering af en sådan direkte linje skal ske efter tilladelse fra Energistyrelsen i elforsyningslovens § 23.

Elektricitet produceret af en elproducent på den direkte linje kan efter elforsyningsloven også leveres til det kollektive net. Direkte linjer har ét tilkoblingspunkt til det kollektive net. Der kan ligge flere forbrugere, herunder med forskellige cvr-numre, bag tilkoblingspunktet. Der er dog kun knyttet ét aftagenummer til hvert tilkoblingspunkt på det kollektive net, og derfor vil kun en af forbrugerne på den direkte linje kunne indgå aftale med en elhandelsvirksomhed om leverancer af elektricitet til aftagenummeret.

Elproducenten på den direkte linje, der leverer elektricitet til den direkte linje, skal lade sig registrere efter elafgiftslovens § 4, stk. 2, og svare afgift for forbrug af elektricitet på den direkte linje til Skatteforvaltningen, jf. elafgiftslovens § 3, stk. 1, nr. 3. Dette omfatter både eget forbrug af elektricitet hos den virksomhed, der producerer elektricitet, og ligeledes forbrug af den producerede elektricitet hos de virksomheder, der er tilkoblet den direkte linje fra elproducenten.

Efter elafgiftslovens § 4, stk. 3, er det muligt for en virksomhed med et årligt elektricitetsforbrug på over 100.000 kWh inden for samme lokalitet direkte leveret fra en virksomhed registreret efter § 4, stk. 1, hvor tilbagebetaling af afgift efter § 11 udgør mindst 87 pct. af afgiften efter denne lov, at lade sig registrere hos Skatteforvaltningen. Det giver virksomheden mulighed for at forbrugsafregne elafgiften.

En forbrugsregistrering giver mulighed for at få leveret elektricitet fra elleverandøren uden afgift. Forbrugsregistreringen indebærer, at virksomhederne kan foretage nettoafregning af afgiften. Nettoafregning betyder, at virksomheden skal betale afgift af det ikke-godtgørelsesberettigede energiforbrug til Skatteforvaltningen. Når kalendermåneden (afgiftsperioden) er gået, opgør virksomheden, hvor meget af elektriciteten, der er anvendt til godtgørelsesberettigede formål, og hvor meget af elektriciteten, der er anvendt til ikke-godtgørelsesberettigede formål.

Herved har virksomheden en fleksibilitet i først at skulle betale afgift til elleverandøren og derefter søge om godtgørelse af afgift hos Skatteforvaltningen. Forbrugsregistreringen giver dermed virksomhederne en likviditetsmæssig fordel.

Det fremgår af § 8, stk. 1, at registrerede virksomheder efter udløbet af hver afgiftsperiode skal angive størrelsen af de i periodens løb stedfundne afgiftspligtige leverancer m.v., og indbetale afgiften for afgiftsperioden til Skatteforvaltningen. Angivelsen og betalingen sker efter reglerne i opkrævningslovens §§ 2-8.

Der er efter gældende ret ikke mulighed for at lade sig forbrugsregistrere for elektricitet, der leveres via en direkte linje fra en elproducent registreret efter elafgiftslovens § 4, stk. 2.

Det foreslås i elafgiftsloven at indsætte en ny paragraf, § 4 a om forbrugsregistrering på direkte linjer.

Det foreslås som stk. 1, at virksomheder, der direkte får leveret elektricitet via en direkte linje, med et årligt elektricitetsforbrug på over 100.000 kWh inden for samme lokalitet fra en virksomhed registreret efter § 4, stk. 1 eller 2, hvor tilbagebetaling af afgift efter § 11 udgør mindst 87 pct. af afgiften efter denne lov, kan registreres hos Skatteforvaltningen.

Det foreslås som stk. 2, 1. pkt., at ved anmodning om registrering efter stk. 1 skal virksomheden over for Skatteforvaltningen dokumentere, at virksomheden i de seneste 12 måneder har opfyldt betingelserne i stk. 1 eller sandsynliggøre, at virksomheden i de kommende 12 måneder opfylder betingelserne i stk. 1. Det foreslås som stk. 2, 2. pkt., at ved opgørelsen af forbrug de seneste 12 måneder benyttes de mængder elektricitet, som er målt af den virksomhed, der er registreret efter § 4, stk. 2.

Det foreslås som stk. 3, at virksomheder registreret efter stk. 1, der ikke længere opfylder betingelserne for registrering efter stk. 1, skal virksomheden underrette Skatteforvaltningen.

Det foreslås som stk. 4, at virksomheder kan ikke registreres i henhold til stk. 1, hvis de på tidspunktet for ansøgning om registrering efter stk. 1 er i restance med skatter og afgifter.

Det foreslås som stk. 5, 1. pkt. , at har virksomheden ikke har afgivet rettidig angivelse, har afgivet urigtig angivelse, ikke rettidigt har indbetalt skatter eller afgifter m.v. eller har været i restance med skatter og afgifter, kan Skatteforvaltningen inddrage registreringen efter stk.

1. Det foreslås som stk. 5, 2. pkt. , at virksomheder, der har fået inddraget registreringen efter stk. 1, kan tidligst 12 måneder efter inddragelsen anmode om fornyet registrering efter stk. 1. Det foreslås som stk. 5, 3. pkt. , at Skatteforvaltningen skal give virksomheder registreret efter § 4, stk. 2, oplysninger om inddragelse af registreringen efter stk. 1.

Det foreslås som stk. 6, at til de registrerede virksomheder, jf. stk. 1, udstedes et bevis for registreringen.

Det foreslåede § 4 a, stk. 1, vil medføre, at virksomheder, der opfylder de tilsvarende krav til forbrugsregistrering, som gælder for elektricitet, der leveres fra det kollektive net i elafgiftslovens § 4, stk. 3, og som forbruger elektricitet via en direkte linje, kan forbrugsregistreres.

Formålet med ændringen er at give virksomheder, der får leveret elektricitet via en direkte linje, mulighed for at blive forbrugsregistreret, da det vil give en likviditetsmæssig fordel.

Den foreslåede ændring vil medføre, at en virksomhed, der opfylder de øvrige betingelser for forbrugsregistrering, og som får leveret elektricitet via en direkte linje, kan lade sig forbrugsregistrere hos Skatteforvaltningen på lige fod med virksomheder med et lignende forbrug.

Virksomheden, der får leveret elektricitet via en direkte linje, skal således for at blive forbrugsregistreret have et årligt elektricitetsforbrug på over 100.000 kWh inden for samme lokalitet direkte leveret fra en virksomhed registreret efter § 4, stk. 2, hvor tilbagebetaling af afgift efter § 11 udgør mindst 87 pct. af den elafgift, virksomheden skal svare.

Forbrugsregistrering sker hos Skatteforvaltningen.

Virksomheder, der forbruger elektricitet via en direkte linje, vil dermed også under visse betingelser have mulighed for at blive forbrugsregistreret og foretage nettoafregning af afgiften.

Forbrugsregistrering vil desuden medføre, at virksomheden efter udløbet af hver afregningsperiode skal angive størrelsen af de i periodens løb stedfundne afgiftspligtige leverancer m.v. og indbetale afgiften for afgiftsperioden til Skatteforvaltningen efter elafgiftslovens § 8, stk. 1.

Det foreslåede § 4 a, stk. 2, 1. pkt., vil medføre, at virksomheden, der anmoder Skatteforvaltningen om at blive forbrugsregistreret efter det foreslåede § 4 a, stk. 1, over for Skatteforvaltningen skal kunne dokumentere, at virksomheden i de seneste 12 måneder har opfyldt betingelserne i det foreslåede stk. 1. Det foreslåede § 4 a, stk. 2, 2. pkt., vil medføre, at ved opgørelsen af forbruget de seneste 12 måneder skal virksomheden benytte de mængder elektricitet eller varme, som er målt af de virksomheder, der er registreret efter § 4, stk. 2.

Alternativt kan virksomheden sandsynliggøre, at virksomheden i de kommende 12 måneder opfylder betingelserne i stk. 1.

Det foreslåede § 4 a, stk. 3, vil medføre, at en virksomhed, der er registreret efter det foreslåede stk. 1, skal underrette Skatteforvaltningen, hvis virksomheden ikke længere opfylder betingelserne for at være forbrugsregistreret efter det foreslåede stk. 1.

Skatteforvaltningen vil herefter afregistrere virksomheden.

Det foreslåede § 4 a, stk. 4, vil medføre, at virksomheder, der på tidspunktet for ansøgning om at blive forbrugsregistreret efter det foreslåede stk. 1, ikke kan blive forbrugsregistreret, hvis virksomheden er i restance med skatter og afgifter.

Dermed kan virksomheder, der ikke rettidigt har betalt skatter og afgifter, ikke blive forbrugsregistreret, før disse udeståender er betalt.

Det foreslåede § 4 a, stk. 5, 1. pkt., vil medføre, at en forbrugsregistreret virksomhed skal overholde en række tidsfrister, da Skatteforvaltningen ellers kan inddrage forbrugsregistreringen.

Den forbrugsregistrerede virksomhed kan således få inddraget registreringen efter det foreslåede stk. 5, hvis virksomheden ikke har afgivet rettidig angivelse, har afgivet urigtig angivelse, ikke rettidigt har betalt skatter eller afgifter m.v., eller har været i restance med skatter og afgifter.

Det foreslåede § 4 a, stk. 5, 2. pkt., vil medføre, at virksomheder, der har fået inddraget forbrugsregistreringen efter det foreslåede stk. 1, tidligst kan anmode om fornyet registrering efter stk. 1 efter 12 måneder.

Denne regel vil være tilsvarende den, som gælder for forbrugsregistrerede virksomheder efter § 4, stk. 3-5, jf. § 4, stk. 10. Det foreslåede § 4 a, stk. 5, 3. pkt., vil medføre at Skatteforvaltningen skal give virksomheder registreret efter § 4, stk. 2, oplysninger om inddragelse af registreringen efter stk. 1.

Det foreslåede stk. 6 vil medføre, at Skatteforvaltningen udsteder et bevis for registreringen.

Der henvises i øvrigt til punkt 3.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 3

Det følger af elafgiftslovens § 5, at der for visse anvendelser ikke svares afgift af elektricitet. Det omfatter bl.a. elektricitet, der leveres til virksomheder, der er registreret efter § 4, stk. 3-5, herunder som forbrugsregistrerede virksomheder.

Med lovforslagets § 4, nr. 2, foreslås det at indsætte et § 4 a om mulighed for forbrugsregistrering for de virksomheder, der får leveret elektricitet via en direkte linje.

Det foreslås i elafgiftslovens § 5, stk. 1, som litra d at indsætte »d. leveres til virksomheder registreret efter § 4 a, stk. 1.«

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at leverancer af elektricitet til virksomheder, der er registreret efter elafgiftslovens § 4 a, stk. 1, vil være fritaget for afgift.

Formålet med bestemmelsen er at sikre, at leverancen af elektricitet via en direkte linje til en forbrugsregistreret virksomhed efter § 4 a, stk. 1 bliver fritaget for afgift, således at elproducenten ikke skal svare afgift af leverancen af elektricitet.

Denne fritagelse svarer til fritagelse for afgift af leverancer af elektricitet fra det kollektive net til forbrugsregistrerede virksomheder, jf. elafgiftslovens § 5, stk. 1, litra b.

Til nr. 4

Det fremgår at elafgiftslovens § 8, hvilke krav der er til registrerede virksomheders angivelse af afgift samt opgørelsen af afgift, herunder hvad der anses for at være den afgiftspligtige mængde.

Efter § 8, stk. 3, er det desuden fastsat, at den afgiftspligtige mængde elektricitet for en afgiftsperiode for forbrugsregistrerede virksomheder efter § 4, stk. 3, er den mængde, som en virksomhed registreret efter § 4, stk. 1 eller 2, har leveret i afgiftsperioden. Ved opgørelsen kan fradrages elektricitet, der opfylder betingelserne for tilbagebetaling efter § 11 og § 11 c.

Det foreslås i elafgiftslovens § 8, stk. 3, efter »stk. 3« at indsætte »eller § 4 a, stk. 1,«.

Det foreslåede vil medføre, at for forbrugsregistrerede virksomheder efter det foreslåede § 4 a, stk. 1, er den afgiftspligtige mængde elektricitet for en afgiftsperiode den mængde, som en virksomhed registreret efter § 4, stk. 1 eller 2, har leveret via en direkte linje i afgiftsperioden. Ved opgørelsen kan fradrages elektricitet, der opfylder betingelserne for tilbagebetaling efter elafgiftslovens § 11 og § 11 c.

Formålet med bestemmelsen er at fastsætte, hvordan en forbrugsregistreret virksomhed efter den foreslåede § 4 a, stk. 1 skal opgøre den afgiftspligtige mængde. Opgørelsen af den afgiftspligtige skal dermed opgøres på samme måde som for forbrugsregistrerede virksomheder efter elafgiftslovens § 4, stk. 3.

Der henvises i øvrigt til punkt 3.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 5

Det følger af elafgiftslovens § 11, stk. 11, 1. pkt., at virksomheder, der benytter sig af tilbagebetalingsmulighederne i stk. 1, jf. § 11 c, og § 11, stk. 6 og 7, for den enkelte ordning skal indberette tilbagebetalingsbeløbet til Skatteforvaltningen, hvis det samlede beløb for den enkelte ordning, overstiger 500.000 euro i et kalenderår.

Frem til 2023 udgjorde den lave processats i elafgiftslovens § 11, stk. 1, en støtteordning, som var notificeret som statsstøtte i henhold til Europa-Kommissionens forordning (EU) nr. 651/2014 af 17. juni 2014 om visse kategorier af støttes forenelighed med det indre marked i henhold til traktatens artikel 107 og 108) (gruppefritagelsesforordningen).

Da alle momsregistrerede virksomheder fra og med den 1. januar 2023 er blevet ligestillet med ophævelsen af bilag 1 til elafgiftsloven fra 2023, vil den lave processats fra 1. januar 2023 ikke længere at indebære statsstøtte. Derfor er godtgørelse efter § 11, stk. 1, heller ikke længere omfattet af kravet om indberetning af udbetalt statsstøtte, jf. § 11, stk. 11.

Det foreslås, at elafgiftslovens § 11, stk. 11, 1. pkt., ændres derved, at »stk. 1, jf. § 11 c, og« udgår.

Det foreslåede vil medføre at virksomheder fremover ikke skal indberette det beløb, de modtager i tilbagebetaling efter ordningen i § 11, stk. 1, om lempet elafgift til momsregistrerede virksomheder, til Skatteforvaltningen.

Der henvises i øvrigt til punkt 3.5. i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 6

Det følger af elafgiftslovens § 11, stk. 11, § 11 b, stk. 9, og § 11 f, stk. 4, at virksomheder, som benytter sig af muligheden for at få tilbagebetalt afgift efter § 11, stk. 1, § 11 b, stk. 3-5, og § 11 f, stk. 1-3, skal indberette tilbagebetalingsbeløbet til Skatteforvaltningen, hvis det samlede beløb overstiger 500.000 euro i et kalenderår.

Støtteordningerne i §§ 11 og 11 f er en del af elpatronordningen. Ordningen giver momsregistrerede virksomheder ret til på visse betingelser at benytte en lempet afgiftssats for varme, der produceres af afgiftspligtige brændsler eller af afgiftspligtig elektricitet. Ordningen fremgår af elafgiftslovens § 11, stk. 6 og 7, og § 11 f. Det fremgår af elafgiftslovens § 11, stk. 11, at virksomheder, der benytter sig af tilbagebetalingsmulighederne i stk. 1, jf. § 11 c, og stk. 6 og 7, skal for den enkelte ordning indberette tilbagebetalingsbeløbet til told- og skatteforvaltningen, hvis det samlede beløb for den enkelte ordning overstiger 500.000 euro i et kalenderår.

Det følger af elafgiftslovens § 11, stk. 1, at virksomheder bortset fra tilfælde, der fremgår af § 11, stk. 2, kan få tilbagebetalt afgiften efter elafgiftsloven af den af virksomheden forbrugte afgiftspligtige elektricitet, herunder den afgiftspligtige elektricitet, som en udlejer af havneplads forsyner sine lejeres medbragte lystfartøjer med uden særskilt betaling, og den afgiftspligtige elektricitet, som en udlejer af campingplads forsyner sine lejeres medbragte campingenheder og køretøjer med uden særskilt betaling. Tilbagebetalingen nedsættes med 0,4 øre pr. kWh, jf. § 11 c, stk. 1.

Det følger af § 11, stk. 11, at virksomheder, der benytter sig af tilbagebetalingsmulighederne i stk. 1, jf. § 11 c, for den enkelte ordning skal indberette tilbagebetalingsbeløbet til Skatteforvaltningen, hvis det samlede beløb for den enkelte ordning overstiger 500.000 euro i et kalenderår. Opgørelsen af værdien af lempelsen skal ske pr. juridisk enhed.

Det følger af elafgiftslovens § 11 b, stk. 3, at skibe, der ligger til kaj i havn, har ret til at få godtgørelse af afgift for leveret elektricitet direkte fra land, bortset fra 0,4 øre pr. kWh. Dette gælder dog ikke, hvis elektricitetens spænding er under 380 V, elektriciteten ikke forbruges om bord på skibet, elektriciteten forbruges til ikkeerhvervsmæssige formål eller skibet er oplagt eller på anden måde ikke anvendes til søfart, jf. § 11, stk. 4.

Det følger af elafgiftslovens § 11 b, stk. 9, 1. pkt., at virksomheder, der benytter sig af denne godtgørelsesmulighed, skal indberette godtgørelsesbeløbet til Skatteforvaltningen, hvis det samlede beløb overstiger 500.000 euro i et kalenderår. Opgørelsen af tilbagebetalingsbeløbet efter 1. pkt. skal ske pr. juridisk enhed.

Bestemmelserne gennemfører gennemsigtighedskravet i gruppefritagelsesforordningen, hvorefter der i forbindelse med støttetildelinger over 500.000 euro stilles krav om bl.a. offentliggørelse af støttemodtagers navn, virksomhedens størrelse, datoen for støttens tildeling og støttebeløbets størrelse.

Kommissionen har vedtaget forordning 2023/1315 af 23. juni 2023 om ændring af forordning (EU) nr. 651/2014 om visse kategorier af støttes forenelighed med det indre marked i henhold til traktatens artikel 107 og 108, som bl.a. indebærer en udvidelse af gennemsigtighedskravet, ved at tærsklen for hvornår medlemsstaterne skal offentliggøre oplysninger om støttetildelinger, sænkes fra 500.000 euro til 100.000 euro.

Det foreslås i elafgiftslovens § 11, stk. 11, § 11 b, stk. 9, og § 11 f, stk. 4, at ændre »500.000 euro« til »100.000 euro«.

Det betyder, at tærsklen for indberetningspligten ændres fra at gælde for tilbagebetalingsbeløb, som overstiger 500.000 euro, til at gælde for tilbagebetalingsbeløb, som overstiger 100.000 euro.

Formålet med ændringen er en konsekvens af forordning 2023/1315 af 23. juni 2023 om ændring af forordning (EU) nr. 651/2014 om visse kategorier af støttes forenelighed med det indre marked i henhold til traktatens artikel 107 og 108.

Den foreslåede ændring vil medføre, at virksomheder, som benytter sig af muligheden for at få tilbagebetalt afgift efter § 11, stk. 1, § 11 b, stk. 3-5, og § 11 f, stk. 1-3, skal indberette tilbagebetalingsbeløbet til Skatteforvaltningen, hvis det samlede beløb overstiger 100.000 euro i et kalenderår.

Der henvises i øvrigt til punkt 3.5 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til § 5

Det følger af bekæmpelsesmiddelsafgiftslovens § 24, stk. 1, 3. pkt., at registreringen som registreret varemodtager er gældende i 5 år.

Imidlertid er registrerede varemodtagere registreret hos Skatteforvaltningen, indtil de lader sig afmelde og ikke kun i en femårig periode. Dette er begrundet i, at kravet i praksis har forekommet uhensigtsmæssigt for virksomhederne og Skatteforvaltningen. Der gælder desuden ikke tilsvarende krav i en række andre afgiftslove, herunder mineralolieafgiftsloven, gasafgiftsloven og chokoladeafgiftsloven. Det er vurderingen, at denne administration ikke har haft betydning, da der er tale om et formalitetskrav.

Det foreslås derfor, at bekæmpelsesmiddelsafgiftslovens § 24, stk. 1, 3. pkt., ophæves.

Formålet med ophævelsen er at bringe lovgivningen i overensstemmelse med Skatteforvaltningens praksis ved at ophæve den bestemmelse, som indebærer, at Skatteforvaltningen skal afmelde virksomhedernes anmeldelse efter hver femårig periode, samtidig med at virksomhederne ikke ville skulle forny deres anmeldelse til Skatteforvaltningen efter hver femårig periode, samt at sikre ensrettede regler på tværs af afgiftslove.

Den foreslåede ophævelse vil medføre, at der i lovgivningen fremover ikke vil være et krav om, at erhvervsdrivende varemodtagere skal forny deres anmeldelse til Skatteforvaltningen efter hver femårig periode. Samtidig vil ophævelsen sikre ensrettede regler på tværs af afgiftslove.

Der henvises i øvrigt til punkt 3.6 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Kilde

Til nr. 1

Det følger af cfc-afgiftslovens § 3 d, stk. 1, 3. pkt., at erhvervsdrivende varemodtageres anmeldelse hos Skatteforvaltningen, som sker i forbindelse med varemodtagelsen her i landet, er gældende i 5 år.

Imidlertid er registrerede varemodtagere registreret hos Skatteforvaltningen, indtil de lader sig afmelde og ikke kun i en femårig periode. Dette er begrundet i, at kravet i praksis har forekommet uhensigtsmæssigt for virksomhederne og Skatteforvaltningen. Der gælder desuden ikke tilsvarende krav i en række andre afgiftslove, herunder mineralolieafgiftsloven, gasafgiftsloven og chokoladeafgiftsloven. Det er vurderingen, at denne administration ikke har haft betydning, da der er tale om et formalitetskrav.

Det foreslås, at cfc-afgiftsloven § 3 d, stk. 1, 3. pkt., ophæves.

Formålet med ophævelsen er at bringe lovgivningen i overensstemmelse med Skatteforvaltningens praksis ved at ophæve den bestemmelse, som indebærer, at Skatteforvaltningen skal afmelde virksomhedernes anmeldelse efter hver femårig periode, samtidig med at virksomhederne ikke ville skulle forny deres anmeldelse til Skatteforvaltningen efter hver femårig periode, samt at sikre ensrettede regler på tværs af afgiftslove.

Den foreslåede ophævelse vil medføre, at der i lovgivningen fremover ikke vil være et krav om, at erhvervsdrivende varemodtagere skal forny deres anmeldelse til Skatteforvaltningen efter hver femårig periode. Samtidig vil ophævelsen sikre ensrettede regler på tværs af afgiftslove.

Der henvises i øvrigt til punkt 3.6 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 2

Det fremgår af cfc-afgiftslovens § 3 d, stk. 6, at ved indførsel eller modtagelse af dækningsafgiftspligtige varer efter § 3 d, stk. 1, § 3, stk. 1, og § 3 c, stk. 1, kan en virksomhed undlade at lade sig registrere som varemodtager og betale afgift, hvis mængden af indførte og modtagne afgiftspligtige varer svarer til en afgift, der ikke overstiger 10.000 kr. årligt. Den årlige periode er virksomhedens regnskabsår, dog højest 12 på hinanden følgende måneder. 1.pkt. finder ikke anvendelse for stoffer omfattet af § 1, stk. 1, nr. 1-5, og § 3 a, stk. 1, nr. 1 og 2. Hvad angår den årlige periode for nystiftede virksomheder, hvis første regnskabsperiode overstiger 12 måneder, dog højest 18 måneder, jf. årsregnskabslovens § 15, stk. 2, anses den årlige periode for påbegyndt ved stiftelsen af virksomheden.

Med § 5, nr. 40, i lov nr. 2225 af 29. december 2020, blev der i § 3 d, stk. 6, indsat et 3. pkt., der trådte i kraft den 1. juli 2021. Med § 7, nr. 2, i lov nr. 1240 af 11. juni 2021 blev der i § 3 d, stk. 6, ligeledes indsat et 3. pkt. Begge bestemmelser trådte i kraft den 1. juli 2021. Da ændringerne af bestemmelserne er forskellige og således indebærer to forskellige formuleringer, som imidlertid har samme ikrafttrædelsesdato, er det Skatteministeriets vurdering, at der er usikkerhed om, hvad der skal være gældende, og at der er behov for at skabe klarhed. Det er dog samtidig vurderingen, at der er tale om en ændring af lovteknisk karakter, der ikke har haft konsekvenser.

Det foreslås i cfc-afgiftsloven, at § 3 d, stk. 6, 3. og 4. pkt., nyaffattes.

Det foreslås som 3. pkt., at for nystiftede virksomheder, hvis første regnskabsperiode overstiger 12 måneder, dog højst 18 måneder, jf. årsregnskabslovens § 15, stk. 2, anses for påbegyndt ved stiftelsen af virksomheden. Det foreslås som 4. pkt., at 1. pkt. ikke finder anvendelse for stoffer omfattet af § 1, stk. 1, nr. 1-5, og § 3 a, stk. 1, nr. 1 og 2.

Formålet med ændringen er at skabe klarhed over, i hvilken rækkefølge som 3. og 4. pkt. skal fremgå.

Det foreslåede vil medføre, at det punktum, der blev indsat med lov nr. 1240 af 11. juni 2021, indsættes som 3. pkt., og at det punktum., der blev indsat med lov nr. 2225 af 29. december 2020, indsættes som 4. pkt.

Der er med den foreslåede ændring ikke tilsigtet ændringer i den gældende retstilstand.

Der henvises i øvrigt til punkt 3.7 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 3

Det fremgår af cfc-afgiftslovens § 4, stk. 6, at virksomheder omfattet af stk. 1 og 2 kan undlade at lade sig registre som oplagshaver og betale afgift, hvis mængden af afgiftspligtige varer opgjort efter § 5, stk. 2 og 3, svarer til den afgift, der ikke overstiger 10.000 kr. årligt. Den årlige periode er virksomhedens regnskabsår, dog højst 12 på hinanden følgende måneder. 1. pkt. finder ikke anvendelse for stoffer omfattet af § 1, stk. 1, nr. 1-5, og § 3 a, stk. 1, nr. 1 og 2. Hvad angår den årlige periode for nystiftede virksomheder, hvis første regnskabsperiode overstiger 12 måneder, dog højst 18 måneder, jf. årsregnskabslovens § 15, stk. 2, anses den årlige periode for påbegyndt ved stiftelsen af virksomheden.

Med § 5, nr. 41, i lov nr. 2225 af 29. december 2020, blev der i § 4, stk. 6, indsat et 3. pkt., der trådte i kraft den 1. juli 2021. Med § 7, nr. 3, i lov nr. 1240 af 11. juni 2021 blev der i § 4, stk. 6, ligeledes indsat et 3. pkt. Begge bestemmelser trådte i kraft den 1. juli 2021.

Da ændringerne af bestemmelserne er forskellige og således indebærer to forskellige formuleringer, som imidlertid har samme ikrafttrædelsesdato, er det Skatteministeriets vurdering, at der er usikkerhed om, hvad der skal være gældende, og at der er behov for at skabe klarhed. Det er dog samtidig vurderingen, at der er tale om en ændring af lovteknisk karakter, der ikke har haft konsekvenser.

Det foreslås i Cfc-afgiftsloven, at § 4, stk. 6, at 3. og 4. pkt., nyaffattes.

Det foreslås som 3. pkt. , at for nystiftede virksomheder, hvis første regnskabsperiode overstiger 12 måneder, dog højst 18 måneder, jf. årsregnskabslovens § 15, stk. 2, anses den årlige periode for påbegyndt ved stiftelsen af virksomheden. Det foreslås som 4. pkt. , at 1. pkt. finder ikke anvendelse for stoffer omfattet af § 1, stk. 1, nr. 1-5, og § 3 a, stk. 1, nr. 1 og 2.

Formålet med ændringen er at skabe klarhed over, i hvilken rækkefølge 3. og 4. pkt. skal fremgå.

Det foreslåede vil medføre, at det pkt., der blev indsat med lov nr. 1240 af 11. juni 2021, indsættes som 3. pkt., og at det pkt., der blev indsat med lov nr. 2225 af 29. december 2020, indsættes som 4. pkt.

Der er med den foreslåede ændring ikke tilsigtet ændringer i den gældende retstilstand.

Der henvises i øvrigt til punkt 3.7 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Kilde

Til nr. 1

Det følger af batteriafgiftslovens § 18, stk. 1, 3. pkt., at registreringen som registreret varemodtager er gældende i 5 år.

Imidlertid er registrerede varemodtagere registreret hos Skatteforvaltningen, indtil de lader sig afmelde og ikke kun i en femårig periode. Dette er begrundet i, at kravet i praksis har forekommet uhensigtsmæssigt for virksomhederne og Skatteforvaltningen. Der gælder desuden ikke tilsvarende krav i en række andre afgiftslove, herunder mineralolieafgiftsloven, gasafgiftsloven og chokoladeafgiftsloven. Det er vurderingen, at denne administration ikke har haft betydning, da der er tale om et formalitetskrav.

Det foreslås derfor, at batteriafgiftslovens § 18, stk. 1, 3. pkt., ophæves.

Formålet med ophævelsen er at bringe lovgivningen i overensstemmelse med Skatteforvaltningens praksis ved at ophæve den bestemmelse, som indebærer, at Skatteforvaltningen skal afmelde virksomhedernes anmeldelse efter hver femårig periode, samtidig med at virksomhederne ikke ville skulle forny deres anmeldelse til Skatteforvaltningen efter hver femårig periode, samt at sikre ensrettede regler på tværs af afgiftslove.

Den foreslåede ophævelse vil medføre, at der i lovgivningen fremover ikke vil være et krav om, at erhvervsdrivende varemodtagere skal forny deres anmeldelse til Skatteforvaltningen efter hver femårig periode. Samtidig vil ophævelsen sikre ensrettede regler på tværs af afgiftslove.

Der henvises i øvrigt til punkt 3.6 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 2

Det fremgår af batteriafgiftslovens § 19, stk. 2, at for varer, der indføres af en virksomhed registreret efter toldlovens § 29, finder reglerne i § 18, stk. 1, 2. og 3. pkt., og stk. 2-6, tilsvarende anvendelse.

Det fremgår af batteriafgiftslovens § 19, stk. 3, 1. pkt., at i andre tilfælde betales afgiften i forbindelse med varemodtagelsen her i landet. Det fremgår af batteriafgiftslovens § 19, stk. 3, 2. pkt., at bestemmelserne i lovens § 18, stk. 1, 2. og 3. pkt., og stk. 2-6, tilsvarende finder anvendelse.

Det foreslås i § 19, stk. 2, og § 19, stk. 3, 2. pkt., at »2. og 3. pkt.« ændres til »2. pkt.«.

Ændringen er en konsekvens af, at det i lovforslagets § 7, nr. 1, foreslås, at batteriafgiftslovens § 18, stk. 1, 3. pkt., ophæves.

Den foreslåede ændring vil medføre, at det vil følge af batteriafgiftslovens § 19, stk. 2, at for varer, der indføres af en virksomhed registreret efter toldlovens § 29, vil reglerne i § 18, 2. pkt., og stk. 2-6, finde tilsvarende anvendelse.

Den foreslåede ændring vil medføre, at det vil følge af batteriafgiftslovens § 19, stk. 3, 2. pkt., vil reglerne i lovens § 18, stk. 1, 2. pkt., og stk. 2-6, finde tilsvarende anvendelse.

Kilde

Det følger af isafgiftslovens § 1, stk. 6, 3. pkt., at registreringen som registreret varemodtager er gældende i 5 år.

Imidlertid er registrerede varemodtagere registreret hos Skatteforvaltningen, indtil de lader sig afmelde og ikke kun i en femårig periode. Dette er begrundet i, at kravet i praksis har forekommet uhensigtsmæssigt for virksomhederne og Skatteforvaltningen. Der gælder desuden ikke tilsvarende krav i en række andre afgiftslove, herunder mineralolieafgiftsloven, gasafgiftsloven og chokoladeafgiftsloven. Det er vurderingen, at denne administration ikke har haft betydning, da der er tale om et formalitetskrav.

Det foreslås, at isafgiftslovens § 1, stk. 6, 3 pkt., ophæves.

Formålet med ophævelsen er at bringe lovgivningen i overensstemmelse med Skatteforvaltningens praksis ved at ophæve den bestemmelse, som indebærer, at Skatteforvaltningen skal afmelde virksomhedernes anmeldelse efter hver femårig periode, samtidig med at virksomhederne ikke ville skulle forny deres anmeldelse til Skatteforvaltningen efter hver femårig periode, samt at sikre ensrettede regler på tværs af afgiftslove.

Den foreslåede ophævelse vil medføre, at der i lovgivningen fremover ikke vil være et krav om, at erhvervsdrivende varemodtagere skal forny deres anmeldelse til Skatteforvaltningen efter hver femårig periode. Samtidig vil ophævelsen sikre ensrettede regler på tværs af afgiftslove.

Der henvises i øvrigt til punkt 3.6 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Kilde

Til nr. 1

Det fremgår af CO2-afgiftslovens § 5, stk. 1, nr. 1, at den afgiftspligtige mængde for en afgiftsperiode for varer omfattet af § 2, stk. 1, nr. 1-4, 8-10, 13, 15 og 17, opgøres efter bestemmelserne i mineralolieafgiftslovens § 7.

Det fremgår af CO2-afgiftslovens § 11, at ved indførsel af varer fra steder uden for EU omfattet af § 2, stk. 1, nr. 1-13, 15 og 17, svares afgift efter bestemmelserne i mineralolieafgiftslovens § 13, kulafgiftslovens § 10 eller gasafgiftslovens § 13.

Det fremgår af CO2-afgiftslovens § 13, stk. 1, at registrerede virksomheder efter udløbet af hver afgiftsperiode skal angive mængden af de varer, hvoraf virksomheden skal betale afgift, jf. §§ 5 og 6, og indbetale afgiften for afgiftsperioden til Skatteforvaltningen. Angivelsen og betalingen sker efter reglerne i opkrævningslovens §§ 2-8. For varemodtagere registreret efter mineralolieafgiftslovens § 4, stk. 2, sker angivelsen og betalingen dog efter reglerne i opkrævningslovens § 2, § 3 og §§ 5-8, nr. 2 og 3.

Det fremgår af CO2-afgiftslovens § 13, stk. 2, nr. 1, at for afregning af afgiften i øvrigt gælder for de af § 2, stk. 1, nr. 1-4, 8-10, 13, 15 og 17, omfattede varer bestemmelserne i mineralolieafgiftslovens § 16, stk. 2, § 18 og § 19.

Det fremgår af CO2-afgiftslovens § 14, nr. 1, at Skatteforvaltningen, hvis det skønnes nødvendigt, til enhver tid mod behørig legitimation uden retskendelse har adgang til at foretage eftersyn m.v. i de virksomheder, der omfattes af loven, for de af § 2, stk. 1, nr. 1-4, 8-10, 13, 15 og 17, omfattede varer efter bestemmelserne i mineralolieafgiftslovens §§ 22-24.

Det foreslås i CO2-afgiftslovens § 5, stk. 1, nr. 1, § 11, § 13, stk. 2, og § 14, nr. 1, at »17« ændres til »17-19«.

Den foreslåede ændring af § 5, stk. 1, nr. 1, vil sikre, at karburatorvæske efter § 2, stk. 1, nr. 18, vil være omfattet af opgørelsesbestemmelserne efter mineralolieafgiftsloven § 7.

Den foreslåede ændring vil ligeledes sikre, at varer efter § 1, stk. 1, i CO2-afgiftsloven, hvor der ikke er fastsat en afgiftssats i nr. 1-18, og hvor der efter lovens § 1, stk. 1, nr. 19, gælder den sats, som gælder for et tilsvarende brændsel, der er bestemt til anvendelse, udbydes til salg eller anvendes til opvarmning, eller for en tilsvarende vare, der er bestemt til anvendelse, udbydes til salg eller anvendes som motorbrændstof eller som tilsætnings- og fyldstof i motorbrændstof, vil være omfattet af opgørelsesbestemmelserne efter § 7 i mineralolieafgiftsloven.

Den foreslåede ændring vil ligeledes sikre, at varer omfattet af § 2, stk. 1, nr. 19, 1. pkt., der anvendes til elektricitets- og varefremstilling på stationære motorer i kraftvarmeværker, hvor der gælder den afgiftssats, som gælder for tilsvarende fyringsolier, vil være omfattet af opgørelsesbestemmelserne efter § 7 i mineralolieafgiftsloven.

Den foreslåede ændring af § 11 vil sikre, at ved indførsel af varer fra steder uden for EU omfattet af § 2, stk. 1, nr. 18 og 19, skal der svares afgift efter bestemmelserne i § 13 i mineralolieafgiftsloven.

Den foreslåede ændring af § 13, stk. 2, nr. 1, vil sikre, at for afregning af afgiften skal i øvrigt for de af § 2, stk. 1, nr. 18 og 19, omfattede varer bestemmelserne i mineralolieafgiftslovens § 16, stk. 2, § 18 og § 19.

Den foreslåede ændring af § 14, nr. 1, vil sikre, at Skatteforvaltningen, hvis det skønnes nødvendigt, til enhver tid mod behørig legitimation uden retskendelse vil have adgang til at foretage efter m.v. i de virksomheder, der omfattes af loven, for de af § 2, stk. 1, nr. 18 og 19, omfattede varer efter bestemmelserne i mineralolieafgiftslovens §§ 22-24.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.8 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 2

Det fremgår af CO2-afgiftslovens § 6, stk. 1, at i den afgiftspligtige mængde opgjort efter § 5 fradrages 1) varer, der tilføres en anden virksomhed, der efter mineralolieafgiftsloven, kulafgiftsloven eller gasafgiftsloven er registreret for fremstilling, oplægning og afsætning m.v. af samme varer, 2) varer, der leveres til udlandet, og 3) varer, der fritages for afgift efter § 7.

Det fremgår af CO2-afgiftslovens § 6, stk. 2, at registrerede virksomheder, som ikke eller kun i uvæsentligt omfang afsætter afgiftspligtig olie eller gas omfattet af § 2, stk. 1, nr. 8-10, og som opgør den afgiftspligtige mængde som den mængde, der i perioden er tilført virksomheden med tillæg af den formindskelse eller fradrag af den forøgelse, der i perioden er sket i lagerbeholdningerne, kan yderligere fradrage den mængde olie eller gas, der er gået tabt ved brand, lækage eller lignende.

Det foreslås i CO2-afgiftslovens § 6, stk. 2, efter »afsætter afgiftspligtig olie« at indsætte »efter § 2, stk. 1, nr. 1-4, 13, 15, 17 og 18«, og efter »nr. 8-10« at indsætte »samt tilsvarende afgiftspligtige varer efter § 2, stk. 1, nr. 19«.

Den foreslåede ændring af § 6, stk. 2, vil sikre, at registrerede virksomheder, som ikke eller kun i uvæsentligt omfang afsætter afgiftspligtig olie efter § 2, stk. 1, nr. 1-4, 13, 15, 17 og 18, og gas efter nr. 8-10, samt tilsvarende afgiftspligtige varer efter § 2, stk. 1, nr. 19, og som opgør den afgiftspligtige mængde som den mængde, der i perioden er tilført virksomheden med tillæg af den formindskelse eller fradrag af den forøgelse, der i perioden er sket i lagerbeholdningerne, yderligere vil kunne fradrage den mængde olie eller gas, der er gået tabt ved brand, lækage eller lignende.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.8 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 3

Det fremgår af CO2-afgiftslovens § 7, stk. 1, at fritaget for afgift er afgiftspligtige varer omfattet af § 2, stk. 1, nr. 1-4, 8-10, 13 og 15, der leveres fra en registreret virksomhed eller en virksomhed, der har bevilling til afgiftsgodtgørelse, jf. § 8, til brug om bord på skibe i udenrigsfart, fiskerfartøjer med en bruttotonnage på 5 t og derover eller en bruttoregistertonnage på 5 t og derover og jetfuel til brug i luftfartøjer, der anvendes erhvervsmæssigt.

Det foreslås i § 7, stk. 1, nr. 1, at ændre »13 og« til »13,« og »15,« ændres til »15 og 18, samt tilsvarende afgiftspligtige varer efter § 2, stk. 1, nr. 19«.

Den foreslåede ændring af § 7, stk. 1, nr. 1, vil sikre, at afgiftsfritagelsen vil omfatte varer omfattet af § 2, stk. 1, nr. 18, samt tilsvarende afgiftspligtige varer efter § 2, stk. 1, nr. 19, der leveres fra en registreret virksomhed eller en virksomhed, der har bevilling til afgiftsgodtgørelse, jf. § 8, til brug om bord på skibe i udenrigsfart, fiskerfartøjer med en bruttotonnage på 5 t og derover eller en bruttoregistertonnage på 5 t og derover og jetfuel til brug i luftfartøjer, der anvendes erhvervsmæssigt.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.8 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 4

Det fremgår af CO2-afgiftslovens § 7, stk. 1, nr. 2, at fritaget for afgift er afgiftspligtige varer omfattet af § 2, stk. 1, nr. 1-4 og 8-10, nr. 11, 1. pkt., og nr. 17, der anvendes til fremstilling af elektricitet i kraftværker og kraftvarmeværker, som har tilladelse til udledning af CO2, jf. lov om CO2-kvoter, og der afsætter elektricitet, efter bestemmelserne i henholdsvis § 9, stk. 2, i mineralolieafgiftsloven og § 8, stk. 2, i gasafgiftsloven.

Det foreslås i CO2-afgiftslovens § 7, stk. 1, nr. 2, at ændre »11, 1. pkt.,« til »11, 1. pkt., og« og at ændre »17« til »17 og 18 samt tilsvarende afgiftspligtige varer efter § 2, stk. 1, nr. 19«.

Den foreslåede ændring af § 7, stk. 1, nr. 2, vil sikre at afgiftsfritagelsen omfatter varer omfattet af § 2, stk. 1, nr. 18, samt tilsvarende afgiftspligtige varer efter § 2, stk. 1, nr. 19, der anvendes til fremstilling af elektricitet i kraftværker og kraftvarmeværker, som har tilladelse til udledning af CO2, jf. lov om CO2-kvoter, og der afsætter elektricitet, efter bestemmelserne i henholdsvis § 9, stk. 2, i mineralolieafgiftsloven og § 8, stk. 2, i gasafgiftsloven.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.8 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 5

Det fremgår af CO2-afgiftslovens § 7, stk. 4, nr. 1, at afgiften tilbagebetales for afgiftspligtige varer omfattet af § 2, stk. 1, nr. 1-12 og 15, der anvendes af en virksomhed til erhvervsmæssig sejlads med skibe og fiskerfartøjer, der ikke er omfattet af stk. 1, dog bortset fra lystfartøjer, eller anvendes på anden måde end som motorbrændstof eller brændstof til fremstilling af varme eller anvendes til fremstilling af elektricitet, som er afgiftspligtig efter lov om afgift af elektricitet. Afgiften tilbagebetales dog ikke for elektricitet produceret på anlæg, som ikke er omfattet af lov om CO2-kvoter. Andelen af afgiftspligtige varer, som er forbrugt til produktionen af elektricitet i kraftvarmeværker, der afsætter elektricitet, opgøres efter reglerne i § 9, stk. 2, mineralolieafgiftsloven, § 7, stk. 1, i kulafgiftsloven eller § 8, stk. 2, i gasafgiftsloven. Afgiften tilbagebetales i samme omfang, som virksomheden har fradragsret for indgående merværdiafgift for varerne.

Det foreslås i CO2-afgiftslovens § 7, stk. 4, nr. 1, 1. pkt., at ændre »1-12 og« til: »1-12,«, og at ændre »15,« til »15 og 18 samt tilsvarende afgiftspligtige varer efter § 2, stk. 1, nr. 19,«.

Den foreslåede ændring af § 7, stk. 4, nr. 1, vil sikre, at afgiften tilbagebetales for afgiftspligtige varer omfattet af § 2, stk. 1, nr. 18, samt tilsvarende afgiftspligtige varer efter § 2, stk. 1, 19, der anvendes af en virksomhed til erhvervsmæssig sejlads med skibe og fiskerfartøjer, der ikke er omfattet af § 7, stk. 1, dog bortset fra lystfartøjer, eller anvendes på anden måde end som motorbrændstof eller brændstof til fremstilling af varme eller anvendes til fremstilling af elektricitet, som er afgiftspligtig efter lov om afgift af elektricitet. Afgiften tilbagebetales dog ikke for elektricitet produceret på anlæg, som ikke er omfattet af lov om CO2-kvoter. Andelen af afgiftspligtige varer, som er forbrugt til produktionen af elektricitet i kraftvarmeværker, der afsætter elektricitet, skal opgøres efter reglerne i § 9, stk. 2, i mineralolieafgiftsloven, § 7, stk. 1, i kulafgiftsloven eller § 8, stk. 2, gasafgiftsloven. Afgiften tilbagebetales i samme omfang, som virksomheden har fradragsret for indgående merværdiafgift for varerne.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.8 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 6

Det fremgår af CO2-afgiftslovens § 7, stk. 4, nr. 2, at afgiften tilbagebetales for afgiftspligtige varer omfattet af § 2, stk. 1, nr. 1-4, 8-10 og 15, der anvendes til færgedrift.

Det foreslås i § 7, stk. 4, nr. 2, at ændre »8-10« til »8-10,« og at ændre »15« til »15 og 18 samt tilsvarende afgiftspligtige varer efter § 2, stk. 1, nr. 19«.

Den foreslåede ændring i § 7, stk. 4, nr. 2, vil sikre, at afgiften tilbagebetales for afgiftspligtige varer omfattet af § 2, stk. 1, nr. 18, samt tilsvarende afgiftspligtige varer efter § 2, stk. 1, nr. 19, der anvendes til færgedrift.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.8 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 7

Det fremgår af CO2-afgiftslovens § 7, stk. 4, nr. 3, at afgiften tilbagebetales for afgiftspligtige varer omfattet af § 2, stk. 1, nr. 13, i det omfang der ydes tilbagebetaling efter mineralolieafgiftsloven for disse varer.

Det foreslås i CO2-afgiftslovens § 7, stk. 4, nr. 3, at der efter »13« indsættes »samt tilsvarende afgiftspligtige varer efter § 2, stk. 1, nr. 19«.

Den foreslåede ændring af § 7, stk. 4, nr. 3, vil sikre, at afgiften kan tilbagebetales for tilsvarende afgiftspligtige varer efter § 2, stk. 1, nr. 19, i det omfang der ydes tilbagebetaling efter mineralolieafgiftsloven for disse varer.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.8 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 8

Det følger af CO2-afgiftslovens § 7, stk. 9, § 7 b, stk. 4, § 9 b, stk. 5, og § 9 c, stk. 10, at virksomheder, som benytter sig af muligheden for at få tilbagebetalt afgift efter § 7, stk. 3 og 4, og § 7 b, stk. 1-3, skal indberette tilbagebetalingsbeløbet til Skatteforvaltningen, hvis det samlede beløb overstiger 500.000 euro i et kalenderår.

Støtteordningerne i §§ 7 og 7 b er en del af elpatronordningen. Ordningen giver momsregistrerede virksomheder ret til på visse betingelser at benytte en lempet afgiftssats for varme, der produceres af afgiftspligtige brændsler eller af afgiftspligtig elektricitet. Ordningen fremgår af CO2-afgiftslovens § 7, stk. 6 og 7, og § 7 b.

Det følger af CO2-afgiftslovens § 9 b, stk. 1, at virksomheder kan få tilbagebetalt CO2-afgiften af varme, der leveres fra en produktionsenhed med tilladelse til udledning af CO2 efter lov om CO2-kvoter, til virksomheden, og som anvendes til procesformål, som er tilbagebetalingsberettigede efter mineralolieafgiftslovens § 11, gasafgiftslovens § 10 eller kulafgiftslovens § 8.

Det fremgår af CO2-afgiftslovens § 9 b, stk. 5, 1. pkt., at virksomheder, der benytter sig af tilbagebetalingsmuligheden i § 9 b, stk. 1, skal indberette tilbagebetalingsbeløbet til Skatteforvaltningen, hvis det samlede beløb overstiger 500.000 euro i et kalenderår. Opgørelsen af tilbagebetalingsbeløbet efter 1. pkt. skal ske pr. juridisk enhed.

Det følger af CO2-afgiftslovens § 9 c, stk. 1, at virksomheder uden tilladelse til udledning af CO2 efter lov om CO2-kvoter, som anvender afgiftspligtige brændsler, der er omfattet af lovens § 2, stk. 1, nr. 1-10, nr. 11, 1. pkt., og nr. 12 og 17, bortset fra brændsler til fjernvarme i loven til formål nævnt i bilag 1 til loven kan opnå et bundfradrag i virksomhedens betaling af afgifter af disse brændsler, der anvendes til procesformål, og som er tilbagebetalingsberettigede efter § 11 i lov om energiafgift af mineralolieprodukter m.v., § 10 i lov om afgift af naturgas og bygas m.v. eller § 8 i lov om afgift af stenkul, brunkul og koks m.v.

Det fremgår af CO2-afgiftslovens § 9 c, stk. 10, at virksomheder, der benytter sig af fradraget, skal indberette værdien heraf til Skatteforvaltningen, hvis den samlede værdi af fradraget overstiger 500.000 euro i et kalenderår. Opgørelsen af fradragsværdien skal ske pr. juridisk enhed.

Bestemmelserne gennemfører gennemsigtighedskravet i gruppefritagelsesforordningen, hvorefter der i forbindelse med støttetildelinger over 500.000 euro stilles krav om bl.a. offentliggørelse af støttemodtagers navn, virksomhedens størrelse, datoen for støttens tildeling og støttebeløbets størrelse.

Kommissionen har vedtaget forordning 2023/1315 af 23. juni 2023 om ændring af forordning (EU) nr. 651/2014 om visse kategorier af støttes forenelighed med det indre marked i henhold til traktatens artikel 107 og 108, som bl.a. indebærer en udvidelse af gennemsigtighedskravet ved, at tærsklen for hvornår medlemsstaterne skal offentliggøre oplysninger om støttetildelinger, sænkes fra 500.000 euro til 100.000 euro.

Det foreslås i CO2-afgiftsloven § 7, stk. 9, § 7 b, stk. 4, § 9 b, stk. 5, og § 9 c, stk. 10, at ændre »500.000 euro« til »100.000 euro«.

Det vil betyde, at tærsklen for indberetningspligten ændres fra at gælde for tilbagebetalingsbeløb, som overstiger 500.000 euro, til at gælde for tilbagebetalingsbeløb, som overstiger 100.000 euro.

Ændringen er en konsekvens af forordning (EU) 2023/1315 af 23. juni 2023 om ændring af forordning (EU) nr. 651/2014 om visse kategorier af støttes forenelighed med det indre marked i henhold til traktatens artikel 107 og 108.

Den foreslåede ændring vil medføre, at virksomheder, som benytter sig af muligheden for at få tilbagebetalt afgift efter § 7, stk. 3 og 4, og § 7 b, stk. 1-3, i kulafgiftsloven, skal indberette tilbagebetalingsbeløbet til Skatteforvaltningen, hvis det samlede beløb overstiger 100.000 euro i et kalenderår.

Der henvises i øvrigt til punkt 3.5 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 9

Det fremgår af CO2-afgiftslovens § 9 a, stk. 1, at der ydes fuld tilbagebetaling for afgift af varme og af afgiftspligtige varer omfattet af § 2, stk. 1, nr. 1-10, nr. 11, 1. pkt., og nr. 12, 15 og 17, der anvendes i momsregistrerede virksomheders produktionsenheder med en tilladelse til udledning af CO2, jf. lov om CO2-kvoter, til aktiviteter omfattet af §§ 8-10 i lov om CO2-kvoter, jf. dog stk. 2. På de samme betingelser ydes der fuld tilbagebetaling af afgift af varme fra ikkebionedbrydeligt affald anvendt som brændsel, jf. § 2, stk. 1, nr. 14. Endvidere kan momsregistrerede virksomheder, som har en tæt driftsmæssig og fysisk sammenhæng inden for samme lokalitet med en produktionsenhed med tilladelse til udledning af CO2, jf. 1. pkt., opnå fuld tilbagebetaling af afgift af varme, der leveres direkte fra produktionsenheden med tilladelse til udledning af CO2 til den forbundne virksomhed, jf. dog stk. 2. Der ydes dog ikke tilbagebetaling for afgift af varme fra en produktionsenhed uden tilladelse til udledning af CO2, jf. lov om CO2-kvoter. Ved §§ 8-10 i lov om CO2-kvoter, som er nævnt i 1. pkt., forstås §§ 8-10 i lov nr. 1095 af 28. november 2012 om CO2-kvoter.

Det fremgår af CO2-afgiftslovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt., at momsregistrerede virksomheder uden tilladelse til udledning af CO2 efter lov om CO2-kvoter, som anvender afgiftspligtige brændsler omfattet af § 2, stk. 1, nr. 1-10, nr. 11, 1. pkt., og nr. 12 og 17, bortset fra brændsler til fjernvarme i denne lov til formål nævnt i bilag 1 til loven, kan opnå et bundfradrag i virksomhedens betaling af afgifter af førnævnte brændsler, der anvendes til procesformål, og som er tilbagebetalingsberettigede efter § 11 i mineralolieafgiftsloven, § 10 i gasafgiftsloven eller § 8 i kulafgiftsloven.

Det foreslås i CO2-afgiftslovens § 9 a, stk. 1, 1. pkt., og § 9 c, stk. 1,1. pkt., at ændre og 17,» til », 17 og 18 samt tilsvarende afgiftspligtige varer efter 2, stk. 1, nr. 19«.

Den foreslåede ændring af § 9 a, stk. 1, 1. pkt., vil sikre, at der ydes fuld tilbagebetaling for afgift af varme og af afgiftspligtige varer omfattet af § 2, stk. 1, nr. 18, og tilsvarende afgiftspligtige varer efter § 2, stk. 1, nr. 19, der anvendes i momsregistrerede virksomheders produktionsenheder med en tilladelse til udledning af CO2, jf. lov om CO2-kvoter, til aktiviteter omfattet af §§ 8-10 i lov om CO2-kvoter, jf. dog stk. 2. På de samme betingelser ydes der fuld tilbagebetaling af afgift af varme fra ikkebionedbrydeligt affald anvendt som brændsel, jf. § 2, stk. 1, nr. 14.

Den foreslåede ændring af § 9 c, stk. 1, vil sikre, at momsregistrerede virksomheder uden tilladelse til udledning af CO2 efter lov om CO2-kvoter, som anvender afgiftspligtige brændsler omfattet af § 2, stk. 1, nr. 18, samt tilsvarende afgiftspligtige varer efter § 2, stk. 1, nr. 19, bortset fra brændsler til fjernvarme i CO2-afgiftsloven til formål nævnt i bilag 1 til loven, kan opnå et bundfradrag i virksomhedens betaling af afgifter af førnævnte brændsler, der anvendes til procesformål, og som er tilbagebetalingsberettigede efter § 11 i mineralolieafgiftsloven, § 10 i gasafgiftsloven eller § 8 i kulafgiftsloven.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.8 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 10

Det fremgår af CO2-afgiftslovens § 12, stk. 1, nr. 1, at virksomheder, der er registreret efter § 3, skal føre regnskab over de af § 2, stk. 1, nr. 1-4, 8-10, 13, 15 og 17, omfattede varer efter bestemmelserne i mineralolieafgiftslovens §§ 14 og 15.

Det foreslås i CO2-afgiftslovens § 12, stk. 1, nr. 1, at »17« ændres til »17-19«.

Den foreslåede ændring af § 12 vil sikre, at virksomheder, der er registreret efter CO2-afgiftslovens § 3, skal føre regnskab over de af § 2, stk. 1, nr. 18 og 19, omfattede varer efter bestemmelserne i mineralolieafgiftslovens §§ 14 og 15.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.8 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 11

Det fremgår af CO2-afgiftslovens § 18, at for betaling af afgift efter loven hæfter selskabet, fonden, foreningen m.v. eller den, der som ejer, forpagter eller lignende driver virksomheden for egen regning. For de i § 2, stk. 1, nr. 1-4, 8-10, 13, 15 og 17, omfattede varer finder bestemmelserne i § 28 i mineralolieafgiftsloven tilsvarende anvendelse.

Det foreslås i CO2-afgiftslovens § 18, 2. pkt., at ændre »og 17« til »,17 og 18, samt tilsvarende afgiftspligtige varer efter § 2, stk. 1, nr. 19,«.

Den foreslåede ændring af § 18 vil sikre, at for de i § 2, stk. 1, nr. 18 og 19, omfattede varer finder bestemmelserne tilsvarende § 28 i mineralolieafgiftsloven tilsvarende anvendelse.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.8 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Kilde

Til nr. 1

Det følger af kvælstofafgiftslovens § 19, stk. 1, 3. pkt., at registreringen som registreret varemodtager er gældende i 5 år.

Imidlertid er registrerede varemodtagere i praksis registreret hos Skatteforvaltningen, indtil de lader sig afmelde og ikke kun i en femårig periode. Dette er begrundet i, at kravet i praksis har forekommet uhensigtsmæssigt for virksomhederne og Skatteforvaltningen. Der gælder desuden ikke tilsvarende krav i en række andre afgiftslove, herunder mineralolieafgiftsloven, gasafgiftsloven og chokoladeafgiftsloven. Det er vurderingen, at denne administration ikke har haft betydning, da der er tale om et formalitetskrav.

Det foreslås derfor, at kvælstofafgiftslovens § 19, stk. 1, 3. pkt., ophæves.

Formålet med ophævelsen er at bringe lovgivningen i overensstemmelse med Skatteforvaltningens praksis ved at ophæve den bestemmelse, som indebærer, at Skatteforvaltningen skal afmelde virksomhedernes anmeldelse efter hver femårig periode, samtidig med at virksomhederne ikke vil skulle forny deres anmeldelse til Skatteforvaltningen efter hver femårig periode, samt at sikre ensrettede regler på tværs af afgiftslove.

Den foreslåede ophævelse vil medføre, at der i lovgivningen fremover ikke vil være et krav om, at erhvervsdrivende varemodtagere skal forny deres anmeldelse til Skatteforvaltningen efter hver femårig periode. Samtidig vil ophævelsen sikre ensrettede regler på tværs af afgiftslove.

Der henvises i øvrigt til punkt 3.6 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 2

Det fremgår af kvælstofafgiftslovens § 20, stk. 2, at for varer, der indføres af en virksomhed registreret efter toldlovens § 29, finder reglerne i kvælstofafgiftslovens § 19, stk. 1, 2. og 3. pkt., og stk. 2-6, tilsvarende anvendelse.

Det fremgår af kvælstofafgiftslovens § 20, stk. 3, 1. pkt., at i andre tilfælde betales afgiften i forbindelse med varemodtagelsen her i landet. Det fremgår af kvælstofafgiftslovens § 20, stk. 3, 2. pkt., at bestemmelserne i § 19, stk. 1, 2. og 3. pkt., tilsvarende finder anvendelse.

Det foreslås i § 20, stk. 2, og § 20, stk. 3, 2. pkt., at »2. og 3. pkt.« ændres til »2. pkt.«.

Ændringen er en konsekvens af, at det i lovforslagets § 10, nr. 1, foreslås, at kvælstofafgiftslovens § 19, stk. 1, 3. pkt., ophæves.

Den foreslåede ændring vil medføre, at det vil følge af kvælstofafgiftslovens § 20, stk. 2, at for varer, der indføres af en virksomhed registreret efter toldlovens § 29, vil reglerne i § 19, stk. 1, 2. pkt., og stk. 2-6, finde tilsvarende anvendelse.

Den foreslåede ændring vil medføre, at det vil følge af kvælstofafgiftslovens § 20, stk. 3, 2. pkt., at bestemmelserne i § 19, stk. 1, 2. pkt., og stk. 2-6, vil finde tilsvarende anvendelse.

Kilde

Det følger af kvælstofoxidafgiftslovens § 15, stk. 1, 3. pkt., at registreringen som registreret varemodtager er gældende i 5 år.

Imidlertid er registrerede varemodtagere registreret hos Skatteforvaltningen, indtil de lader sig afmelde og ikke kun i en femårig periode. Dette er begrundet i, at kravet i praksis har forekommet uhensigtsmæssigt for virksomhederne og Skatteforvaltningen. Der gælder desuden ikke tilsvarende krav i en række andre afgiftslove, herunder mineralolieafgiftsloven, gasafgiftsloven og chokoladeafgiftsloven. Det er vurderingen, at denne administration ikke har haft betydning, da der er tale om et formalitetskrav.

Det foreslås derfor, at kvælstofoxidafgiftslovens § 15, stk. 1, 3. pkt. , ophæves.

Formålet med ophævelsen er at bringe lovgivningen i overensstemmelse med Skatteforvaltningens praksis ved at ophæve den bestemmelse, som indebærer, at Skatteforvaltningen skal afmelde virksomhedernes anmeldelse efter hver femårig periode, samtidig med at virksomhederne ikke villes skulle forny deres anmeldelse til Skatteforvaltningen efter hver femårig periode, samt at sikre ensrettede regler på tværs af afgiftslove.

Den foreslåede ophævelse vil medføre, at der i lovgivningen fremover ikke vil være et krav om, at erhvervsdrivende varemodtagere skal forny deres anmeldelse til Skatteforvaltningen efter hver femårig periode. Samtidig vil ophævelsen sikre ensrettede regler på tværs af afgiftslove.

Der henvises i øvrigt til punkt 3.6 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Kilde

Til nr. 1

Investorfradragsloven blev indført med virkning fra den 1. januar 2019, jf. lov nr. 1707 af 27. december 2018. Herefter kan fysiske personer ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst opnå et fradrag, et såkaldt investorfradrag, i forbindelse med visse investeringer, hvorved der mod kontantindskud direkte eller indirekte erhverves kapitalandele i små eller mellemstore virksomheder, der befinder sig i en opstarts- eller vækstfase.

Fradraget udgør 59 pct. af anskaffelsessummen, jf. investorfradragslovens § 7, stk. 1, 2. pkt. Ved direkte erhvervelse af aktier i et målselskab kan der dog højst opnås investorfradrag på grundlag af en anskaffelsessum på 400.000 kr., jf. stk. 2, 1. pkt. Ved indirekte investeringer gennem investorfradragsfonde kan fradraget højst beregnes på grundlag af en anskaffelsessum på 125.000 kr., jf. stk. 2, 2. pkt.

Der er pligt til indberetning om visse investeringer, der danner grundlag for investorfradrag, jf. skatteindberetningslovens § 29 a.

Indberetningspligten har til formål at gøre investorfradragsordningen så simpel som mulig, da indberetningerne gør det muligt at fortrykke fradraget på de enkelte investorers årsopgørelse. Det betyder, at en investor typisk ikke skal afgive oplysninger til Skatteforvaltningen for at foretage fradraget. Indberetningen er samtidig et væsentligt element i Skatteforvaltningens kontrol med ordningen.

Efter skatteindberetningslovens § 29 a, stk. 1, skal selskaber årligt foretage indberetning til Skatteforvaltningen om investeringer, der danner grundlag for investorfradrag som nævnt i investorfradragslovens § 2, stk. 1, nr. 1, og som selskabet har modtaget oplysning om som nævnt i investorfradragslovens § 2, stk. 3, samt om investeringer foretaget af investorfradragsfonde. Skatteindberetningslovens § 29 a, stk. 2, oplister i nr. 1-4 de oplysninger, der som udgangspunkt skal indgå i indberetningen efter bestemmelsens stk. 1.

Det fremgår desuden af skatteindberetningslovens § 29 a, stk. 3, at indberetninger efter stk. 1 skal omfatte oplysninger om det samlede beløb, som selskabet i årets løb har modtaget i kapitalindskud omfattet af stk. 1, når dette beløb overstiger 500.000 euro.

Hvis selskabet i løbet af året har modtaget kapitalindskud, der fuldt ud er tilvejebragt uden investorfradrag eller deltagelse af investorfradragsfonde, vil sådanne indskud ikke skulle medregnes ved opgørelsen af det beløb, der skal indberettes efter den bestemmelse.

Det foreslås at ændre i skatteindberetningslovens § 29 a, stk. 3, så beløbsgrænsen på 500.000 euro ændres til 100.000 euro.

Den foreslåede ændring vil medføre, at målselskabet eller investorfradragsfonden – udover de i stk. 2 oplistede oplysninger – vil skulle indberette oplysninger om det samlede beløb, som selskabet i årets løb har modtaget i kapitalindskud omfattet af investorfradragsloven, når dette beløb overstiger 100.000 euro.

Ændringen er en konsekvens af forordning (EU) 2023/1315 af 23. juni 2023 om ændring af forordning (EU) nr. 651/2014 om visse kategorier af støttes forenelighed med det indre marked i henhold til traktatens artikel 107 og 108, som bl.a. indebærer, at tærsklen for, hvornår virksomheder skal indberette udbetalt statsstøtte, sænkes fra 500.000 euro til 100.000 euro.

Der henvises i øvrigt til punkt 3.5 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 2

Efter artikel 25, stk. 4, litra a og b, i direktivet om administrativt samarbejde på beskatningsområdet, som affattet ved DAC7, skal medlemsstaterne sikre, at de indberetningspligtige finansielle institutter eller mellemmænd eller platformsoperatører, der er under dens jurisdiktion dels skal underrette hver enkelt berørt person om, at oplysningerne om personen vil blive indsamlet og videregivet i overensstemmelse med direktivet, dels skal give hver enkelt berørt person alle de oplysninger, som personen har ret til hos den dataansvarlige i tilstrækkelig god tid til, at personen kan udøve sine databeskyttelsesrettigheder, og under alle omstændigheder, inden oplysningerne indberettes.

Denne bestemmelse er gennemført ved skatteindberetningslovens § 53 a, stk. 1. Imidlertid fremgår det af denne bestemmelse, at den alene forpligter finansielle institutter og platformsoperatører til at underrette hver enkelt berørt person om, at oplysningerne om personen vil blive indsamlet og videregivet i overensstemmelse med direktivet, og at give hver enkelt berørt person alle de oplysninger, som personen har ret til hos den dataansvarlige i tilstrækkelig god tid til, at personen kan udøve sine databeskyttelsesrettigheder, og under alle omstændigheder, inden oplysningerne indberettes til Skatteforvaltningen. Bestemmelsen omtaler således – modsat DAC7 – ikke mellemmænd.

Det foreslås, at skatteindberetningslovens § 53 a, stk. 1, ændres, så »og platformsoperatører« ændres til », platformsoperatører og mellemmænd«, »eller § 43, stk. 1,« ændres til »§ 43, stk. 1, eller § 46 a«, og der efter »§ 22, stk. 1 eller 3, § 43, stk. 1,« indsættes »§ 46 a«.

Forslaget vil indebære, at skatteindberetningslovens § 53 a, stk. 1, vil blive udvidet til også at omfatte mellemmænd, som er indberetningspligtige efter regler udstedt i medfør af skatteindberetningslovens § 46 a, så mellemmænd i lighed med finansielle institutter og platformsoperatører dels vil skulle underrette hver enkelt berørt person om, at oplysningerne om personen vil blive indsamlet og videregivet i overensstemmelse med skatteindberetningsloven, dels vil skulle give hver enkelt berørt person alle de oplysninger, som personen har ret til hos den dataansvarlige i tilstrækkelig god tid til, at personen vil kunne udøve sine databeskyttelsesrettigheder, og under alle omstændigheder, inden oplysningerne indberettes til Skatteforvaltningen.

Ved mellemmænd forstås i denne forbindelse indberetningspligtige efter de regler, der blev indført ved DAC6 om obligatorisk automatisk udveksling af oplysninger om potentielt aggressive grænseoverskridende skatteplanlægningsordninger.

De mellemmænd, der således er indberetningspligtige efter DAC6, er enhver person, som udformer, markedsfører, tilrettelægger eller i øvrigt stiller indberetningspligtig grænseoverskridende ordning til rådighed med henblik på gennemførelse, eller som administrerer gennemførelsen af sådanne ordninger. Begrebet omfatter tillige enhver person, som har forpligtet sig til at yde, direkte eller ved hjælp af andre personer, støtte, assistance eller rådgivning med hensyn til udformning, markedsføring, tilrettelæggelse, stillen til rådighed med henblik på gennemførelsen eller administration af gennemførelsen af en indberetningspligtig grænseoverskridende ordning.

Bestemmelserne i DAC6 er gennemført ved, at der i skatteindberetningslovens § 46 a er givet skatteministeren hjemmel til at fastsætte nærmere regler om indberetning vedrørende grænseoverskridende ordninger. Disse nærmere regler er fastsat ved bekendtgørelse nr. 1634 af 27. december 2019 om indberetning af grænseoverskridende ordninger.

Til nr. 3

Det fremgår af skatteindberetningslovens § 54, stk. 6, at hvis indberetningspligtige efter en række bestemmelser i skatteindberetningsloven eller regler udstedt i medfør af skatteindberetningsloven har forsøgt indberetning, og Skatteforvaltningen har meddelt den indberetningspligtige, at indberetningen ønskes genindberettet som følge af fejl eller lignende, så skal den indberetningspligtige foretage genindberetning inden for en frist, som meddeles af Skatteforvaltningen.

Det foreslås, at i skatteindberetningslovens § 54, stk. 6, ændres »eller 22« til », 22 eller 43«.

Den foreslåede ændring vil indebære, at skatteindberetningslovens § 54, stk. 6, vil blive ændret, så det fremgår, at hvis en indberetningspligtig platformsoperatør har forsøgt indberetning efter regler udstedt i medfør af skatteindberetningslovens § 43, og Skatteforvaltningen har meddelt den indberetningspligtige, at indberetningen ønskes genindberettet som følge af fejl eller lignende, så vil den indberetningspligtige skulle foretage genindberetning inden for en frist, som meddeles af Skatteforvaltningen.

Til nr. 4

Det fremgår af skatteindberetningslovens § 57, stk. 4, at hvis et finansielt institut eller en platformsoperatør ikke rettidigt har opfyldt sine pligter efter § 53 a eller regler udstedt i medfør af § 22, stk. 3, eller § 43, stk. 2, så kan Skatteforvaltningen give pålæg om opfyldelse af pligterne inden en fastsat frist og om betaling af daglige tvangsbøder, der skal betales fra overskridelsen af fristen, og indtil pålægget efterkommes.

Det foreslås, at i skatteindberetningslovens § 57, stk. 4, ændres »eller en platformsoperatør« til », en platformsoperatør eller en mellemmand«.

Der er tale om en konsekvensændring som følge af den foreslåede ændring af skatteindberetningslovens § 53 a, stk. 1, jf. lovforslagets § 12, nr. 2.

Det foreslås i lovforslagets § 12, nr. 2, at skatteindberetningslovens § 53 a, stk. 1, vil blive udvidet til også at omfatte mellemmænd, som er indberetningspligtige efter regler udstedt i medfør af skatteindberetningslovens § 46 a, så mellemmænd i lighed med finansielle institutter og platformsoperatører, dels vil skulle underrette hver enkelt berørt person om, at oplysninger om personen vil blive indsamlet og videregivet i overensstemmelse med skatteindberetningsloven, dels vil skulle give hver enkelt berørt person alle de oplysninger, som personen har ret til hos den dataansvarlige i tilstrækkelig god tid til, at personen vil kunne udøve sine databeskyttelsesrettigheder, og under alle omstændigheder, inden oplysningerne indberettes til Skatteforvaltningen.

Som følge heraf foreslås det, at det kommer til at fremgå, at pålæg efter bestemmelsen i skatteindberetningslovens § 57, stk. 4, om pålæg om at opfylde lovens § 53 a, også vil kunne gives til mellemmænd.

Kilde

Det følger af spildevandsafgiftslovens § 11, stk. 1, at virksomheder kan få godtgjort 80 pct. af den del af afgiften, der årligt overstiger 30.000 kr., og som vedrører virksomhedens afgiftspligtige udledning af spildevand eller afledning af spildevand til spildevandsanlæg, når mindst 80 pct. af afgiften kan henføres til 1) forarbejdningen af fisk, krebsdyr, bløddyr og andre hvirvelløse dyr eller 2) fremstillingen af cellulose eller 3) fremstillingen af rør- og roesukker på baggrund af sukkerroer og sukkerrør.

Det følger af spildevandsafgiftslovens § 11, stk. 3, at virksomheder, der benytter sig af godtgørelsesmuligheden i stk. 1, skal indberette godtgørelsesbeløbet til Skatteforvaltningen, hvis det samlede beløb overstiger 500.000 euro i et kalenderår. Opgørelsen af tilbagebetalingsbeløbet skal ske pr. juridisk enhed.

Bestemmelsen gennemfører gennemsigtighedskravet i Kommissionens Retningslinjer for statsstøtte til miljøbeskyttelse og energi 2014-2020, hvorefter der i forbindelse med støttetildelinger over 500.000 euro stilles krav om bl.a. offentliggørelse af støttemodtagers navn, virksomhedens størrelse, datoen for støttens tildeling og støttebeløbets størrelse.

Kommissionen har vedtaget Retningslinjer for statsstøtte til klima-, miljøbeskyttelse og energi 2022 (2022/C 80/01), som bl.a. indebærer en udvidelse af gennemsigtighedskravet ved at tærsklen for hvornår medlemsstaterne skal offentliggøre oplysninger om støttetildelinger, sænkes fra 500.000 euro til 100.000 euro. Det følger af disse retningslinjer, at medlemsstaterne skal sikre at bringe deres eksisterende støtteordninger i overensstemmelse med disse retningslinjer senest den 31. december 2023.

Det foreslås i spildevandsafgiftslovens § 11, stk. 3, 1. pkt., at »500.000 euro« ændres til »100.000 euro«.

Den foreslåede ændring vil medføre, at virksomheder, som benytter sig af muligheden for at få godtgjort afgift efter spildevandsafgiftslovens § 11, stk. 1, skal indberette godtgørelsesbeløbet til Skatteforvaltningen, hvis det samlede beløb overstiger 100.000 euro i et kalenderår.

Der henvises i øvrigt til punkt 3.5 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Kilde

Til nr. 1

Det følger af svovlafgiftslovens § 18, stk. 1, 3. pkt., at registreringen som registreret varemodtager er gældende i 5 år.

Imidlertid er registrerede varemodtagere registreret hos Skatteforvaltningen, indtil de lader sig afmelde og ikke kun i en femårig periode. Dette er begrundet i, at kravet i praksis har forekommet uhensigtsmæssigt for virksomhederne og Skatteforvaltningen. Der gælder desuden ikke tilsvarende krav i en række andre afgiftslove, herunder mineralolieafgiftsloven, gasafgiftsloven og chokoladeafgiftsloven. Det er vurderingen, at denne administration ikke har haft betydning, da der er tale om et formalitetskrav.

Det foreslås derfor, at svovlafgiftslovens § 18, stk. 1, 3. pkt., ophæves.

Formålet med ophævelsen er at bringe lovgivningen i overensstemmelse med Skatteforvaltningens praksis ved at ophæve den bestemmelse, som indebærer, at Skatteforvaltningen skal afmelde virksomhedernes anmeldelse efter hver femårig periode, samtidig med at virksomhederne ikke ville skulle forny deres anmeldelse til Skatteforvaltningen efter hver femårig periode, samt at sikre ensrettede regler på tværs af afgiftslove.

Den foreslåede ophævelse vil medføre, at der i lovgivningen fremover ikke vil være et krav om, at erhvervsdrivende varemodtagere skal forny deres anmeldelse til Skatteforvaltningen efter hver femårig periode. Samtidig vil ophævelsen sikre ensrettede regler på tværs af afgiftslove.

Der henvises i øvrigt til punkt 3.6 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 2

Der gælder et særligt bundfradrag af svovlafgiftslovens § 33, stk. 1-9. Bundfradraget gives for kul mv., der både er berettiget til særlig refusion efter CO2-afgiftens bestemmelser, og for hvilke der ydes residualafgiftstilskud på baggrund af aftale med staten.

Det fremgår af svovlafgiftslovens § 33, stk. 10, at virksomheder, der benytter sig af tilbagebetalingsmuligheden, skal indberette tilbagebetalingsbeløbet til Skatteforvaltningen, hvis det samlede beløb overstiger 500.000 euro i et kalenderår. Opgørelsen af tilbagebetalingsbeløbet skal ske pr. juridisk enhed.

Det følger af svovlafgiftslovens § 33, stk. 10, at virksomheder, som benytter sig af muligheden for at få tilbagebetalt afgift efter § 33, stk. 1-9, svovlafgiftsloven skal indberette tilbagebetalingsbeløbet til Skatteforvaltningen, hvis det samlede beløb overstiger 500.000 euro i et kalenderår.

Støtteordningen i § 33 udgøres af et særligt bundfradrag, der fremgår af svovlafgiftslovens § 33, stk. 1-9.

Bestemmelserne gennemfører gennemsigtighedskravet i gruppefritagelsesforordningen, hvorefter der i forbindelse med støttetildelinger over 500.000 euro stilles krav om bl.a. offentliggørelse af støttemodtagers navn, virksomhedens størrelse, datoen for støttens tildeling og støttebeløbets størrelse.

Kommissionen har vedtaget forordning (EU) 2023/1315 af 23. juni 2023 om ændring af forordning (EU) nr. 651/2014 om visse kategorier af støttes forenelighed med det indre marked i henhold til traktatens artikel 107 og 108), som bl.a. indebærer en udvidelse af gennemsigtighedskravet ved at tærsklen for hvornår medlemsstaterne skal offentliggøre oplysninger om støttetildelinger sænkes fra 500.000 euro til 100.000 euro.

Det foreslås i svovlafgiftslovens § 33, stk. 10, 1. pkt., at »500.000 euro« ændres til »100.000 euro«.

Det vil betyde, at tærsklen for indberetningspligten ændres fra at gælde for tilbagebetalingsbeløb, som overstiger 500.000 euro, til at gælde for tilbagebetalingsbeløb, som overstiger 100.000 euro.

Ændringen er en konsekvens af forordning (EU) 2023/1315 af 23. juni 2023 om ændring af forordning (EU) nr. 651/2014 om visse kategorier af støttes forenelighed med det indre marked i henhold til traktatens artikel 107 og 108.

Den foreslåede ændring af § 33, stk. 10, vil medføre, at virksomheder, som benytter sig af muligheden for at få tilbagebetalt afgift efter § 33, stk. 1-9, svovlafgiftsloven, skal indberette tilbagebetalingsbeløbet til Skatteforvaltningen, hvis det samlede beløb overstiger 100.000 euro i et kalenderår.

Der henvises i øvrigt til punkt 3.5 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Kilde

Til nr. 1

Det følger af opløsningsmiddelsafgiftslovens § 17, stk. 1, 3. pkt., at registreringen som registreret varemodtager er gældende i 5 år.

Imidlertid er registrerede varemodtagere registreret hos Skatteforvaltningen, indtil de lader sig afmelde og ikke kun i en femårig periode. Dette er begrundet i, at kravet i praksis har forekommet uhensigtsmæssigt for virksomhederne og Skatteforvaltningen. Der gælder desuden ikke tilsvarende krav i en række andre afgiftslove, herunder mineralolieafgiftsloven, gasafgiftsloven og chokoladeafgiftsloven. Det er vurderingen, at denne administration ikke har haft betydning, da der er tale om et formalitetskrav.

Det foreslås derfor, at opløsningsmiddelsafgiftslovens § 17 stk. 1, 3. pkt., ophæves.

Formålet med ophævelsen er at bringe lovgivningen i overensstemmelse med Skatteforvaltningens praksis ved at ophæve den bestemmelse, som indebærer, at Skatteforvaltningen skal afmelde virksomhedernes anmeldelse efter hver femårig periode, samtidig med at virksomhederne ikke ville skulle forny deres anmeldelse til Skatteforvaltningen efter hver femårig periode, samt at sikre ensrettede regler på tværs af afgiftslove.

Den foreslåede ophævelse vil medføre, at der i lovgivningen fremover ikke vil være et krav om, at erhvervsdrivende varemodtagere skal forny deres anmeldelse til Skatteforvaltningen efter hver femårig periode. Samtidig vil ophævelsen sikre ensrettede regler på tværs af afgiftslove.

Der henvises i øvrigt til punkt 3.6 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 2

Det fremgår af opløsningsmiddelsafgiftslovens § 18, stk. 2, at for varer, der indføres af en virksomhed registreret efter toldlovens § 29, finder reglerne i § 17, stk. 1, 2. og 3. pkt., og stk. 2-6 tilsvarende anvendelse.

Det fremgår af opløsningsmiddelsafgiftslovens § 18, stk. 3, 1. pkt. at ved modtagelse af varer fra andre EU-lande betales afgiften i forbindelse med varemodtagelsen her i landet. Det fremgår af § 18, stk. 3, 2. pkt., at bestemmelserne i lovens § 17, stk. 1, 2. og 3. pkt., og stk. 2-6 finder tilsvarende anvendelse.

Det foreslås i § 18, stk. 2 og § 18, stk. 3, 2. pkt., at »2. og 3. pkt.« ændres til »2. pkt.«.

Ændringen er en konsekvens af, at det i lovforslagets § 15, nr. 1, foreslås, at opløsningsmiddelsafgiftslovens § 17 stk. 1, 3. pkt., ophæves.

Den foreslåede ændring vil medføre, at det vil følge af opløsningsmiddelsafgiftslovens § 18, stk. 2, at for varer, der indføres af en virksomhed registreret efter toldlovens § 29, vil reglerne i § 17, stk. 1, 2. pkt., og stk. 2-6, finde tilsvarende anvendelse.

Den foreslåede ændring vil medføre, at det vil følge af opløsningsmiddelsafgiftslovens § 18, stk. 3, 2. pkt., at reglerne i lovens § 17, stk. 1, 2. pkt., og stk. 2-6, vil finde tilsvarende anvendelse.

Kilde

Til nr. 1

Det fremgår af vejlovens § 80, stk. 1, at det offentlige vejareal med vejmyndighedens tilladelse bl.a. kan anvendes til varig eller midlertidig anbringelse af affald, containere, materiel, materialer, løsøregenstande, skure, skurvogne, boder, automater, skilte, reklamer, hegn el.lign. Endvidere fremgår det af § 80, stk. 3, at kravet om tilladelse efter stk. 1 ikke finder anvendelse på etablering af offentligt tilgængelige ladepunkter. Endelig fremgår det af § 80, stk. 4, at transportministeren kan undtage visse former for råden over vejarealet fra kravet om tilladelse efter § 80, stk. 1, og bemyndige vejmyndigheden til at fastsætte nærmere regler for disse former for råden over vejarealet.

For en nærmere beskrivelse af reglerne i vejlovens § 80 henvises til pkt. 3.10.1. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

Det foreslås, at der i vejloven indsættes et nyt § 80, stk. 3, 2. pkt. , hvorefter tilladelseskravet efter vejlovens § 80, stk. 1, ikke finder anvendelse på opstilling af fast og mobilt vejsideudstyr, som Sund og Bælt Holding A/S opstiller på vejarealer som led i kontrol med opkrævning af vejafgifter efter lov om vejafgift, jf. dog vejlovens § 80, stk. 5.

Forslaget vil betyde, at Sund og Bælt Holding A/S ikke vil skulle ansøge om tilladelse ved opstilling af fast og mobilt vejsideudstyr til kontrol af vejafgift. Som alternativ til kravet om at ansøge om tilladelse vil selskabet i stedet kunne opstille vejsideudstyret i overensstemmelse med de regler, som vil blive fastsat efter den nye bestemmelse i vejlovens § 80, stk. 5, jf. lovforslagets § 16, nr. 2.

Forslaget om at fravige kravet om tilladelse efter vejlovens § 80, stk. 1, vil betyde, at lovens § 89 om vejmyndighedens pligt til at forhandle med politiet, inden der meddeles tilladelse efter § 80, ikke finder anvendelse ved Sund og Bælt Holding A/S’ opstilling af vejsideudstyr til kontrol af vejafgift. Det er hensigten, at reglerne, som forventes fastsat i medfør af det foreslåede stk. 5 i vejlovens § 80, jf. lovforslagets § 16, nr. 2, ligeledes vil skulle sikre, at opstillingen af såvel fast som mobilt vejsideudstyr ikke påvirker trafiksikkerheden.

Til nr. 2

Det fremgår af vejlovens § 80, stk. 3, at bestemmelsen i lovens § 80, stk. 1, hvorefter vejmyndigheden skal give tilladelse, før det offentlige vejareal kan anvendes til f.eks. at anbringe genstande og udstyr, ikke finder anvendelse på etablering af offentlige tilgængelige ladepunkter. Endvidere fremgår det af § 80, stk. 4, at transportministeren kan undtage visse former for råden over vejarealet fra kravet om tilladelse efter stk. 1 og kan bemyndige vejmyndigheden til at fastsætte nærmere regler for disse former for råden over vejarealet.

For en nærmere beskrivelse af gældende ret henvises til pkt. 3.10.1. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

Det foreslås, at der i vejloven indsættes et nyt § 80, stk. 5 , hvorefter transportministeren fastsætter regler om de betingelser, som Sund og Bælt Holding A/S skal opfylde, når selskabet skal anvende vejarealet til opstilling af fast og mobilt vejsideudstyr som led i kontrol med opkrævning af vejafgifter efter lov om vejafgift, herunder om høring af vedkommende vejmyndighed ved opstilling af fast vejsideudstyr.

Forslaget skal ses i sammenhæng med forslaget om at udvide undtagelsesbestemmelsen i vejlovens § 80, stk. 3, jf. lovforslagets § 16, nr. 1, således, at Sund og Bælt Holding A/S ved opstilling af fast og mobilt vejsideudstyr undtages fra tilladelseskravet i vejlovens § 80, stk. 1.

Med den foreslåede bestemmelse vil transportministeren således blive bemyndiget til at fastsætte regler om de betingelser, som Sund og Bælt Holding A/S vil skulle opfylde som følge af forslaget om fravigelse af tilladelseskravet i vejlovens § 80, stk. 1.

Som anført i pkt. 3.10.3. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget er det hensigten at fastsætte regler for betingelser for opstilling af henholdsvis det faste og det mobile vejsideudstyr.

Det er hensigten at fastsætte regler, som sikrer, at selskabet inden opstilling af det faste vejsideudstyr til kontrol af vejafgift vil skulle inddrage vejmyndigheden, således at vejmyndigheden vil få lejlighed til at udtale sig, bl.a. om den plads, som vejsideudstyret vil optage på vejarealet og den nærmere placering af udstyret i forhold til trafikale hensyn og trafiksikkerhed og andre aktiviteter på vejarealet, som vejmyndigheden almindeligvis varetager ved tilladelser efter vejlovens § 80, stk. 1.

Vejmyndigheden vil således med de forventede regler kunne afgive en udtalelse vedrørende den påtænkte anvendelse af vejarealet, men dog uden at kunne give et egentligt afslag, idet selskabet skal kunne varetage den kontrolopgave, som selskabet er pålagt ved lov.

Som nævnt i pkt. 3.10.2. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget er det hensigten, at det mobile vejsideudstyr vil kunne flyttes flere gange i løbet af en dag. Det er på den baggrund hensigten at fastsætte regler om, hvorledes det mobile vejsideudstyr vil kunne flyttes.

Det er som ligeledes anført i pkt. 3.10.2 i de almindelige bemærkninger til lovforslaget hensigten at fastsætte regler, hvorved der tages hensyn til trafiksikkerhed. Det er endvidere hensigten, at der vil skulle fastsættes regler om, hvornår Sund og Bælt Holding A/S’ opstilling af mobilt vejsideudstyr langs vejsiden bør vige, fordi arealet midlertidigt skal anvendes til andre formål, som vejmyndigheden har givet tilladelse til eller fordi vejmyndigheden skal foretage aktiviteter på vejarealet som f.eks. snerydning eller vedligehold. Endvidere er det hensigten at fastsætte regler om, at selskabet efter anmodning fra vejmyndigheden vil skulle flytte opstillet udstyr, såfremt f.eks. hensyn til trafiksikkerheden eller nogle af de ovennævnte aktiviteter nødvendiggør dette.

Ved opstilling af såvel fast som mobilt vejsideudstyr til kontrol af vejafgift er det endvidere hensigten at fastsætte regler om, hvorledes vejsideudstyr vil kunne fastgøres permanent eller midlertidigt til f.eks. en bro over vejarealet uden at beskadige broen.

I bekendtgørelsen er det ydermere hensigten at fastsætte regler om i hvilket omfang, at gæsteprincippet i vejlovens § 77 finder anvendelse for fast vejsideudstyr.

I bekendtgørelsen påtænkes endvidere fastsat sanktionsregler for manglende overholdelse af de fastsatte regler, jf. vejlovens § 135, stk. 2 og 3.

Kilde

Til nr. 1

Efter § 17 a, stk. 1, i lov om Sund og Bælt Holding A/S kan Sund og Bælt Holding A/S foretage automatisk registrering af nummerplader i relation til selskabets opgaver efter reglerne om miljøzoneordningen i lov om miljøbeskyttelse.

Sund og Bælt Holding A/S har efter gældende ret ikke mulighed for at anvende vejsideudstyr til at registrere køretøjer på det afgiftsbelagte vejnet til brug for kontrol af overholdelse af vejafgiftsordningen i vejafgiftsloven.

Det foreslås, at der i lov om Sund og Bælt Holding A/S indsættes et nyt § 17 a, stk. 1, 2. pkt. , der fastsætter, at Sund og Bælt Holding A/S i relation til selskabets opgaver efter reglerne om vejafgiftsordningen i vejafgiftsloven kan anvende fast og mobilt vejsideudstyr til overvågning, herunder tv-overvågning og automatisk registrering af nummerplader, på det afgiftsbelagte vejnet med henblik på at understøtte afgiftsopkrævningen.

Den foreslåede bestemmelse vil betyde, at selskabet vil få den fornødne hjemmel til at behandle personoplysninger med henblik på at kunne varetage de opgaver, som selskabet er blevet pålagt i vejafgiftsloven, og som kræver, at selskabet på forskellig vis kan registrere køretøjers brug af det afgiftsbelagte vejnet.

Registreringen vil skulle ske via vejsideudstyr, herunder med nummerpladegenkendelsessystem, som elektronisk vil opfange de enkelte køretøjers brug af det afgiftsbelagte vejnet og automatisk differentiere mellem de køretøjstyper, som er omfattet af vejafgiftsloven, og de køretøjer, som ikke er omfattet af vejafgiftsloven.

Konkret vil selskabets udstyr tage et oversigtsbillede af køretøjet samt et billede af køretøjets nummerplade. Formålet hermed er, at selskabet på baggrund af nummerpladeoplysningerne skal kunne identificere, om køretøjet har det nødvendige køretøjsudstyr, som registrerer kørslen på det afgiftsbelagte vejnet eller har købt en rutebillet. Det skal bemærkes, at oversigtsbilledet vil kunne omfatte føreren og eventuelle passagerer. Måtte fører eller passagerer være kommet med på et billede, vil personerne blive sløret i en efterfølgende proces. Endvidere bemærkes, at det anvendte vejsideudstyr ikke vil give mulighed for brug af ansigtsgenkendelse.

Hvis selskabets systemer registrerer et køretøj, som er underlagt krav om betaling af vejafgift, og det samtidig konstateres, at køretøjet ikke har registreret kørslen på forhånd eller har køretøjsudstyr, som automatisk registrerer køretøjets brug af vejnettet, vil der være sket en overtrædelse af vejafgiftsreglerne, som kan medføre strafansvar. Registreringen af køretøjernes nummerplader har derfor også til formål at sikre, at selskabet i disse tilfælde vil kunne identificere ejeren af det pågældende køretøj med henblik på at forberede sager til de myndigheder, der er ansvarlige for at håndhæve vejafgiftsordningen. Dette vil konkret ske via sammenstilling af nummerpladeoplysninger i Køretøjsregistreret, herunder EUCARIS, hvor det vil være muligt at identificere ejeren af køretøjet, jf. nærmere bemærkningerne til de foreslåede ændringer til § 17 a, stk. 2, jf. lovforslagets § 17, nr. 2.

Selskabet vil være selvstændig dataansvarlig for de indsamlede oplysninger og vil behandle oplysninger i overensstemmelse med de databeskyttelsesretlige regler, herunder databeskyttelsesforordningen. Der henvises til pkt. 4 i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

Selskabet vil i nødvendigt omfang til brug for løsning af opgaver i relation til ordningen kunne overlade oplysninger til relevante underleverandører. Det vil f.eks. omfatte IT-udviklingsopgaver. De nærmere krav til selskabets indsamling og behandling af personoplysningerne fremgår af bemærkningerne til den foreslåede ændring af § 17 a, stk. 2, i lov om Sund og Bælt Holding A/S, jf. lovforslaget § 17, nr. 2.

Forslaget om at indsætte et nyt § 17 a, stk. 1, 2. pkt., i lov om Sund og Bælt Holding A/S foreslås at træde i kraft den 1. januar 2024, jf. lovforslagets § 19, stk. 1. Baggrunden herfor er, at Sund og Bælt Holding A/S skal kunne teste systemer m.v. med henblik på at kunne varetage opgaver efter vejafgiftsloven. Det foreslåede ikrafttrædelsespunkt vil betyde, at Sund og Bælt Holding A/S vil kunne anvende fast og mobilt vejsideudstyr til overvågning, herunder tv-overvågning og automatisk registrering af nummerplader, på vejnettet som afgiftsbelægges efter vejafgiftsloven, forud for, at vejafgiftsordningen træder i kraft. Opkrævning af vejafgift vil først kunne ske, når reglerne herom i vejafgiftsloven finder anvendelse, jf. § 18, stk. 3, i vejafgiftsloven.

Til nr. 2

(Til § 17 a, stk. 2, 1. pkt.)

Det fremgår af § 17 a, stk. 2, 1. pkt., i lov om Sund og Bælt Holding A/S, at Sund og Bælt Holding A/S kan indsamle og behandle personoplysninger, når det er nødvendigt af hensyn til udførelsen af Sund og Bælt Holding A/S’ opgaver i forbindelse med miljøzoneordningen.

I relation til billeder af køretøjer følger det af tv-overvågningslovens § 4 c, stk. 4, jf. stk. 1, at billed- og lydoptagelser med personoplysninger, der optages i forbindelse med tv-overvågning i kriminalitetsforebyggende øjemed, skal slettes, senest 30 dage efter at optagelserne er foretaget. Af lovens § 4 c, stk. 5, følger det dog, at optagelser kan opbevares i et længere tidsrum end nævnt i stk. 4, hvis det er nødvendigt af hensyn til en indgivet anmeldelse om strafbart forhold, den dataansvarliges behandling af en konkret tvist eller behandling af oplysningerne i kriminalitetsforebyggende øjemed efter stk. 2. Er opbevaring nødvendig af hensyn til en konkret tvist, skal den dataansvarlige inden for den frist, der er angivet i stk. 4, underrette den, som tvisten vedrører, og på anmodning udlevere en kopi af optagelsen til den pågældende.

Ifølge bemærkningerne til tv-overvågningslovens § 4 c, jf. Folketingstidende 2017-2018, tillæg A, L 205 som fremsat, side 13, vil tv-overvågningsoptagelser i kriminalitetsforebyggende øjemed bl.a. sige tv-overvågning, som foretages med henblik på at forebygge kriminalitet, sikre tryghed for personer, der befinder sig i området, samt sikring af bevismateriale og dermed oplysninger til brug for politiets efterforskning i tilfælde af kriminalitet. Det følger endvidere af lovbemærkningerne, at der med billed- og lydoptagelser forstås såvel stillbilleder som levende billeder med tilhørende optagelse af lyd, og at bestemmelsen også vil omfatte billeder uden lyd og efter omstændighederne lyd uden billeder optaget med tv-overvågning.

Sund og Bælt Holding A/S kan efter den gældende bestemmelse i § 17 a, stk. 2, 1. pkt., ikke indsamle og behandle personoplysninger med henblik på at udføre kontrol i relation til vejafgiftsordningen.

Det foreslås derfor i § 17 a, stk. 2, 1. pkt., i lov om Sund og Bælt Holding A/S at ændre »miljøzoneordningen« til »miljøzoneordningen og vejafgiftsordningen«.

Den foreslåede ændring vil betyde, at Sund og Bælt Holding A/S også vil kunne indsamle og behandle personoplysninger, når det er nødvendigt af hensyn til udførelsen af Sund og Bælt Holding A/S’ opgaver i forbindelse med vejafgiftsordningen.

Selskabets indsamling og behandling af personoplysninger vil først og fremmest skulle omfatte de nummerpladeoplysninger, som selskabets udstyr vil kunne registrere som følge af de foreslåede ændringer af § 17 a, stk. 1, i lov om Sund og Bælt Holding A/S.

Omfanget af denne behandling vil afhænge af, om kørslen med det afgiftsbelagte køretøj er sket med rutebillet, eller det benytter køretøjsudstyr, som automatisk registrerer kørslen, og om der er sket en overtrædelse af vejafgiftsordningen.

Selskabet vil opbevare og slette data i overensstemmelse med de persondataretlige regler. For så vidt angår de køretøjer, som vil have funktionsdygtigt køretøjsudstyr, hvor det på kontroltidspunktet vil have været muligt at verificere, at køretøjsudstyret aktivt vil have registreret kørslen på vejnettet, slettes billeder af køretøjet umiddelbart i selve kameraudstyret. Dette forudsætter imidlertid, at det har været teknisk muligt at kommunikere med køretøjsudstyret via radiokommunikation, og køretøjsudstyret vil være korrekt konfigureret til køretøjet. Al personrelateret data, som bliver udlæst af køretøjsudstyret, vil blive slettet, når der er konstateret retmæssig betaling. Billeder af køretøjer, der ved vejsiden ikke kan identificeres med korrekt konfigureret og funktionsdygtigt køretøjsudstyr, vil blive sendt til selskabets backoffice-system til videre behandling og slettes, så snart der er konstateret retmæssig betaling.

For så vidt angår de køretøjer, som vil have forhåndsregistreret kørslen på selskabets IT-platform (rutebillet), vil både oversigtsbillede af køretøjet og billedet af nummerpladen blive sendt til selskabets backoffice-system. Her vil billederne blive opbevaret indtil det tidspunkt, hvor selskabets systemer konstaterer, at rutebilletten udgør betaling for det kontrollerede vejsegment. Dette vil sædvanligvis skulle ske inden for 84 timer, idet den afgiftspligtige person har mulighed for at ændre rutebilletten op til 48 timer efter udløbstidspunkt for rutebilletten.

For så vidt angår de registreringer, hvor den automatiske læsning af nummerpladen (billedet) har en sådan kvalitet, at det ikke er muligt for systemet at genkende nummerpladen automatisk, vil selskabet skulle foretage en manuel behandling af billedet med henblik på at påføre korrekt registreringsnummer. Disse billeder vil således også blive opbevaret i selskabets backoffice-system, indtil den manuelle behandling er gennemført. Det vil sædvanligvis ske inden for 7 dage.

I relation til dokumentation for korrekt betaling vil billederne som udgangspunkt kunne opbevares i 180 dage. Baggrunden for, at billederne skal kunne opbevares i 180 dage, er, at det først efter en periode vil være muligt at identificere manglende betalinger, ligesom billederne vil kunne blive nødvendige som dokumentation i forbindelse med indsigelser om betalingen. I henhold til vejafgiftsloven er klagefristen for afgiftsopgørelse og betaling heraf, for så vidt angår køretøjer, der foretager manuel registrering af kørslen, fastsat til 4 uger fra den dag afgørelsen eller beslutningen er meddelt. Hvis klagefristen udløber på en lørdag eller helligdag forlænges klagefristen til den følgende hverdag. Billederne vil i disse tilfælde skulle opbevares, indtil der er truffet afgørelse i klagesagen, og den eventuelle betaling er gennemført.

I det omfang den afgiftspligtige person hverken har installeret køretøjsudstyr, som automatisk registrerer kørslen, eller har købt en rutebillet, vil der være sket en overtrædelse af vejafgiftsordningen, jf. reglerne i vejafgiftsloven. I disse tilfælde vil billederne kunne gemmes til det tidspunkt, hvor den pågældende har modtaget et administrativt bødeforelæg og betalt bøden eller efter oversendelse til anklagemyndigheden. Det skyldes, at de pågældende data vil skulle udgøre dokumentation i relation til gennemførelse af korrekt betaling, i en klagesag eller i forbindelse med domstolsprøvelse og lignende.

Det skal bemærkes, at selskabet vil kunne gemme nummerpladeoplysninger i en længere periode end her angivet til brug for en køretøjsdatabase. Der henvises til bemærkningerne nedenfor i dette punkt til de foreslåede ændringer af § 17 a, stk. 4, i lov om Sund og Bælt Holding A/S.

Billeder af nummerplader, som vil kunne indsamles efter det foreslåede § 17 a, stk. 2, 1. pkt., jf. lovforslagets § 17, nr. 1, vil dermed som udgangspunkt være omfattet af slettefristen på 30 dage i tv-overvågningslovens § 4 c, stk. 4. Som beskrevet ovenfor vil billederne dog blive opbevaret til brug for en efterfølgende sag om overtrædelse af reglerne. Det følger imidlertid af § 4 c, stk. 5, at optagelser kan opbevares i et længere tidsrum end nævnt i stk. 4, hvis det er nødvendigt af hensyn til en indgivet anmeldelse om strafbart forhold, den dataansvarliges behandling af en konkret tvist eller behandling af oplysningerne i kriminalitetsforebyggende øjemed efter stk. 2. Videre følger det af § 4 c, stk. 5, at såfremt opbevaring er nødvendig af hensyn til en konkret tvist, skal den dataansvarlige inden for den frist, der er angivet i stk. 4, underrette den, som tvisten vedrører, og på anmodning udlevere en kopi af optagelsen til den pågældende. Med den foreslåede ændring af § 17 a, stk. 2, 1. pkt., vil bestemmelsen derfor komme til at ligge inden for rammerne af tv-overvågningslovens § 4 c, herunder stk. 5.

Med den foreslåede ændring af § 17 a, stk. 2, 1. pkt., vil Sund og Bælt Holding A/S endvidere kunne indsamle oplysninger fra f.eks. Skatteforvaltningen, som vil være nødvendige i forbindelse med selskabets administration af de opgaver, som selskabet er blevet pålagt. Det drejer sig bl.a. om oplysninger, om køretøjer, som er undtaget fra at betale vejafgift, da Sund og Bælt Holding A/S f.eks. vil kunne få behov for at behandle oplysninger om, at en køretøjsejer ikke er omfattet vejafgiftsordningen.

Det følger af den gældende bestemmelse i § 17 a, stk. 2, 2. pkt., i lov om Sund og Bælt Holding A/S, at Sund og Bælt Holding A/S under samme betingelser som nævnt i 1. pkt., kan indsamle oplysninger i Køretøjsregistreret, herunder personnumre og beskyttede navne- og adresseoplysninger og behandle disse.

Efter databeskyttelseslovens § 11, stk. 2, nr. 1, må private behandle oplysninger om personnumre, når det følger af lovgivningen. Efter § 34, stk. 1, i lov om Det Centrale Personregister, jf. lovbekendtgørelse nr. 1010 af 23. juni 2023 (herefter CPR-loven), må en myndighed kun videregive oplysninger, herunder beskyttede navne og adresser modtaget efter lovens §§ 31-33, til andre offentlige myndigheder eller private, hvis videregivelsen følger af lov eller bestemmelser fastsat i henhold til lov, eller hvis Økonomi- og Indenrigsministeriet (nu Indenrigs- og Sundhedsministeriet) har givet tilladelse hertil.

Af § 17, stk. 2, i lov om registrering af køretøjer, jf. lovbekendtgørelse nr. 179 af 22. februar 2023 (herefter køretøjsregistreringsloven), fremgår det, at skatteministeren for offentlige myndigheder og følgende virksomhedstyper m.v. kan fastsætte regler om terminaladgang til oplysninger i Køretøjsregistreret om identiteten af et køretøjs ejer eller bruger:

1. Forsikringsvirksomheder, der forsikrer køretøjer.

2. Autoriserede nummerpladeoperatører.

3. Parkeringsvirksomheder.

4. Advokat og inkassovirksomheder.

5. Genbrugspladser.

6. Redningstjenester.

7. Finansieringsvirksomheder.

8. Virksomheder, der opkræver betaling for brug af veje, broer, færger eller tunneler.

9. Dansk Forening for International Motorkøretøjsforsikring (DFIM).

10. Øvrige virksomheder, som i varigt og ikke uvæsentligt omfang har behov for sådanne oplysninger for at kunne udføre deres hverv.

Bemyndigelsesbestemmelsen i § 17, stk. 2, i køretøjsregistreringsloven er udmøntet i § 102 i bekendtgørelse nr. 866 af 19. juni 2023 om registrering af køretøjer (herefter køretøjsregistreringsbekendtgørelsen). Det følger af denne bestemmelses stk. 1, at terminaladgang til de i køretøjsregistreringslovens § 17, stk. 2, nævnte virksomhedstyper m.v. gives til oplysninger om navn og adresse på den registrerede primære ejer og primære bruger af køretøjet.

Bestemmelsen i § 102 giver ikke adgang til generelt at fremsøge oplysninger om navn og adresse, hvis en registreret ejer eller bruger har navne- eller adressebeskyttelse eller adgang til den pågældendes personnummer.

Terminaladgang til offentlige myndigheder gives efter køretøjsregistreringsbekendtgørelsens § 102, stk. 2, til oplysninger om navn og adresse, cpr-nummer eller cvr-nummer på alle nuværende og forhenværende ejere og brugere af køretøjet. Efter fast praksis gives offentlige myndigheder efter anmodning adgang til evt. beskyttede navne- og adresseoplysninger.

Af § 17 a i køretøjsregistreringsloven fremgår det, at Skatteforvaltningen kan udveksle oplysninger med kompetente myndigheder i stater, som deltager i det europæiske køretøj- og kørekortinformationssystem, med henblik på at foretage elektronisk søgning i oplysninger fra Køretøjsregisteret og tilsvarende udenlandske registre til brug for følgende:

1. Efterforskning af mistanke om momssvig.

2. Registrering af køretøjer.

3. Opkrævning af registreringsafgift.

4. Opkrævning af andre køretøjsrelaterede afgifter.

Denne bestemmelse implementer dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2019/520 af 19. marts 2019 om interoperabilitet mellem elektroniske vejafgiftssystemer og fremme af udvekslingen på tværs af landegrænser af oplysninger om manglende betaling af vejafgifter i Unionen (EETS-direktivet).

Bestemmelsen betyder, at Skatteforvaltningen har tilsluttet sig og deler oplysninger i moduler, der indeholder oplysninger om køretøjers tekniske data og oplysninger om køretøjers ejere og brugere til brug for opkrævningen af f.eks. vejafgifter.

Den foreslåede ændring af § 17 a, stk. 2, 1. pkt., vil betyde, at § 17 a, stk. 2, 2. pkt., udvides fra at omfatte miljøzoneordningen til også at finde anvendelse i relation til vejafgiftsordningen. Det betyder, at Sund og Bælt Holding A/S også under de betingelser, som er nævnt i stk. 2, 1. pkt., vil kunne indsamle oplysninger i Køretøjsregistreret, herunder personnumre og beskyttede navne- og adresseoplysninger og behandle disse.

Adgangen til at indsamle og behandle oplysninger efter § 17 a, stk. 2, 2. pkt., vil være under forudsætning af, at det er nødvendigt af hensyn til udførelsen af Sund og Bælt Holding A/S’ opgaver efter vejafgiftsloven.

Indsamling af køretøjsoplysningerne vil ikke blot omfatte oplysningerne i det danske køretøjsregister, men også oplysninger i udenlandske køretøjsregistre. For så vidt angår oplysninger i udenlandske køretøjsregistre, vil selskabet ikke egenhændigt kunne foretage opslag i registrene. I disse tilfælde vil oplysningerne skulle indhentes via Skatteforvaltningen (i praksis Motorstyrelsen), som er kontaktpunkt for indhentelse af oplysninger i EUCARIS, jf. køretøjsregistreringslovens § 17 a. Motorstyrelsen vil udveksle de indhentede oplysninger med selskabet i overensstemmelse med persondataforordningen.

Forslaget, om at § 17 a, stk. 2, 2. pkt., i lov om Sund og Bælt Holding A/S også skal omfatte Sund og Bælt Holding A/S’ opgaver i forhold til vejafgiftsordningen, skal sikre, at selskabet vil have adgang til alle relevante adresseoplysninger, personnumre og ejeroplysninger, herunder cvr-numre, hvis der er tale om virksomheder, når selskabet vil skulle forberede administrative bødeforelæg til køretøjsejere m.v. Personnummer vil skulle anvendes af Færdselsstyrelsen til at sende det administrative bødeforelæg som digital post og til brug for anklagemyndighedens behandling af sagen, såfremt sagen overdrages hertil.

Sund og Bælt Holding A/S vil varetage opgaver i relation til vejafgiftsordningen på vegne af en offentlig myndighed. Det vil være nødvendigt, at selskabet har adgang til de samme oplysninger i Køretøjsregistreret som en offentlig myndighed, herunder personnumre og beskyttede adresseoplysninger for, at selskabet kan varetage opgaverne i relation til ordningen.

Selskabet vil være selvstændig dataansvarlig for de indsamlede oplysninger, jf. også ovenfor.

Da det som også nævnt ovenfor er hensigten, at Sund og Bælt Holding A/S vil skulle forberede udsendelse af administrative bødeforelæg, vil de oplysninger, som selskabet vil skulle behandle, omfatte oplysninger om strafbare forhold som omhandlet i databeskyttelseslovens § 8, stk. 3. Sund og Bælt Holding A/S vil derfor også med hjemmel i forslaget til det nye § 17 a, stk. 2, i lov om Sund og Bælt Holding A/S, jf. lovforslagets § 17, nr. 2, kunne indsamle og behandle oplysninger om strafbare forhold, jf. databeskyttelseslovens § 8, stk. 3.

Sund og Bælt Holding A/S vil kunne anvende en privat leverandør i forbindelse med indhentelse af oplysninger fra motorregistre i Danmark og udlandet. Sund og Bælt Holding A/S har allerede i dag en privat leverandør, som på vegne af selskabets klienter og kunder kan indhente oplysninger fra udenlandske motorregistre på samme måde, som mange andre lande indhenter oplysninger i Køretøjsregistret (DMR). Sund og Bælt Holding A/S vil i nødvendigt omfang kunne overlade oplysninger, som er indsamlet i Køretøjsregistreret, til selskabets underleverandører til brug for løsning af de opgaver, som Sund og Bælt Holding A/S har fået pålagt i forbindelse med administration af vejafgiftsordningen. Dette vil ske via en databehandleraftale med Sund og Bælt Holding A/S som dataansvarlig.

Med lovforslagets § 17, nr. 2, vil § 17 a, stk. 2, 2. pkt., komme til at udgøre hjemlen til at indsamle og behandle oplysninger om personnumre i henhold til databeskyttelseslovens § 11, stk. 2, nr. 1.

Forslaget om at ændre § 17 a, stk. 2, 1. pkt., i lov om Sund og Bælt Holding A/S foreslås at træde i kraft den 1. januar 2024, jf. lovforslagets § 19, stk. 1. Baggrunden herfor er, at Sund og Bælt Holding A/S skal kunne teste systemer m.v. med henblik på at kunne varetage opgaver efter vejafgiftsloven.

Det foreslåede ikrafttrædelsespunkt vil betyde, at Sund og Bælt Holding A/S vil kunne indsamle og behandle personoplysninger, når det er nødvendigt af hensyn til udførelsen af Sund og Bælt Holding A/S’ opgaver i forbindelse med vejafgiftsordningen, forud for, at reglerne om vejafgiftsordningen finder anvendelse. Forslaget vil endvidere betyde, at Sund og Bælt Holding A/S vil kunne indsamle oplysninger i Køretøjsregistreret, herunder personnumre og beskyttede navne- og adresseoplysninger, og behandle disse, forud for, at reglerne om vejafgiftsordningen finder anvendelse. Opkrævning af vejafgift vil først kunne ske, når reglerne herom i vejafgiftsloven finder anvendelse, jf. § 18, stk. 3, i vejafgiftsloven.

(Til § 17 a, stk. 4)

Det fremgår af § 17 a, stk. 4, i lov om Sund og Bælt, at Sund og Bælt Holding A/S på baggrund af registrering af nummerplader, jf. stk. 1, kan opbygge en køretøjsdatabase til det formål at lette genkendelse af køretøjer i forbindelse med selskabets opgaver vedrørende miljøzoneordningen.

På vejafgiftsområdet er der internationalt en praksis for at opbygge en køretøjsdatabase indeholdende køretøjsdata og registreringsnumre med henblik på at forbedre ANPR-udstyrets genkendelse af køretøjer ved passage af udstyret. Køretøjsdatabasen fungerer på den måde, at der indsamles oplysninger om køretøjer, hvor nummerpladen ikke kunne aflæses korrekt.

Sund og Bælt Holding A/S kan efter § 17 a, stk. 4, i lov om Sund og Bælt Holding A/S ikke opbygge en køretøjsdatabase til brug for vejafgiftsordningen.

Det foreslås derfor i § 17 a, stk. 4, i lov om Sund og Bælt Holding A/S at ændre »miljøzoneordningen« til »miljøzoneordningen og vejafgiftsordningen«.

Med den foreslåede ændring vil Sund og Bælt Holding A/S også på baggrund af registrering af nummerplade, jf. stk. 1, kunne opbygge en køretøjsdatabase til det formål at lette genkendelsen af køretøjer i forbindelse med selskabets opgaver vedrørende vejafgiftsordningen.

Det er hensigten, at køretøjsdatabasen skal lette genkendelsen af køretøjer, som vil passere det opsatte vejsideudstyr.

Databasen, som Sund og Bælt vil kunne opbygge, vil indeholde oplysninger om køretøjets registreringsnummer og tidsperiode, hvori køretøjet er registreret på vejnettet. Databasen vil alene indeholde oplysninger for de køretøjer, som ANPR-udstyret ikke automatisk har kunnet registrere nummerpladen på. Formålet med databasen er at optimere det tekniske udstyr, så ANPR-udstyret i højere grad vil have mulighed for at genkende køretøjet næste gang køretøjet kører på det afgiftsbelagte vejnet. Det medfører ikke konsekvenser for den registrerede, at vedkommendes nummerplade er optaget i databasen.

Oplysningerne i databasen vil blive opbevaret i en 5 års periode fra seneste observation af køretøjet. Opbevaringsperioden fastsættes efter, i hvor lang tid et køretøj må antages at kunne blive genkendt af systemet. Anskaffer køretøjsejeren sig et nyt køretøj, er oplysningerne i køretøjsdatabasen ikke længere relevante. Billede af køretøjet og oplysninger om sted og tidspunkt for passager vil ikke blive opbevaret i køretøjsdatabasen, dog gemmes den tidsperiode, hvori køretøjet vil være registreret. Køretøjets registreringsnummer bruges som den primære identifikationsnøgle.

Forslaget om at ændre § 17 a, stk. 4, i lov om Sund og Bælt Holding A/S foreslås at træde i kraft den 1. januar 2024, jf. lovforslagets § 19, stk. 1. Baggrunden herfor er, at Sund og Bælt Holding A/S skal kunne teste systemer m.v. med henblik på at kunne varetage opgaver efter vejafgiftsloven.

Det foreslåede ikrafttrædelsespunkt vil betyde, at Sund og Bælt Holding A/S på baggrund af registrering af nummerplader vil kunne opbygge en køretøjsdatabase til formål at lette genkendelse af køretøjer i forbindelse med selskabets opgaver vedrørende vejafgiftsordningen, forud for, at reglerne om vejafgiftsordningen finder anvendelse. Opkrævning af vejafgift vil først kunne ske, når reglerne herom i vejafgiftsloven finder anvendelse, jf. § 18, stk. 3, i vejafgiftsloven.

(Til § 17 a, stk. 5, 1. pkt.)

Endelig fremgår det af § 17 a, stk. 5, i lov om Sund og Bælt Holding A/S, at Sund og Bælt Holding A/S kan foretage tv-overvågning af vejarealer og tekniske anlæg i forbindelse med selskabets opgaver vedrørende miljøzoneordningen og foretage registrering og opbevaring af billeder. Der skal ved skiltning eller på anden tydelig måde gives oplysninger herom.

Sund og Bælt Holding A/S kan således efter § 17 a, stk. 5, i lov om Sund og Bælt Holding A/S ikke foretage tv-overvågning af vejarealer og tekniske anlæg m.v. til brug for selskabets varetagelse af opgaver efter vejafgiftsordningen.

Det foreslås derfor i § 17 a, stk. 5, 1. pkt., i lov om Sund og Bælt Holding A/S at ændre »miljøzoneordningen« til »miljøzoneordningen og vejafgiftsordningen«.

Med den foreslåede ændring vil Sund og Bælt Holding A/S fremover også kunne foretage tv-overvågning af vejarealer og tekniske anlæg i forbindelse af selskabets opgaver vedrørende vejafgiftsordningen og foretage registrering og opbevaring af billeder.

Den foreslåede ændring af § 17 a, stk. 5, 1. pkt., vil betyde, at § 17 a, stk. 5, 2. pkt., også vil finde anvendelse. Efter sidstnævnte bestemmelse, vil der ved skiltning eller på anden tydelig måde skulle gives oplysninger om overvågning foretaget efter stk. 5, 1. pkt.

Der vil alene ske registrering (optagelse) af billedtransmission fra tv-overvågningen i 72 timer, hvorefter optagelserne løbende vil blive slettet. Dermed vil der umiddelbart være adgang til de optagelser, der er nødvendige i de tilfælde, hvor Sund og Bælt Holding A/S kan konstatere, at udstyret har været udsat for hærkværk, tyveri eller lignende. Selskabet vil i disse tilfælde kunne videregive optagelserne til politiet, hvorefter optagelserne vil blive slettet af selskabets egne systemer.

Der vil som følge af forslaget om ændring af § 17 a, stk. 5, 2. pkt., ved skiltning eller på anden tydelig måde blive givet oplysning om, at vejarealerne og de tekniske anlæg er tv-overvåget. Tv-overvågningen vil skulle begrænses mest muligt. Det vurderes, at den vil kunne udstrækkes til op til 50 meter, såfremt særlige forhold gør sig gældende.

Det skal bemærkes, at forslaget vil betyde, at Sund og Bælt Holding A/S kan indsamle, behandle og videregive personoplysninger.

Sund og Bælt Holding A/S vil som selvstændig dataansvarlig behandle optagelserne i overensstemmelse med de databeskyttelsesretlige regler, herunder databeskyttelsesforordningen og reglerne i tv-overvågningsloven.

Forslaget om at ændre § 17 a, stk. 5, 1. pkt., i lov om Sund og Bælt Holding A/S foreslås at træde i kraft den 1. januar 2024, jf. lovforslagets § 19, stk. 1. Baggrunden herfor er, at Sund og Bælt Holding A/S skal kunne teste systemer m.v. med henblik på at kunne varetage opgaver efter vejafgiftsloven.

Det foreslåede ikrafttrædelsespunkt vil betyde, at Sund og Bælt Holding A/S vil kunne foretage tv-overvågning af vejarealer og tekniske anlæg i forbindelse med selskabets opgaver vedrørende vejafgiftsordningen og opbevare billeder, forud for, at reglerne om vejafgiftsordningen træder i kraft. Forslaget vil også betyde, at der vil skulle ske skiltning eller på anden tydelig måde gives oplysninger herom. Opkrævning af vejafgift vil først kunne ske, når reglerne herom i vejafgiftsloven finder anvendelse, jf. § 18, stk. 3, i vejafgiftsloven.

Til nr. 3

Det fremgår af § 17 a, stk. 3, i lov om Sund og Bælt Holding A/S, at Sund & Bælt Holding A/S kan videregive personoplysninger, herunder personnumre og beskyttede navne- og adresseoplysninger, til kontrolmyndigheden, når det er nødvendigt af hensyn til udførelsen af kontrolmyndighedens opgaver.

Det foreslås i lovforslagets § 17, nr. 3, i § 17 a, stk. 3 , i lov om Sund og Bælt Holding A/S at ændre »kontrolmyndigheden« til »kontrolmyndighederne«, at »kontrolmyndighedens« ændres til: »kontrolmyndighedernes«, og efter »opgaver« at indsætte »vedrørende miljøzoneordningen og vejafgiftsordningen«.

Forslaget vil medføre, at Sund og Bælt Holding A/S også kan videregive oplysninger, herunder personnumre og beskyttede navne- og adresseoplysninger, til kontrolmyndighederne, når det er nødvendigt af hensyn til kontrolmyndighedernes opgaver i relation til vejafgiftsordningen.

Ved kontrolmyndighederne forstås de myndigheder, som har en rolle i forbindelse med opkrævning m.v. af vejafgiftsordningen og miljøzoneordningen.

De foreslåede ændringer af § 17 a, stk. 3, i lov om Sund og Bælt Holding A/S vil betyde, at Sund og Bælt Holding A/S vil kunne videregive oplysninger, som selskabet vil kunne indsamle i medfør af § 17 a, stk. 1, i lov om Sund og Bælt Holding A/S som følge af de foreslåede ændringer af bestemmelsen, jf. lovforslagets § 17, nr. 1. Det vil endvidere omfatte oplysninger, som vil kunne indsamles fra Køretøjsregistret, herunder personnumre, ejeroplysninger (cvr-numre) samt evt. beskyttede navne- og adresseoplysninger, til Færdselsstyrelsen, som følge af § 17 a, stk. 2, 2. pkt., jf. lovforslagets § 17, nr. 2.

Når en virksomhed, der har hjemmel til at indsamle oplysninger i Køretøjsregistret, indgår en aftale om terminaladgang til Køretøjsregistreret med Motorstyrelsen, følger det normalt af denne aftale, at oplysningerne, som er indsamlet i registret, ikke kan udveksles med andre, medmindre den modtagende part også selv har hjemmel til at tilgå oplysningerne i Køretøjsregistret. Færdselsstyrelsen har efter køretøjsregistreringsbekendtgørelsens § 102, stk. 2, som offentlige myndighed terminaladgang til oplysninger om navn og adresse, cpr- nummer eller cvr-nummer på alle nuværende og forhenværende ejere og brugere af køretøjet. Efter fast praksis gives offentlige myndigheder efter anmodning endvidere adgang til evt. beskyttede navne- og adresseoplysninger.

Da Færdselsstyrelsen således har samme adgang til at indsamle oplysninger i Køretøjsregistreret som Sund og Bælt Holding A/S, vil selskabet med den foreslåede ændring af § 17 a, stk. 3, i lov om Sund og Bælt Holding A/S kunne videregive oplysninger indsamlet fra Køretøjsregistret til Færdselsstyrelsen.

Det er som nævnt i pkt. 3.11.1 i de almindelige bemærkninger til lovforslaget hensigten, at Sund og Bælt Holding A/S vil skulle forberede administrative bødeforelæg til brug for udsendelse til afgiftspligtige personer, der overtræder reglerne. Færdselsstyrelsen vil efter vejafgiftslovens § 17 have ansvaret for at godkende og udsende administrative bødeforelæg samt for at indgive en politianmeldelse, hvis det administrative bødeforelæg ikke bliver vedtaget. Transportministeriet vil skulle behandle eventuelle klagesager. Til brug for disse opgaver vil myndighederne have behov for at kunne vurdere alle oplysninger og materiale, der ligger til grund for Sund og Bælt Holding A/S’ sagsbehandling.

I forbindelse med Sund og Bælt Holding A/S’ opgaver vedrørende miljøzoneordningen har selskabet udviklet et administrativt sagsbehandlingssystem, som både kan tilgås af selskabet og Miljøstyrelsen, ligesom selskabet i forvejen har et centralt forretningssystem, som benyttes til selskabets opgaver. Det er hensigten, at der vil skulle udarbejdes et system svarende til systemet for miljøzoneordningen til håndteringen af vejafgiftsordningen, og som skal kunne tilgås af Færdselsstyrelsen til brug for udstedelse af administrative bødeforelæg. Det er hensigten, at de data, Sund og Bælt Holding A/S vil indsamle m.v. i systemet, og som dermed videregives fra selskabet til kontrolmyndigheden, bl.a. vil omfatte billeder af køretøjer (nummerpladeoplysninger), registreringsdata om køretøj og oplysninger om den afgiftspligtige person (personnummer, evt. cvr-nummer, navn og adresse), samt andre relevante oplysninger, som relaterer sig til ovenstående. Det skal bemærkes, at systemet til henholdsvis miljøzoneordningen og vejafgiftsordningen vil være to adskilte systemer, men baseret på samme systemplatform og teknologi. Der vil således være dataseparation i selskabets systemer i relation til selskabets opgaveportefølje.

Oplysningerne vil alene kunne videregives med det formål at varetage administrationen af vejafgiftsordningen, og videregivelsen vil ske i overensstemmelse med de databeskyttelsesretlige regler, herunder databeskyttelsesforordningen.

Da det er hensigten, at Sund og Bælt Holding A/S vil skulle forberede udsendelse af administrative bødeforelæg, vil de oplysninger, som selskabet vil skulle videregive, omfatte oplysninger om strafbare forhold efter databeskyttelseslovens § 8, stk. 3. Sund og Bælt Holding A/S vil derfor også med hjemmel i forslaget til lov om Sund og Bælt Holding A/S’ nye § 17 a, stk. 3, kunne videregive oplysningerne omfattet af databeskyttelseslovens § 8, stk. 3.

Sund og Bælt Holding A/S vil i nødvendigt omfang til brug for løsninger af opgaver i relation til ordningen kunne overlade oplysninger til relevante underleverandører via databehandleraftale med Sund og Bælt Holding A/S som dataansvarlig.

Forslaget om at ændre § 17 a, stk. 3, i lov om Sund og Bælt Holding A/S foreslås at træde i kraft den 1. januar 2024, jf. lovforslagets § 19, stk. 1. Baggrunden herfor er, at Sund og Bælt Holding A/S skal kunne teste systemer m.v. med henblik på at kunne varetage opgaver efter vejafgiftsloven.

Det foreslåede ikrafttrædelsespunkt vil betyde, at Sund og Bælt Holding A/S vil kunne videregive personoplysninger, herunder personnumre og beskyttede navne- og adresseoplysninger til kontrolmyndigheden, forud for, at reglerne om vejafgiftsordningen finder anvendelse. Opkrævning af vejafgift vil først kunne ske, når reglerne herom i vejafgiftsloven finder anvendelse, jf. § 18, stk. 3, i vejafgiftsloven.

Kilde

Det følger af § 21, stk. 1, i lov nr. 1353 af 21. december 2012 om ændring af lov afgift af elektricitet og forskellige andre love og om ophævelse af lov om ændring af lov om afgift af affald og råstoffer, at der ydes tilbagebetaling af afgift af elektricitet forbrugt af en virksomhed i forbindelse med opladning af batterier til registrerede elbiler mv.

Det fremgår af § 21, stk. 2, 3. pkt., i lov nr. 1353 af 21. december 2012, at der ydes tilbagebetaling med virkning fra og med den 27. april 2010 og til og med den 31. december 2015.

Med § 4 i lov nr. 1889 af 29. december 2015 blev ordningen forlænget til og med den 31. december 2016. Med § 10 i lov nr. 1558 af 13. december 2016 blev ordningen forlænget til og med den 31. december 2017. Med § 6 i lov nr. 687 af 8. juni 2017 blev ordningen forlænget til og med den 31. december 2019. Med § 6 i lov nr. 203 af 13. februar 2021 blev ordningen forlænget til og med den 31. december 2030.

Det følger af § 21, stk. 3, at virksomheder, der benytter sig af tilbagebetalingsmuligheden i stk. 1, skal indberette tilbagebetalingsbeløbet til Skatteforvaltningen, hvis det samlede beløb overstiger 500.000 euro i et kalenderår. Opgørelsen af tilbagebetalingsbeløbet skal ske pr. juridisk enhed.

Støtten udgøres af en tilbagebetaling af afgift af elektricitet forbrugt af en virksomhed i forbindelse med opladning af batterier til registrerede elbiler. Tilbagebetalingen omfatter elektricitet anvendt i ladestandere, herunder hurtigladere. der drives for virksomhedens regning og risiko, og elektricitet anvendt til opladning af batterier på batteriskiftestationer.

Bestemmelserne gennemfører gennemsigtighedskravet i gruppefritagelsesforordningen, hvorefter der i forbindelse med støttetildelinger over 500.000 euro stilles krav om bl.a. offentliggørelse af støttemodtagers navn, virksomhedens størrelse, datoen for støttens tildeling og støttebeløbets størrelse.

Kommissionen har vedtaget forordning (EU) 2023/1315 af 23. juni 2023 om ændring af forordning (EU) nr. 651/2014 om visse kategorier af støttes forenelighed med det indre marked i henhold til traktatens artikel 107 og 108), som bl.a. indebærer en udvidelse af gennemsigtighedskravet ved, at tærsklen for, hvornår medlemsstaterne skal offentliggøre oplysninger om støttetildelinger, sænkes fra 500.000 euro til 100.000 euro.

Det foreslås, at § 21, stk. 3, 1. pkt., ændres »500.000 euro« til »100.000 euro«.

Det vil betyde, at tærsklen for indberetningspligten ændres fra at gælde for tilbagebetalingsbeløb, som overstiger 500.000 euro, til at gælde for tilbagebetalingsbeløb, som overstiger 100.000 euro.

Ændringen er en konsekvens af forordning (EU) 2023/1315 af 23. juni 2023 om ændring af forordning (EU) nr. 651/2014 om visse kategorier af støttes forenelighed med det indre marked i henhold til traktatens artikel 107 og 108.

Den foreslåede ændring af § 21, stk. 3, vil medføre, at virksomheder, som benytter sig af muligheden for at få tilbagebetalt afgift efter § 21, stk. 1, skal indberette tilbagebetalingsbeløbet til Skatteforvaltningen, hvis det samlede beløb overstiger 100.000 euro i et kalenderår.

Der henvises i øvrigt til punkt 3.5 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Kilde

Det foreslås i stk. 1, at loven træder i kraft den 1. januar 2024, jf. dog stk. 2 og 3.

I forhold til de foreslåede ændringer af lov om Sund og Bælt Holding A/S vil forslaget betyde, at de foreslåede ændringer af den nævnte lovs § 17 a vil træde i kraft den 1. januar 2024. Baggrunden for forslaget, om at ændringerne træder i kraft et år før, at reglerne i vejafgiftsloven om vejafgiftsordningen finder anvendelse, er udelukkende som nævnt bemærkningerne til lovforslagets § 17 og i pkt. 3.11.3. i lovforslagets almindelige bemærkninger, at Sund og Bælt Holding A/S også skal kunne teste systemer m.v. op til, at vejafgiftsafgiftsordningen efter vejafgiftsloven træder i kraft den 1. januar 2025. Opkrævning af vejafgiften vil dog først kunne ske, når reglerne herom i vejafgiftsloven finder anvendelse, jf. § 18, stk. 3, i vejafgiftsloven.

Det foreslås i stk. 2, at § 4, nr. 1-4, træder i kraft den 1. april 2024. Det skal ses i sammenhæng med ikrafttrædelsestidspunktet for forslaget om mulighed for forbrugsregistrering efter elafgiftsloven for virksomheder på direkte linjer kræver systemtilretninger hos Skatteforvaltningen, der først vil kunne implementeres 3 måneder efter lovens vedtagelse.

Det foreslås i stk. 3, at transportministeren fastsætter tidspunktet for ikrafttrædelse af § 16, nr. 1.

Det foreslåede § 16, nr. 1, vedrører fravigelse af tilladelseskravet i vejlovens § 80, stk. 1, således at Sund og Bælt Holding A/S ikke skal ansøge om vejmyndighedens tilladelse ved opstilling af fast og mobilt vejsideudstyr til kontrol af vejafgifter.

Forslaget skal ses i sammenhæng med lovforslagets § 16, nr. 2, hvorved transportministeren foreslås bemyndiget til at fastsætte regler om de betingelser, som Sund og Bælt Holding A/S skal opfylde, når selskabet skal opstille fast og mobilt vejsideudstyr som led i kontrol med opkrævning af vejafgifter.

Det er hensigten, at transportministeren vil fastsætte tidspunktet for ikrafttrædelse af det foreslåede § 16, nr. 1, samtidig med det tidspunkt, hvor reglerne, som udstedes i medfør af det foreslåede § 16, nr. 2, vil træde i kraft. Det er forventningen, at reglerne vil skulle træde i kraft i løbet af første halvdel af 2024.

Det foreslås i stk. 4, 1. pkt., at for perioden fra og med den 1. februar 2010 til og med den 30. januar 2016 finder afgiftsfritagelsen efter kulafgiftslovens § 7 a, stk. 2, nr. 1, og stk. 3, nr. 1, anvendelse for biomasseaffald, der kunne tilføres forbrændingsanlæg uden kommunal anvisning i henhold til bekendtgørelse nr. 1637 af 13. december 2006 om biomasseaffald som ændret ved bekendtgørelse nr. 57 af 11. januar 2010 om ændring af bekendtgørelse om biomasseaffald, i læs, der udelukkende indeholder denne type affald. Det foreslås i 2. pkt., at for perioden fra og med den 31. januar 2016 til og med den 31. december 2023 finder afgiftsfritagelsen efter kulafgiftslovens § 7 a, stk. 2, nr. 1, og stk. 3, nr. 1, anvendelse for biomasseaffald, der kunne tilføres forbrændingsanlæg uden kommunal anvisning i henhold til bekendtgørelse nr. 84 af 26. januar 2016 om biomasseaffald, i læs, der udelukkende indeholder denne type affald.

Forslaget skal ses i sammenhæng med lovforslagets § 3, nr. 2, hvorved det foreslås at ændre kulafgiftslovens § 7 a, stk. 2, nr. 1, og stk. 3, nr. 1, så henvisningen til bekendtgørelse nr. 1637 af 13. december 2006 om biomasseaffald ændres til en henvisning til bekendtgørelse nr. 1224 af 4. oktober 2023 om biomasseaffald, der træder i kraft den 1. januar 2024. Med lovforslagets § 3, nr. 2, foreslås det således fremadrettet at rette op på, at henvisningen i kulafgiftslovens § 7 a, stk. 2, nr. 1, og stk. 3, nr. 1, ved en fejl ikke er blevet opdateret, i takt med at bekendtgørelse nr. 1637 af 13. december 2006 om biomasseaffald er blevet ændret og erstattet af nye bekendtgørelser.

Mens det med lovforslagets § 3, nr. 2, foreslås at rette op på denne fejl med virkning fra og med den 1. januar 2024, skal lovforslagets § 19, stk. 6, sikre, at der ikke vedrørende perioden før den 1. januar 2024 skal ske efteropkrævning af afgift i de tilfælde, hvor læs som følge af ovennævnte fejl har været anset for at være afgiftsfritaget. Det skal ses i sammenhæng med, at det som nævnt beror på en fejl, at kulafgiftslovens § 7 a, stk. 2, nr. 1, og stk. 3, nr. 1, ikke løbende er blevet opdateret, så der henvises til den enhver tid gældende bekendtgørelse om biomasseaffald. Som beskrevet i pkt. 3.4.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger har ændringerne ved ovennævnte bekendtgørelser udelukkende udvidet anvendelsesområdet for, hvilket biomasseaffald der kan tilføres forbrændingsanlæg uden kommunal anvisning, hvorfor lovforslagets § 19, stk. 6, udelukkende vil være af begunstigende karakter, da der ikke er tilfælde, hvor der uberettiget er blevet opkrævet afgift som følge af fejlen.

Loven gælder hverken for Færøerne eller Grønland, fordi de love, der foreslås ændret, ikke gælder for Færøerne eller Grønland og ikke indeholder en hjemmel til at sætte lovene i kraft for Færøerne eller Grønland.