Lovguiden Logo
Gældende

LOV nr 1050 af 30/06/2020

Beskæftigelsesministeriet

Lov om ændring af lov om en skattefri seniorpræmie (Midlertidig nedsættelse af beskæftigelseskravet som følge af covid-19) § 1

I lov om en skattefri seniorpræmie, jf. lovbekendtgørelse nr. 184 af 6. marts 2020, foretages følgende ændring:

1. Efter § 1 indsættes før overskriften før § 2:

»§ 1 a. Uanset § 1, stk. 2, udgør beskæftigelseskravet 1.040 løntimer for personer, hvis perioden fra og med den 1. marts 2020 til og med den 30. juni 2020 indgår i personens 12-månedersoptjeningsperiode.«

Detaljer

Forarbejder til Lov om ændring af lov om en skattefri seniorpræmie (Midlertidig nedsættelse af beskæftigelseskravet som følge af covid-19) § 1

Til nr. 1

Efter den gældende bestemmelse i § 1, stk. 2, i lov om en skattefri seniorpræmie udbetales der en skattefri seniorpræmie til personer, som er i beskæftigelse efter folkepensionsalderen. Retten til seniorpræmien er betinget af, at en person inden for de første 12 måneder efter tidspunktet for opnåelse af folkepensionsalderen, jf. § 1 a i lov om social pension, har haft mindst 1.560 løntimer og er født den 1. januar 1954 eller senere. Tildelingen af en seniorpræmie afhænger ikke af, om modtageren er lønmodtager eller selvstændig.

Det foreslås, at der indsættes en ny § 1 a , hvorefter beskæftigelseskravet vil udgøre 1.040 løntimer, hvis perioden fra og med den 1. marts 2020 til og med den 30. juni 2020 vil indgå i en persons 12 måneders optjeningsperiode.

Det betyder, at der vil være personer, der er i gang med at optjene ret til seniorpræmien, og hvor optjeningen vil foregå i perioden fra den 1. marts til og med den 30. juni 2020, der vil kunne få ret til seniorpræmie, hvis de opfylder beskæftigelseskravet på 1.040 timer. Den omtalte persongruppe udgør alene personer, der er født i første halvår af 1954. Forslaget vil endvidere indebære, at lovens øvrige betingelser skal være opfyldt.

De gældende regler for optjening og beregning af den skattefri seniorpræmie vil i øvrigt finde anvendelse. Det betyder bl.a., at beregningen af beskæftigelseskravet for selvstændige vil tage udgangspunkt i det midlertidige beskæftigelseskrav, hvis en selvstændig opfylder betingelserne herfor, og at overskud fra selvstændig virksomhed vil blive omregnet til timer med en omregningsfaktor på pt. 123,96 kr. (2020).

Der henvises i øvrigt til lovforslagets almindelige bemærkninger, pkt. 2.1.2.