Lovguiden Logo
Gældende

LOV nr 1627 af 16/12/2025

Beskæftigelsesministeriet

Lov om ændring af lov om en skattefri seniorpræmie, lov om social pension og forskellige andre love (Forhøjelse af den skattefri seniorpræmie m.v.) § 2

I lov om social pension, jf. lovbekendtgørelse nr. 1123 af 21. oktober 2024, som ændret senest ved § 1 i lov nr. 704 af 20. juni 2025, foretages følgende ændringer:

1. Overskriften før § 30, § 30, overskriften før § 32 b, § 32 b og kapitel 4 c ophæves.

2. I § 49, stk. 3, 1. pkt., udgår », og § 69«, og i stk. 4, 1. pkt., udgår », samt i § 69«.

3. § 66, stk. 2, 4. pkt., og §§ 68 og 69 ophæves.

Detaljer

Forarbejder til Lov om ændring af lov om en skattefri seniorpræmie, lov om social pension og forskellige andre love (Forhøjelse af den skattefri seniorpræmie m.v.) § 2

Til nr. 1

Det fremgår af §§ 30 og 32 b i lov om social pension, begge bestemmelser med overskriften »Merindtægter relateret til covid-19«, at ved den årlige endelige efterregulering bortses ved opgørelsen af indtægtsgrundlaget fra covid-19-relatered merindtægt, der er udbetalt og beskattet for perioden fra den 1. marts 2020 til og med den 31. december 2022, ved beregning af grundbeløb, pensionstillæg, varmetillæg, mediecheck, den supplerende pensionsydelse, førtidspension og seniorpension.

Det fremgår af kapitel 4 c i lov om social pension, som omfatter overskriften »Midlertidig ordning relateret til personer fra Ukraine med opholdstilladelse« og § 32 l, at ved den årlige endelige efterregulering bortses ved opgørelsen af indtægtsgrundlaget ved beregning af folkepensionens grundbeløb, pensionstillæg, varmetillæg, mediecheck og den supplerende pensionsydelse samt ved opgørelsen af indtægtsgrundlaget ved beregning af førtids- og seniorpension fra merindtægt, der er udbetalt og beskattet i perioden fra den 1. april 2022 til og med den 31. december 2022 fra et ansættelsesforhold på arbejdspladser inden for velfærdssektorer, som løser opgaver rettet mod personer med opholdstilladelse efter lov om midlertidig opholdstilladelse til personer, der er fordrevet fra Ukraine.

Det foreslås, at overskriften før § 30, § 30, overskriften før § 32 b, § 32 b og kapitel 4 c ophæves.

Forslaget vil betyde, at undtagelserne for nedsættelse af grundbeløb, pensionstillæg, varmetillæg, mediecheck, den supplerende pensionsydelse, førtidspension og seniorpension på grund af merindtægt for arbejde, som er relateret til covid-19, vil udgå af loven, da de ikke længere har nogen indholdsmæssig betydning.

Forslaget vil videre betyde, at undtagelsen for nedsættelse af folkepensionens grundbeløb, pensionstillæg, varmetillæg, mediecheck, den supplerende pensionsydelse og førtids- og seniorpension på grund af merindtægt fra arbejdspladser inden for velfærdssektorer, som løser opgaver rettet mod personer med opholdstilladelse efter lov om midlertidig opholdstilladelse til personer, der er fordrevet fra Ukraine, vil udgå af loven, da den ikke længere har nogen indholdsmæssig betydning.

Forslaget har ingen indholdsmæssig betydning.

Til nr. 2

Af gældende regler i § 66 i lov om social pension fremgår det af bestemmelsens stk. 4, at enlige kvinder, der den 1. januar 1984 er fyldt 62 år uden at modtage pension, og som har ret til pension efter § 3, stk. 4, i lov om invalidepension og førtidspension m.v., har ret til almindelig førtidspension.

Af gældende regler i § 68 i lov om social pension fremgår det, at uanset bestemmelserne i § 5, stk. 1 og 2, har personer over 67 år med dansk indfødsret, som har haft fast bopæl i riget i mindst 10 år efter det fyldte 15. år, heraf mindst 5 år umiddelbart forud for det fyldte 67. år, ret til fuld folkepension, senest fra den 1. oktober 1989.

Af gældende regler i § 69 fremgår det, at for enlige kvinder, der den 30. juni 1975 har opsat begæring om folkepension, udbetales ventetillæg. Efter stk. 2 udbetales ventetillæg for andre personer, der har opsat begæring om folkepension den 30. juni 1975, og som ikke er omfattet af stk. 1. Efter stk. 3 udbetales en venteydelse for personer, der den 1. januar 1984 har opsat begæring om folkepension i mindst 6 måneder efter det fyldte 67. år, og som ikke er omfattet af stk. 1 og 2, Efter stk. 4. nedsættes ventetillæg og venteydelse for pensionisten, der ikke opfylder betingelserne efter § 5, stk. 1, for at få fuld pension.

Der er tale om ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser til lov om social pension, som ikke længere anvendes som hjemmel for udbetaling af pension.

Det foreslås derfor, at § 66, stk. 2, 4. pkt ., og §§ 68 og 69 , ophæves.

Forslaget betyder, at de nævnte bestemmelser – uden indholdsmæssig betydning - udgår af lov om social pension.