Lov om ændring af lov om en garantifond for skadesforsikringsselskaber, lov om investeringsforeninger m.v., hvidvaskloven og forskellige andre love (Øget investorbeskyttelse ved grænseoverskridende markedsføring af investeringer og styrket tilsyn med aktører på det digitale marked for finansielle ydelser m.v.) § 4

Til nr. 1 (fodnoten i lov om finansiel virksomhed)

Lov om finansiel virksomhed indeholder en note, der oplister de direktiver og ændringsdirektiver, som er implementeret helt eller delvist i loven. Endvidere er en række forordninger oplistet, hvori indgår bestemmelser, som er medtaget i lov om finansiel virksomhed.

Det foreslås, at fodnoten til lovens titel ændres fra »dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2017/828/EU af 17. maj 2017, EU-Tidende 2017, nr. L 132, side 1« til: »dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2017/828/EU af 17. maj 2017, EU-Tidende 2017, nr. L 132, side 1, og dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2019/1160/EU af 20. juni 2019, EU-Tidende 2019, nr. L 188, side 106«.

Ændringen vil medføre, at det fremgår, at dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2019/1160/EU af 20. juni 2019 om ændring af direktiv 2009/65/EF og 2011/61/EU for så vidt angår grænseoverskridende distribution af kollektive investeringsinstitutter, herefter cross border-direktivet, er implementeret i lov om finansiel virksomhed.

Til nr. 2 (§ 1, stk. 4, 2. pkt., i lov om finansiel virksomhed)

§ 1 i lov om finansiel virksomhed indeholder regler om anvendelsesområdet for lov om finansiel virksomhed. § 1, stk. 4, fastsætter nærmere, hvilke bestemmelser i loven der finder anvendelse på filialer af udenlandske virksomheder med tilladelse i lande indenfor EU/EØS.

Det fremgår af § 1, stk. 4, 2. pkt., i lov om finansiel virksomhed, at for filialer her i landet af kreditinstitutter finder § 152 a, stk. 2, 2. pkt., anvendelse.

Det foreslås i stk. 4, 2. pkt., at indsætte § 307 a, stk. 1, 1. pkt., hvorefter § 307 a, stk. 1, 1. pkt., også vil finde anvendelse på filialer af kreditinstitutter med tilladelse i et andet EU-/EØS-land.

Det fremgår af § 307 a, stk. 1, at Finanstilsynet mindst hvert andet år udpeger de penge- og realkreditinstitutter, der er operatører af væsentlige tjenester.

Lovforslaget er en konsekvens af, at det i medfør af § 4, nr. 16, i lovforslaget foreslås at indsætte et nyt punktum i § 307, stk. 1, hvoraf det fremgår, at § 307, stk. 1, også gælder for filialer af kreditinstitutter med hjemsted i et land indenfor EU/EØS.

Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 16, i lovforslaget samt bemærkningerne hertil.

Til nr. 3 (§ 1, stk. 15, i lov om finansiel virksomhed)

Den gældende lov om finansiel virksomhed finder ikke anvendelse på crowdfundingtjenesteudbydere efter § 1 i lov om finansiel virksomhed.

Det foreslås at indsætte stk. 15 i § 1, hvorefter Kapitel 20 a finder anvendelse på crowdfundingtjenesteudbydere.

Den foreslåede bestemmelse fastlægger, hvilke bestemmelser i lov om finansiel virksomhed der skal finde anvendelse på crowdfundingtjenesteudbydere. Det foreslås samtidig at gennemføre Finanstilsynets ansvar som kompetent myndighed for crowdfundingforordningens overholdelse, herunder de undersøgelses- og tilsynsbeføjelser og sanktionsforanstaltninger, de kompetente myndigheder er tillagt i forordningen, i et særskilt kapitel i lov om finansiel virksomhed. Det foreslås desuden i det særskilte kapitel at fastsætte, at lovens kapitel 21 om det generelle tilsyn finder tilsvarende anvendelse på crowdfundingtjenesteudbydere med de nødvendige tilpasninger.

De tilsynsmæssige krav og rammer for crowdfundingtjenesteudbydere i øvrigt er fastsat i crowdfundingforordningen og finder direkte anvendelse. Således fremgår det bl.a. af artikel 12, stk. 10, i crowdfundingforordningen, at den kompetente myndighed i en medlemsstat kan give juridiske personer, der har til hensigt at udbyde crowdfundingtjenester, tilladelse som crowdfundingtjenesteudbyder.

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2020/1503 af 7. oktober 2020 om europæiske crowdfundingtjenesteudbydere for erhvervslivet og om ændring af forordning (EU) 2017/1129 og direktiv (EU) 2019/1937 (herefter crowdfundingforordningen) finder anvendelse i Danmark fra den 10. november 2021.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 4, nr. 17, og lovforslagets pkt. 2.3.

Til nr. 4 (§ 38, stk. 7, i lov om finansiel virksomhed)

§ 38 i lov om finansiel virksomhed, jf. lovbekendtgørelse nr. 457 af 24. april 2019, omhandler finansielle virksomheders etablering af filialer i et andet land.

Det følger af § 38, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed, at en finansiel virksomhed, der ønsker at etablere en filial i et andet land, skal meddele dette til Finanstilsynet sammen med en række oplysninger om filialen.

Meddelelsen skal indeholde oplysninger om, i hvilket land filialen ønskes etableret, en beskrivelse af filialens virksomhed, herunder oplysninger om organisation, og de planlagte aktiviteter, filialens adresse, navnene på filialens ledelse, for forsikringsselskaber, navnet på filialens generalagent og for fondsmæglerselskaber, pengeinstitutter og realkreditinstitutter, hvorvidt filialen har til hensigt at anvende tilknyttede agenter, samt identiteten på disse.

En finansiel virksomhed er en virksomhed, der er omfattet af § 5, stk. 1, nr. 1, i lov om finansiel virksomhed.

Det følger af § 38, stk. 7, i lov om finansiel virksomhed, at virksomheden skal meddele Finanstilsynet enhver ændring i de i stk. 1 og 2 nævnte forhold. Finanstilsynet skal have modtaget meddelelsen, senest 1 måned før ændringen foretages. Hvis det ikke er muligt at meddele Finanstilsynet ændringen, senest 1 måned før ændringen foretages, skal meddelelse ske snarest muligt. Virksomheden er forpligtet på samme måde over for værtslandets tilsynsmyndigheder, hvis værtslandet er et andet land inden for Den Europæiske Union eller lande, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område.

Værtslandet er det land, hvori filialen er etableret.

§ 38, stk. 7, i lov om finansiel virksomhed gennemfører artikel 17, stk. 8, i direktiv 2009/65/EF af 13. juli 2009 om samordning af love og administrative bestemmelser om visse institutter for kollektiv investering i værdipapirer (investeringsinstitutter), UCITS-direktivet.

§ 38 gennemfører delvist artikel 17, stk. 8, i UCITS-direktivet. Cross border-direktivets artikel 1, nr. 1, 1. og 2. afsnit, ændrer i artikel 17, stk. 8, i UCITS-direktivet.

Det foreslås, at der tilføjes et 5. pkt. til § 38, stk. 7, i lov om finansiel virksomhed, hvorefter Finanstilsynet skal underrette investeringsforvaltningsselskabet inden 15 arbejdsdage efter modtagelsen af oplysningerne som nævnt i 1. pkt. om, at investeringsforvaltningsselskabet ikke må iværksætte ændringen af filialen, hvis investeringsforvaltningsselskabet ved ændringen ikke længere overholder direktiv 2009/65/EF af 13. juli 2009 om samordning af love og administrative bestemmelser om visse institutter for kollektiv investering i værdipapirer (investeringsinstitutter) (UCITS-direktivet).

Tilføjelsen af 5. pkt. vil medføre, at Finanstilsynet får en meddelelsespligt over for investeringsforvaltningsselskabet, hvis investeringsforvaltningsselskabet ikke længere overholder UCITS-direktivet efter ændringen af en filial i et andet land. Meddelelsespligten skal iagttages inden 15 arbejdsdage fra modtagelsen af oplysninger efter den gældende § 38, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed.

Forslaget gennemfører cross border-direktivets artikel 1, nr. 1, 1. og 2. afsnit

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.4 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 5 (§ 43, stk. 9, i lov om finansiel virksomhed)

Forsikringsselskaber kan som en del af deres sagsbehandling undersøge sager (såkaldt efterforskning), hvis de vurderer, at der er en begrundet mistanke om forsikringssvindel eller uberettiget udbetaling af forsikringsdækning. Det kan f.eks. være, hvis der i forbindelse med skadesanmeldelsen eller sagens behandling opstår mistanke om forsikringssvindel, eller hvis der opstår mistanke om, at en tidligere udbetalt forsikringsdækning er uberettiget. Forsikringsselskaber kan som en del af disse undersøgelser, der i dette lovforslag betegnes visse undersøgelser, bl.a. benytte skjulte personobservationer af en skadelidt, f.eks. for at dokumentere skadelidtes fysiske formåen. Dokumentationen kan forsikringsselskabet bruge til at vurdere, om skadelidtes fysiske formåen er bedre end det, som skadelidte selv har oplyst. Hvis det er tilfældet, kan selskabet vælge at anmelde den skadelidte til politiet for forsikringssvindel, hvis selskabet vurderer, at skadelidte bevidst har opgivet falske oplysninger eller udeladt vigtige oplysninger, eller selskabet kan træffe afgørelse om, at den skadelidte ikke skal eller ikke længere skal modtage udbetaling af en erstatning.

Forsikringsselskaber skal, som alle andre virksomheder, holde sig inden for de generelle retlige rammer, når de udfører disse undersøgelser, herunder personobservation. De eksisterende regler består af behandlingsbestemmelserne i databeskyttelsesreguleringen, straffelovens kapitel 27 om beskyttelse af privatlivets fred samt regler i tv-overvågningsloven. Derudover følger det af reglerne om god skik for finansielle virksomheder, at forsikringsselskaberne også har en retlig pligt til at handle redeligt og loyalt over for kunderne.

Efter den gældende § 43 i lov om finansiel virksomhed, jf. lovbekendtgørelse nr. 1447 af 11. september 2020, skal forsikringsselskaber drives i overensstemmelse med redelig forretningsskik og god praksis inden for virksomhedsområdet.

Efter den gældende § 4 i bekendtgørelse om god skik for forsikringsdistributører, jf. bekendtgørelse nr. 1143 af 15. november 2019, skal forsikringsdistributører handle redeligt og loyalt over for deres kunder.

Reglerne om god skik er begrundet i hensynene til forbrugerne, konkurrenterne og andre erhvervsdrivende samt almene samfundsinteresser. Reglerne skal sikre, at kunder i finansielle virksomheder kan have tillid til markedet og de finansielle virksomheder, og bidrager således til et velfungerende finansielt marked. Der er tale om en retlig standard, som skal fortolkes i overensstemmelse med de til enhver tid gældende samfundsnormer.

God skik tilsiger dermed bl.a., at en personobservation af skadelidte først må indledes, når der er en begrundet mistanke om, at den skadelidte ikke er berettiget til hel eller delvis forsikringsdækning, og når andre mindre indgribende undersøgelsesmetoder er anvendt eller ikke antages at kunne belyse sagen, idet skjulte observationer er af meget indgribende karakter for den enkelte person.

Ifølge databeskyttelsesforordningens artikel 15 har kunden ret til indsigt i de personoplysninger, som forsikringsselskabet behandler om kunden (egenacces). Selskaberne skal vejlede kunderne om muligheden for egenacces for at handle i overensstemmelse med reglerne om god skik.

God skik tilsiger endvidere, at forsikringsselskabet ikke kan stoppe udbetalingerne uden at have varslet kunderne herom, så kunden i den forbindelse har mulighed for at gøre indsigelser og kræve al dokumentation fremlagt.

Det vil desuden være i strid med god skik, hvis et forsikringsselskab bevidst truer med et uretmæssigt krav for at få kunden til at acceptere forsikringsselskabets afgørelse.

Et krav om tilbagebetaling kræver, at forsikringsselskabet har dokumentation for, at kunden uberettiget har modtaget forsikringsydelser i den periode, som kravet stammer fra. Ifølge den almindelige obligationsretlige (uskrevne) grundsætning om condictio indebiti kan den, der ved en fejl har betalt en ydelse, som den pågældende ikke var forpligtet til at betale, efter omstændighederne kræve ydelsen tilbagebetalt. Hvorvidt et beløb, der fejlagtigt er blevet betalt, kan kræves tilbagebetalt, beror på en vurdering af, om modtageren af ydelsen har været i ond tro om modtagelsen af pengene, f.eks. ved at have afgivet urigtige oplysninger for at få beløbet udbetalt.

God skik tilsiger endvidere, at når et selskab varsler, at det vil standse en udbetaling, skal det også vejlede kunden om muligheden for indsigt i egne oplysninger, reglerne om condictio indebiti samt muligheden for at klage til ankenævn eller indbringe sagen for domstolene.

Det foreslås at indsætte et stk. 9 i § 43, hvorefter erhvervsministeren fastsætter nærmere regler om de procedurer og oplysningsforpligtelser, som et forsikringsselskab skal iagttage, når selskabet foretager visse undersøgelser, herunder foretager personobservation af skadelidte. Formålet med de nye regler vil være at øge beskyttelsen af de skadelidte, ved at tydeliggøre de pligter og rettigheder, der gælder, når forsikringsselskaber benytter visse undersøgelser i forbindelse med deres sagsbehandling af skadeanmeldelser og forsikringssager. Samtidig får Finanstilsynet mulighed for at føre tilsyn med forsikringsselskaberne, når de foretager visse undersøgelser efter de nye regler.

Ved et forsikringsselskab forstås både skadesforsikringsselskaber og livsforsikringsselskaber, som også kaldes pensionsselskaber.

Ved visse undersøgelser skal forstås undersøgelser hvor der indsamles oplysninger uden den skadelidtes viden. Begrebet vil blive defineret i bekendtgørelsen. Det kan f.eks. være såkaldte ”skrivebordsundersøgelser”, hvor selskabet indsamler oplysninger fra frit tilgængelige kilder, herunder internettet og de sociale medier, samt undersøgelser bestående af personobservation.

Ved skadelidte forstås både en kunde i et forsikringsselskab, der har lidt en skade, som umiddelbart er dækningsberettiget, og en person, der har lidt en skade, som umiddelbart skal dækkes af en tredjeparts forsikringsselskab. Sidstnævnte situation opstår f.eks., hvis en person bliver påkørt af et motorkøretøj og påføres tab eller personskade. Her vil skadevolders forsikringsselskab, hvor skadevolder har tegnet den lovpligtige ansvarsforsikring for sit motorkøretøj, skulle udbetale erstatningen for tabet og/eller skaden til skadelidte.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at erhvervsministeren fastsætter nærmere regler ved udstedelse af en bekendtgørelse, som skal gælde for danske forsikringsselskaber og udenlandske forsikringsselskaber, som driver virksomhed her i landet, herunder gennem filialetablering eller grænseoverskridende tjenesteydelsesvirksomhed.

Bekendtgørelsen vil fastsætte de god skik-regler, forsikringsselskaber skal efterleve, når de foretager visse undersøgelser, herunder regler om forsikringsselskabernes procedurer og oplysningsforpligtelser. Denne bekendtgørelse vil således sammen med de generelle regler i straffeloven, databeskyttelsesreguleringen, tv-overvågningsloven og de generelle god skik-regler i den finansielle regulering fastsætte rammerne for forsikringsselskaber, når de foretager visse undersøgelser (såkaldt efterforskning).

Der vil kunne fastsættes regler i bekendtgørelsen, som udgør en kodificering af fortolkningen af de eksisterende generelle god skik-regler. På den måde vil pligter, der i dag allerede følger af en fortolkning af god skik-reglerne, kunne specificeres og konkretiseres i bekendtgørelsen. Der henvises til beskrivelsen af gældende ret ovenfor i afsnit 2.2.1

Der vil desuden kunne fastsættes nye krav i bekendtgørelsen, herunder krav til særlige beslutningsprocesser for forsikringsselskaberne, når de ønsker at foretage visse undersøgelser, herunder når selskabet på baggrund af undersøgelsen vil afvise forsikringsdækning helt eller delvist, standse en løbende udbetaling, nedsætte en løbende udbetaling eller fremsætte krav om tilbagebetaling. Der kan ligeledes fastsættes regler, som sikrer, at en skadelidt får indsigt i det indsamlede dokumentationsmateriale og mulighed for at kommentere på materialet. Herudover vil erhvervsministen også kunne fastsætte en pligt for forsikringsselskaberne til at informere den skadelidte om mulighederne for at få prøvet selskabets afgørelse om afvisning af dækning ved Ankenævnet for Forsikring eller ved domstolene.

Det vil desuden være muligt at fastsætte særlige krav for brugen af personobservation, herunder særlige godkendelsesprocedurer, da en sådan undersøgelsesmetode kan opleves som særdeles indgribende.

Forsikring & Pensions branchekodeks, ”Kodeks for særlig undersøgelse af forsikringssager – 2020”, vil kunne indgå som inspiration ved udarbejdelsen af reglerne.

Tilsynet på området vil indgå som en del af Finanstilsynets generelle og risikobaserede tilsyn på forbrugerområdet. At Finanstilsynets tilsyn på forbrugerområdet er risikobaseret betyder, at Finanstilsynet løbende vurderer, hvilke problemstillinger Finanstilsynet bør tage op.

Finanstilsynet har ikke og får heller ikke kompetence til at afgøre konkrete, individuelle klager over skadesbehandlingen. Finanstilsynet kan derfor heller ikke tage stilling til enkeltsager om efterforskning, herunder personobservation, men Finanstilsynet vil føre tilsyn med, at forsikringsselskaberne generelt overholder reglerne i bekendtgørelsen. Som en del af tilsynet vil Finanstilsynet have mulighed for at påbyde forsikringsselskaber at ændre eller ophøre med en bestemt adfærd, som ikke er i overensstemmelse med reglerne i bekendtgørelsen.

Det vil endvidere være muligt at fastsætte, at grove og gentagne overtrædelser af visse regler i bekendtgørelsen skal være forbundet med bødestraf, jf. § 373, stk. 4, i lov om finansiel virksomhed.

Til nr. 6 (§ 72 c i lov om finansiel virksomhed)

Efter § 72 a, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed kan pengeinstitutter, sparevirksomheder, realkreditinstitutter, fondsmæglerselskaber og investeringsforvaltningsselskaber outsource en proces, en tjenesteydelse eller en aktivitet, som virksomheden ellers selv ville udføre, til en leverandør. § 72 a, stk. 1, gælder også for fælles datacentraler, jf. § 343 r, stk. 3, i lov om finansiel virksomhed og for Danmarks Skibskredit, jf. § 7 i bekendtgørelse om et skibsfinansieringsinstitut.

Efter § 72 b, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed kan forsikringsselskaber outsource en proces, en tjenesteydelse eller en aktivitet, som selskaberne ellers selv ville udføre, til en tjenesteyder. Efter stk. 2-4 har forsikringsselskaberne pligt til bl.a. at sikre, at outsourcing af kritiske eller vigtige operationelle funktioner eller aktiviteter ikke foregår på en måde, der kan medføre en væsentlig forringelse af kvaliteten af ledelsessystemet i forsikringsselskabet, og til at underrette Finanstilsynet om forestående outsourcing, og selskaberne er ansvarlige for samtlige outsourcede funktioner og aktiviteter. Efter stk. 5 kan Finanstilsynet træffe afgørelse om, at forsikringsselskabers outsourcing skal bringes til ophør inden for en af Finanstilsynet nærmere fastsat frist, hvis outsourcingkontrakten eller dennes parter ikke opfylder reglerne i denne bestemmelse eller regler fastsat i medfør af stk. 6.

Efter § 72 a, stk. 3, kan erhvervsministeren fastsætte nærmere regler om bl.a. outsourcingvirksomheders ledelsesordninger, ansvar, risikostyring, overvågning, kontrol og rapportering i tilknytning til outsourcing til en leverandør, herunder leverandørens videreoutsourcing, og interne retningslinjer. Tilsvarende regler kan efter § 72 b, stk. 6, fastsættes for forsikringsselskabers brug af outsourcing. Bestemmelserne er udnyttet til at udstede bekendtgørelse nr. 723 af 28. maj 2020 om outsourcing for gruppe 2-forsikringsselskaber, Arbejdsmarkedets Tillægspension og Lønmodtagernes Dyrtidsfond og bekendtgørelse nr. 877 af 12. juni 2020 om outsourcing for kreditinstitutter m.v. Sidstnævnte finder dog ikke anvendelse for gruppe 1-forsikringselskaber, der er omfattet af reglerne om outsourcing i Solvens II-forordningen, jf. artikel 274 i Kommissionens delegerede forordning (EU) 2015/35 af 10. oktober 2014 om supplerende regler til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/138/EF om adgang til og udøvelse af forsikrings- og genforsikringsvirksomhed (Solvens II).

Det følger af den kommende lov om MitID og NemLog-in, at MitID-løsningen defineres som den danske nationale elektroniske identifikationsordning. MitID-løsningen kan også betegnes som en eID-ordning eller eID-løsning. Med løsningen kan der foretages elektronisk identifikation. Løsningen fungerer derved som en autentifikationstjeneste af privatpersoners digitale identiteter. MitID-løsningen er den nationale identitetsgarant for privatpersoner.

Ved overgangen fra NemID til MitID sker der en række ændringer i den fællesoffentlige digitale infrastruktur. En central ændring medfører, at MitID-løsningen fremadrettet alene vil udgøre en autentifikationsløsning, hvor NemID-løsningen også indeholder digital signatur. Dette medfører, at hvor der tidligere var lighed mellem NemID og digital signatur, vil der fremadrettet skulle anvendes serviceområdet Digital Signatur i NemLog-in til den offentlige digitale underskrift baseret på autentifikation med MitID.

Det følger af den kommende lov om MitID og NemLog-in, at autentifikation defineres som en proces, som genkender og verificerer en digital identitet gennem anvendelse af et elektronisk identifikationsmiddel.

Med NemID-løsningen kunne en tjenesteudbyder henvende sig til leverandøren af NemID-løsningen og blive tilsluttet løsningen. MitID-løsningen vil fungere anderledes på dette punkt, idet en tjenesteudbyder i stedet skal anvende en broker, der fungerer som bindeled mellem tjenesteudbyderen og MitID-løsningen, hvor autentifikationen sker. I NSIS-standarden, som lægges til grund for den offentlige digitale infrastruktur, defineres en identitetsbroker som formidler af en autentificeret digital identitet til tredjeparter på baggrund af en autentifikation verificeret af brokeren selv eller eventuelt af en anden tredjepart. MitID-løsningen vil således være baseret på et brokerkoncept, som indebærer, at tjenesteudbydere i stedet for at tilgå MitID-løsningen direkte, tilgår løsningen gennem en broker. MitID brokere skal være certificerede i henhold til foruddefinerede krav for at kunne tilslutte sig MitID. Der stilles dog kun krav om NSIS-anmeldelse for brokere, der ønsker at indgå i den offentlige digitale infrastruktur.

Autentifikationen, som genkender og verificerer en digital identitet sker i MitID-løsningen. Den digitale signatur vil derimod skulle udvikles af den individuelle broker eller kan tilkøbes som en service fra den offentlige broker i NemLog-in eller fra andre brokere i markedet.

Det foreslås i § 72 c, at § 72 b, stk. 2-4, og regler fastsat i medfør af § 72 a, stk. 3, og § 72 b, stk. 6, ikke gælder for virksomhedernes autentifikation af brugere ved anvendelse af MitID-løsningen, jf. lov om MitID og NemLog-in.

Det foreslåede indebærer, at reglerne om forsikringsselskabers outsourcing i § 72 b, stk. 2-4, samt reglerne i de bekendtgørelser, der er udstedt i medfør af § 72 a, stk. 3, og § 72 b, stk. 6, i lov om finansiel virksomhed ikke skal finde anvendelse for finansielle virksomheder, når de anvender MitID-løsningen til at foretage autentifikation af en bruger.

Det foreslåede skal ses i sammenhæng med § 3, stk. 2, i den kommende lov om MitID og NemLog-in, hvorefter Digitaliseringsstyrelsen stiller MitID til rådighed for privatpersoner og erhvervsbrugere, hvis disse opfylder betingelserne for udstedelse af MitID fastsat i medfør af § 4, stk. 2. Der vil således i medfør af samme lovs § 4, stk. 2, blive fastsat regler om udstedelse af MitID, som bl.a. finansielle virksomheder vil skulle overholde ved anvendelsen af MitID.

For at undgå en uhensigtsmæssig forskelsbehandling af virksomheders brug af MitID, herunder at finansielle virksomheder vil skulle opfylde både de aftaler, der indgås for at overholde den kommende lov om MitID og NemLog-in, og reglerne om outsourcing, herunder reglerne i outsourcingbekendtgørelserne, på det finansielle område, foreslås det, at § 72 b, stk. 2-4, og outsourcingbekendtgørelserne ikke skal kunne finde anvendelse.

Finansielle virksomheder vil således kunne anvende MitID-løsningen til autentifikationen af deres kunder, altså til at genkende og verificere en kundes digitale identitet. Finansielle virksomheder vil dog stadig have behov for at udvikle en løsning til digitale signaturer og log-in løsninger til eksempelvis netbank. En finansiel virksomhed vil skulle anvende en broker, som kan formidle en autentificeret digital identitet på baggrund af autentifikationen. For pengeinstitutter vil broker-rollen eksempelvis kunne varetages af en fælles datacentral.

Forholdet mellem den finansielle virksomhed og brokeren vil stadig være omfattet af regler i outsourcingbekendtgørelsen, såfremt betingelser herfor i øvrigt er opfyldt. Der vil imidlertid kunne opstå usikkerhed om, hvorvidt forholdet mellem en finansiel virksomhed, en broker og MitID-løsningen vil kunne anses for outsourcing eller videreoutsourcing. Uanset om aktiviteterne, der udføres af MitID-løsningen kan anses for outsourcing eller videreoutsourcing, er det ikke hensigten, at finansielle virksomheders brug af MitID-løsningen til autentifikation af en bruger skal omfattes af outsourcingreglerne. Det foreslåede har derfor til formål at skabe entydig klarhed om, at anvendelse af MitID til autentifikation af brugere ikke vil skulle være omfattet af reglerne om outsourcing udstedt i medfør af de nævnte bestemmelser.

Der er herved ikke taget stilling til, hvorvidt aktiviteterne, der udføres af MitID-løsningen, ville kunne anses for outsourcing eller videreoutsourcing fra en finansiel virksomhed.

Der henvises til de almindelige bemærkninger, pkt. 2.14.

Til nr. 7 (§ 124 b i lov om finansiel virksomhed)

Finanstilsynet har i bilag 2 om markedsrisiko i forslag til bekendtgørelse om ledelse og styring af pengeinstitutter m.fl. (ledelsesbekendtgørelsen), som trådte i kraft den 28. december 2020, fastsat styringsmæssige krav, som Finanstilsynet skal sikre, at virksomhederne overholder. Bekendtgørelsens bilag 2 implementerer artikel 84, stk. 2, i kapitalkravsdirektivet, som ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2019/878 af 20. maj 2019 (CRD V), fuldt ud. Bekendtgørelsens bilag 2 er desuden en delvis implementering af artikel 84, stk. 1, i CRD V, idet der angives i bilaget, at der skal etableres procedurer, men ikke at disse procedurer skal bestå af interne systemer, standardmetoden eller den forenklede standardmetode.

Artikel 84, stk. 1, og 2, fastsætter krav om, at de kompetente myndigheder sikrer, at institutter skal indføre interne systemer, anvender standardmetoden eller den forenklede standardmetode til at identificere, styre og afbøde risici som følge af potentielle ændringer af rentesatserne, der påvirker både den økonomiske værdi af kapitalgrundlaget og nettorenteindtægterne fra de ikke-handelsmæssige aktiviteter. Hertil kommer krav om, at instituttet skal indføre systemer til at vurdere og overvåge de risici, der opstår som følge af potentielle ændringer af kreditspænd, som påvirker både den økonomiske værdi af kapitalgrundlaget og nettorenteindtægterne fra ikke-handelsmæssige aktiviteter.

Finanstilsynet har hidtil vurderet kreditinstitutters opgørelse af renterisiko uden for handelsbeholdningen som led i vurderingen af virksomhedernes solvensbehov. Det er sket i henhold til § 124, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed og afsnit 6 i vejledning om tilstrækkeligt kapitalgrundlag og solvensbehov for kreditinstitutter.

Der har ikke tidligere været særskilte krav til kreditinstitutters opgørelse af påvirkningen på kapitalgrundlaget af nettorenteindtægterne fra et instituts ikke-handelsmæssige aktiviteter. Opgørelsen har hidtidigt indgået i institutternes vurdering af solvensbehovet opgjort i henhold til § 124, stk. 1.

Det foreslås i stk. 1 , at kreditinstitutter skal indføre interne systemer og anvende standardmetoden eller den forenklede standardmetode til at identificere, vurdere, styre og afbøde de risici, der opstår som følge af potentielle ændringer af rentesatserne, der påvirker både den økonomiske værdi af et instituts kapitalgrundlag og nettorenteindtægterne fra et instituts ikkehandelsmæssige aktiviteter.

Forslaget implementerer artikel 84, stk. 1, i CRD V.

Forslaget medfører, at kreditinstitutter skal indføre systemer til at identificere, vurdere, styre og afbøde renterisiko på ikkehandelsmæssige aktiviteter. Ikke-handelsmæssige aktiviteter er f.eks. beholdninger, som ikke har handel til hensigt og dermed er placeret uden for instituttets handelsbeholdning. Virksomheden kan enten udvikle egne interne systemer til at håndtere disse risici eller anvende standardmetoden eller den forenklede standardmetode, som bliver fastlagt af den Europæiske Banktilsynsmyndighed (EBA).

Det foreslås i stk. 2, at Finanstilsynet kan kræve, at et kreditinstitut anvender den i stk. 1 nævnte standardmetode, hvis Finanstilsynet vurderer, at virksomhedens interne systemer ikke er tilfredsstillende.

Forslaget implementerer artikel 84, stk. 3, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2019/878 af 20. maj 2019 (CRD V).

Som udgangspunkt kan en virksomhed anvende egne interne systemer til at identificere, vurdere og styre renterisikoen fra et instituts ikkehandelsmæssige aktiviteter. Forslaget giver Finanstilsynet beføjelser til at kunne kræve, at virksomheden anvender standardmetoden. Finanstilsynet vil kunne anvende beføjelsen, hvis Finanstilsynet konstaterer, at de interne systemer ikke er tilstrækkeligt retvisende og dermed ikke i tilstrækkelig grad opgør de i artikel 84, stk. 1, omtalte risici, f.eks. hvis det konstateres, at der er en række mangler i systemet.

Det foreslås i stk. 3, at Finanstilsynet kan kræve, at et lille og ikke-komplekst kreditinstitut, som defineret i artikel 4, stk. 1, nr. 145, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 575/2013/EU af 26. juni 2013 om tilsynsmæssige krav til kreditinstitutter skal anvende den i stk. 1 nævnte standardmetode, hvis Finanstilsynet finder, at den forenklede standardmetode ikke er tilstrækkelig til at tage højde for den renterisiko, der opstår som følge af instituttets ikkehandelsmæssige aktiviteter.

Forslaget implementerer artikel 84, stk. 4, i CRD V.

Bestemmelsen indebærer, at Finanstilsynet kan kræve, at standardmetoden anvendes af et lille og ikke-komplekst kreditinstitut frem for den forenklede standardmetode, hvis Finanstilsynet vurderer, at den forenklede standardmetode ikke er tilstrækkelig til at tage højde for den renterisiko, der opstår som følge af virksomhedens ikke-handelsmæssige aktiviteter. Det kan f.eks. være tilfældet, hvor virksomhedens ikke-handelsmæssige aktiviteter er mere komplekse eller omfattende end forudsat i den forenklede standardmetode.

Af CRD V artikel 84 stk. 5, fremgår, at EBA udarbejder udkast til reguleringsmæssige tekniske standarder (RTS), der fastsætter en standardmetode, som kreditinstitutter kan anvende til at vurdere de i CRD V artikel 84, stk. 1, omhandlede risici, herunder en forenklet standardmetode for små og ikkekomplekse kreditinstitutter. Den forenklede standardmetode skal være mindst lige så konservativ som standardmetoden. Den tekniske standard skulle i henhold til CRD V have været forelagt kommissionen inden den 28. juni 2020. EBA har meldt ud, at de ikke forventer at have en endelig RTS klar til forelæggelse for Kommissionen før marts 2022.

Håndhævelse af Finanstilsynets bemyndigelser vil dermed ikke være aktuelt før efter vedtagelse af den delegerede forordning, som fastlægger standardmetoden og den forenklede standardmetode. Det er vurderingen, at det er hensigtsmæssigt, at bemyndigelsen implementeres inden standardmetoden og den forenklede standardmetode er fastlagt, således at bemyndigelsen kan håndhæves umiddelbart efter ikrafttræden af Kommissionens delegerede forordning.

Indtil der foreligger en delegeret forordning, som fastlægger standardmetoden og den forenklede standardmetode, vil Finanstilsynet føre et proportionalt tilsyn med kreditinstitutternes interne systemer for opgørelse af renterisiko ved virksomhedens ikkehandelsmæssige aktiviteter. Finanstilsynets forventninger til opgørelsen fremgår af afsnit 6 i vejledning nr. 9093 af 17. februar 2020 om tilstrækkeligt kapitalgrundlag og solvensbehov for kreditinstitutter.

Til nr. 8 (§ 125 b, stk. 5, nr. 2, i lov om finansiel virksomhed)

Det følger af § 125 b, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed, at pengeinstitutter, realkreditinstitutter og fondsmæglerselskaber I, hvis fondsmæglerselskabet I har tilladelse til at udøve de aktiviteter, der er nævnt i bilag 4, afsnit A, nr. 3 og 6, skal opfylde det kombinerede kapitalbufferkrav.

En virksomhed, der ikke opfylder det kombinerede kapitalbufferkrav, er pålagt at udregne det maksimale udlodningsbeløb og straks underrette Finanstilsynet herom. Før det maksimale udlodningsbeløb er udregnet, må virksomheden ikke indføre en forpligtelse til at betale variabel løn eller skønsmæssigt fastsatte pensionsydelser eller betale variabel løn, såfremt forpligtelsen er blevet indført på et tidspunkt, hvor virksomheden ikke opfyldte det kombinerede kapitalbufferkrav.

Det foreslås at der i § 125 b, stk. 5, nr. 2,  indsættes » eller gearingsgradbufferkravet« efter »det kombinerede kapitalbufferkrav«.

Forslaget medfører, at et pengeinstitut, et realkreditinstitut og et fondsmæglerselskab I, hvis fondsmæglerselskabet I har tilladelse til at udøve de aktiviteter, der er nævnt i bilag 4, afsnit A, nr. 3 og 6, der opfylder det kombinerede kapitalbufferkrav, jf. § 125 a, stk. 1, og gearingsgradbufferkravet, hvor gearingsgradbufferkravet finder anvendelse, ikke må indføre en forpligtelse til at betale variabel løn eller skønsmæssigt fastsatte pensionsydelser eller betale variabel løn, førend virksomheden har opgjort de maksimale udlodningsbeløb, såfremt forpligtelsen er blevet indført på et tidspunkt, hvor virksomheden ikke opfyldte det kombinerede kapitalbufferkrav eller gearingsgradbufferkravet.

Forslaget sidestiller dermed brud på gearingsgradbufferkravet med brud på det kombinerede kapitalbufferkrav i forhold til restriktioner på udlodninger, førend det maksimale udlodningsbeløb er opgjort.

Den foreslåede ændring har til formål at implementere artikel 141b, stk. 2, i CRD V tekstnært. Gearingsgradbufferkravet finder kun anvendelse for G-SIFIer. Danmark har på nuværende tidspunkt ikke et G-SIFI.

Til nr. 9 (§ 226, stk. 3, i lov om finansiel virksomhed)

Det følger af den gældende § 226, stk. 3, i lovbekendtgørelse nr. 937 af 6. september 2019 om finansiel virksomhed, at Finanstilsynet ved inddragelse af et forsikringsselskabs tilladelse til at drive forsikringsvirksomhed træffer beslutning om, hvorvidt forsikringsselskabet skal søge sin forsikringsbestand overdraget til et eller flere forsikringsselskaber, der driver forsikringsvirksomhed her i landet, eller om selskabet på anden måde skal søge forsikringsbestanden afviklet.

For forsikringsselskaber, der driver arbejdsulykkesforsikringsvirksomhed, følger det af den gældende § 250, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed, at forsikringsbestanden tages under administration af Arbejdsmarkedets Erhvervssikring i henhold til § 54 i lov om arbejdsskadesikring, når Finanstilsynet inddrager et forsikringsselskabs tilladelse til at drive arbejdsulykkesforsikringsvirksomhed.

Det foreslås, at der i § 226, stk. 3, indsættes et nyt 3. pkt., hvorefter Finanstilsynet for de forsikringsselskaber, der driver arbejdsulykkesforsikringsvirksomhed, kan beslutte, at arbejdsulykkesforsikringsbestanden tages under administration af Garantifonden efter reglerne i § 230 a i lov om finansiel virksomhed.

Det foreslåede skal ses i sammenhæng med den foreslåede § 230 a, der fastsætter de nærmere regler for overdragelsen af arbejdsulykkesforsikringsbestanden til Garantifonden, jf. lovforslagets § 4, nr. 11.

Med forslaget overgår forpligtelsen til at tage en arbejdsulykkesforsikringsbestand under administration, når Finanstilsynet inddrager et forsikringsselskabs tilladelse, fra Arbejdsmarkedets Erhvervssikring til Garantifonden for skadesforsikringsselskaber.

I dag overtager Arbejdsmarkedets Erhvervssikring administrationen af en arbejdsulykkesforsikringsbestand fra det tidspunkt, hvor Finanstilsynet træffer beslutning om at inddrage et forsikringsselskabs tilladelse til at drive forsikringsvirksomhed.

Med forslaget kan Finanstilsynet træffe afgørelse om, at et forsikringsselskabs arbejdsulykkesforsikringsbestand skal tages under administration af Garantifonden for skadesforsikringsselskaber, når Finanstilsynet inddrager selskabets tilladelse til at drive forsikringsvirksomhed.

Forslaget har til formål at sikre, at en arbejdsulykkesforsikringsbestand ikke tages under administration af Garantifonden for skadesforsikringsselskaber, før det er undersøgt, om det er muligt at overdrage arbejdsulykkesforsikringsbestanden til et andet forsikringsselskab.

I forbindelse med inddragelsen af et forsikringsselskabs tilladelse til at drive arbejdsulykkesforsikringsvirksomhed, eller i forbindelse med et forsikringsselskabs konkurs, kan arbejdsulykkesforsikringsbestanden godt være likvid og være af interesse for øvrige forsikringsselskaber med tilladelse til at drive arbejdsulykkesforsikringsvirksomhed. I den sammenhæng vil det være hensigtsmæssigt, at Finanstilsynet afklarer om andre forsikringsselskaber kan overtage arbejdsulykkesforsikringsbestanden. Finanstilsynet forventes således ikke at træffe afgørelse om, at Garantifonden overtager administrationen af en arbejdsulykkesforsikringsbestand, indtil Finanstilsynet har undersøgt og konstateret, at det ikke er muligt at overdrage bestanden til et andet forsikringsselskab. Det er således sidste udvej, at bestanden tages under administration af Garantifonden for skadesforsikringsselskaber. Udgangspunktet er, at arbejdsulykkesforsikringsbestanden skal søges overdraget til et andet forsikringsselskab, hvor forsikringerne kan videreføres. Viser det sig, at det ikke er muligt at overdrage arbejdsulykkesforsikringsbestanden til et andet forsikringsselskab, forventes Finanstilsynet at træffe afgørelse om, at forsikringsbestanden tages under administration af Garantifonden for at sikre, at de forsikrede arbejdstagere modtager de erstatninger og de løbende ydelser, som de er berettiget til i henhold til arbejdsskadeforsikringerne og de regler, der følger af lov om arbejdsskadesikring.

Den foreslåede bestemmelse finder anvendelse, når Finanstilsynet inddrager et forsikringsselskabs tilladelse til at drive arbejdsulykkesforsikringsvirksomhed, og hvor selskabet fortsætter med at drive forsikringsvirksomhed inden for de øvrige forsikringsklasser, som forsikringsselskabet har tilladelse til i henhold til bilag 7 i lov om finansiel virksomhed. Den foreslåede bestemmelse finder endvidere anvendelse, når Finanstilsynet inddrager et forsikringsselskabs tilladelse til at drive forsikringsvirksomhed i sin helhed, og hvor selskabets forsikringsvirksomhed afvikles ved likvidation. Den foreslåede bestemmelse finder derimod ikke anvendelse i det tilfælde, hvor et forsikringsselskab, der har tilladelse til at drive arbejdsulykkesforsikringsvirksomhed, bliver erklæret konkurs. I sådan et tilfælde tages forsikringsselskabets arbejdsulykkesforsikringsbestand automatisk under administration af Garantifonden for skadesforsikringsselskaber, jf. dette lovforslags § 4, nr. 12, og bemærkningerne hertil.

Til nr. 10 (§ 230 i lov om finansiel virksomhed)

Det følger af den gældende § 230 i lov om finansiel virksomhed, at et forsikringsselskab, der driver arbejdsulykkesforsikringsvirksomhed, ikke kan opløses, medmindre det forinden har overdraget hele sin arbejdsulykkesforsikringsbestand til et andet selskab i overensstemmelse med reglerne fastsat i § 204 i lov om finansiel virksomhed, eller dets arbejdsulykkesforsikringsbestand er taget under administration af Arbejdsmarkedets Erhvervssikring i henhold til § 54 i lov om arbejdsskadesikring.

Det foreslås, at henvisningen til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring i henhold til § 54 i lov om arbejdsskadesikring ændres til Garantifonden for skadesforsikringsselskaber efter reglerne i § 230 a.

Ændringen er en konsekvens af dette lovforslags § 1, nr. 1, hvor det foreslås, at Finanstilsynet for de forsikringsselskaber, der driver arbejdsulykkesforsikringsvirksomhed, kan beslutte, at arbejdsulykkesforsikringsbestanden tages under administration af Garantifonden for skadesforsikringsselskaber, når Finanstilsynet inddrager et forsikringsselskabs tilladelse til at drive arbejdsulykkesforsikringsvirksomhed.

Det foreslåede skal endvidere ses i sammenhæng med den foreslåede § 230 a, der fastsætter de nærmere regler for overdragelsen af arbejdsulykkesforsikringsbestanden til Garantifonden, jf. lovforslagets § 4, nr. 11.

Til nr. 11 (§ 230 a i lov om finansiel virksomhed)

Det følger af den gældende § 234 a i lov om finansiel virksomhed, at kurator forlods anvender aktiverne i et skadesforsikringsselskab til fyldestgørelse af forsikringstagerne og de sikrede. Forsikringstagerne og de sikrede viger dog for de fordringer, der er nævnt i konkurslovens §§ 93 og 94.

Efter den gældende § 9, stk. 1, i lov om en garantifond for skadesforsikringsselskaber, indtræder Garantifonden i det omfang, den har ydet dækning i forsikringstagerens eller den sikredes krav mod det forsikringsselskab, der er gået konkurs.

Eftersom Garantifonden indtræder i forsikringstagerens eller den sikredes krav efter den gældende § 9, stk. 1, i lov om en garantifond for skadesforsikringsselskaber, opnår Garantifonden samme fortrinsstilling i konkursordenen som forsikringstageren eller den sikrede, jf. § 234 a i lov om finansiel virksomhed.

Med dette lovforslags § 4, nr. 9, foreslås det, at Finanstilsynet kan beslutte, at et forsikringsselskabs arbejdsulykkesforsikringsbestand tages under administration af Garantifonden, når selskabets tilladelse til at drive arbejdsulykkesforsikringsvirksomhed inddrages.

Det foreslås i den forbindelse, at der indsættes en ny bestemmelse i § 230 a , der fastsætter de nærmere regler for overdragelsen af arbejdsulykkesforsikringsbestanden til Garantifonden.

Det foreslås i stk. 1, 1. pkt., at når et forsikringsselskab overdrager en arbejdsulykkesforsikringsbestand til Garantifonden for skadesforsikringsselskaber, jf. § 226, stk. 3, § 242 a eller 243, stk. 2, skal forsikringsselskabet samtidig overdrage de forsikringsmæssige hensættelser, der knytter sig til bestanden.

Den foreslåede bestemmelse medfører, at det i forbindelse med overdragelsen af arbejdsulykkesforsikringsbestanden skal fastslås, hvor stor en del af selskabets samlede hensættelser der knytter sig til arbejdsulykkesforsikringsbestanden, således at hensættelserne kan overdrages til Garantifonden i forbindelse med porteføljeoverdragelsen.

Det foreslås i stk. 1, 2. pkt., at forsikringsselskabet endvidere skal overdrage aktiver, der modsvarer de forsikringsmæssige hensættelser, herunder de genforsikringsaktiver, der knytter sig til arbejdsulykkesforsikringsbestanden.

Den foreslåede bestemmelse medfører, at det i forbindelse med overdragelsen af arbejdsulykkesforsikringsbestanden skal fastslås, hvor stor en del af selskabets samlede aktiver, herunder genforsikringsaktiver, der knytter sig til arbejdsulykkesforsikringsbestanden, således at aktiverne kan overdrages til Garantifonden i forbindelse med porteføljeoverdragelsen.

Det foreslås i stk. 1, 3. pkt., at forsikringsselskabet skal overdrage et beløb, der svarer til den del af selskabets kapitalkrav, som vedrører de overførte aktiver og passiver.

Et skadesforsikringsselskab kan drive forsikringsvirksomhed inden for forskellige forsikringsklasser. Ved inddragelse af en tilladelse til at drive arbejdsulykkesforsikringsvirksomhed skal overdragelsen af arbejdsulykkesforsikringsbestanden kunne ske uafhængigt af den resterende forsikringsforretning. Den foreslåede bestemmelse medfører således, at det ved udøvelse af skønnet over, hvor stor kapital der skal overføres, tilstræbes ikke væsentligt at ændre selskabets solvensdækning. På denne måde tilstræbes det, at den resterende forsikringsforretning kan drives videre i selskabet efter selskabet har fået inddraget sin tilladelse til at drive arbejdsulykkesforsikringsvirksomhed. Modsat sikres det, at selskabet ikke opnår en utilbørlig fordel ved inddragelsen af tilladelsen til at drive arbejdsulykkesforsikringsvirksomhed. Dette er en følge af, at selskabets kapital indgår som en del af selskabets solvensdækning, som er en forudsætning for at selskabet kan fortsætte driften. På denne måde sikres en balance mellem hensynet til, at Garantifonden tilføres tilstrækkelige midler, og at inddragelse af tilladelse til at drive arbejdsulykkesforsikringsvirksomhed ikke automatisk bevirker selskabets konkurs.

Den foreslåede bestemmelse i stk. 1 medfører således, at samtlige af de rettigheder, der knytter sig til en arbejdsulykkesforsikringsbestand, skal overdrages til Garantifonden, samtidig med at Finanstilsynet inddrager et forsikringsselskabs tilladelse til at drive arbejdsulykkesforsikringsvirksomhed, jf. lovforslagets § 1, nr. 18. Dette følger af den gældende § 54, stk. 2, i lov om arbejdsskadesikring, som ved nærværende lovforslag foreslås ophævet.

Formålet med bestemmelsen er således at sikre, at Garantifonden, i forbindelse med overtagelse af en arbejdsulykkesforsikringsbestand, bliver tilført tilstrækkelige midler til opfyldelse af de forpligtelser, som følger af overtagelsen af arbejdsulykkesforsikringsbestanden. Bestemmelsen skal samtidig sikre, at Garantifonden ved overtagelsen af arbejdsulykkesforsikringsbestanden indtræder i forsikringstagernes rettigheder, herunder den fortrinsstilling, der følger af den gældende § 234 a i lov om finansiel virksomhed.

Endvidere foreslås manglende overholdelse af pligten i stk. 1 strafbelagt i lovforslagets § 4, nr. 25.

Det strafbare vil bestå i, at selskabet ikke efterlever sine forpligtelser efter den foreslåede § 230 a, stk. 1, til at overdrage hensættelser, aktiver, herunder genforsikringsaktiver, og et beløb, der svarer til den del af selskabets kapitalkrav, som vedrører de overførte aktiver og passiver.

Det følger af det foreslåede stk. 2, at størrelsen af de beløb, som forsikringsselskabet skal overdrage til Garantifonden efter det foreslåede stk. 1, fastsættes på baggrund af en uvildig undersøgelse af selskabets arbejdsulykkesforsikringsbestand.

Formålet med den foreslåede bestemmelse er at sikre, at Garantifonden modtager et beløb, der modsvarer de forpligtelser, som Garantifonden overtager fra det pågældende forsikringsselskab.

Det følger af det foreslåede stk. 3, 1. pkt., at den uvildige undersøgelse skal foretages af en eller flere sagkyndige personer.

Bestemmelsen vil indebære, at Finanstilsynet anmoder forsikringsselskabet om at indstille en eller flere sagkyndige personer til at forestå den uvildige undersøgelse.

Ved sagkyndige personer forstås eksempelvis aktuarer eller andre fagpersoner med kendskab til forsikringsmatematik.

Bestemmelsen har til hensigt at sikre, at den udpegede sagkyndige har de fornødne uddannelsesmæssige forudsætninger for at kunne forestå undersøgelsen i § 230 a.

Det følger af det foreslåede stk. 3, 2. pkt., at forsikringsselskabet udpeger de sagkyndige personer inden for en frist fastsat af Finanstilsynet og afholder udgifterne forbundet med undersøgelsen.

Bestemmelsen vil indebære, at Finanstilsynet herefter vil vurdere, om den eller de foreslåede sagkyndige personer kan anses for uvildige samt er i besiddelse af de fornødne kompetencer og dermed kan udpeges som sagkyndig. Såfremt de indstillede sagkyndige ikke vurderes egnede og uvildige, kan Finanstilsynet udpege andre sagkyndige personer. Det centrale for Finanstilsynets afgørelse af, hvorvidt den eller de sagkyndige er uvildige, er, om de har tilknytning til virksomheden, eller om der i øvrigt foreligger forhold, hvorved der efter Finanstilsynets vurdering kan rejses tvivl om de pågældendes uvildighed i forhold til denne. Ved vurderingen kan det bl.a. indgå, hvorvidt den sagkyndige opfylder habilitetskrav, svarende til konkurslovens § 238 samt den relevante brancheorganisations eventuelle egne habilitetskrav. Det vil ligeledes være Finanstilsynets bestyrelse, der samtidig med afgørelsen om påbuddet tager stilling til, om den eller de sagkyndige personer, som forsikringsselskabet har indstillet, kan udpeges, eller om der skal vælges en anden.

Det følger endvidere af det foreslåede stk. 3, 2. pkt., at udgifterne til den eller de sagkyndige personer afholdes af forsikringsselskabet.

Det følger af det foreslåede stk. 3, 3. pkt., at Finanstilsynet skal godkende de udpegede sagkyndige personer.

Bestemmelsen vil indebære, at Finanstilsynet kan afvise den eller de indstillede sagkyndige under hensynstagen til eventuelle interessekonflikter eller frygt for manglende faglige kompetencer.

Endvidere foreslås manglende overholdelse af pligten i stk. 3 strafbelagt i lovforslagets § 4, nr. 25.

Den strafbare handling i stk. 3 består i, at selskabet ikke inden for den af Finanstilsynet fastsatte frist udpeger den eller de sagkyndige personer, som skal foretage den uvildige undersøgelse af selskabets arbejdsulykkesforsikringsbestand.

Det foreslås i stk. 4 , at forsikringsselskabet skal give de sagkyndige personer de oplysninger, der er nødvendige for gennemførelsen af den uvildige undersøgelse.

Da det er Finanstilsynet, der godkender den eller de sagkyndige personer, vil de i forhold til forsikringsselskabet være at opfatte som repræsentanter for Finanstilsynet. Dette vil indebære, at den eller de sagkyndige i vidt omfang vil have adgang til oplysninger i samme omfang, som hvis Finanstilsynet selv forestod undersøgelsen.

Med den foreslåede bestemmelse sikres klarhed om, at den eller de sagkyndige personer kan få de oplysninger til brug for undersøgelsen af det pågældende forsikringsselskab, som de finder nødvendige, på samme måde som hvis Finanstilsynet selv forestod undersøgelsen, jf. lov om finansiel virksomhed, § 347, stk. 1.

Endvidere foreslås manglende overholdelse af pligten i stk. 4 strafbelagt i lovforslagets § 4, nr. 25.

Den strafbare handling i stk. 4 består i, at forsikringsselskabet ikke giver den eller de sagkyndige personer de oplysninger, der er nødvendige for gennemførelsen af den uvildige undersøgelse. Hensigten med at strafbelægge bestemmelsen er, at de sagkyndige personer rettidigt modtager de nødvendige oplysninger, således at rapporten kan udarbejdes inden for fristen, under hensyntagen til at aktiver og forsikringsmæssige hensættelser skal overdrages samtidig med de pligter, der følger af arbejdsulykkesforsikringsbestanden, jf. lovforslagets § 1, nr. 18.

Det følger af det foreslåede stk. 5, 1. pkt., at resultatet af den uvildige undersøgelse skal afgives i en skriftlig rapport, som skal foreligge inden for en frist fastsat af Finanstilsynet. Finanstilsynet skal godkende den endelige rapport.

Finanstilsynet vil efter den foreslåede bestemmelse fastsætte en frist for den skriftlige rapport, når de sagkyndige personer er udpeget. Finanstilsynet vil i samarbejde med de sagkyndige personer fastsætte fristen og vil i den forbindelse inddrage de sagkyndige personers vurdering af omfanget af opgaven. Ved fastlæggelse af fristen skal størrelsen af arbejdsulykkesforsikringsbestanden og kvaliteten af forsikringsselskabets data indgå som forhold.

Det foreslås i stk. 5, 2. pkt., at Finanstilsynet skal godkende den endelige rapport.

Formålet med rapporten er, at der dannes et retvisende billede af selskabets hensættelser, aktiver, herunder genforsikringsaktiver, og det beløb, der svarer til den del af selskabets kapitalkrav, som vedrører de overførte aktiver og passiver, jf. § 230 a, stk. 1, således at Garantifonden i forbindelse med overtagelse af arbejdsulykkesforsikringsbestanden modtager de økonomiske rettigheder og forpligtelser, der knytter sig til arbejdsulykkesforsikringsbestanden.

I forbindelse med Finanstilsynets godkendelse af den endelige rapport vil afgørelse herom skulle træffes inden for rimelig tid under hensynstagen til rapportens omfang og kompleksitet.

Det følger af det foreslåede stk. 6, 1. pkt., at når Garantifonden har taget arbejdsulykkesforsikringsbestanden under administration og modtaget de beløb, som følger af den uvildige undersøgelse, kan Garantifonden ikke gøre krav gældende over for forsikringsselskabet for manglende beløb til dækning af de forsikringsmæssige hensættelser.

Den foreslåede bestemmelse fastsætter, at overdragelsen til Garantifonden sker til fuld og endelig opgørelse af arbejdsulykkesforsikringsbestanden.

Den foreslåede bestemmelse har dermed til formål at skabe forudsigelighed for forsikringsselskabet om, hvad det skal overdrage til Garantifonden, når Garantifonden overtager administrationen af selskabets arbejdsulykkesforsikringsbestand. Dette vil være relevant i de tilfælde, hvor bestanden udvikler sig negativt i forhold til, hvad der blevet antaget ved den skriftlige rapport efter det foreslåede stk. 4.

Det følger af det foreslåede stk. 6, 2. pkt., at forsikringsselskabet ikke kan gøre krav gældende over for Garantifonden for eventuelle overskydende beløb efter afviklingen af den overdragne bestand.

Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at forsikringsselskabet ikke senere hen vil kunne gøre krav gældende over for Garantifonden, hvis det viser sig, at bestanden udvikler sig mere positivt end antaget i den skriftlige rapport fra de sagkyndige personer.

Det følger af det foreslåede stk. 7, at de foreslåede stk. 1-6 ikke finder anvendelse, når et forsikringsselskab afvikles ved konkurs.

Forslaget betyder, at der ved et forsikringsselskabs konkurs ikke skal ske overdragelse af beløb til Garantifonden, samtidig med at Garantifonden overtager administrationen af selskabets arbejdsulykkesforsikringsbestand. Endvidere skal der ikke foretages en uvildig undersøgelse af den arbejdsulykkesforsikringsbestand, som Garantifonden overtager. Garantifonden vil i stedet skulle anmelde sit krav i konkursboet efter forsikringsselskabet.

I henhold til § 234 a i lov om finansiel virksomhed har alle forsikringstagere og sikrede i et skadesforsikringsselskab en fortrinsret til at blive fyldestgjort i et forsikringsselskabs aktiver. Garantifonden indtræder, i det omfang den har ydet dækning, i forsikringstagerens eller den sikredes krav mod det forsikringsselskab, der er gået konkurs, jf. § 9, stk. 1, i lov om en garantifond for skadesforsikringsselskaber. Garantifonden opnår således samme fortrinsstilling i konkursboet, som forsikringsselskabets forsikringstagere og sikrede, jf. § 234 a i lov om finansiel virksomhed.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 12 (§ 234, stk. 4, i lov om finansiel virksomhed)

Det følger af den gældende § 234, stk. 4, i lov om finansiel virksomhed, at lovens § 252 finder tilsvarende anvendelse, når et forsikringsselskab, der ikke driver livsforsikringsvirksomhed, erklæres konkurs.

I henhold til § 252 i lov om finansiel virksomhed skal Finanstilsynet, snarest mulig efter at et forsikringsselskab er trådt i likvidation, i samråd med likvidatorerne lade undersøge, om det vil være hensigtsmæssigt at søge forsikringsbestanden helt eller delvis overdraget til et eller flere forsikringsselskaber. Indkommer der tilbud om en sådan overtagelse, skal Finanstilsynet, hvis det finder tilbuddet antageligt, lade udarbejde en redegørelse om overdragelsen og et forslag til aftale med vedkommende selskab. Det er erhvervsministeren, der træffer beslutning om, hvorvidt forsikringsbestanden kan overdrages efter den gældende § 252, stk. 3.

Det foreslås, at der i § 234, stk. 4, indsættes et nyt 2. pkt., der fastslår, at har forsikringsselskabet tegnet arbejdsulykkesforsikringer, tages arbejdsulykkesforsikringsbestanden uanset 1. pkt. under administration af Garantifonden på tidspunktet for konkursdekretets afsigelse.

Den foreslåede bestemmelse har til formål at sikre, at de forsikrede arbejdstagere får udbetalt deres tilkendte erstatninger og løbende ydelser, og at betalingerne ikke skal afvente Finanstilsynets og kuratorernes undersøgelse af, om det er muligt at overdrage bestanden til et andet forsikringsselskab. Garantifonden overtager således administrationen af arbejdsulykkesforsikringsbestanden på tidspunktet for konkursdekretets afsigelse og sikrer udbetalingen af erstatninger og de løbende ydelser.

Den foreslåede bestemmelse sikrer endvidere, at behandlingen af anmeldte arbejdsskader ikke bliver sat i bero i den periode, hvor Finanstilsynet sammen med kuratorerne undersøger mulighederne for, at et andet forsikringsselskab overtager arbejdsulykkesforsikringsbestanden.

Ændringen skal ses i sammenhæng med dette lovforslags § 4, nr. 9, hvor det foreslås, at Finanstilsynet for de forsikringsselskaber, der driver arbejdsulykkesforsikringsvirksomhed, kan beslutte, at arbejdsulykkesforsikringsbestanden tages under administration af Garantifonden for skadesforsikringsselskaber, når Finanstilsynet inddrager selskabets tilladelse til at drive arbejdsulykkesforsikringsvirksomhed.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 13 (§ 242 a i lov om finansiel virksomhed)

Det følger af den gældende § 30, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed, at et forsikringsselskab, der er meddelt tilladelse til at udøve forsikringsvirksomhed i et andet land inden for Den Europæiske Union eller i et land, som Unionen har indgået aftale med på finansielle område, kan begynde at udøve virksomhed her i landet gennem en filial, 2 måneder efter at Finanstilsynet har modtaget meddelelse herom fra tilsynsmyndighederne i hjemlandet.

Det følger endvidere af den gældende § 31, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed, at et forsikringsselskab, der er meddelt tilladelse til at udøve forsikringsvirksomhed i et andet land inden for Den Europæiske Union eller i et land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område, kan begynde at yde tjenesteydelser her i landet, når Finanstilsynet har modtaget meddelelse herom fra tilsynsmyndighederne i hjemlandet.

Det foreslås, at der indsættes en ny bestemmelse i § 242 a , hvorefter Finanstilsynet kan beslutte, at en arbejdsulykkesforsikringsbestand i et forsikringsselskab omfattet af lovens § 30, stk. 1, og § 31, stk. 1, skal tages under administration af Garantifonden for skadesforsikringsselskaber, hvis tilsynsmyndigheden i forsikringsselskabets hjemland har inddraget selskabets tilladelse til at drive arbejdsulykkesforsikringsvirksomhed. § 230 a finder tilsvarende anvendelse.

Såfremt en arbejdsulykkeforsikringsbestand tages under administration af Garantifonden efter den foreslåede § 242 a finder den foreslåede § 230 a anvendelse.

Ændringen skal ses i sammenhæng med dette lovforslags § 4, nr. 9, hvor det foreslås, at Finanstilsynet for de forsikringsselskaber, der driver arbejdsulykkesforsikringsvirksomhed, kan beslutte, at arbejdsulykkesforsikringsbestanden tages under administration af Garantifonden for skadesforsikringsselskaber, når Finanstilsynet inddrager selskabets tilladelse til at drive arbejdsulykkesforsikringsvirksomhed.

Forslaget har til formål at sikre, at Garantifonden kan overtage administrationen af en dansk arbejdsulykkesforsikringsbestand i et forsikringsselskab med hjemsted i et andet EU-/EØS-land og dermed sikre, at verserende sager om arbejdsulykker bliver behandlet, og tilkendte erstatninger og løbende ydelser bliver udbetalt.

Når Finanstilsynet modtager meddelelse fra en tilsynsmyndighed i et andet EU-/EØS-land om, at tilsynsmyndigheden har inddraget et forsikringsselskabs tilladelse til at drive arbejdsulykkesforsikringsvirksomhed, og forsikringsselskabet har tegnet arbejdsulykkesforsikringer i Danmark, undersøger Finanstilsynet med den pågældende tilsynsmyndighed, om tilsynsmyndighedens beslutning om at inddrage tilladelsen tillige omfatter selskabets mulighed for at behandle skader på allerede tegnede policer. I det omfang at tilsynsmyndigheden i hjemlandet vurderer, at det er forsvarligt, at forsikringsselskabet fortsætter med at behandle skader, og selskabet fortsat foretager udbetaling af erstatninger og løbende ydelser, vil Finanstilsynet ikke foretage sig yderligere.

Såfremt tilsynsmyndigheden i hjemlandet vurderer, at forsikringsselskabet ikke skal fortsætte med at behandle skader og udbetale erstatninger og løbende ydelser, vil Finanstilsynet høre tilsynsmyndigheden i hjemlandet om muligheden for, at Garantifonden tager arbejdsulykkesforsikringsbestanden under administration. I et sådant tilfælde foreslås det med det foreslåede 2. pkt., at den foreslåede § 230 a, jf. dette lovforslags § 4, nr. 11, finder anvendelse.

Det foreslåede 2. pkt. har til formål at sikre, at Garantifonden får overdraget beløb til dækning af de forpligtelser, som Garantifonden overtager fra et forsikringsselskab med hjemsted i et andet EU-/EØS-land i forbindelse med, at Garantifonden overtager administrationen af selskabets danske arbejdsulykkesforsikringsbestand.

Det forhold, at selskabet har hjemsted i et andet EU-/EØS-land kan vanskeliggøre den proces, der er foreskrevet i den foreslåede § 230 a. Finanstilsynet vil i dialog med den relevante hjemlandsmyndighed koordinere processen foreskrevet i den foreslåede § 230 a, som omfatter udpegning af sagkyndige personer, som kan forestå en uvildig undersøgelse af forsikringsselskabets arbejdsulykkesforsikringsbestand med henblik på at kunne fastslå, hvilke beløb forsikringsselskabet skal overdrage til Garantifonden i forbindelse med Garantifonden for skadesforsikringsselskabers overtagelse af administrationen af selskabets arbejdsulykkesforsikringsbestand.

I det tilfælde, hvor forsikringsselskabet ikke frivilligt overdrager de beløb, som det er pålagt i henhold til den foreslåede § 230 a, og hjemlandsmyndigheden ikke kan påbyde selskabet at foretage de nødvendige betalinger til Garantifonden for skadesforsikringsselskaber, vil det være Garantifonden for skadesforsikringsselskabet, som vil skulle tage de nødvendige juridiske skridt med henblik på at få inddrevet de skyldige beløb. Det kan betyde, at Garantifonden vil skulle udtage stævning mod forsikringsselskabet og anlægge sag ved retten i forsikringsselskabets hjemland.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 14 (§ 243 i lov om finansiel virksomhed)

Det følger af den gældende § 243 i lov om finansiel virksomhed, at Finanstilsynet efter de procedurer, der er fastsat i EU-retlige regler herom, kan forbyde et udenlandsk forsikringsselskab omfattet af § 30, stk. 1, og § 31, stk. 1, med hjemsted i et andet land inden for Den Europæiske Union eller i et land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område, at udøve virksomhed her i landet gennem en filial eller ved at yde tjenesteydelser her i landet. Finanstilsynet kan forbyde de i 1. pkt. nævnte virksomheder at udøve virksomhed som nævnt i 1. pkt., hvis virksomheden groft eller gentagne gange har overtrådt bestemmelser i denne lov, regler udstedt i medfør af loven eller anden lovgivning, der retter sig mod forsikringsselskabet, og det ikke ved påbud eller sanktioner efter denne lov har været muligt at bringe overtrædelsen til ophør.

Det foreslås, at der i § 243 indsættes et nyt stk. 2, der fastslår, at vedrører forbuddet i stk. 1 et forsikringsselskab, som har tegnet arbejdsulykkesforsikringer her i landet, træffer Finanstilsynet beslutning om, hvorvidt selskabets danske arbejdsulykkesforsikringsbestand skal tages under administration af Garantifonden for skadesforsikringsselskaber.

Finanstilsynet forventes at træffe afgørelse om, at forsikringsselskabets arbejdsulykkesforsikringsbestand skal tages under administration af Garantifonden, hvis Finanstilsynets forbud gives på baggrund af selskabets håndtering af danske kunder i forbindelse med behandlingen af anmeldte skader. Vedrører Finanstilsynets forbud derimod ikke selskabets skadesbehandling men f.eks. den måde, som selskabet har markedsført sig på overfor danske kunder, forventes Finanstilsynet ikke at træffe afgørelse om, at forsikringsselskabets arbejdsulykkesforsikringsbestand tages under administration af Garantifonden, medmindre Finanstilsynet i øvrigt finder det uhensigtsmæssigt, at selskabet fortsætter behandlingen af skader.

Finanstilsynets beslutning om, hvorvidt forsikringsselskabet fortsat skal have mulighed for at varetage skadebehandlingen i det tilfælde, hvor Finanstilsynet forbyder selskabet at tegne forsikringer i Danmark, vil blive truffet i tæt dialog med selskabets hjemlandsmyndighed, idet det er hjemlandsmyndigheden, som har ført tilsyn med selskabet, herunder selskabets skadesbehandling.

Ændringen skal ses i sammenhæng med dette lovforslags § 4, nr. 9, hvor det foreslås, at Finanstilsynet for de forsikringsselskaber, der driver arbejdsulykkesforsikringsvirksomhed, kan beslutte, at arbejdsulykkesforsikringsbestanden tages under administration af Garantifonden for skadesforsikringsselskaber, når Finanstilsynet inddrager selskabets tilladelse til at drive arbejdsulykkesforsikringsvirksomhed.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 15 (§ 250, stk. 2, 2. pkt., i lov om finansiel virksomhed)

Det følger af den gældende § 250, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed, at Finanstilsynet påbyder et forsikringsselskab, der ikke driver livsforsikringsvirksomhed, inden for en af Finanstilsynet fastsat frist at foretage de foranstaltninger, der er nødvendige, såfremt selskabet ikke har hensat tilstrækkelige beløb til dækning af forsikringsmæssige forpligtelser, Finanstilsynet ikke finder den måde, hvorpå selskabets midler er anbragt, betryggende, eller selskabet ikke overholder loven.

Endvidere følger det af den gældende § 250, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed, at hvis de påbudte foranstaltninger ikke er truffet inden for den fastsatte frist, og skønnes undladelsen at medføre fare for de forsikrede, kan Finanstilsynet træffe bestemmelse om, at selskabet skal træde i likvidation. Såfremt selskabet driver arbejdsulykkesforsikringsvirksomhed, kan Finanstilsynet tilbagekalde selskabets tilladelse til at drive arbejdsulykkesforsikringsvirksomhed, hvorefter forsikringsbestanden tages under administration af Arbejdsmarkedets Erhvervssikring i henhold til § 54 i lov om arbejdsskadesikring, jf. 2. pkt.

Det foreslås, at 2. pkt. i § 250, stk. 2, ophæves.

Ændringen er en konsekvens af dette lovforslags § 4, nr. 9, hvor det foreslås, at Finanstilsynet for de forsikringsselskaber, der driver arbejdsulykkesforsikringsvirksomhed, kan beslutte, at arbejdsulykkesforsikringsbestanden tages under administration af Garantifonden for skadesforsikringsselskaber, når Finanstilsynet inddrager selskabets tilladelse til at drive arbejdsulykkesforsikringsvirksomhed.

Med forslaget skal Arbejdsmarkedets Erhvervssikring ikke længere overtage administrationen af en arbejdsulykkesforsikringsbestand, når Finanstilsynet inddrager et forsikringsselskabs tilladelse til at drive arbejdsulykkesforsikringsvirksomhed. Denne opgave foreslås overført til Garantifonden i lovforslagets § 4, nr. 9. Bestemmelsen i § 250, stk. 2, 2. pkt., foreslås derfor ophævet.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 16 (§ 307 a, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed)

Efter § 307 a, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed udpeger Finanstilsynet mindst hvert andet år de penge- og realkreditinstitutter, der er operatører af væsentlige tjenester. I medfør af § 307 a, stk. 2, skal Finanstilsynet i forbindelse med udpegningen lægge vægt på, at de tjenester, der leveres, er væsentlige for opretholdelsen af kritiske samfundsmæssige eller økonomiske aktiviteter, leveringen af tjenesten afhænger af net- og informationssystemer, og en hændelse vil få væsentlige forstyrrende virkninger for leveringen af tjenesten.

Det foreslås at indsætte et nyt punktum i § 307 a, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed, hvoraf fremgår, at det samme gælder filialer af kreditinstitutter med hjemsted i et andet land inden for Den Europæiske Union eller i et land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område.

Lovforslaget implementerer betragtning 21 i præamblen til NIS-direktivet i direktiv nr. 1148 af 6. juli 2016 om foranstaltninger, der skal sikre et højt fælles sikkerhedsniveau for net- og informationssystemer i hele Unionen.

Med lovforslaget vil Finanstilsynet kunne udpege filialer af kreditinstitutter med hjemsted i et andet EU-/EØS-land, som operatører af væsentlige tjenester, såfremt disse opfylder kriterierne herfor i medfør af § 307 a, stk. 2. Bliver en filial udpeget som operatør af væsentlige tjenester, skal virksomheden bl.a. underrette Finanstilsynet og Center for Cybersikkerhed om hændelser, der har væsentlige konsekvenser for kontinuiteten af de væsentlige tjenester, som virksomheden leverer.

I forhold til filialer af kreditinstitutter med hjemsted udenfor EU/EØS, finder lov om finansiel virksomhed anvendelse på disse, jf. § 1, stk. 3, 1. pkt., i loven, herunder bestemmelsen i § 307 a i lov om finansiel virksomhed om udpegelse af operatører af væsentlige tjenester.

Til nr. 17 (Afsnit X a i lov om finansiel virksomhed)