Lov om ændring af lov om en garantifond for skadesforsikringsselskaber, hvidvaskloven, lov om finansiel virksomhed og forskellige andre love (Udvidelse af dækningsområde for Garantifonden for skadesforsikringsselskaber til at omfatte livsforsikringsselskaber, der udøver arbejdsulykkesforsikringsvirksomhed i Danmark, og til at omfatte motoransvarsforsikringer m.v.) § 5

Forarbejder til Lov om ændring af lov om en garantifond for skadesforsikringsselskaber, hvidvaskloven, lov om finansiel virksomhed og forskellige andre love (Udvidelse af dækningsområde for Garantifonden for skadesforsikringsselskaber til at omfatte livsforsikringsselskaber, der udøver arbejdsulykkesforsikringsvirksomhed i Danmark, og til at omfatte motoransvarsforsikringer m.v.) § 5

Til nr. 1 (§ 1, stk. 4, 1. pkt., i lov om finansiel virksomhed)

Den gældende bestemmelse i § 1, stk. 4, 1. pkt., i lov om finansiel virksomhed fastsætter, hvilke bestemmelser i lov om finansiel virksomhed der finder anvendelse for filialer her i landet af udenlandske virksomheder, der er meddelt tilladelse til at udøve den i §§ 7-11 nævnte virksomhed i et land inden for Den Europæiske Union eller et land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område.

Det fremgår af § 354 b i lov om finansiel virksomhed, at Finanstilsynet skal orientere offentligheden om sager, som er behandlet af Finanstilsynet, anklagemyndigheden eller domstolene, og som er af almen interesse eller af betydning for forståelsen af §§ 43-60 e i lov om finansiel virksomhed og bekendtgørelser udstedt i medfør heraf. §§ 43-60 e regulerer god skik for finansielle virksomheder. Bestemmelsen finder anvendelse på alle finansielle virksomheder.

Det foreslås i § 1, stk. 4, 1. pkt., at indsætte en henvisning til § 354 b.

Den foreslåede ændring vil medføre, at Finanstilsynets pligt i § 354 b også finder anvendelse for filialer her i landet af udenlandske finansielle virksomheder.

Med den foreslåede ændring skal Finanstilsynet orientere offentligheden om sager, der involverer filialer her i landet af udenlandske virksomheder fra et land inden for Den Europæiske Union eller et land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område, som er behandlet af Finanstilsynet, anklagemyndigheden eller domstolene, og som er af almen interesse eller af betydning for forståelsen af reglerne om god skik.

Den foreslåede ændring skal være med til at sikre, at reglerne om offentlighed og åbenhed i forhold til regler på forbrugerområdet, som allerede i dag gælder for finansielle virksomheder, også finder anvendelse for filialer og agenter fra udenlandske virksomheder her i landet.

Til nr. 2 (§ 1, stk. 4, 4. pkt., i lov om finansiel virksomhed)

Anvendelsesområdet for lov om finansiel virksomhed er fastsat i lovens § 1. Den gældende bestemmelse i § 1, stk. 4, 4. pkt., fastsætter, hvilke bestemmelser i loven der finder anvendelse for udenlandske kreditinstitutter med tilladelse i et land inden for Den Europæiske Union eller et land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område (EU-/EØS-lande), der yder eller udfører investeringsservice og -aktiviteter her i landet gennem filial eller tilknyttet agent etableret her i landet.

Det foreslås i § 1, stk. 4, 4. pkt., at indsætte en henvisning til § 354 b og § 363 b, stk. 1 og 2.

Den foreslåede ændring af § 1, stk. 4, 4. pkt., vil medføre, at § 363 b, stk. 1 og 2, også vil finde anvendelse på udenlandske kreditinstitutter, der er meddelt tilladelse i et land inden for Den Europæiske Union eller et land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område (EU-/EØS-lande), som yder eller udfører investeringsservice og -aktiviteter her i landet gennem en filial eller en tilknyttet agent, der er etableret her i landet.

Den foreslåede ændring sker på baggrund af dette lovforslags § 5, nr. 28, hvor det bl.a. foreslås at indsætte § 363 b, stk. 1 og 2, som fastsætter regler for afgiftsbetaling til Finanstilsynet for udenlandske kreditinstitutter fra et andet EU-/EØS-land, der yder eller udfører investeringsservice og -aktiviteter her i landet gennem filial eller tilknyttet agent etableret her i landet.

Der henvises til lovforslagets § 5, nr. 28, og bemærkningerne hertil for så vidt angår forslaget til § 363 b, stk. 1 og 2, i lov om finansiel virksomhed.

Den foreslåede ændring vil videre medføre, at Finanstilsynets pligt i § 354 b også finder anvendelse for filialer og tilknyttede agenter her i landet af udenlandske kreditinstitutter, der har tilladelse til at yde investeringsservice eller udføre investeringsaktiviteter.

Den foreslåede henvisning til § 354 b vil medføre, at Finanstilsynet skal orientere offentligheden om sager, der involverer filialer og tilknyttede agenter her i landet af udenlandske kreditinstitutter inden for Den Europæiske Union eller et land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område, som er behandlet af Finanstilsynet, anklagemyndigheden eller domstolene, og som er af almen interesse eller af betydning for forståelsen af reglerne om god skik.

Til nr. 3 (§ 1, stk. 6, i lov om finansiel virksomhed)

Anvendelsesområdet for lov om finansiel virksomhed er fastsat i lovens § 1. Den gældende § 1, stk. 6, fastsætter, hvilke bestemmelser i loven der finder anvendelse for udenlandske kreditinstitutter, der er meddelt tilladelse i et land uden for Den Europæiske Union, som Unionen ikke har indgået aftale med på det finansielle område (tredjelande), og som har tilladelse fra Finanstilsynet til grænseoverskridende at yde eller udføre investeringsservice og -aktiviteter her i landet til godkendte modparter og professionelle kunder.

Det foreslås i § 1, stk. 6, at indsætte en henvisning til § 363 b, stk. 4.

Den foreslåede ændring af § 1, stk. 6, vil medføre, at § 363 b, stk. 4, også vil finde anvendelse for udenlandske kreditinstitutter, der er meddelt tilladelse i et tredjeland, og som har tilladelse fra Finanstilsynet til grænseoverskridende at yde eller udføre investeringsservice og -aktiviteter her i landet til godkendte modparter og professionelle kunder.

Den foreslåede ændring sker på baggrund af lovforslagets § 5, nr. 28, hvor det foreslås at indsætte § 363 b, stk. 4, som fastsætter regler for afgiftsbetaling til Finanstilsynet for udenlandske kreditinstitutter, der er meddelt tilladelse i et tredjeland, og som har tilladelse fra Finanstilsynet til grænseoverskridende at yde eller udføre investeringsservice og -aktiviteter her i landet til godkendte modparter og professionelle kunder.

Der henvises til lovforslagets § 5, nr. 28, og bemærkningerne hertil for så vidt angår forslaget til § 363 b, stk. 4, i lov om finansiel virksomhed.

Til nr. 4-6 (§ 5, stk. 1, nr. 22, litra a-d, i lov om finansiel virksomhed)

Det følger af artikel 300 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/138/EF om adgang til og udøvelse af forsikrings- og genforsikringsvirksomhed (Solvens II) 2021/C 423/12, at de beløb, der er udtrykt i euro i direktivet, revideres hvert femte år ved at forhøje grundbeløbet i euro med den procentuelle ændring i samtlige medlemsstaters almindelige harmoniserede forbrugerprisindeks. Der anvendes i Solvens II-direktivet bl.a. beløbsgrænser til afgrænsning af direktivets anvendelsesområde og som absolutte og beløbsmæssigt fastlagte minimumsgrænser for forsikringsselskabers kapitalkrav. For at tage højde for inflation bør disse beløb således kunne justeres, hvilket sker ved, at Kommissionen meddeler de reviderede beløb. Solvens II-direktivet har fundet anvendelse siden 1. januar 2016, og den første femårige periode gik fra 31. december 2015 til 31. december 2020. Beløbene blev derfor revideret af Kommissionen i 2021, og de reviderede beløb skal gennemføres i medlemsstaterne.

De oprindelige beløbsgrænser fra Solvens II-direktivet er afspejlet i en række bestemmelser i lov om finansiel virksomhed, herunder § 5, stk. 1, nr. 22.

Den gældende § 5, stk. 1, nr. 22, i lov om finansiel virksomhed definerer et gruppe 1-forsikringsselskab som et forsikringsselskab, der udøver grænseoverskridende virksomhed i henhold til §§ 38 eller 39 eller forsikrings- eller genforsikringsvirksomhed omfattet af en eller flere af forsikringsklasserne 10-15 i bilag 7, medmindre de udgør accessoriske risici, eller et selskab, som i 3 på hinanden følgende år har opfyldt mindst én af følgende betingelser: a) Selskabets årlige bruttopræmie overstiger 5 mio. euro. b) Selskabets samlede forsikringsmæssige bruttohensættelser eksklusive genforsikringsaftaler og aftaler med ISPV'er overstiger 25 mio. euro. c) Selskabet er en del af en koncern, og koncernens samlede forsikringsmæssige bruttohensættelser eksklusive genforsikringsaftaler og aftaler med ISPV'er overstiger 25 mio. euro. d) Selskabet udøver genforsikringsvirksomhed, som overstiger 0,5 mio. euro af selskabets bruttopræmie, 2,5 mio. euro af dets forsikringsmæssige bruttohensættelser eksklusive genforsikringsaftaler og aftaler med ISPV'er, 10 pct. af dets bruttopræmier eller 10 pct. af dets forsikringsmæssige bruttohensættelser eksklusive genforsikringsaftaler og aftaler med ISPV'er.

Bestemmelsen implementerer artikel 4, stk. 1, i Solvens II-direktivet, som omhandler anvendelsesområdet for direktivets regler, hvor afgrænsningen af Solvens II-reglerne foretages ved at udelukke selskaber under en vis størrelse.

I § 5, stk. 1, nr. 23, defineres et gruppe 2-forsikringsselskab som et forsikringsselskab, der ikke er et gruppe 1-forsikringselskab.

Det foreslås at ændre beløbsgrænserne i § 5, stk. 1, nr. 22, litra a-d .

De foreslåede ændringer af § 5, stk. 1, nr. 22, litra a-d, er en konsekvens af artikel 300 i Solvens II-direktivet.

Det foreslåede vil medføre, at beløbene i § 5, stk. 1, nr. 22, litra a-d, kommer til at stemme overens med de beløbsgrænser, som Kommissionen har offentliggjort i Meddelelse om tilpasning i overensstemmelse med inflationen af de beløb, der er fastsat i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/138/EF om adgang til og udøvelse af forsikrings- og genforsikringsvirksomhed (Solvens II) 2021/C 423/12.

Beløbsreguleringen kan påvirke den nuværende inddeling i gruppe 1-forsikringsvirksomhed og gruppe 2-forsikringsvirksomhed, så forsikringsselskaber, der i dag er gruppe 1-forsikringsselskaber, ikke længere opfylder de nedre beløbsgrænser og dermed fremadrettet skal betegnes som gruppe 2-forsikringsselskaber.

For at Finanstilsynet kan føre et effektivt tilsyn med forsikringsselskaberne, er det nødvendigt, at selskaberne underretter Finanstilsynet om en sådan ændring, da dette har betydning for, hvilket regelsæt Finanstilsynet skal føre tilsyn efter. Selskaber, der ændrer status fra at være et gruppe 1-forsikringsselskab til et gruppe 2-forsikringsselskab eller et gruppe 2-forsikringsselskab til et gruppe 1-forsikringsselskab, skal derfor straks og senest efter 8 dage underrette Finanstilsynet herom, jf. § 11, stk. 8, i lov om finansiel virksomhed.

Til nr. 7 (§ 12, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed)

Det fremgår af den gældende § 12, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed, at banker, realkreditinstitutter og investeringsforvaltningsselskaber skal være aktieselskaber. Yderligere fremgår det, at andelskasser skal være andelsselskaber, sparekasser skal være selvejende institutioner, forsikringsselskaber skal være aktieselskaber, gensidige selskaber eller tværgående pensionskasser, og at captivegenforsikringsselskaber skal være aktieselskaber.

Reglen henviser til selskabslovens § 5, stk. 1, nr. 1, og medfører derved, at de regler, der gælder for aktieselskaber i selskabsloven med de undtagelser hertil, der findes i lov om finansiel virksomhed, skal gælde for de nævnte instituttyper. Dette er blandt andet kravene til stiftelse og registrering.

Den gældende § 12, stk. 1, omfatter ikke finansielle holdingvirksomheder. Da finansielle holdingvirksomheder ikke er omfattet af § 12, stk. 1, gælder der ikke krav om, med hvilken selskabsform finansielle holdingvirksomheder skal etableres.

Det foreslås, at ændre § 12, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed, så der indføres et krav om, at finansielle holdingvirksomheder skal være aktieselskaber eller anpartsselskaber.

Formålet med ændringen er at åbne op for muligheden for, at finansielle holdingvirksomheder kan etableres som anpartsselskaber. Selvom der for nuværende ikke gælder et krav om selskabsform for disse, skal de opfylde kapitalkrav i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 af 26. juni 2013 om tilsynsmæssige krav til kreditinstitutter og investeringsselskaber (CRR). Egentlige kernekapitalinstrumenter efter denne forordning skal godkendes af Finanstilsynet. Finanstilsynet har pligt til at høre Den Europæiske Bankmyndigheds (EBA), der offentliggør en liste over godkendte instrumenter i medlemslandene.

Den foreslåede § 12, stk. 1, vil medføre, at finansielle holdingvirksomheder kan etableres som anpartsselskaber, mens banker, realkredit- eller -institutter og investeringsforvaltningsselskaber stadig skal være aktieselskaber. Ændringen vil desuden medføre, at holdingvirksomheder, der allerede er etableret som et anpartsselskab, ikke behøver at blive omdannet til et aktieselskab.

Til nr. 8 (§ 13, stk. 1, 1. pkt., i lov om finansiel virksomhed)

Det fremgår af den gældende § 13, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed, at aktiekapitalen i finansielle virksomheder skal betales fuldt ud.

Bestemmelsen er en fravigelse fra de almindelige regler i selskabsloven om, at 25 pct. (dog mindst 40.000 kr.) af aktiekapitalen skal være indbetalt, jf. selskabsloven § 33. Hensynet til, at aktiekapitalen i finansielle virksomheder skal være fuldt indbetalt, er, at aktiekapitalen skal være tabsabsorberende i f.eks. en konkurssituation. Derfor kan aktiekapitalen i finansielle virksomheder ikke være delvist indbetalt, som det er tilfældet i andre kapitalselskaber. Det er desuden et krav efter artikel 28, stk. 1, litra b, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 af 26. juni 2013 om tilsynsmæssige krav til kreditinstitutter og investeringsselskaber (CRR), at egentlige kernekapitalinstrumenter er fuldt indbetalt for at kunne kvalificeres som egentlige kernekapitalinstrumenter og derved tælle med i kapitalgrundlaget.

Der er i gældende dansk ret ikke et lignende krav for finansielle holdingvirksomheder, på trods af at reglerne i CRR artikel 28 finder anvendelse på finansielle holdingvirksomheder, og kapitalen derfor skal være fuldt indbetalt for at kunne tælle med i kapitalgrundlaget.

Det foreslås at ændre § 13, stk. 1, 1. pkt., så aktie- eller anpartskapitalen i finansielle holdingvirksomheder ligeledes skal være fuldt indbetalt.

Den foreslåede ændring er en konsekvens af den foreslåede ændring til § 12, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed, jf. dette lovforslags § 5, nr. 7.

Formålet med ændringen er at tilpasse reglerne i lov om finansiel virksomhed til kravet i CRR om fuld indbetaling af egentlige kernekapitalinstrumenter ved at lade kravet om fuld indbetaling af selskabskapital efter § 13, stk. 1, omfatte finansielle holdingvirksomheder.

Den foreslåede ændring af § 13, stk. 1, vil medføre, at det efter lov om finansiel virksomhed er et krav, at kapitalen i finansielle holdingvirksomheder er fuldt indbetalt.

Til nr. 9 (§ 13, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed)

Det fremgår af den gældende § 13 stk. 2, i lov om finansiel virksomhed, at deling af aktiekapitalen i aktieklasser med forskellig stemmeret ikke kan finde sted i pengeinstitutter, investeringsforvaltningsselskaber, realkreditinstitutter og forsikringsselskaber.

Der kan således ikke i de nævnte virksomheder udstedes stemmeløse aktier. Bestemmelsen sikrer lige stemmeret for alle aktier i virksomheder omfattet af bestemmelsen og forhindrer derved, at en aktionær med en beskeden mængde aktier kan dominere en finansiel virksomhed.

Det foreslås at ændre § 13, stk. 2, så finansielle holdingvirksomheder omfattes af bestemmelsen og derfor ikke kan dele kapitalen i klasser med forskellig stemmeret. Ligeledes foreslås det at tilføje anpartskapital som følge af forslaget til § 12, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed, jf. dette lovforslags § 5, nr. 7.

Den foreslåede ændring af § 13, stk. 2, vil medføre, at der ikke kan ske deling af hverken aktie- eller anpartskapital i klasser med forskellig stemmeværdi.

Til nr. 10 (§ 13 a i lov om finansiel virksomhed)

Det fremgår af den gældende § 13 a, i lov om finansiel virksomhed, at selskabslovens §§ 110, 286, 306 og 318 k ikke finder anvendelse på pengeinstitutter og realkreditinstitutter.

De fire bestemmelser i selskabsloven vedrører situationer, hvor en kapitalejer, der har modsat sig en beslutning, der dog bliver vedtaget, kan kræve, at kapitalselskabet indløser kapitalejerens kapitalandele. Dette kan ske ved beslutninger, hvor kapitalejers forpligtelser over for selskabet forøges, jf. selskabsloven § 110, ved grænseoverskridende fusion, jf. selskabsloven § 286, ved grænseoverskridende spaltning, jf. selskabsloven § 306, og ved flytning til et andet EU/EØS-land, jf. selskabsloven § 318 k.

Der gælder ikke samme undtagelser for kapitalejere i pengeinstitutter og realkreditinstitutter, da disse er specifikt undtaget fra de nævnte bestemmelser i selskabsloven. Dette skyldes, at det efter artikel 28, stk. 1, litra f, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 om tilsynsmæssige krav til kreditinstitutter og investeringsselskaber (CRR) er et krav, at ingen kapitalejere må have krav på selskabet på indløsning af kapitalindskud. Hvis de forskellige muligheder for indløsning efter selskabslovens regler kunne finde anvendelse for penge- og realkreditinstitutter, ville kapitalindskud ikke kunne kvalificeres som egentlige kernekapitalinstrumenter efter CRR.

Det foreslås at ændre § 13 a , så undtagelsen til selskabslovens §§ 110, 286, 306 og 318 k også finder anvendelse for realkreditinstitutter og finansielle holdingvirksomheder.

Dette skyldes, at det også er et krav for finansielle holdingvirksomheder, at selskabskapitalen kvalificeres som egentlig kernekapital efter CRR. For at kapitalindskud kan kvalificeres som egentlig kernekapital efter CRR, må instrumenterne ikke kunne kræves indløst i de tilfælde, der er omhandlet i de fire bestemmelser i selskabsloven, og finansielle holdingvirksomheder skal derfor undtages fra kravet.

Formålet med ændringen er at få selskabskapitalen i realkreditinstitutter og finansielle holdingvirksomheder til at opfylde kravene i CRR artikel 28, stk. 1, litra f, om, at egentlige kernekapitalinstrumenter ikke må kunne indløses, undtagen ved likvidation og tilbagekøb med tilladelse.

Den foreslåede ændring af § 13 a vil medføre, at undtagelserne til selskabslovens §§ 110, 286, 306 og 318 k også kommer til at gælde for finansielle holdingvirksomheder.

Til nr. 11 (§ 33, stk. 5, i lov om finansiel virksomhed)

Efter § 33, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed skal et udenlandsk kreditinstitut, der er meddelt tilladelse i et land uden for Den Europæiske Union, som Unionen ikke har indgået aftale med på det finansielle område (tredjelande), og for hvilket tredjeland Kommissionen ikke har vedtaget en ækvivalensafgørelse vedrørende tredjelandets retlige og tilsynsmæssige ramme som omhandlet i artikel 47, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 600/2014 af 15. maj 2014 om markeder for finansielle instrumenter, eller hvor en sådan afgørelse ikke længere er gyldig, have tilladelse af Finanstilsynet til grænseoverskridende at yde investeringsservice eller udføre investeringsaktiviteter med eller uden accessoriske tjenesteydelser her i landet til godkendte modparter eller professionelle kunder.

Efter § 33, stk. 4, i lov om finansiel virksomhed kan Finanstilsynet nægte tilladelse, jf. stk. 1, såfremt lovgivningen i det land, hvor tredjelandskreditinstituttet er meddelt tilladelse og er under tilsyn, vil vanskeliggøre Finanstilsynets opgaver.

Finanstilsynet kan efter § 33, stk. 5, i lov om finansiel virksomhed fastsætte nærmere regler om tilladelsesproceduren, jf. stk. 1, herunder hvilken dokumentation der skal sendes til Finanstilsynet i forbindelse med ansøgningen. Bemyndigelsen er udnyttet i bekendtgørelse nr. 918 af 26. juni 2017 om tilladelsesproceduren for udenlandske kreditinstitutter og investeringsselskaber, der er meddelt tilladelse i et land uden for Det Europæiske Union, og som ønsker at udføre investeringsservice og investeringsaktiviteter i Danmark.

Det foreslås at indsætte et nyt stk. 5 , hvorefter Finanstilsynet kan inddrage en tilladelse, jf. stk. 1, såfremt tredjelandskreditinstituttet ikke længere opfylder kravene for at få en tilladelse, eller hvis Finanstilsynet ikke kan inddrive afgiften efter § 363 b, stk. 4, på almindelig vis.

Den foreslåede § 33, stk. 5, vil medføre, at Finanstilsynet kan inddrage en tilladelse meddelt efter § 33, stk. 1, hvis et tredjelandskreditinstitut ikke længere har tilladelse til og er under tilsyn i kreditinstituttets hjemland for så vidt angår den investeringsservice og -aktiviteter med eller uden accessoriske tjenesteydelser, som er omfattet af tilladelsen meddelt efter § 33, stk. 1. Finanstilsynet vil også kunne inddrage tilladelsen, hvis der ikke længere er indgået en aftale mellem Finanstilsynet og tredjelandskreditinstituttets tilsynsmyndighed i kreditinstituttets hjemland om konsultation og samarbejde samt udveksling af information på området for investeringsservice og -aktiviteter, eller hvis Finanstilsynet kommer i besiddelse af information om tredjelandskreditinstituttet af betydning for opretholdelse af en tilladelse meddelt efter § 33, stk. 1. Informationer af betydning for opretholdelse af en tilladelse meddelt efter § 33, stk. 1, omfatter bl.a. informationer, hvorefter Finanstilsynet konstaterer, at tredjelandskreditinstituttet udgør en risiko for de danske investorers interesser, markedernes ordentlige funktion eller den finansielle stabilitet i Danmark. Finanstilsynet vil desuden kunne inddrage en tilladelse meddelt efter § 33, stk. 1, hvis Europa-Kommissionen for tredjelandet, der er tredjelandskreditinstituttets hjemland, vedtager en ækvivalensafgørelse vedrørende tredjelandets retlige og tilsynsmæssige ramme som omhandlet i artikel 47, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 600/2014 af 15. maj 2014 om markeder for finansielle instrumenter.

Den foreslåede § 33, stk. 5, vil videre medføre, at Finanstilsynet kan inddrage en tilladelse meddelt efter § 33, stk. 1, hvis tredjelandskreditinstituttet ikke rettidigt betaler afgift til Finanstilsynet efter § 363 b, stk. 4.

Finanstilsynet vil kunne inddrage en tilladelse meddelt efter § 33, stk. 1, hvis Finanstilsynet ikke kan inddrive afgiftsbetalingen på almindelig vis. Inddragelsen vil således kunne ske i tilfælde, hvor Finanstilsynet trods opkrævning af afgiftsbetaling og rykkere for afgiftsbetaling ikke kan inddrive afgiftsbetalingen.

Den foreslåede bestemmelse skal understøtte, at tredjelandskreditinstitutter med tilladelse efter § 33, stk. 1, bidrager til finansieringen af de omkostninger, Finanstilsynet har i forbindelse med tilsynet og administrationen af tilladelser meddelt efter § 33, stk. 1.

Til nr. 12 (§ 33 a, stk. 5, 2. pkt., i lov om finansiel virksomhed)

Efter § 33 a, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed, skal et udenlandsk kreditinstitut, der er meddelt tilladelse i et land uden for Den Europæiske Union, som Unionen ikke har indgået aftale med på det finansielle område (tredjelande), have tilladelse fra Finanstilsynet til at yde investeringsservice eller udføre investeringsaktiviteter med eller uden accessoriske tjenesteydelser her i landet gennem en filial.

Efter den gældende § 33 a, stk. 5, kan Finanstilsynet inddrage en tilladelse meddelt efter § 33 a, stk. 1, i henhold til §§ 223 og 224.

Bestemmelsen i § 223 fastslår, at Finanstilsynet kan inddrage tilladelsen til at drive virksomhed som pengeinstitut, realkreditinstitut, investeringsforvaltningsselskab og forsikringsselskab samt værdipapirhandler, hvis virksomheden anmoder herom. Bestemmelsen i § 224 fastslår, i hvilke andre tilfælde Finanstilsynet har beføjelse til at inddrage tilladelsen.

Det foreslås at indsætte et 2. pkt. i § 33 a, stk. 5, hvorefter Finanstilsynet, ud over de tilfælde, der er nævnt i §§ 223 og 224, kan inddrage en tilladelse meddelt efter § 33 a, stk. 1, hvis Finanstilsynet ikke kan inddrive afgiften efter § 363 a og § 363 b, stk. 3, på almindelig vis.

Den foreslåede ændring af § 33 a, stk. 5, vil medføre, at Finanstilsynet kan inddrage en tilladelse meddelt efter § 33 a, stk. 1, hvis Finanstilsynet ikke kan inddrive afgiftsbetalingen på almindelig vis. Inddragelsen vil således kunne ske i tilfælde, hvor Finanstilsynet trods opkrævning af afgiftsbetaling og rykkere for afgiftsbetaling ikke kan inddrive afgiftsbetalingen.

Den foreslåede ændring skal understøtte, at tredjelandskreditinstitutter med tilladelse efter § 33 a, stk. 1, bidrager til finansieringen af de omkostninger, Finanstilsynet har med tilsynet og administrationen af tilladelser meddelt efter § 33 a, stk. 1.

Til nr. 13 (§ 61, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed)

Det fremgår af § 61, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed, at en fysisk eller juridisk person, der påtænker at erhverve en kvalificeret andel i en finansiel virksomhed, en finansiel holdingvirksomhed eller en forsikringsholdingvirksomhed på forhånd skal ansøge Finanstilsynet om godkendelse af den påtænkte erhvervelse. Det samme gælder ved en påtænkt forøgelse af den kvalificerede andel, hvis denne efter erhvervelsen vil udgøre eller overstige en grænse på henholdsvis 20 pct., 33 pct. eller 50 pct. af selskabskapitalen eller stemmerettighederne, eller vil medføre, at den finansielle virksomhed, den finansielle holdingvirksomhed eller forsikringsholdingvirksomheden bliver en dattervirksomhed.

Det fremgår af den gældende § 61, stk. 2, at Finanstilsynet skal bekræfte modtagelsen af en sådan ansøgning senest to arbejdsdage efter modtagelsen.

Det fremgår af § 61, stk. 3, at Finanstilsynet fra tidspunktet for den skriftlige bekræftelse af modtagelsen af ansøgningen og modtagelsen af alle de dokumenter, som kræves vedlagt ansøgningen, har en vurderingsperiode på 60 arbejdsdage til at vurdere ansøgningen. Det følger af § 61 a, hvilke hensyn Finanstilsynet skal inddrage ved vurderingen af en ansøgning.

Samtidig med bekræftelsen af modtagelsen af ansøgningen, skal Finanstilsynet underrette den påtænkte erhverver om den dato, hvor vurderingsperioden udløber, jf. § 61, stk. 3.

Det foreslås i § 61, stk. 2, at lave en lovteknisk ændring, hvor »efter stk. 4« ændres til: »jf. stk. 4«.

Der er alene tale om en sproglig ændring af lovteksten, som har til formål at give mulighed for at tilpasse bemærkningerne til § 61, stk. 2.

Formålet med ændringen af bestemmelsen er således at tilpasse bemærkningerne til bestemmelsen med henblik på at sikre, at bemærkningerne er i overensstemmelse med de fælles retningslinjer for tilsynsmæssig vurdering af erhvervelser og forøgelser af kvalificerede kapitalandele i den finansielle sektor angående det tidspunkt, hvor Finanstilsynets vurderingsperiode på 60 arbejdsdage indledes.

Finanstilsynets bekræftelse af modtagelsen af en ansøgning om erhvervelse eller forøgelse af en kvalificeret andel eller yderligere oplysninger, jf. stk. 4, skal ske senest to arbejdsdage efter modtagelsen. Finanstilsynets bekræftelse udgør udelukkende et proceduremæssigt skridt vedrørende ansøgningens formelle fuldstændighed. Hvis Finanstilsynet har modtaget en fuldstændig ansøgning, bevirker Finanstilsynets bekræftelse af modtagelsen af ansøgningen, at vurderingsperioden på 60 arbejdsdage indledes.

Hvis ansøgningen er ufuldstændig, skal Finanstilsynet ligeledes bekræfte modtagelsen. Dette vil imidlertid ikke have den virkning, at fristen på 60 arbejdsdage indledes. I en sådan bekræftelse er Finanstilsynet ikke forpligtet til at specificere, hvilke oplysninger der mangler, men kan specificere dette i et særskilt brev, som skal udarbejdes inden for en rimelig frist. Finanstilsynet skal efter modtagelsen af alle de nødvendige oplysninger bekræfte modtagelsen. Dette bevirker, at vurderingsperioden indledes.

Til nr. 14 (§ 64 b, stk. 3, i lov om finansiel virksomhed)

Det følger af § 64 b, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed at et medlem af bestyrelsen i et pengeinstitut, et realkreditinstitut eller et forsikringsselskab hurtigst muligt og senest 12 måneder efter indtræden i bestyrelsen skal gennemføre et grundkursus i de kompetencer, der er nødvendige for at varetage de forpligtelser og funktioner, som kræves af bestyrelsesmedlemmer i den virksomhedstype, som den pågældende er indtrådt i.

Det følger af § 64 b, stk. 2, at Finanstilsynet kan undtage et medlem af bestyrelsen fra kravet i stk. 1, hvis medlemmets viden, faglige kompetencer eller erfaring må anses for tilstrækkelig.

Det foreslås i § 64 b, at indsætte et nyt stk. 3, hvorefter Finanstilsynet kan undtage et medlem af bestyrelsen fra kravet i stk. 1, hvis medlemmets dansksproglige færdigheder ikke er tiltrækkelige til at gennemføre et grundkursus efter stk. 1, og et godkendt kursus ikke udbydes på engelsk. Undtagelsen er betinget af, at medlemmet hurtigst muligt og senest 12 måneder efter indtræden i bestyrelsen gennemfører anden undervisning, hvis indholdsmæssige rammer er godkendt af Finanstilsynet, herunder en introduktion til den danske selskabsretlige struktur og relevante områder, der er særlige for danske finansielle virksomheder.

Den foreslåede bestemmelse er i overensstemmelse med fagudvalgets anbefalinger, som fremgår af rapporten om grundkursus for bestyrelsesmedlemmer i pengeinstitutter, realkreditinstitutter og forsikringsselskaber (2016). I denne anbefaler fagudvalget, at der ikke stilles krav til, at godkendte kursusudbydere helt eller delvist skal udbyde undervisningen på engelsk. Der stilles i reglerne om udbud af det lovpligtige grundkursus ikke krav om, at dette også skal udbydes på engelsk. Fagudvalget anbefalede på den baggrund, at udenlandske bestyrelsesmedlemmer, der ikke har tilstrækkelige danskkundskaber til at kunne gennemføre grundkurset på dansk, som konsekvens bør meddeles dispensation fra gennemførelse af grundkurset. Fagudvalget fandt, at udenlandske bestyrelsesmedlemmer ofte vil være valgt ind i bestyrelsen på baggrund af særlig viden om eller erfaring med finansielle virksomheder, og de pågældendes behov for undervisning vil snarere være en introduktion til den danske selskabsretlige struktur og de danske aktører samt områder, som er særlige for danske virksomheder.

Der henvises til afsnit 5.2. og 6.2. i rapport om grundkursus for bestyrelsesmedlemmer i pengeinstitutter, realkreditinstitutter og forsikringsselskaber (2016).

Den foreslåede bestemmelse vil indebære en lovfæstelse af Finanstilsynets allerede etablerede praksis på området, hvorefter Finanstilsynet kan undtage udenlandske bestyrelsesmedlemmer, som ikke har tilstrækkelige sproglige færdigheder til at gennemføre og få udbytte af et af de udbudte kurser efter stk. 1, hvis medlemmet i stedet gennemfører anden undervisning, hvis indholdsmæssige rammer er godkendt af Finanstilsynet. Bestyrelsesmedlemmet skal gennemføre undervisningen hurtigst muligt og senest 12 måneder efter indtræden i bestyrelsen, således at det pågældende medlem er i stand til at varetage de pligter og funktioner, som påkræves af medlemmer i bestyrelsen for et pengeinstitut, et realkreditinstitut eller et forsikringsselskab.

De indholdsmæssige rammer for undervisningen vil som udgangspunkt kunne godkendes, hvis undervisningen introducerer det pågældende bestyrelsesmedlem til den danske selskabsretlige struktur og de danske aktører samt områder, som er særlige for den danske finansielle lovgivning. Derudover kan undervisningen introducere bestyrelsesmedlemmet til kompetenceområder, der indgår i et grundkursus, hvor bestyrelsesmedlemmet vurderes ikke at leve op til læringsmålene. Undervisningen kan gennemføres internt hos den virksomhed, som det pågældende bestyrelsesmedlem indtræder i, eller hos eksterne parter. Finanstilsynet vurderer de indholdsmæssige rammer for undervisningen i forbindelse med virksomhedens ansøgning om dispensation fra kravet om gennemførsel af et grundkursus. Den foreslåede bestemmelse er ikke til hinder for, at et pengeinstitut, et realkreditinstitut eller et forsikringsselskab vælger at inkludere yderligere emner eller forhold i undervisningen, som specifikt er relevante for den pågældendes virksomhed.

Den foreslåede bestemmelse vil ikke berøre den gældende dispensationsadgang i stk. 2. Det gælder således som hidtil, at et bestyrelsesmedlem, som har tiltrækkelig viden, faglig kompetence og erfaring, kan undtages fra kravet om gennemførelse af et grundkursus, hvis vedkommende opfylder læringsmålene for kompetenceområderne i bekendtgørelsen.

Virksomheden og bestyrelsesmedlemmet skal kunne dokumentere, at bestyrelsesmedlemmet har gennemført undervisningen.

Til nr. 15 (§ 64 b, stk. 4, i lov om finansiel virksomhed)

Det fremgår af § 64 b, stk. 3, i lov om finansiel virksomhed, at Finanstilsynet i særlige tilfælde kan tillade, at et medlem af bestyrelsen gennemfører et grundkursus, jf. stk. 1, senere end 12 måneder efter medlemmets indtræden i bestyrelsen.

Det foreslås i § 64 b, stk. 3, der bliver stk. 4, at indsætte en henvisning til det foreslåede stk. 3.

Den foreslåede ændring er en konsekvens af den foreslåede ændring af § 64 b, stk. 3, hvorefter Finanstilsynet kan undtage et medlem af bestyrelsen fra kravet i stk. 1, hvis medlemmets sproglige færdigheder ikke er tilstrækkelige til at gennemføre et grundkursus efter stk. 1, hvis medlemmet hurtigst muligt og senest 12 måneder efter indtræden i bestyrelsen gennemfører anden undervisning, hvis rammer er godkendt af Finanstilsynet.

Den foreslåede ændring vil medføre, at Finanstilsynet også i særlige tilfælde kan tillade, at et udenlandsk medlem af bestyrelsen i et pengeinstitut, et realkreditinstitut eller et forsikringsselskab, hvis sproglige færdigheder ikke er tilstrækkelige til at gennemføre et grundkursus, jf. stk. 1, gennemfører anden undervisning, hvis rammer er godkendt af Finanstilsynet, senere end 12 måneder efter medlemmets indtræden i bestyrelsen.

Der er ikke tilsigtet øvrige materielle ændringer med den foreslåede ændring.

Til nr. 16-18 (§ 75 a, stk. 1, 1. pkt., og § 75 b, stk. 1, 1. pkt., i lov om finansiel virksomhed)

Det fremgår af § 75 a, stk. 1, 1. pkt., i lov om finansiel virksomhed, at en finansiel virksomhed skal have en ordning, hvor dens ansatte via en særlig, uafhængig og selvstændig kanal kan indberette overtrædelser eller potentielle overtrædelser af den finansielle regulering begået af virksomheden, herunder af ansatte eller medlemmer af bestyrelsen i virksomheden.

Det fremgår af stk. 1, 2. pkt., at indberetninger til ordningen skal kunne foretages anonymt.

Af stk. 1, 3. pkt., fremgår det, at virksomheden skal følge op på indberetninger til ordningen og skriftligt kunne dokumentere, hvordan virksomheden har fulgt op på indberetningerne.

Endelig fremgår det af stk. 1, 4. pkt., at lov om beskyttelse af whistleblowere finder anvendelse på ordningen i 1. pkt., jf. dog § 2 i lov om beskyttelse af whistleblowere.

§ 2 i lov om beskyttelse af whistleblowere implementerer whistleblowerdirektivets artikel 3, stk. 1. Artiklen regulerer whistleblowerdirektivets forhold til regler om whistleblowerordninger i sektorspecifikke EU-retsakter, herunder ordningerne på det finansielle område.

Reglerne i lov om finansiel virksomhed har herefter forrang, når de giver whistlebloweren en bedre beskyttelse, end whistlebloweren ellers ville få i medfør af lov om beskyttelse af whistleblowere.

Det fremgår af § 75 b, stk. 1, at en finansiel virksomhed ikke må udsætte ansatte for ufordelagtig behandling eller ufordelagtige følger, som følge af at den ansatte har indberettet virksomhedens, herunder en ansats eller et bestyrelsesmedlems, overtrædelse eller potentielle overtrædelse af den finansielle regulering til Finanstilsynet eller til en whistleblowerordning i virksomheden. Det samme gælder ved fastsættelse, tildeling og udbetaling af variabel løn til ansatte eller tidligere ansatte.

Som udgangspunkt er alle former for ufordelagtig behandling omfattet. Ufordelagtig behandling kan foruden afskedigelse f.eks. være degradering, forflyttelse, chikane eller lignende.

Det er en forudsætning for bestemmelsens anvendelsesområde, at den ansatte har indberettet en overtrædelse eller en potentiel overtrædelse af den finansielle regulering til Finanstilsynet eller til den finansielle virksomheds whistleblowerordning, og det er ligeledes en forudsætning, at der er årsagssammenhæng mellem den ufordelagtige behandling eller ufordelagtige følger og det forhold, at den ansatte har indberettet en overtrædelse til en whistleblowerordning.

At der skal foreligge årsagssammenhæng medfører bl.a., at bestemmelsen alene finder anvendelse i forbindelse med ufordelagtig behandling eller ufordelagtige følger, som besluttes efter den ansatte har indberettet en virksomheds overtrædelse eller potentielle overtrædelse af den finansielle regulering.

Det fremgår af § 75 b, stk. 2, at den ansatte eller tidligere ansatte, hvis rettigheder er krænket ved overtrædelse af stk. 1, kan tilkendes en godtgørelse i overensstemmelse med principperne i lov om ligebehandling af mænd og kvinder med hensyn til beskæftigelse m.v. Godtgørelsen fastsættes under hensyn til den ansattes eller den tidligere ansattes ansættelsestid og sagens omstændigheder i øvrigt.

Der er ikke fastsat et maksimum for godtgørelsen, men denne fastsættes af domstolene og voldgiftsretterne med hensyntagen til den ansattes ansættelsestid og den enkelte sags omstændigheder, herunder med iagttagelse af det EU-retlige effektivitetsprincip. En eventuel godtgørelse er dog ikke til hinder for, at den ansatte modtager erstatning for et økonomisk tab, forudsat at betingelserne i henhold til de almindelige erstatningsretlige regler er opfyldt. I forbindelse med fastsættelse af godtgørelsen skal domstolene tage udgangspunkt i praksis efter § 16, stk. 3, i ligebehandlingsloven.

Det fremgår af § 75 b, stk. 3, at stk. 1 og 2 ikke ved forudgående eller efterfølgende aftale kan fraviges til ugunst for den ansatte.

Efter bestemmelsen vil det ikke være muligt at indgå et udenretligt forlig til fuld og endelig afgørelse, såfremt dette stiller den ansatte ringere, end bestemmelsen tilsiger. Bestemmelsen er imidlertid ikke til hinder for aftaler, der stiller den ansatte bedre, end den ansatte er stillet efter lovens bestemmelser.

Det fremgår af § 75 c, stk. 1, at såfremt en ansat eller tidligere ansat og en finansiel virksomhed indgår en aftale om en tavshedsklausul, skal det fremgå af aftalen, at den ansatte eller tidligere ansatte ikke er afskåret fra at indberette oplysninger om overtrædelser eller potentielle overtrædelser af den finansielle regulering. Bestemmelsen vedrører alle aftaler om tavshedsklausuler.

Det følger af § 75 c, stk. 2, at den ansatte eller tidligere ansatte uanset aftalen om tavshedsklausulens indhold kan indberette oplysninger om overtrædelser eller potentielle overtrædelser af den finansielle regulering. Det er således ikke muligt for en finansiel virksomhed at afskære en ansat eller tidligere ansat fra at indberette oplysninger, selvom der er indgået en aftale om tavshedsklausul med vedkommende. Denne del af aftalen vil således være ugyldig.

Det foreslås at udvide anvendelsesområdet for § 75 a, stk. 1, 1. pkt ., § 75 b, stk. 1, 1. pkt., og § 75 c, stk. 1 og 2, ved at tilføje ”crowdfundingstjenesteudbydere” til bestemmelserne.

De foreslåede ændringer vil medføre, at crowdfundingtjenesteudbydere omfattes af whistleblowerbestemmelserne i lov om finansiel virksomhed. Ændringen indebærer desuden, at crowdfundingtjenesteudbydere med færre end 50 ansatte omfattes af reglerne i lov om finansiel virksomhed, jf. § 75 a, stk. 1, 4. pkt.

Ændringerne vil medføre en styrket beskyttelse af den ansatte eller tidligere ansatte i en crowdfundingtjenesteudbyder, idet crowdfundingtjenesteudbyderen både vil være omfattet af de særlige sektorspecifikke beskyttelsesregler i lov om finansiel virksomheder, herunder garantien for anonymitet, samt reglerne i lov om beskyttelse af whistleblowere. Ændringerne sikrer desuden ensartede regler og beskyttelse af whistleblowere på tværs af den finansielle sektor.

For crowdfundingtjenesteudbydere med færre end 50 ansatte foreslås det i § 12, stk. 5, i dette lovforslag, at § 75 a, stk. 1, 4. pkt., i lov om finansiel virksomhed først finder anvendelse fra den 17. december 2023. Der henvises i den forbindelse til lovforslagets § 12 og bemærkningerne hertil.

Til nr. 19-23 (§ 126, stk. 2, nr. 1-4, § 126 d, stk. 5, nr. 1-5, i lov om finansiel virksomhed)

Det følger af artikel 300 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/138/EF om adgang til og udøvelse af forsikrings- og genforsikringsvirksomhed (Solvens II) 2021/C 423/12, at de beløb, der er udtrykt i euro i direktivet, revideres hvert femte år ved at forhøje grundbeløbet i euro med den procentuelle ændring i samtlige medlemsstaters almindelige harmoniserede forbrugerprisindeks. Der anvendes i Solvens II-direktivet bl.a. beløbsgrænser til afgrænsning af direktivets anvendelsesområde og som absolutte og beløbsmæssigt fastlagte minimumsgrænser for forsikringsselskabers kapitalkrav. For at tage højde for inflation bør disse beløb således kunne justeres, hvilket sker ved, at Kommissionen meddeler de reviderede beløb. Solvens II-direktivet har fundet anvendelse siden 1. januar 2016, og den første femårige periode gik fra 31. december 2015 til 31. december 2020. Beløbene blev derfor revideret af Kommissionen i 2021, og de reviderede beløb skal gennemføres i medlemsstaterne.

De oprindelige beløbsgrænser fra Solvens II-direktivet er afspejlet i en række bestemmelser i lov om finansiel virksomhed, herunder § 126, stk. 2, nr. 1-4, og § 126 d, stk. 5, nr. 1-5.

Det følger af den gældende § 126, stk. 2, nr. 1-4, i lov om finansiel virksomhed, at kravet til minimumsbasiskapitalen for gruppe 2-forsikringsselskaber skal udgøre et beløb fastsat i euro, afhængig af om forsikringsselskabet er et livsforsikringsselskab eller et skadesforsikringsselskab, samt afhængig af hvilke klasser forsikringsselskabet udøver virksomhed indenfor. Det gældende krav til minimumsbasiskapitalen udgør således: 1) 3,7 mio. euro for selskaber, der udøver virksomhed omfattet af bilag 8. 2) 2,5 mio. euro for selskaber, der udøver virksomhed inden for forsikringsklasserne 1-9 og 16-18, jf. bilag 7. 3) 3,6 mio. euro for selskaber, der udøver genforsikringsvirksomhed. 4) 1,2 mio. euro for captivegenforsikringsselskaber.

Den gældende § 126 d, stk. 5, i lov om finansiel virksomhed, fastsætter den nedre grænse for minimumskapitalkravet for gruppe 1-forsikringsselskaber. Den nedre grænse for minimumskapitalkravet er fastsat som en beløbsmæssig størrelse i euro, der varierer alt efter den virksomhed, som forsikringsselskabet udøver. Den gældende nedre grænse er således: 1) 3,7 mio. euro for forsikringsselskaber, der udøver virksomhed omfattet af bilag 8. 2) 2,5 mio. euro for forsikringsselskaber, der udøver virksomhed inden for forsikringsklasserne 1-9 og 16-18, jf. bilag 7. 3) 3,7 mio. euro for forsikringsselskaber, der udøver virksomhed inden for forsikringsklasserne 10-15, jf. bilag 7. 4) 3,6 mio. euro for forsikringsselskaber, der udøver genforsikringsvirksomhed. 5) 1,2 mio. euro for captivegenforsikringsselskaber.

Bestemmelsen implementerer artikel 129, stk. 1, litra d, i Solvens II-direktivet.

Det foreslås at ændre beløbsgrænserne i § 126, stk. 2, nr. 1-4 , og § 126 d, stk. 5, nr. 1 -5 .

De foreslåede ændringer af § 126 d, stk. 5, nr. 1-5, er en konsekvens af artikel 300 i Solvens II-direktivet.

Det foreslåede vil medføre, at beløbene i § 126 d, stk. 5, kommer til at stemme overens med de beløbsgrænser, som Kommissionen har offentliggjort i Meddelelse om tilpasning i overensstemmelse med inflationen af de beløb, der er fastsat i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/138/EF om adgang til og udøvelse af forsikrings- og genforsikringsvirksomhed (Solvens II) 2021/C 423/12.

Gruppe 2-forsikringsselskaber er på grund af deres begrænsede størrelse og aktivitetsområde ikke omfattet af Solvens II-direktivet, hvorfor de heller ikke er omfattet af solvensreglerne i Solvens II-direktivet. Det følger dog af forarbejderne til § 126, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed, jf. Folketingstidende 2014-15, A, L 114 som fremsat, side 42, der omhandler kravet til minimumsbasiskapitalen for gruppe 2-forsikringsselskaber, at for at sikre en ensartet beskyttelse af forsikringstagerne skal beløbsgrænserne for gruppe 2-forsikringsselskaberne i § 126, stk. 2, nr. 1-4, reguleres sideløbende med beløbsgrænserne i § 126 d, stk. 5.

Det foreslåede vil derfor medføre, at beløbene i § 126, stk. 1-4, reguleres sideløbende med beløbsgrænserne i § 126 d, stk. 5.

Til nr. 24 (§ 128 a i lov om finansiel virksomhed)

Det fremgår af den gældende § 128 a i lov om finansiel virksomhed, at Finanstilsynet har hjemmel til at fastsætte regler om finansielle virksomheders udstedelse af gældsbreve med vilkår om konvertering til aktie-, garanti- eller andelskapital, herunder i hvilket omfang selskabslovens kapitel 10 finder anvendelse.

Med hjemmel i § 128 a er udstedt bekendtgørelse nr. 1358 af 22. november 2016 om opgørelse af basiskapital for gruppe 2-forsikringsselskaber og om opgørelse af kapitalgrundlag for visse fondsmæglerselskaber og bekendtgørelse nr. 2155 af 3. december 2020 om opgørelse af risikoeksponeringer, kapitalgrundlag og solvensbehov.

Den gældende bestemmelse giver ikke mulighed for at fastsætte regler om finansielle holdingvirksomheders udstedelse af gældsbreve med konvertering. Bestemmelsen giver heller ikke mulighed for at fastsætte regler om konvertering til anpartskapital.

Det foreslås at ændre § 128 a , så finansielle holdingvirksomheder tilføjes til bestemmelsen. Det foreslås videre, at bestemmelsen udvides til også at omfatte konvertering til anpartskapital.

Ændringen foreslås indført som konsekvens af lovforslagets § 5, nr. 7, om ændring af § 12, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed.

Den foreslåede ændring af § 128 a vil medføre, at Finanstilsynet kan fastsætte regler for finansielle holdingvirksomheders udstedelse af gældsbreve med vilkår om konvertering, ligesom det på nuværende tidspunkt er muligt for finansielle virksomheder. Forslaget vil ligeledes medføre, at Finanstilsynet kan fastsætte regler for vilkår om konvertering til anpartskapital, i de tilfælde hvor finansielle holdingvirksomheder er organiseret som anpartsselskab.

Ændringerne er nødvendige for, at de finansielle virksomheders udstedelse af kapitalinstrumenter lever op til kravene i CRR, jf. artikel 52.

Til nr. 25 (§ 361, stk. 6, nr. 1, i lov om finansiel virksomhed)

Lov om finansiel virksomhed § 361, stk. 6, nr. 1, fastsætter, at virksomheder og personer omfattet af § 1, stk. 1, nr. 8, 23 og 24, i hvidvaskloven betaler Finanstilsynet et årligt grundbeløb på 4.400 kr.

Hvidvasklovens § 48, stk. 2, fastsætter, at virksomheder og personer omfattet af § 1, stk. 1, nr. 22-26, skal registreres hos Finanstilsynet for at udøve deres aktiviteter.

Det foreslås i § 361, stk. 6, nr. 1, at ændre »stk. 1, nr. 8, 23 og 24« til: »stk. 1, nr. 8 og 22-26«.

Det foreslåede har til formål at sikre, at virksomheder og personer, der skal lade sig registrere hos Finanstilsynet, i medfør af hvidvasklovens § 48, stk. 2, ligeledes betaler en årlig afgift til Finanstilsynet.

Det foreslåede medfører, at udbydere af veksling mellem virtuelle valutaer og fiatvalutaer, udbydere af overførsel af virtuel valuta og udbydere af finansielle tjenester relateret til en udsteders udbud eller salg af virtuelle valutaer bliver pålagt at betale et årligt grundbeløb til Finanstilsynet på 4.400 kr. Disse virksomheder, der blev omfattet af pligten til at lade sig registrere i henhold til hvidvaskloven ved lov nr. 1163 af 8. juni 2021, blev ikke samtidig omfattet af afgiftspligten i § 361, stk. 6, nr. 1. Den foreslåede ændring retter op på det.

Det foreslåede ændrer ikke på den afgift, der bliver opkrævet af Finanstilsynet hos udbydere af virtuelle tegnebøger og udbydere af veksling mellem en eller flere typer af virtuel valuta.

Det foreslåede skal ses i sammenhæng med lovforslagets § 5, nr. 1, der nyaffatter § 1, stk. 1, nr. 26, hvorefter udbydere af finansielle tjenester relateret til en udsteders udbud og/eller salg af virtuelle valutaer omfattes af hvidvasklovens anvendelsesområde.

Grundbeløbet efter § 361, stk. 6, nr. 1, i lov om finansiel virksomhed justeres i henhold til § 361, stk. 11.

Til nr. 26 (§ 361, stk. 7, i lov om finansiel virksomhed)

Finanstilsynet kræver årligt afgifter fra den finansielle sektor i december. Afgiften dækker året, der er gået. Afgifterne bliver opkrævet hos virksomheder under tilsyn og dækker Finanstilsynets udgifter til tilsyn med virksomhederne.

Det følger af § 361 i lov om finansiel virksomhed, at en række fysiske og juridiske personer skal betale et årligt grundbeløb til Finanstilsynet. Beløbene i den gældende bestemmelse er angivet i 2016-niveau, men reguleres årligt svarende til udviklingen i Finanstilsynets bevilling på finansloven, jf. § 361, stk. 11, i lov om finansiel virksomhed.

Det følger af den gældende § 361, stk. 7, nr. 1, i lov om finansiel virksomhed, at udenlandske forvaltere af alternative investeringsfonde omfattet af kapitel 17 i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v., som er meddelt tilladelse til at markedsføre en udenlandsk alternativ investeringsfond i Danmark, betaler 4.400 kr. pr. alternativ investeringsfond og 4.400 kr. pr. afdeling i fonden.

Henvisningen til kapitel 17 er en fejlhenvisning. Kapitel 17 i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v. vedrører regler for forvaltere af alternative investeringsfonde med registreret hjemsted i et tredjeland, herunder regler om referenceland. Erhvervsministeren fastsætter tidspunktet for ikrafttræden af bestemmelserne i kapitel 17, jf. § 192, stk. 3, i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v. Bestemmelserne i kapitel 17 er ikke trådt i kraft. Det skyldes, at de bestemmelser i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/61/EU af 8. juni 2011 om forvaltere af alternative investeringsfonde og om ændring af direktiv 2003/41/EF og 2009/65/EF samt forordning (EF) nr. 1060/2009 og (EU) nr. 1095/2010 (FAIF-direktivet), som bestemmelserne i kapitel 17 skal implementere, ikke er sat i kraft af Kommissionen. Den rette henvisning er en henvisning til de enkelte paragraffer i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v., som de udenlandske forvaltere af alternative investeringsfonde er omfattet af.

Det følger af den gældende § 361, stk. 7, nr. 2, i lov om finansiel virksomhed, at udenlandske forvaltere af alternative investeringsfonde fra et land inden for Den Europæiske Union eller et land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område, og udenlandske forvaltere af alternative investeringsfonde fra et tredjeland, som Danmark er referenceland for, der er meddelt tilladelse til at forvalte danske alternative investeringsfonde, årligt betaler et grundbeløb til Finanstilsynet. Grundbeløbet udgør 44.500 kr. og skal dække Finanstilsynets udgifter i forbindelse med registrering og løbende overvågning af forvalternes aktiviteter i forbindelse med forvaltning af danske alternative investeringsfonde. Danske forvaltere af alternative investeringsfonde betaler årligt et grundbeløb i medfør af § 367 i lov om finansiel virksomhed.

Ordlyden i § 361, stk. 7, nr. 2, herunder henvisningen til udenlandske forvaltere af alternative investeringsfonde fra et tredjeland, som Danmark er referenceland for, blev affattet i forbindelse med implementeringen af FAIF-direktivet. Direktivreglerne vedrørende udenlandske forvaltere af alternative investeringsfonde fra et tredjeland og reglerne om referenceland er imidlertid ikke trådt i kraft. Det er således på nuværende tidspunkt ikke muligt for udenlandske forvaltere af alternative investeringsfonde fra et tredjeland at forvalte danske alternative investeringsfonde.

Det følger desuden af artikel 9 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2019/1156/EU af 20. juni 2019 om lettere grænseoverskridende distribution af kollektive investeringsinstitutter og om ændring af forordning (EU) nr. 345/2013, (EU) nr. 346/2013 og (EU) nr. 1286/2014 (CBDF-forordningen), at hvor gebyrer eller afgifter opkræves af de kompetente myndigheder for at udføre deres opgaver i forbindelse med FAIF'ers, EuVECA-forvalteres, EuSEF-forvalteres og investeringsinstitutters grænseoverskridende aktiviteter, skal disse gebyrer eller afgifter være i overensstemmelse med de samlede udgifter, der er forbundet med udøvelsen af den kompetente myndigheds funktioner.

Det foreslås at nyaffatte § 361, stk. 7, i lov om finansiel virksomhed. Med nyaffattelsen vil der ikke henvises til kapitel 17 i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v., de årlige grundbeløb justeres, og bestemmelsen opdeles i de foreslåede nr. 1-5.

Opdelingen skal gøre det tydeligt, hvilke forvaltere af alternative investeringsfonde der skal betale grundbeløb til Finanstilsynet. Fastsættelsen af det årlige grundbeløb skal desuden sikre, at opkrævning af grundbeløb sker i overensstemmelse med artikel 9 i CBDF-forordningen.

Det foreslås i nr. 1 , at forvaltere af alternative investeringsfonde med registreret hjemsted i et andet land inden for Den Europæiske Union eller et land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område, som i henhold til § 88 i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v. i Danmark markedsfører andele i en alternativ investeringsfond fra et andet land inden for Den Europæiske Union eller et land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område, betaler 5.000 kr. i årligt grundbeløb til Finanstilsynet.

Det fremgår af § 88 i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v., at forvaltere af alternative investeringsfonde med registreret hjemsted i et andet land inden for Den Europæiske Union eller et land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område, som har fået tilladelse til at forvalte alternative investeringsfonde i henhold til regler, der gennemfører FAIF-direktivet, og som ønsker at markedsføre andele i alternative investeringsfonde fra et land inden for Den Europæiske Union eller et land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område, over for professionelle investorer i Danmark, kan påbegynde markedsføring fra det tidspunkt, hvor de kompetente myndigheder i forvalterens hjemland har underrettet forvalteren om, at de har fremsendt anmeldelse og erklæring herom til Finanstilsynet i henhold til reglerne i FAIF-direktivet.

Forslaget vil medføre, at forvaltere af alternative investeringsfonde fra en anden EU-medlemsstat eller et EØS-land, der i Danmark markedsfører andele i en alternativ investeringsfond med registreret hjemsted i en anden EU-medlemsstat eller i et EØS-land, skal betale et årligt grundbeløb i henhold til nr. 1.

Det foreslås i nr. 2 , at forvaltere af alternative investeringsfonde med registreret hjemsted i et andet land inden for Den Europæiske Union eller et land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område, som i henhold til § 109 i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v. i Danmark markedsfører andele i en alternativ investeringsfond fra et tredjeland, betaler 8.000 kr. i årligt grundbeløb til Finanstilsynet.

Det fremgår af § 109 i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v., at forvaltere af alternative investeringsfonde med registreret hjemsted i Danmark, et andet land inden for Den Europæiske Union eller et land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område, og som ønsker at markedsføre udenlandske alternative investeringsfonde i Danmark, af Finanstilsynet kan få tilladelse til dette, når en række nærmere angivne betingelser er opfyldt.

Forslaget vil medføre, at en forvalter af alternative investeringsfonde fra en anden EU-medlemsstat eller et EØS-land, der i Danmark markedsfører andele i en alternativ investeringsfond fra et tredjeland, skal betale et årligt grundbeløb i henhold til nr. 2.

Det foreslås i nr. 3, i lov om finansiel virksomhed, at forvaltere af alternative investeringsfonde med registreret hjemsted i et tredjeland, der i henhold til § 130 i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v. har tilladelse til markedsføring i Danmark af andele i en alternativ investeringsfond fra et tredjeland, betaler 8.000 kr. i årligt grundbeløb til Finanstilsynet.

Det fremgår af § 130 i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v., at forvaltere af alternative investeringsfonde med registreret hjemsted i et tredjeland, kan få tilladelse af Finanstilsynet til at markedsføre andele til professionelle investorer i Danmark i en alternativ investeringsfond, som forvalteren forvalter, når en række nærmere angivne betingelser er opfyldt.

Forslaget vil medføre, at forvaltere af alternative investeringsfonde fra et tredjeland, der i Danmark markedsfører andele i en alternativ investeringsfond fra et tredjeland, skal betale et årligt grundbeløb i henhold til nr. 3.

Det foreslås i nr. 4, at forvaltere af alternative investeringsfonde fra et land inden for Den Europæiske Union eller et land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område, som i henhold til § 95 i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v. forvalter danske alternative investeringsfonde, betaler Finanstilsynet 4.100 kr. i årligt grundbeløb.

Det fremgår af § 95, stk. 1, at en forvalter af alternative investeringsfonde med registreret hjemsted i et andet land inden for Den Europæiske Union eller et land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område, som har fået tilladelse til at forvalte alternative investeringsfonde i henhold til FAIF-direktivet, kan påbegynde forvaltning af alternative investeringsfonde, der er etableret i Danmark, fra det tidspunkt, hvor de kompetente myndigheder i forvalterens hjemland har underrettet forvalteren om, at de til Finanstilsynet har fremsendt de oplysninger, der fremgår af § 90, samt en erklæring om, at forvalteren har tilladelse til at forvalte alternative investeringsfonde med den pågældende type investeringsstrategi.

Forslaget vil medføre, at forvaltere af alternative investeringsfonde fra en anden EU-medlemsstat eller et EØS-land, som i henhold til § 95 i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v. forvalter danske alternative investeringsfonde, skal betale et årligt grundbeløb til Finanstilsynet.

Det foreslås i nr. 5 , at forvaltere af alternative investeringsfonde med registreret hjemsted i et andet land inden for Den Europæiske Union eller et andet land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område, som har etableret en filial i Danmark, betaler Finanstilsynet 4.100 kr. i årligt grundbeløb.

Forslaget vil medføre, at en forvalter fra en anden EU-medlemsstat eller et EØS-land, der har etableret en filial i Danmark, skal betale et årligt grundbeløb til Finanstilsynet.

Til nr. 27 (§ 361, stk. 8, i lov om finansiel virksomhed)

Finanstilsynet kræver årligt afgifter fra den finansielle sektor i december. Afgiften dækker året, der er gået. Afgifterne bliver opkrævet hos virksomheder under tilsyn og dækker Finanstilsynets udgifter til tilsyn med virksomhederne.

Det følger af § 361, at en række fysiske og juridiske personer skal betale et årligt grundbeløb til Finanstilsynet. Beløbene angivet i den gældende bestemmelse er angivet i 2016-niveau, men reguleres årligt svarende til udviklingen i Finanstilsynets bevilling på finansloven, jf. § 361, stk. 11, i lov om finansiel virksomhed.

Det følger af den gældende § 361, stk. 8, nr. 1, at for hver meddelelse, anmeldelse eller ansøgning om grænseoverskridende markedsføring af andele i investeringsinstitutter, jf. § 27 i lov om investeringsforeninger m.v., betaler udenlandske investeringsinstitutter 5.500 kr.

Det følger af den gældende § 361, stk. 8, nr. 2, at udenlandske investeringsinstitutter omfattet af § 27 i lov om investeringsforeninger m.v. betaler 17.500 kr.

Det følger af § 27 i lov om investeringsforeninger m.v., at udenlandske investeringsinstitutter, der har fået tilladelse i henhold til reglerne i direktiv 2009/65/EF af 13. juli 2009 om samordning af love og administrative bestemmelser om visse institutter for kollektiv investering i værdipapirer (investeringsinstitutter) (UCITS-direktivet) til at udøve den i §§ 3 og 4 i lov om investeringsforeninger m.v. nævnte virksomhed af de kompetente myndigheder i et andet land inden for Den Europæiske Union eller i et land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område i medfør af UCITS-direktivet, og som ønsker at markedsføre sine andele direkte eller indirekte her i landet, kan begynde at markedsføre sine andele, når Finanstilsynet har modtaget meddelelse herom med den komplette dokumentation fra de kompetente myndigheder i instituttets hjemland.

Det følger desuden af artikel 9 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2019/1156/EU af 20. juni 2019 om lettere grænseoverskridende distribution af kollektive investeringsinstitutter, og om ændring af forordning (EU) nr. 345/2013, (EU) nr. 346/2013 og (EU) nr. 1286/2014 (CBDF-forordningen), at hvor gebyrer eller afgifter opkræves af de kompetente myndigheder for at udføre deres opgaver i forbindelse med FAIF'ers, EuVECA-forvalteres, EuSEF-forvalteres og investeringsinstitutters grænseoverskridende aktiviteter, skal disse gebyrer eller afgifter være i overensstemmelse med de samlede udgifter, der er forbundet med udøvelsen af den kompetente myndigheds funktioner.

Det foreslås at nyaffatte § 361, stk. 8, så udenlandske investeringsinstitutter omfattet af § 27 i lov om investeringsforeninger m.v. betaler et årligt grundbeløb til Finanstilsynet på 5.000 kr., hvis de markedsfører færre end 10 afdelinger og 11.000 kr., hvis de markedsfører 10 afdelinger eller flere.

Nedsættelsen af det årlige grundbeløb skal sikre, at opkrævning af grundbeløb sker i overensstemmelse med artikel 9 i CBDF-forordningen.

Forslaget vil medføre, at udenlandske investeringsinstitutter omfattet af § 27 i lov om investeringsforeninger m.v., skal betale et årligt grundbeløb til Finanstilsynet.

Til nr. 28 (§ 363 b i lov om finansiel virksomhed)

Finanstilsynet kræver årligt afgifter fra den finansielle sektor i december. Afgiften dækker året, der er gået. Afgifterne bliver opkrævet hos virksomheder under tilsyn og dækker Finanstilsynets udgifter til tilsyn med virksomhederne.

Lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og -aktiviteter fastsætter i § 265, jf. § 5, at udenlandske investeringsselskaber og kreditinstitutter, der er meddelt tilladelse til at yde eller udføre investeringsservice og -aktiviteter i et land inden for Den Europæiske Union eller et land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område (EU-/EØS-lande), og som udøver sådan virksomhed her i landet gennem filial eller tilknyttet agent, der er etableret her i landet, skal betale afgift til Finanstilsynet. Afgiften fastsættes i henhold til kapitel 22 i lov om finansiel virksomhed.

Videre fastsætter lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og -aktiviteter i § 265, jf. § 7, stk. 3, at udenlandske investeringsselskaber og kreditinstitutter, der er meddelt tilladelse til at yde eller udføre investeringsservice og -aktiviteter i et land uden for Den Europæiske Union, som Unionen ikke har indgået aftale med på det finansielle område (tredjelande), og som udøver sådan virksomhed her i landet gennem filial, skal betale afgift til Finanstilsynet. Afgiften fastsættes i henhold til kapitel 22 i lov om finansiel virksomhed.

Kapitel 22 i lov om finansiel virksomhed fastsætter regler om afgift. De gældende bestemmelser i kapitel 22 fastsætter imidlertid ikke regler om afgift for investeringsselskaber og kreditinstitutter fra et andet EU-/EØS-land eller et tredjeland, der yder eller udfører investeringsservice og -aktiviteter her i landet gennem filial eller tilknyttet agent etableret her i landet efter henholdsvis §§ 38 og 43 i lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og -aktiviteter og §§ 30 og 33 a i lov om finansiel virksomhed.

Hverken lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og -aktiviteter eller lov om finansiel virksomhed fastsætter regler om afgift for investeringsselskaber og kreditinstitutter fra tredjelande, der yder eller udfører grænseoverskridende investeringsservice og -aktiviteter her i landet til godkendte modparter og professionelle kunder efter henholdsvis § 41 i lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og -aktiviteter og § 33 i lov om finansiel virksomhed.

Det foreslås at indsætte en ny bestemmelse, § 363 b .

Det foreslås i stk. 1, at filialer her i landet af udenlandske kreditinstitutter og investeringsselskaber, der er meddelt tilladelse til at udøve den virksomhed, som er nævnt i § 13, stk. 1, i lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og -aktiviteter, i et land inden for Den Europæiske Union eller et land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område (EU-/EØS-lande), betaler en årlig afgift til Finanstilsynet på 8.000 kr.

Forslaget vil medføre, at kreditinstitutter og investeringsselskaber fra et andet EU/EØS-land, der har notificeret filialetablering her i landet, jf. henholdsvis § 30 i lov om finansiel virksomhed og § 38 i lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og -aktiviteter, skal betale en årlig afgift til Finanstilsynet, som skal bidrage til finansieringen af Finanstilsynets værtslandstilsyn, jf. § 250 i lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og -aktiviteter.

Efter forslaget vil det alene være kreditinstitutter fra et andet EU-/EØS-land, der har notificeret, at filialen her i landet yder eller udfører investeringsservice og -aktivitet, som udover at betale afgift efter den gældende § 363 a skal betale afgift efter den foreslåede § 363 b, stk. 1. Udøver filialen alene kreditinstitutvirksomhed, skal kreditinstituttet kun betale afgift efter den gældende § 363 a.

En filial udgør ikke en selvstændig del af det udenlandske investeringsselskab, der har etableret filialen. Derfor foreslås det, at afgiften pålægges investeringsselskabet.

Det foreslås i stk. 2, at stk. 1 også finder anvendelse, hvis de pågældende virksomheder udøver deres virksomhed her i landet gennem tilknyttede agenter, der er etableret her i landet.

Forslaget vil medføre, at udenlandske investeringsselskaber og kreditinstitutter fra et andet EU-/EØS-land, der har notificeret virksomhed her i landet gennem tilknyttede agenter, der er etableret her i landet, jf. henholdsvis § 38 i lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og -aktiviteter og § 30 i lov om finansiel virksomhed, skal betale en årlig afgift til Finanstilsynet på samme vis, som havde de notificeret filialetablering her i landet.

Tilknyttede agenter agerer på vegne af det investeringsselskab eller det kreditinstitut, der har tilknyttet agenten, herunder på investeringsselskabets eller kreditinstituttets betingelsesløse ansvar. Det foreslås derfor, at henholdsvis investeringsselskabet eller kreditinstituttet pålægges afgiften.

Det foreslås i stk. 3, at filialer her i landet af udenlandske investeringsselskaber og kreditinstitutter, der er meddelt tilladelse til at udøve den virksomhed, som er nævnt i § 13, stk. 1, i lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og -aktiviteter, i et tredjeland, betaler årligt en afgift til Finanstilsynet på 15.000 kr.

Forslaget vil medføre, at tredjelandsinvesteringsselskaber og -kreditinstitutter, der har opnået Finanstilsynets tilladelse til at yde eller udføre investeringsservice og -aktiviteter, jf. § 13, stk. 1, i lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og -aktiviteter, her i landet gennem filial efter henholdsvis § 43 i lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og -aktiviteter og § 33 a i lov om finansiel virksomhed, skal betale en årlig afgift til Finanstilsynet, som skal bidrage til Finanstilsynets tilsyn med filialerne, jf. § 7 i lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og -aktiviteter.

En filial udgør ikke en selvstændig del af det udenlandske investeringsselskab eller kreditinstitut, der har etableret filialen. Det foreslås derfor, at afgiften pålægges investeringsselskabet eller kreditinstituttet.

Det foreslås i stk. 4 , at udenlandske kreditinstitutter og investeringsselskaber, der er meddelt tilladelse til at udøve den virksomhed, som er nævnt i § 13, stk. 1, i lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og -aktiviteter, i et tredjeland, og for hvilket land Europa-Kommissionen ikke har vedtaget en ækvivalensafgørelse vedrørende tredjelandets retlige og tilsynsmæssige ramme som omhandlet i artikel 47, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 600/2014 af 15. maj 2014 om markeder for finansielle instrumenter, eller hvor en sådan afgørelse ikke længere er gyldig, og som yder grænseoverskridende tjenesteydelser med investeringsservice og -aktiviteter her i landet, betaler en årlig afgift til Finanstilsynet på 8.000 kr.

Forslaget vil medføre, at udenlandske tredjelandsinvesteringsselskaber og kreditinstitutter, der har opnået Finanstilsynets tilladelse til grænseoverskridende investeringsservice og -aktiviteter her i landet til godkendte modparter og professionelle kunder efter henholdsvis § 41 i lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og -aktiviteter og § 33 i lov om finansiel virksomhed, skal betale en årlig afgift til Finanstilsynet. Afgiften skal bidrage til Finanstilsynets tilsyn med de grænseoverskridende tjenesteydelser, jf. § 8 lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og -aktiviteter.

Til nr. 29-33 (§ 417 b, stk. 4, nr. 6-10, i lov om finansiel virksomhed)

Det følger af § 417 b, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed, at et gruppe 1-forsikringsselskab indtil den 1. januar 2032 kan få tilladelse fra Finanstilsynet til at anvende et fradrag i de forsikringsmæssige hensættelser opgjort efter bestemmelsens stk. 2.

§ 417 b, stk. 2, fastsætter, hvordan fradraget skal opgøres.

Det følger af den gældende § 417 b, stk. 4, at Finanstilsynet kan begrænse fradraget opgjort efter bestemmelsens stk. 2, hvis anvendelsen heraf medfører, at solvenskapitalkravet, jf. § 126 c, er mindre end det største af summen af de i § 417 b, stk. 4, nr. 1-5, nævnte beløb og det største af det for selskabet relevante beløb i § 417 b, stk. 4 nr. 6-10.

Den gældende § 417 b, stk. 4, nr. 6-10, indeholder de samme beløbsgrænser, som også fremgår af § 126, stk. 2, nr. 1-4, og § 126 d, stk. 5, som foreslås ændret ved dette lovforslags § 5, nr. 19-23.

Det foreslås at ændre beløbsgrænserne i § 417 b, stk. 4, nr. 6-10 .

Det foreslåede vil medføre, at beløbsgrænserne i § 417 b, stk. 4, nr. 6-10, ensartes med beløbsgrænserne i det foreslåede § 126 d, stk. 5, nr. 1-5. Det foreslåede har således til formål at sikre konsistens mellem bestemmelserne.

Den foreslåede § 126 d, stk. 5, nr. 1-5, er en konsekvens af artikel 300 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/138/EF om adgang til og udøvelse af forsikrings- og genforsikringsvirksomhed (Solvens II) 2021/C 423/12. Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til den foreslåede § 126 d, stk. 5, nr. 1-5.