Lov om ændring af lov om en garantifond for skadesforsikringsselskaber, hvidvaskloven, lov om finansiel virksomhed og forskellige andre love (Udvidelse af dækningsområde for Garantifonden for skadesforsikringsselskaber til at omfatte livsforsikringsselskaber, der udøver arbejdsulykkesforsikringsvirksomhed i Danmark, og til at omfatte motoransvarsforsikringer m.v.) § 2

Forarbejder til Lov om ændring af lov om en garantifond for skadesforsikringsselskaber, hvidvaskloven, lov om finansiel virksomhed og forskellige andre love (Udvidelse af dækningsområde for Garantifonden for skadesforsikringsselskaber til at omfatte livsforsikringsselskaber, der udøver arbejdsulykkesforsikringsvirksomhed i Danmark, og til at omfatte motoransvarsforsikringer m.v.) § 2

Til nr. 1 (§ 3, stk. 1, nr. 1, i kreditaftaleloven)

Det fremgår af § 3, stk. 1, nr. 1, i kreditaftaleloven, at loven ikke finder anvendelse på kreditaftaler, hvor kreditten ydes rentefrit og uden andre omkostninger. Det fremgår endvidere, at lovens § 8 c dog finder anvendelse på aftaler om kortfristede forbrugslån. § 8 c indeholder regler om en obligatorisk betænkningsperiode ved indgåelse af aftaler om kortfristede forbrugslån.

Det foreslås at affatte kreditaftalelovens § 3, stk. 1, nr. 1 , således, at aftaler om køb af varer eller tjenesteydelser, hvor udbyderen rente- og omkostningsfrit accepterer, at forbrugeren betaler for varen eller tjenesteydelsen på et tidspunkt, der ligger senere end leveringstidspunktet, men ikke senere end 90 dage efter leveringstidspunktet, og hvor der ikke er en tredjepart, der yder kredit, undtages fra lovens anvendelsesområde.

Det vil medføre, at reglerne i kreditaftaleloven fremover vil finde anvendelse på situationer, hvor en forbruger i forbindelse med køb af f.eks. varer eller tjenesteydelser indgår en rente- og omkostningsfri kreditaftale, der ydes af tredjepart. Det vil sige, at udbyderen (tredjepart) bliver forpligtet til at overholde reglerne i kreditaftaleloven, herunder bl.a. lovens oplysningspligter og krav om, at der skal foretages en kreditværdighedsvurdering af forbrugeren inden aftaleindgåelse. Herudover vil forbrugere, som indgår denne type aftaler kunne udøve de rettigheder, der følger af kreditaftaleloven, herunder f.eks. fortrydelsesretten og retten til førtidig indfrielse.

Den foreslåede ændring vil endvidere medføre, at den situation, hvor en erhvervsdrivende rente- og omkostningsfrit accepterer, at forbrugeren betaler for en vare eller tjenesteydelse på et tidspunkt, der ligger senere end leveringstidspunktet, men ikke senere end 90 dage efter leveringstidspunktet, og hvor der ikke er en tredjepart, der yder kredit, ikke omfattes af lovens anvendelsesområde. Det omfatter f.eks. den situation, hvor den erhvervsdrivende udsteder en regning med henblik på betaling inden for en bestemt frist. Det kunne eksempelvis være tilfælde, hvor en forbruger får leveret en håndværksydelse og får en faktura direkte af den pågældende erhvervsdrivende, som skal betales på et tidspunkt, der ligger senere end leveringen. Et andet eksempel kan være den situation, hvor en forbruger ved et tandlægebesøg får en regning med i stedet for at betale beløbet med det samme. Tilsvarende vil den erhvervsdrivende endvidere fortsat kunne reservere salgets fulde beløb på forbrugerens konto, men først trække beløbet på et senere tidspunkt, uden at situationen bliver omfattet af lovens anvendelsesområde. Det afgørende er således, at der i disse situationer ikke gøres brug af en finansieringsløsning, der ydes af en tredjepart, men at der blot indgås en aftale direkte mellem den erhvervsdrivende og forbrugeren om, hvornår betaling skal ske. Undtagelsen finder anvendelse, selvom der ved misligholdelse tilskrives renter og gebyrer efter renteloven.

Den foreslåede ændring medfører, at en række rente- og omkostningsfri kreditter, der ikke i dag er omfattet af kreditaftalelovens anvendelsesområde, fremover bliver omfattet af kreditaftalelovens anvendelsesområde. Det drejer sig bl.a. om den situation, hvor en sælger rente- og omkostningsfrit accepterer, at forbrugeren betaler for varen eller tjenesteydelsen på et tidspunkt, der ligger senere end 90 dage fra leveringstidspunktet, og hvor der ikke er en tredjepart, der yder kredit. Dette indebærer bl.a., at udbyderne af sådanne kreditter som noget nyt skal foretage en kreditværdighedsvurdering af forbrugeren inden aftaleindgåelse, jf. kreditaftalelovens § 7 c.

Det følger af kreditaftalelovens § 7 c, stk. 1, at kreditgiveren inden kreditaftalens indgåelse skal vurdere forbrugerens kreditværdighed på grundlag af fyldestgørende oplysninger, der, hvor det er relevant, indhentes hos forbrugeren og, hvor det er nødvendigt, ved søgning i relevante databaser. Hvis kreditgiveren og forbrugeren efter kreditaftalens indgåelse bliver enige om at ændre det samlede kreditbeløb, skal kreditgiveren efter stk. 2 ajourføre de finansielle oplysninger, som kreditgiveren har om forbrugeren. Dette betyder imidlertid ikke, at kreditgiveren skal foretage en ny vurdering af forbrugerens kreditværdighed. Dette skal kun ske, hvis der er tale om en væsentlig forhøjelse af det samlede kreditbeløb.

Fristen for tilbagebetaling af beløbet foreslås fastsat til højest 90 dage efter leveringstidspunktet. Baggrunden for fristen er at undgå, at betalingen udstrækkes over en længere periode, da dette kan øge risikoen for, at forbrugeren kan ende med en gæld, som forbrugeren ikke kan betale tilbage. Fristen skal dermed sikre, at den udskudte betaling ikke bliver en kredit, der lige så vel kunne have været ydet af en tredjepart. Formålet med fristen er således at begrænse undtagelsens anvendelsesområde og derved begrænse mulighederne for omgåelse.

Den foreslåede bestemmelse vil endvidere medføre, at udbydere af rente- og omkostningsfrie kreditter kan straffes efter reglerne i kreditaftalelovens § 56. Efter kreditaftalelovens § 56, stk. 2, kan den, der gør sig skyldig i grov eller oftere gentagen overtrædelse af kreditaftalelovens §§ 7a, 7b, 8-10 eller 17, som bl.a. indeholder regler om kreditgivers oplysningspligt forud for aftaleindgåelsen og krav til kreditaftalens form og indhold, straffes med bøde. Det vil ligeledes betyde, at reglerne i kreditaftalelovens § 57 om frakendelse af retten til at drive virksomhed med kreditgivning vil finde anvendelse på udbydere af rente- og omkostningsfrie kreditter.

Herudover vil udbydere af rente- og omkostningsfri kreditter, som ikke foretager kreditværdighedsvurdering i henhold til kreditaftalelovens § 7 c, kunne meddeles et påbud af Forbrugerombudsmanden eller Finanstilsynet efter reglerne i henholdsvis markedsføringslovens § 32, stk. 2, og § 348 i lov om finansiel virksomhed. Virksomheder, der ikke efterkommer et påbud, kan straffes med bøde eller – for så vidt angår markedsføringsloven – med fængsel i op til fire måneder.

Til nr. 2 (§ 3, stk. 1, nr. 2, i kreditaftaleloven)

Det fremgår af § 3, stk. 1, nr. 1, i kreditaftaleloven, at loven ikke finder anvendelse på kreditaftaler, hvor kreditten ydes rentefrit og uden andre omkostninger. Det fremgår endvidere, at lovens § 8 c dog finder anvendelse på aftaler om kortfristede forbrugslån. § 8 c indeholder regler om en obligatorisk betænkningsperiode ved indgåelse af aftaler om kortfristede forbrugslån.

Det fremgår af kreditaftalelovens § 3, stk. 1, nr. 2, at loven ikke finder anvendelse på kreditaftaler, ifølge hvilke kreditten skal betales tilbage inden 3 måneder, og som kun er forbundet med ubetydelige omkostninger. Lovens § 8 c finder dog anvendelse på aftaler om kortfristede forbrugslån.

Det foreslås at affatte kreditaftalelovens § 3, stk. 1, nr. 2, således, at aftaler om betalingskort med udskudt betaling, hvor det samlede transaktionsbeløb debiteres på kortindehavers konto på en bestemt dato, senest 50 dage efter transaktionen, uden at der skal betales renter eller omkostninger i forbindelse med den udskudte betaling, undtages fra lovens anvendelsesområde. Lovens § 8 b, stk. 2, finder dog anvendelse.

Det vil medføre, at aftaler om denne type kort fortsat vil være undtaget fra lovens anvendelsesområde. Et betalingskort med udskudt betaling er en betalingsinstrumentkategori, der gør det muligt for betaleren at initiere en debet- eller kreditkorttransaktion fra kortholderens betalingskonto på en forud aftalt specifik dato, typisk en gang om måneden, og uden renter og gebyrer.

Det vil endvidere medføre, at kreditaftalelovens § 8 b, stk. 2, dog vil finde anvendelse på denne type aftaler. Det vil indebære, at forbrugeren i tilfælde af et væsentligt overtræk i en periode på over 1 måned, skal have de oplysninger, der fremgår af § 8 b, stk. 2. Det er bl.a. oplysninger om en eventuel bod eller morarenter.

Fristen for, hvornår transaktionsbeløbet skal debiteres fra kortindehavers konto, fastsættes til 50 dage efter transaktionen. Fristen har til formål at begrænse undtagelsens anvendelsesområde til korte kreditter og derved begrænse mulighederne for omgåelse.

Den foreslåede ændring vil endvidere medføre, at den hidtidige undtagelse udgår, således at kreditaftaler, hvor kreditten skal betales tilbage inden 90 dage, og som kun er forbundet med ubetydelige omkostninger, fremover omfattes af reglerne i kreditaftaleloven. Det vil sige, at udbydere af denne type kreditaftaler bliver forpligtede til at overholde reglerne i kreditaftaleloven, herunder bl.a. lovens oplysningspligter og krav om, at der skal foretages en kreditværdighedsvurdering af forbrugeren inden aftaleindgåelse. Herudover vil forbrugere, som indgår denne type aftaler kunne udøve de rettigheder, der følger af kreditaftaleloven, herunder f.eks. fortrydelsesretten og retten til førtidig indfrielse.

Den foreslåede bestemmelse vil endvidere medføre, at udbydere af denne type kreditaftaler kan straffes efter reglerne i kreditaftalelovens § 56. Det vil ligeledes betyde, at reglerne i kreditaftalelovens § 57 om frakendelse af retten til at drive virksomhed med kreditgivning vil finde anvendelse på udbydere af denne type kreditaftaler.

Herudover vil udbydere af denne type kreditter, som ikke foretager kreditværdighedsvurdering i henhold til kreditaftalelovens § 7 c, kunne meddeles et påbud af Forbrugerombudsmanden eller Finanstilsynet efter reglerne i henholdsvis markedsføringslovens § 32, stk. 2, og § 348 i lov om finansiel virksomhed. Virksomheder, der ikke efterkommer et påbud, kan straffes med bøde eller – for så vidt angår markedsføringsloven – med fængsel i op til fire måneder.