LOV nr 1750 af 29/12/2025
Beskæftigelsesministeriet
Lov om ændring af lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, lov om organisering og understøttelse af beskæftigelsesindsatsen m.v. og forskellige andre love (Reform af beskæftigelsesindsatsen, mere fleksible kontaktforløb og tilbud, afskaffelse af kravet om jobcentre, frihed i organisering af beskæftigelsesindsatsen, afskaffelse af ressourceforløb og revalidering m.v.) § 7
I lov om seniorjob, jf. lovbekendtgørelse nr. 1090 af 15. september 2015, som ændret senest ved § 35 i lov nr. 469 af 14. maj 2025, foretages følgende ændringer:
1. I § 10, 2. pkt., og § 11, stk. 1, nr. 2, ændres »jobcenteret« til: »kommunen«.
2. I § 10, 2. pkt., ændres »Beskæftigelsesministeriets database (Jobnet)« til: »Jobnet eller i kommunens eller arbejdsløshedskassens digitale cv-løsning«.
Krydsreferencer
1 love refererer til denne paragraf
Forarbejder til Lov om ændring af lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, lov om organisering og understøttelse af beskæftigelsesindsatsen m.v. og forskellige andre love (Reform af beskæftigelsesindsatsen, mere fleksible kontaktforløb og tilbud, afskaffelse af kravet om jobcentre, frihed i organisering af beskæftigelsesindsatsen, afskaffelse af ressourceforløb og revalidering m.v.) § 7
Til nr. 1
Efter § 10 i lov om seniorjob kan en person, der er ansat i et seniorjob eller modtager kompensation efter § 8, henvises til ordinært arbejde. Personen skal være registreret som arbejdssøgende uden ydelse i jobcenteret og have indlagt oplysninger om sin arbejds- og uddannelsesmæssige baggrund m.v. (cv) i Beskæftigelsesministeriets database (Jobnet).
Efter lovens § 11, stk. 1, nr. 2, skal ansættelsen i seniorjob ophøre, hvis personen afslår et rimeligt ordinært arbejde, som personen er henvist til af jobcenteret efter § 11, stk. 2, nr. 3, i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats.
Det foreslås i lovens § 10, 2. pkt., og § 11, stk. 1, nr. 2, at »jobcenteret« ændres til »kommunen«.
Forslaget er en konsekvens af at ophæve kravet om, at den kommunale beskæftigelsesindsats skal være samlet i et lokalt jobcenter, jf. lovforslagets § 2, nr. 5, og vil således ikke medføre materielle ændringer af bestemmelserne.
Til nr. 2
Efter § 10 i lov om seniorjob kan en person, der er ansat i et seniorjob eller modtager kompensation efter lovens § 8, henvises til ordinært arbejde. Personen skal være registreret som arbejdssøgende uden ydelse i jobcenteret og have indlagt oplysninger om sin arbejds- og uddannelsesmæssige baggrund m.v. (cv) i Beskæftigelsesministeriets database (Jobnet).
Det foreslås, at i lovens § 10, 2. pkt., ændres »Beskæftigelsesministeriets database (Jobnet)« til: »Jobnet, i kommunens eller arbejdsløshedskassens digitale cv-løsning«.
Forslaget vil betyde, at registreringen af cv-oplysninger i stedet vil kunne ske i kommunernes og for medlemmer af en arbejdsløshedskasse i arbejdsløshedskassernes digitale cv-løsninger, hvis de tilbyder en sådan selvbetjeningsløsning.
Formålet er, at kommunerne og arbejdsløshedskasserne i større omfang end i dag kan tilbyde alternative eller supplerende selvbetjeningsløsninger i form af digitale cv-løsninger til personer og medlemmer, som kan eller skal registrere cv-oplysninger, forudsat at registreringerne synkroniseres med DFDG.
Det foreslås i lovforslagets § 2, nr. 25, jf. forslaget til § 33, stk. 2, i lov om organisering og understøttelse af beskæftigelsesindsatsen m.v., at det er en forudsætning, at registreringerne løbende synkroniseres med DFDG.
Med forslaget vil personerne få valgfrihed i forhold til, om de vil registrere deres cv-oplysninger på Jobnet, i kommunens eller i arbejdsløshedskassens digitale cv-løsning.
Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til pkt. 2.17.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.