Lovguiden Logo
Gældende

LOV nr 1750 af 29/12/2025

Beskæftigelsesministeriet

Lov om ændring af lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, lov om organisering og understøttelse af beskæftigelsesindsatsen m.v. og forskellige andre love (Reform af beskæftigelsesindsatsen, mere fleksible kontaktforløb og tilbud, afskaffelse af kravet om jobcentre, frihed i organisering af beskæftigelsesindsatsen, afskaffelse af ressourceforløb og revalidering m.v.) § 3

I lov om sygedagpenge, jf. lovbekendtgørelse nr. 1221 af 9. oktober 2025, som ændret ved § 7 i lov nr. 630 af 11. juni 2024, foretages følgende ændringer:

1. I § 7, stk. 5, 2. pkt., udgår »revalidering, ressourceforløb eller«.

2. Overskriften til kapitel 6 affattes således:

»Opfølgning«.

3. I § 8, stk. 1, 1. pkt., udgår »sygdommens karakter og«, og efter »forudsætninger,« indsættes: »herunder den sygemeldtes helbredstilstand,«.

4. I § 8, stk. 3, udgår »visitere,«.

5. I § 9, stk. 2, 1. pkt., udgår »anden revalidering,«.

6. I § 10, stk. 1, udgår », visitationen«.

7. I § 10 a og § 11, stk. 1, udgår »visitation og«.

8. §§ 12-13 a ophæves.

9. § 13 b, stk. 1, 1. pkt., affattes således:

»Kommunen skal følge op mindst en gang inden for det første halve år regnet fra første fraværsdag, jf. dog § 13 f.«

10. § 13 b, stk. 1, 6. pkt., affattes således:

»Kommunen beslutter, om den første opfølgning skal ske ved en individuel samtale med personligt fremmøde, telefonisk eller ved personligt digitalt fremmøde, jf. dog stk. 4 og 5.«

11. § 13 b, stk. 4, affattes således:

»Stk. 4. Den første opfølgningssamtale skal ske ved en individuel samtale med personligt fremmøde, hvis den sygemeldte ønsker det.«

12. I § 13 b, stk. 6, indsættes efter »Jobnet«: »eller i kommunens eller arbejdsløshedskassens digitale cv-løsning«.

13. I § 13 b, stk. 7, udgår », der er visiteret til kategori 2,« og », jf. stk. 1«.

14. § 13 c, stk. 1, 1. pkt., affattes således:

»Indsatsen for sygemeldte kan bestå af gradvis tilbagevenden samt tilbud og mentorstøtte efter kapitel 11, 12, 14 og 26 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats.«

15. § 13 c, stk. 3, ophæves.

16. I § 13 e, stk. 1, udgår »som er visiteret til kategori 2 efter § 12, stk. 1, nr. 2, og«.

17. § 13 f affattes således:

»§ 13 f. Hvad angår sygemeldte i et ansættelsesforhold, der forventes at blive raskmeldt senest inden udgangen af 26. uge regnet fra første fraværsdag, skal kommunen uanset § 13 b, stk. 1, 1. pkt., ikke følge op med henblik på at understøtte, at den sygemeldte kan vende tilbage til arbejdet, medmindre den sygemeldte eller arbejdsgiveren ønsker det, jf. dog stk. 2.

Stk. 2. Kommunen kan efter en konkret vurdering beslutte, at den sygemeldte skal deltage i opfølgning efter § 13 b, stk. 1, 1. pkt., uanset at den sygemeldte forventes at blive raskmeldt senest inden udgangen af 26. uge regnet fra første fraværsdag. Endvidere har den sygemeldte ret til at få en samtale.

Stk. 3. Hvad angår sygemeldte omfattet af stk. 1, som bliver ledige, eller som ikke er raskmeldt inden udgangen af 26. uge regnet fra første fraværsdag, skal der følges op efter reglerne i § 13 b, stk. 1, 3.-8. pkt.«

18. I § 14 udgår »nærmere regler om de to kategorier og om visitation, jf. § 12, og«.

19. I § 15, stk. 1, 1. pkt., udgår »§ 13 a, stk. 1, eller«.

20. I § 15, stk. 1, 1. pkt., ændres »behov for revalidering, ressourceforløb,« til: »om den sygemeldte er i målgruppen for«.

21. I § 15, stk. 1, 2. pkt., ændres »jf. stk. 4-8« til: »jf. stk. 3-6«.

22. § 15, stk. 2, ophæves.

Stk. 3 og 4 bliver herefter stk. 2 og 3.

23. § 15, stk. 5, ophæves.

Stk. 6-8 bliver herefter stk. 4-6.

24. I § 21, stk. 1, nr. 1, ændres »rehabiliteringsplanens forberedende del, jf. lov om en aktiv beskæftigelsesindsats §§ 43 og 44, eller undlader at deltage i møde i rehabiliteringsteamet, jf. § 9 i lov om organisering og understøttelse af beskæftigelsesindsatsen m.v.,« til: »beskrivelsen af personens forudsætninger for at arbejde,«.

25. I § 27, stk. 1, nr. 4, ændres: »en sag skal behandles i rehabiliteringsteamet, med henblik på at kommunen hurtigst muligt kan træffe afgørelse om ressourceforløb, fleksjob eller førtidspension« til: »den sygemeldte er i målgruppen for fleksjob eller førtidspension og skal have udarbejdet en samlet beskrivelse af sine forudsætninger for at arbejde, med henblik på at kommunen hurtigst muligt kan træffe afgørelse om fleksjob eller førtidspension«.

26. I § 27, stk. 1, nr. 7, udgår », eller når kommunen har vurderet, at det er helt åbenbart, at en persons arbejdsevne ikke kan forbedres og sagen derfor ikke skal forelægges rehabiliteringsteamet, jf. § 18, stk. 2, 2. pkt., i lov om social pension«.

27. § 40, stk. 4, 2. pkt., ophæves.

28. I § 71 b, stk. 1, nr. 7, ændres »kontanthjælp efter §§ 16-20, revalideringsydelse, ressourceforløbsydelse i ressourceforløb« til: »revalideringsydelse og ressourceforløbsydelse i ressourceforløb, jf. de tidligere gældende regler i kapitel 6 a og 6 c i lov om aktiv socialpolitik, jf. lovbekendtgørelse nr. 1004 af 30. juni 2025, kontanthjælp efter §§ 16-20«.


Krydsreferencer

1 love refererer til denne paragraf

Detaljer

Forarbejder til Lov om ændring af lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, lov om organisering og understøttelse af beskæftigelsesindsatsen m.v. og forskellige andre love (Reform af beskæftigelsesindsatsen, mere fleksible kontaktforløb og tilbud, afskaffelse af kravet om jobcentre, frihed i organisering af beskæftigelsesindsatsen, afskaffelse af ressourceforløb og revalidering m.v.) § 3

Til nr. 1

Det fremgår af § 7, stk. 5, i lov om sygedagpenge, at sygedagpengene ophører helt eller delvis den dag, hvor lønmodtageren eller den selvstændige erhvervsdrivende er helt eller delvis arbejdsdygtig, uanset om den pågældende genoptager arbejdet eller raskmelder sig, jf. dog § 53, stk. 2. Sygedagpengene kan ophøre tidligere, når den sygemeldtes helbredstilstand er stationær og kommunen efter en individuel, konkret vurdering af personens arbejdsevne skønner, at den sygemeldte ikke er berettiget til revalidering, ressourceforløb eller visitation til fleksjob eller førtidspension. Dog vil udbetalingen af sygedagpenge senest ophøre ved revurderingstidspunktet, jf. §§ 24 eller 25, medmindre betingelserne for en forlængelse af sygedagpengeperioden efter §§ 27 eller 29 er opfyldt.

Det foreslås, at i lovens § 7, stk. 5, 2. pkt. , udgår »revalidering, ressourceforløb eller«.

Den foreslåede ændring er en følge af, at revalidering og ressourceforløb foreslås ophævet.

Den foreslåede ændring vil medføre, at kommunen ikke længere skal skønne, om den sygemeldte er berettiget til revalidering eller ressourceforløb i forbindelse med vurderingen af, om sygedagpengene skal ophøre, fordi den sygemeldtes helbredstilstand er stationær.

Der henvises til bemærkningerne til lovforslagets § 3, nr. 1, for en nærmere beskrivelse.

Til nr. 2

I lov om sygedagpenge er der før § 8 en overskrift med teksten »Visitation og opfølgning«.

Det foreslås, at i overskriften før § 8 udgår »visitation og«.

Forslaget er en konsekvens af lovforslagets § 3, nr. 8, hvor det foreslås at ophæve lovens §§ 12 – 13 a om visitation.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.1.2.1.3 i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

Til nr. 3

Efter § 8, stk. 1, i lov om sygedagpenge skal kommunen i løbende sygedagpengesager, hvor kommunen ikke har modtaget en raskmelding, tilrettelægge og gennemføre et individuelt og fleksibelt opfølgningsforløb under hensyn til sygdommens karakter og sygemeldtes behov og forudsætninger. Kommunen skal inddrage den sygemeldte i opfølgningen.

Det foreslås, at i lovens § 8, stk. 1, 1. pkt., udgår »sygdommens karakter og« og efter »forudsætninger,« indsættes: »herunder den sygemeldtes helbredstilstand«.

Der er alene tale om en sproglig justering i forbindelse med, at det i lovforslagets § 3, nr. 8, foreslås at ophæve lovens §§ 12 – 13 a om visitation.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.1.2.1.3 i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

Til nr. 4

Efter § 8, stk. 3, i lov om sygedagpenge skal kommunen som led i opfølgningsforløbet indhente oplysningsskema, visitere, holde samtale og foretage en samlet vurdering af behov for indsats m.v.

Det foreslås, at i lovens § 8, stk. 3, udgår »visitere,«.

Forslaget er en konsekvens af lovforslagets § 3, nr. 8, hvor det foreslås at ophæve lovens §§ 12 - 13 a om visitation.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.1.2.1.3 i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

Til nr. 5

Efter § 9, stk. 2, i lov om sygedagpenge, skal kommunen informere sygemeldtes arbejdsplads om relevante initiativer, som kommunen iværksætter for den sygemeldte, f.eks. virksomhedspraktik, anden revalidering, fleksjob eller førtidspension. Informationen forudsætter samtykke fra den sygemeldte.

Det foreslås, at i lovens § 9, stk. 2, udgår »anden revalidering,«.

Forslaget skal ses i sammenhæng med, at revalideringsordningen foreslås ophævet, jf. lovforslagets § 1, nr. 99.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.5.2 i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

Til nr. 6

Efter § 10, stk. 1, i lov om sygedagpenge, skal kommunen løbende, herunder ved anmeldelsen, visitationen og ved hver opfølgning, vurdere, om betingelserne for at modtage sygedagpenge er til stede, samt om der foreligger hel eller delvis uarbejdsdygtighed på grund af egen sygdom.

Det foreslås, at i lovens § 10, stk. 1, udgår », visitationen«.

Forslaget er en konsekvens af lovforslagets § 3, nr. 8, hvor det foreslås at ophæve lovens §§ 12 – 13 a om visitation.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.1.2.1.3 i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

Til nr. 7

Det følger af § 10 a i lov om sygedagpenge, at for sygemeldte med ret til sygedagpenge efter § 24 a, stk. 6, eller § 24 b, stk. 1, tilrettelægges opfølgningen således, at kommunen ikke skal indhente et oplysningsskema efter § 11, hvis sagen er tilstrækkeligt belyst i forhold til kommunens visitation og opfølgning.

Efter lovens § 11, stk. 1, skal kommunen have et tilstrækkeligt oplyst grundlag for at foretage visitation og opfølgning, herunder forberede den første samtale samt vurdere retten til fulde eller nedsatte sygedagpenge.

Det foreslås, at i lovens § 10 a og 11, stk. 1, udgår »visitation og«.

Forslaget er en konsekvens af lovforslagets § 3, nr. 8, hvor det foreslås at ophæve lovens §§ 12 – 13 a om visitation.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.1.2.1.3 i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

Til nr. 8

Efter § 12, stk. 1, i lov om sygedagpenge, visiterer kommunen sagen til enten kategori 1 (sager, hvori en fuld raskmelding forventes inden for 8 uger regnet fra første fraværsdag), eller kategori 2 (sager, hvori en fuld raskmelding forventes senere end 8 uger regnet fra første fraværsdag).

Det følger af lovens § 13, at kommunen fastlægger opfølgningen ved visitationen.

Det følger af lovens § 13 a, stk. 1, at hvis sygefraværsperioden varer længere end 8 uger for en sygemeldt, der er visiteret til kategori 1, skal kommunen visitere den sygemeldte til visitationskategori 2. Kommunen skal herefter holde mindst en samtale inden for 6 måneder, jf. lovens § 13 b, stk. 1, og den sygemeldte skal endvidere have en arbejdspladsbaseret indsats efter lovens § 13 c.

I lovens § 13 a, stk. 2-4, er der fastsat regler om opfølgning m.v. for sygemeldte, der er visiteret til kategori 1.

For en nærmere beskrivelse af gældende ret henvises til pkt. 2.1.1.1.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Det foreslås, at lovens §§ 12-13 a ophæves.

Forslaget vil betyde, at reglerne om visitationskategorier ophæves.

Forslaget vil medføre, at sygedagpengemodtagere ikke vil skulle visiteres til en kategori og have opfølgning og indsats, der skal tilrettelægges ud fra en forventning om sygdommens varighed. Forslaget vil endvidere medføre, at det i højere grad vil være op til kommunen at vurdere, hvilke sygemeldte, der har behov for indsats, og hvornår indsatsen skal iværksættes.

Forslaget skal ses i sammenhæng med lovforslagets § 3, nr. 9, hvor det foreslås, at der fremover alene skal være krav om mindst én opfølgningssamtale inden for de første 6 måneder.

Forslaget skal endvidere ses i sammenhæng med lovforslagets § 3, nr. 16, hvor det foreslås, at sygemeldte fra beskæftigelse, der forventes raskmeldt inden for 26 uger, ikke vil skulle deltage i opfølgning for at understøtte, at den sygemeldte kan vende tilbage til arbejde, medmindre den sygemeldte eller arbejdsgiver ønsker det.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.1.2.1.3 i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

Til nr. 9

Det følger af lovens § 13 b, stk. 1, 1 pkt., at i sager, der er visiteret til kategori 2, skal der følges op mindst fire gange inden for det første halve år regnet fra første fraværsdag, jf. dog § 13 f.

For en nærmere beskrivelse af gældende ret henvises til pkt. 2.1.1.1.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Det foreslås, at § 13 b, stk. 1, 1. pkt., affattes således:

»Kommunen skal følge op mindst en gang inden for det første halve år regnet fra første fraværsdag, jf. dog § 13 f.«.

Forslaget vil betyde, at kommunen vil skulle afholde mindst én opfølgningssamtale med sygemeldte inden for det første halve år regnet fra første fraværsdag, medmindre sygemeldte er i et ansættelsesforhold, og omfattet af § 13 f.

Forslaget vil endvidere betyde, at kommunen i højere grad vil skulle afholde opfølgningssamtaler med f.eks. sygemeldte fra ledighed og selvstændig virksomhed, når kommunen vurderer, at sygemeldte har behov for opfølgningssamtalerne. Sagsbehandleren vil i højere grad kunne tilrettelægge et meningsfuldt forløb i dialog med sygemeldte. Herudover vil det understøtte, at kommunen vil få bedre mulighed for en individuel tilrettelæggelse af den enkelte sygemeldtes forløb.

Kommunen vil fortsat skulle afholde samtaler i det omfang, kommunen vurderer der er behov for det.

Forslaget ændrer ikke på, at den sygemeldte stadig vil have ret til at få en samtale, hvis den sygemeldte ønsker det.

Den sygemeldte og den sygemeldtes arbejdsgiver vil endvidere fortsat kunne anmode om tidlig opfølgning efter de gældende regler i lovens §§ 7 c-7e.

Der henvises til lovforslagets § 3, nr. 16, for en beskrivelse af, hvornår sygemeldte fra beskæftigelse ikke skal have tilrettelagt et opfølgningsforløb med samtaler og indsats for at understøtte, at den sygemeldte vender tilbage til arbejdet.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.1.2.1.3 i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

Til nr. 10

Det følger af lovens § 13 b, stk. 1, 6. pkt., i lov om sygedagpenge, at den første opfølgning som udgangspunkt skal ske ved en individuel samtale med personligt fremmøde, jf. dog stk. 4.

I lovens § 13 b, stk. 4, findes en række undtagelser fra kravet om personligt fremmøde, eksempelvis for sygemeldte i et ansættelsesforhold.

Det foreslås, at § 13 b, stk. 1, 6. pkt., affattes således:

»Kommunen beslutter, om den første opfølgning skal ske ved en individuel samtale med personligt fremmøde, telefonisk eller ved personligt digitalt fremmøde, jf. dog stk. 4 og 5.«

Forslaget vil betyde, at kommunen fremover vil kunne afholde den første opfølgningssamtale telefonisk eller ved personligt digitalt fremmøde med sygemeldte, der kommer fra ledighed eller selvstændig virksomhed.

Formålet med forslaget er at give kommunerne større fleksibilitet til at tilrettelægge opfølgningen for sygemeldte og understøtte en bedre oplevelse for sygemeldte i mødet med beskæftigelsessystemet.

Forslaget ændrer ikke på, at den sygemeldte kan vælge, om opfølgningssamtalen skal foregå ved personligt fremmøde, telefonisk eller personligt digitalt fremmøde efter den første opfølgningssamtale.

Der henvises til lovforslagets § 3, nr. 11, hvor det foreslås, at den første opfølgningssamtale skal ske ved en individuel samtale med personligt fremmøde, hvis den sygemeldte ønsker det.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.1.2.1.3 i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

Til nr. 11

Det følger af § 13 b, stk. 4, i lov om sygedagpenge, at den første opfølgningssamtale kan ske telefonisk eller ved personligt digitalt fremmøde, når 1) den sygemeldte er i et ansættelsesforhold, 2) den sygemeldte har genoptaget arbejdet delvist, 3) den sygemeldte forventes at være fuldt raskmeldt og tilbage i arbejde inden for 4 uger, 4) den sygemeldte forventes at gå på barsel inden for 4 uger, 5) den sygemeldte deltager i tilbud efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats eller 6) sygdommen er til hinder for en individuel samtale med personligt fremmøde.

Det foreslås, at § 13 b, stk. 4, affattes således:

»Den første opfølgningssamtale skal ske ved en individuel samtale med personligt fremmøde, hvis den sygemeldte ønsker det.«

Forslaget vil betyde, at den første opfølgningssamtale vil skulle ske ved en individuel samtale med personligt fremmøde, hvis den sygemeldte ønsker det.

Forslaget skal ses i sammenhæng med lovforslagets § 3, nr. 10, hvor det foreslås, at kommunen kan beslutte, om den første opfølgning skal ske ved en individuel samtale med personligt fremmøde, telefonisk eller ved personligt digitalt fremmøde for alle sygemeldte.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.1.2.1.3 i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

Til nr. 12

Efter § 13 b, stk. 6, i lov om sygedagpenge er sygemeldte, som ikke er i et ansættelsesforhold eller driver selvstændig virksomhed, omfattet af reglerne i kapitel 6 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats om registrering af cv-oplysninger på Jobnet.

Det foreslås, at der i lovens § 13 b, stk. 6, efter »Jobnet« indsættes », i kommunens eller arbejdsløshedskassens digitale cv-løsning.«

Forslaget vil betyde, at det i lovens § 13 b, stk. 6, hvor det er fastlagt, at registrering af cv-oplysninger skal ske på Jobnet, fremover vil fremgå, at registreringen af cv-oplysninger også kan ske i kommunernes og for medlemmer af en arbejdsløshedskasse i arbejdsløshedskassernes digitale cv-løsninger, hvis de tilbyder en sådan selvbetjeningsløsning.

Formålet er, at kommunerne og arbejdsløshedskasserne i større omfang end i dag vil kunne tilbyde alternative eller supplerende selvbetjeningsløsninger i form af digitale cv-løsninger til borgere og medlemmer, som kan eller skal registrere cv-oplysninger, forudsat at registreringerne synkroniseres med DFDG.

Det foreslås i lovforslagets § 2, nr. 25, jf. forslaget til § 33, stk. 2, i lov om organisering og understøttelse af beskæftigelsesindsatsen m.v., at det er en forudsætning, at registreringerne løbende synkroniseres med DFDG.

Med forslaget vil personerne få valgfrihed i forhold til, om de vil registrere deres cv-oplysninger på Jobnet, i kommunens eller i arbejdsløshedskassens digitale cv-løsning.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.17.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 13

Efter § 13 b, stk. 7, i lov om sygedagpenge, skal sygemeldte, der er visiteret til kategori 2, efter den første opfølgningssamtale selv booke samtaler digitalt.

Det foreslås, at i lovens § 13 b, stk. 7, udgår », der er visiteret til kategori 2,« og », jf. stk. 1«.

Forslaget er en konsekvens af lovforslagets § 3, nr. 8, hvor det foreslås at ophæve lovens §§ 12 – 13 a om visitation.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.1.2.1.3 i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

Til nr. 14

Efter § 13 c, stk. 1, 1. pkt., i lov om sygedagpenge skal sygemeldte, der er visiteret til kategori 2 efter § 12, stk. 1, nr. 2, have en arbejdspladsbaseret indsats, der kan bestå af gradvis tilbagevenden samt tilbud og mentorstøtte efter kapitel 11, 12, 14 og 26 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats.

Det foreslås, at lovens § 13 c, stk. 1, 1. pkt., affattes således:

»Indsatsen for sygemeldte kan bestå af gradvis tilbagevenden samt tilbud og mentorstøtte efter kapitel 11, 12, 14 og 26 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats.«

Den indsats, der vil kunne gives til sygemeldte, svarer til indsatsen efter de gældende regler, dvs. en arbejdspladsbaseret indsats med gradvis tilbagevenden samt tilbud om virksomhedspraktik efter kapitel 11, løntilskud efter kapitel 12, vejledning og opkvalificering efter kapitel 14 og mentorstøtte efter kapitel 26 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats. Indsatsen vil ligesom efter de gældende regler kunne bestå af en kombination af eksempelvis gradvis tilbagevenden til arbejde og tilbud efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats.

Forslaget skal ses i sammenhæng med lovforslagets § 3, nr. 8, hvor det foreslås at ophæve lovens §§ 12 – 13 a om visitation.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.1.2.1.3 i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

Til nr. 15

Efter § 13 c, stk. 3, i lov om sygedagpenge, kan kommunen forelægge sagen for rehabiliteringsteamet, jf. §§ 9-12 i lov om organisering og understøttelse af beskæftigelsesindsatsen m.v., inden kommunen iværksætter en tværfaglig indsats efter stk. 1. Til brug for rehabiliteringsteamets behandling af sagen udarbejder kommunen rehabiliteringsplanens forberedende del i samarbejde med den sygemeldte.

Det foreslås, at lovens § 13 c, stk. 3, ophæves.

Forslaget skal ses i sammenhæng med lovforslagets § 2, nr. 11, hvor det foreslås, at ophæve §§ 9-12 i lov om organisering og understøttelse af beskæftigelsesindsatsen m.v. om, at kommunen skal etablere et rehabiliteringsteam.

Forslaget vil medføre, at for sygemeldte, hvor kommunen vurderer, at personen har behov for en tværfaglig indsats, vil det være op til den enkelte kommune at sikre, at de rette fagligheder inddrages, og tilrettelægge den tværfaglige indsats.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.12.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 16

Det følger af § 13 f, stk. 1, i lov om sygedagpenge, at for sygemeldte i et ansættelsesforhold med et forudsigeligt forløb og forventet raskmelding senest inden udgangen af 13. uge regnet fra første opfølgningssamtale, jf.§ 13 b, stk. 1, 2. pkt., skal kommunen alene følge op på, om den sygemeldte bliver raskmeldt inden udgangen af 13. uge. Den sygemeldte har ret til at få en samtale, hvis den sygemeldte ønsker det.

Af lovens § 13 b, stk. 1, 2. pkt., fremgår det, at der som udgangspunkt skal følges op første gang senest inden udgangen af 8. uge regnet fra første fraværsdag.

I lovens § 13 f, stk. 2, er der fastsat regler om, hvordan kommunen skal følge op, hvis den sygemeldte ikke er fuldt raskmeldt eller bliver ledig inden for de 13 uger regnet fra første opfølgningssamtale.

Det foreslås, at lovens § 13 f nyaffattes.

Det foreslås i stk. 1, at for sygemeldte i et ansættelsesforhold, der forventes at blive raskmeldte senest inden udgangen af 26. uge regnet fra første fraværsdag, skal kommunen uanset § 13 b, stk. 1, 1. pkt., ikke følge op med henblik på at understøtte, at den sygemeldte kan vende tilbage til arbejdet, medmindre den sygemeldte eller arbejdsgiver ønsker det, jf. dog stk. 2.

Forslaget vil betyde, at den sygemeldte ikke vil blive omfattet af kravet om mindst én samtale inden for de første 26 uger, jf. lovforslagets § 3, nr. 9.

Forslaget vil endvidere betyde, at kommunen i disse sager ikke vil skulle holde opfølgningssamtaler med henblik på at tilrettelægge et opfølgningsforløb og iværksætte en indsats for at understøtte, at den sygemeldte kan vende tilbage til arbejdet.

Det forventes, at den sygemeldte vil kunne angive forventet varighed af sygefraværet og ønske om opfølgning via eksisterende digitale selvbetjeningsværktøjer.

Det vil være op til kommunen at sikre, at arbejdsgiver får mulighed for at tilkendegive ønske om opfølgning i forbindelse med opstarten af sygemeldingen samt løbende under sygemeldingen.

Både arbejdsgiver og sygemeldte vil derudover have mulighed for løbende at meddele kommunen, at de ønsker opfølgningen afsluttet, hvis de undervejs i sygdomsforløbet vurderer, at sygefraværet forventes afsluttet inden for 26 uger, og der ikke længere er behov for opfølgning. Det vil i disse sager være op til kommunen at beslutte, om opfølgningen skal afsluttes.

Formålet med forslaget er at bidrage til en mere fleksibel opfølgning for sygemeldte, der har et job at vende tilbage til, og understøtte, at sygemeldte fra beskæftigelse i højere grad oplever at få en værdig behandling i beskæftigelsessystemet, hvor de alene skal deltage i beskæftigelsesindsatsen, hvis der er et behov.

Forslaget vil ikke ændre på, at kommunen fortsat skal vurdere den sygemeldtes uarbejdsdygtighed, da det er en betingelse for at modtage sygedagpenge. Kommunen vil derfor kunne tage kontakt til den sygemeldte i forbindelse med kommunens løbende vurdering af den sygemeldtes uarbejdsdygtighed samt revurdering af den sygemeldtes ret til sygedagpenge, hvis kommunen vurderer, at det er nødvendigt.

Det foreslås i stk. 2 , at kommunen efter en konkret vurdering kan beslutte, at den sygemeldte skal deltage i opfølgning efter § 13 b, stk. 1, 1. pkt., uanset at den sygemeldte forventes at blive raskmeldt senest inden udgangen af 26. uge regnet fra første fraværsdag. Endvidere har den sygemeldte ret til at få en samtale.

Forslaget vil betyde, at kommunen vil kunne beslutte at afholde opfølgningssamtaler, iværksætte indsatser m.v., hvis kommunen vurderer, at der er behov for opfølgning for at understøtte, at den sygemeldte vender tilbage til arbejdet. Det vil eksempelvis kunne være tilfældet i sager, hvor sygemeldingen har en karakter, der kan give anledning til tvivl om, hvorvidt der er tale om et afgrænset forløb.

Forslaget vil endvidere betyde, at kommunen vil skulle afholde en opfølgningssamtale med den sygemeldte, hvis den sygemeldte anmoder om det.

Det foreslås i stk. 3, at for sygemeldte omfattet af stk. 1, som bliver ledige eller som ikke er raskmeldt inden udgangen af 26. uge regnet fra første fraværsdag, skal der følges op efter reglerne i § 13 b, stk. 1, 3.-8. pkt.

Forslaget vil betyde, at for sygemeldte, der ikke bliver raskmeldte eller bliver ledige inden for de 26 uger regnet fra første fraværsdag, aftales opfølgningen mellem den sygemeldte og kommunen.

Forslaget vil endvidere betyde, at den sygemeldte ikke vil blive omfattet af kravet om mindst én samtale inden for de første 26 uger, jf. lovforslagets § 3, nr. 9, uanset at der ikke er gået 26 uger fra første fraværsdag.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.1.2.1.3 i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

Til nr. 17

Efter § 14 i lov om sygedagpenge kan beskæftigelsesministeren fastsætte nærmere regler om de to kategorier og om visitation, jf. lovens § 12, og nærmere regler om selvbooking af samtaler efter § 13 b, stk. 7, og om fritagelse for obligatorisk selvbooking for visse grupper af sygemeldte efter § 13 b, stk. 8.

Det foreslås, at i lovens § 14 udgår »nærmere regler om de to kategorier og om visitation, jf. § 12, og«.

Da der ikke er fastsat nærmere regler efter denne del af bestemmelsen, er der ingen regler der bortfalder som følge af forslaget.

Forslaget er en konsekvens af lovforslagets § 3, nr. 8, hvor det foreslås at ophæve lovens §§ 12 – 13 a om visitation. Beskæftigelsesministeren vil fortsat kunne fastsætte nærmere regler om selvbooking af samtaler efter lovens § 13 b, stk. 7, og om fritagelse for obligatorisk selvbooking for visse grupper af sygemeldte efter lovens § 13 b, stk. 8.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.1.2.1.3 i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

Til nr. 18

Efter § 15, stk. 1, 1. pkt., i lov om sygedagpenge skal kommunen ved den første samtale med den sygemeldte efter § 13 a, stk. 1, eller § 13 b, stk. 1, foretage en samlet vurdering af den sygemeldtes situation og behov for indsats, herunder behov for revalidering, ressourceforløb, fleksjob eller førtidspension.

For en nærmere beskrivelse af gældende ret henvises til pkt. 2.1.1.1.3.

Det foreslås, at i lovens § 15, stk. 1, 1. pkt ., udgår »§ 13 a, stk. 1, eller«.

Forslaget er en konsekvens af lovforslagets § 3, nr. 8, hvor det foreslås at ophæve §§ 12 – 13 a om visitation den 1. juli 2026.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.1.2.1.3 i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

Til nr. 19

Efter § 15, stk. 1, 1. pkt., i lov om sygedagpenge skal kommunen ved den første samtale med den sygemeldte efter § 13 a, stk. 1, eller § 13 b, stk. 1, foretage en samlet vurdering af den sygemeldtes situation og behov for indsats, herunder behov for revalidering, ressourceforløb, fleksjob eller førtidspension.

Det foreslås, at i lovens § 15, stk. 1, 1. pkt ., ændres »behov for revalidering, ressourceforløb,« til »om den sygemeldte er i målgruppen for«.

Forslaget er en konsekvens af lovforslagets § 1, nr. 94 og 98, hvor det foreslås at ophæve reglerne om henholdsvis ressourceforløbsordningen og revalideringsordningen i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats den 1. februar 2026.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.3.2 og 2.5.2 i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

Til nr. 20

Det følger af § 15, stk. 1, 1, pkt., i lov om sygedagpenge, at kommunen ved den første samtale med den sygemeldte, skal foretage en samlet vurdering af den sygemeldtes situation og behov for indsats, herunder behov for fleksjob eller førtidspension.

Efter lovens § 15, stk. 2, træffer kommunen beslutning om, hvorvidt der skal iværksættes en indsats, og hvilken indsats der skal iværksættes, jf. § 13 c, for sygemeldte visiteret til kategori 2 efter § 12, stk. 1, nr. 2.

Det foreslås, at lovens § 15, stk. 2, ophæves.

Stk. 3 og 4 bliver herefter til stk. 2 og 3.

Forslaget er en konsekvens af lovforslagets § 3, nr. 8, hvor det foreslås at ophæve lovens §§ 12 – 13 a om visitation.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.1.2.1.3 i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

Til nr. 21

Det følger af lovens § 15, stk. 5, at hvis der er planlagt eller iværksat en indsats efter kapitel 11, 12, 14 og 26 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats for en sygemeldt visiteret til kategori 2 efter § 12, stk. 1, nr. 2, skal kommunen vurdere, om indsatsen kan videreføres i en opfølgningsindsats efter § 13 c.

Det foreslås, at lovens § 15, stk. 5, ophæves.

Forslaget er en konsekvens af lovforslagets § 3, nr. 8, hvor det foreslås at ophæve lovens §§ 12 – 13 a om visitation.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.1.2.1.3 i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

Til nr. 22

Det fremgår af § 21, stk. 1, nr. 1, i lov om sygedagpenge, at retten til sygedagpenge bortfalder, så længe den sygemeldte uden rimelig grund undlader at medvirke ved kommunens opfølgning, jf. kapitel 6 med undtagelse af § 11 b, herunder indsatsen efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, og så længe den sygemeldte uden rimelig grund undlader at medvirke til kommunens udarbejdelse af rehabiliteringsplanens forberedende del, jf. lov om en aktiv beskæftigelsesindsats §§ 43 og 44, eller undlader at deltage i møde i rehabiliteringsteamet, jf. § 9 i lov om organisering og understøttelse af beskæftigelsesindsatsen m.v.

Det foreslås, at i lovens § 21, stk. 1, nr. 1, ændres »rehabiliteringsplanens forberedende del, jf. lov om en aktiv beskæftigelsesindsats §§ 43 og 44, eller undlader at deltage i møde i rehabiliteringsteamet, jf. § 9 i lov om organisering og understøttelse af beskæftigelsesindsatsen m.v.,« til: » beskrivelsen af personens forudsætninger for at arbejde,«.

Den foreslåede ændring er en følge af, at rehabiliteringsteamet foreslås ophævet, og vil for det første medføre, at retten til sygedagpenge ikke vil kunne bortfalde, fordi den sygemeldte ikke møder op til møde i rehabiliteringsteamet.

Den foreslåede ændring vil for det andet medføre, at den sygemeldtes ret til sygedagpenge kan bortfalde, så længe den sygemeldte uden rimelig grund undlader at medvirke til kommunens udarbejdelse af beskrivelsen af personens forudsætninger for at arbejde.

I forhold til afgrænsningen af at have en rimelig grund til ikke at medvirke, fremgår det af Ankestyrelsens principmeddelelse 11-07, at en kommune ikke kunne standse sygedagpengeudbetalingen til en psykisk syg lønmodtager med den begrundelse, at lønmodtageren ikke havde medvirket ved kommunens opfølgning, idet kommunen ikke fra lønmodtagerens læge og psykolog havde indhentet oplysninger til brug for en vurdering af, hvorvidt lønmodtagerens manglende medvirken havde en utvivlsom sammenhæng med dennes psykiske lidelse. Hvis dette havde været tilfældet, ville det have været en rimelig grund til den manglende medvirken.

Det fremgår endvidere af Ankestyrelsens principmeddelelse 19-24, at et afbud i sig selv ikke kan betragtes som medvirken i sygedagpengelovens forstand. Det afgørende er, om den sygemeldte har haft en rimelig grund til ikke at deltage i kommunens opfølgning, og det skal i den enkelte sag vurderes, om sygemeldte har haft en rimelig grund til ikke at medvirke.

Orienteringen om konsekvenserne ved manglende medvirken skal være utvetydig, og kommunen skal derfor skriftligt orientere den sygemeldte om, at retten til sygedagpenge bortfalder ved manglende medvirken, medmindre den sygemeldte har en rimelig grund til ikke at medvirke. Orienteringen om konsekvenserne skal som udgangspunkt gives hver gang inden f.eks. en samtale.

Der henvises til bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 43, for en nærmere beskrivelse af de foreslåede regler om kommunens beskrivelse af personens forudsætninger for at arbejde.

Til nr. 23

Det fremgår af § 27, stk. 1, nr. 4, i lov om sygedagpenge, at kommunen træffer afgørelse om at forlænge sygedagpengeperioden for personer, der er omfattet af revurderingstidspunktet i § 24, når kommunen har vurderet, at en sag skal behandles i rehabiliteringsteamet, med henblik på at kommunen hurtigst muligt kan træffe afgørelse om ressourceforløb, fleksjob eller førtidspension.

Det foreslås, at i lovens § 27, stk. 1, nr. 4, ændres: »en sag skal behandles i rehabiliteringsteamet, med henblik på at kommunen hurtigst muligt kan træffe afgørelse om ressourceforløb, fleksjob eller førtidspension« til: »den sygemeldte er i målgruppen for fleksjob eller førtidspension og skal have udarbejdet en samlet beskrivelse af sine forudsætninger for at arbejde med henblik på, at kommunen hurtigst muligt kan træffe afgørelse om fleksjob eller førtidspension«.

Den foreslåede ændring er en følge af, at ressourceforløb og rehabiliteringsteamet foreslås ophævet.

Den foreslåede ændring vil betyde, at kommunen skal træffe afgørelse om at forlænge sygedagpengeperioden, når kommunen har vurderet, at en person er i målgruppen for fleksjob eller førtidspension, og den sygemeldte ikke kan opnå eller fastholde beskæftigelse på normale vilkår og dermed ikke kan vende tilbage til det ordinære arbejdsmarked, men hvor det endnu ikke er endeligt afklaret, om den sygemeldte vil være berettiget til et fleksjob eller til førtidspension.

Der er med de foreslåede ændringer ikke tilsigtet ændringer i persongruppen, der vil kunne få forlænget udbetalingen af sygedagpenge, fordi det skal afklares, om de er berettigede til førtidspension eller fleksjob.

Ankestyrelsens praksis på området vil således stadig være gældende efter den foreslåede ændring, herunder principafgørelse 7-19, hvori Ankestyrelsen fastslår, at forlængelse forudsætter, at der er konstateret et behov for at vurdere, om den sygemeldte er berettiget til ressourceforløb, fleksjob eller førtidspension, herunder at kommunen har vurderet eller burde have vurderet, at den sygemeldte ikke kan vende tilbage til ordinær beskæftigelse, og at Ankestyrelsen fuldt ud kan prøve kommunens vurdering af, hvorvidt betingelserne for en forlængelse efter § 27, stk. 1, nr. 4, er opfyldt. Dette må afgøres på baggrund af en konkret og individuel vurdering af den sygemeldtes samlede forhold, hvor man bl.a. må lægge vægt på de helbredsmæssige og sociale forhold samt erhvervserfaring og resultatet af eventuelle afklarende foranstaltninger.

Til nr. 24

Det fremgår af § 27, stk. 1, nr. 7, i lov om sygedagpenge, at kommunen træffer afgørelse om at forlænge sygedagpengeperioden for personer, der er omfattet af revurderingstidspunktet i § 24, når der er modtaget en ansøgning om førtidspension efter § 17, stk. 2, 1. pkt., i lov om social pension, eller når kommunen har vurderet, at det er helt åbenbart, at en persons arbejdsevne ikke kan forbedres og sagen derfor ikke skal forelægges rehabiliteringsteamet, jf. § 18, stk. 2, 2. pkt., i lov om social pension.

Det foreslås, at i lovens § 27, stk. 1, nr. 7, udgår », eller når kommunen har vurderet, at det er helt åbenbart, at en persons arbejdsevne ikke kan forbedres og sagen derfor ikke skal forelægges rehabiliteringsteamet, jf. § 18, stk. 2, 2. pkt., i lov om social pension«.

Den foreslåede ændring er en følge af, at rehabiliteringsteamet foreslås ophævet.

Da den foreslåede ændring i lovforslagets § 3, nr. 16, vil medføre, at sager, hvor det er helt åbenbart, at en persons arbejdsevne ikke kan forbedres, fremover vil være omfattet af § 27, stk. 1, nr. 4, foreslås det, at § 27, stk. 1, nr. 7, fremover kun skal omfatte sager, hvor personen selv har ansøgt om førtidspension efter § 17, stk. 2, 1. pkt., i lov om social pension.

Til nr. 25

Det følger af § 40, stk. 4, i lov om sygedagpenge, at når arbejdsgiver anmelder sygefraværet til kommunen, skal det ske via Nemrefusion. I forbindelse med anmeldelsen kan arbejdsgiveren vælge at oplyse kommunen om sygdommens betydning for lønmodtagerens mulighed for at arbejde.

Det foreslås, at lovens § 40, stk. 4, 2. pkt., ophæves.

Forslaget vil betyde, at reglerne om arbejdsgiverens anmeldelse af sygefraværet til kommunen forenkles, så arbejdsgiver ikke skal tage stilling til, hvorvidt arbejdsgiver ønsker at afgive oplysninger om sygdommens betydning for lønmodtagerens mulighed for at arbejde. Arbejdsgiverens anmeldelse af sygefravær til kommunen skal fortsat ske via Nemrefusion.

Forslaget vil endvidere medføre, at arbejdsgiveren ikke længere vil kunne afgive oplysninger om sygdommens betydning for lønmodtagerens mulighed for at arbejde i forbindelse med anmeldelsen af sygefraværet i Nemrefusion. Der ændres ikke på, at arbejdsgiveren har mulighed for at afgive oplysninger om sygdommens betydning for lønmodtagerens mulighed for at arbejde i forbindelse med anmodning om tidlig opfølgning.

Til nr. 26

Det fremgår af § 71 b, stk. 1, i lov om sygedagpenge, at en person ikke har ret til sygedagpenge fra kommunen i en periode på 3 år, hvis personen ved endelig dom findes at have overtrådt straffelovens § 101 a, stk. 1, § 114 c, stk. 3, §§ 114 d, 114 e eller 114 g for forhold begået i udlandet, straffelovens § 114 j, stk. 1, eller et udrejseforbud fastsat i medfør af § 2 b, stk. 1, i lov om pas til danske statsborgere m.v. og personen for den periode, som dommen omfatter, har modtaget en af følgende ydelser:

  1. Sygedagpenge fra kommunen efter denne lov.

  2. Dagpenge efter barselsloven.

  3. Pension efter lov om social pension.

  4. Pension efter lov om højeste, mellemste, forhøjet almindelig og almindelig førtidspension m.v.

  5. Arbejdsløshedsdagpenge, feriedagpenge eller efterløn efter lov om arbejdsløshedsforsikring m.v.

  6. Fleksydelse efter lov om fleksydelse.

  7. Integrationsydelse, jf. den tidligere gældende § 22 i lov om aktiv socialpolitik, jf. lovbekendtgørelse nr. 981 af 23. september 2019, selvforsørgelses- og hjemrejseydelse, overgangsydelse, uddannelseshjælp eller kontanthjælp, jf. de tidligere gældende §§ 22-25 i lov om aktiv socialpolitik, jf. lovbekendtgørelse nr. 808 af 25. juni 2024, kontanthjælp efter §§ 16-20, revalideringsydelse, ressourceforløbsydelse i ressourceforløb, ressourceforløbsydelse i jobafklaringsforløb eller ledighedsydelse efter lov om aktiv socialpolitik.

  8. Fleksløntilskud efter §§ 123 og 124 eller tilskud til selvstændig virksomhed efter § 126 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats.

  9. Statens uddannelsesstøtte (SU) efter SU-loven.

  10. Statens voksenuddannelsesstøtte (SVU) efter lov om statens voksenuddannelsesstøtte.

Som følge af, at ressourceforløb med ressourceforløbsydelse og revalidering ophæves, skal sygedagpengelovens § 71 b, stk. 1, nr. 7, konsekvensrettes.

Det foreslås, at i lovens § 71 b, stk. 1, nr. 7, ændres »kontanthjælp efter §§ 16-20, revalideringsydelse, ressourceforløbsydelse i ressourceforløb« til: »revalideringsydelse og ressourceforløbsydelse i ressourceforløb, jf. de tidligere gældende regler i kapitel 6 a og 6 c i lov om aktiv socialpolitik, jf. lovbekendtgørelse nr. 1004 af 30. juni 2025, kontanthjælp efter §§ 16-20,«.

Der er alene tale om en konsekvensrettelse på baggrund af, at revalidering med revalideringsydelse og ressourceforløb med ressourceforløbsydelse ophæves.

Ændringen betyder, at personer, der har modtaget revalideringsydelse eller ressourceforløbsydelse under ressourceforløb på tidspunktet for endelig dom, findes at have overtrådt straffelovens § 101 a, stk. 1, § 114 c, stk. 3, §§ 114 d, 114 e eller 114 g for forhold begået i udlandet eller straffelovens § 114 j, stk. 1, eller et udrejseforbud fastsat i medfør af § 2 b, stk. 1, i lov om pas til danske statsborgere m.v., ikke vil kunne modtage sygedagpenge i en periode på 3 år.

Forslaget vil ikke ændre ved, at lovens § 71 b, stk. 1, nr. 7, fortsat vil omhandle ressourceforløbsydelse i jobafklaringsforløb.