Lovguiden Logo
Gældende

LOV nr 400 af 28/04/2014

Beskæftigelsesministeriet

Lov om ændring af lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, lov om aktiv socialpolitik og lov om fleksydelse (Beregning af fleksløntilskud, fortsat tilmelding til fleksydelsesordningen m.v.) § 1

I lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, jf. lovbekendtgørelse nr. 415 af 24. april 2013, som ændret bl.a. ved § 1 i lov nr. 1380 af 23. december 2012 og senest ved § 2 i lov nr. 1612 af 26. december 2013, foretages følgende ændringer:

1. § 70 f, stk. 1, affattes således:

»Kommunen udbetaler fleksløntilskud til personer i fleksjob som supplement til den løn, der udbetales af arbejdsgiver efter § 70 e. Tilskuddet beregnes med udgangspunkt i et beløb, der svarer til 98 pct. af arbejdsløshedsdagpengenes højeste beløb, jf. § 47 i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. Kommunen udbetaler fleksløntilskuddet efter stk. 2-5 månedsvis bagud.«

2. § 70 f, stk. 2, 2. pkt., ophæves.

3. I § 70 f, stk. 10, indsættes som 2. og 3. pkt.:

»Kommunen træffer afgørelse om tilbagebetaling af for meget udbetalt fleksløntilskud, hvis der i en måned er udbetalt løn m.v., der vedrører arbejde udført over flere måneder, og hvis det ikke har været muligt at efterregulere lønindtægten m.v. i de følgende måneders fleksløntilskud eller ledighedsydelse. Tilbagebetalingskravet efter 1. og 2. pkt. bortfalder, når der er gået 3 år efter fleksløntilskuddet eller ledighedsydelsens ophør, uden at der har været økonomisk mulighed for at gennemføre kravet.«

4. § 70 f, stk. 11, affattes således:

 »Stk. 11. Beskæftigelsesministeren fastsætter nærmere regler om, hvilken indkomst der indgår i lønindtægten, og om beregning af og fradrag i fleksløntilskuddet, herunder regler om, hvordan indtægter, der dækker flere måneder, skal fordeles. Beskæftigelsesministeren kan endvidere fastsætte regler om, at kommunen ved beregning af og fradrag i fleksløntilskuddet skal anvende oplysninger om løn m.v., som fremgår af indkomstregisteret, jf. lov om et indkomstregister.«

Detaljer

Relateret indhold